Læseforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Blad har allerede tidligere beskjæftiget sig med Udviklingen af den Nytte, som Læseforeningerne paa Landet ville stifte og hvor nødvendig Betingelse det er, for at Oplysningen skal udvikl sig og Almeenaanden vækkes iblandt Bondealmuen, at Læselysten erholder større Impuls og rigeligere Næring, end  man hidtil har været betænkt paa at yde den. Saavidt os bekjendt tæller vor Provinds imidlertid eendnu kun faa saadanne Foreninger og ethvert Foretagende i denne Retning fortjener derfor saa meget meer at prises, som det er her som overalt det gode Exempel, der skal virke i videre Omfang. Vi hensætte derfor med Glæde der de Notitser, der fra Vensyssel er os tilhændekomne om en i Brendsted Pastorat oprettet Læseforening, der skylder den agtede Sognepræst Hr. Ingerslevs Bestræbelser sin Tilværelse. Næst de af Hr. Pastoren selv anvendte pecuniaire Opoffrelser og Tilskud fra Sognebeboerne har Foreningen ogsaa ved det kgl. Landhuusholdningsselskab, Trykkefrihedsselskabet (der vistnok i denne Retning udfolder sin gavnligste virksomhed) samt en Mand i nærmeste Kjøbstad, der altid er paa rede Haand, hvor noget Ædelt og Nyyttigt skal udrettes, erholdt velvillige Gaver i Bøger, saa at Samlingen nu tæller nogle hundrede Bind, der ere i flittig Circulation i Sognet, som herved har viist en Redebonhed og Lyst til nyttige Kundskabers Erhvervelse, der selv overstigeer den Forventning, man var berettiget til at giøre. Saameget viser sig idetmindste her, at det virkelig kun gjælder, hos Bonden ret at vække Sandsen for Læsning, og han vil da snart bringes til Erkjendelsen af den Nødvendighed, der ogsaa paatrænger sig hans Stand, af at komme til større Cultur og Indsigt og derved blive baade gavnligt Medlem af sin egen Familiekreds og gavnligt Medlem af det større Samfund. Vistnok vil det ogsaa herved sikkrest opnaaes, at see Krostue Svien ombyttet med varigere Nydelser, og det vilde derfor være en sand Velgjerning, omder paa mange Steder ret kraftigt virkedes til lignende Goders Fremme.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. december 1839)

Bompenge. (Efterskrift til Politivennen)

De Ubehageligheder, der for Vedkommende følge af, at Tiden ikke nøiagtigen betegnes, naar Bomforpagterne ved Byens Bomme kunne om Eftermiddagen begynde at indkræve Bompenge, have foranlediget de 32 Mænds Forsamling til at bevirke, at der bliver indrettet paa de fire Bomhuse ved Portene Uhre, som med en egen Mechanisme særdeles nøiagtig kunne angive det afgjørende Tidspunkt, og som om Aftenen ville blive belyste. - En anden hensigtsmæssigt Forandring er den, at Bomhuset paa Citadelsveien vil blive flyttet ind til Toldopsynshuset ved Indkjørselen til Langelinie. Da nemlig Citadelsveien i den senere Tid er bleven bebygget, idet navnligen Døvstumme- Instituttet der er opført, og Bommen staaer udenfor disse Bygninger, maatte man af Vogne, der fra dem skulde ind i Byen om Aftenen, efter Citadelsportens Lukning betale Portpenge saavel ved denne Bom som ved Stadens Porte. - Bomforpagtningen indbringer over 19,000 Rbd. aarligen, hvilken Sum anvendes til Dækning af Udgifterne til Renovationsvæsenet. Ligesom denne Skat er en stor Byrde for dem, der hyppigen maae passere Portene om Aftenen og om Helligdagene, saaledes kan man ogsaa have Krav paa, at enhversomhelst hensigtsmæssig Indretning ved dens Opkrævning foranstaltes. Man kan derfor ikke Andet end finde det naturligt, at disse Foranstaltninger af Borgerrepræsentation ere besluttede, uden Hensyn til de Indvendinger imod samme, som kunne være gjorte.

(Kjøbenhavnsposten fra 22. november 1839)

"Negere og Negerinder" (1830-1839). (Efterskrift til Politivennen).

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 4. august 1835:

En Negerinde, hjemmehørende paa St. Croix, der har ledsaget nogle Børn til Danmark, ønsker sig antaget til Opvartning hos et Herskab eller Andre, som maatte ønske hendes Tjeneste, som i denne Tid maatte afreise til St. Croix. Hun taler Tydsk, Dansk og Engelsk, og har ofte været brugt til Opvartning paa saadanne Reiser. Der gjøres ingen Fordring paa Løn, men hun lader det bero paa Vedkommende, hvad de vilde give hende. Reflecterende bedes at henvende sig til DHrr. Kirketerp & Sønner, Nyhavn Nr. 25.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. november 1836:
En Negerinde ønsker sig Condition strax som Enepige. Hun kan godt lave Mad og bestille hvad som forefalder. Man mælde sig i Møntergaden 55, i Kjælderen.

Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 31. august 1838:
I Høiesterets anden Session ... ere, blandt andre Sager, følgende ansatte til at foretages: ... Negerinden Frederike, for at have borttaget et Negerbarn og henlagt det i et Sukkerstykke. (Salicath & Liebenberg.)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 4. september 1838:
I Fredags foretoges i Høiesteret Sagen: Justitsraad Salicath som Actor contra Negerinden Frederikke for fra et Negerhuus paa Plantagen Punch hemmeligen at have borttaget et Negerbarn og henlagt det i et Sukkerstykke. Ved Landsoverrettens Dom i Vestindien er Tiltalte tilfunden at hensættes til Arbeide i Kjøbenhavns Tugthuus i 6 Aar, hvorimod hun ved den inden Frederikssted Extraret afsagte Dom er tilfunden at have sit Liv forbrudt, ligesom ogsaa hendes Eier er tilkjendt Erstatning af Landkassen for hendes Værdi efter foregaaende lovlig Vurdering. Som Defensor for Høiesteret mødte Auditeur Liebenberg.

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 6. november 1838:
Ved Høiestereet ere ... Negerinden Frederikke (for fra et Negerhuus hemmeligt at have borttaget et Negerbarn og henlagt det i et Sukkerstykke) til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Garnisons-Arbeidsanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Om nogen Tid kan man vente bortsolgt gaarden Nr. 111 paa Garnisonspladsen, hvor Garnisons-Arbeidsanstalt har været. Den har i sin Tid tilhørt afd. Kjøbmand Wilder, der paa Grund af sine betydelige Gaver til forskjellige Stiftelser hører blandt Communens uforglemmelige Velgjørere. Ogsaa denne Eiendom er en Gave af ham og dens bestemmelse var at vare et Slags Felial til Almindelig Hospitals Lemme-Afdeling. Gaarden har iøvrigt den historiske Mærkværdighed, at den er den første Gaard, der blev opført i 1750, da den nye Deel af Byen eller Frederiksstad blev anlagt. Hvad der imidlertid for Tiden er mest værdigt til Offentlighedens Opmærksomhed er, at dette Salg er foranlediget ved Fattigvæsenets Directions Bestemmelse om at ville reducere Arbeidshusenes Antal, for herved at foranledige Besparelser i Administrationen, en Tendents, der er ligesaa rigtig som nødvendig, da Fattigvæsenets Adminstration koste over 30,000 Rbd., uden at man beregner den Masse af Personer, der leve ved Fattigvæsenet, saasom Læger, Præster, Sygevogtersker m. v. ; thi disse iberegnede beløbe Udgifterne til Personer, der have Ansættelse under Fattigvæsenet, og til Contoirudgifter og deslige sig til omtrent 50,000 Rbd., foruden frie Boliger og andre Accidentser, altsaa omtrent til en Trediedeel af den aarlige Fattigskat.

(Kjøbenhavnsposten den 17. november 1839)

Kjøbenhavnsposten erindrer Kjøbenhavns Bombardement. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et Factum, som mangfoldige Vidnesbyrd have sat udenfor al Tvivl, at det langt overveiende Fleertal af den oplyste britiske Nation ikkun med den største Uvillie og med en dybt krænket Nationalfølelse gjenkalder sig Toget i 1807, og det Brud paa al Folkeret, den engelske Regering derved gjorde sig skyldig i. Forgjæves have enkelte af Englands mægtigste Politikere - for ikke at tale om Walter Scott i hans meget uheldige "Napoleons Levnet" - bestræbt sig for at besmykke den som Palnotoke hiin Plet paa Skjoldet - som en Skamplet, der ikke lader sig afvaske. Et af de nyeste Vidnesbyrd herpaa modtoge vore Søcadetter, da de sidst gjæstede Edinburgh, idet at en britisk Søofficeier, der havde været med paa hiint Tog, ved, i en til Ære for vore Landsmænd og det danske Flag udbragt Toast, at lade de danske Søkriges erkjendte, uforfærdede Mod vederfares Retfærrdighed, udtalte sig med den største Uforbeholdenhed aldeles i den nævnte Aand. - Som bejendt, deeltog den nuværende Hertug af Wellington - dengang Sir Arthur Wellesley - i Toget som Chef for den britiske Landarmees Reservedivision. En af denne berømte Feltherres nyeste Boiographer - Alexander - behandler i det Afsnit af hans Levnetsbeskrivelse *), der berører hans Deeltagelse i Toget, denne Gjenstand med en Delicatesse, der viser, at han ganske deler hiin Følelse med den bedre Deel af sine Landsmænd. Det vil sikkert ogsaa interessere danske Læsere at erfare, hvorledes denne Forfatter har skilt sig ved denne vanskelige Deel af en Biographs Hverv, vi skulle derfor hidsætte de derhen hørende Steder af Skriftet. - Efterat have henpeget paa den britiske regerings formeentlige Opdagelse af Napoleons Plan at bemægtige sig den danske Flaade, og bemærket at det baade i 1807 og længe efter har været et heftigt omtvistet Spørgsmaal om den britiske Regering virkelig har havt tilstrækkelig Underretning om en saadan Plan, hvis Tilværelse først efter Napoleons Død, ved hans efterladte Papirrer skal være sat udenfor al Tvivl - vedbliver Forf.: "Idet vor Rgering saaledes, under Paaskud af politisk Nødvendighed og national Selvopholdelse, troede sig retfærdiggjort i at anticipere Fiendens Hensigter, tog den sin Tilflugt til hiin extreme Forholdsregel, som dens Modstandere med saa megen Stregnhed have fordømt og som hos Mænd af alle Partier er bleve Gjenstand for en dyb Bekllagelse. Ingen Krigsflaade har nogensinde seilet fra de britiske Kyster, paa hvilken man har følt det saa smerteligt at gjøre Tjeneste."

Herefter refereres kapitulationsforhandlingerne før bombardementet, og fortsætter med at beskrive selve bombardementet:

"De Danske", siger han, "gjorde flere modige og patriotiske Anstrængelser, hvori ei alene den regulaire Armee, men Borgere, Studenter og et Antal af Øens Landboere i kjæk Forening deeltoge. Flere Udfald forsøgtes med megen Kraft og resoluthed; men Alt var forgjæves imod overleegen Stridsmagt og Disciplin, imod dygtige og erfarne Befalingsmænd og mod overvældende Rækker af de tappreste britiske Veteraner. Denne vedholdende Modstand, som aftvang Beleirernes Agtelse, paa samme Tid som de ikke kunde Andet end beklage den, havde kun til Følge, at de ulykkelige Indvaaneres og deres modige Forsvareres Lidelser bleve forøgede. Vi vilde gjerne drage et Slør over de paafølgende Scener; det nytter ikke til Noget nu saa lang Tid efter at gjenoplive Erindringer, som omendskjøndt de fleste af de umiddelbare Deeltagere i Scenen er gaaede bort, det dog maaskee, for begge Nationers og alle Partiers Interesse og Lykke, er bedst at begrave i Glemsel." I Anledning af Kjøbenhavns Bombardement citerer Forf. de af en kyndig Forfatter (Scherer i sine interessante "Military memoires", Vol I) desangaaende fremførte høiligen misbilligende Yttringer, hvori en saa barbarisk Fremfærd skildres som uværdig for vor Tid og for civiliserede Nationer, hvorhos han med Glæde dvæler ved at den var uden Exempel i Hertugen af Wellingtons lange og haardnakkede Felttog i Spanien. Og om Kjøebnhavns Capitulation yttrer han endelig, at "Ære og Patriotisme havde gjort Alt, hvad der stod i deres Magt; det vilde have været Afsindighed at blive endnu længere ved."

