De nye Aviskiosker. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Led i vort Gadebillede.

Det nye Avishus paa Gammel  Torv.

Kommunen har flottet sig og ladet bygge en Del nye transportable Aviskiosker. hvoraf en halv Snes Stykker allerede er taget i Brug. Det er Hensigten dermed at virke forskønnende paa Byens Gadebillede, men vi tillader os at mene, at det kun delvis er naaet. Det forekommer os, at man nok kunne have faaet noget lidt mere fikst og pynteligt ud af det. De eksemplarer, vi hidtil har set, har unægtelig! virket lidt fantasiforladte. Men paa den anden Side er vi villige til at indrømme, at de i al Fald er kønnere end de fleste af dem, der stod i Forvejen. Et lille Plus er det altsaa.

Husene bygges af Snedkersvendenes Aktieselskab, og der skal i alt fremstillet 300 Stk. til Fordeling over hele Byen.

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Fra Redaktionen over Sætteriet til Rotationspressen og Læserne. (Efterskrift til Politivennen)

Hastige Billeder fra det daglige Liv, hvor "Social-Demokraten" bliver til.

Om Bordet: Redaktør Oskar Jørgensen, F. K. Madsen, Normann-Bryn, P. Hedebøl, Redaktør Borgbjerg, Red.-sekr. Johs. Petersen, Ax. Wessel. Staaende: Kr. Krater, H. Lundbeck, A. Hansen, Mar. Wulff, Fri Nina Bang, Ax. Schmidt, Jean Petersen, Marinus Kristensen, Georg Wiinblad, Dines Petersen.

Redaktiønens Ur slaar 12. Det er ikke Midnat, det er Middag. Klokkens Slag og Signalet til Redaktionskontorerns Aabning. "Social-Demokraten"s Kontorer er ikke alene de Omgivelser, i hvilke et Blad bliver til. De er meget mere end det. Naar en Mand eller Kvinde føler sig forurettet, naar der opstaar Tvivl om et eller andet naar der ønsker Raad eller Daad, saa er Løsenet i Tidernes Løb blevet: "Lad os gaa til "Social-Demokraten". Denne Intime Forbindelse, der herved er opstaaet mellem Redaktionen og Læserne, har sikkert bidraget stærkt til at slutte Vort Blads Kontakt med Abonnenterne saa fast, som Tilfældet glædeligvis er.

Som sagt Klokken er 12.

Men den mobile Journalist er ikke fast "Inventar" i et Kontor. Han ved, at Stoffet kommer ikke ind ad Døren til ham. Han maa selv være paa Tæerne.

Derfor er der endnu kun faa Medarbejdere paa Redaktionen. De fleste er ude for at trænge til Bunds i en eller anden dunkel Sag, eller for at overvære en Begivenhed af mere end almindelig Interesse, eller maaske for at referere i eller flere af de mange Møder, hvis Ord og Beslutninger ønskes mblicerede til vort Blads store Læsekreds. "Journalisten er som Bier", udtalte Redaktør Borgbjerg ved en festlig Lejlighed: "de flyver ud og kommer hver især tilbage med deres Honning".

Bierne er ude nu. Men efter Middagstimernes Redaktions-Ro bliver Kontorerne levende. Telefonen tager fat. Det er maaske en Medarbejders korte Rapport, hans Anmodning om fotografisk Assistance, hans Beretning om Dagens Sensation. Det er maaske en Forespørgsel: "Hvor stor er Islands Befolkning?" "Er det sandt at Kejser Wilhelm er død?" "Hvor mange Mursten blev brugt til Raadhusets Opførelse?" - Ak! Selv Redaktionens viseste Medlem, der tillige er forlenet med urokkelig Ro og Taalmodighed, kan fortvivle overfor Telefonens Syndflod af Spørgsmaal. Redaktionen er et levende Leksikon. Men de fleste, der har noget alvorligt paa Hjertet, kommer selv op paa vore Kontorer. Der kommer en Deputation fra en Ejendom, med en Klage over en daarlig Vært. Der kommer Husassistenter, der er snydt for Lønnen. Der kommer harmfyldte Forældre med Børn, der er mishandlede af brutale Mennesker. Der kommer .... der kommer, hver Dag en Armé, som ved, at Ingen forurettet forgæves banker paa "Social-Demokratens" Dør. Hvad der ikke finder Vej gennem Telefonen eller ad Trapperne, det kommer med Posten. Imellem det daglige Bjerg af Aviser fra hele Verden, findes Breve. Der er hvide Ark beskrevet med sirlig Skrift og fuldendt i Formen, men der er ogsaa rørende ubehjælpsomme Aktstykker, maaske fra en gammel Morlil, der beder om Hjælp, maaske er det en - efter stor Anstrengelse tilblevet artikel, der indledes med den næsten klassiske Vending: "Hr. Redaktør! De bedes venligst optage følgende". Og "Social-Demokraten" aftager "venligst" det meste. Gid altfor utaalmodige Indsendere dog kendte den daglige Kamp for at skaffe Plads til alt!

Medarbejdere gaar og kommer. Telefonerne er belejrede. Traadene dirrer. Ved hvert eneste Skrivebord arbejdes der under Højtryk. Pennen iler hurtigt over det hvide papir. Det bliver til Artikler, dét - Artikler, som tilfredsstiller den journalistiske Ærgærrighed blot derved, at de næste Dag læses og diskuteres af Hundredtusind, ja flere. Forud for Artiklens Tilblivelse er oftest gaaet et enerverende Undersøgelsesarbejde som kun Journalisten kender. Han har slidt Trapper fra Stue til Kvist, har har skreget sig hæs i en Telefon, han har forfulgt en Mand, der sad inde med afgørende Oplysninger - en Mand, der oftest "netop er gaaet ud", naar Journalisten stod ved sit Maal. Ak! hvilken Sum af nervøst Jageri, af Ærgrelser, gaar der dog ikke forud, for blot en Spaltes Tilblivelse. Men alt overskygges af Glæden over velfuldendt Arbejde, naar Journalisten ved sit "flydende" Arbejdsbord giver Artiklen den sidste "Tilfiling". Journalisten er rastløs. Han beder ikke om Ro, mens Pennen arbejder paa Hjernens Kommando. De evindelige Afbrydelser og Forstyrrelser indgaar som et Led i hans Arbejdsmaade. De virker stimulerende. Maaske de ovenikøbet inspirerer.

Et lille Hjørne af vor Ekspedition. Det er kun en lille Del af vort Ekspeditionspersonale, der er med paa Billedet. Længst bagved staar Forretningsfører M. Hørdum og ved hans Side Bogholder Valdemar Petersen. Derefter følger Frøknerne Høghøj, Jensen og Davidsen. Desuden  Ekspeditørerne Frederik Nielsen og Bernsteen og staaende Afdelingschef Simonsen.

Nu er Eftermiddagens Tempo paa sit højeste. Borgbjerg har Ret: Journalister er som Bier. Redaktionen er en summende Bikube. Det hele er et futuristisk Maleri. Men er der dog Plan i det hele? Er der nu Ikke Fare for, at 2 Journalister spilder Tiden, med at skrive om den selvsamme Sag? De, der tror saa naivt, kender ikke "Social-Demokraten"s Journalister, og de kender navnlig ikke Bladets Redaktør. Han har alle Traadene i sine Hænder.

Han ved paa en Prik, hvor hver enkelt Mand er, og med hvilken Sag han beskæftiger sig. I hans Kontor banker Redaktionens Puls. Der føres hastige Konferencer mellem Medarbejdere og Redaktør - altid hastige og præcise. Der bruges ikke et overflødigt Ord: Afsted! Tag fat"

Det sætter Tempoet op.

Manuskriptdyngen vokser. Een Bekymring kender "Social-Demokraten" ikke, og det er Bekymringen for, at der skal mangle Stof til Bladet næste Dag. Der er altid I Overflod. Redaktionssekretæren ser med Bekymring paa den Voksende Bunke. Det er altsamrnen saa vigtigt, saa vigtigt, og nu "gaar det op".

"Gaar op": det vil sige, at Faktoren omslutter Manuskripternes Mangfoldighed med sine rummelige Hænder og og bærer dem op til Sætteriet i 3. Etage.

