De nye Aviskiosker. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Led i vort Gadebillede.

Det nye Avishus paa Gammel  Torv.

Kommunen har flottet sig og ladet bygge en Del nye transportable Aviskiosker. hvoraf en halv Snes Stykker allerede er taget i Brug. Det er Hensigten dermed at virke forskønnende paa Byens Gadebillede, men vi tillader os at mene, at det kun delvis er naaet. Det forekommer os, at man nok kunne have faaet noget lidt mere fikst og pynteligt ud af det. De eksemplarer, vi hidtil har set, har unægtelig! virket lidt fantasiforladte. Men paa den anden Side er vi villige til at indrømme, at de i al Fald er kønnere end de fleste af dem, der stod i Forvejen. Et lille Plus er det altsaa.

Husene bygges af Snedkersvendenes Aktieselskab, og der skal i alt fremstillet 300 Stk. til Fordeling over hele Byen.

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Harald Otto Jensen (1851-1925). (Efterskrift til Politivennen).

Harald Jensen død.

(Social-Demokratens foto er her erstattet med Fotograf Thomas Sørensen (1867-1930): Harald Otto Jensen (13.10.1851-18.10.1925) redaktør, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.)

NATTEN til i Gaar er Landsthingsmand Harald Jensen gaaet ved Døden i sit Hjem i Aarhus. Døden kom brat. En Hjærtelammelse meldte sig uden Forvarsel. Endnu i Lørdags Aftes var Harald Jensen til Stede paa "Demokraten"s Redaktion og underholdt sig med Medarbejderne om Dagens brændende Emner. For faa Dage siden havde han og hans Hustru i Rigsdagens Restaurant samlet en lille Kreds af Venner om sig for at fejre hans 74-aarige fødselsdag. Han gjorde vel et lidt træt Indtryk, men han talte lunt og livligt som altid med gode Venner.

Var Døden ikke ventet netop nu, saa havde det dog længe været aabenlyst, at det gik paa Hæld med den gamle Kæmpe. Siden han for nogle Aar siden næsten mistede Synet og efter at en alvorlig Operation var mislykkedes, genvandt han aldrig sin gamle Kraft. Hans sidste Aar var tragiske, fordi Mangelen paa Synsevne hindrede den stadig lige aandsfriske og altid før saa virksomme Mand i at deltage aktivt i Dagens Gerning. Han klagede aldrig. Han havde som før altid en Spøg eller et hjærteligt Ord paa Læben. Men han har følt sin Ulykke stærkt. Da for nogle Aar siden København havde været hjemsøgt af en tæt Taage og dette var Samtaleemnet en Aften paa Gruppeværelset, blev gamle Harald saa underlig stille. Saa sagde han langsomt og bevæget: Saadan en Taage maa jeg færdes i hver Dag!

Nu har han for stedse lukket de svage Øjne. De svigtede ham paa det sidste Vejstykke, og dog er det dem, hans Venner vil huske længst, saadan som de var, da de sad med den fulde Glans under de buskede Øjenbryn og bag de skarpe Brilleglas: milde, stærke, trofaste og med en altid spillevende Skælm i hver Krog.

Harald Jensen vil gaa over i Historien som Jyden blandt vort Partis Banebrydere. Og dog var han født i et fattigt Hjem i København. Som ung Typograf kom han for 54 Aar siden til Aarhus, allerede grebet af den socialistiske Idé, der havde tændt sine første Gnister paa dansk Grund. 5 Aar senere var han Formand for Aarhus-Typografernes Fagforening og i 1883 startede han for egen Rigning det første socialistiske Blad i Jylland. Efter et Aars Forløb blev det lille Ugeblad forvandlet til et Dagblad i Tilknytning til Social-Demokraten i København.

Af den ringe Begyndelse blev under Harald Jensens Ledelse "Demokraten" til - nu Danmarks største Provinsblad og Stamtræ for hele vor vidtforgrenede Presse i Jylland. Hans enestaaende Evner i de mange Arbejdsaar skal ikke blot maales med den Styrke, vort Parti randt i Aarhus, men endnu mere ved den Kendsgerning, at der ikke i nogen By eller Flække i hele Jylland sidder en eneste Mand ved vor Presse, som ikke føler, at Harald Jensen har haft Betydning for hans Skæbne og var hans personlige Ven. Til ham kom de med deres Planer, deres Bekymringer deres Sorger. Myndig stak han de farbare Veje ud, lunt tog han Livet af for højtflyvende Planer, mildt bortvejrede han unødige Sorger. Han havde en enestaaende Evne til at skabe Tryghed omkring sig og han var til sin sidste Stund en Raadgiver, man aldrig søgte forgæves. Han blev det jyske Socialdemokratis ubestridte Høvding - ikke en Fører, der herskede med stærke Midler, ikke altid saa man Haanden, der styrede, men den føltes allestedsnærværende.

I vort Partis Ledelse var han altid Sammenholdets Talsmand. Han anerkendte intet Skel efter Landsdele eller Særinteresser: een Vilje, eet Maal, een Hær, var hans Parole for det samlede danske Socialdemokrati i stort som i smaat. I den Aand øvede han sin Rigsdagsgerning i 35 Aar.

Harald Jensen var en uforlignelig Agitator. Han havde sin egen Form. Han fik i hele sit offentlige Liv næppe sagt et voldsomt Ord eller gjort en eneste stor Gestus, men i hans jævne, stilfærdige Ord laa en egen smeltende Varme og hans Lune lyste med festlige Glimt. Naar han tog en politisk Situation paa Kornet, kom der vingede Ord ud deraf. Han elskede de gamle, malende Ordsprog og han kunde forme sine egne Sætninger som Ordsprog, der levede længe efter, at den Situation, de tog Sigte paa, var glemt.

Et daadrigt Liv er endt. Dets Frugter vil langt ud i Fremtiden modnes Aar for Aar. I gode sociale Love lever hans Værk. I en stor og blomstrende By føles hans Indsats. Og rundt mellem Lyngbakker og sandede Klitter sætter hans Gerning Blomst omkring lave Hytter. En god og stor Mand er død. I Tusinder af Hjem vil man ikke modtage Budskabet som man ellers erfarer en landskendt Politikers Død. Man vil føle det, som fik man Brev: Din Fa'r lever ikke mere! Og mange, mange varme Tanker vil naa den lille, tapre hjærtensgode Kvinde, som skabte hans hyggelige Hjem, som fulgte ham i onde og gode Dage, som pylrede om ham til det sidste og græd sin tungeste Graad ved hans Bryst da Døden tog ham.

Mindeord om Harald Jensen

Vi der færdedes sammen med Harald Jensen, har naturligvis længe følt, at hans Kraft var udtømt, men alligevel kom Budskabet om hans Død som en Overraskelse for mig. Det er ikke 14 Dage siden, at han deltog 1 Festen for Klaus Berntsen, og det er kun 6 Dage siden, at han, under festlige Former, fejrede sin 74 Aars Fødselsdag her inde i Rigsdagen, han var livlig, trods Svagheden og han kæmpede nu som i de sidste Aar, for at følge med i Livets Gang og særlig i det politiske liv, trods den triste Skæbne som Blindheden havde paaført ham. Hans Død kalder nu tusinde Minder from og ganske særlig Minderne om hans rige Indsats I vort Partis Barndoms- og Ungdomstid.

Som stor Dreng hørte jeg allerede om Harald Jensen, der havde gaaet i den samme Kommuneskole som jeg selv. Jeg hørte om hans Virksomhed i Aarhus, hvor han oprettede vort Partis første Provinsblad. Det gjorde et aldrig udslettet Indtryk, da jeg hørte, at han selv skrev, trykte og uddelte dette Blad, og jeg fulgte siden de mange Efterretninger om hans Kæmpearbejde som Redaktør og Agitator derovre i Jylland. Jeg saa ham som ganske ung i 1890 rykke ind i Rigsdagen som Repræsentant for Skjoldelevkredsen, og vi, der var unge, følte hans Valg, som det første Tegn paa Gennembrud udenfor Hovedstaden.

Da jeg nogle Aar senere blev Medlem af Partiets Bestyrelse, kom jeg nærmere ind paa Livet af gamle Harald Jensen, thi allerede den Gang syntes han ældet af Kampen og Slidet, som da laa bag ham. Han var en af de Mænd vi lyttede til, naar han talte i Hovedbestyrelse og paa Kongres, og vi følte ogsaa, at han øvede en væsentlig Indflydelse som Politiker, som den Forhandlingens Mand han var født og opdraget i København som værende i Slægt med Demokratiet store Mænd. Endskønt han var født og opdraget i København, havde han Jydens sindige Karaktertræk, og maaske netop derfor følte ri, at han var af samme Slægt som Bjørnbak, Chr. Berg, Høgsbro og Neergaard, og vi har senere kunnet glæde os over, at han aldrig forlod de Veje han begyndte at vandre, han svigtede aldrig de Idealer, som han i Ungdommen viede sin Overbevisning og sit hele Lav.

