De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Straffefangen, der gik Tur med sin Kone i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

En fuldkommen fantastisk Affære afsløret.

Den vidtstrakte Frihed paa St. Hans 

En nærmest utrolig Affære er kommet for Dagens Lys. Dens Sandhed er allerede bekræftet af de paagældende Autoriteter.

Paa St. Hans Hospital opholder sig for Tiden en Forbedringshusfange William Jensen, som i Sommer overførtes hertil fra Straffeanstalten. I Løbet af forholdsvis kort Tid opnaaede han at blive rykket frem til den saakaldte "Frihedsklasse", og fik derved forskellige Begunstigelser. Saaledes fik han - Straffefangen! - lov til at færdes frit omkring i Boserup Skov. Og om Søndagen kulminerede Idyllen.  

Det resulterede i at Fru Jensen nu kan imødese en Arvings Ankomst, en Begivenhed, som man i dette Tilfælde ikke kan betegne med det vante Ord "glædelig", men nærmest maa kalde sørgelig. Saaledes benævnes den i hvert Fald af Fru Jensens Paarørerende, der i Forvejen kun har haft Sorg og Ulykke af hendes Forbindelse med Straffefangen William Jensen. 

De idylliske Forhold i Roskilde og Omegn.

Med den dybeste Forbløffelse vil Offentligheden erfare denne Historie. Det virker nærmest som en Bombe, at sligt kan finde Sted i en Tid, hvor der tales saa meget om Raceforbedring.

Det er en kendt Sag at adskillige St. Hans Patienter har Tilladelse til at færdes frit omkring i Roskilde, ja endog kan rejse til København og hilse paa Venner og Bekendte, naar disse ikke har Tid til at komme til en lille Middag paa Hotel "Prinsen" i Domkirkebyen ...

Den rene Parodi er det naturligvis, naar denne Frihed indrømmes Folk, der er indespærret som farlige for den offentlige Sikkerhed, jævnfør Tilfældet Valdemar Andersen, men vi er inde i det glade Vanvid, naar Straffefanger indrømmes Begunstigelsere af denne Art. 

Med den største Interesse maa vi afvente, hvad der kommer ud af den Undersøgelse af dette mærkelige Forhold, som nu vil blive iværksat paa Fængselsmyndighedernes Foranstaltning.

(Aftenbladet 4. januar 1929).

Nationaltidende havde en nogenlunde enslydende artikel, og havde en samtale med afdelingslæge Hendriksen på St. Hans:

- Foreløbig kan vi egentlig ikke sige noget nærmere om Sagen, oplyste Dr. Hendriksen, men der vil ganske sikkert komme en Indberetning fra Overlæge Bisgaard til Justitsministeren.

- Hvordan ser De selv paa Friheden indenfor Anstalten.

- Den bliver fastsat i hvert Tilfælde, efter hvad Behandlingen kræver eller tilsiger.

- Er der ingen særlige Regler for Patienter, som overføres fra Fængslerne.

- Vi har ikke Fanger her. Det er er Hospital, og vi har kun Patienter, som vi behandler efter deres Sygdom.

Naar der er tale om farlige Personer, kommer de paa Nykøbing Sikringsanstalt. 

(Nationaltidende 4. januar 1929, 2. udgave. Uddrag).

Den gamle Livfange fra Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Han var benaadet, men bad om at komme tilbage.

Den gamle Fange fra Horsens Tugthus Søren Mathiassen, om hvis benaadning vi i Gaar fortalte havde efter hvad der nu oplyses, været benaadet en Gang før. Det var ved Aarhundredskiftet at han blev løsladt, men efter faa Dages Forløb meldte han sig igen i Tugthuset og bad om at blive "optaget" Igen. Slægt havde han ikke, og han kunde slet ikke klare sig paa egen Haand. Han fik sit Ønske opfyldt, og har siden gaaet "udenfor Nummer" og nydt delvis Frihed, betragtet som en lidt aandssløv , men ganske uskadelig Original. Han beskæftigede sig med lidt Arbejde i Have og Mark, men skønt ingen lagde ham Hindringer i Vejen, gik han aldrig udenfor Tugthusets Omraade. Der vil derfor ikke blive stor Forandring i hans Livsvilkaar, efter at han nu bliver overført til Aarhus Sindssygehospital

Hvorfor Søren Mathiassen blev dømt.

Mordet paa den gamle Pengeudlaaner i Saaderup.

Sven Langes "En Forbryder" i det virkelige Liv.

Den Forbrydelse, for hvilke Søren Mathiasen blev idømt livsvarigt Strafarbejde, forøvede han i landsbyen Saaderup ved Nyborg. Natten til den 17. September 1875.

Mathiassen var den Gang 24 Aar gammel og Boelsmand. Den Myrdede var Gaardejer og Hestehandler Niels Rasmussen, Bøgelund ved Odense. Søren skyldte ham nogle Penge, fordi han et Par Aar i Forvejen havde bedt Rasmussen skaffe ham en velstaaende Pige til Kone.

Rasmussen, der drev forskellige lyssky Forretninger, havde i den Anledning faaet et Gældsbevis af Søren, lydende paa et temmelig betydeligt Beløb, et Beløb, der snart ved høje Renter og Laan blev bragt op til en saadan Højde, at den arme Boelsmand ikke saa sig i Stand til at betale.

Det gik ham saa, som det gaar den ulykkelige Bogholder i Sven Langes gribende Drama "En forbryder": I sin Fortvivlelse over Udsigten til at blive drevret fra Hus og Hjem, besluttede han at ryste sin Plageaand af sig og aflagde ham i den Anledning et Besøg.

De fulgtes ud fra Niels Rasmussens Hjem. Men - Hestehandleren vendte ikke tilbage. Familien henvendte sig næste Dag hos Søren Mathiassen, og da han ikke gav nogen Oplysning - til Sognefogden.

Faa Dage senere blev Søren Anholdt og ført til Vindinge Herredskontor.

Under Afhøringen her saa han Lejlighed til at flygte. Han blev forfulgt og anholdt, men slap gentagne Gange fri igen, indtil det dog tilsidst lykkedes ham helt at slippe væk fra sine Forfølgere.

Sent om Aftenen kom han tilbage til sit Hjem, hvor han forsynede sig med Penge, aabenbart i den Hensigt at flygte ud af Landet. Men han naaede ikke længere end til Kerteminde, hvor han endnu samme Aften blev anholdt i et Værtshus.

Samtidigt fandt Politiet Liget af den myrdede Hestehandler paa en Brakmark i Saaderup, hvor Morderen havde henkastet det.

Et Par Dage efter gik Niels Mathiassen til Bekendelse. Han fortalte, at han havde købt en Revolver inde i Odense og med den havde affyret fem skud mod sit Offer, medens de i Aftenens Mørke gik sammen over Brakmarken.

De fem Revolverkugler havde imidlertid ikke mægtet at tage Livet af Niels Rasmussen, og Søren havde kvalt ham ved at holde ham for Næse og Mund.

- - -

Søren Mathiassen blev, som nævnt dømt til livsvarigt Tugthus. Og først nu, over 49 Aar efter, aabnes Porten for Alvor for ham og endda kun for Vejen ind bag Sindssygehospitalets Mure.

(Aftenbladet (København) 12. januar 1926).

Søren Mathiasen blev straffet internt 7 gange i tugthuset bl.a. pga. adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren. Han var tit til læge og fik ekstra forplejning (sigtebrød, mælk og øl). Han blev indlagt to gange på Vordingborg sindssygeanstalt. Hver gang mellem 1 og 2 år. Den første i 1884. Den anden i 1891-1892 hvor han blev udskrevet med diagnose: Vanvid. Han blev den 23. december 1925 indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia. 

Herefter blev han sendt tilbage til Horsens hvor han den 20. november 1926 ved kongelig resolution blev løsladt. Han blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Han havde da den opfattelse at det var ham der styrede Horsens Tugthus, men blev overtalt til at tage til Dalstrup af en funktionær som fortalte at han nu skulle lede en meget større anstalt. Han døde her i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (7): Bulotti i Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Ballotti i tugthuset.

Efter den foreløbige bestemmelse vil Ballotti blive holdt i enecelle i de første tre måneder, hvorefter man ifølge "Horsens Avis" vil forsøge at få ham til at arbejde i fællesstue sammen med nogle af de mest skikkelige forbrydere. Først efter dette kvartårs forberedelsestid vil man kunne danne sig et skøn over hvorledes Ballottis fremtidsskæbne vil forme sig.

(Thisted Amtsavis, 12. november 1909).

W. M. Karazoff, kl. Bulotti 20-11-09 6/6878. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.

Bullotti i Tugthuset.

-0-

I "Horsens Folkeblad' skriver inspektøren for Horsens Strafanstalt. Adolf Goos:

I anledning af en notits i Deres ærede blad, hentet fra "Aarhus Stiftidende", hvori gives forskellige meddelelser om den i strafanstalten hensiddende fange Wasili Michael Karazoff, kaldet Bulotti, må det være mig tilladt at fremkomme med nogle bemærkninger, som jeg beder Dem optage i bladet, da det forekommer mig bedre, at strafanstalten selv giver offentligheden meddelelse om vedkommende fanges forhold, end at der gang på gang andet steds fra skal tilflyde bladene mere eller mindre ukorrekte fremstillinger heraf. 

