Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Dorothea Hekscher 1858-1914. (Efterskrift til Politivennen)

Dorothea Heckscher (1858-1914) var datter af en kantor i den jødiske menighed i Horsens. 28 år gammel blev hun 1887 ansat som timelærer i tysk, engelsk og håndarbejde ved den kommunale borgerskole. Håndarbejde blev i 1889 obligatorisk fag for piger i det offentlige danske skolevæsen efter tysk forbillede: den schallenfeldske metode (efter den tyske håndarbejdspædagog Rosalie Schallenfeld 1819-1864). I 1900 fik Dorothea Heckscher et rejsestipendium fra Det mosaiske Præmieselskab til at rejse til Berlin, Hamburg og Altona og studere håndarbejdsuddannelse efter den schallenfeldske metode. Hun tog desuden faglærereksamen i tysk.

I 1901 flyttede hun til København og etablerede sig i 1902 som kursusbestyrerinde. Hun tilbød et seksmåneders lærerindekursus afsluttende med eksamen, et tremåneders kursus for lærerinder samt kunstindustrielle kurser for unge piger. Året efter kom feriekurser til samt kurser i skræddersyning både for begyndere og viderekomne.

Fem Tabeller til Mønstertegning af Linned.

I disse Dage har Kursusforstanderinde, Frk. Dorothea Heckscher, Kjøbenhavn, gjennem G. B. N. F. udsendt ovennævnte lille som er et nyt Bevis paa Frk. Heckschers aldrig hvilende Energi og Virkelyst paa Haandarbejdets Omraade, og det fortjener at kjendes og benyttes i vide Kredse. Navnlig da i de Hjem, hvor man har Forstaaelse af den store Betydning, det har, ikke alene i moralsk, men ogsaa i pekuniær Henseende, at Moderen og de voxne Døttre kan forfærdige deres eget og Børnenes Tøj, thi man faar gjennem disse Tabeller, ligesom gjennem de tidligere af Frk. Heckscher udgivne Tabeller til "Skrædersyning", en letfattelig og praktisk Anvisning til at kunne fremstille Mønstre til Linned: Chemiser, Benklæder m. m. til enhver Alder og Størrelse, og disse Mønstre er saa gode, som man kan ønske sig dem. I de Skoler, hvor man endnu ikke er kommet bort fra de gamle, traditionelle Former, vilde disse Tabeller ogsaa være paa dens Plads; man vilde heraf kunne lære noget Nyt og gjennem Børnenes Arbejder lidt efter lidt vænne Forældrene til at glæde sig over disse praktiske og gode Faconer.

Nogle vil maaske indvende, at Frøken Heckschers System er vanskeligt at finde ud af. Tværtimod! Har man først een Gang sat sig ind i det, saa gaar det af sig selv, og det er fornøjeligt at se de gode Resultater man naar. Jeg har selv i flere Aar arbejdet efter disse Tabeller, baade hvad Skrædersyning og Linnedsyning angaar, og jeg kan kun give dem min varmeste Anbefaling og udtrykke min Glæde over, at Frøken Heckscher har udgivet dette Hefte til Gavn for sine Medmennesker. Gid det snart maatte blive efterfulgt af andre af lignende Art !

Ellen Svendsen.

(Fyens Stiftstidende  2. april 1908).

Hun udgav lærebøger om metodisk undervisning i skræddersyning, fx Skole-Skræddersyning, 1904 samt forevisningstavler som blev sat i produktion af Nordisk Forlag og solgt gennem Gyldendalske Boghandel.

Mens Dorothea Heckscher blev anerkendt i det københavnske borgerskab, lykkedes det ikke for hende i den offentlige børneskole. Her valgte man i stedet andre der stod for et enklere system til mønstertegning og tilskæring. 1910 blev Dorothea Heckscher autoriseret som den første og eneste til at udbyde en statsanerkendte faglæreruddannelse i håndarbejde. 

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Kursusbestyrerinde Dorothea Hekscher f 22 nov. 1858 d. 20 juli 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Skomager-Strejken. (Efterskrift til Politivennen)

Fælles-Værkstederne.

Skomagersvendenes Fællesværksteder med Indleveringssteder i de forskellige Bydele har slaaet udmærket godt an hos Publikum.

Arbejdet er strømmet saa rigelig ind, at der nu daglig er beskæftiget 40 Svende.

Vi har aflagt et Besøg paa de 3 Indleveringssteder, og er blevet overrasket ved den Mængde Arbejde, som kommer, og over det færdige Arbejdes smukke Udseende.

Det er Forbundets Mening i den nærmeste Tid at oprette flere Indleveringssteder rundt omkring i Byen, saaledes at man efterhaanden naaer op til 22 saadanne. Paa den Maade mener man at kunne anbringe de strejkende Svende i Arbejde, og saa er det jo ligegyldigt, om Mestrene vil godkende de stillede Fordringer eller ej.

Vi er overbeviste om, at enhver humant tænkende Medborger vil støtte Skomagersvendene i deres Bestræbelser for at saa det modbydelige Hjemmearbejde afskaffet, og derved befri de smaa Hjem for al det Snavs, som dette medfører.

Enhver kan jo let tænke sig, hvorledes Luften i et Værelse maa blive hvor der soves, spises og arbejdes.

Støvet fra det gamle Fodtøj, som skal repareres, lægger sig overalt i et tykt Lag og indeholder Farer for Sundheden.

I de forskellige Indleveringssteder er der ansat en Bestyrer, som tager Maal paa nyt Arbejde, som leveres i alle mulige Skindarter og Faconer. Alle Slags Reparationer modtages. Priserne maa siges at være moderate, naar Hensyn tages til Arbejdets Udførelse.

De Svende, som er antaget i Arbejde, har en mindste Løn af 3 Kr. 50 Øre pr. Dag, og der gives dem gratis Værkstedsplads og Sytillæg.

Arbejdstiden er 10 Timer daglig.

For at opnaa disse i høj Grad beskedne Fordringer hos Mestrene har disse altsaa erklæret Svendene Krig. Denne fortsættes paa 7de Uge. Lønnen, som Forbundet betaler, er endda højere end den, som forlangtes hos Mestrene som mindste Løn. Af Mestrene forlanges kun 20 Kr. pr. Uge.

Fordringen om Værkstedernes Indførelse er Hovedpunktet i Striden, og dette Punkt, forlanger Mestrene, at Svendene skal opgive, forinden der kan være Tale om en Forhandling om Lønnen. Men derpaa indgaar Svendene ikke, hvilket ogsaa er ganske naturligt, eftersom Mestrene i alle Provinsbyer holder Værksteder og endda kan betale mere i Løn end her i Byen.

Mestrene burde modtage den tilbudte Forhandling om de af Svendene stillede Fordringer, for derigennem at naa til en Afslutning af Striden. Mestrene maa jo dog kunne indse, at Svendene aldrig frafalder Fordringen om Værkstedernes Indførelse, og har Forbundet først naaet at faa oprettet det bestemte Antal Indleveringssteder og faaet største Parten af Svendene anbragt i Arbejde, kan der jo ikke for Svendene være nogen Grund til oftere at øge en Forhandling.

(Social-Demokraten 18. maj 1899).

Skomagerstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Skomagerne.

I Gaar udsendte Skomagermestrene en Henvendelse til Publikum, hvori det fortælles, at Svendenes Organisation har erklæret Strejke, trods Mestrenes Tilbud om 20 pCt. Lønforhøjelse, og at Skomagermestrene har færdigsyet Fodtøj paa Lager, hvorfor Publikum , efter Lavets Mening, ikke behøver at gaa til de store Magasiner for at faa Fodtøj under Strejken.

Hertil er først at bemærke, at Skomagerlavet ikke taget det ganske nøje med Sandheden, naar det fortæller, at der er gjort Svendene et Tilbud om 20 pCt. Lønforhøjelse.

Sandheden er nemlig, at der er budt fra 15 til 20 pCt. paa Grundpriserne i den bestaaende Priskurant, men uden nærmere Angivelse af, hvormange Poster der skulde tillægges 15 pCt. og hvormange der maatte komme op med 20, men dernæst er der ikke tilbudt det allermindste paa det saakaldte Ekstraarbejde, der forekommer omtrent ved ethvert Par Fodtøj, og endelig er Mestrenes Tilbud kun fremkommen under den udtrykkelige Forudsætning, at Svendene skulde give Afkald paa deres naturlige Krav paa, at Mestrene gav dem en Værkstedsplads til deri at udføre Mestrenes Arbejde.

Det maa endvidere fremhæves, at Mestrene ikke har været at formaa til optage en Realitetsforhandling angaaende Priserne. De har sagt til Svendene: Vil I have fra 15 til 20 pCt., ellers faar I intet. Svendene har paa deres Side frafaldet deres oprindelige Forslag om en hel ny Priskurant og sagt: Vi vil beholde den gamle som Grundlag, naar vi kan faa Priserne hævet saameget, at vi i Akkord kan tjene 20 Kr. om Ugen, men herpaa har Mestrene ikke villet indlade sig, og enhver vil dog indrømme, at Kravet om en Akkordfortjeneste af 20 Kr. ugenlig er et meget rimeligt, ja ligefrem beskedent Forlangende.

Mestrene fortæller nu Kunderne, at de har færdigsyet Fodtøj paa Lager. Det meste heraf er sikkert Fabriksfodtøj, og det er noget farligt for Skomagermestrene at animere, eller ved en lang Strejke ligefrem tvinge Publikum til at benytte Fabriksfodtøj. Det kunde let hænde, at Flertallet blev ved det ogsaa i Fremtiden, og at de saa ikke gik til Skomagermestrene og købte det, men til de store Magasiner, hvor der er større Udvalg. Svendene kan det gøre lige meget; thi de vil hellere arbejde i Fabriker for 20 Kr. og derover pr. Uge end sidde i deres Hjem og sy for Mestrene, hvor de kun tjener 12-16 Kr. ugenlig.

Paa Mestrenes Generalforsamling i Tirsdags Aftes blev det paalagt Bestyrelsen kun at forhandle med Svendene, hvis disse fremkom med et nyt Forslag, der ikke var højere, end hvad Mestrene en Gang har tilbudt. Meningen hermed synes at være den, at Mestrene ikke vil forhandle mere med Svendene, men da Skrivelsen, ligesom alle Mestrenes Skrivelser angaaende denne Sag, er sat noget paa Skruer, kan det jo være, at den skal læses lidt anderledes.

