Røveri i Store Nygade. (Efterskrift til Politivennen).

En gammel Mand udplyndret i sit Hjem.

En 68-aarig Kontrollør ved det kongelige Teater, Hansen Ellegaard, der boer i Store Nygade 43 paa Amager, har i Mandags Aftes i sit Hjem været Genstand for et ualmindelig raat Overfald, forbunden med Røveri. Voldsmanden er en yngre ubekendt Person, der kalder sig Snedkersvend Petersen, et Navn, der sandsynligvis er fingeret.

Ellegaard, der i en Aarrække har været ansat hos Grev Frijs Frijsenborg som Taffeldækker, men nu lever af en lille Pension, traf for nogen Tid siden den Ubekendte paa en Beværtning i Nærheden af det kgl. Teater, hvor de kom i Snak ved et Glas Øl. Da Ellegaard havde fortalt baade hvor han boede og om sin tidligere Stilling, præsenterede den Ubekendte, der var særdeles velklædt, sig som Snedkersvend Petersen fra Boller i Jylland, og gav det Udseende af. at han udmærket godt kendte Forholdene paa Grevens Slot, 

Der opstod herved et Slags Bekendtskab, som den Ubekendte, der sandsynligvis har været en professionel Bondefanger, straks besluttede at udnytte, i den Tro, at Ellegaard var velhavende. Han aflagde fiere Gange - formodentlig for at orientere sig - Besøg i det Hus, hvor Ellegaard boer, uden at træffe ham hjemme, indtil det endelig i Mandags lykkedes. Ellegaard, der ganske ene beboer en Lejlighed i Stueetagen, blev naturligvis noget overrasket ved denne uventede Visit saa sent paa Aftenen, men han bød dog gæstfrit Manden indenfor til en Bajer. Ellegaard saa nu. at hans Gæst var yderst lurvet klædt, med laset Frakke og hullede Sko. Han var naturligvis ikke ganske glad over denne mystiske Selskabsbroder, ene som han var i Huset, der foruden ham kun beboes af Værten, Husejer Andersen, som tilligemed et Par voksne Døtre beboer en Lejlighed paa 1. Sal.

Efter Bajeren serverede den Gamle med Toddy, indtil det endelig blev Midnat og han erklærede, at han vilde gaa til Sengs, Men nu kastede den Fremmede pludselig sin Venskabsmaske. Han sprang op, greb fat i den gamle Mand og forlangte, at han skulde give ham Penge. Da Ellegaard forsøgte at gøre Indvendinger, tog den Fremmede en Støbejærns-Støvleknægt og truede med at slaa ham ihjæl, i Fald han gjorde Modstand. Den gamle Mand blev saa bestyrtet over disse vilde trusler, at han stod stille som en Mus; Røveren undersøgte nu Møblerne og tog, hvad der fandtes af Sølvløj og Penge samt et Lommeuhr og en Overfrakke, ja selv Guldnaalen i Ellegaards Slips. Tilsidst var Røveren saa fræk, at han rolig satte sig paa en Stol, smed sine egne bundløse Sko og iførte sig Ellegaards nye Støvler ...

I dette Moment, da Røveren bøjede sig ned for at trække Støvlerne paa, tog Ellegaard Mod til sig, løb hen til Døren og raabte ud i Gangen om Hjælp. Værten, der endnu ikke var gaaet til Sengs. hørte Raabene og kom kort efter til Stede - men da var Røveren allerede forsvunden med sit Bytte. Da han mærkede, at der var Fare paa Færde, havde han hurtigt lukket Vinduet op og var sprunget ud i Haven, hvor det faldt ham let at gøre sig usynlig.

Sagen er anmeldt til Politiet, der har taget Røverens efterladte Sko i Forvaring, for mulig ad den Vej at komme paa Sporet. Ellegaard, der i Aftes mødte hos Politiet for at der kunde tages Rapport, fortæller, at den Fremmede var høj, havde mørkt Overskæg og var ca. 28 Aar gammel. Men der er næppe stor Sandsynlighed for, at det lykkes at paagribe ham efter dette Signalement.

(Social-Demokraten 24. december 1898).

Blegdamshospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

Mislighederne paa Blegdamshospitalet.

Det har vakt betydelig Opsigt i Kjøbenhavn, at Magistraten har ladet indlede kriminel Undersøgelse mod Forvalteren ved Blegdamshospitalet, Kancelliraad Hermann, i Anledning af forskjellige Misligheder, som i flere Aar er gaaet i Svang paa Hospitalet. Der existerer her, som ved flere andre offentlige Institutioner den Uskik, at Funktionærerne kan faa allehaande Husholdningsartikler til den Pris, som vedkommende Anstalt selv betaler for dem, saa at de slipper for at betale den almindelige Handelsavance.

Nu meddeler Hospitalets "Økonoma", Fru Andreasen, at Kancelliraad Hermann eller rettere hans Frue, i flere Aar dels skriftligt, dels pr. Telefon, har rekvireret Varer, som hun har "glemt" at betale. Anmelderinden synes imidlertid selv at være medskyldig, idet hun saa længe har vedblevet at udlevere Varerne uden at gjøre Indsigelse. Det menes nu, at en privat Uoverensstemmelse er Skyld i, at Sagen er kommen Magistraten for Øre.

Hvor store Summer det drejer sig om, vides endnu ikke; det vil den kriminelle Undersøgelse give Bested om. Men Sagen synes at indeholde en alvorlig Opfordring til snarest muligt at komme bort fra et System, der vanskelig kan undgå at hidføre Misbrug og Svig.

(Aarhus Amtstidende 19. november 1898).

Udsigt fra Sankt Johannes Kirkes tårn mod nord juli 1915. I forgrunden th. Blegdamshospitalet. I midten Nørre Allé. Kbhbilleder. Public domain.

Epidemihospitalet Blegdamshospitalet (1879) lå hvor nu Panuminstituttet ligger på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej. Modsat Kommunehospitalet (der varet blokhospital: trefløjet anlæg med tre-etages sidekorridorbygninger) blev Blegdamshospitalet pga. infektionsspredning bygget som lave pavilloner med god afstand. Blandt hospitalets store opgaver var Den Spanske Syge fra 1918, polio (1952) Det blev nedrevet fra 1974.

Kancelliråd (på daværende tidspunkt en ærestitel) F. J. Hermann var forvalter på hospitalet 1881-1899. Hans venner inden for frimurerne fik ham løsladt mod kaution efter han havde tilstået. Hermann begik selvmord natten mellem den 2. og 3. januar 1899 på et tidspunkt hvor det stod ret klart at han ville blive tiltalt for bedrageri. Kautionen blev betalt til hans enke og børn. 

Fru Hermann blev ved kriminalretten april 1899 frikendt, men fik af magistraten frakendt sin pension, hvilket stadfæstedes ved en Højesteretsdom i november 1901. Andreasen blev tiltalt og afskediget fra hospitalet samt dømt til at betale sagens omkostninger.

Jøderne og Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovens § 77

lyder:

"Ingen er Pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen; dog skal enhver, der ikke godtgjør at være Medlem af et i Landet anerkjendt Trossamfund, til Skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige Afgifter."

Fortolkningen af denne Paragraf var Pointen i den civile Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og hvis Udfald vil have Interesse overalt i Landet, hvor der findes Jøder.

Efter at Højtidsofferet paa Frederiksberg i 1894 var bleven aflast, blev der i Slutningen af 1893 afkrævet Rigsdagsstenograf Jul. Salomon Bidrag til denne Offerafløsning, 14 Øre pr. Skatteportion eller for 24 Portioner 3 Kr. 36 Ø. Han betalte under Reservation, idet han senere ved Gjældskommissionen krævede Beløbet tilbagebetalt, da han hørte til det mosaiske Trossamfund og betalte Bidrag hertil. Gjældskommissionen frifandt dog Frederiksberg Kommunalbestyrelse, idet den mente, at § 77 kun vedrørte personlige Ydelser, ikke almindelige Bidrag til folkelige Formaal.

Salomon appellerede til Højesteret, hvor han i Gaar gav Møde ved Højesteretssagfører Arntzen, medens Hr. Asmussen mødte for Kommunalbestyrelsen

Proceduren.

Arntzen: Spørgsmaalet er, om Hr. Salomon, der i Følge Grundlovens § 77 var fritaget for at yde Bidrag til Højtidsofferet, om han nu, efter at Højtidsofferet er bleven afløst, er forpligtet til at yde Bidrag til det Vederlag, som Kommunen betaler til Præsterne. Da Offeret for nogle Aar siden blev afløst, blev Afløsningssummen sat noget højere end det Beløb, som Højtidsofferet beløb sig til, idet det var Meningen, at det overskydende skulde anvendes til Opførelsen af nye Kirker. Er en saadan Ordning nu lovmedholdelig? Ja, Modparten gjør gjældende, at Kommunen har en ubegrænset Ret til at paatage sig saa store Udgifter, den vil, og ligne dem paa alle Beboerne. Men denne Ret maa dog selvfølgelig ikke stride mod Grundloven.

Højtidsofferet er efter Kirkeretten et Bidrag, der skal svares af Menighedens konfirmerede Medlemmer, og Jøderne kan alene af den Grund ikke være pligtige at betale dertil. Men hertil kommer, at Salomon bevislig har betalt Bidrag til sit eget Trossamfund. Det har selvfølgelig ikke været Grundlovens Mening, at det, at høre til et andet Trossamfund, skal være en Luxus, saaledes at de paagjældende skulde betale to Steder. Meningen var tydeligt nok den, at ingen skulde betale til anden Gudsdyrkelse end hans egen. Og denne Ordning kan man selvfølgelig ikke komme ud over ved at konvertere Højtidsofferet til et fast Beløb, som Kommunen udreder.

Hr. Arntzen hævdede med Styrke, at hans Standpunkt ikke blot er logisk uangribeligt, men tillige det eneste juridisk forsvarlige, samt at alle moralske Hensyn maa føre til det samme Resultat. Saa vel Kultusministeriet som Indenrigsministeriet har ogsaa gjennem mange Aar hævdet den samme Opfattelse, indtil man i 1885, ved kgl. Resolution bestemte, at Offerafløsningen kunde finde Sted saaledes, at Afløsningsvederlaget lignedes paa alle Skatteyderne. Kultusministeriet har i dette Spørgsmaal bøjet sig for Indenrigsministeriet; men det har dog stadig anset det for ubilligt at forlange Bidrag ogsaa af dem, der stod udenfor Folkekirken. Man har imidlertid henvist dem, som var misfornøjede, til at gaa til Domstolene, og det er det, Salomon har gjort.

Hr. Artzen sluttede med at nedlægge Paastand paa, at den indankede Dom blev omstødt, saaledes at Kommunen til pligtedes at tilbagebetale Salomon de 3 Kr. 36 Øre, han havde betalt for meget.

Asmussen maatte gjøre opmærksom paa, at Kommunen havde handlet i Overensstemmelse med den kgl. Resolution, og at denne skulde være stridende mod Grundloven, var lidet rimeligt. Den var jo opstaaet efter Forhandling mellem Kultus- og Indenrigsministeriet, efter at Justitsministeriet havde opgivet den gamle Ordning om særlig Ligning paa Folkekirkens Medlemmer, fordi Udpantningen voldte Vanskeligheder.

Det er jo en ganske administrativ Sag, hvor meget Kommunerne paaligner Borgerne i Skat, en Sag som ikke vedrører Domstolene. Alene af den Grund maatte Hr. Asmussen paastaa Sagen afvist. Han kunde ikke erkjende, at Salomon havde betalt noget særligt til Præsterne; det gjør de enkelte Skatteydere i det hele taget ikke. Det er Kommunen, der betaler det hele, da Højtidsofferet existerer i det hele taget ikke mere; det er ude at Verden for længe siden.

