Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Et kapel paa Vestre kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

foreslaas opført efter Tegninger af Arkitekt, Professor H. J. Holm og med en Udgift af 170,000 Kr., hvoraf 20,000 Kr. skulle afholdes af Begravelsesvæsenets Reservefond, medens Resten skal tilveiebringes ved et af Begravelsesvæsenet optaget Laan. I det nuværende Kapel har der ifjor været indsat 934 Lig, og der har ofte paa samme Tid henstaaet mellem 15 og 20 Lig. Begravelserne ere talrigst om Søndagen, ofte mellem 8 og 10. En enkelt Søndag har der været 15, og de foregaa i Reglen mellem Kl. 12 og 2. Familiebegravelsernes Tal er i stadig stærk Stigning og vil yderligere tiltage, efterhaanden som Kirkegaarden udvikler sig, og navnlig naar Forbindelsen med Byen lettes ved Sporveisanlæg, senere ogsaa ved Jernbane. Efter disse Tal og med den kommende Forøgelse af Kirkegaardens Brug for Øie ere i de nye Planer Kisterummene beregnede til at kunne rumme i hvert af de større Rum 15 Lig, i hvert af de mindre 5 Kister. Det ligger i Bestyrelsens Tanke i den første Tid, hvor der haves mindre Brug for det større Antal, at lade et af de mindre Rum ubenyttet som Kisterum, og i Stedet for at anvende det som Venteværelse for Publikum. Der er forlangt 3 Kapeller, et større og 2 mindre; det store er paa 30 Kv.-Alen, de mindre hver paa 165 Kv.-Alen; til Sammenligning bemærkes, at det nuværende store Kapel paa Assistens Kirkegaard er 300 Kv.-Alen stort; det lille Kapel paa Assistens Kirkegaard og det almindeligst knyttede Kapel paa Vestre Kirkegaard ere ca. 120 Kv.-Alen. Der er i Planen ikke medtaget noget særligt Rum til Venteværelse. Dette er dels grundet i, at den lukkede Gaard og de overdækkede Gange ved Siden af samme alt afgive en beskyttet Venteplads, dels er det fundet rigtigst at henvise Ventelokalet til de Bygninger, der senere ville blive opførte ved Indgangen til Kirkegaarden, og hvor et saadant Ventelokale vil kunne være til Skytte ogsaa for dem, der besøge Kirkegaarden uden at skulle til en Begravelse. Ved det store Kapel, som det er vist paa Planen, bør formentlig anbringes et lille Præsteværelse. Begravelsesvæsenets Bestyrelse haaber, at det maa lykkea at sinde en lettere Maade at føre Kisterne ved Begravelser fra Kapellet til de fjærnere Dele af Kirkegaarden end den nu stedfindende Ligbæringsmaade.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen. 

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1888)

Børnehjemmet opført af Foreningen af 23. April 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. April 1882 var Aarsdagen for Vært og Værtindes Bryllupsdag, og Middagen stod i Seekamps Lokale. Det var gode Venner og Bekjendte, omtrent fyrretyve i Tallet, som var samlede til Festen. De musikalske blandt Gjæster med Vært- og Værtinde i Spidsen beredte efter Bordet de øvrige tilstedeværende en Overraskelse, som vakte stormende Jubel. I maleriske Zigøjnerkostumer sad og stod de paa en Tribune, da et Tæppe blev trukket til Side, og under Værtindens Anførsel spilledes Riberhusmarschen og flere Numre. Der blev foreslaaet en Indsamling. En høj Hat gik rundt, og ned i den raslede større og mindre Sølvmynter. Sluttelig stod Værtinden med Hatten i Haanden; hendes glade Smil veg for et alvorligt Udtryk, i det hun udtalte: "Skal vi ikke danne en Forening med det Formaal, at opklæde Konfirmander og hjælpe forældreløse og ulykkelig stillede Børn". Hun udviklede nærmere denne Tanke, for hvilken i sex Aar har virket med utrættelig Energi, og hendes Forslag fandt almindelig Tilslutning i Selskabet. Saaledes dannedes "Foreningen af 23. April 1882".

Den blev til i et festligt Lag, og disse første Penge i Hatten gaves i en lys og lykkelig Stemning: de var Lykkeskillingen, som i kort Tid skulde drage mange Penge efter sig i det samme godgjørende Øjemed. De fyrretyve første Medlemmer arbejdede ihærdig og hvervede Venner og Bekjendte til Medlemmer. Medlemsantallet steg hurtig og andrager nu omtrent 2300 Mennesker. I Begyndelsen opkrævedes 25 Øre om Maaneden; men dette Arbejde blev snart uoverkommeligt, og Kontingent betales nu med 3 Kroner en Gang om Aaret. Paa den ordinære Generalforsamling i Marts f. A. vedtog Forsamlingen at ophøre med at uddele Konfirmationshjælp - fra Foreningens Stiftelse var der uddelt fuldstændigt Udstyr til henved 300 Konfirmander for med des større Kraft at arbejde for Foreningens Hovedformaal, at antage sig og opdrage forældreløse og ulykkelig stillede Børn.

Børnehjem, opført af Foreningen af 23. April 1882.

