Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Hvad have vi at gjøre? (I). (Efterskrift til Politivennen)

Dette Spørgsmaal behøver ikke at begrundes. Det trænger sig paa baade udenfra og indenfra. Her er en Afgjørelse indtraadt, hist en Afgjørelse vel først ifærd med at indtræde, men dog allerede saa vidt bestemt i sine Hovedtræk, at disse kunne betragtes som givne. Begge Afgjørelser synes at maatte faae længere Tids Varighed; paa dem, paa de i dem liggende Fremtidsudsigter, beroer det altsaa, under hvilke Vilkaar det danske Folk fra nu af skal leve. Hvilke ere da disse Vilkaar? Og hvad skulle vi gjøre for at leve under dem, for at berede os og vore Efterkommere en uafhængig, hæderlig og lykkelig Folketilværelse?

Der gaaer gjennem Folket en Rørelse, som higer efter at finde Udtryk i Handling , en instinctmæssig Følelse af, at Eet er fornødent: Vaaben og Vaabendygtighed, at det danske Folk, for at bestaae, maa blive et Folk af Krigere, tilsøes og tillands. Det er, som om Folkesamvittigheden talte. Det samme Ord lyder fra de forskjelligste Sider, fra Enhver, - hvad Parti han ellers hører til - som føler, at Folkets Tilværelse og Ære er vigtigere , end den Enkeltes daglige Velvære. Taler denne Røst ogsaa Sandhed? Det er vel Umagen værdt at klare sig det. Thi, skal dens Bud følges, vil der kræves et tungt og langvarigt Arbejde store Anstrengelser , store Opoffrelser ei blot af Penge, men ogsaa af Tid og Magelighed; og der vil hæve sig andre Røster, som ville søge at dysse Samvittigheden i Dvale, og som ville finde Bistand hos den private Egennytte, hos den for ethvert Folk, men maaske især for det danske, naturlige Sky for mægtig anspændt, langvarig Møie. Den instinctmæssige Følelse maa blive til en fast begrundet, almindelig Overbevisning, til en kraftig Folkevillie, om den skal kunne modstaae alle Ladhedens, Letsindighedens, den lave Egennyttes Fristelser. Er det da sandt, at vi maae samle alle vore Kræfter for at blive væbnede og vaabenføre?

Vi troe, at Danmarks Stilling udadtil, hvordan man saa kan tænke sig den, vil kræve det som ufravigeligt Vilkaar for dets Bestaaen. Den vil blive forskjellig , eftersom den danske Befolkning i Slesvig bliver helt eller delvis holdt tilbage under tydsk Herredømme eller given tilbage til sig selv, d. v. s. til Danmark; men i begge Tilfælde vil et kraftigt Forsvarsvæsen være et Livsvilkaar. Den vil blive forskjellig, eftersom man tænker sig Danmark fremdeles staaende isoleret eller sammenknyttet med Sverig og Norge til en nordisk Forbundsstat; men i begge Tilfælde maae vi være rustede til Tænderne. Vi skulle betragte disse forskjellige Eventualiteter.

Det Sandsynligste er for Øjeblikket, at der vil finde en delvis Tilbagegiveise af Sønderjylland Sted, men at den ikke vil omfatte Als og Dybbøl, og at følgelig en stor Del Danske fremdeles ville blive det fremmede Herredømme underkastede. I saa Tilfælde maa det blive en Hovedopgave for enhver dansk Statsstyrelse, at søge at vinde det tilbage , som med Urette , d. v. s. mod Befolkningens Villie, er skilt fra Danmark.

Skal dette skee med det Onde, kunne vi kun tænke paa at naae Maalet, dersom der skulde komme et Øjeblik, da Preussen var angrebet fra alle Sider, ligesom Østerrig nys, og navnlig af Frankrig. Det er nu ikke let at see, hvorledes en saadan Situation skulde opstaae. Keiser Napoleon betragter aabenbart ikke Tydsklands Enhed som Noget, Frankrig bør frygte eller i alt Fald modsætte sig med Fare for en Krig. Men, forudsat at Tingene i Europa vendte sig saaledes, er det i alt Fald klart, at Danmark kun kunde vente at høste Gavn deraf, dersom det var saaledes rustet, at det baade kunde gjøre Preussen alvorlig Modstand, bevare dets Fjender et farligt Angrebspunkt og selv tage virksom Del i den Kamp, der skulde fravriste det Dybbøl og Als - med andre Ord, at vi have en forholdsvis stærk baade Sømagt og Landmagt.

