Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen).

25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.

---

Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.

---

I den fløj af Stokhuset som endnu ikke er faldet, fandtes Inkvisitionsretten, et lille dystert Rum med nøgne Vægge og sparsomt Lys. Alle Minder om dets uhyggemættede Historie er forlængst fjernet. I Nationalmuseet er levnet Stokken, den barbariske Fangeblok, som gav Stokhuset Navn, og hvis Princip kendes fra de berygtede Gabestokke.

---

Stokhuset som Slaverihus.

Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:

- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL

En Fanges Skildring af Slavehuset.

Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:

" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"

Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.

Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden

(Social-Demokraten, 25. august 1940).

Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere. 

Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.

Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.

Tyverier af Fæstningsslaver. (Efterskrift til Politivennen)

Tyverier af Fæstningsslaver. Uhensigtsmæssigheden af det nuværende Fæstningsarbeide har alt længe været erkjendt. Allerede i Begyndelsen af dette Aarhundrede paatænktes dets Ophævelse, men uden at det blev til videre. Senere ved kongl. Resolution af 13de April 1841 bestemtes, at Tugt- og Rasphuusarbeide skulde substitueres det hidtilværende Fæstningsarbeide, at Cancelliet skulde gjøre Forslag til de i saa Henseende fornødne Lovbestemmelser og at de nuværende Slaver skulde overføres til Tugt og Rapshusene og underlægges de civile Autoriteters Varetægt og Bestyrelse. I Motiverne til Udkastet til Loven af 29de Decbr. 1850 om Anvendelsen af de forskjellige Arter af Strafarbejde, der blandt Andet bestemmer, at fra 1ste April 1851 skulle de Forbrydere, der efter de gjeldende Regler ville være at indsætte til Arbeide, Rasphuset eller Fæstningen, hensættes til Tugthuusarbeide, hedder det herom, at det er almindelig erkjendt og tidligere af Regjeringen udtalt, at Fæstningsarbeide er en meget uhensigtsmæssig Straf, der saasnart som muligt bør ophæves. Endskjøndt der nu ved den nysnævnte Lov er gjort et vigtigt Skridt hertil, idet der ikke længer idømmes Nogen denne Straf og naglet der maa være Udsigt til, naar den ny Straffeanstalt ved Horsens kan tages i Brug, at da navnlig ogsaa Fæstningsslaver ville blive forflyttede dertil, da det naturligviis ikke kan være Hensigten at vedligeholde de gamle Straffeanstalter til den sidste Fange er død, vil der rimeligviis endnu hengaae temmelig lang Tid, inden det bestaaende Fæstningsarbeide aldeles ophører, da en Forflytning en masse af Fæstningsslaverne til Tugthusene, fra andre Sider betragtet, er anseet for utilraadelig. Der er saaledes endnu Anledning til at henlede Opmærksomheden paa det mangelfulde Tilsyn med Fæstningsslaverne som, foruden at medføre andre Uordener, tillige udsætter Eiendomssikkerheden for den største Fare. - Som et stærkt staaende Beviis herfor, er en af Criminalog Politiretten den 4de Septbr. paadømt Justitssag, hvorunder 17 Fæstningsslaver actioneredes for Tyveri og 3 andre for Hæleri, 6 Opsynsmænd ved Stokhuset og en Kludehandler ligeledes for Hæleri og en Jernhandler og en Gjørtlersvend for ulovlig Handel. - Efterat nemlig det Sukkerraffinadeur Lauritz Smith tilhørende, i Toldbodgaden beliggende Sukkerhuus "Phønix", som med Bagsiden støder til Gaardsrummet ved Recrutcasernen i Qvæsthuusgaden, var afbrændt Natten mellem den 11te og 12te Mai 1850, hvorefter nogle store Kobberkjedler og andre Gjenstande af Jern og Kobber bleve henliggende paa Brandtomten, der først i Juni Maaned s. A. blev indhegnet med et 4½ Alen høit Plankeværk og saaledes adskilt fra hiint Gaardsrum, ind i hvilket Muurværk fra Sukkerhuset var nedstyrtet under Branden, bleve flere Tyverier forøvede paa denne Brandtomt af Fæstningsslaver, der have været beordrede deels til at rydde den og kaste det i Casernens Gaard nedstyrtede Muurgruus ind paa bemeldte Tomt, deels til at foretage et eller andet Arbeide i selve Casernen.

Det er saaledes oplyst, at bemeldte Fæstningsslaver have, under Bevogtning af de tiltalte Opsynsmænd, deels kort efter Branden medens Brandfolkene endnu vare beskjeftigede med at slukke Ilden i Grunden, tilvendt sig en stor Deel Jern- og Kobber Sager, deels senere, efterat det ovenanførte Plankeværk var opført, hele Sommeren igjennem midt om Dagen gjort Indbrud fra Qvæsthuus-Kasernen gjennem Plankeværket eller ved Hjelp af Stiger banet sig Vei ind paa Brandtomten og der med Hakker og Hamre hugget store Kobberkjedler istykker, afbrudt Laasen for Jerndøren til det saakaldte Candis-Kaminer, samt transporteret store Stykker af Kobberkjedler og en stor Mængde Candispotter paa Vogne bort fra Casernegaarden ud til forskjellige Steder i Staden, endog ind og udaf Stokhuset. Størstedelen af det saaledes Stjaalne blev senere solgt til den ovennævnte Kludehandler og Resten til de 2 andre for ulovlig Handel tiltalte Personer. Udbyttet af Salget deeltes derpaa mellem dem, saaledes at Opsynsmændene, der havde seet gjennem Fingre med Gerningsmændene og tildeels været behjelpelige med at sælge Kosterne, fik Andeel deri.