Otte Sættemaskiner klaprer. Blækbogstaverne bliver til Bly. Linie efter Linie vælter ud fra Maskinerne. Sætternes Fingre spiller virtuosmæssig paa Tangenterne. En liflig Musik for den, der elsker sin Gerning. Og Linierne bliver til færdige Artikler, der "bindes ud" og forsynes med Overskrifter. Bordene bugner af nystøbt Sats.

Fra Redaktionen gaar nye Oceaner af vigtige Manuskripter op. 8 Sættemaskiner klaprer videre. Haandsætterne har travlt med Annoncerne. Satsen vokser, og endnu er Bunden ikke naaet.

Der arbejdes.

Journalisten opdager, at Eftermiddagen er gaaet. Død og Pine, Klokken er 9 og han har endnu ikke spist Middag. Han har glemt sin Sult. Men nu melder de materielle Krav sig, der kan netop blive en halv Time tilovers, den bruges til Indtagelse af et velgørende Maaltid. Men Redaktionen er en Magnet, der hurtigt trækker ham til sig igen. For Journalisten er Bladet mere end et andet Hjem. Hans Gerning er mere end hans Levebrød. Hans Arbejde er Udfoldelsen af en indre medfødt Trang. Derfor styrer han altid først sine Skridt mod Bladets Kontorer. Ganske vist er Bladets væsentligste Indhold baade skrevet og sat, men endnu i Nattetimerne kan store Ting ske, Ting, som under alle Omstændigheder skal med i Bladet, maaske paa Bekostning af andre store Ting. Ingen ved, hvornaar Telegrafen dirrer, hvornår Telegrammet kommer om en Begivenhed, der er hele Københavns, hele Landets, ja, maaske hele Verdens Samtaleemne i Morgen.

Journalisten er paa sin Post, mens Byen slumrer. Gaar vore Læsere gennem Farimagsgade en sen Nattetime, saa vil de altid se Lyset i "Social-Demokraten"s Vinduer.

Elevatoren rasler op og ned mellem Sætteri og Stereotypi-Afdelingen. Nye Forme sendes ned. "Gamle" Forme sendes op. Stereotypørerne - eller "Pisterne" - som de for en Nemheds Skyld kaldes, arbejder i en stegende Varme. De tager Blyafstøbninger af Formene. Afstøbninger, der af Elevatoren føres ned til Trykkeriet.

.... Klokken har netop slaaet 4. Den sidste Form gaar ned. Formene spændes fast i Rotations pressens Cylindre.

Kæmpemaskinens Hjul sættes i Sving. Helt ud i den stille Nat lyder Rotationspressens Buldren. Den synger den samme Sang, samme Sang, samme Sang, samme Sang .... Færdige Aviser spyes ud i tusindvis. Stablerne vokser. Paa "store Dage" vaager Journalisten til han kan holde den friske Avis i sin Haand, til han kan beruse sig i den stærke Lugt af Sværte. Først da søger han Hvile.

Men i Morgenstunden spreder i hundredevis af Bude det færdige Blad ud over Byen. Trappe op og Trappe ned. "Socialen" er Dagens første Gæst og vi ved, at dens Ankomst imødeses med Længsel og Glæde.

- - -

Men Rotationspressen synger sin Sang, indtil Byen vaagner til nyt Liv. En ny Dag begynder. Forberedelserne til næste Dags Avis træffes allerede i Formiddagens Timer i Ekspeditionen, hvor nye Bunker af Blade udleveres til den umættelige By. Ved hver Pult ligger Protokollerne. Hvad staar der i disse velnærede Bøger? Er det Fortegnelsen over Abonnenternes Kæmpe-Skare? Er disse Bøger - stadig voksende i Omfang - er de Barometret for vor Presses voldsomme Vækst? Eller fortæller Protokollerne om den stedse større Kreds, der har forstaaet at værdsætte "Social-Demokraten" som Annonceblad, som Bindeleddet mellem Sælgerne og de mange, mange Købere? Eller er det maaske lange Talkolonner, der staar i Bøgernes tørre Tal, store Tal, der gengiver det nøgterne usminkede Billede af vort Blads financielle Forhold.

Protokollerne ligger der, hemmelighedsfulde, lukkede - kun talende naar de bliver spurgt. Men de kan tale med om Bladets Udvikling fra de Tider, hvor Abonnenternes Navne kunde staa paa et Par Foliosider og da Regnskaberne magelig fik Plads paa et almindeligt Ark Skrivepapir.

Disse Protokoller med de sorte Bind er ikke saa kedelige endda.

Og Ekspeditionen er levende Dagen igennem. Annoncer og ny Abonnenter. Bidrag til dette eller hint Finanskonferencer. Forretnings-Aftaler. Udbetalinger. Indbetalinger. Alle Stueetagens Kontorer frembyder et levende Billede af Travlhed. Men der er System og Plan og Orden i alt. Punktligheden staar Vagt ved Pultene. De forretningsmæssige Interesser er i sikre Hænder.

Plan og Orden!

Der hænger et stort Portræt i Ekspeditionslokalet. Det gengiver afdøde Hørdums karakteristiske rolige og kultiverede Ansigtstræk. Han ydede en store personlige Indsats til at skabe dem for alt betryggende Plan og Orden: Organisation i alt. Og dette for al Fremgang betingende Grundlag er bevaret, det har styrket det Center, hvorfra "Social-Demokraten" har hentet sin økonomiske Kraft.

- - -

Paa Redaktionen staar Reol ved Reol fyldte med store tykke Bind. Det er "Social-Demokraten"s Aargange siden 1872. Begyndelsen blev ganske vist gjort med "Socialisten" i Juli 1871, udgivet af B. Brix, skrevet af Pio. Det var kun et lille Blad, der udkom hver Lørdag. Men allerede i April 1872 blev "Socialisten" Dagblad "for Arbejdernes berettigede Fordringer". I Juli samme Aar udvidede det alt Format. Men Bladet voksede ikke alene i det Omfang som Reolerne Illustrerer.

Det voksede i Udbredelse, i Autoritet Indtil det vel nok i Dag er Danmarks stærkeste Blad.

De taler deres eget Sprog disse Reoler. De fortæller om Trængselstider, om Modgang og Modgang og om Socialdemokratiets store Sejre. Rotationspressen synger sin Sejrssang ud i Nattens Stilhed, den summer Inspirationen for den unge Journalist som blev den Lykke givet, at blande sin Røst med Maskinens Larm og tilegne sig Retten til at være med i Socialdemokratiets Stortid.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Interiør fra Provinsredaktionen. Siddende ved Skrivebordet Redaktionssekretærerne Josephsen (til venstre) Steffensen (til højre) og staaende til venstre Carl Andersen. Foto fra Social-Demokraten 2. april 1922.

E. Wiinblad om "Social-Demokraten". (Efterskrift til Politivennen)

 Minder fra Bevægelsens Barndom.

Da Socialisten blev Dagblad.

Folketingsmand E. Wiinblad.

Fire af dem, der var med til at gøre de første Spadestik.

Folkethingsmand, E. Wiinblad, i 80 Aar "Social-Demokratens" Redaktør og endnu med mange Baand knyttet til Bladet, opmærksomt følgende dets Udvikling og Vækst tager fra en af Redaktionens Reoler et indbundet Bind.

Det er i Kvartformat. Og i det han slaar op paa første Side siger han: 

- Af dette lille 3-spaltede Blad, der udkom i Juli 1871, har danske Arbejdere skabt en Presse, som omspænder hele Landet, og som intet Arbejderparti i Verden har Magen til, en Presse, der altid stiller sig paa de Forurettedes Side, som er ubestikkelig og aarvaagen, og som netop derfor frygtes og hades af vore Modstandere.

Wiinblad betragter smilende det første Numer af "Socialisten". Oven over Titlen staar: Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Og under neden: "Et Ugeblad for Arbejdernes berettigede Fordringer". Spidsartiklen hedder: Til vore Brødre, Danmarks Arbejdere, og inde i Bladet findes en Artikel med Overskriften: Arbejdernes Hævn.