For at kunne gjøre dette paa bedste Maade har Foreningen søgt at skaffe sig sit eget Børnehjem, Mens Aarene gik, arbejdedes der ihærdig paa Virkeliggjørelsen af denne Tanke, og nu staar Børnehjemmet fuldt færdigt og næsten gjældfrit paa den til Foreningen af en Børneven skjænkede Grund bag Dampsporvejens Station ved Hellerup. Af Børnehjem her i Landet findes næppe noget mere hensigtsmæssig indrettet eller bedre beliggende, Bygningens Grundsten nedlagdes paa Hds, Maj. Dronningens 70-Aars Fødselsdag, og Børnehjemmet indviedes den 6. Juli d. A. Bygningen bestaar af to Etager med Kjælder. I Kjælderen findes Køkken, Vaskehus, Strygestue, Badeværelse, Pigekammer, en fransk Indfyringsovn som for 50 Øre om Dagen varmer hele Huset, endvidere Brænderum, Spisestue og Fadebur. I Stuen findes Vestibule, Kontor, Inspektricens Værelse, Sygestue, Læse- og Arbejdsværelser, Garderobe, samt en større Sal, der senere skal anvendes til Sovesal, naar det fulde Antal, 50 Smaapiger, er flyttet ind. Paa første Sal findes Sovestuerne tre i Tallet, Skabestuen, hvor hvert Barn har sin Garderobe i eget Skab og Skuffe, og endelig Depotet, et velforsynet Oplag af færdige Klæder og Stoffer. Paa Loftet endelig er Legeplads, naar Vejret ikke tillader Børnenes Ophold i det fri. Til Hjemmets Udstyrelse er givet mange og værdifulde Sager, bl. a. kan anføres, at Hr. Jærnstøber Nielsen (af Firma J. Andersen & Søn) foruden andet Støbegods har skjænket det smukke Gelænder paa Hovedtrappen.

Ved Opførelsen af dette smukke Børnehjem har "Foreningen af 23. April 1882" vist, hvad den evner; men skal Maalet naas fuldt ud, skal Hjemmet befolkes med sine halvtresindstyve smaa Indvaanere, da tør intet Medlem svigte, men gjøre sig det til Pligt at drage flere og flere hen til dette Godgjørenhedsværk.

(Illustreret Tidende 1887/1888, nr. 52, s. 628.)

Foreningen havde november 1885 (til formentlig omkring 1888) selskabslokaler i Bredgade, "Restaurant du Palais". Børnehjemmet flyttede senere fra Jomsborgvej 1 til Ordruphøjvej 1. Foreningen oprettede derudover i 1949 et børnehjem på Øresundshøj 28. Indtil 1958 optog hjemmet kun piger. I 1998 overgik den fra Københavns Kommune til Gentofte Kommune. I 2015 som kommunal institution. Det blev nedlagt i 2021.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt 1830-1896. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Asger Snebjørn Nic. Stadfeldt, som i Dag i 25 Aar har virket ved den kgl Fødsels og Plejestiftelse, er en af Lægestandens bedst kjendte Mænd. I en lang Aarrække har han som Universitetslærer ledet Undervisningen i Fødselshjælp, og alle de yngre Læger har under ham gjennemgaaet deres praktiske Kursus i dette Lærefag. Ogsaa som Lærer for de vordende Jordemødre har han indtaget en meget betydningsfuld Stilling, og hans strænge, paapasselige og dog humane og elskværdige Personlighed har i disse Kredse erhvervet ham mange Venner. Som det mest fortjenstfulde i Prof. Stadfeldts Virksomhed maa dog sikkert udhæves hans Gjennemførelse af Antiseptiken ved Fødselshjælpen, hvorved ganske specielt hans egenlige Virkefelt, Fødselsstiftelsen, fuldstændig har skiftet Karakter. Medens den tidligere var saa inficeret af Barselsfeberepidemier, at den til sine Tider uden Overdrivelse kunde kaldes en ren Morderhule for Patienterne og tilsidst fuldstændig maatte lukkes, har den i de senere Aar udmærket sig ved en meget lav Dødelighedsprocent, og Tilfældene af Barselfeber er nedbragte til et forholdsvis ringe Antal. Her er et af de Forhold, hvor Antiseptik og Renlighed har haft en velsignelsesrig Indflydelse, der kan paavises ved Tal, og at have indset dette, gjennemrørt det og gjennemtrængt sine Elever, Læger og Jordemødre, med denne Lære, er Prof. Stadfeldts uomtvistelige Fortjeneste. Det maa haabes, at det maa forundes ham, der endnu er i sin fulde Manddomskraft, endnu i mange Aar at prædike Renlighedens Evangelium for Læger og Jordemødre.

(Morgenbladet (København) 3. oktober 1888).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Læge, obstetriker Snebjørn Asger Nicolai Stadfeldt (1830-1896) (Døbt: Stadfeldt, Snebjørn Ascar Nicolai). 1864-1892. Det kongelige Bibliotek.

Dr. med. Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt (1830-1896) studerede obstetrik i udlandet og kom ved sin hjemkomst til Fødselsstiftelsen. Han var 1866-1867 overakkuchør, derefter fastansat 1867. Han udgav 1870 "Lærebog for Jordemødre", "Lærebog i Jordemoderkunsten" (1891) og "Fødselens og Barselsengens Pathologi" (1889). Stadfeldt fik betydning for gynækologiens indførelse i Danmark. Han indførte den Pasteur-Listerske antiseptik i fødselshjælpen, hvilket i praksis udryddede barselfeberen på Fødselsstiftelsen. Han blev begravet på Garnisonskirkegården. Gravstedet er nedlagt.