Grundlovens § 77 kan altsaa slet ikke komme til Anvendelse i dette Tilfælde, thi der er aldeles ikke lagt nogen ny Byrde paa Skatteyderne. Ganske vist har Oppositionen i Frederiksberg Kommunalbestyrelse forlangt fremhævet, at af Skatten skulde 14 Øre pr. Halvaar anses som Bidrag til Folkekirken; men det var ganske meningsløst at sønderlemme den samlede Skat paa den Maade.

Hr. Asmussen maatte desuden hævde, at i Odense og mange andre Provinsbyer fandt Kommunalbestyrelsen ingen Betænkelighed ved at paaligne alle Kommunens Indbyggere Bidrag til kirkelige Øjemed. Nu skulde alt dette pludselig være grundlovstridigt! Det troede Taleren ikke, om han end maatte erkjende, at det ikke var fuldt ud stemmende med de Ønsker, som var udtrykt i § 77. Der foregaar jo næsten hver Dag Afløsning af Højtidsofferet; skulde nu alt dette gjøres om igjen, saa vilde der opstaa en uhyre Forvirring rundt om i Landet med Tilbagebetaling osv.

Hr. Asmussen sluttede derfor med at nedlægge Paastand paa, principalt, at Sagen afvises fra Gjældskommissionen, subsidielt, at Gjældskommissionens Dom stadfæstes.

Hr. Arntzen replicerede kort. Fordi Ministrene var bleven enige om en ny Ordning, kunde man ikke derfor betragte det som givet, at denne Ordning ikke var grundlovstridig; thi Regeringen har jo i mange Aar hævdet den modsatte Opfattelse netop af Hensyn til Grundlovens § 77. Naar Modparten gjør gjældende, at Salomon ikke har betalt til Folkekirken, saa er det naturligvis galt; naar Kommunen anvender 30,000 Kr. til kirkelige Øjemed, saa maa det have disse 30,000 mere ind i Kassen, og den kan kun saa dem fra Skatteyderne.

Hr. Asmussen indvendte, at naar Regeringen havde forandret sin Praxis overfor dette Spørgsmaal, saa var det sket efter aarlange, grundige Overvejelser. Hvad tre Ministerier efter saadanne Overvejelser har besluttet, kan ikke godt antages at være grundlovsstridigt.

Dermed blev Sagen indladt til Votering, og Domsafsigelse finder Sted i Morgen.

(Aarhus Amtstidende 2. november 1898)

Jøderne og Folkekirken.

Efter en meget langvarig Votering kom Højesteret i Gaar Middags til det Resultat, at den af Ministrene Bardenfleth og Hørring trufne Ordning, hvorefter Vederlag for Højtidsofferets Afløsning kunde lignes paa en Kommunes samtlige Medlemmer uden Hensyn til, om de hører til Folkekirken eller ej, er grundlovsstridig.

Det hedder i Dommens Præmisser:

"Foreløbig bemærkes, at det i den indankede Dom med Føje er antaget, at Sagen henhører under Domstolenes Paakjendelse.

Af Grundlovens § 77 følger, at der ikke kan afkræves Medlemmer af det mosaiske Trossamfund Højtidsoffer til Folkekirkens Funktionærer eller Vederlag for saadant Offer, og det har derfor ikke været foreneligt med nævnte Bestemmelse at inddrage den i Sagen ommeldte Afløsningssum under den almindelige, samtlige Skatteydere omfattende Ligning paa Formue og Lejlighed i Kommunen."

Som Følge deraf tilpligtedes Frederiksberg Kommunalbestyrelse at tilbagebetale Rigsdagsstenograf Salomon det omprocederede Beløb samt at betale Sagens Omkostninger for begge Instanser.

Efter denne Dom er det saaledes ulovmedholdeligt, naar en Række Kommuner rundt om i Landet har afkrævet Jøder Bidrag til Vederlaget for Højtidsofferets Afløsning, og man kan maaske nu vente en Række Processer om Tilbagebetaling af de erlagte Beløb, i hvert Fald hvis Vedkommende kun har betalt "under Reservation".

For Regeringen er Dommen alt andet end behagelig. Det viste sig, at Hr. Asmussen havde for god Tro til Ministrenes Grundlovsfortolkninger, naar han i Forgaars betragtede det som givet, at en Ordning, som tre Ministre - Rump var ogsaa med - havde truffet, ikke godt kunde være grundlovsstridig. 

(Aarhus Amtstidende 3. november 1898).

De tyske Socialdemokrater og Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

De 4 Møder i Morgen.

I Søndags antydede vi, at det tyske Socialdemokrati stod fuldstændig sammen med det danske i Spørgsmaalet om at Protestere mod de brutale Udvisninger af Danske i Slesvig, og vi tilføjede, at vort Broderparti vilde rejse Sagen i den tyske Rigsdag.

Herom foreligger der følgende Breve.

Vi afsendte i Fredags et Brev til den socialdemokratiske Folkethingsmand v. Elm i Altona, altsaa i Hertugdømmerne, med Forespørgsel om, hvorvidt vort tyske Broderparti vilde protestere mod Udvisningen af Danske i Sønderjylland.

v. Elm svarer:

Kære Partifælle!

Udvisningerne har indenfor det tyske Socialdemokrati vakt den mest levende Harme. Det er en Skændsel for vort Aarhundrede, at man i Kraft af nationale Frasegrunde krænker Nationaliteten. Jeg kan allerede sige dem, at vi vil rejse Sagen i den tyske Rigsdag. Bebel er anmodet om at være Ordfører.

Med soc. Hilsen og Haandslag
v. Elm.

Fra Liebknecht, der, foruden at være indflydelsesrigt Medlem af den tyske Rigsdag, tillige er Hovedredaktgren af "Vorwärts", har vi modtaget følgende:

Kære Partifælle!

Jeg har modtaget Deres Brev om Brutaliteterne i Nordslesvig. Jeg vil bringe Sagen frem i "Vorwärts", men jeg beder Dem yderligere om at skaffe mig noget Materiale til Brug i Rigsdagen. Der udretter vi mere og opnaar en større Virkning end den danske Rigsdagsmand, hvor brav han end er. Rigsdagen træder sammen senest om 19 Dage. Jeg maa altsaa inden den Tid have Materialet, for at det kan fremdrages straks ved Finanslovsbehandlingen.

Med hjærtelig Hilsen til Dem og de øvrige Partifæller.
Den 10. November 98.
Deres
W. Liebknecht.

"Nationaltidende" har allerede i Marts sat sig i Forbindelse med det tyske Socialdemokrati og modtaget følgende Skrivelser:

Deres Spørgsmaal kan jeg ikke besvare saa indgaaende, som jeg ønskede, da jeg er overlæsset med Arbejde og derfor ikke er i Stand til at underkaste det omfangsrige Materiale, som navnlig kommer i Betragtning ved det andet Spørgsmaals Besvarelse, en Gennemarbejdelse. Uden at indlade mig paa de statsretslige og politiske Synspunkter i Deres ærede Skrivelse, indskrænker jeg mig til at fremkomme med nogle korte Bemærkninger om Nationalitetsspørgsmaalet, og er jeg, i fuld Overensstemmelse med Dem, af den Mening, at det staar i ligefrem Modstrid med det moderne Statslivs humane og civilisatoriske Grundsætninger at indskrænke eller hindre en Folkestamme i Brugen af sit Modersmaal.

Det er en af Kulturens mest elementære Fordringer at give alle Statsborgere den fulde Frihed i Brugen af deres Modersmaal og drage Omsorg for, at Kirken, Skolen, Lovgivningen og Forvaltningen er saaledes indrettede, at der ikke bestaar nogen Hindring for Forstaaelsen af det Sprog, som tales af en til Statssamfundet hørende fremmed Folkestamme. Forudsat, at Deres Skildring er rigtig, saa er den prøjsiske Regerings Adfærd: at vanskeliggøre Statsborgere af dansk Afstamning Brugen af deres Modersmaal i offentlige og Retsanliggender, ikke forenelig med den principielle Fordring om Ligeberettigelse, som kræver en uindskrænket Frihed i Brugen af Modersmaalet, der har sin Rod i Sæder og Skikke og dermed er blevet til en uangribelig Ret.

Med Højagtelse
Paul Singer.

Vor Partifælle Avgust Bebel, der nu vil rejse det slesvigske Spørgsmaal i den tyske Rigsdag, svarer:

Min Tid tillader mig kun at svare kort paa Deres Spørgsmaal. Ethvert Folk og enhver Folkedel, som taler et andet Modersmaal end det herskende Folks, kan i Følge deres Menneskerettighed, saa vel som fra de almindelige Kulturinteressere Standpunkt, fordre at blive underviste paa deres Modersmaal og ligeledes at erholde Lov og Dom udtalt i dette Maal. I Sproget legemliggøres et Folks ejendommelige Væsen, det, hvorved det adskiller sig fra ethvert andet Folk. Gennem Sproget bringer det sine Følelser og Fornødenheder til Udtryk i deres eneste sande Form. At tvinge et Folk til at give sine Følelser og Fornødenheder Udtryk i et fremmed Sprog er at agte lige med en Lemlæstelse af dets inderste Væsen.

Det er visselig ingen Skade til, naar et Folk kommer i den Situation ogsaa at maatte lære et andet Kulturfolks Sprog, med hvilket det staar i Samkvem; men det maa kun ikke ske paa Bekostning af dets eget Modersmaal.

Jeg betragter enhver Skade, der tilføjes et Folk paa dets Modersmaal som en Forulæmpelse af almindelige Kulturinteresser, og en Nation, der vil staa paa Højde med sin Tid, maa ikke gøre sig skyldig i en saadan Handlemaade. Her gælder mere end i hundrede andre Tilfælde den Sætning: Hvad Du ikke vil, at Andre skal gøre imod Dig, det skal Du heller ikke gøre imod dem.

A. Bebel.

*

Den tyske Partipresse udtaler sig i de skarpeste Ord om de stedfindende Udvisninger.

Vort Broderorgan "Hamburger Echo" skriver:

"Tysklands Anseelse i Udlandet vil sandelig ikke vinde ved denne Politik, som man søger at retfærdiggøre ved at kalde den national."

"Vorwärts", det tyske Socialdemokratis Hovedorgan, bringer i Gaar en Artikel om Udvisningerne, hvori forekommer følgende Brev "fra paalidelig Haand i Nordslesvig":

"Som Følge af det sidste Landdagsvalg finder der i Nordslesvig Udvisninger Sted i Massevis, mest af danske Arbejdere og Tjenestefolk. Danske, men ikke danske Undersaatter, i hvert Fald kun for en Del, - til Dels er det ogsaa prøjsiske Undersaatter af dansk Nationalitet. De fleste af de Udviste har enten deltaget i den danske Protestkandidat Hansens Valgmøder eller givet ham deres Stemmer ved Valgene. Afstemningens Offenlighed har udleveret dem!"

"Vorwärts" skildrer derpaa de ejendommelige Forhold i Nordslesvig, hvor der er 3 Slags Danske: prøjsiske Undersaatter, danske Undersaatter og "Optanter", d. v. s. danske Undersaatter med visse traktatmæssige Garantier.

"Vorwärts" slutter:

"Disse Udvisninger er en ligefrem Forsmædelse, de stiller os lige med Rusland og vil sikkert blive bragt paa Bane i Rigsdagen."

Man ser heraf, at det er gement Valgtryk, der øves af de prøjsiske Autoriteter, ganske som det øves af vore hjemlige Godsejere og Skovridere. Men her som alle Vegne tager den socialdemokratiske Presse sig af de Forurettede. I den tyske Rigsdag vil det tyske Højre blive draget til Ansvar for sit Tyranni. Og efter Udfaldet af de sidste Rigsdagsvalg er det ikke udelukket, at der findes et Flertal (Socialdemokrater, Frisindede. Centrum, Polakker, Elsassere og Danskeren), der stiller sig paa Danskernes Side.

