Pastor Sick fradømt Ret til at bære gejstlig Embedsdragt. (Efterskrift til Politivennen).

Den 29. juli 1919 forrettede pastor Sick en begravelse ved kirken i Ebeltoft for sygeplejerske frk. Lassen. I 1920 ansøgte han om stillingen som slotspræst i Hillerød.

Appel til Højesteret.

I "Æbeltoft Aftenblad" læses følgende: Ved den i Gaar afsagte Dom i min Sag frifandt Retten mig. hvad angaar Straffelovens 185 (Krænkelse af Blufærdighed), men fradømte mig i Henhold til Bestemmelsen i D. L. 2-11-1 (ang. Præsters særlige Levnedsforpligtelser) mit gejstlige Embede.

Da jeg absolut er uskyldig i det mig paasigtede Forhold, har jeg strax appelleret til Højesteret med den i Reteplejeloven anforte Ankegrund: urigtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt. Den over mig i Gaar afsagte Dom er saaledes suspenderet, indtil Højestere - antagelig i Løbet af nogle Maaneder - har sagt det sidste Ord i Sagen.

Paa min Hustrus og egne Vegne beder jeg dem. der i det forløbne Aar har tænkt paa os med Venlighed og Tillid, om at bevare denne ogsaa i den kommende sidste Ventetid, idet det er vor Haab til Gud, at Sandheden omsider maa faa Lov til at sejre.

Æbeltoft, den 28. Septbr. 1922

Geo. Jul. Sick.

(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten.

Det har været galt før.

I Anledning af, at Pastor Julius Sick ved Vestre Landsret er dømt til at have sit Embede forbrudt, skriver "Nationaltidende": At Pastor Sick, som i 1909 under særlige Forhold blev entlediget fra sit Embede som Præst i Nr. Felding, 10 Aar efter fandt Ansættelse i Ebeltoft, kunde og burde have været undgaaet. Det er den tidligere Kirkeminister, den radikale Pastor Povlsen, som i Forening med visse kirkelige Krese i København bærer Ansvaret derfor og dermed ogsaa for den Ydmygelse, der gennem den dømte Præst er blevet Folkekirken til Del. 

Der findes i Ebeltoft-Draaby-Handrup Pastorat tre Menighedsraad. Da disse hørte, at Pastor Sick var paa Tale til det ledige Kaldskapellan, hvortil der efter den gamle Menighedsraadslov ikke var Indstillingsret, henvendte de sig til Kirkeministeriet og frabad sig enstemmigt Pastor Sick, idet de udtalte, at de hellere saa Kapellaniet ubesat end besat med ham. Raadene havde det Uheld, at Protesten blev forsinket, dels ved Formandens nødvendige Bortrejse i nogle Dag, dels ved, at man ud fra en Udtalelse fra de ministerielle Kontorer havde ment at kunne regne med, at Menighedsmødet i Handrup, hvor Kapellanen har sin Virkekres, under de særlige Forhold med Pastor Sick vilde blive spurgt, før Afgørelsen faldt. Resultatet blev saa, at Kirkeminister Poulsen som Svar paa Menighedsraadenes Protest sendte Meddelelse om, at Pastor Sick var udnævnt.

Nogle Dage efter kom Hr. Povlsen til Ebeltoft og deltog i et Møde med Menighedsraadene. - Her anbefalede han varmt Pastor Sick, udtalte, at der var gjort ham skammelig uret, Og at han skulde have Oprejsning o. s. v., altsammen til Trods for, at Ministeren lige saa godt som præstestanden og Masser af andre Mennesker kendte de Forhold, under hvilke Pastor Sick i sin Tid havde maattet søge Afsked fra sit Embede i Nr Felding. 

Pastor Sicks Person og tidligere Forhold var af den Beskaffenhed, at ingen Menigheds i Danmark skulde kunne tænke sig ham paatvungen som Præst imod sit Ønske. Men Ebeltoft fik ham altsaa, skønt der efter hans Udnævnelse fra indflydelsesrig Side uden for Menigshedsraadene blev gjort endnu et Forsøg paa at hindre hans Komme. Minister Povlsen, hvis Minde som en af Folkekirkens Ulykkesfugle sent vil tabe sig, stod ogsaa i denne Sag fast paa sit.

(Aalborg Amtstidende, 5. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten, der blev dømt fra sit Embede.

Nu skal Højesteret sige det afgørende ord.

Den 1. September 1921 rejste Kaldskapellan i Æbeltoft Georg Sicks Hustru med deres lille Pige paa en Tur til Fyn. Natten efter bankede Præstefolkenes Husbestyrerinde, Frk. Emilie Tofte, en Familie, hun kendte, op og bad om Husly. Hun var i Natkjole og erklærede, at hun var flygtet fra Kapellanboligen paa Grund af Efterstræbelser fra Præstens Side.

Der blev strax sat en Undersøgelse i Gang fra de gejstlige Avtoriteters Side. Pastor Sick nægtede, at han havde efterstræbt deri unge Pige, og det endte med, at det den 28. Marts 1922 bestemtes, at Sagen skulde undersøges og paakendes ved borgerlig Ret. Provsterne Bentzen i Mørke og Algreen-Petersen i Aalsø beskikkedes til at deltage i Undersøgelsen, eventuelt Paakendelsen.

Undersøgelsen fandt Sted ved Retten i Æbeltoft, hvor Pastor Sick bl. a. den 8 Maj nedlagde Protest imod, at Frk. Tofte aflagde Ed paa sine Forklaringer. Protesten blev dog afvist ved Kendelse, som Sick derefter begærede indanket tor højere Ret.

Men da Dommeren erklærede, at han efter Omstændighederne ikke fandt Anledning til at lade Kæremaalet have opsættende Virkning, frafaldt Sick Kæremaalet, og Frk Tofte aflagde Ed

Den 9. Avgust 1922 rejstes der ved Vestre Landsret Tiltale mod Pastor Sick for Overtrædelse af Straffelovens 185 ("Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller givet offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde") samt af Danske Lov 2-11-1, jvfr. Reskript af 7. Oktober 1740.

Landsrettens Dom faldt den 27 September. Efter Frk. Toftes Optræden - saaledes som hun selv har forklaret den - fandtes der ikke Grund til at dømme tiltalte efter 185. Derimod fandtes han efter D. L. uværdig fil at beklæde Præsteembede, og han dømtes da til at .have sit Embede som Kaldskapellan for Æbeltoft og Draaby Menigheder samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt, samt til at betale Sagens Omkostninger.

Denne Dom paakærede tiltalte til Højesteret, fordi "jeg anser Spørgsmaalet om min Domfældelse som urigtig afgjort som Følge af fejlagtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt". Det offentlige paakærede derefter Dommen til Skade for tiltalte.

- For Højesteret nedlagde Statsadvokat Bohn Rasmussen i F. "Natt." i Gaar Paastand paa Dommens Skærpe se eller Stadfæstelse, medens Højesteretssagf. Esbern Trolle er Forsvarer.

Dommen.

Pastor Sick dømt til Embedsfortabelse.

(Privat.)

I Sagen mod Pastor Sick fra Æbeltoft har Højesteret i Dag afsagt Dom. Retten fandt, at Præstens Opførsel faldt daarlig i Samklang med hans gejstlige Værdighed, hvorfor han dømtes til Fortabelse af sit embede.

(Demokraten (Århus), 21. marts 1923).

Den fulde ordlyd af Højesteretsdommen onsdag den 21. marts 1923:

Onsdag den 21 Marts

R 389/1922. Rigsadvokaten

mod

Georg Julius Sick (Trolle),

der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 185 og D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Vestre Landsrets Dom af 27 September 1922: Tiltalte Georg Julius Sick bør have sit Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt. Saa udreder han og Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten, Overretssagfører Ejstrup, 200 Kr.

Højesterets Dom

Den i denne Sag af Vestre Landsret afsagte Dom er paaanket dels af Tiltalte, dels af det Offentlige.

I Henhold til de i Dommen anførte Grunde

kendes for Ret:

Landsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salær for Højesteret betaler Tiltalte Georg Julius Sick til Højesteretssagfører Trolle 200 Kroner.

______________

Den indankede Doms Præmisser er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Kaldskapellan Georg Julius Sick ifølge Anklageskrift af 9 August d A til at lide Straf for Overtrædelse af Straffelovens § 185 samt D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Tiltalen refererer sig til Følgende:

Torsdag Aften den 1 September 1921 var Tiltalte i sit Hjem i Ebeltoft alene med Frøken Emilie Tofte, der var Tiltaltes Husassistent, og beboede et særskilt Værelse i hans Bolig.

Under dette Samvær satte Tiltalte først i Dagligstuen senere i Spisestuen Frøken Tofte paa sit Skød, kyssede hende og befølte hende paa hendes Ben, hvorhos han to Gange opfordrede hende til at tilbringe Natten i Tiltaltes Soveværelse.

Frøken Tofte afviste dette og gik til Sengs i sit eget Værelse omkring Kl 12 Nat, men beholdt i ubestemt Uro over Tiltaltes Opførsel sit Undertøj paa i Sengen.

Kort efter kom Tiltalte ind i hendes Værelse, lagde sig først paa Knæ ved hendes Seng, krøb derefter op i denne og befølte hende paa Kroppen og mellem hendes Ben, hvorhos han udtalte: "Nu tager jeg Dem" og opfordrede hende til at »vise ham den Tillid at tage Undertøjet af.«

For at slippe bort lovede Frøken Tofte paa Skrømt at gøre dette, og da Tiltalte nu slap hende, stod hun ud af Sengen og flygtede ud af Huset, uden at lide yderligere Overlast.

