En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.

Brødrene Petersens Jomfrukloster og Blicher. (Efterskrift til Politivennen)

Blichers Fattigdom

var udpræget hele livet igennem - han var den fattige student og den fattige præst, og det blev ikke bedre, da han fik en stor familie at forsørge. Han forstod heller ikke at gøre sine skatte - digtene - i penge, og man ved, at der blev budt ham 3-5 rigsdaler pr. ark.

I 1839 var hans fattigdom så trykkende, at han blev pantet, og øvrigheden truede med at stille præstegårdens 7 kakkelovne til bortsalg. 

Dette blev dog forhindret ved en indsamling, som indbragte ca. 1.000 rigsdaler. Det var hans gamle ven, redaktør Elmenhoff, "Randers Avis", der gik i spidsen.

Desuden fik Blicher ved samme lejlighed sendt en stor sølvskål - en blomsterkurv - med inskription fra de tre sjællandske brødre Quistgaard til Gjerdrup, Gimlinge og Lyngbygaard som tak for et mindedigt, Blicher havde skrevet over deres fader, Peter Christoffer Quistgaard, der faldt den 29. august 1807 i træfningen mod Englænderne nord for Køge. 

Blicher skrev i sin tak for gaven:

At jeg nu har faaet mig fri min Dør, 
kan sjunge med lettere Sind end før,
derfor være takket det Kløverblad,
som gjorde den sorgfulde Sanger glad.

Dette sølvklenodie testamenterede Blicher sine børn, dog ikke til eje på den måde, at de kunne sælge det. I deklarationen skriver Blicher: 

"Herværende Sølvblomsterkurv (af Værdi 300 Rdlr., som er mig skænket af (osv.) overdrages min kjære Datter Malvina, gift Berg, til Opbevaring hos hende og derefter hos den ældste af hendes Børn, Ferdinand Edward - dog ej før han har opnaaet Myndighedsalderen, er i Næringsvej og af en ustraffelig og hæderlig Vandel. Skulde han forinden være død, gives det i Værge af min ældste Søn Peder Daniel Blicher eller en af hans Børn, og under anførte Fald til min anden Søn Jens Frederik Blicher og saa fremdeles fra den ældre til den yngre Gren af mine Descendentere - alt med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Blomsterkurven aldrig maa sælges eller paa nogen som helst Maade afhændes".

Trods disse strenge testamentariske bestemmelser forsvandt blomsterkurven (hvis værdi var 300 rigsdaler) sporløst, og først den ihærdige Blicher-jæger, Jeppe Aakjær, opsporede den hos en enkefru Ottilie Povlsen, Vestre Boulevard i København. Det var i 1904, og efter at Aakjær havde skrevet dens saga, blev den afkøbt den Povlsen'ske familie og skænket til Frederiksborg Museum, hvor den nu har stået i 25 år.

Men hvorledes var den kommet til enkefru Povlsen? 

Malvina havde den i sit værge til 1852, da hendes Søster, Christiane, som var konventualinde i Brødrene Petersens Jomfrukloster i København, fik den med til hovedstaden for at få den repareret. Det blev den og afleveredes til Christiane i klostret, hvor den stod ved hendes død 1852. Skønt Malvina straks gjorde klosterbestyrelsen opmærksom på, at den tilhørte hende og tilmed sendte Blichers deklaration, ville bestyrelsen ikke sende hende den.

Blichers søn, Christian Charles, der var blevet omnibuskonduktør i København, gjorde også fordring på den; men en jomfru Falch fra klostret bevidnede under et ophold i Korsør skriftligt, at Malvina havde solgt sølvkurven til Christiane for 200 kr.

