Louise Frederikke Dannemand 1810-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik d. 6tes Datter, Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter afdøde Kaptajn Zacharia, er afgaaet ved Døden.

Hun var som meddelt en Datter af Frederik den 6te. Denne Monark, der som bekjendt var ualmindelig borgerlig i sine Tilbøjeligheder, havde i sin Tid fattet Venskab for en Vaskerkone, et Venskab, der afsatte sig Spor i flere Børn, af hvilke det ene var afdøde Grev Dannemand, det andet nys afdøde Fru Zacharia.

Den afdøde var ogsaa Søster til Fru Brockdorff og Svigermoder til Greve, Folkethingsmand Scheel til Nygaard. 

(Folketidenden - Ringsted 31. december 1888).

Folketidendes meddelelse er en af de længere. De fleste andre aviser bragte en kort notits i listen af afdøde. I Højreaviserne fx Dagbladet blev hun kort omtalt som enkefrue.

Fotograferne Carl Edvard Emil Rye (1820-1890) og Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Louise Frederikke Zachariae f. Dannemand (16.4.1810-28.12.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Prinsesse.

Nogle Blade bragte forleden en kort Notits om, at der var død en Datter af Frederik den Sjette - Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter en Kaptajn Zachariæ.

Skønt denne gamle Dame var Halvsøster til den endnu levende Prinsesse Wilhelmine Marie og saaledes i nær Slægt med Kongefamilien, har "Berlingske Tidende" - saa vidt vi ved - fuldstændig ignoreret Dødsfaldet. Og dog var den Paagældende intet mindre end Datter af en danske Konge, ganske som Dagmar, Alexandra og Thyra.

Moderen hed Bente Rafsted. Hun var født 1790 af fattige Forældre. Kun ca. 18 Aar gammel blev hun Frederik den Sjettes Elskerinde og i den Anledning optaget i den danske Adel under Navnet Grevinde Frederikke Dannemand. Hun fødte ham to Sønner og to Døtre; den ene Søn døde tidlig, den anden var først i Fjor afdøde Grev Dannemand til Aastrup; en af Døtrene lever endnu og er gift ind i Familien Brockdorff, og det fjerde Barn var endelig den her omtalte Louise Frederikke Zacharia. Moderen døde i 1862; er der mange, som endnu erindrer den fine gamle Dame, hvis Væsen ikke vilde have gjort noget Hof til Skamme, men som dog ikke hos fine højtstaaende Slægtninge naaede den Anerkendelse, der til Eksempel blev Grevinde Danner, født Rasmussen, til Del - i alt Fald officielt.

Naar vi har ment at burde erindre om den forglemte Kongedatter Louise Frederikke, nu ved hendes Død, er det bl. a. fordi vi finder, at Frederik den Sjette, der dog gjorde Moderen til Grevinde, handlede nok saa kønt som dem, der nu nogle Menneskealdre senere tier stille om disse Skud af den oldenborgske Kongestamme. Hvad skal nemlig det til? Enhver véd jo dog alligevel, at en Mængde borgerlige og adelige Familier har "Kongeblod" i sine Aarer. Det gælder ikke blot for Dannemanderne. Danneskjolderne og de andre adlede Efterkommere, men sikkert ogsaa for en Bunke Sørensener og Hansener, kun at Stamtræet ikke er omhyggelig ført. For nogle Aar siden kunde man - og man kan maaske endnu - paa Valdemars Slot paa Taasinge se Portrætter af 19 af Christian den Fjerdes Elskerinder. Han havde ganske vist flere, men hvor mange af os hører blot gennem disse 19 til "Oldenborgerne"? I svage Sjæle maa denne Tanke styrke Lighedsfølelsen - fornuftige Folk vil naturligvis bryde sig lidt om slige fine Forbindelser og føle Ligheden alligevel.

Omvendt kan det hænde, at en og anden regnes til Kongestammen, skønt der i alt Fald er Tvivl om Fadderskabet. Det mest bekendte Eksempel her er Frederik den Syvende, om hvem det i hans Ungdom almindelig hed, at han slet ikke var Søn af Kristian den Ottende. Hans Moder, Charlotte Frederikke af Mecklenburg, holdt vitterlig Elskere, hvoraf den mest bekendte var Komponisten til "Ungdom og Galskab", den franskfødte Dupuis, der paa Grund af sit Forhold til den vordende Dronning blev landsforvist. Resultatet den Gang svarede ganske vist samtidig med, at hun selv forvistes til Palæet i Horsens. Det var imidlertid ikke ham, der af Hoffet og Befolkningen udlagdes som Frederik den Syvendes Fader; derimod nævnte man temmelig højrøstet en Grev Blücker af Familien Blücker-Altona. Vist er det, at Frederik den Syvende havde meget saa Karaktertræk og ydre Træk til Fælles med Kristian den Ottende - Ligheden med Charlotte Frederikke var uimiskendelig nok. Der er altsaa en Mulighed for, at Danmark i Frederik den Syvende har havt en Konge, som slet ikke har hørt til den oldenborgske Stamme. I saa Fald har en Del Børn, der menes at nedstamme fra Kristian den Ottendes forskelligartede "Jagt" ture i Nordsjælland, været Tronen adskilligt nærmere.

Nekrologen over Frederik den Sjettes nu afdøde Datter er maaske hermed bleven lovlig lang. Men den har da til Gengæld vist, at Livets Gang ofte skyder Skud paa Kongestammerne uden Hensyn til Hof- og Statskalenderne.

(Social-Demokraten 3. januar 1889).

Frederik den Sjettes Datter, Louise Frederikke Dannemand, blev begravet i Gaar fra Garnisons Kirke.

Hoffet havde, saa vidt man kunde se, ikke vist den afdøde Kongedatter nogen som helst Æresbevisning. Derimod saas i det lille Følge Repræsentanter for de Adelsfamiljer, med hvilke hun tillige var i Slægt, og Kisten var rigt prydet. Hos adskillige af dem, der gik den nærmest, var Frederik den Sjettes Træk ret tydelig nedarvede.

Præsten vovede ikke at berøre den nære Forbindelse med Kongehuset. Hans Tale bestod kun i en lang Bøn, i hvilken den Afdøde lige nævntes.

(Social-Demokraten 4. januar 1889)

Se også Benedicte Rafsted: Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen) samt om Frederik 7.s mor: Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin 1784-1840. (Efterskrift til Politivennen)

Dannemandfamiliens anlæg på Garnisonskirkegård: Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen: "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af stenen ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen (der hælder slemt til siden) for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted) (1790-1862) fik ved kongeligt reskript af 9. december 1829 rang med oberstinder, samtidig med, at hendes børn ophøjedes i adelstanden (adelspatentet udfærdigedes 4. februar 1830) med navnet Dannemand. 

Hun og Frederik 6. fik følgende børn: 

1. Louise Frederikke Dannemand (16. april 1810 i København - 28. december 1888 sammesteds), gift med kaptajn Wilhelm Zachariæ (1807-1871). 

2. Caroline Augusta Dannemand (24. januar 1812 i København - 29. februar 1844 sammesteds), gift med major Adolph Frederik Schack von Brockdorff (1810-1859). 

3. Frederik Wilhelm Dannemand (20. juni 1813 i København - 12. marts 1888 på Aastrup). Frederik Wilhelm Dannemand var gift tre gange, men døde alligevel barnløs: 1. 28. april 1840 med Francisca von Scholten (6. juni 1821 i København - 9. februar 1844 i København) 2. 13. juni 1845 i København med Christiane Louise komtesse Schulin (5. december 1815 på Frederiksdal - 11. juli 1884 i Vichy), datter af lensgreve Sigismund Ludvig Schulin. 3. 18. oktober 1884 med Regine Vilhelmine Margrethe Laursen (15. september 1840 - 5. september 1886 på Øresundshøj). Han blev den sidste officielle efterkommer og mandlige bærer af navnet Dannemand. Slægten uddøde derfor 1888 med Louise Frederikke Dannemand.