*

Det dansk-slesvigske Blad "Hejmdal" optrykker hele vor Artikel i Søndags om Udvisningerne fra Nordslesvig.

I Aarhus og i Esbjærg har vore Partifæller indkaldt til offenlige Møder for at drøfte Sagen.

*

Idet vi henviser til Annoncen, minder vi atter om de fire offenlige Møder, som Socialdemokratisk Forbund afholder i Morgen Aften. Mødestederne er fordelte saaledes, at vore Partifæller i København og paa Frederiksberg har let ved at deltage i dem.

Den indre By, en Del af Østerbro, Kristianshavn og Sundbyerne samles i Rømersgade 22. Vesterbros Befolkning paa Enghavevej; Nørrebros og en Del af Østerbros i "Folkets Hus" paa Jagtvejen, og Frederiksbergerne samles paa "Gimle".

(Social-Demokraten 16. november 1898).

Adolph Johann von Elm (1857-1916) var tysk tobaksarbejder, fagforenigsmand og socialdemokrat. Han flygtede 1878-1882 til USA. Han var herefter med til at organisere tobaksarbejder. 1894-1906 var han valgt i 6. slesvig-holstenske valgkreds (Elmshorn-Pinneberg) som efterfølger til Hermann Molkenbuhr i den tyske rigsdag for SPD.

Wilhelm Liebknecht (1826-1900) var en tysk politiker. Han deltog i den revolutionære bevægelse i 1840'erne og gik 1848-1849 i eksil, i Schweiz og London hvor han blev en nær bekendt af Karl Marx. Efter hans hjemkomst i 1862 stiftede han sammen med August Bebel det marxistisk orienterede Socialdemokratiske Arbejderparti (SDAP) som i 1875 var sammensluttet med Ferdinand Lassalles reformistiske Almindelige Tyske Arbejderforening til det Tyske Socialistiske Arbejderparti, senere Tysklands Socialdemokratiske Parti, SPD. Han var medlem af Nordtyske Forbunds rigsdag 1867-1870 og af Rigsdagen 1874-1890. Desuden var han i mange år redaktør af partiorganet Vorwärts. Han var far til Karl Liebknecht.

Paul Singer (1844-1911) var 27 år valgt til byrådet i Berlin, 26 år i rigsdagen, i 20 år ordfører for SPD. Han var mere handlingens mand end teoretiker. Han var blevet velhavende ved en damefrakkefabrik og brugte pengene til at hjælpe SPD ud af en mørk tid. 

Referaterne fra de 4 møder stod i Social-Demokraten 18. november 1898.

Continental Bodega Company. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteret.

Bodegasagen.

Højesteretssagfører Asmussen fortsatte sit gaar afbrudte Foredrag. Ifølge Kontrakten mellem Grosserer Mann og Restauratør L. Madsen overdrages der ham et Konsignationslager af Vine og Spirituosa, og han maa kun sælge "Bodega"s Varer. Derimod synes det, at han for egen Regning trakterer med Smørrebrød. Han skal hver Dag opgiøre Salget og Omsætningen med Grosserer Mann, hvis Kontrol og Tilsyn han t i enhver Tid er underkastet. Madsen lønnes med Provision, angaaende hvis Størrelse Kontrakten indeholder nærmere Bestemmelser. Kontrakten med Madsen adskiller sig kun fra en tidligere Kontrakt med Retauratør Henriksen derved, at Madsen ogsaa skal opgive, hvad der er solgt paa Kredit, medens ingen saadan Bestemmelse fandtes i Henriksens Kontrakt. Tilsyneladende er der ogsaa en Formel med Hensyn til Beregningen af Vederlaget. Der er derfor ikke nogen Væsensforskel mellem de to Kontrakter. og det er derfor umuligt at se, hvad der skulde gjøre det nuværende Forhold lovligt, medens det tidligere var ulovligt. Mann erkjender selv, at hans Firmas Interesser ere saaledes knyttede til Vinstuens Drift, at han selv kan siges at være Interessent. Forholdet er det, at Forretningen ikke blot drives med "Bodega"s Varer, men at ogsaa Mann fastsætter Prisen, hvortil der skal sælges, ligesom Madsen kun kan forsyne sig med Varer fra Bodega. Derhos beregnes Madsens Løn efter Omsætningen ikke efter Fortjenesten. Den Selvstændighed, som tilsyneladende er indrømmet Madsen, er i Virkeligheden kun et Skin. Saaledes betales Huslejen i Realiteten af Selskabet ikke af Værten. Med Hensyn til Driftsomkostningerne er Forholdet ligeledes det at det er Selskabet, som sørger for deres Afholdelse. I Virkeligheden faaer Madsen ikke som i Kontrakten anført et maanedligt Vederlag af 440 Kr., men kun 130 Kr. maanediig.

Efter endt Dokumentation nedlagde Aktor Paastand paa Skjærpelse eller Stadfæstelse af den indankede Dom.

Højesteretssagfører Shaw var Defensor. Han vilde bestemt modsige den Opfattelse, som var gjort gjældende af Aktor, at det her drejede sig om en Forretning, der pro forma drives paa en Andens Borgerskab. Spørgsmaalet er alene, om "Bodega" paa Grund af den Ordning af Kreditforholdene, som det har truffet her i Lighed med andre Steder, skulde nødvendiggjøre, at det erhverver Borgerskab. Han mindede om, at "Bodega" har drevet Forretning siden 1881, men først længe efter er man kommen i Tanker om, at den skulde være ulovlig. For "Bodega" er Sagen af største Betydning. Det Forhold, som nu foreligger, er udelukkende Forholdet til Restauratør L. Madsen, medens tidligere Ordninger aldeles ikke vedrøre Sagen. Manns og Madsens Forretninger ere fuldstændig adskilte og drives hver paa sit Borgerskab. Mann driver Vinhandel, Madsen Restauration, hvor der serveres Drikkevarer og Spisevarer. Ingen af dem gaaer udenfor deres Borgerskab. Spørgsmaalet er nu, om Mann har gjort sig skyldig i Overtrædelse af Næringsloven ved den Maade, hvorpaa han leverer sine Varer til Madsens Restauration. Alt foreligger i saa Henseende klart og Mim og her er ikke Tale om noget Proformaværk. Det er muligt, at "Bodega" ikke har Ret til at sikre sig overfor Madsen saaledes som det skeer, men Andet er her ikke at afgjøre. Det er aldeles ikke rigtigt, naar Aktor har hævdet, at "Bodega" er den virkelige Indehaver af Forretningen og Madsen kun Straamand. Madsen er netop den virkelige Indehaver, baade nominelt og reelt. Madsen har saaledes ingenlunde kun pro forma lejet Lokalet, til hvis Fremleje "Bodega" udtrykkelig har erhvervet Eierens Samtykke. Forholdet er nærmest det, at Madsen er Lejer og "Bodega" Kautionist. Lokalet er derimod ubetinget Madsens, og han er eneraadig baade over det og over Driften. Naar man dernæst vil hævde, at Madsen er uselvstændig, fordi han kun maa handle med "Bodega"s Varer, da vilde dette føre til meget forbausende Resultater, thi lignende Forhold gjøre sig ofte gjældende. "Bodega" har truffet den Ordning, som er tilstede, for at sikre sig og derfor forbeholdt sig Ejendomsretten til Konsignationslageret, over hvilket Madsen dog har ubetinget Raadighed; Mann er kun Madsens Vinleverandør. Hvis man vil dømme "Bodega", maatte dette ske efter Næringslovens § 4; men denne kan ikke anvendes, da "Bodega" slet ikke er Interessent. Hele Forholdet har alene havt til Hensigt at sikre "Bodega"; men dette Selskab kan ikke derved fra Leverandør blive Restauratør. Det sikrer sig ved den trufne Ordning ogsaa, hvad der er af største Betydning for det, at dets Vine sælges uforfalskede og til dets fastsatte Priser. Madsen driver derimod selv Forretningen, og saaledes er Kreditgivningen og Spisevarerne "Bodega" aldeles uvedkommende. Han paastod Mann frifunden.

"Kriminalrettens Dom stadfæstedes af Højesteret, fordi Højesteret efter de foreliggende Oplysninger maa anse Grosserer Mann som Ejer af Vinstueforrretningen, selv om den drives med Restauratør Madsen som Bestyrer. Mann blev altsaa idømt samme Bøde som ved Kriminal- og Politiretten.

(Nationaltidende 15. november 1898. 2. udgave).

For Højesteret

X Kjøbenhavn. den 16. Novbr.

Bodega.

I Formiddags har Højesteret været optaget af en Sag, der var anlagt mod den herværende Bestyrer af den bekjendte internationale Vinforretning "Bodega Continal Company", Hr. Mann. Han var af Kriminal- og Politiretten idømt en Bøde af 250 Kr. for 4. Gang begaaet Overtrædelse af Næringsloven og havde denne Gang faaet Lyst til at høre hvad Højesteret sagde om denne Sag.

Som Aktor mødte Højesteretssagfører Asmussen, der navnlig gjorde gjældende, at selv om Firmaet lod Udskjænkningen besørge ved en Restauratør, der havde Borgerskab - dette er nemlig Tilfældet - , var det dog selv saa væsentlig interesseret i Udskænkningen, at det ogsaa selv maatte have Borgerskab.

Som Defensor hævdede Hr. Shaw, at Aktor og Kriminalretten vel var enige om Domfældelse, men ikke om Begrundelse deraf. Aktor vilde have Mann dømt som den virkelige Indehaver af Forretningen, som om det egentlig var pro forma Værk, at den blev dreven af en anden; men dette var ingenlunde Tilfældet. Bodegakompagniet var kun Leverandør til den Restauratør, som stod for Udskænkningen og som ledede denne Del af Forretningen ganske paa egen Haand. Bodega var hverken aktiv i Forretningen eller Interessent i den. Kriminalretten havde her aabenbart forvexlet Ordet "Interessent" med Ordet "interesseret"? Bodegas Forhold til Restauratøren var et simpelt Kreditforhold, som ikke havde noget med Næringsloven at gjøre. Rundt om i Alverdens store Byer drev Bodegakompagniet Forretning paa den Maade; det vilde dog være mærkeligt, om Kjøbenhavn netop skulde være det eneste Sted, hvor det var lovstridigt. Han nedlagde dermed Paastand paa Direktør Manns Frifindelse.

Efter en meget lang Votering kom Højesteret til samme Resultat som Kriminalretten og stadfæstede Bødedommen med den Motivering, at Hr. Mann maatte anses som Ejer af Vinstuen, selv om denne blev bestyret af en anden.

Hvis altsaa Hr. Mann vil fortsatte Bodegaforretningen, maa han nu erhverve Borgerstab, hvad han imidlertid ikke kan faa, da han er født Mecklenborger og ikke har Indfødsret her i Landet. Følgen af Dommen bliver saaledes, at Bodegakompagniet maa søge en anden Bestyrer af sin københavnsk Forretning.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1898).

Amagertorv med Continental Bodega Company i midten. 1898? Kbhbilleder. Public domain. Avisen har fået galt fat i navnet: The  Continental Bodega Company.

Frederik August Vilhelm Bagge (2: Sejlsport 1898-1902). (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 vandt Bagge en lille båd ("La Mouette") ved Yachtklubbens bordlodning. Den deltog han med i forskellige kapsejladser samme år. Og vandt i øvrigt en ny båd i december 1895!

Januar 1896 begyndte Bagge at trykke "Tidsskrift for Hesteavl. "Sommeren 1896 købte Frederik Bagge lystkutteren "Sybelle" af godsejer Quistgaard på Egholm, og solgte samtidig bortlodningsbåden til denne for 450 kr. (den havde i sin tid kostet over 1.000). Med denne sejlede han i pinsen 1899 Sjælland rundt. Med den opnåede han de følgende mange gode placeringer i kapsejladser.