Vi husker ham ogsaa fra de Brydninger i det politiske Liv, der fulgte efter Venstres Overtagelse af Regeringen. Vi husker, hvorledes han prøvede og overvejede hvilken Taktik, der nu var bedst tjenlig for vort Parti, og vi husker navnlig den Ungdomsglød, der stadig luede i ham.

Da Krigen i 1914 satte ind og satte vort Parti paa Prøve, var Harald Jensen ikke i Tvivl om sin Plads eller om vort Partis Holdning. I de Brydninger, der var afgørende for vort Parti, var Harald Jensen iblandt den Kreds af Førere, der bidrog til at afværge saadanne Ulykker, som Broderpartier flere Steder kom til at lide under.

Jeg husker ham ogsaa i de bevægede Timer i 1916, da vort Parti stilledes overfor det Krav, at vi skulde udpege en Minister. Han var ikke i Tvivl om, hvad vi burde, og da vi naaede til Personspørgsmaalet, var det mig en Glæde, at han, saavel som en anden af vore ældste Partifæller, uden Vaklen krævede, at Partiets Formand skulde overtage Posten.

Og saa husker jeg hans varme Interesse for det betydningsfulde Samarbejde imellem de nordiske Lande. I mange Aar var han vort Partis Repræsentant i den Bestyrelse, som planlægger Arbejdet med de nordiske Delegeretmøder af Rigsdagsmænd. Hans Navn og hans Gerning lever i Sverige og Norge som herhjemme.

Ja, der var mange andre Minder, der kunde nævnes, alle i vort Parti kan supplere, hvad der nu siges og skrives ved den Jyske Høvdings Bortgang. Med Sorg har vi set, hvor trist Harald Jensens Livsaften formede sig, da Sygdom lukkede for hans Øjnes Kraft, men alligevel er det en dyb Smerte, som nu lejrer sig hos alle os, der elskede vor gamle Ven.

Et Kæmpearbejde er sluttet. Et Liv i Kærlighed til Socialismens Sag og til dansk Arbejderbevægelse er til Ende, men et uudsletteligt Minde om Harald Jensen vil leve.

Th. Stauning.

* *

Skønt jeg var klar over, at det bar mod Afslutningen med min gamle Ven, har hans Død dog gjort et stærkt Indtryk paa mig. I henimod 50 Aar har vi kendt hinanden som Venner og Partifæller, og vi har jo delt ondt og godt, Sejre og Skuffelser med hinanden.

Harald Jensen var en Mand, der alle Dage havde stor Betydning indenfor vore Organisationers Ledelse og man hørte gerne paa ham, thi han var en klog og besindig Mand. Hans største Betydning maa dog søges i Aarhus hvor han i sine unge Dage startede det første socialdemokratiske Blad i Jylland. Harald Jensen maatte den Gang kæmpe med Fattigdom baade i sit Hjem og i Partiet. Vi var omtrent ligesaa fattige her i København, men vi hjalp dog saa godt vi kunde, og efter stor Møje og Besvær rejstes den store, stolte Presse vi nu har i Jylland samtidig med, at Partiet blev mægtigt. Harald Jensen har sin meget stor Del af Æren derfor, og derfor vil hans Navn leve indenfor vort Parti. Harald Jensen var et godt Menneske og en ærlig trofast Kammerat, og Minderne om vort mangeaarige Venskab overvælder mig ganske i denne Stund. Og mine Tanker gaar til hans gamle, gode Hustru, som nu sidder ene og svagelig tilbage.

C. C. Andersen.

* *

Der bliver stille i Skoven, naar en af de gamle Ege falder, og med Harald Jensen er en af Pionererne, en af de store Skikkelser i dansk Arbejderbevægelse og en stor Personlighed i dansk Politik gaaet bort. At skildre hans Liv vil blive Skildringen af det danske Socialdemokratiets Historie og dansk Politik siden 80-ernes første Aar, thi han var en af dem, der skabte den danske Arbejderbevægelse, dens Organisationer og dens Presse, og som var med til at præge vort Lands politiske Udvikling.

Med Smerte saa vi, hvorledes Blindhed i de sidste Aar røvede hans Arbejdskraft, og vi følte, hvor han led derunder, men hans Interesse og hans Pligttroskab var lige levende til det Sidste.

Harald Jensen gik bort midt i det Arbejde, som blev hans Liv, og over det ganske Land vil Arbejderne i Sorg sænke Fanerne ved Efterretningen om hans Død.

Fr. Andersen.

* *

"Demokraten" om Harald Jensen.

Det Blad, Demokraten, i Aarhus, som Harald Jensen i 35 Aar redigerede skriver i sin Nekrolog følgende:

Han var Skaberen af den Socialdemokratiske Presse udenfor København. Han var den første der saa, at Betingelsen for at Socialdemokratiet kunde vinde lndpas udenfor København, var den, at det havde en Presse ud over Landet. Derfor satte han sine egne Spareskillinger ind paa at rejse et Blad og derfor var han interesseret i, at det blev efterfulgt af en Skov af Blade Lande over. For ham var Pressen ikke noget Maal, men et Middel, det sikreste og bedste i Arbejdernes Frigørelseskamp.

Han skaanede aldrig sig selv, men var ogsaa efter at Synet begyndte at svigte ham forrest l Kampen. Han skrev ikke blot Bladet, men han ledede Agitationen og stod i Spidsen for Partibevægelsen i Aarhus. Han var med overalt, hvor der blev virket for Socialdemokratiet. Han planlagde og ledede selv Agitationen forud for Valgene, de politiske og de kommunale, og Arbejdernes store, smukke Forsamlingsbygning er hans Værk.

Han var Aarhus en god Mand baade i de mange Aar han havde Sæde i dens Raad og ved sin Virksomhed inde paa Tinge. Som en af de politiske Livs Forgrundsfigurer hævde hans Ord Vægt i alle Lejre. Man lyttede fordi det at tid var gode og kloge Ord der lød fra hans Laber.

Ved hans Baare siger vi ham en dybtfølt og smertefyldt Tak for hvad han har betydet for os, og for alt det gode, han har udrettet. Han udførte en Livsgerning saa stor og stolt, saa smuk og rig som det kun de færreste beskaaret at udføre.

Noter.

Med en enkelt Afbrydelse sad Harald Jensen i Rigsdagen siden 1890, altsaa 35 Aar. Til Folkethingsmand valgtes han første Gang i Skjoldelevkredsen, og i 1895 erobrede han Aarhus søndre Kreds, som han repræsenterede med stedse stigende Stemmetal, indtil han 1906 traadte ind i Landsthinget. Ved ny Grundlovs ikrafttræden i 1918 blev han thingvalgt, og dette Tillidshverv beklædte han endnu ved sin Død. Han var i Perioden 1921-24 Landsthingets Næstformand og var Medlem af Finansudvalget. Af andre betydende Tillidsposter kan nævnes, at Harald Jensen var Medlem af Rigsretten og Formand for Statens Tilsyn med Himmelbjerggaarden.

*

Til Medlem af Aarhus Byraad valgtes Harald Jensen allerede i 1894, paa en Tid, da Socialdemokratiet kun havde faa kommunale Repræsentanter. Han blev i over en Menneskealder den førende Mand i Aarhus og prægede denne blomstrende Bys stærke Udvikling. Paa de sociale Omraader har han sat i uudslettelige Spor i Alderdomsvæsenet og Skolevæsenet. Hans varme [ord ulæselig] kom ogsaa frem under det langvarige og møjsommellge Arbejde for Aarhus ny Banegaard, og indenfor Partiet rejste han et blivende Monument i den smukke Fo[bogstaver ulæselige]bygning, hvortil han lagde Grundstenen i Amaliegade, Ogsaa Aarhus's skønne Teater var han med til at skabe. Med ham som Fører blev Aarhus "Den røde By", og Socialdemokratiet blev Flertal i Kommunalbestyrelsen, valgte Borgmester og gennemførte de store Reformer, der har gjort Jyllands Hovedstad til det, den er.

*

Harald Jensens særlige Egenskaber. hans taktiske Sans, hans medfødte Evne til at dreje Modstanderne en Knap og gøre det paa en saadan Maade, at han fik Latteren paa sin Side, kom til den mest straalende Udfoldelse ved Valget i Skjoldelevkredsen for 85 Aar siden. Det var en udpræget Landkreds, og endnu havde ingen Socialdemokrat vovet at give sig i Kast med Gaardmænd og Husmænd. Derfor blev Harald Jensens Valg ogsaa en Sejr, der satte svære Dønninger og bragte det første Varsel baade om vor Fremmarch paa Landet og om Modstandernes kommende antisocialistiske Sammenrotning. Venstrebønderne, som den Gang stod Socialdemokratiet nær, blev ængstelige og svigtede Demokratiet - men det har hævnet sig.