Det er imidlertid ikke saa utænkeligt, som det i Hast kan synes, at Preussen, selv om det nu ikke tilfulde opfylder Nationalitetsideens Krav i Sønderjylland, dog engang kunde finde sin Regning derved, og derfor bevæges til at gjøre det godvillig.

Preussen er nemlig ved de sidste Aars og Maaneders Begivenheder kommen i en helt ny Stilling baade til det øvrige Europa og navnlig til Rusland. Bevidst eller ubevidst - snarest bevidst - har Bismarck brugt den hohenzollernske Rovlyst, det preussiske Junkerdømmes militair-despotiske Instinkter til at udføre en stor Del af, hvad Tiden netop kræver, af hvad der længe har sat Folkenes ædleste og bedste Kræfter i Røre, men som hidtil ikke har kunnet naaes ad Revolutionens Vel. Han har skadet Tidens Hovedides, Nationalitetsideen, en Række mere eller mindre fuldstændige Seire. Den vil have seiret væsenlig i Italien, i det Øjeblik da den trefarvede Folkefane vaier paa St. Marcuspladsen. Den har gjort et stort Fremskridt ved Østerrigs Udelukkelse af det tydske Forbund; thi derved er Udsigten aabnet for de ikke-tydske Folkeslag, som staae under Habsburgernes Scepter, til at blive frigjorte for det tydske Helstatstryk og komme til at føre hvert sit eget Liv i et frit Folkeforbund; derved er der ikke levnet Habsburgerne anden Udvei til at vinde den tabte Magt og Anseelse tilbage, end at stille sig i Spidsen for denne Bevægelse og søge de adskilte Dele af det rumænske og polske Folk og de slaviske Stammer i Tyrkiet knyttede til dette nye Forbund, som altsaa vil blive meget fjendlig stillet ligeoverfor Rusland. I Tydskland er vel den gamle politiske Enhed sprængt, og en Tvedeling træder i Stedet. Men den gamle Enhed, det 1815 skabte Fyrsteraad til Folkeundertrykkelse, var et Skin, var ingen Repræsentation af det tydske Folk udadtil, havde aldeles ingen Magt til at lade det veie i Europa, hvad det efter sin Størrelse og aandelige Kraft kunde veie. Den nye nordtydske Enhed bliver en virkelig Magt, idet Smaafyrsterne ryddes af Veien eller gjøres til en eneste styrende Villiee Tjenere, og til denne Magt maae og kunne de endnu særskilt bestaaende Dele af det tydske Folk tidlig eller sent knytte sig. Allerede herved har Ruslands Indflydelse i Europa lidt et grundigt Knæk; thi den beroede for en stor Del paa Adsplittelsen i Tydskland, og vi see derfor ogsaa Rusland nu bestræbe sig for ad diplomatisk Vei at bjerge Livet for disse ømaa Fyrstehuse, hvorigjennem det stod i Forbindelse med de fleste europæiske Hoffer. Fremdeles er Preussen nu mægtigt nok til at undvære Ruslands Støtte, og paa den anden Side , ved at forvandles fra et Fyrstegods, væsenlig sammenholdt ved civilt og militairt Mandarinvæsen , til et Folkerige, væsenlig sammenholdt ved en Folkefølelse, vil det faae en politisk Charakter , der snart eller sent vil stille det fjendligt imod det folkeundertrykkende og kun paa Folkeundertrykkelse byggede Czardømme. Bismarck har i Virkeligbeden, naar man seer nølere til, flyttet Europas Grændse fra Rhinen til Weichsel; thi hvor Rusland har Indflydelse , der er Asien. Det er muligt , at denne Følge af Preussens nye Stilling først kan indtræde efter en indre Revolution, fordi den nu herskende Samfundsklasse, Junkerne, føler sig knyttet til Czardømmet. Men det er ingenlunde usandsynligt, at Bruddet mellem det nye tydske Rige og Rusland kan indtræde, før man venter det, indtræde, uden at den preussiske Styrelse skifter Væsen og Charakter indadtil. Paa eet Punkt nemlig, og det et meget kildent Punkt, optræder Preussen allerede nu bestemt som Ruslands Medbeiler, nemlig til Herredømmet i Østersøen.