*) "Life of His Grave Field Marschal the Duke of wellington." Part II, London 1839. 

(Kjøbenhavnsposten den 24. november 1839)

Folkefest paa Himmelbjerget. (Efterskrift til Politivennen)

Som en modvægt mod hvad nogen mente var "fortyskningen" havde man indstiftet en senere lang tradition med møder på Himmelbjerget. En artikel fra " omtalte det andet møde på Himmelbjerget:

(Randers Avis.) Den første Folkefest paa Himmelbjerget. Ifjor den 1ste August vare nogle - ikke en Snees - unge Mennesker samlede paa dette Danmarks høieste og skjønneste Punkt. De bestemte at ville mødes sammesteds samme Dag iaar. Kun Een af disse indfandt sig - hvilket gjør os hjerteligt ondt for de Andre, thi Vinket var givet, og nu hidkaldte det 5-600 Danske af alle Stænder og Aldere. Her var Generalen og Soldaten, Greven og Bonden, Præsten og Degnen, Barnet ved Brystet og Oldingen med Sølverhaaret. Her var Maleren, Billedhuggeren og Digteren - ja hele to: Peder Jensen fra Viby Mark og Steen Steensen fra Spentrup. Den Sidste havde ligesaavel som den Første en trykket Vise med, paa Melodien: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev afsjungen (med flere ældre Folkeviser) af det glædeligt samstemmende Folk, efter først at være indledet ved den fortrinlige Regimentsmusik fra Horsens, der her paa Bjerget hilsede Folket ved sin Ankomst og frydede Hjerterne lige fra Middag og indtil Solen forlod den klare og skjønne Himmel, forgyldende Søer og Strømme, Enge, Marker, Lyngbakker og Bjergskoven - det var som Dagens Konge, til Festens Forherligelse havde forjaget de Skyer, der i lang Tid lige til Aftenen forud havde formørket og vædet Jorden. Taler bleve holdte - og det havde af Præsten og Officieren, og Skaaler tømte for det elskede Fædreland og dets Konge, og for Den, der staaer ham nærmest, og ved sit for faa Aar siden gjorte Besøg paa Himmelkuld vistnok gav første Anledning til en Folkefest, som - det tør vi frit ud spaae - aldrig vil ophøre saalænge Danmark skal være Danmark, en Fest, der er af baade saa høi og dyb en Betydning, at ethvert fædrelandsk Hjerte vil frydes, og det med noget Mere end løse Profetier og flygtige Phantasier: Her var Glæden ingen Indbildning og Haabet ingen Drøm. - Her saaes ingen Standsforskjel - ei engang i Klæderne - Alt var Borger og Borgerinde. Den, der til daglig Brug havde Rang og Titler, havde paa denne sande Folkefest ingen anden end "Dannemand"; og den, vi i daglig Tale kalde høivelbaaren, var frisindet nok til at tale med, synge med, dandse med den, som Alle sige "Du" til. Ikke fordi det skulde just være saa mærkeligt, men fordi det Glædelige ogsaa heri skal vorde Borteværende vitterligt: der var i denne - ellers siger man "blandede", men herom siger jeg "eensformige" - Forsamling ikke den ringeste Uorden, ingen Overdrivelse i Nydelsen af Guds gode Gaver, og ikke et tvetydigt Ord, eller en skjæv Mine at mærke den hele lange, herlige Dag. Den komme igjen hvert evige Aar! - Det ønsker

Een, som var med.

(Kjøbenhavnsposten" den 9. august 1839)

Skamlingsbanken. Det nøjeste punkt i nuværende Sønderjylland, 113 m. Her blev i årene 1843-59 afholdt støttefester for den danske sag. Som en parallel til disse afholdt slesvig-holstenerne sangerfestivaler. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Løbske Heste. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Formiddags hændtes det ulykkelige Tilfælde, at et Par Heste, der af en kongelig Kudsk bleve tilkjørte for en Rustvogn, løb løbsk paa Volden, hvorved den private Eier af Hestene ved at springe af Vognen brak Benet. Til al Lykke standsede Hestene med et Træ, saa at ikke yderligere Ulykke herved blev afstedkommen. Ved at anføre denne Begivenhed kunne vi ikke andet end at beklage, at det tillades de kongl. Livreetkudske at tilkjøre Heste paa en offentlig Promenade, hvor det i den Grad, som det paa Volden er Tilfældet, er vanskeligt at komme afveien og som derhos saa meget besøges af gamle Folk og af Børn. Det vilde sikkert være høist ønskeligt, om dt almindelige Forbud imod at kjøre pa Volden (hvilket som bekjendt ene og alene er forbeholdt de kongl. Herskaber) ogsaa maatte blive udstrakt til at gjelde for de kongl. Kudske, naar disse ikke kjører for deres respective Herskaber.

(Kjøbenhavnsposten den 29. august 1839)

Asphalt. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Owens Forsøg med Asphalt-Brolægning udenfor hans Gaard i Store Kongensgade danner en glimrende Oase i det stenede Arabien, som Fodgjængere i denne Gade maae færdes igjennem. Det er unegteligt, at dette Experiment er udført paa en Maade, som er i høi Grad beregnet paa at sætte Asphalt-Brolægningen i Credit; ovenpaa et Underlag af Muursteen, som i sig selv vilde være en meget god Brolægning (skjøndt mindre varig end denne) er anbragt et Lag af Asphalt, hvori der er strøet hvidt Sand og dette Lag er deelt i aflange Fiirkante, som giver Fortoget et Udseende liig de brede Fliser, som bruges til de engelske Fortoge. Det forekommer os, at det eneste her muligt kunde indvendes mod dette Experiment er, at det er noget for kostbart; vi havde helst ønsket at see Forsøget gjort med et mindre kostbart Underlag, end Muursteen. Ønskeligt var det om Nogen nu ligeledes vilde gjøre et eller andet Forsøg med Trøbrolægning, der allerede er almindelig indført i flere store amerikanske Stæder og navnlig i Philadelphia.

(Kjøbenhavnsposten fra 28. august 1839)

Måske var det her asfaltbelægning for første gang blev lagt i Danmark. Owens Gård lå i daværende nr. 248, nuværende nr. 68 (1740 og ombygget 1882). Artiklen blev fulgt op den 5. november 1839 i Kjøbenhavnsposten. 

Borgervæbningen. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden var igaar Aftes Vidne til nogle tumultariske Optrin, hvis Anledning ligesaavel bør beklages som de Følger, de muligen kunne medføre for flere af Stadens Medborgere. Ved det borgerlige Artilleris Vaabenøvelser paa Amagerfælles igaar eftermiddags og navnlig ved tilbagemarchen til Staden yttrede sig en lydelig Uvillie mod Hr. Major og Garvermester Eberlin, der især efter Marchens Opløsning paa Christianshavn gik over til stærk Hujen og fornærmelige Udraab, hvormed man ledsagede Hr. Eberlin, der, - omringet af Mængden, forhindredes fra at undkomme, uagtet han var til Hest. Det stedse voxende Tog vedblev paa denne Maade gjennem en Deel af Byen, og man skal endog haandgribelig have insulteret Hr. Eberlin, hvem det først paa Kjøbmagergade lykkedes at unddrage sig disse Excesser. Den nærmeste Anledning til den saaledes yttrede Uvillie mod Hr. Eberlin skal være følgende. Hr. Eberlin havde, som constitueret Exerceerinspecteur, bestemt, at af Corpsets nye Medlemmer, der indøvedes iaar, skulde de, der udeblev en Dag, næste Gang indhente det Forsømte i Mellemtiden, medens de andre hvilede eller efter den fastsatte Tid. Da dette vakte Misfornøielse hos de Paagjeldende, idet man hellere ønskede at indhente en ofte uundgaaelig Forsømmelse ved næste Gang at indfinde sig een eller to Timer tidligere, end at blive saameget længere over Tiden, paatog en af Exerceerskolens andre borgerlige Officierer sig ved en paakommende Leilighed at bede Inspecteuren om en Forandring heri. Hr. Eberlins afslaaende Svar gav den Anrdragende Anledning til en uden Tvivl velmeent Yttring, der imidlertid foranledigede, at han, indkaldt for en af Corpsets borgerlige Officierer bestaaende Krigsret, dømtes til 3 Gange 24 Timers Arrest paa Hovedvagten. Den saaledes for sin vistnok humane Hensigt Undgjeldende, der tidligere har modtaget flere Beviser paa almindelig Agtelse af sine Medborgere ved Corpset, steg ved denne Leilighed naturligviis end mere i deres Yndest, hvilket ogsaa ikke alene først gav Anledning til at en talrig Deel af Corpset paa Fælledes igaar Eftermiddags androge for Corpscommandeuren deres Ønske og hans Fritagelse for den gam tilkjendte Arrest, men dernæst vel endog til de omtalte Excesser mod Hr. Eberlin. Hvor beklageligt det end er, at slige Optrin skulle finde Sted blandt bevæbnede Medborgere, og hvor høist dadelværdigt det end er, at Stemningen skal kunne udarte til slige strafværdige excesser, maa man derhos dog tillige beklage, at en medvirkende Aarsag dertil af Mange ansees at være den Tone og Adfærd, der af Enkelte ved slige borgerlige Corpser undertiden gjøres gjeldende, og som altfor meget synes at forglemme, at Forholdet her ikke er det ved Armeen herskende.

(Kjøbenhavnsposten 1. august 1839).

Johan Frederik Eberlin (1787-1868). Garvermester, kommandør for det borgerlige artilleri i København. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da borgerlige Artillerie i Onsdags Aftes ( d. 31te Juli) efter endte Excerceer-Øvelser drog ind ad Amagerport, viste en Deel af Medlemmerne paa en høist upassende og raa Maade deres Utilfredshed med Major og Garvermester Eberlin. Denne har nemlig for nogen Tid siden i en Tjenestesag havt et Skiænderie med en Lieutenant Bech ved det borgerlige Artillerie, hvoraf Følgen var, at Beck efter Eberlins Klage blev af en Krigsret dømt til 3 Gange 23 Timers Arrest paa Hovedvagten. Endskiøndt der er almindelig antaget, at Eberlin deels ofte gaaer for vidt i sin Tienesteiver, deels har antaget en Tone mod sine Undergivne i Corpset, der ene minder om Majoren og ganske glemmer Borgeren, saa skal der dog paa len anden Side ikke kunne negtes, at Beck under denne Sag har opført sig altfor respektstridigt. I Tirsdags blev Bech, som er meget yndet i Corpset, arresteret paa Hovedvagten, hvor han skulde hensidde til Fredag Morgen, da Corpset skulde præsenteres for Hs Maj. Kongen. Onsdag Aften forfulgte Borgerne Eberlin hele Byen igjennem med Huien og Piben, og at der til dem sluttede sig en talrig Mængde af den stedse til "Commers" beredte kiøbenhavnske Pøbel, er naturligt. Man paastaaer endogsaa, at det paa store Steder er gaaet til Haandgribeligheder, inden Eberlin slap ind i sin ved Nørreport beliggende Bolig. Derpaa begav Borgerne sig hen til Hovedvagten, hvor der bragtes den arresterede Lieutenant Bech et 3 Gange gientaget Hurra. - Naar vi i vor Artikel have betjent os af Ordet "Borgeren" som om det var disse, der havde foretaget sig Ecesserne, da maae vi tilføie, at det kun var en saare ringe Deel af de Forfølgende, der vare i Uniform, hvorimod den langt større Masse holdt sig borte derfra og neppe billigede, at en Borger blev forfulgt af Gadedrenge. - Naar enkelte kiøbenhavnske Blade ved at referere denne Sag ere gaae til Felts mod den otte upassende Maade, hvorpaa de høiere Borger -Militaire behandle deres Undergivne, da have de vel forsaavidt Ret, som det er denne Behandlingsmaade, der fremkalder stige Optøier, men de burde dog ikke glemme at udtale deres Misbilligelse over en saa Plump og drengeagtig Maade at tage sig selv tilrette paa. 

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 5. august 1839).

