Et Par Ord om Helliggeistes Kirke.

En flittig kirkegænger i ovennævnte kirke som har sin tid således besat at han først kan indfinde sig kort før prædiken begynder, forlader ofte gudstjenesten inderlig bedrøvet over at så mange udvortes omstændigheder forbyder ham at høste den nytte af denne som han under andre forhold burde. Han tager sig derfor herved den frihed til de ansvarlige at fremsætte følgende ønsker hvis opfyldelse han er overbevist om vil glæde mange:

1) at kirkedørene måtte lukkes så snart den egentlige prædiken er begyndt, og holdes lukkede til den er endt. For hvor meget den vedvarende knirken af deres i- og oplukken forstyrrer andagten er bekendt nok. Skulle dette imidlertid synes at være alt for stor indskrænkning i "friheden", tør man dog vel vente det beskedne ønske opfyldt, at dørene indrettes således at de uden støj kan går op og i, og at stengulvet ved indgangen belægges med tæpper. Gid de ansvarlige havde ligesom indsenderen set hvor mange der langfredag til højmesse måtte gå midt under prædiken på grund af den fra dørene gennemtrængende støj og trækvind!

2) at de gamle langs med væggen lige overfor prædikestolen stående forfaldne, næsten aldrig brugte indelukkede stole måtte borttages og gøre plads for dagens lys og de kirkegængere som nu må forlade kirken af mangel på plads, hvoraf disse stole indtager så meget. Anmelderen har i al den tid han har besøgt Helligåndskirken, ikke set nogen gøre brug af dem.

3) At begge dørene på den midterste kirkeport ud til Vimmelskaftet måtte åbnes når gudstjenesten var forbi. For når mange på en gang forlader kirken, må man trænge sig igennem den ene åbne dør, hvorved man er udsat for at sønderrive klæderne på det jernblik der er fastslået på begge portfløjene for at forebygge protens beskadigelse med urinering.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 264-265)

Spørgsmaal til en Bedemand.

Sidst i forrige måned døde et ungt menneske nogle dage efter at han havde været oppe til Examen artium. Da han var meget agtet og elsket af sine medstuderende, indfandt en del af samme sig på begravelsespladsen i sørgehuset for at ledsage ham til hans hvilested på Helligånds Assistenskirkegård. Da sørgefølget var samlet og ligvognen kørt frem, ytrede de unge studerende det ønske at bære liget ud til vognen, men bedemanden formente dem dette med den bemærkning at han ikke turde tillade det med mindre at ligbærerne som havde fået 9 rigsbankdaler sølv, fik det dobbelte. På spørgsmålet om det da var tilladt når de var kommet til kirkegården, at tage liget af vognen og bære det til graven, gav bedemanden til svar at det heller ikke var tilladt, men da han vidste at formanden for ligbærerne befandt sig på kirkegården, ville han udvirke tilladelse hos ham til at vennerne når liget var bragt ind på kirkegården og sat på skamlerne, derfra måtte bære det til graven. Hvilket da også skete.

Det må vist nok forekomme enhver højst forunderligt at man for at lette ligbærerne det arbejde de har fået betaling for, skal betale dem dobbelt. Men da man ikke betvivler at hr. bedemanden jo har været bemyndiget til nægtelsen og har handlet efter gyldige grunde, så ønsker man at han ville bekendtgøre disse i dette blad da en fyldestgørende bekendtgørelse kunne tjene til rettesnor ved lignende lejligheder i fremtiden. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 772-773).

Redacteurens Anmærkning

Regensens studenter havde på Politivennens tid privilegium til at bære alle gejstlige og borgerlige lig til graven. Det var indtil privilegiet blev ophævet studenternes vigtigste indtægt. Privilegiet blev ophævet den 7. juli 1859, og magistraten overtog alle begravelsesforretninger.

Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!

Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der. Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.

Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.

(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke.

Det som anmelderen i disse linjer vil omtale er vist nok før påanket, men han har den overbevisning at når en sag drøftes ofte, vinder dog til sidste fornuft og rimelighed sejr.