De nærmeste Dage vil bringe Klarhed heri. Foreløbig er der hver Dag et ret betydeligt Antal Mestre, som underskriver Svendenes Priskurant, og naar dette Antal er vokset tilstrækkeligt stærkt, kommer Resten nok i Tanke om det rigtige i at optage en Realitetsforhandling med Svendene om de staaende Stridsspørgsmaal.

(Social-Demokraten 6. april 1899).

Skomagerstriken.

Den 1. April dekreterede Skomagerforbundet Strike, og denne er saaledes i fuld Gang. Baade Mestre og Svende have udstedt deres Redegjørelser, der naturligvis - særlig hvad den hidtidige Ugeløn angaaer - giver en meget forskjellig Fremstilling af Stridspunkterne.

Til Grund for Striken ligger 2 Fordringer: om Lønforhøjelse og om Værkstedsplads. Det sidste Spørgsmaal spillede ogsaa en betydelig Rolle i Skræderstriken for et Par Aar siden; men medens det for langt den største Del af Skrædersvendene, som udførte Arbejdet hjemme, er det omvendt her. Dette ligger naturligvis i, at for Skrædernes Vedkommende er det fordelagtigt at have Arbejdet hjemme, idet Hustruer, Døtre o. s. v. da kunne hjælpe til med Arbejdet, hvorved Fortjenesten forøges. For Skomagernes Vedkommende er dette Hensyn ikke til Stede. Her kan der for den gifte Mand ikke opnaaes Hjælp i Hjemmet, og dette er den naturlige Grund til, at Flertallet arbejder paa Værksted, Mestrenes eller private. Dette Spørgsmaal er da heller næppe det centrale Punkt i Striken. Disse her to nævnte Forhold vise imidlertid, at det næppe gaaer an uden videre at dekretere ensartede Forhold i alle Fag for Værkstedspladsens Vedkommende; den Slags Spørgsmaal regulere sig selv gjennem Udviklingen. Vi skulle imidlertid gjerne indrømme, at seet fra et rent theoretisk - og særlig fra et hygiejnisk - Synspunkt er Kravet om Værksteder fuldt berettiget. Men det lader sig ikke nægte, at i Praxis stiller Sagen sig noget anderledes. Det maa jo nemlig erindres, at der med Værkstedsvæsenet følger en stærk Indskrænkning i den individuelle Frihed; idet man her er nødt til at følge de Klubregler for Arbejdstid og meget Andet, som Lederne finde paa at indføre. Den, der arbejder hjemme, kan afpasse sin Arbejdstid, som det behager ham. han er dog sin egen Mand. Paa Værkstedet er han kun en "Kammerat", der for at kaldes endogsaa ofte tvinges til at deltage i Adskilligt, som han i og for sig nødig gaaer med til. For den gifte Svends Hjem turde det derfor som oftest være en tvivlsom Fordel, at Mestrene tvinges til at skaffe Værksteder. Hvad Hjemmet vinde i Hygge og Renlighed tabes ofte mere end tifold ved det Kammeratskab, Manden tvinges til at føre. At det derimod med Hensyn til Agitationen og kontrollen fra Fagforeningen kan være fordelagtigt at have Svendene samlede i Værksteder, forstaaer sig af sig selv.

Hvad Lønspørgsmaalet angaaer, da er det baade rimeligt og naturligt, at Skomagerforbundet søger at bringe sine Medlemmers Fortjeneste paa Højde med andre faglærte Arbejderes, for saa vidt dette ikke nu er Tilfældet. Vi have liggende for os en ret udførlig Undersøgelse af dette Forhold, og herefter synes det at fremgaa, at Skomagerne gjennemgaaende tjene 15 a 20 pCt. mindre i Ugeløn end de andre almindelige Haandværk; men det kan ikke heraf seet, hvor lang en Arbejdstid de anvende. Her er jo nemlig, hvad ogsaa Mestrene gjøre opmærksom paa, et uheldigt Punkt: de "blaa" Helligdage. Af disse grassere stærkt indenfor dette Fag er vistnok hævet over al Tvivl og der er vel Ingen - selv ikke Fagforeningslederne - som vil forlange, at Mestrene eller rettere Publikum skal betale Skomagersvendene for den Tid, da de ikke arbejde. Da imidlertid vore Undersøgelser af Fortjenesten i Skomagerfaget - som forøvrigt er foretaget i et helt andet Øjemed for ca. ½ Aarstid siden - giver til Resultat, at Fortjenesten her er ca. 15 a 20 pCt. lavere end i andre Fag, falder sammen med Mestrenes Tilbud om en Lønforhøjelse af denne Størrelse, er der Grund til at gaa ud fra, at Kravet om Lønforhøjelse i Faget er retfærdigt i Sammenligning med andre Fag, ligesom man deraf maa faa den Opfattelse, at Mestrenes Tilbud som Forhandlingsgrundlag har været afpasset med lignende Sammenligninger for Øje og saaledes fuldt forsvarligt.

Naar Skomagerforbundet imidlertid i sin Oversigt fremstiller Forholdet, som om en Skomagersvend gjennemsnitlig kun kan tjene 15 16 Kr. om Ugen, da er denne Opgivelse ikke meget værd, saa længe man ikke faaer at vide hvor mange Dage og Timer pr. Dag der arbejdet for at naa dette Resultat. Forbundet paastaaer, at dets Undersøgelse er grundig; Enhver vil dog vistnok indrømme, at den med Udeladelse af Arbejdstiden er temmelig uden Værdi; thi vil det sige, at en Skomagersvend kun tjene 16 Kr. om Ugen, hvis han maaske kun arbejder de 4 Dage? Det vil sige, at han tjener 4 Kr. om Dagen. Det fremgaaer nu af andre Undersøgelser, at en jævn flittig og dygtig Skomagersvend uden Vanskelighed med en 10 Timers Arbejdsdag kan holde sine 21-22 Kr. i Ugeløn eller 3½ Kr. om Dagen. En Forøgelse af 15 a 20 pCt. vil saaledes bringe ham en Ugeløn af 24 a 25 Kr eller 4 Kr. om Dagen, hvilket dog vistnok ikke kan siges at være en daarlig Løn om end adskillige Fag har den større. Dette kommer dog vist nok Sandheden adskilligt nærmere end Forbundets Fremstilling, og her er kun Tale om jævngode Arbejdere; de meget Dygtige og Flittige tjene betydeligt mere.

Spørger man nu om, hvad Forbundet da egentlig forlanger, saa fremgaaer det af de foreliggende Redegjørelser, at de forlange over 50 pCt. Forhøjelse, hvilket naturligvis er ganske umuligt for Mestrene at gaa ind paa. Alene et saadant Forslag, der selvfølgelig skal kaldes saare beskedent og uskyldigt, - at Lønnen saavel i Ugeløn som Akkord skal hæves til mindst 20 Kr. pr. Uge", er ganske umuligt, naar man ingen Garanti har for, hvor meget der bliver arbejdet i Ugen - !

Redegjørelsen finder, at det er ganske "urimeligt", at Mestrene slet ikke ville forhandle om Indførelsen af Værksteder, da over Halvdelen af Svendene have Værkstedsplads hos Mestrene. Dette Faktum synes at tale i stik modsat Retning, nemlig for, at Svendene bør lade dette Forhold udvikle sig af sig selv. Er det sundest, at Mestrene holde Værksted, saa ville de sikkert efterhaanden finde Plads til det Mindretal, der endnu maa sørge for sig selv; i modsat Fald vil Udviklingen gaa den modsatte Vej. Forbundet vil her ved et Magtsprog tvinge Udviklingen i en bestemt Retning altsaa bekæmpe dens Natur.

Blomsten i Svendenes Argumentation er dog følgende, som fremsattes, efter at de have fremstillet, hvor daarligt Faget er stillet :

"Det maa herefter være let forstaaeligt at vi have maattet gjort en Kraftanstrengelse for at hidføre en Forandring i de herskende Forhold. Vi ere uden Indflydelse paa vort Haandværks Overgang til Fabrikdrift, og det har viist sig, at de lave Lønninger ikke have kunnet forhindre denne Udvikling. Fabrikkerne betale tilmed en betydelig bedre Løn - - -"

Altsaa: Da de lavere Lønforhold ikke have kunnet standse Haandarbeidets Overgang til Fabriksdrift, saa maa man ogsaa af den Grund forhøje Lønnen, tilmed da Fabrikkernes Løn er betydelig højere! Det turde dog af denne Argumentation fremgaa, at jo dyrere Prisen bliver paa Haandarbejdet, - og vi ere jo dog enige om, at det er Publikum og ikke Mestrene, som skulle betale Prisforhøjelsen - desto vanskeligere vil Haandværket kunne staa sig i Konkurrencen med Fabrikkerne. Der er ikke en Gang den Mulighed, at Fabrikkerne ogsaa satte deres Pris op; thi saa blive vi simpelthen oversvømmede af Udlandets Fabriksproduktion. Socialdemokratiet har jo hidtil trofast støttet Venstre i at forhindre en Bestyrkelse ogsaa for dette Fag der kunde holde Udlandets Produktion i nogenlunde Afstand.

D'Hrr. Fagforeningsledere synes ganske at glemme den simple Ting, at den Tid ganske er fordi, da det til at undskylde en Strike og de mest urimelige Fordringer var tilstrækkeligt at banke løs paa de umedgjørlige Mestre. Publikum har forlængst opdaget at det al Tid maa betale Krigsomkostningerne. Dette er Publikum utvivlsomt ogsaa villigt til baade nu og fremdeles. Men det fordrer ganske sikkert, at disse Omkostninger skulle holdes indenfor en fornuftig og rimelig Grænse. Overskrides denne saa voldsomt som ved denne Lejlighed, saa gaaer Sympathien de Strejkende imod, og det ere de ikke i Længden tjente med. I dette Tilfælde kunne Svendene vel nok holde længe ud, da de jo ikke ere flere, end at de samvirkende Fagforeninger let kunne føde dem en Tid. Men dermed sejre de ingenlunde; thi forsøge Mestrene at sætte saa urimelige Priser op, som her maaske blive nødvendigt, saa kjøber Publikum simpelthen Fabriksvarer, og saa bliver der intet Arbeide, selv om Striken formelt vandtes. Denne Side af Sagen bør Svendene ikke overse; thi det vil komme til at svie til dem senere - naar der kun er Arbejde til Halvdelen.

(Nationaltidende 16. april 1899).

Julius Olsen myrdet? (Efterskrift til Politivennen)

Et Rovmord i Kjøbenhavn.

(Fra vor Korrespondent.)

Kjøbenhavn, 19. Marts.

