Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).

Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.

Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:

"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.

Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.

"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.

"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.

"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.

"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.

"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.

"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.

"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."

"Hvordan det?"

"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.

Jeg kom uvilkårlig til at smile.

Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:

"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.

Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."

Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.

Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.

(København, 11. juli 1889).

Styrmand Holm (1847-1886). (Efterskrift til Politivennen).

Nedlagt gravsted, Vestre Kirkegård. Den 39-årige styrmand Johannes Antonius Holm omkom i et forsøg på at redde to drenge fra at drukne, men druknede selv sammen med den dreng han forsøgte at redde. Han efterlod sig kone og 3 børn. Styrmand Holm boede på Lille Istedgade 6, havde været gift i 5 år og fik 3 børn (konen var gravid med et fjerde). Huset lå hvor nu Borgenhus ligger, ved siden af Mændenes Hjem.

Han sejlede kryolit fra Ivigtut, Grønland på Kryolithmine- og Handelsselskabets barkskib "John Franklin". Skibet var kommet til København med kryolit fra Ivigtut-minen Grønland, under kaptajn Mortensen den 8. august 1886.

Begravelsen tiltrak efter hvad aviserne berettede en stor mængde mennesker. Efter hans død blev der fra forskellig side iværksat indsamlinger til hans efterladte, bl.a. fik enken et beløb af kongen (Christian 9.).

To mennesker druknede.

Søndag eftermiddag skete et ulykkestilfælde i Københavns Havn ud for Kvæsthusbroen. En bugserdamper kom slæbende med nogle skibe gennem havnen. En lejebåd, hvori der befandt sig to drenge, hængte sig fast ved et af de bugserede skibe, men pludselig gav drengene los uden at have set en i farvandet kommende vandbåd. Det så ud som om der skulle ske et sammenstød, hvorfor den ene af drengene ville tage mod stødet, men ved denne bevægelse fik han overbalance og styrtede i vandet. En mand af vandbådens besætning, styrmand Holm, kastede sig ifølge "Dagbl." straks ud efter ham, og begge kom også op en gang, men sank derpå igen og kom ikke mere til syne. Ligene blev i går formiddag fundet og ved politiets foranstaltninger indlagt i et lighus. Styrmand Holm efterlader sig enke og tre børn.

(Slagelse-Posten 12 oktober 1886)

Kvæsthusbroen, 1870. Det må have været i dette område ulykken skete. Som det ses ser det temmelig befærdet og snævert ud. Længst væk til venstre Vestindisk Handels Plads med de karakteristiske pakhuse. Vilhelm Tillge (1843-1896) fotograf. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret.

Enken efter styrmand Holm

som i søndags druknede under forsøget på at redde et ungt menneske, har i følge "Av." fra selskabet som består af mænd der er benådede med redningsmedaljen, i betragtning af de meget trange kår i hvilke hun lever, modtaget en understøttelse af 25 kr. som af selskabets formand blev overrakt hende i hendes bopæl, Lille Istedgade 6.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 15. oktober 1886)

Dødsfald

At min trofaste stræbsomme mand, forhv. styrmand Johannes Antonius Holm efter 5 års lykkeligt ægteskab kun 39 år gammel i søndags har ofret sit liv under forsøget på at frelse et ungt menneske fra at drukne, bekendtgøres for venner og bekendte af hans dybt sørgende hustru.

3 små børn og hans moder begræder med mig tabet af en elsket mand, søn og fader.

Johanne Bolette Jørgensen,

født Rasmussen

Marie Johanne Holm, b5902

født Rasmussen

Begravelsen finder sted søndag den 17. oktober kl. 2 fra Vestre Kirkegårds kapel.

(Social-Demokraten 16. oktober 1886)

Sømandsforeningen af 1877

Medlem nr. 106, Johannes Antonius Holm, som tilsatte livet under forsøget på at redde et medmenneske, begraves fra kapellet på Vestre Kirkegård søndag den 17. dennes kl. 2.

De herrer medlemmer bedes give møde. Emblem bæres.

b 5886

G. Nielsen,

Formand

(Social-Demokraten, 16. oktober 1886)

Jordefærd.

