Mordet på Politibetjent Malmdorff. (Efterskrift til Politivennen).

Den 1. november 1924 blev betjent J. Malmdorff skudt ned af Anton Julius Larsen. Aviserne bragte forskellige, ofte modstridende detaljer fra affæren. Derfor er begivenheden refereret fra forskellige aviser:

Københavns Betjent skudt paa aaben Gade.

Morderen er en fhv. telegrafist i Store Nordiske.

Efter mordet trak han sig tilbage under stadig skydning.

Lørdag formiddag kl. 11.15 er politibetjent J. MaImdorff på Hjørnet af Kattesundet og Frederiksberggade blevet skudt ned af en polak ved navn Anton Julius Larsen.

Polakken kom gående sammen med en kvinde. Pludselig rev han en revolver op af lommen og affyrede 3 skud mod betjenten, som blev dræbt på stedet. Polakken flygtede ned ad Kattesundet og affyrede her flere skud mod sine forfølgere. I Lavendelstræde blev han slået til jorden af en civil mand og en uniformeret betjent.

Den dræbte betjent er fra Kjellerup ved Viborg, men har i 7 år været ansat i Københavns Politi.

Morderen menes at være født i Helsingør i 1887.

Nærmere enkeltheder.

Morderen er fra Helsingør,

Øjenvidner til revolverattentatet meddeler, at betjent Malmdorff stod i samtale med en dame, der ønskede oplysning om nogle beboere i Kattesundet, da Morderen pludselig skød ham ned bag fra.

Da morderen flygtede ned ad Kattesundet, kastede folk flasker og andre genstande efter ham for at slå harn til jorden.

Mht. motivet til gerningen er der endnu intet oplyst, men politiet meddeler, at Larsen gør indtryk af at være åndssvækket. 

Malmdorff var født 1891 i Taarning ved Kjellerup. 

Larsen, der boede i Stampesgade, er født 1887 Helsingør. Meddelelsen om at han skulle være polak, har vist sig urigtig.

Den anholdte morder Anton Jul. Larsen blev straks efter anholdelsen ført til politistationen på Nytorv, hvorfra han transporteredes til politigården. Her kom han straks i forhør hos overvagtmester Liktner. Kl 3 fremstilledes han i dommervagten

Morderen er velstående, idet han ejer to ejendomme i Flensborggade; men han er under formynderskab af en onkel. Han boede hos fru A. Andersen, der er indehaver af et ismejeri i Stampesgade. Han skulle være flyttet lørdag, og der har i den anledning fundet et sammenstød mellem ham og fru Andersen.

Morderen er kendt som original

Larsen er en original, der er godt kendt på Københavns gader. Han har tidligere boet hos en chauffør i Colbjørnsensgade 32, og chaufførens kone måtte stadigt tage sig af ham, for han var ubehjælpsom som et barn. Politiet har sikret sig en del øjenvidner som i tre automobiler blev ført til politigården og afhørte.

Senere meddeles, at den dræbte betjent, hvis broder er betjent i Helsinge, har været i politiets tjeneste i 8 år og var ualmindelig vellidt af sine kolleger, han blev gift for et årstid siden. 

Morderen affyrede også et par skud mod den dame, en fru Jensen, som betjenten talte med, men uden at ramme. Og da han baglæns trak sig tilbage, affyrede han stadig revolverskud, indtil overbetjent Aagaard pågreb ham.

Lider morderen af tropekuller?

Morderen har opholdt sig i Helsingør til 1904 og er der uddannet til telegrafist. hvorpå han havde tjeneste i store Nordiske på en række oversøiske pladser, og det er muligt, han der har pådraget sig en tropesygdom på hjernen.

(Isefjordsposten, 1. november 1924)

En københavnsk betjent skudt ned paa aaben gade.

Morderen er en arbejdsløs telegrafarbejder, der ville hævne sig fordi betjenten havde forbudt ham at betle.

(Privat)

København, Lørdag.

Da Politibetjent P. Malmdorff i formiddags ved 11-Tiden patruljerede i Frederiksberggade, blev han på hjørnet af Kattesundet skudt ned bagfra af en mandsperson, der var i følge med en kvinde. Betjenten blev ramt af to revolverskud. Det ene var gået gennem den ene lunge, og det andet havde beskadiget hjertet. Betjenten, der uden en lyd sank bevidstløs til jorden, blev i ambulancen kørt på Kommunehospitalet, men ved ankomsten hertil var han død.

Morderen flygtede ned gennem Kattesundet, skarpt forfulgt af de mange mennesker, der hurtigt var kommet til stede. Under flugten skød han gentagne gange efter sine forfølgere, men uden at ramme. Det lykkedes ham derved at forhale anholdelsen, men på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde blev han slået til jorden af en civil mand og derpå efter en hidsig kamp overmandet af en uniformeret betjent og to civile mænd.

Den anholdte blev i politibilen ført til domhuset på Nytorv og derfra til politigården. Her opgav han at hedde Anton Julius Larsen og at være født 16. juli 1887 i Helsingør. Han boede i Stampesgade og erklærede at være arbejdsløs telegrafarbejder. Han udtalte, at han ville hævne sig på samfundet, fordi han ikke havde smagt mad i 3 dage. Han gjorde et forhutlet og stærkt forvirret indtryk. I eftermiddag vil han blive fremstillet i dommervagten.

