Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

En ny Industri, som smager af Bedrageri.

Nogle husmænd fra Bagsværd som opholder sig her i byen den største del af ugen, driver den industri at de på torvet køber, eller lader komme fra Birkerød, et stort løs tørv som de læsser af i Hausergade hvor de omlæsser det på deres vogne der står der og som de har indrettet til kneb. Det således at de af et læs gør 4, 5 eller 6 mindre læs, hvormed de kører omkring i gaderne og driver handel. 

Så snart de har solgt et læs, kører de op i nævnte gård igen og pålæsser et andet, og vedbliver således dermed til helt ud på aftenen. Da foregiver de gerne enten at deres vogn er gået itu til byen, eller at nogen har bestilt tørven og nu ikke kan modtage den, eller at manden som har bestilt den, ikke var hjemme og flere sådanne foregivende for at folk desto lettere skal indlade sig på at købe tørven af dem. Enhver som vil overbevises om sandheden heraf, kan blive det ved at gå ind i ovennævnte gård, hvor man da især onsdag og lørdag vil finde flere læs liggende, og de til denne industri indrettede vogne stående ved siden af. 

Ved denne handel bliver mange mindre formuende bedraget da de køber i den tanke at få et godt køb, ligesom denne handel også leder til at tørvesælgere som har ordentlige læs, misbydes. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare folk for at indlade sig på denne handel der tjener til at føde lediggang. Samt for at give vores politi et vink til at hæmme samme. Efter forlydende skal en lignende industri finde sted i gæstgivergården "3 Ruller" på Nørregade. 

(Politivennen nr. 1053, Løverdagen, den 5te Marts 1836. Side 152-153)

Det kunne fx være her. Hausergade, 2016. Hauser Plads til højre (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En ikke behagelig Tour til Vogns.

Indsenderen havde for at benytte en behagelig sommerdag sammen med en god ven givet sig ud på en tur i den skønne skovegn fra Bagsværd til Kirke Værløse. Men blev yderst skuffet i sin forventning. Næppe var man passeret Kollekolle før vejen på trods af at den var helt tør helt til Kirke Værløse, var lige så ubehagelig at køre på at han lovede sig selv ikke at hoppe på den galej lige med det samme. I stedet for at knuse kampestenene havde man kastet dem hist og her på vejen og strøet lidt tyndt sand over, af den ubrugelig slags som også har ødelagt Lyngbyvejen. Det er næsten ikke muligt at udholde kørsel på sådanne veje. Man føler det i lemmerne adskillige dage derefter, og således gik det indsenderen. Efter hvad kørekarlen sagde er det om efteråret og vinteren næsten umuligt at komme frem på denne vej, selv om bønderne sætter 4 heste for. Og akslen samt øvrigt vogntøj står da hvert øjeblik i fare for at knækkes eller beskadiges. Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug, hvorfra kan afhentes til denne vejs istandsættelse.

 "Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug." (Kirke Værløse, 2015. Eget foto.)

På denne tur tog indsenderen ind i en kro i Lille Værløse for at få noget øl eller mælk. Det første var godt, men dyrt, og mælken syrlig. Men hvad der var det værste, man måtte tage til takke med at sidde i en ussel stue med lergulv da der ikke fandtes et ordentligt gæsteværelse der. Det er langtfra behageligt at være i selskab med plumpe, stundom bandende og støjende kørekarle og drenge. Man kunne derfor ønske at denne kro, hvis den har privilegium hvorom nogle tvivler, måtte forsynes med et tåleligt værelse for folk udenfor bondestanden, eller i andet fald nedlægges. For når den blot skal tjene til at øge drukmåsenes antal, er den lige så overflødig som adskillige allerede ophævede småkroer.

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 466-468)

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.

Replik paa Herr' Schmauchs Svar.

Enhver som læser hr. Schmauchs svar på min advarsel i Politivennen nr. 693, må falde på at tro at det jeg har anført for størstedelen var usandhed, ligesom også at jeg var tåbelig nok til at lade mig snyde af enhver ubekendt der udgav sig for en anden, med hvem jeg stod i forhold. Jeg nødes derfor til at bekendtgøre følgende.

