Landets mest moderne Skole vil ikke afskaffe Kløene. (Efterskrift til Politivennen)

Talen om individuel Undervisning er kun et Slagord, siger Forsøgs-Skolens Leder, Fru Anne Marie Nørvig.

Anne Marie Nørvig.

HVAD skal jeg med et Forbud mod Klø, naar jeg er ked af at skulle slaa - siger Lederen af Københavns Forsøgsskole paa Emdrupborg, Skoleinspektør, cand. psych. Fru Anne Marie Nørvig.

Næh, pointerer den kendte, meget frisindede Pædagog, Jeg holder med Skoledirektøren . . . man skal ikke forcere en Ting frem. Jeg tror ikke, at et pludseligt Totalforbud mod legemlig Afstraffelse er klogt. Heller Ikke herude paa Forsøgsskolen er vi Engle . . . hverken Børn eller Lærere. Legemlig Afstraffelse maa sikkert bibeholdes endnu nogle Aar i den danske Folkeskole .. . som et Nødhjælpsmiddel

- Og det siger De som Leder af Danmarks i pædagogisk Henseende mest moderne Skole.

* Meget nært Samarbejde mellem Skole og Hjem.

- Om vi er den Skole i Danmark, der drives efter de mest moderne pædagogiske Principer, ved jeg ikke, men det er Københavns eneste Forsøgsskole. 

_ Kan alle Børn fra Københavns Kommune faa Adgang til Forsøgsskolen?

- Nej, det er en lokal Distriktsskole, saa normalt har kun de Børn, der bor i Distriktet omkring Emdrupborg, Ret til at gaa i Skole her.

- Det sker altsaa, at man paa Forsøgsskolen anvender legemlig Straf?

- Ja, men yderst sjældent. Og vi behøver det næsten aldrig, heldigvis. Ikke fordi "Klientelet" her er bedre end paa andre Kommuneskoler, men paa Forsøgsskolen er der et meget nært Samarbejde mellem Lærerne Indbyrdes og mellem Lærerne, Forældrene, Skolepsykologen og Inspektøren. VI staar i meget nøje Rapport til Forældrene

(Nationaltidende, 2. maj 1951. Uddrag)

Anne Marie Nørvig var en af de første som fra 1934 rettede opmærksomheden på børns sjælelige opdragelse, frem for den indtil da herskende opfattelse af de rent fysiske forhold og pleje. Anne Marie Nørvig blev leder af Emdrupborg 1. april 1948 og stoppede på Emdrupborg juni 1959 til fordel for leder af praktikundervisningen for årskursister på Danmarks Lærerhøjskole.  Samme år i november blev hun dræbt ved en trafikulykke, idet hun med sin bil i fuldfart kørte op i bagenden på en holdende lastbil på Roskildevej ved Rønne Alle.

Foto af skoleinspektør Anne Marie Nørvig fra et interview i Land og Folk 10. oktober 1948. 

Emilie Keller (1852-194?) og Johanne Schouboe (1855-1942). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Schouboe og Emilie Keller blev uddannet som lærerinder 1879. 1880 blev  de ansat på Komtesse Moltkes Pigeskole (Th. Moltkes Borgerskole). Frk. Skouboe var i over 30 år skolens inspektrice, indtil hun ved institutionens stiftelse blev dens bestyrer. Emilie Keller var i en lang årrække forstanderinde, først ved forskolen, senere for eksamensholdene, indtil hun trak sig tilbage (nogle år før 1920)

I 1891 fik Johanne Schouboe 500 kr af kultusministeriets budget som rejsestipendium til en rejse til Tyskland og Schweiz for at gøre sig bekendt med indretningen og ordningen af de større pigeskoler.

Emilie Keller udgav i slutningen af 1800-tallet læsebøger til danskundervisningen for 5. og 6. skoleår, og "Dansk Læsebog (for det 4. Skoleaar)" på Gyldendal.

Komtesse Thusnelda Henriette Maria Moltke (1843–1928) grundlagde i 1870 Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, der blev til først Østersøgades Gymnasium og siden skiftede navn til Kildegård Gymnasium, nu Kildegård Privatskole og flyttede til Gentofte. I 1913 blev skolerne selvejende institution med Johanne Schouboe som medlem i den første bestyrelse. Hun var datter af generalkrigskommissær, greve Adam Gottlob Moltke (1798-1863) og Rosalie f. Hennings (1801-1885).

40-Aars Jubilæet i Dag.

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Det er i Dag 40 Aar, siden Komtesse Th. Moltke begyndte sin Pigeskole for den københavnske Mellemstands Børn.

Hendes beundringsværdige Stræben efter at højne Skoleopdragelsen I Forbindelse med en udholdende Energi og aldrig svigtende Tro paa at kunne gavne Samfundet ved sit uegennyttige Arbejde er af saa stor Betydning, at det sikkert vil være af Interesse for Læserne at faa nogle Oplysninger om Komtesse Moltke.

Komtesse Moltke er født den 21 de Februar 1843 i Itzehoe I Holsten, men flyttede senere til Espe ved Skelskør.

1869 fik hun en udmærket Almuelærerindeexamen hos Frk. Zahle.

Efter at have overvejet, hvor hun bedst kunde virke, begyndte hun den 1ste November 1870 en lille Skole med 10 Elever I Løngangstræde. og hendes første Medarbejder var den ejendommelige, udprægede, geniale Lærerinde, Johanne Schönau, der virkede ved Skolen, indtil Sygdom tvang hende bort; hun døde 1889.

Eleverne kom væsentlig fra Hjem, der nødig sendte deres Børn i Kommuneskolen og ikke kunde bære Skolepengene i de højere Skoler. I Løbet af de allersidste Aar, hvor Kommuneskolens Fremgang har været kendelig, og Skolepengene I de højere Skoler er stegne vældig, kommer Eleverne fra bedre stillede Hjem, end da Skolen paabegyndtes.

bestyrerinde. Fru Bay til Skolen.

1878 flyttede denne til Linnésgade Nr. 10. hvor Frk. Zahle, Komtesse Moltkes trofaste Ven, havde indrettet Lokaler til den stærkt opblomstrende Skole. Men ogsaa her blev Pladsen snart for lille, og Frk. Zahle, der med sædvanlig Forudseenhed havde "tænkt paa dette og havde en Grund parat, paabegyndte nu en særlig Bygning til den store Skole, der allerede den Gang talte over 300 Børn.

Inden denne Bygning kunde blive færdig, oprettedes 1880 en Filial paa Nørregade under Ledelse af to af de endnu ved Skolen værende Lærerinder. Frkn. Johanne Skouboe og Emilie Keller, (begge med Almuelærerindeexamen), hvilke med kærlig Kollegialitet har forstaaet Komtesse Moltke Ideal og nu altsaa i 30 Aar har været hendes trofaste Medhjælpere.

1882 var det nye Hus færdigt, Linnésgade 8, og Skolen levede dér 13 lykkelige Aar.

1894 tvang den nye Seminarielov Frk. Zahle til at inddrage Lokalerne til hendes egen Seminarieskole, hvorfor Komtesse Moltke og Fru Bay maatte se sig om efter en Grund, der kunde rumme saavel den store Pigeskole, der da talte ca. 420 Elever, som den i 1882 paabegyndte Drengelæringskole, der alt var voxet til ca. 300 Elever.

Denne Grund blev fundet i den gamle Voldmesterhave mellem Østersøgade og Farimagsgade, og den 22de Avgust 1895 kunde Skolen flytte ind dér.

Da Komtesse Moltkes Pigeskole nu ikke mere var i umiddelbar Forbindelse med Frk. Zahles Skole, hvor flere af Komtessens Elever havde faaet Undervisning ud over Barneskolen, paabegyndtes en Præliminærafdeling, og det første Hold dimitteredes 1899.

Da Mellemskoleloven kom 1903, omdannedes Skolen i Overensstemmelse med Loven og omfatter nu en Forberedelseskole; Mellemskole og Realklasse.

Elevantallet er ca. 480 fordelt i 19 Klasser. Børnene undervises af 30 Lærerinder og Lærere. En stor Del af disse Lærerinder har I en lang Aarrække arbejdet ved Skolen og taler altid med Glæde om det gode Samarbejde, der existerer mellem Lærerpersonalet og Bestyrelsen.

Der er sikkert mange, baade gamle og unge, der i Dag vil mindes Komtesse Moltke med dyb Taknemmelighed og Hengivenhed. Det er ikke alene gode Kundskaber, hun har formaaet at give sine Elever, men hendes stærke kristelige Personlighed, hendes Ydmyghed i Forbindelse med Vilje til at bruge sine Kræfter i det godes Tjeneste har i Aarenes Løb bibragt Børnene saa mange moralske Værdier, at der vil have Evighedsbetydning for mange.

Den nuværende Forældrekreds ved Skolen har da ogsaa med Glæde sluttet sig sammen om at hædre Komtesse Moltke paa hendes Festdag.

(Dannebrog 1. november 1910).

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Komtesse Moltke.

Ved Sortedamssøen, nærmest op imod Østerbro, ligger en stor rød Bygning for Enden af Firkanten med de smaa Byggeforenings-Huse. To Porte fører ind til en fri Plads paa begge Sider, over den ene staar: "Comtesse Moltkes Pigeskole", over den anden "Østersøgades Gymnasium". Gaar man indenfor, læser man paa selve Bygningen: "E. Bay og Th. Moltkes Skoler"; man staar over for et Søskendepar; en Drenge- og en Pigeskole.

"Comtesse Moltkes Pigeskole" er den ældste af de to, og Grundlæggeren selv, Komtesse Moltke, som for fire Aar siden mistede sin Ven og Medbestyrerinde, Fru Elise Bay, der fra 1873 havde været knyttet til hendes Skole, lever endnu. Mangt et Værk stod vel i et halvt og et helt Hundrede Aar, ja mere, men kun den enkelte, kun saare faa, blev en saa lang og velsignelsesrig Arbejdsdag beskaaret som Komtesse Moltke. Fra en ganske lille Begyndelse har dette Skoleværk gennem en sund og harmonisk Udvikling vokset sig større og stærkere Aar for Aar; men altid i det stille, præget som det er af den stille, stærke Personlighed, der har været Sjælen i det hele.

Frk. Zahle har i sin Tid fortalt: "Det blev mig noget af en Oplevelse, da Komtesse Moltke i Oktober 1868 indfandt sig hos mig ved Gl. Strand for at lade sig indtegne som Elev paa "Almuelærerindeholdet". Jeg studsede. "For at tage Eksamen?" spurgte jeg. "Ikke just det maaske," lød Svaret "men for at erhverve ung de Kundskaber og Færdigheder, som Staten forlanger af en Iærererinde for Almuens Børn og unge". Hun var den Gang omkring 26 Aar. Jeg forstod efterhaanden, at hun var træt af det "uvirksomme Liv" i, Hjemmet og i Selskabet, at hun vilde noget, vilde tage noget alvorligt op i Fædrelandets Tjeneste, og at det især var "Højskolelivet", der stod hende for Øje."

