Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Ulovlige Gibsere. (Efterskrift til Politivennen)

Uberettiget næringsbrug. I Følge Anmeldelse fra tre Gibsere her i Staden var Gibser Giuliano Brunichardi, i der tidligere er mulkteret for uberettiget Næringsbrug, sigtet for vedblivende at drive Forretninger uden Borgerskab. Denne Forretning bestaar i, at han dels forhandler Gibsvarer fra en Butik i Tordenskjoldsgade, dels lader en halv snes Mennesker løbe om og falbyde saadanne Varer. Forhandlingerne om denne Sag, der paabegyndtes i et tidligere Retsmøde, førtes ved Hjalp af en Tolk, da Tiltalte kun kunde udtrykke sig i det italienske Sprog. Tiltalte erkjendte i det første Møde, at Butiksforretningen drives for hans Regning, uden at han hertil har Borgerskab, hvorimod Varerne forfærdiges af ham selv i Forening med tre Brødre, Ismaelle, Angelo, og Andrea Brunichardi, samt 2 Fættere, Giovanni og Ubaldino Brunichardi. Det Udbytte eller Tab, som Butikssorretningen giver, vedkommer alene Giuliano Brunichardi. Derimod var han i Kompagni med de øvrige med Hensyn til den Handel, der er foregaaet ved Omløben. I Gaar forandrede Tiltalte Forklaringen derhen, at Andrea B. her i Byen kun har ombaaret og solgt enkelte Figurer, der forud vare bestilte, samt tilføjede, at Kompagniskabet mellem ham og hans 3 Brødre ogsaa omfatter Butikshandelen, der saaledes drives for alle 1 Brødres Regning. Dette Kompagniskab ansaa han berettiget uden særegen Adkomst, da Varerne efter hans Paastand kun kunde betragtes som Husflidsgjenstande. Der kunde imidlertid ikke tages Hensyn til denne hans Opfattelse af Forholdet, og da hverken Giuliano eller Angelo B. vilde rette for sig i Mindelighed, og da de to andre Brødre havde forladt Staden, og det kunde befrygtes, at de tvende tilbageblevne Brødre enten ved Bortrejse paa ubestemt Tid eller paa anden Maade kunde ville søge at forhale Sagens Afgjørelse og unddrage sig Ansvar, blev der strax afsagt Dom, ved hvilken Giuliano og Angelo B. bleve ansete med Bøder, der for førstnævntes Vedkommende i Betragtning af, i at han som bemærket tidligere er mulkteret for lignende Forseelser som den her omaandlede, bestemtes til 30 Kr., og for sidstnævnte til 15 Kr.; da de omtalte Fættere ved Sygdom vare forhindrede fra at møde i Retten, udsattes Sagens yderligere Afgjørelse indtil videre.

(Morgenbladet (København) 2. april 1875).

Skomagerstrike. (Efterskrift til Politivennen).

(Forlangt indrykket.)

Hr. Redaktør!

Endel Mennesker er af den Formening, at Murernes Skrue var ugrundet. Jeg gad nok vide, om den samme Paastand vil fremkomme, hvis Skomagerne nu laver en Skrue. Jeg vil give Dem et Indblik i, hvorledes Skomagernes Stilling er. Jeg tror ikke, at der er mange Haandværkere, der er daarligere stillet end Skomagersvendene. Skomagermestrene har for flere Aar siden funden paa den snilde Ide, at de ingen Svende vilde have paa deres Værksteder. De paastod nemlig, at der altid var Drikkeri paa Værkstederne (og saa en Grund). Dette er ingenlunde Tilfældet; Skomagerne er ligesaa ædruelige og respektable Mennesker, som enhver anden Haandværksstand. Det Hele er blot et Paafund af Mestrene, for dog at have en Grund til at lukke deres Værksteder for Svendene. Den sande Grund, hvorfor de ingen Svende har paa Værkstederne, ligger i Konkurrencen; naar først en af de større Mestre har faaet Svendene til at arbejde paa Logi, og saaledes er sluppen for at betale Værkstedsleje, og er bleven fri for at holde Svendene med Pløkker, Garn og andre saadanne Sager, samt fri for at holde Værkstedet med Lys og Varme i de lange Vinteraftener, saa kan man let forstaa, at Udsigterne til en saadan Gevinst er altfor fristende til, at de andre Mestre ikke ogsaa skulde sørge for at saa Skikken indført. Det var jo en Fortjeneste, som ikke var saa ganske ubetydelig.

Enhver kan jo nok forstaa, at det er meget uhyggelig at arbejde paa Logi. For det første har vi i Reglen daarlige Værelser, og for det andet er der ikke ret mange Værter, der vil have Skomagersvende i Logi, og vi maa derfor som oftest betale et Værelse meget dyrere end Andre. Efter hvad jeg hører, er det næsten ikke til at faa Logi for Skomagerne i Sommer, medmindre de vil give en aldeles ublu Betaling. Jeg finder ogsaa, at det er meget ubehageligt for en gift Svend, naar han skal sidde og arbejde hjemme; han har i Reglen ikke mere end et Værelse, og det skal saa bruges baade til Værksted, Dagligstue og Sovekammer; kommer der nu en Del Børn til, og Stuen er lille, da kan man vist nok tænke sig til, at Stuen ikke ligefrem er hyggelig, og hvad det angaar med Fortjenesten, da er den i de fleste Tilfælde ikke over 4 a 5 Rd. om Ugen. Som ovenfor sagt skal vi holde os selv med Pløkker, Garn o. s. v., og om Vinteren tillige med Lys og Varme, og ikke nok dermed, der er ogsaa andre uberegnelige Udgifter og Tab, naar vi f. Eks. har været hos Mesteren om Formiddagen og hentet Arbejde, og vi kommer Dagen efter om Morgenen, da er det saa ofte Tilfældet, at Mesteren ikke er staaet op endnu. "Vil De komme igen om en Timestid," hedder det; naar saa den Timestid er gaaet, kommer vi igen. Ja, saa kommer vi ubelejligt, "Mester spiser. De maa vente eller komme igen."

Paa den Maade spildes mange halve, og jeg kan gerne sige hele Dage, især om Vinteren, hvor Dagene er korte. Hvad det angaar med vor Arbejdstid, saa er den, naar der er noget at bestille, i Reglen 14 a 16 Timer i Døgnet. Vi kan ikke, som de andre Haandværkere, holde en halv Time Frokost, en Time Middag og en halv Time Fesperkost; vi maa spise og arbejde paa samme Tid.

Det vi fordrer mere i Arbejdsløn er saa ubetydeligt, som det vel kan være. Vi burde endog sætte den Fordring til enhver Mester, at levere os ordenlige og gode Værksteder, hvor vi rimeligvis skulde have baade Lys og Varme og de øvrige Pillerier, og saa en begrændset Arbejdstid, f. Eks. 11 Timer. Da kunde vi nogenlunde komme paa samme Plads i Samfundet som de andre Haandværkere og saa ligesaa gode og billige Logier som de, og lad os ikke glemme, at stal vi have vore Fordringer sat igennem, saa er Tiden dertil i Sommer. Vor Finanskasse er rigtignok ikke stor i Forhold til de mange, der vil søge en Understøttelse i Tilfælde af en Skrue; men jeg gør Regning paa, at enhver vil støtte os, da vi er fuldkommen berettiget til at gøre den omtalte Skrue. Det havde rigtignok været udmærket, dersom vi havde faaet den Produksjonsforening igang, der blev begyndt paa i Marts Maaned, men maaske ved kraftig Sammenslutning den endnu kan komme istand. Vi kunde da være sikre paa, at naar alle Svendene holdt op at arbejde for Mestrene og Produksjonsforeningen var i Virksomhed, vi da ville saa uhyre meget at bestille. Vi maatte rimeligvis i dette Tilfælde leje en Stue paa et befærdet Strøg, og sørge for at saa smukt Arbejde i Vinduerne, samt stadigt søge at levere solidt og godt Arbejde, saa vilde Enhver kunde saa hele Udbyttet af sit Arbejde. Kapitalen, der skulde bruges dertil, blev i Foraaret anslaaet til 2000 Rd., og naar vi saa gør Regning paa, at der er mellem 1400 til 2000 Skomagersvende her i Byen, og naar vi beregner, at blot Enhver gav 1 a 2 Rd., saa kunde den jo komme i Virksomhed straks. Jeg tror nok, at de fleste Haandværkere vilde tage deres Arbejde hos os, og for at vise det Arbejde, der blev lavet der, kunde vi jo sætte en Del paa Udstillingen. Jeg er overbevist om, at det vilde kunne maale sig med enhver Skomagermesters, da det jo vilde være de samme Folk, som forarbejdede det.

En Skomagersvend.

(Socialisten 2. juni 1872).

