Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).

Opløb i Studiestræde. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar Eftermiddags var der i flere Timer Opløb udenfor Perlsteins Ejendom i Studiestræde. Anledningen var, at en ældre Kvinde, Frøken R., i Fredags vilde tage en Lejlighed i Besiddelse i Huset hun havde lejet den. men Hr. Perlstein vilde ikke have hende Huset af gode Grunde.

Hun medførte nemlig 21 Katte og en stor Mængde Rotter, hvilke sidste var indsat i Bure.

I Fredags Aftes kunde man ikke blive af med hende. Saa tog man fat i Gaar. Hendes overordenlig usle Bohave blev sat ned paa Gaden. Det fandt hun sig i med nogenlunde Taalmodighed; men da man vilde tage sat paa Sækkene, der indeholdt hendes Katte, hvinede og skreg hun paa det voldsomste. Hun gjorde Modstand i meget lang Tid. Optrinet varede i ca. 3 Timer, og i den Tid var Gaden sort af Mennesker.

Frøken R., der stal være af anset Familie, har selv en Kapital paa Rente og anses almindelig for velhavende. Men ingen Vært vil huse hendes Katte- og Rotte-Stutteri. For et halvt Aars Tid siden boede hun i "Linden" i Fiolstræde. Da hun flyttede herfra, fandtes der i hendes Værelse et tykt Lag af Katte og Rotteskarn, midt paa Gulvet stod et Trug med raadden Fisk, hvoraf Dyrene aad, og der trængte ud fra dette Svineri en aldeles utaalelig Stank.

Saa flyttede hun til Farvergade, og her gentog den samme Scene sig. Værten sagde hende op i Fredags, og efter Flytningen lod han Lejligheden rense saa godt det lod sig gøre. Hun havde boet her i den lange Tid med hele sit Menageri og som sædvanlig under utrolige Forhold, og ogsaa her henstod der et Kar med raadden Fisk, der i høj Grad generede de Omboende.

I Fredags Aftes lejede hun et Værelse i Studiestræde hos den omtalte Perlstein, og her var der til i Gaar Eftermiddags en forfærdelig Staahej. En Del af Kattene medfulgte i Fredags paa Flyttelæsset, men Resten, der var indelukket i 2-3 Sække tilligemed Rotteburene, bar hun selv hen i sin nye Lejlighed.

Hendes Skrammel blev i Fredags Nat staaende i Gaarden i den øsende Regn, mens hun selv tilligemed sine Dyr fik Tilladelse til at tage foreløbigt Natteophold i Værelset. I Gaar skulde hun rykke ud, men hun vilde ikke, og værgede tappert sine Yndlinge; midt i Virvaret blev der skaaret Hul paa en af Sækkene, og de forvildede Katte styrtede til alle Sider. En af dem foer ind paa den aabentstaaende Retirade og plumpede ned i Latrintønden, hvorfra Frøken R. fiskede den op. En anden Kat foer op af Trapperne og gennem en Rude, hvorfra den faldt ned i Gaarden og blev i den Grad forslaaet, at de Tilstedeværende fandt Anledning til at drukne den. Og saaledes vekslede den ene Scene med den anden til Underholdning for den forsamlede Menneskemængde

Da hun ikke kunde faa nogen ny Lejlighed, maatte hun i Gaar Eftermiddags ved 5-Tiden i stort Optog flytte hen paa Politistationen paa Nørregade. Her blev der først nægtet Tilladelse til at lade hendes ildelugtende Skrammel henstaa i Gaarden, hvorfor Flyttefolkene atter maatte bære det ud, men senere blev Tilladelsen givet. I Aftes Kl. 10½ lykkedes det hende at leje et Værelse i St. Pederstræde, hvor hendes Bohave blev kørt hen. Men saa saare Værten saa' Skrammelet og Dyresamlingen, blev hun øjeblikkelig sat paa Porten igen. I en Times Tid var der nu Opløb i denne Gade, indtil hun ved 12-Tiden i Nat atter maatte lade Flyttefolkene køre Sagerne tilbage til Politistationen paa Nørregade, hvor det henstilledes i Gaarden.

Frøken R., der er en lille, mager, bleg og sygeligt udseende Person, med Ansigt og Hænder forkradsede af Dyrene, slæbte stadig selv paa Sækkene og Burene, og hun fik nu Logis i Politiets Lokaler for i Nat. I Dag skal hun atter på farten for at søge sig en Lejlighed.

Man maa undres over, at Sundhedspolitiet ikke tager sig af dette forrykte Menneske.

(Social-Demokraten 4. september 1892).