Aaret efter indstillede Komtesse Moltke sig til Almuelærerindeeksamen, men det blev ikke inden for Højskolen, hun kom til at øve sit Livsværk; herinde i den store By var det, hun fandt sit Virkefelt.

Der fandtes ikke den Gang nogen Skole, som for en lav Skolebetaling kunde yde den mindre bemidlede Borgerstands Børn en Undervisning, noget lignende den i den højere Pigeskole. Ved at tale med Frk. Zahle om dette, slog den Tanke Rod i Komtesse Moltke, at netop en saadan Skole kunde hun ønske at bygge. Det var denne Tanke, at skaffe Pigebørn fra mindre bemidlede Hjem i København "en fyldig og god Undervisning i kristelig Aand for en saa lav Skolebetaling, at den ikke oversteg disse Hjems Ydeevne", der traadte ud i Livet, da Komtesse Moltke 1. Novbr. 1870 begyndte med 10 Elever i et lejet, meget lille Lokale ved Filosofgangen. Hendes Skole, der kaldtes "Borgerskole for Pigebørn", blev den første og i mange Aar den eneste, der imødekom et Krav, som viste sig at være paatrængende, idet Skolens Elevantal paa 3 Aar steg fra 10 til 200. Allerede efter et Aars Forløb flyttede den til et større Lokale i Løngangsstræde.

Den Strøm af livsfonyende Værdier, der skyllede i ud over den danske Pigeskole, da Frk. Zahle, for at bruge Henriette Skrams Ord, "førte sin pædagogiske Stordaad ud i Livet, den, at skabe en Skole, i hvilken de grundtvigske idéer var de bærende uden al følge af  de Forsyndelser, som andet Steds skæmmede Bevægelsen", den Kraft, der tilførtes den danske Skole, da "Frk. Zahle med fast Haand ledede den grundtvigske Strøm ind i det rette Leje, fremfor at lade sig bortskylle af den", sporedes snart i denne nye Skole, Frk. Zahles Øjesten.

"Jeg og mit Hus vil tjene Herren", skrev Komtesse Moltke foran i sin første Protokol. Det glade, naturlige Samliv mellem Iærerinde og Elev, det "levende Ord" og Sangen var de bærende Kræfter i hendes Skole. Der fortælles om, hvordan Komtesse Moltke somme Tider gik med sin lille Flok op paa Volden og satte sig der for at fortælle for dem. Mon der har været lykkeligere smaa Skolepiger end disse, naar de en varm Sommerdag fulgte deres unge begejstrede Lærerinde, denne rigt udstyrede, ejendommelige Kvinde, op paa Volden for der under de gamle Træer at lytte med store Øjne til "Sagn og Sange og Eventyr"? Mon der har været en gladere Flok end den, der fyldte de smaa Stuer med rungende Sang, saa den vel var ved at sprænge baade Vægge og Loft? Tiest har vel den Sang lydt, som var og endnu den Dag i Dag er Skolens "Opsang": "I alle de Higer og Lande". Og hvilken anden Sang kunde vel ogsaa egne sig bedre til Opsang for en Skole som den, Komtesse Moltke havde undfanget i sin Tanke og ført ud i Livet? "Den syngende Skole" kaldte man den; om Morgenen, naar Morgensangen var forstummet, og Klasserne gik hver til sit, saa lød Sangen: I alle de Riger og Lande. Vi kan tænke os et andet Billede: de lidt ældre Elever eu stille Time lyttende til Komtesse Moltkes Ord, naar hun hjertevarmt og beaandet talte til dem om det højeste og det dybeste, tænke os dem i en saadan Stund følge "gennem Kirkens Sage Frelseren med Liv og Lyst".

I en Aarrække støttedes Komtesse Moltke af den fremragende og udprægede Lærerinde Frk. Joh. Schønau, der efter flere Aars Sygdom og Lidelse døde, men hvis kærlige, opofrende Arbejde endnu mindes med Tak i Skolen, og af de ældste Elever knyttedes altsaa Fru E. Bay til Skolen, snart som Medbestyrerinde; det blev Indledningen til et inderligt Samliv og Samarbejde mellem de to, der kom til at strække sig over 43 Aar. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1877 flyttede Skolen ind i en Fløj af Frk. Zahles nye Skolebygning Linnësgade 10, men baade Frk Zahle og Komtesse Moltkes Skoler voksede stadig, og 1880 rykkede den sidste ind i den af Frk Zahle nyopførte Naboejendom, Linnésgade 8, "Vendershus", som den blev kaldt. Her boede den til Leje indtil 1895. Det bedste Indtryk af denne Skole i sin Ungdom faar man gennem Komtesse Moltkes egne Ord: 

Dig har jeg elsket, min gamle, jævne Skole,
Bænkene de haarde og Stuerne de smaa!
Slet ingen Regler, kun Livet til Norm,
Dybde i Indhold og Frihed i Form.

Seminarieloven af 1894 nødvendiggjorde, at Frk Zahle selv maatte tage sin Ejendom i Linnésgade 8 til Brug til en Seminarieskole. Samtidig var Elevantallet i Komtesse Moltkes Skole stedet til henved 500, og den Drengeskole (Latinskole), som Fru Bay og Komtesse Moltke havde begyndt 1881, havde allerede 250 Elever. De to Skoler kunde næppe rummes indenfor Bygningens Mure. Tvungne af Nødvendigheden besluttede de to Bestyrerinder sig da til selv at bygge, og Grunden til en ny Skolebygning fandt de i den gamle Voldmesterhave mellem Farimagsgade og Østersøgade, og her rejste sig snart den Bygning, der nu rummer de to Skoler.

Saa flyttede Skolerne ind. Det var som et Palads at komme ind i, store lyse Lokaler og højt til Loftet. To store Legepladser, frisk Luft og smukke Omgivelser, og oppe fra det flade Tag kunde man hilse over til Frænderne hinsides Sundet. Hvor kunde nogen den Gang tænke sig, at ogsaa her kunde det en Gang komme til at knive med Plads! Nu færdes her daglig over 1000 Elever, alene i Pigeskolen 580.

Den varme og inderlige Kærlighed, hvormed Frk. Zahle havde omfattet denne Skole fra første Begyndelse, fulgte den ogsaa ud til dens nye Bolig; indtil sin Død nærede hun den varmeste Interesse for den, ligesom der mellem hende og Komtesse Moltke bestod et meget nært og stærkt, personligt Venskabsforhold.

En Skole, der staar i halvtreds Aar, særlig i en Tid, hvor Udviklingen er foregaaet med saa rivende Fart, kan naturligvis ikke undgaa i Tidens Løb at skifte Form og delvis Karakter, idet den ikke kan forblive upaavirket af Tidens Krav. 1899 afholdt Skolen første Gang Præliminæreksamen, og ved den nye Skoleordning af 1903 gik den over til at blive en Mellem- og Realskole for Piger.

Men har end de ydre Former forandret sig, og er end Rammerne for Arbejdet blevet anderledes, er Grundpræget og Grundtonen de samme. Komtesse Moltkes Tro paa det "levende Ord"s Magt, paa Sangens Magt, er ikke rokket. Indtil for faa Aar siden tog hun ofte en Række "frie Timer" i en af de større Klasser, hvor hun gennemgik et eller andet Værk af dansk eller fremmed Litteratur; en enkelt Gang indøvede hun noget, som kunde egne sig til at opføres som en lille Skoleforestilling, f. Eks. ved een Lejlighed Schillers "Klokken", for der igennem at understrege, hvor stor udviklende Betydning det har indgaaende at fordybe sig i det enkelte.

I den Kunst at fortælle er Komtesse Moltke den fødte Mester. Jeg ved ikke, hvor hun var størst: Naar hun ved en Skoleafslutning stod overfor de smaa og talte til dem i det Sprog de forstaar: gennem et Eventyr eller en lille Historie, saa de lyttede med store Øjne, glemte hele Højtideligheden og gav sig til at svare hende. Eller naar hun en Aften talte for sin "Ungdomsforening". - Jeg mindes, hun en Gang fortalte Sophie Elkans "Drømmen fra Østerland". At høre hende tale om Kærlighedsforholdet mellem den unge Mand og den unge Kvinde var som tat lytte til de fineste, sarteste Strenge, der dirrede. -

Eller naar Komtesse Moltke en stille Aften sad og fortalte for en lille Kreds af Lærerinder, malende, sjælfuldt og beaandet, saa man glemte sig bort i, hvad hun fortalte, og man forstod, hvilken Magt der ligger i det "levende Ord".

Det er jo den store Personligheds Særkende, at den virker ved, hvad den er, endnu mere end ved, hvad den udfører; den Aand der udgaar fra en stor Personlighed, finder Vej gennem hundrede usynlige Traade og meddeler sig til og gennemsyrer det hele Værk. Hvem der blot har haft en lille Smule med Komtesse Moltke at gøre, ved, at de her stod overfor en saadan Personlighed.

1913 forenedes "Comtesse Moltkes Pigeskole" og "Østersøgades Gymnasium" til en selvejende Institution under Navn af "E. Bay og Th. Moltkes Skoler". Hertil skænkedes de to Stifterinder deres Ejendom i Østersøgade. Deres Ønske og Hensigt med deres store Gave til denne Institution var at sikre Skolernes fremtidige Bestaaen som frie Skoler, at de maatte vedblive at fortsættes som det, de er og blev grundlagt til at være: Frie Skoler paa kristen Grund. Da Fru. Bay og Komtesse Moltke meddelte deres samlede Lærerkreds denne Begivenhed, udtalte Komtesse Moltke bl.a. at mens hun som ung havde skrevet foran i sin første Protokol: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren", havde hun og Fru Bay foran i deres "nye Protokol" skrevet: "Under dine Vinger Skygge". Denne Salme var Fru Bays Yndlingssalme, og Institutionen blev stiftet paa hendes Fødselsdag, d. 28. Juni, en Mærkedag i Skolernes Historie, som altid vil blev mindet.

Som arbejdet gennem Aarene havde udviklet sig, var det særlig Drengeskolen, Fru Bay kom til at vie sine rige Evner; her var det væsentligt, at denne ejendommelige Personlighed med det varme Hjerte og den faste Villie tilfulde udfoldede sin mægtige Energi.

Den første Bestyrelse af Institutionen kom til at bestaa af de to Bestyrerinder selv, desuden Frk. Johanne Schouboe, som Pigeskolens Leder, Rektor Conrad Hansen, som Drengeskolens Leder, samt Frk. Josepha Martensen, de to Bestyrerinders intime Ven.