Arbeiderbevægelsen. Efterat Murerstriken er bleven sluttet, synes det nu som om der muligt vil finde en Arbejdsnedlæggelse Sted iblandt Skomagersvendene i Kjøbenhavn. Allerede i Efteraaret henvendte Svendeforeningen sig til Mesterlauget med Andragende om en Forhøielse i Arbeidslønnen, hvortil Bestyrelsen svarede, at den ikke vilde indlade sig paa at søge en Priiscourant faststaaet, idet den meente, at Betalingen rettest bestemtes ved frivillig Overeenskomst mellem de enkelte Mestre og Svende, hvorimod den vilde anbefale Andragendet til velvillig Opmærksomhed af Mestrene. Fra Svendeforeningens Side skete der derpaa i Henhold hertil en Henvendelse til de enkelte Mestre, af hvilke 106 gave en ombaaren Liste Paategning om, at de vare villige til at indrømme en Forhøielse til Svendene, saaledes at disse i det Hele skulde have 1 Mk. i Tillæg for et Par Støvler, 8 sk i Tillæg for Forsaaling m. v. Ligesom det kun var en Minoritet af Mestrene - hvis Antal skal være c. 500, hvoraf imidlertid en stor Deel ikke er i Lauget - der gik ind paa en Forhøielse, saaledes skal det ogsaa være Tilfældet, at ialfald nogle Enkelte af disse Mestre paa Grund af de mindre gode Conjuncturer i Vinterens Løb have standset med deres Indrømmelser og ere gaaede tilbage til den gamle Betaling. Da Foraaret kom, begyndte Bevægelsen igjen, og henimod Slutningen af April Maaned indgaves der et Andragende til Lauget om Nedsættelse af et Udvalg til at forhandle med Andragerne om en af dem udarbeidet Priiscourant. Dette Andragende, der angaves at være tiltraadt af 846 Skomagersvende, var imidlertid ikke udgaaet fra Svendeforeningens Bestyrelse, men var underlegnet af en "Formand for Skomagersvendenes Strikekasse" m. fl. og den foreslaaede nye Priiscourant indeholdt Gjennemgaaende en overordentlig stor Forhøielse for Svendene, saaledes f. Ex. over 100 pCt. for Forsaaling. Andragendet blev ei heller tiltraadt af et kort Tid derefter af Svendeforeningen afholdt Møde, og Mesterlaugets Bestyrelse vedtog, idet den iøvrigt henviste til sin ovenomtalte Skrivelse af afvigte Novbr. Maaned, at svare, at den ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at deeltage i Nedsættelsen af et Udvalg for at forhandle om en Priiscourant. Iaften bliver der afholdt et Møde af Skomagersvende til Overveielse af, hvad der videre maatte være at gjøre i denne Sag.

Skomagersvendene skulle med den nuværende Betaling, efter hvad derfor os opgivet, kunne tjene 6 til 7 Rd. om Ugen ved Arbeide for Mestrene, men endeel af Svendene arbeide for sig selv og tjene derved noget Mere. Fra en anden Side er det imidlertid blevet paastaaet. at deres Fortjeneste kun beløber sig til 4 a 5 Rd. om Ugen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1872).

Skomagersvendenes Møde i "Føniks". Paa den i Tirsdags Aftes af Skomagersvendene afholdte Generalforsamling, der var udmærket godt besøgt, blev det enstemmig vedtaget, at saafremt de af Svendene opstillede Fordringer ikke fra Mestrenes Side blev opfyldte i de nærmeste Dage, da at nedlægge Arbejdet. Vi skal, ved at referere dette Møde, ganske afholde os fra selvstændige Udtalelser, og kun bestræbe os for at referere saa nøjagtig, som det er muligt.

Efter at flere forskellige Talere havde godtgjort, at Svendenes Fordringer var uhyre moderate, idet en Forhøjelse af 30 pCt. paa en gennemsnitlig Ugeløn af 3 -5 Rd. ikke kan anses for at være for betydelig, blev nedenstaaende Priskurant vedtaget til Gennemførelse.

Den mindelige Overenskomst skulde først forsøges, men vilde, efter Mestrenes tidligere Holdning at dømme, neppe føre til noget gunstigt Resultat, og man maatte derfor, ved en total Arbejdsnedlæggelse, søge at faa den vedtagne Priskurant sat igennem.

Denne lyder saaledes:

Stemningen blandt Skomagersvendene var udmærket god, og vi tror, at der er alvorlig Anledning til at lægge Mestrene paa Sinde, at de ikke ved et overilet Svar nøder Svendene til ved Magt at sætte deres Fordringer igennem.

Vi kan endvidere oplyse, at Udvalget for Svendene, der bestaar af ur Medlemmer, igaar har vedtaget at tilsende Oldermanden for Skomagerlauget følgende Skrivelse:

Til Oldermanden.

Vi tillader os herved at underrette Dem Hr. Oldermand om nedenstaaende, som blev vedtaget paa et Møde af Skomagersvende den 4de Juni, hvilket vi beder Dem godhedsfuldt at bringe til Dhrr. Mesteres Kundskab:

Arbejdet vil blive nedlagt Mandagen den 10de Juni hos de Mestere, som ikke - for alle deres Svende - skriftlig vil indgaa paa de engang af Svendene stillede Fordringer, medmindre vi inden den Tid har modtaget fyldestgørende Svar.

Paa Komiteens Vegne

M. Larsen,

Formand.

Oldermanden bedes at bemærke i Skrivelsen, om Indrømmelsen gælder baade for Vinteren og for Sommeren.

Komiteen.

(Socialisten 7. juni 1872)

Arbeiderbevægelsen. Fra Oldermanden for Skomagerlauget her i Staden, Oberst Dahlberg, modtog de Skomagersvende, der havde andraget om en Forhøjelse af Arbeidslønnen, i Løverdags en Svarskrivelse, hvori de underrettedes om, at Bestyrelsen og Repræsentantskabet efter nøie Overveielse vare komne til det samme Resultat, som blev udtalt i en Skrivelse tll den tidligere Formand for Strikekassen i Mai d. A., nemlig, at Arbejdslønnens Forhøielse maatte være en frivillig Sag imellem enhver Mester og Svend. Det tilføiedes i Svaret, at en Forhøjelse allerede havde fundet Sted for et ikke ringe Antal Arbeidere. Der er derefter i Formiddags i Dandsesalonen Phønix afholdt et Møde, der dog kun var besøgt af mellem 2 og 300 af Kiøbenhavns 1572 Svende. Efter en meer end 3 Timers trættende Discussion, der lededes af Skomagersvend Jeppesen (Sectionsformand i Internationale), blev det næsten med Eenstemmighed vedtaget, at nedlægge Arbeidet hos de Mestre, der ikke allerede ere gaaede ind paa eller ikke, naar Svendenes idag tagne Beslutning bliver dem forkyndt, ville gaae ind paa den af Svendene udarbeidede Priiscourant, der giver den omtalte Priis forhøjelse af c. 30 pCt. Det aftaltes endvidere, at der stal oprettes Productionsforeninger. Formanden for Strikekassen, Jørgensen, tilraadede indtrængende, at oprette en saadan Forening; Stemningen var imidlertid meest for at oprette flere mindre, hvilket, dog uden Afstemning, bestemtes at skulle skee snarest muligt, naar de nødvendige Pengemidler dertil vare tilveibragte; men hvor man skulde faae eller søge disse, blev ikke drøftet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Skomagerlauget holdt et møde den 20. juni 1872 hvor 2-300 deltog, og med stor majoritet vedtog man at give svendene en forhøjelse af 30% til den arbejdsløn der blev givet i november 1871.

Overførsel af Marinens Mandskab til Nyholm. (Efterskrift til Politivennen)

Hensynsløs Behandling af Marinens Mandskab. Ærede Hr. Redaktør! Indsenderen beder Dem optage Følgende i Deres meget ærede Blad dels for al oplyse Offentligheden om den hensynsløse Maade, hvorpaa Marinens Smede og Jernskibsbyggere i disse Dage ere udsatte for at miste Livet, dels for mulig at forhindre denne Behandlingsmaade, der formentlig finder Sted, uden at det er Ministeriet bekjendt, og som, hvis en Forandring ikke skeer, upaatvivlelig en skjøn Dag vil koste maaske flere Menneskeliv. Det vil mulig være bekjendt, at Marinens Smede hele Aaret igjennem møde Kl. 5 Morgen og Jernskibsbyggerne Kl. 6, hvilket ialtfald for Smedenes Vedkommende paa denne Aarstid selvfølgelig er Nattetid. Det kan paa denne tidlige Mødetid, navnlig i Stormveir, endog være besværligt at komme over den uhensigtsmæssige Bro fra Toldboden til Nyholm, der tumler sig med en saadan Lethed, at det ofte er nødvendigt at krybe over den for ikke at blive kastet i Candet. Alt er imidlertid gaaet godt indtil denne Maaneds Begyndelse, men man tænke sig Smedenes Forbavselse, da de i Mandags Morges kom paa Toldboden for at gaa over paa Holmen, og de fandt Broen aaben samt erfarede, at de skulde færges over. Det blæste en stærk Storm, og der gik en rivende Strøm, saa endog en Baad, som fra Toldboden skulde over til Holmen for at hente Færgen, drev ad Søen til trods de tre Mænds Anstrengelser, som vare i den. Selvfølgelig var det forbundet med stort Besvær for Færgefolkene at føre de svært bemandede Fartøier over Løbet i den mørke Nat, og af Mandskabet betænkte mange sig paa at begive sig paa den livsfarlige Seilads, paa hvilken de vare aldeles uforberedte, men de vare jo tvungne dertil, da der kun tilstedes Adgang ad Værftsbroen efter forud hos Ekvipagemesteren indhentet Tilladelse. Baadene kunde desuden ikke overføre alle disse Mennesker i rette Tid, og Følgen deraf blev, at Marinen havde et Tab af mindst 12 Arbeidstimer.

I Tirsdags Morges var Faren endnu større; Strømmen var norden og Stormen stærkere; man havde udført et Varp tværsover Løbet for hermed at hale Baaden frem og tilbage, men Følgen heraf var, at idet Varpet holdt Baaden nede, kunde denne ikke bevæge sig efter Bølgerne, der derfor slog ind i den. Det skyldes alene de store Opofrelser, som Mandskabet gjensidig viste hverandre, at Ingen druknede, idet Folkene Mand for Mand i Mørket maatte bogstavelig entre over den store Pontonbro og med Livsfare springe over en Alen fra den bevægelige op paa den faste Bro til Holmen. 

- Det maa bemærkes, at det kun var Smedene og Jernskibsbyggerne, hvem man udsatte for disse Farer og Besværligheder, hvorimod Broen lukkedes for det Mandskab, som senere paa Dagen skulde over fta Toldboden til Holmen, samt at der aldeles ikke er nogen Hindring tilstede for, at Broen kan lukkes i Mørke. 