- Se, siger Wiinblad, for os er der intet overraskende eller blot paafaldende i disse Overskrifter. Udtrykket: Vore Brødre, Danmarks Arbejdere! lyder naturligt i vore Øren. Men da jeg som Dreng første Gang saa disse Ord, og da jeg læste disse Artikler, hvori taltes om alle Menneskers Ligeberettigelse, da var det noget uhørt, en eksploderende Mine, en Komet, der sendte en Hale af Ild hen over Landet og tændte Menneskesjæle i Brand.

Jeg var Typograflærling den Gang. Jeg arbejdede hos Bogtrykker Bianco Luno og boede i Adelgade. Min Fader var Skræder og sluttede sig hurtigt til den socialistiske Bevægelse. Han blev Sektionsformand i "Internationale", og i vort fattige Hjem ventede vi Ugen igennem paa Lørdagen, der bragte et nyt Numer af "Socialisten". Som det Blad dog blev læst, gennemstuderet, gransket. Og som det var elsket af de faa Tusinde, der samledes om det.

Wiinblad standser et Øjeblik og blader omtrent halvvejs frem i de indbundne Aviser:

- Den sidste Lørdag i Marts indeholdt "Socialisten" en Meddelelse om, at fremtidig udkom Bladet 6 Gange om Ugen. Meddelelsen var underskrevet af den forgudede Plo, der her for første Gang traadte offentlig frem som Bladets Leder. Hans Brix havde hidtil staaet som Redaktør. Fra Lørdagen til Tirsdag den 2den April gik vi i Spænding, febrilsk ventende, ventende, paa dette ufattelige, at vi nu havde vort eget Dagblad, ligesom vore Modstandere havde deres. Og det kom, og vi slugte det. Her var en Programartikel, og her sloges djærve Slag for de smaa i Samfundet. Se her - Wiinblad peger paa Bladet - I her er en lille Føljeton, skrevet af Kopist Madsen. Under det Mærke skjuler sig Paul Geleff, der snart fik Hovedindflydelsen paa Bladet. Og se de to Forretningsannoncer, det var alt, hvad man havde at pynte Bagsiden med. De var indleveret af Nicolaj Jensen, Hj. af Lille Købmagergade og Krystalgade, og han reklamerede med Herre- og Dameklæder af en hver Art. Men han gjorde det næppe i Haab om, at Annoncerne skulde bringe ham Fordel. Sagen var, at Nikolai Jensen var den, der støttede Pio økonomisk. Han var en Idealist og havde vel fra Tyskland faaet Interesse for Socialismen, skønt han ikke selv hørte Arbejderpartiet til. Der var mange den Gang, som var paavirkede af Lasalle, og Pio var jo en dansk Lasalle.

Wiinblad blader videre. Han dvæler ved denne og hin Artikel, knytter spredte Bemærkninger til et og andet - og standser ved Numret for 5. Maj. Med en Understrøm af dyb Bevægelse siger han:

- Paa den Dag blev Pio fængslet, og hans Svoger, Alfred Jørgensen, overtog Redaktionen. Men Bladet, der havde været oppe paa 6-7000 Abonnenter, gik nu tilbage, springvis og voldsomt. Den 9. Maj 1874 stilledes "Socialisten" til Auktion, og Fr. Hertz, der nu bor som 90aarig i "De gamles By", købte Halvdelen for 25 Rigsdaler. Han og en Del faglige Foreninger udgav allerede fra næste Dag, altsaa Søndag den 10. Maj, Bladet "Social-Demokraten". Ved denne Lejlighed møder vi første Gang Navne som C. C. Andersen, P. Holm og Hørdum. De meddelte paa deres Fagforeningers Vegne, at de overtager Bladet, der fremtidig er Organ for det socialistiske Arbejderparti. Saaledes blev Arbejdernes Blad Arbejdernes eget Blad og var ikke længer afhængig af enkelte Idealisters økonomiske Evne.

Wiinblad holder omhyggelig sit Navn ude, skønt han paa dette Tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket indenfor Partiet. Han hørte til Oppositionen, som Ungdommen jo gerne gør, og han var valgt til Sektionsformand, ligesom Faderen. Men som Wiinblad nu blader videre i Mindernes Bog kan han ikke undgaa at nævne sig selv.

- Pio blev løsladt fra Fængslet 9. April 1875. Bladet blev den Gang trykt hos Henriksen i Ravnsborggade 21. Men Pio ønskede at faa eget Trykkeri, og Guldbrandsen, der trykkede "Ravnen", blev sat til at ordne et nyt Sætteri i Ravnsborggade 18. Jeg havde nylig udlært og havde Arbejde hos Guldbrandsen. Jeg var derfor blandt dem, der fik med "Social-Demokraten"s første Sætteri at gøre. Det var i 76. Aaret efter forlod Pio Landet, og Bladet gik nu langsomt sin Undergang i Møde. Det var jo ikke Journalister, der skrev dette Blad. Mundberg, som en Tid var Redaktør, havde haft Købmandsforretning i Blaagaardsgade, Saxo Wiegell var Digter, og Bjørnstrup, ja hvad han end var, forstod han sig kun lidet paa at lave en Avis. Aktuelle Begivenheder blev skudt til Side, Referater af vigtige Møder maatte vente, det udenlandske Stof blev taget fra norske Blade og var altsaa flere Dage gammelt. Men stemte det ikke overens med Dagens Telegrammer, maatte Telegrammerne vente. Jeg husker, at ved Valget i 1878 bragte "Social-Demokraten" end ikke Valgresultaterne. Der var vist ikke Raad at abonnere paa Ritzaus Meddelelser. For dog at faa noget med om Valget, gik Saxo Wiegell ned i "Kragereden", en Beværtning i Fortunstræde. Værten hed Kragh, deraf Navnet "Pragereden". Her holdt Rigsdagens Bønder til, og paa Valgaftenen samledes de for at drøfte Udfaldet. Paa den Maade fik Wiegell fat i nogle løsrevne Stumper af Valgresultatet, og de puttedes i Blade uden Hoved og Hale.

Wiinblad smiler lidt og vedbliver:

- Bladet gik daarligt og Typograferne blev afskediget, undtagen Faktor Broen og Ombrækkeren Eriksen og - ved et Himlens Under - jeg selv. Det hang vistnok noget sammen med, at Trykkeriets Leder, Hr. Guldbrandsen, var ivrig Frimurer. Og ved Frimurernes Sammenkomster mødte han altid op med trykte Sange, som han havde sat sit Navn under, men som jeg havde skrevet. Hans lyriske Aare kunde jo ikke godt standse med et Slag, derfor fik jeg Lov til at blive hvor jeg var.

Og saa stod jeg altsaa der og gjorde hvad jeg kunde før at gøre "Social-Demokraten" til et Blad, som Arbejdernes kunde være tjent med. Men heller ikke jeg havde jo megen Forstand paa det. Naar bare Avisen var fyldt, var det godt. Ofte var det til at fortvivle over.

Wiinblad smækker med en pludselig Bevægelse den gulnede Aargang af "Social-Demokraten" sammen, og ser sig om med et Blik, der lyser af Glæde og Stolthed.

- Men vore Modstandere forregnede sig. De glemte at Arbejderne vel var fattige og uoplyste, men at de var besjælet af en brændende Trang til at lære, og af en fælles Vilje til at sejre. Og se nu! Her staar jeg i "Social-Demokraten"s eget Hus, hvor Skandinaviens største Rotationspresse udspyr mere end 100,000 Aviser hver Dag. Alt det har jeg set blive til, og Synet af denne mægtige, ubesejrlige, ustandselige Opdrift har gjort mig sikker i min Sag, naar jeg siger, at Fremtiden hører os til.

- Den gør det, slutter vor graanede Partifælle, i Kraft af den samme Lov, der har ført os til det Resultat, vi alt har naaet, VI har overvundet det sekteriske, der Prægede Partiet i dets første Dage. Men dernæst har vi overvundet det rent dogmatiske. Vi er blevet en Folkebevægelse. Bag Socialdemokratiet og dets Presse staar Kærnen af Landets Mænd og Kvinder.