Beensamling fra Universitetet. (Efterskrift til Politivennen)

En af Kjøbenhavns videnskabelige Samlinger har for nylig været udsat for at lide et ikke ringe Tab, idet en af Arbeiderne ved den nye Universitetsbibliotheks-Bygning havde fundet Lejlighed til at snige sig ind i Prof. Eschrichts Samling af Dyre- og Fugleskeletter i Universitetskjælderen og derfra at borttage et Partie Been. For at skaffe noget Brændeviin til sig og sin Kammerat, der beklagede sig over, at han trængte til en Dram, og at de i den senere Tid i Byggegrunden kun fandt saa faa Been - disse vare de nemlig berettigede til at sælge - , absenterede den Paagjældende sig pludseligt og overraskede sin Medarbejder ved at tilkaste ham en Hoben Been, som de derpaa, efter at de havde tilsmurt dem med Jord, solgte til en Jern-, Klude- og Beenhandler, til hvem de sædvanligt pleiede at afhænde gamle Been. Skjøndt denne ikke undlod at yttre, at det forekom ham at være nogle underlige Been, lod han sig dog berolige ved Sælgernes Fortælling om, at de vare fundne ved Gravning i Lille Fiolstræde, og kjøbte dem i god Tro. Det skal ved Sagens Undersøgelse for Retten ikke have været ganske let at overtyde Vedkommende om Vigtigheden af de stjaalne Been, der iøvrigt alle skulle være komne tilstede. (Dgbl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. december 1857).

Tyveri. I Begyndelsen af sidstafvigte December Maaned blev der gjort Anmeldelse til Politiet om, at der var begaaet Tyveri fra Universitetets physiologiske Musæum, idet der fra det i Krystalgade beliggende, saakaldle gamle Anatomihuus, var bortstjaalet endeel Skeletter af forskjellige Dyr og nogle Stykker af en gammel Kakkelovn. Under den derefter imod Arrestanterne Jonas Andersson, Carl Martin Hækkebølle og Jens Peter Petersen samt de tiltalte Thomas Gøde, Christian Ole Wissing og Hans Andersen indledede Undersøgelse, blev det ved de af dem afgivne Forklaringer, i Forbindelse med de iøvrigt tilveiebragte Oplysnniger, godtgjort, at de, der arbeidere som Haandlangere ved Opførelsen af Universitetets Bibliotheksbygning, have havt Andeel i bemeldte Tyveri paa følgende Maade. Da Arrestanten Hækkebølle havde, som af ham forklaret, hørt, at der var Menneskebeen i Anatomihuset, krøb han, i det Øiemed at see disse Been, en Tag i Novbr Maaned s. A. over et henimod 4 Alen høit Plankeværk, der adskiller Anatomihusets Gaard fra den Plads, hvorpaa bemeldte Bibliotheksbygning opføres, og steg derpaa, efter at være kommen ned i Gaarden, ind af en Aabning paa Huset, hvori tidligere havde været anbragt et Vindue, der nu tilligemed de øvrige Vinduer var udtaget samt borttog derefter, da han var kommen ind i Huset, 2 Jernplader, som han igjennem en anden Aabning i Huset kastede ud i et paa den ommeldte Plads værende Skur, hvor de bleve modtagne af Arrestanten Petersen, og derpaa af dem i Forening med Tiltalte Wissing, der antog dem for stjaalne, solgte, hvorefter de om Aftenen alle 3 brugte endeel af de ved Salget erhvervede Penge tll Fortæring. Søndagen den 29de November næstefter bleve Arrestanterne Hækkebølle og Petersen enige om at bortstjæle er deel af de Been, der fandtes i Anatomihuset, hvorefter Petersen, medens Hækkebølle erholdt sig i Skuret, paa den ovenfor omforklarede Maade skaffede sig Adgang til Huset og kastede igjennem samme Aabning endeel Ben ud til Hækkebølle, der tilligemed Arrestanten Anderson modtog dem og lagde dem i en Sæk, hvorved de under Udkastningen understøttedes af Tiltalte Andersen, uden at denne dog var bekjendt med, hvem der udkastede dem, eller hvorledes man havde skaffet sig Adgang til Huset. Da Sækken ikke var bleven fuld med de af Arrestanten Petersen udkastede Been, gik Arrestanten Andersson ligeledes paa samme Maade over Plankeværket ind i Huset og udkastede endeel flere Been. hvorefter den største Deel af Benene i 2 forskjellige Gange bleve solgte, tildeels ved Hjælp af Tiltalte Wissing, der havde Mistanke om at de vare stjaalne, ligesom ogsaa samtlige Arrestanter og de Tiltalte om Aftenen i Forening brugte de ved Salget erhvervede Penge til Fortæring. Ved samme Leilighed bleve tiIlige2 Jernplader borttagne og solgte. Samtlige de stjaalne Been, der for Musæet havde en Værdi af 20 Rd., men som gamle Been kun kunne vurderes til omtrent 1 Rd., ere komne tilstede og tllbageleverede Musæet tillige med de sidstnævnte 2 Jernplader. For det Arrestanterne og de Tiltalte saaledes overbeviste Forhold bleve de - der samtlige ere over criminel Lavalder og hvoraf Ingen tidligere er funden idømt nogen Straf, naar undtages en Arrestanten Hækkebølle under 27de November 1850 overgaaet Krigsretsdom, hvorved han for Surordinationsforseelse blev andet med strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 48 Timer - ansete efter Forordningen af 11te April 1840. Arrestanterne, med Hensyn til hvem det den 29de November udførte Tyveri maatte ansees udført ved Indbrud, efter § 12 1ste Membrum, samt Arrestanterne Hækkebølle og Petersen tillige efter § 1, Tiltalte Andersen efter § 21. cfr. 1 og Tiltalte Wissing efter § 22, og fandtes Straffen for Arrestanterne at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide, hver især i 2 Aar, og for de Tiltalte til Fængsel paa Vand og Brød, Andersen i 2 Gange 5 Dage og Wissing i 3 Gange 5 Dage, hvorhos Arrestanten Andersson, der er født i Sverige og kun har havt Ophold her i Landet fra St. Hansdags Tider 1853, vil efter udstaaet Straf være at bringe ud af Landet ved Politiets Foranstaltning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1858).