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Præstelig Visdom. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Pastor Hoff i Vallensbæk har for nylig gjort sig mindre fordelagtig bekendt blandt sine Sognebørn ved en Begravelse, som han foretog i Søndags.

Sagen er i Korthed følgende: Min gamle Moder, der var hjemmehørende Vallensbæk, døde efter i nogen Tid at have haft Ophold hos mig, og da hun ønskede at blive begravet i Vallensbæk, blev hendes Lig ført derud, og jeg anmodede i et Brev, som jeg sendte Præsten først i forrige Uge, denne om, at Begravelsen maatte foregaa efter Gudstjenesten i Søndags, da det var umuligt for de Slægtninge, der boer i København og i sldre andre Byer, at naa derud før Gudstjenesten, idet der er en hel Mil at gaa fra Glostrup til Vallensbæk. I Stedet for straks at sende Svaret, ventede Præsten med at sende mig dette, indtil Tiden var saa langt fremrykket, at det var umuligt at faa gjort Familien bekendt med, at den maatte møde om Morgenen i Stedet for om Middagen, som det var bestemt. Der blev saa straks skrevet ud til Pastor Hoff, at det nødvendigvis maatte være om Middagen, da der ikke kunde komme nogen til Kl. 9 3/4 som af Præsten bestemt.

Jeg troede saa, at alt var klaret, men jeg gjorde Regning uden Pastor Hoff. Da vi nemlig op ad Formiddagen naaede Byen, hørte vi til vor Forbavselse, at det hele var forbi. Liget stod i Graven og Præsten havde baade holdt Tale og kastet Jord paa, kønt der kun var et Par enkelte af den Afdødes Slægtninge til Stede.

Da derpaa jeg og medundertegnede Typograf L. Jensen henvendte os til Pastor Hoff, og spurgte ham om Grunden til, at Begravelsen alligevel var foregaaet før Gudstjenesten, svarede han, at saaledes staar der i Loven, og han slog derpaa op i en Haandbog for Præster, udkommet 1867, hvori der ganske vist fandtes en Kancelli-Skrivelse fra 1810, som siger, at Begravelser paa Landet skal foregaa før Gudstjenesten, men vi skal tillade os at henlede Pastor H.'s Opmærksomhed paa en nyere Bog, som er udkommet 1879, nemlig "Præstegerningen i den danske Folkekirke, Haandbog for Præster af E. B. Friis, Pastor emeritus". I denne Bog staar der Side 165, om Begravelser, følgende:

"Udi Købstæderne maa intet Lig begraves om Søndagen, eller de andre hellige Dage, for at de ordinære Tienester ej skulle opholdes eller hindres. Det blev dog siden tilladt (Rescr. 18. Decbr. 1812) at begrave Lig ogsaa Søn- og Helligdage til Kl. 9 om Morgenen og fra Kl. 12 til 2 om Middagen *).

Denne vigtige Tilføjelse kender Hr. Hoff altsaa ikke noget til, skønt den udkom 2 Aar efter den Lov, som Pastor Hoff retter sig efter, og det er virkelig meget beklageligt, at en Præst ikke er bedre inde i de Love og Anordninger, som angaar hans Embede, end at han, som i Søndags, paa Grund af sit Ukendskab hertil, kan komme til at have en hel Del Mennesker til Bedste. Da vi derefter spurgte Pastor H., hvorfor han ikke havde kastet Jord paa i Kapellet, og saa ladet Liget henstaa der, til Familjen kom til Sidde og bar det til Graven, svarede han os, at han ikke havde givet nogen Ordre til at nedsænke Liget i Graven, og han havde fundet det mærkeligt, at dette var sket, da han kom til Stede. Men Graveren, som vi siden spurgte om hvem der havde givet ham Ordre tik at nedsænke Liget i Graven, svarede os, i Vidners Paahør, at Præsten havde givet ham denne Ordre.

Heraf vil enhver kunne se, at de to Herrers Udtalelser stemmer meget daarligt overens med hinanden, og Pastorens Ord stilles derved i et, for ham, temmeligt uheldigt Lys; thi man maa jo dog virkelig tro, at Præsten har givet Graveren denne Ordre, da han selvfølgelig ikke af sig selv kan finde paa at handle paa den anførte Maade. Hensigten med disse Linier er, at Pastor Hoff cn anden Gang tager lidt mere Hensyn til Folk, og ikke som denne Gang handler efter sit eget Forgodtbefindende, selv om den Afdøde er gammel og fattig.

Rasmus Sørensen,

Arbejdsmand.

Classenske Boliger F. Nr 5.

L. Jensen,

Typograf

*) Udhævet af os.

(Social-Demokraten 2. september 1888).

Se også indslaget "En Historie om et Juletræ" fra 1897 om Henrik Muhle Hoff.

Nicolai Femmer 1818-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Kursusbestyrer Femmer.

Ved kjøbenhavnske Begravelser, hvor Mænd og Kvinder strømme til i stort Tal, træffes der som bekjendt af praktiske Hensyn den Ordning, at det mandlige Følge faar anvist Gulvet i Kirkerne, medens Kvinderne vises op paa Pulpiturerne, og særlig strængt vaages der over denne Ordning i Frue Kirke, hvor Tilstrømningen til Begravelser næsten altid er meget betydelig. Kun ved to Lejligheder vides der at være sket principielt Brud paa denne Vedtægt. Det skete første Gang for et Par Aar siden, da Skoledirektør Holbechs Jordefærd fandt Sted, og det gjentog sig forrige Lørdag, da man begravede Kursusbestyrer, Cand. phil. Nicolai Femmer.