Politiet mener, at der i Nat er blevet forøvet et Rovmord. Den patrouillerende Betjent fandt ved Ettiden det endnu varme Lig af en halvhundredaarig Mandsperson liggende ved Christianshavns Vold. Han fik sat i en Droske og kjørte Liget til Johannesstiftelsen, og her viste det sig, at den Omkomne havde dybe Saar i Ansigtet, der var helt indsølet i Blod. I Lommerne fandtes et Medlemskort til en Socialdemokratisk Forening samt nogle Følgesedler fra et Tømrerfirma paa Amager. Ved at forhøre sig her har Politiet faaet Kundskab om, at den Dødes Navn var Olsen, og at han havde været ansat hos en Fabrikant Jørgensen. Her havde han igaar faaet halvandet Hundrede Kroner til Udbetaling af sin egen og nogle Kammeraters Arbeidsløn. Paa Liget fandtes der imidlertid slet ingen Penge, ligesom ogsaa den Afdødes Uhr var forsvundet. Olsen skildres som en respektabel og ædruelig Mand. Han er set i Aftes paa et Logishus, hvis Vært dog nægter, at han har været der. Et Vidne paastaar at have hørt Raab om Hjælp og derefter Træskoklapren fra et Menneske paa ilsom Flugt.

(Senere Meddelelse fra Ritz. Bur.)

Den myrdede Julius Olsen var 49 Aar og arbeidede som Tømrerformand hos Tømrermester Jørgensen paa Amagerbrogade. Han havde et frygteligt Saar over det ene Øie og flere alvorlige Skrammer i Hovedet. Han saae ud som om han var bleven myrdet med et stumpt Vaaben og at Morderen derefter havde trampet ham i Hovedet.

Olsens Portemonnæ var borte, og der fandtes intet af Værdi hos ham.

Det er oplyst, at Olsen, efter at han har faaet sin Ugeløn udbetalt Lørdag Afren, har besøgt forskjellige Beværtninger paa Amagerbro sammen med sine Arbejdskammerater. Sidste Gang er han set sammen med en Arbeidskammerat ved Navn Wellerberg, der skiltes fra ham Kl. 1 paa Hjørnet af Voldgade og St. Torvegade. Wellerberg gik lige ud, medens Olsen, der boede paa Enghavevei, dreiede ned af Voldgade, hvor han kort efter fandtes myrdet.

En Kone fra Sofiegade skal have hørt høirøstede Stemmer og Slagsmaal samt Raab om Hjælp. Olsen havde i Aftenens Løb konsumeret 10 a 12 Bayere foruden Kaffe og Kognac, men han var dog ikke kjendelig beruset. En Værtshusholder paa Store Torvegade har set Olsen staa paa Hjørnet af Voldgade og St. Torvegade i Skænderi med 2 unge Mennesker i 19 a 20 Aars Alderen. De skiltes dog snart, og medens Olsen gik henad Voldgade, skyndte de to unge Mennesker sig op ad Volden.

Man formener, at det er disse to, som ere Morderne.

Den Myrdede omtales som en dygtig Arbeider.

Han var Enkemand og har 4 voxne Børn.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. marts 1899).

Rovmordet paa Kristianshavn.

Morderen paagrebet?

Natten til i Gaar lykkedes det - som allerede meddelt - Politiet at paagribe en Person, som man lige fra første Færd har haft mistænkt for at være meddelagtig i Mordet paa Tømrerformand Julius Olsen.

Da Historien om Mordet blev bekjendt paa Kristianshavn, anmeldte en i Amagergade Nr. 5 boende Kone til Politiet, at hun havde set en Person paa en mistænkelig Maade skjule sig paa et Høloft i Baggaarden, samme Nat Mordet blev begaaet.

Ejendommen ligger i umiddelbar Nærhed af Mordstedet, og Kl. var ca. halv to om Natten, da Manden kom ind i Gaarden, spejdende til alle Sider, men da hun stod skjult i en Krog af Gaarden, saa han ikke hende.

Konen, der stod og ventede paa sin Søn, lagde Mærke til, at Manden ad en Stige krøb op paa Høloftet, men da det er ganske almindeligt, at Kvarterets Vagabonder søger Nattely i Ejendommens Udhuse, tænkte hun, at det var en stakkels hjemløs, der var uden Existensmidler. Det var som sagt først, da hun læste Bladenes Beretninger om Rovmordet, at hun anede Uraad, og hun gjorde da Politiet opmærksomt paa, hvad hun havde set.

Samtidig fik Politiet opsporet, at nogle Børn i Huset om Morgenen tidlig havde set en Person liste sig ned fra Høloftet, og at denne Person havde en blodig Haand omvundet med en Lærredsklud, der var tilsølet med Blod.

Børnene kunde give en meget detailleret Beretning om, hvorledes Manden saa' ud. Hun var ca. 40 Aar, med sort Haar og Overskjæg og meget snavset at se til. Klædedragten, han var iført, var laset og elendig.

Efter den Beretning, Børnene gav, sluttede Politiet sig til, at Manden maatte være en af de Bøller, som huserer paa Kristianshavn. Signalementet passede paa en berygtet Bandit Christian Vilhelm Østerlin, der mangfoldige Gange har været i Konflikt med Politiet. Han har bl. a. været straffet for Tiggeri, Løsgængeri, Tyveri, Vold og Ran.

Hele Opdagelsespolitiet blev strax sat i Aktivitet, og den bekjendte Opdager Marckmann paagreb sent i Forgaars Aftes Banditen, da denne kom fra Byen og skulde ud paa Kristianshavn.

Anholdelsen foregik foran i Lille Torvegade. Ved Synet af Opdageren, som Østerlin meget godt kjendte, søgte han at skjule sin Saarede højre Haand og røbede netop derved sig selv. Marckmann tog Fyren i Kraven og bragte ham til Prinsessegades Politistation, hvor han strax kom i Forhør.

Østerlin, der er en gammel dreven Benægter, paastod haardnakket, at han slet ikke kjendte noget til Mordet paa Julius Olsen, men indviklede sig i saa mange Selvmodsigelser, at han derved fældede sig selv.

Natten mellem Lørdag og Søndag, da Mordet blev begaaet, paastod han, at han slet ikke havde været paa Kristianshavn, men da han blev konfronteret med Vidnerne, som havde set ham, umiddelbart efter at Mordet var begaaet, gik han til Bekjendelse om, at han ganske rigtig havde ligget og sovet paa det omtalte Høloft om Natten. Paa Stigen, der fører derop til, havde Politiet fundet tydelige Blodspor. Saarene, som han havde paa den højre Haand, forklarede han, at han havde faaet under et Slagsmaal i Helsingørsgade, hvor han var faldet over i en Rude. Han paastaar, det var 8-14 Dage siden, men Saarene i hans haand var ganske friske, og Blodsporene paa Høloftstigen viser ogsaa, at han Mordnatten har blødt meget stærkt. Det har været Politiet umuligt at finde den ituslagne Rude i Helsingørsgade, og Saarene paa Haanden tyder ogsaa paa, at han har saaret sig selv med det Instrument, med hvilket man mener, at han tilføjede Olsen det dræbende Slag.

Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 5-6 Kr. i hele Penge, og naar man tager i Betragtning, at Manden i de senere Aar udelukkende har levet af at tigge, maa dette betragtes som en forholdsvis svimlende Pengesum. Han kunde da heller ikke gjøre fuldstændig Rede for, hvorfra han havde Pengene.

I Gaar Eftermiddag ved 4 -Tiden blev han fremstillet i Grundlovsforhør, og Dommeren, Assessor Gram, fandt Beviserne imod ham af en saa graverende Natur, at han dekreterede Arrest paa hans Person,

En af Østerlins Venner, som man har mistænkt for at være med i Mordkomplottet, har Politiet fundet paa Hospitalet, hvor han var blevet indlagt for bl. a. at have brækket den ene Arm. Han var i Søndags Nat faldet paa Gaden - forklarede han - men hans Forklaringer om, hvor han og Østerlin havde tilbragt Natten, er i høj Grad modstridende.

(Dannebrog (København) 22. marts 1899).

Jordefærd. Fra det store Kapel Vestre Kirkegaard begravedes igaar Eftermiddags Tømrerformand Julius Olsen, som paa en endnu uopklaret Maade Natten til den 19. de. mistede Livet i Voldgade paa Kristianshavn. Til Kisten, der var dækket af tømmerlavets Klæde med Sølvforsiringerne, var sendt en stor Mængde signerede Kranse. Efter at Psalmen "Lyksalig, Lyksalig, hver Sjæl som har Fred" var sungen, talte Pastor Gamborg. Psalmen "Jeg lever og veed, hvorlænge fuldtrøst" blev derefter sungen, og Kisten blev af Tømmersvende, som efter de gamle skikke bare Kaarde, baaret til og sænket i Graven ved Siden af hans for nogle Aar siden afdøde Hustru, hvorefter Pastor G. forettede Jordpaakastelsen. Et meget stort Følge havde indfundet sig.

(Nationaltidende 1. april 1899).

Igaar begravedes Tømrerformand Julius Olsen, hvis Lig for fjorten Dage siden fandtes ved Kristianshavns Vold under Omstændigheder, der lod Politiet formode, at der havde fundet et Rovmord eller Drab Sted. At Liget nu er blevet udleveret til Familien og er blevet jordet, kan anses som et Tegn paa, at Retten nu har opgivet Tanken om, at der foreligger en Forbrydelse. Den arresterede Vagabond, der mistænktes for at være Ugjerningsmanden, har kunnet klare for sig og bevise sin Tilstedeværelse paa andre Kanter, da det formentlige Mord foregik. Lægerne, som foretog Obduktionen, erklærede strax, at der øjensynligt kun var Tale om et Ulykkestilfælde, men Assessoren, til hvem Sagen henvistes, troede paa en Forbrydelse. Da nu Forhørene for saavidt have givet Lægerne Medhold, er det foreløbige Resultat blevet, at det er gaaet ud over den lokale Politiassistent, som har maattet høre ilde af Forhørsdommeren, fordi han ikke strax havde kunnet finde de rette Spor.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. april 1899).

Brandsag paa Fyn. (Efterskrift til Politivennen)

En Sylow Sag.

Uskyldig dømt for Brandstiftelse.

Hvis der ikke kommer noget særligt i Vejen, vil Højesteret i Dag faa en meget opsigtsvækkende Sylow-Sag til Bedømmelse. Det er paa en Maade selve Kommissionsdommeren, der staar for Skranken, hovedsagelig paa Foranledning af Højesteretssagfører Sv. Høgsbro, der i Fjor bragte Sagen paa Bane i Folketinget i en lejlighedsvis fremsat Forespørgsel til Justitsministeren.