Ved den afsagte Dom ere 2 Fæstningsslaver frifundne for Actors videre Tiltale. 3, der vare hendømte til Fæstningsarbeide paa Livstid, ansete hver især med 2 Gange 27 Slag Kat; 11, efter udfiaaet Straffetid i Fæstningen, idømte Tugthuusarbeide i længere og kortere Tid, og 4, ligeledes efter udstaaet Straffetid, tilfundne Straf af Fængsel paa Vand og Brød. Vand- og Brød-Straf tilkjendtes ogsaa Opsynsmændene og Kludehandeleren, hvorimod Jernhandleren og Gjørtlersvenden idømtes Mulkter, respective af 50 Rbd. og 5 Rbd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1852, 2. udgave).

Idømt Slaveri. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Kiøbenhavns Kriminal- og Politiret er afsagt Dom i Justitssagen imod Arrestanterne Niels Hansen Skydebjerg og Hans Pedersen Roll. En undveget Fæstningsslave, navnlig Hans Nielsen Eie, var en Nat i August Maaned f. A. kommet til Roll, der laa paa et Loft over et Skur paa en Losseplads ved Kiøbenhavns Vesterfælled, og bedet denne, hvem han underrettede om sin stilling, om Ophold hos sig. Heri havde Roll indvilliget, og ligeledes havde Eie ved at forære Skydebjerg, der havde Opsyn over Lossepladsen, et til 2 Mk. vurderet Stykke Silketøi faaet Tilladelse til Ophold paa det omtalte Loft af denne, uagtet Skydebjerg af Roll var blevet underrettet om hvem Eie var. Eie opholdt sig nu en ugestid hos Arrestanterne, og i den Tid var han hver Nat ude for at stiele, hvorom navnlig Roll var vidende, og hvortil denne endog laante ham et Par Beenklæder, da Eie ikke havde andre end de, som hørte til hans Slavedragt. Roll havde dernæst dels solgt dels pantsat endeel af de stiaalne Koster for Eie, navnlig et Sølvlommeuhr og tvende Sølvspiseskeer, uagtet han vidste, hvorfra disse hidrørte, ligesom Skydebjerg vedgik, at han vel formodede, at Eie ikke paa en lovlig Maade kunde være kommet i Besiddelse af det omtalte Stykke Silketøi, der ogsaa under Sagen oplystes at være stiaalet. Endelig havde begge Arrestanter med Eie deeltaget i Fortæringen af adskillige af denne stiaalne Fødemidler, uagtet Roll vidste og Skydebjerg formodede, at de var Tyvekoster. For saaledes at have huset bemeldte Slave og hælet med ham, ansaas Skydebjerg med 1 og Roll med 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Morgenposten 28. april 1846)

Brandrup & Rasmussen: To Tyves Skiebne (Efterskrift til Politivennen)

Når medier på Politivennens tid skulle omtale de omkring 90-95 % af befolkningen som ikke tilhørte de højere klasser, var det oftest begrænset til at fremstille dem som forbrydere, ramt af ulykker (sygdom, fallit, død og konkurs) og når de opføre sig "forkert" - uden at være kriminelle, dvs. når de skulle latterliggøres, fremstilles som overtroiske (dvs. ikke som kristne) o. lign. Nedenfor bringes en særlig udførlig beretning fra aviserne om to forbrydere. De er valgt fordi det har været muligt at finde meget materiale om dem.

De er også beskrevet i "Fangeflugt over Frederiksberg: nogle straffefangers skæbne på enevældens tid" af Lærke Friis Neergaard, i Frederiksberg gennem tiderne, Bd. 37 (2014)

De to personer beskrives nøjere i materialet nedenfor. Kort er der tale om Peder Rasmussen (1815-) og Ole Peder Julius Brandrup (1821 eller 1822-1845). Selv om de havde en noget forskellig baggrund, førte fængselslivet dem sammen. Et forhold der sluttede da Brandrup blev dømt til døden og henrettet i 1845. Rasmussen blev også dømt til døden, men kongen fik det forvandlet til en livstidsstraf. Et par notitser i årene op til fortæller om deres gentagne fængslinger og undvigelser:

Den 18de Mai. Procurator Baastrup, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. Arrestanten idømtes 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 23. maj 1839)

Kammerraad og Procurator Nyegaard, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. For trende, ved Indstigning gjennem Vinduer om Dagen, forøvede Tyverier blev Arrestanten, der tidligere flere Gange er dømt for samme Forbrydelse, paalagt 8 Aars Fæstningsarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. januar 1844)

Efterlysning.