Det bemærkes, at Frøken Tofte, der har haft Lejlighed til at aflægge Vidnesbyrd under Domsforhandlingen, herunder har ændret sin tidligere afgivne Forklaring derhen, at det først var, efter at hun og Tiltalte var kommet ind i Spisestuen, at Tiltalte befølte hende og da paa hendes Ben op til omtrent midt paa hendes blottede Laar, og at hun, der nu ikke vil kunne huske, hvad Tiltalte sagde til hende, da han efter hendes Forklaring befandt sig i hendes Værelse, endvidere har forklaret, at Tiltalte ved denne Lejlighed befølte hende rundt omkring paa Kroppen udenpaa hendes Undertøj, men at hun ikke erindrer, at han befølte hende mellem Benene.

Ved de af Frøken Tofte, Musiklærerinde Marie Fischer, Fru Mette Kristine Henriette Jensen, Vej assistent Hans Christian Michael Tofte og Fru Anna Bogason afgivne Forklaringer maa det uanset Tiltaltes Benægtelse anses tilstrækkelig godtgjort, at han med de Ændringer, som flyder af den af Frøken Tofte under Domsforhandlingen afgivne Forklaring, der bliver at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse, har gjort sig skyldig i de i Anklageskriftet beskrevne Handlinger, men idet Frøken Tofte ved sin Adfærd, derunder, at hun saavel i Dagligstuen som i Spisestuen uden Indsigelse fandt sig i Tiltaltes Behandling, der ikke var ganske kortvarig, findes at have givet Tiltalte Føje til at gaa ud fra, at hun ikke var uvillig til at taale hans Optræden, imod hvilken hun, skønt det maatte have været hende let at afværge den, heller ikke i hendes Værelse øvede nogen Modstand, vil han ikke herfor kunne anses med Straf efter Straffelovens § 185.

Derimod findes Tiltalte ved det af ham udviste Forhold at have tilsidesat Hensynet til sit Kalds Værdighed i en saadan Grad, at han i Henhold til D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740, er uværdig til at beklæde Præsteembede, og han vil derfor være at dømme til at have det ham betroede Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift forbrudt samt kendt uværdig til fremtidig at bære gejstlig Embedsdragt.

Tiltalte vil derhos have at udrede Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten 200 Kr.

En af Livets Tragedier.

Præsten, der blev fradømt Kjole og Krave.

Det var en trist Sag, Pastor Sick-Affæren, Højesteret forleden havde til behandling. Den unge Pastor Sick fik, efter al være kommen hjem fra Amerika med gode Anbefalinger, Embede i Nr. Felding Men her opstod efterhaanden Gnidninger med Menigheden. Præstens ægteskab var uheldigt, og han selv led af Tuberkulose og Lupus, hvorunder han forfaldt til Nydelse af Opium og Heroin. Menigheden henvendte sig til Biskop Koch, og det Iykkedes denne at skaffe Præsten Afsked med Pension 

Pastor Sick rejste til København, hvor han i flere Aar arbejdede i Menighedens Tjeneste. Han blev skilt og senere gift igen, og da det mentes at han var blevet helbredet legemligt og aandeligt, fik han Embede som Kaldskapellan i Ebeltoft. Her sker det imidlertid, at Præsten en Aften, hans Hustru er ude at rejse, forgriber sig paa Tjenestepigen.

Vestre Landsret fandt, at den unge havde haft nogen Skyld i at det var gaaet så galt, som det var, og Præsten blev derfor ikke dømt efter Straffeloven for forbrydelse mod Sædeligheden, men han fradømtes Ret ti! at have Præsteembede.

Højesteret stadfæstede altsaa Landsretsdommen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 26. marts 1923).

Den sørgelige Historie.

Pastor Sick, Kaldskapellan i Ebeltoft, der af Højesteret er dømt fra Kjole og Krave, var i 1901-09 Sognepræst i Nr. Felding, men maatte forlade dette Embede, om end med Pension, saa dog under saadanne Forhold, at han aldrig mere burde have været Præst. Ved frivilligt Arbejde i nogle Menigheder paa Østerbro - vi skal forskaane dem for nærmere Betegnelse - lykkedes det ham dog senere at faa nogle saa glimrende Anbefalinger derfra, at Kirkeminister Poulsen imod enstemmig Indsigelse fra Menighedsraadsmedlemmeme i Ebeltoft med Anneks og Filialkirke kunde gennemtvinge hans Ansættelse i Kaldskapellaniet. Og saa fik man hele Skandalen. Hvad der her er sket, vil forhaabentlig til flere Sider være en alvorlig Advarsel for Fremtiden.

(Nationaltidende, 31. marts 1923).

Det er bl.a. Sions Menighed der hentydes til i artiklen. 

I Hjørdis Varmer: En frygtelig ugerning står pastor Sicks dødsdato til at være 6. maj 1926. Dette stemmer imidlertid ikke med nedenstående notits:

Møde i Morgen

Den bekendte Pastor Sick fra Vestjylland, hvis Angreb paa Hykleriet i Indre Mission vakte saa stor Opsigt, kommer til København i Morgen efter Indbydelse af Socialdemokratisk Kvindeforening for at tale ved et stort Møde som Foreningen arrangerer i Kongens Klub, Østergade 15. Pastor Sick har givet sit Foredrag den fængslende Titel "Vi holder med Mo'r". Mødet begynder præcis Kl. 4

(Social-Demokraten, 21. december 1958).

I Danmarks Præstehistorie i Aarene 1885-1914 s. 179 under Nørre Felding og Tvis, står følgende:

24 Sept. 1901. Georg Julius Sick, f. 23 Okt. 71 i Ans, Grønbæk S., Søn af Læge Johs. Peter Henr. Joseph Reginald Louis S. og Ida Emilie Carol. Lanckow. Kom, da min Fader døde ved et Ulykkestilfælde 20 Juni 75, i Huset hos min Farfader Professor, Overlærer Ghr. Sick. Stud. Eftersl. Sk. 90; Gand. 16 Juni 96 h2 (1—h); fik 29 Okt. s. A. Tilladelse til at ord. for at blive Præst for en dansk evang. luther. Menighed i Racine Wisconsin i N. Amerika; ord. i Vor Frue K. 4 Nov.; blev 1 Marts 98 Præst for den danske Menighed i Watsonville (med Annekser Salinas og Ghualar) i det sydlige Kalifornien ved Stillehavskysten; vendte tilbage til Danmark 10 Maj 1901; entl. 14 Aug. 1909; har skr. Ak, vidste Du dog, 2. Opl., Aarh. 1908, Guds Fred og Goddag, Andagtsbog, 1912; — gift 1. G. 20 Nov. 96 i Varde m. Helga Cecilie Nielsen, f. der 24 Marts 76, Dt. af Kbmd. Hans N. og Julie Thomine Bastrup. Ægteskab oph. v. kgl. Bevill. 31 Jan. 1914; — gift 2. G. 22 Okt. 1914 i Kbh. Set. Matth. K. m. Julie Christine Hansen, f. 17 Juni 79 i Nyborg, Dt. af Fyrmester Hans Peter H. og Marie Madsen; — Faders Fætter Sgpr. Sick t. Kragelund-F.

— 26 Febr. 1910. A. C. Samson (19 Marts s. A. Tilladelse til at betragtes som ikke kaldet, se Langaa-T.-V. ord. Medhjælper).

Ved Østre Landsret den 8. oktober 1924 var der mundtlig domsforhandling bl.a. i en sag hvor fhv. pastor Georg Sick havde anlagt sag mod A/S Brdr. Nielsens Flytteforretning. Landsretten gav pastor Sick medhold og han fik en erstatning på 506 kr..

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Pastor Sicks Afsked. (Efterskrift til Politivennen).

 En kras Afskedsprædiken.

Efter ca. 10 Aars Virksomhed som Sognepræst for Nørre Felding og Tvis Menigheder tog Pastor G. I. Sick i Søndags Afsked med sine Sognebørn i de respektive Kirker. Da der i den sidste Tid har staaet en Del Kny om Pastor Sick's Navn. og da han havde sendt os speciel Meddelelse om. at han agtede at holde Afstedsprædiken i Søndags, antog vi, at han havde noget særligt paa Hjærte. som han ønskede at komme frem med ved denne Lejlighed, hvorfor vi tog ud til Tvis og overværede Formiddagsgudstjenesten der. Vi blev forsaavidt ikke skuffet, som Pastor Sick efter sin Prædiken holdt en Afstedstale, der sikkert nok - og heldigvis, savner Sidestykke i den danske Folkekirke, thi det vilde se sort ud for denne, hvis der ret mange Steder herskede lignende Forhold mellem Præst og Menighed, som dem man her af Præstens egen Mund, i selve Guds Hus fik Bekræftelse paa, har været tilstede i de omhandlede Sogne.