Sagens Forhistorie

ligger hele tretten Aar tilbage i Tiden. Det var nemlig den 13. Juli 1885, at Birkedommeren i Wedellsborg Birk fik Meddelelse om, at der havde været Ildløs hos en i Birket boende Væver Chr. Jensen. To Længer nedbrændte, medens Stuehuset blev reddet. Bryggerhusskorstenen var faldet, men der viste sig ellers ingen Mangler ved Bryggerkedlen, men derimod havde Bagerovnen været skrøbelig.

Der blev afholdt Brandforhør, under hvilket oplystes, at Chr. Jensen Aftenen før Branden havde været henne og spille til Barselgilde. Han var først kommen hjem Kl. 4½ og laa endnu og sov, da hans Kone Kl. 9 kom og vækkede ham med den Efterretning, at det brændte i Taget paa Bryggerhuset. Han stod strax op og hjalp til at redde.

Endvidere oplystes det, at Konen samme Morgen havde fyret under Bryggerkjedlen, at de brændte Bygninger havde været assurerede for 1320 Kr. og Løsøret - hvoraf dog kun en ringe Del var brændt - for 4,774 Kr., samt at Chr. Jensens økonomiske Stilling var god, og at han led et Næringstab ved Branden.

Man fandt ingen Grund til at mistænke nogen, og der hengik nu en Tid af ti Aar. Jensens Kone døde imidlertid efter at have skænket sin Mand et Par Sønner.

Branden var forlængst glemt, da

Sylow kommer til Egnen

i September 1895, ledsaget af Overbetjent Valdemar Petersen. Den sidste forhører sig blandt Egnens Befolkning om den gamle Sag og faar opspurgt, at Chr. Jensen en Dag under et Tordenvejr har talt med en Smed Hans, til hvem han udtalte Ønsket om at Lynet vilde slaa ned i hans Hus, saa at, det kunde brænde af. Han vilde nemlig gjærne have det ombygget, men manglede Penge dertil. Smeden betvivlede ikke, at enten Chr. Jensen eller hans Kone havde paasat Ilden.

Paa Grundlag heraf blev Væveren arresteret, men han nægtede sig bestemt skyldig. Forskjellige Vidner afgav uheldige Forklaringer for ham, deriblandt en Bolsmand Larsens Hustru, der paastod, at han en Gang havde sagt til ham:

"Nu er "Holmemanden" (en Brandstifter) arresteret, men Du behøver ikke at være bange, for Din Kone har sagt, at hun var Skyld i Branden!"

En 70aarig Kone, Karen Andersdatter, fortalte, at Jensens Kone kort efter Branden havde sagt:

"Gud ske Lov, nu er jeg da kommen ud over det denne Gang!"

Endelig skulde Jensen selv en Gang have sagt, at det kunde være godt at faa de to Udlænger brændt af.

Arrestanten tilstaar.

Efter at have siddet arresteret fra den 23de Oktober til den 29de December og i denne Tid været Gjenstand for meget nærgaaende Paavirkning - hvorom senere - sendte Chr. Jensen Bud efter Vald. Petersen og tilstod, at det var ham, der var Skyld i Ildebranden. Dagen før Branden var han gaaet op paa Loftet og havde pillet en Sten ud af Skorstenen, hvorefter han stoppede noget Halm ind i Hullet. Da Konen næste Morgen tændte Ild under Bryggerkjedlen, har Flammerne slaaet op i Skorstenen og antændt Halmen!

Paa Grundlag af denne Tilstaaelse blev han idømt 1 Aars Forbedringshusarbejde samt tilpligtet at betale 1324 Kr. i Erstatning til den almindelige Brandforsikring og 565 Kr. til det fynske Udflytterbrandforsikringsselskab.

Chr. Jensen erklærede sig tilfreds med Dommen og den 18de Februar 1896 blev han 

afleveret til Vridløselille

Her afsonede han sin Straf med 8 Maaneders Cellefængsel, og den 20de Oktober da hans Befrielses Time var slaaet, indgav han med Bistand af Hr. Høgsbro en Klage til Justitsministeren, hvori han erklærede sig uskyldig i den Forbrydelse, ham var dømt for, og bad om at faa sit Forhold undersøgt ved en anden Domstol.

"Nu har jeg udstaaet alle de sjælelige og legemlige Lidelser", flottede han, ""udstaaet min Straf til sidste Dag. Jeg ved godt, at gjort Gjerning ikke staar til at ændre, men det har stor Betydning for mig og mine Børn, at Sandheden kommer for en Dag, og jeg anmoder derfor om en ny Undersøgelse og Prøvelse ved Højesteret!" 

I Klagen gav han i øvrigt nærmere Oplysninger om 

hvorfor han havde tilstaaet"

Strax, da han overfor Sylow havde nægtet sig skyldig, svarede Kommissionsdommeren:

"Naar jeg slaar ned paa Dig, og Du er kommet her, saa er Du Manden og skal ikke komme herfra, før Du har bekjendt, - det skal jeg være Mand for!"

Nogle Dage efter sagde Sylow i et Forhør:

"Naa, skal vi saa have Sandheden frem i Dag?"

Arrestanten forsikrede, at han var saa uskyldig som et nyfødt Barn.

"Jeg tror heller ikke, Du er nogen stor Forbryder", vedblev Sylow, "men nu skal vi have efterset, hvad gammelt, der hviler paa Dig!"

Iøvrigt klager han ikke særlig over Sylow, men desmere over Valdemar Petersen, om hvem han paastaar, at han overøste ham med Skjældsord paa en saa frygtelig og uhyggelig Maade, at det var "vel skikket til at gjennemryste hans udhungrede og forsultne Legeme". Skjældsordene tog stadig til i Styrke, og da de ikke hjalp, blev en anden Arrestant fat ind i Cellen til ham 3-4 Døgn ad Gangen for at paavirke ham.

Ea Dag sagde Valdemar Petersen til Jensen :

"Saadan en Tyveknægt! Du er en rigtig Æsel, at dine Børn skal sidde arresterede, fordi Du ikke vil bekjendt!"

"Mine stakkels uskyldige Børn lader De vel være i Fred", sagde Jensen, "de er kun 7 og 9 Aar gamle!"

"Her raader vi!" lød Betjentens Svar.

Og da den anden Arrestant forsikrede ham, at Børnene var arresterede, følte han sig saa grænseløs ulykkelig, som om Hjærtet skulde briste.

"Du kan ikke holde ud at blive siddende her", mente den anden Arrestant, "baade Du og dine Børn bliver ødelagte."

"Men jeg kan jo ikke tilstaa, naar jeg er uskyldig !"

"Saa bliver Du sendt til Korsør. Du maa hellere sige, at Du har taget en Sten ud af Skorstenen og stoppet Halm ind i den!"

Saa var det, at Jensen ringede paa Vald. Petersen og afgav den "Tilstaaelse", han nys var belært om. Først bagefter fik han at vide, at Børnene naturligvis slet ikke havde været arresterede.

Forplejningen i Varetægtsarresten.

Chr. Jensen oplyser endvidere i Klagen, at han lige til han afgav Tilstaaelsen kun fik "almindelig Fangekost" i Arresten, tørt Brød Morgen og Aften. Middagsmaden var det heller ikke stort bevendt med, men det kunde vel ikke være bedre, naar Arrestforvareren kun stk 40 Øre om Dagen for Forplejningen. Ugens Spiseseddel var saaledes:

Mandag : Byggrynssuppe og Ragout.
Tirsdag: Kaal og 12 Kvint Flæsk.
Onsdag: Byggrød og stegt Flæsk.
Torsdag: Sagovælling og stegt Lever.
Fredag: Ærter og 12 Kvint Flæsk.
Lørdag : Ostebrød og Spegesild med Kartofler.
Søndag: Oxekjødsuppe med 12 Kvint Kjød.

Saa snart imidlertid Arrestanten havde aflagt Tilstaaelse, blev der sat et stort Fad Smørrebrød ind til ham, og han fik nu Kaffe og Hvedebrød om Formiddagen og Paalæg paa sin Aftensmad!

Endelig er i Skrivelsen til Justitsministeren fremsat

en graverende Anklage

mod Overbetjent Vald. Petersen. Da Dommen var ansat, kom Byens Skolelærer, Reedtz. til Arrestanten og foreslog ham at laane Penge hos sin Søster til at betale Assuranceselskaberne med, saa at han kunde beholde sit Hus. Vald. Petersen tilraadede ham imidlertid at overdrage Huset til en af Sønnerne; saa kunde Assuranceselskaberne ikke røre det. Da Jensen mente, at det var bedre at faa Akkord med Selskaberne, skal Vald. Petersen have svaret:

"Ja, det er naturligvis heller ikke saa kæltringeagtigt!"

Klagen undersøges.

I Løbet af 1897 er der dels ved Kriminalretten i Kjøbenhavn, dels ved Odense Politiret og dels ved Wedellsborg Birks Politiret optaget en lang Række Forhør Anledning af Chr. Jensens Klage.

Sylow og Vald. Petersen erklærer den for usandfærdig, og Kommissionsdommeren føler sig overbevist om, at Tilstaaelsen var god nok. Han har intet imod at faa Forholdet undersøgt ved Højesteret.

Chr. Jensens Broder, en Malermester, har tilvejebragt en Del Tegninger og Modeller af den brændte Bygning og erklærer Broderens Tilstaaelse for "det klare Vanvid", ligesom han fremhæver, at hans Broder har mange fortræffelige Egenskaber, levede et godt Familieliv, var en dygtig Arbejder og ingenlunde trykket af Gjæld.

I Tilslutning hertil udtaler Skolelærer Reedtz og Sognepræst Madsen, at Chr. Jensen er en hæderlig og retskaffen Mand, der nyder almindelig Agtelse.

Overfor Vald. Petersens Paastand om, at Jensen ikke selv troede paa, at hans Børn var arresterede, er det oplyst, at da Drengene besøgte deres Fader i Odense Arrest, udbrød han:

"Herregud, er I her? Jeg troede, I var arresterede!"

Han forklarer yderligere, at han som Soldat har lært, at "man skal tage sin Straf og være glad til, og saa klage bag efter". Beslutningen om at klage havde han fattet umiddelbart efter Domfældelsen.

Endelig skal tilføjes, at en Del afhørte Arrestanter i alt væsentligt bekræfter Jensens Fremstilling af den Sylowske Paavirkningsmetode.