Øjenvidner til affæren fortæller, at den dræbte betjent få minuter før mordet havde tiltalt Larsen og forbudt ham at betle.

Betjent Malmdorff er født 24. April 1891. Han er fra Kjellerup, men havde i 7 år været ansat i Københavns Politi. Han boede i Elmegade og efterlader sig hustru og børn.

(Demokraten (Århus) 1. november 1924).

Senere Telegram.

Betjenten stod og gav en dame besked om nogle beboere i Kattesundet, da han blev skudt ned bagfra.

Da morderen flygtede, kastede folk flasker og andet efter ham for at standse flugten.

Politibetjenten var født 1894. Politiet meddeler, at Larsen formentlig er sindssyg, men at det har vist sig, at han ikke er polak.

- Morderen blev straks efter anholdelsen ført til Politistationen på Gammeltorv, hvorfra han transporteredes til politigården. Her fremstilles han i dommervagten kl. 3. Han er velhavende, ejer 2 ejendomme i Flensborggade, men er under formynderskab af en onkel.

Han boede hos en fru Andersen, indehaveren af et ismejeri i Stampesgades, hvorfra han skulle være flyttet i dag og der har i den anledning fundet sammenstød sted mellem ham og fru A. Han er en original, der er godt kendt på Københavns gader. Han har tidligere boet hos en chauffør i Colbjørnsensgade, og chaufførens kone måtte stadig tage sig af ham, da han er ubehjælpsom som et barn. Politiet har sikret sig talrige øjenvidner til mordet

(Helsingørs Avis, 1. november 1924 - Uddrag)

En Politibetjent skudt ned midt paa Strøget i København.

Morderen er en Særling, der var fyldt med Had mod Samfundet.

Han havde til 191$ været ansat dels i St. Nordiske Telegrafselskab og dels ved Statstelegralen.

København Lørdag.

Det var ved 11-Tiden. Københavns Pulsaare, Strøget fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv var een Vrimmel af Biler og Fodgængere. Betjenten paa Frederiksberggadehjørnet drejede sit Stoppeskilt og sendte den ene Trafikprop efter den anden ind i de snævre gader. Efteraarssolen skinnede over hele dette Sceneri, som faar enhver Københavners Hjerte til at banke af Glæde over sin smukke By . . .

Og saa pludselig med alt det uventedes Voldsomhed skete der noget, der med eet SIag ændrede det smilende Efteraarsbilledes Karakter - noget ufatteligt, uhyggeligt paa en Gang saa blottet for fornuft og Mening at Tanken herom kun har kunnet fødes i en gal Mands Hjærne.

I Solskin og Strøgvrimmel.

Paa Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, lige udenfor den krackede Diskontobanks Bygning stod en tjenestegørende Politibetjent og talte med en Dame. Det var den kun 34 åarige Betjent M a l m d o r f f. en støt og solid Jyde, hvis Fødehjem er i Landsbyen Torning oppe ved Viborg. Han havde Patruilletjeneste paa Strøget og var just tiltalt af en Dame af hans Bekendtskab. Det var netop i Dag otte Aar siden, han blev ansat i Københavns Politi, og der skulde i den Anledning være en lille Fest i hans Hjem i Aften, og da han paa sin Vej gennem Strøget mødte den paagældende Dame, en Fru Jensen, tiltalte hun ham og gratulerede ham til Dagen. De stod stille paa Hjørnet af Kattesundet og vekslede nogle Ord om det smukke Efteraarsvejr, det var blevet efter Nattens Regnbyger, og saa skete det. 

Morderen styrer bagfra mod den intetanende Betjent og skyder ham ned.

Op fra Kattesundets smalle Gyde lige hen mod Betjenten kom en Mand gaaende. Han var snavset, mørke ugegamle skægstubbe dækkede hans Ansigt. Benklæderne var flosset forneden, og Fodtøjet oversprøjtet med dagsgammelt Snavs. Han gik lige hen mod Betjenten, standsede i fire-fem Skridts Afstand, syntes usikker og tøvende, men rev saa pludselig en stor Revolver frem af Jakkelommen og fyrede Vaabnet af i Ryggen paa Betjenten. Det gav et Ryk i Politibetjentens Skikkelse, han forsøgte at gaa nogle Skridt efter Manden, der med Revolveren løftet bagbens løb tilbage gennem Kattesundet. Endnu to Gange knaldede Mordvaabnet. Begge Kugler ramte Malmdorff. Den ene gik gennem Hjertet, og med et Suk sank Betjenten om paa Gaden, medens Blodet strømmede ud over Asfalten.

Det forfærdelige optrin varede kun Sekunder, og det hele var saa ufatteligt, at de Snese af  Strøggænger, der saa det med egne Øjne, knap nok vilde tro det. Men da Krudtrøgen drev bort, og man saa Betjentens Skikkelse ligge paa Gaden, øjensynligt allerede død, hævedes som med et Slag den Trolddom, der havde grebet Mængden. 

Der lød et mangestemmigt Rædselsraab.

