Jordkørsel paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Måtte jeg bede "Social-Demokraten" optage en klage over den måde, hvorpå undertegnede er blevet generet under mit arbejde som privat gartner ved Vestre Kirkegård.

Jeg henvendte mig på egne og flere af mine kollegers vegne hos inspektør Bahnson på Vestre Kirkegårds kontor for at få tilladelse til at indføre nogle læs muldjord på kirkegården til øjeblikkelig brug til vedligeholdelse af de grave, vi har at passe. Som svar på min henvendelse fik jeg det, at jeg under ingen omstændigheder måtte køre ind med mere end et læs, og da jeg indvendte, at vi havde lejet hos en vognmand for den dag og gerne skulle have det hele ind med det samme, fik jeg kun det svar, at det kunne ikke nytte mig noget.

Hvilke motiver inspektøren har til at nægte os adgang med vogne til kirkegården, ved jeg ikke, og jeg skal i denne forbindelse blot bemærke, at der ikke lægges de vogne, som kører for stenhuggere, gelændersmede og inspektørens leverandører, nogen hindring i vejen.

Efter at to af mine kolleger hos inspektøren havde fået afslående svar på deres anmodning om at måtte køre jord ind, meddelte de, at de så ville køre ind uden tilladelse, da de skulle bruge jorden. Det lykkedes os også at få 3 læs kørt ind, men så gav inspektøren ordre til, at portene skulle lukkes og besættes med en dobbelt vagt. Vi måtte følgelig nøjes med den jord, vi havde fået ind, og fordelte den så på de forskellige gravsteder.

Jeg tillader mig nu at spørge, om ikke hr. Bahnson er gået en smule for vidt overfor os, der altid bestræber os for at overholde kirkegårdens ordensbestemmelser, ligesom alle henvendelser til inspektøren og hans folk foretages med høflighed.

Med tak for optagelse.

J. M. Iversen

Gartner.

(Social-Demokraten 17. december 1905)

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. (Efterskrift til Politivennen)

For kort Tid siden er ankommet hertil fra St. Thomas en Kreolerinde, hvis Higen og Tragten er al blive Røde-Kors-Søster. 

Hun har gaaet meget igennem Hendes Familie slog Haanden af hende, fordi hun ved sit Giftermaal med en Methodist forlod den katholske Religion, og da hun snart mistede sin Mand, stod hun ene og forladt i stor Nød. 

Medens hun plejede sin Mand fik hun allerede Interesse for Sygepleje, men navnlig efter at hnn havde set, hvilken velsignelsesrig Virksomhed de af Hds. kgl. Højh. Kronprinsessen udsendte Sygeplejersker udfoldede blandt den fattige Negerbefolkning, vaagnede en levende Lyst til at ofre sit Liv for denne Gerning.

Gode Mennesker hjalp hende, og af Hensyn til, at hun kun talte Engelsk, blev Hospitaler i New York spurgte, om de vilde have hende til Uddannelse. Men overalt lød Svaret at en farvet, en Kreolerinde kunde ikke antages. Ja. saadan er endnu amerikansk Syn.

En dansk Dame i St. Thomas tog saa Affære, fik den unge Kreolerinde sendt herhjem og anbefalede hende til en Dame, som med den mest opofrende Interesse nu tager sig af hende, indtil der kan blive skaffet Udveje med Hensyn til hendes Uddannelse.

Denne Dame er Fru Kaptajn Ramsing, som har faaet samlet lidt Penge ind til sin Protégée. der foreløbig er indlogeret paa Værnehjemmet i Helgolandsgade. En Herre har tilbudt at læse Dansk med den vordende Sygeplejerske, og hun kommer ikke til at lide Nød, saa længe ovennævnte Dame tager af hende.

Men hun skal nu ekviperes, der skal skaffes Penge til hendes Uddannelse og Ophold o. m. m., og i den Anledning har Fru Ramsing henvendt sig til os for at bede om vor Medvirken til, at denne alvorlige rettænkende og varmhjærtede Kreolerinde kan faa sit højeste Ønske opfyldt, at blive Røde-Kors-Søster herhjemme fra Moderlandet, for derefter at gaa ud til vore vestindiske Øer og tage en Haand med Arbejdet paa at hjælpe og forbedre vore fattige og syge Negres Kaar.

Vi opfylder med største Glæde denne Fruens Henvendelse, idet vi meddeler, at Fru Ramsings Adresse er: Nøjsomhedsvej Nr. 2, og tilføjer, at "Dannebrog"s Expedition, Frederiksborggade 20, Stuen ogsaa med glæde vil modtage Bidrag. 

Craal.

(Dannebrog 16. oktober 1905)

Om flere artikler og link til artikler om Julie Ramsing, se Julie Ramsing (1871-1954)

Pietro Købke Krohn 1840-1905. (Efterskrift til Politivennen)

Pietro Købke Krohn (1840-1905) var søn af billedhugger og medaljør Frederik Christopher Krohn (1806–1883) og Sophie Susanne Købke (1807–1853). Han blev student fra Metropolitanskolen 1859, uddannede sig som kunstmaler under Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.

Pietro Købke Krohn: Maren Krohn (1863). Statens Museum for Kunst.

Han deltog i 2. Slesvigske Krig 1864 som frivillig officersaspirant og blev løjtnant efter Alsaffæren. Han illustrerede flere børnebøger, bl.a. broderen Johan Krohns Peters Jul (1866 og 1870) og I Skoven skulle være Gilde (1870 og 1883). 

Illustration til Johan Krohn "Peters jul" (1870), illustration af Pietro Krohn. Statens Museum for Kunst. TIl fri brug.

Han opholdt sig 1871–1878 i Italien og var 1878 ansat ved Verdensudstillingen i Paris. Opholdet i udlandet var ifølge Jac. Ahrenberg ("Erindringer om Pietro Krohn) at han på trods af sine militære fortjenester i krigen 1864 ikke passede ind i samtidens danske nationalisme:

"Rosenstand og Krohn havde, da jeg lærte dem at kende, maaske løsnet - i det mindste i Teorien de haarde Lænker, de havde ikke vist sig helt nationale. Det saa virkeligt ud til, at Talen om deres Exkommunikation havde været i det mindste delvis rigtig. Dette gjaldt i mindre Grad Rosenstand, fordi han udførte dygtige Malerier, men mere Krohn, som malede lidet, men teoretiserede des mere i Kunsten. Krohn omgikkes den danske Koloni meget lidt. Man viste ham megen Kulde indenfor den; særlig gjorde C. F. Aagaard dette, saa at Krohn ansaa det for bedst ikke at fejre sin Juleaften i den skandinaviske Koloni. Ved Festen holdtes der Taler af og for baade den ene og den anden, af hvilken Grund ogsaa jeg vilde bede om Ordet for at foreslaa en Skaal for min Ven Pietro Krohn, som tidligere havde virket meget i og for Klubben. Til min Forundring blev jeg paa det bestemteste raadet fra at gøre dette, blandt andet af en saa blid og godhjærtet Mand som min gamle Velynder og Ven Heinrich Hansen, det københavnske Kunstakademis Vicepræsident. Til Hansens Udtalelse bemærkede Aagaard hidsigt: "Det er vist bedst for ham, at han ikke er her"