- Indsenderen haaber, at disse Linier maa komme til den høitærede Marineministers Kundskab, og at de maa bevirke, at den Ordre, hvorefter den hensynsløse Overfart finder Sted, tages tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 5. december 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Toldbodbommen er fra igaar Morges lukket Kl. 5 og 6, medens Orlogsværftets Smede og Jernskibsbyggeri, samt fra Kl. 8 til 8½, medens de øvrige Haandværkere passerer Broen fra Toldboden til Nyholm. Ligeledes er Bommen lukket fra Kl. 3½ til 3 3/4 Eftermiddag, medens Mandskabet passerer tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 6. december 1867)

Knipleindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knipleindustrien skrives i "B. T."- For huusmands- og Indersteklassen er Knipleriet Vesteregnens fornemste, man kunde næsten sige eneste faste kvindelige Syssel. Dette gjælder især Strøget fra Høier til Ribe med Tønder og Lygumkloster til Østgrændse og saaledes, at dette Arbeide drives mest udlandet, jo længere man kommer mod Sydkanten af dette Strøg. Emmelev Sogn havde ved Folketællingen i 1855 319 Kniplersker, der ernærede sig ved haandværket, foruden endeel Pigebørn som Lærlinge, saa at man godt kan anslaae det kniplende Kvindekjøns Antal her til 350 eller til 23 pCt. af Befolkningen eller 43 pCt. af Stedets kvindelige Personale. Efterat have bemærket, at dette kunstige Arbejde, der drives som haandværk og Næringsvei, altsaa ikke blot til nyttig at udfylde arbeiesløse Tmer, med fuld Føie kan gjøre Krav paa Navnet Industri og saaledes rangerer med de Fabrikata, der paaskjønnes og stundom lønnes som Huusflidsgjenstande, skulle vi bede Læseren et Øieblik at gjøre os Følgeskab ind i en Kniplestue. Det er Sommer. Ved Indtrædelsen slaaer os en Lyd imøde, som fra en Mængde Smaahamre i et Fabrikværksted. Den hidrører fra Kniplingestokkene, som falde hid og did paa et Stykke Læder eller Pergament for at slynge den vedfæstede Traad til Væv. Ved første Øiekast synes denne Omslyngning at foregaae uden Maal og Med; men give vi lidt nøiere Agt, sees snart, at Vævet derved er kommet tilveie, hvorpaa det fæstnes ved Naale, der nedsættes i det nedenunder lignende "Prikkebrev", i hvilket Mønsteret er afsat ved mange Huller, der kræve hver sin Naal. Stokkenes Antal varierer efter Mønsterets Brede og Fiinhed fra 20 til 300. Disse tages partiviis i Brug saaledes, at naar en Sidestrimmel eller Midten er skreden noget fremad, sættes de herhenhørende Stokke i Ro paa Siden af Kniplingsskrinet, ved en Messingstang, kaldet "Stils", hvorpaa et andet Parti tages frem fra en anden Side. Og alt imellem ere Fingrene i uafladelig Bevægelse med de forskjelligartede Omslyngninger og med Naalesætningen, saa at en "Takke" eller en Part af samme ligger færdigkniplet, førend man veed af det. Her i Stuen sees nu 8 Kniplersker, hver med sit "Skriin" paa Skjødet og i travl Virksomhed; det er derfor forklarligt nok, at man maa tale temmelig højt for at blive hørt. De to 7-9 Aars Piger med den ældre Kone imellem sig skulle lære af hende, derfor gaaer deres Arbeide endnu meget langsomt; de næste To behøve kun i vanskelige Tilfælde nogen Hjælp og de øvrige ere selvstændige Kniplersker, der ere komne herhen for Selskabs Skyld. Sommeren igjennem sidde de fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 9 eller blot med en kort Fritid i Middagsstunden. I særdeles smukt Veir sætte de sig ud at kniple ved huusmuren. Om Vinteren begyndes Arbejdet ved Daggry og fortsættes til Kl. 10-11 om Aftenen. Vore 8 Kniplersker sidde iaften, som stedse, i tvende Afdelinger, hver Fire have en Lampe staaende paa en "Stander" og sidde tæt omkring den. I denne Stander staaer et Brændglas for hver Kniklerske, eller hun har en Lysflaske hængende i en Snør under Loftet. Igjennem disse optiske Redskaber kastes Lyset forstærket paa Prikkebrevet, hvorved Arbeidet gaaer sikkrere frahaanden. Ved Lys kniples fra Midten af September til noget ind i Marts. Vintersemesteret sluttes gjerne med et "Standerhøtte", et Gilde paa Kaffe med Tiæbehør for Knipleselskabet og Aftengjæsterne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Byfogden i Thisted indkalder Haandværksmestre. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 9de November

Byfogden i Thisted har sammenkaldt alle Byens Haandværksmestre til et Møde for at meddele ham Oplysning om, for hvilke Haandværkssvende man der i Byen har Arbejde. Han tilsigter derved at "forhindre Svendenes ørkeslæse Vandring til Byen". Men en Politiemester kan dog ikke forud bestemme, hvor Haandværkssvende skulle vandre hen og har slet ingen Ret til at lukke Byen for dem. Selve Haandværksmestrene kunne heller ikke vide, hvad Arbejde de maatte faae, og vilde vist ogsaa, ligesom det forbrugende Publicum, være ilde tjente med, at Svende advares fra at søge til Byen. For deres Fornøielsed Skyld blive disse der heller ikke, naar der til given Tid intet Arbeide skulde være. Haandværkssvendenes fredelige Vandringer, om de end maae ledsages af lidt "Fægten", i have overhovedet aldrig viist sig at være forbundne med Ulemper for det Offentlige, end ikke i de Lande, hvor de ere langt talrigere, og altsaa mindst her, naar der ellers er et aarvaagent Politie. Behøves dettes Mellemkomst i noget Tilfælde, saa er det jo nok, at det optræder i rette Tid, og mindre betimeligt er det vistnok, naar ellers ikke farlige forebyggende Foranstaltninger kræves, at male Tilstande paa Væggen, hvormed det slet ingen Fare har.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. november 1858).

Kniplingskræmmer Jens Wulff (1774-1858). (Efterskrift til Politivennen)

Den afdøde udmærkede Industrielle, Kniplings- og Uldhandler Jens Wulff i Brede, beskjæftigede, efter Møgelt. Av., engang "1100" Kniplingspiger i Slesvig og gjorde Forsendelser til alle Verdensdele. I den franske Krigsperiode var han den eneste Kniplingshandler, der vedblev at reise for ikke at afskedige sine Arbeidere, og da maatte han døie megen Fare og Besværlighed. Engang skjød en fransk Toldpatrouille efter ham, og Kuglen peb ham ret forbi. Den Dag ihukom han siden hvert Aar med Tak til Forsynet. Da Kniplingshandelen siden aftog meget, lagde han sig efter Uldhandelen og forskaffede dette Product, især Marskulden, ganske nye Afløbskilder. Denne Handel fortsatte han til et Par Aar før sin Død. Ligeledes gjorde han for egen Regning store Opkjøb af jydsk Uld, og der gives Aar, hvor det af ham opkjøbte Uldforraad oversteg 200,000 Pd. Ogsaa i det jydske "Bindetøi" har han gjort betydelige Forretninger, navnlig til America. - Som Dreng havde han først været Skriverdreng paa en Herregaard i Jylland, hvor han maatte døie en temmelig haard Behandling. Som 13aarig Yngling begav han sig paa sin første Reise med Kniplinger til Tydskland, fremmed for Sproget og kun med faa og ude af Brug værende Varer. Han vandrede ofte grædende omkring, indtil - som han fortalte - Forsynet en Dag sendte ham en Betler-Olding paa hans Vei. Denne Oldings fromme Sind og Fortælling om sit mærkelige Levnetsløb styrkede saaledes Ynglingens Mod, at han ufortrødent fortsatte sin begyndte Vandring, og snart havde han den Glæde at komme bedre frem. I 30 Aar bereiste han siden tilhest Meklenborg, Hannover og endeel af Preussen saa hyppigt og vedholdende, at han beregnede den Vei, han havde redet, lig med Jorden tre Gange rundt. Paa sine Reiser til Harzen blev han bekjendt med sin endnu levende Hustrue, som blev ham en trofast Livsledsagerinde. I Anledning af sin Forlovelse oppe paa Bloksbjerget skrev han en Romance, der er bleven tryk, og uddeelt til Mange. I sit 36te Aar giftede han sig og levede 49 Aar i det lykkeligste Ægteskab. I 1846 fik han af Christian den 8de Fortjenstmedaillen i Guld, og 1854 blev han af Frederik den Syvende udnævnt til Ridder af Dannebroge. Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia, hos hvem han stod i høi Agtelse og Yndest, beærede ham med Besøg i hans Huus den 8de September 1847. Han foretog sig dagligt lige indtil sit sidste Sygeleie Fodvandringer, hvor ondt end Veiret var, og kjørte endnu i sit 84de Aar i afvigte Vinter ene til Husum. Blødagtighed og Forfinelse vare ham imod, hvorfor han ogsaa, uanseet at han kunde have gjort sig Livet mageligt og beqvemt, vedligeholdt sin jævne, tarvelige Levemaade og sit ligefremme, oprigtige Forhold imod Alle til det Sidste. Han var en Mand med et lyst Blik, en klar Forstand og et varmt Hjerte; en tro Frænde; som saadan har han vistnok ingen ringe Medvirkning havt paa sine tvende Brødres Ungdomsudvikling: den ene senere Præst i Riis og den anden, Eieren af Nebel Mølle, den fra den jydske Stænderforsamling hæderligt bekjendte Justits. Hans Wulff. Som imod Slægtninge og Venner var han ogsaa trofast og hjælpsom imod den mindre Bemidlede, især naar det gjaldt at styrke Arbeidsomhed og Redelighed. Det er ogsaa sandt, hvad der vidnedes ved hans Grav, at han altid pleiede at uddele Noget af det Fortjente, naar han kom tilbage fra sine Handelsreiser, og at han gjerne vilde, at Andre skulde være glade med ham og være nyttige Borgere, ligesom han stræbte at være det og isandhed var det. Det var hans Nøisomhed, Virksomhed, Udholdenhed og barnlige Tro, der havde sat ham istand til at kunne give og til at kunne glæde og gavne sine Medmennesker. Han maa i det Hele taget betragtes som en af Forsynet i høi Grad benaadet Mand. - Som yderligere Beviis for den Hedengangnes sjeldne Udholdenhed bør nævnes, at han i 54 Aar, til faa Dage for sin Død (i Marts d. A.), førte en Dagbog, der i al den Tid kun var afbrudt i nogle faa Dage. Disse Optegnelser vare den Afdøde en kjær Syssel; han kunde dagligt kalde den svundne Tid tilbage. Ligesom de ere af stort Værd for Familien, saaledes vilde de ogsaa have Interesse for en videre Kreds, idet de vidne om, hvad Virksomhed under Udholdenhed og Tro formaaer i det svage Menneske, ikke alene til Fred i Hjertet, men ogsaa til Gavn og Glæde for en vid Kreds og for Fædrelandet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. april 1858).