Daniel Frederik Eschricht (1798-1863). Fysiolog, læge og zootom. Han var vidt berejst i Europa, og ansat flere steder i København. 1831 blev han medlem af sundhedskollegiet. I 1833 stiftede han i forening med Joakim Frederik Schouw og Jonas Collin den naturhistoriske forening, og han stillede da sin skeletsamling til foreningens rådighed, i hvis lokale den blev opstillet. 1841 købte Universitetet hele Eschrichts samling for 6000 Rigsdaler, og herved grundedes det fysiologisk-zootomiske museum, som for største delen anbragtes i kælderen under Universitetets Festsal og i den følgende tid forøgedes betydelig. Efter Eschrichts død, da fysiologien havde taget en anden retning, opløstes denne samling, og den største del deraf blev indlemmet i universitetets zoologiske museum.

Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten Tirsdagen den 1ste Februar. 

Justitssag. (Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel.) Procurator Baastrup Actor, contra Arrestantinden Johanne Marie Jachariasen (Procurator Beyer Defensor). Af Sagens Acter og Dommen udhæve vi: Efterat en i Fiolstræde boende Brændeviinsbrænder den 16de September f. A. om Formiddagen havde anmeldt for Politiet, at der uden Tvivl var foregaaet en Barnefødsel paa et Locum i hans Gaard blev der anstillet Undersøgelse, hvorved Liget af et nyfødt Drengebarn fandtes i Locumskassen sammesteds. Da Mistanken for at have født dette Barn mest faldt paa Arrestantinden, der tjente hos Brændeviinsbrænderen, blev hun i den Anledning underkastet Forhør, og herunder erklærede hun da strax til den af vedkommende Politiassistent optagne Raport, at saafremt nogen Fødsel var foregaaet paa det nævnte Locum, maatte det være hende, der havde født, hvorhos hun yderligere forklarede, at hun lige til den sidste Tid havde været i Uvished om, hvorvidt hun var frugtsommelig, hvorimod hun havde tænkt paa saafremt det skulde vise sig, at hun virkelig var der, da at komme i et Logis, indtil hun skulde føde, i hvilken Henseende hun dog ikke havde foretaget noget Skridt, da hun, som stedse havde hørt, at Fødselen først foregik efter et Svangerskab af 10 Maaneder, antog, at hun i alt Fald havde en Maanedstid tilbage. Ligesaalidt havde hun anskaffet Børnetøi, idet hun havde tænkt at ville faa Tid nok hertil, naar hun først var kommet i Logis. Natten mellem den 15de og 16de September var hun vaagnet op og havde følt heftige Smerter i Maven, hvorefter hun, der endnu ikke anede, at hun skulde føde, var gaaet ned paa Locumet, hvor hun havde tilbragt en halv Times Tid, og medens hun sidder, havde hun pludselig født et Barn, som var faldet ned i Locumet. Lige til det Øieblik, da hun fødte, havde hun været uvidende om, hvad der var paa Færde, og skjøndt hun vel i selve Fødselsøieblikket begreb Sammenhængen, havde hun dog ikke haft Besindelse nok til at gribe Barnet, idet hun desuden havde tænkt, at det var dødt, da det ikke gav nogen Lyd fra sig. Hun var derefter bleven siddende i nogle Minutter, hvorpaa hun havde begivet sig til Sengs, idet hun havde bestemt at lade Barnet ligge til op ad Dagen, da hun vilde see at faae Nogen til at tage det op, for ar det kunde blive begravet. Denne Forklaring blev af Arrestantinden, der strax var bleven udlagt paa Almindeligt Hospital, ratihaberet i det paafølgende ved Retten optagne Forhør, dog saaledes, at hun nu erklærede, at hun vel ved den omhandlede Leilighed havde antaget, at en Fødsel var foregaaet, men hun havde dog ikke været fuldkommen vis derpaa, da hun altid havde troet, at en saadan ikke kunde overstaaes saa let, hvorhos hun, idet hun benegtede at have tænkt paa at føde hemmeligt, tilføiede, at den Omstændighed, at hun lige indtil det Sidste havde følt sig saa særdeles vel og været istand til at udføre enhver hende paahvilende Gjerning (hun havde nemlig været brugt til at malke Brændeviinsbrænderens Køer og bære Mælk ud i Byen, hvilket hun ogsaa havde gjort livligt om Morgenen efter Fødselen, da hun havde baaret 40 Potter Melk hen til en Bager i Skindergade og 12 Potter til en anden paa Nørregade) havde gjort hende uvis om, hvorvidt hun virkelig var frugtsommelig, samt at hun, der havde modtaget en Indbydelse til den 19de Septbr. at besøge sin i Holte boende Stedmoder, havde besluttet at tale om sin Tilstand til denne, hvis Raad hun da vilde have fulgt. I de senere Forhører forklarede hun yderligere, at først da hendes Huusbonde om Formiddagen efter Fødselen havde spurgt hende, hvorledes det var fat med hende, og yttrede, at man sagde, at hun havde født et Barn om Natten, var hun kommet til nogen Vished herom, hvorimod hun tidligere ikke havde vidst eller tilfulde indseet dette, skjøndt hun vel i Fødselens Øieblik havde antaget saadant for rimeligt, ligesom hun ogsaa først efterat disse Yttringer vare faldne, havde tænkt paa at faae Barnet optaget og begravet, hvori hun imidlertid ved Politiets Ankomst var bleven forhindret. Tillige erklærede hun nu, at hun ikke med sin Forklaring til Rapporten havde forbundet nogen anden Mening end den der laae i hendes for Retten afgivne Forklaringer. En af Overmedicus ved almindelig Hospital meddeelt og af det kongelige Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring gik ud paa, at Arrestantinden havde født nogle Timer, førend hendes Indlæggelse i Hospitalet, og den af Stadsphysicus i Forening med en Amtschirurg over det paagjældende Liig afholdte Obductions-Forretning, i hvis Conclusioner Sundhedscollegiet ligeledes var enigt, ledte til det Resultat, at Barnet havde været fuldbaaret og aandet efter Fødselen, samt at den sandsynlige Aarsag til dets Død I havde været Suffocation. Skjøndt nu Arrestantinden vel ikke kunde ansees overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal, idet de fremkomne Omstændigheder gjorde det antageligt, at hun, der som anført benægtede at have havt til Hensigt at føde hemmeligt, var bleven overrasket af Fødselen, saa maatte dog antages at have udviist et strafbart Forhold derved, at hun ikke, uagtet den hos hende strax efter Fødselen opstaaede Formodning om at have født, havde draget Omsorg for, at Foranstaltninger bleve føiede, ved hvilke Barnet, saafremt hendes Formodning maatte stadfæste sig, kunde blive frelst. For dette Forhold ansaaes Arrestantinden, der var 23 Aar gl. og ei førhen straffet, med en arbitrair Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Actor og Defensor tillagdes hver 8 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1848, 2. udgave)