Fæstningsslaven Ole Peter Julius Brandrup er idag undvegen fra offentligt Arbeide, paa Fæstningens Materialgaard. Han er fød og hjemmehørende i Kjøbenhavn, 22 Aar gammel, og blev indsat i Slaveriet i Aar 1844.

Hans Signalement er: Middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, mørkebrune Haar; han har et Ar i Panden, Huller til Ringe i Ørerne, paa Brystet er indbrændt et Skib og paa høire Overarm O. P. J. B., samt et Anker.

Formeentlig er han iført en paa Arbeidshuset borttagen brun Duffelsfrakke.

Hvo som anholder denne Slave erholder de reglementerede Opbringerpenge.

Kjøbenhavns Stokhuus, den 28de Juni 1844.
Nissen.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. juni 1844)

Fæstningens Materialgård lå siden 1680’erne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Men de nuværende bygninger er alle fra efter 1740. Materialforvalterens hus er fra 1740. I 1748 opførtes den 45 fag lange bindingsværksbygning mod Vester Voldgade, genopført efter en brand i 1768 sammen med det grundmuret materialskur i to etager mod Bryghusgade. De to grundmurede halvtagsbygninger modsat materialskuret er fra 1819. Halvtaget som forbinder dem er fra 1925.

I februar 1845 havde de to fundet sammen om at flygte, men de var kun på fri fod i få dage før de blev pågrebet igen og dømt. Den korte historie lød:

Undvegne og igjen paagrebne 2de Tugthuusfanger. I Mandags fandt 2de Livsfanger: Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen Leilighed til at undvige fra Forbedringshuset, men bleve igaar Eftermiddag paagrebne i Frederiksbergby. Skjøndt de vare bevæbnede med Knive, satte de sig ikke til Modværge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. februar 1845)

Dom mod de 4 Livsfanger. I Sagen mod Livsfangerne Christian Jørgensen og Christian Jensen Bruun er i Tugthuusretten afsagt Dom i Tirsdags den 4de Marts. Ligesaa er af den i Sagen mod Livsfangerne Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen anordnede Commission samme Dag afsagt Dom. Ved begge Domme ere de Tiltalte idømte Livsstraf. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 6. marts 1845)

Imorgen (Onsdag) Kl. 9 foretages i Høiesteret Sagen: Justitsraad Liebenberg som befalet Actor imod Rasphuslivsfange Ole Peter Julius Brandrup og Tugthuslivsfange Peter Rasmussen, der ere satte under Tiltale for, efter at være brudte ud af Straffeanstalten, at have gjort sig skyldige i adskilige Misgjerninger, og ved den nedsatte Commissions Dom ere tilfundne at have deres Liv forbrudt. Etatsraad Blechingberg er Defensor i Sagen.

(Fædrelandet, 25. marts 1845)
I den i Gaarsnummeret omtalte Sag imod Livsfangerne Ole PEter Julius Brandrup og Peter Rasmussen, der ved den nedsatte Commissions Dom vare tilfundne at have deres Liv forbrudt, blev idag i Høiesteret afsagt følgende Dom: Commissionens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justutsraad Liebenberg for Høiesteret betale de Tiltalte een for beggen og begge for een, 20 Rbd. Sølv.

(Fædrelandet, 26. marts 1845)

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. I midten Christianshavns Torv. Foto fra "Københavnske Prospekter".

Efter afslutningen af retssagen blev omstændigheder udførligt beskrevet (lettere bearbejdet til nutidigt dansk): 

Om forbryderne Brandrup og Rasmussen meddeler Kollegialtidenden følgende: Den 3. februar d. å. anmeldte inspektøren ved Tugt-, Rasp og Forbedringshuset Keller, at fangerne Brandrup og Rasmussen Kl. 11 om formiddagen havde fundet lejlighed til at undvige fra frispinderibygningen gennem hans bolig, hvor de i forstuen havde afført sig fangeklæderne, og af en derværende garderobe taget nogle klædningsstykker, samt at de formentlig var kommet ud på gaden gennem et vindue i salen. Den påfølgende dag i mørkningen blev de begge anholdte af sognefogden i Frederiksberg, og tilstod da straks for det samme dag optagne forhør, at de var de undvegne fanger, at de samme dag i Jonstrup havde bibragt en mand, der overrumplede dem under udførelsen af et tyveri, flere knivstik, således at han var segnet ned, og de anså ham for død, og at de derefter var gået mod København for at få noget føde.