Skønt det viste sig at være baseret på løs sladder, og skønt også Blichers enke, Ernestine, krævede den udleveret, solgte klosterbestyrelsen den dog underhånden for 133 rdl. 58 skilling, og det var et af bestyrelsens medlemmer, oberstløjtnant Kern, der købte den. Kerns enke solgte den 1870 til guldsmed Clement for 150 rdl., og han solgte den igen 1871 til klædehandler L. Nielsen, Vimmelskaftet i København, for 200 rdl. Nielsen forærede den til sin onkel, J. D. Schmidt, og havde den frækhed at forsyne den med endnu en inskription: "Erindring til min Onkel og Velgører J. D. Schmidt fra Lauritz Nielsen", skønt der på den modsatte side stod: "Gjemt er ikke glemt. Brødrene Quistgaard til Skjalden St. St. Blicher". Schmidts enke giftede sig igen med en Povlsen, og hun blev atter enke. Det var hos denne enke Povlsen, den endelig fandtes.

(Ribe Stifts-Tidende, 10. oktober 1932).

Christiane Steensen Blicher (1814-1852) blev aldrig gift. Efter at hun havde opholdt sig på Sjælland i nogle år, søgte hun optagelse i Brødrene Petersens Jomfrukloster, og her døde hun 38 år gammel som beboer - eller som der står i artiklen: Konventualinde. Søsteren: Malvina Steensdatter Blicher (1818-1874).

Steen Steensen Blicher (1782-1848) havde ellers udset en mand til Christiane, nemlig sin hjælpepræst fra 1842, W. C. Lakier. Blicher havde med forventning set frem til en hjælpepræst så han kunne hellige sig digtningen, men Lakier kom meget dårligt ud af det med befolkningen. Bl.a. havde han fornærmet sognerådsformanden, gårdejer H. A. Møller ved at bekendtgøre eksamen fra prædikestolen, uden at have underrettet sognerådet. Lakiers deroute endte med at han begik selvmord januar 1847, efter nye klager fra sognerådsformanden. Blichers ansøgning om at få en ny hjælpepræst endte med at han selv blev afskediget i nåde og med pension maj 1847.

Slagterboder på Nikolaj Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Slagterboderne paa Amagertorv ere i Onsdags blevne henflytteede til Nicolai Kirke, hvorved Torvet nu har faaet en fri Udsigt. Pladsen omkring Kirken har faaet et ganske forandret Udseende, og Veien igjennem Kirkegaarden fra Viingaardsstræde til Lille Kongensgade kan betragtes som en ny Gade. Man er nu i Færd med at nedrive Hovedindgangen ud til Vingaardsstræde, over hvilken Aarstallet 1624 findes,og som er prydet med mange Zirater og adskillige Steenbilleder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 5. januar 1815

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

(Tredje skrivelse.)

(Indsendt)

Vel parfumeret og omskabt til en gentil københavner træder du ud af hr. Ebbesens frisørstue og vi begiver os nu på en vandring op ad Købmagergade og Vimmelskaftet hvor jeg da min vejvisning vist nok trætter dig, nu vil så kort som muligt udpege dig de vigtigste mærkværdigste udsalgssteder på denne tur. De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere. Deres butikker kan tåle sammenligning med de skønneste på Østergade. Her viser jeg dig den skandinaviske boghandel der drives af en virksom svensker, hr. Jæger. At den svenske litteraturs frembringelser kan finde afsætning i København, hører til tidernes tegn. Du må vide at de fleste danske sværmer for en åndelig forening mellem de tre nordiske nationer. Jeg selv hører til dette parti og derfor er følgende linjer af H. C. Andersen ligesom taget ud af mit indre:

Vi er et folk, vi kaldes skandinaver,
I trende riger er vor hjemstavn delt
Men mellem nutids store himmelgaver
er den: vort hjerte vokser til et helt!
Lad være glemt, hvis os en uret skete!
Tidsånden, som en lutret Margarethe,
foreninger os, den trefoldig kraft forlener.
Selv sproget os forener.
På fjeld, i skov og ved det matblå hav,
Jeg jubler højt: Jeg er en skandinav!

Der ser du isenkræmmer Dohlers smukke butik. En af vores mindre købstæders beboere har intet begreb om de skønne sager her er udstillet. Når du bosætter dig her i København, vil du jo være løjtnant ved borgerskabet, her hos guldtrækker Cohens efterfølger kan du få epauletter og skærf som hænger der i vinduet. Stop lidt, vi vil gå op i naboens, hr. juveler Peines smukke velassorterede guldtøjsudsalg. Din kone holder meget af guldsmykker, og det gør da i grunden alle kvinder, her må du derfor købe en armbracelet eller broche med moderne udskærme stene til hende. Arbejdet er skønt og solidt, og butikkens ejer en yderst forekommende mand.