Det hedder i den nævnte notits, at Bulotti stadig viser sig meget "uregerlig og voldsom".

Disse udtryk er efter mit skøn ikke ganske betegnende for fangens optræden. Han har nemlig kun en gang i de 3 måneder, han nu har hensiddet i strafanstalten, gjort forsøg på at udøve vold mod sine betjente, og da med et ganske utjenligt og uskadeligt våben, en japansk træskål af meget tyndt træ, som han slyngede mod den ene af betjentene, men som selv om den havde ramt denne, ikke ville have kunnet tilføje ham nogen nævneværdig skade. Ligeledes retter fangen sig gennemgående efter de ham i henhold til reglementet givne pålæg og lader sig altså styre. Men på den anden side udviser han i ord og væsen en sådan trods og protest, at man intet øjeblik er i tvivl om, at han kun afholder sig fra voldsomheder, fordi han er tvunget dertil.

I en retning har det dog ikke trods gentagne pålæg været muligt at få fangen til at rette sig efter reglementet. Han nægter hårdnakket at arbejde og lader enten som om han ikke forstår, hvad man siger til ham, eller fremkommer med ytringer som: "Nej Bulotti Bandit, ikke arbejde", o, lign. Men den behandlingsmåde fangen bør underkastes, så længe han optræder på denne måde, ligger da ogsaa lige for. I henhold til den kgl. anordning af 13. februar 1873 afsoner fællesfanger som bekendt deres straf i 3 forskellige stadier, forberedelsesstadiet. tvangsstadiet, der er inddelt i 5 klasser, og overgangsstadiet. Det første stadium, på hvilket Bulotti hidtil var befundet sig, varer i 3 måneder og afsones ofte i enkeltcelle, Har fangen opført sig godt, oprykker han fra dette stadium umiddelbart i tvangsstadiets 2, klasse, idet 1. klasse benyttes som straffeklasse, på hvilken fanger fra højere klasser nedsættes, når de forser sig mod reglementet, ligesom de fanger, der ikke har opført sig godt på forberedelsesstadiet, efter de 3 måneders forløb overgår til denne klasse i stedet for at rykke op på 2. klasse. Da straffen også på 1. klasse afsones i enkeltcelle, bliver følgen heraf for Bulottis vedkommende, at han, der selvfølgelig ikke kan rykke op på 2. klasse, vedbliver at hensidde i cellen, og da der ingen sandsynlighed er for at han vil forandre taktik eller opførsel, vil han sikkert i lange tider forblive i denne, 

Når en fange så bestemt, som tilfældet er med Bulotti, afviser ethvert forsøg på påvirkning,

træder selvfølgelig sikkerhedshensynet frem i første række. Samfundet bør sikres mod ham ved, at der gøres alt for at forhindre hans undvigelse, og de betjente, der tilser ham, bør selvfølgelig også så vidt muligt sikres mod overlast fra hans side. 

Jeg tror at kunne udtale, at der er gjort, hvad der kan gøres, for at forhindre fangen i at undvige eller gøre skade. I hans celle findes der ingen andre løse genstande end hans drikkeskål og madskål, der begge, som oven nævnt, er af tyndt japansk træ. Cellen undersøges nøje hver dag af betjentene, der er pålidelige og pligtopfyldende mænd, som stedse anvender den største årvågenhed og forsigtighed, og begge er vante til at omgås genstridige og farlige fanger. Jeg har givet ordre til, at de altid skal være to i følge, når de går ind til fangen, og da betjentene overholder dette strengt, er der sikkert ingen fare for overfald fra fangens side.

Den i ovennævnte notits omtalte begivenhed, at Bulotti en dag i raseri over, at der nægtedes ham mælk til maden, skal have grebet de tallerkener, maden var blevet bragt på og slynget dem mod betjentene, så at tallerkenerne knustes mod gulvet, og maden stod ned ad celledøren, mens betjentene flygtede ud af denne, indskrænker sig til at fangen ved den ommeldte lejlighed greb sin tomme madskål, der som sagt er af ganske tyndt japansk træ og derfor ufarlig som våben, og kastede den efter den ene af betjentene uden dog at ramme ham, og betjenten fandt det ikke nødvendigt at gå ud af cellen.

Når fangen skal ud at spadsere i fangegården, ligesom når han i øvrigt af en eller anden grund forlader cellen, gives der ham altid håndjern på for at forhindre ham i at gøre ulykker, og fangen rækker selv hver dag godvillig hænderne frem, når håndjernene skal lægges på ham. Under de forhåndenværende omstændigheder tror jeg derfor, at der ingen fare er for at han skal kunne overfalde betjentene, og der er ikke kommet mig noget for øre om, at disse skulle være ængstelige herfor.

Skulle det usandsynlige tilfælde indtræde, at fangen hører op med sin trods og begynder at arbejde flittigt, vil der altid, selv om han rykker op på højere klasser kunne træffes de fornødne forholdsregler mod ham, og jeg tør derfor som min bestemte mening udtale, at der er meget ringe grund til at nære frygt for, at han oftere skal komme til at forulempe samfundet.

(Fredericia Dagblad 21. januar 1910)

Ballotti tilfreds.

Skønt der nu er gået adskilligt mere end de 3 måneder en straffefange i Horsens Tugthus plejer at hensidde i ensomhed, opholder rovmorderen Ballotti sig endnu stadig i sin enecelle. Han nægter nemlig bestandig at ville arbejde, og så længe han gør det, må han blive hvor han er. Efter hvad overfængselsinspektøren meddeler lader Ballotti til at være ganske tilfreds med sin tilværelse, og man hører ikke som i den første tid, nogen art grovkornet udtryk af hans mund. Naturligvis regner man med den eventualitet at han blot sidder i ro for a spekulere over et overfald på sine to vogtere, men hidtil har hans opførsel ikke givet grund til klage, hverken i den ene eller den anden retning.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 12. april 1910).

Sabroe på besøg i tugthuset.

Folketingsmand P. Sabroe besøgte i lørdags Horsens Tugthus sammen med fængselsdirektør Fussing der inspicerede det. Sabroe talte med flere af fangerne, bl.a. med rovmorderen Bullotti der til stadighed befinder sig i enecelle, og med den fange der for et års tid siden udgav sig for at være Hjortshøjmorderen og i den anledning blev indlagt til observation på Viborg Sindssygehospital.

(Lemvig Folkeblad, 12. november 1910).

En høvding.

Peter Sabroe har været i Horsens Tugthus og set Bulotti. Folketingsmanden er åbenbart blevet stærkt imponeret af dette umenneske der for et par år siden udførte et røverisk overfald så råt og så dyrisk at det vakte opsigt langt ud over landets grænser.

Peter Sabroe skriver:

"Hvilken forskel på ham (altså Bullotti) og på de andre danske mordere, jeg så. Disse ydmygede sig og krøb sammen over for de fremmende, men han bevarede en mandighed i tale og væsen som aftvang respekt. Det var en høvding man havde for sig."

Mandighed i tale og væsen. En høvding. Respekt for Bulotti. Ja, hvorfor ikke.

Hvad siger man - skriver "Vejle A. Flkbl." - fx om et lille protestmøde til fordel for den mandige høvding. Det ville uden tvivl gøre sig.

(Kolding Folkeblad, 15. november 1910).

Rasmus Peter Sabroe. Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907). Den kendte socialdemokratiske politikers besøg i Horsens Tugthus november 1910 og møde med, og karakteristik af Bullotti gav anledning til kritik. Som han besvarede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Sabroe sad på daværende tidspunkt i Tyendekommisionen (som han havde fået nedsat 1905). Den afgav betænkning 1910 og førte til Tyendelovens afskaffelse.

Vore egne russere.

"Lolland-Falster Stiftstid." har i et par artikler givet sin harme luft over nogle artikler, folketingsmand Sabroe har skrevet efter et besøg i Horsens Tugthus. "Stiftst." fandt straks nåde for "Vort Land"s øjne, og i denne anledning skriver Sabroe følgende:

"Min artikel om Bulotti i Horsens Tugthus har bevirket en hel række modsigelser i en del af den arrige presse. Se, Sabroe omtaler Bullotti sympatisk og rosende, hedder det. Ja, det er let at forstå hvor man har d'hrr. socialdemokrater. De er på mordernes parti.

Det var selvfølgelig det hjemligrussiske "Dannebrog" som indledte i en dybt forarget tone over den journalistisk jeg præsenterede, og derefter fulgte en række provinsaviser og nu sidst "Vort Land" som har gjort en artikel i "Lolland-Falsters Stiftstidende" til sin.

I denne artikel er det ikke alene mig, men Horsens Tugthus og inspektør Albert Goos som får læst og påskrevet, og mange andre. Jo! Fordi inspektøren udtalte til mig:

" Det kunne ikke falde mig ind at give ordre til at prygle Bulotti for at få ham til at arbejde. Vi ville miste den overlegenhed som vi i kraft af en højere dannelse besidder overfor ham."