I går foregik på Vestre Kirkegård en højtidelig begravelse. Det var styrmand Holm som den 10. d.s. tilsatte livet under et forgæves forsøg på at redde et ungt menneske fra at drukne i havnen ud for Kvæsthusgade, der her blev stedt til hvile. Kisten hvorover foruden Sømandsforeningens fane tillige fire dannebrogsfaner vejede, var rigt smykket med kranse, hvoriblandt en særdeles smuk laurbærkrans med en dannebrogssløjfe der bar det emblem som føres af "Selskabet bestående af Mænd der er benådede med redningsmedaljen" samt dette selskabs "farvel" til den afdøde der efter oftere at have reddet menneskeliv nu ved sin opofrelse i døden havde indskrevet sig selv som en brav kammerat. Pastor Mohr holdt en gribende tale til det særdeles talrige følge som havde samlet sig, og hvoriblandt man foruden Sømandsforeningen af 1877 og den afdødes kammerater fra de fartøjer der på reden forsyner skibene med vand, bemærkede særdeles mange mænd der bar redningsmedaljen, af hvilke sidste en del bar kisten til graven. Den smukke begravelse skal være bekostet af den afdødes ovennævnte kammerater, der straks har skudt en sum sammen mens bestyrelsen af det omtalte selskab, bestående af mænd der er hædret med redningsmedaljen (hvis love blandt andet også byder det at understøtte efterladte efter mænd der -- selv uden at være medlemmer af foreningen - tilsætter livet ved redningsforsøg) har efter ringe evne sendt den afdødes enke et foreløbig hjælp. Men dette smukke eksempel trænger desværre hårdt til efterligning, for trangen er stor og den stakkels enke sidder med tre uforsørgede småbørn og venter nu bekymret på nedkomsten med det fjerde. 

(Nationaltidende, 18. oktober 1886)

Jordefærd. I søndags eftermiddags kl. 2 jordedes på Vestre Kirkegård liget af styrmand Holm, der for otte dage siden druknede under forsøget på at redde et ungt menneske. Trods det uhyggelige vejr havde der samlet sig en stor mængde mennesker for at følge den behjertede mands båre. To af den afdødes små børn var også til stede. Kisten var smykket med en mængde kranse, hvoriblandt en laurbærkrans fra "Selskabet af Mænd, der har faaet Redningsmedalje", og en af de gamle sømandsforeninger var mødt med nogle faner. I det ikke meget rummelige kapel holdt pastor Mohr en smuk tale, hvori han navnlig dvælede ved den afdødes opofrende dåd, idet han havde givet det bedste han ejede, sit liv, hen for et medmenneske; og sådan stordåd havde han mange gange øvet. Nogle salmer blev sunget, og kisten blev båret til graven, hvorefter højtideligheden var til ende. 

(Social-Demokraten, 19. oktober 1886.)

Hans majestæt kongen har sendt en gave af 100 kr. til styrmand Holms efterladte.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1886)

Søndag den 10, oktober tilsatte styrmand Antonius Holm der i mange år har faret med barkskibet "John Franklin", livet under et forsøg på at redde en ung mand fra at drukne. Hans efterladte familie, der består af kone og tre børn med snarlig udsigt til et fjerde, er derved kommet i så trykkende forhold, at den vil komme til at lide ligefrem nød, hvis der ikke ydes hjælp. Efter vort kendskab til forholdene foreligger der her et tilfælde hvor godgørenheden i enhver henseende vil være på sin rette plads, og vi håber at denne vor opfordring til at yde frivillige bidrag må kunne bidrage til noget at betrygge den families skæbne som så brat har mistet sin forsørger under hans udførelse af en menneskekærlig handling.

Undertegnede modtager med tak ethvert bidrag.

R. E. A. Rasmussen

Skibsfører

Lille Strandstræde 18

H. L. Urbye

Skibsfører

Rosendalsvej 12, 2

Theodor Hansen

Skomagermester, 

Brogade 7

Carl f. Schønning

Manufakturhandler

Østergade 56

D. Clausen

Arbejderformand

Borgergade 118

(Morgenbladet (København), 24. oktober 1886)

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: P. E. C. 5 kr. - Chr. Hansen, Nørrebro, 3 kr. - E. W. 2 kr. - Aug. C. 10 kr. - Andrea og Harald 2 kr. - Th. O. R. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 462 kr 70 Ø.

