Løgstør. (Efterskrift til Politivennen)

Løgstør, den 11te October.

"De har selv været her i Løgstør, Hr. Redacteur ! og kjender da vore saakaldte Gaders Beskaffenhed, idetmindste ved Dagens Lys, og kan saa let slutte Dem til, hvorledes de maae være nu i disse mørke, regn- og sludfulde Aftener, da ikke en eneste Lygte oplyser disse med utallige fremspringende Huushjørner forsynede, med Smuds og Steen opfyldte, Gader. Dog dette være nu som det er, endskjøndt det baade kunde og burde have været anderledes; kun forekommer det mig, at jo slettere vore Gader ere, desto større Pligt paahviler der Politieøvrigheden til at paasee, at Folk ikke upaatalt forøge de forhaandenværende Farer ved at henstille paa Gaderne om Natten Vogne, Tømmer, Tønder og Gud veed hvad. At dette finder Sted, ikke en enkelt Gang, men dagligt, ikke paa et enkelt Sted, men næsten i hver Gade og Stræde, er Noget, som Enhver her i Byen veed og som Mange ubehageligt have maattet faae at føle. Man er derfor ogsaa her saa vant til slige Uskikke, at naar man en Aften tørner imod en Vognstang eller falder over et Stykke Tømmer og forslaaer baade Arme og Been, saa trøster man sig med den Tanke, at man kun har deelt Skjæbne med mange Andre, og at det nu engang ikke skal være anderledes. Jeg skulde heller ikke være falden paa at omtale dette, hvis jeg ikke i Løverdags havde seet et saa tydeligt Beviis paa den hensynsløse Ligegyldighed imod Folks Lemmer og Helbred, at jeg ikke har kunnet lade det gaae upaatalt hen. I en af Byens meest befærdede Gader, hvor det kun er muligt at gaae tørskoet paa et meget smalt Fortoug, var man nemlig beskjæftiget med at lappe paa dette og udgravede til den Ende en meget stor Steen, for at rette paa dens Stilling; men om Aftenen forlod man Arbeidet og lod Stenen henligge midt i Fortouget i det udgravede Hul, som idetmindste er 1 Alen dybt, og det uden at afspærre Færdselen og uden i mindste Maade at underrette Folk om, at de maatte tage sig ivare; Følgen var da naturligviis ogsaa, at idetmindste Een, og rimeligviis Flere, styrtede i Hullet. At han imidlertid slap med at skrabe Huden af sit Been, er ikke den tilsynshavende Øvrigheds Skyld, og havde det været en ældre Mand, kan Ingen vide, hvad Følgen var bleven. Igaar, Søndag, henlaae Stenen uforandret og har rimeligviis ogsaa været der om Aftenen, da saa Mange færdes paa Gaderne; thi her er ikke Tale om Politietilsyn med Gaderne, og seer man endog Politiebetjenten ude, saa er det kun for at løbe fra Huus til Huus, for at barbere og frisere Folk; gaaer man paa Politiekammeret og beklager sig for Fuldmægtigen, saa smaaleer han som sædvanligt; og gaaer man til Politimesteren selv, saa svøber han sig høitideligt i sin Slobrok og frabeder sig hver Indblanding af Uvedkommende i hvad der kun angaaer ham.

Haabet om, at Vedkommende, ved at see Sagen fremdraget for Offentligheden, skulde bevæges til at opfylde en saa ringe Pligt, har ledet mig til at bebyrde Dem, Hr. Redacteur! med disse Linier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1858)

Løgstør havde på daværende tidspunkt omkring 1.000 indbyggere i selve byen og i hele sognet ca. 1.400.

