Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).

Landets mest moderne Skole vil ikke afskaffe Kløene. (Efterskrift til Politivennen)

Talen om individuel Undervisning er kun et Slagord, siger Forsøgs-Skolens Leder, Fru Anne Marie Nørvig.

Anne Marie Nørvig.

HVAD skal jeg med et Forbud mod Klø, naar jeg er ked af at skulle slaa - siger Lederen af Københavns Forsøgsskole paa Emdrupborg, Skoleinspektør, cand. psych. Fru Anne Marie Nørvig.

Næh, pointerer den kendte, meget frisindede Pædagog, Jeg holder med Skoledirektøren . . . man skal ikke forcere en Ting frem. Jeg tror ikke, at et pludseligt Totalforbud mod legemlig Afstraffelse er klogt. Heller Ikke herude paa Forsøgsskolen er vi Engle . . . hverken Børn eller Lærere. Legemlig Afstraffelse maa sikkert bibeholdes endnu nogle Aar i den danske Folkeskole .. . som et Nødhjælpsmiddel

- Og det siger De som Leder af Danmarks i pædagogisk Henseende mest moderne Skole.

* Meget nært Samarbejde mellem Skole og Hjem.

- Om vi er den Skole i Danmark, der drives efter de mest moderne pædagogiske Principer, ved jeg ikke, men det er Københavns eneste Forsøgsskole. 

_ Kan alle Børn fra Københavns Kommune faa Adgang til Forsøgsskolen?

- Nej, det er en lokal Distriktsskole, saa normalt har kun de Børn, der bor i Distriktet omkring Emdrupborg, Ret til at gaa i Skole her.

- Det sker altsaa, at man paa Forsøgsskolen anvender legemlig Straf?

- Ja, men yderst sjældent. Og vi behøver det næsten aldrig, heldigvis. Ikke fordi "Klientelet" her er bedre end paa andre Kommuneskoler, men paa Forsøgsskolen er der et meget nært Samarbejde mellem Lærerne Indbyrdes og mellem Lærerne, Forældrene, Skolepsykologen og Inspektøren. VI staar i meget nøje Rapport til Forældrene

(Nationaltidende, 2. maj 1951. Uddrag)

Anne Marie Nørvig var en af de første som fra 1934 rettede opmærksomheden på børns sjælelige opdragelse, frem for den indtil da herskende opfattelse af de rent fysiske forhold og pleje. Anne Marie Nørvig blev leder af Emdrupborg 1. april 1948 og stoppede på Emdrupborg juni 1959 til fordel for leder af praktikundervisningen for årskursister på Danmarks Lærerhøjskole.  Samme år i november blev hun dræbt ved en trafikulykke, idet hun med sin bil i fuldfart kørte op i bagenden på en holdende lastbil på Roskildevej ved Rønne Alle.

Foto af skoleinspektør Anne Marie Nørvig fra et interview i Land og Folk 10. oktober 1948. 

Emilie Keller (1852-194?) og Johanne Schouboe (1855-1942). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Schouboe og Emilie Keller blev uddannet som lærerinder 1879. 1880 blev  de ansat på Komtesse Moltkes Pigeskole (Th. Moltkes Borgerskole). Frk. Skouboe var i over 30 år skolens inspektrice, indtil hun ved institutionens stiftelse blev dens bestyrer. Emilie Keller var i en lang årrække forstanderinde, først ved forskolen, senere for eksamensholdene, indtil hun trak sig tilbage (nogle år før 1920)

I 1891 fik Johanne Schouboe 500 kr af kultusministeriets budget som rejsestipendium til en rejse til Tyskland og Schweiz for at gøre sig bekendt med indretningen og ordningen af de større pigeskoler.

Emilie Keller udgav i slutningen af 1800-tallet læsebøger til danskundervisningen for 5. og 6. skoleår, og "Dansk Læsebog (for det 4. Skoleaar)" på Gyldendal.

Komtesse Thusnelda Henriette Maria Moltke (1843–1928) grundlagde i 1870 Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, der blev til først Østersøgades Gymnasium og siden skiftede navn til Kildegård Gymnasium, nu Kildegård Privatskole og flyttede til Gentofte. I 1913 blev skolerne selvejende institution med Johanne Schouboe som medlem i den første bestyrelse. Hun var datter af generalkrigskommissær, greve Adam Gottlob Moltke (1798-1863) og Rosalie f. Hennings (1801-1885).

40-Aars Jubilæet i Dag.

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Det er i Dag 40 Aar, siden Komtesse Th. Moltke begyndte sin Pigeskole for den københavnske Mellemstands Børn.

Hendes beundringsværdige Stræben efter at højne Skoleopdragelsen I Forbindelse med en udholdende Energi og aldrig svigtende Tro paa at kunne gavne Samfundet ved sit uegennyttige Arbejde er af saa stor Betydning, at det sikkert vil være af Interesse for Læserne at faa nogle Oplysninger om Komtesse Moltke.

Komtesse Moltke er født den 21 de Februar 1843 i Itzehoe I Holsten, men flyttede senere til Espe ved Skelskør.

1869 fik hun en udmærket Almuelærerindeexamen hos Frk. Zahle.

Efter at have overvejet, hvor hun bedst kunde virke, begyndte hun den 1ste November 1870 en lille Skole med 10 Elever I Løngangstræde. og hendes første Medarbejder var den ejendommelige, udprægede, geniale Lærerinde, Johanne Schönau, der virkede ved Skolen, indtil Sygdom tvang hende bort; hun døde 1889.

Eleverne kom væsentlig fra Hjem, der nødig sendte deres Børn i Kommuneskolen og ikke kunde bære Skolepengene i de højere Skoler. I Løbet af de allersidste Aar, hvor Kommuneskolens Fremgang har været kendelig, og Skolepengene I de højere Skoler er stegne vældig, kommer Eleverne fra bedre stillede Hjem, end da Skolen paabegyndtes.

bestyrerinde. Fru Bay til Skolen.

1878 flyttede denne til Linnésgade Nr. 10. hvor Frk. Zahle, Komtesse Moltkes trofaste Ven, havde indrettet Lokaler til den stærkt opblomstrende Skole. Men ogsaa her blev Pladsen snart for lille, og Frk. Zahle, der med sædvanlig Forudseenhed havde "tænkt paa dette og havde en Grund parat, paabegyndte nu en særlig Bygning til den store Skole, der allerede den Gang talte over 300 Børn.

Inden denne Bygning kunde blive færdig, oprettedes 1880 en Filial paa Nørregade under Ledelse af to af de endnu ved Skolen værende Lærerinder. Frkn. Johanne Skouboe og Emilie Keller, (begge med Almuelærerindeexamen), hvilke med kærlig Kollegialitet har forstaaet Komtesse Moltke Ideal og nu altsaa i 30 Aar har været hendes trofaste Medhjælpere.

1882 var det nye Hus færdigt, Linnésgade 8, og Skolen levede dér 13 lykkelige Aar.

1894 tvang den nye Seminarielov Frk. Zahle til at inddrage Lokalerne til hendes egen Seminarieskole, hvorfor Komtesse Moltke og Fru Bay maatte se sig om efter en Grund, der kunde rumme saavel den store Pigeskole, der da talte ca. 420 Elever, som den i 1882 paabegyndte Drengelæringskole, der alt var voxet til ca. 300 Elever.

Denne Grund blev fundet i den gamle Voldmesterhave mellem Østersøgade og Farimagsgade, og den 22de Avgust 1895 kunde Skolen flytte ind dér.

Da Komtesse Moltkes Pigeskole nu ikke mere var i umiddelbar Forbindelse med Frk. Zahles Skole, hvor flere af Komtessens Elever havde faaet Undervisning ud over Barneskolen, paabegyndtes en Præliminærafdeling, og det første Hold dimitteredes 1899.

Da Mellemskoleloven kom 1903, omdannedes Skolen i Overensstemmelse med Loven og omfatter nu en Forberedelseskole; Mellemskole og Realklasse.