Frk. Joh. Skouboe blev samtidig med Frk. Emilie Keller Lærerinde ved Komtesse Moltkes Pigeskole 1880. Disse to Navne er uløseligt knyttet til denne Skole, som de har omfattet med den allervarmeste Kærlighed og Trofasthed og viet hele deres store Dygtighed og alle deres Evner og Kræfter. Frk. Skouboe har i over tredive Aar været Skolens Inspektrice, indtil hun ved Institutionens Stiftelse blev dens Styrer. Frk. E. Keller var i en lang Aarrække Forstanderinde, først for Forskolen, senere for Eksamensholdene, indtil hun for nogle Aar siden trak sig tilbage.

Lykkelig har Komtesse Moltkes Pigeskole været; ingen stærke Storme er gaaet hen over den, i Fred har den faaet Lov at vokse sin stille Vækst.

For fire Aar siden lukkede Fru Bay sine Øjne; I over 40 aar havde hun og Komtesse Moltke staaet ved hinandens Side, i onde som i gode Dage, i et lykkeligt Hjemliv og et inderligt Samarbejde, Frk. J. Martensen har sat hende et smukt Minde i sin kendte Bog.

Det er gaaet Komtesse Moltke, som det gaar de fleste, der naar op over Støvets Aar; een for een er Vennerne gaaet til "den store hvide Flok". Og naar nu hendes Pigeskole smykket sig til Fest, da vil ogsaa savnet af dem, der gik forud, først og fremmest af Fru Bay, kaste sin Skygge. Men naar Komtesse Moltke ser ud over sin Pigeflok paa hen imod 600 Børn og tænker paa de første 10, og naar om Aftenen, hvis hendes Helbred tillader det, en Skare af tidligere Elever, gamle og unge, flokkes om hende, da vil hun sige: Han har gjort alle Ting vel. 

Gamle Elevers Hjerter vil den Dag banke i Takt med deres, som blev knyttet til Komtesse Moltke paa anden Maade, og alle vil de mødes i dyb Ærbødighed og inderlig Tak for - som nylig en gammel Elev udtalte - "hvad denne [xxxx] stærke Personlighed har betydet for dem".

Gerda Meyer.

(Nationaltidende 30. oktober 1920. 2. udgave).

De to skoler blev slået sammen til én under navnet Østersøgades Gymnasium fra skoleåret 1960/61. Østersøgade 88. Man købte Kildegårdsvej 87 og opførte skolen, som fik navnet ”Kildegård Gymnasium”. Bygningerne i Østersøgade blev solgt, men fungerer stadig som skole, ”Bordings Friskole”. I 2005 blev gymnasieafdelingen lukket. Den tilbageværende skole fik navnet Kildegård Privatskole og fastholdt profilen som en gymnasieforberedende grundskole med elever fra børnehaveklasse til 10. klasse.

Emilie Keller og Johanne Schouboes gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).

Vice-Inspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Anna Hoffmann virkede fra 1889 som lærerinde ved Sølvgades Skole, hvor hendes farbror var inspektør, Hun blev i 1909 viceinspektrice ved Skolen i Vester Voldgade (fra 1938 den Classenske Legatskole). I 1912 opstillede hun til valget til borgerrepræsentationen i København:

Til de kvindelige Vælgere

Mød alle imorgen Tirsdag og stem paa Liste C.

Det er den Liste, hvorigennem Kvinderne kan sætte de fleste af deres egne ind i Byens Raad.

Det er den Liste, der vil have Kommunens Husholdning ført efter sunde og økonomiske Principer, vil have bragt Ligevægt mellem Indtægter og Udgifter.

Det er den Liste, der vil hindre en Skattestigning efter en Maalestok, som de private Indtægter ikke kan holde Trit med.

Vi Kvinder ved bedst, hvad Økonomi er værd. Vi maa øve den hver Dag. Vi ved, at det er del, Tiden og Udviklingen i Øjeblikket kræver af os alle sammen. Ogsaa Kommunens Styrelse skal være økonomisk.

Kun derigennem kan den vedblivende løse de humane Opgaver overfor Børnene, de Syge, de Gamie, som ogsaa vi vil være med til at løse!

Vi Kvinder sidder gennemgaaende med de smaa Indtægter! Vi føler derfor stærkest den svære Skattestigning. Dette gælder de selvforsørgende Kvinder, for hvem det er vanskeligt at faa Løn og Arbejdsindtægt sat op og vanskeligt at skatte sig nyt Arbejde. Og det gælder tillige Husmødre, fordi Husholdningspengene ikke vokser i Forhold til de forøgede Krav.

Det gælder endelig ikke mindst Enkerne og alle de mange Kvinder, der sidder med en lille fast Indtægt, en lille Pension, hvoraf de tillige skal sørge for Børns Opdragelse.

For alle os Kvinder betyder voksende Skatter nye Vanskeligheder ved at faa Indtægterne til at slaa til.

I vor egen Interesse og lige saa fuldt i Kommunens Interesse maa vi alle møde paa Tirsdag og stemme paa Liste C.

Kjøbenhavn, den 9de Marts 1912.
Wilhelmine Rerup, Grosserer, Frøken
Karen Hessel, Frue
Gerda Welding, Pastorinde, Frue.
Julie Thye, Klasselotteriinspektrice, Frue.
Vibeke Salicath, Frue.
Anna Hoffmann, Viceinspektrice, Frk.
Karen Blume, Døvstummelærerinde, fhv. Sygeplejerske.
Henriette Petersen, Skoleinspektør, Frøken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1912),

Sophus Juncker-Jensen: Vester Voldgades Skole, skoleelever samlet i skolegården. Kbhbilleder. Public Domain

Borgerrepræsentantvalgene i København d. 12. Marts

Ved det ekstraordinære Valg til Borgerrepræsentationen i Køben­havn d. 12. Marts var der opstillet 4 forskellige Lister. Liste A (Socialdemo­kraterne) vandt et Mandat frem og be­sætter nu de 21 af de 42 Pladser, Liste B (Radikale) tabte ét Mandat og har nu kun 4 Repræsentanter i Forsamlingen, Liste C (Konservative og Regerings­partiet) bevarede sine Mandater og har altsaa stadig 16 Pladser, Liste D (uaf­hængig Liste) bevarede sin ene Plads, medens Liste E ingen Kandidat fik valgt. Den eneste Forandring i Partistillingen er altsaa den, at Socialdemokraterne vandt én Plads fra de Radikale. Social­demokraterne har besat Formandsplad­sen og har derfor ved Afstemningen kun 20 Stemmer mod de øvrige Partiers 21 Stemmer; der er da heller ikke i det kommende Aar noget absolut Fler­tal i Forsamlingen.

Hvad særlig Kvinderne angaar, da er Antallet af kvindelige Repræsentanter det samme som tidligere, nemlig otte. Liste A fik valgt 2 Kvinder, Liste B én, idet Fru Arenholt, der var Nr. 5 paa Listen, ikke genvalgtes, Liste C 4 Kvinder, Liste D én. Man maa haabe, at de forskellige Partier ved det ordi­nære Valg i 1913 vil føle sig forplig­tet til at give Kvinderne en talrigere Repræsentation i Forsamlingen, og navn­lig bør de to store Partier indse det urimelige i, at kun 2 af 21 (Socialdemokraterne) og 4 af 16 (Konservative og Regeringspartiet) er Kvinder.

Paa Liste C finder man to nye Kvinder, der ikke tidligere har haft Sæde i Forsamlingen, nemlig Fru Karen Hessel, Journalist og Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann. Man maa haabe, at de vil vise sig at være dygtige og værdige Repræsentanter for deres Køn, og at de vil varetage Kvindernes specielle Interesser med Forstand og Energi. Derimod savner man indenfor samme Parti fru Thora Knudsen, der paa Grund af indre Brydninger i Partiet ikke blev genopstillet. Forsamlingen mister ved Fru Knudsens Bortgang en sympatetisk og nobel Personlighed, og Kvinderne mister en trofast og altid vaagen Re­præsentant for deres særlige Interesser.

(Kvindevalgret nr. 4, 15. april 1912).

I 1913 var hun kasserer i den komite som indsamlede penge til et mindesmærke for Nathalie Zahle.

I Byens Raad

Frk. Anna Hoffmann

Da de kommunale Vælgere i Marts 1912 satte Vice-Skoleinspektrice, Frk. Anna Hoffmann ind i Borgerrepræsentationen, var hun vel nok for Flertallet af Vælgerne et ubeskrevet Blad. Men indenfor den Kreds, der havde haft Lejlighed til at følge hendes Liv og Gerning - og den var ret omfattende - havde Frk. Hoffmann forlængst vundet Anseelse som en ualmindelig dygtig Kvinde, hvis Energi og administrative Evner havde sat Sport paa mange Omraader. Man var derfor klar over - hvad der ogsaa i fuldt Maal slog til -, at hendes Valg vilde tilføre den borgerlige Fællesgruppe en værdifuld Arbejdskraft.

Frk. Anna Hoffmann har virket som Lærerinde ved Frk. Zahles Skole, og har siden 1889 været knyttet til det københavnske Skolevæsen - i adskillige Aar som Lærerinde ved Sølvgades Skole, fra 1909 som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Hun har imidlertid evnet at udføre et betydeligt Arbejde ud over det, Skolen krævede. Hun er saaledes Medlem af Bestyrelserne for Kommunallærerindeforeningen og dens Feriekolonier, Formand for Frk. Zahles Seminarforening og for Viceinspektricernes Forening. Hun indtager ledende Stillinger i Danske Kvinders konservative Forening og den konservative Vælgerforening og er Medlem af det konservative Folkepartis Repræsentantskav og den kommunale Vælgerforenings Tillidsraad.

Til alt dette kommer saa det kommunale Arbejde, dels med de daglige Sager, dels som Bestyrelsesmedlem for Hambros Badeanstalt, for Understøttelsesforeningens kommunale Afdeling, for Raadhusmuseet osv., dels endelig som Medlem af Skolekommissionen for Haderslevgades Skole.

Hos Frk. Anna Hoffmann er Evner og Villie til at tage fat forenet med en levende Pligtfølelse og en betydelig Arbejdskraft. Derfor har hun varetaget alle disse Hverv paa en saadan Maade, at det har vundet udelt Anerkendelse. Og endda har hun faaet Tid til at skrive et større Værk om sin Fødeby Slagelses Skolevæsen gennem 100 Aar og en kortfattet dansk Literaturhistorie.

Frk. Hoffmann "rundede" nylig 10 Aars-Mærkepælen. Det spores imidlertid ikke. Og endnu vil baade Københavns Skolevæsen og Hovedstadens kommunale og politiske Liv sikkert i en Aarrække kunne regne med hendes dygtige og samvittighedsfulde Medarbejderskab.

(Nationaltidende 5. august 1916).

I 1917 opstillet hun på den kommunale Vælgerforenings Liste. I november 1917 mente hun at hjælpeklasserne i skolen gjorde mere skade end gavn, og at de bøger og apparater som blev ødelagt af børnene, skulle erstattes af forældrene.

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

I.