Under de senere i sagen optagne forhør forklarede Brandrup med hensyn til hans motiver til at undvige og måden hvorpå de havde forladt Straffeanstalten, at han lige siden han den 14. november 1844, igen var blevet indsat i straffeanstalten, havde næret den plan at undvige. Han var nemlig ked af at være derinde, ikke blot fordi han havde mistet sin frihed, men også fordi samlivet med flere af de andre fanger mishagede ham. Da han antog, at han sikkert kunne stole på Peder Rasmussen, som han godt kendte fra sit tidligere ophold i anstalten, havde han allerede for et par måneder siden gjort ham bekendt med, at det var hans agt at undvige. Og de var da blevet enige om at undvige sammen. I den tid som derefter forløb, inden undvigelsen blev iværksat, havde de beskæftiget sig med de dertil fornødne forberedelser, navnlig med at anskaffe nogle klædningsstykker. Rasmussen havde ganske overladt til ham at bestemme, hvorledes flugten skulle iværksættes, og givet ham sin hånd på at ville følge ham og stå ham bi i alt hvad han foretog sig. Det var derfor ham, der bestemte, at flugten skulle ske igennem inspektørens værelser, hvor han antog at de måtte kunne forsyne sig med klæder, og når det var sket, troede han ikke at det ville falde vanskeligt at komme videre bort. 

Da fastelavn nærmede sig, og han mente, at man under den lystighed, som da fandt sted, bedst kunne ubemærket liste sig frem og finde lejlighed til, når folk var borte fra deres huse, at begå et og andet tyveri, besluttede han at de på fastelavnsmandag skulle forsøge på at undvige. Han anmodede derfor Rasmussen om, at han fastelavnssøndag i kirken skulle tale med degnen, om fangerne ikke kunne få deres bøger ombyttede den følgende dag. Rasmussen underrettede ham derefter om, at degnen ville komme fastelavnsmandag og bytte fangernes bøger, og de aftalte at benytte denne lejlighed til at gå bort, da nemlig døren, som fører fra inspektørens bolig ud til frispinderigården, plejer at stå åben, når inspektørens børn leger i gården, hvilket formodedes at ville blive tilfældet fastelavnsmandag. Dersom imidlertid denne dør havde været lukket, skulle de have ringet på, og hvis den åbnedes af et fruentimmer, skulle hun ved at bindes for munden, hvortil de ville benytte deres tørklæder, hindres fra at gøre anskrig. Men hvis den åbnedes af en mandsperson, ville de true ham med deres knive til at være stille, og hvis han ikke ville lade dem gå, virkelig bruge dem imod ham. For det tilfælde at inspektøren selv skulle lukke op, skulle de stikke ham med knivene og rette angrebet mod hans ansigt, da rygtet gik at han bar harnisk. Ligesom det var deres hensigt at dræbe enhver der i straffeanstalten ville havde stoppet dem, var det allerede fjorten dage for undvigelsen aftalt imellem dem, at hvis de på deres vej traf inspektøren, ville de dræbe ham, selv om de traf fremmede herrer hos ham, i hvilket tilfælde de måtte opgive flugten. 

Inspektøren havde han længe hadet, fordi han tyranniserede fangerne, navnlig derved, at når en fange på grund af arbejdets slette beskaffenhed ikke kan fuldføre det i rette tid eller af anden grund kommet til kort dermed, må han ikke alene betale i penge hvad han er kommet til kort, men bliver også straffet, og en sådan uretfærdig behandling var overgået ham selv, da han forrige gang var i straffeanstalten. Med fangen Chr. Jørgensen, der tilligemed fangen Bruun et par dage efter Brandrups og Rasmussens undvigelse begik et mordattentat mod inspektør Keller, vedgik Brandrup at have allerede ved juletid talt om at Keller ikke fortjente at leve, ligesom de også kort for undvigelsen havde talt om at hvis han og Rasmussen på flugten traf Keller, skulle de dræbe ham, ved hvilken lejlighed Jørgensen ytrede, at han, dersom Brandrup ikke traf inspektøren, "skulle tage en kammerat med og nok finde ham". Men i øvngt har Brandrup påstået, at han ikke betragtede aftalen med Jørgensen om at dræbe inspektøren som andet end løs snak, og at han ikke anså sig bundet ved noget løfte til Jørgensen, med hvem han aldrig rigtigt havde villet indlade sig, da han ikke havde nogen tillid eller god tro til ham. Da inspektøren desuden altid om formiddagen plejede at være på sit kontor og ikke i sine værelser, kunne han nok forudse, at når han om formiddagen blev kaldt på for at bytte bøgerne og da undveg, ville han ikke træffe inspektøren i sine værelser.

Peder Rasmussens forklaring i ovennævnte henseende stemmer fuldkomment med Brandrups, for så vidt ham angår. Ligesom Brandrup havde han i længere tid haft den plan at undvige, og efter at de var blevet enige om at undvige sammen, havde han aldeles overladt planens udførelse til Brandrup, efter hvis begæring han, der også anså fastelavnsmandag som gunstig for deres flugt, havde søndag den 2. februar anmodet degnen om at bøgerne den næste dag måtte blive byttede. Om måden, hvorpå hindringerne for undvigelsen skulle ryddes af vejen, og navnlig om deres hensigt, hvis de på deres flugt mødte Keller, da at myrde denne, selv om de traf ham i selskab med fremmede, forklarede han ligesom Brandrup, med tilføjende at de var ubekendte med lokaliteterne i Kellers bolig, og at de ikke ville søge efter inspektøren der, men kun hvis de traf ham på deres vej, ville råde til ham, at nu havde han nået sit mål, og derpå dræbe ham. Også henholdt han sig til Brandrups forklaring om grunden til deres had til inspektøren, dog med den bemærkning, at han selv vel har måttet betale, men ikke er blevet straffet for at være kommen til kort med sit arbejde. Derimod forsikrede han, at han havde været aldeles uvidende om det af Chr. Jørgensen og Chr. Bruun udførte overfald på inspektøren, og at hverken disse fanger eller Brandrup derom havde meddelt ham noget.