Elevantallet er ca. 480 fordelt i 19 Klasser. Børnene undervises af 30 Lærerinder og Lærere. En stor Del af disse Lærerinder har I en lang Aarrække arbejdet ved Skolen og taler altid med Glæde om det gode Samarbejde, der existerer mellem Lærerpersonalet og Bestyrelsen.

Der er sikkert mange, baade gamle og unge, der i Dag vil mindes Komtesse Moltke med dyb Taknemmelighed og Hengivenhed. Det er ikke alene gode Kundskaber, hun har formaaet at give sine Elever, men hendes stærke kristelige Personlighed, hendes Ydmyghed i Forbindelse med Vilje til at bruge sine Kræfter i det godes Tjeneste har i Aarenes Løb bibragt Børnene saa mange moralske Værdier, at der vil have Evighedsbetydning for mange.

Den nuværende Forældrekreds ved Skolen har da ogsaa med Glæde sluttet sig sammen om at hædre Komtesse Moltke paa hendes Festdag.

(Dannebrog 1. november 1910).

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Komtesse Moltke.

Ved Sortedamssøen, nærmest op imod Østerbro, ligger en stor rød Bygning for Enden af Firkanten med de smaa Byggeforenings-Huse. To Porte fører ind til en fri Plads paa begge Sider, over den ene staar: "Comtesse Moltkes Pigeskole", over den anden "Østersøgades Gymnasium". Gaar man indenfor, læser man paa selve Bygningen: "E. Bay og Th. Moltkes Skoler"; man staar over for et Søskendepar; en Drenge- og en Pigeskole.

"Comtesse Moltkes Pigeskole" er den ældste af de to, og Grundlæggeren selv, Komtesse Moltke, som for fire Aar siden mistede sin Ven og Medbestyrerinde, Fru Elise Bay, der fra 1873 havde været knyttet til hendes Skole, lever endnu. Mangt et Værk stod vel i et halvt og et helt Hundrede Aar, ja mere, men kun den enkelte, kun saare faa, blev en saa lang og velsignelsesrig Arbejdsdag beskaaret som Komtesse Moltke. Fra en ganske lille Begyndelse har dette Skoleværk gennem en sund og harmonisk Udvikling vokset sig større og stærkere Aar for Aar; men altid i det stille, præget som det er af den stille, stærke Personlighed, der har været Sjælen i det hele.

Frk. Zahle har i sin Tid fortalt: "Det blev mig noget af en Oplevelse, da Komtesse Moltke i Oktober 1868 indfandt sig hos mig ved Gl. Strand for at lade sig indtegne som Elev paa "Almuelærerindeholdet". Jeg studsede. "For at tage Eksamen?" spurgte jeg. "Ikke just det maaske," lød Svaret "men for at erhverve ung de Kundskaber og Færdigheder, som Staten forlanger af en Iærererinde for Almuens Børn og unge". Hun var den Gang omkring 26 Aar. Jeg forstod efterhaanden, at hun var træt af det "uvirksomme Liv" i, Hjemmet og i Selskabet, at hun vilde noget, vilde tage noget alvorligt op i Fædrelandets Tjeneste, og at det især var "Højskolelivet", der stod hende for Øje."

Aaret efter indstillede Komtesse Moltke sig til Almuelærerindeeksamen, men det blev ikke inden for Højskolen, hun kom til at øve sit Livsværk; herinde i den store By var det, hun fandt sit Virkefelt.

Der fandtes ikke den Gang nogen Skole, som for en lav Skolebetaling kunde yde den mindre bemidlede Borgerstands Børn en Undervisning, noget lignende den i den højere Pigeskole. Ved at tale med Frk. Zahle om dette, slog den Tanke Rod i Komtesse Moltke, at netop en saadan Skole kunde hun ønske at bygge. Det var denne Tanke, at skaffe Pigebørn fra mindre bemidlede Hjem i København "en fyldig og god Undervisning i kristelig Aand for en saa lav Skolebetaling, at den ikke oversteg disse Hjems Ydeevne", der traadte ud i Livet, da Komtesse Moltke 1. Novbr. 1870 begyndte med 10 Elever i et lejet, meget lille Lokale ved Filosofgangen. Hendes Skole, der kaldtes "Borgerskole for Pigebørn", blev den første og i mange Aar den eneste, der imødekom et Krav, som viste sig at være paatrængende, idet Skolens Elevantal paa 3 Aar steg fra 10 til 200. Allerede efter et Aars Forløb flyttede den til et større Lokale i Løngangsstræde.

Den Strøm af livsfonyende Værdier, der skyllede i ud over den danske Pigeskole, da Frk. Zahle, for at bruge Henriette Skrams Ord, "førte sin pædagogiske Stordaad ud i Livet, den, at skabe en Skole, i hvilken de grundtvigske idéer var de bærende uden al følge af  de Forsyndelser, som andet Steds skæmmede Bevægelsen", den Kraft, der tilførtes den danske Skole, da "Frk. Zahle med fast Haand ledede den grundtvigske Strøm ind i det rette Leje, fremfor at lade sig bortskylle af den", sporedes snart i denne nye Skole, Frk. Zahles Øjesten.

"Jeg og mit Hus vil tjene Herren", skrev Komtesse Moltke foran i sin første Protokol. Det glade, naturlige Samliv mellem Iærerinde og Elev, det "levende Ord" og Sangen var de bærende Kræfter i hendes Skole. Der fortælles om, hvordan Komtesse Moltke somme Tider gik med sin lille Flok op paa Volden og satte sig der for at fortælle for dem. Mon der har været lykkeligere smaa Skolepiger end disse, naar de en varm Sommerdag fulgte deres unge begejstrede Lærerinde, denne rigt udstyrede, ejendommelige Kvinde, op paa Volden for der under de gamle Træer at lytte med store Øjne til "Sagn og Sange og Eventyr"? Mon der har været en gladere Flok end den, der fyldte de smaa Stuer med rungende Sang, saa den vel var ved at sprænge baade Vægge og Loft? Tiest har vel den Sang lydt, som var og endnu den Dag i Dag er Skolens "Opsang": "I alle de Higer og Lande". Og hvilken anden Sang kunde vel ogsaa egne sig bedre til Opsang for en Skole som den, Komtesse Moltke havde undfanget i sin Tanke og ført ud i Livet? "Den syngende Skole" kaldte man den; om Morgenen, naar Morgensangen var forstummet, og Klasserne gik hver til sit, saa lød Sangen: I alle de Riger og Lande. Vi kan tænke os et andet Billede: de lidt ældre Elever eu stille Time lyttende til Komtesse Moltkes Ord, naar hun hjertevarmt og beaandet talte til dem om det højeste og det dybeste, tænke os dem i en saadan Stund følge "gennem Kirkens Sage Frelseren med Liv og Lyst".

I en Aarrække støttedes Komtesse Moltke af den fremragende og udprægede Lærerinde Frk. Joh. Schønau, der efter flere Aars Sygdom og Lidelse døde, men hvis kærlige, opofrende Arbejde endnu mindes med Tak i Skolen, og af de ældste Elever knyttedes altsaa Fru E. Bay til Skolen, snart som Medbestyrerinde; det blev Indledningen til et inderligt Samliv og Samarbejde mellem de to, der kom til at strække sig over 43 Aar. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1877 flyttede Skolen ind i en Fløj af Frk. Zahles nye Skolebygning Linnësgade 10, men baade Frk Zahle og Komtesse Moltkes Skoler voksede stadig, og 1880 rykkede den sidste ind i den af Frk Zahle nyopførte Naboejendom, Linnésgade 8, "Vendershus", som den blev kaldt. Her boede den til Leje indtil 1895. Det bedste Indtryk af denne Skole i sin Ungdom faar man gennem Komtesse Moltkes egne Ord: 

Dig har jeg elsket, min gamle, jævne Skole,
Bænkene de haarde og Stuerne de smaa!
Slet ingen Regler, kun Livet til Norm,
Dybde i Indhold og Frihed i Form.