4. Frederik Waldemar Dannemand (6. januar 1819 i København - 4. marts 1835 sammesteds). 

Capitain Vilhelm Zachariae f. 1. juni 1807 d. 16. aug. 1871. Lovise Frederikke Zachariae født Dannemand f. 16. april 1810 d. 28 dcbr. 1888. Gravsten på Garnisons Kirkegård på et større anlæg for Dannemand-familien. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Et kapel paa Vestre kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

foreslaas opført efter Tegninger af Arkitekt, Professor H. J. Holm og med en Udgift af 170,000 Kr., hvoraf 20,000 Kr. skulle afholdes af Begravelsesvæsenets Reservefond, medens Resten skal tilveiebringes ved et af Begravelsesvæsenet optaget Laan. I det nuværende Kapel har der ifjor været indsat 934 Lig, og der har ofte paa samme Tid henstaaet mellem 15 og 20 Lig. Begravelserne ere talrigst om Søndagen, ofte mellem 8 og 10. En enkelt Søndag har der været 15, og de foregaa i Reglen mellem Kl. 12 og 2. Familiebegravelsernes Tal er i stadig stærk Stigning og vil yderligere tiltage, efterhaanden som Kirkegaarden udvikler sig, og navnlig naar Forbindelsen med Byen lettes ved Sporveisanlæg, senere ogsaa ved Jernbane. Efter disse Tal og med den kommende Forøgelse af Kirkegaardens Brug for Øie ere i de nye Planer Kisterummene beregnede til at kunne rumme i hvert af de større Rum 15 Lig, i hvert af de mindre 5 Kister. Det ligger i Bestyrelsens Tanke i den første Tid, hvor der haves mindre Brug for det større Antal, at lade et af de mindre Rum ubenyttet som Kisterum, og i Stedet for at anvende det som Venteværelse for Publikum. Der er forlangt 3 Kapeller, et større og 2 mindre; det store er paa 30 Kv.-Alen, de mindre hver paa 165 Kv.-Alen; til Sammenligning bemærkes, at det nuværende store Kapel paa Assistens Kirkegaard er 300 Kv.-Alen stort; det lille Kapel paa Assistens Kirkegaard og det almindeligst knyttede Kapel paa Vestre Kirkegaard ere ca. 120 Kv.-Alen. Der er i Planen ikke medtaget noget særligt Rum til Venteværelse. Dette er dels grundet i, at den lukkede Gaard og de overdækkede Gange ved Siden af samme alt afgive en beskyttet Venteplads, dels er det fundet rigtigst at henvise Ventelokalet til de Bygninger, der senere ville blive opførte ved Indgangen til Kirkegaarden, og hvor et saadant Ventelokale vil kunne være til Skytte ogsaa for dem, der besøge Kirkegaarden uden at skulle til en Begravelse. Ved det store Kapel, som det er vist paa Planen, bør formentlig anbringes et lille Præsteværelse. Begravelsesvæsenets Bestyrelse haaber, at det maa lykkea at sinde en lettere Maade at føre Kisterne ved Begravelser fra Kapellet til de fjærnere Dele af Kirkegaarden end den nu stedfindende Ligbæringsmaade.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen. 

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1888)

Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I

Sundbyernes Lyksaligheder

De Ulæmper, Sundbyerne lider under, er af en meget væsenlig Natur og strækker sig fra Belysningen af Vejene, disses Anlæg og Vedligeholdelse lige til Kommuneskolerne og Skatteansættelsern o. s. v., og vi skal her fremdrage enkelte Eksempler.

Belysningen er overmaade slet, idet kun Hovedlandevejen, Amagerbrogade, der skærer tværs gennem Sundbyerne, er oplyst ved Lygter, og det endda kun paa den ene Side af Vejen. Selv offenlige Veje som Øresundsvej og Thingvej bliver ikke af Kommunen forsynet med Belysning.

Som Følge heraf ligger samtlige øvrige Gader og Veje - ca. en snes Stykker - i fuldstændig Mørke, naar undtages de Steder, hvor Beboerne selv har Raad til at sørge for Belysning. De vælger i saa Fald for hver Gade eller Kvarter en Lygteformand, der indkræver det de paagældende Beboere frivilligt paalignede Beløb og for Resten varetager det fornødne.

Dette Arrangement er selvfølgelig dog meget tarveligt, og det er derfor forbundet med stor Vanskelighed - ja ligefrem livsfarligt - en halmørk Vinteraften at færdes paa Sundbyernes ubelyste og slet vedligeholdte Gader og Veje.

Gadernes Forfatning er med Undtagelse af Amagerbrogade ligesaa slet som Belysningen. Uden Makadamisering, med Fordybninger, Huller, Grøfter og lignende Mangler ligger de fleste af dem ved Regnvejr i et Morads og ved Snefald spærret med store Snedriver, der gør dem upassable baade for Voksne og Børn.

Enkelte af Gaderne ligner ligefremme Lossepladser. Saaledes f. Eks. Jakobsgade og Dyvekestræde. Paa en Strækning af disse er der i de sidste Dage tilført en Del Affald af alt muligt: Murstensbrokker, Grus, Aske, o. s. v., der opfylder Midten af Gaderne.

Køhlersvej, hvortil flere Gader udmunder, er i en ligefrem skandaløs Tilstand. Den udgaar fra Amagerbrogade, og her er den bekendte Svovlsyrefabrik beliggende, hvorfra udsendes modbydeligt stinkende Afløbsvand, ætsende Dampe og en tyk Kulrøg, der indhyller det omliggende Kvarter i sit sværtende Favntag. Beboerne har flere Gange indgivet Klager over Ulæmperne ved denne Fabrik, hvis Beliggenhed er uforenelig med et tæt befolket Strøg, men Fabriken fortsætter stadig uanfægtet sin Virksomhed.

Langs Vejen løber en meget dyb Grøft, der om Sommeren er fyldt med boblende Mudder, om Vinteren med Snesjap. Her er det utrolige sket, at et Par Mennesker er druknet. Vejens Makadamisering er lige farlig for Fodgængere som for Køretøjer. De første 1000 Alen af Vejen er forsynet med et Fortov, der er fyldt med et for et offenlig Vejanlæg ganske mærkeligt Materiale, nemlig Aske og Kokesaffald. Ved det mindste Vindpust hvirvles Asken i Vejret og fylder Luften med tætte Støvmasser.

Østergade er vel i en Strækning af et Par Hundrede Alen - fra Kirken til Præsteboligen - bleven paafyldt og sat i passabel Stand, sandsynligvis af Hensyn til Præstens Bekvæmmelighed. Men her er Arbejdet standset med en brat Nedsænkning til den følgende lavere liggende Del, særlig farlig om Aftenen for ulokaliserede Kørende, og Resten af Vejen faar saa skøtte sig selv.

Og som disse Veje saaledes er ogsaa alle de andre.

For Enden af Østergade ligger en anden af Sundbyernes Ubehageligheder, den saakaldte Lergrav. Det er et Overdrev paa godt og vel et Par Tønder Land, af Størrelse omtrent som de grønne Plæner ved Frederiksborggade. Der er tidligere fra dette Stykke sket store Udgravninger af Ler og Grus, indtil det i 1882 af Sogneraadet solgtes til et Firma, der her bl. a. anlagde et mindre vellugtende Deflorering en Kludefabrik. Angaaende Salget af dette Overdrev har der for øvrigt i flere Aar været ført Proces mod Storbønderne i Sogneraadet. De mindre Grundbesiddere ved Stedet formener nemlig at have Ejendomsret til Overdrevet og anser som Følge deraf Salget for ulovligt.

Dette Overdrev har siden Salget faaet en Anvendelse, der er aldeles uforlignelig med et bebygget Kvarter. Fabrikken paa Køhlersvej anvender til Fremstillingen af Svovlsyre deet saakaldte Svovlkis, og Affaldet heraf - der har Lighed med en Slags røde Skærver - er siden 1882 bleven henført og aflæsset i Grusgravene. Der er Tale om noget som en 4000 Læs aarlig, hvilket i Løbet af de 6 Aar altsaa giver ikke mindre end ca. 24.000 Læs Svovlkis-Affald, og hele det store Areal er i en Højde af 2-3 Alen opfyldt med dette ubehagelige slof, der ved Paagydning af Væde lædsker som Kalk. De store Vandsamlinger, der har dannet sig mellem Dyngerne, er meget stærkt farvede, enten dybblaat, mørkerødt eller okkergult.

Da Kvarterets Brønde ikke er borede, men gravede, og saaledes samler indsivende Vand, er det klart, at denne uhyre Affaldssamling i høj Grad indvirker paa Brøndvandet. I regnfulde Somre og i det hele taget ved megen Nedbør siver Vandet gennem svovlkisen, optager dennes skadelige Bestanddele, synker videre gennem Jordlaget og siver til Slut ind i de omliggende Brønde, hvis Indhold ofte er farvet fuldstændig rødt.

Der kan ingen Tvivl være om, at dette maa gøre Brøndvandet utjenligt til Drikke og altsaa er skadelig for Beboernes Sundhed. Og da der ytrer sig en hæmmende Indflydelse paa Omegnens Vegetation er det uforstaaeligt, at den stedlige Sundhedskommission hvori Birkedommeren indtager Forsædet, ikke har anvendt sin Myndighed paa dette Omraade, inden det inficerede Drikkevand fremavler en Epidemi.