Der bliver ved hver en Lejlighed, navnlig fra socialistisk Side, rettet den Anklage mod "det konservative folkeparti", at det ikke har Kærlighed til eller Forstaaelse af Folkeskolen. Partiet beskyldes for at betragte den som en Institution, der kun er til for "Underklasserne" og som det derfor kan lade støtte sig selv paa alle Maader, fordi det ikke er "de konservatives" Børn, der søger Folkeskolen. - Som saa at sige alle Radikal-Socialisternes Beskyldninger mod de konservative er Usandhed, er denne det ogsaa, og det bedste Bevis herpaa er, at største Delen af det kons. Folkepartis Medl. netop har deres Børn gaaende i Folkeskolen. I København f. Eks.  gaar ca. 80 pCt. af alle skolepligtige Børn i Kommunens Skoler og et ganske lignende Forhold findes overalt i Landets Købstæder, medens paa Landet praktisk talt alle Børn søger den offentlige Skole.

Da det konservative Folkeparti er Landets næststørste Parti, er det en given Ting, at de allerfleste af Partiets Medlemmer har deres Børn gaaende i Folkeskolen, som derfor i lige saa høj Grad er vort Partis som de andres. Nej, det konservative Parti har den største og dybeste Forstaaelse af Folkeskolens eminence Betydning for hele Landets Kultur og derigennem for Landets Fremtid, og at den maa værnes og støttes paa alle Maader ad Lovens Vej, saa den kan vokse i Frihed og Fremskridt baade udad og indadtil.

Desværre har det konservative Folkeparti eller rettere i sin Tid Højre ikke været saa agtpaagivende, som det burde have været, da Socialisterne opdagede, at Skolevæsenet var et ganske ypperligt Emne, der kunde bruges dels, og ikke mindst, til Valgagitation - særlig da Kvinderne kom med - og dels til en Læreanstalt for praktisk Socialisme.

Man vil sikkert forundret spørge hvorledes ?

Ja, det er ganske lige til, Børnene skal i Skolen lære som deres Ret at kræve mange Ting uden Vederlag. Mad, Klæder, Fodtøj, Renlighed og m. a., og den Lære skal nok bære god og rigelig Frugt for Socialismen, hvad jo ogsaa er Meningen.

Vi konservative vil selvfølgelig, at alle de Børn, hvis Forældre trods ihærdigt Arbejde ikke formaar at skaffe deres Børn god og kraftig Næring, skal støttes, saa Børnene paa Grund af Underernæring ikke kan trives og derved ikke kan faa det fulde Udbytte af deres Skoleundervisning, men man har, særlig i København i sin Tid, gjort den Fejl ikke at lægge al Velgørenhed og Børneforsorg i Anstalter udenfor Skolen og saa lade Forældrene betale lidt derfor, saaledes som man f. Eks. i Paris har ordnet dette Forhold.

I Landsbyskolerne her i Landet har man hidtil holdt sig fri for offentlig social Forsorg overfor Børnene, men ingen ved, hvorlænqe man kan holde igen.

Faar Socialisterne Magten ved en ny Grundlov vil sikkert lovbefalet Børnebespisning i videst muligt Omfang blive indført til ubodelig Skade for den opvoksende Slægts Moralbegreber. Socialisternes næste Angreb paa Folkeskolen var at faa Betalingsskolerne nedlagt, først

rundt om i Provinserne, dernæst i København til April 1915. Det var et stort Skridt fremad mod deres kære Enhed - eller rettere Tvangsskole, som fra konservativ Side vil blive bekæmpet med alle lovlige Midler. Betalingsskolens Ophævelse var et rent og skært Grundlovsbrud, idet der i Grundloven af 5/6 49 i Par. 90 staar:  "De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Undervisning i Almueskolen". Denne Bestemmelse gik ordret over i Grundl. af 1866 Par. 85, og er i den nye Grundlovs Par. 83 ændret til: "De Børn, Hvis Forældre ikke har Evne til at sørge for deres Oplærelse, har Ret til fri Undervisning i Folkeskolen", selv om den sidste Linje er rettet, er Meningen dog akkurat den samme som før. Desuden bestemmer Anordningen af 29. Marts 1844, (som ikke er ophævet, og heller ikke kan det uden ved Lov, da den er underskrevet af Kongen)m at ethvert Sogn bør have et tilstrækkeligt Antal Betalingsskoler og de nødvendige Friskoler og erklærer Forældrene eller Borgerne sig saa trængende, at de ikke kunne erlægge Betaling, bliver Børnene at optage i særegne Friskoler, der for Fremtiden aldeles afsondres fra dem, i hvilke Betaling erlægges." Jeg anfører disse Bestemmelser for at vise, at "Radikal-Socialisterne" lader haant om Love og Vedtægter, naar det passer dem. Det konservative Parti fremdrog naturligvis det ulovlige i at ophæve Betalingsskolerne, men det nyttede jo ikke.

Der bør selvfølgelig rundt i Landet, særlig i Købstæderne og i København være "Borgerskoler", hvor Børn af de Forældre, der ikke har Raad til at betale Privatskolernes høje Skolepenge og dog meget nødig vil se deres Børn paa Skolebænk sammen med de daarligst stillede i Samfundet, kan for en mindre Betaling faa en god og fyldig Undervisning, der dels kan danne Grundlaget for senere videregaaende Uddannelse, dels i og for sig være en tilstrækkelig Folkeuddannelse.

(Sluttes)

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 11. januar 1917)

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

lI.

Men de to Ting, som fremfor noget andet er Folkeskolens Grundpiller: "Religionsundervisningen og Tilsynet vil det kons. Folkeparti støtte paa følgende Maade (i Følge dets Program): Religionsundervisningen maa bevares, og de gejstlige Tilsyn hermed maa opretholdes som hidtil. - Der maa gives Folkeskolens Lærere Tryghed i deres Kald derved, at de sikres mod vilkaarlig Afskedigelse." 

Med Hensyn til Religionsundervisningen er Partiets Stilling klar og bestemt, i Modsætning til Venstres Program, der antyder "et frisindet Arbejde paa den kirkelige Lovgivnings og paa Folkeoplysningens Omraade," - medens de Radikale dog bekender Kulør: "det gejstlige Tilsyn afskaffes . . . Religionsundervisningen gøres til et frit Fag baade for Børnenes og Lærernes Vedkommende", hvilket praktisk talt vil sige, at Skolerne skal gøres konfessionsløse, - Socialisterne nævner af gode Grunde ikke denne Sag i deres Program, det er for farligt for dem at omtale det!

Vi haaber og tror, at netop dette Spørgsmaal vil, paa Grund af vort Partis Standpunkt, drage flere og flere af Landets Borgere til os, - naar Kampen om Folkekirkens Bevarelse i Forbindelse med Staten og dermed ogsaa med Folkeskolen en Gang kommer, vil vort rene og klare Standpunkt sikkert vise Folk, hvilten Vej, de bør gaa, tilmed da ca. 9/10 af Landets Borgere hører til Folkekirken. Man ser tydeligt af Socialisternes Program, hvor bange de er for denne Sag, thi det er kun en Brøkdel af de menige Socialister, der i Virkeligheden er kristendomsfjendsk.

Det næste Spørgsmaal om "Tilsynet" er egentlig det. hvoraf hele Skolens Trivsel, Frihed og Fremskridt er afhængig.

J. C. Christensen fik som bekendt i Skoleloven af 1908 indførte "Par. 8", der traadte i Kraft 1. April 1909 og har i disse Aar kun virket til at skabe Utryghed, foraarsaget en Masse Overgreb mod Lærerne fra Forældrenes Side og bidrager til, at Hundreder af dygtige unge Mænd, som kunde have været en Pryd for Standen ikke vil uddanne sig til Lærere under de umulige Forhold, Par. 8 har skabt. Vi vil stræbe hen til at faa denne for Skolen saa nedbrydende Bestemmelse hævet, og dernæst arbejde for, at det Tilsyn, som nødvendigvis maa haves, kommer til at bestaa af Præsten som Formand og dernæst at Mænd eller Kvinder bliver valgte af By- eller Sogneraad, og ikke direkte af Forældrene.

Det sidste Slags Tilsyn vil kun støtte sig til Børnenes Angiverier eller Sladder og bliver ganske nedbrydende for den Autoritet. Skolen maa have overfor Forældre og Børn, som begge maa forstaa, at Skolen er en Institution, som har bestemte Regler at gaa efter, og som stiller uafviseligt Krav baade til Forældrene og Børnene. Lærerne maa værnes mod at blive en slave af dem, han bør og skal staa frit overfor.

Igen maa vi have Lov til at fremhæve, at "det konservative Program" er klart og bestemt i Modsætning til de andre Partiers: Venstre har "Hjemmenes Indflydelse bevares og udvikles", de radikale: "Befolkningen faar afgørende Indflydelse paa Ansættelse og Afskedigelse af Lærerne, dog saaledes, at disse værges mod "Vilkaarlighed", og Socialisterne: "Demokratisk Reform af Skolevæsnets Ledelse og Tilsyn".

Skolen bliver en Karikatur af det, den bør være, og Lærerstanden bliver en Pariakaste, hvis de tre Partiers Program bliver ført ud i Livet, hvad de vel nok bliver, men saa kommer man til at vende

om, for Tilstanden bliver ganske umulig. Saa bliver det "de konservative", som til den Tid, som saa ofte, maa redde hvad reddes kan, lad os kun holde ud og aldrig svigte Idealerne, saa kommer sikkert vor Tid igen. naar de andre er kørt fast med deres Idealer, der ret beset kun er Fraser og Stemmefiskeri for at holde Førerne ved Magten saa længe som muligt!

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. januar 1917)

Artiklen blev også bragt under overskriften: "Mod Socialist-Styre - For Liste C! Skolen som Forsøgsmark for socialistisk Kultur. Den staaende Kampe for og imod Enheds- eller Tvangsskolen - Privatskolen som Socialisterne vil sulte ud for at fremtvinge en Enhedsskole uden Grundlovsbrud. Af Borgerrepræsentant Frk. Anna Hoffmann" i Nationaltidende 12. marts 1917, 2. udgave og Dagbladet (København) 13. marts 1917.

Tvangsstyre eller ikke.

Naar vi nu gaar til Valg i saa mørke og truende Tider, som Verden aldrig før har set, maa alle være klare over, at selv om vi bliver saa lykkelige, at Krigen holder sig uden for vore Grænser, saa vil Danmark, og deraf ikke mindst København, gaa saa vanskelige og truende Tider i Møde, som aldrig for har været kendte i vor Historie.

Det er umuligt at forstaa, at ikke de allerfleste af Borgerne kan indse dette og ikke har saa megen Fremsynethed og Selvopholdelsesdrift, at de i de kommende svære Aar vil sikre sig et fornuftigt, samfundsbevarende og fremsynet Bystyre, bestaaende af dygtige, oplyste og sagkyndige Mænd og Kvinder, i Stedet for den Række Fagforeningsfolk, som Socialisterne har den Frækhed at byde Byens Borgere at stemme paa!