Den 17. april tilskrev jeg hr. Schmauch og underrettede ham om den af hans karl, Rasmus, mod mig brugte urigtige fremgangsmåde, hvilken jeg med flere vidner kan bevise, og bad ham at undersøge sagen nøjere samt at lade den afgøre efter lov og ret. I sit svar til mig af 20. april skriver hr. Schmauch. at han har foreholdt sin mælkekusk Rasmus hans dårlige og underfundige handlemåde i hans navn at sælge mig fremmed og dårlig tørv, hvormed jeg var blevet bedraget og at han måtte gøre denne sag god igen ved at affinde sig med mig. 

Længere hen tilføjet hr. Schmauch at han foranlediget af den anden omstændighed havde mistanke til karlen. Men da denne om nogle dage skulle forlade hans tjeneste og rejse til sin hjemstavn på Langeland, så var det nok ikke værd at tænke på anden genoprejsning end det ufordelagtige rygte han på grund af denne sag tog med sig, samt at det var både vidtløftigt og meget bekosteligt at føre søgsmål på landet, ihvorvel han ikke kunne nægte at sådanne handlinger alvorligt burde straffes. I mit svar på dette brev tilskrev jeg hr. Schmauch at jeg overlod ganske til ham at afgøre sagen, enten ved lov og ret, eller således at jeg fik en rimelig erstatning for mit tab, hvilket han, nemlig hr. Schmauch, kunne give mig på karlens vegne. Men siden har jeg slet intet hørt fra ham.

Hensigten med min annonce i Politivennen nr. 693 var dels at bevæge hr. Schmauch til at undersøge og afgøre den omhandlede sag, dels også at advare mine medborgere mod sådanne bedragerier. Hvorledes nu hr. Schmauch efter hvad ovenfor er anført, i sit svar i Politivennen nr. 695 kan spille så aldeles fremmed og ubekendt med omstændigheder, overlader jeg til almenheden at bedømme. Ligesom også om det ikke var hr. Schmauchs pligt på en eller anden måde at forskaffe mig erstatning, da jeg havde tilskrevet ham at jeg kunne bevise at hans karl Rasmus havde udøvet denne ulovlige handling imod mig.
Petersen

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 283-285) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

Svar fra Herr' Schmauch.

I anledning af skomager Petersens indrykkelse i Politivennen nr. 693, side 222, må jeg foreløbig erindre at hr. Petersen er en mand som jeg ikke har haft det fjerneste bekendtskab til, før ved denne lejlighed, og følgelig har jeg ingen tørvehandel enten selv eller ved andre kunne slutte med ham. Men min tjenestekarl Peder Simonsen som i vinter har kørt mine tørv ind og solgt på torvet, har forklaret således: at han har solgt ham de i anmeldelsen nævnte 2 første læs tørv til 4 rigsbankdaler pr. læs, men flere læs tørv har hverken han selv eller ved andre ladet sælge til ham. Det er mig derfor meget ubehageligt om nogen anden som jeg må formode enten i mit eller nævnte min karls navn, skulle have solgt hr. Petersen tørv, og endnu mere at det har givet anledning til offentlig kundgørelse den mindste anledning fra mind side.

(Politivennen nr. 695, Løverdagen den 25de April 1829, s. 272-273) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

Der er ei altid Fordeeel ved at bestille Tørv i Læsseviis til bestemt Priis.

Det har indsenderen erfaring for da han i vinter et par gange har fået tørv for en bestemt pris på 4 rigsbankdaler læsset fra hr. kromand Schmauch i Bagsværd By. Indsenderen var tilfreds med denne handel da hvert læs indeholdt 10 almindelige sække eller 100 til 133 snese.

Men efter anmodning fik han den 26. i forrige måned nok et læs der kun indeholdt 5 af de samme sække som de forrige gange var blevet brugt til at bære tørv op i, og antallet af sneses udgjorde kun 43½ så at hver snes næsten kostede 9 rigsbankdaler. Vel forekom læsset ham ved ankomsten at være noget lille, men det syntes ham at være udelikat ikke at modtage det, da det var bestilt hos hr. Schmauchs karl. Dog siden har han erfaret at tørvene ville blive drøje eftersom de har været meget frosne.