Hvad Skolevæsenet angaar opfylder det aldeles ikke de Krav Sundbyernes store Befolkning er berettiget til at stille til Undervisningen Der findes kun et Par offenlige Kommuneskoler, deriblandt Centralskolen paa Østergade, der efter Forlydende blev bygget ca. 10,000 Kr. for dyrt. Da de er fuldstændig overlæssede med Børn og Undervisningstiden kun er i Gennemsnit ca. 2-3 Timer daglig, er den Kundskab, de kan bibringe Eleverne, selvfølgelig meget overfladisk.

Der findes vel flere Privatskoler, men da Betalingen her er indtil 9 Kr. pr. Maaned, kan de kun søges af de mere bemidledes Børn. Mærkeligt nok yder Kommunen Tilskud til disse private Betalingsskoler i Stedet for at anvende sine Midler til en mere fyldestgørende Undervisning de offenlige Skoler.

Skatteligningen foregaar efter Sogneraadets vilkaarlige Skøn. Skatteprocenten er forholdsvis høj og enhver bosiddende uden Undtagelse bliver sat i Skat. Der kan vel gøres Indsigelse, men det er ikke altid, denne tages til Følge, og at Klager desangaaende kan indgives til Amtsraadet og Indenrigsministeriet, er noget, der ikke er almindelig bekendt.

Til stor Skade for Kommunen er desuden den Bestemmelse, at enhver, der ikke 4 Maaneder af Aaret har personligt Ophold i Kommunen, bliver fritaget for Skat dér. Dette kommer navnlig de store velhavende Fabrikanter og Forretningsdrivende til Gode, der har deres Fabrikanlæg og lignende i Sundbyerne, men holder fast Bopæl i København.

Hvor vilkaarlig skatteligningen er, fremgaar eksempelvis af, at en Arbejder, der opgav sin aarlige Indtægt til 900 Kr., blev sat i en aarlig Skat af 10 Kr., medens paa samme Tid andre Beboere af en lignende Indtægt kun svarede 6 Kr. Ejeren af det Hus, hvori Arbejderen boede, [og] hvori der var 8 Lejligheder, var [der] imod kun sat i en aarlig skat af []

(Social-Demokraten 18. november 1888).

En ukendt fotograf tog i 1913 dette foto af Østergade, nu Frankrigsgade. Til højre Frankrigsgade 51, til venstre Frankrigsgade 86. Selv om det er taget 25 år efter artiklen ligner beskrivelsen i artiklen til dels stadig.

Østergade skiftede ved kommunesammenlægningen i 1901 navn til Frankrigsgade.

II.

(Sidste Artikel.)

Sogneraadsvalg.

Sundbyerne paa Amager er paa Veje til at blive meget stærkt befolket, for Øjeblikket er Indbyggerantallet saaledes ca. 13,000.

Sundbyerne hører i kommunal Henseende under Taarnby og ledes efter Reglerne for Landkommunernes Styrelse af et Sogneraad - en meget primitiv Ordning for et saa tæt bebygget og omfangsrig Bydel, der paa Grund af sin Størrelse og øvrige Betingelser nærmest burde have Rang som en Købstad og styres som en saadan.

Hvor nemlig tidligere Gulerødder og Kaalhoveder var dominerende, er der i det Hele taget i de senere Aar opvokset en Bydel, der som en ligefrem Forstad til og tæt sammenvokset med København har et vist Krav paa at blive indlemmet som en Del af Hovedstadens Kommune og derved nyde de Fordele dette Arrangement vilde medføre.

Den nuværende landlige Ledelse af Sundbyerne gennem et Sogneraad er altsaa i højeste Grad uheldig for Sundbyerne, hvilket viser sig ved enhver Lejlighed, særlig da Sundbyernes Befolkning hovedsagelig bestaar af Arbejdere. Disses Interesser falder ikke sammen med eller er bleven paaagtet af de hidtilværende Sogneraad, hvis Medlemmer udelukkende bestaar af Taarnbys Storbønder samt en enkelt Forretningsdrivende.

Saalænge indtil det Tidspunkt indtræffer, da Sundbyerne forhaabenlig sammenlægges med Hovedstaden, nødes Beboerne imidlertid til at tage Situationen som den er og efter bedste Evne virke for en Forbedring af det nuværende Forhold.

Og der kan handles.

I de nærmeste Dage stal der være Sogneraadsvalg i Taarnby Kommune.

Sogneraadet bestaar af 11 Medlemmer. Der vælges skiftevis hvert 3die Aar 6 og 5 af disse - denne Gang de 5.

Stemmeberettiget til dette Valg - altsaa paa de 5 - er samtlige Beboere af Sogneraadet, der er fyldt 25 Aar, og som i det foregaaende Kalenderaar, under hvilken som helst Benævnelse, har udredet deres Bidrag, det være sig i Penge, Naturalier eller Arbejde, til Kommunen.

Det gælder altsaa her for Beboerne af Sundbyerne om, i Stedet for Storbønderne at sætte Mænd ind i Sogneraadet, der enten er Arbejdere eller har Arbejderinteresser og vil virke for Sundbyernes berettigede Krav.

Og de mindre bemidlede Beboere af Sundbyerne har saa meget mere Grund til denne Gang at være agtsomme og deltage i Valget, som det vil vare 6 Aar inden de atter kan udøve deres kommunale Vælgerret.

Til Valget om 3 Aar paa de 6 er nemlig kun den Femtedel af Kommunens Beboere stemmeberettiget, der i det foregaaende Kalenderaar har udredet det højeste Bidrag til de paa Hartkorn og efter Formue og Lejlighed paalignede Kommuneafgifter.

Alene denne mærkelige Valgmande viser, hvor uheldig Sundbyernes Sogneraads Administration er. En Femtedel - altsaa en ubetydelig Minoritet af Beboerne - er paa Grund af deres Pengesæk berettiget til ikke alene at besætte de 6 Pladser i Sogneraadet, men kan ogsaa deltage i Valget paa de andre 5. Det store Flertal af Beboerne - de mindre bemidlede - maa derimod kun stemme hvert 6te Aar paa de 5.

Intet Under, at et saaledes sammensat Sogneraad hidtil udelukkende har varetaget Hartkornsejernes Interesser og forsømt den tarveligere Befolknings.

Sætter Arbejderne og de smaa Næringsdrivende denne Gang deres Repræsentanter ind i Sogneraadet, kan dette imidlertid hidføre en væsenlig Forandring, og der rettes i hvert Fald derved stadig en virkningsfuld Protest mod den nuværende Slendrian.

* * *

Til Sogneraadsvalget, der finder Sted den 23. ds. i Ny Kro, er der af den socialdemokratiske Arbejderforening opstillet følgende Kandidater:

Tømrer P. Engel,
Tømrer J. Jensen,
Snedker P. J. R. Petersen,
Detailhandler J. Svendsen, og
Skomagermester Henriksen.

(Social-Demokraten 20. november 1888).

Til Valgstedet.

Paa Vejen gennem Sundbyerne uddeltes i Gaar Formiddags Stemmesedler fra de forskellige Partier. Hartkornsejerne havde deres private Liste. Desuden var der Højres officielle: Urtekræmmer Th. Sichlau, Brolægger (Entreprenør) S. Bastian, Snedker L. Svendsen, Høker Svane og Vognmand P. Jensen. Derefter kom en tredie Liste: Snedker Aagaard, Lærer Aagesen, Landinspektør Andersen, Tømrer P. Engel og Tømrer J. Jensen; samt til Bestyrere af de Fattiges Kasse: Cigarmager C. B. G. Hansen. Hamphegler N. Rasmussen og Fisker E. Nielsen. Og endelig var der Socialdemokratiets her i Bladet aftrykte Liste.

Da man ved Enden af Sporvognsruten besteg en af de der holdende Kapervogne, der for 23 Øre pro persona befordrede til Valgstedet, havde man altsaa rigeligt Stof til Overvejelse.

Ny Kro

Ny Kro, hvor Sogneraadsvalget for Taarnby foregik, er beliggende omtrent en halv Mil fra Sundbyerne mellem Taarnby og Kastrup. I Nærheden rager Fortet frem med sine 27 Tdr. Land.

Taarnby Kommune omsatter foruden Sundbyerne: Taarnby, Ullerup, Tommerup, Skjeldgaard, Kastrup og Lille Magleby. Valgstedet var altsaa beliggende i Midten af Kommunen, men Arrangementet er dog ikke ganske heldigt. Oplandets Beboere er nemlig i Neglen forsynet med Køretøjer, og kan saaledes let komme til Valgstedet. Sundbyernes Beboere, hvoraf Størsteparten er Arbejdere, maa derimod spadsere den halve Mil, hvorved de yderligere sinker deres knebne Tid, i Fald de ikke kan ofre 30 Øre til Kørepenge eller ogsaa giver Dags Løn. Det uheldigt, som der alene i Sundby-Vester er flere Vælgere end i alle de øvrige Byer tilsammen. Oplandet har nemlig kun 3-400 Vælgere mod Sundbyernes 1300 Vælgere.