Rekrutterne ved Kjøbenhavns borgl. Artilleri marcherede i Torsdags Middags op og bragte den inspicerende Major for deres Exerceerskole, Garvermester Eberlin, et Hurra, der formodentlig var saameget mere velmeent, som denne Borgerofficeer endnu for et Par Aar siden var Gjenstand for stærke Opinionsyttinger i den modsatte Retning. Denne Meningsmanifestation gik, mærkeligt nok, af uden Mellemkomst af Politistokkene, der ellers i Regelen spille en saa indgribende Rolle ved alle Udbrud af Stemninger. (Kbhp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. juli 1842).

Københavns Borgervæbning blev oprettet 1573 med en kongelig befaling. Borgerne var værnepligtige, og de skulle kunne mobiliseres til byens forsvar, hvis fjenden kom. Den havde vagttjeneste i byen og fungerede senere også i brandkorpset og ved ceremonier. Alle borgere skulle indskrives i borgervæbningen, medmindre de var syge, svage eller allerede gjorde tjeneste i livgarden eller flåden.

I 1610 fik den vedtægter der bestemte bødestraffe for forskellige forseelser. Borgervæbningens øverstkommanderende hed stadsøverste og stadsoberst indtil 1676 var hvor hed Stadshauptman. Han havde bla. a. ansvar for at borgerne var i god form og havde nok ammunition i hjemmet. Vægterkorpset overtog i 1683 flere af borgervæbningens arbejdsopgaver, først og fremmest vagttjenesten. Borgerne stod nu kun vagt i særlige nødstilfælde og for det meste kun på byens volde.

I 1801 blev landets borgervæbninger indrettet med to afdelinger: 1. afdeling for egentlige borgere og 2. afdeling for unge mænd uden borgerskab. Den nye 2. afdeling skulle stå for deciderede militære udfald, mens 1. afdeling havde samme opgaver som tidligere. Ved en kongelig forordning af 1808 blev en borgerlig indrulleringskommission oprettet, og administrationen af borgervæbningen flyttet dertil. Indrulleringskommissionen bestod af Stadshauptmanden, byens brandmester og en deputeret fra Danske Kancelli.

I 1870 blev Københavns Borgervæbning nedlagt.

Holstener skriver fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Gennem mange årtier kendte hovedstadspressen til anti-tysk propaganda. Hvorvidt denne var udtryk for samme tankegang som i Jylland og hertugdømmerne, kan man diskutere, ligesom hvem der "kom først". Under alle omstændigheder blev det nu skærpet yderligere. Det viser et brev fra en holstener, dateret den 8. juli 1839, citeret fra "Kieler Correspondenz-Blatt" nr. 38, 1839 i  (i uddrag):

Hvorledes en Holstener skriver fra Kjøbenhavn.

"Den Kamp, som et dansk Parti under "Dannevirkes" Anførsel paa Literaturens Mark har begyndt imod det tydske Elements foregivne Overvægt i Hertugdømmet Slesvig, maa naturlig ogsaa berøre de heri Kjøbenhavn sig opholdende "Schleswig-Holsteiner" paa mangfoldig, ikke altid meget gemytlig Maade. Vi Tydskere ere noget beqvemme og holder ikke af (??) at omtumle os paa en uhyggelig Dialektiks Tourneerplads, hvor kun tørt Sand suser om Ørerne; kun naar man træder vore helligste Sympathier for nær, naar  man vil overtale os til at troe, at der for os kun gives et enesaliggjørende politisk Samfund, med de Danske, da fare vi vel undertiden med et "Donnerwetter" derimellem, medens den forundrede Danus med fornem Mine beklager vor Nationalfølelses plattydske eder. - Forgjæves søger den fredelskende Tydsktalende at indhylle sig i Taushedens Kappe, eller i alt Fald,med det i sin inderste Overbeviisning krænkede Gemyts Ironi, at smile over de hidsige Angreb paa hans udværtes politiske Existents; dog - "So kan er alle Tage her etc." - De Danske i og for sig frembryde mange elskværdige Charakteersider, muntert Lune og holbergs Vittighed, forekommende Høflighed og Artighed imod hverandre og human Adfærd i gjensidige Livsforhold. Men den hos Øboere sædvanlige Eensidighed yttrer sig med Hensyn til Fremmede paa en ofte mærkværdig Maade. Jo mere den fremadskridende Cultur fører det civiliserede Europas store Nationer en gjensidig Anerkjendelse af deres eiendommelige Character imøde, yttrer sig derimod en dansk Propaganda med en blind fanatismes hele Modbydelighed, som ikke tager i Betænkning at tilregne Modstanderne som en Forbrydelse Resultaterne af Forholdenes naturlige Udvikling. Thi forgjæves spørger man, hvilke forskrækkelige Voldsomheder da de Tydsktalende i Hertugdømmet Slesvig have udøvet, for at fortrænge det danske Sprog. Den politiske Friheds Venner kunne kun smertelig beklage, at en saa talentfuld ung Mand, som Cand. Jur. Lehmann, kan istemme den samme Tone og paatrykke denne, om og forblændede, dog høist beklagelsesværdige, lidenskabelige Færd en ædel og retfærdig Sags Stempel! (hør!!). - For den tydsksindede "Scleswig-Holsteiner" kan denne Korstogpræken kun være i høi Grad piinlig, og den forbittrer ham de aandlige Nydelser, som han ellers, ogsaa paa fremmed Grund,stræber at tilegne sig, men som med al deres blændende Glands aldrig og ingensinde kunne opveie Opoffrelsen af hans helligste Følelser"

Der er ikke meget som tyder på tysk infiltration, og artiklen imødegås da også på en nedladende måde. Et af argumenterne er at artiklen forveksler holstensk med tysk, idet artiklen anerkender tyskere arbejdsomhed mm.:

Holstenerne have rigtignok hidindtil i deres af Naturen saa rigt velsignede Afkrog af Tydskland kun taget liden Deel i Germanernes store Aandelige og Statsborgerlige Bedrifter, og deres nøisomme Folkefæller i Høilandet ere ondskabsfulde nok til at paastaae, at det kommer af den megen Smør og Ost, Kjød og Flesk, Grog og punch, som aarligen fortæres i Holsten ... At de danske Slesvigere have skandinaviske Sympathier, er ligesaa naturligt, som at Holstenerne have germanske. .. At der endelig netop i Hovedstaden kjæmpes for Danskheden i Slesvig, er ligesaa naturligt, som at man gaaer til Kilden for at hente Vand. Ingen tydsk Slesviger eller Holstener, der har samme Agtelse for Andres Nationalitet, som han fordrer for sin egen, vil i Hovedstaden af den angivne Aaarsag finde sin Stilling piinlig og føle sig forstyrret i sine Nydelser; det har jeg af Mange hørt stadsfæstet.

Nis Hansen.

Ornum Mølle ved Mysunde.Schnellmarker Holz ved Eckernförde. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

I såvel "Fædrelandet" som "Kiøbenhavnsposten" kunne man læse sammenligninger med at det danske militær i årtier havde måttet døje under tysk kommandosprog, og at tyske adelsmænd sad på statens vigtigste poster, med at Holsten efter indlemmelsen i den danske stat i begyndelsen af 1800-tallet nu havde fået et dansk kommandosprog. Sammenligningen må vel set med eftertidens øjne være noget skæv. For grunden til det tyske embedssprog i Danmark kan mere ses som et udtryk for at hoffet foretrak dette, end et forsøg på fra "tysk" (hertugdømmernes) side om at overtage staten. Modsat det kunne indlemmelse af Hertugdømmerne i starten af 1800-tallet med nogen grund anses for "danomani"

Og selv om at de danske aviser anerkendte at tysk kommandosprog var velbegrundet i Holsten, så mente de at dette ikke gjaldt i Slesvig, og så ønsket om tysk kommandosprog i Slesvig for et udtryk for "germanisering". Med nogen ret da "Kieler Correspondenz-Blatt" først et pænt stykke op i 1840erne tilsyneladende blev opmærksom på den dansksprogede, nordlige del af Slesvig. Omvendt afspejler artiklerne i de danske aviser også at den danske, nordlige del af Slesvig blev brugt til at argumentere for at hele Slesvig skulle være dansk. Både de danske og tyske avisers dæmonisering af modparten anviste dels ikke nogen løsning på sprogproblemet, dels blev sprogproblemet netop brugt til en dæmonisering af modparten for hhv danificering og germanisering.

Sådan så man på rigerne i 1820 i J. Jørgensen Riise: Nyeste kort over Kongeriget Danmark med Hertugdömmene Slesvig, Holsteen og Lauenburg, udgivet især med Hensyn til Borger- og -Almue-Skoler saavelsom privat Underviisning, giennemseet og foröget med historiske Bemærkninger. (Hentet hos det Kongelige Bibliotek, med CCL.). Titlen taler vel for sig selv. Men se hvad der sker senere med kortene få årtier senere, længere nede i artiklen.

Svenske Studenter. (Efterskrift til Politivennen)

I 1839 var der kommet en del svenske studenter til København for at fejre dagen for indkaldelsen til stænderforsamlingere den 28. maj. Efter afrejsen den 27. maj udbrød der tumulter ved Langelinje, og flere artikler i :

Kort førend Dampskibet Malmø bemeldte Dag afgik fra Rheden, strømmede en stor Deel danske Studenter, for at tilsende de bortreisende svenske Venner en sidste Afskedshilsen, ind paa Langelinie, hvilket den ved Indgangen til samme posterede Skildvagt, om efter, eller uden høiere Ordre, vide vi ikke, roligen lod skee, uagtet ingen Tegn bleve ham foreviste. Efter nogen Tids Forløb, da Dampskibet allerede var kommet næsten til Trekroner, begave en Deel Mennesker, saavidt skjønnedes, over 30, sig en masse til Langelinie, hvorhen de troede paa samme Maade at kunne faae Adgang, hvilket Skildvagten imidlertid negtede dem, da han umuligen kunde antage, at de kom for at hilse paa Bortreisende, der allerede vare saa langt borte, at de ikke mere kunde sees fra Landet. Man vilde opnaae ved Magt, hvad der ikke godvilligen blev tilstaaet, og nødte derved Skildvagten til at gjøre, hvad hani et saadant Tilfælde ikke alene er berettiget men ligefrem pligtig til at gjøre, at værge sig imod et personligt Angreb med sit Vaaben. Under den derved opstaaede Kamp ilede et Par Mand fra den i Nærheden værende Vagt til, under en Overjægers Commando, og denne satte Vold imod Vold, ethvert Menneskes, og vel fornemmeligen en miitair Vagts Pligt. Men Magt vilde man forcere Indgangen til Langelinie, der, som det maa være enhver dansk Student vitterligt, kun staaer aaben for den med det anordnede Tegn Forsynede, med Magt blev Angrebet tilbageviist, og den forsamlede Mængde greb til det afskyeligste af alle Midler, til, hvad den ærede Indsender i Nr. 144 kalder det eneste "Forsvarsvaaben", den angreb Vagten med Steenkast, hvorved denne saae sig nødsaget til at trække sig tilbage til Jernporten og lukke denne (dette var maaskee ogsaa et af de fornærmelige "Angreb", hvorimod man "forsvarede" sig med Steenkast!), og hvem veed, hvilket Udfald Sagen havde faaet, hvis ikke Commandantens Ankomst havde gjort en Ende paa Striden.

I redaktionens følgende svar står der bl.a.:

Vi have paalidelige Personers Ord for, at den nærmeste Anledning er opstaaet derved, at en Soldat uden tilstrækkelig Grund voldeligt har overfaldet en Person, der efter Vagtens Formening altformeget nærmede sig Posten, og med Kolbeslag søgt at documentere denne Formening, uagtet Personen hverken i Ord eller Gjerning fornærmede den posterede Soldat. Vi antage iøvrigt, at man, om det end lader sig forsvare fra det juridiske Standpunkt, dog har viist en høi Grad af Indiscretion ved atter at ville spærre Adgangen til Langelinie, efterat Folk, med eller uden høiere Vedkommendes Tilladelse, havde faaet Adgang til samme, og det i Særdeleshed saa hurtigt efter Dampskibets Afgang, fordi det ved tidligere Leiligheder har været Brug, at Langelinie, efterat være aabnet for Alle og enhver, er vedbleven at staae aaben nogen Tid efter, Noget man derfor med Grund maatte antage ogsaa dennegang at ville blive Tilfældet. At bemærkedette i rolige Udtryk, afgav da under alle Omstændigheder ingen Grund til, at Vagtcommandandeuren beordrede Soldaterne at plante Bajonetten paa Geværet og storme ind paa Folk, ved hvilken Leilighed, hvad der er oplyst ved mange Vidner, een Person alene reddede sig fra at faae en Bajonet i Livet ved at kaste sig ned bag et Træ ... Under saadanne Omstændigheder tror vi ogsaa, at Steen vare Folkets "eneste Forsvarsvaaben", da Soldaterne fore frem i blindt Raseri og ikke agtede paa, om de anfaldt rolige Spadseregængere eller dem, som de antoge for deres Fornærmere ... Folket, som iøvrigt ikke alene bestod af Studenter, men ogsaa af mange ældre Borgere, der ikke viste mindre Harme over Soldaternes Fremfærd end de yngre og fyrigere. 