Haandværker-Bolig. (Efterskrift til Politivennen)

Hs. Majestæt har ved Rescript af 28de Octbr. 1811 paalagt Overbygningsdirecteur Etatsraad Hansen og Finansassessor Bank-Commissair Collin i Forening at besørge opført her i Staden en Bygning for den kongl. Kasses Regning, i den landsfaderlige Hensigt at skaffe flere Familier af den ringere Haandvæksstand Huusly for billig Betaling. Til dette Øiemed er efter Kongl. Resolution af 5te Marts d. A. kiøbt Grunden paa Hiørnet af Skindergaden og lille Fiolstræde, hvor den latinske Skole fordum stod. Dersom denne Foranstaltning maatte virke, at nogle af vore formuende Medborgere forenedes om at opføre een eller flere deslige Bygninger, og der saa tillige sørgedes for, at de, naar de vare opførte, ikke kom i Opkiøberes og Huusspeculanteres Hænder, saa vilde dette kongelige Foretagende vorde et af de mest velgiørende.

(Dagen 13. marts 1812)

Bygninger ligger stadig på hjørnet af Skindergade, Fiolstræde og Dyrkøb. Den blev opført med C. F. Hansen som arkitekt 1812-15. Oprindelig kaldt Trøstens Bolig og husede da også små håndværkere indtil 1854 hvor den blev overtaget af Samuel Soldin og Hustru Hanna Soldins Stiftelse til boliger for uformuende enker eller ugifte kvinder.

Venlig Anmodning til Eierne af Grundene Nr. 233 og 234 paa Nørregade.

Idet man bevidner den humane ejer af grunden nr. 233 på Nørregade fortjent tak fordi han til medborgeres sikkerhed har ladet forhøje såvel indhegningsmuren mod gaden, som det mod den vedliggende grund værende stykke plankeværk, må man beklage at ejeren ikke er gjort opmærksom på at hegnet om denne grund der går igennem til Fiolstræde, er i lige så dårlig, ja, endog i dårligere tilstand mod dette stræde end før hegnet mod Nørregade, og man må dertil tilføje at det er så meget mere vigtigt at også grundens hegn mod sidst nævnte gade eller stræde istandsættes og forhøjes som det er bekendt at ildesindede mennesker endog i sommer har om natten skrævet over den ubetydelige rest af plankeværket der er tilbage mod Fiolstræde og derfra forsøgt indbrud og tyveri i en tilstødende gård, ligesom det ikke heller er sjældent at kåde drenge stiger over nævnte rest af plankeværket og fra grunden indkaster urenlighed og stenskærver (hvoraf der på stedet findes et meget tilstrækkeligt forråd) i de omliggende gårde, ja endog ituslår ruder i sammes bagbygninger, uden at man kan forhindre sådant, da drengene straks når deres udåd mærkes, retirerer igennem eller over det faldefærdige plankeværk ud til Fiolstræde hvortil man ikke kan lade uberørt at ujævne brædder slået på tværs endog i ellers tilstrækkelig højde, ikke afgiver forsvarligt hegn, da der i bræddernes ujævne fuger altid findes hånd- og fodfæste til meget let at overstige hegnet.