Krigen har paa den mærkeligste i Maade i utallige Tilfælde ført socialistiske Idéer ud i Livet: Ekspropriationer, Staternes Overtagelse af store Virksomheder, af Tonnage, af Jernbaner, Kul- og Metalgruber, af Levnedsmidler og Beklædningsstoffer, - og endelig den civile tjenestepligt, der i højere Grad end Socialisterne har drømt om, det kunde ske, har tvunget hver eneste Borger til at arbejde for Staten uden at der spørges om den enkeltes Lyst, Evne eller øvrige Vilkaar, hvad er dette andet end Socialismens Program i Renkultur, og Socialdemokraterne skal nok vide at benytte sig af alt det, Krigen har lagt til Rette for dem, Folk i Almindelighed tror, at naar Freden kommer, vil alle de Forhold, som vi "paa Grund af Krigen" har lidt under, af sig selv forsvinde, men intet er vissere end at, faar Radikal-Socialisterne Magt som de har Agt, vil den Tro blive grundig beskæmmet. Det er deres ofte udtalte Villie, at mange af de Beføjelser, som Regeringen har tilladt sig at give Kommunalbestyrelserne under de

ekstraordinære Forhold, skal fortsættes ogsaa efter Krigen til ubodelig Skade særlig for Mellemstanden.

Det er altsaa for eller imod dette Tvangsstyre, at vi gaar til Valg den 13. Marts; thi faar Socialisterne eller de Radikale blot een Mand til, saa vil de som sagt opretholde en Mængde Bestemmelser, som kun er til Gavn for den Arbejderklasse, som de ene og alene vil interessere sig for, men som vil ødelægge alle de andre Borgerklasser. 

Men stemmer vi mod Socialdemokraterne, maa vi lige saa kraftig stemme mod de Radikale, dette kortsynede Parti, der ikke kan gøre andet end enten at hægte sig fast paa Socialdemokraterne eller være Murbrækkere for dem, og som ikke har Fremsyn nok til at indse, hvad der vil blive af dem selv, naar Socialisterne ikke behøver dem mere; vi kan ikke stemme paa de Mennesker som Byens Styrere, der ikke har Forstaaelse af, hvad Fremtiden vil bringe dem selv.

Det er altsaa af den allerstørste Vigtighed, at den borgerlige Fællesgruppe i Byens Raad faar den Plads, den bør have og derfor maa hver eneste Borger, Mand og Kvinde, som virkelig holder af deres By, stemme paa Liste C.

(Nationaltidende 6. marts 1917)

Hun boede på Vestervoldgade 98. 

Vice-Inspektrice Frk. Hoffmann.

Fhv. Borgerrepræsentant, Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann fylder idag 60 Aar.

Frk. Hoffmann har i over 30 Aar været ansat ved Kjøbenhavns Kommunes Skolevæsen, og siden 1909 beklædt Stillingen som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Indenfor sine Standsfællers Kreds nyder Frk. Hoffmann stor Tillid, hun har saaledes i 11 Aar været Medlem af Bestyrelsen for Kommunelærerindeforeningen og har i de sidste 1 Aar været Formand for Viceinspektriceforeningen.

For den konservative Sag har Frk. Hoffmann baade i Skrift og Tale i Aarenes Løb udrettet et stort Arbejde. Endvidere har hun i 9 Aar været Medlem af Borgerrepræsentationen, og i samme Periode havde hun Sæde i Bestyrelsen for Kjøbenhavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling. Da denne Institution ophørte, valgtes hun til Medlem af Bestyrelsen for den kommunale Hjælpekasse.

Frk. Hoffmann er overalt, hvor hun har deltaget i det offentlige Liv, skattet for sin Loyalitet og Forhandlingsvillighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1921).

60 Aar

Frk. Anna Hoffmann

Avisens originale meget uskarpe fotografi er udskiftet med: Viceskoleinspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. 

Se eventuelt artikel i Dagbladet (København) 26. juni 1921 der dog ikke bringer nye oplysninger.

Hun blev begravet 28. november 1923 fra Nordre Kapel. Se også artiklen om Methea Hoffmann. 

Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole Anna Hoffmann. Vestre Kirkegård Afdeling M, rk. 18, nr. 44. Nedenunder lærerinde ved det Det kgl. Blindeinstitut Methea Hoffmann 1858-.  Hun var med til at lave det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger, og gjorde en betydelig indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift. Endvidere ses Emilie Hoffmann (1867-1956).

Margrethe Elisabeth Bay (1842-1916). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er andet indslag, det første kan ses her.

Trods uoverensstemmelserne med pleje- og adoptivbørn, bevarede Moltke og Elise Bay venskabet og den gensidige beundring for Zahle og hendes kreds. Da Østersøgades Gymnasium i 1910 kom i konflikt med de privatorganiserede lærere, stod de sammen. Konflikten endte med at 25 lærere opsagde deres stillinger op. Konflikten skyldtes sammenstød mellem de private latin- og realskolers arbejdsgiverforening og lærernes fagforening. Skolen omdannedes i 1913 en selvejende institution under navnet E. Bay og Th. Moltkes Skoler, der både indeholdt pige- og drengeskole samt gymnasium. Elise Bay var medbestyrer af skolen indtil sin død i 1916. Elise Bay var stærk imod 1890'ernes bibelkritik.

Sammen med Moltke udgav hun "Sange til Skolebrug" og lærebøger, bl.a. "Kortfattet Lærebog paa Grundlag af Luthers Katekismus". Efter Elise Bays død udgav Moltke flere samlinger af hendes foredrag, taler og salmer, heriblandt "Til Venner! Taler ved Skoleaarets Slutning", 1919.

Dødsfald.

Igaar Eftermiddags er den ene af Grundlæggerne af den store Institution: E. Bay og Th. Moltkes Skoler, Fru Margrethe Elisabeth Bay, afgaaet ved Døden efter et kortvarigt Sygeleje.

Fru Bay var født 1842, som Datter af Højesteretsassessor Lund, og kunde altsaa se tilbage paa et langt Liv, rigt paa Arbejde og Arbejdets Velsignelse. Ramt i Ungdommen af tunge Sorger, idet hun i Løbet af ganske kort Tid mistede baade Ægtefælle, Fader og en Broder, søgte hun Trøst og nyt Livsmod i Skolegerningen. Hun uddannedes til Kommunelærerinde hos Frk. Zahle og havde Især bl. a. Komtesse Moltke til Lærerinde. Senere underviste hun med stor Dygtighed paa Kvindeseminariet.

Skolebestyrerinde, Fru E. Bay.

Da Komtesse Moltke 1870 oprettede sin Pigeskole, knyttedes Fru Bay til denne, først som Lærerinde, senere som Medbestyrerinde, og fra dette Øjeblik af havde to Mennesker, der paa en næsten vidunderlig Maade supplerede hinanden, sluttet Forbund baade med Hensyn til at leve Livet og til at udfylde deres Plads og gøre deres Gerning i det. Man kan ikke tale om Fru Bay uden samtidig at tale om Komtesse Moltke. Og stærkere har Idealet ikke lyst over nogen Virksomhed end over deres. Pigeskolen og den senere oprettede Drengeskole gik fra en beskeden Begyndelse frem, saaledes at den samlede Institution i den mægtige Skolebygning i Østersøgade nu omfatter op imod 1000 Elever. Fru Bays Arbejde faldt overvejende paa Østersøgades Gymnasium, hvis økonomiske Ledelse hun forestod med fast og erfaren Haand, nøjeregnende i det smaa, overlegen og vidtskuende i det store, saaledes som hun ogsaa var det i sin pædagogiske Virksomhed.

Et Resultat, som det Fru Bay og Komtesse Moltke har opnanet, vindes kun af Personligheder, og Fru Bay var en Personlighed med sit eget Særpræg, der kunde gøre si g gældende. Inderst Inde  var hun af et lyst og glad Rind, et hjertensgodt og elskeligt Menneske, en ædel Kvinde, over hvem Høstsolen efter det lange og undertiden stormfulde Arbejdsliv syntes at kaste en Blidhed og Godhed, som det store Lærerkorps og de mange Elever aldrig vil glemme. F. E.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 10. oktober 1916).

I 1917 testamenterede Elise Bay 9000 kr. til en lejr ved Færgelunden i Jægerspris som stadig eksisterer. Stedet blev valgt så eleverne kunne cykle dertil når de havde fri lørdag eftermiddag.

Elise Bay

Et Karakterbillede.

Elise Bays Barndom og Ungdom hørte en svunden Tid til. Hjemmet paa Nørrevold var et hyggeligt, fint kultiveret Embedsmandshjem. Baade Faderen, den kloge, milde Højesteretsassessor med Briller for de venlige Øjne og graat, lidt strittende Haar, og Moderen, en dygtig Husmoder, efter den Tids Skik med stor Kappe bundet i Sløjfe under Hagen, var et Par elskelige Personligheder, og Elise Bays Øjne straalede altid siden, naar hun tale om sine Forældre og Søskende. Den Gang studerende en ung Pige ikke; Elise tog som sine Jævnaldrende efter Udgangen af Skolen nogle private Timer i fremmede Sprog, deltog i Husvæsenet, syede fine Haandarbejder, læste Skønlitteratur og omgikkes Veninderne. Og alt gik foreløbig som det skulde. En Dag mødte den unge Pige ham, der blev hendes Hjertes Elskede, den fine, lidt svagelige Axel Bay; de blev gift og tilbragte et lykkeligt Aar som Præstefolk paa Thurø. Da fik Bay Blodstyrtning og gik bort ,...

Om dette fortæller Josepha Martensen i den Bog, hun paa Frimodts Forlag har udgivet om Elise Bay, og man dvæler gerne ved disse Minder fra de gode, gamle Dage. Men nok saa stærkt virker Billedet af den morderne Kvinde, Skolebestyrerinden, hvortil den Thurø Præstekone under ny og dristig Kamp udviklede sig. Der maa allerede den Gang have været noget virkelig betydende over denne Kvinde, som knap havde faaet sin Eksamen, før Frk. Zahle, Frk. Kruse og Komtesse Moltke tilbød hende Plads ved deres Side. Og Aarene, der kom, skuffede ikke. Det blev Komtessen, der gik af med Sejren, og hvilket omfattende og anseligt Arbejde, de to Kvinder i Forening fik udrettet, er jo en kendt Sag, betegnet som det er ved Forkellen mellem de ældste Skole, et par tarvelige Smaastuer i Filosofgangen, og det sidste Resultat, den store Bygning i Østersøgade.

