Mere om Sand, Sand, Sa-hand.

Det værste er ikke at øret lider under det afskyelige sandbrøl, men drøftes nytten og skadeligheden af den omkring kørende sandvogn, da kommer et dårligt resultat. Som oftest kan man spore at denne vogn gennem alle de forskellige gader dens fører vræler i, efterlader sig en ikke ubetydelig del sand som fylder gaderne med støv der jo flyver i rendestenen og til sidst ender i kanalerne hvor det med store omkostninger bliver opmudret. Og lægges nu mærke til at den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822: "Et læs hvidt gulvsand kan fås for 4 rigsbankdaler med bemærkning at de udsælgende ved blot at holde pris med de omkørende vogne, har en fordel af 1 rigsbankdaler pr. læs" så ser man klart hvilken fordel stadens beboere har ved at lade deres tyende hente sand udenfor døren i stedet for at lade dem gå nogle skridt til nærmeste høker eller kældermand som ved denne sandomkørsel har lidt indgreb i deres næringsvej. For ikke at tale om at de der behøver et helt læs sand, kunne få det på de anordnede steder langt under den halve pris. 

I Politivennen nr. 388 påankedes nogle sandbunker som ligger på slotspladsen mod Fisketorvet og vejerboden og som er skadelige for kanalen. Man antog allerede den gang at disse ikke var nødvendige til slottets brug og at vedkommende bestyrere af slotsbygningerne vist ville kunne anvise plads inde på slotsgården for den til murerarbejdet sammesteds fornødne sand. Nu er der forløbet 4 år, men sandbunkerne har deres gamle plads, og at sandet ikke er til slottets brug, men er privat entreprise. Derom vil man let blive overbevist da der dagligt bortkøres flere læs derfra, såvel af vognmændskarle som af bygmestres kuske, ja selv den vrælende sandkusk forsynes fra samme bunker. De af det offentlige og af private opførte sandkister er vist nok tilstrækkelige til stadens forsyning, og da sådanne oplag under åben himmel er til stor skade for kanalerne, ønsker man disse bandlyste. Så meget mere som slotskirken nu er indviet til gudstjeneste og besøges af en talrig skare der ved den mindste heftige vind lider meget både i øjne og på klæder af allerede nævnte sandbunker.

Ligeledes blev i Politivennnen nr. 346 ytret ønske om borttagelse af den på slotspladsen værende faldefærdige sandkiste og skuret på samme, som tager udsigten fra Højbro og omegn til Stormgade og Filosofgangen. Kisten har som bekendt i en årrække ikke været benyttet til sandoplag eller udsalg. Skuret har i de seneste år gjort tjeneste til at sole og banke gulvtæpper på. Og kistens dæksel hvoraf en del er bortranet, er så råddent at tæppebankerne ved udøvelsen af deres formentlig ulovlige kald da en god del støv derved falder i kanalen og de forbigåendes klæder besudles, risikerer at plumpe igennem og lemlæstes. Selve kisterummet tjener alene til logi for omflakkende lazaroner. Da denne kiste således ikke er til nytte, men tværtimod til skade og vansir, nærer man det rimelige ønske at det offentlige vil foranstalte den sløjfet.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272. 

Ansøgning om en Mundkurv til den slemme Mand, der vræler med "Sand! Sand! Sa-hand!"

På en af de vogne der sælger sand i gaderne, findes en udråber hvis lungers kraft vist nok er en stor del af stadens indbyggere bekendt. Hans evige uafladelige råb: "Sand, sand, Sa-hand!" lyder langt borte som det frygtelige brandråb, og jo nærmere man kommer jo skarpere trænger tonerne ind i øret og truer med at sprænge trommehinden. Ser man  nu oven i købet kandidaten, da tror man at han har mavepine eller lignende. For han gebærder sig så frygteligt og gaber dertil så højt at hans mund ser ud som en lille spyttebakke. 