I Virkeligheden omgikkes han mest og intimest med de ikke-danske. I Walter Runebergs Familie var han Hjærte-Vennen, hos den svenske Billedhugger Carlsson saa jeg ham mere end en Gang. Takanen og Stigell nærede han stor Sympati for, mig skænkede han stadig sin venlige Bistand, særlig da det gjaldt om at komme i Berøring med Vatikanets paa dette Tidspunkt vanskeligt tilgængelige Samlinger og det pavelige Regimentes Spidser. Han kendte nøje alle Veje og Stier i de ultramontanes Bydel, kendte overhovedet Rom nøje, hvor han havde opholdt sig siden 1871 (til 1878). Han ordnede for mig Udflugterne til Nemisøen, til Albanerbjærgene, til Soracte, fulgte selv med til den guddommelige Villa Este, Romantikens Fuldendelse i Italien, uforglemmelig for mig i sine (bøcklinske) Farvers Skønhed, sine Linjers Storhed og sin tragiske Ensomhed."

- - -

"Krohn var en daarlig Fortæller. Til Trods for sine mange brogede Oplevelser savnede han i Almindelighed Form paa sit Foredrag og sin Tale. Længere Perioder var ham aldeles umulige. Men fik jeg ham en Gang imellem med Rosenstand bagved et Bord i et Hjørne i et Trattoria, og Talen faldt paa Krigen 1864, da kunde det med Rosenstands Hjælp dog blive til noget. Krohn havde i Omegnen af Dannevirke og navnlig paa Als vist en exemplarisk Evne til Organisation og en Koldblodighed, hvad der skaffede ham, den frivillige, Officers-Epauletter han blev Løjtnant. Jeg, der som en Arv fra min politisk lidenskabelige Fader afskyede det tyske Regimente og som havde været nær ved at rømme fra Hjemmet for at komme til at tage Del i den dansk-tyske Krig, nød disse, Krohns og Rosenstands Skildringer, ganske paa samme Maade, som jeg i sin Tid læste Feltlægens Historier. Rosenstand fortalte nok bedre, men han lagde over disse Episoder en bred, undertiden overdreven, Komik. Den Tone laa ikke for mig. Krohn meddelte sine Oplevelser i korte, varme, enthusiastiske, men afbrudte Sætninger den Maade, hvorpaa han skildrede Episoderne, stod min Natur og min til alle Tider uhørte Erbødighed for de militære Dyder nærmere. Disse Sympatier, disse Følelser var hos mig udviklede i Fændrikens og Feltlægens klare høje og varme Atmosfære. Jeg saa paa Krigen som et Retfærdighedskrav, og dér passede det komiske ikke videre godt ind.

Da Krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud, var alle de nordiske Folks Sympati paa Frankrigs Side. Danskerne, som endnu den Dag i Dag ikke har glemt 1864, var naturligvis mest begejstrede for Frankrig. Krohn fortalte, at han, ligesom alle danske Officerer, havde faaet Befaling til at holde sig beredt, og det var hans Overbevisning, at hvis de to Fægtninger ved Wörth og Weissenburg var faldne ud til Frankrigs Fordel, vilde Danmark uden Tvivl have erklæret Preussen Krig, drevet dertil saavel af den almindelige Folkestemning som af de enkeltes bitre Minder. Det var højtidelige spændende Tider, vi den Gang oplevede", tilføjede han. I dansk Politik var han, medens han opholdt sig nede i Italien flere Grader til Venstre for sin Ven Lange, ofte forekom det mig, af Oppositionslyst."

(Gads danske magasin 1911-1912. Uddrag).

Fotoet fremstiller Pietro Krohn, sammen med Elisabeth Jerichau Baumann og (i midten) sønnen Harald Jerichau. 1873. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efter sin hjemkomst 1878 tegnede han en del kostumer til Det Kongelige Teater, fik 1880 ansættelse som dets økonomiinspicient og kostumier og blev 1885 tillige sceneinstruktør

Erik Ludvig Henningsen (1865-1930): Et møde et Foreningen "Bogstaveligheden". Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1880 fik han ideen om foreningen Bogstaveligheden, en selskabelig klub der afholdt diskussionsaftner om kunst og litteratur. Med tilknytning til bladet Ude og Hjemme. Den var desuden selskabelig forening og støttekreds for de yngre radikale intellektuelle. Medlemmerne var hovedsagelig malere og forfattere. Foreningens sidste møde var i juni 1882.

Niels Christian Hansen: Emilie Juliane Krohn, f. Bull (1841-1910), hvis mand Pietro Krohn var. Det kongelige Bibliotek. De blev gift 28. januar 1881, datter af cand.jur. Carl Ludvig Bull. Barnet må være datteren Michaela Krohn (som senere giftede sig til efternavnet Pooley). De havde også sønnen Mario Krohn (1881–1922), der var kunsthistoriker. Fri af ophavsret.

I årene 1880-1893 virkede Pietro Krohn som kostumier, økonomiinspektør og operainstruktør ved Det Kongelige Teater (1885-1893), samtidig med at han var kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl; her tegnede han bl.a. Hejrestellet (1888) der er inspireret af kinesisk og japansk kunst og foregriber med sin dekorative linjeføring art nouveau-stilen. Fuglene blev modelleret af billedhuggeren Ludvig Brandstrup (1861-1935). Maleriet af Fanny Gaarde og Effie Hegermann-Lindencorne fra Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. Det var deres debut på Bing & Grøndahl. Fanny Garde stod senere bag Mågestellet.

Frederik Riise (1863-1933): Pietro Krohn. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1889 udgav han faderens (Fritz Krohn) efterladte optegnelser omkring danske kobberstik i værket Samlinger til en beskrivende fortegnelse over danske kobberstik, raderinger, illustrationer m.m. (fotografisk genoptryk i 1962), og det er stadig standardværket om dette emne.

1893 til sin død Kunstindustrimuseets første leder. Sammen med museets bibliotekar Emil Hannover (hans efterfølger) stod han for opbygningen af museets første samling bl.a. ved omfattende indkøb på Verdensudstillingen i Paris 1900 af art nouveau-genstande og med kunsthåndværk udformet af danske kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Effie Hegermann-Lindencrone, Arnold Krog, Herman A. Kähler, Johan Rohde, Harald Slott-Møller og J.F. Willumsen. Museet lå til 1926 på nuværende H. C. Andersens Boulevard i det såkaldte H: C: Andersen Slottet. Herefter i Frederiks Hospital hvor det stadig fungerer som Designmuseum Danmark.