Hvad den tilstødende grund nr. 234 angår, da er dette nu den eneste grund på Nørregade der ikke mod gaden er indhegnet, men benyttes som et slags torv da bøndervogne etc. kører tværs over fortovet ind på grunden hvor hestene fraspændes og fodres, mens vognstangen og undertiden en del af vognen rager ud på fortovet. Vel er denne grund beboet, da derpå er opført et side- og baghus. Men den er så opfyldt med alskens materialer og så fuld af kroge og bugter at det som bekendt har været umuligt om aftenen eller natten der at finde personer som har forsøgt overfald eller begået uordener på gaden.

Man drister af den grund at håbe at ejerne af berørte 2 grund nr. 233 og 234 på Nørregade der begge er kendte som formuende folk, endnu i vinter lader afhjælpe de påankede mangler med indhegningen af deres grundemod gaden, eller i andet fald at den respektive autoritet der ellers med så megen og heldig virksomhed sørger for almen- og borgersikkerheden, påminder de før nævnte grundejere om at opfylde deres pligter mod det offentlige og deres medborgere ved at opføre et forsvarligt hegn om deres ejendomme.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 883-885).

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 233 er nutidens Nørregade 30. Nørregade 234 er nutidens nr. 28. Se nedenstående foto, Erik Nicolaisen Høy:

Om Been- og Klude-Oplag her i Byen.

I en tid da de offentlige autoriteter griber de mest virksomme midler for at forhindre den frygtelige kolera, må det forundre enhver at Københavns almindeligt erkendt virksomme politi endnu ikke har ladet bortskaffe de vist nok under alle omstændigheder for sundheden højst skadelige ben- og kludeoplag her i staden, hvoraf indsenderen især har lagt mærke til det i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen. (På Nørregade og i Borgergade skal også være sådanne oplag og sikkert på flere steder.) Man behager kun at gå gennem førstnævnte stræde når ben udføres derfra, hvilket var tilfældet den 15. juni, en vederstyggelig lugt eller rettere stank møder en og genboer som naboer må lukke deres vinduer for ikke - om jeg så må udtrykke mig - at blive forpestede i deres egne værelser. Hvorledes beboerne kan nære sig i huse hvor sådant oplag er i kælderen, er indsenderen ubegribeligt. Man anmoder vedkommende autoriteter at tage dette under nærmere overvejelse.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 456-457)

"Indsenderen især har lagt mærke til skadelige ben- og kludeoplag i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen." (Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

Lille Fiolstræde 201 er nutidens hjørnehus til Rosenborggade.

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Bøn til Eieren af "Linden" i store Fiolstræde.

Som bekendt eksisterer der en anordning som byder at ingen må spærre passagen på fortovene ved at udsætte eller udhænge noget længere end visse tommer. Denne lovbestemmelse synes ejeren til en ubebygget plads i Fiolstræde lige over for gården nr. 181, kaldet "Linden", ikke at ænse, idet han altid lader den halve låge ind til nævnte plads stå åben. Hvilket har til følge - da den går udad - ikke alene at passagen på fortovet spærres, men endog at de forbigående jævnligt løber mod samme og derved tilføjes et stød som de kunne undgå hvis ejeren foretog den simple forandring at lågen gik ind ad til pladsen.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 592)

En vederstyggelig losseplads.

På den grund i Fiolstræde som indesluttes af den røde mur høre hånd fra Store Kannikestræde omtrent skrås overfor stiftsprovstens bolig (gerne havde indsenderen betegnet den nøjere, men såvel nummer som gadenavn mangler på muren) findes en vist nok inden stadens volde mageløs samling af urenligheder af alle slags. Efter det udvortes at dømme består den af slamkiste- og gadeskarn, råddent og rådnende halm, hestegødning etc. etc. hvilket afgiver en for sundheden skadelig og væmmelig stank som man allerede, især i middagsstunden, fornemmer. Og den vil vel blive endnu værre når varmen rigtig indfinder sig. Behageligt for synet er denne mødding just heller ikke da gårdspladsen af mangel på afløb ved mådelig regn og længe derefter ligner et væmmeligt gadekær. Før 1807 var stedet som bekendt en professorbolig, og indsenderen formoder derfor at grunden endnu tilhører Københavns Universitet. Er denne stiftelse så trængende at den uomgængeligt behøver den helt ubetydelige leje som deraf indkommer, så er højskolens bestyrere vist nok så oplyste og menneskelige at de vil sørge for at befri deres medborgere fra denne ækle losseplads, og enten bortleje grunden til et renligere brug eller i det mindste sørge for at den ikke alene rengøres nu, men endog for fremtiden pålægger lejeren at gøre et lovligere brug deraf. Fejler indsenderen og grunden tilhører en anden privat mand, da vil han anbefale denne kloak til vort årvågne sundhedspoliti som sikkert vil vide at se denne dagligt forøgede losseplads' indhold bortkørt inden sommeren indfinder sig.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 269-271).

Umenneskelighed imod Dyrene.

