Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Knipleindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knipleindustrien skrives i "B. T."- For huusmands- og Indersteklassen er Knipleriet Vesteregnens fornemste, man kunde næsten sige eneste faste kvindelige Syssel. Dette gjælder især Strøget fra Høier til Ribe med Tønder og Lygumkloster til Østgrændse og saaledes, at dette Arbeide drives mest udlandet, jo længere man kommer mod Sydkanten af dette Strøg. Emmelev Sogn havde ved Folketællingen i 1855 319 Kniplersker, der ernærede sig ved haandværket, foruden endeel Pigebørn som Lærlinge, saa at man godt kan anslaae det kniplende Kvindekjøns Antal her til 350 eller til 23 pCt. af Befolkningen eller 43 pCt. af Stedets kvindelige Personale. Efterat have bemærket, at dette kunstige Arbejde, der drives som haandværk og Næringsvei, altsaa ikke blot til nyttig at udfylde arbeiesløse Tmer, med fuld Føie kan gjøre Krav paa Navnet Industri og saaledes rangerer med de Fabrikata, der paaskjønnes og stundom lønnes som Huusflidsgjenstande, skulle vi bede Læseren et Øieblik at gjøre os Følgeskab ind i en Kniplestue. Det er Sommer. Ved Indtrædelsen slaaer os en Lyd imøde, som fra en Mængde Smaahamre i et Fabrikværksted. Den hidrører fra Kniplingestokkene, som falde hid og did paa et Stykke Læder eller Pergament for at slynge den vedfæstede Traad til Væv. Ved første Øiekast synes denne Omslyngning at foregaae uden Maal og Med; men give vi lidt nøiere Agt, sees snart, at Vævet derved er kommet tilveie, hvorpaa det fæstnes ved Naale, der nedsættes i det nedenunder lignende "Prikkebrev", i hvilket Mønsteret er afsat ved mange Huller, der kræve hver sin Naal. Stokkenes Antal varierer efter Mønsterets Brede og Fiinhed fra 20 til 300. Disse tages partiviis i Brug saaledes, at naar en Sidestrimmel eller Midten er skreden noget fremad, sættes de herhenhørende Stokke i Ro paa Siden af Kniplingsskrinet, ved en Messingstang, kaldet "Stils", hvorpaa et andet Parti tages frem fra en anden Side. Og alt imellem ere Fingrene i uafladelig Bevægelse med de forskjelligartede Omslyngninger og med Naalesætningen, saa at en "Takke" eller en Part af samme ligger færdigkniplet, førend man veed af det. Her i Stuen sees nu 8 Kniplersker, hver med sit "Skriin" paa Skjødet og i travl Virksomhed; det er derfor forklarligt nok, at man maa tale temmelig højt for at blive hørt. De to 7-9 Aars Piger med den ældre Kone imellem sig skulle lære af hende, derfor gaaer deres Arbeide endnu meget langsomt; de næste To behøve kun i vanskelige Tilfælde nogen Hjælp og de øvrige ere selvstændige Kniplersker, der ere komne herhen for Selskabs Skyld. Sommeren igjennem sidde de fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 9 eller blot med en kort Fritid i Middagsstunden. I særdeles smukt Veir sætte de sig ud at kniple ved huusmuren. Om Vinteren begyndes Arbejdet ved Daggry og fortsættes til Kl. 10-11 om Aftenen. Vore 8 Kniplersker sidde iaften, som stedse, i tvende Afdelinger, hver Fire have en Lampe staaende paa en "Stander" og sidde tæt omkring den. I denne Stander staaer et Brændglas for hver Kniklerske, eller hun har en Lysflaske hængende i en Snør under Loftet. Igjennem disse optiske Redskaber kastes Lyset forstærket paa Prikkebrevet, hvorved Arbeidet gaaer sikkrere frahaanden. Ved Lys kniples fra Midten af September til noget ind i Marts. Vintersemesteret sluttes gjerne med et "Standerhøtte", et Gilde paa Kaffe med Tiæbehør for Knipleselskabet og Aftengjæsterne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Byfogden i Thisted indkalder Haandværksmestre. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 9de November

Byfogden i Thisted har sammenkaldt alle Byens Haandværksmestre til et Møde for at meddele ham Oplysning om, for hvilke Haandværkssvende man der i Byen har Arbejde. Han tilsigter derved at "forhindre Svendenes ørkeslæse Vandring til Byen". Men en Politiemester kan dog ikke forud bestemme, hvor Haandværkssvende skulle vandre hen og har slet ingen Ret til at lukke Byen for dem. Selve Haandværksmestrene kunne heller ikke vide, hvad Arbejde de maatte faae, og vilde vist ogsaa, ligesom det forbrugende Publicum, være ilde tjente med, at Svende advares fra at søge til Byen. For deres Fornøielsed Skyld blive disse der heller ikke, naar der til given Tid intet Arbeide skulde være. Haandværkssvendenes fredelige Vandringer, om de end maae ledsages af lidt "Fægten", i have overhovedet aldrig viist sig at være forbundne med Ulemper for det Offentlige, end ikke i de Lande, hvor de ere langt talrigere, og altsaa mindst her, naar der ellers er et aarvaagent Politie. Behøves dettes Mellemkomst i noget Tilfælde, saa er det jo nok, at det optræder i rette Tid, og mindre betimeligt er det vistnok, naar ellers ikke farlige forebyggende Foranstaltninger kræves, at male Tilstande paa Væggen, hvormed det slet ingen Fare har.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. november 1858).