Fra det nærliggende Domhus kom en Flok Politibetjente stormende til. Menneskemassen paa Strøget satte i Løb ned gennem Kattesundet bagefter Manden, hvis Skikkelse man saa forsvinde i den anden Ende af Gaden. Det saa ud til, at han skulde have Held til at undslippe, men Rygtet om den forfærdelige Gerning var naaet foran ham. Folk løb imod ham og søgte at standse ham. En Mælkekusk, der holdt med sin Vogn midt paa Gaden, sendte den ene Mælkeflaske efter den anden efter ham. Han forsøgte at slippe udenom, men nu var Betjentene fra Domhuset naaet op. En ung Politibetjent, A a g a a r d kastede sig ind imod ham og holdt ham som i en Skruestik. Han blev fanget lige under "Sukkenes Bro". 

Nede fra Raadhuspladsen kom en Ambulance jagende under skingrende Hornsignaler. Den standsede ved den unge Betjents livløse legeme - han var død. Portørerne løftede nænsomt Liget ind i Ambulancen, der i fuld Fart kørte til Kommunehospitalet. Men der var intet at gøre. Morderen havde gjort sit Arbejde godt. Alle tre Kugler havde saaret Betjenten dødeligt, og den ene var gaaet gennem hans Hjerte.

Motivet til den frygtelige Gerning!

Hvad havde bevæget Morderen til at øve denne frygtelige Daad? Det var dette Spørgsmaal, som Gadens Folk, der havde overværet det rystende Optrin, nu vilde have besvaret. Strøgtummelen standsede, Folk stod stille og drøftede dæmpet, hvad der var sket, medens de stirrede paa en stor Blodpol paa Hjørnet af Kattesundet. En Gadefejer kom med Spand og Kost og fjernede Tegnet paa, hvad der var sket, men endnu ved Aftentid saas en mørk Plet paa Gadens Asfalt.

Ja. hvad var Motivet til den blodige Daad, og hvem var han, der bagfra havde skudt en fredelig Mand ned? Morderen lagde ikke Skjul paa nogen af Delene. Saasnart han var ankommet til Domhuset. blev han taget i et kort Forhør af Overvagtmester L i k t n e r, og en halv Times tid senere blev han ført til Politigaarden. Her fortsatte Fohøret, og det varede til henimod Kl 3, da han blev fremstillet i Dommervagten i offentligt Forhør.

Morderens Livshistorie,- han var et sølle hadfyldt Vrag. 

Først Manden selv. Hans Navn er Anton Julius Larsen, og han er 37 Aar gammel. Han er født i Helsingør den 30. Juli 1887, Stedsøn af afd. Maskinmester Andersen. og han har før arbejdet som Telegrafist, først under Store nordiske Telegrafselskab, senere under Statstelegrafvæsnet. Inden han kom ind i Store nordiske TelegrafseIskab, havde han en Tid Plads paa Byfogedkontoret i sin Fødeby, hvor han i fire Aar arbejdede som Kontorist. Han var fra et godt Hjem og blev almindelig anset for at være en ret begavet Fyr. Efter at have fuldendt sin Uddannelse som Telegrafist fik han en Overgang Plads paa Telegrafstationen i Helsingør, og derefter fik han endelig sit Ønske opfyldt om at komme ind i Store nordiske Telegrafselskab. I de følgende Aar kom han vidt omkring. Han var en Tid ansat i Østen, har ogsaa været i Amerika og Frankrig, og i nogle Aar var han ansat i Göteborg. Det gik imidlertid stærkt ned ad Bakke med ham. Han blev sær, siger Folk, der kender ham. Den før saa virkelystne unge Mand faldt helt sammen, hans Dygtighed forsvandt, og han blev noget af en Særling. Tilsidst blev han afskediget - det var allerede i 1915 - , og siden da har han faktisk været et Vrag. Økonomisk havde han det daarligt, men hans pengelige Forhold var dog ikke værre, end han stadigt var Ejer af en Ejendom i Flensborggade, og Indtægterne herfra, der, da han var sat under Formynderskab, blev udbetalt ham af en Sagfører, satte ham i Stand til at leve nogenlunde. Men han var som et Barn. I det Pensionat. hvor han boede, havde man det største Besvær med at faa ham til at vaske sig og tage en ren Flip paa engang imellem. Han barberede sig kun en Gang om Maaneden. og da kun, naar Pensionatsværtinden tvang ham dertil, og han var godt paa Vej til at blive en af Hovedstadens Originaler. Tilsidst boede han i Kælderen i Stampesgade 1 hos Indehaversken af et Ismejeri, Fru A. Andersen.

Paa Sporet efter Aarsagen

Byfogedkontoret i Helsingør, hvor Morderen i sin Tid har været ansat, havde fornylig nægtet ham en Anbefaling - , derfor skulde Politiet straffes. 

For nogen Tid siden skrev han til Byfogedkontoret i Helsingør, hvor han havde været ansat, og bad om en Anbefaling, da han søgte en Plads hos forhenværende Firma. Brevet, han skrev var imidlertid affattet paa en sådan Maade at man ikke var i Tvivl om, at Manden, der havde skrevet det, var forrykt, og han fik ingen Anbefaling. Efter dette Tidspunkt blev hans Had til Samfundet. som han allerede tidligere havde givet Udtryk for, endnu mere fanatisk. Han følte sig som en forurettet og forfulgt Mand hvem Samfundet havde løftet sin Haand imod, og saa er det, at Tanken om at slaa igen, at hævne sig paa Samfundet og Myndighederne, har bidt sig fast i hans syge Sind. og i Dag fuldførte han sit Forsæt. Han valgte at skyde en Politibetjent. Det var et rent Tilfælde at det netop blev Betjent Malmdorff. Ham havde han aldrig for set for sine Øjne, aldrig haft noget udestaaende med, men han var Repræsentant for Samfundet, som han mente havde forurettet ham og saa skød han.