Det kalder "Vort Land" en rigtig skefuld dansk vås og senere fortsætter bladet:

"Den danske justits øverste repræsentanter skildres som en skare sølle kællinger overfor et dyrisk individ der for længst burde have været tilintetgjort".

"Vort Land" burde vide at fængselsautoriteterne ikke på egen hånd kan gå hen og tilintetgøre et menneskeliv, og selv om dette menneskeliv nu ikke er meget værd, er det såmænd ikke værre end adskillige af de menneskeliv som "Vort Land" tog under armene i disses velmagtsdage. Og har bladet mon glemt sine egne sentimentale artikler om morderen Philipsen der blev benådet uden indsigelse fra vore egne russere?

Det fattige kontorbud som Philipsen myrdede, havde ikke i mindste måde noget udestående med morderen.

Bulotti der er en bandit, har det forud for Philipsen at han var forurettet! 

Jeg har ikke i mindste måde sympati med den dannede eller den udannede bandit, men unægtelig finder jeg at fængselsautoriteterne bærer sig både humant og fornuftigt ad ved at fare med lempe.

Skulle det vel nytte at prygle Bulotti?

Er det ikke sandsynligt at han ved lejlighed vil hævne de prygl blodigt?

Bulotti har jeg søgt at karakterisere som et produkt af det russiske knutregimente, og hvis man herhjemme gav de danske arbejdere en fortjeneste så de kunne leve af den, ville man have været fri for Bulotti. Han hører det russiske bøddelregimente til!

Vil man forstå hvor hadet kan vokse sig dybt og stærkt i den fattige russers sind, henviser jeg bl.a. til "Dannebrogs" korrespondancer om den hær af banditter som udbytter det store russiske folk.

Jeg henviser til en artikel i "Dannebrog" for i søndags, hvor bladets korrespondent fra Tolstojs gods benytter ordensvogtere som på det grusomste mishandler bønderne. For nylig var der en fattig enke som af den gamle Tolstoj havde fået lov til at samle affaldne kviste i skoven. Hun blev på den gyseligste måde mishandlet af en bereden tscherkesser.

Bulotti stammer ned fra denne fra slægt til slægt udbyttede og mishandlede russiske almue.

Han og hans er aristokratiets værk og vil forsvinde med aristokratiets herredømme!

(Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. november 1910).

Bullotti i tugthuset.

Han bliver aldrig klippet da ingen tør gå ind til ham med en saks.

Under "Pol."s besøg i Horsens Tugthus spurgte medarbejderen til Bullotti. Han har hidtil nægtet at arbejde og i det hele været så genstridig at han endnu sidder i nederste klasse, skønt han for længe siden kunne være nået betydeligt højere på tugthusfangernes beskedne rangstige. Inspektør Goos har imidlertid været så betænksom at lade tugthusets reglement som jo ikke er til at spøge med, oversætte på russisk for ham, og efter at han i disse dage har haft det til gennemlæsning, har han skiftet taktik.

Han erklærer sig nu rede ti at arbejde, og han har bedt om at måtte snedkerere. Dette ønske får han selvfølgelig ikke opfyldt, det kunne aldrig falde fængselsledelsen ind at give så farlig en rovmorder våben som stemmejern, hammer og sav i hænde.

Foreløbig må han nøjes med at vinde garn, som skal bruges i vævene, og det arbejde må han udføre i sin celle.

Hans hår og skæg bliver ikke klippet da ingen af fængselsbetjentene har nod til at gå ind i cellen til ham med en saks. De andre mere skikkelige fanger klipper og barberer hverandre.

Efter hvad fængselsinspektør Goos udtalte, er der ikke i nogen overskuelig fremtid udsigt til at Bulotti kommer på fri fod. Hans helbred er godt.

(Bornholms Tidende, 31. december 1910).

Rantzausgades Teater opførte i foråret 1911 folketragedien "Balotti". Skuespillerne optrådte på polsk-dansk ved at sløjfe h'erne mm. Karaktererne var bl.a hr. Bræck, birkedommer Charmeur og fængselspræst Gottschmaul. 

Fra Horsens Tugthus

Hvorfor d'hrr. Goos og From "bytter gårde"
De socialdemokratiske "undersøgere og det fussingske system.
Bør der tages med fløjshandsker på Balotti og konsorter?

I anledning af  den i disse dage udsendte officielle meddelelse om d'hrr. fængselsinspektører Goos' og Froms "bytten gårde" mellem fængslerne i Horsens og på Christianshavn har vi haft en samtale med en horsensiansk meddeler, der har særlig godt kendskab til forholdene ved straffeanstalten derned.

Og da der af bladene - først og fremmest naturligvis "Demokraten" her i byen - fremsættes ganske urigtige gisninger og påstande, har vi ment det formålstjenligt ved undersøgelser på stedet at skaffe forholdet oplyst, som det forholder sig, trods de vanskeligheder, der hermed er fordum den, fordi funktionærerne ved fængslet selvfølgelig ikke er at formå til at udtale sig.

Imidlertid har mange horsensborgere deres daglige gang i straffeanstalten, og begivenhederne derude følges af dem med årvågen interesse, fordi en meget stor del af dem ved arbejde og leverance er knyttet til anstalten.

Det er derfor ganske naturligt, når man som vor meddeler beretter, i hele Horsens i disse dage ikke taler om andet end forholdene på straffeanstalten. Der er, siger vor meddeler, ikke spor af tvivl om, at inspektørens forflyttelse direkte må føres tilbage til de socialdemokratiske folketingsmænd Hans Nielsen og den allesteds nærværende rodemester, Peter Sabroes "undersøgelser" af straffeanstaltens indre forhold. Og det skal siges straks. Folk i Horsens, der kender forholdene derude fra nært hold, stempler disse herrers "undersøgelser" som ganske hen i vejr og vind og bygget på ganske usolidt grundlag, (beretninger fra løsladte tugthusfanger etc.) og man er meget ængstelig dernede for de følger, som en sådan utidig og meningsløs indblanding i straffeanstaltens indre styrelse kan have for disciplinen mellem fangerne.

Hvad nu først hr. inspektør Goos selv angår, da er alle der kender lidt til forholdene under hans regime i tugthuset, enige om at udtale deres uforbeholdne anerkendelse af hans dygtighed og evner som fængselsmand. Det må jo også erindres, at hr. Goos er uddannet som sådan og netop derfor har de bedste betingelser for at lede en anstalt som tugthuset. Hvem der kender hr. Goos personlig, er dernæst enige om at en mand med en mere human tankegang med hensyn til fangernes behandling næppe vil kunne findes; at anstalten mulig ikke under ham er blevet ledet i slet så streng militærisk ånd som under hans forgængcr, skulle jo i alt fald i d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds øjne ikke være til hans forklejnelse; desuagtet hævder alle, der kender forholdene, at hr. Goos både mellem fangerne og fængselsbetjentene har hævdet den disciplin, som er nødvendig indenfor anstalten. Hr. Goos er da også vellidt både mellem funktionærer og fanger, og de første beklager uforbeholdent inspektørens forflyttelse. At denne ikke kan betragtes som tvungen, endsige som nogen degradation af hr. Goos indenfor fængselsvæsenet, bør efter vor meddelers udsagn udtrykkelig siges. Højst er det et udslag af det i fængselskredse stærkt omdebatterede, under den ny ledelsesregime påbegyndte reformarbejde overfor det såkaldte "Goos'ske System", hvis berettigelse vi ikke skal udtale os om her.

Når hr. Goos er indgået på at lade sig forflytte, skyldes det efter indviedes mening formentlig hans eget ønske om ikke at ville bære ansvaret for de disciplinære forhold i tugthuset efter det nedbrydningsarbejde over overfor disciplinen, som de ovenomtalte folketingsmænd har begyndt ved deres hovedsagelig på løsladte tugthusfangers vidnesbyrd begrundede "afsløringer". Disses vidnesbyrd er nemlig helt igennem fantasi, og d'hrr. folketingsmænds benyttelse deraf står i forbindelse med en ganske naiv opfattelse af hvorledes forholdene bør være indenfor en straffeanstalts mure.

At der mellem betjentene, der daglig skal omgås fangerne, kan findes "brådne kar", er jo selv sagt, men sådanne får også deres afsked. Fornylig blev således en betjent afskediget 

fordi han havde givet en syg fange en lussing. Det lyder jo nok så slemt, men når man nu hører, hvad der gik forud for denne lussing, bliver betjentens forseelse, om end den selvfølgelig ikke kan tåles af ledelsen, straks at se i et andet lys. Vedkommende fange der var indlagt på anstaltens hospital som lidende af tuberkulose, havde fra sin seng sendt betjenten en stor, formentlig tuberkelfyldt spytklat midt i ansigtet som svar på betjentens tjenstlige ordre til fangen i en eller anden anledning.

