Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Dorothea Hekscher 1858-1914. (Efterskrift til Politivennen)

Dorothea Heckscher (1858-1914) var datter af en kantor i den jødiske menighed i Horsens. 28 år gammel blev hun 1887 ansat som timelærer i tysk, engelsk og håndarbejde ved den kommunale borgerskole. Håndarbejde blev i 1889 obligatorisk fag for piger i det offentlige danske skolevæsen efter tysk forbillede: den schallenfeldske metode (efter den tyske håndarbejdspædagog Rosalie Schallenfeld 1819-1864). I 1900 fik Dorothea Heckscher et rejsestipendium fra Det mosaiske Præmieselskab til at rejse til Berlin, Hamburg og Altona og studere håndarbejdsuddannelse efter den schallenfeldske metode. Hun tog desuden faglærereksamen i tysk.

I 1901 flyttede hun til København og etablerede sig i 1902 som kursusbestyrerinde. Hun tilbød et seksmåneders lærerindekursus afsluttende med eksamen, et tremåneders kursus for lærerinder samt kunstindustrielle kurser for unge piger. Året efter kom feriekurser til samt kurser i skræddersyning både for begyndere og viderekomne.

Fem Tabeller til Mønstertegning af Linned.

I disse Dage har Kursusforstanderinde, Frk. Dorothea Heckscher, Kjøbenhavn, gjennem G. B. N. F. udsendt ovennævnte lille som er et nyt Bevis paa Frk. Heckschers aldrig hvilende Energi og Virkelyst paa Haandarbejdets Omraade, og det fortjener at kjendes og benyttes i vide Kredse. Navnlig da i de Hjem, hvor man har Forstaaelse af den store Betydning, det har, ikke alene i moralsk, men ogsaa i pekuniær Henseende, at Moderen og de voxne Døttre kan forfærdige deres eget og Børnenes Tøj, thi man faar gjennem disse Tabeller, ligesom gjennem de tidligere af Frk. Heckscher udgivne Tabeller til "Skrædersyning", en letfattelig og praktisk Anvisning til at kunne fremstille Mønstre til Linned: Chemiser, Benklæder m. m. til enhver Alder og Størrelse, og disse Mønstre er saa gode, som man kan ønske sig dem. I de Skoler, hvor man endnu ikke er kommet bort fra de gamle, traditionelle Former, vilde disse Tabeller ogsaa være paa dens Plads; man vilde heraf kunne lære noget Nyt og gjennem Børnenes Arbejder lidt efter lidt vænne Forældrene til at glæde sig over disse praktiske og gode Faconer.

Nogle vil maaske indvende, at Frøken Heckschers System er vanskeligt at finde ud af. Tværtimod! Har man først een Gang sat sig ind i det, saa gaar det af sig selv, og det er fornøjeligt at se de gode Resultater man naar. Jeg har selv i flere Aar arbejdet efter disse Tabeller, baade hvad Skrædersyning og Linnedsyning angaar, og jeg kan kun give dem min varmeste Anbefaling og udtrykke min Glæde over, at Frøken Heckscher har udgivet dette Hefte til Gavn for sine Medmennesker. Gid det snart maatte blive efterfulgt af andre af lignende Art !

Ellen Svendsen.

(Fyens Stiftstidende  2. april 1908).

Hun udgav lærebøger om metodisk undervisning i skræddersyning, fx Skole-Skræddersyning, 1904 samt forevisningstavler som blev sat i produktion af Nordisk Forlag og solgt gennem Gyldendalske Boghandel.

Mens Dorothea Heckscher blev anerkendt i det københavnske borgerskab, lykkedes det ikke for hende i den offentlige børneskole. Her valgte man i stedet andre der stod for et enklere system til mønstertegning og tilskæring. 1910 blev Dorothea Heckscher autoriseret som den første og eneste til at udbyde en statsanerkendte faglæreruddannelse i håndarbejde. 

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Kursusbestyrerinde Dorothea Hekscher f 22 nov. 1858 d. 20 juli 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Carl Jensen 1861-1895: Skandinaviens stærkeste Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Jensen.

Blikkenslager Carl Jensen.

Danmarks - og vi havde nær sagt Verdens - stærkeste Mand er en født Mønbo.

Blikkenslager Carl Jensen i Kjøbenhavn er nemlig født i Stege den 10. Maj 1861 og er Søn af daværende Opsynsmand ved Sindssygeanstalten, J. Jensen. Carl Jensen stammer saaledes fra en gammel østmønsk Bondeslægt, som i Tidernes Løb har leveret et ikke ubetydeligt Bidrag til den gamle Hestgarde.

Som Dreng gjorde han sig ikke bemærket ved overdreven Styrke, vel nærmest fordi han var en sindig og godmodig Natur, der ingen Tilfredsstillelse fandt ved at banke sine svagere Medborgere. Først da han som Læredreng i Kjøbenhavn fik Smag paa Sportslivet, kom hans udmærkede legemlige Egenskaber frem og fik den Udvikling gjennem Trænering, som er absolut nødvendig, hvor et stort Resultat skal naas, ligegyldigt i hvilken Retning. Navnlig var Skøjteløbning hans Kæphest, hvorfor han ogsaa drev det saa vidt som kun faa. At løbe fra alle andre med en stor Knægt paa den ene Arm og en anden paa Ryggen oversteg ikke hans Kræfter. Om Sommeren drev han Sejlsporten med lige saa stor Ivrighed. Den Sejlads han stiller op, kan just ikke al Tid henregnes til Lystsejlads, det sker nemlig som oftest, at han helst stikker til Søs under et Vejr, som populært betegnes paa den Maade, at 15 gamle Kjærlinger ikke kan holde en Jærnvægge i et Hjulspor. Det er netop hans Lyst at overvinde det vanskeligste, hvilket dog ikke betyder for hans Vedkommende Dumdristighed. Han er tværtimod meget beregnende og vover sig ikke over Grænsen. - Da Atlethklubben i Kjøbenhavn blev stiftet i 1889, blev han strax Medlem og fik samme Aar Foreningens Sølv- og Broncemedalje og har til Dato hævdet Pladsen som en smuk Nr. 1, saaledes ved sidste Præsentation ved Brydning og ved at bære 1900 Pd., en Vægt, som man for et halvt Aarhundrede siden vist generede sig for at lade et Par Bønderheste trække. To Gange har han været i Tyskland for at prøve Kræfter, første Gang i 1890 en international Atlethfest, hvor han vandt baade Bronce- og Sølvmedalje. Sidste Gang den 3dje April i Aar i Køln, hvor han foruden Medaljer og Diplomer paa gammel græsk Vis som Sejrherre blev bekranset med Egekranse med forgyldte Agern.

Ligegyldigt om man sætter Atlethsporten højt eller lavt, staar Carl Jensen som et smukt Exempel paa, at et stort Resultat kan naas selv af Dilettanter, naar der arbejdes energisk; thi professionel Kæmpe er han ikke, trods det, at han jo nemt kunde opnaa glimrende Engagementer ved Forlystelsesetablissementer hele Verden over. - Tværtimod ernærer han sin ikke lille Familje pænt som Blikkenslagersvend; kun sin Fritid deler han mellem Klubben og sin Baad, og naar han har kunnet faa Raad til at drive Sport med et saadant Resultat, kan det kun forklares ved, at hverken Beværtninger eller Spiritus, ja ikke en Gang Tobak har faaet noget Offer af ham. Uden Styrke til at holde sig fra disse Ting, havde han aldrig faaet Kræfter til at bære 1900 Pd.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 20. april 1893)

At Carl Jensen skulle have båret 1900 pund (950 kg) lyder ikke som vægtløftning. Moderne vægtløftere kan højst løfte ca. 500 kg. Der må være tale om hvor meget han har båret på sin krop fx på en træplade. Her er rekorden omkring 2.000 kg.

Danmarks stærkeste Mand styrtet ned fra 3. Sal.

I Torsdags ved Femtiden skete et sørgeligt Ulykkestilfælde paa Hjørnet af Rolfsvej og Yrsavej i København, hvor Brolægningsentreprenør Simon Jensen lader opføre et stort Bygningskomplex, ivet en af Københavns mest kendte Sportsmænd Carl Jensen mistede Livet under sit Arbejde Carl Jensen arbejdede for Firmaet W. F. Dahl & Søn, og var netop beskæftiget med at opmaale det Arbejde, han havde udført i Dagens Løb, da Ulykken skete. Sammen med flere Arbejdskammerater befandt han sig paa 3. Sal i Ejendommen og i Nærheden af Køkken trappehullet, der ikke var overdækket. For bedre at kunne bedømme sit Arbejde, lænede han sig baglænds ud over Trappehullet, idet han holdt sig fast i en Murpille, men til alt Uheld var denne nylig opmuret, Stenene gav efter, og Jensen styrtede ned fra den betydelige Højde. Hans Kammerater ilede til, men inden de naaede Huset, laa den ulykkelige allerede som en uformelig Klump paa en Bunke Skærver i Husets Kælderetage. I Faldet havde han slaaet et Par Kuldbøtter, og netop i det Øjeblik, Legemet naaede Jorden, slyngedes Hovedet med saa voldsom Kraft mod Trappeopgangens Murværk, at det kløvedes, og Blodet sprøjtede vidt omkring.

