Pastor Ifversen ved Smed Gunthels Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Pastor Ifversen har jeg modtaget nedenstaaende Brev, som jeg herved offenliggør og besvarer, idet jeg ingen Anledning finder til at føre privat Korresponvance med Hr. Ifversen herom. Brevet er saalydende:

Helligkors Kirkebolig, R.

10. Juni 1896.

Hr. Landsthingsmand Knudsen!

Foranlediget ved en Artikel i "Social-Demokraten" af i Gaar finder jeg det rigtigst at tilstille Dem disse Linier til en nærmere Forklaring af mit Forhold ved Smed Gunthels Begravelse.

Jeg indser - og indsaa - fuldtvel, hvor pinligt det maatte være - baade for Fanebæreren saa vel som for alle dem, der blandt de tilstedeværende delte de Anskuelser, der repræsenteredes ved Fanerne - naar disse blev viste bort ved Jordefærden. Men baade Familien, Følget, Fanebæreren, De, Hr. Landsthingsmand, og jeg selv kunde have været sparede for den kedelige Affære, dersom man fra "Socialdemokratisk Forbund"s Side havde loyalt overholdt det Paabud, om hvilket jeg ikke kan tro, De kan være uvidende, nemlig at tilladelsen til Faners Tilstedeværelse ved Jordefærd forud (c: Dagen forud) skal indhentes hos den Præst, der forretter Begravelsen. Jeg havde da med den eller dem, de var kommen til mig i dette Hværv, kunnet vidne Sagen og - om fornødent - i en fredelig Forhandling kunnet motivere min Nægtelse af de to Faners Tilstedeværelse; thi jeg havde i hvert Tilfælde nægtet denne, men det, som nu skete, havde været undgaaet; men at det skete, bærer alene "Socialdemokratisk Forbund"s Ledelse eller de, der ved denne Lejlighed har haft med de to Faners Anvendelse ved Ligfølget at gøre, Skylden for.

Det her anførte skal altsaa egenlig ikke være en Bebrejdelse for, at der - i og for sig ingen Tilladelse blev søgt, thi det er sket før, og jeg har ikke opholdt mig derover, men jeg vil kun derved udtale min Beklagelse af, at Forbundet - eller andre rette Vedkommende - ikke selv søgte at hindre det, som nu for alle blev saa pinligt.

Paa Graveren kan Skylden vanskelig lægges, thi han ved, at jeg altid ellers lader Faner komme ind i Kapellerne. Derfor man jeg formode, at han, sikker paa min Iagttagelse af mit sædvanlige Forhold, ved denne Lejlighed uden at reflektere nærmere over, hvilke Faner der var, har ladet dem bringe ind for at lette Handlingens hurtigere Udførelse.

Naar Bladet bebrejder mig, at jeg intet gjorde for at hindre Graverkarlene i at borttage de Brædder, De stod paa ved Graven, medens De talte, da maa jeg minde om, hvad De heller ikke kan være uvidende om, at De ingen som helst Ret havde til at tale ved Graven. De tog Dem den. Jeg fandt mig derfor slet ikke beføjet til at gribe ind i den Sag. De forglemte Dem selv og det Sted, hvor De stod, ved de Ord, De tillod Dem at tale.

Hvad andet urigtigt, der i nævnte Artikel er indeholdt, er af mindre Betydning. En nærmere Udvikling her af mine Grunde for at nægte "Socialdemokratisk Forbund"s Faners Tilstedeværelse ved de Jordefærd, som jeg har med at gøre, vil, antager jeg, være temmelig spildt Ulejlighed. Kun dette: der er mange af Arbejderne, der ved, at jeg sympatiserer med adskilligt i den moderne Socialisme, og det er, hvad jeg ikke lægger Skjul paa for nogen; men det er mig umuligt som Kristen - og jeg finder, at det man være enhver troende Kristen - at staa under de paagældende to Faner, især den med Inskriptionen "Folkets Vilje" osv " Det er ikke et bestaaende System eller lign., jeg vil forsvare ved denne Vægring, men et System, der, hvor mange Sandhedselementer det end indeholder, dog inderst inde er et stort verdenshistorisk Bedrag, jeg maa undslaa mig for at hylde.