I anledning af d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds "afsløringer" om gyselige mishandlinger af fangerne, brækkede arme etc., er der nu rejst undersøgelse mod nogle, i øvrigt for deres dygtighed vel ansete betjente. De brækkede arme og de andre forfærdeligheder vil imidlertid ved undersøgelsen indskrænke sig til, at der ved et par lejligheder er taget noget hårdt fat på et par vanskelige fanger. Den ene af dem er for resten den kendte hr. Balotti, som stadig volder anstalten stort besvær. Da han for nogen tid siden en dag fik en ordre fra en af betjentene, nægtede han ikke alene at udføre den, men truede betjenten på livet og kastede ham først sin madspand, derpå sin natpotte med indhold i hovedet. Betjenten tilkaldte nu assistance, og under arbejdet med at overmande den farlige og ganske rasende forbryder kan der selvfølgelig være falder nogle knubs af.

Ved en anden, ganske lignende lejlighed, hvor en lignende farlig forbryder skulle overmandes, var en betjent kommet til at tage så hårdt om hans arm, at en sene i denne blev beskadiget. Heraf historien om den brækkede arm!

Men nu spørger vi:

Skal det da virkelig komme så vidt, at betjente i Horsens Tugthus skal være nødsaget til at lade sig slå halvt ihjel af en hr. Balotti, forinden de tør gribe til selvforsvar?

Er det således, da skal vi horsensborgere, siger vor meddeler, meget have os frabedt at have vore familieforsørgere gående som funktionærer derude på anstalten. Man må jo erindre, at farlige fanger som Balotti ikke har langt fra trussel om vold til udførelsen deraf, og almindelige mennesker kan ikke se noget som helst oprørende i, at der bliver taget hårdt på en fange, der ikke følger reglementet, og muligvis langet en lussing ud når han gør mine til at ville udøve vold mod sine vogtere. Ude i livet har man dog lov til at værge sig på den måde, når man bliver angrebet eller truet med angreb; men skal d'hrr. fanger inde i strafanstalterne have lov at skælde ud og "slå først", kan det med tiden, når det system får lov at udvikle sig, blive hyggeligt for fængselsfunktionærerne.

Endvidere klager de herrer folketribuner over hele behandlingen og særlig kosten i tugthuset. Hertil kan først anføres, hvad vor meddeler har erfaret fra pålidelig kilde, at en gourmand som Alberti har erklæret kosten for ganske udmærket, rigelig og velsmagende, og skulle en fange virkelig ikke kunne tåle en eller anden ret, så behøver han blot at henvende sig til anstaltens overfor fangerne særdeles velvillige læge. Kan fangen blot overfor ham påvise fx mavepine, bliver han uden vanskelighed lagt over på sygehuset og får der  rigmandskost som spejlæg og kakao samt selskabelighed oven i købet.

Et par gange om året gives der koncerter for fangerne, og nu skal der også indføres gymnastik. 

Ja, slutter vor meddeler, kan det bare gennemføres med held, alle de humane foranstaltninger, som den ny fængselsdirektør med lydhøre øren for d'hrr. socialdemokraters humanitetskrav er begyndt på, så blev det jo paradisiske tilstande i vore straffeanstalter, men Balotti og "det bløde løg" er nu en gang ikke engle, og der er derfor dem, der mener, at de og deres vogtere var bedre tjent med at leve under systemet Goos end under systemet Fussing.

(Aarhuus Stiftstidende, 17. februar 1912).

Bulotti dødssyg.

Bulotti har siden han blev indsat i Horsens Tugthus, ført en evindelig strid med fængselspersonalet. Han har ifl. "Fyns Venstrebl." været idømt en lang række disciplinærstraffe og det meste af fængselstiden har han tilbragt i tugthusets mørke kælderceller. Men nu er han holdt op med at stride og ligger dødssyg af tuberkulose på tugthusets hospital. Folk der har haft lejlighed til at se ham, mener ikke at han vil leve ret længe.

Horsens Social-Demokrat, 26. juli 1917).

Bullotti sindssyg.

Der har gået rygter om at rovmorderen Bullotti der i en årrække har hensiddet i Horsens Tugthus, skulle være afgået ved døden. Rygtet har efter hvad "Hors. Folkebl." erfarer, intet på sig. Bullotti der har været en vanskelig fange, hensidder stadig i tugthuset. Efter en række frygtelige raserianfald gennem årene er han nu blevet uhelbredeligt sindssyg og må holdes indespærret i enecelle i tugthusets underjordiske afdeling.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 20. november 1919)

Ballotti fortsatte med at nægte at udføre arbejde og var anbragt i enecellen i 15 år. Han sad mere og mere sløvt hen, ville ikke tale med nogen og svarede som oftest ikke på spørgsmål. Til tider kom hans raserianfald til­bage. Et par gange overfaldt han vagterne, og fik discipli­nærstraffe. Efter de 15 år blev han vurderet sindssyg, og overflyttet til sikringsanstalten i Nykøbing S. hvor han døde 1943. 

De nærmere detaljer om hans ophold i Nykøbing Sjælland er beskrevet i Jesper Vaczy Kragh: Sikringen. Sydjysk Universitetsforlag, 2018. Heri fremgår det også at i 1930'erne henvendte en bror sig, hvorved det blev opklaret at hans navn var Aleksei Ivanovitsch Denisov. Han opførte sig generelt roligt, blev i hans sidste år måske lidt dement.

Robert Stricker 3/3: Herredsfoged Lolland 1908-1909. (Efterskrift til Politivennen)

I 1908 blev Robert Stricker herredsfoged i Lolland Lollands Sønder Herred, formentlig hjulpet af en gammel, god ven, justitsminister Alberti kort før denne selv meldte sig og endte med 8 år i tugthuset. Stricker sad dog kun kort idet fortiden nu indhentede ham.

Herredsfogden

Har han begaaet Uterlighed mod Drenge og Arrestanter.

Et Telegram meddelte i Gaar :

Under 21. August er Herredsfoged Stricker, Lollands søndre Herred, suspenderet fra sit Embede, og Herredsfuldmægtig H?ff konstitueret som midlertidig Bestyrer af Embedet.

Herredsfoged Stricker er født 21. Juli 1845 og er altfaa 54 Aar gl. Han er cand. jur. fra 1872, har tidligere været Byfoged i Svaneke og Kalundborg. Han kom til Nakskov for et Aars Tid siden.

Efter hvad vi erfarer skyldes Suspensationen nok Herredsfogdens mærkelige Optræden overfor Drenge og Arrestanter.

I .Loll -Falsters Soc.-Dem." for i Lørdags findes en Notits, som giver nærmere Forklaring: Hr. Stricker tog for nogen Tid siden Ferie paa Grund af Sygdom og rejste hl Hovedstaden. Imidlertid har der i Nakskov paaet Rygter om, at han var arresteret for Sædelighedsforbrydelse. Dette er dog ikke Tilfældet. Men Herredsfogden skal have gjort sig skyldig i et mindre propert Forhold overfor nogle Drenge, og disse Drenge har i de sidste Dage været i Forhør.

For nogen Tid siden havde Stricker ansøgt om Afsked paa Grund af Sygdom, og han har ogsaa i nogle Maaneder opholdt sig hos en Søn, der er Læge, men siden da har Rygterne taget fastere og fastere Former og omsider har Myndighederne maattet gribe ind og sætte ham fra Bestillingen som Dommer.

"Ekstrabladet" vil vide, at Stricker har lagt sig ind paa et Hospital i København. Men han er i Virkeligheden Arrestant.

Hr. Stricker, der var meget religiøs anlagt, havde for Skik at aflægge Visitter i Cellerne - for at "opbygge" Arrestanterne, hed det. Det er gaaet, indtil en af dem har sladret af Skole. Allerede i Kalundborg var der Tale om forskellige Historier af denne Art, og det vidstes, at den derværende Herredsfoged, Hr. Basse, ligefrem havde maattet nedlægge Forbud mod, at Stricker besøgte hans Arrestanter.

I Kalundborg, hvor Stricker var Borgmester fra 1893-1908, havde han den Gang ofte Selskab med Drenge paa 15-16 Aar og opholdt sig med disse paa sit Kontor om Aftenen.

I Lørdags har en Del af disse Gutter været i Forhør, og meget taler for, at det er disses Vidneudsagn, der har været fældende for ham.

Under sin Kalundborgvirksomhed gjorde han sig forøvrigt sørgelig bekendt, da han lod Købmand Borchsenius arrestere, sigtet for Ildspaasættelse.

Omsider blev Folkestemningen saa stærk, at han maatle lade en Sættedommer overtage Ledelsen af Brandhistorien, og denne Dommer lod hurtig Borchsenius sætte paa fri Fod.

Kort efter valgtes B. ind i Byraadet.

Denne Historie bevirkede i Forbindelse med utallige kommunale Bedrifter, at Alberti kategorisk afslog al Henvendelse fra Kalundborg om at forflytte ham! "Hvor skulde jeg dog gøre af ham sagde Ministeren. "Hvis I ikke kan mønstre ham deroppe, hvem kan saa?"

Stricker opnaaede dog omsider Forflyttelsen ved, da Jorden blev ham altfor hed under Fødderne, ved at henvende sig til selve Kongen.

Stricker her ogsaa gjort sig bemærket som Forfatter af nogle ikke altfor fremragende Digte og af en Roman, som blev offentliggjort i Beværterbladet "Enigheden".

Foruden sin literære Anseelse kan han smykke sig med en højtstaaende Frimurers Insignier.