Første påskedag var naturligvis et stort antal tilhørere samlet til aftensang i Helligåndskirken for at opbygges ved den af hans hvbr. højærværdighed biskoppen holdte tale. Men anmelderen såvel som flere med ham, kunne skønt de stod i gangen lige overfor prædikestolen dog næsten intet høre, hvilket var en følge af den uophørlige vandren ud og ind af kirkedørene hvoraf den ene bestandigt tonede i den dybeste bas og drønede næsten som et kanonskud hver gang dem blev slået i (i Frue Kirke falder dørene på puder for ikke at gøre støj, hvilket anbefales), mens den anden bestandig knirkede i en fistel og råbte ynkeligt på smørelse. Når prædikenen begyndte, burde kirkens døre vist nok lukkes, og den samme orden iagttages som under konfirmationshandlingen er befalet. Endvidere forstyrredes andagten og roen ved ombæringen af de tit omtalte tavler som rimeligvis burde afskaffes eller på anden tid og måde ombæres. Men hvad der i nævnte kirke formerer disse tavlers støj er at de er forsynede med bjælder eller klokker så de lader sig høres lang tid før de ses. Himmelen og - - må vide af hvad årsag de der er anbragt. Så vidt anmelderen er bekendt, er sådanklingklang for længst afskaffet i de andre kirker.

Endvidere forstyrres roen i denne kirke derved at graverkarlen går foran den marcherende trop af de 4 eller 5 tavlebærende for at gøre plads for dem, og i pulpiturgangene pikker nogle gange på hver stoledør. Denne pikkerens forretning burde vel afskaffes, og kirkebetjentene med nøgle oplukke stolene for at erfare om nogen ville give i tavlen. For ingen veltænkende ville vel tage det ilde op at de gik lige ind uden at man foruroligedes ved at der først pikkedes på. Den højærværdige taler på 1. påskedag til aftensang vil sikkert selv have lagt mærke til en del af det her anførte, og vist nok derfor ved sin formående indflydelse sørge for at kirkeandagten i fremtiden ikke forstyrres.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 264-266)

Forargelig og skammelig Adfærd i en af Hovedstadens Kirker.

Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet. 

Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)

"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).

Redacteurens Anmærkning

Der blev fra mænds side filosoferet en del over fruentimmerne. Herefter følger to eksempler. Den 15. november 1843 leverede Kjøbenhavnsposten en sønderlemmende kritik af det københanske vielsessystem.

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse".

Den 10. forrige måned bestilte skræddermester G. Dahl i Peder Madsens Gang nr. 305 jordpåkastelse på sit afdøde barn. Samme dags formiddag var der allerede forlangt jordpåkastelse på Helligånds Assistenskirkegård over et barn fra Frederiksberg. Jeg begav mig derud til den bestemte tid, men måtte vente på liget i henved 1 1/4 time. Den lange vej til fods i den trykkende hede forsinkede mig, og tiden til den sidste jordpåkastelse var allerede for længst forløbet, da jeg ankom til byen. 

Ved min hjemkomst fandt jeg mit hus i en sørgelig tilstand, da min ældste datter som var faldet på galden, var blevet kørt syg hjem og lå halv bevidstløs til sengs. I denne forfatning kunne jeg, da min øvrige familie var fraværende, ikke forlade mit hus, og sendte derfor en af mine konfirmander hen til den ordinerede kateket ved Helligåndskirke, hr. Sommerfeldt med anmodning om at han ville besørge jordpåkastelsen, og lod som jeg ved sådan anmodning plejer, en seddel følge med pålydende:

"Jordpåkastelsen er forrettet af Sommerfeldt."
Peder Madens gang nr. 305.

I stedet for at gå til hr. Sommerfeldt gik buddet ved en fejltagelse hen til sørgehuset. Jeg havde ikke den ringeste anelse om at der heri var indløbet nogen fejltagelse før jeg i den sidste politivennen læser skrædder Dahls spørgsmål i denne anledning. Det er vitterligt både for Gud og menneskene at jeg i de sidste år har haft sorger og bekymringer i mængde. Skræddermester Dahl har ved sin bekendtgørelse på en vis måde formeret dem. Men han mente det vel ikke så ilde, og jeg tilgiver ham og vil glemme hvad der er sket.

København den 24. september 1825
Bull 

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10014-10016)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 505.

Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse.

Undertegnede der måtte friste den hårde skæbne at blive berøvet et seks år gammelt barn ved døden, henvendte sig angående jordpåkastelse til sognepræsten for Helligånds menighed, hr. dr. Kofod af hvem han blev underrettet om at det tilfaldt menighedens residerende kapellan hr. Bull at besørge jordpåkastelsen. På grund af det henvendte han sig til hr. pastor Bull der lovede at være til stede den efterfølgende 19. august om morgenen kl. 9 for at forrette jordpåkastelsen. 