Man naar ikke saa vidt uden at være baade et dygtigt og ejendommeligt Menneske, og Fru Bay er begge Dele. Hendes Biograf meddeleer en Række Træk, der viser ikke blot hendes klare, hurtige Haand, den glædende Lyst til at Arbejde, hendes religiøse Sindelag og et Hjerte, der i Stedet for med Aarene at snævres ind blev videre og rigere. "Glad ved Livet, men næsten for travl til at tænke over det", skriver hun i sin Dagbog, og der berettes om hendes Evne til at være i Virksomhed flere Steder paa en Gang ganske kuriøst, at hun en Aften hjemme hos sig selv spillede Whist, førte Regnskabet, tegnede smaa Landskaber og Portræter i et Hjørne af Regnskabspapiret, foredrog Sange af Heibergs Vaudeviller og hørte sin yngste Plejesøn i Gloser, alt ind imellem hinanden, uden at hun tabte nogen af Traadene; i Sandhedens Interesse maa det dog tilføjes, at de Medspillende forvirrede, til sidst svigtede Kulør og befandt sig i noget Vildrede angaaende Spillet .... I Hviletimen efter Arbejdet fik Elise Bay Stunder til at forfærdige smukke Haandarbejder, bl. a. mange Uldgarnsbroderier. Josepha Martensen fortæller morsomt:

Fra dem blev der ofte en Del Garn tilovers af forskellige Farver, og dette skulde selvfølgelig anvendes. Hun hæklede da Veste, Tørklæder og Skørter deraf til fattige Børn, og det gjaldt nu at sætte de mange brogede Garnrester sammen, saa at de alle kom til Nytte; dette gjorde hun med en yderst dristig Fantasi, paa Trods af alle Smagsregler. Var der ikke nok af Hovedfarven i en Vest, satte hun uforknyt en bred Tværstribe af en helt anden Farve ind midt i Ryggen. Det nyttede ikke, hvad man indvendte; hun svarede kun med det hende egne Lune, at det saa netop saa livligt ud.

En stor Triumf fejrede hun imidlerlertid, da hun en Gang sendte en Pakke af disse brogede Klædningsstykker op til Grønland og saa fik et Takkebrev fra Præstekonen deroppe, hvoraf det fremgik, at just disse stærke og forskellige Farver faldt i høj Grad i Grønlændernes Smag; og da næste Aar en lignende Sending fremkaldte en ny Takkeskrivelse, stod der i denne, at et af de mest forunderlig brogede Skørter fra det foregående Aar havde været Stadskjole for den lille Pige, der havde laset den; nu var den slidt op, og der var ikke stort andet end den lasede Bort tilbage, men endnu var disse Laser Barnets kæreste Pragtstykke. Fra det Øjeblik var der ingen Grænse for Fru Bays mærkelige Farvesammenstillinger. "Det er grønlandsk," sagde hun, naar hun viste disse Arbejder frem.

Den væsentlige Del af Bogen handler selvfølgelig om Fru Bays betydningsfulde Skolegerning, den, der lagde Beslag paa næsten al hendes Interesse. Der dvæles dog ogsaa paa andre Maader ved denne tiltalende Kvinde. Der er saaledes en smuk Skildring af Ferierne de sidste Aar, som Komtesse Moltke og hendes Medbestyrerinde tilbragte ude i Vedbæk i en Villa overfor Frk. Zahle. En Tid lang havde der imellem disse saa udprægede Mennesker fundet stærke Brydninger Sted; men Forstaaelse og Kærlighed havde til sidst mere og mere faaet Magten

Allerede paa Morgenstunden gik der Bud imellem dem, og de samledes regelmæssigt flere Eftermiddage om Ugen til Højtlæsning, snart paa Villa Rosa, snart hos Frøken Zahle. Det var Bøger af forskellig Art, de læste, dog hovedsagelig Skønlitteratur, baade hjemlig og fremmed, ældre og moderne. Som Regel var det Komtesse Moltke, der læste, medens Frøken Zahle og Fru Bay lyttede saa spændte og interesserede som et Par purunge Piger - deri lignede de hinanden: deres Modtagelighed var stadig saa frisk, som var de i deres fejreste Vaar.

Og saa var de begge saa morsomt grundige: var der et eller andet, som de ikke var helt klare over, med Hensyn til Fortællingens Gang, til de optrædende Personer, eller hvis der blot forekom et Fremmedord, de ikke kendte, saa brød Fru Bay gerne straks ind med et ivrigt Spørgsmaal, og Frøken Zahle sagde: "Det er saa dejligt, at du spørger, Fru Bay! saa faar jeg det ogsaa at vide!" 

De mange, der har kendt den afdøde Skolebestyrerinde, vil læse Bogen om hende med Genkendelsens Glæde. Men ogsaa for andre har den Værd. Det er lykkedes Forfatterinden at faa de væsentlige Sider i Elise Bays Væsen og Personlighed frem, at give et Billede af et lykkeligt Menneske og at forklare, hvorfor hun var det. Thi derom er ingen, efter at have læst Bogen, i Tvivl. Der var en Gang Tale om to Mennesker, som boede sammen, men efter hvad der mentes, Ikke helt var i Harmoni med hinanden. Overfor dem, der fandt, at de heller burde ophæve Samlivet, indvendte Fru Bay: "De har dog hinanden at være gode imod!" Det var, hvad der for hende gav Samlivet dets egentlige Betydning: man har nogen at være god imod. Det lille Udsagn er mere talende end mange Ord. -n

(Nationaltidende 21. december 1917, 2. udgave)

Artiklen byggede på Josepha martensen: Elise Bay. Et Karakterbillede. 1917

Elise Bay er  begravet fra Esajas Kirken og begravet på Vestre Kirkegård sammen med komtesse Thusnelda Moltke og ved siden af Nathalie Zahle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvinder som Skoleledere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Telegram fra Kolding fortalte forleden om et Spørgsmaal, sorn har vakt adskillig Drøftelse derovre .

Byaraadet havde ønsket at Overlærer-Embede besat med en Kvinde. Andragendet herom var anbefalet baade af Lærerraad, Skoleudvalg, Skolekommission og Byraad. Men alligevel var Resultatet blevet, at Ministeriet havde nægtet at sanktionere Ansættelsen, da der ikke fandtes Lovhjemmel for at besætte slige overordnede Stillinger i folkeskolen med Kvinder.

Man ved, at Forholdet her i København er et helt andet, idet en Række udmærket dygtige Damer fungerer og i en lang Aarrække har fungeret som Skoleinspektricer - den Stilling, der kommer Overlærerposten ved Provinsen Skolevæsen nærmest. Sagen er imidlertid den, at Københavns Skolevæsen hviler paa en særlig Ordning, der tillader, at Kvinderne, naar de besidder fornødne Kvalifikationer, kan indtage alle overordnede Stillinger indenfor Skolevæsenet. Da Posten som Viceskoledirektør fornylig var ledig, blev det udtrykkelig fremhævet, at den kunde søges saavel af Kvinder som Mænd.

Allerede i 1894 blev den første Skoleinspektrice ansat i København - Frk. Henriette Petersen, der nu har Ledelsen af Prinsessegade Skole paa Christianshavn. Oprindelig havde de kvindelige Inspektører ved Københavns Skolevæsen en mindre Løn end deres mandlige Kolleger. Men ved en senere vedtagen Bestemmelse opnaaede Kvinderne ogsaa paa dette Punkt at blive stillet jævnbyrdige med deres mandlige Kolleger.

I Øjeblikket er der i København sex kvindelige Inspektører: Frk. Henriette Petersen, der staar Spidsen for en Drengeskole, Frk. Haunstrup (Skolen i Sundholm), Frk. Prætorius (Tietgensgades Skole) og Frk. Ulrich (Enghavevejens Skole), der alle leder Skoler, som omfatter baade Drenge og Piger - samt Frk. Sahlertz (Dronningensgades Skole), og Fru Petersen (Frankrigsgades Skole), der begge leder Pigeskoler.

De Erfaringer, man har i København, gaar ud paa, at Kvinder gør udmærket Fyldest i de nævnte Stillinger i Folkeskolen.

Formanden for Danmarks Lærerforening, den nye Viceskoledirektør Svane, udtaler ogsaa til os, at man i Foreningens Købstadsafdeling er meget varmt interesseret i  for at faa skabt lignende Forhold i Provinsen som de, der forlængst har bestaaet deres Prøve i København. Men for at man kan naa dertil udkræves der et Lov forslag om Kvinders Adgang til de overordnede Stillinger indenfor Folkeskolen.

Der forelaa i 1911 en Betænkning, afgivet af den Kommission, som var nedsat for at foreslaa nye Bestemmelser vedrørende Folkeskolen Tilsyn. I denne Betænkning var det bl. a. bragt i Forslag, at Kvinder i Købstadskolen skulde kunne faa Ansættelse som Overlærere. Imidlertid blev Kommissionen Arbejde aldrig til Lov - og efter hvad vi erfarer ved Henvendelse i Ministeriet, er der ikke Grund til at vente, al der i den nærmest overskuelige Tid vil blive fremsat Forslag herom fra Ministeriet,

Foreløbig syne det altsaa at have ret lange Udsigter med, at Lærerinderne i vore Købstæder paa dette Punkt kan opnaa samme Rettigheder som deres Kolleger her i København.

(Dagbladet (København) 26. januar 1916).

Femmers Kvindeseminarium. (Efterskrift til Politivennen)

1851 havde Nathalie Zahle (1827-1913) lejet en 5-værelseslejlighed på hjørnet af Holmensgade og Hummer og åbnet et privatlærerindekursus. Det lukkede dog pga. mangel på elever. I 1852 startede hun så N. Zahles Skole i Kronprinsensgade der 10 år senere havde 200 elever og i 1856 flyttede til Gammel Strand. 

Omtrent på denne tid i 1861 åbnede læreren Nicolai Femmer (1818-1888) Beyers, Bohrs og Femmers kursus til lærerindeeksamen i Griffenfeldtsgade. Danmarks første. Emilie Jansen (1864-1925) tog lærerindeeksamen på dette i 1887 og blev herefter ansat på kurset. Femmer var dog den egentlige leder af dette kursus der omkring 1885 skiftede navn til Femmers Kvindeseminarium og bestod i et halvt århundrede. 

Emilie Jansen ledede seminariet 1891-1924 og afskaffede som noget af det første privatlærerindekurset da de velstillede borgeres børn ikke længere havde behov for privatundervisning. Hendes betydning lå især for landbyskolerne og for uddannelse af de mindre bemidlede kvinder. Senere flyttede det til Nørrebrogade 27. I 1922 fik det sin selvstændige bygning. Bygningen på Nørrebrogade blev til en katolsk skole.

Femmers Kvindeseminarium.

I Dag, Lørdag, har Femmers Kvindeseminarium, det ældste danske Kvindeseminarium, bestaaet i 50 Aar og kan altsaa mod Hæder og sikkert med almindelig Sympati fejre sit 50-Aars Jubilæum.