Den dræbte Betjent.

Hans hustru modtoger Dødsbudskabet

Den myrdede Betjent er som nævnt født i Torning ved Viborg, hvor hans Forældre, jyske Gaardmandsfolk, Anders Nielsen og Hustru, endnu bor. Det var som sagt, i Dag otte Aar, siden han kom i Politiets Tjeneste. I Fjor blev han gift med en ung Aarhusanerinde, og det unge Par havde indrettet sig et smukt lille Hjem i en Kvistlejlighed i Elmegade paa Nørrebro. Malmdorff var ualmindelig afholdt af sine Kammerater og nød almindelig Anerkendelse som en sympatisk og dygtig Politimand, der nok med Tiden vilde drive det til noget andet og mere end at passe Stopsignalet paa Frederiksbergades Hjørne. Og i Dag satte Kuglerne fra en Morders Revolver Punktum og skabte Sorg og Fortvivlelse i det lille Hjem i Elmegade. Den dræbtes Hustru var ikke hjemme, da Budskabet kom. En Timestid senere traf en Chauffør, der havde overværet Mordet, Fru Malmdorff paa Gaden: "Tag ind paa Domhuset". sagde han til hende. "Der er sket noget frygteligt". Hun kørte derind, og her fik hun da MeddeIelse om at hendes Mand var faldet for Morderhaand.

(Fyns Venstreblad (Odense), 2. november 1924).

Morderen i Forhør.

Han besvarer alle Spørgsmaal med høj og klar Stemme og viser ikke Tegn paa Anger

Rygtet om den frygtelige Begivenhed i gik en Løbeild. og da det offentlige Forhør over Morderen Kl. 3 skulde aabnes, var Gangene foran dommervagten i Politigaarden fyldt til Trængsel. Kun faa fik Tilladelse til at komme ind, deriblandt den, der skriver disse Linier. Dommervagten i den nye Politigaard er endnu meget intirimistisk indrettet. Skranken bestaar af et umalet Brædt, og Lokalet er kun forsynet med det allernødtørftigste Udstyr. Der er fyldt til Trængsel. I Baggrunden paa en Forhøjning sidder dommer Fischer mørk og alvorlig. Hans Stemme er mørk og skarp som en Ragekniv. Foran ham en Fuldmægtig med korslagte Arme og foran ham igen med en Opdager paa hver Side staar Morderen. Pat er en middelhøj, ret spinkel lidt ludende Skikkelse, et blegt Ansigt med mørke og fanatisk skinnende Øjne. Lange sorte Skægstubbe dækker Kinden og Hagen og det maskinklippede tætte sorte Haar gaar langt ned i Panden og giver hele personen et næsten dyrisk Udseende. En dyb Rift paa den ene Kind, der antageligt stammer fra kampen med Forfølgerne, gør hans hele uhyggelige Udseende komplet. Snavset er han. Klæderne forrevne og sjuskede. Han besvarer Dommerens Spørgsmaal med høj og klar Stemme, og man spejder forgæves efter det mindste Tegn paa Anger over den grufulde Gerning. Tværtimod er det næsten, som om der over hele Skikkelsen er et Udtryk af Tilfredshed over, at han nu har naaet, hvad han vilde. 

Morderen erkender sig skyldig.

De hedder Anton Julius Larsen - skærer dommerens stemme gennem Tilhørernes Mumlen. De er født den 30. juli 1887 i Helsingør og er ikke tidligere straffet. Er det rigtigt?

- Javel.

Dommeren: De bor i Stampesgade 1. De har været Telegrafist og har arbejdet i udlandet, i Rusland, i Calais og flere andre Steder. Hvor har De sidst haft Ansættelse?

- Ved Telegrafen. 

Dommeren: Hvornaar blev De afskediget herfra?

- I 1915.

Dommeren: Hvad har De foretaget Dem siden da?

- Intet. Jeg har været arbejdsløs 

Dommeren: De er anholdt for i Formiddag Kl. 11.15, paa Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet at have skudt en Betjent og saaret ham dødeligt. Han stod og talte med en Dame da De bagfra i en Afstand af fire-fem Skridt affyrede tre Skud mod ham. De affyrede senere flere Skud under Flugten . . .

- Naa ja, jeg skød i Luften for at skræmme

Dommeren - Erkender De Dem skyldig?

- Ja.

Morderen havde faaet Revolveren af en Amerikaner i 1916

Dommeren: Hvorfra havde De Revolveren ? Det er jo denne Revolver. og Dommeren holder Mordvaabnet frem til Beskuelse.

- Ja det er den Jeg har faaet den af en Amerikaner i Utah.

Dommeren: Gik De rundt med Revolveren paa Dem?

- Nej jeg hentede den hjemme.

Dommeren: Hvornaar

Jeg vilde hævne mig paa Myndighederne. 