Ved begge disse Lejligheder var det Kjøbenhavns Almuelærerinder, der fik Lov til at gaa ind i Mændenes Ret. Efterhaanden som de sortklædte Lærerindepersonaler fra Stadens forskjellige Skoler mødte frem ved Kirkens Indgang, førtes de af Kirkens Betjente op til Koret, der ellers er forbeholdt Honoratiores og Deputationer. De modtoges som "Embeds-og Bestillingsmænd", der repræsenterede en officiel Institution, og de mødte i saa betydeligt Tal, at de fyldte baade Kirkens rummelige Kor og en Del af Stolene.

Kursusbestyrer Femmer. Død den 20. august. Foto: Fotograf Jens Petersen (1829-1905: Skolemand N. Femmer (1818-1888) skolemand. Det kongelige Bibliotek.

Det kan være vanskeligt nok at sige, hvem af de to, Holbech eller Femmer, der mest har bidraget til at aabne Kvinderne her i Landet de ny Veje til Erhverv, som saa mange nu følge; men at de hver for sig har indlagt sig særdeles store Fortjenester i saa Henseende, er uomtvisteligt, og det var derfor ganske i sin Orden, at den kjøbenhavnske Lærerindeverden paa særlig Vis søgte at lægge sin Deltagelse for Dagen ved disse to Mænds Jordefærd, Da den Undervisningsanstalt, til hvilken Annestine Bayers og G. Bohrs Navne i en Aarrække var knyttede ved Siden af N. Femmers, den 11. Februar 1861 aabnedes, stod Lærerindeuddannelsen her i Landet saa at sige paa bar Bund; ved allerhøjeste Resolution af 4. November 1859 var der aabnet Kvinder Adgang til Ansættelse i de offentlige Skolers Tjeneste, og der gaves Regler for den herfor foreskrevne Examen. Men hvorledes Kvinderne vilde komme afsted med at tage denne Examen, blev deres egen Sag; thi Skolelærerseminarierne forblev lukkede for dem.

Der var til at begynde med ingen almindelig Tro paa, at Lærerindeinstitutionen vilde blive til noget. Man opstillede mange dybsindige Teorier i Retning af, hvad "Kvinden" egnede sig til, og hvad hun ikke egnede sig til. Hun vilde, mentes der, overhovedet slet ikke kunne lære det, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, Kvindehjærner kunde være, være, som de vilde, men Matematik egnede de sig absolut ikke for. Det var den almindelige Mening, og den, der havde kunnet forudsige, at Sveriges ny Universitet i Stockholm nogle Aar senere skulde ansætte en Kvinde som Professor i Matematik, vilde være bleven anset for sindssyg. 

Under disse Omstændigheder var det en Lykke for de første Lærerindekursus, at de fik netop Femmer til Regnelærer. Han havde som saadan et stort Ry paa sig fra Byens Latin- og Realskoler, og det vidstes i Examenskommissionen, hvor Regnemestre som Adolf Steen og N. J. Fjord havde Sæde, at i sikrere Hænder kunde de vordende Lærerinders Regneundervisning ikke lægges. Det viste sig da ogsaa, at de Kvindetropper, som Femmer Aar efter Aar sendte i Ilden ved Examensbordet, bestod med Glans, og det varede ikke længe, inden Femmer i Spøg kunde vove en Paradox om, at Kvinden netop var født til Regning, og dristede nogen sig til at ytre Tvivl herom, henviste han for Alvor til de foreliggende Resultater, der talte for sig selv.

Men Femmer tog sig ogsaa af sine Elever i de andre Fag. Som en Familiefader, der vaager over Børnenes Karakter, prøvede og sondrede han maanedlig og stundum oftere hver enkelt Elevs Kundskabsdybde, og naar denne i et eller andet Fag viste sig ikke at svare til det for Dag og Time normerede Maal, helmede han ikke, før det forsømte var indhentet. Han tog det saa at sige som en personlig Fornærmelse, naar noget var forsømt, og holdt frygteligt Hus med den paagjældende, indtil den bestemte Maalhøjde igjen var naat. Kunde det ikke ske paa anden Maade, tog han sig personlig i sin knap tilmaalte Fritid af vedkommende Synder og levnede hende ikke Ro, førend alt var i Orden til at "gaa op".

Man skulde tro, at der var noget trættende og sløvende i det Sysifusarbejde, Aar efter Aar at sende et Hold Elever op til det samme Examensbord. Men Femmer trættedes aldrig. Han var lige frisk og lige kvik, enten han stod ved Enden af et Kursus eller ved dets Begyndelse. Med de færrest mulige Ord udtrykte han, hvad der laa ham paa Sinde, og skulde han have valgt sig et Valgsprog, var det sikkert blevet noget som: Hæng bare i! Han fortabte sig ikke i pyntelige Ord og dogmatiske Spidsfindigheder. En og anden Elev med udviklet Damebevidsthed kunde undertiden stødes over hans noget korte og ligefremme Maade at afgjøre en Sag paa, men det store Flertal, og da navnlig de, der kunde deres Ting, vil gjennem hele Livet bevare venlige og taknemmelige Minder om de kyndige Raad og den sikre Haand, hvormed han i en snæver Vending kunde staa dem bi.

