30 maj 2017

Jødernes stænderiske Valgbarhed.

Dette spørgsmål er igen kommet til live i anledning af kongens sidste bekendtgørelse til provinsialstænderne, og det har krav på almindelig interesse, uagtet der for tiden ikke kan ventes anden bestemmelse end den afgivne. Hvad der er sagt for og imod jødernes valgbarhed som stænderdeputerede er nok så bekendt til atter at trænge til gentagelse. I almindelighed har grundene for valgbarheden efter indsenderen mening en væsentlig overvægt over dem imod samme, og af hvilke sidste nogle endog er meget søgte og meget uvæsentlige. Når ægte liberale mænd imidlertid beklager at en hel klasse af statsborgere som i dette århundrede har stræbt i særdeles mærkelig grad at gøre sig dette navn værdige, skal være udelukket fra den første politiske rettighed i Danmark ene og alene på grund af afvigende religiøs trosbekendelse, så må indsenderen tillige udtale den mening at det beklagelige heri langt fra ikke bør tilregnes en utilbøjelighed hos regeringen for ganske at emancipere jøderne, som snarere regeringens hensyn til undersåtternes endnu langt fra ikke udslettede animositet mod de mosaiske trosbekendere.

Fra regeringens side har det på ingen måde manglet på den bedste vilje til at befri jøderne fra bånd og indskrænkninger som før hvilede på dem og for derved at lette deres egen virksomhed i at udrive dem fra ældre forhold, hvorunder de absolut måtte betragtes og virkeligt var skadelige medlemmer af samfundet. Men disse regeringens humane bestræbelser har på ingen måde i den grad som de fortjente, vundet genklang i nationens midte. Så man kan uden at komme sandheden for nær, sige at den offentlige mening har været i strid med regeringens foranstaltninger.

For at bestyrke det her ytrede, behøver indsenderen ikke at påberåbe sig at de ikke endnu er så sjældent at en jøde forfølges på gaden med hån eller skældsord, eller at enkelte ondsindede ikke undså sig under opløbet her i staden forleden 23. maj om aftenen at kaste sten ind i Synagogen. For fra gadedrenge og pøbel skal man ikke slutte til folkets stemning. Men han har ganske andre eksempler til sin rådighed, der viser at selv de der vil stå på et højere trin af kultur og dannelse, langtfra ynder jøden eller ønsker han i alle henseender sat lig med den kristne. Det er således kun noget over 20 år siden at borgerne i en af Fyns købstæder formelig androg for kancelliet om at blive befriet for deres jødiske medborgere og det var omtrent til den tid at en højtstående gejstlig ville i almueskoledirektionen her i staden gøre den mening gældende at jødebørn ikke burde forundes adgang til kristne skoler. Ikke få laug, navnlig isenkræmmernes, hørkræmmernes, glarmestrenes, blikkenslagernes, har længe søgt at forhindre jødiske drenges antagelse i lære, og ganske nyligt har "Fædrelandet" oplyst os om at parykmagerne slår krøller på næsen når en jøde vil indvies i deres kunsts hemmeligheder. 

Om mosaister nu kan blive optagne som medlemmer i det kongelige privilegerede Københavnske Skydeselskab, ved indsenderen ikke. Hvorimod han tidligere oftere har hørt tale om at troen her var en afgørende anstødssten. Enkelte jyske stænderdeputerede var, som vi jo har set på prent, ikke meget delikate i deres ytringer om jøderne. Og for at minde om noget som ligger os så meget nær i tiden, hvorledes teede sig en nu aftrådt redaktør (som lagde så megen vægt på opførsel en gentelman) da han kom i en lille konflikt med en kollega af anden trosbekendelse, med en mand som selv hans værste modstandere ikke kan frakende store fortjenester, og det ikke blot som skribent? Vel ved vi at denne redaktørs forhold ved denne lejlighed mødte almindelig indignation hos alle bedresindede, men - det gør os ondt at måtte sige det - vi frygter for at selv disse gode mænd vil når de bliver eller tror sig forurettede af deres jødiske næste, i deres harme herover ikke lader jøden er han end selv døbt, blive ganske udenfor sagen. At tænke liberalt er i almindelighed lettere end at tale eller handle liberalt, og til dels, men også kun til dels, kan man undskylde de der fejler. Der er gamle med modermælken indsugede vaner og principper som til enkelte tider ubevidst igen indtog deres herredømme og til ganske at fordrive disse nykker, behøves vist endnu en hel årrække.

Så meget om den herskende opinion hos de kristne. På den anden side kan man ikke nægte at jøderne ikke ganske kan fritages for at nære denne uvilje. Hvor mange der endog blandt de sidste står i kultur og opførsel aldeles lige med de kristne, så mangler der dog heller ikke på dem hvis adfærd og hele manerer til at te sig i livet på ingen måde er skikket til at vække velvilje. Der gives desværre ikke få jøder som ikke endnu har tilegnet sig den beskedenhed der udgør et så værdigt træk i den danske nationalkarakter. Og de fremtræder derfor ikke sjældent i former som absolut må støde og mishage. Men så længe denne udanske påtrængenhed og rent ud sagt næsvished ikke mere er udryddet, må de bedre jøder også finde sig i at lide med de skyldige, og de må trøste sig med at tiden vil hæve denne som andre onder.