Medens Stricker var Byfoged i Kalundborg, var nuværende Byfoged i Nakskov, Hr. Ole Kirk, Fuldmægtig hos Herredsfoged Basse. Kort efter Hr. Strickers Forflyttelse til Nakskov, blev Hr. Kirk udnævnt til Borgmester i samme By. Naa, sagde man saa i Kalundborg, saa bliver det altsaa Kirk, der før eller senere kommer til at optræde som Strickers Dommer.

Spaadommen er nu gaaet i Opfyldelse.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 24. august 1909)

Den svinske Dommer.

Herredsfoged Robert Stricker, der er idømt 8 Mdr.s Forbedringshus.

Kort efter Redaktionens Slutning i Gaar modtog vi følgende Privattelegram fra Nakskov:

Vcd Nakskov Byting er i Dag Kl. 4 afsagt Dom i Sædelighedssagen mod Herredsfogden i Lollands Sønderherred, Stricker. Dommen lod paa 8 Maaneders Forbedringshus og Embedsfortabelse. Det er ved Undersøgelsen konstateret, at Stricker har begaaet sine Forbrydelser i en lang Aarrække baade i Byerne Aalborg, Svaneke, Kalundborg og her i Nakskov. Den dømte opholder sig for Tiden i København, hvor han er tvangsindlagt paa en Nerveklinik.

A. E. Hansen.

Den Straffelovsparagraf, efter hvilken den fhv. Herredsfoged er dømt, er Paragraf 135, i hvilken det bl. a. hedder:

"Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde."

Hr. Stricker har nedkaldt den i Paragrafen anførte strængeste Straf over sig. Hans Forbrydelser har altsaa været af en særlig ondartet Natur. Det fremgaar af Telegrammet, at han foretog sine Forbrydelser i alle de Byer, hvor han har været ansat som Dommer, og hans Synderegister maa være uhyggeligt langt. Han er i Følge et Ritzau-Telegram tillige dømt "tildels efter Paragraf 141 og for et enkelt Tilfælde efter § 46". Den førstnævnte af disse Paragrafer omhandler Embedsmisbrug, hvorved "Privates eller det Offentliges Rettigheder krænkes", den anden angaar Forsøg paa Forbrydelse, ved hvilken der navnlig bliver at tage Hensyn til, "om Forsøget mer eller mindre nærmer sig Forbrydelsens Fuldbyrdelse".

Stricker er født 1845, blev Student 1865 og tog juridisk Eksamen 1872. 1883 ansattes han som Byfoged i Svaneke, 1903 som Byfoged i Kalundborg, 1908 som Herredsfoged i Lollands Sønder Herred, et af de fedeste Herredsfogedembeder. Inden hans Ansættelse i Svaneke, var han Byfuldmægtig i Aalborg. Her øvede han allerede sine perverse Forbrydelser, dem, han fortsatte som Rettens Haandhæver baade i Svaneke, Kalundborg og Nakskov. Undersøgelsen mod ham er dog ikke ført længere tilbage end til hans Embedstiltrædelse for 10 Aar siden i Svaneke. Han har bl. a. i Nakskov i flere Tilfælde benyttet sig af sin Stilling som Forhørsdommer og drevet sine Forbrydelser i Arresthusets Celler overfor unge Mænd, som af ham selv var sat i Varetægtsfængsel. 

Mærkeligt nok gik Strickers Meriter med de mandlige Fanger upaatalt hen, indtil en af dem, der sad i den lollandske Arrest, anklagede Herredsfogden for Nakskov Politimester, Hr. Ole Kirk og fik denne til at tage Affære.

Efter at "Loll.-Falst. Social-Demokrat" i August Maaned havde omtalt Sagen, lod Amtmanden Stricker suspendere fra hans Embede, og han tog til København. Politimester Kirk beordrede dog stræng Opsigt med Forbryderen, saa denne hverken ved Flugt eller Selvmord kunde unddrage sig sin Straf.

Det, der drev Stricker fra Kalundborg, var hans Nederlag i det Felttog, han førte mod Materialist Borchsenius, hvem han holdt indespærret i flere Maaneder som sigtet for "Brandstiftelse". Borchsenius fik tilkendt Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel, og Byens Borgere valgte ham til Byraadsmedlem. Saa søgte Stricker Embedet paa Lolland og fik det. Han havde en formaaende Ven i Justitsminister Alberti, der bogstavelig talt forfremmede Stricker, idet Embedet i Kalundborg kun var lønnet med 3400 Kr., det lollandske Embede derimod med 5200. Ved Forflyttelsen opnaaede han altsaa en Lønforhøjelse paa 1800 Kr. Det formenes, at han iøvrigt var Ejer af en Kapital paa ca. 100,000 Kr., altsaa i Virkeligheden en "anset Mand", hvem det naturligvis ikke gik an at anklage for Sædelighedsforbrydelse.

Stricker er ikke indlagt paa nogen privat Nerveklinik, men befinder sig paa Frederiksberg Hospital. Under Sagen har han ikke været stedet for Retten i Nakskov, men er afhørt af Birkedommer Sylow. Dommen vil antagelig blive appelleret af Strickcr, der haaber ved at faa Afgørelsen trukket ud at kunne opnaa Benaadning paa Kontoen af sin høje Rang som Frimurer.

I et Interview, som "Lolland-Falsters Social-Demokrat" i Dag har haft med Dommeren, Borgmester Kirk, udtalte denne, at Stricker havde begaaet sine Perversiteter i et Utal af Tilfælde, og at Sagens Akter indeholdt en saadan Hoben Griseri, at han væmmedes ved at tale derom.

Borgmester Kirk var forøvrigt Herredsfuldmægtig i Kalundborg samtidig med at Stricker var Borgmester i samme By.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 15. januar 1910).

Overretten stadfæstede underrettens dom i februar 1911. Hans ansøgning om benådning blev afslået i april 1911. Han blev overført til Oringe til observation, indtil han den 14. juni 1911 blev overført til Vridsløse til afsoning.

På Lolland begik Stricker sine forbrydelser i Nakskov femte rådhus fra 1876 tegnet af arkitekt V. Tvede. Lolland Sønder Herred delte tinghus med byfogden i Nakskov og herredsfogden i Lollands Nørre Herres. Her havde bl. a. Anders Sjællænder siddet indtil 1882 hvor han blev halshugget. I 1921 blev dette erstattet af det nuværende ting- og arresthus i Nybrogade tegnet af arkitekt L. Larsen. Dermed fjernedes også gerningsstedet for Strickers forbrydelser. 

Stricker døde 27 (?) april 1916 på Sct. Joseph Hospital. 70 år gammel. Han døde af lungehindebetændelse (københavnske begravelsesprotokol). Ifølge Fyens Social-Demokrat 30. april 1916 levede han i København i største fattigdom ved tilfældigt afskriver- og kontoristarbejde. Hvilket ikke stemmer overens med andre oplysninger om at han havde en formue på 100.000 kr.

Robert Strickers kone, Cecilie de Stricker (født Bruun) flyttede efter mandens død ind hos deres datter, Harriet Stricker Olsen i København. Hun døde februar 1922.

Holstebrofangerne løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Se tidligere indslag om Holstebro-Affæren 1885 andetsteds på Politivennen Live Blogging, samt om Christen Berg.

Nielsen og Noes løsladt!

I Gaar Eftermiddags Kl 3 kom der Bud fra Assessor Ipsen, at Nielsen og Noes efter Kommissionens Beslutning kunde løslades. De begav sig straks til deres Logis i "Gammel Avlsgaard" og derfra til Folkethingsmand Bergs Bspæl, hvor de hilstes Velkommen af "Morgenbladet"s Medarbejdere og flere andre Politikere, hvoriblandt Landsthingsmand Madsen.

Hos Hr. Berg havde en af vore Medarbejdere Lejlighed til at hilse paa de to gode jydske Demokrater.

De saa begge friske og sunde ud. Man mærkede ikke Spor af Fængselsluften paa dem, og de erklærede ogfaa begge to, at de efter Omstændighederne havde haft det meget godt i Arresten.

De har under hele Arrestationen været indelukkede i det saakaldte "Tivoli" paa Gammeltorv. Arrestkosten har været nogenlunde tilfredsstillende, ligesom ogsaa Politiets Funktionærer har behandlet dem saa godt, som Omstændighederne tillod det.

Efter den foreløbige Bestemmelse agter d'Hrr. Nielsen og Noes at rejse tilbage til deres hjemstavn paa Søndag.

* * *

I det Møde, der i Aftes holdtes i "Fremskridtsklubben", meddeltes det straks, at Nielsen og Noes havde lovet at komme til Stede. Denne Meddelelse modtoges med stærkt Bifald.

Efter et med stort Bifald modtaget politisk Foredrag af Trier traadte Nielsen og Noes ind i Salen, hilst af langvarigt, stormende Bifald, og et af ni Hurraer efterfulgt "Leve Nielsen og Noes!"

De tog Plads foran "Fremskridtsklubben"s Fane, som var opplantet midt for den ene Bræddevæg.

Kort efter ankom Folkethingsmand Pingel og Landsthingsmand Dam, der hilsedes med et henholdsvis "Leve Folkethinget" og "Leve de grundlovstro Landstingsmedlemmer", efterfulgt af nidobbelte Hurraraab.