Seminarieloven af 1894 nødvendiggjorde, at Frk Zahle selv maatte tage sin Ejendom i Linnésgade 8 til Brug til en Seminarieskole. Samtidig var Elevantallet i Komtesse Moltkes Skole stedet til henved 500, og den Drengeskole (Latinskole), som Fru Bay og Komtesse Moltke havde begyndt 1881, havde allerede 250 Elever. De to Skoler kunde næppe rummes indenfor Bygningens Mure. Tvungne af Nødvendigheden besluttede de to Bestyrerinder sig da til selv at bygge, og Grunden til en ny Skolebygning fandt de i den gamle Voldmesterhave mellem Farimagsgade og Østersøgade, og her rejste sig snart den Bygning, der nu rummer de to Skoler.

Saa flyttede Skolerne ind. Det var som et Palads at komme ind i, store lyse Lokaler og højt til Loftet. To store Legepladser, frisk Luft og smukke Omgivelser, og oppe fra det flade Tag kunde man hilse over til Frænderne hinsides Sundet. Hvor kunde nogen den Gang tænke sig, at ogsaa her kunde det en Gang komme til at knive med Plads! Nu færdes her daglig over 1000 Elever, alene i Pigeskolen 580.

Den varme og inderlige Kærlighed, hvormed Frk. Zahle havde omfattet denne Skole fra første Begyndelse, fulgte den ogsaa ud til dens nye Bolig; indtil sin Død nærede hun den varmeste Interesse for den, ligesom der mellem hende og Komtesse Moltke bestod et meget nært og stærkt, personligt Venskabsforhold.

En Skole, der staar i halvtreds Aar, særlig i en Tid, hvor Udviklingen er foregaaet med saa rivende Fart, kan naturligvis ikke undgaa i Tidens Løb at skifte Form og delvis Karakter, idet den ikke kan forblive upaavirket af Tidens Krav. 1899 afholdt Skolen første Gang Præliminæreksamen, og ved den nye Skoleordning af 1903 gik den over til at blive en Mellem- og Realskole for Piger.

Men har end de ydre Former forandret sig, og er end Rammerne for Arbejdet blevet anderledes, er Grundpræget og Grundtonen de samme. Komtesse Moltkes Tro paa det "levende Ord"s Magt, paa Sangens Magt, er ikke rokket. Indtil for faa Aar siden tog hun ofte en Række "frie Timer" i en af de større Klasser, hvor hun gennemgik et eller andet Værk af dansk eller fremmed Litteratur; en enkelt Gang indøvede hun noget, som kunde egne sig til at opføres som en lille Skoleforestilling, f. Eks. ved een Lejlighed Schillers "Klokken", for der igennem at understrege, hvor stor udviklende Betydning det har indgaaende at fordybe sig i det enkelte.

I den Kunst at fortælle er Komtesse Moltke den fødte Mester. Jeg ved ikke, hvor hun var størst: Naar hun ved en Skoleafslutning stod overfor de smaa og talte til dem i det Sprog de forstaar: gennem et Eventyr eller en lille Historie, saa de lyttede med store Øjne, glemte hele Højtideligheden og gav sig til at svare hende. Eller naar hun en Aften talte for sin "Ungdomsforening". - Jeg mindes, hun en Gang fortalte Sophie Elkans "Drømmen fra Østerland". At høre hende tale om Kærlighedsforholdet mellem den unge Mand og den unge Kvinde var som tat lytte til de fineste, sarteste Strenge, der dirrede. -

Eller naar Komtesse Moltke en stille Aften sad og fortalte for en lille Kreds af Lærerinder, malende, sjælfuldt og beaandet, saa man glemte sig bort i, hvad hun fortalte, og man forstod, hvilken Magt der ligger i det "levende Ord".

Det er jo den store Personligheds Særkende, at den virker ved, hvad den er, endnu mere end ved, hvad den udfører; den Aand der udgaar fra en stor Personlighed, finder Vej gennem hundrede usynlige Traade og meddeler sig til og gennemsyrer det hele Værk. Hvem der blot har haft en lille Smule med Komtesse Moltke at gøre, ved, at de her stod overfor en saadan Personlighed.

1913 forenedes "Comtesse Moltkes Pigeskole" og "Østersøgades Gymnasium" til en selvejende Institution under Navn af "E. Bay og Th. Moltkes Skoler". Hertil skænkedes de to Stifterinder deres Ejendom i Østersøgade. Deres Ønske og Hensigt med deres store Gave til denne Institution var at sikre Skolernes fremtidige Bestaaen som frie Skoler, at de maatte vedblive at fortsættes som det, de er og blev grundlagt til at være: Frie Skoler paa kristen Grund. Da Fru. Bay og Komtesse Moltke meddelte deres samlede Lærerkreds denne Begivenhed, udtalte Komtesse Moltke bl.a. at mens hun som ung havde skrevet foran i sin første Protokol: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren", havde hun og Fru Bay foran i deres "nye Protokol" skrevet: "Under dine Vinger Skygge". Denne Salme var Fru Bays Yndlingssalme, og Institutionen blev stiftet paa hendes Fødselsdag, d. 28. Juni, en Mærkedag i Skolernes Historie, som altid vil blev mindet.

Som arbejdet gennem Aarene havde udviklet sig, var det særlig Drengeskolen, Fru Bay kom til at vie sine rige Evner; her var det væsentligt, at denne ejendommelige Personlighed med det varme Hjerte og den faste Villie tilfulde udfoldede sin mægtige Energi.

Den første Bestyrelse af Institutionen kom til at bestaa af de to Bestyrerinder selv, desuden Frk. Johanne Schouboe, som Pigeskolens Leder, Rektor Conrad Hansen, som Drengeskolens Leder, samt Frk. Josepha Martensen, de to Bestyrerinders intime Ven.

Frk. Joh. Skouboe blev samtidig med Frk. Emilie Keller Lærerinde ved Komtesse Moltkes Pigeskole 1880. Disse to Navne er uløseligt knyttet til denne Skole, som de har omfattet med den allervarmeste Kærlighed og Trofasthed og viet hele deres store Dygtighed og alle deres Evner og Kræfter. Frk. Skouboe har i over tredive Aar været Skolens Inspektrice, indtil hun ved Institutionens Stiftelse blev dens Styrer. Frk. E. Keller var i en lang Aarrække Forstanderinde, først for Forskolen, senere for Eksamensholdene, indtil hun for nogle Aar siden trak sig tilbage.

Lykkelig har Komtesse Moltkes Pigeskole været; ingen stærke Storme er gaaet hen over den, i Fred har den faaet Lov at vokse sin stille Vækst.

For fire Aar siden lukkede Fru Bay sine Øjne; I over 40 aar havde hun og Komtesse Moltke staaet ved hinandens Side, i onde som i gode Dage, i et lykkeligt Hjemliv og et inderligt Samarbejde, Frk. J. Martensen har sat hende et smukt Minde i sin kendte Bog.

Det er gaaet Komtesse Moltke, som det gaar de fleste, der naar op over Støvets Aar; een for een er Vennerne gaaet til "den store hvide Flok". Og naar nu hendes Pigeskole smykket sig til Fest, da vil ogsaa savnet af dem, der gik forud, først og fremmest af Fru Bay, kaste sin Skygge. Men naar Komtesse Moltke ser ud over sin Pigeflok paa hen imod 600 Børn og tænker paa de første 10, og naar om Aftenen, hvis hendes Helbred tillader det, en Skare af tidligere Elever, gamle og unge, flokkes om hende, da vil hun sige: Han har gjort alle Ting vel. 

Gamle Elevers Hjerter vil den Dag banke i Takt med deres, som blev knyttet til Komtesse Moltke paa anden Maade, og alle vil de mødes i dyb Ærbødighed og inderlig Tak for - som nylig en gammel Elev udtalte - "hvad denne [xxxx] stærke Personlighed har betydet for dem".

Gerda Meyer.

(Nationaltidende 30. oktober 1920. 2. udgave).