*

Ved dette berømmelige Valg for 35 Aar siden havde Venstre opstillet to Kandidater. Saa stærkt var Partiet i Skjoldelev, at det mente at have Raad til denne Flothed, men der var for en Sikkerheds Skyld truffet Aftale om, at den af de to Venstremænd, som vandt mindst Tilslutning blandt Vælgerne, skulde trække sig tilbage paa Valgdagen. Foruden Harald Jensen var ogsaa en Højremand opstillet, altsaa ialt 4 Kandidater. Nu magede Harald Jensen det saaledes, at de socialdemokratiske Vælgere forholdt sig musestille, naar han talte. De var instruerede om at ødsle deres Bifald paa den af Venstremændene, der gjorde mindst Lykke blandt sine egne. Ved selve Kaaringen paa Valgdagen fordeltes de socialdemokratiske Stemmer saaledes, at de to Venstremænd fik omtrent lige mange Stemmer. Harald Jensen fik ikke en eneste. Følgen var, at Ingen af de to Venstrekandidater vilde trække sig tilbage. Der blev begæret skriftlig Afstemning Og nu kunde det nok være, at Socialdemokraterne benyttede deres Stemmeret rigtigt og enigt. Medens Venstre splittede Stemmerne paa to Mand, samlede Harald Jensen sine trofaste under én Hat - og sejrede. Dette Valg er blevet historisk. Vel maatte Harald Jensen i næste Omgang afgive Kredsen, men siden erobredes den tilbage, og nu er Skjoldelevkredsen udpræget socialdemokratisk.

*

Harald Jensens Hustru, der fyldte 75 Aar, er Husmandsdatter Framlev. Hun sidder tilbage med 4 voksne Børn, en gift og en ugift Datter, en Søn, der er Funktionær under Aarhus Kommune, og en anden som er Bogtrykker i København. For dem vil Tabet virke lammende. Endnu i Fredags var Harald Jensen det stærke Træ, under hvis Krone Familjen levede. Ingen troede Døden nær. Selv talte han om sin forestaaende 75 Aars Fødselsdag, som han glædede sig til at fejre i sit kære Aarhus, omgivet af Slægt og Venner fra de Dage, da Socialdemokratiet skabtes. Døden kom hurtig, uventet - men let. Og noget bedre kan ingen ønske Menneske, der er elsket.

*

Harald Jensen var kendt for Evne til at forme vingede Ord. Da de Radikale i 1905 brød ud af Venstrepartiet, og der opstod Diskussion. om hvorvidt Socialdemokratiet skulde træde i politisk Samarbejde med det ny, spirende Parti, hvis Tilværelse jo var truet, formede Harald Jensen sin endelige Tilslutning til Valgsamarbejdet i de klassiske Ord:

- Lad os bygge dem et lille Halvtag!

Fra de Aar huskes ogsaa det kendte Billede af Zahle som Lirekassemand. Harald Jensen ligger opp i sit Vinnever og tllraaber Musikanten:

- Aah,  spil den en Gang til, den lød saa kønt!

*

Fra de senere Aur vil erindre den gemytlige Maade, paa hvilken Harald Jensen dyppede daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen. En dødssyg Soldat var blevet slet behandlet ved Garnisonen i Sønderborg, flygtede til København og døde. Affæren vakte stor Bevægelse, og bedre blev jet naturligvis Ikke, da Ministeren udsendte en beroligende Erklæring, som imidlertid viste sig at tage Sigte paa en helt anden Soldat. Det kom til Interpellation i Rigsdagen, og Tilhørerpladserne var overfyldte, da Harald Jensen langsomt rejste sig, pudsede først Brilleglassene, saa sin Næse i det store, ternede Lommetørklæde, for derpaa med et lunt Blik til Klaus Berntsen at sige:

- Jeg takker Forsvarsministeren for hans klare og vægtige Redegørelse. Naar jeg se bort fra de fire Smaating, at Soldaten ikke hed Petersen, men Jørgensen, at han ikke led af Hududslet, men af Blodstyrtning, at han ikke var garnisoneret i København, men i Sønderborg, og at han ikke er udskrevet som rask, men er død og begravet, konstaterer jeg, at Ministerens Redegørelse i alt væsentligt er rigtig.

Saa var Debatten ikke længere.

*

Harald Jensens Lig vil blive bisat paa Søndag i Aarhus, den By han viede sit Livs største Arbejde. Han har i sin sidste Vilje frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Bisættelsen. Hans tusinder al Venner forstaar og respekterer dette Ønske. Ægte, som Harald Jensen var til Marv og Ben, ønskede han ingen uægte Ceremoni ved sin Død. Derfor vil kun Partifæller tale ved hans Baare. Men hele Aarhus, uanset Religion, Opdragelse, Stilling, vil samles ved denne Jordefærd, og vil lytte til de jævne Mænd, der taler ved en stor, jævn Mands Kiste.

(Social-Demokraten 20. oktober 1925).

Harald Otto Jensen (1851-1925) var blandt de første i fagforeningsbevægelsen i provinsen. 1876 blev han formand for en århusiansk afdeling af Alm. dansk typografforbund som imidlertid opløstes efter en tabt strejke. 1881 dannedes Jyllands typografiske forening, senere Dansk Typografisk forening hvor han var formand indtil 1883 og 1886–88. 

Han stiftede oktober 1882 sammen med sin kollega typograf Emil Marott diskussionsklubben Demokratisk samfund som april 1883 vedtog at antage socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det 1878 i København stiftede Socialdemokratisk forbund, dets første i provinsen. 

Det af Jensen den 19. juni 1883 udkommende Socialdemokratisk Ugeblad blev fra oktober 1883 dagblad under navnet Demokraten. Han fik flere domme på vand og brød for presseforseelser. Omkring 1914 var det Jyllands største dagblad (oplag ca. 12.000).

1888 blev han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget jan. 1890 opstilledes han i Skjoldelevkredsen hvor han blev valgt, men mistede kredsen 1892. I 1895 valgtes i Århus søndre kreds som han repræsenterede i folketinget til 1906, da han i Randers indvalgtes i landstinget som han var medlem af til sin død.

Han var medlem af Århus byråd 1894–1916. Han gik under navne som "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge". Han bidrog til at statsbiblioteket, statens avissamling og fødselsstiftelsen blev lagt i Århus.

Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Fra Redaktionen over Sætteriet til Rotationspressen og Læserne. (Efterskrift til Politivennen)

Hastige Billeder fra det daglige Liv, hvor "Social-Demokraten" bliver til.

Om Bordet: Redaktør Oskar Jørgensen, F. K. Madsen, Normann-Bryn, P. Hedebøl, Redaktør Borgbjerg, Red.-sekr. Johs. Petersen, Ax. Wessel. Staaende: Kr. Krater, H. Lundbeck, A. Hansen, Mar. Wulff, Fri Nina Bang, Ax. Schmidt, Jean Petersen, Marinus Kristensen, Georg Wiinblad, Dines Petersen.

Redaktiønens Ur slaar 12. Det er ikke Midnat, det er Middag. Klokkens Slag og Signalet til Redaktionskontorerns Aabning. "Social-Demokraten"s Kontorer er ikke alene de Omgivelser, i hvilke et Blad bliver til. De er meget mere end det. Naar en Mand eller Kvinde føler sig forurettet, naar der opstaar Tvivl om et eller andet naar der ønsker Raad eller Daad, saa er Løsenet i Tidernes Løb blevet: "Lad os gaa til "Social-Demokraten". Denne Intime Forbindelse, der herved er opstaaet mellem Redaktionen og Læserne, har sikkert bidraget stærkt til at slutte Vort Blads Kontakt med Abonnenterne saa fast, som Tilfældet glædeligvis er.

Som sagt Klokken er 12.

Men den mobile Journalist er ikke fast "Inventar" i et Kontor. Han ved, at Stoffet kommer ikke ind ad Døren til ham. Han maa selv være paa Tæerne.

Derfor er der endnu kun faa Medarbejdere paa Redaktionen. De fleste er ude for at trænge til Bunds i en eller anden dunkel Sag, eller for at overvære en Begivenhed af mere end almindelig Interesse, eller maaske for at referere i eller flere af de mange Møder, hvis Ord og Beslutninger ønskes mblicerede til vort Blads store Læsekreds. "Journalisten er som Bier", udtalte Redaktør Borgbjerg ved en festlig Lejlighed: "de flyver ud og kommer hver især tilbage med deres Honning".