Alligevel var Jensen levende, da hans dybt rystede Kammerater bar ham ud fra Bygningen, men han saa forfærdelig ud. Det før saa stærke og smidige Legeme laa klumpet sammen til en Masse, ned over hans Ansigt flød Blodet i en stadig Strøm. Med stor Varsomhed blev han lagt i en Droske og kørt til Frederiksberg Hospital, hvor han døde strax efter Indlæggelsen. Kun en eneste Gang efter Faldet var han ved sin Bevidsthed og hviskede: Jeg dør.

Blikkenslager Carl Jensen var en i Sportskredse her og i Udlandet meget kendt Mand. Han var indtil nylig Skandinaviens stærkeste Mand, og med Held har han konkurreret med Udlandets mest kendte Atleter. Ved et stort Sportsstævne i Køln, hvor der bl. a. var samlet over et halvt Hundrede tyske Atleter, fik han saaledes anden Præmie. I 13 Aar har Carl Jensens Overlegenhed som Atlet været ubestridt, indtil han kort før sin Død blev besejret af Stockholmeren Ånderson, der kunde løfte 292 Pund op over Hovedet, medens Jensens Maximumsvægt var 270 Pund. For faa Dage siden prøvede Professional Atleterne fra Tivoli, Hallmeyer og Jagendorfer, at løfte hans Kuglestang, men maatte lade den ligge. Han mest imponerende Sportspræstation var dog den Sikkerhed, hvormed han kunde bære enorme Vægte.

Indtil for faa Aar siden bar han staaende 3000 Pund. Ogsaa som Bryder var hans Danmarks champion.

I 1889, da Folketingsmand A. C. Meyer traadte tilbage som Formand for- Københavns Atletklub, blev Carl Jensen valgt i hans Sted, og han har siden beklædt Formandsposten.

Den afdøde, der var meget afholdt af Kammerater og andre, der kom i Berøring med ham, har i F. "Polit." i en længere Aarrække arbejdet for W. F. Dahl & Søn. Han var 35 Aar og efterlader sig Enke og 5 Børn.

(Aalborg Amtstidende 31. august 1895).

Det nordøstlige hjørne af Yrsavej-Rolfsvej er opført 1892. Det sydvestlige 1918. Det sydøstlige 1895, så det må vel være det hjørne der har været under opførelse. 

Kjøbenhavns Athlet-Klub blev stiftet i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer og Norman Bryn. Siden fulgte andre hurtigt med, bl.a. den ældste bestående klub Hermod i 1893 (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er landets sjetteældste eksisterende klub).

Athleten Carl Jensens Begravelse.

Athleten Carl Jensens Begravelse var fastsat til Kl. 2 i Gaar Eftermiddag, men allerede Kl. 1 var der mødt Tusinder, af hvilke de forreste Hundreder bogstavelig talt stormede det store Kapel, da Dørene aabnedes. Der var en forfærdelig Trængsel, og mange af den Afdødes Venner kom slet ikke med i Kapellet. Ved store Begravelser viser det sig overhovedet absolut nødvendigt at udstede Kort til de Deltagere, der i Følge Slægt- eller Bekendtskab er berettigede til at faa Plads.

Men denne Masse Mennesker var paa den anden Side et talende Vidnesbyrd om den Yndest, Athletklubbens Formand nød i vide Kredse. Særlig var der mødt mange Kvinder, af hvilket man tør drage den Slutning, at Styrkesporten øver stor Tiltrækning paa det smukke og svage Køn.

I det oplyste Kapel stod den guldsirede Kiste, fuldstændig dækket af Kranse og Palmegrens. Paa de røde og hvide Silkebaand læstes Givernes Navne. Der var alle de her i Byen værende Athletklubber, Fodsportforeningen, Københavns Roklub, flere udenlandske Klubber, fra den Afdødes Kolleger, fra Murerne paa Bygningen, hvor Jensen faldt ned, fra Beboerne i Ejendommen i Saksogade, i hvilken han boede, ja selv de forhenværende Medlemmer i en opløst Forening ved Navn "Gefion", som Carl Jensen var Medlem af i sin grønne Ungdom, havde husket deres stærke g godmodige Ven ved at sende en smuk Krans til hans Kiste. I alt var der sendt over 76 Kranse, Palme- og Lavrbærgrene til den danske Kæmpes Ligfærd.

Omkring Kisten stod Blikkenslagerfagets fire floromvundne Faner, hvis Flige sænkede sig ned mod Blomsternes Rigdom.

Den dejlige Salme "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" lød gennem Rummet, hvorefter Pastor Basse traadte frem og holdt en til Lejligheden fortrinlig afpasset Tale, af hvilken vi giver et sammentrængt Referat:

"Skabningen et underlagt Forkrænkelighed og gaar Opløsningen i Møde. Denne unge Mand ejede et Overmaal af Kraft, men Døden er den stærkeste af alle Magter. Han hørte til de Mennesker, der som faa andre var udrustet med Legemskraft, og man kaldte ham "Danmarks Kæmpe". De Unge samledes ved ham til Idræt, de vil savne ham søm en god Kammerat. Han misbrugte aldrig sine Kæmpekræfter og havde næppe en eneste Uven. Han var en trofast og paalidelig Mand. Det hedder, at Arbejdet adler Manden, og hans Kammerater giver ham det Vidnesbyrd, at var hans Arbejdsdag end kort, saa har han anvendt den godt. Om Morgenen gik han paa sit Arbejde, hvorfra han ikke mere vendte tilbage til sit lille, fattige men lykkelige Hjem, hvor nu 6 Børn er ladet faderløse tilbage. En gammel Moder og en Hustru, som har baaret Livets Byrde sammen med ham, følger ham til det sidste Hvilested. Nu maa de leve i Mindet om de lykkelige Timer, afbrudt af den bratte Død. Hvorfor kom den? Der falder ikke en Spurv til Jorden uden Guds Vilje, og heller ikke han er ældet uden at Gud har villet det. Der er bleven en Plads tom i hans Hjem, men de tomme Pladser taler til os om de kære Minder."

Præstens Tale rørte mange til Taarer.

Salmen "Lær mig o Skov at visne glad" blev afsunget, hvorefter Kisten blev baaret ud af Kapellet af Københavns Athlet-Klubs Medlemmer, medens Hr. Jørgen Lindahl sang et Farvel.

Og henover Kirkegaarden bevægede sig det store Tog til den fjærnt liggende Grav, omkring hvilken de Tusinder af Mennesker grupperede sig. Da Præsten havde kastet Jord paa, takkede Athletklubbens Sekretær, Hr. Norman Bryn, de Tilstedeværende fra Carl Jensens Familie og Athlet-Klubben, og bragte en Hilsen fra Sportsklubber i Danmark, Norge og Sverig, hvorefter han sluttede med en Tak til den Afdøde for godt Arbejde og Kammeratskab.

Det mægtige Følge spredtes nu langsomt, medens den sørgende Hustru med de 6 smaa Børn og den øvrige Familie gik deres stille Vandring fra Graven, om gæmmer det forgængelige af en god Fader, brav Kammerat og udmærket Sportsmand.

(Social-Demokraten 5. september 1895).

Carl Jensen var repræsentant for arbejdersportsmænds tilbøjelighed til styrke fremfor hurtighed som blev foretrukket af over- og middelklassens mænd især i storbyerne  på daværende tidspunkt. En del kropsarbejdere dyrkede kraftsportsgrene som f. eks. vægtløftning, brydning og boksning. "Københavns Athlet-Klub" blev i 1888 oprettet som den første kraftsportklub - for mænd. Blandt initiativtagerne var den socialdemokratiske agitator A. C. Meyer og den socialdemokratisk sportspioner journalisten Norman Bryn. For at blive medlem skulle man kunne svinge en 70 pundskugle op i strakt arm. 

Samme år 1895 som Carl Jensen døde, dannede en tredje arbejdersportspioner sprøjtefører P. L. Jacobsen "Arbejdernes Idræts Klub" som dyrkede f.eks. gymnastik, brydning, boksning og atletik. Også den tiltrak mest faglærte arbejdere, men også andre end hvor kropsstyrke var afgørende f.eks. snedkere, malere og skræddere. Man havde dog også græsk-romersk brydning og boksning. 

Omkring århundredeskiftet blev showbrydning en folkefornøjelse. Se indslaget om Magnus Bech Olsen. Interessen for det forsvandt efter 1905.