Gudstjenesten tog først sin Begyndelse en halv Time over den fastsatte Tid, og der var ikke mødt flere, end at Kirken var godt halvt fuld. I sin Prædiken talte Pastor Sick varmt og smukt om dette at tilegne sig det rette Billede af Vor Herre og Frelser, men desværre hæmmedes hans Forkyndelse af enkelte altfor barokke Udtalelser, hvilke man yderligere til Skade for Helhedsindtrykket ikke kunde opfatte anderledes, end at der herigennem toges et bestemt Sigte fra Præstens Side. Det gælder om, udtalte han, at et Menneske kan komme til at staa saa højt, at det kan danne sig det rette Billede af Frelseren. Denne var jo ikke Vestjyde, han kunde næppe have klaret sig i en Studehandel eller med Held deltaget i Snyderiet paa et Marked, men han kunde dø for Mennesker. I Opfattelsen af vor Frelser gør der sig et dybt Skel gældende: derfor er det af Betydning for hvilket Standpunkt man aandeligt talt ser paa ham. Boer du saa lavt nede, som den, der mener, at enhver er sig selv nærmest, da vil det være haabløst at raabe dig op fra Toppen. En bodfærdig Magdalene, en Røver paa Korset, dem kunde Frelseren raabe op, men hans røst ville næppe nå til den Storbonde, der levede sit Liv efter Principet. at enhver skal passe sit Snit. Den Jesus, man fra et saadant Standpunkt danner sig et Billede af, er jo billig tilfals, men det bliver maaske det dyreste tilslut. Der er ingen anden Vej til at se den forklarede Frelser, end den at vi stræber efter at komme højt op. Der gives Storbønder, som mener om sig selv, at de ere gudfrygtige, de beder Bordbøn og gaar til Missionsmøder og ser med Foragt paa Præsten, som de anser for ugudelig: men hvorledes handler den samme Storbonde mod sin ukonfirmerede Tjenestepige? hvorledes er det fat med den Moral, han pukker paa, naar Tjenestepigen i hans Gaard maa værges imod at blive taget med Vold? Den Jesus, der bærer over med saadant, det er ikke den rigtige Jesus. Hold din Liderlighed borte fra en ung uberørt Kvinde, ikke fordi der kan true Vand og Brødstraf, men fordi der uværgerligt vil komme en Jesus, som vil spørge, hvem det er, der har saaet den skidne Sæd i hendes Sjæl. Men som vi maa hæve os højt op for at saa det rette Billede af Frelseren, saaledes maa vi ogfaa ind i Lyset, at vi kan se ham omstraalet deraf. Der maa Lys i vore dunkle Hjærter, at alle Skyggebillederne kunne forsvinde, alle de selvretfærdige Hjærter, der mener, at er man indremissionsk eller grundtvigiansk, saa har man Lov at se ned paa alle andre, de Hjærter trænger til Lys, for de er de mest tillukkede. Enhver af os maa gribe i sin egen Barm og spørge: er mit Hjærte varmt for al den Sorg og Nød og Elendighed, som er i Verden; kan vi sige et ærligt Ja hertil, da kan vi begynde at se Jesus saadan som han er, og saadan som han skal staa for enhver eneste ærligt søgende menneskesjæl. 

Efter en Salme traadte Pastor Sick derefter ned i Kordøren og udtalte omtrent følgende: Naar jeg nu skal bringe jer mit Farvel, saa bliver det ikke med nogen Klage over, at vi skal skilles, ejheller præget af nogen særlig Inderlighed, men det vil blive et sandt Farvel, thi Gud være lovet, saa lever den Mand ikke, der har kunnet sige. at jeg fo'er med Løgn. Kan mit Farvel i Dag derfor ikke blive den kærlige Afskedshilsen, som jeg gerne havde villet, det skulde være, saa har jeg dog den Glæde i denne Stund at kunne bringe en hjærtelig Tak til alle dem, der troede paa mig. Til de andre, som kastede Skidt paa en hæderlig Mand. har jeg ingen Tak at bringe, men for mit eget Vedkommende vredes jeg ikke paa dem i denne Stund: derimod vil jeg aldrig glemme, ej kunne tilgive, at der er handlet ligesaa ilde mod en værgeløs Kvinde. Det Ord af Jesus: Dig ske som du troede, det gælder ogsaa i vore Dage, det er det store Led i Loven om, at hvad et Menneske saar, det skal han og høste. Men jeg har ikke behov at retfærdiggøre mig overfor Mennesker, der troede skident om mig, thi i den store Ulykke, som har ramt mig, der kender de Faktorer, som har Krav herpaa, min Sag til Bunds. Der er Mennesker. som ikke kan forstaa. hvad en Gentleman er, thi en Gentleman er en Mand, som hellere vil lade sig flaa levende end forraade en Kvinde. Saadanne Folks Dom ændser jeg ikke. Der kom en Mand til mig en Gang her fra min Menighed og sagde, at jeg var en rigtig Husmandspræst, og jeg svarede ham af et oprigtigt Hjærte: Ja. gid jeg var det. Men I har ingen Brug for en saadan Præst, I har ikke Brug for en Præst, som ikke vil gøre Forskel paa en Storbonde og en Husmand Naar en Storbonde bedriver Hor, lyver eller stjæler, saa skal der bæres over med ham. men er det en fattig Mand, saa frem i Lyset med ham. Naar en af de fine Piger her i Sognet har givet sig hen til sin Kæreste, og det bliver nødvendigt, at Brylluppet staar snarest muligt, saa er Præsten god nok og saa er den Sag klaret, men er Talen om en fattig Pige, saa søles hun til, selv om det, der kan siges hende paa, ikke en Gang er Tiendedelen af det, der kan ligge paa en Negl.

I har skidnet jeres Børn til med alt dette, I har fyldt deres Tanker med Snavs og I har været dumme nok til at tro, at I ogsaa kunde skidne mig til, men nu vil det ikke vare længe, før I faar Visheden for, at det er mislykkedes. Jeg har været glad over, at mine Konfirmander, de gamle og Husmandsfamilierne her ikke har troet noget Ondt om mig: Gang paa Gang har Breve givet mig Vidnesbyrd i saa Henseende. Naar en af Storbønderne afhængig Husmand er kommen til mig med Beklagelse over, at han ikke, af Frygt for at støde en saadan Storbonde, turde komme i Kirken for at høre mig, saa har jeg raadet mine Venner at blive borte, og derfor har jeg set saa faa om min Forkyndelse. Min bedste Minder her fra Tvis knytter sig til mine gamle Drenge og Piger fra Konfirmationstiden. I har været mig til Velsignelse, da alle de andre kastede Skidt paa mig. Præsten berørte der efter et Familieforhold og bragte endelig en Tak til dem, der havde været trofaste imod ham. Han sluttede saaledes : Denne Trofasthed lige til det sidste er det, jeg kan takke for, at jeg har holdt mig oppe under det altsammen; Gud lønne jet derfor og saa Farvel.

Under Præstens Tale sporedes der en Del Bevægelse blandt Tilhørerne, i hvis Kres der saas adskillige af Præstens Konfirmander, og flere af disse græd. Ude paa Kirkegaarden, der gemmer de triste Minder om Barnemordsdramaet, hilste Pastor Sick Farvel til tilstedeværende og trykkede flere af disse i Haanden, hvorefter den lille Tilhørerkres drog hver til sit. (Holstebro Av.)

(Herning Folkeblad - Vestjylland, 3. september 1909)

Pastor Sicks sidste Ord

i Nørre Felding Kirke.

Som tidligere omtalt var Pastor Sick Præst i N. Felding paa Heden sydøst for Holstebro. Han har taget sin Afsked. Kort forinden skrev han i "Ringk. Amts Social-Demokrat" en Artikel, der vakte megen Opsigt. Han erklærede i denne, at Mænd af Indre Mission holdt Vagt om Natten udenfor hans Sovekammer og udspionerede ham. Han tilbød at ville stille Stole ud til dem og haanede dem paa anden Maade.

I Søndags holdt han sin Afskedsprædiken. Derefter traadte han frem for Kordøren og holdt følgende Tale:

Til dem, der kaster Skidt paa en hæderlig Mand, har jeg ingen Tak. Jeg vredes dog ikke paa dem, men jeg vil aldrig kunne glemme eller tilgive, at der er handlet lige saa ilde mod en værgeløs Kvinde. Hvad et Menneske saar, skal han og høste, og det vil komme til at gælde dem, der troede skiddent om mig. Der er Mennesker, som ikke kan fatte, hvad en Gentleman er, thi han er en Mand, som hellere vil lade sig levende flaa, end forraade en Kvinde. Saadanne Folks Dom ændser jeg ikke. Min Sag kender de Faktorer til Bunds, som har Krav derpaa.

En Mand fra min Menighed sagde en Gang, at jeg var en rigtig Husmands-Præst, og jeg svarede: Gid jeg var det! Men I har ikke Brug for en saadan Præst, som ikke vil gøre Forskel paa en Storbonde og en Husmand. Thi naar en Storbonde bedriver Hor, lyver eller stjæler, saa skal der bæres over med ham. Men gælder det en fattig Mind, saa frem med ham offentlig! Naar en af de rige Piger her har givet sig hen til sin Kæreste, saa Brylluppet nødvendigvis skal staa snart, saa er Præsten god nok til at klare den Sag. Men er det en fattig Pige, saa søles hun til. I har skidnet eders Børn til med saadant. I har fyldt deres Tankeliv med Snavs.

I har været dumme nok til at tro, at I ogsaa kunde tilsøle mig; men om ikke længe vil I blive oplyst om det modsatte. Jeg har været glad over, at mine Konfirmander, de gamle og Husmandsfamilierne her ikke har troet noget ondt om mig. Naar en af Storbønderne afhængig Husmand har beklaget sig over, at han ikke af Frygt for at støde en sandan Storbonde har turdet komme i Kirke, har jeg raadet ham til al blive borte. Mine bedste Minder knytter sig til mine gamle Drenge og Piger fra Konfirmationstiden; de har i disse 10 Aar været mig til Velsignelse, medens alle de andre kastede Skidt paa mig. Tak til alle mine trofaste; de har holdt mig oppe under det altsammen. Gud lønne eder derfor. Og dermed Farvel.