(Kjøbenhavnsposten, 3. juni 1839. I uddrag)

Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser. (Efterskrift til Politivennen)

 

Eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad. 

Af Jakob Behrend. (1839).

Redacteurens Introduktion (2015)

Nedenstående udvalg af Behrends lille bog giver forfatterens personlige billede af hvordan livet i Københavns gader og uden for voldene formede sig i 1830'erne. Originalen findes på Københavns Hovedbibliotek. Den indeholder en alfabetisk gennemgang af den indre bys gader samt afsnit om spadsereture tæt på København og uden for Søerne. Illustrationerne er indsat af Redacteuren. Originaludgaven har ingen.

Bogen er et meget tidligt eksempel på en mere "uformel" beskrivelse af København. Frederik Thaarup (1766-1845) som nævnes flere steder i bogen, var redaktør af flere københavnske tidsskrifter og havde forfattet flere beskrivelser og turistførere over København. Militærdiktaturet (enevælden) lagde sin klamme hånd på enhver ytring der kunne formodes at skade styret. Behrends bog kan ses som et eksempel på hvordan man(d) alligevel forsøgte at udholde styret gennem druk, kvinder og sparsomme forlystelser. Set med nutidens briller kan meget af det opfattes som "lummert". Hvilket det utvivlsomt også er, men altså skal ses i kontekst med datidens restriktioner.

Om forfatteren Jakob Behrend skriver Det Store danske bl.a.: Jacob Behrend, Carl Jacob Behrend 1803-1846, bogtrykker, forfatter. Udlært i det Brünnichske bogtrykkeri. 1820–26 typograf i Tyskland og Frankrig. Bogtrykkeri i København 1827-1831. Købte derefter et lille trykkeri, som havde til huse forskellige steder i København. Bogtrykker 1839 og visedigter i poeternes klassiske gade Åbenrå. B.s forfatterskab omfatter en mængde småskrifter på vers eller prosa af lavkomisk og satirisk indhold, op imod 450 og har desuden skrevet mængder af lejlighedsviser på bestilling. 

Åbenrå år 2015. De gadehandlende og deres sang er forsvundet. (Eget foto).

Aabenraa. Her er en blomstrende handel med kogte kartofler, stegte ål og grillerede fårehoveder. Om morgenen vækkes beboerne ofte af disharmoniske trioer, kvartetter, kvintetter etc. udført af dilettanter og dilettantinder, som fra vognenes troner udråber tørv, pindebrænde, matte fisk osv. Efter at adskillige har brækket arme og ben, er gaden viseligt blevet brolagt. Holberg den udødelige skal have boet i Aabenraa. Gud give han levede og ville skrive en komedie: "Oplysningens ekcentriske trompeter". I denne gade tog retfærdigheden fejl, hvilket er et ubehageligt tilfælde. Man gjorde nemlig eksekution hos Rakettens udgiver Møller (nr. 245), i stedet for hos en anden mand af samme navn. Det var dengang som man ser, en lykke at man ikke hed Møller. "Oh Rendsborg! Oh Rendsborg! Du vennehulde stad" toner ofte sødt i denne gade i den herlige manøvretid, mens sangernes knebelsbarter glinser af ålesidt.

Abel-Cathrines Boder, beliggende i Dronningens Tværgade er stiftet 1615 af Abel Cathrine von der Bisch, i hvilken 23 fruentimmer har fri bolig og 1 rigsbankdaler ugentlig. Med tilskud lever de ret behageligt, de gode gamle jomfruer og madammer. Sagnet fortæller at der i denne egn bestandig skal lugte af kaffe.

Accouchehuset eller Fødselsstiftelsen. Her hjælpes småbitte børn til verden og plejes, lige meget om moderen som frøken, jomfru eller ægteviet kone har bidraget sit til deres tilværelse. Det er en menneskekærlig, frugtbringende og vigtig anstalt, som skjuler syndernes mangfoldighed. Damer kører derind så tykke, så det er en lyst, og kører ud derfra så slanke som jomfruer, hvis prædikat også mange af dem vedbliver at føre. Og siger nu veninderne ved gensynet til en eller anden af dem "Gud Emilie, hvor har du været så længe?", svares almindeligt: "På landet!". "Om vinteren?" , "For at lære at kerne smør".

Adelgade 91A, baggården (Nationalmuseet). (Eget foto, 2015)

Adelgade, bebos ikke mere af lutter adel, men tager nu også til takke med borgerfamilier, som har lange udsigter i den.

Admiralgade. Her skal i Christian den 4. tid have boet en admiral. Så meget værd havde en admiral i den store konges tid at gaden hvori han boede, blev døbt efter hans rang. I vores tid er ingen gade blevet opkaldt efter nogen admiral, general eller korporal.

Antonistræde har navn af helgenen Antonius - og bebos nu af mange skøger som bidrager til at gøre ungdommen moralsk fordærvede. Dog - her findes også en anstalt hvori den atter gøres dydig- Lad gå da! Det er ikke længe siden at et offentligt fruentimmer blev myrdet i denne gade. Vores årvågne politi skal have gerningsmanden i sin varetægt.

Assistenshuset, en offentlig låneanstalt som især søges stærkt i Dyrehavstiden og ved auktion to gange årligt sælger de uindløste panter. Til disse tider findes mange tårer og udpresses mange sukke i København. 

Boghandel; på samme har Athenæum og andre læseselskaber haft megen skadelig indflydelse, idet flere hundrede mennesker har aktieret i, og nyder ved læsning renterne af et eksemplar af en bog, hvoraf mulig hver for sig ville have købt et, når intet læseselskab eller ingen læseforening var stiftet her. Litteratur og makulatur udgør en daglig, temmelig lang artikel i Adresseavisen og almindelig Commissionstidende og sammensmelter under den fælles rubrik: "Kundskabsvæsen". Boghandlernes ånd formener jeg kan inddeles i vandånd, vinånd, landånd, stadsånd, marskandiserånd, administrationsånd, hellig skomagerånd, etc. Den virkelige boghandlerånd - nemlig den kundskabsrige - skal kun forefindes hos nogle enkelte blandt vores boghandlere. Noget er bedre end intet.

Bredgade eller Norgesgade er en kontrast til livets smalle tornesti. Den er bred, jævn, forskønnet ved pragtbygninger. Billedet på livets forgængelighed. Frederikskirkens ruiner signer storhedens gravminde. Landakademiets øste fløj: Den fremspirende kraft. Det Kirurgiske Akademi: Den statsmaskinens sår lægende trofaste nationalånd. Det Katolske Kapel: Håbet om den algodes bistand. Frederiks Hospital og Apotek: Den beredvillige opofrelse. Og endelig antyder Søkadetakademiet som snor sig om ad Toldbodvejen, ligesom for at stræbe ad havet til: At kun søfart og handel er Danmarks fornuftige læge.

Brændevinsmagasin ved Langebro er nu gået til sine fædre. Det var bestemt til efter omstændighederne at åbnes når trangen efter dyre priser anbefalede dertil. Når dyre priser anbefalede dertil, åbnedes gerne af trang. Når trang anbefalede dertil, åbnedes det stundom til dyre priser. Hip som hap! 

Brøndstræde, store og lille. I Store Brøndstræde er en gratistskole "for honette evneløse folks børn", Lille Brøndstræde er et asyl for moralsk fordærvede kvinder hvor dog ikke arbejdes på deres sjæls forbedring.

Børsen. (H. G. F. Holm 1837)

Børsen, bygget af Christian den 4. Det hedder desværre ikke mere med ængstelig hast: "Til Børsen! Til Børsen! Klokken er tolv!". Det sygelige liv som bevæger vores halvdøde handel, vågner først op klokken halvto og sover ind igen en lille time efter når dens gravklokke lyder. Merkur har som handelens gud vendt os ryggen. Som tyvenes og kassebedragernes derimod skænker han os sin særdeles gunst. Uakkurate kreditorer bliver nu til handelens oplivelse og kredittens sikkerhed ophængt på Børsen. Nemlig deres navne. Ikke til evig spot, skam og skændsel, men formentlig dog til et slags timelig. Mærkværdig er: Børsvægterens tapre hunde og velstanden som kastes ud derfra hver fastelavnsmandag. Når man i børstiden træder ind i salen, bliver man besynderlig bevæget ved at høre et brummende kor, ligesom af ånder. Men man har ingen grund til at have spøgelsesfrygt. Det er de på Børsen emanciperede jøder som brummer friheds- og lighedshymnen i forening med deres driftige brødre.

Cancellibygingen, hvorfra statens ve og vel udgår. En ansøgnings frem- og tilbagerejser fra Magistrat til Kancelli og omvendt og indtil den når målet, kan stundom medtage mere end tre år, i hvilket tidsrum jorden kan omsejles.

Chirurgisk Akademi, bygget 1786. Her skal engang en blodig nævekamp have fundet sted, hvorved en del danske studenter skulle have vadet i tysk barberblod til op over knæene. Det kirurgiske barberuvæsen har nu, til tarv for menneskeheden en ende. 

Christiansborg Slot brændte 1794. Dets genopførelse blev overdraget nuværende overbygningsdirektør, konferensråd Hansen som engang uden synderlig held havde sit skatkammer her. Thaarup sagde 1829: "Det nærmer sig sin fuldendelse". Det selvsamme er tilfældet 1838. Såfremt det er bygmesterens forsæt at fuldføre værket i denne konges tid, kan vi glæde os ved at vores højt elskede monark vil opnå en ualmindelig høj levealder.

Christiansborg Slot med slotskirken i midten af billedet.(Fra Før og Nu, 1918)

Christiansborg Slotskirke blev indviet 1826. Thorvaldsens for samme bestemte Kristus-figur skal efter rygtet være begravet i Frue Kirke. Det indvendige af kirken har meget til fælles med en koncertsal, og man kan se og høre alt i den uden vanskelighed, undtagen præsten.

Fisketorvet (ved Gammelstrand) er ingen klosterlig stiftelse, skønt en smækfed kone med en ubesat stråhat på kaldes priorinden, og hvis skarpsindighed har hævet hende til en fredsmæglerskes rang, når søstrene kommer i trætte eller i hårtotterne på hinden. De var i sin tid en skræk for de i nærheden sig opholdende vognmandskarle. Nu er de skredne frem med tidens oplysning og skælder hinanden mere moderat ud. Således siger de nu kun "mær", i stedet for det forældede "rakkermær" osv. De fremviser heller ikke mere deres blottede bag i vredens hede, men betegner kun efter velanstændighedens forskrifter deres foragt for modparten ved talende mimik og gestikulation. 

Gammeltorv 2015. Springvand og mange af de andre gamle bygninger. 
Torvehandelen er væk. (Eget foto).

Gammeltorv med et springvand hvorpå visse festdage hule, forgyldte messingkugler spiller. På torvedagene går det ret livligt til med handelen her. Svinerygge og hoveder af firefodede skabninger, flæskesider, gæs med og uden hoved, hvoraf de første stundom skriger udmærket frisindet. Æg, smør, korn, etc. savnes ikke her. Madammen træffer stundom mellem bøndervognene sin galan, og tjenestepigen sin kavaler fra det sidste dansebodsbal, ligesom stævnemøder til om aftenen bag portene aftales her. 