- I Formiddag kl. 10½. Jeg kom fra det Firma hvor jeg tidligere havde haft ansættelse, og som hidtil har udbetalt mig i UnderhoIdsbidrag. Nu nægtede de at udbetale mig flere Penge, og saa . ..

Dommeren: Hvorfor skød De Betjenten

- Fordi jeg vilde hævne mig paa Myndighedeme, som ikke har villet hjelpe mig på den ringeste måde i min Næring

Dommeren: Mødte De andre Betjente paa Deres Vej hjemme fra ?

- Nej. Ham, jeg skød, var den eneste jeg mødte 

Dommeren: De er fængslet foreløbig 14 Dage. De er fængslet forstaar De ?

- Javel.

Dommeren: Vil De have en Forsvarer. Det er Deres Ret da De ikke tidligere har været straffet.

- En Forsvarer - naa, ja. det er vel nok klogt. Det er vist det bedste.

Dommeren beskikkede herefter Overretssagfører Axel Lemming til Forsvarer, og dermed var Forhøret sluttet. De to opdagere tog Morderen under Amen og førte ham ned i Arresten.

Morderen havde om Formiddagen henvendt sig til Store Nordiske. 

Han fik stadig udbetalt 90 Kr. om Maaneden.

Fra vor egen Redaktion.

København lørdag aften.

Det er konstateret, at Morderen lyver, naar han hævder, at den maanedlige Understøttelse, han hidtil har haft, er blevet taget fra ham. Han blev i sin Tid afskediget fra Store Nordiske Telegrafselskab paa grund af Sindssyge, og i og for sig kunde han derfor ikke gøre Krav paa nogen Pension. Ikke desto mindre fik han stadig udbetalt 90 Kr. om Maaneden, men i de senere Maaneder var Pengene blevet udbetalt til hans Værge, en Vognmand Jensen, Gammelholm. I Formiddag henvendte han sig til almindelig Overraskelse hos Regnskabsfører Jørgensen paa Store nordiske Telegrafselskab og forlangte sin Understøttelse, og han fik da det Svar, at han maatte henvende sig til sin Værge, som havde faaet Beløbet udbetalt. Larsen gik sin Vej. Havde han den Gang haft Revolveren hos sig, havde han sikkert brugt den mod Regnskabsføreren. Nu gik han hjem og hentede Vaabnet, og en halv Time senere skød han Betjenten for, som han sagde, at hævne sig paa Myndighederne, der ikke vilde hjælpe ham i hans Næring.

Der er forøvrigt det mærkelige Moment, at han har henvendt sig til Folkeregistret og meldt Flytning til Helsingør fra i Dag. Paa Blanketten til Registret har han først opgivet, at han var Telegrafist, senere at han er Telegrafbestyrer. At han er forrykt er der næppe Tvivl om.

Politiet i Sorg. 

København, lørdag

Politidirektøren i København har i Dag udstedt følgende Dagsbefaling:

Politibetjent Nr 616, Malmdorff af 1. Deling er i Dag under sin Tjeneste paa Gaden af en Mandsperson bleven dræbt med Revolverskud.

Københavns politi har i ham mistet en meget dygtig og paalidelig Mand, til hvem man knyttede de bedste Forventninger, og hele Etaten vil med Sorg tænke paa hans Hustru og Familie der saa uventet er ramt af denne Ulykke.

(Fyns Venstreblad (Odense), 2. november 1924).

Den dræbte Politibetjent Malmdorf.

Mordstedet udenfor den uheldige Diskonto- og Revisionsbanks Hjørne.

Slagtermester Harald Hansen, der standsede Morderen.

Morderen

Fotoer fra Social-Demokraten, 2. november 1924.

Den 2. juli 1925 blev i Østre Landsret behandlet en erstatningssag, rejst af Malmdorfs enke. Anton Julius Larsen befandt sig på daværende tidspunkt på St. Hans Hospital hvor han afventede hvor han skulle anbringes. Enken krævede 15.000 kr, Magistraten 35.000 kr. for udgiften til pension til fru Malmdorf. Begge krav blev afvist. Morderen blev interneret på livstid på Sikringsanstalten ved Nykøbing S.

Begravelsen foregik fra Johanneskirken, og han blev bisat på Assistens Kirkegård. Den 12. maj 1925 blev der opført et monument på Malmdorffs grav på Assistens Kirkegård. Forrest politibetjent Dyberg, formand for Politiforeningen. Blandt følget var bl.a. borgmester Kaper, politiinspektør Hakon Jørgensen og politiassistent Heiberg. Mindestenen er udført i bornholmsk granit, 170 cm. højt og en politihjelm indhugget over inskriptionen. Foto fra Aftenbladet (København) 13. maj 1925. Hans bror var betjent i Helsinge.