Femmers Virksomhed var ikke blot knyttet til hans egne Kursus; i en Aarrække var han tillige Regnelærer hos Frøken Zahle, og ogsaa fra forskjellige andre Sider lagdes der Beslag paa hans store Arbejdsdygtighed og sikre Indsigt i pædagogiske Spørgsmaal. Efterhaanden som Handelsskolen for Kvinder og beslægtede Akademier af forskjellig Art voxede frem, hentedes der Støtte og Vejledning hos Femmer, der altid kunde give et praktisk Vink, selv om det kun gjaldt om at lægge et Skema, hvilket han kunde gjøre med Virtuositet.

Imidlertid faldt Femmers Hovedvirksomhed dog inden for de Lærerindekursus, hvis eneste Leder han i de senere Aar var, og hvorfra der de forløbne 27 Aar er dimitteret 452 Skolelærerinder, deraf ikke mindre end 389, med 1ste Kаrakter. Netop den fortrinlige Maade, hvorpaa de private Lærerindekursus - - Femmers og Zahles - virkede, var som bekjendt den væsentligste Grund til, at det Lovforslag, som Kultusminister Scavenius den 4. December 1884 forelagde i Landstinget om et Kvindeseminarium med videregaaende Undervisning i enkelte Fag, ikke trængte igjennem. Man fandt et Kvindeseminarium overflødigt, i det man fra alle Sider erkjendte, at Lærerindernes hidtidige Uddannelse kun kostede en Brøkdel af Lærernes, skjønt de første klarede Examen med hele Hestelængder forud. 

Men at dette har krævet Kæmpearbejde og ikke mindst af Femmer, fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af nogle netop nu foreliggende "Efterretninger fra de sidste 4 Aar om de af N. Femmer bestyrede Undervisningsanstalter for Damer", hvor han kort før sin Død med den ham ejendommelige Knaphed i Udtryksmaaden har skrevet bl. a. følgende: "Loven for Skolelærerindeexamen er omtrent den samme som for 28 Aar siden, men vilde man deraf slutte, at ogsaa Fordringerne er de samme, tog man mærkelig fejl; bevidst eller ubevidst lægges der i de fleste Fag Aar for Aar noget til; dette gjælder da navnlig om Religion, Dansk, Regning, Geografi, Tegning og Pædagogik, og vi, som forberede til denne Examen, tvungne til at medtage dette ved næste Aars Forberedelse."

Femmer var en udmærket stroke for de "Hold", der skulde deltage i disse Aar for Aar hidsigere Kapløb, og naar han nu er gaaet bort, vil det blive kjendeligt, at han indtog en Plads, som ingen helt kan udfylde efter ham. Skjønt han var nær oppe mod de syv Gange ti, stod han dog til det sidste ungdomsfrisk i Arbejdet. Aarenes stadige Løb mod Examen levnede ham ikke Tid til at tænke over, at han blev gammel. Han teoretiserede det mindst mulige over "Kvindespørgsmaal", "Emancipation" og alt sligt; han tog de unge Kvinder og unge Mænd, der stadig færdedes i hans Hus som Elever og Pensionærer, som Mennesker, for saa vidt de opførte sig som saadanne, og det var hans stadige, aldrig hvilende Lyst, at dygtiggjøre dem af yderste Evne til al god Gjerning i Livet. Han har i saa Henseende udført et Arbejde, der stiller ham i første Række blandt Landets Ungdomsopdragere, og han har lært Elever i Hundredtal at finde Lyst og Glæde i Arbejde for sig selv og andre; han var endnu mere Arbejdets end Damernes Ridder.

C.

(Illustreret Tidenden nr. 49, 2. september 1888).

Kvinder som Ligbærere. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag Eftermiddag jordedes, ifølge "Soc. Dem.", paa Vestre Kirkegaard ved Kjøbenhavn Skræder L. Andersens Hustru. Den Afdøde var Medlem af den kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget, og saavel et stort Antal Medlemmer af denne Forening som ogsaa af Skrædernes Fagforening var tilstede ved Jordfæstelsen. Begge Foreningers Faner var ligeledes tilstede. Fra Kapellet til Graven blev den med Krandse rigt smykkede Kiste udelukkede baaren af Kvinder, som herved baade hædrede den Afdøde og tillige satte sig ud over den Fordom, som ellers pleier at hindre Kvinderne i at tage Del i denne Handling.

(Middelfart Avis 25. august 1888).

Moder uden at vide det. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Dames Historie.

Hof- og Stadsretten har, som tidligere meddelt, i disse Dage frifundet en Kvinde, som var tiltalt for Barnefødsel i Dølgsmaal, Straffelovens § 194 eller 195 *). De nærmere Omstændigheder er følgende:

Natten mellem den 24de og 25de Oktober f. A. blev Sygehuslægen i Esbønderup kaldet til Tiltalte, der da var ugift og boede hos sine Forældre. Efter at Lægen ved sin Ankomst af Tiltaltes Moder havde modtaget Forklaring om Tiltaltes Tilstand, viste det sig, da Lægen for at anstille nærmere Undersøgelse løftede Dynen paa den Seng, hvori Tiltalte laa, i Vejret, at der var foregaaet en Barnefødsel, men at Barnet var uden Liv, idet det var blevet kvalt ved at ligge med Ansigtet nedad mod Lejet.