Kniplingshandler Jens Wulff (1744-1858) fra Bredebro lidt nord for Tønder i Slesvig, var en af den slesvigske vesteregns mest ansete og indflydelsesrige mænd i første halvdel af 1800-tallet. Han var af en dansk familie og var gift med en tysk kvinde. Han beherskede begge sprog. Hans gård i Brede eksisterer stadig. Han førte detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. 

En Hr. Jens Wulff fra Brede ved Tøndern bekjendtgjør i Aviserne, at Aarsagen hvorfor han ikke i Aar kan sende sin Pleiesøn Wilhelm Nissen til Vesteregnen af Jylland for at gjøre Opkjøb af Uld i Partier er nogle Hindringer, som Politiemesteren i Holstebroe afvigte Sommer lagde ham i Veien. Hr. Wulff siger blandt Andet:

"Som dansk Undersaat var det i en Række af 43 Aar skjøndt boende paa Landet, min kjæreste Bestræbelse at virke til Landmandens Gavn ved Forsendelse endog til fjerne Verdensdele af Landets Industrie-Frembringelser og Naturprodukter; jeg saae her den første Hindringssteen kastet mig i Veien. At jeg til Gavn for Jylland ei tør afbenytte mine Connexioner og Pengemidler gjør mig hjertelig ondt; men mig blev sagt: jeg kjøbte for meget!!! Jeg betalte dernæst i rene Contanter, som jo ei før var Skik og Brug i hiin Egn, og - paa min Virksomhed blev lagt et fængslende Bånd."

I Marsken fra Tøndern til Husum, er ved forøget og frie Concurrence, Uldpriserne siden 1829 stegne fra 10 til 18 a 20 Ldsk. pr. Pund; en riig Indtægtskilde er derved aabnet for Landmanden, og til meer end det Dobbelte har han forøget sine Faareflokke; men - hvor der skal tilveiebringes et slift Resultat, der maa Uldhandelen ei være et Monopol for Smaahandlere, der blot kjøbe, naar de have Commission (en selvstændig Kjøbmand frygter ingen Concurrence, og holder let en fremmede Kjøber tilside) der maae Handelen som i Hertugdømmerne være fri, og den Kjøber meest velkommen, som bringer de fleste Penge i Landet.

Naar denne Frihed ogsaa finder Sted i Jylland, og jeg seer mig betrygget for slige Ubehageligheder, som de der mødte mig afvigte Sommer, og som forvoldte mig betydeligt Tab, da begynder jeg mit Uldopkjøb paa nye, og vil med Glæde bidrage min Skjærv til at hæve og forøge et Product, der afgiver en saa vigtig Export for vort kjære Fødeland.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 15. oktober 1835).

- Tøndersk Kniplingsfabrik. Vi have tidligere, ved at berette om et smagfuldt og kostbart Kniplingssmykke, som den bekiendte Kniplings- og Uldgodshandler Jens Wulff, Brede havde den Ære at overrække Hendes Maiestæt, henledet Opmærksomheden paa denne vigtige Industrigreen, den eneste indenlandske, der frembringer Luxusartikler, som ere Gjenstand for forsendelse til Udlandet. Denne Industrigreen har bragt Velstand i Egnen omkring Tønder, har i Aarhundreder tilført og tilfører endnu samme betydelige Pengesummer, og har ved den herved for ægede Cirkulation givet Grundeiendommene en betydeligen høiere Værdi end andensteds. Vel har ukyndige Philanthroper villet paastaae deels at fortjenesten ene gik i Kniplingshandlerens Lomme, idet denne ikke tilstod Kniplerskerne mere, end der var høist fornødent til at friste Livet med, deels at dette Arbeide indvirkede skadeligt paa Kniplerskernes sundhed, idet disse ved den megen Stillesidden fra en ung Alder skulde tabe deres sundhed, ja endogsaa blive Krøblinger. Enhver, der har været i denne Egn, vil imidlertid have havt Leilighed til at kjende det Urigtige og Overdrevne i denne Paastand. Kniplerinderne udføre deres Gierning i deres varme Stue, medens Mangen af den arbeidende Klasse lider Sult og Kulde; deres Arbeide udfordrer ikke nogen Anstrængelse, hvorfor de kun behøve Lidet til Klæder og Føde; naar de ere flitiige og sparsommelige, kunne de derfor beholde Noget tilovers, hvorved mange blandt dem see sig istand til at kunne ernære deres gamle Forældre eller hjælpe til at opdrage deres Sekstende. Sædvanligen sidde flere Kniplingspiger sammen i een Stue, og da deres Arbeide for det meste er mekanisk, kunne de under samme følge deres dyst til at synge og fortælle Historier, og Tiden gaaer saaledes hurtigen og behageligen for dem, medens de fortiene Brødet for dem og Deres. Naar Sommeren kommer, sættes for en stor Deel Kniplingsskrinet tilside, og mange Kniplingspiger ere nu Markarbeidere, der ere bekiendt for at kunne bruge sig, og især for at kunne føre Kniven godt. En saadant Liv kan ikke synes at indvirke skadeligt paa Helbreden eller at foraarsage nogen Vanførhed; vel gives der ogsaa Svage og Krøblinger blandt Kniplingspigerne, men saadanne findes der overalt, og det er netop en Lykke for disse ellers forladte og hiælpeløse Væsener, at de paa denne Maade kunne fortjene deres Brød. - Kniplingernes Provenu beløber sig vel ikke til et saa meget betydeligt Beløb, men det maa da ogsaa bemærkes, at næsten Alt er Arbeidsfortjeneste, eftersom Materialets Værdi er ubetydeligt og sjelden udgjør 10 Procent. Da denne Handel var i sin største flor, tilførtes der Tønder-Egnen aarligen fra Ind- og Udlandet omtrent 100,000 Rbd. Courant eller 1600,000 Rbd., hvoraf Wulffs Handel, der meest var paa Udlandet, udgjorde over 1/6 Deel, skiøndt det dog dengang ikke var den betydeligste. Vel har denne Handel senere i tabt sig, men man kan dog med Sikkerhed beregne, at endnu omtrent den halve Værdi aarligen tilvirkes, og det vilde vistnok være et stort Savn for Egnen, hvis denne Industrie skulde ophøre, da herved mange hundrede Mennesker vilde blive brødløse. Naar vi sammenligne dette fabrikat med det jydske Uldgods, da er det vel ogsaa, at det sidste bringer flere Summer ind i Landet, men største Delen af dette Beløb maa da ogsaa regnes fra for Ulden, der kunde sælges og forsendes til Udlandet, hvis den ei blev her forarbeidet. Selv for nogle Aar tilbage, da Conjuncturerne vare bedre for Uldgodshandelen, kunde en Binder i Arbeidsløn kun fortiene paa 1 Pd. Uld 4 til 6 lsk eller 13 til 19 Rbsk, i den senere Tid saa meget som et Pd. Uld kostede; men efterat de amerikanske forsendelser ere ophørte, daler det igjen med Prisen, og Fortjenesten vil i indeværende Aar blive ussel for de stakkels Bindere. Vi tør derfor paastaae, at det meer er tilsyneladende end virkeligt hvad Uldgodset indbringer, hvorimod det er mere virkeligt end tilsyneladende, hvad Kniplingerne indbringe, efterkom disses Provenu næsten heelt er Arbejdsfortjeneste.

(Dagen 7. april 1841).

2 kniplersker arbejde i 9 måneder på fuldtid for at fremstillet arbejderne til kongeparret i 1841.

Helt enig er Frilandsmuseet ikke i ovenstående beskrivelse af kniplerskerne. I beskrivelsen af museets knipleskole fra Nørre Sejerslev, som lå tæt på hvor Wulff virkede, fortælles at egnens småpiger, især fra mere beskedne hjem, lærte at kniple for at skaffe sig en indtægt. Kniplingernes storhedstid var i 1700-tallet, og kulminerede ca. 1800-1830. Kniplingsarbejdet blev kommisioneret ud til kniplerskerne af mellemhandlere, som leverede mønstre og materialer. De betalte kniplingspiger og -koner meget beskedne summer for det fine arbejde, og tjente en del på avancen ved videresalg af de færdige kniplinger til købmænd og manufakturhandlere. Arbejdet kunne være hårdt for fysikken. Man sad bøjet mange timer og kniplingsbrættet, og lyset var efter vor tids stanarder uskarpt og dårligt. For at udnytte tællepråse og kærter til det yderste, forstærkede man lyset ved genskin fra vandfyldte kugler, ophængt i rummet. Men øjnene kunne efter nogle år i faget godt begynde at tage skade. Mange kniplingspiger blev tidligt dårligt seende.

