P. Holms Begravelse
Kjøbenhavn, den 2den Oktober
"Det bliver en hel Grundlovsfest", bemærkede en bekjendt Venstrejournalist, da han begav sig paa Vej til Vestre Kirkegaard for at overvære Skrædermester P. Holms Begravelse. Og han fik Ret. Det dejlige milde Efteraarsvejr lokkede Folk ud af Byen, men vejen gik ad en anden Kant end de sædvanlige, ud gjennem den fattige Del af Vesterbro og op mod den Kirkegaard, der tidligere havde Fattigpræget i den almindelige Opfattelse, men nu, efterhaanden som Kirkegaardene inde i Byen beslaglægges, tæller mange smukke Grave og kostbare Monumenter.
Vestre Kirkegaard er den prægtigste Park, man kan tænke sig. Den har et Fladeindhold af over Hundrede Tønder Land, og Terrænet skifter i Bakker og Dale. Flere Steder er der den mest henrivende Udsigt ud over Kalvebodstrand. Man aner ikke, hvor smukt der er derude. Et Blad fremhævede nylig i en Beskrivelse af de kiøbenhavnske Kirkegaarde, at Vestre Kirkegaard var en af de bedste Seværdigheder for Tilrejsende; og har man først været der, giver man dette Medhold.
Herhen valfartede da i Eftermiddag umaadelige Skarer, næsten som paa en Væddeløbsdag, kun med den Forskiel, at her savnedes de fine Kjøretøjer. Derimod var der næsten alle de Drosker, som ikke vare optagne af Konfirmationskjørsel. I lange Rader kjørte de, hvert Øjeblik standsende, fordi de ikke kunde komme frem. Og ved Siderne gik paa alle tilstødende Veje Tusinder og atter Tusinder af glade Kjøbenhavnere, Mænd og Kvinder med Børn og Barnevogne og Hunde og Madkurve, som til en rigtig Skovtour.
Kolonihaverne ude paa Enghavevej ved Svinget op mod Vestre Kirkegaard havde Flag paa halv Stang paa saagodtsom alle Flagstænger - men det havde de havt de foregaaende Dage i anden Anledning end den, som idag samlede Folk derude. Forbi Vestre Fængsel, fra hvis Hospital P. Holm var ført til det nærliggende store Kapel paa Vestre Kirkegaard, bevægede Masserne sig langsomt frem. Ved Indgangen til Kirkegaarden deltes de, idet Mange indsaae det Haabløse i at vinde frem til Kapellet og derfor foretrak at sprede sig over den vidtstrakte Park.
Længe før Tiden havde Deputationerne samlet sig med deres floromvundne røde Faner udenfor Kapellet. At holde Sørgehøjtideligbeden inden i dette var hurtigt blevet opgivet. Kisten var derfor anbragt foran Kapellet; den bar en Mængde Kranse med Baand, alle røde. Det socialdemokratiske Parti bekostede Begravelsen, men den foregik paa den Maade, som Holms efterladte Hustru havde ønsket. Skulde Partiet have raadet, var den bleven holdt fra Rømersgade; det udtalte i hvert Fald en af de socialdemokratiske Folkethingsmænd. Nu blev der intet Optog, men Bannerne opstilledes i Kreds om Kisten. Der var mødt 97 Fagforeningsbannere, 12 Sygekassefaner og 6 Sangforeningsfaner. Særlig bemærkedes det Banner, som Fru Holm ved Socialdemokratiets 25-Aars-Jubilæum paa en Kvindekomitees Vegne overrakte Partiets Forretningsfører, Hr P. Knudsen.
Det var ogsaa efter Fru Holms Ønske, at Talen holdtes af Fængselspræst Larsen. Talen, der gjorde et stærkt Indtryk ved sit enkle og alvorligt Indhold, gjengives i "Vort Land" saaledes:
"Naade være med Eder! Naar det idag efter Familiens Ønske er falden i min Lod at tale ved denne Baare, om hvilken en saa talløs Skare er samlet, vil jeg vælge de bibelske Ord, som netop passe.
Hvergang Døden slaaer ned i vor Kreds, fyldes vi med vemodige og alvorlige Følelser ved Tanken om Livets Forkrænkelighed. Hvor langt mere er det Tilfældet ved denne Mands Baare, han, som øvede saa stor Indflydelse paa Tusinder af Mennesker. Nu er den stærke Røst forstummet, et hjertegribende Vidnesbyrd om Jordelivets Forkrængelighed.