Og i Spidsen for dem gaar som den røde, vajemde Fane "Social-Demokraten", Bladet, der taler de Fourettedes Sag, angriber Misbrug, paataler Overgreb, kræver Retfærdighed, Velstand og Lykke.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

"Socialisten" findes på Mediestream. Her den omtalte annonce for Nicolai Jensen, 2. april 1872.

Oluf H. Jørgensen (del 4): Agrarbladet 1897-1911. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet 1897-1911. 
Del 5 Død og Eftermæle 1920. 

I juli 1897 blev Oluf H. Jørgensen redaktør ved det nystartede Agrardagbladet. Avisen København bemærkede at Oluf H. Jørgensen var en nedadgående stjerne og at bladet ikke havde kunnet få en bedre. I januar 1899 mageskiftede Oluf H. Jørgensen sin ejendom i Skanderborg med to større københavnske ejendomme - han var endegyldigt fraflyttet Jylland.

Danmarks Agrarforening var blevet oprettet i 1893 og fik stor tilslutning. Selv om den hævdede at repræsentere det samlede landbrug, var der dog særlige foreninger til varetagelse af enkelte landbogruppers interesser. Den fik en vis indflydelse på 1890'ernes landbrugspolitik, men mistede derefter indflydelse, bl. a. efter en indre strid.

Hof- og Stadsretten idømte februar 1901 Oluf H. Jørgensen en bøde på 200 kr (eller 20 dages simpelt fængsel) for i Agrardagbladet den 9. oktober 1899 at have påstået at sagfører Johs. Schiødts (Vejle) bror havde været impliceret i hospitalsforvalter Hermans bedragerier.

I august 1905 blev Agrardagbladet udbudt til salg. Bladet blev herefter købt af Oluf H. Jørgensen.

Annonce for Agrar-Dagbladet i Roskilde Avis 24. december 1904, 2. udgave.

30 Aar Redaktør.

Oluf H. Jørgensen.

Vi hører, at vor Kollega, "Agrar-Dagbladet"s joviale Redaktør, Hr. Oluf H. Jørgensen, paa Søndag den 1ste Juli holder sin 30-aarige Redaktørfødselsdag. For 30 Aar siden tiltraadte han som Medarbejder ved "Morgenbladet" Pladsen som Redaktør af "Skanderborg Amts Avis". Vi beder Hr. Jørgensen, som vi træffer paa Redaktørstolen i Færd med som altid at drukne i Aviser, der ligger hulter til bulter over Bord. Stole og Gulv, om et Par selvbiograferende Ord.

- Min journalistiske Virksomhed begyndte jeg i Januar Maaned 1871, da min Fader sendte Bud efter mig til sit Blad "Ringkøbing Amts Avis", Datidens eneste vestjydske Blad. Min Fader, der oprettede det, var oprindelig Overlærer i Aabenraa, hvor jeg fik min første Skoleundervisning, men han blev som saa mange andre fordreven efter 1864. 1ste Juli 1876 kom jeg som 23 tiårig ung Mand til Skanderborg, hvor jeg fik Redaktionen af "Skanderborg Amts Avis". Der virkede jeg, indtil jeg 1ste Oktober 1897 overtog Redaktionen af "Agrar-Dagbladet" som jeg redigerede for Aktieselskabet indtil i Fjor, da jeg købte Bladet, der nu ejes af mig.

Vi bad Hr. Jørgensen om at karakterisere Udviklingen i dansk Provinsjournalistik gennem de 30 Aar.

- Den er kolossal. For os, der erindrer de primitive Forhold, under hvilke der blev arbejdet i de Tider, staar den Udvikling, som den danske Provinspresse er undergaaet, som ikke saa lidt af et Eventyr. I Begyndelsen af 70'erne var det jo store Sager, naar en Avis udkom 4 Gange om Ugen i et lille bitte Format. Nogle faa Hundrede Holdere svarede den Gang til 2-3000 Holdere nu. Arbejdslønnen var lille, Trykkeri og Kontorforholdene mere end primitive. Saksen var et herligt Penneskaft, og Traad-Efterretninger kendte man kun af Navn de fleste Steder!

- Mener De, at Pressen er bleven demoraliseret?

- Provinspressen paa ingen Maade! Det kan langt snarere siges om Hovedstadspressen. Ansvarsfølelsen er stærkere i Provinsen, og det kollegiale Forhold langt bedre og smukkere i Gennemsnit der.

Vi ved, at Hr. Jørgensen har mange Venner i den danske Provinspresse ganske bortset fra politiske Divergenser. Han er selv kollegial som faa, og der vil følgelig fra mange Kolleger Landet over blive sendt ham en venlig Tanke paa Søndag.

Ogsaa fra dem, der lejlighedsvis har taget en skrap Tørn med ham.

V-s.

(Østsjællands Avis (Køge) 1. juli 1906).

Peter Sabroe kommenterede i 1907 en fabrikant Julius Andersens eksklusion af Socialdemokratisk Forbund i Aarhus. Han var blevet ekskluderet fordi han imod partiets politik om afskaffelse af titler og ordner, havde taget imod en orden (ridderkorset). Sabroe forstod ikke at Julius Andersen ville i samme selskab med riddere som fx Oluf H. Jørgensen. Selv havde Sabroe takket nej til borgmester Drechsels tilbud om en orden.

Redaktør Oluf H. Jørgensen.

Et 40 Aars Journalist Jubilæum.

Det er i Morgen 40 Aar siden, Redak- Oluf H. Jørgensen, "Agrardagbladet", begyndte sin Virksomhed som Pressemand ved "Ringkøbing Amts Avis".

I Pressen gaar slige Jubilæer ikke alt for ofte paa, thi Pressen har det tilfælles med Søen, at den tærer. Men Redaktør Jørgensen er som Jubilar ikke saa lidt af et Fænomen, spænstig og arbejdsglad trods nogen, fuld af Interesse og Lyst til at lægge Kræfterne i. "København" har lært ham at kende som en god og loyal Kampfælle i mangen drøj Dravat, og vi vil ikke blive ene om at sige de Ord i Dagens Anledning, at Redaktør Jørgensen al sin Tid har været sine Venner en oprigtig og trofast Ven, ligesom han heller aldrig gik af Vejen for et ærligt Fjendskab, hvor han stødte paa Anskuelser, der ikke lod sig forene med hans. Saa var han en stor Stridsmand for Herren, og med hans Maade at drage i Leding paa, kan det ikke undre, at der ogsaa vankede Skrammer til ham selv; for ham faldt det aldrig ind at give Pardon. For Ensidighed kan de Standpunkter, der plejes i "Agrardagbladet"s Spalter ikke altid frikendes, men det er jo endelig ikke det værste, der kan siges om et Standpunkt, navnlig ikke i disse Alsidighedens Tider.

Der gaar en solid klog og klar Linie gennem Redaktør Jørgensens offentlige Virksomhed. Han har fra første Færd været Landbrugets svorne Mand. Som Redaktør af "Agrardagbladet" har han fundet netop den Tumleplads, der svarer til hans Idéer og hans Sympatier, og med megen Dygtighed har han formaaet at give sit Blad den Særstilling, der sikrer dets Bestaaen, trods den skarpe Konkurrence, der præger vor Tids Presseforhold.

Personlig er Redaktør Jørgensen en meget afholdt Mand, fremkommelig og jævn af Væsen, agtet som Kollega og Menneske. Han gaar nu i sit 59. Aar, hvad ingen skulde se paa ham; siden 1897 har han redigeret "Agrardagbladet", hvortil han kom fra "Skanderborg Amts Avis", som han har stiftet, og hvis Redaktør han var i 21 Aar. løvrigt er hans mindeværdigste Aar sikker 1895, da han valgtes i Skanderborgkredsen som det forhandlende Venstres Kandidat; imidlertid blev Valget for en ganske ligegyldig Formalitets Skyld forkastet, og ved det derefter udskrevne Valg i 1896 maatte Redaktør Jørgensen bide i Græsset. Ind i Folketinget kom han saaledes ikke, men ved hele sin Virksomhed har han været nøje knyttet til ledende Venstrepolitikere, og ved de vigtigere Begivenheder i Tinget vil man den Dag i Dag se Redaktør Jørgensen dernede som "Agrardagbladets"s flittige Referent.