Et præsteligt Forbud ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Den sociale Skomagersangforenings tidligere Formand, Vilhelm Blandford, afgik i forrige Uge ved Døden og blev i Søndags under stor Deltagelse begravet paa Garnisons Kirkegaard. Ved oenne Lejlighed passerede følgende, der fortjener at blive kendt i videre Kredse.

Som naturligt er, ønskede Sangforeningen at bringe sin afdøde Formand et sidste Farvel i en Sang, og indbetalte i den Anledning paa Klokkerkontoret et Beløb af 4 Kr., som er den fastsatte Takst for Tilladelse til at synge i Kapellet. I god Tro mødte vi i Søndags med Partituret til vor Gravsang, som vi i de sidste 13 Aar har benyttet ved et stort Antal Begravelser, men vi havde denne Gang gjort Regning uden den tjenstgørende Præst, hvis Navn er Mynster.

Da vi havde samlet os og skulde begynde Sangen, udbad Præsten sig et Eksemplar af vor Gravsang til Laans, og da han havde gmnemset det, nedlagde han et bestemt Forbud imod, at nogen Sang blev sungen, som ikke fandtes i den autoriserede Salmebog. Vi gjorde Præsten opmærksom paa, at vi forud havde betalt Tilladelsen til at synge, uden at der den Gang var taget noget som helst Forbehold, og vi paaviste, at der ved mangfoldige Begravelser blev sunget Sange, som ikke findes i Salmebogen; endelig søgte vi at gøre ham begribelig, hvad vel for Resten alle normale Mennesker ved, at et firestemmigt Sangkor behøver Tid til Indstudering af enhver Sang, og at vi derfor ikke kunde benytte os af hans naadige Tilladelse til at synge en avtoriseret Salme.

Alt dette hjalp os imidlertid ikke det mindste. Præsten fastholdt sit Forbud, erklærede Diskussionen for sluttet, og begyndte nu med en salvelsesfuld Stemme at beskrive det Helvede, der ventede den Afdøde, hvis han ikke her paa Jorden havde været i Besiddelse af den eneste rigtige Tro, som Pastor Mynster var saa heldig at repræsentere. Selvfølgelig opnaaede Præsten ved sit Magtsprog kun at skabe Bitterhed og Harme hos de mange, som var komne for at vise deres afdøde Ven og Kammerat den sidste Ære, og det er vor Overbevisning, at ikke en eneste af det store Følge stolede fuldt ud paa Præstens Oprigtighed, da han til Slutning ude ved Graven med himmelvendte Blikke nedbad Guds Fred over os allesammen.

Sangen, vi ønskede at synge, og som var skreven til Salmemelodien: "Lær mig, o Skov, at visne glad", havde følgende Indhold:

Hvil trygt i Gravens dybe Fred.
Vi mindes Dig med Kærlighed,
Lad Aar og Dage rinde.
I Livets Kampe kæk Du stod.
Ej Modgang kuede dit Mod
Velsignet var dit Minde

Sov sødt i Gravens tavse Bo;
Kun der er Fred, kun der er Ro,
Naar udslukt er vort Pje.
Det er den sidste sikre Havn,
Naar Graven tager dem t Favn,
Som har kendt Livets Møje.

Farvel, Farvel! for sidste Gang
Nu har Du vandret Vejen trang,
Kun Mindet er tilbage,
Det skal os følge paa vor Vej.
Farvel, Farvel! vi mindes Dig
Til Livets sidste Dage.

Enhver vil sikkert indrømme, at Sangen ikke i mindste Maade er stødende, men tværtimod i høj Grad passende ved en Jordefærd. Da vi, som anført, har sunget den ved mange tidligere Begravelser, er det os uforstaaeligt, hvad der har bevæget Præsten til at nedlægge sit Forbud. J. H.

(Social-Demokraten 23. juli 1891.

En dygtig Haandværkers Levnedsløb. (Efterskrift til Politivennen)

Stille og ubemærket er i forrige Uge en gammel dansk Haandværker afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, skriver "Haandværkerbladet". Lauritz Brandt fortjener imidlertid fuldt vel at mindes blandt den Kreds af Mænd, han tilhørte; thi ikke blot var han en god og brav dansk Haandværker, men Skriftstøbemaskinens Opfinder har ogsaa Krav paa at fremhæves i denne Egenskab som en Mand, der hædrede sit Land og sit Folk ved sin betydningsfulde Opfindelse. "Haandværkerbladet"s Redaktør, der maaske var en af de første, som i sin Tid henledede Opmærksomheden paa Brandt, griber derfor gjærne denne Lejlighed til at minde om ham.

Lauritz Brandt blev født i Svendborg den 6te September 1807. Hans Fader var Klejnsmed i Faaborg, og hos ham lærte han Professionen, hvorefter han i 1827 som Svend drog til Kjøbenhavn, hvor han forblev til 1829. Saa begyndte hans "Vandreaar". Med Ranselen paa Nakken og Stokken i Haanden drog han af Sted, dog ikke, som de fleste Haandværkesvende paa den Tid, til Tyskland, men til Rusland. I St. Petersborg henlevede han et Par Aar, sysselsat ikke blot med Arbejder i sit egenlige Haandværk. men ogsaa med alle Haandemekaniske Arbejder, saasom mathematiske Instrumenter o. desl. Fra Rusland gik Rejsen til Tyskland og Østerrig, hvor han gjæstede Prag, Wien, Munchen, Køln, Berlin og flere Byer og navnlig opholdt sig i længere Tid i den prøjsiske Hovedstad. Under sit Ophold i Tyskland ægtede han 1839 i Missdach i Bajern Anna Kerrn.

Efter at have set sig godt om i Evropa drog Brandt til Amerika, og her falder største Delen af hans senere Liv. Strax efter sin Ankomst til New York arbejdede han i Aarene 1840-43 hos det bekjendte Skriftstøberfirma David Bruce jun., og her forfærdigede han sine første Skriftstøbemaskiner. Der var Tale om, at han skulde gaa i Kompagni med Bruce, men dette blev ikke til noget, og han rejste saa til Europa for at udnytte sin Opfindelse der. I 1844 overlod han sit Patent til det bekjendte Skriftstøberfirma Ed. Haenel i Berlin, men det pekuniære Udbytte deraf var ikke stort, og Ære høstede han ejheller meget af, da Haenel i sine Cirkulærer fortiede Opfinderens Navn, saa at man i Tyskland snart tillægger Haenel, snart Steiner i München eller andre Æren for Skriftstøbemaskinens Opfindelse.

Ogsaa andre Gjenvordigheder maatte Brandt døje i Tystland, saaledes den, at en Landsmand, der arbejdede i hans Værksted, og som han havde vist megen Tillid, forlod ham for at gaa til F. A. Brockhaus i Leipzig, hvor han grundlagde et nyt Værksted, som imidlertid kan præsterede daarlige Arbejder og derfor bragte Maskinstøbningen i Miskredit. Misfornøjet forlod Brandt Tyskland og vendte hjem til Danmark, for hvilket Land Skriftstøber Fr. Fries i 1846 havde kjøbt Patentet, og hvor han byggede flere Maskiner, deriblandt tre for Fries, som endnu existerer. Senere byggede Fries selv flere Maskiner, men trods Forandringer i Konstruktionens Enkeltheder ligner de i alt væsenligt Brandts oprindelige. Ogsaa til Sverige afsattes flere Maskiner, særlig til den bekjendte dygtige Journalist, industridrivende og Politiker Lars Hierta, der havde afkjøbt Brandt det svenske Patent, som imidlertid efter Overenskomst overdroges Bogtrykkerfirmaet P. A. Norrstedt & Søner. En ligeledes her i Landet bygget Maskine kom til Hamborg. 

I 1848 vendte Brandt tilbage til New York og grundlagde der et Værksted, som udfoldede en betydelig Virksomhed, og hvorfra en Mængde Maskiner er udgaaede til alle Verdensdele: Evropa, Amerika, Asien (Ostindien og Kina). Forretningen var nu bleven lukrativ, og med en ved Flid og Dygtighed erhvervet Formue kunde Brandt i 1859 trække sig tilbage til Privatlivet efter at have overdraget sit Værksted til en dansk Medarbejder. N. Erlandsen, der som fattig Dreng havde været i Huset hos hans Forældre i Faaborg og derefter var kommen over til ham i Amerika. Brandt vedblev at bo i New York, hvor han nød høj og vel fortjent Anseelse i den danske Koloni, men han følte dog af og til Trang til at besøge den gamle Verden og glemte selvfølgelig da ikke at gjæste sit Fædreland, til hvilket han vedblev at nære varm Kjærlighed. Under et Besøg her i 1869 havde han den Sorg, da han maatte vende tilbage til New York, at maatte efterlade sin syge Hustru paa Diakonissehospitalet, hvor hun næste Aar afgik ved Døden af Kræft.