Apostelen Peter siger: Alt Kjød er som Græs, al mennestelig Kjærlighed er som Græssets Blomster. Alt visner, Slægt efter Slægt synker i Graven. Den ene Grav højner sig ved Siden af den anden. Trods al Fremgang og alle Fremstridt maa Hjerterne fyldes med Vemod og Fortvivlelse ved Tanken om det lille Spand af Tid, der er tilmaalt hver Enkelt af os. Døden er ubønhørlig. Men Herrens Ord blive evindelige.
Da Jesus opstod af sin Grav, blev Dødens Herredømme brudt for hver En, der vil bøje sig for dette Under.
Han, som her hviler, havde som faa Andre maattet erfare, hvor Alt er omskifteligt, og Sandheden af den gamle Salme
Lyksalig lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Dog Ingen kjender Dagen, før Solen gaaer ned.
Før Døden løste op for ham maatte han tømme saa bedsk en Skaal som kun Faa. Men i Fornedrelsen hørte han om Budskabet Hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve! Det er mit Haab, at den, som en af de sidste Dage, han levede, bad Fadervor sammen med mig, kan trøste sig med disse Ord. Her skal ingen Dom udtales om den Afdødes offentlige Færd. Men inderst inde var han fuld af lutter milde og gode Tanker og kunde glæde sig som et Barn, naar der var Tilfredshed om ham i Hjemmet
Alles Tanker maa i denne Stund vende sig mod hende, hvem Slagene ramte tungere og tungere Dag efter Dag. Gid Herren vil sende sin Trøst til hende.
En Profet siger: Græd saa sagtelig over en Død, thi han er kommen til Rolighed. Denne Mand, som havde stræbt og lidt, og som længtes efter Fred, er nu kommen til Rolighed. Vi ville nu lukke Døren til dette Sovekammer, i hvilket Støvet skal hvile, indtil Herren kalder. Og I, som ere her tilbage, vogter Eder, at I kunne være rede, naar den sidste Stund kommer. Amen!"
Kisten blev derefter baaren til Graven, idet Mængden fordelte sig under uhyre Trængsel. Det var næsten ikke mulig at komme frem, og Adskillige vare Besvimelse nær.
Men Enkelte fik Adgang til Kapellets Taarn, og herfra havde man det mest imponerende og betagende Panorama, som overhovedet er at se i Kjøbenhavn. De 20-30,000 Mennesker rundt i Kirkegaardens brede Gange, Søen, Parken, Vognenes Rækker, Alt forenede sig til et broget, travlt bevæget Billede, der mindst af Alt gjorde en Sørgehøjtideligheds Indtryk
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. oktober 1898).
P. Holms Jordefærd.
Et Kæmpefølge.
Et mere storstaaet Ligfølge end det, som i Gaar fulgte P. Holm til hans sidste Hvilested, er næppe endnu set i Kjøbenhavn. Kun de store Fælledfester har lignende Tal at opvise. Det var ikke, som ellers ved Begravelser, en ligegyldig Skare, som af en eller anden Grund føler sig forpligtet til at vise sig opmærksom. Det var en hel befolkning eller rettere en Armee, som i enig Sorg lagde sin slagne Feltherre i Graven.
Begravelsen var ansat til Kl. 2. Men allerede tidlig paa Formiddagen bevægede Strømme af søndagsklædte Arbeidere sig mod Vestre Kirkegaard, de fleste gaaende, de fjærnere boende derimod i Drosker og Charabancs. En Mængde Foreningsfaner bevægede sig i Stimlen.
Skarerne snoede sig ustandselig langs Enghavevei, omkring Hjørnet af Fængslet og om ad Bakken, der kører til Hovedindgangen. Fra sit Villavindue kunde Hr. Grundtvig iagttage, hvad den Mand, der for ham var et Numre i Registret, betød for Københavns Arbejdere.
Ved Kapellet.
Man havde truffet den fornuftige Ordning, at Ligbaaren flyttedes ud af Kapellet og anbragte paa Pladsen foran.
Denne rummer maaske en 5-6,000 Personer, men naturligvis forslog den ikke nær. Gennem alle Kirkegaardens Gange, mellem Gravene, paa hver Plet, som ikke var en Gravtue, spredtes Mængden som et vældigt, levende Sørgeflor, indvævet med Faner i Hundredevis.
Lige ud til Kirkegaardens yderste Mure naaede Skaren, saa det kun blev de allerfærreste, der fik noget af den egentlige Højtidelighed at se og høre.
