Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!

Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der. Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.

Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.

(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.