Bogtrykker Frederik Bagge, der under et Ophold i Berlin for et Par Maaneder siden blev alvorlig syg og i lang Tid har maattet holde Sengen, er nu saa vist restitueret, at han frit kan bevæge sig ude.

(Dannebrog (København) 9. november 1898).

En Kapsejler forsvundet og funden

Tyveri i Lystbaadehavnen.

Vanden strander ved Kongelunden.

Bogtrykker Fr. Bagge ejer en flot udhalet Kapsejler "Sybell", der Natten til i Gaar forsvandt fra sin Ankerplads ved Lystbaadehavnen. I Søndags var Bagermester Vald. Nielsen fra Frederiksberggade ude med Baaden, og da han ved 12-Tiden om Natten vendte tilbage, fortøjede han den ved en Bøje tæt udfor Lystbaadehavnen. I Gaar Morges var Kapsejleren forsvunden. Tyveriet anmeldtes til Politiet, men indtil i Gaar Eftermiddags var man ikke tommen paa Spor efter det forsvundne Fartøj.

Endelig i Aftes kom Kapsejleren atter til Syne - den fandtes staaende paa Grund ud for Kongelunden.

I Gaar Eftermiddags ved 6-Tiden bemærkedes "Sybell" krydsende ud for Dragør Havn. Baaden lagde til og opholdt sig en Timestid i Havnen, og en af de to Ombordværende, en yngre, mørk meget rundrygget og tarvelig klædt Person, gik i Land. Manøvreringen tydede paa at hverken han eller hans Kammerat var særlig søkyndige.

"Sybell" stak atter til Søs, uden at Dragørfolkene anede, at den var stjaalet. Senere strandede Baaden i Nærheden af Kongelunden, og der blev den staaende. Mandskabet raabte om Hjælp, og en Amagerfisker gik ud i sin Baad og reddede de to "Matroser" - han anede naturligvis heller ikke, at det var to Tyveknægte, han havde reddet fra at gaa tilbunds.

Saasnart Tyvene kom i Land, skyndte de sig bort. Men Fiskeren kan give et saa nøje Signalement, at de næppe undslipper.

(Social-Demokraten 23. juli 1902).

Bagermester Valdemar Nielsen ("Danmarks Valde") købte i 1912 en isbåd i Stockholm til issejlads i Roskilde Fjord. Den sejlede indtil marts 1996.

Frederik Bagge vandt 42 præmier med båden "Sybell". Juli 1902 deltog han i hestevæddeløb hvor han red for grev Knuth.

I november 1903 var Frederik Bagge med i et konsortium som købte "Lørups Ridehus" med henblik på at udvide det til et stort hippologisk institut, en hestebørs mm. (a la "Tattersall" i London). Lørups Ridehus lå på hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade og var opført af den kongelige overberider August Lørup i 1891. Ridehuset var efter datidens forhold af en ganske anselig størrelse. Ud over ridning blev det også brugt som forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Huset var i brug indtil 1931. Det blev nedrev et og en mondæn udlejningsejendom opført tegnet af Henning Hansen opført på stedet. 

Kvindernes eget Blad. (Efterskrift til Politivennen)

Under Titlen "Kvindernes eget Blad" er udkommet et Organ for de arbejdende Kvinders Interesser. Det redigeres af Annette Jensen, er i s -spaltet Format og vil udgaa hveranden Torsdag. Bladets Kontor er Gothersgade 48.

Forsøget fortjener den største Paaskønnelse. De arbejdende Kvinder har jo nemlig ikke noget specielt Organ, i hvilket deres Krav kan fremsættes og motiveres. Vel er "Social-Demokraten" Organ for saa vel arbejdende Kvinder som arbejdende Mænd, men vi erkender gerne, at Kvinderne burde kunne finde rigeligere Plads for deres laglige og politiske Ønsker end den, vi er i Stand til at byde, og vi ønsker derfor det nye Blad Velkommen

I sin indledende Artikel henviser "Kvindernes eget Blad" til, at der vel findes Kvindeblade, men de har desværre kun Bud til Kredse, hvor man nærer særlige Interesser for Selskabelighed og "finere" Begivenheder. Der er Modejournaler og Mønstertidender, men intet Kvindeblad for de Tusinder af Kvinder, som staar midt i en haard Kamp for Tilværelsen. Det nye Organ bebuder da at ville lægge ud i Sandhedens eg Retfærdighedens Navn til en Kamp for "en lysere og lykkeligere Tilværelse for den Samfundsklasse, der indtil denne Dag sukker under de største Savn". Som Motto for denne Opgave har det valgt: Sandheden frem. den fulde Sandhed og intet uden Sandhed!

Af det foreliggende Numer faar man det Indtryk, at der ikke alene er en særlig Vilje til Arbejdet for Kvindernes Sag, men ogsaa en virkelig Wone. Bladets forskellige Bidrag vidner om Forstaaelsen af, hvad Kampen gælder, og der tages fat paa aktuelle Spørgsmaaal, som behandles i et jævnt og ligefremt Sprog. Bl. a. er der en Artikel om "Indre Missions Basar", hvor der drages til Felts mod de fine Damers Fritidsarbejde, som forøger Arbejdsløsheden og Nøden blandt de arbejdende Kvinder.

Prisen for Bladet er 5 Øre pr. Numer.

(Social-Demokraten 8. november 1898).

Den omtalte artikel om Indre Mission:

Indre Missions Basar.

"Indre Mission" har atter haft Basar.

Aristokratiets Damer har i "Indre Mission"s Navn, for ikke at sige Kristendommens, udstedt Indbydelse til "Guds Riges Venner i By og paa Land, til alle, som have Hjærte for Hovedstadens aandelige Nød, til alle, ogsaa dem med de smaa Fritider og de smaa Midler, om at sende Bidrag og Gaver til et Udsalg til Fordel for kirkelig Forening for indre Mission i København."

Der er hertil lidt at bemærke.

Hvad disse "Gaver" angaar, da er det jo ingen Hemmelighed, at de hovedsagelig skal bestaa i mere eller mindre fine kvindelige Haandarbejder.

Missionens venlige Indbydelse bringer da, som første Følge, en velkommen Travlhed blandt Velstandens ikke overdrevent optagne Damer i vor gode By.

Til en Forandring flyttes Arbejdspladsen fra den fattige Stue til de plydsbetrukne Kabinetter.

Nu gælder det at producere billigt for at sælge billigt, saa billigt, at Rigdommens Kvinder ikke kan modstaa Fristelsen til at forsyne sig til Husbehov fra en saadan "Velgørenheds" Basar.

Den fattige Arbejderhustru, den fattige Husmoder med de mange Smaabørn, som hun nødig forlader, den enlige, ældre Kvinde, der hver for sig skal gøre deres til at skaffe dagligt Brød, — de faar ikke travlt.

Tvertimod.

Og dog er det kun saa lidt, de beder om: et lille Taalmodighedsarbejde, en lille Bifortjeneste til en 5 — 7 — 8 Øre for en Times Arbejde, som de kan faa fra Forretningerne.

Men nej. Forretningerne faa heller ikke travlt.

De kan ikke konkurere med disse fine Damers Fritidsarbejde, der tilmed kan sælges for en saa ophøjet Idé som den "aandelige Nød i København".

Nu haster det slet ikke med Arbejdet, den fattige Kvindes Arbejde.

Det købende Publikum forsyner sig i "Velgørenheds"-Basaren.

Forretningens Oplag ér egentlig allerede stort nok til at kunne tilfredsstille Sæsonens yderligere Behov.

Den fattige Kvinde maa allerhelst holde helt op.

Den anden Følge af disse Velgørenheds-Basarer er derfor nærmest Arbejdsløshed for den Slags Kvinder der saa inderlig gærne selv vil "hjælpe til", men hvem der ikke er Brug for, fordi Velgørenheden mere retter sine Øjne mod Himlens Stjærner end mod Jordens virkelige Nød.

Og Summen af disse to første Følger bliver da den tredje: flere og flere Missionærer antages.

Altsaa, fordi disse flere Missionærer koster Penge, derfor faar Samfundets rige Kvinder travlt med at tage Arbejdet fra de fattige, og det er altsammen absolut nødvendigt, for ellers kan det kristne Samfund ikke skaffe Penge nok til at kunne afhjælpe "den aandelige Nød i København", netop blandt disse selvsamme fattige, — en "Nød", som disse tilmed hovedsagelig slet ikke kender.

Ja, stands Møllehjulet, hvem der kan, og der gøres en virkelig Velgærning, ikke blot mod alle "de smaa", men mod selve det alvorlige, kristne Samfund, thi "Kristendoms"-Basarer under en saadan Form bringer noget ganske andet end Evangeliets Trøst til dem, der arbejder og er besværede.

Udsend Missionærer og lav Basarer for velstillede Kvinders Arbejde, forlang, at det store Flertal af arbejdende Kvinder skal være med dertil efter Forbilledet fra gamle Dage: den fattige, der giver sin sidste Skærv, — men forlang ikke, at det store Proletariat skal kunne forstaa, at det er Kristendom at tage Arbejdet og dermed Brødet fra de fattige for at afhjælpe en aandelig Nød, de ligesaa lidt kender, som den timelige Nød, de daglige Savn, er dem velbekendt.

Thi det kan de ikke.

(Kvindernes eget Blad 3. november 1898).

"Kvindernes eget Blad" er digitaliseret og findes på internettet.

Lærer, redaktør, forfatter og kvindesagsforkæmper Annette Jensen (1856-1942) var 1883-1884 hjælpelærerinde i håndarbejde på Rødkilde Højskole. Her kritiserede hun i 1891 godsejerfruen Christine Hvass i Dansk Husflidstidende og kritiserede Dansk Husflidsselskabs holdning til håndarbejde. Hun startede en husflidsskole i forældrenes hus i Lendemarke hvor hun underviste i alle de håndarbejdsteknikker som husflidsselskabet var modstander af: hækling, orkis, kunstbroderi osv. 15 år senere udgav hun på eget forlag en række hæfter med håndarbejdsmønstre. Hæfterne blev en stor succes og udkom i gentagne oplag fra 1906 til 1928. 

Hun flyttede til København hvor hun ernærede sig som hjemmesyerske og kæmpede for bedre vilkår for kvinder, især i industrien. Hun skrev artikler for Dansk Kvindesamfunds blad "Kvinden og Samfundet" 1899-1900 med henblik på arbejderkvinder. Derefter udgav hun bl.a. Kvindernes eget Blad (1898) og Tjenestepigernes Blad (1900). For at få økonomien til at hænge sammen udgav hun i 1906 håndarbejdshæfterne som sikrede hende økonomisk resten af livet.

I 1915 flyttede hun tilbage til Møn.

Forsømte Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Samfundsfare?

Hver 56de Dreng en Forbryder?

Et Opraab.

En Kreds af Mænd her i Byen er i disse Dage traadt sammen for at danne en saakaldet "kristelig Forening for offenlig tiltalte o g straffede Børns Redning", hvis Formaal skal være at frelse de mange Børn, der paa Grund af ulykkelige Forhold i Hjemmet og forsømt Opdragelse kommer ind paa Forbryderbanen.

Antallet af disse forbryderiske Børn er desværre i stadig Stigning Aar for Aar, ikke blot i Udlandet, men ogsaa herhjemme, og man føler overalt, at man her staar overfor en Samfundsulykke saa stor og faretruende, at man ikke længer kan se roligt til. men maa gribe alvorligt ind.