Selve Kisten var ikke til at se for Blomster. Der var Kranse fra alle mulige Fagforeninger, fra Socialdemokratiet rundt i Kjøbstæderne, fra Hovedstadens demokratiske og liberale Blade, Socialdemokraterne i Aarhus forbunde! og Fagforeningerne, havde sendt to Sølvkranse.
Bag Kisten vajede "Socialdemokratisk Forbunds" store Banner, flankeret af 5te Kredses Faner. Og ved dens Fod sidder der smaa, hvidklædte Piger, der bærer Palmegrene med Inskription.
Den lyder saaledes
"Tak for dit Arbejde. Du blev et Offer for dansk Retspleje".
Et stort Sangkor intonerer "lær mig, o Skov, at visne glad", og Præsten træder frem.
Pastor O. L. A. Larsen
frem for Baaren
Pastor Larsen er af Holms Familie anmodet om at besørge Jordfæstelsen. Alle veed, at han har været en god Ven for Holm - som for alle Arrestanterne i det hele - en Mand med et varmt Hjærte og en sund Dømmekraft. Derfor bliver der dødsstille om Baaren, da han viser sig.
Han er en ung Mand paa et Par og Tredive. Hans Ansigt, der er indrammet af et blond Fuldskjæg, beherskes af et Par kjønne, dybe Øjne.
Han taler:
"Jeg vilde gjærne, da den Afdødes Familie har ønsket, at jeg skulde tale ved denne Baare, sige et Ord, som maaske kunde naa til Hjærterne hos de mange, som staar om den.
Døden vækker altid alvorlige Stemninger, men navnlig da, naar den nu har naaet en Mand, som gjennem saa mange Aar øvede en mægtig Indflydelse paa Masserne. Da hans Røst endnu kunde naa os varmede og begeistrede den viden om; nu er den forstummet, forgaaet som alt, hvad der hører Jordlivet til. Det gaar, som Apostlen Peter siger: "Alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster. Græsset visner og Blomsten forgaar, men Herrens Ord bliver evindelig
Dette maatte han erfare som nu er død "Ingen fjender Dagen, før Solen gaar ned." og han maatte lide megen Modgang, før hans Sol dalede. Men i hans Livs Aften lød Oprejsningens Ord: "Hvo, som tror paa mig, skal ikke fortabes." Og paa en af hins sidste Dage foldede vi Hænderne sammen og bad Fadervor. Vi vil da haabe, at Ordet er gaaet til hans Hjærte, og at han har vundet den evige Fred.
Vi skal ikke her dømme hans menneskelige Færd. Vi veed, at han elskede sit Hjem høit, og den, som er ramt haardest ved hans Død, er hans Hustru. For hende vil Gud den almægtige være en Trøster og en Hjælper.
Saa lukker vi med Bøn til Godhedens Gud dette Hvilested. Maatte vi alle, som staar her tilbage, leve saaledes, at vi kan arve det Rige, der beredtes os, før Verdens Grund blev lagt."
Efter den korte Tale, som ved sin Jævnhed og Hjærtelighed gjorde et dybt Indtryk og kaldte Taarer frem i mangt et Øje, sang Koret Salmen "Lyksalig, lyksalig." og derefter blev Kisten baaret til Graven af Holms gamle Kampfæller Wiinblad, Meyer, Knudsen, Sigv. Olsen, Harald Jensen. J. Jensen, E. C. Andersen og Klausen.
Holms gamle Moder, hans Hustru og hans Søster gik med Præsten tæt efter Kisten.
Efter dem kom en Mængde Delegerede, blandt hvilke bemærkedes den norske Redaktør Jeppesen, en stor Del Borgerrepræsentanter af Oppositionen, flere Redaktører og Riigsdagsmænd.
Graven var gravet paa et Sted. der ligger et Par Hundrede Alen sydlig for Kapellets Hovedindgang. Her foretog nu Pastor Larsen Jordpaakastelsen, hvorefter først Hr. P. Knudsen holdt en kort Tale om Holms politiske Gjerning, hvorefter Blikkenslager Gustavsen bragte en Tak fra 5te Kreds. Det var os desværre ikke muligt at trænge os saa nær til Graven, at vi kunde høre disse Udtalelser.
Til Slut blæste et stort Orkester en Koral ud over Graven, og Højtideligheden var til Ende.
Men længe endnu varede det, inden Kirkegaarden tømtes for den vældige Menneskemængde, der vistnok kan anslaas til 30-40,000.