Det stiftedes den 11. Februar 1861 af den bekendte Skolemand N. Femmer, som da var Lærer ved det v. Westenske Institut, samt af Overlærer Bohr og Frk. Annestine Beyer, som begge var Lærere ved Døtreskolen af 1791. Femmer ledede Seminariet til sin Død 1888, altsaa i 27 Aar. Derefter overtog nuværende Professor Tuxen Ledelsen, men da han allerede 1891 blev Bestyrer af Borgerdydskolen paa Østerbro, blev Styret taget af Hr. cand. theol. Huus og Frk. E. Jansen. Frk. Jansen havde allerede siden 1887 været Inspektrice ved Seminariet. I 1904 traadte Hr. cand. theol. E. Lund til som Medbestyrer. Desværre maatte Hr. Huus i Sommeren 1909 trække sig tilbage paa Grund af Sygdom; Tabet af hans sympatetiske Forsonlighed og sjældent selvhengivende og samvittighedsfulde Arbejde betød for Seminariet et smerteligt Savn. Men Frk. Jansen staar endnu i sin fulde Kraft og kan altsaa nu se tilbage paa en mere end 23-aarig Virketid ved Seminariet, i 20 Aar som dets Forstanderinde.

I Aaret 1896 fik Seminariet i Henhold til Loven af 30. Marts 1894 en Barneskole knyttet til sig som Mønster- og Øvelsesskole, nemlig den daværende Pigeasylskole; den ledes af Frk. Bressendorph, Frk. Jansen og Hr. Lund. 1870-96 var der en Privatlærerindeafdeling. 1901 fik Seminariet en Aflægger i "Københavns Forskoleseminarium .

Af de mange Lærere, der har virket eller endnu virker ved Seminariet, kan nævnes: Professor Wilckens, Herman Trier, Skoleinspektør Vogel-Jørgensen. Skoleinspektør Thye, Finansminister Neergaard, Overlærer Strøm (Jægerspris), Kirstine Frederiksen, Augusta Fenger, Viceskole direktørerne Dr. phil Bang og Rolsted, Dr. phil Lundbeck, Museumsassistent, cand. mag. Adolf Jensen, Adjunkt Stockmarr, Forfatteren Knud V. Rosenstand og, sidst ikke mindst, Skolebestyrer J. M. Hertz der har virket ved Seminariet. lige sidon 1889.

Den Betydning, som et saadant udmærket ledet Seminarium har for vort Land, kan næppe anslaas for højt. Det har under sin lange Virksomhed hidtil udsendt ca. 1000 Elever. Og den, der skriver disse Linjer og selv har været Lærer ved Seminarist, kan af egen Erfaring bevidne, at dets Ledere - den Gang Hr. Huus og Frk. Jansen - forstod at sætte et saadant Præg paa Seminariet, at det var en Glæde at arbejde derinde. Der var en udpræget Fællesskabsfølelse mellem Lærere og Elever, og det maa siges om dette Seminarium til dets store Ros, at dets Ledelse altid har været præget af en ideal Stræben, af en uegennyttig Hengivelse til selve Gerningen, der ikke maatte lide mindste Brøst, selv om de ydre Arbejdskaar til Tider var vanskelige nok og den ydre Løn for Arbejdet ringe.

Derfor kan man af fuldt Hjerte ønske Seminariet, dets Ledere og Medarbejdere, og da naturlig særlig Frk. Jansen til Lykke paa denne Fest- og Hædersdag.

J. P. Bang.

(København 11. februar 1911)

Ved jubilæet fremhævede flere aviser Emilie Jansen som den stille kraft.

En københavnsk Pigeskole gennem 75 Aar.

Naar Pigeasylskolen, nu den Bressendorff-Femmerske Pigeskole, i Dag bliver 75 Aar gammel, vil der være Anledning til at fremdrage nogle Træk af denne paa flere Maader ejendommelige Historie.

Efter at de første københavnske Asyler var blevne oprettede i Begyndelsen af 1830erne, blev der valgt et Selskab, der skulde være Overbestyrelse for Asylerne. Fra dette Selskab, Asylselskabet, udgik Asylskolen. Selskabet fik nemlig kort Tid efter sin Oprettelse Opfordring fra en Kreds af Borgere om at begynde en Skole for de Børn, der ved syv Aars Alderen blev udskrevne af Asylerne. Svaret lød imidlertid, at man manglede Midler dertil. Da tilbød nogle unge studerende, at de gratis vilde give Børnene Undervisning, hvis Selskabet vilde give Lokaler, og dette Tilbud kunde man ikke afslaa. 24. Juni 1838 - i Dag for 75 Aar siden - dannedes derpaa Asylskoleselskabet, der snart efter aabnede en Skole med to Afdelinger, en for Drenge og en for Piger, i lejede Lokaler i St Kongensgade. Publikum med den senere Dronning Caroline Amalie i Spidsen interesserede sig for Sagen og understøttede Skolen med Pengebidrag, en Komité paa 12 Damer, deriblandt Dronningens Hofdame Kammerfrøken Rosen, paatog sig Tilsynet med Pigeafdelingen, de frivillige Lærerkræfter tog fat med Ungdom-mens Friskhed, og det hele Foretagende blev ledet af en Bestyrelse, hvis formand var Sognepræst Glahn ved Garnisons Kirke, og mellem hvis Medlemmer P. C. Kierkegaard og Peter Rørdam senere skulde blive de mest kendte Mænd. Den daglige Ledelse af Pigeafdelingen blev betroet Madam Coutts, der imidlertid døde faa Aar efter, hvorpaa hendes Stilling blev overtaget af Frk. Vilhelmine Bagger, der derpaa i fyrretyve Aar, 1842-1882, var Skolens dygtige og trofaste Inspektrice, paaskønnet baade os Lærere og Elever. Allerede i Slutningen af Fyrrerne skiltes Drenge- og Pigeafdelingen fra hinanden og fortsatte fra nu af deres Existens hver for sig: Drengeasylskolen til 1882, da den ophørte; dens Midler tilfaldt da Pigeasylskolen.

Lige fra Begyndelsen tilstræbte Skolen en overvejende mundtlig, livlig og vækkende Undervisning. Sangen spillede en stor Rolle, dels som Fag, dels som Hjælpemiddel i Dansk og Historieundervisningen. Men Haandens Opdragelse forsømtes derfor ikke; Skrivning og Haandarbejde blev hurtig vigtige Fag paa Timeplanen. Mangfoldige kom i Aarenes Løb til at virke som Lærere ved Skolen. Mange senere landskendte Mænd og Kvinder tjente deres Sporer i Skolens Tjeneste som frivillige, ulønnede j Hjælpere i Asylskolen. Og denne blev derved forskellig fra andre Skoler. Hvad der manglede i Erfaring og Indsigt erstattedes af Ungdommens Begejstring og Iver. Ved Pastor Glahns Død i 1846 fik efter en Brydningstid Bestyrelesen Universitetsprofessor Hammerich til Formand. Ved hans Side stod cand. theol. Theodor Fenger og Pastor P. Bojsen, Grundtvigs Svigersøn; de virkede begge gennem en længere Aarrække ved Skolen og gav denne et bestemt Præg gennem deres vækkende, mundtlige Undervisning. Af andre, som i kortere eller længere Tid har været knyttet til Skolen, kunde nævnes Digteren Gerson, Skolemanden Nikolaj Femmer, Carl Plong og - i Tredserne - Harald Høffding og Lic. theol. Ussing. I mere end en Menneskealder underviste Frk. Marie Meinert og den nylig afdøde Ludvig Trier ved Asylskolen og skal særlig mindes for deres trofaste, betydningsfulde Gerning. Efter Professor Hammerichs Død i 1876 blev nuværende Stiftsprovst Volf Bestyrelsens Formand og virkede som saadan, til han i 1899 blev kaldet til Storehedinge. Han omfattede gennem alle Aarene Skolen med forstaaende Kærlighed.

Allerede i Halvtredserne var Skolen flyttet fra St. Kongensgade til større Lokaler i Nørregade 24. Her kunde optages flere Børn, Klassetallet kunde udvides og Børnene faa Frikvarter paa en forholdsvis rummelig Legeplads. Der var stadig nok af Lærere og Lærerinder, der frivilligt meldte sig til Gerningen. Derimod var det store Publikums Interesse dalende, og Pengebidragene blev mindre. Men der var hos Skolens Ledere saa megen Forskånelse af dens Betydning og saa stor Kærlighed til Arbejdet, at Vanskelighederne blev overvundne, saa at Skolen kunde arbejde roligt videre.

1882 maatte Frk. Bagger paa Grund af Alder og Sygdom ophøre med at være Skolens ved Skolen og saaledes i Aar kan se tilbage paa over tredive Aars Virksomhed. Skolen flyttede nogle Aar efter Frk. Bressendorffs Tiltræden til Tornebuskegade, hvor den derpaa fortsatte sit Liv, endnu i nogle Aar under samme Forhold som for, altsaa med ulønnede Lærerkræfter Af Lærere og Lærerinder, hvis Virksomhed falder i denne Tid, før eller senere, kan nævnes nuværende Overlæge Mohr og hans to Brødre, Musæumsassistent Thomsen, Dr. phil. M. Vahl, Dr. phil. Nordmann, Lic. theol. Glarbo, Adjunkt Loft, Fuldmægtig Aage Trier, Fru Karoline Rantzau og afd. Kommunelærerinde Nora Mortensen.

I Midten af Halvfemserne blev Skolen knyttet som Mønster og Øvelsesskole til Femmers Kvindeseminarium, hvis Forstandere, cand. theol. J. Th. Huus og Frk. Emilie Jansen derpaa indtraadte i den daglige Ledelse. Skolen fik nu Navnet den Bressendorff-Femmerske Pigeskole, flyttede sammen med Seminariet paa Nørrebro og fik lønnede Lærere. Endnu paa dette Tidspunkt stod Skolen ender Asylskoleselskabet, hvor Stiftsprovst Volf stadig sad som Bestyrelsens trofaste Formand, senere afløst af Valgmenighedspræst Jungersen. Men ved Aarhundredkiftet indtraadtc en Forandring heri. Skolen blev nu helt overtaget af Femmers Kvindeseminarium og Asylskoleselskabet opløst. Af dets Midler dannedes derpaa Asylskoleselskabets Skolefond, hvis Bestyrelse for Tiden bestaar af Sognepræst Welding, Fru Professorinde Schmiegelow, Fru Etatsraadinde Olsen, Professor Christensen og Fabrikant John Jacobsen.

Selv om de ydre Rammer saaledes i Aarenes Løb er ændrede, kan det dog med Rette siges, at den Bressendorff-Femmerske Pigeskole er en direkte Fortsættelse af Pigeasylskolen. Den vil paa sin 75 Aars Fødselsdag med Tak mindes alle dem, der i Aarenes Løb viede den sine kræfter, og i særlig Grad dem, der styrede den i det Saglige Arbejde gennem de mange Aar.

Einar Lund
Seminarieforstander.

(Nationaltidende 24. juni 1913)

frk Emilie Jansen.

Et Jubilæum.