(Sluttes i Tillægget.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. maj 1845)


Om Forbryderne Brandrup og Rasmussen. (Fortsat, se lørdagsnummer.)

Angående selve undvigelsen og hvad derefter passerede, forklarede de tiltalte at da de fastelavnsmandag om morgenen så inspektørens børn lege i gården, antog de at døren, som fører til hans bolig, måtte være åben. Som de havde ventet, blev der kaldt på dem for at bytte bøger, og ved samlet at gå over til skolebygningen, bemærkede de at den dør virkelig var åben. De begav sig derefter over til inspektørens bolig; deres knive havde de skjult i lommerne på fangetrøjerne, og de klæder hvori de ville undvige, havde de iført sig under fangeklæderne. Da de kom ind i forstuen, aflagde de deres fangetøj og tog fra garderoben 2 frakker, en hat og en kasket. Mens omklædningen fandt sted, havde de taget knivene i munden. Omklædningen var næppe sket, før de hørte nogen tage fat i låsen på døren. De skyndte sig derfor at komme gennem værelserne og ud af vinduet i salen. Skildvagten havde heldigvis vendt sig, så at han ikke så dem, ellers var de formentlig blevet skudt. Men derpå var de blevet enige om, at de måtte lade det komme an. 

De gik over Snorrebroen gennem byen til Vesterport ud ad Gammel Kongevei, skråede over markerne, kørte derpå et stykke med en karl ad Ballerup til, og var inde hos en husmand, hos hvem de for nogle penge, de havde fundet i en af de tagne frakker, købte noget mad. Efter at være passeret gennem Ballerup, kom de til Nørreskov, hvor de, ligeledes for betaling, hos en skovløber fik noget at spise, og fortsatte derpå vandringen gennem skoven indtil det blev mørkt. 

Landskab ved Ballerup og Jonstrup Vang. Det var i februar, måske var der sne og så nogenlunde ud som her? Foto Erik Nicolaisen Høy, 2013.

Det var deres hensigt at nå Helsingørsegnen, hvor de hos inspektøren ved Hammermøllen, som de vidste havde penge, ville forøve indbrudstvveri. Da det imidlertid var blevet mørkt og ingen af dem kendte vejen, besluttede de at søge nattely i en udflyttergård. De begav sig til den del af bygningen, hvor sæden blev opbevaret, og ved at udtage nogle knipper halm og frabrække en halvdør, kom de ind og tilbragte natten liggende på noget foder. Om Morgenen tidlig begav de sig atter på vejen og nåede Hørsholm omtrent kl. ti. Af frygt for Helsingørs Politi, som de formodede underrettet om deres undvigelse, opgave de rejsen derhen, og besluttede over Jonstrup at begive sig til vestkanten af Sjælland, hvor Brandrup bedst var kendt med egnen. 

Da de ved at passere Jonstrup Vang kom forbi en halvgård, hvis døre var lukkede, og hvor de ved at se gennem vinduerne bemærkede, at ingen var hjemme, og da Brandrup tillige trængte til nyt skotøj og Rasmussen til et par benklæder, gik de hen til havedøren, som kun var tilspigret med nogle søm. Disse frabrød de uden synderlig vanskelighed med hænderne og ved hjælp af knivene, og gik ind i huset. Brandrup satte sig her i besiddelse af et par støvler og Rasmussen af et par bukser, hvorpå Brandrup tillige tog 4 til 5 mark i chatollet. 

De ville netop til at gå, da en mand trådte ind ad døren med en knippel i hånden. Den indtrædende skældte dem ud for kæltringer og sagde at de skulde anholdes, hvortil de svarede, at de kun var kommet for at få noget at spise, og at manden skulle lade dem gå, da han jo nok kunne se at de var to mod en. Da manden ved ankomsten hævede sin knippel, greb Rasmussen fat om denne, hvorefter Brandrup fremtog sin kniv og stak dermed manden i maven i den bestemte hensigt at skille ham ved livet; for, hedder det i Brandrups forklaring, da manden ikke ville lade dem gå, var dette den eneste måde, hvorpå han kunne bringes til tavshed. Manden styrtede nu ind paa Brandrup, og da han ligesom syntes at få magten over denne, fremtog Rasmussen også sin kniv, og stak den, i den hensigt at dræbe manden, i livet på ham. Han ville ikke blot såre manden, som han mærkede var temmelig stærk, men det var hans hensigt at skille ham ved livet, og han tilføjede ham 4 stik, to medens manden var inde i stuen, og to da han gik ud af døren. Det ene sår tror han ramte manden i hoften, det andet i siden, det tredje i hovedet og det fjerde i halsen ved øret. 