De to skoler blev slået sammen til én under navnet Østersøgades Gymnasium fra skoleåret 1960/61. Østersøgade 88. Man købte Kildegårdsvej 87 og opførte skolen, som fik navnet ”Kildegård Gymnasium”. Bygningerne i Østersøgade blev solgt, men fungerer stadig som skole, ”Bordings Friskole”. I 2005 blev gymnasieafdelingen lukket. Den tilbageværende skole fik navnet Kildegård Privatskole og fastholdt profilen som en gymnasieforberedende grundskole med elever fra børnehaveklasse til 10. klasse.

Emilie Keller og Johanne Schouboes gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 

Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 

Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.

En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"

Jens og Johanne Kirkeby. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1884 begyndte Jens og Johanne Kirkeby sammen med to andre familier i Fjaltring og Trans ved Lemvig at holde friskole i et lejet lokale "Kryk i ly” (bygningen lå i læ for en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans) som protest mod kommuneskolen hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remser, og hvor der ikke blev lagt megen vægt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De tre elever steg hurtigt til flere, og forældregruppen blev støttet af sognepræsten i Fjaltring-Trans, Markus Anker Secher Lund besluttede lade Jens Kirkeby, Trans uddanne til lærer.Det skete to vintre på Askov højskole. I 1887 fik skolen sin egen bygning midt mellem Fjaltring og Trans. Sammen med friskolen byggede man også forsamlingshuset og brugsforening. Fjaltring Friskole findes endnu

Ny Friskolebygning. Paa Gaarden "Skalshøj"s Marker i Fjaltring ved Lemvig blev i Lørdags Kransen hejst paa en ny Friskolebygning, som Friskolelærer J. Kirkeby lader opføre. Side om Side med denne skal der i Sommer bygges en folkelig Forsamlingsbygning og Øvelseshus; Materialerne ere alt tilførte. Bygningen rejses ved Aktier a 10 Kr. Overslagssummen er ca. 3000 Kr.

(Jyllandsposten 11. juni 1887, 2. udgave).

Jens og Johanne Kirkeby ledede skolen indtil 1894. Han drev sit lille jordlod ved siden af og var med til at starte Fjaltring og Ferring brugsforeninger. Der blev ikke pålignet de enkelte medlemmer bestemte bidrag for børnenes undervisning; men man gav efter evne.

Fjaltring Friskole gennem 75 år

Af Christen Christensen

Det er i dette forår 75 år siden, Fjaltring Friskole begyndte sin virksomhed. Det vil derfor være naturligt at stoppe op et øjeblik og forsøge at kaste lys over det liv, som er levet i og gennem friskolen i denne lange årrække. Meget er gemt og glemt for altid. Kun lidt er nedskrevet gennem tiderne. De mennesker, der har været med i friskolens arbejde, har levet livet og været klar over, at det levende liv aldrig kan indkapsles i museumsskabe. Alligevel kan de småtræk, som her er samlet om friskolens virke gennem de 75 år, måske være med til, at vi kan føle, hvad der er levet og virket, og samtidig hjælpe os til at forstå, at hvor store forandringer, der end er sket i det ydre, så er det fundamentale i vort skolearbejde dog stadig det samme. Det står for os som en dyb sandhed, at fremtiden gror af dyre minder.

Før begyndelsen

De egentlige årsager til en tings oprindelse lader sig altid vanskeligt udrede. Når det drejer sig om oprettelsen af Fjaltring Friskole, synes det dog, som om præsten M. A. S. Lunds virke i Fjaltring er den betydeligste grundpille. Markus Anker Secher Lund kom til Fjaltring som præst i 1869 og var den første præst på stedet, som var præget af det grundtvigske livssyn. Pastor Lunds forkyndelse var som et forår på egnen og satte sig dybe spor hos mange mennesker. Den gammelpræstelige stivhed havde han intet af. Lund kom hurtigt på en naturlig talefod med store dele af menigheden. Selvfølgelig følte en del i begyndelsen forargelse over en præst, der var „dus“ med „almindelige“ mennesker, og som kunne finde på selv at hente et læs mursten på et teglværk. Men det var kun småtterier, som hurtigt overskyggedes af Lunds personlighed.

Netop på grund af sit jævne væsen ejede Lund en evne til at komme i kontakt med mennesker. Der samledes en stor menighed i kirken om søndagen for at høre Lunds forkyndelse. Foruden sognets egne beboere taltes også adskillige sognebåndsløsere fra omliggende sogne, der ønskede Lund som præst. Ofte samledes man efter gudstjenesten i præstegården. Engang havde Lund indbudt sin forgænger Meinert til at prædike. Da Meinert bagefter så præstegården fyldes med mennesker, udbrød han henvendt til sin kone: Sådan skulle vi have haft det. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Meinert havde været en dårlig præst. Tværtimod er det nævnt, at Meinert var den, der såede, og Lund vandede.

Også ungdommen samledes gerne i præstegården, når Lund og hans kone indbød. Lund kunne selv være med i legen og morskaben på en naturlig måde. Denne evne til at omgås mennesker på en ligefrem måde bevirkede, at både unge og ældre henvendte sig til Lund om hjælp, når mere alvorlige ting trykkede. Og han var i stand til at yde hjælpen. Lund var en munter og livsglad mand, dybt engageret i tidens rørelser, men der hvilede altid alvor bag munterheden.

Pastor Lunds frisind er fremhævet som hans særkende. Det stod for alvor sin prøve i 1875, da valgmenigheden i Bøvling oprettedes. En kreds stod i begyndelsen vaklende over for spørgsmålet, om man skulle danne valgmenigheden eller løse sognebånd til pastor Lund i Fjaltring. Der holdtes flere møder om sagen, hvor pastor Lund selv var med. Da han skønnede, at der var styrke nok til at oprette en valgmenighed, opfordrede han til dette, frem for at søge at styrke sin egen position. Pastor Lund følte sig altid som tjener i åndelige spørgsmål og var stor nok til at tilsidesætte sit eget.

1 1881 flyttede Lund til præsteembedet i Vium ved Viborg. Hans virke gennem 12 år i Fjaltring havde sat sig dybe spor, og han vedblev fremdeles at stå i levende forbindelse med mange af vennerne i Fjaltring, hvad en omfattende brevveksling vidner om.

En udførlig skildring af Lunds liv findes i bogen: Præsten M. A. S. Lund. Den er udgivet i 1915 af Jens Damsgård.

Oprettelsen af Fjaltring Friskole og de første ar

Et af de nulevende mennesker, der bedst har rede på friskolens første tid, er Mads Kvist, Ferring. Han fortæller følgende:

Den kreds, der fortrinsvis sluttede op om pastor Lund og hans forkyndelse, var nok fortrinsvis den yngste del af menigheden. Nogle af disse mennesker ville ikke gerne sende deres børn til kommuneskolerne, hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remse, og der ingen vægt blev lagt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De blev derfor enige om at tage en mand af deres egen midte som lærer. Det blev Jens Kirkeby, Trans. Han havde en lille ejendom "Kryk i ly" med vistnok 2 køer. Navnet havde ejendommen, fordi den lå i læ af en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans.

Jens Kirkeby rejste da i 2 vintre 1882-83 og 1883-84 til Askov højskole for at få uddannelse til lærergerningen. Fra Askov [½ linje ulæselig]

I sommeren 1887 blev friskole og forsamlingshus bygget i Fjaltring. I forsamlingshusets nordende fik den nyoprettede brugsforening butik. Den begyndte med 36 medlemmer, og Jens Kirkeby, der flyttede med til Fjaltring som lærer, var tillige brugsuddeler i begyndelsen. Forretningen var kun åben 2 eftermiddage om ugen i de første år. Snart blev arbejdet som uddeler dog for omfattende ved siden af lærergerningen. Men Jens Kirkeby fortsatte som regnskabsfører for foreningen, så længe han var i Fjaltring. Desuden var han også medvirkende ved oprettelsen af brugsforeningen i Ferring.