Under denne Tale sporedes ikke ringe Bevægelse iblandt Tilhørerne, hvoraf flere græd. Det hedder sig, at man snart vil spørge nyt fra Pastor Sick, der altsaa ikke har ment at kunne holde ud at være i sit Embede paa Grund af de daglige Trakasserier. Han forbereder formentlig Udgivelsen af en Pjece, hvori der vil komme adskillige Ting frem om de, baade høje og lave, som har haft med hans Forhold at gøre.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 8. september 1909)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Pastor Sick: Tjenestepigesagen 1909. (Efterskrift til Politivennen)

 Pastor Sick.

Er han for hjertelig mod Tjenestepigen, eller er det ondsindet Sladder?

I Felding ved Holstebro har der været meget Vrøvl mellem den fra Tvis-Dramaet kendte frisindede Pastor Sick og særlig den Del af Menigheden, som tilhører Indre Mission og mod hvilken Retning Hr. S. sidste Aar skrev en Pjece.

Tid efter anden var der fremkommet forskellige Rygter om Pastor Sick, som var slaaet ned igen, men nu var der fremkommet særlig graverende Beskyldninger mod ham, som, hvis de viste sig at være rigtige, vilde bevirke, at Manden ikke kunde være Præst.

I Fredags Eftermiddags afholdtes et Møde i Felding Præstegaaard, hvor Menighedsraadene i Felding-Tvis og Biskop Koch, Ribe, var til Stede. Her blev de ny Rygter, der gaar ud paa, at Præsten stod i Forhold til en Tjenestepige, meget indgaaende behandlet. Mødet varede fra om Eftermiddagen til Kl 11 Aften. Angaaende disse Forhandlinger og Resultatet deraf er der udstedt følgende 

Erklæring:

Aar 1909, 2. Juli, holdt Nørre Felding og Tvis Menighedsraad Møde i Nørre-Felding Præstegaard med Biskop Koch. Til Forhandling var den til Biskoppen indsendte Skrivelse af 25. Juni 1909 med tilhørende 4 Bilag, hvori samtlige de valgte Medlemmer af begge Raad begærede nogle om Pastor Sick verserende Rygter oplyste og klarede.

De forskellige Punkter i den nævnte Skrivelse blev foreholdte Pastor Sick, der paa det mest afgjorte nægtede sig skyldig i noget af Punkterne og overhovedet i noget som helst, der med mindste Ret kunde udlægges som sædelig urent, hvorhos han erklærede "ikke i nogen Maade af Hensyn til andres eventuelle urene Tanker at ville forandre sin hidtidige hjertelige Maade at være paa overfor Mennesker af begge Køn."

Tre derom anmodede Personer var til Stede og svarede paa de til dem stillede, Sagen angaaende, Spørgsmaal.

Efter at Sagen var undersøgt, erklærede Menighedsraadene, at de om Pastor Sick verserende i den omtalte Skrivelse nævnte Rygter dels synes at være grundløse, dels i alt Fald ubeviste Under disse Omstændigheder finder Menighedsraadene det uforsvarligt ikke at faste Lid til Pastor Sicks egen Erklæring i Sagen. Og idet Raadene gør dette, udtaler de Ønsket om, at de for begge Parter, Menighed og Præst, sørgelige Følger af denne Sag titan formindskes saa vidt som muligt. Ingen Retssag maa anlægges, og ingen Avispolemik maa føres af nogen af Parterne angaaende denne Sag.

Nørre Felding og Tvis Menighedsraad, 2. Juli 1909

Geo. Jul Sick. A C Maigaard

Knud Spaabæk. Peder Pedersen.

Carl Uhre. Niels Clausen.

Jens Lauritsen Høvids.

Anders Hedegaard. Jens Mikkelsen,

Kristen Boutrup. Iver Iversen

SaaledeS passeret.

G. K o ch,

Bistop

- Nu planlægger Indre-Mission et nyt Felttog mod den frisindede Præst.

(Kolding Social-Demokrat. 8. juli 1909)

"Demokraten" tilføjede at det samtidig vedtoges at pastor Sick i løbet af et par år skal søge sin afsked som præst i Felding.

Kraftig Salut.

I anledning af nogle nærgaaende Beskyldninger, som for nogen tid siden rettedes mod Pastor Sick, Nørre Felding ved Holstebro, var der stærkt Røre i Sognet. Det hele ordnedes dog ved Biskoppens Mellemkomst, hvorefter man ventede rolige Forhold, men at dette saa langt fra er Tilfældet, fremgaar af nedenstaaende kraftige Salve, som Pastoren affyrer i "Ringk. A. Soc. Dem.":

Missionsmand og Liderlighedsmænd.

De tre "hellige" Guds Børn, som efter den derom trufne hemmelige Aftale skiftevis staar paa Lur om Natten udenfor de mandlige og kvindelige Beboeres Sovekammervinduer i Nørre Felding Præstegaard, opfordres herved til - for ikke at blive overanstrengte af denne Natmandstjeneste - at benytte de Stole, som vi fra Dags Dato at regne hver Aften skal huske at sætte ud til dem. Men jeg maa ærbødigst bede om Undskyldning for, at jeg desværre ikke kan byde d'Hrr.s beundringsværdige Nidkærhed i Liderlighedens Tjeneste Resultater, der blot nogenlunde kan svare til Ledigheden af deres Uterligheds Haab. Jeg er flov over at maatte sige det, men for ikke at nære Forhaabninger, der dog aldrig kan blive andet end fromme Ønsker, vil jeg helst rentud bekende: Der er ikke noget at komme efter, endsige da kigge efter; jeg for min Part er en gruelig Grimrian, naar jeg er paaklædt. og i Natskjorte - kære, saa er jeg reverenter talt en Sjældenhed.

Men for at paaskønne de tre Missionærers Gemenhed vil vi hver Nat Kl. 12 traktere dem med Kaffe og Søsterkage samt skiftevis hveranden Nat yde gratis Udlaan af Fotografiapparat og en Aargang af "Indre Missions Tidende"; husk paa, Natten er lang nu. Derimod den standsmæssige Dragt Prygl, som jeg indrømmer, at d Hrc.s hellige Horetanker giver dem et berettiget Krav paa, nænner jeg rentud sagt ikke at eksekvere. Jeg mener selvfølgelig af Hensyn til min pæne Pisk - den vilde jo blive saa modbydelig skiden.

Nørre Felding Præstegaard, den 1. August 1909.

Geo. Jul. Sock.

P. S. I tilfælde af Regnvejr bedes man banke paa Ruden for at blive lukket ind, men det kan ikke nytte at spekulere i Sølvtøjet - det er kun Plet.

S.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 12. august 1909).

Pastor Sick afskediget.

En officiel Meddelelse fortæller, at den kendte Pastor Sick i Tvis (i Vestjylland) har ansøgt om Afsked og faaet denne bevilget.

Pastor Sick var en af de faa humant tænkende og virkelig varmtfølende Præster i Folkekirken, og vore Læsere vil endnu erindre hans kraftige og uforfærdede Optræden under Hebron-Affæren, hvor han skarpt angreb Fru Bransholm og det Opdragelsessystem, hun drev.

Naturligvis var hans hele frisindede Færd en Torn i Øjet paa Indremissionen, og man brugte fra denne Side de mest smudsige Midler for at komme ham til Livs. Det er kun nogle faa Dage siden, vi gengav en Artikel, han havde skrevet i "Ringkøbing Social- Demokrat", og hvori han viste, hvorledes de indremissionske Luskepetere end ikke veg tilbage for om Natten at stille sig op udenfor Præstegaardens Vinduer og kigge ind. At en saadan Tilstand i Længden har været utaalelig, er forstaaeligt, og Pastor Sick har derfor nu sagt Præstestanden Farvel.

Stadig bekræfter det sig: Hver Gang en Præst nærer frisindede og humane Synsmaader, maa han herut!

De moderne Kristendomsforkyndere har ikke brug for Humanitet.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 20. august 1909)

Den 19. marts 1910 fik han tilladelse til at virke som medhjælper ved Langaa. Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Pastor Sick og Skræder Dyrmose. (Efterskrift til Politivennen).

 En haard Anklage

For nogle Dage siden døde en Skræder Dyrmose i Tvis ved Holstebro, men forinden han døde, havde han ønsket at nyde Alterens Sakramente, hvilket Ønske Pastor Willer fra Aulum dog nægtede at efterkomme, idet han derhos lod den Syge forstaa, at denne ikke kom i Himlen.

I Fredags blev Dyrmose saa begravet, og Pastor Sick fra Tvis holdt ved Graven en Tale, hvori han paa det stærkeste misbilligede sin Embedsbroders Optræden. "Paa Kirkens Vegne gjør jeg", sagde han, "Afbigt for den Synd, som i vor Jesu Navn er blevet begaaet mod den Mand, der ligger her og mod hans efterlevende Slægt. Jeg tør gjøre det, saavidt som jeg troer, at Himmeriges Port er aaben for hver den, som angrer."

Jgaar har Pastor Sick endvidere udsendt et aabent Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, og dette indledes saaledes :

"En Mand i Tvis laa paa sit Dødsleje; for sallig til selv at holde Befordring bad han en Nabo, der hævder sig at være en hellig Mand af "Indre Mission"s Kreds, om at gjøre ham den Tjeneste at hente mig. Naboen vidste, at den Syge havde Tillid til mig. Ved bevidst Løgn, vitterlig og vidnesafl, bibringer Naboen den dødssyge Mand den Sorg at faa ham til at tro, at han havde talt med mig, men at jeg havde næget at komme osv.