Kniplingskræmmer Jens Wulff (1774-1858). (Efterskrift til Politivennen)

Den afdøde udmærkede Industrielle, Kniplings- og Uldhandler Jens Wulff i Brede, beskjæftigede, efter Møgelt. Av., engang "1100" Kniplingspiger i Slesvig og gjorde Forsendelser til alle Verdensdele. I den franske Krigsperiode var han den eneste Kniplingshandler, der vedblev at reise for ikke at afskedige sine Arbeidere, og da maatte han døie megen Fare og Besværlighed. Engang skjød en fransk Toldpatrouille efter ham, og Kuglen peb ham ret forbi. Den Dag ihukom han siden hvert Aar med Tak til Forsynet. Da Kniplingshandelen siden aftog meget, lagde han sig efter Uldhandelen og forskaffede dette Product, især Marskulden, ganske nye Afløbskilder. Denne Handel fortsatte han til et Par Aar før sin Død. Ligeledes gjorde han for egen Regning store Opkjøb af jydsk Uld, og der gives Aar, hvor det af ham opkjøbte Uldforraad oversteg 200,000 Pd. Ogsaa i det jydske "Bindetøi" har han gjort betydelige Forretninger, navnlig til America. - Som Dreng havde han først været Skriverdreng paa en Herregaard i Jylland, hvor han maatte døie en temmelig haard Behandling. Som 13aarig Yngling begav han sig paa sin første Reise med Kniplinger til Tydskland, fremmed for Sproget og kun med faa og ude af Brug værende Varer. Han vandrede ofte grædende omkring, indtil - som han fortalte - Forsynet en Dag sendte ham en Betler-Olding paa hans Vei. Denne Oldings fromme Sind og Fortælling om sit mærkelige Levnetsløb styrkede saaledes Ynglingens Mod, at han ufortrødent fortsatte sin begyndte Vandring, og snart havde han den Glæde at komme bedre frem. I 30 Aar bereiste han siden tilhest Meklenborg, Hannover og endeel af Preussen saa hyppigt og vedholdende, at han beregnede den Vei, han havde redet, lig med Jorden tre Gange rundt. Paa sine Reiser til Harzen blev han bekjendt med sin endnu levende Hustrue, som blev ham en trofast Livsledsagerinde. I Anledning af sin Forlovelse oppe paa Bloksbjerget skrev han en Romance, der er bleven tryk, og uddeelt til Mange. I sit 36te Aar giftede han sig og levede 49 Aar i det lykkeligste Ægteskab. I 1846 fik han af Christian den 8de Fortjenstmedaillen i Guld, og 1854 blev han af Frederik den Syvende udnævnt til Ridder af Dannebroge. Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia, hos hvem han stod i høi Agtelse og Yndest, beærede ham med Besøg i hans Huus den 8de September 1847. Han foretog sig dagligt lige indtil sit sidste Sygeleie Fodvandringer, hvor ondt end Veiret var, og kjørte endnu i sit 84de Aar i afvigte Vinter ene til Husum. Blødagtighed og Forfinelse vare ham imod, hvorfor han ogsaa, uanseet at han kunde have gjort sig Livet mageligt og beqvemt, vedligeholdt sin jævne, tarvelige Levemaade og sit ligefremme, oprigtige Forhold imod Alle til det Sidste. Han var en Mand med et lyst Blik, en klar Forstand og et varmt Hjerte; en tro Frænde; som saadan har han vistnok ingen ringe Medvirkning havt paa sine tvende Brødres Ungdomsudvikling: den ene senere Præst i Riis og den anden, Eieren af Nebel Mølle, den fra den jydske Stænderforsamling hæderligt bekjendte Justits. Hans Wulff. Som imod Slægtninge og Venner var han ogsaa trofast og hjælpsom imod den mindre Bemidlede, især naar det gjaldt at styrke Arbeidsomhed og Redelighed. Det er ogsaa sandt, hvad der vidnedes ved hans Grav, at han altid pleiede at uddele Noget af det Fortjente, naar han kom tilbage fra sine Handelsreiser, og at han gjerne vilde, at Andre skulde være glade med ham og være nyttige Borgere, ligesom han stræbte at være det og isandhed var det. Det var hans Nøisomhed, Virksomhed, Udholdenhed og barnlige Tro, der havde sat ham istand til at kunne give og til at kunne glæde og gavne sine Medmennesker. Han maa i det Hele taget betragtes som en af Forsynet i høi Grad benaadet Mand. - Som yderligere Beviis for den Hedengangnes sjeldne Udholdenhed bør nævnes, at han i 54 Aar, til faa Dage for sin Død (i Marts d. A.), førte en Dagbog, der i al den Tid kun var afbrudt i nogle faa Dage. Disse Optegnelser vare den Afdøde en kjær Syssel; han kunde dagligt kalde den svundne Tid tilbage. Ligesom de ere af stort Værd for Familien, saaledes vilde de ogsaa have Interesse for en videre Kreds, idet de vidne om, hvad Virksomhed under Udholdenhed og Tro formaaer i det svage Menneske, ikke alene til Fred i Hjertet, men ogsaa til Gavn og Glæde for en vid Kreds og for Fædrelandet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. april 1858).