Femmers Kvindeseminarium paa Nørrebro er ikke saa kendt og ikke saa omtalt som det andet store Kvindeseminarium her i Byen, der bærer Frøken Zahles Navn. Medens det sidste Navn er fløjet vidt om Lande, er der maaske mange Københavnere, der aldrig har hørt Navnet Emilie Jansen. Og dog har hun i Dag været Forstanderinde i 25 Aar for et af vore største Seminarier.

Men det gaar med Mennesker som med Bøger, - de har deres særlige Skæbne. Nogle naar ud til det store Publikum, bliver drøftet og debatteret, andre naar kun til en lille Kreds, af hvem de bliver paaskønnet og forstaaet. Men som en Bogs Værdi ikke kan maales efter Udbredelsen, saadan kan et Menneskes Værdi ej beller maales efter Omtalen og Berømmelsen.

Forstanderinde Emilie Jansen har villet høre til de stille i Landet; villet det i den Grad, at det maaske næsten er pinligt for hende at holde Jubilæum, fordi hun paa en saadan Dag ikke kan undgaa at blive trukket frem fra det Skjul, hvor hun nu i 25 Aar har gemt sig godt.

Men alle de mange Hundrede Lærerinder, som nu er spredt over det hele Land, og som med Taknemmelighed mindes alt, hvad hun har været for dem ikke alene ved sin Dygtighed og Klarhed i Undervisningen, men ved sin bramfri, beskedne Personlighed. de vil have Lov til for en Gang Skyld at sige hende en Tak, som kan høres ud over deres egen Kreds.

Og saa vil de samles med hende til en Fest, med Ønsket om, al hun, som tiltrods for sit Jubilæum, endnu kun er 52 Aar, maa kunne leve og virke længe til Gavn for den danske Folkeskole.

(København 1. november 1916)

Forstanderinde- Jubilæet paa Femmers Kvindeseminarium.

Frk. Emilie Hansen dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld

Paa Femmers Kvindeseminarium paa Nørrebrogade er Forstanderinden. Frk. Emilie Jansens 25 Aars Jubilæum som Forstanderinde for Seminariet idag blevet fejret som en sand Festdag.

Kl 12 Middag havde Eleverne indbudt deres afholdte Forstanderinde til en Festlighed paa Seminariet. Her blev en Kantale, forfattet af Knud Rosenstand, som er lærer paa Seminariet, afsunget, hvorefter en af Eleverne holdt Talen for Forstanderinden. Som et Bevis paa Elevernes Hengivenhed overraktes der Frk Jansen et meget smukt Marmorur.

Forstanderinden takkede i en varmt følt Tak idet hun mindedes de 37 Aar hun har færdedes paa Seminariet, først som Elev siden som Lærerinde og Inspektrice sammen med Seminarieforstander Femmer og derefter som Leder af den Virksomhed, der har fyIdt hendes

Liv.

I Eftermiddag har Forstanderinden modtaget en Deputation af tidligere Elever der kom for at overrække hende en kunstnerisk udført Adresse, forsynet med henved ni Hundrede tidligere Elevers Underskrift. Gaven vidner om stor Kærlighed, og den gjorde ganske øjensynlig Forstanderinden meget glad.

løvrigt er Blomster og Telegrammer strømmet ind fra nære og fjerne Venner og Beundrere.

Dagens betydningsfuldeste Anerkendelse har Frk Emilie Jansen faaet derved, at Hs Majestæt Kongen har tildelt hende Fortjenstmedaillen i Guld.

laften har Seminariets Lærere og tidligere Elever indbudt Jubilaren til en Fest i Nimbs Selskabslokaler. I denne Festlighed deltager desuden Departementschef i Kultusministeriet V. Aagesen, Censorernes Formand, Professor N. A. Larsen og Undervisningsinspektør, Professor Tuxen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. november 1916).

Et Jubilæum i Skoleverdenen.

For 25 Aar siden tiltraadte Fr. Emilie Jansen sin Stilling som Forstanderinde ved Femmers Kvindeseminarium. Hvis hun paa nogen Maade kunde undgaa, at denne Mærkedag i hendes Liv blev fejret som et Jubilæum, vilde hun sikkert selv være mest tilfreds, thi hun har alle Dage elsket at gøre sin Gerning i Stilfærdighed. Men netop fordi hun i sin Virksomhed har haft saa stor Betydning for talrige unge Kvinder, der under hendes Vejledning har uddannet sig til den vigtige Lærerindegerning, vil det være umuligt at dæmme op for den Bølge af Taknemlighed og Beundring, der vil slaa hende imøde paa denne Dag, ikke blot fordi hun er en fremragende Pædagog, men også fordi hun som Menneske har saa betydelige sjælelige Egenskaber, at hun paa samme Tid indgyder Beundring og Kærlighed.

Frk. Jansen har iøvrigt været knyttet i et endnu længere Tidsrum til Femmers Kvindeseminarium, eller, som det tidligere hed, Femmers Kursus, idet hun allerede 1879 var Elev paa dets Privatlærerindeafdeling. Faa Aar efter sin Eksamen vendte hun tilbage for at tage Almuelærerindeeksamen og efter at have taget denne gjorde Femmer gende til Inspektrice i 1887. Aaret efter døde Femmer, og nuværende Undervisningsinspektør Prof. Tuxen overtog saa Kursusets Ledelse; men da han i 1891 blev Medbestyrer af Østerbros Borgerdydsskole, overtog Frk. Hansen og Cand. theol. Huus Ledelsen. Senere afløstes sidstnævnte af Cand. theol. Einar Lund. 

Seminarieloven af 1894 fik den største Betydning for Femmers Kursus, idet det blev statsanerkendt Seminarium i 1895, fra hvilket Tidspunkt det bærer Navnet Femmers Seminarium. 1901 oprettede det tillige Københavns Forskoleseminarium, der har Lokaler sammen med det øvrige Seminarium Nørrebrogade 27. Det var ingenlunde lette Aar, inden hele denne Omformning af Virksomheden kom i rette Gænge, men Frøken Jansens Tro paa Sagen og stilfærdige Energi var en ikke uvæsentlig Drivfjeder til, at det hele naaede en saa stor og betydningsfuld Udvikling.

Der er da nok at sige hende Tak for paa Mærkedagen, der jo kun betegner en hastig passeret Milepæl i hendes frodige Virken og fortsatte Gerning.

sco.

(Illustreret Tidende nr. 5, 1916).

Frk. Jansen, den mangeårige leder af Femmers Seminarium som følger med over i det nye hjem. Foto fra BT 29. september 1923 i anledning af indvielsen af den nye skolebygning.

Oktober 1922: Grundstenen lægges til den nye bygning: Femmers Kvindeseminarium, Forskolelærerseminariet og den Bressendorff-Femmerske Pigeskole i Hans Egedesgade, ude ved Struensegade. Bygmester var Alf Cock-Clausen. Kultusminister Appel og borgmester Kaper var til stede.

Indvielsen af Femmers Kvindeseminarium.

En Højtidelighed i Gaar Formiddags

Ved en smuk og stemningsfuld Festlighed indviedes I Gaar Formiddags det nybyggede Femmers Kvindeseminarium.

I det store Selskab, som fyldte Gymnastiksalen, saas bl. a.: Statsminister Neergaard, Undervisningsminister Appel, Trafikminister Slebsager, Borgmester Kaper, Skoledirektør Fossing, Viceskoledirektør Svane, Skoleinspektør Frk. Margrethe Petersen, Arkitekt Cock-Clausen. m. fl.

Man begyndte med Afsyngelsen af første Del af Knud V. Rosenstand's Kantate, hvortil Kapelmester Hemme havde sat Musik. Derefter talte Forstander Lund. Han opridsede Seminariets Historie, lige fra Aaret 1861, da Nicolaj Femmer grundlagde det. Han nævnte nogle af de betydningsfulde Navne, som havde været knyttet til den Gerning, der var udført I de forløbne Tider, foruden Femmers, Professor Tuxens og Jens Thomas Huus' og Frøken Emilie Jensens. Forstander Lund sluttede med en Tak til alle dem, der havde medvirket til, at Huset var blevet rejst.

Foto fra BT 29. september 1923, indvielsen af Femmers Kvindeseminarium. Det er undervisningsminister Appel som taler. Fotoet hører således ikke til denne artikel fra København.

Minister Appel fik derefter Ordet. Al Begyndelse er svær - sagde han - men det er ofte saaledes at Fortsættelsen er vanskeligere. Derfor er der netop Grund til at lykønske denne Virksomhed til, af den har kunnet fortsætte. Menneskene har skiftet, men Gerningen er bevaret. Den er som en Harpe, der har faaet nye Strenge, men stadig toner med samme Klang.

Ministeren sluttede med at udtale Ønsket om, at Femmers Kvindeseminarium maatte vedblive at være Privatvirksomhed. I sin Betænkning udtaler den store Skolekommission sig jo netop for Bevarelsen af saa mange privatledede Seminarier som muligt, for at der derved skabes Virkeomraader for de store og udprægede Personligheder.

Den næste Taler ved Aabningsfesten var Borgmester Kaper.

- To Strenge har lydt - sagde han - , det private Initiativ og Staten har talt; nu kommer jeg som den sidste i Treklangen: Kommunen, der lige som Staten er med til at støtte denne Virksomhed. Borgmesteren nævnte det fristende, der for ham som gammel Skolemand var I at give sig I Kast med Seminariegerning. Seminariet er jo Skolernes Skole! Han sluttede: Livet er altid det samme og dog altid nyt. Gid De herude stadig maa være i Pagt med Livet: I Stand til at bevare og at udvikle!

Efter at Forstander Lund havde bragt en Tak til Forfatteren og Komponisten af Kantaten, sang man det sidste Afsnit af denne, og Højtideligheden var til Ende.

(København 5. oktober 1922).

Bygningen stod færdig i september 1923, og blev indviet af undervisningsminister Appel, skoleborgmester Kaper og den ene af seminariets forstandere, Einer Lund. Det rummede bl.a. en øvelsesskole med plads til ca. 400 børn fordelt i 8 klasseværelser. Det var da en almindelig folkeskole drevet af Københavns Kommune. Seminariet uddannede ca. 200 lærerinder ad gangen. Foto fra Social-Demokraten  28. september 1923.

Foto fra Dagbladet (København) 25. august 1923, altså kort før indvielsen.

I 1934 blev det foreslået i Folketinget at Jonstrup Statsseminarium og Femmers Kvindeseminarium  blev nedlagt og i stedet blev slået sammen til et fællesseminarium, Københavns Statsseminarium. Forstanderen I. E. T. Rambusch blev efter nedlæggelsen 1938 forstander for Vejle Folkeskoleseminarium.

Foto fra Ærø Venstreblad 11. august 1938 af det nu nedlagte Femmers Kvindeseminarium. 

I 1938 flyttede Metropolitanskolen fra Frue Plads ud i det nu lukkede Femmers Kvindeseminarium. I nyere tid Det Frie Gymnasium. Den ombyggede bygning som den ser ud i dag. Den rummer nu Det Frie Gymnasium. Foto Erik Nicolaisen Høy.