På vognen er ligeledes en dreng. Når denne blander sin spæde skrigende stemme med udråberens Stentorrøst, da opstår en sand helvedeskoncert der i de gader hvor sandet finder købere, uafladeligt fortsættes et helt kvarter ad gangen. Tænker man sig hvad gamle svage folk og syge til dagligt i halve timer og kvartervis må udstå af denne skrålhals, og overvejer man dernæst at hans afskyelige skrigen ikke lokker købere til vognen, men snarere holder dem i ærbødig afstand for at spare ørerne for pinen, så kan man vist nok ikke andet end ønske at det må pålægges krabaten at moderere sit råb.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272).

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om gulvsand, fint, lyst sand, der på Politivennens tid brugtes til at strø på gulvet. Brugen af det må have været ret udbredt og mængden af det enormt, for i en artikel i Politivennen fra 5. april 1823 klager en skribent over at loftet ganske enkelt brasede sammen under vægten af det og var ved at slå ham ihjel.

Artikel blev fulgt op i Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331.

Et eksempel på en annonce for sand kunne læses i Adresseavisen den 22. oktober 1822...."

Hvo, som ønsker sig god, hvid Gulvsand, frit tilkjørt, i store Læs, mod Erlæggelse af 4 Rbd. pr. Læs, ville behageligst aflægge en Seddel, med Husets Nr., i Adelgaden Nr. 211, første Sal. Tillige bemærkes for Udsælgende, at blot ved at holde Priis med de omkjørende Vogne, haves en Fordeel af 1 Rbd. pr. Læs.

Flyve- og Flydesand i Kjøbenhavn.

Enhver retskaffen borger i almindelighed, søfarende og handlende i særdeleshed, bør yde den kongelige opmudringskommission sin varme og uskrømtede tak for den iver hvormed den i de senere år har sørget for opmudringens fremme i stadens havne og kanaler. Harmfuldt er det derfor at denne nyttige indretning til dels søges tilintetgjort.

Flere gange i dette blad har man anket over at gaderne ikke stænkes med vand på hede sommerdage som både ville gavne sundheden, forebygge stank og tillige forhindre den utålelige, åndsfortærende og klædeødelæggende støv på torve og brede gader, af hvilken en stor del flyver i rendestenene og ender til sidst i kanalerne. Det er ligeledes vitterligt at i en række af år har på Slotspladsen mod Nybrogade ligget et betydeligt kvantum sand temmelig nær bolværket. Men da sandet må antages at været anskaffet til slotsarbejdet, og stedet hvorpå det lå kunne anses som slottets gård, kunne vel herimod intet med stor føje indvendes. Nu derimod da det udvendige murarbejde ved slottet formentlig er færdigt, vil et sandoplag å slotspladsen under åben himmel næppe være nødvendigt, især da der på samme plads haves 2 lukkede sandkister. Mere påfaldende er det at i Nybrogade hvor der haves 3 sandkister, findes bolværkerne tidlig og sent belemrede med sandbunker, hvilket også finder sted ved Prinsensbro og et par steder på Christianshavn.

Det er håndgribeligt at sand oplagt ved bolværker og undertiden i højere bunker end selve bolværket, må når den er tør ved mindste vindpust flyve ud i kanalen og at sandbunker ved indtræffende regnskyl flyde i rendestenene og til sidst i kanalerne, hvorved disse tilgrundes. Da det er forbudt at feje sand fra husene i rendestenene, ville sådanne sandoplag næppe være tilladelige.

Ovenanførte er ikke fremsat af brødnid, da anmelderen hverken er sandgraver eller sandhandler og han bør således af iver for den gode sag med frimodighed anbefale denne genstand til høje vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6285-6287).

Advarsel til forsømmelige huuseiere.