Kniplingshandler Jens Wulff (1744-1858) fra Bredebro lidt nord for Tønder i Slesvig, var en af den slesvigske vesteregns mest ansete og indflydelsesrige mænd i første halvdel af 1800-tallet. Han var af en dansk familie og var gift med en tysk kvinde. Han beherskede begge sprog. Hans gård i Brede eksisterer stadig. Han førte detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. 

En Hr. Jens Wulff fra Brede ved Tøndern bekjendtgjør i Aviserne, at Aarsagen hvorfor han ikke i Aar kan sende sin Pleiesøn Wilhelm Nissen til Vesteregnen af Jylland for at gjøre Opkjøb af Uld i Partier er nogle Hindringer, som Politiemesteren i Holstebroe afvigte Sommer lagde ham i Veien. Hr. Wulff siger blandt Andet:

"Som dansk Undersaat var det i en Række af 43 Aar skjøndt boende paa Landet, min kjæreste Bestræbelse at virke til Landmandens Gavn ved Forsendelse endog til fjerne Verdensdele af Landets Industrie-Frembringelser og Naturprodukter; jeg saae her den første Hindringssteen kastet mig i Veien. At jeg til Gavn for Jylland ei tør afbenytte mine Connexioner og Pengemidler gjør mig hjertelig ondt; men mig blev sagt: jeg kjøbte for meget!!! Jeg betalte dernæst i rene Contanter, som jo ei før var Skik og Brug i hiin Egn, og - paa min Virksomhed blev lagt et fængslende Bånd."

I Marsken fra Tøndern til Husum, er ved forøget og frie Concurrence, Uldpriserne siden 1829 stegne fra 10 til 18 a 20 Ldsk. pr. Pund; en riig Indtægtskilde er derved aabnet for Landmanden, og til meer end det Dobbelte har han forøget sine Faareflokke; men - hvor der skal tilveiebringes et slift Resultat, der maa Uldhandelen ei være et Monopol for Smaahandlere, der blot kjøbe, naar de have Commission (en selvstændig Kjøbmand frygter ingen Concurrence, og holder let en fremmede Kjøber tilside) der maae Handelen som i Hertugdømmerne være fri, og den Kjøber meest velkommen, som bringer de fleste Penge i Landet.

Naar denne Frihed ogsaa finder Sted i Jylland, og jeg seer mig betrygget for slige Ubehageligheder, som de der mødte mig afvigte Sommer, og som forvoldte mig betydeligt Tab, da begynder jeg mit Uldopkjøb paa nye, og vil med Glæde bidrage min Skjærv til at hæve og forøge et Product, der afgiver en saa vigtig Export for vort kjære Fødeland.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 15. oktober 1835).

- Tøndersk Kniplingsfabrik. Vi have tidligere, ved at berette om et smagfuldt og kostbart Kniplingssmykke, som den bekiendte Kniplings- og Uldgodshandler Jens Wulff, Brede havde den Ære at overrække Hendes Maiestæt, henledet Opmærksomheden paa denne vigtige Industrigreen, den eneste indenlandske, der frembringer Luxusartikler, som ere Gjenstand for forsendelse til Udlandet. Denne Industrigreen har bragt Velstand i Egnen omkring Tønder, har i Aarhundreder tilført og tilfører endnu samme betydelige Pengesummer, og har ved den herved for ægede Cirkulation givet Grundeiendommene en betydeligen høiere Værdi end andensteds. Vel har ukyndige Philanthroper villet paastaae deels at fortjenesten ene gik i Kniplingshandlerens Lomme, idet denne ikke tilstod Kniplerskerne mere, end der var høist fornødent til at friste Livet med, deels at dette Arbeide indvirkede skadeligt paa Kniplerskernes sundhed, idet disse ved den megen Stillesidden fra en ung Alder skulde tabe deres sundhed, ja endogsaa blive Krøblinger. Enhver, der har været i denne Egn, vil imidlertid have havt Leilighed til at kjende det Urigtige og Overdrevne i denne Paastand. Kniplerinderne udføre deres Gierning i deres varme Stue, medens Mangen af den arbeidende Klasse lider Sult og Kulde; deres Arbeide udfordrer ikke nogen Anstrængelse, hvorfor de kun behøve Lidet til Klæder og Føde; naar de ere flitiige og sparsommelige, kunne de derfor beholde Noget tilovers, hvorved mange blandt dem see sig istand til at kunne ernære deres gamle Forældre eller hjælpe til at opdrage deres Sekstende. Sædvanligen sidde flere Kniplingspiger sammen i een Stue, og da deres Arbeide for det meste er mekanisk, kunne de under samme følge deres dyst til at synge og fortælle Historier, og Tiden gaaer saaledes hurtigen og behageligen for dem, medens de fortiene Brødet for dem og Deres. Naar Sommeren kommer, sættes for en stor Deel Kniplingsskrinet tilside, og mange Kniplingspiger ere nu Markarbeidere, der ere bekiendt for at kunne bruge sig, og især for at kunne føre Kniven godt. En saadant Liv kan ikke synes at indvirke skadeligt paa Helbreden eller at foraarsage nogen Vanførhed; vel gives der ogsaa Svage og Krøblinger blandt Kniplingspigerne, men saadanne findes der overalt, og det er netop en Lykke for disse ellers forladte og hiælpeløse Væsener, at de paa denne Maade kunne fortjene deres Brød. - Kniplingernes Provenu beløber sig vel ikke til et saa meget betydeligt Beløb, men det maa da ogsaa bemærkes, at næsten Alt er Arbeidsfortjeneste, eftersom Materialets Værdi er ubetydeligt og sjelden udgjør 10 Procent. Da denne Handel var i sin største flor, tilførtes der Tønder-Egnen aarligen fra Ind- og Udlandet omtrent 100,000 Rbd. Courant eller 1600,000 Rbd., hvoraf Wulffs Handel, der meest var paa Udlandet, udgjorde over 1/6 Deel, skiøndt det dog dengang ikke var den betydeligste. Vel har denne Handel senere i tabt sig, men man kan dog med Sikkerhed beregne, at endnu omtrent den halve Værdi aarligen tilvirkes, og det vilde vistnok være et stort Savn for Egnen, hvis denne Industrie skulde ophøre, da herved mange hundrede Mennesker vilde blive brødløse. Naar vi sammenligne dette fabrikat med det jydske Uldgods, da er det vel ogsaa, at det sidste bringer flere Summer ind i Landet, men største Delen af dette Beløb maa da ogsaa regnes fra for Ulden, der kunde sælges og forsendes til Udlandet, hvis den ei blev her forarbeidet. Selv for nogle Aar tilbage, da Conjuncturerne vare bedre for Uldgodshandelen, kunde en Binder i Arbeidsløn kun fortiene paa 1 Pd. Uld 4 til 6 lsk eller 13 til 19 Rbsk, i den senere Tid saa meget som et Pd. Uld kostede; men efterat de amerikanske forsendelser ere ophørte, daler det igjen med Prisen, og Fortjenesten vil i indeværende Aar blive ussel for de stakkels Bindere. Vi tør derfor paastaae, at det meer er tilsyneladende end virkeligt hvad Uldgodset indbringer, hvorimod det er mere virkeligt end tilsyneladende, hvad Kniplingerne indbringe, efterkom disses Provenu næsten heelt er Arbejdsfortjeneste.