Når amalgationen først viser sig mere kendelig og almindelig, vil den danske regering næppe stå tilbage med at sætte kronen på sine uforglemmelilge fortjenester af jødernes kultur og fremskridt i Danmark. For tiden bliver det, hvor meget end i almindelighed kan siges for jødernes stænderiske valgbarhed, være rigtigste at slutte sig til den værdige ytring: "Den danske jøde har ikke årsag til at bede, men til at takke."

(Politivennen nr. 1283, Løverdagen, den 1ste August 1840. Side 477-481). 


Jødernes Valgbarhed var tema for artikler i Fædrelandet, startende med den 24. juli 1840.


Redacteurens Anmærkning

Mens jøder havde stemmeret til stænderforsamlingerne, var de ikke valgbare, med mindre de konverterede til kristendommen. Jøderne var ikke de eneste, kun ca. 2,8 % af befolkningen (omkring 32.000 personer) var stemmeberettigede. Christian VIII havde gjort det klart at han ikke ville ændre i sin forgænger Frederik VIs forbud mod at jøder blev valgt.

Fædrelandet bragt fra 25. juli 1840 en række artikler om jødernes valgbarhed hvori de kritiserede kongens og regeringens holdning og argumenterede for at jøder burde være valgbare. Debatten fortsatte i endnu et årti og blev først ændret med Grundloven 1849. Blandt fortalerne for ikke at give jøderne valgbarhed var bl.a. St. St. Blicher


Kjøbenhavnsposten fortsatte debatten den 30. oktober 1840. Og den fortsatte så endnu 10 år. Og mere til.

22 maj 2017

Varsko.

I det øjeblik anmelderen mandag den 19. i denne måned mellem kl. 9 og 10 passerede forbi Rundetårn, faldt en af de sten der danner karnissen nedenfor jernrækværket oven på tårnet, ned på gaden, ikke to skridt fra ham. I faldet slog den imod rendestensbrættet med en sådan kraft at det lød som skraldet af et svært kanonskud. Og dersom anmelderen var kommet et skridt videre frem, havde han ufejlbarligt fået sit banesår. Han holder det derfor for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det. Dels for at skaden kan blive efterset og lignende tilfælde forebygges, da man kan antage at flere sten kan være løsnet af fugtighed efter den megen regn der er faldet hele sommeren, dels for at advare fodgængere som skal passere denne vej for ikke at holde sig for nær ved tårnet før en reparation ved samme er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 1295, Løverdagen, den 24de October 1840. Side 681). 

21 maj 2017

Ønske.

Til at se højsalig Kong Frederik den Sjette på lit de parade var der givet adgang for corps diplomatique, de højere statsembedsmænd, det herværende militær, samt for borgerkorpsene og endelig for alle og enhver.

Men der gives en klasse af borgere som føler sig forbigået eller på en måde udelukket fra denne adgang, nemlig civile og militære embedsmænd på ventepenge eller pension. Mange af disse kunne vel have ønsket at se den konge for sidste gang de tjente i mange år, og som de har at takke for deres livsophold. Men da de ikke længere bærer uniform, kan de ikke slutte sig til deres fordums embedsbrødre, ligesom også den med alderen tiltagende svaghed forbyder dem at blande sig imellem alle og enhver for at stå flere timer i tryk og trængsel på åben gade udsat for ubehageligheder af vejrligets ublidhed.

Man vover derfor at fremsætte det ønske at sådanne embedsmænd måtte få adgangskort til at se hans højsalige majestæts sarkofag på castrum doloris, når de ved korets modtagelse foreviste deres bestalling eller den dem allernådigste meddelte afsked.

(Politivennen nr. 1253, Løverdagen, den 4de Januar 1840. Side 10-11

09 maj 2017

Et billigt Ønske til den respective Bestyrelse for Kjøbenhavns Veivæsen, betræffende Sørgeprocessionen den 15de Januar 1840.

Indsenderen tillader sig herved at fremsende efterskrevne ønsker, som sikkert flere af hovedstadens som de der bor i nærheden af samme, deler med ham.

a) Det ville utvivlsomt være af stor vigtighed hvis der i anledning af den nært forestående sørgeprocession måtte blive foranstaltet et lægterækværk trukket mellem træerne på begge sider af alleerne udenfor stadens Vesterport fra den yderste stakitport indtil accisseboden.

Det er udenfor al tvivl at den største trængsel netop vil finde sted der for at se sørgeprocessionen helt samlet såvel fra staden som fra landet, og hvor megen skade kan ikke rimeligvis forudses muligvis at kunne ske om et sådan rækværk savnedes da der er dybe grøfter på begge sider af alleerne. Ganske vist er et sådant forsigtighedsmiddel forbundet med bekostning for det offentlige, men dog på ingen måde i den grad der kan svare til den skade som derved kan forebygges, selv om kun et eneste menneske forulykkede. I øvrigt er de medgående materialer ikke forbrugt ved afbenyttesen, men kan successivt anvendes til stadens andre vejarbejde.

b) Det ville sikkert være nødvendigt at der i tide blev anskaffet et oplag strandsand om samme ikke allerede haves, til vejenes bedækning hvor den skal befares af den kongelige sørgeprocession i tilfælde af at muligt islag indtræffer.

Idet indsenderen tillader sig at fremsende disse ærbødige ønsker, nærer han tillige den fuldkomne overbevisning om at den respektive bestyrelse af hovedstadens vejvæsen også her vil give publikum et bevis mere på den særdeles opmærksomhed der allerede så ofte er vist samme.

(Politivennen nr. 1253, Løverdagen, den 4de Januar 1840. Side 8-9