Et Øjeblik efter ankom Folkethingsmændene Busk, Bjørnbak, A. Holch m. fl., der alle modtoges med stor Jubel.

Den første Taler var Jens Busk, der var kommen op i Fremskridtsklubben for saa hurtigt som muligt at komme til at hilse paa Nielsen og Noes. Den sidste havde allerede udtalt for Taleren, at han haabede, at den Begejstring, med hvilken de var hilst, ikke saa meget galdt Personerne som den Sag, for hvilken de havde lidt (Hør!). Det galdt nu om at demoralisere Befolkningen overfor den Øvrighed, der handlede ulovligt (voldsomt Bifald). Thi hvis vi skal forsvare vor Frihed her i Landet, saa maa vi lære at værdsætte Embedsmændene for det, de er, som Provisoriets og Grundlovsbruddets Embedsmænd. Lad os drikke et Glas for de to brave Frihedsmænd Noes og Nielsen i Erkendelsen af, at de har bidraget til, at vi Andre kommer et Stykke fremad! (Ni Hurraer).

Dr. Pingel talte for 'Nielsens og Noes' Hustruer. Lad os tænke paa hvad disse Kvinder har baaret paa, siden deres brave Mænd gjorde deres skæbnesvangre Københavnsrejse, og lad os glæde os med dem, naar de atter igen ser dem, de har kær, ikke som et Par forkuede Stakler, men som to Dannemænd, der har beholdt deres gode Huld, deres irooe Kinder og deres frejdige Blik i Øjet. Lad os bede dem om, naar de vender hjem som de mest hædrede Blænd i Landet, at bringe deres Hustruer en Hilsen fra Københavns Frihedsmænd. Leve Dannekvinderne Noes' og Nielsens Hustruer. (Ni stormende Hurra.)

Gaardejer Noes kunde ikke modtage Københavnernes Begejstring som en Hyldest for hvad han havde gjort. Derimod kunde han nok paa sta Hustrus Vegne modtage den Hyldest, der var bragt hende; hun var virkelig en Dannekvinde, og hun var villig til, naar det gjordes nødvendigt, at bringe langt større Ofre for Frihedssagen. (Bravo). Tak for Deres Venlighed! (Voldsomt Bifald).

Folkethingsmand Schiøtz fremhævede, at Ministeriet Estrup havde gjort det klart, hvilken blomraaden Institution den saakaldte kongelige danske Retspleje var. (Her traadte Folkethingets Formand, Berg, ind i Talen hilset med umaadelig Jubel). Et Leve for alle Provisoriets Ofre. (Stormende Hurraraab).

Redaktør Nielsen tog dernæst Ordet under stor Jubel. Det var efter hans Mening et rent Tilfælde, der havde hi.iørt den Stilling, hvori han og hans Lidelsesfælle var komne. De kunde ikke handle anderledes i Holstebro; hvis de havde gjort det, havde de været nogle Pjalte (stærkt Bifald). Taleren og hans Ven vilde fremdeles som hidtil værne om Grundloven; den Leve! (Nu Hurraer.)

Pianofortearbejder Holst anbefalede under almindelig Tilslutning, at d'Hrr. rejste med Morgentoget paa Søndag idet han udtalte Forvisningen om, at Københavns Arbejdere vilde tage Afsked med dem paa en Maade, som var den københavnske Opposition værdig.

Overretssagfører A. Christensen udbragte dernæst et Leve for Københavns Arbejdere. (Stærk Hurra.)

Holst takkede paa Arbejdernes Vegne, idet han udtalte Haabet om fremtidigt Samarbejde efter Reaktionens Fjernelse.

Efter at der endnu var holdt en lang Række Frihedstaler, blev Noes og Nielsen af 500 Mennesker fulgt til deres Bopæl i "Gammel Avlsgaard". Det lange Tog bevægede sig med Værdighed gennem Hovedgaderne og gav Noes og Nielsen et mange Gange gentaget Leve, før de skiltes.

Efter et "Ned med Estrup og alle Grundlovsbryderne!" fulgte [Toget?] Hr Berg hjem og gav ham sluttelig et med ni Hurraer besvaret Leve, for hvilket Hr. Berg takkede.

Kl. 2 i Morges skiltes Forsamlingen under stormende Leveraab for Friheden.

(Social-Demokraten 8. oktober 1885).

Ukendt fotograf: Gårdejer, direktør Peder Pedersen Noes (1845-1913). Det kongelige Bibliotek.

Gæstgiveriet “Gammel Avlsgård” lå i Suhmsgade. Den blev nedrevet omkring 1898. 

Den 9. oktober var Berg, Noes og Nielsen i Studentersamfundet. Nielsen og Noes holdt her nogl mere humoristiske taler bl.a. om deres hustruers genvordigheder i arresten.

Den 10 oktober var der et festmåltid for 150 oppositionsfolk til ære for Nielsen og Noes. 

Søndag den 12. oktober 1885 rejste Noes og Nielsen med morgentoget mod Korsør. Omkring 10.000 mennesker var mødt op på banegården. Tilfældigvis var et af vidnerne mod dem, August Jensen med samme tog og han blev mødt med tilråb. Efter afgangen forsøgte politiet at splitte menneskemængden der begav sig mod Bergs bolig. Demonstrationerne forløb dog fredeligt.

Toget med de to løsladte blev hyldet i Roskilde, Borup, Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør, Nyborg, Odense, Tommerup, Nørre Aaby, Middelfart, Kolding og bestemmelsesdestinationen Holstebro, mens der ikke skete noget i Fredericia. I Holstebro blev de modtaget af et par tusind mennesker med taler og musik.

Egebjerg-Drengen. (Efterskrift til Politivennen)

"Egebjergdrengen". Den formodede Kirkeindbrudstyv Chr. Petersen. Egebjerg, der i Søndags anholdtes i Søvind, er 64 Aar og har tilbragt 43 Aar i Tugthuset. I Aaret 1835 blev han ifølge "Silkeb. Av." første Gang anholdt for Bedrageri og idømt 30 Dages Vand og Brød. To Aar efter, 1837, fik Rettens Haandhævere igjen fat i ham. og han dømtes til 5 Aars Tugthus. Neppe var han kommen paa fri Fod, før han igjen blev arresteret og idømt 7 Aars Tugthus. Atter kom han ud og atter kort efter (1850) arresteredes han for nogle meget grove Forbrydelser. Han blev idømt Tugthusarbejde paa Livstid, men benaadedes efter 20 Aars Forløb (1870) af Kongen. Man skulde nu tro, at han havde faaet nok af Fængselslivet, men nej, omtrent 1 Aar efter dømtes han igjen til Tugthus paa Livstid. I 1883, efter 12 Aars Forløb, blev han benaadet for anden Gang, men hans Frihed var kun kort; thi den 3die Juni anholdtes han igjen for at have begaaet Indbrud i Kirker m. m. Ved Voer og Nim Herreders Ret idømtes han 10 Aars tugthus, men ved Overretten og Høiesteret frifandtes han paa Grund af manglende Bevis. Bevis. Chr. Petersen Petersen, Egebjerg, havde nemlig ved sin sidste Bortrejse fra Tugthuset tjent nogle og tredive Kr., og da man beskyldte ham for at have stjaalet, benægtede han det og beraabte sig paa, at det var hans egne Penge, han havde hos sig og havde levet for. Det bevistes rigtignok, at han havde forbrugt over et halvt hundrede Kr., og han maatte altsaa have stjaalet en Del Penge, men desuagtet frifandtes han, som sagt, ved Overretten og Højesteret af Mangel paa Bevis. Denne Gang har man imidlertid Beviser for, at han har stjaalet og gjort Indbrud, og han kan derfor ikke undgaa at blive dømt. "Egebjerg-drengen", som han kaldes, har nu tilbragt 2/3 af sit Liv i Tugthuset og vil sikkert efter den nu faldende Dom opnaa den lidet misundelsesværdige Lod at kunne højtideligholde sit 50-aarige Jubilæum som Tugthusfange.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. maj 1884).