Af de sparsomme politiske bemærkninger fremgår at han støttede de danske konger Christian 8. og Frederik 7. og den dansk-tyske helstat. Dagbogen viser at han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne da han opfattede det som om at "tyske" og "danske" havde levet fredeligt side om side. Se særskilt indslag om Jens Wulff i Martsdagene 1848.

Efter Slaget ved Bov i april 1848: 

"Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”. 

Hans ønske om at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur var han ikke ene om. Han misbilligede såvel Hiort Lorenzen som danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede. Herom skrev han i sin dagbog: 

"… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.

Ved udbruddet af krigen i 1848 blev positionerne linet op som et valg mellem det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør og Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre. Det skabte ofte spittelser i familierne: Den københavnskfødte major Cæsar du Plat valgte oprørshæren mens hans bror Glode du Plat modparten. Den københavnskfødte løjtnant Huno von Holstein valgte oprørerne og blev nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Løjtnant Holstein deltog i arrestationen af apoteker Nagel fra Højer som var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational. 

Grunde til at dansktalende valgte den slesvig-holstenske side kunne fx være modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”. 

På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Kongefamiliens sidegren med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret. 

Især for handlende var krigen en katastrofe, og forholdt man sig neutral, blev man hurtigt stemplet som tilhørende fjenden, således som Jens Wulff udsatte sig selv for. Selv brød han sig ikke om at krigen blev undergangen på det Slesvig som han havde holdt af.  

Litteratur

Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954.  Et udpluk fra martsdagene i 1848 kan ses her på bloggen. 

René Karpantschof: "De stridbare danskere 1848-1920" 

Andreas Gottlieb Eduard Bertram. (Efterskrift til Politivennen).

Andreas Gottlieb Eduard Bertram (1821-1897) blev født og uddannet som litograf i Nordhausen, Thüringen i det sydlige Harzen. I slutningen af 1844 bosatte han sig i Hamburg, hvor farbroderen snedkermester Johann Georg Gottlieb Bertram. I juni 1845 udvandrede han til Danmark hvor han blev ansat som lithograf ved Elmenhoffs Trykkeri (zom trykte Randers Avis). Han boede i Storegade 1 (nuv. Søndergade 1), Randers i købmand Schous store købmandsgård/ den gamle Farvergård fra 1763. 

I 1850 flyttede han til Aalborg hvor han var selvstændig lithograf med eget værksted, først hos sin senere svigerfader particulier Søren Lund i Maren Turisgade 291 (nu nr. 4), senere flere steder i Aalborg, bl.a. Jomfru Anesgade 271 (nu nr. 6). Længst boede familien i Algade 374 (nu nr. 39), hvilket hus han ejede.

Lithografisk Etablissement.

Undertegnede har aabnet et lithographisk Etablissement i Aalborg, paa Gravensgade Nr. 124, og anbefaler sig med Udførelsen af alle til Lithographien henhørende Arbeider, saasom Visit- og Adressekort, Regnings., Vexel-, Anviisnings-, Connessements-, Certeparti- og andre Blanquetter; Apotheker-Signaturer, Viin-, Tobaks- og andre Eitquetter; Circulairer, Priiscouranter, tabellariske Sager; alt i sort, couleurt og Broncetryk m.m.m.

Eduard Bertram.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. marts 1850).

Eduard Bertram blev i 1850 medlem af Aalborg Sangforening. I 1854 var han medlem af den festkomite som arrangerede en stor sangfest i Aalborg over to dage for jyske sangforeninger. Foreningen sang sange for større og mindre kor og hele operaer, fx Webers "Jægerbruden" og Gades "Elverskud" samt uddrag fra Mozarts "Don Juan", du Puy’s "Ungdom og Galskab" og Lorzings "Czar og Tømmermand" hvor Eduard optrådte som den opblæste borgmester. De optrådte på jyske sangerfester. Eduard blev omkring 1883 æresmedlem for sin indsats i foreningen. Han var da det medlem der havde været medlem længst.

I 1856 ansøgte han om og fik indfødtsret den 1. april: "Eduard Bertram, Lithograf i Aalborg, født i Nordhausen i Preussen i Aaret 1821". Siden boede familien til leje i Jernbanegade 13, 1. 

Eduard var en tillige habil tegner.  I september 1858 tilbød han beskæftigelse til "nogle drenge" og igen i oktober 1859 til stentrykkeriet. 28. marts 1862 blev han gift med Cordula Octavia Lund (1834-1903), datter af proprietær S. Lund i Aalborg. Deres fire børn blev født i Aalborg mellem 1863 og 1869. Han annoncerede igen for beskæftigelse af nogle halvvoksne drenge i stentrykkeriet i juni 1863. Den 26. april 1864 meddeltes i aviser at stentrykkeriet var flyttet fra Jomfruanegade til Slotsgade 519 (hr. kobbersmed Hallunds Gård). Annoncer ses indtil marts 1869.

Ca. 1892 flyttede Eduard Bertram og Cordula til København. Kilden antyder to grunde: for at bo nær børnene, og/eller fordi han blev svagelig. Cordula havde holdt skole i Aalborg, i København et pensionat. De nåede at opleve barnebarnet, gymnastikpædagogen Agnete Bertram (født 1893, se andetsteds på denne blog).

Kilde: Viggo Bertram: En indvandrerslægt. Slægten Bertram gennem 253 år. 1984.

Litograf Eduard Bertram. * 1821 + 1897 og hustru Cordula f. Lund. *1834 +1903. Schlafet in Ruh, Schlafet in Ruh! Vorüber der Tag und sein Schall, Die Liebe Gottes deckt Euch zu, Allüberall." Hvilket er omkvædet på sangen "Gute Nacht" af Emanuel Geibel (1815-1884) som regnes som en af de betydeligste tyske lyrikere og epikere i det 19. århundrede. Gravsted på Vestre Kirkegård Afdeling K, rk. 7, nr. 6. Han døde 20. april 1897 og blev begravet 24. april 1897  fra Sct. Matthæus kirke på Vestre Kirkegård. Hun blev født 20. juni 1834 i Aalborg amt og  døde 12. aug. 1903 på Frederiksberg. Hun blev begravet begravet 15. august 1903. Stenen kan være af nyere dato, eller fint restaureret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mordet i Store Kannikestræde 3. (Efterskrift til Politivennnen).

Kjøbenhavn d. 6. Febr,

- (B. T.) I Torsdags Formiddag blev Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde, myrdet af en tidligere afstraffet Person, som efter i Løverdags at være paagrebet, tilstod sin Brøde. Motivet til Forbrydelsen var at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge og Klædningsstykker.

(Dannevirke 8. februar 1854).

"Flyvp." giver en nærmere detailleret Beskrivelse om Mordet i Kannikestræde, saalydende: I Torsdags Aftes fandtes Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde 29, 2den Sal, med overskaaren Hals i sin Seng; ved Siden af Sengen stod en brændende Lampe, og Stuen var formelig udplyndret. Mistanken for denne afskyelige Misgjerning faldt paa en forhenværende Skorsteensfeierlærling fra Kjøge, hvem den myrdede Petersens Datter kun kjendte under Navnet Hans, og med hvem Petersen skal have stiftet Bekjendtskab paa et Værtshuus. Ved en af Politiet hurtigt foranstaltet Eftersøgelse lykkedes det i Løverdags at paagribe Personen, som samme Aften bekjendte, at han havde myrdet Petersen, men at det var skeet i Forening med tre andre Personer. Denne Tilstaaelse skal han imidlertid i Søndags have tilbagekaldt og erklæret, at han alene var Morderen. Resultatet af hans Tilstaaelse skal i det Væsentlige være Følgende: da han i Torsdags Middags befandt sig alene med Petersen, hvis Datter var fraværende, besluttede han at udføre den Tanke, han i nogen Tid havde gaaet om med, at myrde ham og bemægtige sig hans Eiendele. Med en Barberkniv tilføiede han Petersen et Snit bag i Nakken, og da denne styrtede om i Sengen, fuldendte han Mordet ved at overskjære Struben paa ham. Han gav sig nu til at plyndre Stuen, og da han ikke paa een Gang kunde faae Alt med sig, gik Forbryderen i sin afskyelige Frækhed saavidt, at han tre Gange vendte tilbage for at slæbe Resten bort. Den sidste Gang var det blevet mørkt, og han tændte derfor en Lampe, for desto bedre at udføre sit Ran. At han skulde have havt isinde at sætte Ild paa Sengen for at dølge Misgjerningen, har han benegtet. Alt hvad han høstede ved sin gruelige Gjerning, skal være vurderet til - 36 Rbd.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. februar 1854).

- I Tirsdags stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminalret den 27de Mai afsagte Dom i Justitssagen imod Skorsteensfeierlærling Hans Peter Vilhelm Nielsen, som den 2den Februar d. A. myrdede Liigbærer og Leietjener Hans Petersen på dennes Bopæl i Store Kannikestræde. Ved Dommen er Arrestanten dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

(Kjøbenhavn, den 29de August.) Imorges Kl. 7½ henrettedes paa Amager Skorsteensfeierlærling Olsen, som myrdede Liigbærer Petersen i St. Kannikestræde. Forbryderen, som omringet af Vægtere gik fra Byen derud, skal have seet meget bleg ud og endnu paa det Sidste spurgt, om der var Haab om Benaadning. En overordentlig stor Menneskemasse havde samlet sig om dette blodige Skuespil, der forøvrigt skal være foregaaet med stor Hurtighed og Sikkerhed. Tilskuerne skulle ikke blot have været den fattigere Deel af Befolkningen. Som Exempel paa, hvad Literatur denne ynder, fortjener at anføres, at en lille Udgave af Criminalprocessen, besørget af Criminal- og Politiretsfuldm. Søndergaard, har været solgt i henved 6000 Exemplarer. Mordet hører forøvrigt til de raaeste og frækkeste, der kunde tænkes, og da Forbryderen hverken har viist sig som exalteret eller stupid, er Dødsstraffen her udentvivl velfortjent. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1854).

