Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen).

25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.

---

Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.

---

I den fløj af Stokhuset som endnu ikke er faldet, fandtes Inkvisitionsretten, et lille dystert Rum med nøgne Vægge og sparsomt Lys. Alle Minder om dets uhyggemættede Historie er forlængst fjernet. I Nationalmuseet er levnet Stokken, den barbariske Fangeblok, som gav Stokhuset Navn, og hvis Princip kendes fra de berygtede Gabestokke.

---

Stokhuset som Slaverihus.

Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:

- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL

En Fanges Skildring af Slavehuset.

Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:

" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"

Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.

Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden

(Social-Demokraten, 25. august 1940).

Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere. 

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. juni 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.

Christen Pedersen. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1840 meddelte at i Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten førte kammerråd, prokurator Nygaard sag mod arrestanterne Christen Pedersen Bonderupsold, Jørgen Johansen Bakkebølle samt Jacobine Jacobsen.  Her idømtes Christen Pedersen 8 måneders forbedringshusarbejde for tyveri. Bakkebølle fik fængsel på vand og brød i 4 dage for ikke at have oplyst hittegods, mens Jacobine blev frikendt.

Inspektør Nissen, Købehavns Stokhus, meddelte i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1844 meddelte at fæstningsslaven Christen Pedersen Bonderupsold som undveg den 10. august 1844, nu var pågrebet.

Criminal og Politiretten 

- - - Samme Retsdag paadømtes en anden Justitssag, der ikke er uden Interesse i juridisk Henseende, idet en Arrestant, ved Navn Christen Pedersen Bonderupsold, under den er dømt for attenteret Tyveri efter Indicier. Efter Akterne ere de nærmere Omstændigheder Følgende: En Middag i Midten af November f. A. gjorde en hos en Brændevinsbrænder tjenende Karl fra sit paa 1ste Bagsal værende Kammer Anskrig om, at der var Tyve. Hans Husbond tilligemed en anden Karl ilede da til og fandt nu Arrestanten anholdt af den førstnævnte Karl under høist mistænkelige Omstændigheder. Døren til et i Kammeret henstaaende Klædeskab var nemlig opbrudt med Magt saaledes, at Træet, hvori Laasen hæftede, var splintret, og denne næsten aldeles udreven: ved at efterser i Skabet, savnedes ti Specier og en Pengepung med 2 Kbd. 1 Mk. 15 Sk., der havde henligget paa Bunden af delte, ligesom ogsaa 3 Mk. 10 Sk., hvoriblandt var en Enesteskilling og to Halvskillinger, der havde ligget i Lommen paa en i Kammeret ophængt Vest. Senere fandtes Specierne og Pengepungen henkastede paa en Pose bag Skabet, og da Arrestanten derefter var bleven overleveret til Politiet og en Visitation foretaget paa hans Person, fandtes han i Besiddelse af 3 Dirker, en Nøgle, hvoraf Kammen var afbrudt, nogle chemiske Svovlstikker, og endelig af nogle Smaapenge, der ved Eftertælling befandtes at udgjøre netop 3 Mk. 10 Sk., ligesom ogsaa deriblandt vare een Enesteskilling og 2 Halv skillinger. Vel kunde nu Arrestanten ikke mod sin vedholdende Benægtelse ansees overbevist om enten at have opbrudt Døren til Klædeskabet eller at have borttaget noget af de nævnte Pengebeløb, men det fandtes dog efter samtlige oplyste Omstændigheder udenfor Tvivl, at han havde begivet sig ind i Kammeret i den Hensigt at stjæle. Thi vel angav han under Forhøret, at han efter Anmodning af en ham ubekjendt Person, hvem han vilde have antruffet paa Gaden, og som skulde have lovet at anvise ham en Kondition, var gaaet op paa Trappegangen til 1ste Bagsal, og at han derefter af den Karl, der anholdt ham, med Magt var bleven trukket ind i det omtalte Kammer; men ligesom bemeldte Karl edelig benegtede Rigtigheden heraf, idet han derimod forklarede, at han, da han aabnede Døren til Kammeret, havde seet Arrestanten staaende i dette ved Siden af Klædeskabet, saaledes fandtes ogsaa Arrestantens Foregivende i og for sig saa usandsynligt, al der ikke kunde blive Spørgsmaal om at tage noget Hensyn dertil. \i bemærke endnu, at Arrestantens Foregivende ogsaa stred mod hvad han efter de 2 Karles Vidnesbyrd selv ved sin Anholdelse havde yttret, idet han paa deres Spørgsmaal om hvad han bestilte i Kammeret, gjentagende havde svaret: "her har jeg staaet længe"', ligesom ogsaa det Usandsynlige i hans Foregivende forøgedes derved, at han forklarede at have modtaget de 3 Dirker og Nøglen med den afbrudte Kam, som han ved Anholdelsen havde hos sig, af den af ham omtalte ubekjendte Person, der skulde have bedet ham om at bære disse for ham. Da Arrestanten, der er mellem 40 og 50 Aar gl., tre Gange tidligere var straffet for Tyveri, sidst med 5 Aars Fæstningsarbeide, hvorfra han kun faa Uger forinden sin Anholdelse var bleven løsladt, ansaaes han nu for attenteret tyveri. 4de Gang, med lige Strafarbeide i 4 Aar.