Gadebelægning. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, hvem det gaaer som Indsenderen, der, for sit Helbreds Skyld, er nødt til at bevæge sig meget i fri Luft, har vistnok i Løbet af den sidste Ugestid, siden det saa pludselige og stærke Sneeveir indgjort den Erfaring, at Hovedstadens Gader og navnlig Fortougene i denne Tid ere meget farlige at passere. Kjøbenhavns Brolægning har aldrig videre udmærket sig, og som en Følge af den af Politiet beordrede absurde Fremgangsmaade, at feie Sneen bort fra Fortougene, medfører den daarlige Brolægning i denne Tid mange Ulykker. Forleden Aften umiddelbart efter en slig Renselse af Fortougene - passerede Indsenderen i Løbet af en Time to Gange Østergade og saae omtrent et Halvhundrede Personer glide ud og falde paa de isglatte Fortouge, uden at dog Nogen af dem kom tilskade; værre gik det i Onsdags Eftermiddag hvor han - ligeledes strax efterat der var bleven fejet - saae en Dame falde paa Østergade, tæt oppe ved Kongens Nytorv, va brække Benet, en Karl faldt midt paa samme Gadens Fortoug med en Kurv Viin, og en Pige med en stor Flaske Olie paa Hjørnet af Amagertorv og Kjøbmagergade, og disse Exemplers Antal er vistnok legio, ene og alene som en Følge af den ufornuftige Fremgangsmaade, at feie Fortougene, hvorved de netop blive spejlglatte. Til Trekroner spadserer man jo paa Isen nok saa muntert og trygt, medens man i Gaderne seer Folk, navnlig naar de ere nødte til at gaae paa Fortouget, vandre, som Ordsproget siger : "med Livet i Hænderne"; og hvorfor? Ene og alene fordi Isen til Trekroner er belagt med et Sneelag, som ganske og aldeles paralyserer Isens Glathed. Hvis det derfor virkelig er Politiet om at gjøre, at værne om Borgernes Liv og Lemmer, saa befale det ufortøvet, at Sneen bliver liggende paa Fortougene, hvor den da i en Fart vil blive traadt saameget sammen, at den danner et behageligt Underlag, medens det samtidigt hermed sørge for, at Sneen ude fra Gaderne bortkjøres. - Det kunde dog maaskee være rigtigt, engang at anvende denne modsatte Fremgangsmaade, da det jo har viist fig, at ved Politiets hidtil anordnede Foranstaltning opnaaes der i Reglen i hver sneefuld Vinter et stort Antal Beenbrud og andre Ulykker, saa at man tør være overtydet om at Undladelsen deraf vilde formindske disse Ulykker til et ubetydeligt Antal. - m.

(Kjøbenhavnsposten 18. februar 1853).

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)

Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Skiden Opdækning i Myntergaden.

Allerede i år har en fejl fundet sted ved afløbsslusen mellem Møntergade og Pilestræde så vandet sjældent kan få flugt og ofte samler sig til en stillestående pøl der afgiver den afskyeligste stank, således at man i denne tid må holde sine vinduer lukket i stedet for at kunne indånde den behagelige og forfriskende sommerluft. Stanken har fuldkommen lighed med den man hjemsøges af når det behager vedkommende kørekarle at opvarte publikum med en dosis vellugt mellem kl. 10 og kl. 11 om aftenen. 

Hertil kommer endnu den store ubehagelighed at Springgade er forsynet med en brændevinsbrænder og en fiskebløder hvis duftende udførsler og udgydelser ofte bringer lugteorganet i forlegenhed. Det sidste slags næringsvej burde helt forvises fra en stor stad når vedkommende ikke kan eller vil indrette det således at det rådne fiskevand gives afløb efter kl. 11 om aftenen eller i den tidligste morgenstund. For det er dog alt for ubehageligt at indånde sådant når man om aftenen kl. 9 eller 10 kommer hjem fra en spadseretur som man har foretaget sig for at styrke sundheden.

Man håber med sikkerhed at de ansvarlige ufortøvet vil sørge for ovennævnte sluseafløbs istandsættelse, samt at opsigtsbetjentene må beordres ikke at tilstede fejekoner og fejekarle at dæmpe gadestøvet ved at overøse gaden med uhumskheder fra rendestenene, men at hente et par spande vand dertil. For ellers gør de kun ondt værre og forpester den luft der trænger ind gennem åbenstående vinduer.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 584-585)

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.

Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).

Bøn om Fred for tre urolige personer ved Frederiksholms Canal.

Ved at passere forbi Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal lørdag aften klokken halv tolv, blev jeg, min kone og hendes søster på det skammeligste udskældt af tre personer som stod i porten. Og da jeg ville forsvare mig og min familie, blev jeg truet med prygl. Jeg kaldte da på vægteren. Men der kom ingen vægter, og de omtalte personer råbte: Her er ingen vægter, men vil I have prygl, kan i få det? 

Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv, hvor vi havde hentet medicin til en syg og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem. Da det ikke er første gang at noget sådant er udøvet sammesteds, så formoder man at disse personer hører til palæets tjenestepersonale. Man har derfor med denne bekendtgørelse til hensigt at gøre disses herskaber opmærksomme på deres tjeneres usømmelige opførsel som de vist ikke vil billige, og tillige give vægteren et vink om at påse at rolige og fredelige folk kan passere hans post utiltalte.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9684-9685)

"Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem". (Vejen fra Gammeltorv til Prinsens Palæ - i dag Nationalmuseet - ad Rådhusstræde. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning.

Prinsens Palæ opført 1743-46 på Frederiksholms Kanal 12 blev brugt som "købmandsgård, kongeslot, bolig for kronprinsen og den kongelige familie ... atelierer, retssale og lærde selskaber". Siden 1850'erne har det huset Nationalmuseet der dengang hed Oldnordisk Museum og holdt i 1825 til på Trinitatis Kirkes loft. 1832 flyttede samlingen til Christiansborg.

Kjøbenhavnsposten havde en beskrivelse af Prinsens Palæ, 20. december 1844.

En Bemærkning til Politievennen No. 479.

Det i Politivennen anbefalede tilsyn af vindetove kunne vel være godt nok, men det ville dog aldrig helt forebygge fare for fodgængere på fortorvene. For om sådanne vinder endog hvert halve år blev synede, kunne de dog i mellemtiden især hvor de bruges hyppigt, opslides, så at uheld ved samme kunne indtræffe. Desuden har adskillige kørekarle den fejl at de ikke er forsigtige nok med at slå tovet om midten af den byrde der skal ophejses, så at denne ofte ikke er sikret for at glide ud og falde ned. Meget mere hensigtsmæssigt var det derfor når enhver der har og benytter loftsvinder, ville som bageren i det anførte eksempel, udsætte et varsko eller spærre passagen for gående under vinden mens denne benyttes. Et sådant ubetydeligt redskab koster kun lidt, og kan benyttes ved flere lejligheder såsom ved husreparationer, tages istandsættelse eller rengøring for sne. Det kunne derfor være ønskeligt om det pålagdes dem der ejer loftsvinder til gaden at udsætte et sådant varsko for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9564-9565)

Forslag til at forekomme Skade, som kunde foraarsages ved brøstfældige Loftsvinder.

Når man går på vore gader og lægger mærke til hvor ubekymrede mange mennesker går under loftsvinder, mens disse er i brug for at op- eller nedhejse varer, så må man virkelig undres over at ikke flere kommer til skade eller slås ihjel når et sådant tov springer og byrden styrter ned på gaden. Det er naturligt at et vindetov slides ved friktionen i udlæggeren og ved at vikles om vindestablen, jo hyppigere det bruges og jo sværere lasten det skal befordre, er. Men sjældent tænker nogen på at efterse sit vindetov om det har nogen brøst, men mængden lader det holde så længe det kan, og anskaffer sig et nyt når det andet brister. Og dog var et sådant eftersyn såvel nyttigt som gavnligt for den offentlige sikkerhed. Anmelderen kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at en eller anden autoritet, hvorunder sådant kunne sortere, ville i det mindste en gang årligt, med et par mænd lade efterse stadens samtlige vindetove og pålægge de ejere hvis tove af besigtigelsesmændene var erklæret for brøstfældige, straks at anskaffe ny og forsvarlige. Om disse mænd burde tages af magistratens eller politiets betjente, drister indsenderen sig ikke til at bestemme, men vover blot at fremsætte den mening at hvis man skulle finde dette eftersyn ville berøve vedkommende betjente for meget tid fra andre forretninger, eller at det måtte gøre flere betjentes ansættelse nødvendig, det da kunne foretages af brandkorpsets officerer når disse tager syn over husejernes brandredskaber. Man venter ikke at møde den indvending at sådant eftersyn er overflødigt da enhver kan se sig for og vogte sig for at gå på de steder hvor varer op eller nedhejses. Før børn og fulde mennesker kan ikkebruge behørig forsigtighed og mange som går ad fortorvet med tanken henvendt på deres forretninger, falder det ikke ind at frygte for en overhængende fare. Desuden, holder man det for pligt at redde de menneskers liv som selv opofrer det, hvor meget mere bliver det da pligt at betrygge deres som ønsker at vedligeholde det?