Store Kannikestræde 3 er den midterste af de tre bygninger til højre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Peter Vilhelm Nielsen, 

     Skorsteensfeierlærling, 
Liigbærer og Leietjener Hans Petersens Morder.
              (Meddeelt efter Acterne.) 

Efter at have tilbragt Dagen hos Familien G., hos hvem hun havde Beskjæftigelse ved Syning, gik Jomfru Kirstine Petersen, Liigbærer og Leietjener Hans Petersens 19aarige Datter, Torsdagen d. 2den Febr. 1854, om Aftenen Kl. 10½, hjem til sin Fader, der tilligemed hende beboede et Værelse paa anden Sal til Gaarden i Huset Nr. 29 i store Kannikestræde i Kjøbenhavn. Hun var forbleven noget længere end sædvanligt hos G., paa Grund af at de skulde paa Maskerade i Casino, hvortil hun havde været dem behjælpelig med at træffe Forberedelserne. Døren til Faderens Værelse fandt hun aflaaset, og, da der ikke blev lukket op, efter at hun gjentagne Gange havde banket paa, begav hun sig ned til den i Kjelderen til Stedet Nr. 28 i samme Gade boende Værtshuusholder Niels Andersen, for at hente Nøglen til Værelset, hvilken Den, som gik sidst ud, Faderen eller Datteren, altid pleiede at bringe derned, for at den der kunde hentes af Den, som først kom hjem. Jomfru Petersen, som, efter at have lavet Kaffe til sin Fader, havde forladt Hjemmet om Morgenen lidt før Klokken 9, ventede saaledes at forefinde Nøglen hos Andersen; men denne erklærede, at han ingen Nøgle havde modtaget af Faderen, hvem han antog maatte være hjemme, hvorfor han raadede Datteren til atter at banke paa. Da dette ogsaa viste sig at være forgjæves, blev hun staaende i Gangen udenfor, indtil hun hørte Een at komme op ad Trappen, hvem hun, da han nærmede sig hende, der i Mørkningen ikke kunde gjenkjende Personen, spurgte, om det var Fader, men fik et benægtende Svar. Det var Skræddermester Rasmussen, som havde sit Værelse ligeoverfor Petersens, og, skjøndt han, med Undtagelse af et Par Timers Tid efter Klokken 9 om Formiddagen, var hjemme til om Aftenen, havde han, hvis Værelse kun ved en smal Gang var adskilt fra Petersens, end ikke hørt dennes Dør aabnet eller lukket. Han opfordrede Jomfru Petersen til at forhøre om Faderen hos Værtshuusholder Andersen, og, da hun dertil svarede, at hun alt forgjæves havde været der, leverede han hende Gadedørsnøglen, for at hun paany kunde forhøre hos Andersen. Denne havde endnu Intet erfaret, og forblev Jomfru Petersen derefter paa Husets Trappegang indtil om Morgenen, da hun, efter at have gaaet en Spadseretour, for at blive varm, igjen indfandt sig hos Andersen, nød en Kop Kaffe, og derefter begav sig til sit Arbeide hos G., idet hun yttrede til Andersen, der fandt det underligt, at hun ikke havde truffet fin Fader, at han formodentlig havde været i Casino, og at han havde fortjent dygtige Skjænd herfor.

Værtshuusholder Niels Andersen havde kjendt Liigbærer Petersen fra tidligere Tider, navnlig fra den Tid, de begge conditionerede her i Staden, og, siden Petersen i December Maaned 1853 fraskiftede en Portnertjeneste og kom til at boe i Kannikestræde, næsten dagligen seet ham i sit Huus, hvor Liigbærercontoirets Tilsigelsessedler til Petersen, til at møde ved Begravelser, bleve modtagne og afhentede af denne, ligesom Andersen ogsaa jevnligen modtog anden Besked til Petersen; saaledes havde han op ad Formiddagen, efter Jomfru Petersens Bortgang, modtaget det Budskab, at man hos Consul N. N. ønskede Petersens Assistance ved et Bal, som skulde afholdes Dagen efter. Da Andersen af nogle Liigbærere, som bemeldte Torsdag henad Middagen indfandt sig hos ham, havde, paa sit Spørgsmaal til dem, om de ikke havde seet noget til Petersen, faaet et benægtende Svar, og han fandt det paafaldende, at denne ikke havde spurgt om "Tilsigelserne“, bestemte han sig til at gaa ind paa hans Værelse, for at see, om der ikke skulde være noget iveien med ham. Han henvendte sig derfor til Eierinden af Stedet Nr. 29, Madam Hansen, af hvem han erholdt en Nøgle, men vilde ikke aabne Døren, medmindre Værtinden ogsaa var tilstede, hvortil han fik hende overtalt, skjøndt hun gjorde det ugjerne, paa Grund af at Andersen havde yttret, at han havde en besynderlig Følelse i det Øieblik. Madam Hansen gik derefter ind til Skrædermester Rasmussen, og, i Følge med denne, aabnede Andersen Døren til Petersens Værelse."Her er jo Ingen“, sagde Andersen til sine Ledsagere, og tilføiede, da han i det Samme bemærkede den Confusion, hvori Alt befandtes i Værelset, at her ikke saae videre godt ud. Gulvet, Væggene, Kakkelovnen, Døren og Meublerne vare overstænkende med Blod og, ved at opløfte Dynen paa Liigbærer Petersens Seng, fandtes han livløs og svømmende i Blød. Andersen aflaasede derpaa Døren og afleverede Nøglen til Madam Hansen, som ufortøvet gjorde Anmeldelse om det Passerede til Politiet. Under den derefter indledede criminelle Undersøgelse forklarede Jomfru Kirstine Petersen, at hendes Fader havde været i et særdeles godt Humeur, da hun den foregaaende Dags Morgen forlod Hjemmet. Der kunde ikke være Tanke om, at han havde taget sig selv af Dage, thi, saavidt hun vidste, var der Intet, der havde trykket hendes Faders Sind. Han havde vel fortalt hende, at han skyldte 41 eller 42 Rigsdaler bort, men han ventede til Qvartalets Slutning at kunne betale Enhver Sit. Han havde derhos ved flere Leiligheder, naar Talen kom paa Selvmord, erklæret, at "et Menneske aldrig burde berøve sig selv Livet; thi, da Gud havde skjænket Livet, burde det ogsaa være ham overladt at tage det." Der kom ikke Mange til hendes Fader, navnligen kun nogle Ligbærere og hans Brødre; først paa den senere Tid havde der flere Gange indfundet sig en ung Bondekarl, ved Navn Hans, som, efter Sigende, var en Søn af en Gaardmand her i Sjælland, og med hvem hendes Fader havde gjort Bekjendtskab hos Værtshuusholder Rasmus Olsen i Adelgaden Nr. 295 i Kjelderen. Hans blev omtalt som en Person, der brugte flere Penge end han havde Raad til, samt havde pantsat flere af sine Klædningsstykker paa Assistentshuset. Han havde havt den Plan, at han og hendes Fader skulde gaa i Compagni om et Værtshuushold, hvortil han troede at kunne skaffe Penge fra sine Forældre, naar hendes Fader ogsaa kunde reise nogle; i Tirsdags havde han imidlertid foreviist et Brev fra Hjemmet, hvormed han ikke var tilfreds, og hvori omtaltes, at Forældrene selv vilde komme ind til Staden.