(Fædrelandet 20. februar 1849).

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Søndagen den 20de Mai d. A. om Aftenen mellem Kl. 8 og 9 forefandt Tjenestekarl Niels Christensen, i Tjeneste hos Møller Mortensen i Møllegade Nr. 12, ved at træde ind i sit Kammer, der benyttedes af ham med flere andre Karle, den til Ladegaarden hørende Person Arrestanten Christen Pedersen (Bonderupsold) i bemeldte Kammer ifærd med at rode op i og undersøge Indholdet af en uaflaaset Kiste, hvis Laag han holdt oppe med sit Hoved Paa Spørgsmaal, hvad han havde der at bestille, gav Arrestanten undvigende og forvirrede Svar, hvorfor han blev anholdt og overleveret til Politiet.

Efter Arrestantens Forklaring under Forhøret havde han begivet sig ind i den fornævnte Eiendom for at søge Havearbeide, men var, da han var uvidende om, hvor Eieren boede, gaaet ind i Karlekammeret; og vedblev han at negte at have havt til Hensigt at begaae Tyveri eller derpaa gjort noget Forsøg. Det syntes imidlertid usandsynligt, at Arrestanten, der samme Aften var udebleven fra Ladegaarden, hvortil han skulde være vendt tilbage Kl. 8, skulde en Søndag Aften gaae ind i en ham ubekjendt Eiendom for at søge Arbeide; og Rigtigheden heraf var eiheller bestyrket ved noget af det under Sagen Oplyste. Derimod fremgik det af hans tidligere Vandel, at Arrestanten, der 6 Gange før har været straffet for Tyveri og flere Gange som sigtet for denne Forbrydelse er frifunden for Actors videre Tiltale, foruden at have el stærkt Hang til at stjæle, desuden havde Tilbøjelighed til at udføre denne Forbrydelse paa slige Steder som det ommeldte Kammer; og hans blotte Nærværelse i dette fremkaldte derfor allerede en stærk Mistanke om, at Arrestantens Hensigt har været at begaae Tyveri. Dertil kommer, at det af en Tjenestepige i samme Sted var edelig forklaret, at hun, kort forinden Arrestanten blev anholdt, saae ham gaae ind i Kammeret og et Øieblik efter bemærkede, at han, staaende i en forover bøiet Stilling, ragede i en i Kammeret staaende Kasse med sin ene Haand, medens han med den anden holdt Kassens Laag aaben; og af fornævnte Tjenestekarl Niels Christensen, at han, idet han kom ind i Kammeret, fandt Arrestanten ifærd med at undersøge Kassens Indhold saaledes som anført, samt at Eieren af Kassen og en anden Tjenestekarl ligeledes edelig have forklaret, at de i Kassen beroende Gjenstande ved et senere samme Aften foretaget Eftersyn fandtes bragte ud af den Orden, hvori de tidligere havde været.

Der fandtes saaledes tilvejebragt et efter Fdg. 8de Septbr. 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestanten havde gjort sig skyldig i attenteret Tyveri, hvorfor han, der er 68 Aar gammel, ved Criminal - og Politirettens Dom i Medfør af Straffelovens §§ 306 og 307 efter sammes § 232 jfr. § 46 blev anseet med 2 Aars Tugthusarbejde.

(Fædrelandet 5. november 1866).

“Christen Pedersen, Bonderup Old, hjemmeh: i Kbhn:, meget ofte straffet for Tyveri i Karlekamre; see mist: Prot: A, Pag 14.” [1869/1870]. Genealogisk Forlag. 