Gråbrødretorv, har ligeledes sit navn efter et kloster, men kaldes i daglig tale: Ulfeldts Plads efter den ulfeldstske skamstøtte. "Til evig spot, skam og skændsel" har den til inskription. Dette evig tilsvarer ikke Balles forklaring af ordet, for så vidt skamstøtten har haft en begyndelse. Derimod synes dens ende eller tilintetgørelse i modsætning til Guds langmodighed at få udseendet af at vare evig, eftersom hverken tidens tand eller de følendes opfordring har formået at rydde den af vejen. Her er slagtertorv, hvor kødhovederne daglig kan se deres dobbeltgænger henrettet, og hovedet at stirre fra boden med filosofisk ro ud på tidens usselhed. Man kan se på fysionomien at den tilgiver sin morder der ser sit offers hoved uden at føle samvittighedsnag, ja endog borthandler kroppen idet han tilkaster de smukke kokkepiger skælmske blikke, ler og tiltaler dem sødt. Ja engagerer muligvis en eller anden til en dans i Lille Kongensgade, idet han sønderhugger hin. Om oksens blege læber svæver hint huldsalige smil i døden, som er en afglans af den indre overbevisning i dødens stund om en dydig tilbagelagt livsvandring. Oh, okse! hæng i fred! Den du så højlig har fortjent! Ja, langt mere end mangen en blandt dine tobenede medbrødre med og uden horn, og du fortjente ligesom det ikke sjældent vederfares disse, især de uformuende, en lovtale der hæver dine fortjenester op i skyerne.

Gymnastiske øvelser dyrkes meget her. Fra de latinske skoledrenge indtil den mekaniske indbyrdes undervisning undergivne landkærlighedens mandlige frugter lærer de alle at klatre og hoppe og springe så det er en lyst. Når man ser ind i det den latinske skole tilhørende gymnastikhus, får man søde anelser om at den næste generations videnskabelige mand vil med lethed klatre op ad stangen. 

Eckersbergs billede af Halmtorvet og Vesterport i baggrunden

Halmtorvet ved Vesterport om hvilket Thaarup siger: Her sælger bønderne hø og halm. Vi vil dog tilføje at de på torvedagene også spiser megen klipfisk med sennep og smør her. Forbryderne bliver brændemærket og piskes endnu på Halmtorvet, men det var ønskeligt at Københavns beboere som har en del at betale for at være sådanne, måtte blive fritaget for dette sørgelige skue og at piskningen måtte blive foretaget fx i Stokhuset. Når fremmede rejsende for første gang kommer til København gennem Vesterport, må begrebet om vores hovedstads skønhed svækkes lige så meget som for dem der stiger i land ved Toldboden og modtages der af Brokkens-Bod, Toldbod-Vinhus med tilhørende hytter etc. Halmtorvets huse med få undtagelser samt Vartov trænger til at oppudses, ligesom stenbroen sukker efter brolægningskommissionens opmærksomhed og faderlige omsorg.

Holger Danske, efter Thaarup to små vandsteder på Nørrefælled. Vi tilføjer at de almindeligvis kaldes Holger Danskes briller, og indeholder mudret vand som jo ikke er så mærkværdigt. Var det derimod et par virkelige, klare briller, fortjente de som en sjældenhed at ophænges på rådstuebygningens piller. En gård i Farvergade og en krønike kaldes Holger Danske.

Holmensgade. Fordum Ulkegade (af ulk, en ubefaren og uvant sømand). Efter Thaarup vidner husene om "tarvelighed og nøjsomhed, og gaden har i det hele taget fået en større bredde". Mængden af skøger som logerer i denne gade, er intet bevis hverken på tarvelighed eller nøjsomhed, ikke heller lader den del af gaden hvor de mest huserer, formode at den har været endnu smallere. Her er den triplerske handel med bibler, salmebøger, skolebøger, børneskrifter, almuepjecer og viser etc. som præsten Møller (såfremt det ikke er et fingeret navn) uden undtagelse vil have på bålet, og som kalder sit formentlig hedenske forslag: Dette til statens bedste og oplysningens sande fremme vigtige anliggende". Den gyselige begivenhed havde tildraget sig at han havde fundet to af de triplerske viser i en kirkestol I stedet for sådanne vil han have moralske viser.

Højbroplads hvor før ildebranden 1795 Højbrostræde og Store Færgestræde som var et færgested til forbindelse med Slotsholmen, var og hvor Christian den 2. var som kronprins sat i kost hos en derværende bager. Det er stadens livligste plads, hvorfra en imponerende udsigt. Når de skælmske amagerpiger sælger deres grøntsager, gartnerne deres frugter og blomster, sjakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde  spekulative går frem og tilbage på rendestensbrættet, kokkepigerne med de trinde arme og funklende øjne skrider stolt fremad, bærende torvekurve, de smægtende syjomfruer går til deres arbejde, landsoldaterne har flokket sig på hjørnet af Østergade, kort sagt: Når københavnerne har udsovet og virksomheden begynder, giver denne plads stof til interessante iagttagelser. 

Klubskat, befalet som hjælp til Frue Kirkes opførelse. Kirken er for længst fuldendt. Klubskatten derimod ikke ophævet, hvorved de selskabelige foreninger bebyrdes og gensidig nærmelse som disse fremkalder besværes. 

Rosenborg og Kongens Have i 1700-tallet. Så der sådan ud i 1800-tallet?

Kongens Have (haven ved Rosenborg Slot) besøges formiddag og eftermiddag meget af gamle folk. I middagsstuden af ammer og barnepiger med patter og hårdere næringsmidler fortærende slutter. Om aftenen af sværmerisk mandlige og kvindelige væsener i den fremspirende udviklingsperiodes alder, egentlige drenge- og pigebørn som gerne vil lege sammen på en mere moden maner, agerer udvoksne ynglinge og ungmøer, spiller kærester og ubevogtede drikker måneskin sammen i kavalergangen. Hr. Drengen studerer i denne tid det klassiske lapseri og jomfru Pigebarnet går på tæernes spidser og stopper sig ud for at synes ældre. Han bliver sædvanlig til en såkaldt stensliber og omsider til en døgenigt. Hun til en forhøjningsdukke som kan læse romaner, trække i bobinet, ser på de forbivandrende søde fyre og gør som kone den bedste mands pande ujævn. Der er sikkert også bestået mangt et elskovseventyr i selve haven, hvor om sommeren og uden betaling øret kvæges ved en smuk musik om søndagen og Herkulespavillonen frembyder de besøgende en behagelig nydelse.

Landemærket, udgjorde grænsen mellem landsbyen Serritslev og København. Om aftenen skal det spøge i denne gade henimod Gothersgade. Spøgelserne er efter sagnet kvindeligt klædte og meget joviale.

Lejebiblioteker. Af disse have en mængde, blandt hvilke kan nævnes: Andersens i Store Helliggeiststræde, Bechs i Store Grønnegade, Beekens i Adelgade, Riises i Vimmelskaftet, lige over for Helligåndskirken, Schalz' på Amagertorv, Schovelins i Store Grønnegade, Sæbys i Gothersgade, Wesenbergs i Kokkegade m.fl. Heraf ses at vores unge damer har lejlighed nok til ved romanlæsning i at uddanne sig til dygtige husmødre.

Metropolitanskolen i Store Fiolstræde er hovedstadens vigtigste offentlige lærde skole, hvorfra små unge lærde knøse dimitteres og bliver omsider embedsmænd. En gang imellem bliver de endog nådigste eller nådige og høje og vise.

Nøgle, den forgyldte er ikke den hvormed Petrus åbner himlens port, men en gæstgiver- og herbergergård på Nørrregade nr. 25. 

Petersens jomfrukloster i Vimmelskaftet er stiftet af brødrene Albrecht og Sebastian Petersen for 16 virkelige jomfruer og en priorinde, om hvem stifterne dog ikke skulle have udtalt sig med hensyn til jomfrueligheden. Disse kunne blive pebermøer der, og det er ikke at ønske.
  

Store Regnegade år 2015. Madam Korup er glemt. (Jazzhus Montmartre, eget foto).

Regnegade, Store hvori et billardhus med en smuk opvartningspige. I nr. 178 er madam Korups bekendte dansebod i hvilken søndag, mandag og onsdag hersker et muntert liv. En gammel staldlygte, hvori stundom levningen af et lys udbreder sin glans, skal være anbragt over salsdøren, og når man kommer ind i helligdommen må man købe sig en snaps som koster 3 skilling. Musikken er særdeles god, men madammen skal stundom være lidt gnaven.

[Berigtigelse: Det om madam Korup og hendes dansebod anførte, berigtiget således: Hvad der står om musikken "er virkelig sandhed". "Der er heller ingen staldlygte over salsdøren, men en meget smuk lygte anbragt over trappen med et helt brændende lys (tidligt på aftenen)". En snaps koster hos madam Korup "fire skilling". Madammen er ikke gnaven, men "en meget beskeden kone", og en "meget agtværdig kone".] 

Skidentorv i nærheden af Nørreport. Vores forfærdre gav tingene deres rette navn. Dette strider mod nutidens oplysning. Peder Madsensgang som fortjener navn af Urinstræde, ville vel før blive omdøbt til Champagnegade.

Studiestræde år 2015. Bispetorvet og Frue Kirke fjernest tilhøjre.

Studiestræde har sit navn af Studiegården som før lå hvor Bispegården nu er og hvor i gamle dage stadens rådhus lå, af hvilken grund den i gamle breve kaldes: Gamle Rådhusstræde, hvilket forøvrigt ikke har nogen indflydelse på politikken.

Svane, den hvide, i Studiestræde nr. 62 er en gæstgiver- og herbergsgård, forsynet med en port og stalde, samt skænkestue hvori skænkes, men ikke bortskænkes drikkevarer.

Synagogen i Krystalgade og hvis opførelse den herværende jødiske menighed har dens præst, hr. dr. Wolffs klogskab og gavnlige iver at takke. Flere upassende optrin har fundet sted i den. Dog synes menigheden nu at berolige sig i anledning af dens gudsdyrkelsesmådes nye, moderne klædning. En følge af oplysningen. 

Theaterdirektionen som bestyer teatrets anliggender bør stedse drage omsorg for at danserinderne har fyldige lår og ben da de ellers må stå på pinde for publikum. 

Østergade 1788 i tranlampernes skær.

Østergade er Københavns mest befærdede gade og strækker sig fra gammel Amagertorv til Kongens Nytorv. Blandt de mange og smukke butikker udmærker sig brødrene Jacobsens og hr Causees. Athenæum hvis mange hundrede medlemmer, til stor skade for den danske boghandel, læser et købt eksemplar af udkomne bøger, er også i denne gade, såvel som Adressecomptoiret, Fousannees og Brusch' restaurationer, Kongens Klub osv. "Østergades lapser" kaldes i daglig tale ørkesløse dagdrivere af det fornemmere slags, som klædt efter nyeste mode, fordriver det meste af deres tid med at spanke frem og tilbage på Østergade, og med uforskammethed overbeglo de forbigående damer i flæng, dreje sig om efter dem, for at mønstre deres fødder og gang, etc. etc. Benævnelsen stammer nærmest fra at Østergade rigeligst er besøgt af sådanne fyre fordi at denne gade på grund af dens mange modebutikker, meget er besøgt af damer, også af smukke, som tripper igennem den, kun for at overbeglo. Om aftenen når alle katte er grå, besøges den mere af Københavns letfærdige, som også af dens løsagtige skønne, såvel som herrer og det er da her let at samle elever til en mængde institutter for moralskfordærvede. 

Offentlige spadseregange

1. Volden rundt om staden er en behagelig og yndet spadseregang for københavnere og københavnerinder, ligeledes for de sig der opholdende sjællændere og fynboer og jyder og lollændere og falstringer og bornholmere og tyskere og englændere etc. Men ikke for hunde, hvilke er forbudt at spadsere der, da voldskytten ellers indgiver dem et sikkert middel mod hovedpine uagtet at hundene er ubekendte med landets love og anordninger. Forskellige punkter på voldene frembyder en henrivende udsigt, og når man om søndagen, især på smukke forårs- og efterårsdage, drejer hovedet om fra den skønne udsigt, kvæges øjet ved synet af de yndigste pigeansigter som trippende ved siden af papa eller mama lader sig beskinne af solen og beskue af de unge herrer.

2. Kirsebærgangene langs nedenfor voldene udenfor portene er meget romantiske spadseregange hvor det ikke sjældent sker at Amor når han ikke er forfulgt af Mars' søn, skildvagten, driver sine spilopper til det yderste. Hvor mangen en Lotte har ikke der trøstet sin Werther så fuldkomment at han aldrig i sine dage har tænkt på at skyde sig? Dog må hun eller han først have løst sig et tegn hos kommandantskabet.