Det hedder i Opraabet:

Uagtet det maa antages, at kun en lille Del af Børneforbrydelser anmeldes for Øvrigheden, har der alene i København i 1896 været tiltalt for Retten 418 Børn og i 1897 524 Børn under 15 Aar, og hertil kommer et lignende stort Tal for det øvrige Land. Det er bleven godtgjort af den Kommission, som i 1893 blev nedsat af Kultusministeriet i Samraad med Justitsministeriet, at Antallet af Forbrydelser af Børn fra 10-15 Aar naar i Forhold til Befolkningen i Højde med de Voksnes, ja overgaar det, at i København 1880 hver 56de Dreng var en Forbryder, og at Antallet af domfældte Børn er i en stadig Stigen, at Antallet vokser i betydelig stærkere Grad end Folkemængden og end Antallet af domfældte af alle Aldersklasser. Disse sørgelige Forhold gælder ikke alene for København, men i lige saa høj Grad Byerne, ja endog Landdistrikterne. I 1890 var for hele Landet Antallet af Børneforbrydelser 578, deraf blev 269 Børn dømte, og Resten 309 løsladt med en Advarsel. Af disse faldt de 86 paa København, 104 paa Byerne og 79 paa Landdistrikterne.

Saadanne Børn mangler aldeles Modstandskraft og falder atter og atter tilbage, saaledes at f. Eks. en Dreng endog har været fængslet 4 Gange i godt 11 Maaned; de vokser op i et Forbryderliv. hvilket medfører, at over Halvdelen af vore Forbrydere er begyndte med Forbrydelser som Børn.

Samtidig med dette Opraab har Foreningen udsendt et lille illustreret Skrift, som indeholder en Række Eksempler paa, hvordan Børn bliver Forbrydere. Det er Pastor S. H. Nissen ved Vestre Fængsel, der fortæller. Han begynder med at skildre det Syn, der frembyder sig, naar man en Eftermiddag ved 6-Tiden staar ved Enghavevej og ser Vrimlen af Børn strømme ud fra de mange derværende Skoler for at søge hjem til de store Kaserner, der taarner sig op rundt omkring. Man kan ikke lade være, siger han, at tænke paa denne Børneskares Fremtid. Mange af dem er glade og fornøjede, men - mange bærer allerede Præg af af at have oplevet meget. Dér gaar en 13 Aars Pige rask hjemad, hun har travlt, kan man se, hun er nemlig, trods sine unge Aar, allerede en Slags Husmoder. Hun skal hjem og styre Huset, Moderen er død, nu skal hun have Maden lavet færdig, til Faderen kommer hjem fra Arbejde, og hjælpe sine yngre Søskende.

Dér gaar en, han skynder sig ikke hjem, tværtimod man mærker, han vil helst blive paa Gaden saa længe som muligt, thi der er ikke hyggeligt hjemme hos ham, der sidder en halvfuld Fader og skælder ud, Penge bringer han saa lidt af hjem, og Moderen kommer først senere hjem, træt af at have slidt hele Dagen ved Vaskebaljen. Der gaar en lille Fyr, man kan se paa dam, at han er dygtig træt, han har en Formiddagsplads hos en Købmand, og hele Dagen har han maattet bringe Pakker i Byen snart til Øster- snart til Vesterbro. Ja mange af disse Børn har oplevet og set meget, set megen Nød og mange Fristelser, og mangen en Kamp er allerede kæmpet i det lille Barnehjærte.

Som man gaar videre opfyldt af alle disse Tanker, kommer der et nyt Syn, som endnu stærkere griber en. Det er Synet af Vestre Fængsel, som nu ligger lige foran og med sit store Bygningskompleks behersker alle sine Omgivelser. Hvor taler ikke den Bygning til os om Sorg og Synd, om Fristelser og Fald. Det er mange ulykkelige Mennesker, der huses i denne store Bygning. Efter Politidirektørens Beretning for 1896 var det samlede Antal af Arrestanter i København 10,787 og Aarets Gennemsnitstal af Arrestanter var 376 daglig.

Igen dukker Billedet af den støre Børneskare frem for ens Blik. Mange af disse ulykkelige Mennesker i Fængslerne, ja langt over Halvdelen, er allerede som Børn ført ind i Forbryderlivet og er gledne længere og længere ned ad Skraaplanet. De voksede op i et daarligt Hjem og blev hurtigt førte ind paa Betleri og senere Tyveri. Mange af dem var tidlig komne ind paa Fabrikerne - dette Liv, som har været til saa stor Ulykke for Masser af Børn - og hurtig drog Fabriklivet dem nedad. Man kommer til at tænke paa de mange Familiefædre, som sidder derinde, de gaar nu ud derfra og giver deres daarlige Eksempel for deres opvoksende Bør. Men det er ikke nok med disse mørke Tanker, thi inden for Fængslets Mure gemmes en stor Skare Børn.

Pastor Nissen lukker Døren op ind til nogle af disse sørgelige Fængselsceller, hvori der sidder Børn. Han fortæller bl. a.:

En 12 Aars Dreng, der sad fængslet, fortalte, at hans Hjem var saa usselt, at han ikke kunde være der. Faderen drak og fortjente intet, og der var stadig Ustyr og Slagsmaal i Huset. Nu havde han opdaget et Hundehus, og her søgte han Ly om Natten, endskønt det var Midvinter. Da Fængselspræsten spurgte ham, hvorledes han kunde holde det ud om Natten for Kulde, forklarede han, at han og Hunden var gode Venner, og Dyret varmede ham saa dejligt, naar han sov Side om Side med det. Herfra gik han saa ud og stjal, og hans Sovefælle fik sin Part af Kosterne. Han var dog ikke ene om sit Tyvehaandværk, men var i Samlag med flere Ransmænd, som havde laget Bolig paa et Loft, hvorfra de gik ud og stjal til "fælles Bedste".

*

En 12 Aars Pige havde gentagne Gange øvet Tyveri; man nænnede ikke at holde hende i Fængsel, og hun fik derfor Lov at gaa ud og afvente sin Dom; men aldrig saa snart var hun Frihed, før hun faldt igen. En Gang sad hun fængslet lige op til Julen; Dommeren nænnede ikke at holde hende indespærret i Juledagene; han udsatte da hendes Afstraffelse til efter Helligdagene og gav hende fri saa længe. Men Juleaften, den Aften, da Børnenes Fest drager ind, da stjal Pigen igen. Efter Højtiden maatte hun saa afsone to Forbrydelser.

*

En 14 Aars Dreng var allerede meget vidt paa Forbryderbanen ... Hjemmet frembød et Syn af Fattigdom og Urenlighed, hvortil man sjældent havde set Mage, og det var derfor ikke saa underligt, at Børnene gled ud paa Forbryderbanen. Alligevel var der noget rart at læse Drengens Ansigt. Baade Dommeren og Overlæreren havde det Haab, at han kunde bjærges, dersom han havde kunne komme ind under andre og bedre Omgivelser. Drengen siger, at han stjæler, fordi h nit man savne den nødvendige Føde hjemme, og dette er vist ogsaa rigtigt.

*

En Dreng paa 13 Aar sad i Fængsel for Tiggeri. Det var en lang, mager Skikkelse, og man har sjældent eller aldrig set en saa laset og pjaltet Fyr; han frembød et saare pinligt og uhyggeligt Skue. Og der stod en næsten utaalelig Stank ud fra hans Klæder, som han sov i ude, hvor han bedst kunde finde et Leje. Han var nu en fuldkommen Løsgænger og Tigger. Denne Gang havde han været inde at tigge hos en Bager, og her havde Politiet taget ham.

*

En Purk paa 10 Aar var sat i Fængsel. Han var saa lille, at da Fængselspræsten kom ind i Cellen, kunde han ikke saa Øje paa ham og mente, at der slet ingen var derinde. Endelig opdagede han den lille Fyr, der laa og ragede paa Gulvet bag ved Bordet. Han var fængslet for Tyveri, idet han havde stjaalet Uhre, som han havde faaet solgt, og med større Kammerater havde han soldet Pengene op paa Varieteer og lignende Steder.

*

Som man ser, er det stadig de samme Aarsager, der gaar igen, til Børnenes Forbrydelser: Fattigdom, daarlige Hjem, forsømt Opdragelse. Hvad vil den "kristelige Forenig" nu foretage for at raade Bod paa disse Ulykker, som hos alle maa vække den dybeste Medfølelse? Derom siger Opraabet, at Foreningens Formaal skal være gennem et organiseret Menighedsarbejde i By og paa Land at søge at frelse enhver saadan ulykkelig Dreng eller Pige i Danmark, dels ved at hjælpe de sunkne, faldne Børn, dels ved at øve en forebyggende Gerning overfor dem der er ved at falde, idet vi vil tilstræbe at redde saadanne, der uden at være offenlig tiltalte har begyndt at vise forbryderske Tendenser. Vi vil derfor søge at anbringe disse Børn hos forstandige, kristne Mennesker paa Landet, ligesom vi ogsaa vil søge at formaa alvorlige kristne Skibskaptejner til at tage sig af saadanne Børn.

Det kan være meget godt, men indseer de kristelige Herrer ikke, at saalænge Hovedaarsagen til Forbrydelserne, nemlig Fattigdommen, vedbliver at eksistere, saalænge vil der ogsaa vedblive at mylre forbryderiske Børn ud fra de usle og elendige Hjem? Opraabets Underskrivere hører for en stor Del til Højres ivrigste Støtter, d. v. s, de er med til at opretholde den kapitalistiske Samfundsorden, som fordømmer Mænd og Kvinder til Slaveri i Fabrikerne og lader Børnene vokse op for Lud og koldt Vand paa Gader og Stræder. Hvis der var Alvor og Dybde i disse Herrers Kristendom, saa nøjedes de ikke med at gøre godt mod de ulykkelige Børn - en Bestræbelse, der naturligvis er al Ære værd - men de søgte at ramme Ondet i dets Rod ved at arbejde med paa en Samfundsreform, der umuliggjorde saadanne Tilstande som dem, hvori Børneforbrydelserne bunder.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

Strejkende Væversker. (Efterskrift til Politivennen)

Skandale paa en Politistation

De kvindelige [?Vævere] hos Fabrikant Gedde paa [Nørrebro]gade fortsætter deres Kamp [for] en godkendt Priskurant, men lige saa haardnakket vægrer Fabrikanten sig ved at indgaa paa Arbejderskernes Fordring. Politiet har for sit Vedkommende søgt at yde Hr. Gedde den bedst mulige Støtte, og vi har før omtalt, hvorledes man havde forsøgt at hindre de Strejkende i at passere Nørrebrogade paa Strækningen nærmest Geddes Fabrik, men denne Vilkaarlighed har dog Dommeren den offenlige Ret ikke villet godkende Han har ikke mulkteret de strejkende Arbejdersker af den Grund, men derimod har Politiet skærpet sit Opsyn og søgt at saa dem mulkteret, naar de holdt lldttg med Strejkebryderne. Man forlangte saaledes Navn og Adresse af de Strejkende, naar de kom for at at Strejkebryderne forlade Værket, skønt dette Tilsyn jo dog ingenlunde er et Indgreb i den hellige "Arbejdsfrihed". Ved Politi"Konduite" er det paa den Maade lykkedes at faa flere Strejkende noteret og slæbt op i den offenlige Ret.

I Torsdags mødte paany en Del Væversker, der var bleven noteret. Anklagen har vel nærmest været bygget paa, at de har "stimlet sammen". Men paa hvor løst Grundlag Anmældelsen hvilte, vil bedst fremgaa deraf, at Sagen mod en af Væverskerne maatte hæves, fordi hun kunde godtgøre at have besøgt en Kone i Kvarteret. For en andens Vedkommende blev Sagen udsat, da Betjenten ikke turde sige ganske bestemt, om hun havde tøvet med at sælge hans Opfordring om at gaa. Spørgsmaalet synes her at være hvor hurtigt de Strejkende skat parere Ordre. Maa de faa Respit i 5, 10 eller 15 Sekunder eller skal det ske pludseligt? For andre Strejkende blev der en Mulkt paa 10 Kroner.