Da manden var gået ud af døren, blev Rasmussen i stuen for at pakke kosterne sammen, hvorimod Brandrup, der hørte manden skrige udenfor på vejen og frygtede for at flere folk skulle komme tilstede, forfulgte ham i den hensigt at dræbe ham og på den måde at bringe ham til tavshed. Han greb ham derfor i halstørklædet og gav ham flere stik, hvor han bedst kunne træffe ham, indtil han dinglede og ophørte at skrige, og da han således troede, at han havde afgjort det med manden, løb han tilbage til huset. Han og hans kammerat sammensankede her det tøj, de ville have, og flygtede derefter til skoven for at undgå folk, der samlede sig og begyndte at hidse hunde efter dem. 

De have enstemmig forklaret, at ligesom det var deres faste beslutning, at de ikke under deres undvigelse fra straffeanstalten ville lade sig pågribe, men derimod ville støde enhver ned, som derpå gjorde forsøg, således var det også deres agt at bruge deres knive imod enhver, der senere på flugten måtte have forsøgt at anholde dem. De ville derfor, såfremt de mens de et eller andet sted forøvede tyveri, måtte blive overrumplede, sætte sig til modværge og dræbe dem, der agtede at pågribe dem. I overensstemmelse med denne beslutning var det, at de overfaldt manden på Jonstrup Vang, da han overraskede dem og de frygtede, at han ved sit skrig ville hidkalde forfølgere. De havde vel ikke tænkt sig at der var folk i huset på Jonstrup Vang, da dørene var lukkede og ingen kunde ses gennem vinduerne. Men Brandrup trængte så meget til skotøj, at han, som det, hans forklaring hedder, til enhver pris ville se at skaffe sig sådant, og han ville have brugt magt imod de personer, han muligvis kunne have truffet, både for at få det, han manglede, og for at undgå eftersættelse og anholdelse. 

De havde kort før de kom til Jonstrup, i nærheden af Værløse, talt om at de måtte se at skaffe Brandrup nogle sko, og da de straks derefter bemærkede en mand at komme dem i møde, aftalte de, at de ville fratage ham hans skotøj, og var det bestemmelsen, at de skulde bruge magt mod ham, hvis han ikke godvillig vilde give dem hvad de forlangte. Der blev imidlertid ikke noget af dette forehavende, da de opdagede flere personer, som gik i forskellige retninger, og således frygtede for at de ville blive forstyrrede i udførelsen af deres beslutning. (sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845. 2. udgave)

Kirke Værløse. Det er nok det Værløse der tales om. Lille Værløse - nuværende Værløse - er en stationsby. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Om Forbryderne Brandrup Rasmussen. (Sluttet, se tillægget for i morges.)

På flugten fra Jonstrup Vang løb de tiltalte til skoven over en mose, hvor Brandrup var så uheldig at tabe den ene af de røvede støvler. De flygtede videre gennem skoven. På et sted lånte Brandrup en træsko, et andet sted fik han en støvle til låns med forpligtelse at aflevere den et sted i København. De nærmede sig bestandig til denne by, og da Rasmussen ytrede, at han troede, at de kunde få penge hos en mand i Falkoner Alle, begav de sig ad vejen til Frederiksberg og ankom om aftenen til det af Rasmussen opgivne sted i Falkoner Alle. De havde begge deres knive i hænderne og bad stedets ejer om et lån på 10 rigsbankdaler, derefter af 5 rigsbankdaler, hvilke dog nægtedes dem, hvorimod manden gav dem 2 mark.

Brandrup har indrømmet muligheden af at de havde truet ham med knivene; men de har begge anført, at de var i beskænket tilstand, og at de kun havde knivene i hænderne for at gøre manden bange, hvorimod de ikke tilføjede ham nogen skade, og Rasmussen har sagt, at de udenfor havde givet hinanden hænderne på, at de ikke ville gøre ham noget. 

Da de var kommet ud fra det omforklarede sted, bemærkede de at de blev efterfulgt af to personer, med hvem bestandig flere og flere forenede sig. De talte om at sætte sig til modværge, men Rasmussen mente, at dette ikke ville nytte noget, da de dog ikke kunne undgå at blive grebet. De gik imidlertid ind til adskillige værtshusholdere i Frederiksberg By, hvor de blev endnu mere beskænkede. Men da menneskemassen om dem tiltog, lod de sig endelig anholde uden modstand, som de indså her ville blive unyttig. Ved denne lejlighed ytrede Brandrup, der selv havde afgivet sin kniv til Rasmussen, at han "skulle give dem kniven", hvilket Rasmussen forstod og Brandrup også mente således, at han skulle aflevere sin kniv. Efter at de af sognefogden var afleveret til politiet på Københavns Amts søndre Birk, afgav de straks tilståelse om deres forbrydelser under undvigelsen.

De af inspektør Keller, fabrikmester Holmberg og mestersvend Andersen afgivne forklaringer går ud på at de tiltalte ikke have haft grund til klage over, at de blev straffet for de samme arbejdsforsømmelser, hvorfor de efter deres udsagn har måttet betale, da det ikke er brug at der afkortes noget af overarbejdsfortjenester, fordi det forrige arbejde har været slet.