Maa jeg blot endnu tilløje, at der fra min Side intet har været og ikte heller fremdeles er til Hinder for, at andre Faner - politiske (altsaa ogsaa soc.-dem. Vælgerforeningsfaner), saglige og private - er til Stede ved Jordefærd. Men jeg ønsker ikke, at noget lignende som der, der skete i Søndags, skal gentage sig. Derfor anmoder jeg høfligst Dem, Hr Landsthingsmand Knudsen, som den, der er Forretningsfører for "Socialdemokratisk Forbund", om at gøre Deres til, at dette Forbunds tvende Faner ikke nogensinde mere kommer til Stede, hvor jeg skal forrette Begravelse.

Venligst

Deres ærb.

Jul. Ifversen.

Den almindelige Regel, Præsterne følger med Hensyn til Faners Tilstedeværelse ved Begravelser er, at Tilladelse dertil gives ved selve Begravelsen. Hr. Ifversen følger aabenbart den samme Regel, eftersom det stemmer overens med hans "sædvanlige Forhold", at Graveren, naar Fanerne føres frem udenfor Kapellet, lader dem føre ind. Hertil maa han altsaa have Hr. Ifversens Billigelse. Denne almindelige og af Hr. Ifversen selv benyttede Regel, blev ogsaa fulgt ved Begravelsen i Søndags. Fanerne holdtes udenfor Kapellet indtil de fik Tilladelse til at komme ind. Skylden for det "pinlige" der skete - skal vi ikke hellere sige usømmelige - paahviler altsaa Hr. Ifversen og ingen anden, idet han krævede Fanerne sat ud efter at der var givet Tilladelse til at føre dem ind.

Nu vil Hr. Ifversen have, at der skal gælde andre Regler for "Social-demokratisk Forbund"s end for andre Faner. Der skal for de førstnævnte søges Tilladelse "Dagen forud". Jeg finder for mit Vedkommende ingen Anledning til at akceptere denne Social-demokratisk Forbunds Faners Nedsættelse i anden Klasse. Det behager maaske Hr. Ifversen mere, at vise os ned ad sine Trapper end at jage os ud af Kapellet, men denne Tilfredsstillelse agter jeg i hvert Fald ikke at berede ham. Heller ikke agter jeg at tage hans almindelige Forbud mod Forbundets Faners Tilstedeværelse ved de Begravelser, han forretter til Følge. Naar en afdød Partifælles Paarørende ønsker Fanernes Tilstedeværelse ved Begravelsen, vil Tilladelse dertil blive søgt paa den Maade, som gælder for alle andre Faner. Det bliver da Hr. Ifversens Sag at jage dem bort i hvert enkelt Tilfælde. Han skal ikke saaledes ved et Pennestrøg anmasse sig Ret til en Gang for alle at forbyde Socialdemokratisk Forbund at hædre afdøde Partifæller.

Hr. Ifversens Indrømmelse af, at han med Vilje ikke foretog noget for at hindre Graverkarlen i at borttage de Brædder, hvorpaa jeg stod, behøver sikkert ingen Kommentar. Han vidste, at disse Brædder laa over en aaben Grav. Han maa have hørt, at den ene af Graverkarlene gjorde den anden opmærksom paa, at det Brædt, hvorpaa jeg stod, skulde blive liggende hvor det laa og ikke flyttes, og han maa have set, at den anden Karl desuagtet rev og sled i det, saa det næsten var umuligt at staa derpaa. Men han gjorde intet for at hindre denne brutale Adfærd. Var det lykkedes Karlen at rive Brædtet bort og jeg som Følge af denne Brutalitet og med Hr. Ifversens præstelige Billigelse var styrtet ned i Graven og sandsynlig vilde være kommen til Skade, saa var vel rimeligvis af Hr. Ifversen bleven betragtet som værende "Guds Vilje". Og hans præstelige Samvittighed vilde sandsynligvis have fundet en god Trøst deri, at jeg ikke først havde bedt em hans Tilladelse til at tale, hvilket under de foreliggende Forhold selvfølgelig ikke kunde falde mig ind. Maaske havde han endog fundet en vis Tilfredsstillelse i en saadan Udgang.

Naar en Præst og en Graverkarl kan vise en saadan Adfærd ved en Grav, saa er det sikkert ingen Forglemmelse af sig selv eller Stedet, at en Lægmand staar frem og takker en Afdød for hans Virksomhed.

Hr. Ifversens Udtalelser om Socialismen vil jeg skænke ham. Der er næppe mange, der lader sig dupere af hans foregivne Sympati for "adskilligt" i denne, og naar han vil tale om verdenshistoriske Bedrag, gjorde han sikkert bedre i at vende sig andre Steder hen end til Socialismen.