*

En strejkende Væverske, Josefine J. besøgte i Onsdags Aftes et Hus i Thorupsgade, hvor da uheldigvis boer en Strejkebryderske, en ældre Madam. Nu træffer det sig, at de to løber paa hinanden lige udenfor sidstnævntes Dør, og i samme Øjeblik giver Strejkebrydersken sig uden mindste Anledning til at raabe Gevalt. Josefine J. gik da ned ad Trappen for at undgaa Spektakler, men Madamen løb efter hende, ud paa Gaden, skrigende af fuld Hals: "Stop Tyven, hun har taget mit Uhr"!

En Betjent anholdt derpaa Josefine og førte hende til Fælledvejens Station, hvor man behandlede hende ganske som om hun var en Forbryderske. En Overbetjent skældte hende ud for alskens og føjede til, at "hun skulde faa Lov at sidde til hun blev muggen"! Den ulykkelige Pige, som kun har et godt Lov paa sig og er nobel i hele sin Fremtræden, protesterede mod at have stjaalet, men desuagtet tvang man hende til at afføre sig en Del af sit Tøj for at faa Vished for, at hun ikke havde Uhret skjult paa sig.

Mens dette foregik, kom den strejkebrydende Madame fra Thorupsgade løbende og fortalte, at "nu var Uhret fundet," hvorefter hun atter forsvandt. Man lod saa Josefine J. vide, at nu kunde hun gaa. Hun erklærede imidlertid, at hun vilde have Madamen tiltalt for falsk Anmeldelse og forlangte at faa hendes Navn opgivet. Politiet syntes nu noget mere medgørligt og anmodede hende om at komme igen næste Dag. Hun indfandt sig ogsaa, men nu var Tonen paany "politimæssig", idet man i en brysk Tone foreholdt hende, at hun jo var en af de Strejkende og formodenlig dermed vilde have hende gjort begribeligt, at saa var der ingen Ret for hende. Hun lod sig dog ikke kyse hermed, men fastholdt, at hun vilde sagsøge den Strejkebryderske, som havde tyvtet hende.

Denne lille Begivenhed viser paa en Gang, at Politiet mistænker Folk paa den" løseste Anklage, lige som disse Retfærdighedsvogtere aabenbart mener, at strejkende Arbejdere skal behandles saa haardt som muligt, selv om de kun ved tilladelige Midler søger at krydse en genstridig Fabrikants Forsøg paa at skade deres Interesser. Og alt, hvad de strejkende Væversker forlanger, er kun en Garanti for at faa deres fortjente Løn.

I skøn Forening søger Kapitalisten og Politiet at lægge denne Fordrings Opfyldelse saa mange Sten i Vejen som vel muligt.

(Social-Demokraten 30. oktober 1898).

Væverskerne.

En ung Pige arresteret.

Et Par Spørgsmaal til Politiinspektør Madsen.

Siden Fredag Middag har en af de strejkende Væversker fra Geddes Fabrik, nemlig Frøken Martine Svendsen, siddet arresteret, beskyldt for at have øvet Vold mod en af Hr. Geddes Strejkebrydere.

Vi skal referere den Begivenhed, der ligger til Grund for Arrestationen. Naar vi har gjort det, nærer vi ikke ringeste Tvivl om, at alle vil give os Ret, naar vi protesterer imod Politiets Adfærd.

I Fredags Middags traf en halv Snes udelukkede Arbejdersker et Par af Geddes Strejkebrydere. De gav sig i Snak med dem, og Samtalen udartede til Skænderi. Da et Par Betjente nærmede sig, gik de Strejkende deres Vej, hvorimod Strejkebryderskerne gik Betjentene i Møde og fortalte, at den ene af de Strejkende havde slaaet dem i Hovedet med en Paraply. De geskæftige Betjente, der i denne Tid er helt tossede efter at faa sat i de udelukkede Arbejdere, var selvfølgelig straks rede til at tage Affære. I Jægergade anholdt de den omtalte Pige, der af Strejkebryderskerne blev udpeget som den, der havde øvet Vold overfor dem.

Den unge Pige protesterede, men det nyttede ikke. Hun maatte med paa Fælledvejens Station. Efter et Forhør førtes hun videre til Raadhuset, hvor hun indsattes i Arresten.

Det er i Korthed Historien, og man studser uvilkaarlig over, at en saa ringe Forseelse giver Anledning til, at en ung Pige slæbes i Arrest.

Ogsaa paa anden Vis har Politiet i denne Sag optraadt paa en i højeste Grad mærkværdig Maade. En Søster til den Arresterede henvendte sig i Lørdags til Politiinspektør Madsen og anmodede om at faa Tilladelse til at tale med Søsteren.

Af dette Besøg har vedkommende Kone givet os et Referat, som vi næsten vægrer os ved at tro paa. Vi refererer det dog, for at Hr. Madsen kan faa Anledning til at fremkomme med et Dementi. Han udtalte først i en alt andet end venlig Tone, at han skulde nok sørge før, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilte Geddes Arbejdere boer.

Dette kan vi ikke tro, at han har sagt, idet Assessor Birck har nægtet at dømme de Strejkende for Overtrædelse af de Madsen-Lundbækske Forbud.

Dernæst udtalte Hr. Madsen, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet."

Dette kan vi heller ikke tro, at Hr. Madsen har udtalt, thi i saa Tilfælde er han i Besiddelse af saa ringe Medfølelse, at han ikke passer til den høje og ansvarsfulde Stilling, han er betroet.

Endelig véd vi, at Hr. Madsen er en Mand, man overordenlig godt kan komme ud af det med, og vi kan ikke tro, at han for Eksempel gør Forskel paa Sønnen af en forhenværende Borgemester og saa en strejkende Arbejderske.

Altsaa, Hr. Politiinspektør, vi venter at høre, at Konen har misforstaaet Dem.

(Social-Demokraten 1. november 1898).

Politiet.

Nogle Udtalelser af Politiinspektør Madsen.

Giv Betjentene et Tilhold.

En af vore Medarbejdere havde i Gaar en Samtale med Politiinspektør Madsen, som udtalte sig angaaende vor Artikel i Gaarsnumret om Politiets Optræden overfor den i Fredags arresterede Væverske. Hr. Madsen mente bl. a. at han ikke havde udtalt til den arresterede Væverskes Søster, "at han skulde nok sørge for, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilke Geddes Arbejdere bor." Derimod havde han udtalt, at det var rigtigst, om de Strejkende holdt sig borte fra disse Gader.

Han havde heller ikke udtalt, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet." Hans Ord var faldet saaledes, at Væversken havde tilstaaet at have slaaet Strejkebrydersken med en Paraply over Armen, og for denne Forbrydelse vilde hun blive dømt og derefter rimeligvis blive udvist af Landet. Hr. Madsen føjede til, at ikke han men Lovene bestemte, om Væversken skulde dømmes for Forseelsen.

Vi henleder dog Inspektorens Opmærksomhed paa, at Pigens Forseelse er af den Art, der ellers behandles som offenlige Politisager og som da afgøres med en Mulkt paa en Snes Kroner, thi der er jo ikke sket andet, end at nogle Kvinder skændes, og under Skænderiet bliver den ene "tjattet" over Armen med en Paraply. Naar nu Hr. Madsen mener, at Tiltalte i nærværende Tilfælde skal straffes og derefter vises ud af Landet, saa fortolker Politiet Loven strængere end ellers, fordi der er Tale om en strejkende Arbejderske.

Bøllen slipper første Gang med en Mulkt, men den unge Væverske dømmes maaske til Vand og Brød.

Maa vi endelig henlede Inspektørens Opmærksomhed paa Betjentene 268 og 342. Disse to Herrer kunde nemlig have godt af at blive set lidt paa Fingrene i Anledning af deres altfor ivrige Optræden overfor de strejkende Arbejdersker.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

2 Begravelser. (Efterskrift til Politivennen)

Spekulationen.

Der tales om Dronningens Velgørenhed. Vi tør da maaske minde om, hvilket udstrakt Snobberi der gaar i Svang, naar man vil knytte en Konges eller Dronnings Navn til filantropiske Foretagender. Etatsraad Dit eller Kapitalist Dat udbeder sig Dronningens Tilladelse til at give f. Eks. et Asyl eller et Hospital Højstsammes Navn. For d'Hrr. kan det blive til en Orden, for Foretagendet til en lille Sum Penge, der opføres aarligt paa Dronningens Regnskab, og som hører med til de løbende Udgifter i hendes Finanshusholdning. Det er muligt, at Dronningen med Glæde har givet saadanne Bidrag, men heller ikke her har hun noget Fortrin fremfor mange almindelige Dødelige.

Nu viser da ogsaa Kendsgærningerne, at der i den danske Befolkning næppe har været nogen ualmindelig Trang til at lægge Hengivenhed for Dagen for den gode Dronning. Bisættelsen havde ikke Karakter af en stor Folkedemonstration, hvor man reves for at faa et Glimt at se af den Kiste, der førte hendes jordiske Rester til Roskilde Domkirke. Tydeligst i den Henseende taler den 1200 Personers-Tribune i Roskilde. Dens Bygherre havde spekuleret i en smuk Gevinst. Pladserne løb fra først op til 50 Kr., senere dalede de til en halv Snes. Men endda var der kun faa Mennesker, som under Sørgeprocessionen havde Sæde paa Hestetorvets Tribunepladser. Spekulationen, der i Materialier og Arbejdsløn havde kostet 6000 Kr.. viste sig at være en Hestedumhed. Disse Penge er tabte for den entreprenante Mand, en københavnsk Restavratør.

En anden Kendsgærning er det, at der kun solgtes et meget ringe Antal Billetter til Ekstratogene, som løb mellem København og Roskilde.

Et Blad har anført, at det utvivlsomt havde været en bedre Spekulation at bygge en Tribune ved Socialdemokraten Holms Jordefærd. Det er rimeligt. Men i saa meget desto stærkere Grad fortjener det da at fremhæves, at de Fattiges afdøde Repræsentant samlede Titusinder af Mennesker om sin Ligfærd, skønt her hverken var Uniformer eller trekantede Hatte. Arbejderføreren fulgtes til Jorden af en mægtig Hær, som trods alt anerkendte hans Betydning og Virksomhed i Kampen for de Smaa, medens al den loyale Virak for Dronningen er ofret forgæves, naar Talen er om at fremhæve hendes Virksomhed for dem, der kæmper mod Nøden og Trykket.

Dette er et Tidens Tegn. Det viser, at Popularitet ikke skabes, selv om loyal Smiger og snobbet Ærbødighed er til Tjeneste, men kun ved et alvorligt, personligt Arbejde for at fremme den store Befolknings økonomiske, politiske og aandelige Velvære.

(Social-Demokraten 18. oktober 1898).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Den store Tribune paa Hestetorvet i Roskilde, Dronning Louises begravelse. Fotoet giver indtryk af et sparsomt publikum på tribunen på det tidspunkt fotoet blev optaget. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Thygesen Holms Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holms Begravelse

Kjøbenhavn, den 2den Oktober

"Det bliver en hel Grundlovsfest", bemærkede en bekjendt Venstrejournalist, da han begav sig paa Vej til Vestre Kirkegaard for at overvære Skrædermester P. Holms Begravelse. Og han fik Ret. Det dejlige milde Efteraarsvejr lokkede Folk ud af Byen, men vejen gik ad en anden Kant end de sædvanlige, ud gjennem den fattige Del af Vesterbro og op mod den Kirkegaard, der tidligere havde Fattigpræget i den almindelige Opfattelse, men nu, efterhaanden som Kirkegaardene inde i Byen beslaglægges, tæller mange smukke Grave og kostbare Monumenter.

Vestre Kirkegaard er den prægtigste Park, man kan tænke sig. Den har et Fladeindhold af over Hundrede Tønder Land, og Terrænet skifter i Bakker og Dale. Flere Steder er der den mest henrivende Udsigt ud over Kalvebodstrand. Man aner ikke, hvor smukt der er derude. Et Blad fremhævede nylig i en Beskrivelse af de kiøbenhavnske Kirkegaarde, at Vestre Kirkegaard var en af de bedste Seværdigheder for Tilrejsende; og har man først været der, giver man dette Medhold.