(Dags-Telegraphen (København), 28. oktober 1886).

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: r. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 983 kr 90 Ø.

(Nationaltidende, 31. december 1886).

3 forliste Fiskere i Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Skagen, Paaskedag. "Langfredag blev iaar en tung Hjemsøgelses Dag for flere Familier her, idet tre af Byens dygtigste og agtværdigste Fiskere, Fred. Tønnesen, Niels Joh. Frederiksen og Chr. Brems, Alle Familieforsørgere, omkom paa Havet under Udøvelsen af deres farefulde Gjerning. De to Første efterlade foruden Enker tillige en talrig Flok af smaa hjælpeløse Børn, og da Fiskeriet er deres eneste Erhverv, saa indtræder en til Brødløshed grændsende Tilstand, naar denne Erhvervskilde ved Forsørgerens Død standser. Der er saaledes her stor Opfordring ti! en Henvendelse til den almindelige Deeltagelse, som har hjulpet saa Mange under lignende Tilskikkelser og vistnok ligeledes vil række Haanden til disse forladte og nedbøjede Enker og faderløse Børn. Sognepræsten i Skagen vil efter fælleds Overvejelse med agtede og retsindige Mænd i Menigheden der efter paa bedste Maade søge at anbringe, hvad deeltagende Hjerter maatte række til dette gode Øiemeed og senere meddele offentlig Tilstaaelse for Modtagelsen." (Vi slutte os gjerne dertil og bede andre Redactioner at optage den agtede Sognepræsts, Hr. Pastor Drechsels, ovenst. Opfordring. Red.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. april 1857).

Der er tale om sognepræst Lorenz Tuxen Drechsel (1817-1857), sognepræst i Skagen siden 1854. Antallet af strandinger i Skagen tiltog voldsomt gennem 1800-tallet. Mens det i begyndelsen formentlig var tale om 3-4 stykker årligt, steg det til 10-12 stykker i midten af hundredet. Ialt 387 skibe 1825-1870. Det toppede netop omkring 1857. (Se fx Anne Dorthe Holm: Det skønneste syd i Skagen er en stranding! Strandinger i Skagen 1820-1870. Fortid og Nutid september 2008, s. 199-213).

Fiskere på Skagens strand. I.W. Tegner & Kittendorffs Lithografiske Institut 1850 – 1893. Efter Martinus Rørbye (1803-1848). Statens Museum for Kunst. 

Blokhuus Redningsbaad kæntret. (Efterskrift til Politivennen)