P. Knudsen.

(Social-Demokraten 14. juni 1896).

Fotograf Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Borgmester P. Knudsen (1848-1910). Det kongelige Bibliotek.

Den socialdemokratisk politiker og fagforeningsmand P. Knudsen var på daværende tidspunkt Socialdemokratiets formand (1882-1909), medlem af Landstinget 1890 og medlem af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. I 1897 blev han indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation, 1902 rådmand og i 1909 borgmester for 3. afdeling. I 1875 var han med til stiftelsen af Handskemagernes Fagforening. 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. Desuden næstformand i De Samvirkende Fagforeninger i København 1886-1898 og for De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898-1909.

Forstyrrelse af Gudstjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Da ifølge Helligdagsloven alle Arbejdssysler, der ved den Larm, hvormed de ere forbundne, forstyrre Helligdagens Fred ere forbudne, og det gjøres til en særlig Betingelse for de Arbejder, som undtagelsesvis tillades, at Gudstjenesten ikke derved forstyrres, maa det utvivlsomt være et Hovedformaal for Loven, at forhindre, at selve Gudstjenesten forstyrres. Man tillader sig derfor at rette den Opfordring til Kjøbenhavns Politi, at det vil forhindre den Gudstjenesten i Helligaandskirken i høj Grad forstyrrende Kjørsel igiennem den Del af Vimmelskaftet, som gaar langs med den nævnte Kirke, ved Kirketiden at afspærre det Stykke af Gaden, der ligger imellem Hyskenstræde og Niels Hemmingsensgade, for Kjørsel. For Tilhørerne paa Kirkens søndre Pulpitur, der løber langsmed de store Vinduer ud mod Vimmelskaftet, er det nemlig, ialtald for de bageste Rækker, saagodtsom umuligt at høre Prædikenen uforstyrret paa Grund af den betydelige Vognfærdsel; navnlig er det umuligt at høre Noget, hver Gang en af de tunge Omnibusser buldrer forbi med Brag og Larm og Bjældeklang, og da dette sker omtrent hvert femte Minut bliver det yderst vanskeligt at fastholde Tankegangen, naar den paa denne Maade iderig overskæres for Tilhørerne. Skulde der derfor være Vanskeligheder forbundne med at faa det omtalte Stykke at Gaden afspærret under Gudstjenesten, maa det dog ialtfald kunne lade sig gjøre, at paabyde Omnibusserne i Kirketiden at kjøre om ad Badstuestræde og Læderstræde. Dersom Politiet ikke paa egen Haand vil paabyde dette er det at haabe, at Kirkens Værger ville gjøre de fornødne Skridt for at værne om Kirkefreden.

(Dagbladet 2. februar 1885).

Et Par Ord om Helliggeistes Kirke.

En flittig kirkegænger i ovennævnte kirke som har sin tid således besat at han først kan indfinde sig kort før prædiken begynder, forlader ofte gudstjenesten inderlig bedrøvet over at så mange udvortes omstændigheder forbyder ham at høste den nytte af denne som han under andre forhold burde. Han tager sig derfor herved den frihed til de ansvarlige at fremsætte følgende ønsker hvis opfyldelse han er overbevist om vil glæde mange:

1) at kirkedørene måtte lukkes så snart den egentlige prædiken er begyndt, og holdes lukkede til den er endt. For hvor meget den vedvarende knirken af deres i- og oplukken forstyrrer andagten er bekendt nok. Skulle dette imidlertid synes at være alt for stor indskrænkning i "friheden", tør man dog vel vente det beskedne ønske opfyldt, at dørene indrettes således at de uden støj kan går op og i, og at stengulvet ved indgangen belægges med tæpper. Gid de ansvarlige havde ligesom indsenderen set hvor mange der langfredag til højmesse måtte gå midt under prædiken på grund af den fra dørene gennemtrængende støj og trækvind!

2) at de gamle langs med væggen lige overfor prædikestolen stående forfaldne, næsten aldrig brugte indelukkede stole måtte borttages og gøre plads for dagens lys og de kirkegængere som nu må forlade kirken af mangel på plads, hvoraf disse stole indtager så meget. Anmelderen har i al den tid han har besøgt Helligåndskirken, ikke set nogen gøre brug af dem.