Endnu godt og vel en halv Snes Aar forblev Brandt i Amerika; men i 1881 vendte han tilbage til Danmark for at tage varigt Ophold her, og i Kjøbenhavn henlevede han sine sidste Aar. Som 83-aarig Olding døde han i den By, til hvilken han kom første Gang for 63 Aar siden som ungt Menneske. Hans Liv har været langt og bevæget; men det har ikke været levet forgjæves, thi i hele den civiliserede Verden nyder man godt af hans Snille.

(Morgenbladet (København) 4. juli 1890).

Lauritz Brandt blev begravet fra kapellet ved Fasanvejen (Solbjerg Kirkegård) fredag den 2. juli 1890.

I flere amerikanske gennemgange af maskinerne fremgår at det var David Bruce som i 1838 opfandt maskinen og at Lauritz Brandt stjal opfindelsen og solgte den i Europa under sit eget navn, hvorfor man helt op til midten af det 20. århundrede i Europa kunne se omtaler af maskinerne som Brandt maskiner.

Man kan se lidt om ham og hans værktøj på en hjemmeside. Heraf fremgår det at Brandt havde værksteder forskellige steder  mellem 1842 og 1880 i New York. Han fremhæves flere steder som en pioner.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

En Have paa Hustaget. (Efterskrift til Politivennen)

Ikke sandt, det lyder næsten en Smule eventyrligt, at en Mand har anlagt en Have paa sit Hustag ude i Gothersgade, en komplet Have med Gran- og Løvtræer, Buskadser og Slyngplanter helt oppe mellem gamle, raagraa Mure og Skorstene.

Men Æventyret fremtræder som den skjønneste Virkelighed. Haven er der, den spirer, skyder, blomstrer om Sommeren og staar i denne Tid og længes efter, at de første milde Vinde og de første varme Solblink skal finde den paa dens ejendommelige Plads. For Resten er den ikke det mindste forknyt ved at være til Vejrs; langt hen ad Efteraaret og først paa Vinteren stod den endnu med Løvet i glansfulde grønne og gule og brune Farver, og med kraftige, friske Knopper venter den paa Foraarets Komme.

Den eventyrlige Haves Grundlægger er Guldsmed Petersen i Gothersgade. Han ejer Stedet Nr. 12, og her, hvor han har Værksted og fører en betydelig Forretning navnlig med Guld- og Sølvarbeider i oldnordisk Stil, er det, at han paa en Mellembygnings flade Tag har anlagt sin Have, Tagets Flade er en ret anselig, firkantet Plads, tæt omsluttet af Gavlmure og Hustage, der vel nu og da skygger for Solen, men ogsaa yder Læ og Lunhed.

Det er kun er Par Aars Tid siden, Hr. Petersen begyndte at sysle med Udførelsen af sin Haveplan. Han havde altid holdt meget af Planter og Friluftsliv, og denne Tilbøielighed indgav ham sagtens den snilde Ide. De fornødne Gartnerkundskaber skaffede han sig dels gjennem Læsning, dels gjennem Praxis. Han plantede, podede, gødede, Anlæget tog hele hans Fritid: Middag, Fyraften og Helligdag, og krævede stor Udholdenhed; men til Giengjæld skred alt ogsaa frem med forbavsende Fart, hver en ny Plantning lykkedes, Træer som Bøg, Gran og Lind skød frejdig til Vejrs. Hækker og Buske svulmede i tæt Grøde, Blomster og Græs vældede op som af den bedste Skovbundsmuld, og Springvandet sprang.

Træerne plantede i Spande og Baljer, de urteagtige Planter i Potter og lange Trækasser, der altsammen er ordnet net og smagfuldt i Grupper, Busketter og Løvhylter med Spaseregange imellem. Som Ramme om det hele stanger sig Vedbend og vild Vin, hvis Ranker snart hænger mageligt ud over Gitterværket, snart kravler ufortrødent op ad de graa, triste Murflader.

Mærkeligt er det at se, hvor dygtigt de større Træsorter trives i deres Baljer. Der er Gran, Bøg og Lind af 6-7 Alens Højde, saa nøjsomme de er med Jorden, saa frodigt breder de sig i Luft og Lys - en yderst fornuftig Økonomi. Dernæst følger en Rigdom af Syrener, Jasminer, Guldregn, Tuja og Roser, af de sidste alene findes henved et Par Snese Træer og af vidt forskjellig Slags. Endelig er der en Vrimmel af Smaablomster fra Mark og Have og Skov, anbragte i Potter og Konkylier, de mindre under og omkring de større, saaledes at de i Sommertiden, naar Løvet er tæt, fuldstændig skjuler Plantningsmaaden, 

Midt i Haven knejser en Miniatur-Udgave af et middelalderligt Borgtaarn, Egenlig er det en ordinair Skorsten, som fra først af satte Havens Ejer i stor Forlegenhed, derved at den, anbragt som den var midt i Taget, i høieste Grad misprydede Anlægget. Men Hr. Petersen fik det lykkeligt Indfald at forvandle Skorstenens Prosa til sublim Romantik; det passede ind i Stilen til alt det øvrige. Han malede Skorstenen i smukke røde Munkestenstavl, forsynede den med en udskaaren, takket Krans foroven, med glasfarvede Vinduer i Spidsbuestil paa Siderne og endelig med en kunstig udskaaren Port, der bevogtes af to store Hunde, Tæt omgivet ai svajende Ranker og Blomsterklynger, som Taarnet er ved Sommertid, og vogtet af tavse Dyr, var det ret et Sted for Børn at høre om Æventyrets Slotte med fortryllede Prinsesser.

Foran Taarnet findes et anseligt Springvand, paa hvis smukke, buede Metalstativ der er anbragt en Ring af Gaslamper, medens ovenover svæver en vinget Gudinde. I Bassinet, hvor Roser og andre "yndelige Blommer" spejler sig, leger ikke blot Guldfisk, men tillige Karper og Karudser, der om Sommeren bliver saa fede, at de fanges til Vinterslagtning. Næste Foraar sættes saa ny Yngel i Vandet.

Medens et af Havens Hiørner er optaget af Mistbænke, der opelsker Køkkenurternes solide Retter, faar et andet Hjørne Fylde ved et prægtigt Lindelysthus, det omgives og overhvælves af et Metalstativ, som er tæt behængt med Slyngplanter, der dels skyder op fra neden, dels vælder ned fra hængende Potter foroven. I Lysthusets Indre fyldes den ene Væg af et stort Dekorationsmaleri, forestillende en østjydsk skovrig Egn - et Minde, som Hr. Petersen har bragt med sig fra Jylland, thi han er selv Kunstneren.

Hvis der virkelig kom en Skare Børn derop for at lytte til Æventyr, vilde de uden Tvivl flokkes i Grotten, som findes mellem Lysthuset og Borgtaarnet. Den er bygget af en Art tyk, furet Bark og bevoxet med Mos og Blomster og et skæglignende Græs, der giver den et eventyrligt kjønt og gammelt Udseende. Inde i Grotten fører en Trappe ned til Hr. Petersens Guldsmeddeværksted, og Trappen er en befærdet Vej af hans Arbejdere, idet de giærne, naar Lejret er mildt, søger op i Haven under deres Maaltider.

Naturligvis er Haven forsynet med Flagslang og en smuk Pynt af Statuetter, Kugler, Vaser. Konkylier o. desl.

De babyloniske hængende Haver, som Oldtidens Sagn har berømmet, har i Hr. Petersens Anlæg fundet et kjøbenhavnsk Sidestykke, som de gamle Huse i Gothersgade kan være ganske stolte af. Den ejendommelige Have er bleven til under et lykkeligt Lune og megen Flid. Men Ejeren kan nu ogsaa hver Dag nyde sin Kaffe og Cigar i det grønne, og naar han om Aftenen, ved højtidelige Lejligheder, tænder Gaslamperne, har han et helt lille Tivoli.

En Stump Friluftsliv med dets Glæder og Duft, Vækst og Pragt er bragt ind i denne Afkrog mellem halvmørke Baggaarde, fugtige Hustage og graa triste Mure. Endog Fuglene har søgt hertil og sat Bo i de udhængte Kasser.

(Morgenbladet (København) 26. februar 1887).

I Kraks Vejviser for 1887 er opført H. A. Petersen, guldsmed, Gothersgade 12 Bb1.

Fotograf Rasmus Frederik Hendriksen (1847-1938): Gothersgade (1917). Nr. 12 eksisterer ikke længere, men bygningen ses midt i fotoet. Til højre ses nr. 8 - nu indgangen til Boltens Gård, og nr 10 til venstre for den. Bygningen med påskriften Konfektion er nr. 12. Foto Kbhbilleder. Public domain.