Udenfor Kroen var der et livligt Røre. Fra Oplandet kom de sindige, selvsikre Hartkornsejere agende op, og fra Københavnssiden rullede alle mulige Koretøjer ind: Char-a-bancs, Kapervogne, Omnibusser, Selvejerkøretøjer og Drosker, hvis Passagerer samledes i Kroens lavloftede smaa Rum.

Stemmeafgivningen gik i Formiddagstimerne noget trægt. Ved 1-Tiden tog Valgkomiteen en Times Hvil, og de tilstrømmende Vælgere samledes nu efterhaanden i et Antal af 2-300, saa der tilsidst hverken var til at vride ellervende sig.

Valghandlingen.

Valgkomiteen - der bestaar af de fungerende Sognerådsmedlemmer (!) - havde slaaet sig ned i et lille to-fags Værelse med en stram Atmosfære og en tropisk Hede. Ved et Bord var Rummet delt i to Halvdele, hvoraf den ene var forbeholdt Sogneraadet - en halv Snes Mand - med deres Valgskemaer.

I den anden Halvdel indlodes 10 Vælgere ad Gangen, der ved Valgbordet opgav Navn, Stilling og Bopæl og hvilke Kandidater, de stemte paa. Efter at være indført i Skemaet, blev hele den afgivne Forklaring oplæst for Vælgeren, der derpaa ad en Dør paa den modsatte Side forlod Værelset. Der var altsaa uafbrudt hele Dagen i dette lille Rum samlet en Snes Mennesker.

Ved Valghandlingen var straks det særlig iøjnefaldende, at selve Sogneraadet ved Valgbordet modtager Stemmerne, der altsaa falder enten for eller imod det.

Det tillodes ikke nogen som helst at overvære Stemmeafgivningen, end ikke de forskællige Partiledere - hvert i Fald ikke Oppositionens.

Arrangementets uheldige Sider blev end mere iøjnefaldende hen ad Estermiddagen, da ved Fyraftenstid de mange Arbejdere fra Sundbyernes Værksteder og Fabrikker strømmede til ad den opblødte Vej for at afgive Stemme.

Resultatet

Kl. 7 afgaves den sidste Stemme og Kl. 8 1/4 oplæstes Resultatet, der faldt saaledes:

Socialdemokrater:

Tømrer Julius Jensen 220.
Tømrer P. Engel 209.
Detailhandler Svendsen 148.
Skomager Henriksen 125.
Snedkermester Petersen 117.

Højre.

Vognmand P. Jensen 327.
Urtekræmmer Sichlau 320.
Høker Svane 306.
Brolægningsentrpr. Bastian 295.
Snedker L. Svendsen 267.

Liberale.

Lærer Aagesen 115
Snedker Aagaard 38
Landinspektør Andersen 43

En Del spredte Stemmer faldt paa Mægler Holst og Grosserer Olsen.

Til de Fattiges Kasse valgtes (med et Stemmeantal varierende mellem 40-70): Smed O. Lindgren, Fisker E. Nielsen og Gartner Hasberg.

Kampen stod altsaa mellem Socialdemokraterne og Højre, idet de Liberale kun opnaaede et meget lavt Stemmeantal. Socialdemokraternes Tab bør sikkert søges i mangelfuldt affattede Valglister, da ca. 50 af deres Vælgere blev afvist som ikke opført paa Listen.

(Social-Demokraten 24. november 1888).

Negere fra Dahomeh. (Efterskrift til Politivennen)

Negere i "Hotel Tivoli".

Som kortelig omtalt, er der for nogen Tid siden hertil Byen ankommet en Trup Afrikanere fra Dahomeh, der optræder i "Hotel Tivoli"s store Sal.

Besøget har hidtil været godt, og det lønner sig virkelig ogsaa at se indenfor hos de sorte Herrer og Damer; der er talt 24, tolv af hvert Køn. Paaklædningen bestaar for Mændenes Vedkommende i et Par Svømmebuxer og en Hovedbeklædning forsynet med Oxehorn. Kvinderne har et kort Skjørt om Lænderne og et meget korthalset Livstykke.

I disse Kostumer opfører Selskabet forskjellige Nationaldanse, ledsagede af en øredøvende Trommemusik, og medens de agerende udstøder cimbriske Hyl. Mændenes nøgne, kraftige Kroppe tager sig fortræffeligt ud i de plastiske Stillinger, medens Kvinderne under Dansen vrikker paa en mærkværdig Maade med den Legemsdel, hvor de mere civiliserede Damer bærer Tournure.

Ganske morsomt er det at se Negrene indtage deres Maaltider, bestaaende af kogt Ris og Oxekjød i Forbindelse med en brændende stærk Cayennesauce.

Kniv, Gaffel og Ske er ukjendte Redskaber; med Hænderne skrabes Maden sammen under abeagtige Fagter og puttes i Munden, Idet der dog aldrig spises helt op, hvad der er i Haanden, men kun sluges en Del af det; Resten blande saa igjen med den tilbageblevne Mad under fornyede Sammenskrabninger.

De sorte Damer er forøvrigt ikke fri for at være paatrængende; de falbyder Fotografier og tigger Cigar og Øl paa den mest energiske Maade; opfylder man deres Ønske, kan man godt risikere at faa en ført Haand kjærtegnende i Ansigtet til Tak. 

Man maa ikke vente for længe med at gaa ud og se de sorte Medborgere, da deres Ophold her ikke bliver af lang Varighed; de afrejser herfra til St Petersborg.

(Morgenbladet (København) 11. november 1888).

Amazoner i Kjøbenhavn.

I Regn, Søle, Blæst og Slud, trodsende Tagstenene, der drysse ned om En, borende Fingrene ned i Hatteskyggen, for at Ens Hovedbedækning ikke skal gaa sig den samme lille gemytlige Tur som saa mange andres, og lyttende til de sælsomme Toner, der ilig Klangen fra Æolsharper udgaar fra Telefontraadene, naar Stormen leger med dem, kæmpede man sig gjennem "Strøget" ud til "Hotel Tivoli", hvor en Negerkaravane bestaaende af tolv Amazoner af Kongen af Dahomehs Garde samt Iige saa mange mandlige Dahomaner for Tiden have opslaaet deres Pauluner.

De Stakler, der ere komne herop til Nordens Kulde og Blæst fra Dahomehs varme, salløse Egne, fra Landet, hvor Kokospalmerne og Bananerne vugge sig i den duftmættede Luft, hvor der er Overflod paa Oranger, Yams, Mais, Bomuld, Indigo og Tobak, og hvor Elefanter færdes dybt inde i Skovene!

To Sale i Hotel Tivoli huse Afrikanerne. I den ene opholde Kvinderne sig, i den anden Mændene. Foran de store Kaminer sidde de og varme sig i deres lette Kostumer; om Lænderne have Mændene et af forskjellige Slags Skind bestaaende Bælte og paa Hovedet et Skinddiadem med to Kohorn, et paa hver Side; Amazonerne bære et hvidt- og blaastribet Skjørt, der holdes oppe af røde - Seler, om man saa tør kalde dette Beklædningsstykke, besat med smaa hvide Konkylier.

Kaminilden gyder sit gulrøde Skær over de graabrune nøgne Lemmer, og de hvide Tænder funkle. De Folk kjende ikke til forlorne Tænder, og naar de leende pludre med hinanden, gjøre de vist tykt Nar af vore Herrers sorte Kakkelovnsrør og vore Damers Tournurer. Endnu ere de upaavirkede af de Moder, som den europæiske Civilisation paabyrder os andre med, og foreløbig behøve de da heller ikke at tage deres Tilflugt hertil, stolt fremvise de deres brede kraftige Bryst og de virkelig skjønt formede Arme og Ben, som mange af os vilde misunde dem. Deres Gang er let og spændstig og akkompagneres af Lyden fra de Bjælder, der ere fastbundne ved deres Knæer. Sproget kan man langt fra kalde ildelydende.

Amazonerne, veritable Amazoner fra den berømte Dahomehgarde, som bestaar af ikke mindre end 5000 Kvinder, ere ganske unge, fra 13 til 18 Aars Alderen. De ere mindst af alt skrækindjagende. Koketteriets farlige Kunst have de allerede lært, og hvem kan vel modstaa deres udtryksfulde Blikke - disse brune fugtige Øine - naar de bide om en Cigar. Meget af de europæiske Sprog have de vel ikke tilegnet sig, men flere have dog bragt det saa vidt, at de kunne sige: give me, cigar og money - men det er jo ogsaa tilstrækkeligt. 