Indsenderen har fremsat disse linjer for at give medborgerne et vink om at se sig for ved lignende lejligheder samt tillige at anmode hr. Schmauch at undersøge om nævnte læs er således kommet fra ham eller om det muligvis er forringet undervejs.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 222-223)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

I census for 1834 optræder en Peter Schmauch i Bagsværd by, Kroen, født 1769. Husstanden bestod foruden Peter Schmauch (som da lever af sin formue) af konen Maria, kromand Hans Krag og kone Petrea og deres to børn, samt hele 9 tjenestefolk, hvoraf 5 er mænd, dog ingen med navnet Simonsen eller Rasmus.

Det stemmer meget godt med at han 5 år før selv bestyrede kroen. Den havde i 1775 fået tilladelse til salg af spækhøkervarer. Kroen var handelsbod for sognets beboere - men københavnere kunne åbenbart også lave handler. I 1873 kom der en købmandsforretning i forbindelse med kroen.

Anmodninger til Kromanden i Bagsværd.

Vil du for brækning ej stå fare,

Da er der bedst, det må du tro,

Du finkeldrikken lader fare

I Bagsværds ellers gode kro.

Onsdag den 4. i denne måned rejste anmelderen sammen med 3 af sine bekendte til Bagsværd hvor man begav sig til kroen for at tage nogle forfriskninger. På det ellers smagfuldt serverede bord blev efter de rejsendes ønske og forlangende hensat en flaske med dansk brændevin. Denne drik var af en så dårlig kvalitet at anmelderen ved blot at tage en halv snaps i munden uden at synke en dråbe deraf var nær ved at kaste op. Og bedre gik det ikke heller en af hans medfølgere. På vores gentagen forespørgsler gav opvarteren det svar at hun var uvidende om hvor hendes husbond købte denne så yderst dårlige drik. Og vi måtte da skønt ugerne tage vores tilflugt til en anden udansk drik, der var lige så velsmagende som det os leverede vel afproppede øl.

Da anmelderen senere har fået kundskab om at kromanden, herr Schauch, selv har tilladelse til at brænde brændevin, så er det at formode at han selv brænder hvad han bruger i kroen, og man kan derfor ikke såvel for de rejsendes som hans egens skyld tilbageholde det ønske at han ville antage en person i sin tjeneste som besad større færdighed i kunsten at brænde brændevin end han selv eller den person der nu forestår brænderiet.

Ved denne lejlighed kan anmelderen ikke lade ubemærket at kørebroen udenfor kroen fra stalden lige hen til haven er i en yderst slet forfatning, og tør han holde sig forvisset om at herr Schauch ved at anvende nogle dalere på dens omlægning ikke alene ville havne sig selv, men endog fortjene de vejfarendes skønsomme og forbindtligste tak.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 371-372)

Redacteurens Anmærkning

Selvom Bagsværd Kro lå ved en kongevej, var den ikke en kongelig privilegeret kro. Den blev oprettet i 1668 og blev ejet af Frederiksdal Gods. Kroforpagterne havde lov til at brygge og brænde brændevin og sælge spækhøkervarer mod at forsyne de rejsende med kost og logi. Den fungerede altså på samme tid som handelsbod for sognets beboere. Kroen fra Politivennens tid brændte i 1856 og blev siden ombygget flere gange. Den sidste udgave af kroen blev revet ned i 1975 og der blev anlagt parkeringspladser til S-togsstationen.

Er det tilladt en Kroholder at bortleie stadigen alle sine Værelser?

Indsenderen ønsker dette besvaret da han sidste sommer meget ofte kom til Bagsværd og aldrig kunne få natteleje der på kroen, da alle værelser var bortlejede til bestemte personer eller også kromanden havde fremmede, så at flere der besøgte dette sted, var nødsaget til at ty til Lyngby eller andre steder. Uagtet logi som oftest blev bestilt forud flere dage i forvejen, var der aldrig noget at få til lørdag eller søndag af ovennævnte årsager. 

