Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff
(Dags-Telegraphen 28. september 1866).