Forsøg paa Tyveri. En Karl hos en Ølhandler i Brolæggerstræde, der laa til Sengs med en daarlig Fod, hørte en Eftermiddag i April Maaned en Person komme op ad Trappen og saa derefter en Mand, i hvem han gjenkjendte Arrestanten Christen Pedersen, ogsaa kaldet Bonderupsold, komme ind ad Døren. Arrestanten saa sig forsigtig om, og da han ingen bemærkede, gjennenisøgte han først Lommerne i nogle Klædningsstykker, der hang paa Væggen, og derpaa en uaflaaset Kiste. Derefter gik han fra Kamret ind i Borgstuen, hvor han aabnede en Skabsdør og forsøgte at aabne et aflaaset Skrin. Vidnet, der holdt sig skjult under Sengedynen, kom imidlertid til at gjøre en ufrivillig Bevægelse, og Arrestanten fik nu Øje paa ham. Han spurgte da den syge, om det var her, han kunde bestille Øl til Borgergade, og da han blev henvist til Kjælderen, fjernede han sig hurtigt. Vidnet stod nu op, og saa Arrestanten nede i Gaarden, hvorfor han raabte til en Pige, at hun skulde lade ham at holde af Karlene i Kjælderen. Hun efterkom Opfordringen, men Karlene toge intet Hensyn hertil. Arrestanten var foruden af den syge og Pigen bleven set af en Tjenestekarl, men kun paa Ryggen, og kunde derfor ikke fuldt gjenkjendes af denne. Arrestanten vilde ikke bestemt kunne erindre, at han til den angivne Tid havde været i Ejendommen og nægtede ordholdende at have gjort Forsøg paa at stjæle. Da du imidlertid ved de afgivne Vidneforklaringer i Forbindelse med Arrestantens egen Forklaring maatte anses fuldstændig godtgjort, at han havde været i Ejendommen paa den Tid, hvorom der var Tale, og at han i længere Tid havde opholdt sig i Sidebygningen, medens et Foregivende af ham om Grunden til, at han gik ind i Ejendommen, var ubestyrket og i Strid med, hvad der var forklaret af Vidnerne, samt da Arrestanten, der er 68 eller 69 Aar gammel, og som mange Gange er straffet, senest den 23de April 1870 med Tugthusarbejde i 5 Aar for begaaet og forsøgt simpelt Tyveri, dels har et stærkt Hang til at stjæle, dels netop har Tilbøjelighed til al begaa Tyveri paa lignende Steder som del ovennævnte Lokale, skjønnede Kriminalretten, at der forelaa et efter Fdn. af 8de Septbr. 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at han havde indfundet sig i Ejendommen og uavniig i de ofte omtalte Værelser i den Hensigt at tilvende sig noget ved Tyveri, uden at det dog oplystes, at noget er blevet stjaalet, og han dømtes derfor for Forsøg paa 6te Gang begaaet simpelt Tyveri til Tugthusarbejde i 4 Aar.

(Morgenbladet 24. juni 1876).

Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.

Tyverier af Fæstningsslaver. (Efterskrift til Politivennen)