Gerningsstedet i 2016, nogenlunde i samme vinkel som ovenstående foto: Hjørnet af Frederiksberggade (Strøget) og Kattesundet. Dengang lå Københavns Diskonto- og Revisionsbank i bygningen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foreviisning af usædelige Billeder. (Efterskrift til Politivennen)

Foreviisning af usædelige Billeder. Under en den 13de dennes af Criminal- og Politiretten paakjendt Justitssag blev det beviist, at Værtshuusholder Erik Mortensen, der har Tilladelse til paa sin Bopæl for Betaling at forevise et af ham forfærdiget Panorama, havde paa sin nuværende Bopæl, navnlig i Forbindelse med Foreviisningen af bemeldte Panorama, foreviist i høi Grad usædelige Billeder og andre Gjendstande af utugtig Beskaffenhed, og blev det blandt Andet oplyst, at der ved en den 10de October sidstleden om Aftenen stedfunden Foreviisning vare nærværende 4 Læredrenge i en Alder af fra 15 til 17 Aar. Det af Tiltalte saaledes udviste Forhold fandtes i Henhold til Lovgivningens Grundsætninger, der in specie udtale sig i Loven af 3die Januar d. A. §§ 8 og 16, at være af den Natur, at det maatte paadrage ham Strafansvar, og skjønnedes Straffen efter Omstændighederne at kunne fastsættes til en Mulkt af 100 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare alle af Actionen flydende Omkostniger, derunder Sallair til Actor og Defensor 5 Rbd. til hver. Dommen er appelleret til Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1851, 2. udgave).

Der er ret sikkert tale om værtshusholder E. Mortensen i Kattesundet 10. Kattesundet 10/Frederiksberggade 10 er nutidens Kattesundet 6/Frederiksberggade 15. Det er opført 1795-96 for brændevinsbrænder Peder Michelsen Hiarup, og ombygget 1907.

Hjørnet af Kattesundet (til venstre) og Frederiksberggade (til højre), omkring århundredskiftet 1900. Paul Fischer. Kbhbilleder, Public Domain. 

Sagen kom 26. januar 1852 for Højesteret. Dommen faldt den 9. februar 1852: Mulkten blev forhøjet til 300 Rbd., Mortensen skulle betale sagens omkostninger, og de usædelige billeder mv. konfiskeredes.

Som det fremgår af nedenstående annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1852, 2. udgave er det højst sandsynligt ham:

Teksten lyder: "Undertegnedes Kunst- og Naturalie-Cabinet staar daglig aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab med mange interessante og seeværdige Gjenstande, tilligemed forskjellige Panoramaer, som hver Uge blive forsynede med nye Gjenstande. Særskilt forevises: et efter Naturen dannet mechanisk Kunstpanorama, forfærdiget af Undertegnede, hvortil erholdes et Program med nøiagtig Forklaring over alle de i Kabinettet udstillede Gjenstande. Jeg maa gjøre det ærede Publicum opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Kabinettet er tilgjængeligt saavel for Damer som for Herrer. Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet Nr. 10 i Stuen. Ærbødigst E. Mortensen.

Det gik tilsyneladende godt for Mortensen, for i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. juli 1855 (et eksempel af flere) ses denne illustrerede annonce (et ret sjældent syn på det tidspunkt):

Teksten til denne lyder: Kunst- og Naturalie-Cabinettet paa hjørnet af Frederiksberggaden og Kattesundet 10 i Stuen er nylig blevet udvidet og forøget og staaer dagligen aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab, med mange interessante og seeværdige Gjenstande, samt forskjellige Panoramer, som hver Uge vexles med nye. Særskilt forevises et efter Naturen dannet mechanish Kunst-Panorama, forfærdiget af mig selv. Det ærede Publicum gjøres opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Cabinettet ere tilgjængelige saavel for Damer som for Herrer. E. Mortensen.

Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

Ønske angaaende bedre Orden på Høtorvet.

For nogle år tilbage holdt alle høvognene i en række fra Frederiksberggade til Lavendelstræde således at hestene stod vendt ind mod fortovet. Vognene behøvede da kun at rykke tilbage for at køre væk eftersom køberne indfandt sig til læssene. Men da færdslen på gaden ofte blev standset på grund af det, er høvognene nu blevet befalet til at holde på den modsatte side af pladsen ved Filosofgangen. Denne ændring er unægtelig meget hensigtsmæssig. Derimod er den orden som vognene nu holder på, næppe at foretrække for den hvori de før blev opstillet. For 1) de optager langt mere plads nu end før, da de på ingen måde kan rykke så tæt sammen. 2) er det meget mere besværligt for dem der holder inderst at komme ud igen 3) følger at der ofte opstår rangstrid om hvem der skal holde yderst mod torvet. For dette anses som en fordel både fordi varerne her lettere falder køberne i øjnene som også fordi vognene lettere kan køre væk.

Vægteren der skal afsige sin kendelse i denne sag, følger vel ikke altid den strengeste upartiskhed, idet nogle synes mere begunstigede end andre. Alt dette mener man bedst kan løses ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden, da enhver vogn meget let kan køre væk og ingen vil kunne klage over forurettelse. Anmelderen har selv efter at have opskrevet disse bemærkninger været vidne til hvor nødvendig den gamle orden var for at forebygge at ikke den ene vogn ved at køre ud mellem de andre skal vælte sine sidemænd.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10016-10018)

"Man kan bedst løse problemet ved at den gamle orden bliver iagttaget, således at alle høvognene opstilles i en række med hestene vendt ud ad til gaden" (Et hølæs for indadgående, på vej mod Høtorvet, eller Halmtorvet nederst til venstre. Rieper 1842. Fra Lisette Becker: Ti Dage i København og Nordsjælland i Frederik VI's tid. Høst, 1940).