Udvandring af Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Ude paa Toldboden ved Lybek-Dampernes Afgangstid Kl. 3, foregaar der i denne Tid en usædvanlig Udvandring. Det er Bygningshåndværkere, særlig Tømrere og Murere, der i Hundredvis forlader det Land, hvor der er "smukt at leve, tungt at dø" for visse Samfundsklasser, men hvor der for den flittige Arbejder i denne skønne Sommertid næppe findes saa meget Arbejde, som i den strængeste Tid sidste Vinter. Det er ikke Amerika, Rejsen gælder, dertil mangler de Folk Midler, nej. Rejsens Maal er Tyskland, særlig Hamborg, hvor der bliver udført en Del større Arbejder. Udenforstaaende vil vel antage, at det alene er den unge uafhængige Svend, der saaledes "med Randselen paa Nakken og Staven i Haand" begive sig paa Vandring. Dette er dog ikke Tilfældet. Flertallet af de bortdragende er Familjefædre, mange har været bosiddende her i flere Aar og efterlader Hustru med en 5, 6 Børn, det sidste Aars Arbejdsløshed har gjort mangt et Hjem tomt, og nu, da alt Haab om at erholde Arbejde er bristet, og alle Hjælpekilder tømte, tages der Afsked med Hustru og Børn, og kun Haabet om ved Hjælp af Arbejde i fremmed Land at kunne redde Familjen fra Undergang, holder endnu Modet oppe. - Ude paa Toldboden indfinder Kollegerne sig, man skal dog ud at se, hvilke Kammerater der "stikker af i Dag". Klokken lyder tredje Gang, der tages en hjærtelig Afsked med Kammeraterne: "Lev vel. Held og Lykke, hils Kammeraterne i Tyskland!" - Trossen kastes los, man giver hverandre et Afskedshurra, og det sidste man hører fra de bortdragende er "Nationalsangen": Ned med o v. osv. - Saaledes gaar det flere Gange om Ugen, og der er i Løbet af de sidste 2 Maaneder udvandret en 4 a 500 Bygningshaandværkere fra København.

(Social-Demokraten 12. august 1886).

I 1880'erne steg udvandringen markant, og fra 1886 fik den et ekstra hop opad. Det kulminerede i 1887 med næsten en fordobling af antallet hvorefter det holdt sig på et højt niveau til 1894. Det var som det fremgår af artiklen, især yngre, arbejdsføre mænd i 20-30 årsalderen.

Kobberstikker, fotograf Thomas Niels Møller (1839-1920): Toldboden set mod havnen, 1887. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gendarmerne og Haandværkerne. (Efterskrift til Politivennen)

Det er stadig galt med at faa noget at bestille til Gendarmerne; nu har alle Amtmænd bekendtgjort, at Gendarmerrnes Virksomhed b) vil bestaa i "at anholde Haandværkssvende, der viger fra den dem i Vandrebogen foreskrevne Vej"; men Haandværkerne synes mærkeligt nok ikke at være særlig tilfredse med, at der saaledes rundt om rider og spadserer Folk, der hjælper rejsende Haandværkssvende til ikke at gaa fejl af Vejen. I "Haandværkerbladet" skriver Ludv. Sørensen af Hørsholm en skarp og kraftig Protest mod dette tyske Gendarmeriarbejde; han anser denne Ordre til Gendarmerne for en Fornærmelse mod Haandværkerstanden, og selve Cirkulærets Fremkomst i Landets Blade for "saa stor en Skænsel for hele Standen, at enhver ærekær Haandværker maa føle det som en Tort, der er overgaaet ham selv personlig". Artiklen slutter saaledes: "Lige overfor dette Cirkulære finder jeg, at Fællesrepræsentationen for den danske Haandværkerstand maa have en uomtvistelig Pligt til at gøre sin Avtoritet gældende for om muligt snarest at saa dette Forhold forandret,eller dog i det mindste indsende til Justitsministeriet en energisk Protest imod den Maade, hvorpaa Øvrigheden tillader sig at behandle en stor Del af Standen, som særlig i denne strænge arbejdsløse Vinter kunde gøre Fordring paa den største Grad af Overbærenhed og Hensyntagen." 

(Social-Demokraten 7. april 1886).

Arbejderforfølgelsen i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance.) Den økonomiske Krig, hvormed Højre paa en hensynsløs Maade forfølger de Arbejdere, der nærer selvstændige Anskuelser, er atter i disse Dage kommen til Udbrud i Næstved, idet Formanden for den socialdemokratiske Forening der i Byen, Blikkenslager Vestergaard, er bleven berøvet sit Erhverv af politiske Grunde. Det er ikke første Gang, at Estrupperne i Næstved har fulgt det af deres Aandsfrænder i andre Egne af Landet givne Eksempel, idet ogsaa tidligere Arbejdere er blevne gjort brødløse for deres politiske Anskuelsers Skyld i den By, hvor det pøbelagtige Højre lavede det bekendte Avertissement om de udelukkede Smedes Hustruer.

Den direkte Anledning til Blikkenslager Vestergaards Afskedigelse fik Højre derved, at han var til Stede og havde Ordet ved det politiske Møde for Ungdommen, som i Søndags blev afholdt ved Lundby Station, og det fortjener særlig at fremhæves, at hans Afskedigelse skyldes et Tryk, som fra Egnens Godsejeres og andre Estrupperes Side blev lagt paa den Mester, hos hvem han arbejdede.

I Torsdags Formiddags blev Vestergaard kaldt ind til sin Mester, som meddelte ham, at han fra de Godsejere, som han leverede Arbejde til, havde faaet forskellige Meddelelser om, at de vilde berøve ham deres Søgmug, hvis han ikke straks afskedigede Vestergaard. Da Mesteren, som ikke havde noget som helst at klage paa den nævnte Arbejder, ikke uden betydeligt Tab kunde undvære Godsejernes Søgning, bøjede han sig for det gemene Tryk, disse havde paalagt ham, og gav øjeblikkelig Vestergaard sin Afsked.

Saaledes handler dette Parti, der udbringer Leve for "Arbejdets Frihed" og som danner Foreninger til "Arbejdernes Værn". Kan de ikke direkte komme de Arbejdere til Livs, der nærer frisindede Anskuelser, saa erklære de økonomisk Krig mod disse Arbejderes Arbejdsgivere og truer disse med økonomisk Ruin, dersom de ikke straks som lydige Slaver danser efter Højres Pibe og gør de selvstændigt tænkende Arbejdere brødløse.

Hvis Estrupperne imidlertid tror, at de paa den Maade kan true Frihedstanken hos Arbejderne, tager de storligt Fejl. De vil derimod foranledige, at Arbejderne i større Grad end ellers vil rejse sig imod det gemene Tyranni, som nu udøves af Godsejere og Storkapitalister, ligesom de bidrager til at bortrydde den politiske Ynkelighed. der hidtil har været fremherskende hos en stor Del af de Næringsdrivende i Købstæderne. Disse vil sikkert ikke ret længe finde sig at danse efter Godsejernes Slavepisk som viljeløse Nikkedukker, men derimod, idet de kommer til at indse det nedværdigende i at spille en saadan Rolle, ligesom Arbejderne rejse sig for at afkaste det Tyranni, der kuer dem.

O.

(Social-Demokraten 17. oktober 1885).

Sadelmagerarbejdet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Sadelmagerne have gjennem et Udvalg af Mestre og Svende anket over, at der paa Ladegaarden forfærdigedes Madratser til St. Hans Hospital uden at være udbudte til Licitation, og at der gjennem Kvartermesteren er udført privat Arbeide. I denne Anledning henviser Magistraten til 4. Afsnit af Planen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, særlig § 46: "Findes Fattigvæsenet Fordel ved, til Udsalg eller til Brug hos sig selv, at give sit spundne Garn eller andre Varer videre Forædling ved Vævning og deslige, gjør det dertil de fornødne Anlæg; dog vogter det sig i den Henseende for at begynde med altfor vidtløftige eller kostbare Anlæg. Hellere gaar det frem fra det Mindre til det Større, efterhaanden og forsigtigen; altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at sætte arbeidsføre Hænder i nyttigst Arbeide", og § 47: "Alt slags Fabrik- og Haandarbeide for Fattigvæsenets Regning, eller for andre efter Akkord, foretages og udføres under dets Tilsyn og Bestyrelse, almindeligen i Fattigvæsenets offenlige Arbeidshuse." Hertil slutter sig for Arbejdsanstalten paa Ladegaardens Vedkommende Kancelliskrivelse af 4. Juni 1833, kommuniceret ved allerhøieste Resolution af 29. Mai f. A., angaaende denne Anstalts Indretning, i hvilken det hedder i § 2, "at Ladegaardsindretningen skal vedligeholdes som et Arbejdssted, hvor Fattigvæsenet kan give arbeidsføre Trængende stadig og hensigtsmæssig Beskæftigelse, og at der til den Ende skulde indrettes saa mange forskjellige Beskæftigelsesmaader, som Omstændighederne tillade, og som kunne sætte Fattigvæsenet i Stand til at benytte de i Indretningen optagne Individers Arbeide paa fordelagtigste Maade efter den Arbeidsdygtighed, de medbringe, hvorhos Fattigvæsenet fornemmelig bør stræbe, saa vidt muligt, selv der at lade forarbeide alle dets Forbrugsartikler, og tillige søge at træffe Overenskomster med andre offenlige Indretninger om Leverance af de til disses Bedrift nødvendige Gjenstande, samt endelig, for saa vidt tilstrækkelig Beskæftigelse ikke paa disse Maader kan forskaffes de Individer, der ere anbragte i Indretningen, tabe arbeide til Afsætning, hvorved det dog, saa meget som muligt, bør undgaas at gaa Ind paa de næringsdrivende Borgeres Erhverv", og i § 3, "at den administerende Direktion for Fattigvæsenet maa, om den finder det hensigtsmæssigt, etablere et Udsalgsted i Byen for de ved Ladegaardsindretningen tilvirkede Produkter".

Det fremgaar heraf, at Magistraten er pligtig til, saa vidt mulig, i Anstalten at lade forarbeide, hvad den behøver til sit eget Brug, men at den ved Siden heraf ogsaa kan lade Arbeider udføre saavel for Fattigvæsenet i Almindelighed som for Kommunen, ligesom den ogsaa kan paatage sig Arbeider saavel for andre Institutioner som for Private og endog etablere et Udsalg og altsaa afhænde de i Anstalten tilvirkede Arbeider til alle og enhver, altsaa uden foregaaende Bestilling. Det fremgaar heraf, at Besværingen hviler paa Mangel paa Kundskab til de Normer, der ere bindende for Administrationen, og paa hvilke den hele Arbeidsvirksomhed paa Anstalten hviler, og Klagen maa saaledes afvises som ubeføiet. Da Klagen imidlertid særlig fremhæver det Arbeide, der er fuldført for St. Hans Hospital, hvilket skal være St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, oplyser Magistraten, at Anstalten for denne har paataget sig Syning og Stopning af 632 Hvømadratser, 275 Under- og Hovedmadratser med Krølhaar, 50 Hovedmatratser med do, 53 Madrasser med vegetabilske Krølhaar, 38 do. med Skraa- og Fodpuder til Børnesenge og 250 do. stoppede med Hø, hvorfor Arbeidslønnen er  kalkuleret til 2254 Kr. 30 Øre. Af Madratserne er en betydelig Del færdige, men hvorvidt det hele Parti kan forarbejdes paa Anstalten, vil bero paa, naar nævnte Stiftelse har Anvendelse for hele Partiet, samt paa, hvorvidt den fornødne fyndige Arbeidskraft vil være til Stede. Foruden anførte Madratser har Anstalten ogsaa paataget sig at udføre en Del Snedkerarbeide, navnlig Skabe, Skrivepulte, Skriveborde, Borde, Træstole, Servanter, men alle Møbler kunne ikke forfærdiges samme Steds, og Jernsenge samt en Del Stole ere udbudne til Haandværkere. Endvidere har Anstalten paataget sig at levere noget Blikkenslager- og Bødkerarbeide samt Syarbeide til nævnte Stiftelse, men af uldne og linnede Varer har Anstalten kun leveret den mindre Det, hvorimod den betydeligere Del er udbudet ved Licitation. Anstalten har derudover leveret uldne og linnede Varer samt Møbler til enkelte Afdelinger under Kommunen og enkelte offentige Institutioner, men til Kommunen har den langt fra leveret, hvad denne har havt Anvendelse for, saaledes navnlig ikke til Skolevæsenet, der dog i de senere Aar har ladet en Række Skolebygninger opføre, hvorimod Internatet tildels er blevet monteret fra Arbeidsanstalten, og dette ligger i, at Anstalten gar Vanskelighed ved til given Tid at paatage sig større Leverancer, idet disse altid maa modtages med Forbehold paa Grund af den vekslende og til visse Aarstider indskrænkede Befolkning. Det er under disse Forhold ofte vanskeligt at faa Arbeide fra Kommunen og andre Autoriteter, og da de i Anstalten værende Haandværkere helst vedblivende bør beskæftiges med det af dem lærte Haandværk, har det været nødvendigt at modtage Bestillinger fra Private. I 1883 er der til Private afsat: Snedkerarbeide for 2058 Kr., Trædreierarbeide for 236 Kr., Sadelmagerarbeide for 191 Kr , Malerarbeide for 19 Kr., Smedearbejde for 16 Kr., Blikkenslagerarbeide for 24 Kr., Skræderarbeide for 103 Kr., Arbeidsløn af Fitlsko for 335 Rr., øvrigt Skomagerarbeide for Funktionærerne for 710 Kr., Bogbinderarbeide for 300 Kr.. Uldkartning for 176 Kr., solgt uldne Varer for 73 Kr., solgt linnede do. for 344 Kr., solgt Bomuldsvarer for 2444 Kr. Af disse Beløb ses det, at Anstalten kun er gaaet meget lidt ind paa Borgernes Erhverv, idet Indtægten i hver Branche er saa ringe, at en Mester ikke kan leve deraf, og der er saaledes taget det mest mulige Hensyn til Paalæget i den nævnte kgl. Resolution. Det fremhæves derhos, at de producerede Ting ikke ere billigere, i alt Fald kun meget lidt billigere end de, der frembringes af private Haandværkere, fordi de paa Anstalten indbragte Arbeidere, af hvilke mange paa Grund af det af dem førte tidligere Liv ere sløvede saavel i legemlig som Aandelig Henseende, anvende langt mere Tid til et Stykke Arbeide end de private Haandværkere, hvorved Prisen paa de færdige Varer uagtet en billig Arbeidsløn omtrent ækvivalerer med private Mesteres Arbeider. Til Slutning giver Magistraten en Fremstilling af, hvorledes Arbeidsvirksomheden paa Ladegaarden har udvidet sig, og den udtaler endelig, at den i Mandfolkeafdelingen altid har en Vanskelighed at kæmpe med, nemlig den overordenlig vekslende Befolkning samt den Omstændighed, at naar Belæggelsen er størst, er det Arbeide, der kan faas, ringe, medens man omvendt, naar Belæggelsen er mindre stærk, kan have Vanskelighed med at faa præsteret, hvad man har paataget sig, Omstændigheder, over hvilke Magistraten ikke er Herre, men som mere end alt andet udelukker Fattigvæsenet fra i nogen betydelig Grad at lade Arbeidsanstalten overtage privat Arbeide eller gribe ind paa den private Industris Omraade, og saaledes vise, at den af Fagforeningen udtalte Bekymring for, at et saadant vil ske, maa karakteriseres som ugrundet.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 19. december 1884).

St. Johannes Stiftelsen. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Mishandling af sit Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kriminalretten behandlet Sag tiltaltes en Skomagersvend I. for denne Forbrydelse. I Oktober f. A. blev Tiltalte gift med sin Hustru, der i Ægteskabet indbragte et af hende med en anden Mand avlet, i September 1880 født, uægte Barn, om hvis Tilværelse hun tidligere havde sat Tiltalte i Kundskab, og til hvis Forsørgelse denne allerede inden Bryllupet havde bidraget. Efter nogle Maaneders Forløb blev Forholdet mellem Ægtefolkene mindre godt, og fra den Tid har Tiltalte oftere - efter sin egen Angivelse en halv Snes Gange - gjort sig skyldig i Mishandling af dette Stedbarn, indtil dette den 12te Januar d. A. blev indlagt paa Kommunehospitalet. Mishandlingerne har bestaaet i, at han har slaaet det. oftest kun med den flade Haand paa forskellige Dele af Legemet, men dog saaledes, at Slagene efterlod Mærker paa Barnet, en enkelt Gang med en lille Læderrem, saaledes at Slaget efterlod en Stribe paa Barnets Kind og to Gange med en knyttet Haand i Hovedet, hvorved maa antages hidført den Sygdom, som foranledigede Barnets Indlæggelse paa Hospitalet, og som bestod i en betydelig Svulst, der indtog hele den behaarede Del af dets Hoved fra Nakkepartiet fortil, strakte sig frem i Panderegionen og ned i Tindingeregionerne og indtog Øjelaagene paa begge Øjne, saa at disse ikke kunde aabnes. Nogle Gange har Tiltalte endvidere knebet Barnet, og ved en enkelt Lejlighed, da det skreg, hældt en Spølkum Vand ud over det, saaledes at dets Overkrop blev gennemblødt, og det senere af Moderen fandtes rystende af Kulde. I Følge de af vedkommende Hospitalslæge under Sagen afgivne Erklæringer er der, efter at den ovenomtalte Svulst har tabt sig, konstateret et Brud af Barnets Kranie, som en - ca. 25-Øre stor - Fordybning med en delvis fremstaaende Benrand og et Par spalteformede Udløbere; men Barnet befinder sig i øvrigt vel, og de stedfundne Mishandlinger have ikke efterladt anden Skade for Barnets fremtidige Helbredstilstand, end at der efter Brudet i Kraniet hestaar en Spalte i dette, hvorved Hjernen og dens Hinder ville være mere udsatte for Beskadigelse ved mulige til fældige Læsioner end under normale Forhold. Som Grund til sin uforsvarlige Fremgangsmaade overfor Barnet har Tiltalte anført, at han stundom er bleven irriteret ved dets Uro, men at hans Mishandlinger hovedsagelig skyldes Vrede imod dels Moder, over hvem han paa denne Maade vilde hævne sig, og at det derimod ikke har været hans Hensigt at tilføje Barnet Skade paa Helbred, og omendskønt denne Forklaring ikke staar i Samklang med, at Tiltalte altid har udøvet sine Mishandlinger, naar Moderen ikke saa derpaa, og stundom til Tider, hvor der ikke umiddelbart i Forvejen havde været Uenighed mellem Ægtefællerne, fandt Retten dog ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste den. Ved Rettens Dom blev Tiltalte anset med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Social-Demokraten 21. juni 1882).

Rejsende Haandværkssvende. (Efterskrift til Politivennen)

Det Udvalg af Retsbetjente, der for nogen Tid siden blev nedsat ved et Møde, som forskellige Politimestre og Lign. holdt paa Universitetet her i Byen, og som skulde tage Spørgsmaalet om Foranstaltninger mod de vandrende Haandværkssvende under Overvejelse, har anmodet samtlige Politimestre her i Landet om at meddele statistiske Oplysninger om Forholdene som de nu er. Fra Kolding Jurisdiktion foreligger der nu en saadan Meddelelse. Medens det samtlige Antal af Viserede i 1875 var 582, hvoraf 580 Haandværkssvende, udgjordede i 1880 1749, hvoraf 1740 Haandværkssvende. Kun en meget ringe Del af dem har faaet Arbejde i Kolding, medens de andre, maatte drage videre. I 1875 anholdtes i Kolding og Omegn 24 Personer for Løsgængeri eller Betleri, hvoraf 10 var Haandværkssvende. men i 1880 udgjorde de tilsvarende Tal 66 og 42. Det fremgaar heraf, at Arbejdsløsheden og dermed den almindelige Nød er i en uafbrudt frygtelig Stigen. I fem Aar er Antallet af de Ulykkelige, der af Mangel paa Erhverv har maattet gribe til Vandrestaven, steget til det Tredobbelte. Denne Opgørelse taler bedre end mange Ord om den Skæbne Arbejderstanden gaar i Møde, hvis den ikke i Tide slutter sig sammen til et enigt politisk Parti, der ved en kraftig Deltagelse i Lovgivningen ophæver de bestaaende slette Forhold og sætter nye og bedre Tilstande i Stedet.

(Social-Demokraten 18. november 1881).

Raa Brutalitet af en Husvært. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.

Ærbødigst

E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.

(Social-Demokraten 29. september 1881).

Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.

Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Skibstømrerstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Skibstømrernes Strejke "Berl. Tid." har i Aftes modtaget nedenstaaende Skrivelse, hvilken vi gengiver her, da den nærmest maa betragtes som et Svar paa de her i Bladet af Skibstømrerne offentliggjorde Fremstillinger af Aarsagen til Strejken paa de forenede Oplagspladser og Værfter. Skrivelsen lyder saaledes:

Hr. Redaktør! Skønt vi som udtalt i vor Meddelelse i "Berl. Tid." den 23de Avgust ikke ønske at indlade os paa nogen Avispolemik angaaende den paa vore Værfter udbrudte Strejke, finde vi os dog foranledigede til at anmode Dem, Hr. Redaktør, om at optage en historisk Fremstilling af Gangen i hele dette Forhold mellem os og Skibstømrerne.

Det er nemlig tydeligt, at man af vor tidligere Meddelelse enten ikke har kunnet eller villet udfinde Sagens egentlige Kærne og det synes at skulle slaas fast i den almindelige Bevidsthed, at vi have vægret os ved at efterkomme en Opfordring om Undersøgelse af Kvartermand O. Hansens Forhold, for derefter at bedømme om Skibstømrernes Begæring om hans Afskedigelse var begrundet eller ikke.

Skibstømrerne har straks mødt med en Dom, der ikke kunde forandres ved nogen som helst Oplysning, vi maatte have eller kunde erholde, og denne have de fordret eksekveret. Det er altsaa et Spørgsmaal om Magten, man straks har opstillet, og dette vil forhaabentlig fremgaa af de nøgne Fakta, vi herved fremsætte.

Torsdag den 7de Juli tildelte Kvartermand O. Hansen den ved Skonnerten "Dagmar" arbejdende Tømmermand, Svend Nielsen, en Irettesættelse, fordi denne ikke havde udført sit Arbejde overensstemmende med del ham givne Paalæg; men herover følte Tømmermanden sig fornærmet og svarede Kvartermanden paa en upassende Maade. *)

Uden nogen som helst Anledning tog Tømmermanden derpaa sin Tømmerkiste og gik i Land, og da Værftsmesteren netop i samme Øjeblik kom til Stede og havde hørt begge Parters Fremstilling af det Passerede og at en Tømmermand, der havde overværet Ordskiftet, havde faaet en med O. Hansens aldeles overensstemmende Forklaring, forlangte han blot, at Tømmermanden skulde gøre Kvartermanden en Undskyldning, hvormed Sagen i saa Fald skulde være bilagt. Tømmermanden nægtede imidlertid at ville indgaa herpaa. Et Par af hans Kammerater henvendte sig senere til Værftsmesteren og forlangte, at han igen skulde tages i Arbejde om Fredagen, altsaa den følgende Dag, uden at gøre Kvartermanden nogen Undskyldning, men da Mesteren ikke kunde tilstede, al Skibstømrerne overhovedet ikke viste den tilbørlige Agtelse lige over for deres Foresatte, nægtede han at indgaa paa deres Forlangende, men lovede dog at tage ham i Arbejde igen den paafølgende Mandag, altsaa efter 2 Dages Forløb. Dette Svar af Mesteren tilfredsstillede imidlertid ikke de øvrige ved "Dagmar" arbejdende Skibstømrere, og saa vel om Fredagen som om Lørdagen gik Ingen i Arbejde ved nævnte Skib.

Et Udvalg af Skibstømrerne indfandt sig Lørdagen den 9de Juli i Selskabets Kontor, hvor de havde en Samtale med 2 af Bestyrelsens Medlemmer, men da deres Forlangende gik ud paa at faa Kvartermand O. Hansen fjernet fra hans Stilling, fik de det Svar, at skønt Sagen afgjort stillede sig til Fordel for Kvartermanden, vilde Bestyrelsen dog Intet foretage eller endeligt bestemme, forinden Direktørens Hjemkomst, som ventedes en af de første Dage, da Sagens Afgørelse laa i hans Haand.

Skibstømrerne opfordredes til at optage Arbejdet ved "Dagmar" igen, og der søgtes paa bedste Maade at overbevise dem om det Uberettigede i deres Forlangende. Skibstømrernes Udvalg erklærede imidlertid, at de Intet kunde afgøre, forinden de havde talt med deres Kammerater paa et Møde, der skulde afholdes samme Aften, og de tilstedeværende Bestyrelsesmedlemmer udtalte sluttelig, efter paany at have bedet dem betænke Følgerne af det Skridt, de havde gjort, at Bestyrelsen, hvis Arbejdet igen optoges, skulde gøre Alt, hvad den formaaede, for at Ro og Orden i Fremtiden kunde finde Sted, og at man vilde indestaa for, at Ingen skulde blive forurettet.

Om Mandagen den Ilte Juli mødte imidlertid ikke en eneste Mand paa Værfterne, hvorimod nogle enkelte Skibstømrere samme Dag henvendte sig til Værftsmesteren med den samme Anmodning, som tidligere var stillet til Bestyrelsen, nemlig om at faa Kvartermanden afskediget. Herpaa kunde han ikke gaa ind, men foreholdt dem fremdeles, hvor uklogt de handlede ved at stille et saadant Forlangende.

Tirsdag den 12te Juli optoges dog Arbejdet igen ved alle Skibene med Undtagelse af "Dagmar" , i det de ved dette Skib arbejdende Skibstømrere erklærede, at de først vilde afvente Direktørens Hjemkomst og forhandle med ham.