(Dagen 7. april 1841).

2 kniplersker arbejde i 9 måneder på fuldtid for at fremstillet arbejderne til kongeparret i 1841.

Helt enig er Frilandsmuseet ikke i ovenstående beskrivelse af kniplerskerne. I beskrivelsen af museets knipleskole fra Nørre Sejerslev, som lå tæt på hvor Wulff virkede, fortælles at egnens småpiger, især fra mere beskedne hjem, lærte at kniple for at skaffe sig en indtægt. Kniplingernes storhedstid var i 1700-tallet, og kulminerede ca. 1800-1830. Kniplingsarbejdet blev kommisioneret ud til kniplerskerne af mellemhandlere, som leverede mønstre og materialer. De betalte kniplingspiger og -koner meget beskedne summer for det fine arbejde, og tjente en del på avancen ved videresalg af de færdige kniplinger til købmænd og manufakturhandlere. Arbejdet kunne være hårdt for fysikken. Man sad bøjet mange timer og kniplingsbrættet, og lyset var efter vor tids stanarder uskarpt og dårligt. For at udnytte tællepråse og kærter til det yderste, forstærkede man lyset ved genskin fra vandfyldte kugler, ophængt i rummet. Men øjnene kunne efter nogle år i faget godt begynde at tage skade. Mange kniplingspiger blev tidligt dårligt seende.

Af de sparsomme politiske bemærkninger fremgår at han støttede de danske konger Christian 8. og Frederik 7. og den dansk-tyske helstat. Dagbogen viser at han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne da han opfattede det som om at "tyske" og "danske" havde levet fredeligt side om side. Se særskilt indslag om Jens Wulff i Martsdagene 1848.

Efter Slaget ved Bov i april 1848: 

"Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”. 

Hans ønske om at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur var han ikke ene om. Han misbilligede såvel Hiort Lorenzen som danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede. Herom skrev han i sin dagbog: 

"… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.

Ved udbruddet af krigen i 1848 blev positionerne linet op som et valg mellem det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør og Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre. Det skabte ofte spittelser i familierne: Den københavnskfødte major Cæsar du Plat valgte oprørshæren mens hans bror Glode du Plat modparten. Den københavnskfødte løjtnant Huno von Holstein valgte oprørerne og blev nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Løjtnant Holstein deltog i arrestationen af apoteker Nagel fra Højer som var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational. 

Grunde til at dansktalende valgte den slesvig-holstenske side kunne fx være modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”. 

På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Kongefamiliens sidegren med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret. 

Især for handlende var krigen en katastrofe, og forholdt man sig neutral, blev man hurtigt stemplet som tilhørende fjenden, således som Jens Wulff udsatte sig selv for. Selv brød han sig ikke om at krigen blev undergangen på det Slesvig som han havde holdt af.  

Litteratur

Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954.  Et udpluk fra martsdagene i 1848 kan ses her på bloggen. 

René Karpantschof: "De stridbare danskere 1848-1920" 

Slagsmaal i Hunderup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Odense. Ogsaa her har Dandsebodsforlystelsen desværre givet Anledning til Rivninger mellem Haandværkssvende og Søfolk paa den ene og Soldater af Garnisonen paa den anden Side. Allerede forrige Søndag var der Klammeri i Dandselokalet i Hunderup Skov; det opfriskedes iaftes, og da Soldaterne, af hvilke kun Faa havde indfundet sig, fra Byen havde faaet hentet Forstærkning, som paa Veien tildeels forsynede sig med Knipler, udartede det til et vildt Slagsmaal. Endog den konstituerede Politimester i Distriktet - Stedet er beliggende i Odense Herred - blev saaret, da han kastede sig imellem de Kæmpende. Vel lykkedes det nu nogle fra det nærliggende "Fruens Bøge", hvor Skovselskabet havde en Sammenkomst, tililende Officerer at standse Slagsmaalet, idet de befalede Soldaterne ufortøvet at begive sig hjem og lovede en streng Undersøgelse, medens ligeledes tililende agtværdige Borgere søgte at formilde den ophidsede Stemning blandt de Civile; men det fornyedes i Nærheden af Byen. Der er Saarede paa begge Sider. Vi haabe, at den alvorlige Undersøgelse, som vi antage vil blive anstillet paa begge Sider, vil gjøre en brat Ende paa sligt Uvæsen og gjengive os den vante Fred. - Kneipen i Hunderup Skov vil vel blive lukket.