D. 29. Decbr. Kl. 14 Eftermiddag skete den Ulykke, at den ved Blokhus stationerede Redningsbaad, efterat være benytter til en Øvelsestur, kæntrede i Brændingen, hvorved 5 Mennesker fandt deres Død i Bølgerne, medens den øvrige Besætning, 7 Mand, blev reddet. - Angaaende denne ulykkelige Begivenhed meddeler "Aalb. Av." følgende: "Det ved Baaden fast ansatte Mandskab var tilfældigvis samlet i Blokhus. Det var i længere Tid lovet Mandskabet, at dette maatte foretage en Øvelsestur med Baaden. Idet nu Opsynsmanden ved Redningsstationen havde den fornødne Bemyndigelse til at lade foretage en Øvelsestur, og Søen ikke var høiere, end at man før har prøvet Baaden i lignende Søer, gav han Mandskabet Tilladelse til at benytte Baaden. Øvelsesturen blev foretagen aldeles regelmæssigt, og uden at der kom synderligt Vand i Baaden. Da man var færdig med Øvelsen og vilde til Land igjen, gik Baaden med største Lethed over den yderste og mellemste Revle; men da man skulde passere den inderste Revle, naaedes Baaden af en meger lang Bølge, som satte den helt paa Forenden, hvorved Baaden udentvivl havde stødt imod Grunden og Roret er blevet vandløst. Herved tabtes Kommandoen over Baaden, denne dreves ved Stødet, Strømmen og Vinden om paa Siden, og den næste Bølge kæntrede da Baaden, som forblev liggende med Kjølen iveiret. Folk, som fra Land af saa Begivenheden, forsikkre, at denne foregik saa hurtigt, at det var umuligt at opfatte hvorledes der Hele gik til. De faa paa Stranden Tilstedeværende ilede strax de Forulykkede tilhjælp; af disse kom de syv levende, om ogsaa i forkommen Tilstand, iland, men fire kun som Lig, imedens den tolvte endnu savnes, idet han udentvivl i død Tilstand er skyllet bort af Strømmen. Ligene blev strax bragte op til det nærmeste Hus (Kjøbmand Klitgaards) og der behandlede med største Omhu og Forsigtighed, for om muligt at tilbagekalde Livet; men efter nogle Timers Arbeide, og efter at Distriktslægen var kommen tilstede, maatte man anerkjende Umuligheden af at frelse nogen af de fire Mænd. Disse vare Alle, saavelsom den savnede Mand, Husmænd og Familiefædre fra Hune Sogn, som for 10 Aar siden paa Havet ved et Redningsforsøg mistede ni af Sognets bedste Sømænd. Begivenheden har naturligvis gjort er dybt Indtryk paa Egnens Befolkning, og det er at vente, at man ikke vil undlade paa bedste Maade at komme de forulykkede Mænds Efterladte tilhjælp. Her paa Kysten er man enig om, at Baadens Bygning og Indretning ikke har foranlediget Ulykken, men at denne er fremkaldt ved et Sammenstød af Omstændigheder, hvorover Memneskene ingen Magt have. Af Bestyrelsens Holdning ved denne Leilighed vil det maaske afhænge, hvorvidt Redningsvæsenet paa Jyllands farlige Vestkyst vil vedblive at bestaa. Hvis Statskassen i dette Tilfælde, hvor 5 Mennesker ere omkomne paa en Øvelsestur - som forøvrigt er absolut fornøden, naar Mandskabet skal være duligt i Nodens Stund - , ikke kommer de Forulykkedes Efterladte tilhjælp, vil Følgen let blive, at Mandskabet paa de forskjellige Stationer mælder sig ud af Tjenesten og at der bliver vanskeligt, i fornødent Fald, at faa Mandskab til ar betjene Redningsbaadene."

(Ribe Stifts-Tidende 6. januar 1857)

Redningsstation Blokhus blev anlagt 1856 efter lov af 26. marts 1852. Den første redningsbåd var 26 fod lang, bygget af bygmester Bonnesen i København. Båden var af en ny type med højt skydende stævne og fyldigere vandlinier end tidligere redningsbåde. Den gjorde tjeneste ved stationen til 1883,da den overførtes til Thyborøn efter at være afløst af en ny båd bygget på Orlogsværftet. Denne båd blev på stationen til 1892, hvor den overførtes til bistationen "Rødhus". Blokhus havde fået en ny båd "robaad" nr. 74, der stadig i 1939 gjorde tjeneste i Blokhus.

Navnene på de druknede var Peder Christoffersen Buch, Lars Christian Pedersen, Christen Pedersen Skrædder, Peder Christian Jensen og Mads Christian Andersen Kiæmpe. Den sidstes lig blev fundet et år efter forliset ved Grønhøj mellem Blokhus og Saltum.

Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster.

Af Lieut. W. Mariboe.

I "Dagbladets" Nr. 21 findes en Artikel betitlet "Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster", som indeholder et Angreb, rettet mod hele det i Danmark organiserede Redningsvæsen, og særligt mod den styrende Commission og Skibsbygmester Bonnesen; den Førstes Virksomhed og den Sidstes Baade fordømmes fuldstændigt. Dersom ikkun Sagkyndige vilde læse og bedømme den omhandlede Artikels Værd, skulde jeg aldrig have gjendrevet den med et Ord, saameget mindre som det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen" indeholder en interessant og paalidelig Fremstilling af Redningsvæsenet og dets Resultater; men, da Folk uden Sagkundskab sandsynligvis ville læse og dømme, skal det dog ikke siges, at ikke een upartisk Stemme har hævet sig til Forsvar, og, skjønt Sagen ei personligt vedrører mig, skal jeg dog af Interesse for den i disse Linier tillade mig al vise, at Hr. W. P. "paa egne og et stort Antal danske Sømænds Vegne" i sin Iver er gaaet meget for vidt.