H.C. Andersen Slottet eller Tivolislottet, tegnet af arkitekten Vilhelm Klein i "Rosenborg-stil" 1892-93 blev bygget til Kunstindustrimuseet. "Slottets" pragtrum er vestibulen med rundbuede arkader i siderne og en lang række opbyggelige sentenser på sorte stenplader hele vejen rundt. Da Kunstindustrimuseet flyttede til Frederiks Hospital i Bredgade i 1926, blev bygningen anvendt til bl.a. hovedkontor for De Forenede Bryggerier, Gymnastikinstitut, Officersforening og Garnisonsbibliotek, Louis Tussaud's Wax Museum (1974-2007) samt den kontroversielle udstilling Bodies i 2008. Bygningen rummer i dag kontorer for Tivoli samt møde- og selskabslokaler. Tivoli planlagde at nedrive bygningen i 2006. Kulturarvsstyrelsen afviste en fredning af bygningen. 

Vi opsøge dernæst en anden Autoritet i Museums-Spørgsmaal, Kunstindustrimuseets Direktør,

Professor Pietro Krohn,

der modtager os i sin højtbeliggende, af sjældne Kunstsager opfyldte Lejlighed i Museet.

Direktør Krohn maatte være særlig kompetent til at udtale sig om den foreliggende Sag, eftersom han - som vore Læsere veed - under den nylig afholdte Udstilling i Kolding i længere Tid opholdt sig der ovre og bl. a. ledede Indretningen af den smukke, lille Afdeling for Kunstindustri, der med Rette enstemmig blev anset for at være Udstillingens Perle.

Professoren havde med Interesse gjort sig bekjendt med den her omtalte Plan og udtalte bl. a.:

- Et Kunstindustrimuseum, der jo er det, jeg kjender bedst, maa efter Sagens Natur helst ligge i Hovedstaden af Hensyn til, at Haandværkerstanden her er langt talrigere og mere afvexlende repræsenteret end i Provinserne. Anderledes derimod med et Folkemuseum, der jo for en stor Del indeholder Ting, der angaa Bøndernes Liv. Jeg ser ikke, hvorfor det ikke skulde kunne lægges i Kolding. Der kunde vel ogsaa være Tale om Silkeborg f. Ex., men Kolding vilde dog være at foretrække. Jeg er i høj Grad bleven bestyrket i Troen herpaa, efter at jeg under Udstillingen i September har havt Lejlighed til paa nært Hold at iagttage Forholdene der ovre. Det, Kolding ved den nævnte Lejlighed præsterede, var i Virkeligheden beundringsværdigt. Da jeg saae Udstillingsbygningerne blive rejste, troede jeg i mit stille Sind, der vilde komme et Underskud paa mindst 10,000 Kr. Og saa blev det hele Underskud kun 2 - 3000 Kr. - altsaa aldeles forsvindende - og alene i Entre indkom 25,000 Kr. Det viser bl. a., at Kolding har et brillant Opland, som interesserer sig for. hvad der foregaar i Byen. Kolding har tillige en udmærket Beliggenhed - hvorfor i det hele taget slæbe alt, hvad der angaar Bønderne, hertil Kjøbenhavn? De, der vil studere Museet, rejse sikkert gjærne over til Kolding, og Besøget i Folkemuseet blev alt i alt vistnok større efter Flytningen, end det for Øjeblikket er.

.... Talen falder derefter paa Koldinghus, og Professoren udtaler ligesom Direktør Bernh. Olsen sin store Beundring for det gamle Slot og dets Anvendelighed som Hjemsted for et stort Folkemuseum, fælles for hele Landet.

- Ikke mindst Betydning vil det kunne have, siger Hr. Krohn, at man i det smukke, bakkede Anlæg, som omgiver Ruinen, vil kunne faa udmærket Plads til de smaa Bønderhuse o. lign., der høre til Museer af denne Art. Som sagt, jeg tror ubetinget, at Kolding er det rette Sted at lægge Museet.

(Esbjerg Folkeblad (1889-1900) 20. november 1897)

Han blev Ridder af Dannebrog 1889 og Dannebrogsmand 1900.

Professor Pietro Krohn.

(F. 23de Januar 1840-D. 15de Oktober 1905.)

Efter lang og haardnakkel Kamp mod en haabløs Sygdom er Kunstindustrimuseets Direktør, Professor Pietro Krohn, afgaaet ved Døden. I de sidste fem-seks Aar havde han lidt af den Brightske Syge. Nu i Sommer forværredes hans Tiisland betænkeligt han maatte afbryde en Rejse i Italien. Han led tilsidst meget.

Pietro Købke Krohn var født i Kjøbenhavn den 23de Januar 1840 som Søn af Medaillør Frederik Christoffer K. Han blev Student fra Metropolitanskolen 1859 og vilde saa være Kunstner. Han malede under Marstrands og Skovgaards Vejledning, men afbrød sine Studier i 1804 for at gaa frivillig med i Krigen som Officersaspirant; han blev Løjtnant eller Alfæren ved Als. Siden tilbragte han en Aarrække (1871-78) i Italien, som han elskede og altid bevarede en dyb Forkærlighed for. De italienske Venner var de bedste af hans Venner, de italienske Minder hans gladeste. Netop saa smaat og billigt, som han levede hernede, var det skønt; han vilde siden aldrig rejse anderledes der. Og han vendte stadig tilbage. Han kom sig der fra sine Sygdomsanfald, helst næsten i den værste italienske Sommervarme.

I 1878 fik han en Ansættelse ved Pariser-Udstillingen og vendte derefter hjem, hvor han snart blev Kostumier ved del kgl. Teater, 1880 udnævntes han til Økonomi-Inspektør, 1885 tillige til Scene-Instruktør, hans Maler-Uddannelse, som aldrig havde ført ham vidt paa Kunstnerbanen, blev nu af den største Betydning. Han var en første Rangs Kostumier med højt kultiveret Smag og levende Farvesans. Som Scene-Instruktør havde han særlig Betydning for Operaen; han iscenesatte ogsaa af og til Skuespil, men gjorde sig her vanskeligt gældende ved Siden af Professor Blochs fine Kyndighed. Hans Sag var Operaens virkningsfulde Dekorationer og brogede Masse-Optrin - enhver vil f. Eks. beundre Kunstnerøjet i Arrangementerne til "Carmen" og "Aida". Der kunde være noget besværligt og upraktisk i hans Opbygninger af Trapper og store Stilladser, som undertiden lammede Teatrets øvrige Arbejde, men brillant tog det sig ud.