Udsalg af Galanteri-og Isenkramvare.Formedelst Ophævelse af Handelen efter afgange Isenkræmmer Dohler udsælges Resten af Lagerret til særdeles billige Priser. Endnu forefindes mange smukke og nyttige Gjenstande og deriblandt en Deel passende til Foræringer.

Isenkræmmer Dohler optrådte i aviserne i forbindelse med afvikling af konkursforretninger. Den 25. februar 1854 fremgik det imidlertid af Berlingske Tidende at han var afgået ved døden og hans isenkræmmerbutik sat til salg.

Vi drejer nu om hjørnet af Amagertorv, hvor vi straks støder på to butikker hvis vinduer begynder lige nede ved jorden, og er næsten seks alen høje. Ruderne er mere end en alen i længden. Udenfor den ene butik, en modehandlers, vil du altid se en hel mængde damer stå og betragte de skønne pariserhatte. Mange koner føler sig ulykkelig fordi hendes mand ikke kan forære hende en sådan. Hos hr. Volquartz finder du udhængt de prægtigste gulv-, bord- og sengetæpper som findes i København. 

I Gaarden paa Amagertorv Nr. 2, 2den Sal bliver til Octoberflyttetid tilleie: 5 Værelser, Kjökken og Brændekjælder hos C. H. Volquartz.

Volquartz udlejede også værelser, inklusiv køkken og brændekælder! Som det fremgår af Adresseavisen, 22. juni 1848. 

Det er nok på tide at spise frokost. Vi står her som et æsel mellem to bunker hø. Her på den ene side ligger nr. 4, hr. Madsens beværtningssted hvor man får ypperlige kolde spiser og der lige overfor på den anden side af torvet er Richards restauration hvor man får udmærket varme ditto. Man siger at den berømte Æder Kofs har for en del lagt grunden til denne restauratørs velstand. Han frister nemlig her hver middag og aften to portioner af alle de retter som fandtes på spisesedlen om også disse udgjorde mere end en snes. Vi foretrækker en varm for en kold frokost, og begiver os derpå videre på vores mønstring. 

Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag. Man kan sige det er malet i en ædel stil, ikke denne overlæsning af brogede, barokmalede zirater som findes ved flere huse her i byen iblandt hvilke et vist meget bekendt hus i Springgade i særdeleshed udmærker sig. Formodentlig for at tilkendegive at dets indre også er udmærket. Dette her tilhører jernstøber Lunde, en driftig mand der besiddende sine medborgeres tillig og agtelse tillige er borgerrepræsentant og stænderdeputeret. Et skønnere udsalgssted af ovne og støbegods har du vist aldrig set på dine rejser i udlandet. Om aftenen ved belysning skal du se det for at få et begreb om dets udseende. 

"Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag." (Adresseangivelsen kan være forkert. Lunde holdt formentlig til i nutidens Niels Hemmingsens Gade 3, der blev bygget 1785 for skibskaptajn Andreas Hammer og ombygget før 1810. Det passer i hvert fald på beskrivelsen. Eget foto 2016)

Efter denne lille afstikker fortsætter vi vores vandring op ad Amagertorv og Vimmelskaftet. Her ser du hofkunstdrejer Bangs og urmager Petersens skønne butikker. Der  bor en hel række marskandisere. Mens det er forment den fattige håndværker at drive sin lærte profession for han ikke er eller an blive mester, finder du hos disse fremstillet snedkerens, stolemagerens, guldsmedens, kobbersmedes, kort sagt utallige håndværkeres produktioner og størstedelen nyt. Må ikke den fattige håndværker harmes fordi det tillades marskandiserne for det mest forhenværende bønderkarle, at sælge det som er hans hænders arbejde, og som det er forment ham efter en række af sure læreår. Finder man sådanne kontraster i udlandet, gode ven? Jeg tror det ikke. Her er en vid mark for reflektioner. Da man imidlertid kan håbe at Ussing med sit gode sværd vil bringe laugssagen i orden, vil jeg ikke opholde mig videre ved denne genstand. 