Da den af Politiet foretagne Undersøgelse af Localiteterne hos Liigbærer Petersen tydede paa, at han var bleven et Offer for et røverisk Overfald, og Jomfru Petersens Forklaring henledede Opmærksomheden paa en Person, der i den sidste Tid stadigen var kommen til hendes Fader, blev den ommeldte Bondekarl eftersøgt hos Værtshuusholder Olsen. Løverdagen den 4de Februar, om Eftermiddagen Klokken 3, blev en Person de antruffen, som svarede til det af Jomfru Petersen paa Hans opgivne Signalement. Han navngav sig Hans Peter Vilhelm Olsen. Ved den med hans Samtykke foretagne Visitation fandtes han iført flere end de nødvendige Klædningsstykker (saaledes 3 Par Beenklæder og 2 Veste) og vare flere af hans Klæder bestænkede med Blod. Han bragtes paa Politikammeret, hvor Jomfru Petersen i de Klædningsstykker, Anholdte havde været iført, og i de andre hos ham forefundne Gjenstande gjenkjendte flere, som borttagne fra hendes Faders Værelse. I det samme Dag optagne Criminalkammerforhør erklærede Anholdte, efter en alvorlig Formaning til ikke, saaledes som han havde paabegyndt, at fravige Sandheden, - at han nu vilde sige den: Han havde den foregaaende Aften forøvet Tyveri i et Sted i store Kannikestræde ligeoverfor Regentsen. Efterat han nemlig paa Gaden havde truffet 2 Personer, som han havde gjort Bekjendtskab med paa forskjellige Værtshuse, bleve de enige om at forøve et Tyveri i bemeldte Sted, som den ene af disse Personer, Peter Petersen, anviste. De gik samlede derop, og Anholdte blev staaende paa Gangen, for at passe paa, medens de 2 Andre, Peter Petersen og Ole Hansen, forøvede Tyveriet. Efter nogen Tids Forløb kom disse tilbage med endeel Tøi, som bragtes ned i Kirsebærgangen, hvor de deelte det imellem sig, og Anholdte fik de Gjenstande, som han er fundet iført eller i Besiddelse af, med Undtagelse af de ham selv tilhørende. Efter paany at være formanet og foreholdt det Utroelige i, at han paa den Maade skulde være kommen i Besiddelse af Klæder, der desuden vare besudlede med Blod, indrømmede Anholdte, at han "idag" havde hørt fortælle, at en Person, som beboede det Værelse, hvori Tyveriet blev forøvet, skulde være bleven dræbt; men Anholdte nægtede paa det Bestemteste at vide, om Drabet var forøvet af hans 2de Kammerater, da han selv aldrig nogensinde havde været inde i Værelset. Gjort opmærksom paa det Usandsynlige ogsaa i denne Forklaring, erklærede han, at nu skulde han sige, hvorledes det forholdt sig, og fremkom derefter blandt andet med følgende Fortælling: Efter et Besøg hos Liigbærer Petersen "itorsdagsmorges“, mødte Anholdte paa Hjørnet af Kjøbmagergade og store Kannikestræde Peter Petersen og Ole Hansen, hvilke han fortalte, hvorfra han kom, og spurgte disse ham nu, om der ikke var Noget at erholde hos "Personen." Anholdte yttrede dertil, at Liigbærer Petersen var i Besiddelse af forskjellige Effecter, og det blev derefter bestemt, at de i Forening skulde udplyndre ham, idet Anholdte skulde blive staaende udenfor paa Trappen og holde Vagt, medens de Andre gik ind og udførte Gjerningen, og det blev tillige aftalt mellem dem, at Liigbærer Petersen skulde dræbes, dersom de ikke paa anden Maade kunde komme i Besiddelse af hans Eiendele. Efter omtrent 10 Minuters Forløb aabnede Peter Petersen Døren ud til Gangen og vinkede ad Anholdte, som nu kom op i det af Liigbærer Petersen beboede Værelse, og saae Anholdte da, at denne laae dræbt i sin Seng, hvilket Peter Petersen betydede ham ved ad pege hen paa det med Blod besudlede Sengested. Efterat Anholdte saaledes havde seet, at Mordet var forøvet, deeltog han med de Andre i at udplyndre den Afdøde, og de borttoge og bortbare Hver forskjellige Gjenstande, efterat de Hver for sig havde iført sig nogle af Klædningsstykkerne. Anholdte tilføiede sluttelig, at, uagtet han saaledes var medskyldig og meddeelagtig i det begaaede Mord, og ikke kunde undgaae sin Straf, maatte han paa det Bestemteste benægte, at han selv havde begaaet det, hvilket han, efter Alt, der var passeret, maatte antage at være forøvet af Peter Petersen. Denne Forklaring vedblev han. Forhørsdommeren decreterede derefter Arrest paa hans Person.

Samme Dag blev Retten sat paa Almindelig Hospitals Liigstue, hvor den Dræbte var henbragt, og hvor Arrestanten fremstilledes. Han blev opfordret til at erklære, om han ingen anden Andeel havde i Mordet end den af ham vedgaaede, men, idet han lagde Haanden paa Liget - i hvilket han gjenkjendte den Hans Petersen, i hvis Mord han havde været meddeelagtig forsikkrede han, at, skjøndt han var deelagtig i Mordet, som af ham tidligere forklaret, havde han dog hverken personlig deeltaget i samme eller været tilstede i Stuen, da den Afdøde blev myrdet, hvilken Forklaring han vedblev, uagtet det blev betydet ham, med hvilken ny Brøde han betyngede sin Samvittighed, ved at vælte Skylden over paa Andre. Arrestanten erklærede gjentagende, at han havde Andeel i Mordet, men nægtede, at det havde været paa anden Maade, end at han havde staaet Vagt udenfor, medens de to Andre gik ind og forøvede det.

Den næste Dag, Søndagen den 5te Februar, sattes Retten paa Almindelig Hospitals Obductionsstue, hvor Arrestanten blev fremstillet. Han gjentog, idet han lagde Haanden paa den Afsjæledes Hoved, paa det Høitideligste sin Nægtelse af at have havt nogensomhelst personlig Andeel i eller været nærværende ved det begaaede Mord, uagtet han vedblev sin Tilstaaelse om Meddeelagtighed i dette. Saavel denne, som den foregaaende Gang, da Arrestanten afgav Forklaring ved Liget, bevidnede han, med den største Rolighed og Sikkerhed, samt uden mindste Vaklen, at han var aldeles uskyldig med Hensyn til selve Udførelsen af Drabet, og, ved sin første Fremtræden for Liget, kaldte den Afdøde idet han lagde Haanden paa dennes Hjerte - "sin bedste Ven."

Arrestanten, der derefter var bleven afgiven til Arresten, blev samme Dags Eftermiddag fremstillet i Rettens ordinaire Locale, og vedgik nu, at han alene havde gjort sig skyldig i Mordet paa Liigbærer Hans Petersen, og vare de nærmere Omstændigheder dermed følgende: Efterat Arrestanten, der omtrent i Midten af afvigte Januar Maaned var udbrudt af Kjøge Byes Arrest, hvor han hensad, som mistænkt for at have begaaet et Aftenen den 9de November sidstl. i bemeldte Byes Laugshuusgade forøvet Indbrudstyveri, havde taget Ophold her i Staden, gjorde han hos Værtshuusholder Olsen Bekjendtskab med Ligbærer og Leietjener Hans Petersen, hvem han oftere besøgte paa dennes Bopæl i Kannikestræde, og med hvem han, der udgav sig for en Gaardmandssøn fra Byens Omegn, havde talt om, i Forening at oprette et Værtshuushold, hvortil han yttrede formentlig at kunne skaffe nogle Penge. Onsdagen den 1ste Februar fattede han den Beslutning at myrde Petersen. Under sit Bekjendtskab med denne havde Arrestanten aldrig været uenig med ham, og Petersen havde stedse viist Forekommenhed og Gjæstfrihed med Arrestanten, og selv den Morgen, da Arrestanten udførte sin Beslutning, havde der ikke været nogensomhelst Trætte imellem dem, og Samtalen havde dreiet sig om ligegyldige Ting, som Arrestanten ikke længere saae sig istand til at erindre. Den eneste Bevæggrund til Mordet var, at han vilde tilvende fig de Effecter, han paa Petersens Bolig havde feet denne i Besiddelse af, og hvilke han deels vilde benytte selv og deels sælge eller pantsætte, for at skaffe Midler til at komme bort her fra Landet, hvilke han ikke vidste paa anden Maade at tilveiebringe. Til den Ende begav han sig den følgende Dag, Torsdagen den 2den Februar, om Morgenen Klokken 9, forsynet med en ham tilhørende Barbeerkniv, for dermed at begaae Mordet, hen til Petersen, hvem han traf ene, og med hvem han blev enig om at spise Frokost sammen, hvortil Arrestanten hos den i Stedets Kjelder boende Andersens Hustru kjøbte en Pægel Brændeviin og en Flaske Øl, i hvilken Anledning han, der dengang ikkun eiede 8 Sk., pantsatte et ham tilhørende Lommetørklæde for 3 Sk. Da de havde spist og Drikkevarerne vare fortærede, og Petersen, iført Beenklæder og Skjorte, havde sat sig ned paa en Stol ved Vinduet, fremtog Arrestanten, der stod ved hans høire Side, og nu fandt Leiligheden passende, Barbeerkniven ubemærket af Petersen, og, idet han fortsatte den begyndte Samtale, samt slog den halve Deel af Gardinet ned, for at forhindre, at Nogen skulde see ind, bibragte han Petersen et 6½ Tomme langt og over 1 Tomme dybt Snit bag paa Halsen op mod Nakken, hvorved Skaftet blev afbrudt af Kniven, af hvilken Arrestanten beholdt Bladet i Haanden. Da Petersen, holdende med begge Hænder om Saaret, uden at skrige, var styrtet hen og havde kastet sig over sin, i omtrent 3½ Alens Afstand fra Stolen staaende Seng, saaledes at han laa paa Maven med den venstre Side af hovedet opad, sprang Arrestanten hurtigt efter ham, greb ham i Ansigtet og bøiede Hovedet tilbage, samt gav ham med det nævnte Knivsblad et dybt Snit tværs over den forreste Deel af Halsen, hvorved Petersen, idet der stod en stærk Straale af Blod ud af Saaret, sprang i Veiret, rækkende sine Arme ud mod Arrestanten, ligesom for at støde ham bort, men dertil var han altfor magtesløs, og han faldt om i Sengen, uden at røre sig mere; hvorefter Arrestanten kastede Liget, der med Hovedet laa mod Fodenden af Sengen og med Benene udaf samme, heelt op i Sengen og tildækkede det med Dynen. Han tilvendte sig nu et paa Bordet liggende Sølvuhr; af et Skriin, hvilket han opbrød med en forefunden Sax, omtrent 6 Rbd. i Sølvpenge, nogle Prætiosa, samt 2 Sølvtheskeer, og af de øvrige i Værelset værende Effecter endeel Klædningsstykker m. v., hvilke Gjenstande han dog først efter at have med en i den paa Bordet liggende Portemonnaie forefunden 3 Sk. indløst sit i Kjelderen pantsatte Lommetørklæde, ved hvilken Leilighed han, for at skjule, at hans Trøie var besudlet med Blod, iførte sig en, den Afdøde tilhørende Frakke bragte bort, idet han aflaasede Døren og tog Nøglen med sig. Uhret, Prætiosaerne og Theskeerne solgte han for 8 Rd. 3 Mk., og indleverede de øvrige Gjenstande til Pantsætning paa 2 forskjellige Steder, hvor han omtrent Klokken 3 om Eftermiddagen hentede Laanesummen, circa 20 Rd., hvornæst han atter begav sig op paa den Myrdedes Værelse og tilvendte sig flere Klædningsstykker, hvilke han tildeels iførte sig, og hvormed han, medtagende Nøglen til Værelset, begav sig til sit Logis paa Hjørnet af Vognmagergade og Brøndstræde. Her forblev han indtil det var blevet mørkt, da han 3die Gang begav sig til den Myrdedes Bolig, lukkede sig ind i Værelset, pakkede en stor Deel i samme endnu forefundne Effecter i en dersteds staaende og med Blod besudlet Trækasse, i hvilken Anledning han antændte den Afdødes Lampe, en saakaldet Studeerlampe, uden Kuppel, og bortbar Kassen til sit Logis, idet han forinden han aflukkede Leiligheden, hvortil han atter medtog Nøglen henstillede den brændende Lampe saaledes under det ene Sidestykke af Sengen, at han haabede derved at bevirke Sengens Antændelse, og ved en paa den Maade opstaaet Ildebrand at skjule Sporene af den af ham begaaede Forbrydelse, hvilket Attentat imidlertid, da Lampen, formeentlig af Mangel paa Olie, er udgaaet kort efter hans Bortgang, ikke havde anden Virkning, end at der blev brændt et hul i Sidestykket af Sengen. Arrestanten erklærede derhos paa Anledning, at de 2de, under Sagen tidligere omforklarede Personer vel vare virkelige, ham bekjendte Personer, men, ligesom deres Opholdssteder vare ham ubekjendte, saaledes havde de ingensomhelst Andeel havt i de af ham begaaede Forbrydelser, og Grunden til, at han angav dem som Medskyldige, var ene den, at han derved tænkte at gjøre sig selv mindre strafskyldig. Med Hensyn til fit Foregivende for den Afdøde, at hans Navn var Hans Nielsen og at han var en Søn af en Gaardmand, angav han Grunden dertil at være den samme, ifølge hvilken han under sit Ophold her i Staden var flyttet fra det ene Sted til det andet, nemlig at forebygge, at man skulde erfare hans sande Stilling, som en undvegen Forbryder, og Politiet, af hvilket han troede sig eftersøgt, komme paa Spor efter ham, og havde han indladt sig med den Afdøde om det ovennævnte Compagniskab, for desto lettere at faae ham til at troe, at han var den, han udgav sig for.