Elskværdige, venlige og indsmigrende ere de; og selv om den dahomanske Fyrste, der først oprettede Amazonekorpset, ikke havde opfundet Krudtet, saa havde han i det mindste Ben i Næsen. Han vidste, hvad han gjorde, da han lod sine 5000 haandfaste kvindelige Soldater drage imod Fjenden. Hvad deres Vaaben og Kræfter ikke kunde udrette, det udrette deres Smil og Blikke, og derfor faa Amazonerne i Reglen i en Haandevending Bugt med deres mandlige Modstandere - det fortælles der i ethvert Tilfælde. 

Hvorledes de bruge deres Vaaben, faar man desværre ikke noget nærmere Indblik i ved et Besøg i Hotel Tivoli. Derimod erhverver man sig et meget nøje Kjendskab til, hvad Afrikanerne formaa at præstere med Hensyn til Musik, Sang og Dans.

Folk, der ere lidt nervøse eller ikke have deres Trommehinder assurerede, fraraades det paa det bestemteste at overvære Truppens musikalske Præstationer, hvortil man vistnok sjældent har hørt Mage her i Kjøbenhavn.

Orkestret bestaar kun af to Mand; men hvad de dog kan udrette! De dundre løs paa hver sin Tromme med en Ihærdighed, der var en langt bedre Sag værdig, medens alle Negrene af deres Lungers fulde Kraft istemme en Hymne, der allerhøist bestaar af tre Ord, som gientages i det uendelige, det vil sige, i omtrent fem Minutter.

Og samtidig opføres der en Krigsdans og en Fredsdans. Der hyles og skriges, Overkroppene vrikkes til høire og venstre, Sværdene svinges med utrolig Hastighed gjennem Luften, og der trampes og stampes med fødderne, saa man hvert Øieblik frygter for, at Amazonerne skal stikke Benene gjennem Tribunens Bræddegulv.

Endelig hører Dansen op, og de 24 begive sig tilbage til deres Kaminer, hvor de indtage et lille Maaltid: Kjød, Ris, Franskbrød og Vand. En af Amazonerne er Moder og bærer sit lille 13 Maaneders gamle Barn paa Ryggen, spændt fast med et Tørklæde. Det er et aldeles kosteligt syn at se den Lille faa Mad. En af de andre Kvinder kommer hen til Moderen med en Kop Semoulevælling, af hvilket han hælder noget ud i sin hule Haand, hvorpaa Moderen bøier Barnet ned over Vællingen, som dette saa laber op. Det er ikke synderlig praktisk; men hvad skal man vel gjøre, naar man ikke kjender noget til det Redskab, der kaldes for Ske?

(Dags-Telegraphen (København) 28. november 1888).

Sort Karavane. I Hotel Tivolis to store Sale forevises i disse Dage en Karavane fra Dahomeh, bestaaende af 12 Mand og 12 Kvinder, af hvilke Sidste rigtignok den ene mangler hele 11 Aar i at være voxen: hun er nemlig nyfødt.

Karavanens Medlemmer gjøre et overordentlig godt Indtryk. Mandene ere høie og muskelstærke, og Kvinderne overordentlig gratieuse i deres Bevægelser.

Troupen opfører til en efter afrikanske Begreber saare skjøn Musik nogle karakteristiske, men dog af Hensyn til europæisk Moral stærkt afdæmpede Dandse, under hvilke de sagte saa lynhurtigt med nogle skarpe Sabler, at det seer overmaade livsfarligt ud og næppe heller helt gaar af uden Skrammer for den smukke glindsende brune, nøgne Hud.

Morsom er dog Karavanen at iagttage, naar den i Pauserne sidder grupperet om den blussende Kamin. Uden at lade sig forstyrre af Tilskuernes nysgjerrige Blikke pludre dens Medlemmer paa deres ganske velklingende Sprog, spøge og lee, sige Vittigheder og kokettere saa fuldstændig paa europæisk Maner, at det er en hel Fornøjelse.

Kronprindsen med Prindserne Albert Victor og Georg besøgte forleden de Sorte. De kongelige Høiheder morede sig storartet, og Kronprinds Frederik trakterede med Cigarretter til hele Troupen, hvis Anfører, en kjæmpestor Neger, takkede ved at klappe Hs kgl. Høihed paa Kinden.

Da Værten bemærkede, at Herskaberne kunde glæde Negeren svært ved at spendere en Baier paa ham, blev en saadan strax rekvireret, men øjeblikkelig vare de Kongelige omringede og bestormede af hele Banden, der klappede og kjælede for dem, indtil Kronprindsen under hjertelig Latter lod det Hele ende i et lukullist Sold med Øl og Konfekt og Tobak, medens den afrikanske Jubel steg til sin høieste Høide. (Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 28. november 1888).

Adolph Friedländer: Amazonen-Corps - Wilde weiber aus Dahomey (1898). I Tyskland optrådte i perioden 1888–1903 med mellem 20 og 80 optrædende fra den tyske koloni Togo over 300 gange. To tredjedel var kvinder som blev omtalt som "amazoner". Ofte præsenteret som værende fra Dahomey (Benin), men måske snarere fra nabolandet Togo..

Dahomey (nu Benin) var fra 1600-tallet til slutningen af 1870'erne et indflydelsesrigt land. Det blev herefter angrebet af Frankrig som underlagde sig området i 1894. Det blev selvstændigt i 1975 under navnet Benin. De optrædende sagdes at være fra Dahomey-Amazonerne (efter græsk mytologi). En militær milits med rødder tilbage til 1600-tallet.

Tre Kvaksalveri-Sager. (Efterskrift til Politivennen)

En "magnetisk Læge". Højesteret paakjendte i Gaar en mod Anders Rasmussen for Kvaksalveri anlagt Sag. Tiltalte har i de sidste 4 Aar i stort Omfang og til Dels for Betaling taget syge i Kur for forskjellige Sygdomme, bl. a. Gigt. Brystsyge, Øiensygdomme, Døvhed, Aarebetændelse, Blegsot, Difteritis, Skarlagensfeber, idet han som Helbredelsesmiddel har anvendt en saakaldet magnetisk Behandling, der fornemmelig har bestaaet i, at han med Haanden har bestrøget de syge, hvorhos han i nogle Tilfælde har givet dem Papir, som af ham var behandlet med saakaldte magnetiske Bestrygninger, for at de skulde lægge det paa Brystet eller andre Steder paa Legemet. Tiltalte, der havde lært sine Kure i Amerika gjennem Spiritismen, og som paa Visitkort i det engelske Sprog havde betegnet sig som "magnetisk Læge", troede sig efter sin Forklaring i Besiddelse af Evne til ved Berøringer og Bestrygninger at helbrede Sygdomme ved Hjælp af den Magnetisme, der fandtes i hans eget Legeme, og som tilørtes ham af Aander. Disse Aander var tidligere afdøde Mennesker, der færdedes om enhver fra Fødslen til Døden. Tiltalte var i Besiddelse af 5 Fotografier fra Boston, paa hvilke han selv fremtraadte som Hovedfigur, omgiven af forskjellige Personer i Taage eller svag Belysning, hvilke var Billeder af Aander, som den paagjeldende amerikanske Fotograf var i Stand til at gjengive. Tiltalte havde vel ikke selv set Aanderne blive fotograferede, men set Fotografen komme ud med Pladerne, da Aanderne var paaførte disse. Om Billedernes Ægthed nærede Tiltalte ingen Tvivl. Det var ikke oplyst, at Tiltaltes Behandling i noget Tilfælde havde medført Skade for de paagjældende. For sit anførte Forhold var han af Kriminal- og Politiretten anset med en Bøde af 200 Kr., hvilket stadfæstedes af Højesteret.

(Morgenbladet (København) 2. november 1888).