Skomager Bang, Vimmelskaftet 137, udsælger formedelst Boutikarrangement endeel smukt og solid Dame og Herrearbeide til nedsatt Priser.

Annonce for skomager Bang i Adresseavisen 28. marts 1845.

Havde jeg ikke rekommanderet dig hofskomager Trane, ville jeg have anbefalet dig skomagermester Bang der midt i Vimmelskaftet. Røde Saffians mandstøvler, parriser damesko står indbydende i vinduet. Ser du lygten med det røde glad udenfor hans nabo, konditor Nissen. Om aftenen når det er antændt, ligner den set fra Amagertorv Skagens fyr. Sådanne ting må der nu til for at trække søgning. 

Der oppe til højre i den halv røde, halv gule gård bor Hjorth, stadens første nålemager , det vil sige hvad formue angår. Anse ikke mere en knappenål for en bagatel, du har her et bevis for hvad mængden af dem giver af sig. I forbigående viser jeg dig her konditor Kromayers butik. Faderen som du kendte, lagde ved sin gode og billige varer grunden til sin og sønnens velstand. Hos juveler Niedlich er alt nydeligt, i særdeleshed den skønne blomstervase i vinduet. Hos vinhandler Hagen der nylig har etableret sig på hjørnet af Nytorv vil vi gå ind. Der  får man et glas vin der står ved siden af Waagepetersens. I særdeleshed er madeiraen udmærket. I denne kulde kan den opvarme blodet. Herfra har vi udsigt til den bolig hvorover der står: For almen sikkerhed, nemlig slutteriet. Mange købmænd ha her tilbragt hele år fordi han har spillet stormand i sin tid.

Politivennen nr. 1470. Fredagen, den 1 Marts 1844. Side 129-134).

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Henvisningen om en artikel til Dannevirke er denne:

- (Fra s. Haand.) "Politivennen" vil vide som sikkert, at Negerne paa Havannah rulle Cigarerne paa deres bare Laar, og bemærker derhos, til behagelig Efterretning for de Herrer Cigarrygere, at disse Negere gjerne have slemme Hudsygdomme. Hvorvidt nu denne Efterretning er sand eller ei, maa vi lade "Politivennen" være ansvarlig for; men vi ville gjerne troe, at Cigarrulningen ikke bliver dreven paa den appetitligste Maade. Kunde ellers denne Efterretning bidrage Noget til at formindske Røgningen af Cigarer, saa havde den stiftet megen Gavn; thi den Sum, der nu for Tiden dampes op i Cigarer om Aaret, maa være ganske forbavsende. Bønderne ere ogsaa komne med, og man møder næsten ikke en Bondedreng paa Kjøbenhavns Gader, uden at han har sin Cigar i Munden. 

Om utilbørlig Kjøren og Riden paa Gaderne.

Man har anordninger mod den stærke kørsel og riden på hovedstadens gaden. Men hvorledes overholdes disse? Dagligt handles derimod, og det synes besynderligt hvis politiet ikke skal kunne se eller vide dette. For nogle uger siden tilkørtes - formodentlig af en slagter - en ung vælig hest gennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade etc. 3 gange kørte han ind på fortovet, en mand frelste en pige, dog med opofrelse af en ny silkeparaply etc. - I forrige uge løb et par heste uden kusk, i Vimmelskaftet med en bræddevogn. En dreng på vognen og en mand på fortovet var nær ved at blive ofre. - Hvorledes færdslen dagligt er gennem Østergade, på  hjørnerne af Købmagergade og Amagertorv etc. er vitterlig for alle. - Hvad erstatning kan det være for nogen at i et enkelt sjældent tilfælde en idømmes en ubetydelig mulkt, eller at man efter en besværlig procedure, med vidneførelse osv. måske får badskærerlønnen tildømt - som hos den dømte siden ikke kan fås, og hvor ussel er desuden denne erstatning? - Hvorledes og af hvem kan fx overkrigskommisær Øst der blev overkørt på Amagertorv, får erstatning for et 5 måneders smertefuldt sygeleje, og for at han hele sin øvrige levetid bliver en krøbling? - Når en håndværker, kunstner, overhovedet hvem som helst der skal leve af sin tid og flid, men ikke nyder embedsløn, og derhos er familiefar, lemlæstes ved overkørsel, bliver tabet for ham næsten aldeles uerstatteligt. Det synes derfor ved den tiltagende luksus med heste og vogne at burde komme i betragtning at indbyggerne får en større sikkerhed for dere liv og lemmer mod ubændig kørsel og riden.