Oprindelig vidste han ikke meget om Musik; Teaterfolk fra den Tid smiler endnu ved Tanken om hans løjerlige musiktekniske Udtryk. Men med sin lidenskabelige Arbejdsvillie satte han sig ogsaa ind i dette Kunst-Omraade. Hans hede, nervøse, undertiden stundesløse Energi var beundringsværdig. Ender Indstuderingen af "Aladdin"- var der en Tid lang, hvor man fandt Maskinfolkene halvsovende rundt i Teatret, saa medtagne var de af Natte-Prøver. Historisk er især en Prøve, som begyndte om Formiddagen Klokken 11 og fortsattes til om Eftermiddagen og derefter optøges paany etter Forestillingen og saa varede fra Kl. 11 Aften til den næste Middag Kl. 3. Da var Professor Krohn nødt til at holde op - - af Hensyn til de Andre! 

Pietro Krohn kunde i de Tider nok lide at blive anset for en haard og stærk Karakter: han vilde vise en ubøjelig, mandig Villie. I Virkeligheden var han det blidest omgængelige Menneske, snarere veg end stærk, den mest trofaste og opofrende Ven. Kammeraterne fra Italien (som Edelfeldt) var hans selvskrevne Gæster paa Gennemrejse. Tjenstvillig viste han sig til det yderste; utrættelig kunde han sidde ved en Vens Sygeleje. Dette vennesæl blide og muntre kunde ret kuriøst brydes med det villet mandige.

Da Kunstindustri museet (hvormed der egentlig menes Museum for Kunsthaandværk) stiftedes, blev han dets Direktør. Samler havde han altid været med Liv og Sjæl. Fanatisk Arbejdsiver havde han netop til at oparbejde ny Sag. Den fulde Tro til, al man kunde opdrage Folkets Smag ved saadan et Museum. Med den anvendte Kunst havde han desuden tidligere Forbindelse gennem Bing & Grøndahls Fabrik, hvis kunstneriske Raadgiver han en Tid lang var; Hejrestellet i 1888 skabtes saaledes under hans Auspicier. 1893 traadte han da i Spidsen for det nye Museum.

Netop som den, han var, blev han den rette Mand paa den rette Plads. Egentlig var der jo ikke noget ret Museum; dengang - og delvis den Dag idag - fandtes dansk Kunsthaandværk mere paa Nationalmuseet og Rosenborg end i Museet med del uheldige Navn. Der skulde arbejdes og agiteres; det gjorde mindre, at han ikke var den udlært kyndige Kunsthistoriker, - han havde sin ivrige Samler-Interesse. Han fandt med utrættet Idé-Rigdom paa sine skiftende Udstillinger, og han sendte dem rundt til Provinserne. I Tale og Skrift agiterede han, som i Grunden hverken var Taler eller Skribent, for Kunsthaandværkels gode Sag. Det lykkedes ham, hvad der var en Bedrift, at samle et taknemligt og talrigt Stam-Publikum om det unge Museum.

Han var visselig fuldkomment lykkelig ved sin Virksomhed her. Der var en egen Glæde ved at se den smukke Mand med de fine Hænder færdes mellem alle de mangeartede Kunstsager: hans Liv var saa ganske i de brogede Samlinger. Han havde intet af de mange Museums-Menneskers ængstelige Tilbageholdenhed for alt nyt, snarere forgabede han sig let i en og anden Kunstner, fordi han var ny. Med sin overbeviste Tro kunde han se overraskende meget hos sine Favoriter. Der var en Dag, han i flammende Beundring udbredte sig over en Tegning - eller var det en Radering - af Max Klinger. Det dybe Mesterskab, Landskabets Uhygge og stærke Stemning - "se, blot hvorledes han karakteriserer den Morder dér gaar". Det var en meget lille og ingenlunde mærkelig Mandsskikkelse. "Er det nu en Morder?" spurgte Vennen. "Ja, kan du ikke se det!". "Nej, del er jo ogsaa noget Snak". "Noget Snak . . . men Klinger har jo selv sagt mig det".

Der kunde være noget uskyldigt overdrivende i denne hans Kunst-Entusiasme. Men hans Lidenskab for Kunsten var ægte nok. Og han satte al sin Livskraft, til det sidste, ind paa sin kære Gerning.

Hans Navn vil uforglemmeligt være knyttet til hans Museum. Paa Operaen vil vi endnu længe i "Carmen" og "Aida" kunne beundre hans fantasifulde Kunstnerblik. Og dybest vil hans Venner - om der er Venne-Taknemlighed til - savne ham og lil deres Dødsdag mindes hans trofaste Sind og ildfulde Hjerte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1905)

Professor Pietro Krohns Død.

Mindetale i Kunstindustrimuseet.

Det danske Kunstindustrimuseums Bestyrelse var idag samlet til Plenarmøde i Anledning af Professor Pietro Krohns Død. Formanden, Fabrikdirektør Harald Bing indledede Mødet med følgende Mindeord:

Budskabet om vor Direktørs Død er af Bestyrelsens Medlemmer blevet modtaget med oprigtig Deltagelse. Hos mange af os har hans Bortgang vakt virkelig Sorg - vi mødes alle i Erkendelse af det betydningsfulde Tab, Museet har lidt. Thi det er ikke blot en højtbegavet Embedsmand, dette mister, det er neppe for meget at sige, at Krohn har skabt denne Institution, har præget den med sin Aand og sin Villie.

Jeg ved saa godt som nogen, at Takken for dets Oprettelse maa vendes andetsteds hen. Det er en Hæder for Industriforeningen i Kjøbenhavn, at den i Firserne sporede den svage og gryende Interesse for den kunstindustrielle Bevægelse, at den vaagede over dens Udvikling, støttede og fremmede den, indtil Tanken var moden til at træde ud i Livet. Det var denne Forening i Forbindelse med Ny Carlsberg Museumslegat, der med Støtte af Stat, Kommune og private Velyndere tilvejebragte de ydre Betingelser for dets Eksistens. Men den, der indblæste det indre Liv, som aabnede dets Borte ud til den store Almenhed, den, der forstod Tidens Tegn og gjorde denne Anstalt til, hvad den er bleven: et nyttigt, ja uundværligt Led i vort Samfunds Arbejde, - det var Pietro Krohn.