Herhen valfartede da i Eftermiddag umaadelige Skarer, næsten som paa en Væddeløbsdag, kun med den Forskiel, at her savnedes de fine Kjøretøjer. Derimod var der næsten alle de Drosker, som ikke vare optagne af Konfirmationskjørsel. I lange Rader kjørte de, hvert Øjeblik standsende, fordi de ikke kunde komme frem. Og ved Siderne gik paa alle tilstødende Veje Tusinder og atter Tusinder af glade Kjøbenhavnere, Mænd og Kvinder med Børn og Barnevogne og Hunde og Madkurve, som til en rigtig Skovtour.

Kolonihaverne ude paa Enghavevej ved Svinget op mod Vestre Kirkegaard havde Flag paa halv Stang paa saagodtsom alle Flagstænger - men det havde de havt de foregaaende Dage i anden Anledning end den, som idag samlede Folk derude. Forbi Vestre Fængsel, fra hvis Hospital P. Holm var ført til det nærliggende store Kapel paa Vestre Kirkegaard, bevægede Masserne sig langsomt frem. Ved Indgangen til Kirkegaarden deltes de, idet Mange indsaae det Haabløse i at vinde frem til Kapellet og derfor foretrak at sprede sig over den vidtstrakte Park.

Længe før Tiden havde Deputationerne samlet sig med deres floromvundne røde Faner udenfor Kapellet. At holde Sørgehøjtideligbeden inden i dette var hurtigt blevet opgivet. Kisten var derfor anbragt foran Kapellet; den bar en Mængde Kranse med Baand, alle røde. Det socialdemokratiske Parti bekostede Begravelsen, men den foregik paa den Maade, som Holms efterladte Hustru havde ønsket. Skulde Partiet have raadet, var den bleven holdt fra Rømersgade; det udtalte i hvert Fald en af de socialdemokratiske Folkethingsmænd. Nu blev der intet Optog, men Bannerne opstilledes i Kreds om Kisten. Der var mødt 97 Fagforeningsbannere, 12 Sygekassefaner og 6 Sangforeningsfaner. Særlig bemærkedes det Banner, som Fru Holm ved Socialdemokratiets 25-Aars-Jubilæum paa en Kvindekomitees Vegne overrakte Partiets Forretningsfører, Hr P. Knudsen.

Det var ogsaa efter Fru Holms Ønske, at Talen holdtes af Fængselspræst Larsen. Talen, der gjorde et stærkt Indtryk ved sit enkle og alvorligt Indhold, gjengives i "Vort Land" saaledes:

"Naade være med Eder! Naar det idag efter Familiens Ønske er falden i min Lod at tale ved denne Baare, om hvilken en saa talløs Skare er samlet, vil jeg vælge de bibelske Ord, som netop passe.

Hvergang Døden slaaer ned i vor Kreds, fyldes vi med vemodige og alvorlige Følelser ved Tanken om Livets Forkrænkelighed. Hvor langt mere er det Tilfældet ved denne Mands Baare, han, som øvede saa stor Indflydelse paa Tusinder af Mennesker. Nu er den stærke Røst forstummet, et hjertegribende Vidnesbyrd om Jordelivets Forkrængelighed.

Apostelen Peter siger: Alt Kjød er som Græs, al mennestelig Kjærlighed er som Græssets Blomster. Alt visner, Slægt efter Slægt synker i Graven. Den ene Grav højner sig ved Siden af den anden. Trods al Fremgang og alle Fremstridt maa Hjerterne fyldes med Vemod og Fortvivlelse ved Tanken om det lille Spand af Tid, der er tilmaalt hver Enkelt af os. Døden er ubønhørlig. Men Herrens Ord blive evindelige.

Da Jesus opstod af sin Grav, blev Dødens Herredømme brudt for hver En, der vil bøje sig for dette Under.

Han, som her hviler, havde som faa Andre maattet erfare, hvor Alt er omskifteligt, og Sandheden af den gamle Salme

Lyksalig lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Dog Ingen kjender Dagen, før Solen gaaer ned.

Før Døden løste op for ham maatte han tømme saa bedsk en Skaal som kun Faa. Men i Fornedrelsen hørte han om Budskabet Hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve! Det er mit Haab, at den, som en af de sidste Dage, han levede, bad Fadervor sammen med mig, kan trøste sig med disse Ord. Her skal ingen Dom udtales om den Afdødes offentlige Færd. Men inderst inde var han fuld af lutter milde og gode Tanker og kunde glæde sig som et Barn, naar der var Tilfredshed om ham i Hjemmet

Alles Tanker maa i denne Stund vende sig mod hende, hvem Slagene ramte tungere og tungere Dag efter Dag. Gid Herren vil sende sin Trøst til hende.

En Profet siger: Græd saa sagtelig over en Død, thi han er kommen til Rolighed. Denne Mand, som havde stræbt og lidt, og som længtes efter Fred, er nu kommen til Rolighed. Vi ville nu lukke Døren til dette Sovekammer, i hvilket Støvet skal hvile, indtil Herren kalder. Og I, som ere her tilbage, vogter Eder, at I kunne være rede, naar den sidste Stund kommer. Amen!"

Kisten blev derefter baaren til Graven, idet Mængden fordelte sig under uhyre Trængsel. Det var næsten ikke mulig at komme frem, og Adskillige vare Besvimelse nær.

Men Enkelte fik Adgang til Kapellets Taarn, og herfra havde man det mest imponerende og betagende Panorama, som overhovedet er at se i Kjøbenhavn. De 20-30,000 Mennesker rundt i Kirkegaardens brede Gange, Søen, Parken, Vognenes Rækker, Alt forenede sig til et broget, travlt bevæget Billede, der mindst af Alt gjorde en Sørgehøjtideligheds Indtryk

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. oktober 1898).

Pladsen foran Nordre Kapel på Vestre Kirkegård hvor begravelsen fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy (24. september 2021 - altså nogenlunde på samme tid på året). Kbhbilleder. CC-BY.

P. Holms Jordefærd.

Et Kæmpefølge.

Et mere storstaaet Ligfølge end det, som i Gaar fulgte P. Holm til hans sidste Hvilested, er næppe endnu set i Kjøbenhavn. Kun de store Fælledfester har lignende Tal at opvise. Det var ikke, som ellers ved Begravelser, en ligegyldig Skare, som af en eller anden Grund føler sig forpligtet til at vise sig opmærksom. Det var en hel befolkning eller rettere en Armee, som i enig Sorg lagde sin slagne Feltherre i Graven.

Begravelsen var ansat til Kl. 2. Men allerede tidlig paa Formiddagen bevægede Strømme af søndagsklædte Arbeidere sig mod Vestre Kirkegaard, de fleste gaaende, de fjærnere boende derimod i Drosker og Charabancs. En Mængde Foreningsfaner bevægede sig i Stimlen.

Skarerne snoede sig ustandselig langs Enghavevei, omkring Hjørnet af Fængslet og om ad Bakken, der kører til Hovedindgangen. Fra sit Villavindue kunde Hr. Grundtvig iagttage, hvad den Mand, der for ham var et Numre i Registret, betød for Københavns Arbejdere.

Ved Kapellet.

Man havde truffet den fornuftige Ordning, at Ligbaaren flyttedes ud af Kapellet og anbragte paa Pladsen foran.

Denne rummer maaske en 5-6,000 Personer, men naturligvis forslog den ikke nær. Gennem alle Kirkegaardens Gange, mellem Gravene, paa hver Plet, som ikke var en Gravtue, spredtes Mængden som et vældigt, levende Sørgeflor, indvævet med Faner i Hundredevis.

Lige ud til Kirkegaardens yderste Mure naaede Skaren, saa det kun blev de allerfærreste, der fik noget af den egentlige Højtidelighed at se og høre.

Selve Kisten var ikke til at se for Blomster. Der var Kranse fra alle mulige Fagforeninger, fra Socialdemokratiet rundt i Kjøbstæderne, fra Hovedstadens demokratiske og liberale Blade, Socialdemokraterne i Aarhus forbunde! og Fagforeningerne, havde sendt to Sølvkranse.

Bag Kisten vajede "Socialdemokratisk Forbunds" store Banner, flankeret af 5te Kredses Faner. Og ved dens Fod sidder der smaa, hvidklædte Piger, der bærer Palmegrene med Inskription.

Den lyder saaledes

"Tak for dit Arbejde. Du blev et Offer for dansk Retspleje".

Et stort Sangkor intonerer "lær mig, o Skov, at visne glad", og Præsten træder frem.

Pastor O. L. A. Larsen 

frem for Baaren

Pastor Larsen er af Holms Familie anmodet om at besørge Jordfæstelsen. Alle veed, at han har været en god Ven for Holm - som for alle Arrestanterne i det hele - en Mand med et varmt Hjærte og en sund Dømmekraft. Derfor bliver der dødsstille om Baaren, da han viser sig.

Han er en ung Mand paa et Par og Tredive. Hans Ansigt, der er indrammet af et blond Fuldskjæg, beherskes af et Par kjønne, dybe Øjne.

Han taler:

"Jeg vilde gjærne, da den Afdødes Familie har ønsket, at jeg skulde tale ved denne Baare, sige et Ord, som maaske kunde naa til Hjærterne hos de mange, som staar om den.

Døden vækker altid alvorlige Stemninger, men navnlig da, naar den nu har naaet en Mand, som gjennem saa mange Aar øvede en mægtig Indflydelse paa Masserne. Da hans Røst endnu kunde naa os varmede og begeistrede den viden om; nu er den forstummet, forgaaet som alt, hvad der hører Jordlivet til. Det gaar, som Apostlen Peter siger: "Alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster. Græsset visner og Blomsten forgaar, men Herrens Ord bliver evindelig

Dette maatte han erfare som nu er død "Ingen fjender Dagen, før Solen gaar ned." og han maatte lide megen Modgang, før hans Sol dalede. Men i hans Livs Aften lød Oprejsningens Ord: "Hvo, som tror paa mig, skal ikke fortabes." Og paa en af hins sidste Dage foldede vi Hænderne sammen og bad Fadervor. Vi vil da haabe, at Ordet er gaaet til hans Hjærte, og at han har vundet den evige Fred.

Vi skal ikke her dømme hans menneskelige Færd. Vi veed, at han elskede sit Hjem høit, og den, som er ramt haardest ved hans Død, er hans Hustru. For hende vil Gud den almægtige være en Trøster og en Hjælper.

Saa lukker vi med Bøn til Godhedens Gud dette Hvilested. Maatte vi alle, som staar her tilbage, leve saaledes, at vi kan arve det Rige, der beredtes os, før Verdens Grund blev lagt."

Efter den korte Tale, som ved sin Jævnhed og Hjærtelighed gjorde et dybt Indtryk og kaldte Taarer frem i mangt et Øje, sang Koret Salmen "Lyksalig, lyksalig." og derefter blev Kisten baaret til Graven af Holms gamle Kampfæller Wiinblad, Meyer, Knudsen, Sigv. Olsen, Harald Jensen. J. Jensen, E. C. Andersen og Klausen.

Holms gamle Moder, hans Hustru og hans Søster gik med Præsten tæt efter Kisten.

Efter dem kom en Mængde Delegerede, blandt hvilke bemærkedes den norske Redaktør Jeppesen, en stor Del Borgerrepræsentanter af Oppositionen, flere Redaktører og Riigsdagsmænd.

Graven var gravet paa et Sted. der ligger et Par Hundrede Alen sydlig for Kapellets Hovedindgang. Her foretog nu Pastor Larsen Jordpaakastelsen, hvorefter først Hr. P. Knudsen holdt en kort Tale om Holms politiske Gjerning, hvorefter Blikkenslager Gustavsen bragte en Tak fra 5te Kreds. Det var os desværre ikke muligt at trænge os saa nær til Graven, at vi kunde høre disse Udtalelser.