Det skal blive interessant at se, hvad Højesteret vil gjøre ved denne ualmindeligt Sag.

(Aarhus Amtstidende 20 maj 1898).

På daværende tidspunkt var 1 kvint lig med 5 gram. Enheden blev afskaffet i 1907. De 12 kvint flæsk og kød svarede altså til 60 gram.

Blæksprutten 1895: "Sylow kommer". Nemlig helt øverst i midten med karet. Rygtet om hans tilsynekomst får landsbyens befolkning til at flygte til alle siden. Allerede i 1895 var han tilsyneladende berygtet for at anklage og aftvinge folk tilståelser.

Den Sylowske Brandsag.

Lidt efter Kl. 2 igaar Eftermiddags sluttede Højesterets Votering i sagen mod Væver Chr. Jensen i Fluebjerg, og et Udvalg af Rettens Assessorer gik da ogsaa strax i Gang med Affattelsen af Præmisserne. Man naaede dog ikke at blive færdig igaar, og allerede Kl. 8½ imorges samledes man paany for at afslutte Arbejdet. Det tog længere Tid end ventet, saa at Dørene til Retssalen først Kl. 10½ kunde aabnes.

I den lange Ventetid havde der i Rettens Forværelse samlet sig en ganske talrig skare Tilhørere, der med spænding afventede, hvad Højesteret vilde sige om de graverende Angreb, der ere rettede mod Borgmester Sylow og Overbetjent Vald. Petersen.

Den udførlig motiverede Dom blev en ubetinget Sejr for Kommissionsdommeren og en eklatant Fordømmelse af de mange store Ord, der ere blevne fremsatte af Oppositionspressen og Hr. Octavius Hansen denne Sag vedrørende.

Dommen er saalydende:

Efter at den Tiltalte, der ved den indankede Doms Forkyndelse erklærede sig tilfreds, havde udstaaet den ham ved Dommen ikjendte Straf af 1 Aars Forbedringshusarbeide, indgav han under 20. Oktober 1896 en Klage til Justitsministeriet, hvori han erklærede den af ham under Undersøgelsen afgivne Tilstaaelse om at være skyldig i den ham paasigtede ForbrydseIse for urigtig og anholdt om, at Sagen maatte blive Gienstand for ny Undersøgelse og Prøvelse ved Høiesteret, idet han som Grund til at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, særlig paaberaabte sig dels, at han var bleven udskjældt og haardt tiltalt af den ved Kommissionen fungerende Overbetjent, dels at han var bleven bevæget dertil ved Overtalelser og Forestillinger af en anden Tiltalt, der var bleven indsat i samme Arrestlokale som han og navnlig af Frygt for, at hans Sønner allerede vare eller skulde blive belagte med Arrest, hvorhos han endelig havde vedlagt Klagen en af hans Broder afgiven Erklæring, hvori det søgtes godtgjord at Ilden ester de lokale Forhold ikke kunde være opstaaet paa den af Tiltalte da han afgav Tilstaaelsen, angivne Maade.

I Henhold til den saaledes af Tiltalte fremsatte Begjæring blev Sagen efter Ordre af Justitsministeriet under 4 Februar f. A. indstævnet for Høiesteret, der ved et under 10. Marts f. A. udstedt kongeligt Reskripl bemyndigedes til at tage Sagen under Paakjendelse.

Under de derefter optagne yderligere Forhør har Tiltale stadig fastholdt sin Benægtelse af at være skyldig. Ligesom der imidlertid intet er oplyst, der kan giøre det usandsynligt, at Branden er foraarsaget paa den af Tiltalte, da han afgav TiIstaaelsen om forsætligt at have bevirket Branden, angivne Maade, saaledes har Tiltalte heller ikke under disse Forhør kunnet give nogen rimelig Forklaring om Grunden til at han afgav en urigtig Tilstaaelse, eller i alt Fald ikke tidligere tilbagekaldte denne, i hvilken Henseende bemærkes, at Tiltaltes skildring i Klagen af Overbetjentens Forhold over for ham efter det oplyste, navnlig ogsaa Tiltaltes egne Forklaringer derom, har været i høi Grad overdrevne, samt at det maa ansees usandsynligt, at han virkelig har næret den af ham paaleraabte, i og for sig urimelige Frygt for, at han to, da Branden fandt Sted, hjemmeværende Sønner, der da vare i en Alder af 9 og 7 Aar, vare blevne eller skulde blive arresterede, saa meget mere, som det kan ansees godtgiort at han efter at have afgivet Tilstaaelsen ikke søgte nogen Oplysning om, hvorvidt Sønnerne vare eller havde været arresterede. Det maa i det Hele, efter alt hvad der foreligger i Sagen anses for uantageligt, at Tiltalte af de af ham paaberaabte Grunde, saaledes som disse efter de nu optagne Forhør foreligge belyste, eller ved forskiellige under Undersøgelsen stedfundne Uregelmæssigheder og Tilsidesættelser af Arrestreglementets Bestemmelser - derunder navnlig af den Arrestanterne hjemlede Adgang til Extraforplejning - over hvilke han iøvrigt ikke har besværet sig til vedkommende Fængselsbestyrer, skulde have ladet sig bevæge til mod Sandheden at tilstaa sig skyldig i Brandstiftelse, til at erklære sig tilfreds med Dommen og underkaste sig Straffen uden at forsøge ved Appel at faa Dommen forandret, uagtet han, for Dommen faldt, af sin Broder og en Mand, som han har erkjendt at nære ubetinget Tillid til indtrængende blev tilraadet at tage sin Tilstaaelse tilbage eller ikke tage mod Dommen.

Dommen vil derfor, idet det findes at maatte have sit Forblivende ved den Tiltalte idømte Straf, være at stadfæste. I Salær for Højesteret paalagdes det Væver Chr. Jensen at betale 200 Kr. til hver af de beskikkede Sagførere.

(Nationaltidende 8. juni 1898).

I 1880'erne og 1890'erne var en række gårdbrande som var under mistanke for at være påsatte uden at det kunne bevises. På opfordring nedsatte Justitsministeriet derfor en kommissionsdomstol ledet af Byfoged, dr. jur. Nicolaj Christian Herholdt Sylow i Korsør. Han havde ry for at kunne få gårdmænd og husmænd til at tilstå at de havde afbrændt deres ejendomme for at få forsikringspenge ud af det. Sylow oprettede et hovedkvarter på rådhuset i Odense hvor han kunne benytte byens fængsel. I alt drejede det sig om 150 brande.

Nicolai Sylow startede sin karriere på Københavns Universitet. I en artikelserie i Berlingske Tidende i december 1880 rettede han en sønderlemmende kritik mod inkvisitionsprincippet. Men da hans akademiske karriere glippede, slog han ind på forhørsdommervejen, blev byfoged i Korsør og af justitsminister Nellemann talrige gange udpeget til at stå i spidsen for særdomstole i komplicerede brandstiftelsessager.

Sylows metode var den samme som i Chr. Hansens: Isolationsfængsel som efter datidens retspleje var på ubegrænset tid. De arresterede blev på forhånd anset for at være skyldige. Såvel Sylow som overbetjent Valdemar Petersen afholdt dernæst adskillige barske forhør for at få aftvunget en tilståelse. De undslog sig ikke for at inddrage familien - kone og børn - også som mistænkt og eventuelt fængslet for at lægge pres på manden. Forhørene foregår med grove verbale overgreb under forhør og i cellen. Nogle af dem førte til injuriesager imod Sylow og Valdemar Petersen, men de blev alle affærdiget af Højres justitsminister J.M.V. Nellemann. Forsvarerens opgave for fortrinsvis blot at få straffen formildet, han indhentede ikke oplysninger fra anklagede eller vidner.

Væver Chr. Hansen var således ikke den eneste som blev forhørt af Sylow og Valdemar Petersen. En anden var Peder Jørgen Poulsen. Den 19 april 1884 afbrændte deres fæstegård i Viby. Den 21. oktober 1895 blev Peder arresteret og kom for en Sylow-kommissionsdomstol. Han fik før systemskiftet benådning uden æresoprejsning, og efter systemskiftet fuld æresoprejsning.

Sylow blev samtidig med Højesterets afgørelse udnævnt til birkedommer på Frederiksberg.

Lille Kongensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Drama i Lille Kongensgade.  

En Moder dræber sig selv og sine Børn

Der er igaar Eftermiddags i en 2 værelsers Lejlighed paa 3. Sal i Lille Kongensgade Nr. 31 foregaaet et af disse Familiedramer, der snart synes at skulle høre til Dagens Begivenheder. En stakkels, forladt Kvinde har dræbt sig selv og sine fire Børn i et Anfald af Fortvivlelse over den haabløse Fremtid, baade hun og Børnene saa i Møde.

I den lille Lejlighed boede Madam Gustafson med sine i Børn, tre Smaapiger i Alderen 12, 9 og 7 Aar samt en lille Dreng paa 5 Aar. Madam Gustafson var gift med en Skomager, der imidlertid havde forladt hende for 3-4 Maaneder siden. Nu havde hun og Børnene intet Andet at leve af end, hvad hun nu og da fik fra Manden, der har Forretning her i Byen. For at faa lidt Hjælp til Huslejen havde hun taget en ung Pige i Logis hos sig.

De øvrige Beboere i Nr. 31 saa ikke meget til Madam Gustafson, og de talte  næsten aldrig med hende, da hun var af en meget indesluttet Natur. Derimod udtalte de sig meget rosende om Børnene, der vare artige og velopdragne. Nu, efterat Katastrofen er skeet, mener En og Anden af Beboerne, at Moderen flere Gange tidligere har gjort Forsøg paa at ombringe sig selv og Børnene. Det er nemlig hændet et Par Gange, at den ældste Datter er kommen løbende ned og har sagt, at hun var saa bange for at være hos Moderen, der var saa underlig.

Igaar Eftermiddags ved 4 Tiden har Moderen endelig fuldbyrdet sin frygtelige Gjerning.

I Aftes Kl. 7 kom den unge Pige, som boede i Lejligheden, som sædvanlig hjem fra sit Arbejde. Hun fandt imidlertid Døren aflaaset; Nøglen sad indvendig i Laasen. Trods al hendes Banken og Kalden blev der ikke lukket op. Forskrækket løb den unge Pige ned til nogle af Husbeboerne og fortalte dem, at der vist maatte være noget Galt paa Færde, da hverken Madam Gustafson eller noget af Børnene lod sig se. Fra Husbeboernes Side blev der gjort et nyt Forsøg med at banke paa den lukkede Dør; men inde i den lille Lejlighed forblev Alt stille.