Den i det foregående nævnte fange Chr. Jørgensen, der i forening med Christian Bruun forøvede attentatet mod inspektør Keller, forklarede sig angående hvad der før undvigelsen passerede imellem ham og Brandrup, overensstemmende med denne. Blandt andet sagde han også, at han ikke antog at der ved de samtaler, der fandt sted imellem dem, var truffet nogen for ham eller for Brandrup bindende aftale om at dræbe inspektøren, og at når han fattede mordanslaget, var det fordi det stemte med hans daværende anskuelse af forholdene, og ikke fordi han havde givet Brandrup noget løfte. Ligeledes er de tiltaltes udsagn om måden, hvorpå de undveg, bestyrket ved de forklaringer, der er afgivet af opsynsmændene ved straffeanstalten og flere fanger, såvel som ved de i øvrigt oplyste omstændigheder.

Angående overfaldet på Jonstrup Vang har den angrebne, Lars Nielsen, forklaret, at da han den 4. februar d. å. kl. omtrent 12 kom gående til sit hjem, så han to personer som han havde mødt i skoven og som havde spurgt ham om vejen til Jonstrup, gå ind i huset. Han bevæbnede sig derfor med en knippel, som han fandt i haven. Da han kom til døren, blev der indvendig fra holdt på den. Han rykkede den imidlertid op, og så da at den største af de i stuen værende personer - Rasmussen - undersøgte hans chatol. Han kunne ikke bruge sin stok, da der var lavt til Loftet, ligesom han også blev hindret af den person, som så ham komme ind. Han ytrede ved sin indtrædelse, hvad det var for gavstrikker. Hvortil den af dem, som stod ved døren, svarede: "Ikke så rask, fatter, vi er trængende folk", og i det samme gav han deponenten et slag i hovedet. Den mindste - Brandrup - angreb ham med en kniv. Da imidlertid deponenten godt kunne magte denne person, kom den anden denne til hjælp og bibragte ham adskillige knivstik. Han så sig derfor nødsaget til at flygte ud af stuen, og da han var kommet ud på vejen og råbte: Gevalt! forfulgte den ene af arrestanterne ham og bibragte ham flere stik. videre har han ikke set sig i stand til at forklare, da han under den ham tilføjede mishandling næsten var bleven afmægtig. 

Han savnede et par bukser, et par støvler og i penge 4 til 5 mark. Han hørte ikke nogen af dem sige, at det ikke kunde nytte ham at indlade sig med dem, da de var to mod en, ligesom han heller ikke ytrede at han ville have dem arresteret, da det kun var hans agt at forsvare sit gods, hvoraf han ikke godt kunne tåle at miste noget. Ifølge en udstedt attest af vedkommende læge dagen efter overfaldet, fandtes der at være bibragt den angrebne 7 sår, der dog størstedels var temmelig ubetydelige, ligesom de senere er helbredt, uden at de antages at ville efterlade sig farlige følger for den pågældendes helbred i fremtiden.

Møstings Hus er det eneste udover stedet som kan vidne om hvor undgivelsen endte for de to undvegne tyve. Huset er fra 1801. Resten af området blev bebygget langt senere og samtlige huse i området fjernet. Huset er umidlertid meget atypisk hvordan der så ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy

For så vidt de tiltalte har sagt, på deres vandring fra undvigelsen indtil de igen blev pågrebet at have været inde på forskellige andre steder, er deres forklaringer bestyrkede ved de i så henseende tilvejebragte oplysninger. Navnlig har ejeren af det af dem nævnte sted i Falkoner Alle forklaret, at den 4. februar om aftenen indfandt to personer sig i hans køkken og bad ham om et lån af 10 rigsbankdaler, hvortil han svarede, at han hverken kunne eller ville give dem det. De bad ham gentagende og sagde ham på hans spørgsmål: hvem de var? at de var de fra Forbedringshuset undvegne fanger, og idet de beklagede sig over, at de var ulykkelige mennesker, tog de deres knive frem. I det mindste bemærkede han, at Brandrup, der førte ordet, gjorde det. De truede ham ikke egentlig med knivene, men sagde ham tværtimod, at han kunne være ganske rolig, da de ikke ville gøre ham noget ondt. Men da de tillige ytrede, at de samme dag med knivene havde aflivet en mand, troede han, at hensigten med forevisningen af knivene var, at bestemme ham til at låne dem pengene. Da han intet ville låne dem, tog Rasmussen ordet og sagde, at deponenten var en god mand, der nok ville give dem lidt til nødtørftighed. Han gav dem da hver 1 mark og dermed var de tilfredse. Da de gik bort, fulgte en anden i huset tilstedeværende mand efter dem, og foranledigede ved at kalde folk sammen, at de blev pågrebet.