(Fyens Stiftstidende 13. juni 1853).

Det kom til at holde stik. Sagen kom i øvrigt til justitsministeriets kendskab:

Annonce i Fyens Stiftstidende 18. juni 1853.

Hazardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hazardspil. Da Politiet i November Maaned f. A. havde bragt i Erfaring, at Skrædersvend M. havde i Hazardspil tabt en ikke ubetydelig Sum Penge, var han efter Tilsigelse mødt paa vedkommende Politiassistents Contoir, hvor han afgav følgende Forklaring: Tirsdagen den 19te November om Aftenen traf han paa Keglebanen i Klosterstræde Skrædermester N. N. Ved her at samtale om, at der paa denne Keglebane kun blev spillet lavt, fortalte Skrædermesteren ham, at det var bedre at gaae ud engang paa et af ham betegnet Vertshuus paa Vesterbro, hvor der kunde vindes paa eengang 50 Rbd. og dette burde M., som havde Penge, forsøge paa. Der blev imidlertid ikke talt videre derom, men den næste Dags Eftermiddag indfandt N. N. sig ganske hæsblæsende paa M.s Bopæl og opfordrede ham til at gaae med ud paa det omhandlede Værtshuus, samt bemærkede, at M. maatte skynde sig, eftersom det var den høie Tid inden Bønderne toge bort. Han tilføiede ved samme Leilighed, at der var To, som altid vare i Compagni, og med disse skulde man stedse holde, da man saa var sikker paa at vinde. M. havde egentlig ikke Lyst til at gaae, ligesom det ogsaa blev ham fraraadet af en anden tilstedeværende Skrædermester L., men da N. N. vedblev at presse ham og afmalede ham med hvor megen Lethed man paa det omhandlede Sted kunde komme til Penge, hvilket var langt bedre end at sidde og slide i Commisarbeide, samt at han, hvis han blot eiede 3 Rbd., snart skulde vinde 50 Rbd., saameget mere kunde M. vinde, da han eiede flere Penge, lod han sig endelig overtale og gik med, efterat have medtaget alle sine Penge, nemlig 365 Rbd., bestaaende af 2 Hundrededalersedler og forresten Femdalersedler, hvilket var hans hele Eiendom, som han i 11 Aar møisommeligen havde sammensparet ved Arbeide. Da de ankom til Værtshuset, gik Værten og spillede Billard med en Bonde, medens 4 andre Personer sadde ved et Bord og spillede Kort. Af disse betegnede N. N. de to som dem der havde mange Penge og med hvem man skulde holde, for at være sikker paa ikke at tabe, samt sagde, at den ene var Meel- og Grynhandler, den anden Brændevinsbrænder. Efterat Billardspillet var tilende foreslog N N. at gaae op paa Keglebanen, for at slaae om et Glas Punsch. De gik da tilligemed en tilstedeværende Bagersvend og Bonden derop, hvor der blev slaaet om Punschen. Efterat M. havde tabt et Slag Punch, opfordrede Bonden ham til at parrere med sig. Der kom saaledes en Paree istand, først paa 2 Mk. men senere paa 1 Rbd., om at Bonden ikke kunde slaae alle Ni, M. tabte paa denne Maade meget hurtigt 8 Rbd. Ved at fremtage 2 Femdalersedler, for deraf at betale det Tabte, troer han, at Meel og Grynhandleren og Brændeviinsbrænderen, samt de 2 ubekjendte Personer, som imidlertid vare komne til fra Billardstum, saae at han havde mange Penge hos sig, thi nu opfordrede de ham alle til at parere med dem , ligesom han ogsaa lagde Mærke til, at der kom endeel Punsch frem, som disse Personer formodentlig havde reqvireret. M. indsaae imidlertid, at han ikke kunde staae stg ved hiin Paree, hvorfor han nægtede at indlade sig videre heri; men nu opfordrede Brændevinsbrænderen og Meelhandleren ham til heller at gaae med dem ned i Stuen og faae et Slag Kort, hvorved han kunde faae Revange. Da han hertil var villig, gik alle de Tilstedeværende ned i Billardstuen. Her yttrede Meelhandleren Tvivl om hvorvidt Værten vilde rykke ud med Kortene, samt at man nok kom til at forlange noget Cognak først. Dette skete ogsaa, og da Cognaken var drukken, vare Kortene paa Bordet i Værelset ved Siden af Billardstuen. Der skulde spilles Bazet, hvilket Spil M. aldeles ikke kjendte. Efterat han paa Meel- og Grynhandlerens Forslag var gaaet i Compagni med denne om at holde Banque sammen, lagde hver af dem 30 Rbd. paa Bordet, og blev Aftalen derpaa, at M. skulde udbetale og modtage Penge, medens Meelhandleren skulde trække af. Spillet begyndte nu, og heri deeltog hele det tilstedeværende Selskab, der bestod af ialt 11 Personer, nemlig foruden de 6 allerede betegnede, en Skomagermester, 2 Skomagersvende, en Rugbrødsbager og Værten. Den første Banque var tabt i et Øieblik, hvorfor de paany satte ud, og hertil laante Meel- og Grynhandleren Penge af Brændevinsbrænderen. Banquen var imidlertid meget uheldig, og efter en Timestids Forløb havde M. tabt 265 Rbd. De fleste Penge vandt Brændeviinsbrænderen, som kun enkelte Gange pointerede, men saa satte han gierne 30, 40 a 50 Rbd. paa et Kort. M. vilde nu holde op at spille, hvortil han ogsaa paa det Alvorligste blev opfordret af ovennævnte Skrædermester L., som allerede forinden Spillet begyndte havde indfundet sig for at overtale ham til at lade være at spille, og som slet ikke deeltog i Spillet, men dog hele Tiden var tilstede. Da imidlertid de Tilstedeværende formeligen omringede ham og L. ja næsten satte sig i en truende Stilling, blev L. forknyt og M. lod sig overtale til at fortsætte Spillet. Dette standsede tog nogen Tid, medens en Gaas samt endeel Brændeviin, Øl og Punsch, som Brændeviinsbrænderen reqvirerede og betalte, blev kortmret. M. deeltog nu ikke længer i Spillet som Banqueur, men som Pointeur imod Meel- og Grynhandleren, som da alene lagde Banque, formodentlig for Brændeviinsbrænderens Regning, da denne fra det Øieblik af aldeles ikke deeltog i Spillet, men deels sad ørkesløs ved Siden af Meelhandleren, deels stillede sig bagved M og bestandig opfordrede ham, som i Begyndelsen kun pointerede smaat, til at sætte høit paa. Men ogsaa ved at pointere var M. uheldig, og Kl. 11 havde han tabt Alt paa 4 eller 5 sk nær. Skiøndt M. ikke havde seet, at der var begaaet noget Bedrageri i Spillet, antog han dog af flere Omstændigheder, at dette havde været Tilfældet. Foruden hvad der alt fremgik af hans Forklaring i saa Henseende, bemærkede han, at der hele Tiden under Spiller blev skjænket Punsch og Cognac omkring og Brændeviinsbrænderen som næsten tvang ham til at drikke. Fremdeles antog han, at Skrædermester N. N., til hvem han overhovedet ingen Tillid havde, stod i Forbindelse med Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren og navnlig skaffede dem fat paa Folk, som havde Penge, og som de og som de kunde trække op, ligesom han ogsaa havde hørt af Skrædermester L., at disse 2 Personer stadigen stak Penge til N. N. som han spillede med. Efterat Sagen var kommen for Retten, henholdt Skrædersvend M. sig i Eet og Alt til sin til Rapporten afgivne Forklaring. Samtlige Spillende, med Undtagelse af Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren, vedgik at have deeltaget i det omhandlede Hazardspil; de Fleste af dem forklarede, at de holdt dem overbeviste om, at der havde fundet Bedrageri Sted fra Brændeviinsbrænderens og Meelhandlerens Side, da navnlig den Førstes Held i modsat Fald vilde være utrolig, og de erklærede med Bestemthed, at denne havde vundet i det mindste henved 200 Rbd. og den Anden over 100 Rbd. Disse 2de Personer negtede i Begyndelsen al Deeltagelse i Spillet, men efterat de, paa Grund af den ved deres nævnte Benegtelse forøgede Mistanke imod dem for Bedrageri, havde hensiddet et Par Dage under Anholdelse, tilstode de endelig, at de vel havde spillet, men derved snarere tabt end vundet. At de havde begaaet noget Bedrageri under Spillet, vilde de naturligviis paa ingen Maade indrømme. Skiøndt de confronteredes saavel med Skrædersvend M. som de Øvrige, der havde forklaret imod dem, og som gientog deres Forklaringer for dem, vedbleve de dog stadigen deres sidst afgivne. Der kunde saaledes, al anvendt Bestræbelse uagtet, ikke foretages videre, end at sætte dem under Tiltale for Hasardspil, under hvilken ligeledes inddroges de andre Deeltagere.