Til skolen var der købt så megen jord (vel ca. l/2 tdr. land), så der på dette og et halvt engskifte på Bøvling klit kunne holdes en ko. (Engskiftet har formodentlig hørt til "Kryk i ly"). Jens Kirkeby forstod at få stort udbytte af jorden. Men pengelønnen var også lille, da de fleste af friskolefolkene var småkårsfolk. Hans Herping var den økonomisk bedst stillede i kredsen, og han følte selv, at han var forpligtet til at udrede det forholdsvis største beløb i penge. Pengelønnen var kun 400 kr. årlig i de 10 år, Jens Kirkeby blev i Fjaltring.

Alle var klar over, at lønnen var lille, så der måtte ydes tilskud til Hanne Kirkebys spisekammer med både sigtekager og lejlighedsvis slagtemad. En lønningsmåde som ikke ville passe til nutiden, men dengang fandtes ganske naturlig.

Hvad undervisningen angik var Jens Kirkeby en udmærket fortæller af bibelhistorie og danmarkshistorie. Til hjælp ved bibelhistorien havde han en stor billedbibel. Det eneste, vi lærte udenad, var tabellerne. Om vinteren havde vi husflid i 1-1½ time hver torsdag og mandag eftermiddag. Det var en mangel ved undervisningen, at Jens Kirkeby ikke kunne synge, og at Hanne Kirkeby også kun havde liden evne i den retning, men der var flere af børnene, der var gode sangere, deriblandt særlig Peder Rubys og Niels Rubys børn.

Hvad det samlede antal af børn i skolen angår, mener jeg at kunne huske, at vi var 18 i den ny skole efter sommerferien i 1887. Der var så jævn fremgang, indtil Jens Kirkeby rejste 1. maj 1894, da tror jeg nok, vi var ca. 50.

Fra 1. maj 1894 havde vi Christen Christensen Aaes som lærer. Han var kun 18-19 år gammel og skulle på seminarium i Silkeborg efter sommerferien. Ham husker vi bedst for hans udmærkede sangstemme og hans gode fortælling af verdenshistorien. De ældste af os havde haft ham som skolekammerat en vinter. Han blev nemlig konfirmeret af daværende sognepræst i Dybe-Ramme N. P. Chr. Nielsen, i hvis hjem han opholdt sig til konfirmationsforberedelse. Fru Nielsen var hans moster. Han gik så til skole i friskolen 4 dage om ugen.

Efter sommerferien fik vi sjællænderen Ole Olsen til lærer. Han var også en god lærer. Jeg gik ud af skolen ved min konfirmation i april 1895.

(Christen Christensen: Fjaltring Friskole gennem 75 år. I: Hardsyssels Årbog 1967, s. 106-124, uddrag af de afsnit der handler om Jens Kirkeby).

Jens Kirkeby var uddeler til 1890 hvorefter det blev Kresten Lisby (1890-1921). Han var bondesøn og dermed ikke bestemt til at kunne blive uddeler. Ifølge Fjaltringhistorie havde han det godt med bestyrelsen og var vellidt i det hele taget. Søn og sønnesøn videreførte uddelerjobbet indtil 1968.

I 1893 var der en avisdisput mellem en lærer J. Kallesøe og Jens Kirkeby. Det fremgår ikke hvor Kallesøe var lærer, men artiklerne bærer måske præg af et dårligt forhold mellem de to lærere:

Fjaltring Brugsforening.

I "Lemvig Folkeblad" Nr. 27 findes en Meddelelse om Fjaltring Brugsforenings Generalforsamling, og der skrives:

"Det blev paatalt, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om for Fremtiden at raade Bod herpaa."

Dette kan vist ikke forstaas anderledes, end som en Anke mod Foreningens Førelse, og det finder jeg ikke samstemmende med, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen.

Der blev rigtignok af Lærer Kallesø, Trans, anket over, at en vis Vare af Foreningens var til højere Pris, end han havde kjøbl den for andetsteds. Men da Foreningen kun holder af første Kvalitet, og der er betydelig Prisforskjel paa de forskjelllge Kvaliteter af samme Vare, saa er det jo en Selvfølge, at der let kan faas til lavere Pris, end Foreningen kan levere sin Vare til, men at den laveste og billigste Pris i saa Henseende er et og det samme, er vist meget tvivlsomt, og i de fleste Tilfælde tror jeg, Forholdet vil være omvendt.

Forsamlingen forespurgtes ogsaa i den Anledning, om den ønskede, at Foreningen skulde holde en Kvalitet til lavere Pris, og dertil blev af flere svaret et bestemt Nej, og ikke en eneste yttrede noget om, at det kunde være ønskeligt.

Jeg antager, at Kallesø tog Fejl paa Prisforskjellen og mente maaske 1/3 af, hvad han angav, og hvordan Værdiforholdet var mellem Foreningens Vare og den, han havde kjøbt, havde han ingen Mening om, og om han har haft Fordel eller Tab ved at kjøbe til den lavere Pris, kan enhver have Lov til at mene om, hvad man vil..

Det var vist den almindelige Mening ved Generalforsamlingen, at Foreningen først og fremmest bør sætte som sit Maal at holde første Kvalitets Varer og til saa billige Dagspriser som muligt, og da det er i den Retning, Foreningen hidindtil har været ført, kan jeg ikke finde nogen Mening i den "raaden Bod", som Meddeleren har bebudet.

Der er delte Meninger om, om den talrige Forsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations Virksombed, men maaske den lille Bemærkning af Meddeleren derom skal kunne tjene til at retlede de vildfarende.

Jens Kirkeby,

Fjaltring Friskole.

(Holstebro Dagblad 22. februar 1893).

Et Svar til Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby, Fjaltring.

Fra J. Kallesøe, Trans.*)

Naar Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby som "Lemvig Folkeblad" Nr. 45 tror at holde sammen paa Fjaltring Brugsforening og sin Stiling ved samme eller den gamle Forretningsorden ved i Særdeleshed at komme om min Dør, skal jeg ikke nægte, at jeg tror, at Manden er paa Afveje, thi ikke nogen af de Dele har noget Tilknytningspunkt i min Person, skjønt Brugsforeningen har min Sympatii, men jeg skal dog gjærne tjene ham i at optage den mig tilkastede Handske.

Først et Par Spørgsmaal: Hvorfor hentyder Hr. Jens Kirkeby sig saa specielt til mit Navn, da der dog var andre, som fremdrog lignende Ting? og hvorfor holder han sig til en enkelt Vare (Mel), da dog flere andre blev omtalt?

I og for sig kunde Dette være mig ligegyldigt; jeg spørger kun for de udenforstaaendes Skyld, som muligt følger Sagen med Interesse, og da navnlig fordi, at Sagen fra hans Side mest ligner et personligt Opgjør, hvis Oprindelse jeg slet ikke har nogen Anelse om eller kjender noget til.

For Hr. Jens Kirkeby synes Personen et være det væsentlige; jeg skal dog ikke følge ham deri og saa vidt muligt i det edterfølgende lade Personen ligge og holde mig til Sagen.

I Meddelelsen om Generalforsamlingen i Faltring Brugsforening i "Lemvig Folkeblad" stod der, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om at raade Bod derpaa.

Herpaa svarer Hr. Jens Kirkeby saaledes: "Dette kan vist ikke forstaas anderledes end som en Anke mod Foreningens Førelse, og dette finder jeg (Jens Kirkeby) ikke samstemmer mod, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen."

Hertil skal jeg først bemærke, at Hr. Jens Kirkeby forekommer mig at være lige saa uheldig med at finde Generalforsamlingens rette Mening som f. Ex. en vis Mand med at finde Grundlovens rette Aand. De faa nemlig ud af alt, at alt tjener dem tilgode.