Overretten fandt efter de oplyste Omstændigheder overvejende Betænkelighed ved at forkaste Tiltaltes Forklaring, for saa vidt den gik ud paa, at hun, om hun end havde indset Muligheden af, at hun var bleven frugtsommelig, dog ikke havde havt nogen som helst Vished med Hensyn til sin Tilstand, og for saa vidt den gik ud paa, at hun den ovennævnte Nat var i Uvidenhed om, hvad der i Virkeligheden passerede, og at det var en Fødsel, der fandt Sted, og frifandt derfor Tiltalte, medens Sagens Omkostninger efter Lov 5te April 1888, § 8, tillagdes det Offenlige.

Ved Underretsdommen var Tiltalte efter Straffelovens § 195 anset med Straf af 2 Maaneders simpelt Fængsel samt tilpligtet at udrede Aktionens Omkostninger.

De Domspræmisser er værd at lægge Mærke til, for saa vidt som de aabner et overraskende Indblik i de abnorme Kønsforhold her til Lands. Avisernes daglige Beretninger om ihjelsultede Mennesker forundrer os ikke nær i samme Grad: paa det Omraade forekommer selv de værste Tildragelser at være i god Overensstemmelse med Samfundsforholdene. Alen ved at læse ovenstaaende Dom vil sikkert de fleste studse og udbryde: Det er jo umuligt! Skulde en frugtsommelig Kvinde kunne være i Uvidenhed om sin Tilstand, ligge og sode uden at ane, hvad der sker med hende! Det er en daarlig Snak, som Hof- og Stadsretten dér har taget for gode Varer!

Hos- og Stadsretten plejer imidlertid ikke at være nænsom mod Kvinder, der ved Uagtsomhed eller med Forsæt ombringer deres Børn. Den vogter med samme Omhu paa den herskende Moral som paa de bestaaende Ejendomsforhold og straffer med lige Strænghed de uundgaaelige Forsyndelser mod begge Dele. Der er derfor ingen Grund til at antage, at Synderinden i dette Tilfælde vilde være sluppet Ram forbi, hvis Dommerne havde kunnet paavise den Skyld, som de af dem selv opretholdte Tilstande ligefrem tvinger Folk ind paa. Men Hof- og Stadsretten har udtalt sit sjældne: frifunden! Antagelig har den Tiltalte da virkelig været uvidende om sit Svangerskab og sin Fødsel.

Vi staar altsaa overfor en Kvinde, som er skreden til Opfyldelsen af sin vigtigste naturlige Funktion, Slægtens Forplantning, uden Begreb om de dermed forbundne Omstændigheder ! En Kvinde, som ikke var sikker paa, hun skulde være Moder! som fødte om Natten i sin Seng og lod Barnet kvæles under Dynerne og ingen Bevidsthed havde om, hvad der foregik! En saadan kønslig Abnormitet vilde være utænkelig, naar den ikke lod sig forklare fuldt saa vel som de dagligdags økonomiske Abnormiteter og lige som disse var i nøje Overensstemmelse med de Vilkaar, Samfundet byder paa.

Thi hvordan forbereder man gennem Opdragelsen de Unge til at varetage deres Livs Hovedanliggende: Forplantningen - ? Ved at hemmeligholde alt, hvad der vedkommer den Ting. Ved omhyggelig at genne alle Antydninger af, hvordan det menneskelige Legeme fungerer. Kundskaben om sig selv og Afkommet, udenfor Undervisningen. De Unge faar saa paa egen Haand tilliste sig denne Viden som noget kildrende pikant og ledes derved ind paa allehaande skadelige Vildfarelser. Kammerater og Veninder indvier naturligvis som Regel hverandre i de "forbudne" Anliggender - men hvilken skrøbelig Bund at befæste den kommende Generation paa! Og naar saa en eller anden oven i Købet slipper igennem Barneaarene uden at have faaet noget at vide; det kan ikke blot tænkes muligt, det er endog som "det skal være" efter Opdragernes Mening: Vedkommende har maaske ikke havt saa intime Venner, eller Forholdene i Hjemmet kan have begunstiget Uvidenheden, eller han eller hun har maaske følt det halvt som Synd, halvt som Skam, at lytte til Hviskenet om de "urene" Ting ja, saa kan det hænde, at vi en skønne Dag staar overfor et Tilfælde som det ovennævnte: en Kvinde bliver Moder uden at vide det!

Hvis man vil have en solidere Bekræftelse paa, at saadanne Kvindeeksistenser virkelig skyder op af Jordbunden rundt om os, saa kan man blot læse Fru Erna Juel-Hansens for kort Tid siden udkomne Bog "En ung Dames Historie". Det er en Beretning om, hvorfor og hvordan en ung Pige kan vokse op uden Forstand paa Kønsforholdet og hvilke Ulykker denne forsætlige Hemmeligholdelse kan bringe over hende. Og det er ingen beregnet Roman - det er en Redegørelse, man kan stole paa, fordi Forfatterinden med sin Personlighed staar inde for den, og fordi selve de Tildragelser, man læser om, føles som levede og ikke som digtede.