Til Slut blæste et stort Orkester en Koral ud over Graven, og Højtideligheden var til Ende.

Men længe endnu varede det, inden Kirkegaarden tømtes for den vældige Menneskemængde, der vistnok kan anslaas til 30-40,000.

Ude fra Udkanterne trængte Folk stadig paa for at naa hen til Graven, og der opstod paa sine Steder en ret betænkelig Trængsel, naar disse Skarer mødtes med dem, der forlod Kirkegaarden.

Imidlertid gik alt godt, og i Løbet af et Par Timer fik alle naaaet at se Graven og lægge deres Kranse fra sig.

*

Præsten og Følget.

Jeg pressede frem i det mægtige Folkehav, der ved 2 Tiden bølgede om Kapellet paa Vestre Kirkegaard. Jeg ønskede at komme langt nok frem til at høre, hvorledes den beskikkede Statspræst vilde tage Afsked med P. Holm. Under Præstens Tale kunde jeg paa mine Omgivelser - af Blikke og enkelte Ord - mærke, at de som jeg var noget spændt paa, hvorledes den Afsked vilde blive. Skulde vi høre noget af den Farisæisme, der saa ofte skæmmer Højtiden, naar vi følger Slægt og Venner til deres Grav?

Jeg følte som en Lettelse omkring mig, da Præsten sagde, at han ikke paa dette Sted vilde dømme om P. Holms offenlige Gierning. Og Præsten holdt sit Ord. Saa vidt jeg i kort Afstand kunde opfatte hans Tale, var der ikke i den blot den fjærneste Antydning af noget, som kunde krænke selv en mistænksom Tilhører.

Og saa vrangt har Præsteskabet vendt vore Dødes Højtid, at vi ofte maa være glade, naar Ligtalen ikke ligefrem saarer os. At vente, at det ved Holms Kiste foran Kapellet skulde være ydet Anerkjendelse for hans Gjerning - det var at vente for meget selv af en saa taalsom og human Kirketjener som Fængselspræst Larsen synes at være.

Jeg maa da sige, at som Forholdene nu er - med Præsternes Monopol ved Baaren - var der intet at klage paa den Del, som Præsten havde i Holms Jordefærd.

*

Der var en anden Iagttagelse, som trængte sig paa, den tætte Folkeskare: Der var øjensynlig Glæde over, at Deltagelsen var saa mægtig. Nu tvivler vel ingen om, at Mindet om Holm og hans Betydning for Socialdemokratiets Giennembrud lever trofast i Arbejdernes Hjærter; maaske er det endog saaledes, at den Skjæbne, han led, snarere har højnet Mindet om, hvad han i de mange Aar var for sit Parti. Men det kunde dog tænkes, at der ved den Forfølgelse, som ramte ham, var lagt som en Sky over hans Billed. Og saaledes blev der tænkt i hans store Følge - det slutter jeg sikkert af, at der Mand og Mand mellem saa ofte hørtes Tilfredshed over, at Følget var saa overvældende.

- Tror Du, hørte jeg en sige til en Kammerat - tror Du, Dronningens Følge bliver saa stort? - Du kan tro Nej.

Og Himlen fik sin Tak med. Det var jo straalende Eftersommerveir: Høj Luft og Sol og lige Brise nok til at spænde Fanerne ud.

Jeg hørte en sige med Blikket ud i det prægtige Solskin: Man kan dog se, at den Gamle deroppe dog nok kunde lide Holm.

Jeg ved ikke, om der var anerkjendt Religion i disse Ord, men jeg forstod atter, at der var oprigtig Glæde over, at P. Holm fik saa smuk en Ligfærd.

Pax.

(Aftenbladet (København) 3. oktober 1898).

Dronningen som en deltager nævnte, er dronning Louise som døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Hun blev begravet i Roskilde efter et tog havde bragt båren dertil fra Gentofte. Bisættelsen i Roskilde var fortrinsvis reserveret til kendte personligheder fra ind- og udland.

Præsten var fængselspræst Ove Algreen Larsen. P. Holms grav lå Vestre Kirkegård Afd. J-5-18. Fotograf Carl Carstensen, Hostrupsvej 4, tog to billeder af ligfærden. De blev efterfølgende solgt til 1 kr. stykket fra boghandlere. Gravstedet er nedlagt. Holm blev begravet i den ældste del af afdeling J (række 2-5) som blev taget i brug i slutningen af 1890'erne som 1. klasse familiegravsteder. I afdelingen er bl. a. grosserer Justesens mausolæum. Ironisk nok blev også Vestre Fængsels inspektør Grundtvig begravet ganske tæt på, i Afd J-4-1.

En Præst der udskælder et Brudepar. (Efterskrift til Politivennen)

Forargeligt Optrin i Taarnby Kirke.

Forrige Søndag forefaldt der et højst forargeligt Optrin ved et Bryllup i Taarnby Kirke; Præsten, den ofte her Bladet omtalte Krøyer, udskældte Brudeparret, en ung Arbejder og en Tjenestepige, og vedblev i ca. 20 Minutter at regalere de unge Mennesker paa en saadan Maade, at det vakte de Tilstedeværendes Indignation.

Hr. Krøyer begyndte med at tiltale Brudgommen med Du og kaldte ham en Horkarl og en Skørlevner. "Husk paa, min unge Ven, at Horkarle skal Gud nok vide at dømme retfærdig," sagde Præsten.

Derefter vendte Hr. Krøyer sig til Bruden, der fik en lige saa smagfuld Tiltale: "Jeg har lyst Velsignelsen over Dig som Konfirmand, men den Gang troede jeg mindst, at Du vilde komme her som ung Brud og have bedreven Hoer! .... Du, unge Kvinde, har ikke lyttet til Faders og Moders Formaning, men Du har derimod lyttet til forførende Røster, og det skal Gud nok vide at straffe Dig for."

Hr. Krøyer sluttede endelig sin Salve med følgende Beskyldning mod Brudeparret :

"I kommer her for at faa Kirkens Velsignelse og Lov til at leve sammen, skønt I jo allerede i længere Tid har levet sammen!" . . . .

Man vil kunne forstaa, at Hr. Krøyers Optræden gjorde et yderst ubehageligt Indtryk paa Brudeparret, der ved Præstens utrolige Taktløshed fik deres Højtidsdag ødelagt. Bruden, der i Forvejen ikke var rask, blev naturligvis særlig angreben ved paa denne Maade at se sit aller intimeste Privatliv offenligt afsløret og ubarmhjærtigt prisgiven den tilstedeværende Forsamling, og ved Hjemkomsten frygtede man for, at hendes Tilstand skulde blive saa forværret, at der kunde ventes en for tidlig Nedkomst.

Aarsagen til Hr. Krøyers Nærgaaenhed var altsaa, at Brudeparret ikke havde ventet paa hans Tilladelse til at være Mand og Kone. Men Præstens Tale gjorde en modsat Virkning af hvad han tilsigtede. Fra største Parten af de Tilstedeværende hørte man stærke Udbrud af Indignation, og jeg tror, at mange Arbejdere herefter vil undgaa at søge Kirken, for ikke at risikere at blive hovmestereret af en Hr. Krøyer, der dog ellers i lignende Situationer er yderst skaansom, saasnart det angaar Døtre af rige Gaardmandsfolk, eller lignende velstillede unge Damer.

Men her var det jo kun en Tjenestepige, der havde fulgt sit Hjærtes Røst, og derfor mente Krøyer, at han i dette Tilfælde ikke behøvede at tage noget Hensyn!

Jeg vil benytte Lejligheden til at henstille til Arbejderne i Taarnby og Kastrup, at de fremtidig lader Krøyer sejle sin egen Sø. I Stedet for at gaa til Kirken, kan de jo tage borgerlig Vielse, hvor Handlingen foregaar langt smukkere, og hvor de i al Fald ikke risikerer at blive haanet af den Embedsmand, der forretter Vielsen.

Ærbødigst J. F. J. C. Pedersen

Næstformand for Arbejdsmændendes Forbund for Kastrup og Omegn,

Augustagade 29, Stuen tilv.

(Social-Demokraten 29. September 1898).

Præsten der udskældte Brudeparret.

En Skrivelse fra Hr. Krøyer.

Hr. Redaktør?

Jeg tør vel nok haabe, at De godhedsfuldt vil optage en lille Redegørelse Anledning af det voldsomme Angreb paa mig i Deres Blad for i Gaar.

Lad det saa ogsaa blive Svar til den mig ubekendte "tilfældige Læser af S. D."", der bekymret spørger: "Er det Sandhed, hvad der skrives om Dem?"

Alle de mange, som har kendt og endnu kender mig i de 20 Aar, jeg har været her, behøver visselig ikke at forsikres om, at jeg ikke i den anklagede Brudevielse har brugt de anførte og udhævede raa og usømmelige Ord. Det ligger slet ikke for mig, og jeg bruger aldrig saa stærke Ord.

Den Hjærteløshed og Haardhed, jeg anklages for, har Referenten næppe hørt med egne Øren. Mine Ord, hvor alvorlige de end var, havde en Tone af Sorg og Bedrøvelse. De endte imidlertid med en længere kærlig Anvisning for de Unge til at leve et lykkeligt Liv med hinanden. Naar Brudens Fader ikke vilde være sin Datters Forlover, kunde der vel nok tænkes god Grund til at udtale Sorg og Advarsel.

Modtag paa Forhaand Tak for Optagelsen.

Ærbødigst

Krøyer.

Taarnby Præstegaard, 30. Septbr. 1898.

Vi har hertil modtaget følgende Svar:

Jeg fastholder herved atter, at mit Referat var fuldstændig korrekt, og jeg er parat til at føre Vidner, faafremt det stulde gøres nødvendigt. Jeg har konfereret med selve Brudeparret, der ytrede sin Tilfredshed med, at Sagen var bleven fremdraget i "Social-Demokraten", og de unge Folk var begge ligeledes villige til at bevidne Korrektheden af mit Referat.

Det er altsaa ikke mig, der i dette Tilfælde taler Usandhed.

Hr. Krøyer betegner selv de anførte Udtryk som "raa og usømmelige" og karakteriserer sin Optræden som "Hjærteløshed og Haardhed". Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det ikke er mig, men Hr. Krøyer selv, der giver sig dette Skudsmaal - og han vil sikkert kunne faa et lignende Skudsmaal hos en stor Del af Arbejderbefolkningen herude, blandt hvilken han aldrig har været afholdt.

Naar Hr. Krøyer til Slut - noget indiskret for øvrigt - kommer ind paa Brudens Familieforhold og meddeler, at hendes Fader ikke vilde være Forlover, saa skal jeg blot kortelig anføre, at Faderen i hvert Fald udtrykkelig har givet sit Samtykke til Vielsen. At Faderen ikke vilde være Forlover, vedkommer slet ikke Offenligheden og berettigede i hvert Fald ikke Hr. Krøyer til offenligt at udskælde Bruden.

Artiklen om det skandaløse Optrin har for øvrigt vakt stor Opsigt herude; Indignationen overfor Præsten er almindelig i Arbejderkredse, og efter alle de Sammenstød, han har haft med Sognebeboerne, kan man forstaa det almindelige Ønske om snart at blive ham kvit. Manden er da ogsaa gammel nok til at fortrække - efter Forlydende er han fyldt de 75 Aar.

Ærbødigst
J. F. J. C. Pedersen.

(Social-Demokraten 5. oktober 1898).

Fotograf Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (16.2.1859-15.10.1940): Præst Henrik Adolf Krøyer,  (14.3.1823-27.5.1910). 1910. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pastor Henrik Adolf Krøyer (14. marts 1823-1910) trak sig tilbage som 83årig i 1906. Udover den nævnte episode var der i Social-Demokraten en håndfuld notitser om begravelse af partifæller hvor Krøyer i bedste fald forholdt sig neutral, i mindre grad uinteresseret.