Han havde end ikke seet mig, endsige talt med mig, men han opnaaede det ved dels at fremstille mig for den Døende og Familien som en ond Mand, dels at maatte hente Sogneprræst for Aulum-Hodsager, Willer, der jo ligeledes hører til "Indre-Mission". Da denne kom, var det aabenbart, at den Syge vilde dø, inden et Døgn var omme; men han var ved fuld Bevidsthed, og i dyb alvorlig Erkjendelse af sig selv. Han bad Pastor Miller meddele ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Han erkjendte med Sorg, at han var en syndig Mand, som ofte havde bedrøvet Gud, men han vilde saa inderlig gjerne bede Gud om Tilgivelse, og fornyes og bekræftes i Herrens Naade ved Sakramentets Modtagelse, for saa at dø som en troende Kristen, der gaaer hjem til sin Fader i Himmelen. - Det var uimodsigeligt klart, at der i hans Hjerte ikke var noget som helst i Retning af falsk Trøst, men en ærlig Udmyghed og en sand Anger over for Gud; og dette passer ganske med mit eget personlige Kjendskab til Manden, og med deres Kjendskab, som stod ham nær. - Pastor Willer afslog at give dem Nadveren, og Begrundelsen var denne: Den Anger slog ikte til, han var vantro, »omvendt og ikke værdig at modtage Nadveren, og de to mødtes ikke mere, fordi nemlig Willer gik til Himmelen, den Døende derimod til Helvede. - Dermed kjørte Pastor Willer hjem; den Syge døde i hjerteskjærende Fortvivlelse, og Enkens Tiistand er meget alvorlig."

Præsten slutter med at stille følgende Spørgsmaal til Stiftsprovsten: "Kan en kristen Præst vrage en Døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den Døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud? Kan en "hellig" Mand, en "Missionsmand", med Løgn forstyrre en Døendes sidste Timer, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den Døende ønsker tilkaldt, kan han med Løgn holde ham borte fra den Døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg? Kan han gjøre det netop som "Missionsmand" over for Folk uden for Indre-Mission? Kan han det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

Ja eller Nej?"

(Thisted Amtsavis, 14. oktober 1908)

Fra Tvis.

Undertegnede Boelsmand Rasmus Eriksen af Tvis meddeler herved, at jeg Fredag den 2. Oktober om Morgenen Kl. 7½ kørte med min Befordring til N. Felding Præstegaard for at bede Pastor Sick om at tage med mig til min Nabo. Karl Dyremose, som var meget syg. Dagen forud havde jeg selv tilbudt Karl Dyremose at hente Præsten.

Jeg kørte saa hurtig som mulig til N. Felding Præstegaard. Da jeg holdt for Døren, kom Fru Sick ud til Vognen. Jeg bad hende om at sige til Pastor Sick, om han ikke nok straks vilde tage med mig til Tvis til min syge Nabo. Lidt efter kom Fruen ud igen og sagde til mig, at hendes Mand ikke kunde følge med mig nu, da han skulde læse med Konfirmander; han kunde ikke, for han var færdig med at læse med dem. Jeg svarede, at dette var meget kedeligt, da Manden var saa syg. Fruen foreslog mig da at tage ind til Holstebro, hvor der, som hun sagde, jo er flere Præster, og hun vidste ikke, om de havde Konfirmander den Dag.

Jeg kørte da til Holstebro, hvor jeg traf Pastor Bülow paa Kirkepladsen; men da han netop var paa Vej til sine Konfirmander og havde mange, som ventede paa ham, sagde han til mig, at han meget daarlig kunde tage med mig, før han havde læst med dem, især da det var sidste Gang inden Konfirmationen. Jeg spurgte, om der ikke var andre Præster ved Kirken, og da jeg hørte, at der nok var en Kapellan, men at han ogsaa havde Konfirmander nu, og Pastor Bülow ikke var helt vis paa, om Valgmenighedspræsten ikke ogsaa havde Konfirmander til samme Tid saa bestemte jeg mig til at køre tilbage til Tvis. Jeg havde da kørt ca. 3½ Mil forgæves.

Jeg holdt for hos den syge og bragte Besked og sagde til Konen, som kom ud til Vognen, om de ikke syntes, at der nu skulde sendes Bud til Pastor Willer i Aulum.

Derefter kørte jeg til mit Hjem. Lidt efter saa jeg, at der gik et Bud fra den syges Hjem til Næstnaboen Jens Laursen, og snart efter kørte han saa efter Pastor Willer i Aulum, hvem han straks fik med sig.

Omtrent samtidig med, at Aulum-præsten kom til Tvis, kom der med en Konfirmand Bud fra Pastor Sick, at nu kunde man hente ham.

Den syge og senere afdøde unge Mands Fader Søren Dyremose, takkede mig venligt for min Kørsel.

Rasmus Eriksen.

(Holstebro Dagblad, 21. oktober 1908)

Præsterne Sick og Willer.

Vi meddelte nylig Pastor Sick's aabne Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, der er Formand for Indre Mission i Danmark.

"Hern. Avis" har i Anledning af dette Brev spurgt Pastor Willer i Aulum, der var den af Pastor Sick anklagede, og Pastor Willer har da udtalt følgende:

- Jeg blev ganske rigtig for nylig hentet til en syg Mand i Tvis, og, skjønt det jo ikke hører til mit Pastorat, tog jeg beredvillig med, men jeg ytrede ganske vist fra første Færd min Betænkelighed ved at tage ham til Alters, da jeg jo i Følge Kirkeretten ikke havde Lov til det - og jeg har - navnlig i den sidste Tid, været af den Opfattelse, at hvis man kom inden for Pastor Sicks Rækkevidde, stod man sig bedst ved at have Loven paa fin Side. Nu ser jeg imidlertid, at man heller ikke da kan vide sig sikker. I øvrigt sagde jeg til den syge, efter at have talt med ham, at hvis han endelig vilde, saa vilde jeg ikke nægte at meddele ham Nadveren, men jeg vilde helst være fri, fordi jeg strængt taget ikke havde Lov dertil, og efter som jeg forstod hans aandelige Tilstand, var det ikke det, han trængte til paa dette Tidspunkt, og endelig ventede de hvert Øjeblik Sygevognen fra Holstebro, hvor han skulde indlægges paa Sygehuset, og hvis han saa ønskede det, var det jo i sin Orden, at en af Byens Præster tog ham til Alters der.

"At den syge vilde dø, inden et Døgn var omme", som Pastor Sick skriver, derom vidste jeg intet. - Paa mit SpørgSmaal, hvad Lægen - som nylig havde været der - havde sagt, svarede man, at han havde sagt, han skulde paa Sygehuset, og saa mente han nok, de fik Bugt med Sygdommen.

Havde Lægen havt lige saa klart et Blik for Mandens Endeligt som - forunderligt nok - Pastor Sick, der ikke en Gang saa den syge, saa havde han dog vist ikke ordineret, at den syge skulde kjøres ca. I1/, Mil paa Sygevogn og saa indlægges paa Sygehus.

Hvad den syge og jeg ellers talte om angaaende hans aandelige Tilstand, hører formentlig ikke Aviserne til, men der faldt, saa vidt jeg forstod, ikke et uvenligt eller ukjærligt Ord fra nogen af Siderne. Og den drastiske Afskedsscene mellem den syge og mig, som Pastor Sick skildrer, er mig ganske ubekjendt."

Det er den samme Pastor Sick, der paa "Forlaget af 1807" i Aarhus har udgivet Pjecen "Ak, vidste du dog", i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Missions Virksomhed. Han beskylder den bl. a. for at være "den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk og af et virkeligt Humanitetsarbejde til bedste for fattige, hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede".

(Bornholms Tidende, 21. oktober 1908).

Bernhard Willer (1857-1927) havde bl. a. været sognepræst på Endelave 1890-1900, hvor han stod for en markant og fordømmende indremissionsk kirke. Her havde han bl.a. forbudt grundtvigianske præster at udføre kirkelige handlinger i sognekirken. Trods talrige klager nægtede biskop Clausen (Aarhus) at gribe ind, hvorefter 70 af øens 130 husfædre i foråret 1899 valgte at løse sognebånd til pastor Frederik Melbye. Efter dette blev Bernhard Willer 1900 sognepræst i Aulum. 

Pastor Sick-Affæren.

Provst Zeuthens svar.

Provst Zeuthen har nu besvaret de af Præsten Sick til ham stillede Spørgsmaal. Provsten skriver:

De (Pastor Sick) retter deri tre Spørgsmaal til mig:

For det første: Kan en kristen Præst vrage en døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud?

- Da jeg ikke ved, hvad De forstaar ved Forsoningens Ord, kan jeg ikke tjene Dem i at svare enten Ja eller Nej, men skal udtale følgende, hvoraf min Mening vil forstaas: En sand Omvendelse er aldrig for sildig, men en sildig Omvendelse er ikke altid sand.

For det andet spørger De: Kan en hellig" Mand, en "Missions-mand", med Løgn forstyrre en døendes sidste Time, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den døende ønsker tilkaldt, kan kan han med Løgn holde ham borte fra den døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg?

- Nej, hvis han bærer sig saaledes ad, er han ikke en hellig Mand.

For det tredie spørger De: Kan han gøre det netop som "Missions-mand" overfor Folk udenfor Indre Mission? Kan han gøre det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?

- Nej, men jeg er ogsaa overbevist om, at Pastor Willer, hvem jeg kender som en i høj Grad alvorlig og nidkær Præst, aldrig har baaret sig saaledes ad.