Man besluttede nu at sende Bud efter Politiet, og da en Betjent var kommen til Stede, sprængtes Døren. I Lejligheden mødte der de Indtrædende et frygteligt Syn. Paa en Krog i Væggen i et af de smaa Værelser hang alle de fire Smaabørn døde, og paa et Søm ved Siden af hang Moderen. Politiet lod strax sende Bud efter Dr. Klingemann, som boer i Nærheden, og han kom hurtig til Stede. Han konstaterede, at ethvert Oplivningsforsøg vilde være unyttigt, det var fem Lig, som laa paa Gulvet i Lejligheden; men af den Tilstand, hvori Ligene vare, skjønnede Lægen, at Døden maatte være indtraadt for 3-4 Timer siden, altsaa ved 4-Tiden om Eftermiddagen.

Det var et gribende Syn at se Moderen og de 4 Børn ligge Side om Side paa Gulvet i den fattige Lejlighed. Børnene vare alle smukke og kraftige, om Smaapigernes Hoveder flød det lyse Haar som en gylden Strøm. Udtrykket i Ansigterne var hverken forpint eller rædselsslagent, men paa Forsiden af Halsen og op langs Hovedet saaes den dybe Fure, som Snoren, med hvilken Moderen havde dræbt dem, havde fremdragt. Hvorledes Madam Gustafson har faaet Børnene til at følge sig i Døden uden Kamp, vil altid blive en uopklaret Gaade. Selv laa hun der med et forpint og forgræmmet Udtryk i det af Døden stivnede Ansigt. Hun var tilsyneladende en Kone i Alderen mellem 30-40 Aar.

Senere paa Aftenen kom Politiassistent With tilstede. Efterat han havde seet Ligene, beordrede han Lejligheden aflaaset. Først Dag vil det legale Ligsyn blive foretaget.

I det tæt beboede Kvarter vakte Dramaet selvfølgelig den største Bestyrtelse, overalt saa man blege og forskræmte Ansigter. Børnene i Ejendommen gik smaagrædende omkring; aldrig mere skulde de lege med de smaa, flinke Kammerater fra 3. Sal. 

Foruden de dræbte Børn fandtes i Lejligheden endnu et lille Barn, den omtalte unge Piges. Dette viste sig at være meget sygt og blev af Politiet bragt til Kommunehospitalet. Man mente at have Formodning om, at dets Sygdom var fremkaldt ved Forsøg fra Mad. Guftassons Side paa at tage ogsaa det med i Døden.

(Nationaltidende 1. december 1897).

Johannes Hauerslev (1860-1921): Lille Kongensgade ulige numre. ca. 1887-1918. Nr. 31 er det første hus til højre. Nummeret står på huset. Det var på 3. sal begivenheden fandt sted. Bygningerne er nedrevet til fordel for Magasin du Nord. Kbhbilleder. Public domain.

Dramaet i Lille Kongensgade.

Manden i Forhør

Det gruopvækkende Mord og Selvmord i Lille Kongensgade minder i meget om det Drama, som fandt Sted den 3. November ved Landsbyen Karlebo i Nærheden af Hørsholm. Da dræbte ogsaa en Moder sig med sine fire Børn, idet de fandt Døden i en Tørvegrav ved Stadsevang. Begge Mødrene er af svensk Fødsel, og begge tager de alle deres Børn med i Døden.

Det naturligste er vel at søge Aarsagen til disse uhyggelige Begivenheder i Sindssyge og i stor social Elendighed. Endvidere har Eksemplet fra Karlebo vel nok paavirket Madam Gustafsson i Lille Kongensgade. Hysteriske Mennesker, der kues af Sindslidelser, lader sig let paavirke.

Men først og fremmest bærer den sociale Elendighed Skylden, og sandt er det, at vore Dages talrige Forbrydelser og Selvmord rejser en frygtelig Anklage mod det kapitalistiske Samfund. Tusinder og atter Tusinder lever et Liv, der ikke alene er glædesløst og trangt, men en fortsat Række Lidelser under Kamp for Brød og Husly, Lidelser saa meget bitrere, som andre Mennesker pralende kan bære deres Rigdom og Lykke til Skue.

Ved Begravelser lyder Følgets Ord atter og atter: "Herregud nu har han det godt. Lad ham hvile i Fred, thi Livet var bittert nok for ham!" Saaledes er de Tanker, hvormed største Delen af Befolkningen lever. De smaa Nyfødte modtages med Beklagelse og med Frygt, fordi Spisekamrene er tomme og Fremtiden mørk, og de Døde hilses som dem, der nu endelig er friede fra denne Verdens Nød.

Men dette kan ikke være Skaberens Mening med Livet. Det er rovbegærlige Kapitalisters, egoistiske Magthaveres og dumme Menneskers Værk, og det maa forandres, og det kan forandres den Dag Folket selv vil.

*

Ligene af Skomager Gustafssons Hustru og deres fire Børn, der ligger i St. Johannes Stiftelsens Lighus, vil blive underkastet det legale Ligsyn af Retslægen, Prof. Gædecken. Dette vil dog ikke kunne bringe noget nyt, da Dødsaarsagen jo ligger saa klar for alle, al Ligsynet nærmest vil blive en Formalitet.

De er nu døde, og man bør da kun haabe, at Eksemplet ikke atter vil smitte; men at disse 3 Lig vil mane til alvorlige Tanker og anspore til Kamp mod det herskende System.

Inden Skomager Gustafssons Hustru døde, havde hun fortalt til Naboerne og hendes Logerende, at Gustafsson havde været hos Husværten og opsagt hendes Lejlighed, idet han havde erklæret, at han ikke mere vilde betale Huslejen. Et Par Dage før hun døde, fortalte hun, at hun havde været i Forretningen i Admiralgade 21 for at bede Manden om nogle Penge til Mad til sig og Børnene, men han havde nægtet hende enhver Hjælp.

I Gaar var Gustafsson i Forhør hos Politiassistent With, og følgende Forklaring blev her afgivet:

Gustafsson forklarer, at da han for ca. 13 Aar siden var paa Rejse i Tyskland, blev han kendt med sin Kone, der den Gang tjente i Hamborg. Hun var 3 Aar ældre end han, men det mente de ikke gjorde noget, og da de ikke havde noget at vente efter, giftede de sig og flyttede straks hjem til hendes Hjemsted, Rønneby i Skaane. Hun havde der hjemme et Barn, som var født udenfor Ægteskab og nu var 6 Aar gammel. Dette Barn hadede og mishandlede hun i en saadan Grad, at hendes Slægt satte det i Pleje hos dets Gudmoder.

Trods Konens Karakter forløb deres Ægteskab dog ret roligt, men hun havde imellem Anfald af Jalusi, og de havde flere Gange været hos Overpræsidenten for at blive separerede. Hver Gang fortrød hun det og nægtede sit Samtykke, og saa fortsatte de Samlivet en Tid igen. Helt galt blev det først, da Manden virkelig blev kendt med en anden Kvinde. Saa flyttede han fra hende, men hver Uge hentede den 12aarige Datter Anna 12 Kr. og han betalte desuden Lejligheden.

Gustafsson, der er meget nedbøjet, fik nu af Politiassistenten udleveret et Brev fra Datteren, hvori denne tager Afsked med Faderen og meddeler ham, at Moderen og hun har besluttet at berøve sig selv og de smaa Sødskende Livet.

Den lille Pige, som fandtes i Lejligheden, og som blev bragt til Kommunehospitalet, er nu udenfor Fare.

*

Mandens Forklaring er vel rigtig, skønt det maaske ikke er sikkert, at han har betalt saa ganske regelmæssigt. Men i alle Tilfælde har dette Ægteskab været uhyggeligt nok, med Mistanke, Scener og Spektakler indenfor en lille Lejligheds snævre Vægge. Manden gaar sin Vej, og Konen sidder tilbage med de smaa Børn, hvis Part af Livets Glæder har været Synet af den daglige Kamp mellem Forældrene.

Og Konen har tænkt: "Hvad har jeg at leve for? Og hvad har mine Børn at vente?" Har hun haft den ringeste Tendens til Sindssyge, er den blusset op under hendes triste Grublerier - og Dramaet fandt sin endelige og sørgelige Afslutning!

(Social-Demokraten 2. december 1897).

Dramaet i Lille Kongensgade.

Nu har det legale Ligsyn fundet Sted paa St. Joh. Stiftelsen, og har givet det selvfølgelige Resultat, at saavel Moderen som Børnene ere døde ved Hængning, uden Spor af Anvendelse af anden ydre Vold. Sagen vil derefter blive beskreven, og Dokumenterne sendt til Politidirektøren.

Der har i flere Blade staaet, at der ganske sikkert vilde blive indledet Undersøgelse ved et Kriminalkammer for at komme til Bunds i denne Sag. Paa Grund af den totale Mangel paa Vidner, der med Sagkundskab kan udtale sig om denne Sag, har vi allerede tidligere udtalt, at det sikkert vilde være umuligt at oplyse mere om Sagen; men vi gik alligevel i Gaar til Politiassistent With for at kunne bringe vore Læsere ganske paalidelig Besked.

Hr. With udtalte sig ganske i Overensstemmelse med "Social-Demokraten": Gustafsson erklærer, at hans Kone og Børn absolut ikke har manglet noget, hverken til Føde eller Husly, og saavel Konen som Børnene er jo døde, saa de kan ikke vidne. Saa er der Beboerne i Huset. Ikke en eneste af dem siger, at han eller hun ved Besked med Mishandlinger, som Gustafsson skulde have udført, eller om, at hans Familie skulde have lidt Mangel for det daglige Udkomme. Tilbage er der saa enkelte Husbeboere, der siger, at den afdøde Kone har klaget over den Maade, hvorpaa Manden behandlede hende; men det beviser jo intet, da der ogsaa er nogle, hvis Vidnesbyrd gaar i den flik modsatte Retning.

Kan der være Tale om Ansvar for Skomager Gustafsson, da maa det være af moralsk Natur. Juridisk Ansvar kan der sikkert ikke paalægges ham. Akterne er endnu ikke sendt til Politidirektøren, men det sker en af de nærmeste Dage. Naar det er gjort, vil han formodentlig resolvere, at det skal have blivende med den Undersøgelse, der er foretaget her ved Stationen.