Ligfølget indfandt sig til det bestemte klokkeslæt. Men præsten udeblev. Efter at have ventet tre kvarter sendte undertegnede sin søn til præsten for at minde ham om sit løfte, men han blev affærdiget med det svar at præsten endnu ikke var kommet fra landet. Et lignende svar fik han da han kl. kvart i elleve blev sendt i samme ærinde. Undertegnede der var vidende om, at barnet ikke kunne blive begravet med mindre man med en seddel fra præsten kunne godtgøre at jordpåkastelsen var forrettet, besluttede selv at henvende sig til ham, men måtte lade sig nøje med et svar lig det hans søn to gange forud havde fået. 

Anmelderen der således var sat i forlegenhed, især da ligfølget ikke ville vente længere, besluttede sig til selv at forrette jordpåkastelsen og at begive sig til kirkegården, og denne hans beslutning blev iværksat. Kort efter at ligfølget havde forladt sørgehuset kl. var da kvart i tolv, blev undertegnedes kone ved en af hr. Bulls konfirmandinder tilstillet en seddel, hvilket hun hurtigst muligt lod sende ud på kirkegården, da hun vidste at barnet uden en sådan blev leveret graveren ikke kunne blive jordet, og denne dobbelt tragiske sene fik således en ende. 

Efter at have fremsat følgende faktiske omstændigheder tillader man sig at spørge:

1. Kan en præst efter eget forgodtbefindende unddrage sig fra at kaste jord på en afdød?
2. Kan man attestere hvad man ikke ved?

København den 7. september 1825.

G. Dahl
Skræddermester.

(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9996-9998)

Begravelse fra hjemmet. P. Klæstrup.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 507. 17. september 1825, s. 10014-10016

Uorden i Helliggeisteskirke.

Anmelderen som jævnligt besøger denne kirke for at høre hr. pastor Bulls indholdsrige og opbyggelige taler, og som har sin stol tæt ved koret, er flere gange blevet forstyrret i sine religiøse betragtninger ved en herskende tydelig sladren mellem korets drenge og piger. Det var derfor ønskeligt at denne ungdoms foresatte ville påse at sådan uorden ophører.

K...

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)

"Anmelderen besøger jævnligt Helligåndskirken for at høre hr. pastor Bulls indholdsrige og opbyggelige taler" (Helligåndskirken 2015. Eget foto)

Uordener.

1) Det klæde som skal pryde prædikestolen i Helligåndskirken, har i over ½ år trængt til reparation. Det er nemlig således at galonerne om samme hænger i trævler og pjalter. Mærkeligt nok er det at kirkebetjentene som ved de store højtider omskifter dette klæde ikke har kunnet blive sådant var. For ligegyldighed for hvad der hører under deres embedsfag kan man jo ikke formode er årsagen.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6441-6442)

Den nuværende prædikestol har heller ikke noget klæde. (Jeg ved ikke om det er den samme som på Politivennens tid). Foto Erik Niolaisen Høy.

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.

Hagemeister

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:

"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"

København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.

Hagemeister
Bagermester. 

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Svar til den anonyme Herre paa det, som er indrykket i Politievennen No. 358, Helliggeistes Kirkes Betjente angaaende.

Nævnte fremmede herre og dame kom til aftensang i Helligåndskirken søndag den 3. november i år. Han henvendte sig til mig og bad om jeg ville lukke dem ind i deres stol da de havde glemt nøglen. Jeg opfyldte straks deres ønske og lukkede dem ind efter deres anvisning, i den brede gang i stolen nr. 12 som er en lukket stol med gardiner for. Efter at tjenesten var forbi, lukkede jeg alle stolene, men glemte at se i den lukkede stol om der var nogen i det. Derpå gik overgraver Bruun op bag alteret for at lægge tavlepengene i hver sin kasse, og jeg gik på prædikestolen for at aftage fløjlstæppet der. I det samme blev det meldt mig at der var nogen lukket inde i en stol. Jeg gik straks ned fra prædikestolen og lukkede stolen op for nævnte herre og dame. Den tid de sad i stolen efter at tjenesten var forbi kunne højst være 4 minutter, hvilket kan bevises ved vidner hvis det forlanges.

Efter senere kendskab er jeg kommet efter at nævnte herre ikke er ejer af den stol og at lejeren af denne stol ikke var i kirken den dag.