(Viborg Stifts Folkeblad. 22. oktober 1908)

Stiftsprovst Zeuthen (1837) havde deltaget som underkorporal i krigen 1894 og blev stiftsprovst i Viborg. Kon 1895 til Fredericia. Tilhørte Indre Mission, og medlem af bestyrelsen for Kirkelig forening for Indre MIssion. 

Tvis-Sagen.

I "Rink. A. Soc Dem" har Pastor Sick, Felding-Tvis. offentliggjort flg.:

Da Stiftsprovst Zeuthen ikke har villet imødetomme mit Ønske om at undersøge Sagen, skal jeg tillade mig at meddele følgende Oplysninger :

I. R Eriksen kom Kl 8½. Jeg var i Øjeblikket ikke til Stede. Da det var umuligt at lade Konfirmanderne gaa hjem den sidste Dag før Konfirmationen og ligeledes lade dem vente, til jeg havde været hos den Syge - 4 Timer - fordi Forældrene saa vilde være bleven meget ængstelige, bad min Hustru Manden spænde fra. Hun vidste, at jeg med hendes Hjælp kunde afkorte Konfirmandforberedelsen og lovede derfor bestemt, at Kl. 10 a 10½ Formiddag skulde han kunne faa mig med, hun bad ham indtrængende om at vælge denne Udvej, men da han afslog det, raadede hun ham til at tage til den Holstebropræst, som ikke skulde have Konfirmander for sidste Gang den Formiddag.

Dersom R. E. havde bragt den syge denne Besked: "Pastor Sick vilde meget gærne komme. men var forhindret indtil Kl. 10 a 10½, men til den Tid bad han mig meget indtrængende om at vente, for at han kunde komme derover" - saa vilde det hele have været i bedste Orden. Men Enken, Faderen og dennes Hustru har meddelt mig. at han gav en stik modsat Besked, nemlig denne, at jeg havde overhovedet rent ud nægtet at komme over til den Syge, ja, jeg havde endogsaa skældt saadan ud, men saa havde han (R. E.) skældt mig ud igen og saa havde jeg rigtignok ikke kunnet staa mig, men havde tilsidst smækket Døren i for ham osv.

Og jeg havde ikke saa meget som set Manden, endsige talt med ham.

Den syge og hans Familie kunde ikke faa denne Beretning til at passe sammen med deres Kendskab til mig, men paa den anden Side vidste de ikke ret, hvad de skulde tro, thi at nogen kunde nænne at fabrikere saadan en Beretning, kunde de heller ikke paa Forhaand tænke sig, og de var meget bedrøvede derover.

Er det ikke at forbitre den døendes sidste Time? Er det ikke at holde mig borte fra hans Dødsleje og fra Enkens første Sorg?

Af af Pastor Bülows Oplysninger fremgaar, at R. E. særdeles vel havde faaet det Svar, min Hustru gav ham. Er det saa ikke bevidst og vitterligt?

II. Saa er der Pastor Willers Adfærd overfor den døende og Hustruen.

Den Maade, hvorpaa W. skriver, at han maatte passe paa overfor mig ikke at gaa udover sin strengeste Ret, er en rigtig styg Insinuation. Jeg har aldrig givet W. Grund til den Frygt - tværtimod jeg har i disse syv Aar her i Felding-Tvis systemastisk stræbt efter at undgaa endog blot Skin af at vilde stænge ude eller reservere mig selv Eneret. Jeg har atter og atter beredvilligt lukkede op baade for Præster og for Missionærer af alle tre Retninger. Ingensinde har jeg villet monopolisere, hverken ved Møder og Gudstjenester eller ved Nadver, Daab, Bryllup og Begravelse. Jeg tror nok, jeg tør sige at have vist en saa grundig Liberalitet i den Henseende, at dette med Frygt far mig maa W. helst lade ligge.

Dernæst benægter W. min Paastand om det øjensynlige i, at Døden var ganske nær. Overlæge Delhlefsen har meddelt mig, at han nogle faa Timer senere saa Patienten, da "var han døende, ja, saa  godt som død".

Om det ved Dødslejet passerede har den afdødes Fader, Enke osv. meddelt mig ganske ensartede Beretninger, hvis Indhold gaar ud paa følgende: Pastor W. var saa mørk og saa haard. Den syge bad ham saa mindeligt, om han vilde give ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Men W. nægtede det med den begrundigelse. at han var ikke værdig. Den syge bad otter og atter derom, men forgæves. Han var vantro, uomvendt osv. Den syge mente ingenlunde om sig selv, at han var god nok, tværtimod; ham erkendte sig som en syndig Mand, der saa gerne vilde bede Gud om Forladelse og overgive sig til hans Naade og saa dø i Troen paa hans frelsende Kærlighed. Men W. hævdede, at dette med hans Anger og Tro, det slog alligevel ikke til. Han var det samme vantro Menneske alligevel og derfor ikke værdig til at modtage Sakramentet, og de to mødtes ikke efter Døden, fordi nemlig den syge gik fortabt til Helvede, medens W. gik til Himlen.

Personlig har jeg jo ikke overværet Samtalen, og for at give W. al mulig retskaffen Hensynsfuldhed skal jeg bede enhver, der vil danne sig en uafhængig Mening om Sagen, om ogsaa at tage dette med i Betragtning, at alle menneskelige Beretninger er ufuldkomne; trods al Sandhedskærlighedkan der - be paagældenbe uafvidende - være Enkeltheder, som er bleven misforstaaede eller har syntes dem skarpere, end W. maaske har ment dem. Men derfor er det ikke paa disse isolerede Enkeltheder, men paa Totalindtrykket, al man skal lægge Vægt.

Og det som bliver afgørende ved Sagens Vurdering, er Realiteterne. Kendsgerningerne, fordi der er ingen Mulighed for Misforstaaelse.

En Kendsgerning er det, at hvor inderligt end den syge bad derom, saa gav W. ham ikke Sakramentet. En Kendsgerning er det, at i den følgende Tid, indtil han blev stille, laa den døende i hjærteskærende Sorg, kaldte atter og atter ad mig, længtes inderlig efter, at jeg skulde være der og give ham Sakramentet og tale til ham om vor Herre Jesus.

En Kendsgerning er det, at faa Timer senere (altsaa paa et Tidspunkt. da hun ikke havde talt med og følgelig heller ikke kunde være paavirket af hverken mig eller andre) nærede man paa Sygehuset alvorlig Bekymring for den syges Hustru; hendes mentale Ligevægt var højst tvivlsom, og Aarsagen hertil øjensynligt Episoden med Nadvernægtelsen o. s. v. som hun fortalte om der.

En Kendsgerning er det, at da jeg den næstfølgende Dag blev hentet til hende, var hendes arme Hjerte bristefærdigt af Angst og Fortvivlelse, og alle hendes Ord gik ud paa det ene og samme SpørgSmaal, om Pastor Willer havde sagt sandt i, at Hendes Mand var ikke værdig til at faa Sakramentet, og var fortabt i Helvede o. s. v., - naar han dog saa inderlig gerne vride høre vor Herre til.

Eet er Realiteter, som man ikke kan komme uden om, - selv om man ikke har overværet Samtalen mellem W. og den syge.

Og paa Grundlag af disse Realiteter mener jeg mig, ihvor syndig og skrøbelig jeg end er, dog berettiger til, uden Personsanseelse og uden Personsuvilje, at spørge med brændende Harme og med inderlig Sorg i min Sjæl: "Kan I virkelig mene, at dette er af Herren Jesus, - han som fortalte Lignelsen om den fortabte og genfundne Søn?"

Felding-Tvis, den 22. oktober 1908

Geo. Jul. Sick.

(Herning Avis, 31. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Pastor Sick angriber Indre Mission. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Sick

Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.

Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning

Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.

Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.

Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.

Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.

Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.

Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.

Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !

Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?

Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?

De grinende Pinstrup bønder.

De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.

Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.

Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.

I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.

Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.

Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?

At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).

En Præst angriber Indre Misston.

Ak, vidste Du dog . . .

Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.

Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.

Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.

I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...

Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:

Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.

Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".

Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.

Forfatteren anfører derefter følgende:

"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".

Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:

"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".

Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.

Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:

Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.

Og længere nede:

Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"

En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.

Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.

Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.

Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"

"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.

Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!

Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!

Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!

Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!

Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?

En, som passer sig selv!

En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!

En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?

En, som passer sig selv!"

Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.

Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Skinhelligheden afsløret af en Præst. (Efterskrift til Politivennen).

Hvad Pastor Sick siger om de Helliges Slyngelstreger, Fattiggaardene og Børnefordærverne 

Hovedansvaret for den Børnefordærvelse, der er almindelig her Landet, maa efter Pastor Sicks Udtalelse paa et Møde i Rømersgade lægges paa den Skinhellighed, der er gaaet i en forunderlig stor Del af Landets Befolkning.

For nogle Aar siden kom der en Mand ind i Præstens Studereværelse. Manden var døddrukken, men vilde dog forklare Præsten, hvorledes han skulde prædike. Imedens han talte indtrængende til Præsten, forrettede han sin Nødtørft paa Gulvet. Denne Mand var en af de mest hellige i Tvis, han hørte til de syndefri. og der er megen Syndefrihed paa den Egn. Provsten hører ogsaa til dem. 

En anden hellig Mand i Tvis, der ogsaa drak som en Svamp, skød i en Rus sin Kone og sit Barn; men straffet blev han ikke, thi man bruger ikke al straffe en hellig Mand i Tvis for den Slags Ting. Derimod stjal en fattig Mand 1 Kr. 56 Øre af Kirkebøssen, og han fik fik Vand og Brød, thi Loven skal jo ske Fyldest.