Det er for Lieut. Saxtorffs Baade og hans Sag, at Hr. W. P. har opkastet sig til Advokat. Jeg indrømmer gjerne, at dersom man kunde gjøre alle Fiskerbaade til synkefrie, lette og stærke, ei dybtstikkende Fisker- og Redningsbaade, som tillige aldrig kunde kæntre, saa vare vistnok alle andre Redningsfartøier overflødige; men dette Project er nok langt smukkere i Theori end i Praxis, og jeg tvivler stærkt paa, at det er udførligt. Imidlertid, fordi man har en saadan Idee, er det ikke nødvendigt at bryde Staven over de nærværende Redningshaade, og det er en overordenlig letsindig Yttring af Hr. W. P., naar han siger, "at vi maae ansee det for uforsvarligt oftere at lade Mandskabet betroe sig til disse Baade. selv om Fiskerne dertil skulde være villige, hvilket vi meget betvivle." Skulde denne Paastand være sand, hvad Navn har man da for den Handling, en Sømand begaaer, naar han betroer sig til et almindeligt Fartøj, det være sig Skib eller Baad? Og fører man denne Paastands Conseqvenser over i det daglige Liv, hvor uforsvarlig er det da ikke for en Mand at gaae ud paa Gaden i en Storm, da man har seet Tagstene falde ned og slaae Folk ihjel; og, for at tage et Exempel, der mere nærmer sig til Sømandens Færd, hvor uforsvarligt er det ikke, at en Straalemester vil gaae op paa Taget af et brændende Hus, da dog Tage ere styrtede ned, og Redningsmaskiner have ofte ikke kunnet redde! - Den Beskyldning, der i nævnte Artikel er fremsat, er af en saa alvorlig Natur, at Commissionen - som uagtet Hr. W. P.s Haab er i bedste Velgaaende - i Sandhed vilde have Meget paa sin Samvittighed, dersom der kunde være nogen Tvivl med Hensyn til Baadenes Godhed eller deres fornuftige Construction, men der er ingen Tvivl, og det er navnlig støttet paa Forsikkringer fra de Folk, som betroe deres Liv til dem, at man trøstigt kan udtale og godtgjøre dette. Da Tegningen til Bonnesens Redningsbaade blev antagen, vidste man meget vel, at der var Mulighed for, at Baaden kunde kæntre og vilde da ligge med Kjølen iveiret, men man vidste tillige, at der var ringe Sandsynlighed for, at det vilde skee, og saa godt som aldrig, naar Mandskabet kun bar sig nogenlunde sømandsmæssigt ad. Man ønskede endog ikke, at Baaden skulde gaae over x, naar den kæntrede, fordi den, for at være istand dertil, maatte have en svær Jernkjøl til Contravægt, og dette vilde medføre de store Misligheder, at Baaden blev mere dybgaaende, mindre letroende, fik voldsommere Bevægelser i Søen og blev meget vanskeligere at transportere paa Land, altsaa mistede mangfoldige gode Egenskaber. Som den nu er construeret er den prøvet af de respektive Besætninger paa Vestkysten i omtrent fem Aar paa de forskjellige Stationer saavel for Øvelser som for Redning, og ved slige Leiligheder er den bleven kæntret over, saa at den fyldtes til Rælingen med Vand; den reiste sig dog stedse, og inden fem Minuter var Vandet atter løbet ud igjennem Bundens Ventiler. Luftkasserne i Bunden ere anbragte efter modent Overlæg og ikke pnncipstridigt eller tankeløst. Da man ikke vilde give Baaden den Egenskab at kunne gaae over x, ere de indsatte for at lette den i Søen og for at forebygge, at Mandskabet sidder op til Livet i Vand, en Ting, der vel kunde synes ringe, naar det gjælder om at frelse Menneskeliv, men som for de Paagjældende ingenlunde er saa ringe, men derimod en Ubehagelighed, der giver Afsmag for at færdes i Baadene; og den Letflydenhed, som er opnaaet ved at anbringe Kasserne i Bunden, er en Hovedegenskab ved Baade der skulle anvendes paa Vestkysten, for at kunne flyde let over Revlerne og vage paa Braadsøerne.