Ude fra Udkanterne trængte Folk stadig paa for at naa hen til Graven, og der opstod paa sine Steder en ret betænkelig Trængsel, naar disse Skarer mødtes med dem, der forlod Kirkegaarden.
Imidlertid gik alt godt, og i Løbet af et Par Timer fik alle naaaet at se Graven og lægge deres Kranse fra sig.
*
Præsten og Følget.
Jeg pressede frem i det mægtige Folkehav, der ved 2 Tiden bølgede om Kapellet paa Vestre Kirkegaard. Jeg ønskede at komme langt nok frem til at høre, hvorledes den beskikkede Statspræst vilde tage Afsked med P. Holm. Under Præstens Tale kunde jeg paa mine Omgivelser - af Blikke og enkelte Ord - mærke, at de som jeg var noget spændt paa, hvorledes den Afsked vilde blive. Skulde vi høre noget af den Farisæisme, der saa ofte skæmmer Højtiden, naar vi følger Slægt og Venner til deres Grav?
Jeg følte som en Lettelse omkring mig, da Præsten sagde, at han ikke paa dette Sted vilde dømme om P. Holms offenlige Gierning. Og Præsten holdt sit Ord. Saa vidt jeg i kort Afstand kunde opfatte hans Tale, var der ikke i den blot den fjærneste Antydning af noget, som kunde krænke selv en mistænksom Tilhører.
Og saa vrangt har Præsteskabet vendt vore Dødes Højtid, at vi ofte maa være glade, naar Ligtalen ikke ligefrem saarer os. At vente, at det ved Holms Kiste foran Kapellet skulde være ydet Anerkjendelse for hans Gjerning - det var at vente for meget selv af en saa taalsom og human Kirketjener som Fængselspræst Larsen synes at være.
Jeg maa da sige, at som Forholdene nu er - med Præsternes Monopol ved Baaren - var der intet at klage paa den Del, som Præsten havde i Holms Jordefærd.
*
Der var en anden Iagttagelse, som trængte sig paa, den tætte Folkeskare: Der var øjensynlig Glæde over, at Deltagelsen var saa mægtig. Nu tvivler vel ingen om, at Mindet om Holm og hans Betydning for Socialdemokratiets Giennembrud lever trofast i Arbejdernes Hjærter; maaske er det endog saaledes, at den Skjæbne, han led, snarere har højnet Mindet om, hvad han i de mange Aar var for sit Parti. Men det kunde dog tænkes, at der ved den Forfølgelse, som ramte ham, var lagt som en Sky over hans Billed. Og saaledes blev der tænkt i hans store Følge - det slutter jeg sikkert af, at der Mand og Mand mellem saa ofte hørtes Tilfredshed over, at Følget var saa overvældende.
- Tror Du, hørte jeg en sige til en Kammerat - tror Du, Dronningens Følge bliver saa stort? - Du kan tro Nej.
Og Himlen fik sin Tak med. Det var jo straalende Eftersommerveir: Høj Luft og Sol og lige Brise nok til at spænde Fanerne ud.
Jeg hørte en sige med Blikket ud i det prægtige Solskin: Man kan dog se, at den Gamle deroppe dog nok kunde lide Holm.
Jeg ved ikke, om der var anerkjendt Religion i disse Ord, men jeg forstod atter, at der var oprigtig Glæde over, at P. Holm fik saa smuk en Ligfærd.
Pax.
(Aftenbladet (København) 3. oktober 1898).
Dronningen som en deltager nævnte, er dronning Louise som døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Hun blev begravet i Roskilde efter et tog havde bragt båren dertil fra Gentofte. Bisættelsen i Roskilde var fortrinsvis reserveret til kendte personligheder fra ind- og udland.
Præsten var fængselspræst Ove Algreen Larsen. P. Holms grav lå Vestre Kirkegård Afd. J-5-18. Fotograf Carl Carstensen, Hostrupsvej 4, tog to billeder af ligfærden. De blev efterfølgende solgt til 1 kr. stykket fra boghandlere. Gravstedet er nedlagt. Holm blev begravet i den ældste del af afdeling J (række 2-5) som blev taget i brug i slutningen af 1890'erne som 1. klasse familiegravsteder. I afdelingen er bl. a. grosserer Justesens mausolæum. Ironisk nok blev også Vestre Fængsels inspektør Grundtvig begravet ganske tæt på, i Afd J-4-1.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar