Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Rejsende Haandværkssvende. (Efterskrift til Politivennen)

Det Udvalg af Retsbetjente, der for nogen Tid siden blev nedsat ved et Møde, som forskellige Politimestre og Lign. holdt paa Universitetet her i Byen, og som skulde tage Spørgsmaalet om Foranstaltninger mod de vandrende Haandværkssvende under Overvejelse, har anmodet samtlige Politimestre her i Landet om at meddele statistiske Oplysninger om Forholdene som de nu er. Fra Kolding Jurisdiktion foreligger der nu en saadan Meddelelse. Medens det samtlige Antal af Viserede i 1875 var 582, hvoraf 580 Haandværkssvende, udgjordede i 1880 1749, hvoraf 1740 Haandværkssvende. Kun en meget ringe Del af dem har faaet Arbejde i Kolding, medens de andre, maatte drage videre. I 1875 anholdtes i Kolding og Omegn 24 Personer for Løsgængeri eller Betleri, hvoraf 10 var Haandværkssvende. men i 1880 udgjorde de tilsvarende Tal 66 og 42. Det fremgaar heraf, at Arbejdsløsheden og dermed den almindelige Nød er i en uafbrudt frygtelig Stigen. I fem Aar er Antallet af de Ulykkelige, der af Mangel paa Erhverv har maattet gribe til Vandrestaven, steget til det Tredobbelte. Denne Opgørelse taler bedre end mange Ord om den Skæbne Arbejderstanden gaar i Møde, hvis den ikke i Tide slutter sig sammen til et enigt politisk Parti, der ved en kraftig Deltagelse i Lovgivningen ophæver de bestaaende slette Forhold og sætter nye og bedre Tilstande i Stedet.

(Social-Demokraten 18. november 1881).

Raa Brutalitet af en Husvært. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.

Ærbødigst

E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.

(Social-Demokraten 29. september 1881).

Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.

Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Skibstømrerstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Skibstømrernes Strejke "Berl. Tid." har i Aftes modtaget nedenstaaende Skrivelse, hvilken vi gengiver her, da den nærmest maa betragtes som et Svar paa de her i Bladet af Skibstømrerne offentliggjorde Fremstillinger af Aarsagen til Strejken paa de forenede Oplagspladser og Værfter. Skrivelsen lyder saaledes:

Hr. Redaktør! Skønt vi som udtalt i vor Meddelelse i "Berl. Tid." den 23de Avgust ikke ønske at indlade os paa nogen Avispolemik angaaende den paa vore Værfter udbrudte Strejke, finde vi os dog foranledigede til at anmode Dem, Hr. Redaktør, om at optage en historisk Fremstilling af Gangen i hele dette Forhold mellem os og Skibstømrerne.

Det er nemlig tydeligt, at man af vor tidligere Meddelelse enten ikke har kunnet eller villet udfinde Sagens egentlige Kærne og det synes at skulle slaas fast i den almindelige Bevidsthed, at vi have vægret os ved at efterkomme en Opfordring om Undersøgelse af Kvartermand O. Hansens Forhold, for derefter at bedømme om Skibstømrernes Begæring om hans Afskedigelse var begrundet eller ikke.

Skibstømrerne har straks mødt med en Dom, der ikke kunde forandres ved nogen som helst Oplysning, vi maatte have eller kunde erholde, og denne have de fordret eksekveret. Det er altsaa et Spørgsmaal om Magten, man straks har opstillet, og dette vil forhaabentlig fremgaa af de nøgne Fakta, vi herved fremsætte.

Torsdag den 7de Juli tildelte Kvartermand O. Hansen den ved Skonnerten "Dagmar" arbejdende Tømmermand, Svend Nielsen, en Irettesættelse, fordi denne ikke havde udført sit Arbejde overensstemmende med del ham givne Paalæg; men herover følte Tømmermanden sig fornærmet og svarede Kvartermanden paa en upassende Maade. *)

Uden nogen som helst Anledning tog Tømmermanden derpaa sin Tømmerkiste og gik i Land, og da Værftsmesteren netop i samme Øjeblik kom til Stede og havde hørt begge Parters Fremstilling af det Passerede og at en Tømmermand, der havde overværet Ordskiftet, havde faaet en med O. Hansens aldeles overensstemmende Forklaring, forlangte han blot, at Tømmermanden skulde gøre Kvartermanden en Undskyldning, hvormed Sagen i saa Fald skulde være bilagt. Tømmermanden nægtede imidlertid at ville indgaa herpaa. Et Par af hans Kammerater henvendte sig senere til Værftsmesteren og forlangte, at han igen skulde tages i Arbejde om Fredagen, altsaa den følgende Dag, uden at gøre Kvartermanden nogen Undskyldning, men da Mesteren ikke kunde tilstede, al Skibstømrerne overhovedet ikke viste den tilbørlige Agtelse lige over for deres Foresatte, nægtede han at indgaa paa deres Forlangende, men lovede dog at tage ham i Arbejde igen den paafølgende Mandag, altsaa efter 2 Dages Forløb. Dette Svar af Mesteren tilfredsstillede imidlertid ikke de øvrige ved "Dagmar" arbejdende Skibstømrere, og saa vel om Fredagen som om Lørdagen gik Ingen i Arbejde ved nævnte Skib.

Et Udvalg af Skibstømrerne indfandt sig Lørdagen den 9de Juli i Selskabets Kontor, hvor de havde en Samtale med 2 af Bestyrelsens Medlemmer, men da deres Forlangende gik ud paa at faa Kvartermand O. Hansen fjernet fra hans Stilling, fik de det Svar, at skønt Sagen afgjort stillede sig til Fordel for Kvartermanden, vilde Bestyrelsen dog Intet foretage eller endeligt bestemme, forinden Direktørens Hjemkomst, som ventedes en af de første Dage, da Sagens Afgørelse laa i hans Haand.

Skibstømrerne opfordredes til at optage Arbejdet ved "Dagmar" igen, og der søgtes paa bedste Maade at overbevise dem om det Uberettigede i deres Forlangende. Skibstømrernes Udvalg erklærede imidlertid, at de Intet kunde afgøre, forinden de havde talt med deres Kammerater paa et Møde, der skulde afholdes samme Aften, og de tilstedeværende Bestyrelsesmedlemmer udtalte sluttelig, efter paany at have bedet dem betænke Følgerne af det Skridt, de havde gjort, at Bestyrelsen, hvis Arbejdet igen optoges, skulde gøre Alt, hvad den formaaede, for at Ro og Orden i Fremtiden kunde finde Sted, og at man vilde indestaa for, at Ingen skulde blive forurettet.

Om Mandagen den Ilte Juli mødte imidlertid ikke en eneste Mand paa Værfterne, hvorimod nogle enkelte Skibstømrere samme Dag henvendte sig til Værftsmesteren med den samme Anmodning, som tidligere var stillet til Bestyrelsen, nemlig om at faa Kvartermanden afskediget. Herpaa kunde han ikke gaa ind, men foreholdt dem fremdeles, hvor uklogt de handlede ved at stille et saadant Forlangende.

Tirsdag den 12te Juli optoges dog Arbejdet igen ved alle Skibene med Undtagelse af "Dagmar" , i det de ved dette Skib arbejdende Skibstømrere erklærede, at de først vilde afvente Direktørens Hjemkomst og forhandle med ham.

Disse Forhandlinger begyndte den paafølgende Torsdag den 14de Juli, men da Direktøren og 2de af Bestyrelsens Medlemmer, efter at have anstillet saa nøjagtige og upartiske Undersøgelser som muligt, i dette Tilfælde kun kunde betragte Kvartermandens Optræden lige over for den vedkommende Tømmermand som fuldstændig rigtig, saa fremkom der heller ikke noget andet Resultat af disse Forhandlinger.

Da Skibstømrerne fremdeles fastholdt deres Forlangende, blev det henstillet til dem at optage Arbejdet ved "Dagmar" og samtidig indgive en motiveret Klage til Bestyrelsen over O. Hansens øvrige formentlige Overgreb.

Arbejdet genoptoges dog ikke, hvorimod Klagen, der var undertegnet af et Udvalg af Skibstømrerne, indsendtes til os Fredag den 15de Juli. Herefter samledes hele Bestyrelsen Mandag den 18de Juli, hvor man vedtog at svare Udvalget i efterfølgende Skrivelse af 19de Juli:

(Her følger en Skrivelse til Skibstømrerne.) 

Onsdag den 20de Juli modloge vi en ny Skrivelse, denne Gang undertegnet af Bestyrelsen for Skibstømrerforeningen, hvori meddeltes, at Skibstømrerne paa et Møde den foregaaende Dag, enstemmig havde vedtaget ikke at ville arbejde under O. Hansen, hvorimod Arbejdet blev fortsat paa de andre Pladser og under de andre Kvartermænd.

Da vi imidlertid vidste, at de arbejdende Skibstømrere understøttede de Strejkende, var dette selvfølgelig et Forhold, der i Længden var uholdbart, og da "Dagmar"s Rhederi heller ikke kunde være tjent med at lade Skibet henligge halvfærdigt i en ubestemt Fremtid, besluttede Bestyrelsen paa et nyt Møde, der afholdtes den 22de Juli, at gøre et Forsøg paa at faa det fornødne Antal af de arbejdende Skibstømrere til at gaa i Abejde ved "Dagmar" under O. Hansen.

Forsøget blev da gjort Lørdag den 23de Juli paa den Maade, at vi ved vore andre Kvartermænd, dels lod hver enkelt Mand og dels lode Arbejderne i Holdvis anmode om at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Det var naturligvis ikke Meningen, at alle Skibstømrere skulde have arbejdet ved "Dagmar", - naar et tilstrækkeligt Antal ingen Indvending havde gjort, vare selvfølgelig de Øvrige blevne henviste til andet Arbejde. "Resultatet af det gjorte Forsøg førte kun til, at Strejken blev almindelig overalt, idet Alle nægtede at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Af det Foranførte vil det sos, paa hvilken Maade Arbejdsnedlæggelsen ved "Dagmar" fandt Sted, og skulle vi dertil kun føje det Faktum, at der ingensinde tidligere til Bestyrelsen er fremført nogen Klager over oftnævnte Kvartermand.

Spørgsmaalet drejer sig dog for os ikke om O. Hansens Forbliven i sin Stilling eller om hans Fjernelse ; derimod drejer det sig udelukkende om, hvorvidt Skibstømrerne overhovedet skulle kunne fremtvinge en Kvartermands eller en Kammerats Afskedigelse, eller om en saadan ikke fornuftigvis bør ske gennem de Overordnede, thi kunne saadanne Fordringer fremtvinges, vilde det være umuligt for vore andre Kvartermænd uden Frygt for at blive brødføde at udfylde deres Stilling paa en for Værfterne og Kunderne tilfredsstillende Maade.

Den samlede Bestyrelse for de forenede Oplagspladser og Værfter i København, den 30. Avgust 1881.

* * *

Det maa antages, at Skibstømrerne i Morgen her i Bladet vil give et Tilsvar til d'Hrr. Bestyrere. Red.

*) "Nu er jeg snart ked af at høre paa Deres Vrøvl".

(Social-Demokraten 2. september 1881)

Skibstømrerne har sejret.

Idet vi i Dag bringer den lige saa pludselige som glædelige Efterretning, at Skibstømrerne paa de forenede Værfter heldigt har gennemført deres Strejke, og at Arbejdet efter at Sandsynlighed vil blive genoptaget Tirsdag Morgen paa Pladserne, hvorfra Kvartermand Ole Hansen er fjernet, er det vor Overbevisning, at denne Tidende vil blive modtaget med Begejstring overalt, hvor den naar hen blandt Arbejderne, og at Enhver af de Tusinder, der paa forskellig Maade, ved moralsk og pekuniar Støtte, har bidraget til dette Resultat, vil hilse Sejren som var det deres egen, som gjaldt den dem selv personlig!

Sagen er bragt i Orden paa den Maade, at Kvartermand Ole Hansen har trukket sig tilbage. I en Skrivelse dateret den 2den September meddeler han de forenede Værfters Direktør sin Beslutning i saa Henseende. Skrivelsen lyder saaledes:

"Efter med Bekymring at have været Vidne til hvilken Vending den paa Værfterne udbrudte Strejke har taget, har jeg anset det for min Pligt, for derved at bidrage mit til at faa en Ende derpaa, frivillig at nedlægge min Stilling som Kvartermand og søge mig et andet Erhverv.

Ved at meddele Dem denne min Beslutning beder jeg Dem modtage min bedste Tak for den mig as Hr. Direktøren og Selskabets hele Bestyrelse viste Bistand og Beskyttelse.

Og tegner mig med Agtelse

Ole Hansen."

Samtidig med at dette Brev blev tilstillet Hr. Direktør Popp blev en Afskrift deraf sendt til Skibstømrerforeningens Lokale i Lille Torvegade med en saalydende Paaskrift:

"Af foranførte vil det saaledes ses, at min Person ikke længere er nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Værfterne.

Ole Hansen."

Umiddelbart efter at Skibtømrerne havde modtaget denne Erklæring fra Hr. O. Hansen nedsatte de en Komité til at forhandle med Selskabets Direktion. I Gaar Formiddags fandt Sammenkomsten Sted, og Hr. Direktør Popp optraadte ved denne paa en særdeles human og imødekommende Maade. Han bekræftede, at det forholdt sig fuldstændig rigtig med Hensyn til, at Kvartermand Ole Hansen ikke længere var nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Pladserne, og af hans Udtalelser fremgik det, at Arbejdet kunde genoptages fuldstændigt paa de tidligere Betingelser og uden at det, at Arbejderne havde strejket, paa nogen Maade vilde virke forstyrrende paa en Genoprettelse af det tidligere gode Forhold. Efter at have erholdt disse Tilsagn lovede Komitéen at bringe et Forslag om Arbejdets Genoptagelse for paa et Møde at samtlige strejkende Skibstømrere. Dette Møde afholdes i Eftermiddag i Skibstømrerforeningens lokale paa Kristianshavn.

Idet vi herved henlede Skibstømrernes Opmærksomhed paa dette Møde, skal vi, uden paa nogen Maade at pille foregribe deres eventuelle Beslutning, kun tillade os at formene, at der fornuftigvis ikke vil kunne blive Tale om andet end at erklære strejken for endt med et sejrrigt Resultat, og for saa vidt tor man allerede nu paa Forhaand lykønske Skibstømrerne til Udfaldet af deres heltemodige og energisk Kamp, en Lykønskning, som vi her paa det Hjerteligste bringer dem!

Det er Skibstømrernes Hensigt, naar alt er endeligt ordnet paa Mødet i Eftermiddag, da at samles med den Komité af Repræsentanter for forskellige Fag, der nedsattes ved Strejkens Begyndelse, og som har bidraget saa mægtigt til at vække alle Arbejderes Interesse for dem og deres Kamp. Dette Møde vil, som det fremgaar af ovenstaaende Indbydelse, finde Sted Tirsdag Aften i Forsamlingsbygningen. Det er Skibstømrernes Hensigt dér at udtale deres Tak for den ydede støtte samt at meddele de nærmere Omstændigheder ved Strejkens Afslutning og træffe Bestemmelse om et offenligt Arbejdermøde.

Det er jo nemlig saaledes, at naar Skibstømrerne i dette Øjeblik staar med Sejren i Hænde, da er lette Maal kun naaet ved de Tusinder as Arbejderes Hjælp, som i Kampen er gaaet Haand i Haand med de Strejkende. Ikke alene det betydelige Pengebidrag, som Arbejderne har ydet, men ogsaa den Sympati, de har vist Sagen, har virket styrkende og støttende og har bidraget til, at ikke en Mand af de Strejkende har svigtet, og at ikke en Eneste har tabt Modet. For denne Tilslutning er det at Skibstømrerne føler Trang til at takke hver enkelt af deres Tusinder af Venner, derfor afholdes dette offentlige Møde en af de nærmeste Aftener, og saa stor er vist Glæden blandt Alle, at Ingen, der kan komme til Stede, vil undslaa sig for at møde og modtage skibstømrernes Tak.

(Social-Demokraten 4. september 1881)

Vagabondvæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Indbydelse af flere danske Politimestre holdtes i Formiddags paa Universitetet et Møde, paa hvilket den tiltagende Vagabondering var Gjenstand for Discussion.

Byfoged Sager fra Rudkjøbing indledede Forhandlingen. Han bemærkede, at Vagabondagen nu var bleven et saa stort Onde, at det formeentlig ikke længe kunde gaae. "Haandværkssvend" var blevet et mere ubestemt Begreb end tidligere; man havde nu langt flere Medhjælpere i de forskjellige Industrigrene end tidligere, og som Følge deraf var "Bundfaldet" ogsaa blevet talrigere. Dertil kom, at der nutildags i Modsætning til fordum ogsaa var mange Haandværksmestre paa Landet, og dette gav Anledning til, at mange Haandværkssvende kunde vandre omkring uden Politiets Kundskab. Fattigarbeidsanstalterne voxede, hvad ogsaa var et Moment, som kom i Betragtning i denne Sammenhæng; ogsaa derved tog Vagabondagen til. Hvorledes kunde denne nu modvirkes? Taleren henstillede i saa Henseende følgende Forslag: Straffeloven bør strengt overholdes, og Tvangshuusarbeide bør fortrinsviis anvendes, navnlig i Gjentagelsestilfælde. Samvirken mellem Politiøvrighederne bør udvikles ved gjensidige Meddelelser om de Paagjældendes Reiserouter. De Landjurisdictioner, der ikke ere forbundne med Kjøbstædernes Politibestyrelser, bør optages i denne Samvirken. Landpolitiets Styrke bør forøges, navnlig ved Opfriskningen af Oldermændenes Forpligtelse med Hensyn til Betleres Anholdelse, og ved fornøden Forstørrelse af Amtspolitiofficianternes Tal. Hjemskrivning eller Hjemsendelse til Forsørgelsescommunen bør saameget som muligt anvendes. En Centralcontrol bør indsættes i Kjøbenhavn, saa at der samles fuldstændigere Oplysninger om de Personer, der i de sidste fem Aar ere straffede for Betleri og Løsgjængeri, og at dertil indsendes for ethvert fremtidigt Tilfælde Meddelelse om det Fremkomne, navnlig Domsudskrifter. Politiefterretninger bør indeholde Fortegnelse over de Paagjældende med deres Alder m. m.

Byfoged Oldenborg bekræftede Sagers Bemærkning om, at Vagabonderingen i de senere Aar havde taget Overhaand, og Spørgsmaalet egnede sig derfor i høi Grad til at paakalde det Offentliges Opmærksomhed. Her var forøvrigt ikke blot Tale om de omreisende Haandværkssvende, men ogsaa f. Ex. om de omreisende Uldhandlere, i Henseende til hvilke man formentlig havde taget feil, naar man i Folkethinget for et Aarstid siden under en Discussion havde udtalt, at der her var Tale om at gribe hindrende ind i Befolkningens Huusflidsvirksomhed. Taleren kunde i Meget slutte sig til Byfoged Sager, saaledes bl. A. til en Bemærkning af denne, der gik ud paa, at den Bespisning af reisende Haandværkssvende, som nu fandt Sled i Kjøbstæder, bidrog Sit til den tiltagende Vagabondering. Han omtalte dernæst Sagers Forslag om Oprettelsen af et Centralbureau i Kjøbenhavn, ved hvilket bl. A. alle straffede Personer indregistreredes. Denne Tanke var bleven bragt til Udførelse i forskjellige af Europas Hovedstæder, hvorom Taleren gav nærmere Oplysninger. Han ansaae en saadan Foranstaltning for at være af stor praktisk Betydning.

Herredsfoged Jørgensen havde som Embedsmand i Byen Slesvig tidlig havt Lejlighed til at vinde Erfaring om det her reiste Spørgsmaal; thi Tydskerne vare som bekjendt det meest vandrelystne Folk af alle, og fra Tydskland vandrede jo særdeles mange Haandværkssvende herind. Han henstillede, om det ikke vilde være praktisk rigtigt at nedsætte et Udvalg til Sagens videre Bearbejdelse. Sagers Tanke om at gjenoplive den gamle Oldermandsinstitution ansaae han for uheldig og umulig. Hvad Sognefogederne angik, da havde de aldrig kunnet henregnes til det egentlige Politi og vilde aldrig blive det; de manglede nemlig det moralske Mod, der hørte til en saadan Stilling. De Bønder, som vare Sognefogeder, havde ikke Mod til at angive deres Kammerater, ligesom Bondestanden i det Hele var for lidet udviklet og havde for liden selvstændig Mening til at kunne løse en saadan Opgave som den at være Politi. Af en af Sager fremsat Bemærkning tog Taleren Anledning til at yttre, at det var det Billigste for en Commune at behandle sine Fattige godt; men fra Communernes Side vistes der ofte den yderste Grad af Haardhed imod de Fattige. I saa Henseende oplyste Taleren, at der i en Commune paa Fyen var for nogen Tid siden død et 74 aarigt kvindeligt Fattighuuslem som Følge af den Masse Utøi, hvormed Fattighuset var befængt. Arbejdsanstalterne paa Landet ansaae han for en beklagelig Smitte, der siden 1864 havde udbredt sig i Landet. Man havde med fuldstændig Uret sagt, at denne Smitte skrev sig fra Slesvig. Disse Anstalter vare blevne en Dovenskabens Hovedpude for Sogneraadene, der ved Hjælp af dem skubbede det energiske Arbeide for de Fattige fra sig og det Ansvar, de burde bære paa dette Punkt. Disse Anstalter vare en Ukrudtsfocus af den sørgeligste Art, hvor de meest værdige og de meest uværdige Personer blandedes sammen. Roden til det heromhandlede Onde var først og fremmest et daarligt Fattigvæsen samt den charakteerløse Deel af Befolkningen, som f. Ex. var altfor villig til at give Vagabonderne Snapse. Der var Arbeidsanstalter, som vare saaledes organiserede, at man havde Interesse af, at de Fattige snarest muligt vendte tilbage til dem. Det var uheldigt, at Arrestforvarerne tillige ofte vare Hotelværter, thi de havde som saadanne Interesse af, at de Paagjældende vendte tilbage til Tvangsarbeidsanstalten. Alt var indrettet paa at holde disse ulykkelige Mennesker nede, saa at det var ligefrem umuligt for dem at reise sig paany. Her var derfor et stort socialt Onde, som det gjaldt om at raade Bod paa. Taleren bemærkede dernæst, at Politimestrene selv ogsaa bare deres Deel af Skylden for den tiltagende Vagabonderen. Blandt Andet henledede han Opmærksomheden paa, at de Efterlysninger, som fandt Sled i "Politiefterretninger" altfor ofte gjordes ganske forgjæves. Politiet i Danmark var gjennemgaaende slet.

Byfoged Friis (Skjelskør): De gjældende Regler om Hjemsendelse og Hjemskrivning trængte i høi Grad til Revision og Codification; der trængtes dernæst i høi Grad til en Lov om danske Svende, der kunde supplere Loven vedrørende fremmede Svende. Borgmester Scholten (Frederiksborg) ansaae Arbeidsanstalter i og for sig for en gavnlig Institution ; men den var uheldigviis ikke benyttet paa rette Maade. Uden videre at henvise alle Fattige til disse Anstalter var baade i høi Grad inhumant og i høi Grad uøkonomisk. Kun de, der notorisk hverken kunde eller vilde hjælpe sig selv, burde henvises til Arbejdsanstalten, og bestyredes denne humant, var det en meget god Institution. Taleren havde i sin meget vanskelige Jurisdiktion havt rig Leilighed til at gjøre Erfaringer desangaaendc. Med Vagabonderingen fik man ikke Bugt, førend man sluttede sig sammen for Alvor.

Byfoged Oldenburg fandt det rigtigt at nedlægge en bestemt Indsigelse imod det Total billede af Fattigvæsenets og af Politiets Tilstand heri Landet, som Herredsfoged Jørgensen havde givet. Til denne Indsigelse syntes Forsamlingen i det Hele at slutte sig.

Herredsfoged Krarup (Hammerum Herred) gav nærmere Oplysninger om den Uldvarefabrication, der fandt Sted i Hammerum Herred. Der var her ikke Tale om nogen Huusflid, thi Varerne fabrikeredes paa Maskiner; dog kunde det heller ikke kaldes Fabriksvirksomhed. Naar Uldhandlerne sagde, at de ikke vidste, hvor de havde kiøbt Uldvarerne, da løi de; de vidste godt, at de havde kjøbt dem i Hammerum.

Derpaa afsluttedes Diskussionen med Vedtagelsen af et af Sager stillet Forslag om Nedsættelsen af et Udvalg, bestaaende af 4 Politimestre for de 4 Hovedlandsdele. Valgte bleve Byfoged Schørring (Kolding), Byfoged Brückcr (Nakskov), Byfoged Oldenburg (Odense) og Birkedommer Brun (Gisselfeld).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. august 1881. 2. udgave).

Vagabonderiet.

Medens Juristernes Aristokrati fra de tre nordiske Lande holder Kongres i København, og Sexa paa Vodroflund, og indbydes til Taffel hos Kronprinsregenten, har en Del danske Politimestre, der vel kan betegnes, om ikke just som det juridiske Demokrati, saa dog som dets Mellemklasse, i Lørdags holdt et Møde paa Universitetet for at forhandle om Vagabondvæsenet.

Mødets Indbyder var Byfoged Sager fra Rudkøbing.

Førend vi kommer nærmere ind paa denne i flere Henseender betydningsfulde Forhandling, vil vi forudskikke en Bemærkning.

Enhver, der har gjort sig den Ulejlighed at iagttage vort Standpunkt, vil vide, at vi ikke tager Dovenskaben og Drivelysten i Forsvar.Vi ere ikke blinde for, at der gives Individer, som foretrække at friste en kummerlig Tilværelse ved idelig og altid at appellere til deres Medmenneskers Medlidenhed fremfor at arbejde, og ligefaa vist som vi hævder Menneskets Ret til Arbejde, ligesaa vist anser vi det for Enhvers Pligt at arbejde, naar Betingelserne for at arbejde er til Stede. 

Det er altsaa ikke vor Hensigt at tage Vagabondvæsenet i sin Almindelighed i Forsvar.

Men paa det omtalte Møde har man paa en underlig begrebsforvirrende Maade slaaet Haandværkssvendene sammen med Vagabonderne, og det er mod dette paatvungne Kompagniskab, at vi paa Håndværkssvendenes Vegne vil nedlægge en alvorlig Protest.

Heldigvis var Politimestrenes Vagabondmøde ikke Sagens sidste Instans; det var kun Begyndelsen til Noget, som kan blive til hvad det flal, som man siger; og det er derfor ikke for sent at give sin Skilling med i Laget. Det var dog tænkeligt, at en eller flere af de "praktiske" Politimænd kunde tage saa meget Hensyn til vor Protest, at de vilde indse, at det ikke gaar an saadan uden videre at stemple Landets tilkommende Vælgere og Borgere, - ikke at tale om Forsvarere! - som Vagabonder.

Det var Indbyderen, Hr. Herredsfoged Sager, som i sit Indledningsforedrag tilkendegav en saa stærk Frygt for, at Vagabonderingen skulde vokse ham over Hovedet, at han ikke vidste bedre end at slaa Vagabonder og Håndværkssvende sammen i ét Begreb. "Haandværkssvend" var blevet et mere "ubestemt Begreb" end tidligere, paastod han. De tiltagende forskellige Industrigrene var Skyld deri, thi de affødte langt flere Medhjælpere.

Hr. Sagers Mening synes at være den, at saa længe de forskellige Haandværk kun bestod af en halv Snes Fag eller saa, saa kunde Politiet nok finde sig i, at de rejsende Svende gik fra By til By for at søge Arbejde, men nu, da Industrien og Haandværket har flere end dobbelt saa mange Grene, hvorfra Fagenes ledige Arbejdere tvinges til at søge andet Steds hen, saa bliver de til "ubestemte Begreber", som Hr. Sager for Nemhedens Skyld kalder Vagabonder!

Det var ellers en nydelig Slutning!

Hr. Sager kan heller ikke finde sig i, at Svendene, naar de har vandret en By igennem uden at faa det ønskede Arbejde, da søger ud til Landet, hvor der "nutildags i Modsætning til fordum" er mange Haandværksmestre, og hvor Svendene kan "vandre om uden Politiets Kundskab".

Nej, Svendene skal være gaa f. Eks. fra Roskilde, hvor de er viseret, til Ringsted for at blive viseret, og de skal lade være at løbe om til de mange Mestre paa Landet, hvor Politiet ingen "Kundskab" har om dem.

Antræffes Svendene uden for den lige Vej til Ringsted, saa er de "Vagabonder", og for den Slags Folk har Hr. Sager Tvangsarbejde og Straffeloven, som strængt bør overholdes, medens Tvangsarbejde fortrinsvis bør anvendes.

Den ærede Politimester synes at ræsonnere som saa: Naar Haandværkssvendene rejser, saa rejser de for at viseres, hvad skulde de ellers med Vandrebog. Dette Ræsonnement minder om Underofficeren, der indprentede Rekruten, at Tommelfingrens eneste Bestemmelse var den at ligge langs Bukselinningen!

Man skulde synes, at det maatte være en lovlig Sag, at en Svend søger Arbejde paa Landet, naar han ikke kan saa Beskæftigelse i Byen, men det lader til, at Hr. Sager er af en anden Mening.

Hr. Sager foretrækker at sende Svendene hjem igen til Forsørgelseskommunen. At de forlod denne, fordi der var Arbejdsløshed, kommer ikke ham ved.

Da i de sidste Vintre mange Købstæder enedes om at afhjælpe den største Nød blandt de rejsende Svende ved at give dem et Maaltid Middagsmad og nogle Øre i Tærepenge, da vandt denne smukke Handling baade Tilslutning og Bifald, ligesom den ydede Hjælp sikkert paaskønnedes med Taknemmelighed af dem, der nød godt af denne Foranstaltning, men nu kommer baade Hr. Sager og Hr. Politimester Oldenburg (Odense) og siger, at "den Bespisning af rejsende Haandværkssvende, som nu fandt Sted i Købstæderne, bidrager til den tiltagende Vagabondering"; den sidste sagde tillige, at "det saa ud til, at der var en stigende Ulyst til fast Arbejde."

De Herrer Politimestre maa uden Tvivl anse det for et sandt Herreliv. saadan at vandre fra By til By for at faa et Maaltid Mad og nogle Øre, og paa Landevejen hvert øjeblik at blive anholdt som "Vagabond"! Bare de Herrer en Gang vilde gøre en lille Rejse "paa Professionen". Vi er overbevist om. al de vilde komme til at sande, at det Liv kan ikke friste nogen Haandværkssvend, selv om han hører til det "ubestemte Begreb", og at, naar han desuagtet foretager en slig "Rejse", det da er den haardeste Nødvendighed, der tvinger ham dertil. Men hans Nød og Fattigdom berettiger ikke Nogen, selv ikke en Politimester, til at sætte ham i Klasse med Forbrydere og Vagabonder. Og kun saadanne har man Lov til at true med Straffeloven og med Tvangsarbejde!

Det er i det Hele mærkelige Midler, som de Herrer Politimestre anbefale for at hindre "Vagabondagen", som de kalder den.

Det er ikke nok, at hele Straffeloven og Tvangshuset skal ramme og rumme de Formastelige, som søger deres Erhverv ude i Landet, naar deres egen "Forsørgelseskommune" ikke har Brug for deres Arbejdskraft, og de endnu har saamegen Æresfølelse, at de undser sig for at gaa ud til Ladegaarden og slaa de "tre Slag" paa Porten, og altsaa har begivet sig paa "Rejsen". Har disse Ulykkelige Gnist af Skamfølelse tilbage, saa skal det af Hr. Sager & Komp. anbefalede System snart udslukke den aldeles. De skal jages og sultes ud as Byerne, og ude paa Landet maa de ikke søge Arbejde. For saa kommer de i Tvangshuset! For at undgaa slig Medfart vil sagtens de Fleste spare "Rejsen" og gaa direkte til Ladegaarden, hvis de ikke i deres Fortvivlelse griber til det, der er værre!

Om nu de Herrer Politimestre anser det for mere heldigt, at en Haandværkssvend gaar straks til Ladegaarden og dermed kvæler den Rest af Selvstændighedsfølelse og Selvagtelse , som tølperagtige Arbejdsgivere og stupide Avtoritetsmennesker har levnet ham, i Stedet for at forsøge i Provinserne og paa Landet, om Arbejde mulig er at saa, - det vil vi lade dem og deres Samvittighed om!

Forhaabentlig vil der paa det Møde af Politimestre, som den i Lørdags valgte Komite skal: forberede, fremkomme Tanker og Forstag, som tage mere Hensyn til de rejsende Haandværkssvendes virkelige Tarv, end sket er paa det her omtalte foreløbige Møde, hvor man efter vor bestemte Mening har paa en temmelig letsindig Maade blande: den fattige rejsende, arbejdsvillige Haandværkssvend sammen med det "Bundfald", som syntes at være Skyld i, at nogle af de Herrer Politimestre har faaet et saa forplumret Syn paa de rejsende Svende i Almindelighed.

(Social-Demokraten 30. august 1881).

Retssag om udført Gas- og Vandmesterarbeide. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Gjældscommission anlagt Sag havde Citanten H. søgt Indstævnte I. til for Arbeide udført paa hans Eiendom overeensstemmende med Vandvæsenets Anviisning at betale 42 Kr. med Renter heraf 5 pCt. aarlig fra Klagens Dato den 24de April f. A., indtil Betaling skeer, og Sagens Omkostninger skadesløst.

Indstævnte havde derimod paastaaet sig frifunden for Citantens Tiltale med Tillæg af Sagens Omkostninger. Indstævnte havde vel ikke benægtet, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide, eller at der herfor tilkom Citanten det anførte Betaling, men han havde paastaaet, at Arbeidet ikke var udført for ham eller efter hans Anmodning, og at det derfor ikke paahvilede ham at betale det, og han havde navnlig i saa Henseende gjort gjældende, at han havde afsluttet en Contract med Blikkenslagermester R. om Udførelsen af alt Gas- og Vandmesterarbeide i den ham tilhørende Eiendom, og at bemeldte R. ogsaa ligeoverfor ham havde erkjendt at være pligtig til at afholde Udgifterne ved den efter Citantens Paastand af ham foretagne Reparation, og Citanten formeentes maatte tage den ham muligviis tilkommende hos oftnævnte R.

Citanten havde imidlertid anført, at han som avtoriseret Vandmester ligeoverfor Kjøbenhavns Vandvæsen havde forpligtet sig til, saaasnart der kommer Melding om Mangler ved Vandrør, da strax at besørge Manglerne afhjulpne uden at anstille Undersøgelse om, hvad der skal betale Udgifterne, og om den Paagjældende kan betale, og at han derfor, da der kom Bud til ham om at afhjælpe en Utæthed i Vandledningen ved den Indstævnte tilhørende Eiendom, ikke erkyndigede sig om hvem der sendte det Bud, men skyndte sig med at afhjælpe Manglen, forat ikke større Skade skulde skee; han antog imidlertid, at Budet kom fra Indstævnte og han havde benægtet, at det kom fra Blikkenslager R. Men uden Hensyn til hvem, der havde sendt Bud til Citanten, formente Indstævnte at maatte betale Beløbet, idet Indstævnte havde den Pligt, saa snart en Mangel af den omhandlede Beskaffenhed var kommet til hans Kundskab, da øieblikkelig at lade den afhjælpe af autoriseret Vandmester, og han formenes derfor at maatte betale det til hans Eiendoms Bevaring udført Arbeide, hvad enten det var udført paa Foranledning af ham selv eller en Anden eller af Blikkenslager R idet nemlig denne, der ikke selv var autoriseret Vandmester, maatte af Citanten betragtes som Indstævntes Bud.

Da det nu ikke var godtgjort, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide for Blikkenslager R.s Regning efter hans Anmodning, og da det fandtes at følge af Bestemmelserne i Lov af 30te November 1857 § 6 2det Punctum, at Indstævnte som Eier af den paagjældende Eiendom maatte være Pligtig til at afholde den Udgift, som Afhjælpning af den omhandlede Mangel ved Vandledningen havde medført, blev Indstævnte dømt i Overeensstemmelse med den af Citanten nedlagte Paastand, saaledes at Sagens Omkostninger bestemtes til 10 Kr. 52 Øre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  2. august 1881).

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

Skandaløse Følger af de bestaaende Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Det Bestaaende, som der skriges op om skal bevares og holdes helligt, som det er en Forbrydelse at tale ilde om, og som ingen kritisk Haand tør røre ved, dette Bestaaende er, det har vi sagt saa tidt, usundt i sin Almindelighed og oprørende i en Mængde af sine Enkeltheder. Det Oprørende træder frem i Tilfælde paa Tilfælde lige fra Præste- og Militærverdenen ned til det simpleste Voldafgravningsarbejde, fra Skoleperioden til Begravelsesdagen. Her er et Tilfælde fra det for saa mange ulykkelige Kvinder saa sørgelige ægteskabelige Liv. Vi føjer dette til de mange tidligere Eksempler hentet fra Kvindens sociale Tilværelse:

Under en af Højesteret paakendt imod en Tømrer for Mishandling af sin Hustru anlagt Justitssag var det godtgjort, at Konen, der har varet gift og samlevet med Manden i 32 Aar og født ham 10 Børn, i de sidste 26 Aar jævnlig er blevet mishandlet af Tiltalte, der saa at sige daglig har stødt og puffet til hende og ved enhver Lejlighed slaaet hende med knyttet Haand i Hovedet eller Kroppen samt mangfoldige Gange, ogsaa ved Nattetid, har jaget hende og Børnene ud af Huset, saa at hun maatte søge Ly hos Andre, hvorhos han til forskællige Tider har tilføjet hende større Overlast. Saaledes har han en Gang for mange Aar siden slaaet hende saaledes med Bagen af en Økse i Skuldren, at hun ikke kunne løfte Armen; for en halv snes Aar siden tilføjede han hende med et Slag med en Træsko et Saar i Tindingen, og da han en Gang for omtrent 3 Aar siden kastede Tørv og Sten efter hende, ramte han hende saaledes med en Sten over Armen, at hun i længere Tid maatte bære den i Bind. Ligesom han endvidere ofte har truet hende med al ville dræbe hende, saaledes jog han hende ved Juletid for en halv Snes Aar siden ud af Huset og aflaasede Døren, hvorefter han, da hun blev staaende udenfor, tog en Bøsse og skød efter hende, men uden at ramme hende, og en Gang for to Aar siden, da hun paa Grund af Sygdom laa tilsengs, lagde han, idet han tillige slog hende i Hovedet, Dynen saaledes over hendes Hoved, at hun formodenlig vilde være bleven kvalt, hvis det ikke var lykkedes hende at faa Dynen ned fra Ansigtet. Tiltaltes Hustru maa efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages ikke at have givet ham nogen Anledning til hans utilbørlige Forhold imod hende, og i en for Overretten fremlagt Erklæring, hvorefter hun agter at fortsætte det ægteskabelige Samliv med ham, har hun udtalt Ønske om, at han maa fritages for Straf. Efter det Anførte, samt idet det maa antages, at Tiltalte oftere, naar han har mishandlet sin Hustru, har været i den Grad beruset, at han ikke kan anses at have været fuldt tilregnelig, billigede Overretten, at han ved Underretsdommen var anset efter Straffelovens 202, jfr. tildels § 203 og 39 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Højesteret stadfæstede ifølge "B. T." de foregaaede Instansers Domme.

Tror nu Nogen, at det har været af Kærlighed eller dog blot af Agtelse for Manden at vedkommende Kone har udholdt Sammenlivet med ham i den nævnte lange Periode? nej, det tror Ingen. Naar denne ulykkelige Kvinde i 26 Aar ikke har haft en glad Time, naar hun har udholdt Slag og Haansord, saa har det været, fordi hun kun havde Valget mellem dette Liv og et Liv uden Brød for sig og sine Børn, og fordi hele hendes Opdragelse, Præsternes formaninger og Folks Dom derover hende den nødvendige Selvstændighed og tvinger hende ind under Mandens Tyranni. Hendes Arbejde, selv det haardeste og strængeste, bliver slet betalt , og, selv om hun har de pinligste Erfaringer for det Modsatte, saa nødes hun dog til at se sine Børns Forsørger i sin Mand; denne Tanke følger hende under de haardeste Lidelser. Det er Samfundet som det nu er, der bærer Ansvaret for saadanne Forhold. Det stiller den ulykkelige Kvinde hjælpeløs samtidigt som det igennem Arbejdsløn og Arbejdsforhold næsten derover hende Evnen til at hjælpe sig selv. Her er et af de Omraader, hvor Socialdemokratiet kræver, at Staten skal gribe ind, og det er ad denne Vej, at vi vil gøre Ægteskabet helligt i Ordets ædleste Betydning, trods Klerisiets Skraal og Bigotteriets himmelvendte Blikke.

(Social-Demokraten 8. oktober 1880).

Bødker stikker sin Kone. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:

Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.

Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Højesteret paakendte i Gaar en Justitssag, hvorunder en Haandværker i Gentofte tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Konen havde i saa Henseende forklaret, at Manden, navnlig efter at han i Aaret 1864 havde været i Krigstjeneste og var bleven stærkt forfalden til Brændevinsdrik, havde, især i de senere Aar, meget hyppigt dels slaaet og pryglet hende med en Egestok, dels truet hende med den, saa at hun ofte havde maattet flygte ud af Huset, samt at han havde truet hende med at ville hænge hende. Hun har endvidere forklaret, at Manden den 27de Februar f. A. tog en Okse, løftede den et Par Gange over hendes Hoved og truede med at flække det; samme Dag aflukkede han Døren til deres Beboelseslejlighed og løb rundt i Stuen ester hende med en Stok for at prygle hende, uden at der dog ved den Lejlighed blev tilføjet hende nogen synderlig Overlast med Stokken, hvorimod han rykkede en Tot Haar af hendes Hoved, hvilket ogsaa er sket tidligere. Hun har aldrig havt nogen egentlig mere langvarig Men af den hende tilføjede Overlast og har saaledes ikke maattet ligge til Sengs derfor eller søge Læge, men hun har hyppigt havt Smerter af de hende tilføjede Slag, navnlig da hun en Gang for et Par Aar siden af Manden blev kastet ned af Trapperne fra 1ste Sal ned i Gaarden. Tiltalte det paastaaet, at han kun en Gang imellem har skubbet til sin Hustru og har benægtet at have truet eller slaaet hende og at have kastet hende ned af Trappen saavelsom at have revet Haar ud af hendes Hoved eller iturevet hendes Klæder, og har overhovedet vedholdende benægtet Rigtigheden af de Forklaringer, der til Oplysning om Mishandlingen var afgivne af forskællige under Sagen hørte Personer. Overretten fandt imidlertid, at der ved disse Forklaringer maatte anses tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for Mishandlingen. Straffen for Tiltalte, hvis Hustru er gaaet i Forbøn for ham, var, som ved Underretten fastsat, bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og samme Udfald fik Sagen i Højesteret.

(Social-Demokraten 8. marts 1879).

En moderne Arbejdskøber. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Fordele, Skibstømrerne har opnaaet i Løbet af de sidste 5 Aar, er der ogsaa den, at Søndagsarbejdet betales med en Fjerdedels højere Dagløn end Hverdagsarbejde. Jeg tror at kunne fremhæve, al Flertallet af Haandværkerne betragter Søndagsarbejdet som Noget, man helst burde undgaa, og Flertallet af Skibstømrerne nære den samme Mening. I de fleste Fag findes der imidlertid Onder, der med den bedste Vilje ikke kan undgaas, og saaledes gaar det ogsaa med Søndagsarbejdet ved Skibsbyggerier; det kan ikke altid undgaas, og det har derfor været vor Opgave at sikre os et Vederlags derfor, som er afpasset efter det Offer, vi maa bringe, ved at give Afkald paa den eneste Dag, der er os levner til at nyde Familielivet. Københavns Skibstømrere er saa overbeviste om det rigtige og retfærdige i denne Ordning af Lønningen, at de hellere vil give Afkald paa alt Søn- og Helligdagsarbejde end at taale nogen Nedsættelse af Lønnen. For saa vidt er alt Godt, og man hengav sig til det tillidsfulde Haab, at al Fare var fjernet for lang Tid; men Skibstømrerne har kun alt for snart erfaret, at de ikke har Grund til at lægge Hænderne i Skødet.

En Del af Holmens faste Skibstømrere har saaledes fundet det passende at tage Arbejde om Søndagen paa Strandpromenadens Skibsværft, som tilhører Skibsbygmester E. Lautrup, for en Dagløn, der er 50 Øre under den Daglon, som blev vedtaget ved Afslutningen af Skibstømrerstrejken, og hvilken den samme Mester ved sin Underskrift er gaaet ind paa at ville overholde, og dertil kommer, at ovennævnte Tømmermænd arbejder en Time længere, end der er fastsat. Facit bliver altsaa, at disse Mænd modtager en Løn, der er 1 Kr. 96 Øre lavere end den, de tilkommer for Søndagen med en Times Overarbejde. Det kan ikke nægtes, at det er en ganske artig Dagløn Hr. Lautrup derved har opnaaet for sig selv, næmlig omtrent 40 Kr. paa disse 20 Mand. - Vi vil dog ikke videre beskæftige os med Lautrup, da vi af Erfaring véd at det kun baader lidt; han er som alle andre Storborgere, der aldrig har været henvist til at ernære sig ved deres Hænders Gerning, hensynsløs og egenkærlig. Hidindtil har man dog troet, at han var ordholdende, men de sidste Dages Begivenheder fritager os for den Illusion. Men hvorledes forholder det sig med disse Tømmermænd, der paa en saa skændig Maade bryder Staven over Københavns private Tømmermænd? Er deres Stilling i den Grad trykkende, at man derved kunde undskylde deres Handlemaade? Dette kan dog ikke være Tilfældet, da det ligger nær at antage, at de saa vilde have indgivet en Begæring om en Forhøjelse af Lønnen; hvilket forøvrigt vilde have været langt mere paa sin Plads end den famøse Tillidsadresse, der efter Forlydende har cirkuleret til Underskrift dersteds, og som ifølge Ryglet har modtaget ikke saa faa Underskrifter.

Det er en Selvfølge, at Ingen kunde have noget imod at Holmens faste Skibsrømrere tager det Arbejde, der tilbyder sig for dem, naar de kun erholder samme Vederlag derfor, som de private Skibstømrere; men at Arbejdere, der ved særlige Forhold er sikrede Arbejde, over for mindre heldigt stillede Medarbejdere, taler ikke til Gunst for disse Mænds Karakter. Vel vilde det være i høj Grad urigtigt, at dømme alle Holmens faste Skibsbyggere efter disse 20 Mænds Optræden, men dog kan det ikke nægtes, at det er et sørgeligt Vidnesbyrd om del kammeratlige Forhold paa Nyholm. Vi vil nu ikke yderligere omtale disse Mænd, da deres Optræden, særlig paa denne Tid, da flere private Skibsbyggere er uden Beskæftigelse, er af den Art, at vi ikke vil spilde mere Tid derpaa, men vil nu overlade til deres mere hæderlige Kammerater at dømme i denne Sag. Vor Dom er Foragt baade for dem, der har modtaget, og dem, der har ydet Arbejde i dette Tilfælde.

Flere Skibstømrere.

(Social-Demokraten 12. maj 1877).

En Arbejdskøber. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 12te Decbr. havde Undertegnede et Inserat i "Social-Demokraten", hvorved jeg bekendtgjorde, at jeg vilde sagsøge Gas- og Vandmester Witthöst, St. Kongensgade 79, for mine fortjente Penge, men jeg ikke kunde faa betalt, hvorhos jeg lovede nærmere Underretning, naar Sagen var endt. Dette Løfte vil jeg nu opfylde.

Jeg har arbejdet hos ovennævnte Arbejdskøber i ca. 6 Uger, hvoraf de 5 Uger, indtil han fik en Gjørtler, paa Dagløn, og kun den sidste Uge paa Akkord; jeg har hele Tiden haft en Del Vrøvl med ham angaaende Arbejdet, men det blev værst i den Tid, jeg arbejdede paa Akkord, da jeg ikke vilde rette mig efter ham, hvorledes jeg skulde arbejde. (Han har nemlig lært som Tømrer og kender naturligvis ikke saa meget til Drejeriet som en Drejer). En Dag meddelte Værkfører Larsen mig, at jeg mulig kom til at lave Kopper til Gaskogeapparater, men jeg skulde ikke lave dem under 14 Skilling (29 Øre) pr. Styk, hvilket Witthöst tidligere har betalt. Da W. ca. 1 Time senere kom i Værkstedet, gav han mig ovennævnte Gaskopper i Arbejde, men da jeg ikke vilde lave dem for 20 Øre, altsaa 9 Øre under Prisen, spurgte jeg ham, om han havde andet Arbejde til mig eller om jeg skulde holde op med at arbejde. Han svarede, at han havde Arbejde nok, men Kopperne skulde først laves. Jeg holdt altsaa op, da jeg ikke vilde nedsætte Prisen, og spurgte, om jeg kunde faa mit Regnskab opgjort, hvilket han ikke vilde før en Gang Dagen efter. Dette skete Torsdagen den 7de Decbr., c. Kl. 4 Efterm. Fredag Kl. 11½ gik jeg hen til ham angaaende mit Regnskab, men fik kun den Besked, at Arbejdet ikke var godt nok og at jeg skulde file dem efter, hvilket jeg ikke vilde, da Filningen ikke tilhørte Akkorden, hvorved han tillige sagde, at han ikke vilde tale med mig, men jeg kunde efter Kl. 1 tale med Værkfører Larsen, og hvis han antog dem for gode, da kunde jeg faa mine Penge. Larsen tilstod for mig, at W. havde befalet ham, at kassere Brænderne, da de skulde være efter Prøve. Jeg paatalte til ham, L., de Punkter som ikke skulde være efter Prøven, hvilke han godkendte. Lørdag den 9de mødte jeg for Assistenten i St. Kongensgade med W., men han vilde ikke betale mig mine 8 Kr. 17 Øre, for Brænderne var aldeles ødelagt, altsaa ubrugelig. Der kan man se, hvorledes saadant Arbejde kan forandre sig paa 48 Timer naar man ikke vi i arbejde for saadanne Arbejdskøbere omtrent gratis. Jeg anlagde altsaa Sag imod W. for ovennævnte Sum ved Kriminal- og Politiretten og kom til at møde Fredag den 15de December for Assessor Koch i 1ste Civilkammer, hvor Witthöst godkendte mit Regnskab, men ikke Godheden at mit Arbejde. Da jeg nu ikke havde Midlerne til Fortsættelsen af Sagen, tilmed da jeg ogsaa skulde betale Synsmænd og alt Andet, maatte jeg lade Sagen falde og antage de Vilkaar, jeg blev tilbudt, nemlig 3 Kr., altsaa 15 Øre mindre, end jeg har betalt i Gebyr til Retten. Det Mærkeligste ved hele Sagen var imidlertid, at W. for Retten stilte sig som en Storborger, næmlig ved at omtale, at hvis jeg var kommen til ham og havde bedet ham om Pengene, saa havde kan gærne betalt enhver Øre, altsaa jeg skulde først tjene Pengene og siden tigge ham om dem; tillige havde han en Skrivelse, hvorunder tre at hans Svende bevidnede, at Arbejdet ikke var godt. hvilket slet ikke undrede mig, eftersom der alle Tider er nogen Spytslikker paa Værkstederne.

Nu er imidlertid Spørgsmaalet, hvem er den ærlige Mand, Undertegnede eller Witthøst? Efter som Sagen er bleven forligt, saa har han (W) Ret til at bruge Brænderne, men i saa Tilfælde har han jo ikke betalt efter Akkorten, men kun efter Forlig, og bruger han Brænderne, og de er saa daarlige, som W. siger, saa bedrager han Kunderne. Tiden vil vise det, og da kan Læserne selv dømme.

J. W. Gellner, Drejer.
Adelgade 59.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).