Bierne er ude nu. Men efter Middagstimernes Redaktions-Ro bliver Kontorerne levende. Telefonen tager fat. Det er maaske en Medarbejders korte Rapport, hans Anmodning om fotografisk Assistance, hans Beretning om Dagens Sensation. Det er maaske en Forespørgsel: "Hvor stor er Islands Befolkning?" "Er det sandt at Kejser Wilhelm er død?" "Hvor mange Mursten blev brugt til Raadhusets Opførelse?" - Ak! Selv Redaktionens viseste Medlem, der tillige er forlenet med urokkelig Ro og Taalmodighed, kan fortvivle overfor Telefonens Syndflod af Spørgsmaal. Redaktionen er et levende Leksikon. Men de fleste, der har noget alvorligt paa Hjertet, kommer selv op paa vore Kontorer. Der kommer en Deputation fra en Ejendom, med en Klage over en daarlig Vært. Der kommer Husassistenter, der er snydt for Lønnen. Der kommer harmfyldte Forældre med Børn, der er mishandlede af brutale Mennesker. Der kommer .... der kommer, hver Dag en Armé, som ved, at Ingen forurettet forgæves banker paa "Social-Demokratens" Dør. Hvad der ikke finder Vej gennem Telefonen eller ad Trapperne, det kommer med Posten. Imellem det daglige Bjerg af Aviser fra hele Verden, findes Breve. Der er hvide Ark beskrevet med sirlig Skrift og fuldendt i Formen, men der er ogsaa rørende ubehjælpsomme Aktstykker, maaske fra en gammel Morlil, der beder om Hjælp, maaske er det en - efter stor Anstrengelse tilblevet artikel, der indledes med den næsten klassiske Vending: "Hr. Redaktør! De bedes venligst optage følgende". Og "Social-Demokraten" aftager "venligst" det meste. Gid altfor utaalmodige Indsendere dog kendte den daglige Kamp for at skaffe Plads til alt!

Medarbejdere gaar og kommer. Telefonerne er belejrede. Traadene dirrer. Ved hvert eneste Skrivebord arbejdes der under Højtryk. Pennen iler hurtigt over det hvide papir. Det bliver til Artikler, dét - Artikler, som tilfredsstiller den journalistiske Ærgærrighed blot derved, at de næste Dag læses og diskuteres af Hundredtusind, ja flere. Forud for Artiklens Tilblivelse er oftest gaaet et enerverende Undersøgelsesarbejde som kun Journalisten kender. Han har slidt Trapper fra Stue til Kvist, har har skreget sig hæs i en Telefon, han har forfulgt en Mand, der sad inde med afgørende Oplysninger - en Mand, der oftest "netop er gaaet ud", naar Journalisten stod ved sit Maal. Ak! hvilken Sum af nervøst Jageri, af Ærgrelser, gaar der dog ikke forud, for blot en Spaltes Tilblivelse. Men alt overskygges af Glæden over velfuldendt Arbejde, naar Journalisten ved sit "flydende" Arbejdsbord giver Artiklen den sidste "Tilfiling". Journalisten er rastløs. Han beder ikke om Ro, mens Pennen arbejder paa Hjernens Kommando. De evindelige Afbrydelser og Forstyrrelser indgaar som et Led i hans Arbejdsmaade. De virker stimulerende. Maaske de ovenikøbet inspirerer.

Et lille Hjørne af vor Ekspedition. Det er kun en lille Del af vort Ekspeditionspersonale, der er med paa Billedet. Længst bagved staar Forretningsfører M. Hørdum og ved hans Side Bogholder Valdemar Petersen. Derefter følger Frøknerne Høghøj, Jensen og Davidsen. Desuden  Ekspeditørerne Frederik Nielsen og Bernsteen og staaende Afdelingschef Simonsen.

Nu er Eftermiddagens Tempo paa sit højeste. Borgbjerg har Ret: Journalister er som Bier. Redaktionen er en summende Bikube. Det hele er et futuristisk Maleri. Men er der dog Plan i det hele? Er der nu Ikke Fare for, at 2 Journalister spilder Tiden, med at skrive om den selvsamme Sag? De, der tror saa naivt, kender ikke "Social-Demokraten"s Journalister, og de kender navnlig ikke Bladets Redaktør. Han har alle Traadene i sine Hænder.

Han ved paa en Prik, hvor hver enkelt Mand er, og med hvilken Sag han beskæftiger sig. I hans Kontor banker Redaktionens Puls. Der føres hastige Konferencer mellem Medarbejdere og Redaktør - altid hastige og præcise. Der bruges ikke et overflødigt Ord: Afsted! Tag fat"

Det sætter Tempoet op.

Manuskriptdyngen vokser. Een Bekymring kender "Social-Demokraten" ikke, og det er Bekymringen for, at der skal mangle Stof til Bladet næste Dag. Der er altid I Overflod. Redaktionssekretæren ser med Bekymring paa den Voksende Bunke. Det er altsamrnen saa vigtigt, saa vigtigt, og nu "gaar det op".

"Gaar op": det vil sige, at Faktoren omslutter Manuskripternes Mangfoldighed med sine rummelige Hænder og og bærer dem op til Sætteriet i 3. Etage.

Otte Sættemaskiner klaprer. Blækbogstaverne bliver til Bly. Linie efter Linie vælter ud fra Maskinerne. Sætternes Fingre spiller virtuosmæssig paa Tangenterne. En liflig Musik for den, der elsker sin Gerning. Og Linierne bliver til færdige Artikler, der "bindes ud" og forsynes med Overskrifter. Bordene bugner af nystøbt Sats.

Fra Redaktionen gaar nye Oceaner af vigtige Manuskripter op. 8 Sættemaskiner klaprer videre. Haandsætterne har travlt med Annoncerne. Satsen vokser, og endnu er Bunden ikke naaet.

Der arbejdes.

Journalisten opdager, at Eftermiddagen er gaaet. Død og Pine, Klokken er 9 og han har endnu ikke spist Middag. Han har glemt sin Sult. Men nu melder de materielle Krav sig, der kan netop blive en halv Time tilovers, den bruges til Indtagelse af et velgørende Maaltid. Men Redaktionen er en Magnet, der hurtigt trækker ham til sig igen. For Journalisten er Bladet mere end et andet Hjem. Hans Gerning er mere end hans Levebrød. Hans Arbejde er Udfoldelsen af en indre medfødt Trang. Derfor styrer han altid først sine Skridt mod Bladets Kontorer. Ganske vist er Bladets væsentligste Indhold baade skrevet og sat, men endnu i Nattetimerne kan store Ting ske, Ting, som under alle Omstændigheder skal med i Bladet, maaske paa Bekostning af andre store Ting. Ingen ved, hvornaar Telegrafen dirrer, hvornår Telegrammet kommer om en Begivenhed, der er hele Københavns, hele Landets, ja, maaske hele Verdens Samtaleemne i Morgen.

Journalisten er paa sin Post, mens Byen slumrer. Gaar vore Læsere gennem Farimagsgade en sen Nattetime, saa vil de altid se Lyset i "Social-Demokraten"s Vinduer.

Elevatoren rasler op og ned mellem Sætteri og Stereotypi-Afdelingen. Nye Forme sendes ned. "Gamle" Forme sendes op. Stereotypørerne - eller "Pisterne" - som de for en Nemheds Skyld kaldes, arbejder i en stegende Varme. De tager Blyafstøbninger af Formene. Afstøbninger, der af Elevatoren føres ned til Trykkeriet.

.... Klokken har netop slaaet 4. Den sidste Form gaar ned. Formene spændes fast i Rotations pressens Cylindre.

Kæmpemaskinens Hjul sættes i Sving. Helt ud i den stille Nat lyder Rotationspressens Buldren. Den synger den samme Sang, samme Sang, samme Sang, samme Sang .... Færdige Aviser spyes ud i tusindvis. Stablerne vokser. Paa "store Dage" vaager Journalisten til han kan holde den friske Avis i sin Haand, til han kan beruse sig i den stærke Lugt af Sværte. Først da søger han Hvile.

Men i Morgenstunden spreder i hundredevis af Bude det færdige Blad ud over Byen. Trappe op og Trappe ned. "Socialen" er Dagens første Gæst og vi ved, at dens Ankomst imødeses med Længsel og Glæde.

- - -

Men Rotationspressen synger sin Sang, indtil Byen vaagner til nyt Liv. En ny Dag begynder. Forberedelserne til næste Dags Avis træffes allerede i Formiddagens Timer i Ekspeditionen, hvor nye Bunker af Blade udleveres til den umættelige By. Ved hver Pult ligger Protokollerne. Hvad staar der i disse velnærede Bøger? Er det Fortegnelsen over Abonnenternes Kæmpe-Skare? Er disse Bøger - stadig voksende i Omfang - er de Barometret for vor Presses voldsomme Vækst? Eller fortæller Protokollerne om den stedse større Kreds, der har forstaaet at værdsætte "Social-Demokraten" som Annonceblad, som Bindeleddet mellem Sælgerne og de mange, mange Købere? Eller er det maaske lange Talkolonner, der staar i Bøgernes tørre Tal, store Tal, der gengiver det nøgterne usminkede Billede af vort Blads financielle Forhold.