Da Meel- og Grynhandleren 3 Gange tidligere havde varet dømt for Hazardspil, Bagersvenden og den ene Skomagersvend hver een Gang, blev ved den i Sagen den 11te Februar faldne Dom Førstnævnte anseet med en Mulkt af 120 Rbd., de 2 Andre hver især med 40 Rbd, Værten med 50 Rbd , Brændeviinsbrænderen og Rugbrødsbageren hver med 30 Rbd. og de øvrige 4 hver især med 20 Rbd., af hvilke Mulktbeløb de 2/3 Dele tilfalde Kjøbenhavns Politikasse og den 1/3 Deel vedkommende Angiver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. februar 1851, 2. udgave)

Bazet, eller basset, barbacole, hocca var beregnet til folk med højeste rang på grund af de store tab eller gevinster der måtte opstå fra spillere. Spillet i basset resulterede dybest set i et lotteri. En spiller kan nogle gange vinde, men den store vinder var forhandler (bankmand). Forhandleren havde en række privilegier under reglerne, herunder at have den eneste og endelige kort bortskaffelse. Dette gav ham eller hende en betydelig overtagelse. Se fx The London Encyclopaedia: Or Universal Dictionary of Science ... s. 625.  En søgning på Mediestream viser at lignende svindelnumre med afblankning af personer i hvert fald fortsatte op til 1920.