Den "unge Dame", hvis Historie Fru Erna Juel-Hansen fortæller, er en Etatsraads Datter, som omtrent 16 Aar gammel, fuldmoden, endnu har saa uklare Begreber om den Viden, der er nyttigst for en Kvinde, at "Bryllup" for hende blot er "dette hemmelighedsfulde, der susede om Ørene og var saa underlig benauende at tænke paa". "Spørge turde hun ikke, for hun havde en egen pinlig Fornemmelse af, at det, hun vilde vide, talte man slet ikke om og burde siet ikke tænke paa." Hun er blevet opdraget strængt inden Døre - "for i det Institut, Mama vilde have mig i, lærte de Fysiologi i øverste Klasse, og det, sagde hun, var det samme som at tage al Blufærdighed fra de unge Piger".

Mama har passet saa omhyggelig paa at holde sin Datter borte fra alt, hvad der kunde besmitte hendes Uskyldighed og Sjælsrenhed, beskyttet hende saa kærligt mod de raa og brutale Mandfolk, der ikke forstod "Kvindesjælens sarte Rørelser" - at den unge Pige, da hun uforvarende kommer til at overvære en Fødsel, gribes af hjælpeles Rædsel over det forfærdelige i at faa et lille Barn. "Der fødtes jo Hundreder af Børn hver Dag - aa hvad det var for en Rædsel - - hele Jorden over fødende Kvinders Jammer skrig. Hun syntes, hun saa dem, hørte dem - - aa, Gud, hvad var Meningen med det? Saa var det jo sandt, hvad der stod i Vielses Ritualet, at det var Syndens Straf men var det da Synd at gifte sig? eller var det for nogen anden Synd - for den Snak om Eva og Æblet, det kunde det ikke være - men de sagde jo ogsaa, at Gud selv havde indstiftet Ægteskabet - - - ikke til at hitte Rede i, ikke til at hitte Rede i!"

Den af Hof- og Stadsretten frikendte Kvinde er netop en blandt dem, som ikke har kunnet "hitte Rede i det" - blot en Smule Forskyden af Omstændighederne, saa har vi maaske "den unge Dame"s Historie om igen. Den synes ikke at være enestaaende. Og Skylden beror paa den Opdragelse, Børnene faar; Skoler og Forældre gør deres muligste for at de ikke skal kunne hitte Rede i den naturligste Akt, som derved pustes op til et Mysterium, man maa fortie og skamme sig ved. Den unge Pige i Esbønderup har tiet og skammet sig - af Uvidenhed. Men vi forlanger fuld Viden og Klarhed paa dette Omraade, som ikke er Synd og ikke Skam, men simpelthen Opfyldelsen af en Drift, der betinger den næste Slægts Sundhed, som Tilfredsstillelsen af Sulten betinger vor egen.

*) §194: Naar et udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer føder i Dølgsmaal, og Barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun, for saa vidt hendes Forhold iøvrigt ikke medfører højere Straf, med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 4 Maaneders simpelt Fængsel.

§ 195: Viser noget udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer ellers uforsvarlig Omgang ved sin Barnefødsel, og Barnet derefter findes at være dødt uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun med Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.

(Social-Demokraten 12. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.

Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.

Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.

I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.

Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.

Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.

I Mellemtiden var Følgende passeret:

Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.

Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret! 

Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!

Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.

Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.

Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.

Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.

Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann. 

(Social-Demkraten 8. august 1888).

Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".

I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:

Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne. 

1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som

2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.

3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.

Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.

Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.

Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.

Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.

Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.

Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.

Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.

Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".

Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?

Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.

Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".

Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!

"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.

Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.

Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.

Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.

Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.

Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.

(Social-Demokraten 14. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:

"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden. 

Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.

Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.

Hørsholm, den 17de Avgust 1888.

Scheuermann,

Læge.

Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.

Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.

Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.

Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.

(Social-Demokraten 24. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:

"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.

Holbæk, den 21. Avgust 1888.

Tolderlund,

Fysikus."

Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".

Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".

Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".

Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.

For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?

(Social-Demokraten 25. august 1888)

I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.

En Præst, som har sundet sig.

Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".

De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.

Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.

Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.

Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.

Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.

(Social-Demokraten 13. januar 1889).

Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.

Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.

To Mils Volden. (Efterskrift til Politivennen)

En Vold med en 50 Fod bred Stadsgrav foran sig, dobbelt saa lang som Kjøbenhavns gamle Vold, men ikke omsluttende noget, derimod liggende udstrakt i Linje for at dække eller rettere at bilde Verden ind, at den dækker to Mil af den Cirkelbue, der, fortsat i lignende Afstand fra Byen helt rundt, vilde udgjøre 10 Mil - dette det nyeste Udslag af dansk Ingeniørkunst er det, at HS. Excellence, Hr. Krigsminister Bahnson vil bruge Broderparten af de 8 Millioner, han har bedrøvet Statskassen for, til at overraske den undrende Samtid med.

Efter hvad vi har erfaret, er Arbejdet paabegyndt for flere Uger siden.

Volden vil blive bygget saaledes, som (den er indtegnet paa "Vor Arne"s Kort. Den vil begynde ved Utterslev Mose, omringe Husum, derefter løbe mod Syd og overskære Chauseen til Roskilde og Jærnbanen ved Ludvighaabs Mølle. Paa den største Del af denne Strækning vil man alt finde Pæle og Profiler anbragte i Egnen, saa man kan se, hvorledes den skal løbe.

Med mest Nysgjerrighed betragtes disse Mærker af Beboerne i Omegnen; thi de faar først ved dem lidt Forestilling om, hvad der paatænkes. Om nogen Expropriation har der, efter hvad der meddeles os, ikke egenlig været Spørgsmaat. Det synes, som om det høje Krigsministerium i sin nærværende Magtfylde føler sig altfor stort til at bekymre sig om slige Pedanterier som Ejendomsforhold. Det er nok Meningen uden videre at bygge Volden og først bagefter at lade alle Spørgsmaal, som angaar Ejendomsforhold, jævne sig, som de kan bedst.