Redaktør Jørgensen er Sekretær og Kasserer i Agrarforeningen. For et Par Aar siden blev han hædret med Ridderkorset.

(København 31. marts 1911).

"Agrardagbladet"s Sammenslutning med "København". I "Agrardagbladet", der udkommer i Aften, retter Redaktør Oluf H. Jørgensen en Henvendelse til sine Læsere, hvori han meddeler den andet Sted her i Bladet omtalte Sammenslutning mellem "Agrardagbladet" og "København". Det hedder i Henvendelsen bl. a.:

"Idet jeg herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrardagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles have gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad".

(Nationaltidende 14. september 1911, 2. udgave).

Bladforhold.

I "Agrar-Dagbladet" i Gaar Aftes fandtes følgende:

Til

"Agrar-Dagbladet"s Holdere.

Det er nu 11 Aar, siden "Agrar-Dagbladet" begyndte sin Virksomhed her i Hovedstaden, og, lad mig sige det straks, det er ikke altid, Bladet har danset paa Roser.

Det kom frem i en vanskelig Tid. Sammenholdet i Agrarforeningen havde allerede lidt et Knæk, og Spliden mellem Landmændene stod nøje i Forbindelse med den Enkeltes Stilling til Forliget af 1894. Man rev og sled i hinanden, og det var selvfølgelig under disse Forhold meget vanskeligt for "Agrar-Dagbladet" at løse sin Opgave.

Med Aarene smuldrede Agrarbevægelsen hen, og Bladet mistede dermed lidt efter lidt det Grund1ag, det skulde staa paa. Hertil bidrog ogsaa Systemskiftet i 1901 og den derved skabte politiske Situation. Den Skattepolitik, Agrarforeningen var en Talsmand for, gennemførtes ganske vist, om end i en noget forvrænget Form, men efterhaanden brød den virkelige Forhandlingspolitik igennem og gjorde forsaavidt Agrarernes Organisation overflødig.

Alt dette svækkede naturligvis ogsaa et udpræget Agrarblad. Det blev de politiske Interesser, som paa ny greb Folk, og da Regeringen var bleven Venstres og Landbodemokratiets, havde "Agrar-Dagbladet" intet andet Valg, end enten at følge med i Politiken eller gaa ind.

Agrarforeningens ledende Mænd havde samtidig trukket sig tilbage eller var døde (Ahlmann, Langholt, Andersen-Rosendal o s. v ). Kort sagt, Stillingen blev efterhaanden vanskelig for "Agrar-Dagbladet", og som Bladets nuværende Udgiver agter jeg nu at handle derefter, idet jeg med dette Kvartals Udløb vil opgive "Agrar-Dagbladet", medens jeg selv træder over som Medredaktør af Dagbladet "København", der er det Hovedstadsblad, som politisk staar mig nærmest.

"København" fører samme Fordragelighedens og Forhandlingens Politik som "Agrar-Dagbladet". "København" er et uafhængigt, regeringsvenligt Blad med en meget stor Læsekreds, ogsaa ude omkring i Landet. Det er et udpræget nationalt Blad, og saa er det, hvad det daglige Indhold angaar, et af vore bedst redigerede Dagblade.

Fra 1. Oktober gaar "Agrar-Dagbladet" altsaa op i "København", og jeg anbefaler indtrængende mine ærede Holdere og gode Venner fra nævnte Dag at abonnere paa "København" som Afløser af "Agrar-Dagbladet".

I vore Dage vil jo ogsaa Landmændene have et livligt, alsidigt Blad at læse, med righoldigt Stof fra Hovedstad og Provins, fra Land og By. I "København" vil de faa et saadant Blad. De bringer daglig et godt Stof, skrevet af kvikke og intelligente Penne. 

Jeg haaber derfor, at det trufne Arrangement vil tiltale "Agrar-Dagbladet"s Holdere saa godt, at De alle fra 1. Oktober følger med mig over til "København", hvor jeg altsaa fortsætter min journalistiske Virksomhed, som stedse skal blive af en saadan Art, at det danske Landbrugs økonomiske, politiske og sociale Interesser ikke glemmes.

By og Land, Borger og Bonde, - det bliver mere og mere Fællesløsenet imod det fremvældende og anmassende Socialdemokrati!

Idet jeg altsaa herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrar-Dagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles være gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad. Jeg véd, at den Meddelelse, de her faar, vil gøre dem ondt; men følg mig kun trøstigt over i min ny, mere grundfæstede Virksomhed. Ingen vil fortryde det!

Oluf H. Jørgensen.

-

KØBENHAVNS Venner vil sikkert med Tilfredshed modtage Meddelelsen om denne Styrkelse af vort Blad. Hr. H. Witzansky bliver som hidtil Bladets Chefredaktør med d'Hrr. Henning Jensen og Oluf H. Jørgensen som Medredaktører.

Kobenhavn.

-

Om Overgangen af "Agrar-Dagbladet" til KØBENHAVN, skriver "Nationaltidende" for i Aftes følgende

Efter Forlydende ophører "Agrardagbladet" at udkomme i Løbet af næste Uge, og dets Abonnenter modtager da i Stedet "København". Redaktør Oluf H. Jørgensen, der er "Agrardagbladet"s Udgiver, overdrager nemlig sit Blads Aktiver til "København" i hvis redaktionelle Ledelse han selv indtræder. Hr. Witzansky bliver som hidtil "Købehavn"s Chefredaktør, medens Hr. Oluf H. Jørgensen sammen med Hr Henning Jensen bliver Medredaktører.

"Agrardagbladet" opnaaede en Levetid af 11 Aar Dets første Nummer udkom i Agrarforeningens store Dage, og det vandt oprindelig en ikke ringe Udbredelse, navnlig paa Sjælland og Fyen.

Efter at Agrarbevægelsen havde udspillet sin Rolle, medvirkede "Agrardagbladet" til at fremme det Samarbejde, som i da senere Aar har fundet Sted mellem det maadeholdne Venstre og Højre. Og under Kampen om Forsvarssagen tog Redaktør Jørgensen uforbeholdent Standpunkt for en Ordning af Forsvaret med Københavns Befæstning som Grundlag.

Vi har jævnligt været uenig med "Agrardagbladet" og givet dette Udtryk i vor Polemik; men vi har i de senere Aar ogsaa jævnligt haft Lejlighed til at yde Redaktør Oluf H. Jørgensen Anerkendelse for den Støtte, han gennem sit Blad ydede de politiske Bestræbelser, hvis Formaal var Samarbejde mellem den radikal-socialistiske Alliances Modstandere.

(København 15. september 1911).

"Agrardagbladet"

Bladet gaar ind, og Oluf Iørgensen bliver Medredaktør af "København".

"Agrardagbladet"s Dage er talte. Om et Par Dage gaar Bladet op i det arbeiderfjendske Blad "København" og Redaktør Oluf H. Jørgensen indtræder som Medredaktør ved nævnte Blad.

Dermed kon det vel siges, at de sidste Rester af den store Agrarbevægelse er sunken sammen i en rygende Ruinhob.

Det var i 1897, at Oluf Jørgensen fik "Agrardagbladet" startet. Det var store agrarske Tider, og Oluf Jørgensen red da den høje Hest. Han opflammede vældigt de danske Gaardmænd. naar han talte om de 80,000 Landmænd, der stod bag Agrarforeningen.

Det lykkedes da ogsaa straks at samle en anseelig Hær omkring "Agrardagbladet", men det viste sig umuligt at holde sammen paa disse Folk.

Da det ikke gik med den agrariske Ophidselse, slog Redaktør Oluf Jørgensen sig klogeligen paa den konservative militariske Samlingspolitik. Han, der havde kæmpet i forreste Linje for den Agrarforening, der som en af sine Hovedopgaver havde Indskrænkning af de militære Udgifter, gik nu den modsatte Vej og krævede større og større militære Bevillinger.