Jeg faar da erindre om, at der ved Generalforsamlingen var Valg af tre Styrelsesmedlemmer. (Jeg skal ikke denne Gang komme ind paa, hvorledes Formanden sekunderet af Jens Kirkeby behandlede denne Sag, men have det in mente.) Een af den gamle Slyrelse gjenvalgtes med een Stemmes Overtal samt to ny Styrelsesmedlemmer med stort Overtal af Stemmer, og deraf finder saa Hr. Jens Kirkeby det i Sandhed mærkelige Resultat, at alt, hvad der fremkom som den almindelige Mening ved Generalforsamlingen samstemmede med den gamle Styrelse og dermed ogsaa med ham.

Vil Hr. Jens Kirkeby saa ikke sige mig, tror tror han Generalforsamlingen satte ny Medlemmer ind i Styrelsen? Opfatter han personligt dette som et Tillidsvotum? Og tror han sin Stilling som Forretningsfører ved Brugsforeningen er sikrere nu end før?

Min Mening er dog denne, at Valget af en Opposition mod den gamle Forretningsorden og en Tilkendegivelse af, at Styrelsen skulde tage sig lidt mere af Tingene. Valget var vidt heller ikke den gamle Styrelse absolut behageligt.

Jeg vil nu haabe, at Generalfor samlingen ikke har forstaaet Valget paa samme Maade som Hr. Jens Kirkeby, thi saa var det først galt; i sidste Tilfælde er det jo kun uheldigt for Jens Kirkeby.

Jeg kan nu ikke forstaa, at Hr. Jens Kirkeby saaledes farer i Blækhuset og som en drabelig Helt vil slaa sig til Ridder paa min Bekostning. Mine Udtalelser paa Generalforsamlingen synes lige saa lidt som de andres at æske til Holmgang eller at kunde give daarligt Humor, men Hr. Jens Kirkeby er virkelig i daarligt Humør - han er jo ligefrem arrig. - Skulde Grunden da være den, at Styrelsen af Brugsforeningen var i saa pæne Hænder, at ingen turde sprge til dens Befindende, selv i velvalgte Ord, uden at anses for "læstig", eller er det Grunden, at d'Hrr. "Ingen Mukken i Geledderne" vil have, "Vi alene vide" o. s. v. Som sagt, jeg forstaar det ikke. Jeg synes ikke Generalforsamlingen kunde faa et Bæger til at løbe over, selv om det i Forvejen var fuldt, (med mindre det da alligevel skulde være Valget) og dog er det sket.

Hr. Jens Kirkeby kommer med en temmelig selvfølgelig Forklaring over, at det bedste er det dyreste, noget, jeg ingen har hørt benægte; men Hr. Jens Kirkeby maa undskylde, at dette jo virkeligt ikke udelukket, at ogsaa Brugsforeningerne kan faa det bedste for dyrt.

Naar Hr. Jens Kirkeby ligefrem paastaar, at Fjaltring Brugsforening kun holder Varer af bedste Kvalitet, saa er dette mildest talt en urigtig Paastand. 

Naar han dernæst antager, at jeg har ment 1/3 af Prisforskjellen o. s. v., skal jeg gjærne skænke Hr. Jens Kirkeby denne sin Antagelse. Ved Generalforsamlingen havde han den bedste Lejlighed til at korrigere mine Udtalelser, hvorfor ikke da slaa til Lyd for sin Tredjedel. Nu skal jeg kun notere, at denne Dag erkjendtes min Paastand uden Modsigelse.

I den lille Meddelelse var der, synes mig, en rigtig passende lille Bemærkning om, at maaske ikke alt var saa godt, som det burde være. Der var intet Referat, og jeg skal heller ikke denne Gang indlade mig derpaa, fordi Hr. Jens Kirkeby saluterer (naturligvis efter højere Ordre): men ikke desto mindre skal jeg dog være d'Hrr. til Tjeneste med en saadan, om det muligvis skulde ønskes.

Endelig skal jeg sige Hr. Jens Kirkeby min personlige Mening om Brugsforeninger i Almindelighed og Fjaltring Brugsforening i Særdeleshed, skjønt jeg naturligvis ikke tvivler paa, at den i mindste Maade influerer paa en Mand, der er saa svært inde i Sagerne som Hr. Jens Kirkeby er. Den lyder saaledes: Naar en Brugsforening paa Landet har en Omsætning paa over 30,000 Kroner, maa den kunne tage Konkurrencen op med enhver Forretning uden højere Priser end disse, kan den ikke det, er der sikkert Fejt i Ledelsen. End videre skal en Brugsforening ikke være et spekulerende Handelshus, - der, saaledes som f. Ex. Fjaltring Brugsforening, lige efter Jul ligger inde med et Varelager paa 7,000 Kroner, ca. 1/4 asf den hele Omsætning; dette er sikkert ufornuftigt, thi Brugsforeningens Bestyrelse plus Forretningsfører har i Almindelighed hverken Dygtighed eller Uddannelse nok til at føre en Spekulation igjennem uden Tab.

Her i Fjaltring har Brugsforeningen paa de almindeligste Varer samme Pris som Kjøbmændene. Ja, men saa har vi jo Overskudet. Lad os tale saa smaat om Det. Enhver Kjøbmand vilde vist med Glæde betale den for kontant Betaling.

Endelig maa jeg yde Hr. Jens Kirkeby min Tak, fordi han ved sin, om jeg saa maa sige, Ubehjælpsomhed giver mig Lejlighed til at sige et Par Ord om den talrige Generalforsamling. Han skriver saaledes: Der er delte Meninger om, om den talrige Generalforsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations-Virksomhed.

Jeg vilde gjærne spørge Hr. Jens Kirkeby, hvad han tror, Folk møder efter ved Generalforsamlingerne, hvis det ikke skulde være Foreningens Anliggender? Det lader forresten til, at Hr. Jens Kirkebys Interesse stopper op ved Foreningen.

I vore Dage, da vi har saa mange Foreninger, slappes Interessen tit og ofte, og man glemmer at møde ved deres respektive Generalforsamlinger. Bestyrelsen møder kun med det reviderede Regnstab for at vælge sig selv igjen, indtil ogsaa de bliver kjed af Komedien. Ja, saadan gaar delte i Almindelighed, hvor Medlemmerne ikke møder. Bestyrelsens Interesse slappes, og Foreningen dør hen. Men omvendt gaar det, naar Medlemmerne møder talrigt op, hvor de har Lov til at tale, ved Generalforfamlingerne, for at kritisere eller vedtage Bestyrelsens Beslutninger; og det gaar da gjærne saadan, at Bestyrelsens Dygtighed og Energi voxer i samme Grad, som Medlemmerne møder talrigt.

Medlemmer af Foreninger mød derfor talrig til Generalforsamlinger, naar I ønsker, at det skal gaa jer Forening godt. Dette er næsten en Pligt.

Naar Hr. Jens Kiikeby sigter maaske mig for at have agiteret for, at mange skulde møde til Generalforsamlingen, maa jeg desværre benægte at have gjort noget i den Retning; men hvis jeg havde agiteret noget, maa Hr. Jens Kirkeby undskylde, at jeg med hans Tilladelse vilde have betragtet det som en Ære for mig.

Det synes virkeligt ogsaa, at Hr. Jens Kirkedy er gnaven over den talrige Generalforsamling, og han er dog en Frihedsmand. Man bør ikke forundres længer. Menneskets højeste Dyd er nok Egenkjærlighed

*) Forsinket længe, da Pladsen har været optaget af andet Stof.

(Lemvig Folkeblad 16. marts 1893).

Friskolelærer Jens Kirkeby i Fjaltring forlader sin Virksomhed dersteds og rejser til Tranekjær paa Langeland, hvor han skal overtage en vel lønnet Plads som Bestyrer af en Brugsforening. Det blev ham for anstrængende i Fjaltring at betjene baade Friskolen og Brugsforeningen, og da der tilbødes ham en god Plads paa Langeland, har han taget imod denne. Jens Kirkeby er vel kjendt som dygtig og troiast Arbejder i kristelig, folkelig og politisk Henseende, og han vil blive savnet af mange Venner paa Lemvig Egn.