3) At begge dørene på den midterste kirkeport ud til Vimmelskaftet måtte åbnes når gudstjenesten var forbi. For når mange på en gang forlader kirken, må man trænge sig igennem den ene åbne dør, hvorved man er udsat for at sønderrive klæderne på det jernblik der er fastslået på begge portfløjene for at forebygge protens beskadigelse med urinering.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 264-265)

Spørgsmaal til en Bedemand.

Sidst i forrige måned døde et ungt menneske nogle dage efter at han havde været oppe til Examen artium. Da han var meget agtet og elsket af sine medstuderende, indfandt en del af samme sig på begravelsespladsen i sørgehuset for at ledsage ham til hans hvilested på Helligånds Assistenskirkegård. Da sørgefølget var samlet og ligvognen kørt frem, ytrede de unge studerende det ønske at bære liget ud til vognen, men bedemanden formente dem dette med den bemærkning at han ikke turde tillade det med mindre at ligbærerne som havde fået 9 rigsbankdaler sølv, fik det dobbelte. På spørgsmålet om det da var tilladt når de var kommet til kirkegården, at tage liget af vognen og bære det til graven, gav bedemanden til svar at det heller ikke var tilladt, men da han vidste at formanden for ligbærerne befandt sig på kirkegården, ville han udvirke tilladelse hos ham til at vennerne når liget var bragt ind på kirkegården og sat på skamlerne, derfra måtte bære det til graven. Hvilket da også skete.

Det må vist nok forekomme enhver højst forunderligt at man for at lette ligbærerne det arbejde de har fået betaling for, skal betale dem dobbelt. Men da man ikke betvivler at hr. bedemanden jo har været bemyndiget til nægtelsen og har handlet efter gyldige grunde, så ønsker man at han ville bekendtgøre disse i dette blad da en fyldestgørende bekendtgørelse kunne tjene til rettesnor ved lignende lejligheder i fremtiden. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 772-773).

Redacteurens Anmærkning

Regensens studenter havde på Politivennens tid privilegium til at bære alle gejstlige og borgerlige lig til graven. Det var indtil privilegiet blev ophævet studenternes vigtigste indtægt. Privilegiet blev ophævet den 7. juli 1859, og magistraten overtog alle begravelsesforretninger.

Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!

Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der. Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.

Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.

(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke.

Det som anmelderen i disse linjer vil omtale er vist nok før påanket, men han har den overbevisning at når en sag drøftes ofte, vinder dog til sidste fornuft og rimelighed sejr.

Første påskedag var naturligvis et stort antal tilhørere samlet til aftensang i Helligåndskirken for at opbygges ved den af hans hvbr. højærværdighed biskoppen holdte tale. Men anmelderen såvel som flere med ham, kunne skønt de stod i gangen lige overfor prædikestolen dog næsten intet høre, hvilket var en følge af den uophørlige vandren ud og ind af kirkedørene hvoraf den ene bestandigt tonede i den dybeste bas og drønede næsten som et kanonskud hver gang dem blev slået i (i Frue Kirke falder dørene på puder for ikke at gøre støj, hvilket anbefales), mens den anden bestandig knirkede i en fistel og råbte ynkeligt på smørelse. Når prædikenen begyndte, burde kirkens døre vist nok lukkes, og den samme orden iagttages som under konfirmationshandlingen er befalet. Endvidere forstyrredes andagten og roen ved ombæringen af de tit omtalte tavler som rimeligvis burde afskaffes eller på anden tid og måde ombæres. Men hvad der i nævnte kirke formerer disse tavlers støj er at de er forsynede med bjælder eller klokker så de lader sig høres lang tid før de ses. Himmelen og - - må vide af hvad årsag de der er anbragt. Så vidt anmelderen er bekendt, er sådanklingklang for længst afskaffet i de andre kirker.

Endvidere forstyrres roen i denne kirke derved at graverkarlen går foran den marcherende trop af de 4 eller 5 tavlebærende for at gøre plads for dem, og i pulpiturgangene pikker nogle gange på hver stoledør. Denne pikkerens forretning burde vel afskaffes, og kirkebetjentene med nøgle oplukke stolene for at erfare om nogen ville give i tavlen. For ingen veltænkende ville vel tage det ilde op at de gik lige ind uden at man foruroligedes ved at der først pikkedes på. Den højærværdige taler på 1. påskedag til aftensang vil sikkert selv have lagt mærke til en del af det her anførte, og vist nok derfor ved sin formående indflydelse sørge for at kirkeandagten i fremtiden ikke forstyrres.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 264-266)

Forargelig og skammelig Adfærd i en af Hovedstadens Kirker.

Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet. 

Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)

"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).

Redacteurens Anmærkning

Der blev fra mænds side filosoferet en del over fruentimmerne. Herefter følger to eksempler. Den 15. november 1843 leverede Kjøbenhavnsposten en sønderlemmende kritik af det københanske vielsessystem.

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse".

Den 10. forrige måned bestilte skræddermester G. Dahl i Peder Madsens Gang nr. 305 jordpåkastelse på sit afdøde barn. Samme dags formiddag var der allerede forlangt jordpåkastelse på Helligånds Assistenskirkegård over et barn fra Frederiksberg. Jeg begav mig derud til den bestemte tid, men måtte vente på liget i henved 1 1/4 time. Den lange vej til fods i den trykkende hede forsinkede mig, og tiden til den sidste jordpåkastelse var allerede for længst forløbet, da jeg ankom til byen. 

Ved min hjemkomst fandt jeg mit hus i en sørgelig tilstand, da min ældste datter som var faldet på galden, var blevet kørt syg hjem og lå halv bevidstløs til sengs. I denne forfatning kunne jeg, da min øvrige familie var fraværende, ikke forlade mit hus, og sendte derfor en af mine konfirmander hen til den ordinerede kateket ved Helligåndskirke, hr. Sommerfeldt med anmodning om at han ville besørge jordpåkastelsen, og lod som jeg ved sådan anmodning plejer, en seddel følge med pålydende:

"Jordpåkastelsen er forrettet af Sommerfeldt."
Peder Madens gang nr. 305.

I stedet for at gå til hr. Sommerfeldt gik buddet ved en fejltagelse hen til sørgehuset. Jeg havde ikke den ringeste anelse om at der heri var indløbet nogen fejltagelse før jeg i den sidste politivennen læser skrædder Dahls spørgsmål i denne anledning. Det er vitterligt både for Gud og menneskene at jeg i de sidste år har haft sorger og bekymringer i mængde. Skræddermester Dahl har ved sin bekendtgørelse på en vis måde formeret dem. Men han mente det vel ikke så ilde, og jeg tilgiver ham og vil glemme hvad der er sket.

København den 24. september 1825
Bull 

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10014-10016)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 505.

Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse.

Undertegnede der måtte friste den hårde skæbne at blive berøvet et seks år gammelt barn ved døden, henvendte sig angående jordpåkastelse til sognepræsten for Helligånds menighed, hr. dr. Kofod af hvem han blev underrettet om at det tilfaldt menighedens residerende kapellan hr. Bull at besørge jordpåkastelsen. På grund af det henvendte han sig til hr. pastor Bull der lovede at være til stede den efterfølgende 19. august om morgenen kl. 9 for at forrette jordpåkastelsen. 

Ligfølget indfandt sig til det bestemte klokkeslæt. Men præsten udeblev. Efter at have ventet tre kvarter sendte undertegnede sin søn til præsten for at minde ham om sit løfte, men han blev affærdiget med det svar at præsten endnu ikke var kommet fra landet. Et lignende svar fik han da han kl. kvart i elleve blev sendt i samme ærinde. Undertegnede der var vidende om, at barnet ikke kunne blive begravet med mindre man med en seddel fra præsten kunne godtgøre at jordpåkastelsen var forrettet, besluttede selv at henvende sig til ham, men måtte lade sig nøje med et svar lig det hans søn to gange forud havde fået. 

Anmelderen der således var sat i forlegenhed, især da ligfølget ikke ville vente længere, besluttede sig til selv at forrette jordpåkastelsen og at begive sig til kirkegården, og denne hans beslutning blev iværksat. Kort efter at ligfølget havde forladt sørgehuset kl. var da kvart i tolv, blev undertegnedes kone ved en af hr. Bulls konfirmandinder tilstillet en seddel, hvilket hun hurtigst muligt lod sende ud på kirkegården, da hun vidste at barnet uden en sådan blev leveret graveren ikke kunne blive jordet, og denne dobbelt tragiske sene fik således en ende. 

Efter at have fremsat følgende faktiske omstændigheder tillader man sig at spørge:

1. Kan en præst efter eget forgodtbefindende unddrage sig fra at kaste jord på en afdød?
2. Kan man attestere hvad man ikke ved?

København den 7. september 1825.

G. Dahl
Skræddermester.

(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9996-9998)

Begravelse fra hjemmet. P. Klæstrup.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 507. 17. september 1825, s. 10014-10016

Uorden i Helliggeisteskirke.