Det siges, at Hr. Oluf Jørgensen fik Hjælp af Grev Frijs og at han ved denne Hjælp holdt sit Blad gaaende de sidste Aar. Meget taler for, at dette Rygte er sandt. Mindre tror vi paa det Rygte, der kombinerede Hr. Jørgensens "Agrardagblad" sammen med Asger Karstensens 30,000 Kr.

Nu er "Agrardagbladet"s Rolle altsaa forbi. Hr. Oluf Jørgensen har gennem dette Blad først bidraget til at sprænge en god Portion Gaardmænd ud af Venstre og bagefter har han bidraget sit til at lede disse Gaardmænd over i Højre.

Ovenpaa dette Arbejde fortjener den fordums Radikaler fra Skanderborg at blive Medredaktør ved "København" sammen med Eks-Pastor Henning Jensen, der en Tid har snyltet paa Socialdemokratiet, og Hr. Witzansky, der har snyltet paa den Hørupske Radikalisme.

Krage søger Mage, og vi maa sige: Det er et herligt Trekløver, der fra 1. Oktober skal redigere "København".

(Bornholms Social-Demokrat 15. september 1911).

Perioden som medredaktør for København sluttede 1. juli 1919. Der blev stille om hans person, udover at han deltog som festtaler og til forskellige begravelser.

Dagbladet København var på daværende tidspunkt under ledelse af Harald Witzansky et borgerligt opinionsorgan. Siden 1897 tillige med præsten og skribenten Henning Jensen. Witzansky var 1900-1907 medlem af Københavns Borgerrepræsentation for den liberale gruppe. Han gled derefter rask mod højre og endte i 1913 med at blive ekskluderet af Venstres redaktørforening. I 1904 havde en gruppe tidligere medarbejdere oprettet Ekstra Bladet - og de to blev hurtigt konkurrenter. København kritiserede stærkt Socialdemokratiet og fagforeningerne. Under Harald Witzansky blev bladet en overskudsforretning - han ejede de fleste aktier i bladet. Dem solgte han imidlertid i 1918 til den konservative politiker Alexander Foss. I 1922 forlod Witzansky helt København og overlod til til partiet Venstre. 

Oluf H. Jørgensen (del 2): Bataljer med Peter Sabro. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891-1894.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

I starten af 1890'erne var der mellem Venstre-avisen Skanderborg Amtsavis med Oluf H. Jørgensen som redaktør, og den socialdemokratiske Demokraten med Peter Sabroe som redaktør mange avisbataljer - som også udviklede sig til injuriesager. Peter Sabroe blev journalist ved Randers Folkeblad i 1887. I 1888 flyttede han til Demokraten i Århus hvor han var redaktør 1895-1908. Desværre findes førstnævnte ikke i Mediestream, så nedenfor kun den sidstnævnte:

 

Valgene i Husmandskreditforeningen

har, som det var at forudse, givet Bladene noget at bestille. Særlig har Væver Madsens glimrende Sejr over sine mange og indflydelsesrige Modstandere vakt Opmærksomhed. De Blade, som har brølet højst mod ham, er nu dygtig modfaldne. Enkelte, der for Valget havde mange Spalter at ofre paa ham for at modarbejde hans Valg, kan nu til Nød ofre 3-4 Linjer for at meddele hans Sejr. Saa tier de slukøret for Resten.

Morsomst er "Skanderborg Amts Avis", hvad ikke vil forundre Nogen, der kender nævnte Blad og dets Redaktør. I Modsætning til andre Moderationsredaktører skyer han ikke at gaa lige til Sagen:

"Væver Madsen blev genvalgt af 2 Grunde, dels fordi han er en flink Repræsentant, dels fordi han er Socialdemokrat.

Med andre Ord: Socialisterne sejrede, og det saa komplet som muligt. Flere Venstremænd havde meldt sig som Madsens Konkurrenter, men uagtet selve Valget kom til at staa imellem Madsen og en Venstrehusmand, fik denne kun ca. 50 Stemmer, medens Madsen havde ca. 300.

Lad os være ærlig: Madsen har her vunden en Sejr, som han har Grund til at være stolt af. Ligeledes Socialisterne som Parti har Ret til at knejse med Hovedet, naar de midt i et stort Husmandsamt kan klare Tingene saa stolt overfor Venstre."

Efter denne ret uforbeholdne Udtalelse giver Bladet sig dybsindigt til at undersøge, hvad der er Grunden:

"Vi forstaar ikke, hvorfor Venstre i Viborg Amt ikke rustede sig bedre. Har der været daarlig Ledelse, eller er Valgets Udfald en Følge af, at Venstre i Viborg Amt altfor længe har leflet med Socialdemokraterne?

I Fjor talte Venstre temmelig højt om, at ved Amtsvalg kunde det sagtens klare sig (Se, her har vi Grunden hvorfor man vilde have Amtsvalg), medens Socialisterne ganske naturligt - nemlig paa Grund af deres Organisation - maatte sejre ved de almindelige Valg, hvor Interessenterne fra alle jyske Egne mødte samtidig for i Fællesskab at vælge Repræsentanterne.

Men næppe har vi faaet Amtsvalgene indført, før Socialisterne alligevel sejrer ved det første Slag, der skal slaas paa den ny Basis."

Til Slut giver Redaktoren Venstremændene i Viborg Amt en lille Opsang om Splittelse og Sløjhed, hvis de ikke mander sig op vil - truer Bladet - Socialisterne i Fremtiden, ligesom i Tirsdags, tage Stikket hjem.

Nu faar vi at se, om Truslen virker.

* * *

(Demokraten (Århus) 18. juli 1891. Uddrag)

Fotograf Lars Peter Elfelt: Skanderborg, Adelgade. Prospekter fotograferet af Christsensen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Uheldig Ironiker. For nogen Tid siden lod Hr. R. Th. Petersen af "Nakskov Tidende" sin Meningsfælle Hr. Oluf H. Jørgensen af "Skanderborg Amts Avis" vide, at det slet ikke klædte ham at snakke ondt om, at andre Moderate var falden Hr. Kultusminister Goos om Halsen, eftersom han selv for ikke længe siden havde udført noget lignende overfor Lars Dinesen. Nu oplyser Hr. Oluf H. Jørgensen, at han er bleven syndig misforstaaet. Han har villet ironisere, og saa har Hr. R. Th. Petersen, som alle Andre, gaaet hen og taget hans Ironi for Alvor. Hr. Jørgensen skriver :

"Vi skal nu først sige, at vi har aldrig før Alvor hævet Dinesen til Skyerne; vi har ironiseret over hans politiske Bomspring til Højre, og vi har drillet baade Hr. Dinesen og det reaktionære Højre ved at skrive som vi skrev om den kundbyske (?) Kapacitet, der for Resten aldrig har været i saa fælt et politisk Ælte som Goos var t. Ex. den Gang han støttede Petroleumsbladet "Den ny Socialist"."

"Venstrebladet" giver Hr. Oluf H. Jørgensen det Raad, at han en anden Gang, naar han vil agere Ironiker, skriver nedenunder: "Dette skal være Ironi!"

(Demokraten (Århus) 23. juli 1891)

Skanderborg-Journalistik.

I det i Fredags udkomne Numer af "Skanderborg Amts Av." vælter Hr. Redaktør Oluf Jørgensen sig over mig i Sprogets plumpeste Udtryk. Anledningen hertil er mit forleden her i Bladet optagne Svar til den af Dhrr. Jørgensen og Langballe serverede Historie fra Hammel om de 100 Kroner osv.

Mit Svar syntes ikke at mangle noget i Retning af Tydelighed, men ikke desto mindre lader Hr. Jørgensen i sit sidste Indlæg forstaa, at jeg har skrevet mit Svar i en Form, som umuliggør en Sagsanlæggelse fra hans Side mod mig.

Det sande Forhold er imidlertid, at Hr. Jørgensen ikke tør anlægge Sag mod mig for de brugte Udtryk, da han ikke vil kunne faa nogen Dom over mig af den ret simple Grund, at hans Skriverier berettigede mig til at skrive følgende:

Jeg gad vide, om Nogen har set Mage til journalistisk Frækhed. Thi der tør næppe tvivles om, at Dhrr. Jørgensen og Langballe meget godt ved, at det er en gemen Usandhed de fremsætter, naar de giver det Udseende af, at nævnte Talere ved den Lejlighed kunde faa et Hundrede Kroner hver. Men naar Dhrr. ved dette, saa turde det ikke være upassende at stemple deres Skriveri som slet og ret slyngelagtigt.