Kvaksalveri. Lands-Overretten i Kjøbenhavn har paadømt en fra Helsingør indanket Sag, hvorunder den ofte straffede Gunild Marie Hansdatter, Holmers Hustru, tiltaltes for Kvaksalveri. Uagtet hun ingen som helst Adkomst har haft til Lægepraxis, har hun i Løbet af de sidste Aar i Helsingør og Omegn taget flere Personer under Kur for engelsk Syge og for Benedder, ligesom hun ogsaa har behandlet andre Personer, der led af Sygdomme, hvis Art og Beskaffenhed ikke var hende bekjendt. Hun har til sine Kure i Almindelighed kun anvendt udvortes Midler, saaledes mod engelsk Syge Indsmøring paa Ryggen og i Leddene med Skcrresalve, og mod Benedder Indgnidning med Galmejesalve og med en af hende selv tilberedt Salve, bestaaende af grøn Sæbe og krudt, ligesom hun ogsaa en enkelt Gang overfor en hende ubekjendt Sygdom har anvendt Indgnidning med raat Oxekjød. I et Par enkelte Tilfælde har hun dog brugt indvortes Midler, nemlig overfor et Barn, der maa antages at have lidt af Diarrhoe, Hyldethe med Sukker i, og overfor en Kone, der led af Smerte over Lænderne og i Leddene, Sundhedssalt, opløst i Vand. Ved Siden heraf har hun tillige anvendt forskjellige overtroiske Midler, saasom at lade den syge ligge paa Lavrbærblade eller paa en Blanding af saadanne og Pileblade, som hun derefter brændte, at lade Patientens Linned brænde og indgive vedkommende lidt af Asten, udrørt i Vand, ligesom hun i flere Tilfælde under Udtalelse af, at det skete i Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands Navn, har "hugget Ild over" den syge med et Fyrtøj. Ligesom det er oplyst, at saavel Skæresalve som Galmejesalve er almindelig benyttede Haandkjøbsartikler af en uskadelig Sammenfatning, saaledes kan Tiltalte heller ikke antages iøvrigt ved sine Kure at have paaført de vedkommende nogen Skade. Tiltalte har ikke forlangt Betaling for Kurene, men modtaget, hvad der frivilligt gaves hende. 

Ved Underretten var Tiltalte bleven anket med en Bøde af 60 Kr., hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Morgenbladet (København) 6. november 1888).

Dømt for magnetisk Behandling. Landsover- samt Hof og Stadsretten her i Byen har paadømt en fra Amager Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Handelskommis tiltaltes for Kvaksalveri. 

Efter at Tiltalte i forrige Vinter havde hørt nogle Foredrag over den saakaldte dyriske Magnetisme, havde han behandlet ca 50 Personer i Kjøbenhavn og paa Amager for forskjellige Sygdomme, saasom Hovedpine, Rygsmerter, Lændesmerter, Nervøsitet, Moderjhge, Moderkrampe, Slim paa Lungerne, Forstuvninger og Gigt, ved paa dem at anvende en Kur, som bestod i, at han holdt Hænderne paa det syge Sted og derpaa med Fingrene strøg ned ad Legemet udenpaa Klæderne eller, saafremt Personen var sengeliggende, udenpaa Linnedet, hvorhos han i flere Tilfælde tillige anvendte til indvortes Brug saakaldet magnetiseret Vand, c: Vand, som han ved at holde Hænderne om Glasset eller ved Strygning med Hænderne udenpaa det og ved at aande paa Vandet formente at have gjort magnetisk, og til udvortes Brug magnetisk Papir c: Papir, som han ligeledes havde behandlet med Strygninger og med at aande paa det. Tiltalte havde erkjendt, at han 2 eller 3 Gange have averteret i Bladet "Social-Demokraten" og som "Magnetisør" tilbudt magnetisk Massage, men han havde iøvrigt paastaaet, at han kun havde behandlet syge, der havde søgt Lægehjælp uden derved at være blevne hjulpne; det var imidlertid herimod oplyst, at dette i alt Fald ikke havde været Tilfældet med 3 af ham behandlede Patienter, af hvilke den ene led af Syfilis, men opgav for Tiltalte, at han led af udslaaende Gigt, medens Tiltalte efter sit Udsagn ikke vilde have taget den paagjældende under Behandling, dersom han havde vidst, at Sygdommen var Syfilis. Tiltalte vil aldrig have forlangt Betaling for sine Kure, men har derfor modtaget forskjellige Beløb indtil 10 Kr., som frivillig tilbødes ham, ligesom han ogsaa i enkelte Tilfælde paa særlig Opfordring har opgivet en bestemt Pris Det var ikke oplyst, at hans Behandling i noget Tilfælde havde bevirket direkte Skade, men efter hvad der forelaa, maatte den antages at have indirekte foraarsaget Skade ved at afholde Patienter fra at søge Lægehjælp. 

For sit anførte Forhold blev Tiltalte ved Overrettens Dom, der stadfæstede Underretsdommen, efter Lov 3dje Marts 1854, jfr. Forordn 5te December 1794 § 5, anset med en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 80 Kr

(Morgenbladet (København) 30. november 1888).

Børnehjemmet opført af Foreningen af 23. April 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. April 1882 var Aarsdagen for Vært og Værtindes Bryllupsdag, og Middagen stod i Seekamps Lokale. Det var gode Venner og Bekjendte, omtrent fyrretyve i Tallet, som var samlede til Festen. De musikalske blandt Gjæster med Vært- og Værtinde i Spidsen beredte efter Bordet de øvrige tilstedeværende en Overraskelse, som vakte stormende Jubel. I maleriske Zigøjnerkostumer sad og stod de paa en Tribune, da et Tæppe blev trukket til Side, og under Værtindens Anførsel spilledes Riberhusmarschen og flere Numre. Der blev foreslaaet en Indsamling. En høj Hat gik rundt, og ned i den raslede større og mindre Sølvmynter. Sluttelig stod Værtinden med Hatten i Haanden; hendes glade Smil veg for et alvorligt Udtryk, i det hun udtalte: "Skal vi ikke danne en Forening med det Formaal, at opklæde Konfirmander og hjælpe forældreløse og ulykkelig stillede Børn". Hun udviklede nærmere denne Tanke, for hvilken i sex Aar har virket med utrættelig Energi, og hendes Forslag fandt almindelig Tilslutning i Selskabet. Saaledes dannedes "Foreningen af 23. April 1882".

Den blev til i et festligt Lag, og disse første Penge i Hatten gaves i en lys og lykkelig Stemning: de var Lykkeskillingen, som i kort Tid skulde drage mange Penge efter sig i det samme godgjørende Øjemed. De fyrretyve første Medlemmer arbejdede ihærdig og hvervede Venner og Bekjendte til Medlemmer. Medlemsantallet steg hurtig og andrager nu omtrent 2300 Mennesker. I Begyndelsen opkrævedes 25 Øre om Maaneden; men dette Arbejde blev snart uoverkommeligt, og Kontingent betales nu med 3 Kroner en Gang om Aaret. Paa den ordinære Generalforsamling i Marts f. A. vedtog Forsamlingen at ophøre med at uddele Konfirmationshjælp - fra Foreningens Stiftelse var der uddelt fuldstændigt Udstyr til henved 300 Konfirmander for med des større Kraft at arbejde for Foreningens Hovedformaal, at antage sig og opdrage forældreløse og ulykkelig stillede Børn.

Børnehjem, opført af Foreningen af 23. April 1882.

For at kunne gjøre dette paa bedste Maade har Foreningen søgt at skaffe sig sit eget Børnehjem, Mens Aarene gik, arbejdedes der ihærdig paa Virkeliggjørelsen af denne Tanke, og nu staar Børnehjemmet fuldt færdigt og næsten gjældfrit paa den til Foreningen af en Børneven skjænkede Grund bag Dampsporvejens Station ved Hellerup. Af Børnehjem her i Landet findes næppe noget mere hensigtsmæssig indrettet eller bedre beliggende, Bygningens Grundsten nedlagdes paa Hds, Maj. Dronningens 70-Aars Fødselsdag, og Børnehjemmet indviedes den 6. Juli d. A. Bygningen bestaar af to Etager med Kjælder. I Kjælderen findes Køkken, Vaskehus, Strygestue, Badeværelse, Pigekammer, en fransk Indfyringsovn som for 50 Øre om Dagen varmer hele Huset, endvidere Brænderum, Spisestue og Fadebur. I Stuen findes Vestibule, Kontor, Inspektricens Værelse, Sygestue, Læse- og Arbejdsværelser, Garderobe, samt en større Sal, der senere skal anvendes til Sovesal, naar det fulde Antal, 50 Smaapiger, er flyttet ind. Paa første Sal findes Sovestuerne tre i Tallet, Skabestuen, hvor hvert Barn har sin Garderobe i eget Skab og Skuffe, og endelig Depotet, et velforsynet Oplag af færdige Klæder og Stoffer. Paa Loftet endelig er Legeplads, naar Vejret ikke tillader Børnenes Ophold i det fri. Til Hjemmets Udstyrelse er givet mange og værdifulde Sager, bl. a. kan anføres, at Hr. Jærnstøber Nielsen (af Firma J. Andersen & Søn) foruden andet Støbegods har skjænket det smukke Gelænder paa Hovedtrappen.

Ved Opførelsen af dette smukke Børnehjem har "Foreningen af 23. April 1882" vist, hvad den evner; men skal Maalet naas fuldt ud, skal Hjemmet befolkes med sine halvtresindstyve smaa Indvaanere, da tør intet Medlem svigte, men gjøre sig det til Pligt at drage flere og flere hen til dette Godgjørenhedsværk.

(Illustreret Tidende 1887/1888, nr. 52, s. 628.)