Lad mig idag og i denne Kreds dvæle et Øjeblik ved de Egenskaber hos vor afdøde Direktør, som gjorde ham saa vel skikket til sin Post. Udadtil: hans Verdensmandsskikkelse, repræsentative Væsen, taktfulde og sikre Optræden. Man maa have set ham blandt udenlandske Kolleger - ved de aarlig tilbagevendende Museumskongresser, ved Juryarbejdet paa Verdensudstillinger - for ret at kunne bedømme Værdien af disse rent ydre Fortrin. De sikrede ham. Repræsentanten for et af Europas yngste Museer, Plads i forreste Række blandt hans Standsfæller, og disse var ikke længe om at erkende den Kundskabsfylde, det frie Syn. Den brændende Iver for den fælles Gerning, som knyttedes til hans vindende Fremtræden. Han var saa lykkelig at komme til at virke i en Periode, hvor der opstod en mærkelig Renæssance i den europæiske Kunstindustri. Paa sine Rejser i Udlandet indsugede han med sin ejendommelige Modtagelighed for nye Indtryk alt, hvad der frembød sig af skønne og rige Impulser og søgte da her i Museet at frugtbargøre det Sete og Hørte.

Her i Museet - det vil sige i det hele Land. Thi for Krohn var Museet ikke den Bygning i Kjøbenhavn, hvor dels Samlinger opbevares; for ham var ethvert Sted i Danmark, hvor man ytrede Trang til at se hans Skatte udstillede i en kortere eller længere Tid, den rette Plads for hans ambulante Museum. Ingen By var ham for fjern, ingen Vintertur for haard, naar han havde lovet at give Møde, og han var døv for alle Indvendinger, som kunde rejses af Hensyn til hans vaklende Helbred. Til disse Udstillinger trindt omkring i Provinserne knyttede han gerne en Række Forelæsninger om de fremstillede Genstande. Krohn har tit sagt mig, at det var hans bedste Timer, dem, han tilbragte paa Katedret i Landets Købstæder med en Kreds af Haandværkere og Landboer for sig; han mente intetsteds at have haft bedre Tilhørere, kunde ikke noksom fremhæve deres Lydhørhed, Forstaaeise og Modtagelighed for det, han bragte dem af fremmed og ukendt. Overhovedet var hans Foredragsvirksomhed, den, han ogsaa øvede her i Museet, bleven hans kæreste Syssel. Det var ingen formet akademisk Veltalenhed, han udtoldede paa disse Aftener, hvor vor Foredragssal Gang paa Gang var fyldt til Trængsel. Hans Fremstillingsmaade bar Præg af det samme springende, impulsive, som var en Del af hans Natur; men Faa kunde som han vække sit Auditoriums Interesse for den Genstand, han omtalte; der var hos ham en indre Glød, som fra Talerstolen meddelte sig til hele Forsamlingen. Emnet for disse Foredrag var som oftest hentet Ira de stadigt vekslende Særudstillinger, som det var hans Lyst og Stolthed at bringe tilveje. Han udviklede i saa Henseende en Opfindsomhed, som aldrig trættedes, stod i stadig Korrespondance med Udlandet for at sikre sig nyt Stof og øste i fulde Skaaler af det, han fandt i vort eget Land. At levendegøre Museet var hans Formaal; det var ham ikke om at gøre at tilvejebringe en Samling Arbejder af svundne Tiders Kunstilid, og det uagtet han selv fra Ungdommen havde været en flittig og kyndig Samler. Men han erkendte, at et moderne Museum i Hovedsagen maa bygges paa det bedste i Samtidens Kunstindustri, oplyst og suppleret mod skønne og typiske Eksempler paa Fortidens Kunst.

Jeg har søgt i disse faa Træk al tegne Billedet af Krohn som Museumsmand, saaledes som denne Forsamling har kendt ham. Med sit ejendommelige, rige Temperament har han præget den Virksomhed, her er udfoldet i Museets yngste og vanskeligste Periode. Det er vemodigt at tænke paa, at han ikke oplevede at se den Udvidelse gennemført, med hvilken han saa længe og saa udholdende havde syslet.

Da jeg sidste Gang - for en Uge siden - talte med ham, var hans Tanker optagne af Fremtidsplaner for Gerningen herinde; det var, som om han frygtede for, at et og andet skulde blive glemt. Pietro Krohn behøvede ikke at nære en saadan Frygt; thi Kunstindustrimuseet vil neppe glemme dels første Direktør: Mindet om hans sjælfulde, fornemme Personlighed vil her blive bevaret og æret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 17. oktober 1905)

Pietro Krohn og gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet 20. oktober 1905.  Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Kirkegaardsskandale (1905). (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er der i disse dage atter forefaldet en af disse uhyggelige bølleskandaler som synes at skulle gentage sig med visse mellemrum. 

En berygtet alfons og bondefanger skulle stedes til jorde, i hvilken anledning der var mødt et helt slæng af den afdødes bekendtskab; alfonser og spillere i skinnende høje hatte, med laksko og med svære guldkæder over vesten, løsagtige kvindfolk i brusende silke og med brede, brogede hatte med vajende fjer. 

Så længe præsten talte, holdt de sig nogenlunde i skindet; men så snart der var kastet jord på kisten, og præsten var gået, begyndte det forargeligste bakkanal, mandspersonerne trak flasker frem af lommerne, og der klinkedes over graven, og der holdtes skåltaler og råbtes hurra for den døde; og da portvinsflaskerne var tømte, kastedes de tomme bouteiller ned i graven sammen med kort og terninger - det var, for at den døde ikke skulle stå op igen. 

Og under hyl og skrål forlod selskabet kirkegården for pr. droske at drage videre til en af Vesterbros beværtninger, hvor gravøllet fortsattes.

(Aarhus Amtstidende, 6. oktober 1905).

Familie udsat i Sverigesgade (Efterskrift til Politivennen)

Husvilde og Hjemløse.

En fattig familje sat paa Gaden med 5 smaa børn

Paa Rekvisition af Grundejerforeningen har Fogden i Gaar sat en Arbejdsmand Hansen, Sverigesgade 3 C. ud af hans Vejlighed tillige med Konen og 5 smaa Børn.

Hansen har før været Møllersvend, han ernærer sig nu som Arbejdsmand, men har i halvanden Maaned været arbejdsløs og har derfor maattet staa i Restance med Huslejen.

Ejendommen ejes af el Par rige Mænd, kancelliraad Busch og Grosserer Bergh. De skulde ikke vente paa deres skillinger og pubsede Grundejerforeningen paa den fattige Arbejdsmand. De ser endog ud, som om Grundejerforeningen har begaaet selvtægt og ikke benyttet Fogden. I hvert Fald er der ikke fra Fogedkontoret kommen Anmeldelse til Politiet om Udsættelsen. Arbejderfamiliens Møbler blev derfor smidt ud paa Gaden, og her har de staat en Dag og en Nat uden Tilsyn. Konen og de 5 Børn, hvoraf det største er 7 Aar, det mindste ½ Aar, maatte ligge paa Trappegangen Natten over og døjede meget af Kulde.

Viceværten, Olsen og Gaardmanden forbød dem nemlig at tage noget som helst ind paa Gangen, ikke en Gang en Dyne eller er Par Tæpper maatte Moderen tage ind i Huset for at skærme de Smaa med.