Redacteurens Anmærkning

Høtorvet, eller Halmtorvet lå langs det nuværende rådhus (Vester Voldgade). Da volden gik nogenlunde hvor rådhusets mure nu afgrænser gaden, var det en meget smal passage hvor også Filosofgangen forløb ned mod havnen. Allerede hundrede år før artiklen var høvognene blevet forvist fra Gammeltorv til denne plads. Pladsen var formentlig af samme bredde som nutidens Vester Voldgade. Man har tilsyneladende i stedet for som før at lade vognene stå på række, befalet at de skulle stå bag hinanden i flere rækker.

Uorden.

På hjørnet af Vestervold og Frederiksberggade ud til volden lige over for hr. urtekræmmer Schmidt, er et farligt hul på fortovet i stenbroen ved rendestenen så at når der glides med foden må folk absolut styrte ned i den dybe slamkiste og blive forslåede. Da her endnu ikke er afstedkommet nogen ulykke, som man har at takke hr. Schmidt for, da han har sat sin trillevogn lige over rendestenen, så anmoder man og at stedet måtte blive efterset.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9082)

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Gjentagen Ønske om Ophævelse af Kalk-Udsalg paa Gaderne, i Kjeldere og Portene.

Der er før gennem dette blad ytret det ønske at de kalkudsalg som nu finder sted på fortovene i Frederiksberggade og på Vestergade måtte bortryddes da handel med sådan artikel på sådanne steder ikke alene forulemper de forbigående, men endog er til stor skade fordi den fine kalkstøv trænger ind gennem tillukkede vinduer og ødelægger beboernes møbler, gangklæder og linned mm. Men - desværre er ønsket endnu ikke blevet opfyldt.

At denne genstand ikke desto mindre fortjener vedkommendes hele opmærksomhed og at det ville være våde ønskeligt og gavnligt for stadens indbyggere om udsalg af kalk blot blev tilladt på afsides liggende pladser eller inde i ejernes gårde, deri er vist flere enige med indsenderen, og - hvor ubehageligt det må være for en familie der har syge børn, at indånde dampen af sådant kalkstøv, kan følgende tjene til eksempel:

Ejeren af Store Norske Løve har i flere år før haft udsalg af kalk inde i sin gård som det sig hør og bør, men da denne handel såvel som så mange andre næringsveje, på den senere tid blev forøget med flere konkurrenter, der for ret at gribe fortjenesten, satte kalken lige for næsen af bønderne og andre liebhavere, så har nævnte ejer også placeret et udsalg i sin port ud til Vestergade, hvilket man vel heller ikke kan forænkte ham i når de andre uden hindring turde vove derpå. Som følge heraf må de vogne som kommer med kalk fra fabrikkerne til de nævnte udsalgssteder, aflæsses på gaden, og indsenderen heraf kender en familie hvis 2 børn i denne tid ligger syge af forrådnelsesfeber, og af den grund efter lægens udtrykkelige befaling mmå have vinduerne åbne ud til gaden, der sidste mandag i den stærke storm vi havde, blev således forulempet af denne aflæsning at ikke alene dens møbler og klæder tog skade af den megen kalkstøv som fløj ind i værelset, men endog ængstedes ved den tanke at børnenes sundhed rimeligvis kunne lide derunder. Ønskeligt var det derfor om dette ubehagelige onde snarest muligt måtte blive fjernet.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5648-5650).

Om farvet Tøjs Tørring på Gaderne

(Indsendt)

Indsenderen af dette vover at henlede de ansvarliges opmærksomhed på: Om det ikke strider mod politilovene at farverne her i staden hænger det farvede tøj ud over gaden således at man næppe kan køre under det, lige som den uskik at udhænge klæder, især fra kældrene på forsiden af husene til fortovene? Det sidste lader til dels til at være dæmpet. Men det første synes ikke endnu at have tildraget sig politiets opmærksomhed. Og mod dette ivrer indsenderen især, da følgerne deraf kan blive så farlige. Efter sigende skal flere heste have løbet løbske af skræk for det fra farverne over gaden hængende tøj. Noget som især er skræksomt for unge muntre heste og som umuligt kan undgå deres opmærksomhed, da tøjet ved at hænge lavt og blive ført hid og did af vinden ser ud som om det hvert øjeblik ville falde ned på hestene. 

Indsenderen fik forrige år på landet 2 heste. Men det var ham ikke muligt da de kom til byen at få dem forbi det udhængte farvetøj i Frederiksberggade. Og uagtet samme heste nu er tilkørte, vedbliver de alene at være bange for det. Og skønt de aldrig har løbet løbsk er jeg overbevist om de under en uvant kusks anførsel vil løbe ved sådanne steder. Sæt endog om stadens indbyggere som holder heste, kan undgå de gader hvori sådant hænger, da de kan have lagt mærke til deres heste som ikke tåler at se samme. Så bliver det dog stedse farligt for bonde, som kører til staden, da denne ofte kan have heste som det ikke er sket at de har passeret farvere, og hvor muligt en dreng er kusken. Hvor troligt da at hestene løb? 