Foreningen havde november 1885 (til formentlig omkring 1888) selskabslokaler i Bredgade, "Restaurant du Palais". Børnehjemmet flyttede senere fra Jomsborgvej 1 til Ordruphøjvej 1. Foreningen oprettede derudover i 1949 et børnehjem på Øresundshøj 28. Indtil 1958 optog hjemmet kun piger. I 1998 overgik den fra Københavns Kommune til Gentofte Kommune. I 2015 som kommunal institution. Det blev nedlagt i 2021.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt 1830-1896. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Asger Snebjørn Nic. Stadfeldt, som i Dag i 25 Aar har virket ved den kgl Fødsels og Plejestiftelse, er en af Lægestandens bedst kjendte Mænd. I en lang Aarrække har han som Universitetslærer ledet Undervisningen i Fødselshjælp, og alle de yngre Læger har under ham gjennemgaaet deres praktiske Kursus i dette Lærefag. Ogsaa som Lærer for de vordende Jordemødre har han indtaget en meget betydningsfuld Stilling, og hans strænge, paapasselige og dog humane og elskværdige Personlighed har i disse Kredse erhvervet ham mange Venner. Som det mest fortjenstfulde i Prof. Stadfeldts Virksomhed maa dog sikkert udhæves hans Gjennemførelse af Antiseptiken ved Fødselshjælpen, hvorved ganske specielt hans egenlige Virkefelt, Fødselsstiftelsen, fuldstændig har skiftet Karakter. Medens den tidligere var saa inficeret af Barselsfeberepidemier, at den til sine Tider uden Overdrivelse kunde kaldes en ren Morderhule for Patienterne og tilsidst fuldstændig maatte lukkes, har den i de senere Aar udmærket sig ved en meget lav Dødelighedsprocent, og Tilfældene af Barselfeber er nedbragte til et forholdsvis ringe Antal. Her er et af de Forhold, hvor Antiseptik og Renlighed har haft en velsignelsesrig Indflydelse, der kan paavises ved Tal, og at have indset dette, gjennemrørt det og gjennemtrængt sine Elever, Læger og Jordemødre, med denne Lære, er Prof. Stadfeldts uomtvistelige Fortjeneste. Det maa haabes, at det maa forundes ham, der endnu er i sin fulde Manddomskraft, endnu i mange Aar at prædike Renlighedens Evangelium for Læger og Jordemødre.

(Morgenbladet (København) 3. oktober 1888).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Læge, obstetriker Snebjørn Asger Nicolai Stadfeldt (1830-1896) (Døbt: Stadfeldt, Snebjørn Ascar Nicolai). 1864-1892. Det kongelige Bibliotek.

Dr. med. Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt (1830-1896) studerede obstetrik i udlandet og kom ved sin hjemkomst til Fødselsstiftelsen. Han var 1866-1867 overakkuchør, derefter fastansat 1867. Han udgav 1870 "Lærebog for Jordemødre", "Lærebog i Jordemoderkunsten" (1891) og "Fødselens og Barselsengens Pathologi" (1889). Stadfeldt fik betydning for gynækologiens indførelse i Danmark. Han indførte den Pasteur-Listerske antiseptik i fødselshjælpen, hvilket i praksis udryddede barselfeberen på Fødselsstiftelsen. Han blev begravet på Garnisonskirkegården. Gravstedet er nedlagt.

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Præstelig Visdom. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Pastor Hoff i Vallensbæk har for nylig gjort sig mindre fordelagtig bekendt blandt sine Sognebørn ved en Begravelse, som han foretog i Søndags.

Sagen er i Korthed følgende: Min gamle Moder, der var hjemmehørende Vallensbæk, døde efter i nogen Tid at have haft Ophold hos mig, og da hun ønskede at blive begravet i Vallensbæk, blev hendes Lig ført derud, og jeg anmodede i et Brev, som jeg sendte Præsten først i forrige Uge, denne om, at Begravelsen maatte foregaa efter Gudstjenesten i Søndags, da det var umuligt for de Slægtninge, der boer i København og i sldre andre Byer, at naa derud før Gudstjenesten, idet der er en hel Mil at gaa fra Glostrup til Vallensbæk. I Stedet for straks at sende Svaret, ventede Præsten med at sende mig dette, indtil Tiden var saa langt fremrykket, at det var umuligt at faa gjort Familien bekendt med, at den maatte møde om Morgenen i Stedet for om Middagen, som det var bestemt. Der blev saa straks skrevet ud til Pastor Hoff, at det nødvendigvis maatte være om Middagen, da der ikke kunde komme nogen til Kl. 9 3/4 som af Præsten bestemt.

Jeg troede saa, at alt var klaret, men jeg gjorde Regning uden Pastor Hoff. Da vi nemlig op ad Formiddagen naaede Byen, hørte vi til vor Forbavselse, at det hele var forbi. Liget stod i Graven og Præsten havde baade holdt Tale og kastet Jord paa, kønt der kun var et Par enkelte af den Afdødes Slægtninge til Stede.

Da derpaa jeg og medundertegnede Typograf L. Jensen henvendte os til Pastor Hoff, og spurgte ham om Grunden til, at Begravelsen alligevel var foregaaet før Gudstjenesten, svarede han, at saaledes staar der i Loven, og han slog derpaa op i en Haandbog for Præster, udkommet 1867, hvori der ganske vist fandtes en Kancelli-Skrivelse fra 1810, som siger, at Begravelser paa Landet skal foregaa før Gudstjenesten, men vi skal tillade os at henlede Pastor H.'s Opmærksomhed paa en nyere Bog, som er udkommet 1879, nemlig "Præstegerningen i den danske Folkekirke, Haandbog for Præster af E. B. Friis, Pastor emeritus". I denne Bog staar der Side 165, om Begravelser, følgende:

"Udi Købstæderne maa intet Lig begraves om Søndagen, eller de andre hellige Dage, for at de ordinære Tienester ej skulle opholdes eller hindres. Det blev dog siden tilladt (Rescr. 18. Decbr. 1812) at begrave Lig ogsaa Søn- og Helligdage til Kl. 9 om Morgenen og fra Kl. 12 til 2 om Middagen *).

Denne vigtige Tilføjelse kender Hr. Hoff altsaa ikke noget til, skønt den udkom 2 Aar efter den Lov, som Pastor Hoff retter sig efter, og det er virkelig meget beklageligt, at en Præst ikke er bedre inde i de Love og Anordninger, som angaar hans Embede, end at han, som i Søndags, paa Grund af sit Ukendskab hertil, kan komme til at have en hel Del Mennesker til Bedste. Da vi derefter spurgte Pastor H., hvorfor han ikke havde kastet Jord paa i Kapellet, og saa ladet Liget henstaa der, til Familjen kom til Sidde og bar det til Graven, svarede han os, at han ikke havde givet nogen Ordre til at nedsænke Liget i Graven, og han havde fundet det mærkeligt, at dette var sket, da han kom til Stede. Men Graveren, som vi siden spurgte om hvem der havde givet ham Ordre tik at nedsænke Liget i Graven, svarede os, i Vidners Paahør, at Præsten havde givet ham denne Ordre.

Heraf vil enhver kunne se, at de to Herrers Udtalelser stemmer meget daarligt overens med hinanden, og Pastorens Ord stilles derved i et, for ham, temmeligt uheldigt Lys; thi man maa jo dog virkelig tro, at Præsten har givet Graveren denne Ordre, da han selvfølgelig ikke af sig selv kan finde paa at handle paa den anførte Maade. Hensigten med disse Linier er, at Pastor Hoff cn anden Gang tager lidt mere Hensyn til Folk, og ikke som denne Gang handler efter sit eget Forgodtbefindende, selv om den Afdøde er gammel og fattig.

Rasmus Sørensen,

Arbejdsmand.

Classenske Boliger F. Nr 5.

L. Jensen,

Typograf

*) Udhævet af os.

(Social-Demokraten 2. september 1888).

Se også indslaget "En Historie om et Juletræ" fra 1897 om Henrik Muhle Hoff.

Nicolai Femmer 1818-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Kursusbestyrer Femmer.

Ved kjøbenhavnske Begravelser, hvor Mænd og Kvinder strømme til i stort Tal, træffes der som bekjendt af praktiske Hensyn den Ordning, at det mandlige Følge faar anvist Gulvet i Kirkerne, medens Kvinderne vises op paa Pulpiturerne, og særlig strængt vaages der over denne Ordning i Frue Kirke, hvor Tilstrømningen til Begravelser næsten altid er meget betydelig. Kun ved to Lejligheder vides der at være sket principielt Brud paa denne Vedtægt. Det skete første Gang for et Par Aar siden, da Skoledirektør Holbechs Jordefærd fandt Sted, og det gjentog sig forrige Lørdag, da man begravede Kursusbestyrer, Cand. phil. Nicolai Femmer.