Indsenderen finder det slet ikke upassende her at bemærke: at når bageren på hjørnet af Pilestræde og Antonigade bruger sin loftsvinde, stopper han passagen på fortorvet med en bom som anbringes tværs over samme fra vognen indtil muren. Denne opmærksomhed og omhu for medmenneskers liv og sikkerhed fortjener tak og efterlignelse.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9519-9522)

Om nogle Renovations-Karles Magelighed.

Da gaderenovationen ved en hensigtsvarende indretning blev påbudt ved at feje dem til siderne i stedet for at feje gaderne til midten, og det blev forbudt at kaste fejeskarn og andre urenligheder på gaden, blev det tillige ved en politiplakat bekendtgjort at foruden de to fastsatte fejedage om ugen til fastsat klokkeslæt for hver gade, skulle renovationsvognene tillige alle søgnedage indfinde sig til nævnte klokkeslæt for at modtage fejeskarnet med videre. 

I ovennævnte plakat blev det enhver pålagt at bringe fejeskarnet til vognen. Men karlene som kører disse vogne, har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det. De fleste er uvidende om nævnte plakats indhold eller kan ikke huske samme, og giver derfor disse karle hvad de forlanger, nemlig drikkepenge som disse også straks ved at benytte. For efter at have ladet sin skralde høre, forføjer skraldebassen sig i de værtshuse som der ikke er mangel på i enhver gade, ubekymret om de pågældende kan blive af med fejeskarnet ikke. Og til tidsspilde og tab for husbonden opholder han sig der hele og halve kvarterer ad gangen og en gang imellem længere, hvilket indsenderen heraf ofte har haft lejlighed til at erfare. 

"Karlene som kører disse vogne har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det." (En kludekælling og en skarnagerkarl med sin skralde. I baggrunden "styrter" en tjenestepige en fjerding skarn op i vognen. Lahdes kobbertryk).

Da det ikke er muligt for alle at holde en karl eller stærk pige som kan løfte snavset på vognen eller som har evne og lyst til at betale for det, må de finde sig i at få grove ord af disse karle, eller endog at de kører bort med skraldespanden når bringeren ikke har kræfter til at styrte det af. Det skete i forrige uge for en af indsenderens bekendte. En fornyet bekendtgørelse af allerede nævnte plakats indhold synes at kunne være nødvendig for at afværge disputser og grovheder.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9337-9339)

En Gade-Concert.

Indsenderen der kom til byen forleden aften og fik logi hos en af sine venner der bor i Gothersgade, tror at publikum ikke vil finde det så ganske uinteressant hvad for en udenbys er påfaldende og pudsigt at høre, men som af mere vante ører der dagligt hører det, ikke bliver lagt mærke til.

Efter at have rejst på en overmåde varm dag, kom jeg til byen kl. 10 om aftenen og var meget træt, hvilket forårsagede at jeg sov over mig og først blev vækket af min vært kl. halv elleve. Jeg beklagede mig over at jeg havde meget at besørge i byen, så jeg ikke kunne blive færdig den dag fordi det allerede var så højt op ad dagen, hvorfor jeg blev anmodet om at tage mig det mageligt som jeg lod mig behage. Som jeg nu lå og tænkte over mine forretninger jeg skulle udføre her i byen og som var årsagen til min rejse, blev min opmærksomhed henvendt på følgende for en fremmed uhørte og påfaldende koncert:

Rødspætter - spætter - røds - højre sving - kartøfler kartøfler tøf tøf tøf tøf tøfler - holdt, retter eder - pind pind pindebrænde - Urs marsch - så jag ser det er omøjelig at leve lykkelig i hop med dig - venstre sving, lige ud!

"Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet". (Gadeliv omkring 1840 af P. Klæstrup. Væggen, Københavns Museum.)