Den 22. februar om morgenen kl. 4 faldt gipsloftet ned i den kælder jeg i flere år har beboet i huset nr. 214 ved Vestervold. I faldet slog den min seng i stykker og begravede mig i en dynge af grus og sand så jeg ikke kunne røre mig, men var utvivlsomt omkommet hvis ikke man ved at bryde gennem vinduerne var kommet mig til hjælp og havde bragt mig redning. Jeg slap altså med skrækken, en del kontusioner på arme og ben og med at få min seng spoleret, hvilket alt i alt dog bør regnes for lidt eller intet, da livet var i fare, og kun på underfuld måde blev reddet. For foruden det nedfaldende lofts gipsstumper hvilede et stort vognmandslæs gulvsand som fra tid til anden havde samlet sig mellem brædderne og gipsbeklædningen på mig og gjorde mig ude af stand til bare at give en lyd fra mig. 

Denne for mig så ubehagelige hændelse tror jeg at burde bekendtgøre til advarsel for de husejere der lader deres ejendomme forfalde, da der derved kan afstedkomme megen skade for beboerne. Man træffer således ikke sjældent værelser hvori gulvene er meget åbne, og dette har da til følge at både kulden trænger ind i samme, og at gulvsandet efterhånden samles under gulvet og tynger på det gipsloft der er nedenunder, indtil dette til slut styrter ned. Overalt lader den måde at opføre svære bygninger af småbrokker og opflinke ældgamle bindingsværksbygninger befrygte at vores efterkommere vil udsættes for farer man hidtil endnu kun har kendt lidt til. 

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6137-6138).

Et Par Ord til Pramlauget.

(Efter indsendt). Da lauget så meget er begunstiget ved udelukkende rettigheder; da det alene må forsyne skibe med baglast; da det alene må færge over byens vande; da det alene må forsyne byen med sand; da det så godt som alene har lov til at besejle Kalvebod Strand, i stedet for at samme før var det vand man så til når man ventede sine []skibe fra smålandene; da det har fået tilladelse til at formindske havnerummet og betage øjet den fri og smukke udsigt ved dets mange hæslige sandoplag osv, så synes alt dette at burde tilskynde lauget til den største bestræbelse for på det helligste at opfylde sine pligter. Det er sket oftere og nu har det alt for længe været tilfælde at sand ikke har været, eller ikke ved en hob udsalgssteder har været at få. Frosten bliver vel herfor ingen gyldig undskyldning!

(Politivennen Hefte 24, Nr. 308, 17. marts 1804, s. 4901-4902)

Uorden af en vognmandskarl.

(Efter indsendt).

Har vognmandskarlen ved Gammel Strand lov til at kræve 3 til 4 mark for at køre et læs sand til midten af byen? Da dog taksten kun er 28 skilling eller 2 mark? Har de lov til at påstå at de ikke vil holde mens sandet bliver målt i, men vil endelig at sandet skal kastes i vognen med skovle? Køberen får derved ikke sit rette og dyrt nok betalte mål som er 8 tønder på læs.

At denne uorden er sket, er bevisligt. Ønskeligt ville det være om nogen kraftig forholdsregel blev taget derimod, så at dog ikke en grov vognmandskarl skal have frihed til at begære dobbelt takt og overfuse køberne med skældsord og uartigheder.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3683-3684)

Til Pramlaget.

Det er nu indløbet at der ved alle sandkister ikke kan fås sand. Hvem der vil eller nødvendig skal have det, er nødt til at lade det indføre fra Amager. Da således et læs som fra sandkisterne tilforladeligt dyrt dyrt, kostede otte mark, nu kommer på to rigsdaler. Her ses da atter de skadelige følger af monopoler eller udelukkende privilegier. Pramlaget har ene tilladelse til at indbringe og sælge sand. Hvis dette ikke var tilfældet, så ville indbyggerne nu ikke være i forlegenhed eller nødes til også på denne artikel at lade sig flå.

Det var imidlertid en lykke om denne overgående mangel kunne have den gode følge at københavnerne noget indskrænkede deres alt for stærke brug af sandet der vel til nogle husholdninger, såvel som til bygningsmateriale er uundværligt, men for en stor del kunne være borte af vore gulve når disse maledes, eller belagdes med malede tæpper. Ved denne forandring ville vore gader vine i renhed, vor havn mundres mindre, vort fodtøj slides mindre, og utøj ikke være mange småfamiliers egyptiske plage.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3112-3113)