Anmelderen som jævnligt besøger denne kirke for at høre hr. pastor Bulls indholdsrige og opbyggelige taler, og som har sin stol tæt ved koret, er flere gange blevet forstyrret i sine religiøse betragtninger ved en herskende tydelig sladren mellem korets drenge og piger. Det var derfor ønskeligt at denne ungdoms foresatte ville påse at sådan uorden ophører.

K...

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)

"Anmelderen besøger jævnligt Helligåndskirken for at høre hr. pastor Bulls indholdsrige og opbyggelige taler" (Helligåndskirken 2015. Eget foto)

Uordener.

1) Det klæde som skal pryde prædikestolen i Helligåndskirken, har i over ½ år trængt til reparation. Det er nemlig således at galonerne om samme hænger i trævler og pjalter. Mærkeligt nok er det at kirkebetjentene som ved de store højtider omskifter dette klæde ikke har kunnet blive sådant var. For ligegyldighed for hvad der hører under deres embedsfag kan man jo ikke formode er årsagen.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6441-6442)

Den nuværende prædikestol har heller ikke noget klæde. (Jeg ved ikke om det er den samme som på Politivennens tid). Foto Erik Niolaisen Høy.

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.

Hagemeister

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:

"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"

København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.

Hagemeister
Bagermester. 

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Svar til den anonyme Herre paa det, som er indrykket i Politievennen No. 358, Helliggeistes Kirkes Betjente angaaende.

Nævnte fremmede herre og dame kom til aftensang i Helligåndskirken søndag den 3. november i år. Han henvendte sig til mig og bad om jeg ville lukke dem ind i deres stol da de havde glemt nøglen. Jeg opfyldte straks deres ønske og lukkede dem ind efter deres anvisning, i den brede gang i stolen nr. 12 som er en lukket stol med gardiner for. Efter at tjenesten var forbi, lukkede jeg alle stolene, men glemte at se i den lukkede stol om der var nogen i det. Derpå gik overgraver Bruun op bag alteret for at lægge tavlepengene i hver sin kasse, og jeg gik på prædikestolen for at aftage fløjlstæppet der. I det samme blev det meldt mig at der var nogen lukket inde i en stol. Jeg gik straks ned fra prædikestolen og lukkede stolen op for nævnte herre og dame. Den tid de sad i stolen efter at tjenesten var forbi kunne højst være 4 minutter, hvilket kan bevises ved vidner hvis det forlanges.

Efter senere kendskab er jeg kommet efter at nævnte herre ikke er ejer af den stol og at lejeren af denne stol ikke var i kirken den dag.

København den 10. november 1822
Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5822-5823).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Atter Anke over Kirkebetjentene.

Sidste søndag eftermiddag var anmelderen sammen med sin kone gået hen i Helligåndskirken og havde glemt nøgle til sin stol hjemme. Ved at underrette graveren om det blev de også uden omstændigheder lukket ind i samme. Men da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud. Skønt nu graveren meget vel vidste og i forvejen var informeret om at anmelderen ingen nøgle havde med sig, kom der dog ingen for at lukke dem ud. 

"Da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud". (Helligåndskirken 2015. Modsat Frelserkirke og Trinitatis Kirke er der ikke længere lås på stolene.Jeg ved ikke hvornår de er blevet fjernet. Eget foto).

Efter nogen tids forløb traf det sig at en anden person der efter anmelderens skøn også en af kirkebetjentene, kom gående ned i kirken. Man anmodede da straks denne om at blive lukket ud. Men han foregav ikke at være i besiddelse af nøglerne og lovede at få fat på graveren. Man ventede nu syv lange og syv brede, som man siger. Men der kom hverken graver eller gravers graver, uagtet man så dem stå bag alteret og kikke ned i kirken. At slutte heraf må anmelderen formode at førnævnte person nok havde sagt til til graveren, men at denne på grund af at han ingen ekstra dusør havde fået da han lukkede dem ind, har tænkt: Det skal I nok få betalt. 

Efter lang venten var anmelderen omsider så lykkelig ved at kalde på en anden person der hentede bøger ned fra prædikestolen, sammen med sin kone at blive befriet fra det dem af graveren pålagte fangenskab. For at en sådan usømmelig og højst utilladelig adfærd ikke oftere skulle finde sted, tør man håbe at sådanne kirkebetjente må påtales bedre at iagttage deres ikke just tunge pligter.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5805-5806).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.