Tyverier af Fæstningsslaver. Uhensigtsmæssigheden af det nuværende Fæstningsarbeide har alt længe været erkjendt. Allerede i Begyndelsen af dette Aarhundrede paatænktes dets Ophævelse, men uden at det blev til videre. Senere ved kongl. Resolution af 13de April 1841 bestemtes, at Tugt- og Rasphuusarbeide skulde substitueres det hidtilværende Fæstningsarbeide, at Cancelliet skulde gjøre Forslag til de i saa Henseende fornødne Lovbestemmelser og at de nuværende Slaver skulde overføres til Tugt og Rapshusene og underlægges de civile Autoriteters Varetægt og Bestyrelse. I Motiverne til Udkastet til Loven af 29de Decbr. 1850 om Anvendelsen af de forskjellige Arter af Strafarbejde, der blandt Andet bestemmer, at fra 1ste April 1851 skulle de Forbrydere, der efter de gjeldende Regler ville være at indsætte til Arbeide, Rasphuset eller Fæstningen, hensættes til Tugthuusarbeide, hedder det herom, at det er almindelig erkjendt og tidligere af Regjeringen udtalt, at Fæstningsarbeide er en meget uhensigtsmæssig Straf, der saasnart som muligt bør ophæves. Endskjøndt der nu ved den nysnævnte Lov er gjort et vigtigt Skridt hertil, idet der ikke længer idømmes Nogen denne Straf og uagtet der maa være Udsigt til, naar den ny Straffeanstalt ved Horsens kan tages i Brug, at da navnlig ogsaa Fæstningsslaver ville blive forflyttede dertil, da det naturligviis ikke kan være Hensigten at vedligeholde de gamle Straffeanstalter til den sidste Fange er død, vil der rimeligviis endnu hengaae temmelig lang Tid, inden det bestaaende Fæstningsarbeide aldeles ophører, da en Forflytning en masse af Fæstningsslaverne til Tugthusene, fra andre Sider betragtet, er anseet for utilraadelig. Der er saaledes endnu Anledning til at henlede Opmærksomheden paa det mangelfulde Tilsyn med Fæstningsslaverne som, foruden at medføre andre Uordener, tillige udsætter Eiendomssikkerheden for den største Fare. - Som et stærkt staaende Beviis herfor, er en af Criminal- og Politiretten den 4de Septbr. paadømt Justitssag, hvorunder 17 Fæstningsslaver actioneredes for Tyveri og 3 andre for Hæleri, 6 Opsynsmænd ved Stokhuset og en Kludehandler ligeledes for Hæleri og en Jernhandler og en Gjørtlersvend for ulovlig Handel. - Efterat nemlig det Sukkerraffinadeur Lauritz Smith tilhørende, i Toldbodgaden beliggende Sukkerhuus "Phønix", som med Bagsiden støder til Gaardsrummet ved Recrutcasernen i Qvæsthuusgaden, var afbrændt Natten mellem den 11te og 12te Mai 1850, hvorefter nogle store Kobberkjedler og andre Gjenstande af Jern og Kobber bleve henliggende paa Brandtomten, der først i Juni Maaned s. A. blev indhegnet med et 4½ Alen høit Plankeværk og saaledes adskilt fra hiint Gaardsrum, ind i hvilket Muurværk fra Sukkerhuset var nedstyrtet under Branden, bleve flere Tyverier forøvede paa denne Brandtomt af Fæstningsslaver, der have været beordrede deels til at rydde den og kaste det i Casernens Gaard nedstyrtede Muurgruus ind paa bemeldte Tomt, deels til at foretage et eller andet Arbeide i selve Casernen.

Det er saaledes oplyst, at bemeldte Fæstningsslaver have, under Bevogtning af de tiltalte Opsynsmænd, deels kort efter Branden medens Brandfolkene endnu vare beskjeftigede med at slukke Ilden i Grunden, tilvendt sig en stor Deel Jern- og Kobber Sager, deels senere, efterat det ovenanførte Plankeværk var opført, hele Sommeren igjennem midt om Dagen gjort Indbrud fra Qvæsthuus-Kasernen gjennem Plankeværket eller ved Hjelp af Stiger banet sig Vei ind paa Brandtomten og der med Hakker og Hamre hugget store Kobberkjedler istykker, afbrudt Laasen for Jerndøren til det saakaldte Candis-Kaminer, samt transporteret store Stykker af Kobberkjedler og en stor Mængde Candispotter paa Vogne bort fra Casernegaarden ud til forskjellige Steder i Staden, endog ind og udaf Stokhuset. Størstedelen af det saaledes Stjaalne blev senere solgt til den ovennævnte Kludehandler og Resten til de 2 andre for ulovlig Handel tiltalte Personer. Udbyttet af Salget deeltes derpaa mellem dem, saaledes at Opsynsmændene, der havde seet gjennem Fingre med Gerningsmændene og tildeels været behjelpelige med at sælge Kosterne, fik Andeel deri.

Ved den afsagte Dom ere 2 Fæstningsslaver frifundne for Actors videre Tiltale. 3, der vare hendømte til Fæstningsarbeide paa Livstid, ansete hver især med 2 Gange 27 Slag Kat; 11, efter udstaaet Straffetid i Fæstningen, idømte Tugthuusarbeide i længere og kortere Tid, og 4, ligeledes efter udstaaet Straffetid, tilfundne Straf af Fængsel paa Vand og Brød. Vand- og Brød-Straf tilkjendtes ogsaa Opsynsmændene og Kludehandeleren, hvorimod Jernhandleren og Gjørtlersvenden idømtes Mulkter, respective af 50 Rbd. og 5 Rbd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1852, 2. udgave).