Har Hr. Jørgensen rent Brød i Posen, behøver han sandelig ikke mere Grundlag for en Retssag. Men han har sikkert selv en Følelse af, at det er ham og ikke mig, som en eventuel Dom vil ramme.

Hr. Jørgensens Uartigheder i den ham bekendte Bøllestil, skal jeg ikke komme ind paa. Grovheder fra den Kant afficerer ikke mig. Jeg skal kun sluttelig rette følgende bestemte Spørgsmaal til Hr. Jørgensen, forinden der gøres mere fra min Side.:

Vil De, Hr. Jørgensen, eller Deres Medarbejder, Hr. Langballe, uden Omsvøb erkende, at Meningen med Deres første Indlæg i denne Sag var at sigte Hr. Folketingsmand P. Holm og mig for at skulle have Hundrede Kroner hver for vore Taler ved Festen i Hammel - saa skal jeg strax give Dem Svar paa Tiltale.

Aarhus, den 25de Juli.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Forfremmet

Et yngre Menneske, der var ansat ved Moderationsorganet "Skanderborg Amts Avis", er i disse Dage bleven forfremmet til Gendarm. Om denne Sag, der har vakt en Del Opmærksomhed og Moro blandt Byens Befolkning, skal vi meddele vore Læsere følgende:

For nogle Aar siden, da de politiske Bølger gik højest her i Landet, da ingen Frihedsmand, selv ikke en saadan Kapacitet som Hr. Redaktør Jørgensen, var i Stand til at indse det paatrængende nødvendige i, at der af Folkets Penge udgaves en Million Kroner for at en Del kraftige og arbejdsdygtige Mennesker skulde gaa og drive Tiden hen, uden anden Nytte end den at staa Ret hver Gang et Jærnbanetog løber ind til Stationerne og saa en Gang imellem opsange en stakkels rejsende Haandværkssvend, kort sagt, da alle rettænkende Mennesker var enige om, at Gendarmerne med samt deres Paahæng var lige saa unødvendige, som det femte Hjul til en Vogn, - da tjente vedkommende unge Mand, Christian Nielsen hedder han nok, hos en Gaardmand i Søballe. Saa en Dag faar han Øie paa en Gendarm, der kom spankende hen ad Vejen i sin splinterny Uniform med Karabinen samt den blankpudsede Sabelskede anbragt i Livgehænget, i Forbindelse med Uniformsknapperne, der glinsede i Solen som en vis Ting i Maaneskin, og som afgav et saa imponerende Skue, at Christians Hjærte slog mindst Hundrede Slag mer i Minutet end sædvanlig. I sin Henrykkelse over dette storartede Syn, han her saa, vilde han synge Salmen "Dejlig er den Himmel blaa", men kom i sin Befippelse til at synge "Dejlig er de Lyseblaa".

Gendarmen rødmede af bare Beskedenhed, noterede Sangeren og indstillede ham til Hr. Politimester Thieles Bevaagenhed. Han fandt, at 10 Kroner for den Koncert kunde være et passende Honorar for Sangeren at afgive. 10 Kroner er imidlertid ikke Smaaskillinger for en Tjenestekarl. For disse Penge skulde han slide haardt hos Gaardmanden, omtrent i en hel Maaned. Hos Fatter Jens i Skanderborg kunde han tjene dem af i 2 Dage og saa endda oven i Købet kapre sig en Smule politisk Martyrglans som Erstatning for de ensomme Timer, han maatte tilbringe i Raadstuens separate Rum.

Da imidlertid denne Sag var bragt i behørig Orden, fik han Ansættelse hos Redaktør Jørgensen i Skanderborg, men det Syn, han saa hin Dag i Søballe, kunde han ikke faa ud af Tankerne, og da han saa Gang efter Gang læste i Sammensmælternes Epistel "Skanderborg A. Av.", at det første, det gjaldt om for en rettroende Venstremand, var at erhværve sig sine politiske Modstanderes (er Provisoristernes) Agtelse, saa stod Beslutningen hos ham urokkelig fast. Han vilde selv være Gendarm, det koste, hvad det koste vilde, og efter at have indhentet sin Herre og Mesters velvillige Tilladelse, indgav han, forsynet med dennes varmeste Anbefaling, sin allerunderdanigste Ansøgning om at maatte nyde den Ære at blive indlemmet i de provisoriske Krigsmænds Rækker.

Ansøgningen blev allernaadigst bevilget og om nogle Dage vil Hr. Redaktør Jørgensen kunne nyde det sjældne Skue et eller andet Sted i Landet at se sin Christian, der indtil for faa Dage siden drejede Maskinen i hans Trykkeri og for øvrigt lod som ingenting, spanke omkring i sit lyseblaa Skrud som et lyslevende Vidnes byrd (ogsaa Hr. Redaktørens) om, paa hvilken Mande man lettest og hurtigst opnaar at vinde Provisoristernes Agtelse og Anseelse, og hvorledes man kan saa Absolution for bedrevne Synder.

Skulde vi give Christian eller Gendarm Nielsen, som han jo herefter bør kaldes, et Ord med paa Vejen, da skulde det være en ærbødig Henstilling til ham om, at han, naar han nu selv skal til at indfange Resultater, ikke glemmer sine egne Bedrifter, og den Vaande, han var i, da den provisoriske Retfærdighed langede ud ester ham med sin straffende Arm.

Det er for øvrigt underligt, som Skæbnen driver sit Spil med "Skanderborg Amts Avis" og dets Personer fra den Tid, da Bladet for 16 Aar siden første Gang saa Dagens Lys, og indtil for faa Aar siden var det og dets Redaktør i den Grad radikale, at i alt Fald ingen her i Landet kunde hamle op med ham og hans Avis. Men saa kom Svingningen fra Venstre til Højre. For et Par Aarstid siden gik Bladets mangeaarige Faktor i den Grad op i Højre med Hud og Haar, at han forlod Venstrebladets Kødgryder og overtog en Slags Redaktørbestilling ved Højrebladet "Skanderborg Dagblad", og nu findes der ingen drabeligere Sammensmælter i det ganske Land end den forhen saa brandrøde Redaktør af det forhenv. Venstreblad "Skanderborg Amts Avis".

Det var vel ikke saa umuligt, at det kunde gaa som en Mand, der forleden var til Stede, hvor Gendarmhistorien var paa Tale, bemærkede: "Ja, har Fanden taget Faarene, tager han nok Bukken med."

Observator.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Skanderborgerens Journalistik

Hr. Jørgensen har skrevet en Artikel, tilmed en usandfærdig Artikel, om Hammelforhold og væltet det moralske Ansvar herfor over paa Hr. Langballe i Hammel.

Der blev spurgt, om han turde benægte det, og han svarer med et "Goddag" - "Øxeskaft". Hr. Oluf Jørgensen tør nemlig ikke oplyse sine Læsere om Sagens virkelige Sammenhæng, thi han ved da, at mere end en vil raabe "Føj!" efter ham.

Sagen er, at Oluf Jørgensen er kommen i en Klemme, som han ikke kan redde sig ud af. Han har sagt at grave en Grav for Andre, men er selv plumpet i den. Saa ynkelig er han stillet, at han ikke tør meddele sine Læsere, hvad der er oplyst om ham og hans Adfærd i Tirsdags.

Saa søger han at redde Postelinet med den Godtkøbsudflugt, at han bærer Ansvaret (det juridiske!) for "Hammel Avis". Nu vil han, fordi han er i en slem Klemme, gærne have den tvivlsomme Ære at redigere "Hammel Avis"; men før i Tiden har han tidt og vedholdende hævdet bl. a. overfor Aarhusbladene, at Hammel Avisen var et selvstændigt Blad med en særlig stedlig Redaktør.

Jeg holder mig imidlertid til O. J.s eget tidligere Udsagn og paastaar vedblivende, at det er ham og ikke Hr. Langballe, der er Forfatter til den modbydelige Artikel i "Hammel Avis" for Onsdag den 22de Juli.

At Oluf Jørgensen bærer det juridiske Ansvar, er en overflødig Oplysning. Der er kun fremhævet, at han har søgt at skubbe det moralske Ansvar over paa en anden Mand. Det tør Jørgensen ikke svare paa. Og det er den Slags journalistiske Kujoner, som opkaster sig til Dommer over Andres Mod.

Stedt i en ynkelig Vaande vælter O. Jørgensen paany en Bunke af Uartigheder over de Hædersmænd, som kalder ham til Orden, i Stedet for at han burde være dem taknemlig for at de lader Raade gaa for Ret af Hensyn til den Lømmelalder, han endnu synes at besinde sig i.

Man føler sig endnu ikke fristet til at lade Oluf Jørgensen underskrive en Erklæring lig den over al Maade ydmygende Erklæring, han maatte underskrive da "Jyllandspostens Redaktør i sin Tid trak ham for Retten, fordi han havde gjort sig skyldig i at stjæle Andres Telegrammer. Redaktøren af "Skanderborg Amts Avis" hører desuden til de "Journalister", man ikke skal tage for alvorligt.

En hvilken som helst anden Person end Hr. Jørgensen vilde have skyndt sig med at rense sig for de bestemte Sigtelser, som jeg paa given Anledning har rettet imod ham. Oluf Jørgensen lader som om ingen Ting var bedrevet, for han tør ikke anlægge Sag, lige saa lidt som han tør holde sine Læsere a jour med mine Spørgsmaal til ham. O. Jørgensen smøger bestandig udenom i Bevidstheden om, at han har Uretten og de ubeviste, usandfærdige Paastande paa sin Side.

Men Oluf Jørgensens Lyst til at løbe fra sine gemene Beskyldninger skal nok blive stoppet i Flugten. Han skal for en Gangs Skyld blive holdt saa eftertrykkelig til Ilden at han for lange Tider vel vogter sig for at komme med sine ud af Luften grebne Beskyldninger mod Arbejderpartiet og dets Tillidsmænd.

Aarhus, den 29. Juli 1891.

P. Sabroe.

Efter at ovenstaaende var sat har Oluf Jørgensen endelig bekvemmet sig til at anlægge Sag mod mig. Han kunde heller ikke godt være andet bekendt. Med Fornøjelse skal jeg møde nævnte Herre for Retten, hvor hans Postulater skal sigtes, og med større Sindsro end ham skal jeg afvente Sagens Gang og Resultat, dere turde blive alt andet end lykkelig for den skanderborgske Blæksprutte.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 30. juli 1891)

Hammel Avis var en aflægger af Skanderborg Amts-Avis som udkom 1890-1933.

I juli 1891 bebudede Oluf H. Jørgensen som nævnt anlæggelse af injuriesag mod journalist Peter Sabroe, som til gengæld anlagde kontrasag mod Jørgensen. Peter Sabroe indkaldte til et møde i den anledning som vedtog en resolution der fordømte Oluf H. Jørgensen og opfordrede til at opsige "Skanderborg Amtsavis". I september 1891 svarede Oluf H. Jørgensen igen ved at anlægge 4 sager mod Peter Sabroe for "løgn" og "frækhed". Den 9. september 1891 var Peter Sabroe indstævnet i Forligskommissionen. Sabroe tilbød at indgå forlig hvis Oluf H. Jørgensen ville tilbagekalde sine ærefornærmende udtalelser og deponere 500 kr. i sikkerhed for fremtidige. Der blev ikke indgået et forlig. I juli 1893 afgjorde Aarhus byting at Peter Sabroe skulle betale en mulkt af 80 kr., betale sagens omkostninger og de fornærmelige udtalelser mortificeredes. 

Et større Slag i Aarhus. Jlp. beretter :

Da Publikum i Aftes forlod Aarhus Theater, overfaldt Journalist P. Sabroe paa Gaden udenfor Theatret Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg. Hr. Sabroe tiltalte først Hr. Jørgensen, idet han ytrede, om han ikke maatte tale et Øjeblik med ham, han havde en Regning at afgjøre med ham. Da Hr. Jørgensen blot svarede "Værsgod", fortsatte Hr. Sabroe omtrent saaledes: "De har i Deres Blad haanet mig og mine Meningsfeller paa en Maade, som forhindrer al Diskussion mellem dannede Mennesker. Her har De mit Svar." Med disse Ord gav han Hr. Jørgensen et let Slag paa Kinden. Den overfaldne fo'r da øjeblikkelig ind paa Angriberen, som hevede sin Stok til Slag, men Hr. Jørgensen afparerede Slaget med sin Paraply, som knekkedes, og tog Stokken fra Hr. Sabroe, der vaklede og oven i Kjøbet tabte sin Hat.

Dermed var Slaget forbi, og begge vandrede sammen med en Politibetjent til Politistationen, hvor der optoges Rapport, hvorefter de dimitteredes.

- Bladet tilføjer: Det er aabenbart de Gustav Esmannske Lavrbær, der har fristet Hr. Sabroe til denne Heltebedrift, som han kom faa lidet heldigt fra. Men derfor kan den jo godt bruges til den Reklame, som den var beregnet paa.

(Horsens Folkeblad 29. november 1894)

Hvem lokkede Sabroe?

"Aarhus Flkbl." skriver:

Den lille bitte Lussing, som Sabroe forleden gav Oluf Jørgensen, har fremkaldt mange og store Bladartikler. "Aarhus Folkeblad" har nærmest betragtet Sagen som humoristisk, men adskillige Blade har taget den med en Alvor, der i vore Øjne gjør den endnu mere humoristisk, end den i Forvejen var.

Alleralvorligst er dog Oluf Jørgenens eget Blad. Mange og lange Spalter ofrer det paa den Verdensbegivenhed, og efterhaanden hæver Bladet sig til en Indignationens Pathos, som er aldeles uimodstaaelig. Selvfølgelig belyses den betydningsfulde Sag fra alle tænkelige Sider, og Oluf Jørgensen er da i Lørdags ogsaa naaet til det interessaute Spørgsmaal: "Hvem lokkede Sabroe?

Oluf Jørgensen fortjener her en Kompliment. Thi dette Spørgsmaal er i allerhøjeste Grad paa Højde med den hele Situation. Naar Skoledrengen Peter har været uartig mod Skoledrengen Oluf, fejler det sjælden, at Læreren inden Afstraffelsen faar at høre, at der var en, der lokkede Peter. "Saadan noget maa vi ogsaa have", har man aabenbart tænkt, og med spærret Skrift bekjendtgjør Oluf Jørgensen i sit Blad, at Sabroe vel er en stor Synder, men at der var andre, der havde lokket ham til at gjøre den onde Daad, og disse andre navngiver han. Den ene er en Medarbejder ved "Jyllandsposten", den anden ved "Aarhus Folkeblad".

Hvordan det staar sig med den førstnævntes Samvittighed, skal vi ikke kunne sige. Men hvad "Folkebladets" Medarbejder angaar, da tør han med Haanden paa Brystet, paa Tro og Love og alt andet, hvad Oluf Jørgensen maatte ønske sig, afgive følgende Erklæring:

Han var ganske vist i Theatret hin Ulykkesaften, og i en Mellemakt vexlede han nogle faa Ord med Sabroe. Han mindes imidlertid ikke, at denne ved nævnte Lejlighed talte om at prygle Oluf Jørgensen. "Slaget" overværede han aldeles ikke og fik det først en Times Tid senere meddelt oppe i Razzis Kafe. Vidner kan bekræfte, at han blev meget overrasket, da han hørte, hvad der var sket.

Saafremt Oluf Jørgensen derfor ikke i sine Undersøgelser efter den, der lokkede, har været mere heldig med den anden Synder, som han har nævnt, end ved det Fund, han har gjort i "Folkebladet"s Medarbejder - ja, saa er vi bange for, at han bliver nødt til at slaa sig til Taals med, at den, der lokkede Sabroe til at give Lussing, det var ham, som fik den.

(Esbjerg Folkeblad 6. december 1894).