Hvad specielt Tilfældet med Strandingen af Baaden ved Blokhus angaaer, da er det en Kjendsgjerning, at Mandskabets Adfærd var aldeles usømandsmæssig. Ved slet Styring bragtes Baaden saaledes paa Søen, at Agterenden hævedes op over Vandet, Stavnen huggede, og den næste Sø slog den tvers paa Havstokken, hvor Folkene efter al Sandsynlighed snarere knustes end druknede. Baaden var altsaa passeret Revlerne. Om end en Baad er aldrig saa godt konstrueret, saa forudsætter man dog en vis Grad af Duelighed og Paapasselighed hos Mandskabet, som betjener den; finder man ikke Sligt hos det, selv om det har sin Grund i tilfældige Omstændigheder, som ved denne Stranding, da hjælper det ikke, om Baaden ikke kan kæntre, thi saa kan man nok ødelægge den og sig paa anden Maade. Der er imidlertid endnu een Aarsag, som taler for ikke at opoffre andre gode Egenskaber ved en Baad for at frembringe Umuligheden af at kunne kæntre, og den er, at naar først Fartøjet er vendt rundt og har kastet Mandskabet i Søen, saa er det næsten umuligt for det at komme op i den høie Baad i et oprørt Hav, saa bjerger det sig maaskee lige saa godt ved Hjælp af Redningsbelter og Aarer eller den omvendte Baad, tilmed da Søen jo næsten altid bærer paa Land, naar Fartøier bruges til Bjergning. Det er vanskeligt for en enkelt svømmende Mand at  komme op i et Fartøi i smult Vande, hvor meget vanskeligere, ja, næsten umuligt bliver det da ikke for en hel Besætning paa een Gang at komme op i en Baad, naar der er svær Søgang.

Jeg skal endnu kun tilføie een Bemærkning, idel jeg iøvrigt henviser til Capt. Ipsens Beretning i det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen", af hvilken man blandt Andet vil see, at det i det mindste er en Misforstaaelse af Hr. W. P., naar han anfører, "at de Skibbrudnes Redning næsten udelukkende er bevirket ved Hjælp af Redningsraketter", thi Forholdet stiller sig omtrent lige for begge Indretninger. Det er naturligt, at man bruger Rakelapparater, naar man kan; thi det er som bekjendt ikke let for en Baad at lægge til et Skib, naar Søen er høi, da det er Fare for, at Baaden kan  sønderslaaes; er Skibet nært nok, og man paa Stationen baade har Raketapparat og Baad, saa er der vel ingen Grund til, at man skulde undlade at benytte to Midler i Stedet for eet, og ingensinde har man undladt at bruge Baaden af Frygt for dens Mangel paa gode Egenskaber i Søen.

Jeg har her fattet mig i muligst Korthed og troer at have godtgjort, at Hr. W. P.s Artikel var - jeg vil kun sige - overilet skrevet. Det er muligt , at hans Mening var god, men i saa Fald har han vidst godt at skjule det; det er muligt, at det er hans Overbevisning, at vort Redningsvæsen er daarligt , ligesom det er min, al det er godt og paalideligt; men støtter han ikke sin Overbevisning paa en bedre Grundvold end denne ene Ulykke ved Blokhus, da paalægger han sin Samvittighed en ikke ganske ringe Byrde ved sit Forsøg paa at svække tilliden til de Redningshaade, hvis Anskaffelse har været en glædelig Begivenhed for Enhver, som Sømandens Sag interesserer, og hvis Anvendelse allerede har reddet mange Menneskeliv..

Den 29de Januar 1857.

(Fædrelandet 3. februar 1857)

Oprindelig ville redningsmandskabet ikke bruge redningsbælter, men efter ulykken blev de pålagt at bruge dem, også ved øvelser. Ligeledes blev det fastslået at dybgangen skulle holdes inden for en vedtagen grænse så de ikke gik på grund ved lavvande. Ministeriet vedtog endvidere at understøttelse til forulykkedes efterladte også gjaldt ved øvelser.