(Politivennen nr. 1076, Løverdagen, den 13de August 1836. Side 528-529)

Anmodning til Politiet.

Indsenderen heraf finder sig foranlediget til at gøre politiøvrigheden opmærksom på det uvæsen som finder sted ved frugthandlernes vogne på stadens frugttorve, især Amagertorv. Dagligt står der nemlig en mængde ørkesløse dagdrivere (for ikke at tale om en legion drenge af pøbelen) som blot venter på deres snit for at rapse. Vel er her to politibetjente stationeret, hvilke tilligemed vægteren skal opretholde orden, og på stedet ved deres autoritet og stokke hindre sådanne gavtyvestreger. 

Men undertiden forlader disse alle på en gang deres post for muligvis at nyde forfriskninger. Og da gives signal mellem de omvankende dagtyve som derpå anstiller behændighedsøvelser der kommer vedkommende sælger dyrt at stå, da der ofte i et øjeblik hvor han er beskæftiget med at udmåle eller afveje sine varer til en køber, bliver ham frastjålet og fraranet dobbelt så meget som han i samme tid sælger. Vil man i sådanne tilfælde selv tage sig til rette, så får man oven i købet skældsord og gadeskarn til svar, hvortil indsenderen flere gange har været vidne.

Ligesom det er rimeligt at enhver, det måtte være sig bonde, gartner eller borger, bør være uantastet af hovedstadens pøbel når han med besvær søger sit knappe udkomme ved handel på stadens torve, således er det også at håbe og vente af Københavns bekendte gode politi at det når det bliver gjort opmærksom på en eller anden uorden, ved hensigtsmæssige midler vil forebygge den og altså også i dette tilfælde tage hensyn til indsenderens rimelig og velbegrundede anke. 

(Politivennen nr. 1041, Løverdagen den 12te December 1835, s. 826-827).

"Dagligt står der nemlig en mængde ørkesløse dagdrivere (for ikke at tale om en legion drenge af pøbelen) som blot passer deres snit for at rapse." (Højbroplads 1806)

Redacteurens Anmærkning.

Karl Peder Pedersen: Småtyve og politistikkere i guldalderens København. angiver at i den første nationale kriminalstatistik fra 1828 blev 175 personer dømt ved Københavns civile domstole, og af dem var 75 tyve, 17 hælere, 47 straffedes for ulovlig handel og 7 for ulovlig omgang med hittegods. 

Kaade Slagterdrenge.

Det er vist nok sørgeligt at bemærke at civilisationen i vores oplyste tider har gjort så lidt fremskridt blandt utallige af den ringere almueklasse at deres rå håndteringer kunne have så stærk indflydelse på deres intellektuelle og moralsk dannelse at de på en vis måde kun har hævet sig lidt eller intet fra deres første rå tilstand. Dette er fx tilfældet med flere af slagterne der endnu er så vilde og uslebne, at de ikke engang lader sig afholde fra at overfalde folk på gaden ved højlys dag. Og hvad skal man vel gøre når man er så uheldig at falde i kløerne på sådanne barbarer? Arrestere dem! Men hvor søge hjælp? Og inden den kommer, kan man vel være slået ihjel hundrede gange.