Maries Saga er ogsaa karakteristisk for Forholdene i denne skinhellige Egn. Marie var en ung Pige, der var i Pleje. Hun fik sin Mad og sine Klø i ligelige Portioner hver Dag; men en Smule Kærlighed fik hun aldrig, thi man regnede hende ikke for andet end for et Dyr, der maatte gøre Nytte kor Føden. Saa en Dag gik hun hen og druknede sig i Aaen, men det gjorde ikke det fjærneste Indtryk paa Folkene. Hun var en trodsig Tøs, var alt, hvad de sagde til den Ting. Myndighederne trak Vaad efter hendes Lig, men paa en saadan Maade, at der efter 14 Dages Forløb endnu intet Lig var fundet. Saa indstilledes Eftersøgningen. Et Par fattige Arbejdere, der havde Hjærte for den unge Piges Skæbne, genoptog Eftersøgningen for egen Regning, og i Løbet af en halv Dag havde de faaet Liget i deres Vaad. Nu viste det fig, at Liget havde en rød Stribe omkring Halsen, som kunde tyde paa en anden Død end Drukning. Maaske forelaa her en Forbrydelse! Men Myndighederne fandt ingen Anledning til at sætte en Undersøgelse i Gang. Den trodsige Maries Død var Egnen ganske ligegyldig.

Den bærende Betragtning herhjemme er den, at de fattige Børn er noget Djævelskab. Derfor ofrer man ikke meget paa dem, og derfor pisker man dem og spærrer dem inde i mørk Arrest i Børnehjemmene. Det er Midler, som ikke opdrager et Barn, men dresserer det. Ved saadanne Midler kan man dressere et Barn til noget saa uappetitligt som at kysse Fru Bransbolm.

Pastor Sick siger om Fru Bransholm, at han hellere vilde se sine Børn i deres Grav end have dem i den Kvindes Hænder.

Vi skal naa dertil, at Staten lærer, at den har Pligt til at sørge for Kvinder og Børn. En Kvinde kan være den usseligste Tøjte, eller hun kan være saa ren i sit Hjærte, har hun født et Barn, er hun det største i Verden. Hun er Moder! 

Pastor Sick udviklede derpaa, hvorledes de Kvinder, der "kommer galt af Sted", enten rekrutteres fra de uægte Børns store Skare eller fra de stærkt religiøse Hjem, hvor Religionen har fortørret Hjærterne. Og han sluttede paa Mødet med at sige:

"Jeg skal love d'Hrr., at der skal blive ryddet op indenfor den skinhellige Svindel, ligesom der er bleven ryddet godt op indenfor Forretningssvindelen«

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 21. september 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Lille Karens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 optrådte pastor Sick ved et møde i Fællesorganisationen hvor han kritiserede Socialdemokratiet og dets forhold til kristendommen. Det forhindrede ham imidlertid ikke at bakke op om Peter Sabroe ved en speciel lejlighed.

Husholderske Maren Nielsen hængte den 22. juli 1907 6 børn i alderen 8 år til 14 dage gammel, og begik derefter selvmord. Kun den 9 årige Niels overlevede. I Tvis holdt sognepræst Sick tale ved nogle myrdede børns jordefærd fra Tvis Kirke den 26. juli 1907 og ved morderskens begravelse den 27. juli. 

Demokraten (Århus) havde 21. juli 1957 en længere artikel om Peter Sabroe og mordene i Tvis: "For halvtreds år siden førte Peter Sabroe kampen mod uretten ind i Vestjylland ...". Artiklen omtalte også pastor Sicks bidrag i sagen:

Værgerådet havde et stort ansvar

Naturligvis kom værgerådet med i billedet, og her trådte en personlighed frem, som trods  meningsforskelle vandt sig dyb respekt hos arbejderne, der jo især var dem, som følte forbitrelsen. Det var værgerådets formand, pastor Sick. Han erkendte sit ansvar, men han havde levet i den gode tro, at børnene trods alt havde det godt.

Pastor Sick var kommet til den indremissionske egn nogle år før, da han vendte hjem fra San Francisco. Han havde gjort sig bemærket ved sine dundertaler til missionsfolkene, til hvem han kort efter sin ankomst klart sagde, at deres kristendom skulle kendes på de gode gerninger. Han gav ikke noget for den, der kun viste sig gennem salmesang og bønnemøder. Han opfordredes til at lægge for - og tog et fattigt barn til sig. Men ingen fulgte hans eksempel.

Hvor man ikke kan sige noget godt, skal man tie.

Tre dage efter dramaet blev mordersken stedt til hvile på Tvis kirkegård. Byens befolkning holdt sig borte den dag, ingen kranse eller blomster smykkede den sorte kiste. Den blev kørt på en stiv arbejdsvogn, og efter den fulgte kun Poul Christensen og to mænd (vi må antage, at det har været pressefolk). Ved kirken ventede man en time på præsten, der ved graven holdt følgende tale, der efter referaterne "udmærkede sig ved sin korthed og sit indhold".

- Hvor man ikke kan sige noget godt, må man hellere tie. Hvor Intet forsonende skær er til stede, må man helst undlade at afsige nogen dom. Jeg ser Intet forsonende skær her, men jeg er jo heller Ikke nogen hverken himmelsk eller jordisk dommer. Lad os gribe ned i vor egen barm og se på den usselhed, der findes i menneskehjerter. Her kan vi kun sige: Gud være mig arme synder nådig!

Dagen efter var der anderledes tilstrømning til den lille kirke i Tvis, da seks børn blev jordfæstet. Hele den nære omegns befolkning var mødt op, og fra Holstebro strømmede mange mennesker til. Følget blev anslået til over 800, og ikke engang halvdelen kunne rummes i kirken. Næsten alle havde kranse og blomster med, et vældigt flor dækkede således de fire små kister.

Udenfor hjemmet havde Peter Sabroe holdt sin nævnte tale, og i kirken talte pastor Sick, som man sjældent på den tid hørte en præst. Smukt og rørende indledte han med at tale ud fra ordene "Lad de små børn komme til mig", men midt i sin tale ændrede han sine ord til en tordnende fordømmelse af samfundet, idet han bl. a. angreb den dybt sunkne kirke, Indre missions skinhellighed og tonen på bøndergårdene.

Stikordet til "Hebron-affæren"

Forsamlingen var dybt bevæget, og efter højtideligheden gik Sabroe hen og trykkede præstens hånd, og samtidig opfordrede han ham til at komme til møde i Holstebro aftenen efter.

Under sine besøg i Tvis i disse dage optog det mest Sabroe, hvad man ville gøre ved den 9-årige Niels. Han fik at vide, at man tænkte sig at anbringe ham på en gård i sognet. Overfor sognerådsformanden bemærkede Sabroe, at det sikkert ville være sundest for drengen at

komme - bort fra denne egn.

 

Jo, men hvor skal vi anbringe ham, - spurgte sognerådsformanden.

Vil det mest passende ikke være på et børnehjem, svarede Sabroe.

- Uha, nej, for det ud af manden, det var dog synd, for der bliver han jo bare mishandlet!

Sabroe anede straks en ny affære.

- Hvad mener De med det ?

Sognerådsformanden var ikke glad for at udtale sig.

Man har jo sine bestemte indtryk, var hans typisk jyske bemærkning.

- Måske også fra et bestemt sted? forsøgte Sabroe, og med held.

- Jow. da, det kan a vel nok Indrømme. Det er "Hebron", Jeg tænker på.

Dermed var Sabroe på sporet af den næste store sag, der i løbet af få dage kom til at optage i endnu højere grad end begivenheden i Tvis og i lige så stort omfang som Flakkebjerg-affæren kort forinden. "Hebron" var Handbjerg pigehjem mellem Struer og Skive, og Sabroe førte en månedlang kamp før hjemmets leder, fru Randsholm, blev afskediget. Han foretog dog sine undersøgelser så hurtigt, at han kunne bringe forholdene på tale ved side møder om Tvis-tragedien.

Allerede samme aften, som Sabroe havde overværet begravelsen i Tvis, talte han ved et stærkt besøgt møde i Herning. Aftenen efter fulgte mødet i Holstebro. Der var stuvende fuldt hus i Afholdshotellets sal længe forinden mødet begyndte. I sine optegnelser har Sabroe selv opgjort antallet til over 1000, og referaterne anslår 800, men det var i hvert tilfælde en efter forholdene kæmpestor forsamling.

De seks små barnelig råber til os.

[Her følger et referat af Sabroes tale].

Efter et bragende bifald rejste pastor Sick sig og udtalte under stor opmærksomhed:

Pastor Sick bakker op i Sabroes kamp

- Når man har haft dårlige tanker, bør man komme frem med dem, for at man kan skamme sig, og det må jeg gøre. Jeg tog til dette møde med frygt for, at der skulle komme kludder i denne sag. Nu er jeg glad. Her er ikke talt politik. Det burde heller ikke ske, børnene tilhører os alle, de er det danske folks fremtid. Derfor har jeg lidet at tilføje til Sabroes ord.

Præsten talte som værgerådsformand tragedien og erkendte, at han ikke havde troet, at børnene led nød. Jeg ved ikke, om der har været mænd i Tvis, som vidste det. Har nogen været vidende derom, da har han handlet som en skammelig pjalt ved ikke at sige det til mig. Thi overfor børn kan jeg ikke passe mig selv. De skal have deres ret. Jeg deler ikke Sabroes politik 

men når han har sagt, om vi dog ikke kunne samle os om at slå værn om de hjemløse børn, så er

her min hånd og mit hjerte. Ingen mand eller kvinde med retfærdighed i hjertet kan sige andet end ja.