Disse Forhandlinger begyndte den paafølgende Torsdag den 14de Juli, men da Direktøren og 2de af Bestyrelsens Medlemmer, efter at have anstillet saa nøjagtige og upartiske Undersøgelser som muligt, i dette Tilfælde kun kunde betragte Kvartermandens Optræden lige over for den vedkommende Tømmermand som fuldstændig rigtig, saa fremkom der heller ikke noget andet Resultat af disse Forhandlinger.

Da Skibstømrerne fremdeles fastholdt deres Forlangende, blev det henstillet til dem at optage Arbejdet ved "Dagmar" og samtidig indgive en motiveret Klage til Bestyrelsen over O. Hansens øvrige formentlige Overgreb.

Arbejdet genoptoges dog ikke, hvorimod Klagen, der var undertegnet af et Udvalg af Skibstømrerne, indsendtes til os Fredag den 15de Juli. Herefter samledes hele Bestyrelsen Mandag den 18de Juli, hvor man vedtog at svare Udvalget i efterfølgende Skrivelse af 19de Juli:

(Her følger en Skrivelse til Skibstømrerne.) 

Onsdag den 20de Juli modloge vi en ny Skrivelse, denne Gang undertegnet af Bestyrelsen for Skibstømrerforeningen, hvori meddeltes, at Skibstømrerne paa et Møde den foregaaende Dag, enstemmig havde vedtaget ikke at ville arbejde under O. Hansen, hvorimod Arbejdet blev fortsat paa de andre Pladser og under de andre Kvartermænd.

Da vi imidlertid vidste, at de arbejdende Skibstømrere understøttede de Strejkende, var dette selvfølgelig et Forhold, der i Længden var uholdbart, og da "Dagmar"s Rhederi heller ikke kunde være tjent med at lade Skibet henligge halvfærdigt i en ubestemt Fremtid, besluttede Bestyrelsen paa et nyt Møde, der afholdtes den 22de Juli, at gøre et Forsøg paa at faa det fornødne Antal af de arbejdende Skibstømrere til at gaa i Abejde ved "Dagmar" under O. Hansen.

Forsøget blev da gjort Lørdag den 23de Juli paa den Maade, at vi ved vore andre Kvartermænd, dels lod hver enkelt Mand og dels lode Arbejderne i Holdvis anmode om at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Det var naturligvis ikke Meningen, at alle Skibstømrere skulde have arbejdet ved "Dagmar", - naar et tilstrækkeligt Antal ingen Indvending havde gjort, vare selvfølgelig de Øvrige blevne henviste til andet Arbejde. "Resultatet af det gjorte Forsøg førte kun til, at Strejken blev almindelig overalt, idet Alle nægtede at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Af det Foranførte vil det sos, paa hvilken Maade Arbejdsnedlæggelsen ved "Dagmar" fandt Sted, og skulle vi dertil kun føje det Faktum, at der ingensinde tidligere til Bestyrelsen er fremført nogen Klager over oftnævnte Kvartermand.

Spørgsmaalet drejer sig dog for os ikke om O. Hansens Forbliven i sin Stilling eller om hans Fjernelse ; derimod drejer det sig udelukkende om, hvorvidt Skibstømrerne overhovedet skulle kunne fremtvinge en Kvartermands eller en Kammerats Afskedigelse, eller om en saadan ikke fornuftigvis bør ske gennem de Overordnede, thi kunne saadanne Fordringer fremtvinges, vilde det være umuligt for vore andre Kvartermænd uden Frygt for at blive brødføde at udfylde deres Stilling paa en for Værfterne og Kunderne tilfredsstillende Maade.

Den samlede Bestyrelse for de forenede Oplagspladser og Værfter i København, den 30. Avgust 1881.

* * *

Det maa antages, at Skibstømrerne i Morgen her i Bladet vil give et Tilsvar til d'Hrr. Bestyrere. Red.

*) "Nu er jeg snart ked af at høre paa Deres Vrøvl".

(Social-Demokraten 2. september 1881)

Skibstømrerne har sejret.

Idet vi i Dag bringer den lige saa pludselige som glædelige Efterretning, at Skibstømrerne paa de forenede Værfter heldigt har gennemført deres Strejke, og at Arbejdet efter at Sandsynlighed vil blive genoptaget Tirsdag Morgen paa Pladserne, hvorfra Kvartermand Ole Hansen er fjernet, er det vor Overbevisning, at denne Tidende vil blive modtaget med Begejstring overalt, hvor den naar hen blandt Arbejderne, og at Enhver af de Tusinder, der paa forskellig Maade, ved moralsk og pekuniar Støtte, har bidraget til dette Resultat, vil hilse Sejren som var det deres egen, som gjaldt den dem selv personlig!

Sagen er bragt i Orden paa den Maade, at Kvartermand Ole Hansen har trukket sig tilbage. I en Skrivelse dateret den 2den September meddeler han de forenede Værfters Direktør sin Beslutning i saa Henseende. Skrivelsen lyder saaledes:

"Efter med Bekymring at have været Vidne til hvilken Vending den paa Værfterne udbrudte Strejke har taget, har jeg anset det for min Pligt, for derved at bidrage mit til at faa en Ende derpaa, frivillig at nedlægge min Stilling som Kvartermand og søge mig et andet Erhverv.

Ved at meddele Dem denne min Beslutning beder jeg Dem modtage min bedste Tak for den mig as Hr. Direktøren og Selskabets hele Bestyrelse viste Bistand og Beskyttelse.

Og tegner mig med Agtelse

Ole Hansen."

Samtidig med at dette Brev blev tilstillet Hr. Direktør Popp blev en Afskrift deraf sendt til Skibstømrerforeningens Lokale i Lille Torvegade med en saalydende Paaskrift:

"Af foranførte vil det saaledes ses, at min Person ikke længere er nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Værfterne.

Ole Hansen."

Umiddelbart efter at Skibtømrerne havde modtaget denne Erklæring fra Hr. O. Hansen nedsatte de en Komité til at forhandle med Selskabets Direktion. I Gaar Formiddags fandt Sammenkomsten Sted, og Hr. Direktør Popp optraadte ved denne paa en særdeles human og imødekommende Maade. Han bekræftede, at det forholdt sig fuldstændig rigtig med Hensyn til, at Kvartermand Ole Hansen ikke længere var nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Pladserne, og af hans Udtalelser fremgik det, at Arbejdet kunde genoptages fuldstændigt paa de tidligere Betingelser og uden at det, at Arbejderne havde strejket, paa nogen Maade vilde virke forstyrrende paa en Genoprettelse af det tidligere gode Forhold. Efter at have erholdt disse Tilsagn lovede Komitéen at bringe et Forslag om Arbejdets Genoptagelse for paa et Møde at samtlige strejkende Skibstømrere. Dette Møde afholdes i Eftermiddag i Skibstømrerforeningens lokale paa Kristianshavn.

Idet vi herved henlede Skibstømrernes Opmærksomhed paa dette Møde, skal vi, uden paa nogen Maade at pille foregribe deres eventuelle Beslutning, kun tillade os at formene, at der fornuftigvis ikke vil kunne blive Tale om andet end at erklære strejken for endt med et sejrrigt Resultat, og for saa vidt tor man allerede nu paa Forhaand lykønske Skibstømrerne til Udfaldet af deres heltemodige og energisk Kamp, en Lykønskning, som vi her paa det Hjerteligste bringer dem!

Det er Skibstømrernes Hensigt, naar alt er endeligt ordnet paa Mødet i Eftermiddag, da at samles med den Komité af Repræsentanter for forskellige Fag, der nedsattes ved Strejkens Begyndelse, og som har bidraget saa mægtigt til at vække alle Arbejderes Interesse for dem og deres Kamp. Dette Møde vil, som det fremgaar af ovenstaaende Indbydelse, finde Sted Tirsdag Aften i Forsamlingsbygningen. Det er Skibstømrernes Hensigt dér at udtale deres Tak for den ydede støtte samt at meddele de nærmere Omstændigheder ved Strejkens Afslutning og træffe Bestemmelse om et offenligt Arbejdermøde.

Det er jo nemlig saaledes, at naar Skibstømrerne i dette Øjeblik staar med Sejren i Hænde, da er lette Maal kun naaet ved de Tusinder as Arbejderes Hjælp, som i Kampen er gaaet Haand i Haand med de Strejkende. Ikke alene det betydelige Pengebidrag, som Arbejderne har ydet, men ogsaa den Sympati, de har vist Sagen, har virket styrkende og støttende og har bidraget til, at ikke en Mand af de Strejkende har svigtet, og at ikke en Eneste har tabt Modet. For denne Tilslutning er det at Skibstømrerne føler Trang til at takke hver enkelt af deres Tusinder af Venner, derfor afholdes dette offentlige Møde en af de nærmeste Aftener, og saa stor er vist Glæden blandt Alle, at Ingen, der kan komme til Stede, vil undslaa sig for at møde og modtage skibstømrernes Tak.

(Social-Demokraten 4. september 1881)