Lad os nu betragte Danmarks Stilling, naar en saadan Situation indtræder! Er dets Forsvarsvæsen til den Tid i daarlig Stand, er paa den anden Side Preussens Sømagt endnu ikke Ruslands voxen - og dette kan vare mange Aar endnu - saa vil Preussen blive ligefrem nødt til at bemægtige sig de danske Øer og Lande, for at Rusland ikke skal gjøre det, og derved sætte sig fast ved Indløbet til Østersøen, og det vilde da være forbi med Danmarks Tilværelse. Er Danmark derimod vaabenstærkt baade tilsøes og tillands, saa vil det paa den ene Side være farligt for Preussen at angribe det; thi, lykkedes ikke Angrebet strax og fuldstændigt, vilde der være bevaret Rusland et Tilholds- og Angrebspunkt, som kunde blive til stor Ulykke for Preussen, - og paa den anden Side vilde et Forbund med Danmark være til stor Nytte for Preussen, baade ved at fjerne Faren for en russisk Occupation ved Sundet og Belterne, og ved at yde den preussiske Sømagt en kraftig Bistand mod den russiske, maaskee stærk nok til at holde den russiske Stangen, om ikke overvælde den. Saa stor vilde denne Fordel være, at det da vel kunde tænkes, at Preussen for at opnaae den, godvillig tilbagegav de endnu undertrykte danske Slesvigere til sig selv, d. v. s. lod dem slutte sig til Danmark. Med andre Ord: heller ikke med det Gode kunne vi vente at faa det danske Slesvig tilbage, med mindre vi ere vel rustede; ere vi det ikke, vil ikke blot en saadan Tilbagevenden være umulig, men hele Danmarks Undergang bøist sandsynlig.

Vi have her med Villie forudsat, at Danmark bliver staaende ene. De, der ere imod Tanken om en nordisk Union, men som dog ville, at Danmark skal bestaae, maae indsee, at Væbning og Vaabendygtighed er Vilkaaret. Men ogsaa for Skandinaverne maa det Samme gjælde. Enten man tænker sig Nordens Enhed tilvejebragt med eller mod Preussens Villie, er det klart, at kun et stærkt, forsvarsdygtigt Norden kan slutte sig sammen. Ere de nordiske Folk svage, da ville de ikke kunne være til nogen Hjælp for Preussens Fjender i Tilfælde af en almindelig europæisk Krig mod Preussen, følgelig ikke kunne regne paa fremmed Bistand enten til at slutte sig sammen eller, naar de vare samlede, til at opretholde deres Tilværelse. Det sandsynlige Resultat vilde blive, at Preussen og Rusland enedes om at dele Herredømmet over Norden, og, naar de vare enige, hvo vilde da forhindre dem i at gjøre det? Tænker man sig Enheden tilvejebragt med Preussens Bistand, er det atter Vilkaaret, at de tre Folk have et stærkt og velordnet Forsvarsvæsen. Thi et svagt Norden kan kun være til Skade for Preussen, idet derved altid den Fare truer, at Rusland kan udvide sin Vælde ved Østersøen paa denne Magts Bekostning; dette vilde Preussen aldrig kunne taale; men da det ikke kunde befatte sig med at staae Vagt for Norden, maatte det, om der saa var sluttet aldrig saamange Allisncetractater, søge at møde Rusland saa langt inde i Norden, som mulig; det blev da sagtens tilsidst ved Sundet. Ere de nordiske Folk derimod vaabenstærke, vil Preussen have den største Fordel af disses Sammenslutning og, naar de ere forenede, af Unionens Hævdelse; thi medens en saadan Magt aldrig kunde blive saa stærk, at den kunde udestænge Preussen af Østersøen, vilde den derimod kunne blive en uvurderlig Hjælp til at udestænge Rusland fra dette Hav. Vi sige derfor til Skandinaverne baade her og i de andre to Lande: Gjør Alt, hvad I kunne for at nærme Folkene til hverandre, materielt og aandeligtl Gjør Alt, hvad I kunne for at klare Forestillingerne om en politisk Forbindelses Gavnlighed, for at gjøre Folkene fortrolige med dens nødvendigste Hovedvilkaarl Det kan Altsammen være godt; men troe ikke, at I have fremmet den nordiske Enhedssag et Hanefjed ved Alt dette, dersom I ikke tillige have kaldt en kraftig Krigeraand, en stærk og frugtbar Stræben efter at skaffe sig Vilkaarene for at kunne modstaae overmægtige Fjender, tillive hos alle Samfundsklasser!