Varme klapsalver fulgte denne tale, som var en stor støtte til Sabroe. Modstanderbladene havde for resten prøvet at gå imod ham, men folkestemningen tvang dem til at tie i den omgang, Ja,

flere roste endda Sabroe efter mødet i Holstebro.

Derpå blev der hurtigt stille om sagen i Tvis. På egnen og i Holstebro lever tragedien stadig i erindringen hos mange ældre, og i Tvis stationsby værger man om det smukke lille gravsted med den gamle og nu revnede mindesten.

(Demokraten (Århus), 21. juli 1957 - uddrag).

Talerne findes refereret på denne hjemmeside. I sin tale rettede Sick et tordnende angreb mod Indre Mission. Peter Sabroe involverede sig også i sagen som eksempel på manglen på lov om værgemål. Mødet blev afholdt lørdag den 27. juli 1907 i Holstebro arrangeret af Fællesorganisationen,

Sick skrev om det indremissionske børnehjem, bestyret af fru Bransholm: "Jeg vil hellere se mine børn dø end overgivet i fru Bransholms værge". Sagen er pga. Peter Sabroe gået over i historien som "Hebronsagen". En undersøgelseskommission gav rystende afsløringer bl.a. om afstraffelsesmetoderne. Fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i “mørk arrest”, af og til i dagevis. Fru Bransholms indremissionske pædagogik gik ud på at kombinere disse straffe med kærtegn. Hun tog sin afsked ved udgangen af 1907. Under sagen rejste hun injuriesag mod Sabroe der blev grebet i overdrivelser. Sagen blev aldrig afsluttet med dom. Den betød nedsættelsen af en kommission i 1910 der i 1922 udmøntedes i Værgerådsloven som afløste Børneloven af 1905.

Også efter denne begivenhed fortsatte pastor Sick sit angreb på indremissionske opdragelsesmetoder:

En smuk Højtidelighed.

En stor og Arbejderpartiet værdig Begravelse fik den lille Karen - hvis sørgelige Skæbne tidligere er omtalt - forleden i Holstebro.

En stor Forsamling af Mænd og Kvinder var mødt frem for at deltage i Sørgehøjtideligheden og vise Karens Forældre deres Deltagelse.

Kisten  var henstillet i Arbejdernes Forsamling lokale, der af Fællesorganisationen var smukt Pyntet med Guirlander langs Væggen og rundt om Fagforeningsskjoldene samt sort-røde Sløjfer. Sand, Grønt og Blomster var strøet saavel inden- som udenfor Lokalet. Kisten var dækket af Kranse og Blomster.

I Forsamlingen bemærkedes Pastor Sick, Tvis, i Ornat. Paa Forespørgsel erklærede Pastoren, at han ikke vilde tale, men senere tog han alligevel Ordet.

Salmen "Lær mig, o Skov" blev afsunget, hvorpaa Hr. Redaktor P. Andersen, "Ringkøbing Amts Social-Demokrat", talte:

Naar vi i Dag er stævnet sammen i dette Lokale, saa er Aarsagen ikke den sædvanlige, at drosle Maaden, hvorpaa der kan skaffes mere Lys og Lykke til de mange Hjem, men vi er kommen her for at vise Morten Madsen og Hustru vor Deltagelse i den store Sorg, der har ramt dem. Vi er kommen for at protestere mod den Samfundsordning, der splitter Hjemmene og skiller ad, hvad der naturligt hører sammen. Forældre og Børn. Vi harmes paa dette Samfund og kræver af det en Lov. der beskytter de smaa Børn mod alle de Lidelser, de gaar til, naar de sendes bort fra Hjemmet for at tjene Føden.

Lille Karen har ikke danset paa Roser, hendes Barndomstid har været rig paa Sorger, fattig paa Glæder. Ubemærket var hun i Livet, og Avtoriteterne gav heller ikke synderlig Agt paa hendes Død. Først da hendes Faders Kammerater drog ud i Søndag, lykkedes det at trække lille Karen op af Aaens kolde Vand.

Hun er ikke den første, som er gaaet den Vej, i de sidste 10 Aar har 15 Tjenestebørn paa Landet berøvet sig selv Livet. Disse Barne-Selvmord raaber til Himlen om Beskyttelse for Børnene.

Naar vi om om lidt kommer ud paa Kirkegaarden, vil Kirkens Repræsentant, Præsten, tale. Jeg kunde tænke mig, at han vilde tale om Jesu Ord: "Lader de smaa Børn komme til mig", men endnu, da Kristendommen er 1900 Aar gammel, tager kristne Mennesker saa ondt paa Børn, at de tager Livet af sig. Hvis Danmarks Befolkning virkelig var kristen, hvad den jo ikke er, var en Børnebeskyttelseslov ganske unødvendig, men nu maa vi absolut have en saadan Lov.

Lille Karens Død indeholder en Advarsel til alle Forældre om ikke at sende deres Børn ud at tjene, ser den bitreste Nød tvinger dem dertil.

Som det var Arbejderne, der fandt lille Karen, saaledes er det Arbejderne og deres Hustruer, der følger hende her fra, og Arbejdernes Faner vil vise hende den sidste Ære. naar hun sænkes i i Graven.

Med vort Arbejde i Fremtiden vil vi vise, at lille Karen ikke er død forgæves.

Man sang "altid frejdig", hvorefter Pastor Sick talte:

Jeg har ingen Ret til at tale her, men alligevel vil jeg gærne sige nogle faa Ord, ikke i Modstrid til det udtalte, thi jeg samstemmer fuldstændig med, hvad her er iagt, men hvad en kristen Præst bør sige. Der er i de kristnes Hjærteslag og hos varmhjærtede Mennesker en glødende Harme mod dem, som vil holde Børnene fra Herren. Han vredes, naar Mennesker ikke forstaar Barmhjertighed.

Naar et Ægteskab velsignes med Børn, saa er det sørgeligt, at en saa ussel Ting som Penge skal rive Børnene bort fra Moderen. Jeg ved ikke, hvordan dette Barn er bleven behandlet, jeg havde ikke Ret til at komme i hendes Husbonds Hus, men det er Synd, Sorg og Skam, at Kærligheden er saa ringe, at Børn kommer bort fra Hjemmene. Børnene maa holdes udenfor det haardeste haarde, Kampen for Tilværelsen. Den Mand, der talte før mig, rejste en Anklage mod Samfundet, jeg retter en bitter Anklage mod Kirken og os kristne, at vi ikke højt nok har raabt ind i Menneskehjerterne: Vær gode imod Børnene.

Vor største Pligt mod Barnet er at holde af det; det maa ikke være det afgørende, om Barnet kan arbejde. Har Du et fremmed Barn i dit Hjem, saa er det den største Synd, hvis Du giver det et frossent Hjerte. Hvis dette er et saadant Resultat, da er der saaet en bitter Sæd, som har givet en bitter Høst. Lad Barnet mærke, at I holder af det, tag det med i Hjertet, og ikke blot i Lo og Lade.

Pastor Sick sluttede med en Bøn, hvori han udtalte Ønsket om, at Menneskehjærterne maatte bæve i Skam og gløde i Harme, hver Gang der gøres Børn ondt.

Efter Pastor Sicks Ønske afsang Forsamlingen "Kærlighed fra Gud", hvormed Højtideligheden siuttede. - Mange af de tilstedeværende var dybt grebne.

Ligtoget satte sig derefter i Bevægelse. Foran Ligvognen vajede 9 røde Faner, og Følget var sikkert det største, som endnu er set i Holstebro. Det talte ca. 400 Personer.

Morten Madsen og Hustru har i deres Sorg faaet den Trøst, som kan ligge i en hel Stands Medfølelse og Deltageise.

(Demokraten (Århus), 24. oktober 1907)

Men det blev måske den sidste anledning: I oktober 1907 ansøgte Georg Sick, dengang sognepræst i Nørre Felding, embedet som sognepræst ved Helligkors Kirke i København. Her holdt han tilsyneladende nogle oplæg hvis indhold også rygtedes i hans gamle menighed:

Aabent Brev til

Hr. Pastor Sick, Nr. felding.

Ved Mødet i Socialistklubben i Rømersgade i Kjøbenhavn den 11. September skal De, Hr. Pastor, ifl.  "Social-Demokratens" Referat bl. a. have udtalt : "Taleren skildrede hvorledes en lille Pige var bleven mishandlet i sin Tjeneste, saaledes at hun tilsidst gik hen og druknede sig. Hendes Husbond og Madmoder havde aldrig talt et venligt Ord til hende, og tilsidst kunde hun ikke udholde det længere. Øvrigheden søgte ligegyldig efter Barnet, men fandt det ikke. Først da nogle fattige Daglejere gav sig til at søge efter hende, fandtes Liget, og ved Undersøgelsen fandt man en rød Ring om Barnets Hals, saa det saa ud, som om der var begaaet et Mord".

Jeg beder Dem, Hr. Pastor i den Anledning offentlig at svare paa følgende Spørgsmaal:

1). Vedkender De i Hovedtrækkene dette Referats Rigtighed?

I saa Fald

2). Er det mit og min daværende Husbestyrerindes Forhold til Karen Madsen der druknede i Storaaen i Fjor Efteraar, De her har sigtet til?

Thusholt i Tvis, den 20. Oktober 1908.

Peter Thusholt.

(Lemvig Folkeblad, 22. oktober 1908)

Han blev afskediget ("entlediget") 14. august 1909

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.