Saa vidt Politiassistent With. Vi modtog i Aftes et Brev fra Skomager Gustafsson, hvori han meddeler os, at han har følt sig forarget over en Sætning i vor Artikel i Onsdagsbladet. Der stod: "Det er den gamle Historie om igen med Konen, der forlades af Manden og overgives til Sult og Nød." Han anmoder os om at tilbagekalde denne Beskyldning imod ham. Vi er lidt i Tvivl om, hvad han mener. At han har forladt sin Hustru, det turde vel ikke en Gang Hr. Gustafsson benægte. Det kan altsaa kun være Ordene "overgives til Sult og Nød", han ønsker afkræftet; men i den Retning maa han vel være tilfreds med ovenstaaende Udtalelse af Politiassistent With, der er kommen just til samme Resultat som vi ved vore Undersøgelser.

(Social-Demokraten 4. december 1897).

Nogle af Gustafsons folk blev også afhørt og vidnede næsten alle i hans favør, mens de omtalte fru Gustafson som urimelig jaloux.

Skomager Nielsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forretningsfører Nielsens Jordefærd.

I Søndags Kl. 1 var den store Have, der hører til Solitudevej Nr. 3, aldeles overfyldt af Partifæller, som vilde overvære Forretningsføreren for Skomagernes Forbund, Nielsens borgerlige Begravelse. Mange maatte blive udenfor paa Gaden, da det var umuligt at komme ind i Haven.

Den Afdødes Kiste var ganske overfuldt med Kranse, og navnlig havde  Vælgerforeningen i 12. Kreds og Skomagersvendenes Forbund sendt meget smukke Palmekranse, hvad der ogsaa gælder Arbejderne paa forskellige Skotøjsfabriker. Præcis Kl. 1 tog Formanden for Skomagernes Sygekasse R. P. Daugstrup Ordet. Han meddelte, at den Afdøde selv havde udtalt Ønsket om, - at en Partifælle og ikke en Præst maatte sige et Par Ord ved hans Kiste. Derfor havde hans Enke besluttet sig til den borgerlige Begravelse, skønt de var kirkelig viet. Taleren mindede derefter i varme Udtryk om den Afdødes store Energi og Kærlighed til Arbejdersagen. Særlig for Skomagernes faglige Bevægelse havde han været en dygtig og uegennyttig Leder, hvorfor han bragte ham alles hjertelige Tak. Den store Forsamling sluttede sig til denne Udtalelse ved ærbødigt at blotte Hovederne. Derefter talte Formanden for Vælgerforeningen i 12. Kreds, -Murer A. Andersen. Han bragte den Afdøde en Tak for hans Virksomhed som politisk Agitator. Utrættelig havde han virket ude i det Fattigmands Kvarter, hvor han havde opslaaet sin Bolig. Lad os tage hans Eksempel til Mønster, lad os søge at efterligne ham, bedre Tak kan vi ikke bringe ham, og bedre Tak vilde han aldrig have ønsket sig. Den sociale Skomagersangforening afsang nu en Sang, og Kisten bares derefter af Fagfæller ad Nørrebrogade og Jagtvejen til Assistens Kirkegaard. 

Her havde Præsterne haft travlt. Ved Graven mødte Fuldmægtig Smidt fra Begravelseskontoret og nedlagde Forbud imod, at der blev talt og sunget ved Graven uden Biskoppens Tilladelse. Just som han meddelte Daugstrup dette Forbud, lød det fra Sangforeningen:

Lær mig o Skov at visne glad,
som sent i Høst det gule Blad.

Præsterne kom altsaa for sent denne Gang. Formanden for Skomagersvendenes Forbund, Madsen, bragte det store Følge - vel et Par Tusind i Tal - en Tak. Saa sænkes de 9 røde Faner over Graven og den stilfulde Højtidelighed er forbi.

(Social-Demokraten 29. juni 1897).

Præsteforbudet ved Forretningsfører Nielsens borgerlige Begravelse.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af "Soc.-Demokr."s Referat i Tirsdagsnumret af Forretningsfører Nielsens Begravelse, i hvilket det hedder, at "Præsterne havde haft travlt", nemlig - som det fremgaar af Referatets øvrige Indhold - med at faa forhindret Sang og Tale ved Graven, skal jeg, da der fornuftigvis ved "Præsterne" ikke kan være ment andre end Præsterne i Helligkors Sogn, i hvilket den Afdøde boede, og til hvis Kirkebog Dødsfaldet blev anmeldt, tillade mig at oplyse, at der ikke fra vor Side er lagt hverken sadan eller nogen anden Hindring i Vejen ved Begravelsen, da vi, som det der maatte stemme bedst med den Afdødes Ønske, ganske har ladet Familien og de Paarørende om, hvorledes de selv vilde arrangere denne Begravelse, som vi slet intet fik at gøre med. - Maaske De derfor, Hr. Redaktør, loyalt vil bevise Dem redebon til at korrigere vedkommende Indsenders aldeles uhjemlede Paastand, eller ogsaa oplyse, hvilke Præster der ellers maatte være mente.

Ærb,

Jul. Ifversen.

I Anledning af Pastor Ifversens Protest skal vi komme nærmere ind paa den lille Episode, der var arrangeret ved Forretningsfører Nielsens Jordefærd, og saa lade vore Læsere dømme.

Da det meget store Følge kom ind paa Assistents Kirkegaard, bad Forretningsfører R. P. Daugstrup Graverkarlen om at vejlede Følget hen til Graven. I det samme kom en høj, ældre Mand i sorte Klæder hen til ham og spurgte, om det var ham, der havde med den Begravelse at gøre. Efter at Daugstrup havde bekræftet dette, fulgte følgende Replikskifte :

"Skal der synges eller tales ved Graven?"

"Ja, det er da Meningen."

"Det kan ikke tillades."

Dangstrup spørger nu, hvem han har den Ære at tale med, og Herren navngiver sig som Fuldmægtig Smidt ved Begravelsesvæsenet. Saa ønsker Dangstrup at vide, med hvilken Bemyndigelse, Smidt optræder. Han har nemlig nok vidst, at Sangforeninger ikke har Lov til at synge i Kapellerne uden Præstens Tilladelse, men han har ikke troet, at dette Forbud ogsaa gjaldt Sang og Tale ude paa Kirkegaarden. Hr. Smidt svarer hertil, at det er Biskoppen, der har forbudt det; men Daugstrup mener, at det maa da være sket fornylig: thi det er ikke længe siden der er sunget paa Kirkegaarden ved en lignende Begravelse.

Det var en Gang i Foraaret, mente Hr. Smidt, at han havde faaet en trykt Instruks fra Bistoppen, og i denne stod, at der ikke uden Biskoppens Tilladelse maatte synges eller holdes Taler paa Kirkegaarden. Daugstrup spørger saa :

"Vil De nedlægge Forbud imod, at der synges og tales ved denne Grav?"

"Ja, det gør jeg herved i Følge min Instruks."

Fuldmægtigen bliver gjort opmærksom paa, at det dog nu var meget for sent at indhente Biskoppens Tilladelse, men han blev ved sit, og Daugstrup skulde just hen at kundgøre Præsteskabets Villie for "Den sociale Skomagersangforening", da denne afværgede Forbudet ved at intonere sit Farvel til den afdøde Kollega.

Det vil heraf fremgaa, at den af Pastor Ifversen fremdragne Sætning i vort Referat er fuldstændig berettiget. For at stille Sagen i et saa klart Lys som muligt, skal vi gærne oplyse Hr. Ifversen om, at den samme Sangforening et Øjeblik efter sang ved en anden Begravelse paa samme Kirkegaaard, uden at der var Tale om Forbud eller biskoppelig Instruks.

(Social-Demokraten 2. juli 1897).

Carl Jensen 1861-1895: Skandinaviens stærkeste Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Jensen.

Blikkenslager Carl Jensen.

Danmarks - og vi havde nær sagt Verdens - stærkeste Mand er en født Mønbo.

Blikkenslager Carl Jensen i Kjøbenhavn er nemlig født i Stege den 10. Maj 1861 og er Søn af daværende Opsynsmand ved Sindssygeanstalten, J. Jensen. Carl Jensen stammer saaledes fra en gammel østmønsk Bondeslægt, som i Tidernes Løb har leveret et ikke ubetydeligt Bidrag til den gamle Hestgarde.

Som Dreng gjorde han sig ikke bemærket ved overdreven Styrke, vel nærmest fordi han var en sindig og godmodig Natur, der ingen Tilfredsstillelse fandt ved at banke sine svagere Medborgere. Først da han som Læredreng i Kjøbenhavn fik Smag paa Sportslivet, kom hans udmærkede legemlige Egenskaber frem og fik den Udvikling gjennem Trænering, som er absolut nødvendig, hvor et stort Resultat skal naas, ligegyldigt i hvilken Retning. Navnlig var Skøjteløbning hans Kæphest, hvorfor han ogsaa drev det saa vidt som kun faa. At løbe fra alle andre med en stor Knægt paa den ene Arm og en anden paa Ryggen oversteg ikke hans Kræfter. Om Sommeren drev han Sejlsporten med lige saa stor Ivrighed. Den Sejlads han stiller op, kan just ikke al Tid henregnes til Lystsejlads, det sker nemlig som oftest, at han helst stikker til Søs under et Vejr, som populært betegnes paa den Maade, at 15 gamle Kjærlinger ikke kan holde en Jærnvægge i et Hjulspor. Det er netop hans Lyst at overvinde det vanskeligste, hvilket dog ikke betyder for hans Vedkommende Dumdristighed. Han er tværtimod meget beregnende og vover sig ikke over Grænsen. - Da Atlethklubben i Kjøbenhavn blev stiftet i 1889, blev han strax Medlem og fik samme Aar Foreningens Sølv- og Broncemedalje og har til Dato hævdet Pladsen som en smuk Nr. 1, saaledes ved sidste Præsentation ved Brydning og ved at bære 1900 Pd., en Vægt, som man for et halvt Aarhundrede siden vist generede sig for at lade et Par Bønderheste trække. To Gange har han været i Tyskland for at prøve Kræfter, første Gang i 1890 en international Atlethfest, hvor han vandt baade Bronce- og Sølvmedalje. Sidste Gang den 3dje April i Aar i Køln, hvor han foruden Medaljer og Diplomer paa gammel græsk Vis som Sejrherre blev bekranset med Egekranse med forgyldte Agern.