Protokollerne ligger der, hemmelighedsfulde, lukkede - kun talende naar de bliver spurgt. Men de kan tale med om Bladets Udvikling fra de Tider, hvor Abonnenternes Navne kunde staa paa et Par Foliosider og da Regnskaberne magelig fik Plads paa et almindeligt Ark Skrivepapir.

Disse Protokoller med de sorte Bind er ikke saa kedelige endda.

Og Ekspeditionen er levende Dagen igennem. Annoncer og ny Abonnenter. Bidrag til dette eller hint Finanskonferencer. Forretnings-Aftaler. Udbetalinger. Indbetalinger. Alle Stueetagens Kontorer frembyder et levende Billede af Travlhed. Men der er System og Plan og Orden i alt. Punktligheden staar Vagt ved Pultene. De forretningsmæssige Interesser er i sikre Hænder.

Plan og Orden!

Der hænger et stort Portræt i Ekspeditionslokalet. Det gengiver afdøde Hørdums karakteristiske rolige og kultiverede Ansigtstræk. Han ydede en store personlige Indsats til at skabe dem for alt betryggende Plan og Orden: Organisation i alt. Og dette for al Fremgang betingende Grundlag er bevaret, det har styrket det Center, hvorfra "Social-Demokraten" har hentet sin økonomiske Kraft.

- - -

Paa Redaktionen staar Reol ved Reol fyldte med store tykke Bind. Det er "Social-Demokraten"s Aargange siden 1872. Begyndelsen blev ganske vist gjort med "Socialisten" i Juli 1871, udgivet af B. Brix, skrevet af Pio. Det var kun et lille Blad, der udkom hver Lørdag. Men allerede i April 1872 blev "Socialisten" Dagblad "for Arbejdernes berettigede Fordringer". I Juli samme Aar udvidede det alt Format. Men Bladet voksede ikke alene i det Omfang som Reolerne Illustrerer.

Det voksede i Udbredelse, i Autoritet Indtil det vel nok i Dag er Danmarks stærkeste Blad.

De taler deres eget Sprog disse Reoler. De fortæller om Trængselstider, om Modgang og Modgang og om Socialdemokratiets store Sejre. Rotationspressen synger sin Sejrssang ud i Nattens Stilhed, den summer Inspirationen for den unge Journalist som blev den Lykke givet, at blande sin Røst med Maskinens Larm og tilegne sig Retten til at være med i Socialdemokratiets Stortid.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Interiør fra Provinsredaktionen. Siddende ved Skrivebordet Redaktionssekretærerne Josephsen (til venstre) Steffensen (til højre) og staaende til venstre Carl Andersen. Foto fra Social-Demokraten 2. april 1922.

E. Wiinblad om "Social-Demokraten". (Efterskrift til Politivennen)

 Minder fra Bevægelsens Barndom.

Da Socialisten blev Dagblad.

Folketingsmand E. Wiinblad.

Fire af dem, der var med til at gøre de første Spadestik.

Folkethingsmand, E. Wiinblad, i 30 Aar "Social-Demokratens" Redaktør og endnu med mange Baand knyttet til Bladet, opmærksomt følgende dets Udvikling og Vækst tager fra en af Redaktionens Reoler et indbundet Bind.

Det er i Kvartformat. Og i det han slaar op paa første Side siger han: 

- Af dette lille 3-spaltede Blad, der udkom i Juli 1871, har danske Arbejdere skabt en Presse, som omspænder hele Landet, og som intet Arbejderparti i Verden har Magen til, en Presse, der altid stiller sig paa de Forurettedes Side, som er ubestikkelig og aarvaagen, og som netop derfor frygtes og hades af vore Modstandere.

Wiinblad betragter smilende det første Numer af "Socialisten". Oven over Titlen staar: Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Og under neden: "Et Ugeblad for Arbejdernes berettigede Fordringer". Spidsartiklen hedder: Til vore Brødre, Danmarks Arbejdere, og inde i Bladet findes en Artikel med Overskriften: Arbejdernes Hævn.

- Se, siger Wiinblad, for os er der intet overraskende eller blot paafaldende i disse Overskrifter. Udtrykket: Vore Brødre, Danmarks Arbejdere! lyder naturligt i vore Øren. Men da jeg som Dreng første Gang saa disse Ord, og da jeg læste disse Artikler, hvori taltes om alle Menneskers Ligeberettigelse, da var det noget uhørt, en eksploderende Mine, en Komet, der sendte en Hale af Ild hen over Landet og tændte Menneskesjæle i Brand.

Jeg var Typograflærling den Gang. Jeg arbejdede hos Bogtrykker Bianco Luno og boede i Adelgade. Min Fader var Skræder og sluttede sig hurtigt til den socialistiske Bevægelse. Han blev Sektionsformand i "Internationale", og i vort fattige Hjem ventede vi Ugen igennem paa Lørdagen, der bragte et nyt Numer af "Socialisten". Som det Blad dog blev læst, gennemstuderet, gransket. Og som det var elsket af de faa Tusinde, der samledes om det.

Wiinblad standser et Øjeblik og blader omtrent halvvejs frem i de indbundne Aviser:

- Den sidste Lørdag i Marts indeholdt "Socialisten" en Meddelelse om, at fremtidig udkom Bladet 6 Gange om Ugen. Meddelelsen var underskrevet af den forgudede Plo, der her for første Gang traadte offentlig frem som Bladets Leder. Hans Brix havde hidtil staaet som Redaktør. Fra Lørdagen til Tirsdag den 2den April gik vi i Spænding, febrilsk ventende, ventende, paa dette ufattelige, at vi nu havde vort eget Dagblad, ligesom vore Modstandere havde deres. Og det kom, og vi slugte det. Her var en Programartikel, og her sloges djærve Slag for de smaa i Samfundet. Se her - Wiinblad peger paa Bladet - I her er en lille Føljeton, skrevet af Kopist Madsen. Under det Mærke skjuler sig Paul Geleff, der snart fik Hovedindflydelsen paa Bladet. Og se de to Forretningsannoncer, det var alt, hvad man havde at pynte Bagsiden med. De var indleveret af Nicolaj Jensen, Hj. af Lille Købmagergade og Krystalgade, og han reklamerede med Herre- og Dameklæder af en hver Art. Men han gjorde det næppe i Haab om, at Annoncerne skulde bringe ham Fordel. Sagen var, at Nikolai Jensen var den, der støttede Pio økonomisk. Han var en Idealist og havde vel fra Tyskland faaet Interesse for Socialismen, skønt han ikke selv hørte Arbejderpartiet til. Der var mange den Gang, som var paavirkede af Lasalle, og Pio var jo en dansk Lasalle.

Wiinblad blader videre. Han dvæler ved denne og hin Artikel, knytter spredte Bemærkninger til et og andet - og standser ved Numret for 5. Maj. Med en Understrøm af dyb Bevægelse siger han:

- Paa den Dag blev Pio fængslet, og hans Svoger, Alfred Jørgensen, overtog Redaktionen. Men Bladet, der havde været oppe paa 6-7000 Abonnenter, gik nu tilbage, springvis og voldsomt. Den 9. Maj 1874 stilledes "Socialisten" til Auktion, og Fr. Hertz, der nu bor som 90aarig i "De gamles By", købte Halvdelen for 25 Rigsdaler. Han og en Del faglige Foreninger udgav allerede fra næste Dag, altsaa Søndag den 10. Maj, Bladet "Social-Demokraten". Ved denne Lejlighed møder vi første Gang Navne som C. C. Andersen, P. Holm og Hørdum. De meddelte paa deres Fagforeningers Vegne, at de overtager Bladet, der fremtidig er Organ for det socialistiske Arbejderparti. Saaledes blev Arbejdernes Blad Arbejdernes eget Blad og var ikke længer afhængig af enkelte Idealisters økonomiske Evne.

Wiinblad holder omhyggelig sit Navn ude, skønt han paa dette Tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket indenfor Partiet. Han hørte til Oppositionen, som Ungdommen jo gerne gør, og han var valgt til Sektionsformand, ligesom Faderen. Men som Wiinblad nu blader videre i Mindernes Bog kan han ikke undgaa at nævne sig selv.