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pindsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)

Helsingør Politikammer. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort antal reisende Haandværkersvende have i den senere Tid indfundet sig her i Byen, ankomne hertil deels fra Kiøbenhavn for at gaae videre giennem Landet til Tydskland, deels fra andre Stæder i Sielland. Den største Deel af disse Personer eie intet for at kunne fortsætte Reisen med. Det er og sielden deres Attraae at faae Arbeide, men de falde de respectives Lauge til Byrde, fordre Understøttelse af disse, og da de ikke finde denne tilstrækkelig, tigge de sig frem baade her i Byen og i de Districter som de giennemvandre. For at komme denne Uskik og sikre baade Byen og Omegnen for slige Personers Besøg, har jeg med Oldermændene for samtlige Haandværkslauge overlagt, hvorledes der paa den meest hensigtsmæssige Maade kunde raades Bod herpaa, uden dog at berøve Mestrene Leiligheden til, naar de trænge til Svende, at live forsynede med duelige Subjecter, eller og at lægge unødvendige Hindringer i Veie for retsindige og arbeidsomme reisende Svende. I denne Anledning ere her truffet følgende Foranstaltninger, der saa meget mueligt søges bragte til offentlig Kundskab.

Uagtet de fleste Lauge her i Byen ikke vilde ophøre at sørge for, at efter gammel Vedtægt en reisende Haandværkersvend første Nat han opholder sig her faaer frit Logis, saa ere de dog samtlige blevne enige om, aldeles ikke for Fremtiden at ville yde megen Understøttelse i Penge eller give de saakaldte Geschenck, saa at ingen Svend kan være tient med at komme hertil aldeles blottet for Penge.

Saasnart en reisende Haandværkersvend anmeldes paa Politiekammeret, indhentes fra Politiets Side strax Underretning hos vedkommende Oldermand, om der i Lauget er nogen Mester som trænger til en Svend; er dette ikke Tilfældet, faaer den ankomne Svend i Almindelighed ikke Tilladelse at forblive længere i Byen, da han ellers vil udsætte sig for at blive anseet som Løsgiænger.

Fra Politiets Side vil der baade her i Byen og de tilstødende Kystdistricter anvendes den største muelige Aarvaagenhed for at faae anholdte de Svende der løbe om og tigge, hvilke da strax vil blive arresterede og dømte efter Anorningerne for deres lovstridige Fremgangsmaaade.

Helsingørs Politiekammer den 16de Marts 1818.

J. A. Mariboe.

(Dagen for 20. marts 1818)

Haandværker-Bolig. (Efterskrift til Politivennen)

Hs. Majestæt har ved Rescript af 28de Octbr. 1811 paalagt Overbygningsdirecteur Etatsraad Hansen og Finansassessor Bank-Commissair Collin i Forening at besørge opført her i Staden en Bygning for den kongl. Kasses Regning, i den landsfaderlige Hensigt at skaffe flere Familier af den ringere Haandvæksstand Huusly for billig Betaling. Til dette Øiemed er efter Kongl. Resolution af 5te Marts d. A. kiøbt Grunden paa Hiørnet af Skindergaden og lille Fiolstræde, hvor den latinske Skole fordum stod. Dersom denne Foranstaltning maatte virke, at nogle af vore formuende Medborgere forenedes om at opføre een eller flere deslige Bygninger, og der saa tillige sørgedes for, at de, naar de vare opførte, ikke kom i Opkiøberes og Huusspeculanteres Hænder, saa vilde dette kongelige Foretagende vorde et af de mest velgiørende.

(Dagen 13. marts 1812)

Bygninger ligger stadig på hjørnet af Skindergade, Fiolstræde og Dyrkøb. Den blev opført med C. F. Hansen som arkitekt 1812-15. Oprindelig kaldt Trøstens Bolig og husede da også små håndværkere indtil 1854 hvor den blev overtaget af Samuel Soldin og Hustru Hanna Soldins Stiftelse til boliger for uformuende enker eller ugifte kvinder.

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Snedker i Adelgade. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Krigstid, da mangen ædel Færdrelandets Forsvarer besegler sit Krav paa dets Taknemmelighed med Tabet af dyrebare Lemmer, da vi have med en glubsk og lumsk Fjende at gjøre, hvis Feltherrer ønske Kvinder og Børn sammenproppede i de Byer de belejre, for at kunne lemlæste dem med Bomber o.s.v. er det en sand Glæde at erfare, at vi ogsaa hos os selv kunne faae saadanne Redskaber gjorte, der paa den bedste Maade lindre Tabet af en Arm eller Fod, og gjøre det ukiendeligt. Hr. Snedker J. Wulf, boende i Linden i Adelgaden, forfærdiger overmaade velgjorte mekaniske Arme og Fødder, og for en taalelig Pris. Ogsaa mekaniske Stole for Apoplektiske forstaaer han at forfærdige til største Tilfredshed.

(Dagen, 30. august 1808)

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Formanden for Liigbærerne.