Fjaltring Friskole vil selvfølgelig blive fortsat ogsaa efter Jens Kirkebys Bortrejse - I Sommer er antaget en Slægtning af Valgmenighedspræst Nielsen til Lærer. Denne vil optages paa et Seminarium, og Fjaltringboerne har imidlertid Lejlighed til al se sig om efter en anden Lærer. Jens Kirkeby, der selv ejede Friskolebygninaen, har solgt denne til et Interessentskab af 3 Mænd, der komme til at eje hver en Fjerdepart as samme, idet Jens Kirkeby selv vedbliver som Ejer af den ene Fjerdepart.

(Holstebro Dagblad 16. maj 1894).

Friskolen her paa Egnen.

- - -

I Fjaltring derimod lagdes med Kirkeby og Hustru som Lærerfolk et Grundlag for en Friskole, der i al sin beskedne Størrelse og Fremtræden sladig har været et Mønster for Samhørigheden mellem Hjem og Skole. Det Enhedens Baand, der gennem Pastor Lund knyttedes mellem Vennerne af det grundtvigske Livssyn har hvilet med Traditionens aandelige Magt over F'jaltring-Trans Friskolekreds. Jens Kirkeby var en af disse lykkelig begavede Mennesker, der kan gøre meget ud af det lidet. Hans lille Jordlod paa nogle faa Skæpper Land blev drevet med beundringsværdig Omhu. Han ordnede Sagerne ved Igangsættelsen af Fjaltring og Ferring Brugsforeninger. Hans og Husfrues Væsen, Hjem og Virke bar altid Præget af den skønneste Harmoni, og siden deres Tid kendes næppe Brud paa den gode Overlevering i Fjaltring Friskoles Historie. 

- - -

(Lemvig Folkeblad 3. januar 1924)

Det har ikke været muligt gennem internet og aviser at finde ud af hvordan det gik med Jens og Johanne Kirkeby på Langeland. De dukker først op da Jens Kirkeby døde i 1910, og da ser det ud til at de boede i Ballerup.

Jens Kirkeby, Fjaltring. * 23. mai 1844. + 2. februar 1910. Johanne Kirkeby, Fjaltring. * 26. december 1845. + 14. juni 1920. Peter Petersen, samt et ulæseligt navn. Gravsted på Vestre Kirkegård. I dødsannoncen fra februar 1910 skrev Johanne Kirkeby at de boede i Ballerup. I takkeannoncen skrev hun: "Jeg fik ret at mærke at Ordet: I Nøden skal man Venner kende, har sin Sandhed. Johanne Kirkebys dødsannonce var underskrevet Kirstine Kirkeby Petersen, P. Petersen og Elna Kirkeby Petersen. "Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bay, Moltke, Zahle og Adoptiv- og Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et af to indslag om Margrethe Elisabeth Bay. Det andet kan ses her på bloggen.

Lærer, skoleleder og skolebestyrer Margrethe Elisabeth (Elise) Bay (28. juni 1842-9. oktober 1916) var kortvarigt (22. september 1870-20. oktober 1871) gift med sognepræst Axel Vilhelm Bay som døde af tuberkulose på Thurø. Lærerinde Thusnelda Moltke på Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn (1870) opfordrede hende til undervise her, hvilke skete fra 1873. De to udviklede et venskab især baseret på deres trosliv og fælles ideal om en kristen skole. Elise Bay var samtidig blevet opfordret af Zahle og Kruse til at være hos dem. Bay underviste på N. Zahles Skole 1873-1895. De første år boede Elise Bay i skolekomplekset. Om sommeren var de hos Moltke og hendes mor på Marienborg i Frederiksdal ved Lyngby. I løbet af 1877-78 flyttede hun ind hos Moltke hvor hun boede til sin død. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Moltkes skole var i 1877 var flyttet ind i Linnésgade under N. Zahles Skoles rammer. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Elise Bay og Thusnelda Moltke adopterede i 1876 Axel, og to senere hans brødre, fattiglemmet Ludvig (1875) og Helge (1879) i pleje. Det inspirerede dem i 1882 til at udvide skolen til en drengeskole. Dette er skildret i en artikel, hvor nedenfor bringes nogle afsnit:

Forældremyndigheden over drengen og fattiglemmet Ludvig blev i 1884 overdraget til en anonym “Velgjører”, der tilbød at overtage hans forsørgelse og opfostring. “Velgjøreren” var en i datiden kendt kvindefamilie med to skolebestyrerinder, for hvem Ludvig var en milepæl i deres pædagogiske og filantropiske arbejde. I sin nye plejefamilie blev Ludvig centrum for en strid om forældremyndigheden mellem skolebestyrerinderne Natalie Zahle, Elise Bay og Thusnelda Moltke. Med udgangspunkt i historien om Ludvig og hans tre søskende, som alle blev “afstået” til andre, belyser og diskuterer artiklen lovgivning og praksis omkring private plejekontrakter og afståelse af forældremyndighed i tiden lige inden reformerne af fattig- og børneforsorgen i slutningen af 1880’erne og i 1890’erne.

- - -

Den anonyme velgører viste sig (...) at være en kvindefamilie bestående af enkefru Elise Bay og frøken komtesse Thusnelda Moltke samt deres adoptiv- og plejebørn. I deres husstand var desuden to tjenestepiger. De havde boet sammen siden 1877 og havde arbejdet sammen endnu længere tilbage i tiden. De var begge uddannet som lærerinder fra Natalie Zahles almuelærerindekursus, og de var – efter de var blevet bestyrerinder for både en pige- og en drengeskole – en central del af kredsen omkring Natalie Zahle. Det var Zahle, der i 1870 motiverede til oprettelsen af Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn; en skole for piger fra den lavere middelstand, og hun havde givet husly og indirekte økonomisk støtte til den i 1883 oprettede Linnésgades Undervisning for Drenge; en drengeskole med samme målgruppe.

Begge skolebestyrerinder var barnløse. Fru Bays oprindelige ægtefælle var død inden de havde fået børn, og komtesse Moltke forblev ugift og fik aldrig biologiske børn. De tre drenge tog de til sig for at skabe en ’rigtig’ kernefamilie. I stedet for ’far, mor og børn’ blev det til ’Værge (komtesse Moltke), Moder (fru Bay) og Børn’.

De var begge stærkt religiøse og var begge i deres ungdom grundtvigianere. Fru Bay havde været gift med en grundtvigiansk præst, og komtesse Moltke havde oplevet Grundtvig personligt – både i Vartov, hvor Grundtvig var præst og hun tilhørte menigheden, og til de såkaldte ’Vennemøder’. Også deres skoler var præget af deres religiøsitet: mottoet for pigeskolen var “soli Deo gloria” (al ære tilkommer Gud) og mottoet for drengeskolen var “ora et labora” (bed og arbejd). Da de senere oprettede en fond, der skulle drive de to skoler videre, blev det præciseret i fundatsen, at skolerne skulle drives “i kristelig Aand og som frie Skoler.” Men med tiden falmede det grundtvigianske ideal om frie og eksamensfri skoler, og begge deres skoler blev efterhånden mere traditionelle eksamensskoler, der blev samlet under navnet Østersøgades Gymnasium.

Fru Bay og komtesse Moltke var socialt og moralsk engagerede og involverede sig tidligt i sædelighedskampen imod organiseret og statslegitimeret prostitution. Fru Bay var således medstifter af og bestyrelsesmedlem i Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, og de var begge medlemmer af foreningen, der arbejdede for at forbyde bordeller. 

De var knyttet til børnesagen; den bevægelse, der i sidste halvdel af det 19. århundrede tog en række private initiativer til bedring af uægte og fattige børns vilkår, og som politisk og filantropisk kæmpede for en bedre børneforsorg. Ud over de tre plejebørn var deres vigtigste bidrag til børnesagen oprettelsen i 1878 af Børnehjemmet Nøjsomhed for løsagtige, store piger. Formålet var “at frelse dem fra Fordærvelsen, (…) og opdrage dem til flittige og dygtige Tjenestepiger”. I mindre målestok bidrog de til mange private indsamlinger af midler til foreninger for plejebørn, og de optrådte jævnligt som støtter ved petitioner om bidrag til velgørende formål. På deres ældre dage producerede de håndarbejder, der blev solgt på basarer til fordel for sådanne foreninger. 