Et sådant tilfælde hændte mig da jeg fredag den 1. september passerede Amagertorv. To slagterkarle (efter udseendet 25 til 30 år) kom mig nemlig i møde på fortovet. Og skønt jeg som har al respekt for disse, meget hurtigt gik af vejen, kunne den ene dog ikke undlade at slå en bog ud af hånden på mig. Jeg som ikke i fjerneste måde havde givet anledning til denne tølperagtige adfærd, ville i min rimelige vrede på stedet tugte ham, da ord vel mindst havde båret frugt. Men han og hans ledsager satte trugene og rustede sig til forsvar. Hvad skulle jeg vel udrette mod to? Enden på denne ulige kamp var sandsynligvis blevet at jeg, lemlæstet om intet værre hændte mig, var blevet på valpladsen, hvis ikke et vakkert menneske (hvilken ubekendte jeg ikke kan undlade at yde min varmeste tak) var kommet mig til hjælp, hvorved han dog ikke alene udsatte sig for snudedrag (som de kaldte det), men endog fik sin stok brækket itu.

"Da jeg passerede Amagertorv, kom to slagterkarle mig i møde på fortovet. Og skønt jeg som har al respekt for disse, meget hurtigt gik af vejen, kunne den ene dog ikke undlade at slå en bog ud af hånden på mig." (Amagertorv, 2015. Springvandet er kommet til senere. Eget foto).

Det var at ønske der kunne findes et middel til at hæmme disse især i den seneste tid så meget tiltagende gadeoptøjer som mestendels foranlediges af skomager- og slagterlavets kåde og tølperagtige underordnede.

Dette tror jeg let kunne forebygges ved anskaffelse af en dagvagt (plakat af 31. juli 1789 er formodentlig ophævet), der så tillige kunne påse at plakat 3. april 1769 §3, 11. december 1790, 14. februar 1810 § 3, 22. sept 1815, påny måtte træde i kraft, eftersom de drøje kurvestød og bræddepuf man får nok så meget, lader formode at de er gået i glemmebogen.

(Politivennen nr. 559. Løverdagen den 16de September 1826, s. 626-628

Hvorlunde en Fiskebløder lod Vandet løbe af sin Fisk til stor Ulempe og Forargelse.

Tirsdag den 30. maj da en stor del af stadens indbyggere var forsamlet på Amagertorv og de omligggende gader for at fryde sig ved skuet af deres elskede landsfader og hans høje familie, udskyllede en fiskebløder som formodentlig må bo der i nærheden, en flydende materie der opfyldte luften med stank i en temmelig stor omkreds. Enhver tilstedeværende ytrede sit mishag herover og fandt sådant upassende, da den ærede fiskebløder jo gerne uden at skade sin fisk kunne have beholdt dette rådne vand noget længere indenfor lukkede døre. Publikum skylder ham opmærksomhed for den sjældne måde hvorpå han tog del i dagens højtidelighed.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 365)

Heinrich Hansen (1821-1890): Folkeliv på Amagertorv. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sjouermarked paa Amagertorv.

Allerede i lang tid har den uorden fundet sted på Amagertorv især ved hjørnerne af Østergade og Købmagergade at en flok soldater, sjovere og lediggængere henstiller sig der hvor de vist nok allermest frem for på noget andet sted i byen, er passagen i vejen. Selv på helligdagene finder dette sted. Den største del af stadens indbyggere har til visse fundet dette generende ved at passere denne vej, da disse karle sjældent viger pladsen for nogen. Da imidlertid denne daglige uorden der tillige afgiver et stødende syn, og hos fremmede vist nok må opvække en ugunstig ide om politiets opmærksomhed i residensstaden, dog på en let måde ville kunne afskaffes, når nemlig et par politibetjente afholdt disse, personager som er overhørige for såvel politianordning som militærbefaling, fra at tage plads der, så tør man vist nok også så meget mere rimeligvis vente at se denne uorden hæmmet i fremtiden, som man så ofte har set beviser på høje ansvarshavendes opmærksomhed for enhver begrundet klage. Man tror tillige i denne anledning at bude bemærke at det ville tjene til stor bekvemmelighed for stadens indbyggere i almindelighed at det strengt overholdtes at disse karle der ellers opholder sig der, skulle fordele sig i flere gader, da de der bor afsides fra dette punkt, nu næsten altid må have den ulejlighed at løbe den halve by igennem for at få dat i en karl til et eller andet arbejde, hvilket herved kunne undgås.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10288-10290)

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.