3. Citadelsvoldene og den dertil hørende såkaldte lange linje er især den sidstnævnte overordentlig skønne spadseregange hvor avisfrierne og frierskerne gerne har stævnemøde. Med den fortryllende udsigt over sundet og lænet op til den store kanon, skal mangen en gammeljomfru på Langelinje have ladet løftet om at forlade den jomfruelige stand svæve gennem gummernes afbrækkede palisader og over de blå læber hen til den henrykte elsker som formedelst hendes grunker overser mange rynker på den elskedes gustne hud og håber på Dødens hjælp.

Esplanaden 1790.

5. Grønningen og Esplanaden mellem Østerport og Toldboden er to i sommertiden meget besøgte spadseregange. I sommernætterne har de noget til fælles med de to store senge, hvori armodens ulykkelige børn glemmer sorgen for en stund, såfremt politiet ikke kalder dem til bevidsthed.

Spadseregange udenfor Staden

1. De små alleer udenfor portene er ret smukke spadseregange hvor man kan gå frem og tilbage, også sidde ned og ryge sin cigar eller pibe uden at stå i fare for at sætte ild på nogen passureret skildvagt.

Sortedammen, 1830 (Ukendt kunstner).

 2. Dosseringen lands med Søerne mellem Vester-, Nørre- og Østerbroer kaldet "Kærlighedsstien og Ægtestandsstien" er særdeles behagelige spadseregange. Om aften når gedderne ophørte at springe i søen og aborrerne dyrker filosofien, sidder mange elskovspar på Kærlighedsstiens bænke og mange salige elskovssuk er svævet hen over søen og har tonet for fiskene som stemmer fra de højere regioner. Amor skal hver sommeraften promenere på Kærlighedsstien under alle mulige slags verdslige og gejstlige skikkelser. Om vinteren driver han sine spilopper i staden, fordi det er ham for koldt udenfor den. Ægtestandsstien er med alle sine behageligheder knudret, ligesom det hyppigt er tilfældet med menneskelivets ægtestandssti.

3. Blegdamsvejen er en smuk alle mellem Nørre- og Østerport. Herfra har man en yndig udsigt til Nørrefælled, det eksercerende militær, samt kvæget som lever af det græs soldatesken har nedtrådt og beskuer dets kummerlige skikkelser i Holger Danske Briller.

 Farimagsgade 1850 (H. G. F. Holm)

4. Farimagsvejen som snor sig fra Vesterbro til Østerbro, ville jeg ugerne omtale blandt spadseregange, men da hr. etatsråd Thaarup har gjort det, så har jeg troet også at burde gøre det. Når jeg undtager en mængde støv som om sommeren kolorerer fodgængeren og nogle huller som foranlediger at den kørende hjemsøges af adskillige ubehagelige popopstød, findes intet mærkeligt på Farimagsvejen, undtagen at søetatens kirkegård er på hjørnet af Østerbro.

5. Alleen der fører til det kongelige lystslot Frederiksberg er en særdeles smuk og behagelig spadseregang hvor imellem dens to porte fire offentlige beværtningssteder sikrer den som passerer alleen og har penge på lommen, for at dø af sult eller tørst undervejs. Har man vandret igennem alleen og går lige frem, kommer man til den skønne

Udsigten fra Frederiksberg Slotshave mod København. (H G. F. Holm)

6. Frederiksberg Slotshave hvor man kan drikke kildevand og kaffe i et schweitzerhus og biskop hos en konditor, og øl i Slotskælderen og hvor man kan give svanerne brød, og stå eller sidde på den smalle slotsbakke og se København med dens pragt og armod, og kysse når man har nogen at kysse, mens fuglene synger dertil.

7. Søndermarken lige over for Frederiksberg Slotsportal er en romantisk skøn spadseregang for den som får tilladelse til at profitere af dens behagelighed.

Langelinje, karantænehuset i 1830'erne. (H. G. F. Holm)

8. Vejen fra Kastellet forbi Langelinje og Classens Have til gammel kalkbrænderi er den skønneste spadseregang i nærheden af København, og de fleste hovedstæder i Europa skulle have ondt ved at fremvise en så yndig promenade. En herlig alle tæt ved sundets blanke eller matte vove, omgiver her vandreren der med vemod mindes om det ædle livjægerkorps' tapperhed i 1807 da de engelske røvere overfaldt og udplyndrede os, uden forudgangen ærlig krigserklæring. Denne vej er ligesom en lysthave. Et vandfald styrter sig romantisk ned i grøften som stedse om sommeren i rigeligt mål frembyder sin andemad, træerne suser eller suser ikke, fuglene synger og kvidrer og næbbes. Kort sagt, alt er så dejligt på denne vej at hjertet svulmer ved tanken på Guds almagt og godhed hos enhver i hvis barm det ikke er aldeles sammentrykt af nærings- eller anden dyds sjælesorg. Hos marketenderen på gamle kalkbrænderi får man en god, venlig og billig beværtning og det er en sand fornøjelse at gæste dette sted på en god sommersøndag eftermiddag og i have at nyde sin kaffe, ledsaget ned i maven af klarinettens toner.

9. Assistenskirkegården udenfor Nørreport som efter forfatterens mening i skønhed overtræffer kirkegården "Pere la Chaise" ved Paris som dog har navn for at være den skønneste i Europa, betragtes tildels af københavnerne som en forlystelsesspadseregang, skønt de her omgives af dødens og det evige livs minder, der stemmer selve den mest livsfriske sjæl til alvor. 

10. Strandvejen, som fører til Charlottenlund og videre til Helsingør er indtil førstnævnte sted en meget smuk spadseregang. Når man løber gennem Klampenborgport, gør venstre om og løber videre, kommer man til mester Jakel i Dyrehaven, potternes erklærede fjende, hvor man altid nyder en åndig erstatning for sin møje. Bellevue. Ermelundshuset og Fortunen er yndede beværtningssteder ad denne kant, hvilket den ærede læser nok ved, så at jeg kunne have sparet ulejligheden med at berette det.

Det er ligeledes på en måde overflødigt at anføre at man gør lystture til Lyngby ved Sorgenfri Slot, Ordrup, Søllerød, Frederiksdal, Brede, Ørholm, Strandmøllen, Hørsholm, Fredensborg og Frederiksborg, Jægerspris osv. Men da det nu engang er skrevet, så lad mig benytte disse få linjer til i det små at efterligne flere berømte forfattere i at skrive noget om ingenting for at fylde bogen.

Rejser i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vensyssel klages i gjentage Beretninger fra forskjellige Sider meget over den her herskende Nød blandt Landalmuen, som en Følge af den allerede i flere Aar meer eller mindre stedsefundne Misvæxt. En Reisende, der nylig har gjennemreist denne Provinds, har saaledes forsikkret os om, at Landmandens Kreaturhold er af Mangel paa Foder gaaet tilbage i den Grad, at de fleste kun have den halve Besætning tilbage imod før, og at en betydelig Deel Pløieland vil forblive ubesaaet af Mangel paa Sædekorn. I en Beretning til "Aalborg Avis" fra Hjørring den 30te f. M. skildres ligeledes den vensysselske Bondes sørgelige Forfatning i dette Foraar: "Man har", hedder det, "i mange Egne, og fornemmelig i den østlige Deel maattet rive Tagene af Husene for at holde Livet i Kreaturerne, og ikke faa Steder ere disse døde af Hunger. Man er i Almindelighed blottet for Foder til Hestene for den Tid , de skulde holdes i Kraft til at faae Sæden i Jorden. De høie Kornpriser have de fleste Bønder her ikke nydt Godt af, da der har været Lidt at sælge, og fra nu af tiil Høsten ville Mangfolldige blive i største Nød for Brødet oog maae kjøbe Kornet af Kjøbmanden. Det er saaledes langtfra, at dette Aar kan kaldes lykkeligt for Landmanden her, der, efter alt 2 Aar at have lidt af Fodermangel, ogsaa sidste Høst avlede temmelig maadeligt, som en Følge af Regnen der udeblev længere end i Jyllands sydligere Egne." Om der fra vedkommende Øvrigheds Side er skeet Indberetning om denne almindelige Nød til regeringen eller ikke, er os ubekjendt,; imidlertid tør man være forsikret om, at ligesom enhver lydelig Klage om almindelig Nød maa vække Regeringens opmærksomhed og fremkalde en Undersøgelse fra dens Side, saaledes kunne da ogsaa de Paagjeldende trygt nære detHaab , at naar deres Trang er befunden at være grundet, de ogsaa ville erholde den fornødne Hjelp, da det aldrig vil kunne miskjendes af nogen Regering, hvor meget det ligger i dens Interesse ved alle mulige Midler at forebygge tiltagende Armod hos landets beboere, naar samme er en Følge af uforskyldt Ulykke.

(Kjøbenhavnsposten den 7. maj 1839)

Tydske Garnison. (Efterskrift til Politivennen)

(Pastor Massmann døde 1816), hvorpaa en treaarig Vacants indtraadte, der uden Tvivl hidrørte derfra, at Menigheden allerede dengang havde aftaget saa stærkt, at man ikke ansaa det for muligt for den at holde en egen Præst ... indtil man kom paa den Idee at forene med den saaledes sammensmeltede Hjord den tydske Garnison, som dengang dog endnu havde noget af den tydsk Garnison ved sig, og udnævnte til dette Kald den daværende tydske Garnisonspræst Gericke .. ved hans Død 1825 indtraadte naturligviis atter en Vacants ... Den nærmeste Grund til denne Menighedens vedvarede Aftagen er let at indsee for Enhver, der er nogenlunde bekjendt med Hovedstadens Forhold. De fleste ældre tydske Beboere af Christianshavn ere ifølge Naturens Orden afgaaede ved Døden, og hos den største Deel af deres Efterkommere er det tydske Sprog naturligviis blevet fortrængt af det danske, medens Indvandringen og Nedsættelsen af tydske nu langt fra ikke finder Sted i nogen lignende Grad mod tidligere Tider. (Herefter gennemgås hvordan det økonomiske grundlag er smuldret). ... Af det Foranførte fremgaaer tilstrækkeligt, at denne Kirkes og Menigheds Bestaaen som en særskilt tydsk Menighed slet ikke er nogen Nødvendighed, men at den derimod kun bliver at ansee som en svagelig Drivhuus plante. Dette er saa indlysende for Enhver, at selv Mange, der bestandig have hørt til denne Menighed indrømme, at Frederiks Tydske Menighed burde opløses, og at dette vilde være bedre end at lade de underordnede Kirkebetjente vedblive at fungere i saa kummerlige Omstændigheder og lade Kirkens Pengeforhold gaae endnu mere tilbage. Det maa nemlig derhos vel erindres, at Hovedstaden har en anden, vel indrettet, rigt doteret og godt forvaltet tydsk Kirke, hvor de herværende Tydske tilstrækkeligt kunne tilfredsstille deres religiiøse Trang ... der gives mange andre Grunde for de tydske Beboere af Christianshavn at søge Petri Menighed; dens Kirke er jo ingenlunde saa langt fraliggende, at Frastanden skulde afholde dem fra at besøge Gudstjenesten, og de behøve der heller ikke, som i Frederiks-Kirken, at frygte for at Taget imidlertid skal styrte ned over Hovedet paa dem, da denne Kirke er rig nok til ikke alene at lade foretage de fornødne Reparationer, men endog i Stand til ved fortrinlige Skoler og flere andre Stiftelser at gave og understøtte Menighedens Medlemmer i høi Grad, Noget, hvortil den kummerlig vegeterende Frederiks Kirke aldrig har havt Evne eller vil faae Udsigt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. maj 1839)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 2. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

"Hospitalsagen" 1839

I januar 1839 begyndte Nathanson at virke eksalteret, støjende og førte forvirret tale. Desuden begyndte han at opføre sig urolig og forvirret i hjemmet. En af hans konkurrenter, Weinschenck stillede i "Ugeskrift for Landmænd" spørgsmålstegn ved Nathansens avlsteorier. Og ved et møde i 1839 stødte de to sammen offentligt. Nathansen opførte sig så ubehersket at hans jødiske trosfælle købmand Jacob Moses Jacoby anmeldte det til myndighederne. En situation som ledte til indespærring i Randers Dårekiste den 24. januar 1839 i 8 dage. Dårekisten var en egetræskiste, tre alen bred, tre alen høj og fem alen lang (1,8 m x 1,8 m x 3m), altså lige nok til et voksent menneske. Hvis man ikke var skør i forvejen, blev man det formentlig af at opholde sig der i længere tid. For Nathansen betød det at han udviklede en komplot-teori og rejste til København. Han mente at to medlemmer af Fattigbestyrelsen havde fået ham tvangsindlagt fordi Nathanson ville angive dem for toldsvig. Han klagede 9. april til Frederik 6. over at være erklæret afsindig. Men kongen var formentlig på daværende tidspunkt svækket, han døde som bekendt 3. december samme år.