Mandag den 19. d. m. om formiddagen kl. 10 kom en mand - formodentlig en slagter - og drev i forening med en voksen slagterdreng en flok af henved en snes får og lam ned ad Kannikestræde. Ved Metropolitanskolen kom et af lammene fra de andre og løb ind i Fiolstræde. Manden for derpå som en rasende efter dyret, greb det i ulden, løftede det i vejret og stødte dets hoved flere gange med al sin kraft mod muren af hjørnebygningen så blodet flød ud af hovedet på det, og dyret da han igen slap det, faldt halvt afmægtigt om på gaden. Til denne umenneskelige scene var over en snes mennesker vidner blandt hvilke fem til seks studerende. Da nogle af disse forestillede ham det afskyelige i hans handling, svarede han dem at: "Det kom ikke dem ved, hertil havde han djævlen gale sig lov, da han både havde købt og betalt det". En tilstedeværende pige forsikrede at hun kort i forvejen havde set ham mishandle et af dyrene endnu værre, da han havde løftet det op og kastet det med al sig styrke på hovedet ned i stenbroen, og hertil føjede en anden tilstedeværende at han ligeledes havde set ham lidt før skære rumpen af et lam der var løbet fra ham.

Da indsenderen er overbevist om at en sådan mand efter vores lovgivnings ånd ikke kan undgå at blive belagt med en betydelig straf, og da det må være enhver der ikke har et slagterhjerte i sit bryst, så opfordres herved enhver der måtte kende dette umenneske til at opgive sin plan, for Politivennens udgiver da indsenderen derpå skal drage omsorg for at hans ugerning bliver andraget for vedkommende, og tilstrækkelig bevisgjort.

Signalement: Manden var af middelmådig størrelse, mere fed end mager, og iført en grå kjole.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 409-411)

Bliv fra Hunden, saa skader dens Tuden Dig ikke.

Forfatteren af det indrykkede stykke i Politivennen nr. 515 under titlen "Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet" beklager sig over at en i gården (det bør nok hedde husets gård?) nr. 187 og 188 værende som fæl og stor beskrevet, lænkehund skal på en afskyelig måde akkompagnere ved et par timers tuden og gøen en af de omvandrende, i gården sig befindende positivspiller. Da forfatteren skjuler sig under anonymitetens kåbe, så kan jeg ikke vide om han er en af husets beboere, eller en uden for samme værende dagdriver der løber ind i folks gårde for at høre musik, lig andre smådrenge. Jeg har anledning til at tro det sidste.

Det er en usandhed at hunden de nok ikke har et så musikalsk gehør som anmelderen, om aftenen bringes på loftet. Den står nat og dag i sin lænke, og det lader til at anmelderen har meget travlt med at observere hundens daglige sysler. Hunden gør vel når der musiceres i gården, men musikken overdøver den, og dens gøen forstyrrer ikke de omkringboende i deres forretninger, i det mindste er ingen klage i den anledning indløbet, og nu fremstår denne smører i kamp mod hunden. Jeg intet bedre råd for ham end at han bliver borte fra min gård hvor han intet har at bestulle, for herved ville hans fine ørenerver undgå at blive beskadigede af hundens gøen.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10265-10267)

Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet.

Det sker ofte, sædvanligvis om lørdagen, at en af de omkring gående positivspillere indfinder sig i gården nr. 187 og 188 for at lade sit instrument høre. Men næppe er han begyndt at spille før den fæle, store lænkehund som befinder sig i samme gård, istemmer et afskyeligt akkompagnement dertil, der først slutter efter et par timers tuden og gøen. Indsenderen finder det aldeles ikke urigtigt at en husejer holder sin gård bevogtet af en vagtsom hund ved nattetider og når det ellers er nødvendigt, men her er dette ikke tilfældet. For gadedøren lukkes så snart det er blevet mørkt, og hunden bringes på loftet når dens ejer går til sengs. Om morgenen derimod hører man den atter i dens lænker beklage sig over sin tilværelse når den ser en spurv, kat eller ethvert andet kreatur der nyder sin frihed, hvilket dagligt forstyrrer de omkringboende i deres forretninger, og de syge i den ro de ellers kunne nyde. Ønskeligt var det derfor om hundens herre ville forunde den sin frihed. Han ville derved gøre sig fortjent af naboer og genboer.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10244-10245)

Fiolstræde 26 (midt). Det var i gården til denne ejendom hundehyleriet stod på. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Fiolstræde 187 og 188 er nutidens nr. 26. Huset er fra 1808-09 og bygget af murermester Chr. Iversen Schmidt.

Anmelderen får tørt på af ejeren af huset i Politivennen nr. 516, 19. november 1825, s. 10265-10267.

Fornødne Ord til Stadens Bagerlaug.

For nogen tid siden klagede to mænd i Skilderiet og Politivennen med rette over den behandling stadens indbyggere så ofte må tåle af bagerne. Men det gik som det ved sådanne lejligheder plejer: Da det gjaldt, rørte ikke en finger sig for at understøtte de påtalende og alting går derfor i den gamle slendrian. Indsenderen købte i nogen tid rug- og hvedebrød hos 2 bagere, begge i en gade, og fandt i starten brødet temmelig godt. Men siden blev det dag for dag dårligere. og til sidst så jammerligt at man måtte opsøge en bager langt fra sin bopæl, nemlig i Store Fiolstræde op mod volden hvor indsenderen nu får fortræffeligt brød. Men spørgsmålet er: Hvor længe vil det vare? For indsenderen har kendt folk som fra simple fattige fribagere og kagehandlere boende i kældre, har svunget sig op til ejere af bagergårde og som nu lever på en fornem fod og har Offenbachervogn, kusk osv. men nu leverer ligeså dårlige varer som før udmærket gode mens de boede i kælderen. 