København den 10. november 1822
Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5822-5823).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Atter Anke over Kirkebetjentene.

Sidste søndag eftermiddag var anmelderen sammen med sin kone gået hen i Helligåndskirken og havde glemt nøgle til sin stol hjemme. Ved at underrette graveren om det blev de også uden omstændigheder lukket ind i samme. Men da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud. Skønt nu graveren meget vel vidste og i forvejen var informeret om at anmelderen ingen nøgle havde med sig, kom der dog ingen for at lukke dem ud. 

"Da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud". (Helligåndskirken 2015. Modsat Frelserkirke og Trinitatis Kirke er der ikke længere lås på stolene.Jeg ved ikke hvornår de er blevet fjernet. Eget foto).

Efter nogen tids forløb traf det sig at en anden person der efter anmelderens skøn også en af kirkebetjentene, kom gående ned i kirken. Man anmodede da straks denne om at blive lukket ud. Men han foregav ikke at være i besiddelse af nøglerne og lovede at få fat på graveren. Man ventede nu syv lange og syv brede, som man siger. Men der kom hverken graver eller gravers graver, uagtet man så dem stå bag alteret og kikke ned i kirken. At slutte heraf må anmelderen formode at førnævnte person nok havde sagt til til graveren, men at denne på grund af at han ingen ekstra dusør havde fået da han lukkede dem ind, har tænkt: Det skal I nok få betalt. 

Efter lang venten var anmelderen omsider så lykkelig ved at kalde på en anden person der hentede bøger ned fra prædikestolen, sammen med sin kone at blive befriet fra det dem af graveren pålagte fangenskab. For at en sådan usømmelig og højst utilladelig adfærd ikke oftere skulle finde sted, tør man håbe at sådanne kirkebetjente må påtales bedre at iagttage deres ikke just tunge pligter.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5805-5806).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

En Uskik under Gudstjenesten i Helliggeistes Kirke.

Da indsenderen flere gange har været tilhører ved pastor Buuls prædikener og lagt mærke til at så snart tavlerne har være bragt om i kirken (en skik enhver kirkebesøger vist ønsker afskaffet) og kirkens betjente er kommet op bag alteret med dem, er der endnu under prædiken af disse betjente blevet foretaget en raslen med de penge der har været i tavlerne og som synes at være blevet hældt i blikmål eller kasser, hvilket har forårsaget en lyd i kirken som om man havde været i banken eller hos en vekselerer. For der kan man vente sig en sådan skramlen med penge. Men ikke i en kirke. Mindst ved det allerhelligste sted. Da det vel ikke kan have så stor en hast med at få disse penge ordnet, så kunne det vist godt opsættes, indtil tjenesten helt var til ende, eller dog i det mindste indtil at præsten var gået af prædikestolen. Man må formode at det er en tilfældighed af kirkens betjente, for desto hastigere at blive fri for deres tjeneste. For ingen kan vist tro at det kan være med kirkens foresatte eller præsternes vilje, hvilke sidste selv må forstyrres i deres tale.

(Politivennen nr. 323. Løverdagen den 9de Marts 1822, s. 5180-5181).

Tre indsamlingsblokke umiddelbart indenfor indgangen til Frelserkirke på Christianshavn. (Eget foto)

Redacteurens Anmærkning

Den ordinære præst ved Helligåndskirken var på det tidspunkt Børge Poscholan Kofod (1752– 1839). Det havde han været siden 1798 og tillige slotspræst 1805. Selv om han havde udgivet nogle lærde værker, prædikener og afhandlinger, nød han ikke stor anseelse, men ansås for at være hidsig og lidenskabelig. Hvem pastor Buul monne være, får stå hen i det uvisse.

Usømmelig Opførsel af en Kirkebetjent ved Helliggeistes Kirke

Det ville være højligt at ønske at sognepræsten ved Helligåndskirken ville sørge for at hans skriftebørn ikke i fremtiden vil blive overfuset ved kommunionen af en ubehøvlet kirkebetjent. Det var tilfældet fredag den 2. februar i denne uge da en sådan formodentlig fordi han ikke fik betaling for det, da han skulle åbne en stol for adskillige kommunikanter udbrød: "Her skal man også gå og gøre opvartning for dem!" Hvilket dog efter anmelderens opfattelse ikke er andet end hans pligt.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4305).