Hvis det er Tilfældet, turde maaske Nachspielet til dette provisoriske Fæstningsforetagende blive det artigste. Her er det ikke Tilfældet som ved de nordligere Forter, at de ikke i nogen betydelig Grad forandrer Egnens Fysiognomi, at de ikke forandrer de almindelige Kommunikationsveje, men halvvejs er skjulte og først bliver for Alvor bemærkede, naar den Tid nærmer sig, da de skal bruges, og Omgivelserne derfor maa ryddes bort. Denne Vold vil dele Egnen i en Del, som ligger udenfor, og en Del, som ligger indenfor, den vil skille meget, som hører sammen, og Kommunikationen mellem det udenfor og det indenfor liggende vil kun finde Sted gjennem bestemte Porte eller Aabninger.

Vi haaber at kunne blive i Stand til at følge dette provisoriske Fæstningsforetagende, som vi foreløbig henleder Offenlighedens Opmærksomhed paa.

(Morgenbladet (København) 3. august 1888).

Sammenstød i Bomløbet. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Eftermiddags Kl 4 3/4 blev Dampskibet "Hebe" der kom fra Malmø og vilde passere ind gjennem Bomløbet, paasejlet af Dampskibet "Jolanthe", der gik udefter. "Hebe"s Styrbords Side og Hjulkasse blev noget beskadigede, men Skibet kunde uden Vanskelighed sejle op til Havnegade; "Jolanthe" saae et Øjeblik ligge stille paa Indrerheden, men skal ikke have taget Skade. Begge Skibene tilhører det forenede Dampskibsselskab.

Om dette Optrin, der selvfølgelig vakte den største Angst og Uro baade i Land og om Bord paa Skibene, beretter en Passager om Bord paa "Hebe" os følgende: 

Omtrent Kl. 4 3/4 naaede "Hebe", der havde et ret anseligt Antal Passagerer om Bord, danske og svenske Herrer og Damer, Bomløbet. "Hebe" gav det sædvanlige Dampfløjtesignal og holdt over mod den højre Side af Bomløbet, mod Toldbodsiden. Her mødte den midlertid "Jolanthe", der af den stærke Strøm syntes at være drevet over mod Toldbodsiden i Stedet for, at den skulde have holdt over mod Holmen, ligesom den, efter at have hørt "Hebe"s Signal, skulde - som udgaaende - have afventet "Hebe"s Indsejling. Det synes for Øienvidnerne, som om "Jolanthe" ikke blot var hæmmet i sine Bevægelser af Strømmen men ogsaa af to Bugserdampere med Baade paa Slæb og af en Skonnert.

Fotoet fra Frederik Riises samling, Kbhbilleder har ingen dato, men viser bomløbet som det højst sandsynligt så ud i 1888. Fotoer fra tiden før og efter passer meget godt for et indtryk af det smalle farvand.

"Hebe" satte Kontradamp op og gjorde alt for at undgaa Sammenstødet, men dette skete dog alligevel og var i hvert Fald af saa megen Kraft, at "Hebe" blev lagt stærkt om paa Siden og skubbedes saaledes over mod Broen paa Holmens Side, at to Passagerer sprang fra Skibet over paa Broen.

Der fandt ingen Uorden Sted om Bord paa "Hebe", men selvfølgelig var største Delen af Passagererne rædselsslagne, og mange farveløse kinder var der at se. Passagerer, som var nede i Kahytten og hørte Braget samt mærkede Skibets stærke Hældning, troede, at Skibet var i Færd med at synke og styrtede hovedkulds op paa Dækket.

Heldigvis skete der jo ingen Ulykke, men selvfølgelig var vi alle stærkt optagne af det passerede. Ingen var tilbøjelig til at lægge Skibenes Førere noget til Last - "Hebe"s Fører synes jo i hvert Fald ikke at have noget Ansvar - men de fleste fældede ikke milde Domme over det urimeligt smalle Indløb til den dyre Havn. Det synes jo da ogsaa at maatte siges at være næsten uforsvarligt, at der til en Havn som vor, med en saa stor Trafik, kun skal være en eneste og saa smal Indsejling, som den gjennem Toldbodbommen, der endda lukkes med en gammel Træbro, saa vidt vides en hel Time om Dagen, for at Arbejderne paa Holmen kan passere den.

Hensynet til denne Passage for Arbejderne er sikkert den eneste Grund til Indløbets Smalhed, men er det virkelig Grund nok? Enten maatte der vel med en hensigtsmæssig Konstruktion af Broen kunne skaffes bredere Indsejling, eller ogsaa maatte der sikkert kunne skaffes anden Befordringsvej for Arbejderne end en Bro.

Kunde det Sammenstød, der fandt Sted i Gaar i Bomløbet, give Anledning til, at dette Spørgsmaal blev taget under alvorlig Overvejelse, vilde Passagererne om Bord paa "Hebe" endda kunne sige, at den Skræk, mange af dem fik i Mødet, maaske har forebygget en senere større Ulykke.

(Morgenbladet (København) 1. august 1888).

D.F.D.S. havde indkøbt såvel Jolantha som Hebe i 1888. Hebe sejlede for selskabet 1888-1911.

Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).