Skibsbygmester E. P. Bonnesen der havde studeret bygning af redningsbåde i England, stod for redningsbåd nr. 1: klinkbygget, 9 m lang og 3 m bred. I oktober 1846 fik den station i Flyvholm. Da den var for tung til at kunne transporteres over land, blev den stationeret i Agger Kanal og 1851 afløst af en anden båd. I 1847 byggede Bonnesen en mindre klinkbygget båd på erfaringerne med den første: 8 m lang og 2 m bred, forsynet med lufttætte kobberkasser langs rælingen. Den blev stationeret i Flyvholm og var i brug indtil 1884. Båden var model for de 11 både, Bonnesen byggede til staten i årene 1850-51, herunder den første redningsbåd i Løkken. Disse både fik dog, efter ønske fra redningsfolkene, højere stævne meget lig de vestjyske fiskeres havbåde.

Den i oktober 1849 nedsatte kommision for Redningsvæsnet resulterede i Lov angående Redningsvæsenet på de danske Kyster 26. mart 1852. Efter den blev der oprettet raketapparater og redningsbåde på 13 lokaliteter (heriblandt Blokhus), 8 kun raketapparat. Der blev  også oprettet redningsstationer med raketapparater på Bornholm. 

Redningsmandskabet bestod af en bådformand valgt af mandskabet på 12 mand.  Redningsmændene fik 4 mark for en øvelsesdag og 8 mark under redningsforsøg. Fra 1858 fik de dog fast fast årlig vederlag. Holdningen blandt mandskaberne var generelt at de følte sig dårligt aflønnet for at sætte liv og lemmer på spil.

Drukneulykker. (Efterskrift til Politivennen)

Underdelen af Kjøbenhavns Toldbodbro har, som bekjendt, i mange Aar været en af Drengene yndet Legeplads, endskjøndt Legen der er forbundet med Livsfare. Saaledes er der neppe hengaaet nogen Uge eller Dag uden at en eller anden Dreng er faldet i Vandet; men da der som oftest er Folk tilstede, ere de hidtil heldigen blevne bjergede; men i Fredags var Lykken ikke saa gunstig. Et Par Drenge legede under Broen, hvoraf den ene faldt i Vandet; da den Anden saae dette lob han strax sin Vei uden at gjøre Anskrig om det Forefaldne; Følgen heraf blev, da ingen Andre strax havde observeret, al Drengen var faldet i Vandet, at Drengen druknede. (Berl. Td.)

Forleden Dag styrtede et Fruentimmer sig fra Flydebroen ved Kjærlighedsstien i St. Jørgens Sø; men efter at hun i nogen Tid forgjæves havde arbejdet paa at komme under Vandet, hvori imidlertid hendes Klæder hindrede hende, søgte hun atter Landet, saaledes at da Redningsbaaden fra den anden Side at Søen kom tilstede, havde hun allerede begivet sig paa Veien tilbage til Byen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1855).

Scene fra området omkring toldboden som viser Bomløbet og træbroen mellem toldboden og Holmen: På vej til Holmen. Illustreret Tidende 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Færgebaad kæntret - druknet. (Efterskrift til Politivennen)