Man har for nyligt i Politivennen set at en klage fra Frederiksværk over dårligt brød har båret frugt. Det samme bør man håbe om en stad som har en så oplyst og virksom magistrat. Indsenderen tror ligesom alle fornuftige at når laugstvang ikke engang stifter den nytte at en stor stads indbyggere får et af de uundværlige næringsmidler for en efter sædvarernes priser billige betaling og af sådan beskaffenhed at de er sunde, nærende og behagelige, da bør sådanne indretninger ophæves som unyttige og skadelige. Dette er så klart og indlysende at enhver kan begrive det. Det behøver altså intet videre bevis. 

Når denne næringsvej er fri, vil den aldrig mangle deltagere som kan købe ind i rette tid. Såvel fra staden selv som fra landet vil der være brød at få i mængde. Det følger altså af sig selv at den der vil sælge må levere gode varer for rimelig pris. Bondens brød er i almindelighed langt at foretrække for købstadsmandens. Hvad her er sagt om bagerne,  gælder til dels også om slagterne. Er det ikke urimeligt at man her i staden skal betale godt kød med næsten det tredobbelte af hvad det koster i Jyllands købstæder?

P. Olsen.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9959-9961)

En tykhovedet og tykmavet Laps i lille Fiolstræde.

Onsdag den 29. maj 1822 om eftermiddagen kl. 6 gik indsenderen heraf med en ven gennem Fiolstræde. På hjørnet af dette og Store Kannikestræde stod 3 ungersvende af hvilke den ene var så vel mæsket at han syntes at have hovedet i den store, ethvert snøreliv trodsende mave, uagtet det var meget tykt. Denne tykkert som havde en bogunder armen, opholdt sig ret lapseagtigt over indsenderens simple kasket, formodentlig fordi hovedbeklædningen er hovedsagen for ham. Ifald imidlertid vores kasketkunstdommer ikke allerede er sunket alt for dybt ned i lapseordenens skamløse dårekiste, vil man herved give ham det velmente råd, for fremtiden at beflitte sig på en anstændig opførsel. Dennes tilsidesættelse kunne ellers let have slemme følger for det unge menneskes tykke velgående, og det endog om så krabaten skulle have jernmanden Vulkan selv til skytsgud.

(Politivennen nr. 336. Løverdagen den 8de Juni 1822, s. 5429-5430).

Bøn om reparation af store Fiolstrædet.

Da Fiolstræde med rette kan anses for en af stadens hovedgader da den dagligt på grund af den genvej den åbner til Nørreport, passeres hyppigt såvel af kørende som gående, så er det pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på hvor meget denne gade trænger til en hovedreparation.

Der findes store huller såvel i midten af gaden som også på fortovene hvor tillige alle fliserne ved at ligge skrå og med spidserne opad, gør gangen højst usikre. For det meste falder der dagligt nogen som kommer mere eller mindre til skade. Således faldt søndag den 19. dennes en aldrende mand ved højlys dag og slog et stort hul i det ene knæ hvoraf følgerne endnu ikke vides, da manden uden straks at få hjælp, måtte søge hjemmet. Indsenderen heraf faldt ligeledes om dagen for 2 år siden hvorved han fik en skade i den ene skulder som aldrige mere kan forvindes.

Disse ytringer som ene har det almindelige vel til hensigt uden i mindste måde at ville sige de ansvarlige noget bebrejdende, håber man vil snarest muligt have den forønskede virkning.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5348-5349).

Ønske om Svinestiens Udryddelse i Gaarden No. 181 i Store Fiolstræde.

I begyndelsen af denne vinter har det behaget en af beboerne i ovennævnte gård at anbringe en svinesti på en svinepolisk måde op til muren inde i gården til venstre og der at have 4 stykker svin spadserende hele vinteren. Uagtet dette anlæg vel fra økonomiens side har kunnet begunstige ejeren af disse kreaturer når han således kunne have sit vintersul fra første hånd og ved ved en eller anden festlighed lave pølsegilder, i hvilken anledning 2 af dem for 14 dage siden (efter rygtet) måtte række halsen, så har dog denne svinekommers i flere henseende især når vinden er nordøst, generet de andre beboere i nævnte gård meget. 

Plakaterne af 26. marts 1709 og 11. december 1776 samt nyere forordninger som står i forbindelse med dem, forbyder at holde svin i sti i København. Og mindes indsenderen heraf ret, bestemmer førstnævnte plakat endog: At svinene skal forbydes og tilfalde Børnehuset og ejeren betale 10 rigsbankdaler i mulkt. Da nævnte ejer enten kan være uvidende om eller rimeligvis glemt disse forbud, bringes ham samme herved i erindring med anmodning om jo før jo hellere at bortskaffe såvel de to tilbageværende svin som også selve svinegården, og ikke oftere at befatte sig med sådanne anlæg såfremt han vil undgå lovlig tiltale af vedkommende.

(Politivennen nr. 326. Løverdagen den 30te Marts 1822, s. 5231-5232).

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde nr. 181 hedder nu Fiolstræde 34. Huset blev opført 1810 og huser nu Vanggårds Bogudsalg.