- Pio blev løsladt fra Fængslet 9. April 1875. Bladet blev den Gang trykt hos Henriksen i Ravnsborggade 21. Men Pio ønskede at faa eget Trykkeri, og Guldbrandsen, der trykkede "Ravnen", blev sat til at ordne et nyt Sætteri i Ravnsborggade 18. Jeg havde nylig udlært og havde Arbejde hos Guldbrandsen. Jeg var derfor blandt dem, der fik med "Social-Demokraten"s første Sætteri at gøre. Det var i 76. Aaret efter forlod Pio Landet, og Bladet gik nu langsomt sin Undergang i Møde. Det var jo ikke Journalister, der skrev dette Blad. Mundberg, som en Tid var Redaktør, havde haft Købmandsforretning i Blaagaardsgade, Saxo Wiegell var Digter, og Bjørnstrup, ja hvad han end var, forstod han sig kun lidet paa at lave en Avis. Aktuelle Begivenheder blev skudt til Side, Referater af vigtige Møder maatte vente, det udenlandske Stof blev taget fra norske Blade og var altsaa flere Dage gammelt. Men stemte det ikke overens med Dagens Telegrammer, maatte Telegrammerne vente. Jeg husker, at ved Valget i 1878 bragte "Social-Demokraten" end ikke Valgresultaterne. Der var vist ikke Raad at abonnere paa Ritzaus Meddelelser. For dog at faa noget med om Valget, gik Saxo Wiegell ned i "Kragereden", en Beværtning i Fortunstræde. Værten hed Kragh, deraf Navnet "Pragereden". Her holdt Rigsdagens Bønder til, og paa Valgaftenen samledes de for at drøfte Udfaldet. Paa den Maade fik Wiegell fat i nogle løsrevne Stumper af Valgresultatet, og de puttedes i Blade uden Hoved og Hale.

Wiinblad smiler lidt og vedbliver:

- Bladet gik daarligt og Typograferne blev afskediget, undtagen Faktor Broen og Ombrækkeren Eriksen og - ved et Himlens Under - jeg selv. Det hang vistnok noget sammen med, at Trykkeriets Leder, Hr. Guldbrandsen, var ivrig Frimurer. Og ved Frimurernes Sammenkomster mødte han altid op med trykte Sange, som han havde sat sit Navn under, men som jeg havde skrevet. Hans lyriske Aare kunde jo ikke godt standse med et Slag, derfor fik jeg Lov til at blive hvor jeg var.

Og saa stod jeg altsaa der og gjorde hvad jeg kunde før at gøre "Social-Demokraten" til et Blad, som Arbejdernes kunde være tjent med. Men heller ikke jeg havde jo megen Forstand paa det. Naar bare Avisen var fyldt, var det godt. Ofte var det til at fortvivle over.

Wiinblad smækker med en pludselig Bevægelse den gulnede Aargang af "Social-Demokraten" sammen, og ser sig om med et Blik, der lyser af Glæde og Stolthed.

- Men vore Modstandere forregnede sig. De glemte at Arbejderne vel var fattige og uoplyste, men at de var besjælet af en brændende Trang til at lære, og af en fælles Vilje til at sejre. Og se nu! Her staar jeg i "Social-Demokraten"s eget Hus, hvor Skandinaviens største Rotationspresse udspyr mere end 100,000 Aviser hver Dag. Alt det har jeg set blive til, og Synet af denne mægtige, ubesejrlige, ustandselige Opdrift har gjort mig sikker i min Sag, naar jeg siger, at Fremtiden hører os til.

- Den gør det, slutter vor graanede Partifælle, i Kraft af den samme Lov, der har ført os til det Resultat, vi alt har naaet, VI har overvundet det sekteriske, der Prægede Partiet i dets første Dage. Men dernæst har vi overvundet det rent dogmatiske. Vi er blevet en Folkebevægelse. Bag Socialdemokratiet og dets Presse staar Kærnen af Landets Mænd og Kvinder.

Og i Spidsen for dem gaar som den røde, vajemde Fane "Social-Demokraten", Bladet, der taler de Fourettedes Sag, angriber Misbrug, paataler Overgreb, kræver Retfærdighed, Velstand og Lykke.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

"Socialisten" findes på Mediestream. Her den omtalte annonce for Nicolai Jensen, 2. april 1872.

Oluf H. Jørgensen (del 2): Bataljer med Peter Sabro. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891-1894.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

I starten af 1890'erne var der mellem Venstre-avisen Skanderborg Amtsavis med Oluf H. Jørgensen som redaktør, og den socialdemokratiske Demokraten med Peter Sabroe som redaktør mange avisbataljer - som også udviklede sig til injuriesager. Peter Sabroe blev journalist ved Randers Folkeblad i 1887. I 1888 flyttede han til Demokraten i Århus hvor han var redaktør 1895-1908. Desværre findes førstnævnte ikke i Mediestream, så nedenfor kun den sidstnævnte:

 

Valgene i Husmandskreditforeningen

har, som det var at forudse, givet Bladene noget at bestille. Særlig har Væver Madsens glimrende Sejr over sine mange og indflydelsesrige Modstandere vakt Opmærksomhed. De Blade, som har brølet højst mod ham, er nu dygtig modfaldne. Enkelte, der for Valget havde mange Spalter at ofre paa ham for at modarbejde hans Valg, kan nu til Nød ofre 3-4 Linjer for at meddele hans Sejr. Saa tier de slukøret for Resten.

Morsomst er "Skanderborg Amts Avis", hvad ikke vil forundre Nogen, der kender nævnte Blad og dets Redaktør. I Modsætning til andre Moderationsredaktører skyer han ikke at gaa lige til Sagen:

"Væver Madsen blev genvalgt af 2 Grunde, dels fordi han er en flink Repræsentant, dels fordi han er Socialdemokrat.

Med andre Ord: Socialisterne sejrede, og det saa komplet som muligt. Flere Venstremænd havde meldt sig som Madsens Konkurrenter, men uagtet selve Valget kom til at staa imellem Madsen og en Venstrehusmand, fik denne kun ca. 50 Stemmer, medens Madsen havde ca. 300.

Lad os være ærlig: Madsen har her vunden en Sejr, som han har Grund til at være stolt af. Ligeledes Socialisterne som Parti har Ret til at knejse med Hovedet, naar de midt i et stort Husmandsamt kan klare Tingene saa stolt overfor Venstre."

Efter denne ret uforbeholdne Udtalelse giver Bladet sig dybsindigt til at undersøge, hvad der er Grunden:

"Vi forstaar ikke, hvorfor Venstre i Viborg Amt ikke rustede sig bedre. Har der været daarlig Ledelse, eller er Valgets Udfald en Følge af, at Venstre i Viborg Amt altfor længe har leflet med Socialdemokraterne?

I Fjor talte Venstre temmelig højt om, at ved Amtsvalg kunde det sagtens klare sig (Se, her har vi Grunden hvorfor man vilde have Amtsvalg), medens Socialisterne ganske naturligt - nemlig paa Grund af deres Organisation - maatte sejre ved de almindelige Valg, hvor Interessenterne fra alle jyske Egne mødte samtidig for i Fællesskab at vælge Repræsentanterne.

Men næppe har vi faaet Amtsvalgene indført, før Socialisterne alligevel sejrer ved det første Slag, der skal slaas paa den ny Basis."

Til Slut giver Redaktoren Venstremændene i Viborg Amt en lille Opsang om Splittelse og Sløjhed, hvis de ikke mander sig op vil - truer Bladet - Socialisterne i Fremtiden, ligesom i Tirsdags, tage Stikket hjem.

Nu faar vi at se, om Truslen virker.

* * *

(Demokraten (Århus) 18. juli 1891. Uddrag)

Fotograf Lars Peter Elfelt: Skanderborg, Adelgade. Prospekter fotograferet af Christsensen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Uheldig Ironiker. For nogen Tid siden lod Hr. R. Th. Petersen af "Nakskov Tidende" sin Meningsfælle Hr. Oluf H. Jørgensen af "Skanderborg Amts Avis" vide, at det slet ikke klædte ham at snakke ondt om, at andre Moderate var falden Hr. Kultusminister Goos om Halsen, eftersom han selv for ikke længe siden havde udført noget lignende overfor Lars Dinesen. Nu oplyser Hr. Oluf H. Jørgensen, at han er bleven syndig misforstaaet. Han har villet ironisere, og saa har Hr. R. Th. Petersen, som alle Andre, gaaet hen og taget hans Ironi for Alvor. Hr. Jørgensen skriver :

"Vi skal nu først sige, at vi har aldrig før Alvor hævet Dinesen til Skyerne; vi har ironiseret over hans politiske Bomspring til Højre, og vi har drillet baade Hr. Dinesen og det reaktionære Højre ved at skrive som vi skrev om den kundbyske (?) Kapacitet, der for Resten aldrig har været i saa fælt et politisk Ælte som Goos var t. Ex. den Gang han støttede Petroleumsbladet "Den ny Socialist"."

"Venstrebladet" giver Hr. Oluf H. Jørgensen det Raad, at han en anden Gang, naar han vil agere Ironiker, skriver nedenunder: "Dette skal være Ironi!"

(Demokraten (Århus) 23. juli 1891)

Skanderborg-Journalistik.

I det i Fredags udkomne Numer af "Skanderborg Amts Av." vælter Hr. Redaktør Oluf Jørgensen sig over mig i Sprogets plumpeste Udtryk. Anledningen hertil er mit forleden her i Bladet optagne Svar til den af Dhrr. Jørgensen og Langballe serverede Historie fra Hammel om de 100 Kroner osv.

Mit Svar syntes ikke at mangle noget i Retning af Tydelighed, men ikke desto mindre lader Hr. Jørgensen i sit sidste Indlæg forstaa, at jeg har skrevet mit Svar i en Form, som umuliggør en Sagsanlæggelse fra hans Side mod mig.

Det sande Forhold er imidlertid, at Hr. Jørgensen ikke tør anlægge Sag mod mig for de brugte Udtryk, da han ikke vil kunne faa nogen Dom over mig af den ret simple Grund, at hans Skriverier berettigede mig til at skrive følgende:

Jeg gad vide, om Nogen har set Mage til journalistisk Frækhed. Thi der tør næppe tvivles om, at Dhrr. Jørgensen og Langballe meget godt ved, at det er en gemen Usandhed de fremsætter, naar de giver det Udseende af, at nævnte Talere ved den Lejlighed kunde faa et Hundrede Kroner hver. Men naar Dhrr. ved dette, saa turde det ikke være upassende at stemple deres Skriveri som slet og ret slyngelagtigt.

Har Hr. Jørgensen rent Brød i Posen, behøver han sandelig ikke mere Grundlag for en Retssag. Men han har sikkert selv en Følelse af, at det er ham og ikke mig, som en eventuel Dom vil ramme.

Hr. Jørgensens Uartigheder i den ham bekendte Bøllestil, skal jeg ikke komme ind paa. Grovheder fra den Kant afficerer ikke mig. Jeg skal kun sluttelig rette følgende bestemte Spørgsmaal til Hr. Jørgensen, forinden der gøres mere fra min Side.:

Vil De, Hr. Jørgensen, eller Deres Medarbejder, Hr. Langballe, uden Omsvøb erkende, at Meningen med Deres første Indlæg i denne Sag var at sigte Hr. Folketingsmand P. Holm og mig for at skulle have Hundrede Kroner hver for vore Taler ved Festen i Hammel - saa skal jeg strax give Dem Svar paa Tiltale.

Aarhus, den 25de Juli.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Forfremmet

Et yngre Menneske, der var ansat ved Moderationsorganet "Skanderborg Amts Avis", er i disse Dage bleven forfremmet til Gendarm. Om denne Sag, der har vakt en Del Opmærksomhed og Moro blandt Byens Befolkning, skal vi meddele vore Læsere følgende:

For nogle Aar siden, da de politiske Bølger gik højest her i Landet, da ingen Frihedsmand, selv ikke en saadan Kapacitet som Hr. Redaktør Jørgensen, var i Stand til at indse det paatrængende nødvendige i, at der af Folkets Penge udgaves en Million Kroner for at en Del kraftige og arbejdsdygtige Mennesker skulde gaa og drive Tiden hen, uden anden Nytte end den at staa Ret hver Gang et Jærnbanetog løber ind til Stationerne og saa en Gang imellem opsange en stakkels rejsende Haandværkssvend, kort sagt, da alle rettænkende Mennesker var enige om, at Gendarmerne med samt deres Paahæng var lige saa unødvendige, som det femte Hjul til en Vogn, - da tjente vedkommende unge Mand, Christian Nielsen hedder han nok, hos en Gaardmand i Søballe. Saa en Dag faar han Øie paa en Gendarm, der kom spankende hen ad Vejen i sin splinterny Uniform med Karabinen samt den blankpudsede Sabelskede anbragt i Livgehænget, i Forbindelse med Uniformsknapperne, der glinsede i Solen som en vis Ting i Maaneskin, og som afgav et saa imponerende Skue, at Christians Hjærte slog mindst Hundrede Slag mer i Minutet end sædvanlig. I sin Henrykkelse over dette storartede Syn, han her saa, vilde han synge Salmen "Dejlig er den Himmel blaa", men kom i sin Befippelse til at synge "Dejlig er de Lyseblaa".

Gendarmen rødmede af bare Beskedenhed, noterede Sangeren og indstillede ham til Hr. Politimester Thieles Bevaagenhed. Han fandt, at 10 Kroner for den Koncert kunde være et passende Honorar for Sangeren at afgive. 10 Kroner er imidlertid ikke Smaaskillinger for en Tjenestekarl. For disse Penge skulde han slide haardt hos Gaardmanden, omtrent i en hel Maaned. Hos Fatter Jens i Skanderborg kunde han tjene dem af i 2 Dage og saa endda oven i Købet kapre sig en Smule politisk Martyrglans som Erstatning for de ensomme Timer, han maatte tilbringe i Raadstuens separate Rum.

Da imidlertid denne Sag var bragt i behørig Orden, fik han Ansættelse hos Redaktør Jørgensen i Skanderborg, men det Syn, han saa hin Dag i Søballe, kunde han ikke faa ud af Tankerne, og da han saa Gang efter Gang læste i Sammensmælternes Epistel "Skanderborg A. Av.", at det første, det gjaldt om for en rettroende Venstremand, var at erhværve sig sine politiske Modstanderes (er Provisoristernes) Agtelse, saa stod Beslutningen hos ham urokkelig fast. Han vilde selv være Gendarm, det koste, hvad det koste vilde, og efter at have indhentet sin Herre og Mesters velvillige Tilladelse, indgav han, forsynet med dennes varmeste Anbefaling, sin allerunderdanigste Ansøgning om at maatte nyde den Ære at blive indlemmet i de provisoriske Krigsmænds Rækker.

Ansøgningen blev allernaadigst bevilget og om nogle Dage vil Hr. Redaktør Jørgensen kunne nyde det sjældne Skue et eller andet Sted i Landet at se sin Christian, der indtil for faa Dage siden drejede Maskinen i hans Trykkeri og for øvrigt lod som ingenting, spanke omkring i sit lyseblaa Skrud som et lyslevende Vidnes byrd (ogsaa Hr. Redaktørens) om, paa hvilken Mande man lettest og hurtigst opnaar at vinde Provisoristernes Agtelse og Anseelse, og hvorledes man kan saa Absolution for bedrevne Synder.

Skulde vi give Christian eller Gendarm Nielsen, som han jo herefter bør kaldes, et Ord med paa Vejen, da skulde det være en ærbødig Henstilling til ham om, at han, naar han nu selv skal til at indfange Resultater, ikke glemmer sine egne Bedrifter, og den Vaande, han var i, da den provisoriske Retfærdighed langede ud ester ham med sin straffende Arm.

Det er for øvrigt underligt, som Skæbnen driver sit Spil med "Skanderborg Amts Avis" og dets Personer fra den Tid, da Bladet for 16 Aar siden første Gang saa Dagens Lys, og indtil for faa Aar siden var det og dets Redaktør i den Grad radikale, at i alt Fald ingen her i Landet kunde hamle op med ham og hans Avis. Men saa kom Svingningen fra Venstre til Højre. For et Par Aarstid siden gik Bladets mangeaarige Faktor i den Grad op i Højre med Hud og Haar, at han forlod Venstrebladets Kødgryder og overtog en Slags Redaktørbestilling ved Højrebladet "Skanderborg Dagblad", og nu findes der ingen drabeligere Sammensmælter i det ganske Land end den forhen saa brandrøde Redaktør af det forhenv. Venstreblad "Skanderborg Amts Avis".

Det var vel ikke saa umuligt, at det kunde gaa som en Mand, der forleden var til Stede, hvor Gendarmhistorien var paa Tale, bemærkede: "Ja, har Fanden taget Faarene, tager han nok Bukken med."

Observator.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Skanderborgerens Journalistik

Hr. Jørgensen har skrevet en Artikel, tilmed en usandfærdig Artikel, om Hammelforhold og væltet det moralske Ansvar herfor over paa Hr. Langballe i Hammel.

Der blev spurgt, om han turde benægte det, og han svarer med et "Goddag" - "Øxeskaft". Hr. Oluf Jørgensen tør nemlig ikke oplyse sine Læsere om Sagens virkelige Sammenhæng, thi han ved da, at mere end en vil raabe "Føj!" efter ham.

Sagen er, at Oluf Jørgensen er kommen i en Klemme, som han ikke kan redde sig ud af. Han har sagt at grave en Grav for Andre, men er selv plumpet i den. Saa ynkelig er han stillet, at han ikke tør meddele sine Læsere, hvad der er oplyst om ham og hans Adfærd i Tirsdags.

Saa søger han at redde Postelinet med den Godtkøbsudflugt, at han bærer Ansvaret (det juridiske!) for "Hammel Avis". Nu vil han, fordi han er i en slem Klemme, gærne have den tvivlsomme Ære at redigere "Hammel Avis"; men før i Tiden har han tidt og vedholdende hævdet bl. a. overfor Aarhusbladene, at Hammel Avisen var et selvstændigt Blad med en særlig stedlig Redaktør.

Jeg holder mig imidlertid til O. J.s eget tidligere Udsagn og paastaar vedblivende, at det er ham og ikke Hr. Langballe, der er Forfatter til den modbydelige Artikel i "Hammel Avis" for Onsdag den 22de Juli.

At Oluf Jørgensen bærer det juridiske Ansvar, er en overflødig Oplysning. Der er kun fremhævet, at han har søgt at skubbe det moralske Ansvar over paa en anden Mand. Det tør Jørgensen ikke svare paa. Og det er den Slags journalistiske Kujoner, som opkaster sig til Dommer over Andres Mod.

Stedt i en ynkelig Vaande vælter O. Jørgensen paany en Bunke af Uartigheder over de Hædersmænd, som kalder ham til Orden, i Stedet for at han burde være dem taknemlig for at de lader Raade gaa for Ret af Hensyn til den Lømmelalder, han endnu synes at besinde sig i.

Man føler sig endnu ikke fristet til at lade Oluf Jørgensen underskrive en Erklæring lig den over al Maade ydmygende Erklæring, han maatte underskrive da "Jyllandspostens Redaktør i sin Tid trak ham for Retten, fordi han havde gjort sig skyldig i at stjæle Andres Telegrammer. Redaktøren af "Skanderborg Amts Avis" hører desuden til de "Journalister", man ikke skal tage for alvorligt.

En hvilken som helst anden Person end Hr. Jørgensen vilde have skyndt sig med at rense sig for de bestemte Sigtelser, som jeg paa given Anledning har rettet imod ham. Oluf Jørgensen lader som om ingen Ting var bedrevet, for han tør ikke anlægge Sag, lige saa lidt som han tør holde sine Læsere a jour med mine Spørgsmaal til ham. O. Jørgensen smøger bestandig udenom i Bevidstheden om, at han har Uretten og de ubeviste, usandfærdige Paastande paa sin Side.

Men Oluf Jørgensens Lyst til at løbe fra sine gemene Beskyldninger skal nok blive stoppet i Flugten. Han skal for en Gangs Skyld blive holdt saa eftertrykkelig til Ilden at han for lange Tider vel vogter sig for at komme med sine ud af Luften grebne Beskyldninger mod Arbejderpartiet og dets Tillidsmænd.

Aarhus, den 29. Juli 1891.

P. Sabroe.

Efter at ovenstaaende var sat har Oluf Jørgensen endelig bekvemmet sig til at anlægge Sag mod mig. Han kunde heller ikke godt være andet bekendt. Med Fornøjelse skal jeg møde nævnte Herre for Retten, hvor hans Postulater skal sigtes, og med større Sindsro end ham skal jeg afvente Sagens Gang og Resultat, dere turde blive alt andet end lykkelig for den skanderborgske Blæksprutte.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 30. juli 1891)

Hammel Avis var en aflægger af Skanderborg Amts-Avis som udkom 1890-1933.

I juli 1891 bebudede Oluf H. Jørgensen som nævnt anlæggelse af injuriesag mod journalist Peter Sabroe, som til gengæld anlagde kontrasag mod Jørgensen. Peter Sabroe indkaldte til et møde i den anledning som vedtog en resolution der fordømte Oluf H. Jørgensen og opfordrede til at opsige "Skanderborg Amtsavis". I september 1891 svarede Oluf H. Jørgensen igen ved at anlægge 4 sager mod Peter Sabroe for "løgn" og "frækhed". Den 9. september 1891 var Peter Sabroe indstævnet i Forligskommissionen. Sabroe tilbød at indgå forlig hvis Oluf H. Jørgensen ville tilbagekalde sine ærefornærmende udtalelser og deponere 500 kr. i sikkerhed for fremtidige. Der blev ikke indgået et forlig. I juli 1893 afgjorde Aarhus byting at Peter Sabroe skulle betale en mulkt af 80 kr., betale sagens omkostninger og de fornærmelige udtalelser mortificeredes. 

Et større Slag i Aarhus. Jlp. beretter :

Da Publikum i Aftes forlod Aarhus Theater, overfaldt Journalist P. Sabroe paa Gaden udenfor Theatret Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg. Hr. Sabroe tiltalte først Hr. Jørgensen, idet han ytrede, om han ikke maatte tale et Øjeblik med ham, han havde en Regning at afgjøre med ham. Da Hr. Jørgensen blot svarede "Værsgod", fortsatte Hr. Sabroe omtrent saaledes: "De har i Deres Blad haanet mig og mine Meningsfeller paa en Maade, som forhindrer al Diskussion mellem dannede Mennesker. Her har De mit Svar." Med disse Ord gav han Hr. Jørgensen et let Slag paa Kinden. Den overfaldne fo'r da øjeblikkelig ind paa Angriberen, som hevede sin Stok til Slag, men Hr. Jørgensen afparerede Slaget med sin Paraply, som knekkedes, og tog Stokken fra Hr. Sabroe, der vaklede og oven i Kjøbet tabte sin Hat.

Dermed var Slaget forbi, og begge vandrede sammen med en Politibetjent til Politistationen, hvor der optoges Rapport, hvorefter de dimitteredes.

- Bladet tilføjer: Det er aabenbart de Gustav Esmannske Lavrbær, der har fristet Hr. Sabroe til denne Heltebedrift, som han kom faa lidet heldigt fra. Men derfor kan den jo godt bruges til den Reklame, som den var beregnet paa.

(Horsens Folkeblad 29. november 1894)

Hvem lokkede Sabroe?

"Aarhus Flkbl." skriver:

Den lille bitte Lussing, som Sabroe forleden gav Oluf Jørgensen, har fremkaldt mange og store Bladartikler. "Aarhus Folkeblad" har nærmest betragtet Sagen som humoristisk, men adskillige Blade har taget den med en Alvor, der i vore Øjne gjør den endnu mere humoristisk, end den i Forvejen var.

Alleralvorligst er dog Oluf Jørgenens eget Blad. Mange og lange Spalter ofrer det paa den Verdensbegivenhed, og efterhaanden hæver Bladet sig til en Indignationens Pathos, som er aldeles uimodstaaelig. Selvfølgelig belyses den betydningsfulde Sag fra alle tænkelige Sider, og Oluf Jørgensen er da i Lørdags ogsaa naaet til det interessaute Spørgsmaal: "Hvem lokkede Sabroe?

Oluf Jørgensen fortjener her en Kompliment. Thi dette Spørgsmaal er i allerhøjeste Grad paa Højde med den hele Situation. Naar Skoledrengen Peter har været uartig mod Skoledrengen Oluf, fejler det sjælden, at Læreren inden Afstraffelsen faar at høre, at der var en, der lokkede Peter. "Saadan noget maa vi ogsaa have", har man aabenbart tænkt, og med spærret Skrift bekjendtgjør Oluf Jørgensen i sit Blad, at Sabroe vel er en stor Synder, men at der var andre, der havde lokket ham til at gjøre den onde Daad, og disse andre navngiver han. Den ene er en Medarbejder ved "Jyllandsposten", den anden ved "Aarhus Folkeblad".

Hvordan det staar sig med den førstnævntes Samvittighed, skal vi ikke kunne sige. Men hvad "Folkebladets" Medarbejder angaar, da tør han med Haanden paa Brystet, paa Tro og Love og alt andet, hvad Oluf Jørgensen maatte ønske sig, afgive følgende Erklæring:

Han var ganske vist i Theatret hin Ulykkesaften, og i en Mellemakt vexlede han nogle faa Ord med Sabroe. Han mindes imidlertid ikke, at denne ved nævnte Lejlighed talte om at prygle Oluf Jørgensen. "Slaget" overværede han aldeles ikke og fik det først en Times Tid senere meddelt oppe i Razzis Kafe. Vidner kan bekræfte, at han blev meget overrasket, da han hørte, hvad der var sket.

Saafremt Oluf Jørgensen derfor ikke i sine Undersøgelser efter den, der lokkede, har været mere heldig med den anden Synder, som han har nævnt, end ved det Fund, han har gjort i "Folkebladet"s Medarbejder - ja, saa er vi bange for, at han bliver nødt til at slaa sig til Taals med, at den, der lokkede Sabroe til at give Lussing, det var ham, som fik den.

(Esbjerg Folkeblad 6. december 1894).