Af generalia bemærkes, at Peder Rasmussen er født på den kgl. Fødselsstiftelse den 26, marts 1815. Efter at være ifølge Københavns Amts søndre Birketings dom af 14. februar 1828 for tyveri under kriminel lavalder i overensstemmelse med frdn. af 26. febr. 1789, første membrum straffet med ris, blev han ved samme rets dom af 30. juli næstefter for at have stjålet en hoppe anset med 2 års forbedringshusarbejde efter bemeldte lovsteds sidste membrum. Ved samme rets dom af 8. decbr. 1831, der stadfæstedes i Højesteret den 19. marts 1832, blev han for at have taget en ko på marken tilfundet at kagstryges og hensættes til tugthusarbejde på livstid. Ved allerh. resolution af 18. maj 1841 blev ham skænket friheden, dog, som sædvanlig, på vilkår at han påny skulle indsættes i straffeanstalten som tugthusfange, når han atter måtte begå nogen forbrydelse, der ikke medførte højere straf, og i henhold hertil blev han efter Kancelliets resolution af 17. december 1842 igen afleveret til straffeanstalten, da det ved forhør var blevet ham overført, at han havde gjort sig skyldig i tyveri og betleri. 

Ole Peder Julius Brandrup, der er født den 30. maj 1821, blev i året 1836 ved Københavns Politirets domme af 6. januar og 13. februar samt ved Lands-, Over samt Hof- og Stadsretsdom af 23. juli dømt for tyveri, respektive til straf af ris, af simpelt fængsel i 46 dage og af 8 måneders forbedringshusarbejde. Ved Københavns Amts søndre Birks ekstraretsdom af 7. oktbr. 1837 blev han i en tyverisag frifundet for videre tiltale. Derimod blev han ved Politirettens dom af 15. novbr. samme år anset med 1 års forbedringshusarbejde, ligeledes for tyveri. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 18. novbr. 1839 blev han for 9 forskellige tyverier, af hvilke dog nogle var begået før han havde opnået kriminel lavalder, og de fleste, navnlig det vigtigste, før dommen af 15. novbr. 1837, anset med 4 års forbedringshusarbejde. Mens tiltalte efter denne dom hensad i forbedringshuset blev han i 1839, for at have stukket en anden fange med en kniv i armen, straffet med 20 slag kat. Ved to fattigkommissionskendelser blev han senere, for at være undveget fra almindeligt Hospital og for at være udbrudt fra Ladegården, straffet med kachot og med 4 ugers arbejde i tvangsarbejdsanstalten. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 2. jan. 1844 blev han for indbrudstyveri anset med 8 års fæstningsarbejde. Han undveg derpå og blev ved Garnisons Krigsretsdom af 24. august 1844 for undvigelse og derefter forøvet tyveri i henhold til frdn. af 11. april 1846 § 16 cfr. § § 12 - 15 og plakaten af 19. novbr. 1833 anset med rasphusarbejde for livstid. Denne dom stadfæstedes ved allerhøjeste resolution af 8. november 1844.

Da det på Lars Nielsen forøvede overfald var sket i den hensigt at berøve ham livet, for uforstyrret og uden frygt for anholdelse at kunne sætte sig i besiddelse af hans ejendele, fandtes det at måtte billiges, at de tiltalte ved kommissionsdommen i overensstemmelse med frdn. 11. april 1840 § 34 cfr. lovens 6-6-22 og forordningen 4. oktober 1833 § 14 var anset med livsstraf. Pluraliteten af de tilforordnede i Højesteret som havde voteret i sagen, troede imidlertid at turde indstille Peder Rasmussen til Hans Majestæts nåde, i hvilken henseende det bemærkedes: 1) at han ifølge de af Brandrup afgivne forklaringer og dennes vedgåelse af, at det var ham, der, da Rasmussen havde overladt alt til hans ledelse, havde udkastet planen til undvigelse og først talt om at dræbe inspektør Keller, ikke kunne betragtes som ophavsmand, men kun som den, der havde vist en mere underordnet virksomhed; 2) at det var antageligt, at de voldsomheder, i hvilke han under overfaldet på Lars Nielsen havde gjort sig skyldig, nærmest havde været grundede i forestillingen om, at denne, som var en stærk mand og forsynet med en knippel, ville overmande Brandrup, og de således blev udsat for at blive pågrebet; 3) at de Lars Nielsen bibragte sår ikke har efterladt farlige følger for dennes helbred i fremtiden; og 4) at den forbrydelse, for hvilken Rasmussen var dømt til tugthusarbejde for livstid, ikke betegner ham som en for den personlige sikkerhed farlig forbryder. På disse grunde anbefalede pluraliteten Peder Rasmussen til at fritages for livsstraffen imod at kagstryges og hensættes til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning. Derimod blev Brandrup kun af en af de tilforordnede indstillet til livsstraffens eftergivelse.

Efter at sagen derpå af Kancelliet var blevet Hans Majestæt allerunderdanigst foredraget, behagede det allerhøjstsamme under 2. april sidstleden at resolvere, at arrestanten Peder Rasmussen skulle forskånes for den ham idømte livsstraf imod at han blev kagstrøget og hensat til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning, men at højesteretsdommen for arrestanten Ole Peter Julius Brandrups vedkommende ville være at eksekvere; og herom afgik der under s. D. et allerhøjeste reskript til kongens foged her i staden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845)