Ved begge disse Lejligheder var det Kjøbenhavns Almuelærerinder, der fik Lov til at gaa ind i Mændenes Ret. Efterhaanden som de sortklædte Lærerindepersonaler fra Stadens forskjellige Skoler mødte frem ved Kirkens Indgang, førtes de af Kirkens Betjente op til Koret, der ellers er forbeholdt Honoratiores og Deputationer. De modtoges som "Embeds-og Bestillingsmænd", der repræsenterede en officiel Institution, og de mødte i saa betydeligt Tal, at de fyldte baade Kirkens rummelige Kor og en Del af Stolene.

Kursusbestyrer Femmer. Død den 20. august. Foto: Fotograf Jens Petersen (1829-1905: Skolemand N. Femmer (1818-1888) skolemand. Det kongelige Bibliotek.

Det kan være vanskeligt nok at sige, hvem af de to, Holbech eller Femmer, der mest har bidraget til at aabne Kvinderne her i Landet de ny Veje til Erhverv, som saa mange nu følge; men at de hver for sig har indlagt sig særdeles store Fortjenester i saa Henseende, er uomtvisteligt, og det var derfor ganske i sin Orden, at den kjøbenhavnske Lærerindeverden paa særlig Vis søgte at lægge sin Deltagelse for Dagen ved disse to Mænds Jordefærd, Da den Undervisningsanstalt, til hvilken Annestine Bayers og G. Bohrs Navne i en Aarrække var knyttede ved Siden af N. Femmers, den 11. Februar 1861 aabnedes, stod Lærerindeuddannelsen her i Landet saa at sige paa bar Bund; ved allerhøjeste Resolution af 4. November 1859 var der aabnet Kvinder Adgang til Ansættelse i de offentlige Skolers Tjeneste, og der gaves Regler for den herfor foreskrevne Examen. Men hvorledes Kvinderne vilde komme afsted med at tage denne Examen, blev deres egen Sag; thi Skolelærerseminarierne forblev lukkede for dem.

Der var til at begynde med ingen almindelig Tro paa, at Lærerindeinstitutionen vilde blive til noget. Man opstillede mange dybsindige Teorier i Retning af, hvad "Kvinden" egnede sig til, og hvad hun ikke egnede sig til. Hun vilde, mentes der, overhovedet slet ikke kunne lære det, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, Kvindehjærner kunde være, være, som de vilde, men Matematik egnede de sig absolut ikke for. Det var den almindelige Mening, og den, der havde kunnet forudsige, at Sveriges ny Universitet i Stockholm nogle Aar senere skulde ansætte en Kvinde som Professor i Matematik, vilde være bleven anset for sindssyg. 

Under disse Omstændigheder var det en Lykke for de første Lærerindekursus, at de fik netop Femmer til Regnelærer. Han havde som saadan et stort Ry paa sig fra Byens Latin- og Realskoler, og det vidstes i Examenskommissionen, hvor Regnemestre som Adolf Steen og N. J. Fjord havde Sæde, at i sikrere Hænder kunde de vordende Lærerinders Regneundervisning ikke lægges. Det viste sig da ogsaa, at de Kvindetropper, som Femmer Aar efter Aar sendte i Ilden ved Examensbordet, bestod med Glans, og det varede ikke længe, inden Femmer i Spøg kunde vove en Paradox om, at Kvinden netop var født til Regning, og dristede nogen sig til at ytre Tvivl herom, henviste han for Alvor til de foreliggende Resultater, der talte for sig selv.

Men Femmer tog sig ogsaa af sine Elever i de andre Fag. Som en Familiefader, der vaager over Børnenes Karakter, prøvede og sondrede han maanedlig og stundum oftere hver enkelt Elevs Kundskabsdybde, og naar denne i et eller andet Fag viste sig ikke at svare til det for Dag og Time normerede Maal, helmede han ikke, før det forsømte var indhentet. Han tog det saa at sige som en personlig Fornærmelse, naar noget var forsømt, og holdt frygteligt Hus med den paagjældende, indtil den bestemte Maalhøjde igjen var naat. Kunde det ikke ske paa anden Maade, tog han sig personlig i sin knap tilmaalte Fritid af vedkommende Synder og levnede hende ikke Ro, førend alt var i Orden til at "gaa op".

Man skulde tro, at der var noget trættende og sløvende i det Sysifusarbejde, Aar efter Aar at sende et Hold Elever op til det samme Examensbord. Men Femmer trættedes aldrig. Han var lige frisk og lige kvik, enten han stod ved Enden af et Kursus eller ved dets Begyndelse. Med de færrest mulige Ord udtrykte han, hvad der laa ham paa Sinde, og skulde han have valgt sig et Valgsprog, var det sikkert blevet noget som: Hæng bare i! Han fortabte sig ikke i pyntelige Ord og dogmatiske Spidsfindigheder. En og anden Elev med udviklet Damebevidsthed kunde undertiden stødes over hans noget korte og ligefremme Maade at afgjøre en Sag paa, men det store Flertal, og da navnlig de, der kunde deres Ting, vil gjennem hele Livet bevare venlige og taknemmelige Minder om de kyndige Raad og den sikre Haand, hvormed han i en snæver Vending kunde staa dem bi.

Femmers Virksomhed var ikke blot knyttet til hans egne Kursus; i en Aarrække var han tillige Regnelærer hos Frøken Zahle, og ogsaa fra forskjellige andre Sider lagdes der Beslag paa hans store Arbejdsdygtighed og sikre Indsigt i pædagogiske Spørgsmaal. Efterhaanden som Handelsskolen for Kvinder og beslægtede Akademier af forskjellig Art voxede frem, hentedes der Støtte og Vejledning hos Femmer, der altid kunde give et praktisk Vink, selv om det kun gjaldt om at lægge et Skema, hvilket han kunde gjøre med Virtuositet.

Imidlertid faldt Femmers Hovedvirksomhed dog inden for de Lærerindekursus, hvis eneste Leder han i de senere Aar var, og hvorfra der de forløbne 27 Aar er dimitteret 452 Skolelærerinder, deraf ikke mindre end 389, med 1ste Kаrakter. Netop den fortrinlige Maade, hvorpaa de private Lærerindekursus - - Femmers og Zahles - virkede, var som bekjendt den væsentligste Grund til, at det Lovforslag, som Kultusminister Scavenius den 4. December 1884 forelagde i Landstinget om et Kvindeseminarium med videregaaende Undervisning i enkelte Fag, ikke trængte igjennem. Man fandt et Kvindeseminarium overflødigt, i det man fra alle Sider erkjendte, at Lærerindernes hidtidige Uddannelse kun kostede en Brøkdel af Lærernes, skjønt de første klarede Examen med hele Hestelængder forud. 

Men at dette har krævet Kæmpearbejde og ikke mindst af Femmer, fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af nogle netop nu foreliggende "Efterretninger fra de sidste 4 Aar om de af N. Femmer bestyrede Undervisningsanstalter for Damer", hvor han kort før sin Død med den ham ejendommelige Knaphed i Udtryksmaaden har skrevet bl. a. følgende: "Loven for Skolelærerindeexamen er omtrent den samme som for 28 Aar siden, men vilde man deraf slutte, at ogsaa Fordringerne er de samme, tog man mærkelig fejl; bevidst eller ubevidst lægges der i de fleste Fag Aar for Aar noget til; dette gjælder da navnlig om Religion, Dansk, Regning, Geografi, Tegning og Pædagogik, og vi, som forberede til denne Examen, tvungne til at medtage dette ved næste Aars Forberedelse."

Femmer var en udmærket stroke for de "Hold", der skulde deltage i disse Aar for Aar hidsigere Kapløb, og naar han nu er gaaet bort, vil det blive kjendeligt, at han indtog en Plads, som ingen helt kan udfylde efter ham. Skjønt han var nær oppe mod de syv Gange ti, stod han dog til det sidste ungdomsfrisk i Arbejdet. Aarenes stadige Løb mod Examen levnede ham ikke Tid til at tænke over, at han blev gammel. Han teoretiserede det mindst mulige over "Kvindespørgsmaal", "Emancipation" og alt sligt; han tog de unge Kvinder og unge Mænd, der stadig færdedes i hans Hus som Elever og Pensionærer, som Mennesker, for saa vidt de opførte sig som saadanne, og det var hans stadige, aldrig hvilende Lyst, at dygtiggjøre dem af yderste Evne til al god Gjerning i Livet. Han har i saa Henseende udført et Arbejde, der stiller ham i første Række blandt Landets Ungdomsopdragere, og han har lært Elever i Hundredtal at finde Lyst og Glæde i Arbejde for sig selv og andre; han var endnu mere Arbejdets end Damernes Ridder.

C.

(Illustreret Tidenden nr. 49, 2. september 1888).