(Folkets Avis - København, 10. september 1905).

Udsat.

Familien overnatter paa Trappegangen.

Samtlige Beboere af Sverigsgade, der ligger i Sundby Kvarteret, var i Forgaars og i Gaar Vidne til det triste Syn, at en fattig Families bestedne Bohave blev sat paa Gaden, mens Familien - Mand og Kone og fem smaa Børn - stod uden Tag over Hovedet.

Det er i Huset Nr. 3 C, at Udsættelsesforretningen er sket. Kl. 3 i Fredags Eftermiddag rullede en Droske med Fogden og hans Folk op foran Døren, og under Ledelse af Viceværten, Husejer Olsen, blev Familiens Smule Indbo sat paa Gaden.

Det var paa Forlangende af den store Kasernes Ejere, d'Hrr. forhenværende Birkefuldmægtig Busch og Grosserer Berg, at Udsættelsen foretoges. Lejeren, Arbejdsmand V. Hansen, stod tilbage med 1 1/2 Maaneds Husleje - 22 Kroner - og da det var smaat med Mandens Arbejde, og der var syv Munde, der skulde have Mad, saae han sig ikke i Stand til paa Slaget at betale den manglende Husleje. Følgen var, at han og alle hans Ejendele blev sat paa Gaden, mens den tomme Lejlighed stod hen til ingen Nytte.

Under disse triste Forhold gik Arbejdsmand Hansen fortvivlet om for at finde et Sted, hvor Familien kunde være, men det lykkedes ham ikke at finde nogen Lejlighed til dem, og hans Hustru og hendes gamle Moder og et sygt ni Maaneders Barn tilbragte Natten paa Trappegangen, mens de øvrige Børn blev anbragte hos en Familie.

De vilde være flyttede for otte Dage siden, men da det netop den Gang øsregnede, og deres mindste Barn var meget sygt og havde voldsomme Krampeanfald, haabede de i nogle Dage at kunne bjærge sig og skaffe Penge til Huslejen.

Da vi i Gaar Middags var derude, laa alt Bohavet endnu paa Gaden, og ingen havde holdt Vagt ved det.

En varmtfølende Arbejder, Hansens Nabo, tog sig af Konen og det syge Barn og gav dem Mad og Husly. Hansen selv havde ved 1-Tiden skrabet saa mange Penge sammen, at han haabede at kunne skaffe en ledig Lejlighed.

Pi henvendte os til Viceværten, Olsen, der i sin Tid har spillet en stor Rolle som Husejer og nu har en Konfiture-Forretning paa Amagerbrogade, tæt ved Sverrigsgade. Han vidste naturligvis ikke noget godt at fortælle om den hjemløse Familie, som af alle de omboende fik det bedste Lov.

Men Hr. Lisen kunde vel i al Fald ikke sige noget ondt om det lille syge Barn eller dets fire smaa Søskende, og derfor giver hele denne uhyggelige scene det bedste Billede af Fattigfolks Tilværelse.

Kan Forældrene ikke præcis betale Huslejen, smides ogsaa de smaa Børn ud paa aaben Gade, og hverken den danske Præsteforening eller de københavnske Grundejere bryder sig om deres Skæbne.

Saa kommer der heldigvis en socialdemokratist Arbejder - maaske omtrent lige saa ubemidlet som selve den udsmidte Fader - han kommer som Biblens barmhjærtelige Samaritan og tager sig af dem, som Præsten og den Rige ligegyldige er gaaet forbi.

(Social-Demokraten 10 september 1905).

Jacob Philip André Skrike (1840-1905). (Efterskrift til Politivennen).

1864 juridisk embedseksamen. Assistent og senere fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Indenrigsministeriet. 1880 borgmester i Aalborg. 1885 stiftamtmand i Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt, en stilling han havde til sin død. Skrike var dekoreret med kommandørkorset af Dannebrog og Dannebrogsmændenes hæderstegn. 

Chresten Estrup Jørgensen (1843-1879): Jacob Philip Andreas Andreas Skrike (1840-1905). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Embedet stiftamtmand blev oprettet 1692. Det betegner en amtmand som fungerer i en stiftby. Embedet er sammen med biskoppen stiftsøvrigheden. Siden 2019 består stiftøvrigheden i Viborg af biskop og direktøren for Ankestyrelsen idet Statsforvaltningen blev nedlagt og afløst af et Familieretshus. Direktøren kan så herefter uddelegere kompetencen til en person med titel af stiftamtmand. 

Stiftamtmanden er en verdslig leder. Ofte brugte politikere mm. stillingen til at placere folk langt væk fra København, så de ikke behøvede at afskedige dem. Men dette er dog næppe sket i Skrikes tilfælde. 

Stiftamtmand Skrike.

Som allerede meddelt i Morges, er Stiftamtmand. Kammerherre Skrike i Viborg i Gaar Efterm. afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Kammerherre Skrike var Søn af Kolonialdirektøren, Departementschef Adolf Skrike og blev, efter at have taget Studenterexamen fra Metropolitanskolen juridisk Kandidat i 1864. Han gik ind i Indenrigsministeriet, hvor han avancerede til Fuldmægtig og i 1879 tillige blev Expeditionssekretær. I 1880 blev Skrike Borgmester i Aalborg og i Slutningen af 1885 udnævntes han saa til Stiftamtmand over Viborg Stift og Amtmand i Viborg Amt.

Med Jacob Skrike gaar en af den danske Embedsstands fineste og nobleste Skikkelser og tillige en af dens dygtigste og mest afholdte Mænd bort. Strike var et klart Hovede med betydelige Administrationsevner og afgørende Myndighed i sin Optræden, men han var først og fremmest en Personlighed, hvis hele Væsen i sig selv rummede alle Betingelser for at udfolde et Embede som en Stiftamtmands. Lige langt fra forstokket Bureaukratisme og uværdigt Popularitetssnobberi var Kammerherre Skrike - eller "Kammerherren", som han blot almindeligvis kaldtes i sin Stiftsby - den jævneste og ligefremmeste Borger og den mest Selvstændige og retlinede Embedsmand. På Bunden jovial og godmodig kunde Skrike dog saare vel bruge sin Myndighed med Kraft, naar det tiltrængtes, men han var altid retfærdig, og han opnaaede derigennem at blive en paa samme Tid ualmindelig anset og overordentlig afholdt Embedsmand.

Der var Tider, hvor man havde Opmærksomheden henvendt paa Kammerherre Strike som Ministeremne, men han havde ingen som helst ministerielle Ambitioner og gav sikkert ogsaa nødigt Slip paa sit Stiftamtmandsembede, der tilfredsstillede den selvstændige Mand med det aabne, ligefremme Væsen og de tvangfri Former fuldtud.