Fra Skanderborg skrives i B. Av. af 31te ds.: "Egebjerg-Drengen", en gammel Forbryder, der mangfoldige Gange har været straffet for Tyverier og som i Sommer blev anholdt mellem Horsens og Odder, sigtet for adskillige Kirketyverier m. m., indsattes for en 12-14 Dage siden i Arresten her, efter i nogen Tid at have havt Residents i Silkeborg Arresthuus. Grunden til hans Indsættelse i Arresten her var nærmest nogle her i Judisdiktionen begaaede Tyverier, bl. A. et i Bodil Mølle, i hvilke "Egebjerg-Drengen" antages at have gjort sig skyldig. I denne Anledning har Forbryderen, der er c. 65 Aar gammel, flere Gange været paa Smaaudflugter tilvogns eller tilsøes her i Omegnen, selvfølgelig stadig under den fornødne Politi-Ledsagelse. I Onsdags og i Torsdags var han da ogsaa ude paa en Iængere Kjøretour, aflagde Visiter i Stjær, Galthen osv., og vendte i Torsdags Middags tilbage hertil Byen for kort efter paany at aflægge Besøg ovre paa den anden Side af Storesø. Det er naturligviis overstadigt at bemærke, at naar Politiet har viist "Egebjerg-Drengen" saamegen Opmærksomhed i Form af Kjøre- og Sejltoure, saa har det stedse været i Haab om, at han skulde vise sin Paaskjønnelse ved at aflægge forskjellige Bekjendelser paa de vedkommende Steder. Men i dette Haab har "Egebjerg-Drengen" nok temmelig grundigt skuffet Politiet. Den sidste Skuffelse, han har belønnet Lovens Haandhævere med, er dog den største af dem alle. Den gik ud paa hverken mere eller mindre end at forsvinde fra Arresten efter Hjemkomsten i Fredags Aftes. Da "Egebjerg-Drengen" var retourneret den nævnte Aften Kl. 9 fra Visitten ovre paa den anden Side af Storesø, bad han nemlig om Tilladelse til at gaae et Øjeblik ud i Arrestgaarden. Denne Tilladelse fik han, og lidt efter var han ved Hjælp af et Sengelad, der mærkværdig nok var hensat i Gaarden, entret over Muren og sprunget ned i Skolegaarden. Nu var Fyren fri, og bærende Træskoene under Armen, spadserede han strax ud af Byen sydpaa ad Chausseen. Ved Skanderborg Slotskirke gjenkjendtes han af nogle Spadserende, der spurgte hinanden, om det ikke var "Egebjerg-Drengen", som her foretog en Spadseretour i den smukke Sommeraften. Da Forbryderen hørte sit Navn nævne, fortsatte han sin Vej i Løb og forsvandt lidt efter i Skoven. De nævnte Spadserende henvendte sig nu til Politiet med Forespørgsel, om "Egebjerg- Drengen" ikke havde absenteret sig, idet de syntes at have seet ham ude paa Vejen; men Politiet havde allerede dengang opdaget Arrestantens Flugt og var strax i fuld Aktivitet til alle Sider. Endnu igaar Eftermiddage var det imidlertid ikke lykkedes at paagribe den Undvegne, som besidder stor Rutine paa Forbryderomraadet, medens han dog næppe hører til de voldsomme og forhærdede Karakterer, der benytte ethvertsomhelst Middel for at naae deres brødefulde Hensigter. 

(Aarhuus Stifts-Tidende 1. september 1884).

"Egebjerg-Drengen", der undveg fra Skanderborg Arrest sidste Fredag Aften, er ifølge "Skandb. Av." paany bleven paagreben, nemlig i Tirsdags Aftes paa Enner Mark, hvor han var gaaet ind i et Hus for at faa noget Mad. Konen her kjendte "Egebjerg-Drengen" og havde hørt om hans Undvigelse; medens Forbryderen spiste den Mad, der bødes ham, sendte hun hennemlig Bud efter et Par haandfaste Karle og der kom lidt efter fire Mænd, som bragte "Egebjerg-Drengen" til Sognefogden, der igjen strax lod ham føre til Horsens Arrest, hvortil han ankom om Natten Kl. 1.

(Dagens Nyheder 6. september 1884).

Egebjerg-Drengen.

(Skdb. Av ).

I Søndags Middags vandrede en gammel, øjensynlig meget svækket Mand op gjennem Skanderborg, tagende Retning ud efter Banegaarden til.

Den gamles Gang var noget vaklende, hans Træk var slappe og Blikket sænket mod Jorden. Ryggen var kroget og Haaret graat med et stærkt hvidligt Skær. I Haanden bar han en Stok, den, han øjensynlig støttede sig park: til, og hans Dragt var temmelig fattig, om end ikke pjaltet. Ved et flygtigt Øjekast vilde ingen falde paa, at den gamle var en af Landets mest kjendte og i sin Tid mest - forhærdede Forbrydere.

Det var "Egebjerg-Drengen", der havde aflagt et lille Besøg i Skanderborg, medens han iøvrigt var paa Vejen til Silkeborg.

"Egebjerg-Drengen" er nu en gammel Mand paa 73 Aar. Han har igjennem næsten hele sit Liv været indviklet i Tyvehistorier og andre Forbrydelser, ja af sit lange Liv har han som en Følge af de af ham begaaede Forbrydelser tilbragt ca. 53 Aar i forskjellige Straffeanstalter og Tugthuse.

I sine yngre Dage var han en kraftig og snu Mand, en Forbryder, der med stor List kunde begaa sine Tyverier, undgaa Politiet og bryde ud af Straffeanstalterne. Hans Specialitet har det navnlig været at stjæle Lærred, og rundt omkring i Landet har han drevet sine Tyverier efter en stor Maalestok.

Han har stadig haft sine Smuthuller og sine Gjemmesteder, og han har i Dage, ja Uger, ladet sig jage af Politiet fra Egn til Egn, fra Skov ttl Skov, indtil han til Slut blev nappet, træt og mødig, sulten som en Ravn og kjed af det hele.

Men listig var han. Tilsyneladende kunde han vise det godmodigste Ansigt frem; men som en Kat kunde han løbe fra sit Opsyn, og som den snedigste Tyv kunde han rapse sit Bytte, gjemmende det bedre end de fleste af Faget. Siden han kaldes "Egebjerg-Drengen" - et Navn han har beholdt fra sin Ungdom - , antager vi, at han stammer fra Egebjerg ved Horsens; han er i hvert Fald fra Egnen der omkring.

I 1885 gjorde han Bekjendtskab med Skanderborg Arrest paa Grund af en Række Tyverier, han havde begaaet her omkring; men en Dag, da han opholdt sig ude i Arrestgaarden, forsvandt han med en Akrobats Behændighed over Arrestgaardens høje Mure, tog Flugten igjennem Byen og paagrebes først senere. Hans Flugt vakte megen Opsigt og Uro her i Egnen; men efter sin Paagribelse og Dom, vandrede den gamle forstokkede Forbryder 3 Aar i Horsens Tugthus, et Sted, hvor han før havde haft Ophold i længere Tid.

I Tugthuset, hvor han selv har erklæret, at han hellere vilde være, end sidde nede i Hr. Jøns's ensomme Celler i Skanderborg, tjente han i Overarbejdspenge t Løbet af de 8 Aar hele 245 Kr., og med den Sum i Lommen blev han frigivet forleden.

"Egebjerg-Drengen" slog naturligvis strax efter sin Løsladelse en lille "Basseralle", i Lørdags var han beruset, ja allerede i Fredags havde han nok - under en lille Afstikker ud i Hads Herred - drukket for meget; Natten mellem Fredag og Lørdag sov han i en Vejgrøft, og i Lørdags Aftes arriverede han til Skanderborg, temmeligt stærkt beruset. Her i Byen blev han strax henvist til et Nattelogi, hvor han ikke var udsat for spirituøse Fristelser, og i Gaar Morges havde han sovet Rusen godt ud. I sit Logi fortalte han til, hvem der vilde høre derpaa, hvem han var, hvad hans Liv havde bragt, hvad han havde oplevet i Tugthuset osv. "Jeg husker godt, da jeg var i Skanderborg, - derovre i Arresten," sagde han i Gaar Formiddags. "Men jeg foretrækker dog alligevel Tugthuset ; der er slet ikke saa galt."

"Nu er jeg" - fortsatte han - "for gammel; ja, ja, rent tosset er jeg ikke endnu; Politiet skal ikke saadan løbe med mig. Jeg ved nok, at jeg er en fri Mand igjen, og at ingen kan gjøre mig noget. Jeg er imidlertid nu for gammel til at stjæle mere. Nu vil jeg leve stille og rolig Resten af mine Dage. Jeg vil ikke stjæle mere - gjentog han og jeg vil ikke l Tugthuset mere. Jeg vil nu besøge min Familie rundt omkring, se hvordan den har det, bruge mine Penge til at rejse op og leve for, og naar det er forbi, melder jeg mig til den Kommune, der skal sørge for mig Resten af mit Liv."

"Der er slet ikke saa galt i Tugthuset - vedblev "Egebjerg-Drengen" - ; men naar man er i min Alder, skal man tænke paa de gamle Dage, og det vil jeg til at gjøre .... Jeg har saamænd truffet mange derude i Tugthuset, som er godt kjendt herude i Livet. Jeg kjendte godt ham, Jens Nielsen, der blev halshugget; jeg saa jo selv, da de henrettede ham, og saadan er der adskillige derinde af de mest kjendte, som jeg godt ved Besked om."

Paa Forespørgsel, om han ogsaa kjendte Philipsen. Budet Meyers Morder, svarede "Egebjerg-Drengen", at han vidste slet intet om, at et saadant Mord havde fundet Sted, saa lidt som han vidste, hvem der havde begaaet Mordet. Fangerne i et Tugthus véd altsaa i Virkeligheden ikke stort om hinanden, selv om de er der i aarevis.

Det gamle, blege, trætte Aasyn med de dybe Rynker i Panden røbede i Gaar hverken noget voldsomt eller grist i Karakteren; men naar den gamle Forbryder saa paa den, han talte med, spillede der i Øjet et listigt og funklende Blik, som røbede, at Manden har været i Besiddelse af en Snuhed og Snedighed, som ofte har hjulpet ham paa hans lange, dristige Forbryderbane.