- - -

Som nævnt blev Ludvig forenet med sine to yngre brødre i den nye, københavnske plejefamilie. Og det var dem, der var årsagen til, at han overhovedet blev hentet ud af fattiggården og bragt til København. Forhistorien var den, at de to bofæller, fru Bay og komtesse Moltke, efter de var flyttet sammen, ønskede at tage et barn i pleje. Det var en udbredt praksis blandt støtter af børnesagen, at familien blev suppleret med et plejebarn. Ikke for at tjene penge som professionelle plejeforældre, men som privat velgørenhed og i nogle tilfælde – blandt barnløse, blandt enlige kvinder og i kvindefamilier – også for at kunne skabe en kernefamilie. Bay og Moltkes mentor og forbillede, Natalie Zahle, havde således på dette tidspunkt allerede haft tre piger som plejebørn.

De to skolebestyrerinder henvendte sig til et privat børnehjem – Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem i Ryesgade. Her fandt Bay og Moltke deres første plejebarn, som kort tid senere blev adopteret af fru Bay: Carl Julius Nielsen, som var Ludvigs lillebror

- - -

Allerede et halvt år efter det var lykkedes bofællerne Bay og Moltke, at overtage forældremyndigheden over Ludvig, var de parate til at opgive ham og give forældremyndigheden videre. Det skete i et følelsesladet magtspil mellem hans plejemødre på den ene side og Natalie Zahle på den anden side.

På den modsatte side af den store gård mellem Linnésgade, hvor familien Bay og Moltke boede, og Nørre Voldgade, boede en anden kvindefamilie. Det var stifteren og lederen af Zahles Skoler, frk. Natalie Zahle og hendes bofælle, frk. Ingeborg Vinderen. Frk. Zahle var datidens dominerende skikkelse inden for pigers og kvinder uddannelse. Hun havde fra midten af det 19. århundrede opbygget et uddannelsesimperium – samlet kaldet Natalie Zahles Skole – som efterhånden bestod af grundskole, gymnasium, lærerindeuddannelser samt en række særlige skoler for musik, gymnastik, husholdning og sundhedslære; uddannelser forbeholdt piger og kvinder. 

Bay og Moltkes to skoler havde tætte forbindelser til Natalie Zahle og hendes skoler: Moltke sad i bestyrelsen for Zahles skoler og Zahle sad i bestyrelsen for Bay og Moltkes børnehjem for vildfarne piger. Og Zahle understøttede direkte og indirekte Bay og Moltkes skoler, som boede til leje i bygninger, som var ejet af Zahle. Privat var de genboer, og der udviklede sig efterhånden også et venskab mellem dem. Selv om deres skoler havde forskellige målgrupper, og de derfor ikke konkurrerede direkte med hinanden, og selv om der – eller måske netop derfor – var et naturligt magtforhold mellem dem baseret på forskelle i alder, anciennitet og indflydelse, var der på et personligt plan rivaliseringer. I løbet af deres langvarige, fælles historie var der flere magtkampe og symbolske opgør mellem frk. Zahle og de to bofæller og skolebestyrerinder. Alligevel holdt deres venskab så længe de levede.

- - -

Når “afståelsen” til frk. Zahle og frk. Vinderen aldrig blev realiseret, så skyldtes det altså, at Natalie Zahle var utilfreds med Bay og Moltkes begrundelse for at opgive deres forældremyndighed – der skulle i overdragelsespapirerne ikke blot stå, at de afstod ham for hendes “personlige Tilfredsstillelses Skyld”, men snarere at det skete med “Tak og Tro”, fordi de ikke selv kunne magte at have ham. Frasen “Tak og Tro” i denne sammenhæng betyder, at det skulle præciseres, at Bay og Moltke havde tiltro til Zahles evner som pædagog og familieoverhoved, og at de skulle udtrykke tak for, at Zahle ville påtage sig den store opgave, det var at skulle opfostre en 10-årig dreng fra fattiggården. Zahle ønskede altså, at det klart skulle fremgå, at der var tale om gestus, og at Bay og Moltke samtidig indrømmede, at Zahle ville være bedre til at opdrage ham og bedre kunne magte ham, end de selv kunne. Og hun præciserede i sit brev, på hvilke punkter hun ville have været en bedre plejemor: “Jeg havde og har en levende Følelse af, at jeg vilde have elsket ham højt, plejet ham frem det alt godt og med megen Alvor varetaget hans bedste. (..) Han selv finder sig naturligvis lettere med Livet derovre (dvs. hos Bay og Moltke, min kommentar) med Brødrene i den større Leg og paa en Maade større Frihed. Min Opgave vilde have været (…) at faa ham til at forstaa, hvad man havde reddet ham ud fra (dvs. fattiggården, mit indskud), hvad man vilde hjælpe ham til selv at arbejde sig frem til.”

Indrømmelsen af, at Natalie Zahle ville være en bedre plejemor, ønskede især Elise Bay ikke give. Og hun ville ikke indrømme, at hun og Moltke ikke kunne magte ham.

Denne uenighed i forhandlingerne fik Natalie Zahle til at betænke sig i to måneder og i mellemtiden blev tilbuddet om at overtage forældremagten trukket tilbage. 

- - -

Vi ved fra den levnedsbeskrivelse, der blev udgivet året efter Elise Bays død, at fru Bay og fr. Zahle havde et kompliceret og ambivalent forhold til hinanden: “Der (var) noget hos disse to stærke og saa udprægede Mennesker, som kunde fremkalde indbyrdes Brydninger. Frøken Zahle var vant til større Eftergivenhed, end hun undertiden i Begyndelsen af deres Forhold mødte hos Fru Bay, og dennes Hurtighed i Replikken havde Frøken Zahle ifølge sit Naturel noget svært ved.”

- - -

Sin sejr fik Natalie Zahle fem år senere, da det blev tydeligt, at Bay og Moltke ikke kunne magte ham mere. Ludvig blev smidt ud af sine plejemødres skole og af deres hjem på grund af “Vildskaber”. Hans plejemødre ville sende ham på den nyoprettede kostskole i Birkerød, men det nægtede han, og med Zahles mellemkomst gik han i stedet til søs.

- - -

I forhandlingerne mellem Natalie Zahle på den ene side og bofællerne Bay og Moltke på den anden, blev det tydeligt, at afgivelsen af forældremyndigheden over Ludvig var en handel, og det var uenighed omkring handelsbetingelserne, der gjorde, at overdragelsen af forældremyndigheden måtte opgives. Denne form for ’handel’ med et barn – ovenikøbet et barn, som man lige har gjort store anstrengelser for at overtage forældremyndigheden for – må forstås i kraft af den status og betydning, som Ludvig repræsenterede i kredsen omkring Natalie Zahle. I denne kreds var det almindeligt, at tage plejebørn ind i familien. Disse kvindefamilier og enlige kvinder havde ikke socialt acceptable måder at få biologiske børn på, og derfor var der mange, som i stedet fik plejebørn – oftest pigebørn. De kunne være helt eller delvist forældreløse, men fattiglemmer var de ikke. Ludvigs forhistorie var noget helt særligt i kredsen omkring Natalie Zahle, og opgaven med at påtage sig hans opfostring var større og mere vanskelig pædagogisk opgave, end man var vant til.

- - -

(Barnestemmer. Personalhistorisk tidsskrift 2018, heri Joi Bay: Drengen Ludvig fra Løitofte. Afståelse og videregivelse af forældremyndighed i 1880'erne. Uddrag)

Skolen fik i 1892 dimissionsret til både real- og studentereksamen. Elise Bay underviste i dansk, historie og religion. Det sidste i en noget forkyndende stil. I 1895 flyttede de to hele deres skole til Østersøgade, hvor den senere blev til Østersøgades Gymnasium, det nuværende Kildegård Gymnasium.