Ulykkelig Hændelse. Fra Thisted hedder det i Byens Av. af 1ste dS.: I Torsdags indtraf den sørgelige Hændelse, at Færgebaaden fra Fæggesund sank med 10 Personer (6 Fruentimmer og 4 Mandfolk) der havde været over paa Morsøe til en Begravelse, og af de iværende Personer bleve desværre kun 3 reddede, nemlig Anders Smed fra Idasminde, og Peder Kolkjær fra Schieldsgaard, samt Færgekarlen Anders Bygs; en af de Forulykkede Færgekarlen Chr. Smeds døde Legeme blev ogsaa trukket op af Vandet. De Druknede ere Anders Smeds Kone og Datter, Peter Jensbyes Kone her fra Thisted med tvende Døttre, samt en Datter af Thomas Klit i Schjeldsgaard. Sandsynligviis vare de alle druknede, hvis ikke Baadfarer Christen Neergaard af Horer var kommen seilende i Nærheden af den sunkne Baad, hvor han med megen Anstrængelse og ved Hjælp af Mandskab og Passagerer bjergede ovennævnte trende Personer, dog først efter at de havde ligget i Vandet c. halvanden Times Tid, og holdt sig fast ved den sunkne Baad, og den ene Mand ved en Aare. Som Aarsag til denne ulykkelige Tildragelse, angiver Færgekarlen at Baaden var sprunget Læk; en af de Reddede siger, at Baaden gik under agter, hvilket muligen ogsaa kan være foraarsaget ved den heftige Strøm der løb øster paa imod Baaden, og derved frembragte nogen Søegang. - I en Beretning fra Morsøe, som idag er Redacteuren ihændekommet, hedder det: "Færgebaaden med de Forulykkede afgik i Middagsstunden i Magsveir, men da de kom nogle faa Favne fra Land dreiede Vinden om mod Strømmen, hvorved der opstod en svær Søegang og da Baaden var overladet og saaledes laa usædvanlig lavt paa Vandet, fyldtes den ved en Bølge og kæntrede. Gaardmanden og det unge Menneske kom op paa Kjølen af Baaden og den ene Færgekarl fik fat paa en Aare, og drev saaledes om paa Fjorden i 3 Timer inden de bleve reddede. De 6 Fruentimmer, der skylledes bort fra Baaden, saaes lange at drive om paa Vandet; men omsider sank den Ene efter den Anden for Faderens og Broderens Øine. Ulykkeligviis skeete Kæntringen lige i Middagsstunden, da intet Menneske var paa Marken, og der saaledes ikke fra Land kunde ydes nogen Hjælp." - Skulde man kunne tænke sig det som muligt, at Færgebaaden ikke havde været i forsvarlig Tilstand, da var det ønskeligt at dette maatte undersøges; thi flere hundrede Mennesker færges deroppe mellem Aar og Dag, og det gjælder jo her Menneskers Liv ! 

Det er ellers en tung Skjæbne, der er rammet den Mand paa Morsøe, Anders Klit, hos hvem Begravelsen var, og som havde mistet sin Kone paa en temmelig uventet Maade kort for, og nu igjen tabte tvende Søstre nemlig de druknede Anders Smeds Kone og Peder Jensbyes Kone - og Svogeren Anders Smed er tilmed saa farlig syg at man frygter for hans Liv!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1844).

Artiklen var en gengivelse fra Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 1. juni 1844.

Ingen blev draget til ansvar for ulykken der som angivet formentlig skyldtes stærk strøm og heftige vindstød.

Den 8. juli 1844 kunne "Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling" meddele at de 6 druknede fruentimmer nu alle var drevet i land og begravede.

Ulykken er behandlet i Historisk Årbog for Thy 1988: G. Møller Frederiksen: Drukneulykken på Feggesund i 1844.

Drukneulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste Julii d. A. indtraf det Tilfælde, at en Konstabel ved det kongelige Artillerie, som vilde bade sig i den saakaldede Køkkenkurv, vovede sig for langt ud i Dybet, uden at kunne svømme; han sank og forsvandt endelig aldeles. 2de Søekadetter, P. Bang (en Søn af afdøde Professor, Doktor og Borgemester Bang) samt E. F. Evald (Søn af S. T. hr Generalkrigskommissair og Deputeret Evald), som havde været ude at svømme og allerede vare oppe af Vandet og halvt paaklædte, ilede, paa Skriget af de tilstædeværende Tilskuere og andre, som vare ude at svømme, til Stedet, sprang ud, og reddede ikke uden egen Fare for den Druknede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 23. november 1810)

Drukneulykke på Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Løverdagen den 25 f. M. om Aftenen Kl. 8 1/4 tildrog sig den skrækkelige Hændelse, at to Fruentimmer, Moder og Datter, nedstyrtede i en med Græs overgroet 20 til 30 Al. dyb Brønd ved den afbrændte Accisebod paa Nørrebro udenfor Kjøbenhavn, der laae ikke længer end omtrent 10 Skridt fra Fortouget. Moderen, en agtværdig børneopdragerinde, faldt øverst, og blev af Hr. M. Schouboe med 3 andre ved det ynkelige Skrig tililende Menneskevenner reddet; men Datteren, et ungt Pigebarn paa 15 Aar, Moderens Haab og Alderdomsstøtte, druknede.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 10. september 1810.

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.