Tænke vi os det andet, i Begyndelsen forudsatte Tilfælde, at Preussen alt nu godvillig giver hele det danske Slesvig tilbage, da kunde det synes nærliggende at tænke: Endelig have vi faaet vort Mellemværende med Tydskerne opgjort. Nu have vi ingen Fjender længer. Lad os nu slaae os til Ro og bruge alle vore Kræfter til vor indre Udvikling (og indre Kjævlerier?), og ikke spilde vore Penge paa Luxusartikler som Flaade, Fæstninger og Hær, som kun Stormagter kunne have Raad til at holde. Vi skulle ikke opholde os ved det Uværdige i en saadan Tankegang. Vi forlange ikke, at Folk skulle forkaste den alene paa Grund af den gamle Sandhed, at den, som gjør sig til Faar, ham rive Ulvene. Vi bede blot de Fredsæle om at betænke, hvordan ogsaa i dette Tilfælde et værgeløst Danmark, liggende ved Østersøens Indgang, vilde blive stillet i Tilfælde af et Brud mellem Preussen og Rusland , som Preussens nye Stilling næsten uundgaaelig snart eller sent maa lede til: Farerne ved at være urustede, Fordelene ved det Modsatte vilde, hvad enten man tænker sig Danmark staaende ene eller Nordens Riger forenede, være de samme, som vi ovenfor have paapeget. Kun vilde en Alliance med Preussen være langt lettere at slutte og langt naturligere, hvis Preussen havde gjort den Tanke Fyldest ligeoverfor Danmark og Norden, i Kraft af hvilken det har hævet sig til en virkelig europæisk Stormagt : Frændskabet mellem den nordiske og tydske Folkestamme, Fællesskabet i Gulturgrundlag, Fællesskabet i de høiere politiske Interesser, som europæiske Magter ligeoverfor det asiatiske Czarvælde, alt dette vilde kunne komme til sin Ret, og Danmark (eller Norden) kunde vente, i Forbund med Tydskland, som selvstændigt politisk Led af den germaniske Folkegruppe i Europa, at gaae en tryg og frugtbar Udvikling imøde. Men Vilkaaret er atter: Vaaben og Vaabendygtighed.

Vi have betragtet Sagens Betydning under Hensynet til Danmarks Stilling udadtil. Vi skulle i et følgende Numer søge at paavise , at den ikke er ringere, naar vi see hen til de indre Forhold.

(Fædrelandet 10. august 1866).

Artiklen efterfølges af et længere brev fra Haderslev om forventninger og Nordslesvig og Danmark. 

Trunken på Bremerholm. (Efterskrift til Politivennen)

Gjennem denne Port var der Indkjørsel fra Byen til Holmen, og den havde det ubehagelige Navn "De Uærliges Port", formodentlig fremkaldt derved, at de Forbrydere, som vare dømt til at arbeide i "Bremerholms Jern", førtes her igennem, ligesom også Stedet hvor Dødsstraffe fuldbyrdedes, var her indenfor. Disse Fanger vare rigtignok for største Delen Forbrydere, men Historien viser os ogsaa, at Bønderkarle, som ikke føiede sig efter Herremandens Villie, maatte trælle her et Aar. Natteopholdet var i en massiv hvælvet Bygning, der var forsynet med Jerndøre og Luger og førte Navnet "Trunken". Siden, da Forbryderne ikke mere idømtes "Bremerholms Jern", blev Trunken Opholdsted for de saakaldte "Skubkarregaster". De Menige i Søetaten, som under Tiltale ikke kunde udrede Sagens Omkostninger, havde solgt deres Mundering m. V., maatte lide Vandog Brøds Straf og desuden være lænkede til en Trillebør for med dette Redskab at udføre forskjelligt Arbeide.---Efter den Tid indtil vore Dage blev Trunken af Hovedmagasinet anvendt til Opbevaring af Beg og Tjære.

(Dags-Telegraphen, 4. marts 1866)