Efter flere gange i træk at have hørt dette komiske vrøvl der virkelig bedøvede mine ører, bevægedes jeg ved lyden af den store tromme til at undersøge hvad årsagen var til sådan koncert. Jeg fik da at se at de musici der opførte den, var en tørvebonde med sin udråber som udhylede tørv til salg, vagtparaden der kom ud af eksercerhusets port og hvis officerer kommanderede geledderne til højre og venstre efter hvad vagt de skulle trække op til, endvidere en kælling på en vogn med kartofler der ligeledes lod sin stemme på det mest skingrende høre, en lille halv øllet kælling der sang eller rettere peb en svensk vise og en ditto ditto med levende rødspætter. Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9131-9133)

Er det tilladt at spærre Gaderne med Sengelad og Hyrevogne?

At det vel må være tilladt at benytte noget af gaden til at sole sengetøj om sommeren når man ikke bor på et sted hvor der er stort gårdsrum, følger af sig selv, lige såvel som det tillades at save og hugge brænde på gaderne, så længe ingen sav- og huggeplads af øvrigheden bliver foranstaltet ved brændeudsalgsstederne. Men at sætte så store sengelad ud at gadens halve bredde optages derved, og næsten ingen vogne kan komme fordi, og dog at drive det alt for vidt, især når gaden er smal. Endnu urimeligere er det at hurekuskene som altid har stort gårdsrum, tør dagligt hensætte en hel række vogne på gaden hele året igennem. Denne uskik forårsager ofte uordener, især når der på samme række eller endog lige overfor, udstilles brede sengeladde, aflæsses varer, eller saves brænde, for da spærres passagen ganske og aldeles.

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6337-6338).

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

Om Tobaksrøgen især paa offentlige Gader og Stræder

At ryge tobak er i og for sig et uskyldigt tidsfordriv. Og som anmelderen vel vil tilstå just ikke så skadelig for helbredet når den bruges med måde som den i almindelighed har ord for. Altså har han ikke meget imod at den bruges, men han ønskede blot at brugen blev udøvet på passende steder og ikke som nu næsten allevegne. 

Denne tobaksrygens syge har taget så meget overhånd at man til sidst tør befrygte at folk, især de som har begyndt at vænne sig til det fra deres syvende eller ottende år ikke kan undvære dens nydelse selv i kirkerne, og måske vil anføre til undskyldning at lige såvel som den ene kan snuse, den anden skrå i kirken, så kan den tredje ryge sin pibe og dog i magelighed samle sine tanker al adspredelse og henvende dem alene på talerne. Men før visse bringer det så vidt, var det ønskeligt at det blev forbudt at ryge offentligt på gaderne ved højlys dag, selv med som uden dæksel, ikke engang de så yndede cigarer som enhver skoledreng begynder at lære sig til på. For det forekommer anmelderen at være i højeste grad uanstændigt. 

Men hvorledes skulle det forebygges vil man sige. Intet er lettere. Lad enhver som om dagen agter at have privilegium på at overryge folk på offentlige gader og stræder eller rettere sagt, enhver som vil vise det offentlige at han ikke længere står under sin mesters tamp, eller enhver skolepog at han har sluppet riset, give en passende årlig afgift for denne tilladelse. Så er der håb om at han styrer sin lyst til mørket falder på, da det kan være passende siden der da ikke er sådan vrimmel på gaderne blandt hvilken mange mænd som hjemme i sit har for ikke at besudle sine klæder med lugten, et eget værelse til dette brug, nu af disse utidige tobaksrygere skal få sine klæder tildampede og medbringe lugten deraf på sådanne steder hvor sådan opfattes om ikke just med afsky så dog med følelig fortrydelse.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1709-1711)

Bekendtgjørelser

Politidirektøren i København gør vitterligt:

At politiet dagligt erfarer de uordener der finder sted på trottoirerne eller fortovene her i staden og som forvolder standsning og usikkerhed for de gående og det uagtet politiplakaten af 22. november 1815 ar bragt de herom udkomne anordninger, især plakat af 3. april 1769 og 4 maj 1772 på ny i erindring. Det anses derfor fornødent atter at bekendtgøre bemeldte politiplakats hovedindhold således:

1. Ingen er berettiget til på nogen måde at gøre anden brug af fortovene end den der er uadskillelig for gåendes passage. For det er aldeles urigtigt når nogle gård- og husejere formener at have ret til at bruge fortovet uden for deres gårde og huse, eller tillader andre at nytte samme. Når altså noget, hvilket som helst, hensættes af marskandisere, jernkræmmere, frugt-og grønthandlere, brødudsalgskoner og andre, hvem det end måtte være, uden for gårdens eller husets grundlinje, strider sådant imod lovene, og vedkommende vil derfor blive anset med mulkt efter omstændighederne. Det samme gælder også for dem, der ophænger på bygninger ting som på mindste måde kunne hindre passagn eller tilføje forbigående smuds.
2. En stor del af udløbsrenderne fra husene til gadernes rendestene findes endnu enten aldeles udækkede eller, hvad som er værre, så slet bedækkede og tilpassede at de er farlige for de gående, dels fordi de jern som underfanger og bærer brættene er opståede, dels fordi brætterne ligger løse og er så slet befæstede at den, der træder på en af enderne enten selv risikerer at falde, eller at foranledige fald for den som passerer brættet anden ende. For at forebygge disse uordener bliver vedkommende gård- og husejere pålagte hensigtssvarende at opfylde pl. af 4. maj 1772, da i andet fald sådant uopholdeligt foranstaltes for de pågældendes regning, hvorhos disse da kunne vente at blive med mulkt ansete.
3. At bære på fortovene eller der at hvile med dragter er ligeledes en imod god orden stridende uskik som hindrer de gåendes passage. enhver som antræffes at gøre sig skyldig i denne forseelse vil blive anset med mulkt eller anden straf efter omstændighederne.

Ligesom der hidtil fra politiets side har været foranstaltet et meget nøje tilsyn med overholdelsen af disse bestemmelser, og vedkommende overtrædere er blevet anset med straf efter omstændigheder, således vil politiet sætte sig i stand til at skærpe dette tilsyn og for at opnå øjemedet anmodes enhver som bemærker sådanne uordener om at bidrage til at de skyldige kunne blive draget til ansvar ved at anmelde enten skriftlig eller mundtlig for politiet den antrufne uorden. Hvad i særdeleshed angår bæren på fortovene, da ville stadens indbyggere selv kunne bidrage meget til at forhindre sådant når de indskærpede deres folk det fornødne og når de som antager sjovere til at bære for sig og som oftest tillige følger med disse, påse at personerne holder sig på gadebroen uden for rendestenen. Da enhver nyder godt af den sikkerhed som god orden bevirker, så har politiet grund til at vente at sådanne uordener for fremtiden ville ophøre.

Københavns politikontor den 6. juni 1817
D. H. Hvidberg

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1292-1295)

En sjover på Politivennens tid var noget ganske andet end det vi forbinder med ordet i dag. Det var en person man kunne leje til at bære et eller andet for sig. Han kunne se sådan ud i følge Lahdes kobberstikkeri.

Redacteurens Anmærkning

Denne bekendtgørelse opsummerer en hel del af det stof som er udeladt i Live Blogging: Nemlig de utallige klager over manglende passage på fortovene, bl.a. som følge af de nævnte forhold.

Paradiislegen

Den københavnske ungdom som hvert forår opfinder nye lege, har også dette år opfundet en som man måtte ønske blev forbudt dem at drive på offentlige gader og stræder, da den i allerhøjeste grad er til ulejlighed for fodgængere.

Denne leg kaldes Paradislegen. Opfindelse til navnet vides ikke, men at den har været i brug i Paradis er næsten utrolig. Imidlertid er den dog blevet indført hos os og drevet til den fuldkommenhed at den udføres såvel på gaden som på fortovet, såvel i porte som på trappegange.

Den består i følgende: Børnene og undertiden temmelig voksne drenge afmaler adskillige kvadrater på fortovet. I en af disse lægger de nu enten en skilling, en sten eller et stykke træ og efter at havde taget tilløb i nogen afstand, hopper de uafladelig på et ben, den ene efter den anden i rækker for at sparke stenen fra den ene kvadrat til den anden. Hvor uskyldig denne leg end er, må fodgængeren dog havde den ulejlighed at gå ud på gaden dersom han ikke vil forstyrre dem i deres leg eller udsætte sig for selv at falde i rendestenen.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1260-1261)

Om farvet Tøjs Tørring på Gaderne

(Indsendt)

Indsenderen af dette vover at henlede de ansvarliges opmærksomhed på: Om det ikke strider mod politilovene at farverne her i staden hænger det farvede tøj ud over gaden således at man næppe kan køre under det, lige som den uskik at udhænge klæder, især fra kældrene på forsiden af husene til fortovene? Det sidste lader til dels til at være dæmpet. Men det første synes ikke endnu at have tildraget sig politiets opmærksomhed. Og mod dette ivrer indsenderen især, da følgerne deraf kan blive så farlige. Efter sigende skal flere heste have løbet løbske af skræk for det fra farverne over gaden hængende tøj. Noget som især er skræksomt for unge muntre heste og som umuligt kan undgå deres opmærksomhed, da tøjet ved at hænge lavt og blive ført hid og did af vinden ser ud som om det hvert øjeblik ville falde ned på hestene. 