"Den 2. februar i denne uge da en sådan formodentlig fordi han ikke fik betaling for det, da han skulle åbne en stol for adskillige kommunikanter udbrød: "Her skal man også gå og gøre opvartning for dem!" (Helligåndskirken 2015. Eget foto).

Om Plakater på Huse

I en tid hvor aviser næsten er blevet til en nødvendighed for alle og endog læses af tjenestefolk, synes det som om de plakater der blev opslået på gaderne ikke var så nødvendigt som i købstæderne hvor man endnu ikke har dette gode. Imidlertid ser man på de fleste gadehjørner en mængde plakater bebude alskens ting lige fra linedanserne til den ubetydeligste auktion. 

En stor del af Helligåndskirkens mur er særdeles overklinet med disse plakater. Men næppe findes noget andet sted bedre forsynet med det end ved hjørnehuset af Gothersgade og Store Kongensgade, så man kunne komme på den tanke at ejeren stod i forståelse med den person der påklistret plakaterne, og at det var efter anmodning man her påklinede så meget papir for at dække hans gamle huses mange skrøbeligheder.

At et nyt eller nyligt afpudset hus vansires ved påklinede papirstumper eller ved det gamle klister som griner frem når papiret rives af, vil man vel ikke nægte. Det er derfor underligt at ejerne af sådanne er så langsomme til at anskaffe sig et bræt eller tavle fastgjort på huset som på hjørnet af Store Kongensgade og Blancogade og nogle få steder ligesom de der findes ved Trinitatiskirke. Når plakaterne opslås på sådanne tavler, falder de desuden bedre i øjnene og tavlerne selv kunne let holdes rene. At de der påkliner plakaterne kan og bør påbydes at hæfte disse på tavlerne hvor sådanne findes og ikke besudler muren i nærheden af samme, er noget man kan være temmelig sikker på.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2701-2702)

Uskik i Helliggeistes Kirke

(Indsendt)

Da indsenderen søndag eftermiddag ville gå hen for at høre den derværende hr. dr. Dampe, var ingen i stand til at komme ind i kirken fra nogen af siderne kl. 2.10 minutter. For overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte. Ved at indlade nogle af disse mange stående til sæde i nævnte stole fik endog abonnenterne selv den lykke at komme hen til deres stole (hvilket ikke var tilfældet og desuden kunne kirken således rumme mange flere). Dersom der blot blev pålagt graverne at åbne stolene i det øjeblik at prædiken begynder, ville kirkedirektionen hermed inderlig forbinde de mange som endnu ønsker at høre denne store prædikant.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2587-2588)

"Overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte". (Helligåndskirken ved Strøget i København. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

De aflåste stolerækker har tidligere været omtalt i Politivennen: De var ikke tilgængelige for alle og enhver. Kun menighedsmedlemmer havde adgang mod betaling, og det kun efter tilladelse fra kirkens styrelse. Den afgjorde også hvor folk skulle sidde. Som oftest efter værdighed, altså øverst de fineste og nederst de ringeste. Kirkestyrelsen kunne også fratage folk en plads

J. J. Dampe (1790-1867) var på artiklens tilblivelsestidspunkt på en slags højdepunkt af sin karriere. Selv om han var begyndt at komme i konflikt med borgerskabet. 1816 oprettede han en privat drengeskole i København. Hans taler i København skabte stort tilløb, som nævnt i artiklen. I September 1819, hvor byen stadig bar præg af Jødefejden, oplevede hans mor i Østergade Anna Gertrud Dampe hans plakat for et foredrag i Helligåndskirken: Annonce med foredraget "Hvorvidt Frihed i Ord og Handling er overensstemmende med Kristendommens Aand. Oplev Doktor J. J. Dampes Foredrag i Aften kl. 7.00". Kirken var helt fuld, og Dampe var blevet enevældens mest kompromisløse modstandere: Fattigdommen var åbenbart, statsbankerotten og kritik af Kongeloven af 1665. Publikum var begejstret, undtagen præsterne som anså ham for en farlig mand og samfundsomvælter der må stoppes. Biskop Münter blev underrettet. Hans indsats i jødefejden 1819 indbragte ham et livsvarigt forbud mod at prædike og holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål. Resten af enevældens tid sad han indespærret i forskellige fængsler. I starten af 1840'erne var der en fornyet diskussion om dr. Dampe. I august-oktober 1841 bragte Kjøbenhavnsposten en længere artikelserie der indgående beskæftigede sig med dr. Dampe. De kan ses under Efterskrifter.