En rekonstrueret model af en dårekiste, Vestre Fængsel Museum. Samt nogle spændetrøjer. Den dårekiste som Nathansen blev anbragt i, har nok nogenlunde set sådan ud.

Denne afslog det dog i juni 1839. I stedet kastede Nathansen sig over "hospitalssagen". Og han udvirkede at få sagsakterne udleveret. Det ledte til at han udpegede 26 personer som skulle være med i et komplot mod ham. Samtidig vakte han i København opsigt og skandale ved flere lejligheder og blev som følge af det natten 26/27. september arresteret af en vægter. Efter en nat i politidirektørens kælder blev han overført til Almindeligt Hospital i 14 dage. 

Behandlingen fulgte den tid gængse midler: Spændetrøje, styrtebade, blodkopper, kvalmemikstur og andet. Så det må have været en lettelse for ham den 15. oktober at blive overført til Bidstrupgård. Alligevel undveg han, men blev dog hurtigt opsporet fordi han genoptog sine opsigtsvækkende handlinger, og den 5/6. november atter indlagt på Almindeligt Hospital. Den 13. december blev han udskrevet. Da var hans kontakt på højeste sted, Frederik 6. død.

Men lejlighed til at kontakte den nye konge, Christian 8. tilbød sig hurtigt. Nogle oppositionelle henvendte sig til Nathansen i den fejlagtige tro at hans kritik af hospitalsvæsnet var rettet mod myndighederne generelt. De tog fejl, Nathansen anmeldte dem, så politiet kunne slå til mod dem 22.-23. maj 1840, selvom der udviklede sig gadekampe. Nathansen kunne nu berette om sin bedrift til kongen, der som tak for Nathansens indsats beordrede Københavns politidirektør til at aflønne ham med 100 rbd månedligt. En ordning som politidirektøren ifølge Nathansen selv var særdeles utilfreds med. Ved samme lejlighed forsøgte Nathanson at udnytte kongens velvilje til også at inddrage sin personsag, men det lykkedes ikke helt. Nathanson måtte underskrive "et revers" for ikke oftere at påtale "denne skændselssag" og fik til gengæld en klækkelig erstatning - som han investerede i heste.

Notits i Kjøbenhavnsposten den 24. maj 1840 som nævner urolighederne. Der står dog intet om Nathansons medvirken til dem. I samme nummer er der på side 3 en sønderlemmende kritik af Christian VIII, rangsystemets opretholdelse og festligholdelsen uden sidestykke, og i de følgende numre anføres at regeringen har benyttet sig af situationen til at anvende helt uforholdsmæssige forholdsregler.

Hr. Redacteur.
Da flere Aviser paa en ufuldstændig og tildeels urigtig Maade have omtalt, hvad der i Randers er hændet mig, saa tillader jeg mig at opfordre Dem, til Berigtigelse heraf at aftrykke medfølgende Ansøgning, som jeg har havt den Lykke at overrække Hs. Maj. Kongen, der saa naadigen har modtaget samme, at jeg med Rolighed og Glæde imødeseer Sagens Udgang.
København den 16de April 1839
Med Høiagtelse Deres
ærbødige
Nathanson.

Til
Redacteuren af "Kjøbenhavnposten."
_________________________

Kjøbenhavn den 9 April 1839

Til Kongen.

Forhenværende Kjøbmand Isaac Nathanson ansøger allerunderdanigst om at der allernaadigst maatte anordnes Undersøgelse om hans ulovlige Indspærring i Randers Daarekiste.

Idet jeg tager mig den allerunderdanigste Frihed, i et mig personligen vedrørende Anliggende, at henflye til Deres Majestæts ophøiede Retfærdighed og Naade, føler jeg fuldtvel det Vovelige i, at udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for en Sag, hvis Vigtighed eg, som den Paagjeldende maaske overvurdere; men den landsfaderlige Beskyttelse, Deres Majestæt stedse har skjænket selv den ringeste af Deres Undersaatter, og hvori Enhver seer det bedste Værn mod al Overlast og Uret, giver mig dog Mod til at haabe, at Deres Majestæt ogsaa vil tillade mig at fremføre de Facta, hvorved jeg ikke kan andet end føle mig krænket og fortrædiget i Nydelse af mine Borgerrettigheder. Jeg har tilladt mig allerunderdanigst at forelægge Deres Majestæt en Plan, hvorved jeg troer, at den for Jylland saa vigtigt Hesteavl vilde kunne ophjelpes og forædles; men forinden jeg vovede, dermed at nærme mig Deres Majestæts Throne, ønskede jeg at forvisse mig om, at dens Gavnlighed erkjendtes af dem, paa hvilke den nærmest var beregnet. Jeg meddeelte den derfor ikke blot til Repræsentanterne i Randers By, hvis hædrende Dom om samme jeg har taget mig den allerunderdanigste Frihed at overrække Deres Majestæt, men ogsaa, og det med vedkommende Politimesteres Samtykke, for en Deel ansete Bønder i Omegnen. Jeg antager, at det er det Usædvanlige i denne Fremgangsmaade, der har tjent som Paaskud til den paafølgende mod mig udviste Medfart, ligesom jeg paa den anden Side ingenlunde vil negte, at den overordentlige Iver, hvormed jeg drev Sagen, og det meget anstrængende Arbeide, dette udfordrede, kan have hævet den levende Interesse, jeg længe har følt for Hesteavlens Fremme, til en vis Exaltation, som maaske kan forklare, men sikkert ingenlunde retfærdiggjøre, hvad der snart indtraadte. Da jeg nemlig den 23de Jan. kom hjem fra det nævnte Besøg i en Deel nærliggende Bønderbyer, mærkede jeg paa flere Personers Opførsel mod mig, at man havde udspredt det Rygte, at jeg var bleven gal. Jeg udbad mig derfor en Erklæring i saa Henseende af Byens tvende anseteste Læger, Dr. Willerup og Dr. Benz, der naturligvis bevidnede, at de ikke hos mig kunde opdage noget Spor af Sindsforstyrrelse, hvilken Erklæring jeg, da Sagen blev alvorligere, ogsaa modtog af nogle af de Mænd, med hvilke jeg den paagjeldende Dag havde færdet. Men mine uvenner vilde nu engang, at jeg skulde være gal, hvortil jeg søger Hovedgrunden i den Onstændighed, at to Mænd, der altid have været fjendske imod mig, vidste, at jeg kjendte en af dem begaaet Mislighed, hvorom jeg Dagen i Forveien havde ladet nogle Yttringer flade paa et offentligt Sted, og jeg blev i de to paafølgende Dage ideligen foruroliget, tilmed i mit eget Huus, af Forespørgsler, Raad, Beklagelser esv., der fremførtes af Personer, som ubudne besøgte mig, skjøndt de vidste, at deres Nærværelse var mig ubehagelig, ja skjøndt jeg udtrykkeligen frabad mig samme. Et saadant systematisk Drilleri efter at berøve mig mine Papirer, maatte vistnok forbittre selv den Sagtmodigste, og da det gik saavidt, at mine Forfølgere sendte en fremmed Person om Morgenen kl. 5 ind i mit og min Kones Sovekammer, for at erkyndige sig om mit Befindende, og som hverken paa min Bøn eller paa min Befaling vilde forføie sig bort, saa vil ingen fortænke mig i, at jeg tilsidst sprang op, og med min Sabel jog ham paa Døren, for at forskaffe mig Huus- og Nattefred mod saadant oprørende Overlast. Efter hele Dagen at have været fortrædiget paa den anførte Maade, blev jeg henimod Aften af nogle Privatfolk afhentet til Hospitalet, hvor jeg, uagtet min bestemte Protest og uagtet jeg fordrede at stilles for min Øvrighed, blev indespærret i Daarekisten. Jeg skal ikke misbruge Deres Majestæts Taalmodighed, ved at detaillere, hvorledes jeg her er blevet behandlet. Kun undtagelsesviis skal jeg anføre, at et ungt Menneske, der var ligesaa gal som jeg, gik og skabede sig for mig, som om han var bleven afsindig af at spekulere over Heste, og at man fik en mig ubekjendt Pige til at udgive sig for en af mine Døttre, at man lod mig ligge i et koldt Værelse, tog mine Klæder fra mig, tilbagesendte de af min Kone mig tilsendte gode Sengeklæder, gav mig elendig Føde, ja endog negtede mig frisk Luft. Men fremfor Alt maa jeg beklage mig over Hospitalsforstanderens Opførsel mod mig; den haanende og tirrende Tiltale jeg mødte, enten jeg saa taug eller talede, de evindelige haarde Bebreidelser, jeg fik, hvad jeg saa end foretog mig, kunde ikke andet, end saaledes afficere mit Sind, at jeg ikke kan betragte det anderledes, end som et Guds Under, at jeg ikke omsider virkelig blev gal. Da man imidlertid ingen Vegne kunde komme med mig, besluttede man efter 3 Dages Forløb at lade mig slippe ud; jeg blev sat i en Vogn, og bragt hjem i mit Huus. Min første Gang var til Politimesteren, Justitsraad Reiersen, som beklagede min Skjæbne og opfordrede mig til at indgive skriftlig Klage; men da jeg vilde gaae hjem fra ham, blev jeg af den samme Mand, som havde kjørt mig fra Hospitalet, greben i Armen, atter ført tilbage til samme, og atter indespærret i Daarekisten. Først nu tabte jeg Modet, thi jeg troede, at jeg aldrig mere skulde komme paa fri Fod, og Gud veed, om jeg ikke for bestandig vilde været udstødt af det Fornuftiges Samfund, dersom jeg ikke havde seet Leilighed til at skrive et Brev til Kammerherre Dyring, der ved mange Leiligheder har givet mig Beviser paa sin Godhed. Dette Brev, et af de mange Vidner for at jeg ikke var gal, kom vel ikke til sin Adresse, men det blev sendt til Stiftsøvrigheden som resolverede, at de Mænd, som havde reqvireret min Indespærring, skulde være personligen ansvarlige derfor, og dette bevirkede, at jeg blev erklæret for Arrestant og efter 5 Dages Forløb definitiv løsladt. At jeg nu ikke har været afsindig, vil det være let for mig at bevise, men selv om saa havde været, saa tør jeg dog udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for, at det ikke var min Kone eller min Huusvært, ikke mine Naboer som klagede, ikke Stedets Øvrighed, som fandt sig foranlediget til at forsikkre sig min Person, men at det tvende private Mænd, mine vitterlige Uvenner, der boe i en ganske anden Gade, og med hvilke jeg ikke havde det mindst at gjøre, der have ladet mig indespærre. Efter denne korte historiske Fremstilling af hvad der er vederfaret mig, som dybt har rystet min Sindsro og Sundhed, som har bragt Fortvivlelse over min Kone og Barn, og Skræk over mange af Deres Majestæts Undersaatter, tør jeg forvente allernaadigst Bønhørelse for min allerunderdanigste Ansøgning, at der maa vorde paabudt nøiagtig Undersøgelse om det hele Factum, ligesom jeg i Menneskelighedens Navn føler mig i min Samvittighed forpligtet til at bønfalde Deres Majestæt om, at denne Undersøgelse maatte udvides til ogsaa at omfatte det Spørgsmaal, om der i Randers Hospital findes Personer indlagte som gale, uden at være det?
Allerunderdanigst
Isaac Nathansen.

(Kiøbenhavnsposten. 17. april 1839)

(Flyveposten offentliggjorde 14. -15. august 1846 politiforhøret fra 1839, se under disse datoer)

I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme (4 spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Første del) og I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme 
(4½ spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Afsluttende del)

(Kiøbenhavnsposten. 24. april 1839 og Kiøbenhavnsposten. 27. april 1839) 

Isaac Nathansen.