I 1564 havde Frederik II udstedt et forbud mod svins adgang til St. Nikolaj Kirkegård, men generelt var svinene så plagsomme at kongen 1576 forbød alt svinehold i hovedstaden, både på åben gade og i lukket sti. I forbuddet forklares at svinelugten forårsagede en ond og forgiftet luft som avlede pest, sygdom og andet. Forbuddet gjaldt dog ikke kongen kongen selv. Han vedblev med at holde svin på slottet. At andre heller ikke respekterede forbuddet fremgår af ovenstående samt andre artikler i Politivennen om svin. 

Desuden Politivennen, lørdag den 13. september 1828, s. 602: "Til Eierinden af de velmæskede levende Sviin i Prindsensgade" om slagterenke Madame Havgaard i Prinsensgade.

Bøn om en Tomtes Indhegning i Fiolstrædet.

Bag plankeværket i Store Fiolstræde lige overfor nr. 186 ligger en tomt der er åben ud til Nørregade. På denne tomt indfinder sig hyppigt, ja næsten dagligt en del lurvede personer og holder jagt på et vist slags besværlige smådyr. Undertiden ser man også der nogle at give hinanden alt for tydelige kærlighedsbeviser. Skuet af det første er ækelt og det andet forargeligt. Da denne tomt kan ses af mange af Fiolstrædes beboere, så ønsker disse at ejeren ville lade den indhegne fra den åbne side for at holde omtalte personer borte fra den.

(Politivennen nr. 283. Løverdagen den 2den Juni 1821, s. 4566).

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 186 blev i 1813 slået sammen af 184, 185 og 186. I 1859 kom de till at hedde 1859 Store Fiolstræde 28 og fra 1862 bare Fiolstræde 28. Den nuværende ejendom er fra 1838, og huset der er omtalt i artiklen eksisterer således ikke længere.

Gadepatrol.

Fiolstræde indtil Krystalgade, Peder Hvitfeldts Stræde og Rosengården blandt andre trænger højligt til at de ansvarlige før vinterens komme vil tage deres mangler i strengeste betragtning til afhjælpning. På fortovet som på den ene side er smalt, ligger de fleste fliser dels i en skæv retning, og dels i brokker fra fjerneste sørgelige fjendtlige overfalds tid, hvorved forvoldes hyppige fald, med videre deraf følger. Fortovet på den modsatte side hvor de få opførte gårde og huse er rykket ind, er til dels ikke brolagt, men hist og her belagt med grus som i mange r ha måttet jævne sig selv, og her udi til dels ved ælde og dels ved egennyttige og svinagtige menneskers foranstaltninger er gjort mange ujævne steder.

Udenfor nogle tomter hvorom er opført plankeværk, fines ubedækkede fordybninger hvor udi urenligheder og skyllevand fra bagbygningerne frisk væk udskylles uden at de ubetænksomme, skødesløse og skidenfærdige beboere ænser om urenlighederne og skyllevandet bortskylles i rendestenene eller ikke. Som til eksempel herpå kan anføres i Fiolstræde udenfor tomterne nr. 182, 190 og 191 og i Peder Hvitfeldts Stræde uden for n. 101 til 109, på Rosengården i mindre gad udenfor nr. 114 og 123. I disse urenligheds samlingssteder eller fordybninger må mennesker absolut i mørke aftener synke indtil midt på benene.

At opgive alle de skævt liggende fliser eller dem som er sønderslået, bliver for vidtløftigt, deres tal er legio. Anmelderen tror at dette vink er tilstrækkeligt til at bevirke at der til borgernes og indbyggernes sikkerhed for beskadigelse på lemmer og helbrev i den del af København (for ikke at tale om bekvemmelighed) bliver gjort noget alvorligt inden vinterens komme.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3188-3190)

Slet Svinerøgt i Fiolstræde.

I nogen tid har man set 7 stykker svin været indkvarteret i en gård i Store Fiolstræde lige over for nr. 181. Man vil ikke nævne om ejeren af denne har ret til at holde disse stinkende personer på dette sted, men blot gøre ham opmærksom på at den karl der er ansat til deres røgt, behandler dem meget barbarisk og grusomt, idet han tildeler dem føden som for det meste består meget sparsomt af bærme, men lader desto rundeligere prygl regne ned over dem

Flere gange om dagen hører man dem skrige som om en hund var i færd med dem. Men ser man efter, så erfarer man at det er den ikke gode hyrde som trakterer dem med slag af en kæp eller med at kaste sten på dem. De omkringboende kan ikke begribe hvorfor han så ofte gentager denne manøvre. Om det sker for motions skyld, af indgroet had til disse dyr eller efter en egen nyudtænkt uddannelsesplan. 

Men hvad end årsagen er bør han vænne sig af med et, da det er ukristeligt og ugudeligt at mishandle uskyldige skabninger. Betænker ejeren endvidere at en sådan røgtningsmåde kun vil yde ham noget magert forpryglet svinekød og ikke de frugter som han formentlig venter af at holde så mange svin, så vil sikker det her anførte være nok for at bevæge ham til at tage andre forholdsregler.

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2708-2709)

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 181 skiftede i 1859 navn til Store Fiolstræde 34 og i 1862 kort til  Fiolstræde 34 (tidl. Vanggårds Bogudsalg)