Og hvem kender ikke de skrækkelige følger det kan have med løbske heste på Københavns gader, og må ikke grue for det? Man så eksempel på det for kort tid siden på Østergade, hvor nær flere mennesker kunne have sat livet til under sådanne omstændigheder. Hvad er ikke børn, frugtsommelige koner og gamle udsat for? Enhver af stadens beboere som elsker liv og sundhed, er vist enig i at alt hvad som kan forskrække heste, såvidt muligt bortryddes, og det kan efter indsenderen uforgribelige mening ikke kaldes uretfærdigt hvis farverne blev forpligtiget til at hænge deres tøj til tørring i gårdene, eller søgte tilladelse til at bruge voldene til det. Men under ingen omstændigheder burde det tillades at hænge det over gaden.(Indsendt)

(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s.  276-278)

To Bommerter med Brandanordningen

(Indsendt)

1. I gården nr. 33 i Frederiksberggade har den handlende hørkræmmer som bor i kælderen bestandigt porten pakket til med en del tjæretønder og sommetider også med løse stave og stokke af samme slags, og desuden er i porten, som er bræddebeklædt, en lem under hvilken er et lager af stenkul. Da det nu ofte, i særdeleshed på torvedagene, sker at bønder med tændte tobakspiber sidder på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten, og da anmelderen senest den 2. marts mellem kl. 6 og 7 om aftenen så en tilsyneladende fuld karl stå i denne port og slå ild til sin pibe mellem disse tønder, og noget fra  de om dagen handlende bønder efterladt foder, så mener anmelderen at det er på høje tid for den offentlige sikkerheds tryghed at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uskik.

"I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk." (Kronprinsessegade set fra Kongens Have. Adressen er i dag nr. 22-24, og er de hvide bygninger som er flankeret af de røde. Eget foto, 2015)

2. I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk. I det ene er denne åbning tilstoppet med en stor udhængende halmvisk, der i tilfælde af skorstenssild i nærheden ville forårsage at såvel dette hus som de tilstødende kunne komme i ulykke. Man beder derfor ejeren om at tage denne halm væk og sørge for at ruderne bliver indsat snarest muligt.

(Politivennen nr. 10, Onsdagen den 13. marts 1816, s. s. 157-158)

 "bønder sidder med tændte tobakspiber på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten" (Frederiksberggade 12. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Frederiksberggade 33 har siden  1859 heddet Frederiksberggade 12.  Huset blev opført i år 1800 og ligger på Strøget. Kronprinsessegade 393 hedder nu Kronprinsessegade 22-24. Nr. 22 er opført 1804, mens nr. 24 er opført 1805

Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)

En sørgelig Bevislighed for at en Gades Brolægning kan gives for høj en Bue, og at dette virkelig er Tilfældet med Frederiksberggaden

(Efter indsendt)

For få dage siden kørte en af Københavns meget agtede mænd med sin frue og øvrige familie på åben vogn gennem Frederiksberggade. Og de var netop kommet til det sted i gaden, hvor Mikkel Bryggers Gade støder til den da de til uheld måtte holde fra sig til den ene side for en anden forbikørende vogns skyld, hvorved vognen som ikke var i nogen fart, eller stødte an på noget, væltede meget langsomt ned i Mikkel Bryggers Gade. Vel satte ingen af dem livet til, men de blev næsten alle betydeligt beskadigede, og de der boende forsikrede at det skete hele tiden at vogne som på dette sted kom lidt neden for åsen af kørebroen væltede ned i Mikkel Bryggers Gade.

Da alt dette er bevisligt sandt, tør man vel kræve en sådan udbedring af de ansvarlige at så store, alvorlige og beklagelige ulykker ikke mere kan ske på dette sted.

Man har fortalt indsenderen at i indkørslen af Nygade uden for hr. bluhandler Bechs skal vogne også være væltet på grund af kørebroens alt for høje bue. Men om det er sandt, tør han ikke indestå for. Det ovenfor nævnte kan han bevise.

(Politivennen nr. 534, 23. juli 1808, s. 8575-8576)

Uforskammet Opførsel af et Kielderfruentimmer.

Da anmelderen den 5. dennes lidt efter kl. 5 om aftenen på fortovet gik forbi kælderen nr. 230 i Frederiksberggade, kastede et fruentimmer nedenfor trappen en del fejeskarn lige på halsen således at ikke alene mine klæder, men endogså kroppen selv måtte lidt derunder. Og kun med megen møje fik jeg klæderne næste dag således rensede at jeg uden undseelse endnu kunne bruge dem. Overbevist at det i en by som denne umuligt kan være tilladt at kaste urenlighed fra husene - da man jo intet øjeblik er sikker for at mishandle de forbigående - finder jeg desuden sådan uorden dobbelt utilgivelig fordi den pågældende ved sådan en behandling let kan blive nødt til at bekoste en ny  klædning i stedet for den ødelagt, eller i det mindste om han ikke er i stand til at udrede den for de fleste betydelige sum som hertil kræves - må lade sig nøje med sine mulige ringere klæder som hidtil slap for lignende overfald. For ikke at tale om hvor højst ubehagelig sådant et tilfælde er om man på samme tid skulle til selskab eller dog på sådanne steder hvor man ikke kan være ligegyldig ved ethvert udvortes. Anmelderen håber derfor af ovennævnte kælders beboer at han for eftertiden søger at forebygge sådan uforsigtighed.

Regensen den 11. februar 1803

A. S. Sabro. Student.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 4004-4005)

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. Forhuset fra 1771 eksisterer stadig. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)