(Af Randers Avis.)
For foreløbig at oplyse Folk udenfor Randers om (thi for de indenbyes behøves det ikke), at den i Kjøbenhavnsposten til Hs. Majestæt Kongen petitionerende Person Isaac Nathansen, som fortiden løber omkring i Kjøbenhavn, ikke uden Grund er bleven indespærret i den for Personer af hans Slags fortrinlig hensigtmæssig indrettede Daareanstalt her i Byen, aftrykkes hermed følgende Skrivelse og Attest af hr. Professor, regimentschirurg Doctor Bendz:
"Da Isaac Nathansen, som allerede i flere Dage har befunden sig i en meget exalteret Sindsstemning, der lod Overgang i Galskab befrygte, nu er fuldkommen afsindig, saa at han ikke uden Fare længere kan opholde sig i sin Families Skjød, og hans Behandling af Læge i Hjemmet er umuligt af mangfoldige Aarsager, saa undlader jeg ikke at tilmelde Dem denne for Familien saa sørgelige Tildragelse, med Anmodning om, at De snarest muligt ville drage Omsorg for at bemeldte Nathansen indlægges paa det herværende Sygehuus for Afsindige, for der under Districtslægens Behandling at erholde den Pleie og Hjelp, hvortil han høiligen trænger. Jeg maa endvidere bemærke, at et længere Ophold i Hjemmet kun vil forværre hans Tilstand og gjøre Helbredelsen vanskeligere, foruden at han i Anfald af sin Galskab allerede har prøvet paa Handlinger der kunde blive farlige for den offentlige Sikkerhed.
Randers den 26de Januar 1839. J. C. Bendz.
Til Repræsentanterne for den mosaiske Menighed i Randers."
Anmærkning. Skulde I. Nathansen være i Besiddelse af Lægeattester, hvori han endnu ikke er erklæret for gal, saa maa de være af en tidligere Datum, og førend han blev desperat.
Tillige undlader man ikke ved denne Leilighed at gjøre Kjøbenhavnsposten opmærksom paa, at den her anførte Isaac Nathansen er en meget forgjældet, ved en forkeert og naragtig Hestecommerce ødelagt Person, der i den senere Tid er bleven forfalden til Angiveri og har lagt sig efter at tilskrive Folk Truselsbreve, hvori han paadigter dem ulovlige Handlinger, for derved at tiltrue sig Penge. Saaledes har dette Menneske foranlediget det kongelige General-Tolkammer- og Commerce-Collegium til her i Byen paany at lade foretage og undersøge en 10 Aar gammel og forlængst glemt Toldsag. Med Rette kan man ikke noksom undre sig over, at det nævnte Collegium vil give sig af med at undersøge saa langt i Tiden tilbage gaaende Toldsager, der i Almindelighed ikke fører til noget andet Resultat end til at efterlade sig det slette Indtryk de fremavle, samt til at forvolde Staten Pengespilde. Vor Byes Handel og Vandel har i de senere Aar lidt og aftaget saa betydeligt, at der hører noget andet til at ophjælpe den igien, end de saa forhadte, og for dem, de træffe, saa tidspildende og fortrædelige inquisitoriske Undersøgelser af gamle og udaf Hukommelsen gaaende Toldsager. Man haaber, at General-Toldkammeret og Commerce-Collegiet, hvis Bestræbelser ogsaa skulde gaae ud paa at ophjælpe Handel og Søfart, nok vil komme til samme overbevisning. Hvad Randers Hospital angaar, som den her til Angiveri forfaldne Person i sin Klage omtaler, saa tør man nok paastaae, at dette Institut aldrig har været i en saa ypperlig Stand, og de deri sig befindende Lemmer aldrig ere blevne saa godt behandlede, som netop i den nærværende Hospitalsforstanders, kammerraad Andersens Betyrelsestid. Kun Isaac Nathansen tør vove at paastaa det Modsatte. Vil man nu udenfor Randers skjænke Tiltro til al det her Fremsatte, hvorpaa det ikke var vanskeligt at erholde hele Randers Byes bekræftende Vidnesbyrd, saa vil man let kunne danne sig en rigtig Idee om Sagen, og kunne slutte sig til, i hvilken stor Anseelse og Agtelse S. T. forhenværende Hr. Kbm. Isaac Nathansen staaer her i Byen og hos alle dem, der tilfældigviis kjende ham. Rygtet siger rigtignok, at endog Hertugen af Augustenborg skal have medgivet denne Isaac Nathansen Anbefalingsbreve til Kjøbenhavn; men man har ogsaa al Grund til at antage, at Hertugen ikke nøie kjendte sin Anbefalede, thi havde han vidst, at denne befattede sig med at skrive Truselsbreve paadigte Folk ulovlige Handlinger og at der i det Hele i hans Hud kun stikker en Angiver, saa vilde Hertugen nok have holdt et saadant Menneske fjernt fra sig. Man ønsker nu blot, at den her beskrevne Isaac Nathansen herefter maatte kunne blive i Hovedstaden, og han ikke maatte nede med at falde vor Byes Fattigvæsen til Last, da det var Synd at sige, at vor Kommune ikke alt har Byrder nok at bære.
Randers, den 23de April 1839
"Nogle frisindede og rettænkende Borgere."
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 27. april 1839) 


Om Isaac Nathansen hedder det endvidere i sidste Randers Avis: "Efter de, ved de her optagne Forhører, oplyste Omstændigheder, vil den fornemme Rolle, han for Øieblikket spiller i Hovedstaden, nu formodentlig snart tage en bedrøvelig Ende."
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 4. maj 1839) 

Kjøbenhavnsposten den 17. maj 1839 satiriserede i en fingeret samtale over hans artikler om jysk hesteavl. Det afvistes her at Nathansons plan skulle have opbakning fra alle de som det påstås, kun at man kender til planen - uden at støtte den. Fx kammerherre Düring, hertugen af Augustenborg. Kun professor og Viborg og stutteridirektionen måske kunne være gavnlig. Nathanson kommenterede den ganske kort den 23. maj 1839.  Kjøbenhavnsposten fortsatte satiren ligeledes kort den 7. juni 1839.

Offentlige Foranstaltninger. Randers Avis beretter, at efterat det kongelige danske Cancellie havde modtaget de under 4 f. M. indsendte Udskrifter af Forhørerne, der ere optagne i Anledning af et af forhenværende Kjøbmand Isaac Nathansen af Randers directe til Hs. Maj. Kongen indgivet Andragende, hvori han besværer sig over "den Maade, hvorpaa han ved 2de private Personer er bleve indespærret i Daarekisten i bemeldte Kjøbstad" samt anholder om, at en Undersøgelse af hans formeentlig ulovlige Indespærring maa blive anordnet, har Collegiet desangaaende ifølge allerhøieste Befaling afgivet allerunderdanigst Beretning og Betænkning, og Hs. Majestæt har derefter under 1 d. allernaadigst paalagt Cancelliet at lade bemeldte Isaac Nathansen tilkjendegive: "at den af ham indgivne Besværing ikke egner sig til at tages i Betragtning, samt at allerhøistsamme heller ikke har fundet Anledning til at bevilge den af ham indgivne Ansøgning om Understøttelse til ved en Reise gjennem Jylland at iværksætte den af ham projecterede Plan til Hesteavlens Fremme." Hvilken allerhøieste Resollution saaldes er bleven meddeelt Vedkommende.
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 14. juni 1839) 

Af "den Frisindede" sees, at Isaac Nathansen har ved den ny Politimester i Randers, hr. Kammerjunker Koefoed, foranlediget optaget et nyt Forhør i Anledning af sin indspærring i Daareanstalten, og at han ikke tvivler om at faae Sagen oplyst, da han har sendt Hr. Kammerjunkeren "saadanne Documenter som belyse den."
- Her i Randers veed Man intet om noget optaget nyt Forhør i denne noksom oplyste Sag; og Hr. Kammerjunker Koefoed har sikkerligen andet at bruge sin Tid til, end at agte paa de nathansenske Reclamationer, der let turde gaae i det Uendelige.
(Rd. Av.)
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 5. juli 1839) 

Til Oplysning om den urigtig Fortalte i den Frisindede, at ikkun Nathansens personlige Uvenner eller Saadanne som stode i Forhold til hans Fjender ere blevne afhørte under det Forhør, som efter allerhøieste Befaling blev optaget i Randers til Oplysning om hvorvidt benævnte Nathansen maatte ansees for at have været virkelig afsindig eller ikke - anfører nu en "Ven af Sandhed" i Randers Avis: at Nathansens Brødre, hans Vert og Dennes Folk blev afhørte, flere af Regimentets Officerer bleve afhørte eller affordrede skriftlig Erklæring, blandt hvilke Regimentschefen meddeelte: at Nathansen i en af de senere Dage, forinden han blev indsat i Daarekisten, havde forlangt, "at han vilde stille tvende af Regimentets Underofficerer til hans Disposition", hvilket Forlangende vel neppe nogen Mand, der var ved sine fulde Fem, kunde have fremkommet med. Desuden bleve flere af Byens Borgere afhørte, og for enhver Upartisk maa det efter alle Forklaringer ansees aldeles klart, at Nathansen paa den tid har været afsindig eller idetmindste har anstillet sig som saadan. (Samme Avis melder, ifølge Privatbreve fra Kbvn. med sidste Post, at Isaac Nathansen er i Torsdags bleven indlagt paa Almindeligt Hospital som vanvittig.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 2. oktober 1839).

I 1839 blev Nathansen indespærret 2 gange i Almindeligt Hospital, en en gang på Bistrup Hospital i 5 døgn, hvorfra han flygtede den 16. november 1839. Set med nutidens øjne kan der være al mulig grund til at han gjorde det: Bistrups første overlæge, Johannes Henrik Seidelin, havde indført torturlignende metoder mod patienterne, og selv om han var blevet fyret i 1831, var irettesættelse, afsavn og revselse, med instrumenter som bælter, remme, spændetrøjer o. lign., stadig en stor del af behandlingen, eller mishandlingen, om man vil. Nathansens ophold her må yderligere have skubbet til hvad han var blevet udsat for i Randers Dårekiste. 

Nathanson, Isaac: Beretning om de Forfølgelser, hvorfor jeg har været Gjenstand, og om de Lidelser, man derved har paaført mig. Kbh., 1840. - 16 s.

Plan til almindelig Bevæbning. Michael Leonard Nathanson; Isaac Nathansen. Kbh., Trykt hos F. Schneider & M.C. Werner, 1840. - 28 s.

Da den af forhenværende Kjøbmand I. Nathanson nu udgivne Brochüre indeholder flere nærgaaende Beskyldninger mod Adskillige, saa er det rimeligt at den vil give Anledning til endeel Processer, dersom man ikke vil vedblive at hævde den Mening, at Manden er gal eller sindssvag. Om Nathansons Ophold paa alm. Hosp. efterat han var flygtet fra Bistrup hedder det saaledes: "Ved Hjælp af de ærværdige Geistlige, Hr. Pastor Hamburger og Rønne, bragtes Directionen til at træde i Underhandling med mig om min endelig Løsladelse, og Justitsraad Peterson forelagde mig følgende Betingelser, nemlig; dersom jeg vilde give mit Æresord paa, at jeg ikke vilde klage til Hs. Maj. Kongen, ikke røre op i Hospitalssagerne, ikke skrive i Aviserne derom, saa vilde han give mig Frihed, ellers ikke. Jeg svarede derpaa, at jeg vilde skriftlig love, intet Ulovligt at ville foretage mig, ellers Intet, og saaledes fik jeg ikke min Frihed." Man kan ikke nægte, at dersom det Anførte er beviislig Sandhed, røber det megen Klogskab af den for Galenskab beskyldte Mand, medens man vel ikke kan formode andet, end at de Kloge jo have ladet dem lede af en vis Politik.

Lolland-Falsters Stiftstidende, 1. maj 1840.

Joseph Désiré Court: Christian VIII (1786-1848) og Caroline Amalie (1796-1881) i salvingsdragt. Allerede kort tid efter kongens indsættelse i 1840 fik Nathanson lejlighed til via stikkervirksomhed at opsøge ham. (Statens Museum for Kunst)