Ligegyldigt om man sætter Atlethsporten højt eller lavt, staar Carl Jensen som et smukt Exempel paa, at et stort Resultat kan naas selv af Dilettanter, naar der arbejdes energisk; thi professionel Kæmpe er han ikke, trods det, at han jo nemt kunde opnaa glimrende Engagementer ved Forlystelsesetablissementer hele Verden over. - Tværtimod ernærer han sin ikke lille Familje pænt som Blikkenslagersvend; kun sin Fritid deler han mellem Klubben og sin Baad, og naar han har kunnet faa Raad til at drive Sport med et saadant Resultat, kan det kun forklares ved, at hverken Beværtninger eller Spiritus, ja ikke en Gang Tobak har faaet noget Offer af ham. Uden Styrke til at holde sig fra disse Ting, havde han aldrig faaet Kræfter til at bære 1900 Pd.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 20. april 1893)

At Carl Jensen skulle have båret 1900 pund (950 kg) lyder ikke som vægtløftning. Moderne vægtløftere kan højst løfte ca. 500 kg. Der må være tale om hvor meget han har båret på sin krop fx på en træplade. Her er rekorden omkring 2.000 kg.

Danmarks stærkeste Mand styrtet ned fra 3. Sal.

I Torsdags ved Femtiden skete et sørgeligt Ulykkestilfælde paa Hjørnet af Rolfsvej og Yrsavej i København, hvor Brolægningsentreprenør Simon Jensen lader opføre et stort Bygningskomplex, ivet en af Københavns mest kendte Sportsmænd Carl Jensen mistede Livet under sit Arbejde Carl Jensen arbejdede for Firmaet W. F. Dahl & Søn, og var netop beskæftiget med at opmaale det Arbejde, han havde udført i Dagens Løb, da Ulykken skete. Sammen med flere Arbejdskammerater befandt han sig paa 3. Sal i Ejendommen og i Nærheden af Køkken trappehullet, der ikke var overdækket. For bedre at kunne bedømme sit Arbejde, lænede han sig baglænds ud over Trappehullet, idet han holdt sig fast i en Murpille, men til alt Uheld var denne nylig opmuret, Stenene gav efter, og Jensen styrtede ned fra den betydelige Højde. Hans Kammerater ilede til, men inden de naaede Huset, laa den ulykkelige allerede som en uformelig Klump paa en Bunke Skærver i Husets Kælderetage. I Faldet havde han slaaet et Par Kuldbøtter, og netop i det Øjeblik, Legemet naaede Jorden, slyngedes Hovedet med saa voldsom Kraft mod Trappeopgangens Murværk, at det kløvedes, og Blodet sprøjtede vidt omkring.

Alligevel var Jensen levende, da hans dybt rystede Kammerater bar ham ud fra Bygningen, men han saa forfærdelig ud. Det før saa stærke og smidige Legeme laa klumpet sammen til en Masse, ned over hans Ansigt flød Blodet i en stadig Strøm. Med stor Varsomhed blev han lagt i en Droske og kørt til Frederiksberg Hospital, hvor han døde strax efter Indlæggelsen. Kun en eneste Gang efter Faldet var han ved sin Bevidsthed og hviskede: Jeg dør.

Blikkenslager Carl Jensen var en i Sportskredse her og i Udlandet meget kendt Mand. Han var indtil nylig Skandinaviens stærkeste Mand, og med Held har han konkurreret med Udlandets mest kendte Atleter. Ved et stort Sportsstævne i Køln, hvor der bl. a. var samlet over et halvt Hundrede tyske Atleter, fik han saaledes anden Præmie. I 13 Aar har Carl Jensens Overlegenhed som Atlet været ubestridt, indtil han kort før sin Død blev besejret af Stockholmeren Ånderson, der kunde løfte 292 Pund op over Hovedet, medens Jensens Maximumsvægt var 270 Pund. For faa Dage siden prøvede Professional Atleterne fra Tivoli, Hallmeyer og Jagendorfer, at løfte hans Kuglestang, men maatte lade den ligge. Han mest imponerende Sportspræstation var dog den Sikkerhed, hvormed han kunde bære enorme Vægte.

Indtil for faa Aar siden bar han staaende 3000 Pund. Ogsaa som Bryder var hans Danmarks champion.

I 1889, da Folketingsmand A. C. Meyer traadte tilbage som Formand for- Københavns Atletklub, blev Carl Jensen valgt i hans Sted, og han har siden beklædt Formandsposten.

Den afdøde, der var meget afholdt af Kammerater og andre, der kom i Berøring med ham, har i F. "Polit." i en længere Aarrække arbejdet for W. F. Dahl & Søn. Han var 35 Aar og efterlader sig Enke og 5 Børn.

(Aalborg Amtstidende 31. august 1895).

Det nordøstlige hjørne af Yrsavej-Rolfsvej er opført 1892. Det sydvestlige 1918. Det sydøstlige 1895, så det må vel være det hjørne der har været under opførelse. 

Kjøbenhavns Athlet-Klub blev stiftet i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer og Norman Bryn. Siden fulgte andre hurtigt med, bl.a. den ældste bestående klub Hermod i 1893 (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er landets sjetteældste eksisterende klub).

Athleten Carl Jensens Begravelse.

Athleten Carl Jensens Begravelse var fastsat til Kl. 2 i Gaar Eftermiddag, men allerede Kl. 1 var der mødt Tusinder, af hvilke de forreste Hundreder bogstavelig talt stormede det store Kapel, da Dørene aabnedes. Der var en forfærdelig Trængsel, og mange af den Afdødes Venner kom slet ikke med i Kapellet. Ved store Begravelser viser det sig overhovedet absolut nødvendigt at udstede Kort til de Deltagere, der i Følge Slægt- eller Bekendtskab er berettigede til at faa Plads.

Men denne Masse Mennesker var paa den anden Side et talende Vidnesbyrd om den Yndest, Athletklubbens Formand nød i vide Kredse. Særlig var der mødt mange Kvinder, af hvilket man tør drage den Slutning, at Styrkesporten øver stor Tiltrækning paa det smukke og svage Køn.

I det oplyste Kapel stod den guldsirede Kiste, fuldstændig dækket af Kranse og Palmegrens. Paa de røde og hvide Silkebaand læstes Givernes Navne. Der var alle de her i Byen værende Athletklubber, Fodsportforeningen, Københavns Roklub, flere udenlandske Klubber, fra den Afdødes Kolleger, fra Murerne paa Bygningen, hvor Jensen faldt ned, fra Beboerne i Ejendommen i Saksogade, i hvilken han boede, ja selv de forhenværende Medlemmer i en opløst Forening ved Navn "Gefion", som Carl Jensen var Medlem af i sin grønne Ungdom, havde husket deres stærke g godmodige Ven ved at sende en smuk Krans til hans Kiste. I alt var der sendt over 76 Kranse, Palme- og Lavrbærgrene til den danske Kæmpes Ligfærd.

Omkring Kisten stod Blikkenslagerfagets fire floromvundne Faner, hvis Flige sænkede sig ned mod Blomsternes Rigdom.

Den dejlige Salme "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" lød gennem Rummet, hvorefter Pastor Basse traadte frem og holdt en til Lejligheden fortrinlig afpasset Tale, af hvilken vi giver et sammentrængt Referat:

"Skabningen et underlagt Forkrænkelighed og gaar Opløsningen i Møde. Denne unge Mand ejede et Overmaal af Kraft, men Døden er den stærkeste af alle Magter. Han hørte til de Mennesker, der som faa andre var udrustet med Legemskraft, og man kaldte ham "Danmarks Kæmpe". De Unge samledes ved ham til Idræt, de vil savne ham søm en god Kammerat. Han misbrugte aldrig sine Kæmpekræfter og havde næppe en eneste Uven. Han var en trofast og paalidelig Mand. Det hedder, at Arbejdet adler Manden, og hans Kammerater giver ham det Vidnesbyrd, at var hans Arbejdsdag end kort, saa har han anvendt den godt. Om Morgenen gik han paa sit Arbejde, hvorfra han ikke mere vendte tilbage til sit lille, fattige men lykkelige Hjem, hvor nu 6 Børn er ladet faderløse tilbage. En gammel Moder og en Hustru, som har baaret Livets Byrde sammen med ham, følger ham til det sidste Hvilested. Nu maa de leve i Mindet om de lykkelige Timer, afbrudt af den bratte Død. Hvorfor kom den? Der falder ikke en Spurv til Jorden uden Guds Vilje, og heller ikke han er ældet uden at Gud har villet det. Der er bleven en Plads tom i hans Hjem, men de tomme Pladser taler til os om de kære Minder."

Præstens Tale rørte mange til Taarer.

Salmen "Lær mig o Skov at visne glad" blev afsunget, hvorefter Kisten blev baaret ud af Kapellet af Københavns Athlet-Klubs Medlemmer, medens Hr. Jørgen Lindahl sang et Farvel.

Og henover Kirkegaarden bevægede sig det store Tog til den fjærnt liggende Grav, omkring hvilken de Tusinder af Mennesker grupperede sig. Da Præsten havde kastet Jord paa, takkede Athletklubbens Sekretær, Hr. Norman Bryn, de Tilstedeværende fra Carl Jensens Familie og Athlet-Klubben, og bragte en Hilsen fra Sportsklubber i Danmark, Norge og Sverig, hvorefter han sluttede med en Tak til den Afdøde for godt Arbejde og Kammeratskab.

Det mægtige Følge spredtes nu langsomt, medens den sørgende Hustru med de 6 smaa Børn og den øvrige Familie gik deres stille Vandring fra Graven, om gæmmer det forgængelige af en god Fader, brav Kammerat og udmærket Sportsmand.

(Social-Demokraten 5. september 1895).

Carl Jensen var repræsentant for arbejdersportsmænds tilbøjelighed til styrke fremfor hurtighed som blev foretrukket af over- og middelklassens mænd især i storbyerne  på daværende tidspunkt. En del kropsarbejdere dyrkede kraftsportsgrene som f. eks. vægtløftning, brydning og boksning. "Københavns Athlet-Klub" blev i 1888 oprettet som den første kraftsportklub - for mænd. Blandt initiativtagerne var den socialdemokratiske agitator A. C. Meyer og den socialdemokratisk sportspioner journalisten Norman Bryn. For at blive medlem skulle man kunne svinge en 70 pundskugle op i strakt arm. 

Samme år 1895 som Carl Jensen døde, dannede en tredje arbejdersportspioner sprøjtefører P. L. Jacobsen "Arbejdernes Idræts Klub" som dyrkede f.eks. gymnastik, brydning, boksning og atletik. Også den tiltrak mest faglærte arbejdere, men også andre end hvor kropsstyrke var afgørende f.eks. snedkere, malere og skræddere. Man havde dog også græsk-romersk brydning og boksning. 

Omkring århundredeskiftet blev showbrydning en folkefornøjelse. Se indslaget om Magnus Bech Olsen. Interessen for det forsvandt efter 1905.