Efter forlydende skal det påhvile den nævnte mand at undersøge om kisten er stærk nok kort før hver jordefærd i lighuset. Forholder det sig sådan, synes det indsenderen at være en ganske besynderlig pligt der i og for sig ikke medfører synderlig nytte, men i sandhed må være forbundet med stor tidsspilde og megen ubehagelighed for den pågældende. Om han endog var snedker af profession, var det ham vist ikke muligt med bestemthed at kunne indestå for kistens styrke og at indfinde sig i lighuse hvor smitsom sygdom har bortrevet den afdøde kan undertiden have farlige følger. Det er vist nok et ubehageligt tilfælde at en kiste går itu under jordefærden. Men at det kan forebygges ved det nævnte eftersyn, er jo ikke muligt. Bedre synes det at den ansvarlige snedker fik en klemme på. Og det følgende var vist nok var i så henseende intet bedre middel: Hver leverandør af kister bør ikke have sin betaling for kisten før efter hvert ligs begravelse. For at forebygge tab, bør summen deponeres hos formanden for ligbærerne. Og findes kisten at have været for svag, bør snedkeren tabe enten hele sin regnings beløb eller en betydelig del af den, og det besparede deles mellem den dødes arvinger og ligbærernes kasse. 

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 46-47)

Dito til Hjulmanden og Smeden i Kattesundet Nr. 109.

Man kan med al føje have grund til at anmode oven nævnte hjulmand og smed om at henstille de vogne der var under reparation, således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme. At værten der på stedet ikke påtaler sådan mangel på eftertanke, må man anse som en skånsom overbærenhed af ham, som dog vist nok her er temmelig utidig. Og grunden hvorfor de øvrige af huset beboere ikke anker over det, må man søge deri at de vel anser det som et onde der nu engang tilhører gården, som fra en anden side betragtet jo heller ikke bliver så farligt for dem selv, der engang er bekendt med det usikre farvand og altså bedre forstår at lodse sig frem som for en fremmed der i mulm og mørke meget let løber bryst eller pande mod de vogne der meget ofte er opstille midt i forgården. 

Da det for det meste er skarnager og andre lignende vogne som således står opstillet, kan man ikke slutte andet end at de er der for at hjulmanden og smeden skal øve deres talenter på samme. Hvorfor man i den anledning henvender sig til Dem om at hæmme denne - vist nok alt for slendrianske - ligegyldighed ved at lade Deres folk før aften flytte vognene således at man uden at risikere lemmers forlis kan passere gården. Mangel på læredrenge kan næppe være grunden til denne skødesløshed da man ofte om aftenen ser en god portion af sådanne væsner på deres vis holde forsamlinger og divertere sig i porten på samme sted. Man forventer derfor at overhovederne for hjulmændene og smedene i omtalte gård herefter vil påse at det her påtalte tilbørligt hæmmes.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 222-224)

 "Vogne står således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme" (Kattesundet 14, Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 109 er vore dages Kattesundet 14. Huset er fra 1784.

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.

Sommerlejlighed paa Fredensborg.

To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

En Historie, som kan tjene Haandverkere til Advarsel.

Den 28. i denne måned kom en person der navngav sig E. Foch, til mig og bestilte en pakkasse der skulle være 1 alen 18 tommer lang, 19 tommer bred og 15 tommer høj, alt indvendigt mål. Den blev forfærdiget af Vestervigs brædder, godt sammenpløjet med dyvel og glathøvlet overalt. Dertil medgik 3 brædder a 5 rigsbankdaler tylten, altså kostede træet mig 1 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, arbejdsløn 1 rigsbankdaler, søm til bund og dæksel 1 mark, samt 8 skilling for at transportere den til Hotel du Nord, i alt 2 rigsbankdaler 3 mark. 

Da jeg leverede kassen i hotellet og forlangte 2 rigsbankdaler 5 mark for den, altså 2 mark som min fortjeneste, sagde en lejetjener at nævnte herre var på komedie, hvilket jeg naturligvis ikke modtog. Da komedien var til ende, indfandt jeg mig igen og traf herren som var meget tilfreds med kasse. Men da jeg forlangte 17 mark, blev han som et halvt forrykt menneske, sprang omkring i værelset og gjorde stor alarm. To damer som var nærværende og stemte i med, fandt det urimeligt at give 17 mark for en kasse, da de sager som skulle pakkes i samme, kun havde kostet 9 mark, og at det var rigtigst at jeg tog kassen tilbage, så var alt forbi. Da jeg indvendte at jeg ikke kunne være tjent med det, bad man mig om at jeg ville gå lidt udenfor da jeg så skulle få mine penge. Men efter lang rådslagning kom herren ud og bød mig 2 rigsbankdaler som jeg afslog at modtage og forlod ham, i håb om at finde ham i bedre humør dagen efter. Da jeg kom derhen om morgenen, fandt jeg vognen forspændt og folkene i færd med at pakke på samme. Men herren jeg jeg talte med, var meget studs og erklærede at han havde ladet kassen stå og at han ikke ville have den.

Jeg tror at burde offentligt bekendtgøre denne herres handlemåde for at vise et eksempel på hvorledes man tror at kunne behandle en håndværksmand, samt for at råde enhver ikke at fuldføre noget arbejde for ubekendte, uden at have aftalt om betalingen, ja vel endog under lignende omstændigheder at have fået noget af betalingen forud.

J. A. P. Evers
Snedkermester. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 726-728).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836 findes snedkermester Joh. Ewers, Store Brøndstræde 94. Denne gade lå indtil 1909 i det berygtede Brøndstræde-kvarter, hvor kriminalitet, prostitution og fattigdom var dominerende. Den forløb parallelt med Møntergade fra Gothersgade til Vognmandsstræde.