Ved den over Liget af den Myrdede omtrent var 41 Aar gammel og af en robust Bygning afholdte Obductionsforretning blev det befundet, at den eneste Beskadigelse paa samme, der kunde komme i Betragtning som Dødsaarsag, var Saaret foran paa Halsen, ved hvilket, der var af 5½ Tommes Længde, blandt andet Strubehovedet heelt og den store Halsblodaare paa høire Side tildeels var overskaaret, idet der ved Aarens Overskjæring maatte afstedkommes en hurtig, dødelig Forblødning, medens Snittet i Nakken, paa Grund af sit Sted, ikke kunde bevirke nogen synderlig stærk eller farlig Blødning.

De Gjenstande, Arrestanten, som meldt, tilvendte sig, og som tilhørte deels den Afdøde, deels dennes Datter og hendes Forlovede, og deels Liigbærerlauget, vare omtrent af 170 Rdl. Værdi.

Arrestanten vedgik endvidere, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han om Aftenen mellem Klokken 7 og 8 den 9de November 1853 igjennem et Vindue, han havde aabnet ved at slaae en Rude ind, var stegen ind i Arbeidsmand Lars Jensens Bolig i Laugshusgaden i Kjøge, paa en Tid, da denne og Hustru vare fraværende paa en Reise, og der havde tilvendt sig adskillige Klædningsstykker m. v., til en Værdi af 41 Rdl. 4 Mk., foruden et Pengebeløb af 5 à 6 Rdl., samt den 23de Januar næstester havde frastjaalet Skorsteensfeiersvend H. C. Christensen fra dennes Logis i et uaflaaset Værelse i Stormgaden Nr. 195 i Kjøbenhavn endeel, til 32 Rdl. 5 Mk. 8 Sk. ansatte Effecter og et Pengebeløb af 4 Mk.

Arrestanten, der er 24 Aar gammel, er ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 23de Februar 150, for at have frastjaalet Tjenestekarl Abraham Jensen et i dennes Kammer, hvortil Adgangen var aaben, hængende Sølvlommeuhr, af Værdi 6 Rdl., anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og har, ifølge samme Rets Dom af 20de April 1850, været straffet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide, som skyldig deels i Tyveri, forbundet med Indbrud, og deels i Bedrageri. Han havde nemlig den 12te Marts s. A. stjaalet nogle, Malerlærling Vilhelm Thorvaldsen Rustgaard tilhørende, til 4 Rdl. 3 Mk. vurderede Klædningsstykker m. v., der vare beroende i et Værelse i Baghuset til Gaarden Nr. 7 ved Gammelstrand, til hvilket Værelse han skaffede sig Adgang, idet han ved hjælp af en Stige, som han fra et andet Sted i Gaarden bragte hen til bemeldte Baghuus, frøb igjennem et Vindue, der var tillukket, men efter Arrestantens Forklaring uden at Krogene vare fastgjorte. I Bedrageri havde han gjort sig skyldig med Hensyn til et. Johan Christopher Andersen tilhørende, til 6 Rdl. vurderet Uhr, hvilket han uden Tilladelse havde pantsat, og med Hensyn til 1 Rdl., der af Pigen Else Andersdatter var ham leveret, for at han skulde bringe den til hendes Broder, bemeldte J. C. Andersen, men hvilken han selv forbrugte.

Betræffende hans tidligere Livsforhold giver Lærer ved Kjøge Borgerskole, Dannebrogsmand P. E. Becher, Arrestanten følgende Vidnesbyrd:

"Hans Peter Vilhelm Nielsen, en Søn af afdøde Skorsteensfeier Henning Peter Bohn Christian Nielsen og Hustru Lovise Vilhelmine Petersen, og født den 2den April 1830, blev i November 1838 opflyttet fra Kjøge Borgerskoles Elementairklasse til 1ste Drengeklasse, hvorfra han i November 1840 rykkede op i 2den Drengeklasse, og her forblev han indtil han i October 1843 udskreves til Confirmation, uden at naae op i øverste eller 3die Drengeklasse. I 5 Aar stod jeg saaledes i Forbindelse med bemeldte Drengebarn, og maatte dagligen beklage de uheldige Familieforhold, under hvilke han levede. Faderen var nemlig yderst forfalden og endte Livet, som Følge af et Fald i Drukkenskab, medens Sønnen endnu kun var 22 Aar gammel. Den 8de April 1835, altsaa da Sønnen var 5 Aar, giftede Moderen sig med Skorsteensfeier Jacob Jørgensen, der var forfalden til samme Last, som Nielsen, og under denne Stedfader fik Drengen nu sin Opdragelse, som væsentlig bestod i, at han dagligen maatte løbe omkring med den drukne Mand, og krybe op i de Skorstene, der vare uoverkommelige for den svækkede Dranker. Sandsynligvis har den nuværende Forbryders Hang til at bemægtige sig Andres Eiendele skudt sin første Spire under denne Omvanken i Husene, endskjøndt jeg ikke har nogen Erindring om, at der i hine Dage blev ført Klage derover. Det følger af sig selv, at Drengens Skolegang under lige Forhold var høist uordentlig. Hjemmeflid kunde der naturligvis ikke være Tanke om, og Forsømmelserne løbe ofte op til en Fjerdedeel af Skoletiden. Naar han mødte i Skolen, var han ureenlig i sit Ydre, og kunde kun med stor Vanskelighed føre Pen og Griffel med de saarede og overanstrængte Hænder. Til den Aandssløvhed og Raahed, som, ifølge Ovenstaaende, allerede tidligere maatte udvikle sig hos ham, kom endnu dette, at han af Naturen var maadelig begavet, uden Interesse for Roes eller Opmuntring, temmelig ligegyldig ved Frettesættelser og Straffe, samt mut og tvær i sit hele Væsen. Derimod var han dristig og uforfærdet ved de Vovestykker, Drengebørn ikke sjeldent finde paa, og saaledes ogsaa Mester under de gymnastiske Øvelser. Han var og forblev et af de saakaldte Skumpelskud i Skolen, hvor han netop lærte saameget, som behøvedes for at kunne blive confirmeret, hvilket skete den 14de April 1844. Desuagtet erindrer jeg ikke, at han i sin Skoletid begik nogen egentlig umoralsk Handling. Stedfaderen døde den 29de Juli 1844, og den 9de Juni 1848 giftede Moderen sig 3die Gang med Skorsteensfeier Niels Christian Sørensen, der ikke kan have havt nogen synderlig Indflydelse paa den allerede 18 Aar gamle Stedsøn, som desuden var kommen eller snart derefter kom ud af Huset."

Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets under 27de Mai 1854 afsagte Dom i den mod Arrestanten for Mord, Mordbrand og Tyveri anlagte Justitssag der ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 18de April s. A. blev at paakjende ved denne Ret, uanseet at den Forbrydelse, som foranledigede hans Paagribelse og den første Forfølgning imod ham, var begaaet i Kjøge Kjøbstad — blev han, i Henhold til Forordningen 11te April 1840, §. 34, 4de Membrum, dømt efter L. 6-9-12, cfr. Forordningen 24de September 1824 §. 1, til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

Ved Høiesteretsdom af 1ste August 1851 blev Kriminal og Politieretsdommen stadfæstet..

(Niels Matthias Petersen: Mærkelige danske Forbryderes Levnet. 1856. s. 114-130)

Store Kannikestræde 29 er nutidens Store Kannikestræde 3. Huset er fra 1833.