Skrike var en Mand, der vilde sige sin Mening og sække sin Dom frit og utvungent, og han gjorde det paa en hyppigt ligefrem forbløffende aabenhjertig Maade, - han gik aldrig paa Listesko udenom en Sag men slog ret ned, hvor Kærnen laa. Skrike var ikke Diplomat og blev det aldrig - men netop derfor var han agtet og afholdt som faa.

Han var en konservativ Mand af den gamle Skole, men han blandede sig aldrig offentligt i Politik. Han levede et stille og lykkeligt Familieliv i den smukke gamle Amtmandsgaard i Viborg og var altid en velset Gæst blandt Byens Folk. For faa Maaneder siden lykkedes det at bevæge Skrike, der allerede længe havde skrantet, til endelig at forlade sine Embedsforretninger og begive sig til et Kursted. Men det blev ikke bedre her, og i Gaar døde saa den afholdte Stiftamtmand.

Hans Hustru f. Gleerup fra "Vang" i Vendsyssel og en voxen Datter og Søn overlever ham.

H. R. A.

(Nationaltidende 4. september 1905).

Stiftamtmand Skrike.

Idet vi i Dag bringer et Billede af Stiftamtmand Skrike, føler vi os forvissede om, at dette vil blive opbevaret i mangt et Hjem til Minde om afdøde, der i en sjælden Grad var agtet og afholdt baade som Embedsmand og i øvrigt. Helst vilde vi have bragt det i civil Dragt - saadan som de fleste vil mindes Stiftamtmand Skrike - , men det bød sig nu ikke saa.

Da Borgmester Jork for 5 -6 Aar siden skulde forlade Byen, udtalte han ved den Afskedsfest, som var foranstaltet for ham, i en Takkeskaal for "Kammerherren" (den sædvanlige Benævnelse Mand og Mand imellem): "Saa meget tør jeg sige, at dygtigere Stiftamtmand faar Viborg aldrig". Det var stærke Ord, men der fandtes sikkert ikke en eneste i den store Forsamling, hvem de forekom for stærke. Kammerherre, Stiftamtmand Skrike var nemlig et usædvanlig klart Hoved, der snart kunde fordrive Vrøvl og Vaas. Da han i sin bedste Alder for 20 Aar siden overtog det høje Embede her, kom han ikke blot med sit gode Hoved, men tillige med betydelig praktisk Erfaring i Administrationen fra Indenrigsministeriet, Sjællands Stiftamtskontor og Stillingen som Borgmester i Aalborg, og S. hørte til dem, som Livet igennem forøger deres Indsigt, thi han var en saare flittig Mand, der ikke blot arbejdede ihærdigt i Bestridelsen af Embedet, men som tillige fulgte med baade i stort og smaat. Det var en ren Fornøjelse at søge en eller anden Oplysning hos Kammerherren, hvad enten det gjaldt kommunale eller andre juridiske Kvcestioner. Han havde til enhver Tid et klart Svar Paa rede Haand, og han gjorde sig ikke kostbar med sin Bistand. Hans Gerning var hans Liv. Ledelsen af Amtsraadsmøderne var fortrinlig, netop fordi den tilsyneladende næsten var umærkelig. Medlemnierne fik Lov at tale uden egentlig Parlamentarisk Orden. Altid kunde de "faa Luft" for, hvad der i den enkelte Sag laa dem paa Sinde, og selvfølgelig var ikke ethvert Bidrag af Værdi - og dog fremmedes Forhandlingen med tillbørlig Hurtighed og som Regel derhen, at Formandens Forslag gik igennem, uden at dette i nogen Maade blev stødende. Vedtagelsen faldt som den naturligste Sag af Verden af Hensyn til det fornuftige i Forslagene helt bortset fra, hvem der havde fremsat dem.

Selvfølgelig kan ingen Embedsmand, han være nok saa dygtig, gøre sig fortjent til en saa hædrende Omtale som saadan, uden at han som Menneske ogsaa er i Besiddelse af baade heldige og tiltalende Egenskaber. Kammerherre S. var da ogsaa en meget nobel Personlighed. Høj og lav, rig eller fattig fik, naar det gjaldt Embedet, samme bramfri og naturlige Modtagelse, uden Omsvøb eller Nedladenhed. Dertil var S. en sjælden aaben Karakter, der aldrig gjorde sit Hjerte til en Røverkule. Frit og djærvt udtalte han sin Mening baade offentligt og privat, og hvad enten det gjaldt op eller ned. Vi mindes saaledes et Tilfælde i Amtsraadet, da Regeringen (det var før Systemskiftet) havde paalagt Raadet at tvinge et Sogneraad til et Skridt, hvis Realitet Amtsraadet ikke billigede. Et Medlem tilraadedc at "lystre", - han vilde ikke være med til "forloren Radikalisme", som han kaldte det, men S. ønskede ikke saadan at løbe fra sit Standpunkt af Frygt for Ministeriet. Han vilde ikke være med til at tvinge et Sogneraad mod sin Overbevisning, førend han og med ham Amtsraadet selv blev tvungen. Nu - det skal indrømmes - saaledes kan ikke enhver Embedsmand optræde, saa aabent, saa uforbeholden i sine Ytringer o. s. v., som Tilfældet var med Kammerherren, uden at løbe sig en Staver i Livet. Han kunde, thi der var altid "Valuta" bag hans Ord og Optræden.

S. havde naturligvis en bestemt politisk Overbevisning - dog ikke nogen yderliggaaende - , men han var stor nok til i sin Embedsgerning at se bort herfra og behandle enhver strengt retfærdigt efter hans Overbevisning.

Dertil var han i Besiddelse af udmærkede repræsentative Evner. Uden Bram og Brask fremtraadte han med den Værdighed, som en virkelig Personlighed stedse i nogen Maade er omgiven af, og som giver baade Respekt og Tistid.

Byen, Egnen, Amtet vil længe bevare Mindet om denne fremragende, dygtige og humange Embedsmand, der levede for og i at lyse op og gøre Ret og Skel i den betydelige Gerning, som var ham betroet, og i hvilken han holdt ud en føje Tid efter, at de legemlige Kræfter havde svigtet.

aa.

(Viborg Stifts Folkeblad 6. september 1905).

Viborg Stifts-Tidende havde også en nekrolog 4. september 1905.

Monumentet blev rejst af by- og landkommunerne i Viborg Amt den 12. april 1907. Se Dagens Nyheder 13. april 1907.

Stiftamtmand Skrikes Jordefærd.

Stiftsprovst Paulli taler.

Kjøbenhavn, 9. Septbr.

I Dag Kl. 12 jordedes Stiftamtmand, Kammerherre Skrike fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var dækket under et Væld af Kranse, blandt hvilke bemærkedes en Krans fra Prins Christian og Prinsesse Alexandrine og desuden fra Amts- og Retsbetjentene i Viborg Amt, fra Dansk Sygeplejeforening, mange andre Foreninger og private Folk, som den afdøde havde staaet nær.

Efter Salmen "Alt staar i GudsFaderhaand" talte Stiftsprovst Paulli.

Han mindedes den afdøde, der var hans Ungdomsven, som en sjælden nobel og helstøbt Personlighed, der altid var besjælet af en overordentlig Retfærdighedsfølelse. Den Mand, ved hvis Baare vi nu stod samlet, var ført tilbage til den By, hvor han havde haft sit Ungdomshjem, han vilde nu faa sin Grav blandt os. Men Manden havde haft sin Gerning i en anden By, hvor han sikkert vilde blive mindet som en Mand, der altid havde stræbt efter at gøre sin Pligt og røgte det Kald og den Plads, han var sat til at udfylde.

Tilbage stod Hans Hustru og Børn. For dem vilde det maaske blive tungt og ensomt i de kommende Dage, men Haabet om Gensynet og Mindet om den kære afdøde burde leve i deres Hjerter.

Derefter sang man: "Det er vemodigt at skilles ad", og medens Kisten bares ud af Kapellet, tonede Salmen "Krist stod op af Døde".

I det talrige Følge saas: Indenrigsminister Berg, Stiftamtmand Bagge, Amtmændene Hoppe, Stemann, Tillisch og Bardenfleth, Højesteretsassessorerne Lassen og Larsen, Birkedommer Valeur, en Deputation fra Viborg Byraad med Borgmester Tolderlund i Spidsen, Viborg Amtsraad med Fabrikant Jensen, Dosserup Mølle, i Spidsen, Obersterne Fritz Holst, la Cour og WoriShsffer, Professor Amberg, Landstingsmand Berthelsen, fhv. Konseilspræsident Hørring, Bureauchef Kretz, Hofjægermester Friis og mange andre kendte Mænd.

Ved Graven foretog Stiftsprovst Paulli Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 11. september 1905).

Julie Laurberg (1856-1925) & Franziska Gad (1873-1921): Elisabeth Kirstine Skrike, f. Gleerup (1857-1928). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spild. (Efterskrift til Politivennen)

En Formue i vore Skarnkasser.

En tidlig Morgenstund, naar man aabner Sovekammervinduet, har man ofte iagttaget en Kludesamler i Færd med at undersøge Skarnbeholderens Indhold. Ved Lejlighed interviewer man en saadan Mand og faar da oplyst, at Kludesamlerhvervet er en kummerlig Levevej.

Ogsaa dette Erhverv har sine uskrevne Love; saaledes arbejder Kludesamlerne hver med sine Gaarde, og det anses for uhonnet af en anden Kludesamler at ransage fremmede Beholdere. For den enkelte giver disse kun ringe Udbytte; men saa snart Kludesamleriet drives som Stordrift, bliver Udsigterne anderledes, om end ikke for Arbejderne selv.

Den eneste "Forretning" her i Byen, der driver Kludesamleriet rationelt, findes paa Kristianshavn i Dronningensgade Nr. 17 i en lille mærkelig, ældgammel Ejendom med en Gaard som en stor Dagligstue og et lille Baghus.

I Løbet af en Menneskealder eller noget mere har man herfra arbejdet en Formue sammen fra Københavns Skarnkasser.

Den nævnte Ejendom, der har Stue, 1. Sal og en Kvist, ligger indeklemt mellem to Huse af nyere Dato, og hele Tingen naar kun op til 1. Sal af disse nyere Ejendomme. Gennem en vindskæv Døraabning, der lige har Mands Højde, gaar man ad en smal Gang ud til Gaarden. Her fører en udvendig Trappe op til det lille Steds lavloftede Førstesal. I Stuen findes "Arbejdsstedet", hvor en Del af de i Løbet af Dagen indsamlede Sager aflæsses og sorteres; det er en saakaldet "Jernhandel".

Det lille Baghus er beboet af 4-5 ældre Mænd, hvis Udseende straks røber vore Gaardes "Kludesamler". De arbejder for Forretningens Ejer og faar som Vederlag Kost og Logi samt nogle Lommepenge efter Overenskomst.

Den nuværende Indehaver af denne Spild-Forretning har tidligere selv boet i det lille Baghus og været en Slags Formand for de andre Indsamlere; da hans Principal døde, blev han gift med Enken og derved Indehaver af Forretningens Ejendom, selve Forretningen og flere andre Ejendomme i det mørke Kristianshavn.

Alle disse Værdier er i Aarenes Lob indsamlede fra københavnske Skarnkasser, idet det Materiale, "Jernhandelen" har arbejdet med, stammer fra Byens Dagrenovation. Et godt Bevis paa, hvorledes mange smaa Bække kan blive til en stor Aa!

Hver Morgen ganske tidlig drager Forretningens Arbejdere ud paa Affalds-Fangst. De medfører Trækvogne og Sække; mindre Ting, som Klude, Ben og Brød, gammelt Fodtøj o. desl., gaar i Sækkene, som henlægges paa Trækvognen, naar de er fulde; større Sager, som kasserede Stole, Chaiselonguer, Kasser o. s. v., læsses paa Trækvognen.

Ud paa Eftermiddagen vender disse Trækvogne tilbage fra Byens forskellige Kvarterer med Sager, der mangen Gang bringer Kristianshavns Fattigbefolkning til Misundelse. Men paa den anden Side kan de ofte for faa Øre købe Nødvendighedsgenstande fra Rigmands Skarnkasse hos disse Samlere.

En af Forretningens Arbejdere udtalte sig saaledes : "Vi maa ud senest Kl. 4, thi allerede Kl. 3 begynder Skraldevognene at tømme Kasserne. Nu kender hver jo sine Steder og ved ogsaa, hvad Tid Kasserne bliver tømte, ligesom man ogsaa kender de bedre og mindre gode Steder. Naar da den første Tørn er taget tidlig om Morgenen, man kan jo altid sørge for a være forud for Skraldevognen, bliver der først noget igen efter Frokost at efterse. Og saa kan man godt  blive ved til hen paa Eftermiddagen."

Det er umuligt for en almindelig Kludesamler at konkurrere her, alene af den Grund, at han ikke kan bære de fornødne Driftsudgifter til Trækvogn, Lagerplads o. s. v. Men dertil kommer, at den ejendommelige Forretning i Dronningensgade er indarbejdet gennem en lang Aarrække.

I alle disse Tider er Spildværdierne fra vore Skarnkasser gaaet gennem denne Digel og blevet til Guld og mange Penge.

Pugma.

(Pressen (København) 24. juli 1906)