Indsenderen fik forrige år på landet 2 heste. Men det var ham ikke muligt da de kom til byen at få dem forbi det udhængte farvetøj i Frederiksberggade. Og uagtet samme heste nu er tilkørte, vedbliver de alene at være bange for det. Og skønt de aldrig har løbet løbsk er jeg overbevist om de under en uvant kusks anførsel vil løbe ved sådanne steder. Sæt endog om stadens indbyggere som holder heste, kan undgå de gader hvori sådant hænger, da de kan have lagt mærke til deres heste som ikke tåler at se samme. Så bliver det dog stedse farligt for bonde, som kører til staden, da denne ofte kan have heste som det ikke er sket at de har passeret farvere, og hvor muligt en dreng er kusken. Hvor troligt da at hestene løb? 

Og hvem kender ikke de skrækkelige følger det kan have med løbske heste på Københavns gader, og må ikke grue for det? Man så eksempel på det for kort tid siden på Østergade, hvor nær flere mennesker kunne have sat livet til under sådanne omstændigheder. Hvad er ikke børn, frugtsommelige koner og gamle udsat for? Enhver af stadens beboere som elsker liv og sundhed, er vist enig i at alt hvad som kan forskrække heste, såvidt muligt bortryddes, og det kan efter indsenderen uforgribelige mening ikke kaldes uretfærdigt hvis farverne blev forpligtiget til at hænge deres tøj til tørring i gårdene, eller søgte tilladelse til at bruge voldene til det. Men under ingen omstændigheder burde det tillades at hænge det over gaden.(Indsendt)

(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s.  276-278)

Et Ord sagt i rette Tid

(Indsendt)

Da nu Købmagergade igen brolægges bliver det publikums ønske og begæring til brolægningskommissionen at drage omsorg for at fortovet lægges med al mulig omsorg til bekvemmelighed for de gående og især for damerne med tyndsålede sko. Mage til fortovene i Guldhusgade findes vel ikke i hele verden, ligesom samme gade er yderst slet brolagt. Det måtte være en sand tortur at blive dømt til at gå sammesteds hele dagen på fortovet da stenene kun synes at være henkastede og ikke pikkede, eftersom alle skarpe kanter står i vejret. Enhver kan overbevises om sandheden af denne anmeldelse ved vandring gennem Guldhusgade.

(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 253)

Redacteurens Anmærkning

Hvad Guldhusgade kan være, har jeg ikke kunnet verificere. Den står ikke på listen over nogen af de københavnske gadenavne som jeg kender til. Ikke engang navne der minder.

Om stående Dagdrivere på Hjørner og Torve

(Indsendt)

Ikke for længe siden havde man den store fornøjelse at læse en politiplakat som forbyder enhver soldat eller andre karle at opholde sig på Axeltorv. Men derimod befaler disse at opholde sig ved de tilstødende hjørner. Enhver retsindet borger glædede sig inderligt over denne så nødvendige og velmente forordning. Men dersom ikke en sådan gavnlig forordning bliver efterkommet på det strengeste, burde vedkommende indskærpes dertil, da man for nuværende tid ser adskillige soldater og matroser, samt en hel flok lediggængere i et omfang som aldrig før er set opholde sig på sådanne steder. De er endog så dristige når en borger i sine lovlige forretninger vil bede dem om at gøre plads, at påberåbe sig plakaten om fortovsretten, og man har endog hørt dem svare at hverken han, borgeren, eller politidirektøren havde noget at befale over dem. Det var derfor at ønske at sådanne folk blev indskærpet strengt at overholde god orden på torvet, eller at efterkomme den ovennævnte forordnings velmente hensigt.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 58-59)