Da sommeren nu nærmer sig hvor flere vel ønsker at besøge disse behagelige egne, og man efter længere fodrejse vel ofte kunne trænge til at vide sig sikker på at få natteleje når man kommer til privilegerede kroer, ønsker man meget at få rigtig kundskab om det ikke er enhver kromands pligt at modtage og huse gæster der forlanger en eller flere nætters logi og følgelig ligeledes kromandens skyldighed når sådant ønskes i Bagsværd.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9703-9704)

"Sommeren nærmer sig og flere ønsker vel at besøge disse behagelige egne". (Dette syn var formentlig hvad man ønskede at se. Trælandskab nær Bagsværd Sø. Johan Ludwig Lund, 1840-1842. Statens Museum for Kunst).

Mangel ved Bagsværd Kro.

(Efter indsendt)

Ved Bagsværd Kro er et hus der noget fra ligner et bedehus for rejsende og deres heste. Men når man kommer ind i det, forbavses man. Det er intet tag over huset, væggene er slået ind og fra alle verdenshjørner har vinden frit spil. Krybberne er så åbne at når man lægger hakkelsefoder i dem, så spildes over det halve. Det synes dog som om den stærke kørsel der her nat og dag finder sted, kunne kaste så meget af sig at et bekvemt ly såvel for rejsende selv som for deres heste, kunne indrettes uden at forarme kroholderen.

(Politivennen nr. 551, 19. november 1808, s. 8844-8845)

Bøn fra Bagsværd

I Bagsværd Skov som tilhører hr. oberst Oxholm, går blandt kvæget en meget uvan tyr, som efter hvad rygtet siger har angrebet adskillige. Da denne skov er en yndet spadseregang, så tvivler jeg ikke på at en mand af hr. oberstens tænkemåde, der giver fri adgang til alle de virkelig skønne og smagfulde anlæg der er i samme, enten vil afstraffe denne tyr eller lade den tøjre så man uden frygt kan spadsere i skoven.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3454)

Forslag til en Klemme på de Bønder som sælger Hø og Halm.

Ofte har anmelderen heraf grundet på og tænkt over hvorfor der ikke ved lov er den sjællandske bonde forbudt at begå så grove og uforskammede bedragerier med de såkaldte torvelæs af hø og halm som de bringer til torvs her, og som dog er en uundværlig nødvendighed for en ikke ringe del af byens indbyggere. Bonden sælger i almindelighed sine varer i læssevis uden vægt. Prøver man at forlange af ham at købe efter vægt, så får man som oftest dette svar: Jeg sælger mit læs således som det er og vil ikke veje. Køber man nu et sådant læs foder af bonden (især de tæt på såsom fra Hvidovre, Brønshøj, Herlev, Buddinge eller Gladsaxe), så finder man sig aller oftest så skuffet, at man må betale et lpd halm med 24 () og derover. Bonden må vel le en ud oven i købet.

Da regeringen og vedkommende øvrighed har fundet fornøden at sørge for, at alle andre varer artikler i kongens riger skal sælges efter justeret mål og vægt, så køberen kan være tryg for bedrageri af den slags, var det så ikke muligt, at der også engang blev sørget for, at bonden fik en regel for hvorledes hans læs af hø og halm skulle være, før han fik tilladelse at indfinde sig på offentligt torv, for ikke på så lumsk en måde at bedrage sine københavnske medborgere med falsk læs. For købte man da dyrt, så var man dog ikke bedraget på en så fornærmende måde. Anmelderen heraf tror at det ikke ville være meget vanskeligt at fastsætte en takst for bonden, hvor meget det mindste læs af hø og halm som bringes til torvet måtte veje. Hvis det var derunder, blev det konfiskeret til fattigvæsnet. Læssede bonden derimod sværere læs, så måtte det være ham forbudt at tage betaling for det ekstra, som han kunne være enig om med køberen. Lumsk bedrageri ville på den måde være hævet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3442-3444)