(Horsens Folkeblad 6. juni 1893).

Det bekendte Forbryder Kristen Pedersen af Egebjerg, almindelig kaldet "Egebjerg-Drengen" blev i F. "Hors. Av." i Fredags Morges anholdt af Sognefogden i Egebjerg og transporteret ind til Arresthuset i Horsens. Kristen Pedersen, der for kort Tid siden løslodes af Tugthuset, er bl. a. sigtet for et Indbrudstyveri, der for en halv Snes Dage siden fandt sted i Kattrup, og hvorfra der er blevet stjaalet nogle Klædningsstykker.

(Herning Folkeblad - Vestjylland. 7. august 1893).

"Egebjerg-Drengen", Christen Petersen, er i F. "Horsens Venstreblad" i Forgaars anholdt i Horsens. Man mener nemlig, at det er ham, som har Indbrudstyveriet i Fruering Kirke Natten mellem den 18. og 19. paa sin Samvittighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 28. februar 1894).

Forskrækkelse i Søvind.

Fra Søvind skrives til os:

"Egbjerg-Drengen kommer!" gik som et Lyn gennem Søvind i Onsdags Aftes. Der telefoneredes til Sovind, at den berygtede Forbryder vistnok havde været paa Tyrrestrup og var gaaet efter Toftum til. Folk i Søvind fik travlt med at efterse alle Vinduskroge og faa Dørene stænget forsvarlig, for at han ikke skulde komme ind. Enkelte Steder satte man endog Søm for Haspen for at være sikker. Og saa var det endda knap nok, at Folk kunde sove rolig.

Men Dagen efter klaredes Situationen, idet det oplystes, at det var en gammel skikkelig Mand fra Grimstrup, som man havde antaget for at være "Egebjerg-Drengen". Han gik for at besoge en gammel Bekendt i Ørbæk. Manden var ganske vist Halvbroder til nævnte Person, men det kunde han jo ikke gøre for. Han oplyste til stor Beroligelse for de opskræmte Mennesker, at "Egebjerg-Drengen" for Tiden sidder under Laas og Lukke.

(Horsens Arbejderblad 15. april 1894).

Egebjergdrengen.

Den nu 75-aarige Christen Pedersen Egebjerg, kendt under Navnet Egebjergdrengen, som i over et halvt Aarhundrede har været en stadig Gæst i vore Straffeanstalter, har nu atter faaet sit Strafferegister forøget med 8 Aars Tugthusarbejde for følgende Forbrydelse:

Natten mellem den 18, og 19. Febr. blev der begaaet Indbrud i Fruering Kirke ved Skanderborg, ved hvilken Kirkeblokken, der var forsynet med Anle-Hængelaase, blev opbrudt og paa 74 Øre nær tømt for sit Indhold, der havde udgjort ca. 10 Kr, Tyven havde haft ikke saa lidt Besvær med at komme ind i Kirken; først havde han nemlig opbrudt Døren til Taarnet, og da han ikke derfra kunde komme videre, havde han forsøgt at opbryde et Jærnvindue og Døren paa Kirkens Sydside, Da dette imidlertid mislykkedes for ham, har han saa taget Kirkegaardslaagen og stillet den op ad Døren paa en Træramme, der benyttes som Gravform; ved at klatre herop paa, kunde han naa Buevinduet, hvorigennem han saa, efter at have ituslaaet en Rude, er krøbet ind i Vaabenhuset, hvorfra der var uhindret Adgang ind i Kirken. Efter at have opbrudt Blokken, er han gaaet samme Vej tilbage, idet han, for at naa op til Vinduet fra den indvendige Side, har stillet tre Bænke ovenpaa hinanden opad Døren.

Mistanken faldt straks paa Arrestanten, og skønt han vedholdende har benægtet at være Gærningsmanden, er der dog fremkommet saa mange Indicier imod ham, at Viborg Overret, der har stadfæstet Hjelmslev-Gern Herreders Ekstrarets Dom, har kunnet dømme ham derpaa. For saa vidt han derimod tillige bl. a. er sigtet for Tyveri af et Par Benklæder, kan dette mod hans bestemte Benægtelse ikke anses godtgjort, (Hors, Av,)

(Herning Folkeblad (Vestjylland) 19. december 1894).

Overretten i Viborg stadfæstede underretsdommen i september 1894. Mens han ventede på højesteretsdom, sad han på "Hotel de Jøns" i Skanderborg. Højesteret stadfæstede i november 1894 dommene. Egebjerg-Drengen døde i januar 1899 i Horsens Tugthus. Han nåede altså kun at afsone ca. 5 år af straffen på 8 år.

Egebjergdrengen.

Om en gammel Tyv, der i Vinter døde i Horsens Tugthus, "Egebjerg-drengen", skriver Inspektør Grundtvig i "Tidsskrift for Fængselsvæsen" bl. a. : Christen Egebjerg var født i Egebjerg ved Horsens den 11. April 1819 og døde i Horsens Tugthus den 21. Januar d. A , blev næsten 80 Aar gl. Han havde dog i de sidste 61 Aar saa godt som ikke hørt til denne Verden, idet han efter sit 18. Aar havde tilbragt paa det nærmeste 59 Aar i Fængsel og kun været paa fri Fod godt 2 Aar ialt, hvoraf endda en Tidsalder paa Fattiggaarde etc.

Af de 59 Fængselsaar er de ca. 8½ Aar tilbragt i Varetægtsfængsel, ca. 35½ Aar i Horsens og 7 Aar i Viborg Tugthus, ca. 5 i Kronborg Fæstning og ca. 2 Aar i Københavns Stokhus.

Hans Operationsfelt var ikke stort, egentlig kun Horsens-Aarhus-Randers-Silkeborg- Skanderborg, og hans Forbrydelser var - afset fra Politiforseelser - kun Ejendomsforbrydelser, i de sidste 57 Aar kun Tyverier. Nogen egentlig Specialitet havde han ikke; han stjal stort og smaat. Penge og Effekter, lejlighedsvis eller efter forudlagt Plan, om Dagen eller om Natten, ved Indbrud eller ikke, alt som det kunde falde sig. Hvad der gør ham mærkeligt ved Forbrydere, er hans ustandselige og hurtige Tilbagefald.

Han har nemlig i ca. 61 Aar kun været paa fri Fod ialt i 2 Aar 16 Dage og i alle disse Aar uafbrudt kun 1 Gang i godt 1 Aar og iøvrigt 1 Gang i ca. 4 Maaneder, 2 Gange i ca. 3 Maaneder, 3 Gange i ca. 2 Maaneder, 2 Gange i ca. 1 Maaned og 1 Gang i 8 Dage.

Selv de 3 forskellige Indespærringer paa 13-14 Aar formaaede ikke at gøre ham lovlydig mere end 2-3 Maaneder, skønt han endog den ene Gang (1869) var benaadet for Tugthusarbejde paa Livstid paa den Betingelse, at han, hvis han begik ny Forbrydelser, vilde være at indsætte til Udstaaelsen af denne Straf, og skønt han hverken var drikfældig, arbejdsudygtig eller ubegavet.

Ti Gange er han løsladt af Straffeanstalter som færdig med sin Straf eller benaadet og fire Gange er han brudt ud, idet han to Gange (1843 og 1846) undslap fra Viborg Straffeanstalt, 1 Gang (1869) fra Horsens Straffeanstalt og 1 Gang (1884) fra Arresthuset i Skanderborg; det varede dog kun henholdsvis 14 Dage, 4 Dage. 1 Maaned og 5 Dage, førend han atter paagrebes i sin sædvanlige Egn.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 29. september 1899).

til dette tilføjede Viborg Stifts-Tidende:

Med god Grund spørger Forfatteren: Mon ikke Troen paa den blandt Folk i Almindelighed faa højt vurderede "Afskrækkelse" kunde bringes til at vakle en Smule ved et sligt Exempel, og det tilmed fra en Tid, da der i Strafudøvelsen lagdes en ganske anden Vægt paa dette Moment end paa det opdragende, som man nu til Dags sværger til og stræber mere og mere at udforme efter Individets og Livets Kraft.

At Egebjerg-Drengen, som han kaldtes, blev, som han blev, har vel nok tildels sin Grund i, at han som født af en Tjenestepige uden for Ægteskab fik den for slige Børn - ikke mindst i den Tid - almindelige, forhutlende Opdragelse, der giver deres Liv et vist rodløst Præg, saa at de ingensteds føle sig hjemme, men allesteds tilovers, og skaber det uheldigst mulige Milieu for den i dem maaske alt ved Fødslen nedlagte flygtige Tilbøjelighed.

(Viborg Stifts-Tidende 14. november 1899. Uddrag).

Horsens Tugthus 1884: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende. 

Finanslovens 3. behandling

(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).

- - -

Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.

(Nationaltidende 6. marts 1884).

Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.

Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.

Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.

 * * *

Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."

Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.

Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?

Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?

 * * *

Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.

En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.

 * * *

Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.

I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.

Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.

 * * *

Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.

(Social-Demokraten 9. marts 1884).

Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885. 

Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:

Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling, 

- - -

Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette. 

(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.

Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.