Hundebegravelser. (Efterskrift til Politivennen)

En hundebegravelse.

Folk der lørdag eftermiddag passerede Sølvtorvet i København, blev vidne til et ret mærkeligt optog.

I to drosker sad nogle sørgeklædte damer. Foran droskerne førtes en trækvogn på hvilken stod en blomstersmykket båre.

Det var øjensynlig et ligtog.

Båren på trækvognen var dækket fuldstændig af kranse, blandt hvilke sås flere signerede.

"Farvel, du kære, lille", stod der på en.

"Det sidste farvel fra tante", lød indskriften på en anden.

"Tak for alt godt, kære Kadet", hed det på en tredje.

Det var åbenbart et savnet lille væsen som her skulle stedes til hvile, men hvorfor da dette ekcentriske indfald at befordre liget på en trækvogn?

Ved Garnisons Kirkegård på Østerbro gjordes der holdt, og kisten bragtes ind til venstre. Det var en hundekirkegård.

Kadet var en afdød st. bernhardshund, den sørgende efterladte en dame i Sølvgade-kvarteret hvis handlende havde sendt kranse til den afdødes båre, fordi de vidste hvor nær tabet var gået damen til hjerte.

Kadet fik en smuk begravelse.

(Kolding Social-Demokrat, 25. januar 1909).

En begravelse på hundekirkegården.

Der blev begravet en hund i går ...

Ved læserne hvor hundekirkegården ligger?

Den ligger på Østerbrogade og støder op til Garnisons Kirkegården. Har selvfølgelig ikke noget med selve kirkegården at gøre. For ville det ikke være profant at nedsænke en hund, selv en trofast, i indviet jord?

Hundekirkegården tilhører gartner Preisler. Den har allerede eksisteret i mange år og den rummer over 1.000 grave, deriblandt også nogle der indeholder katte, - her efter døden forliges hund og kat såre vel.

Alt ser ud som på en rigtig kirkegård. Kun at gravstederne er mindre - når lige undtages familiebegravelserne. For virkelig ligger der flere steder to-tre hundrede jordet, brødre eller søstre, mødre, fædre og døtre ... Disse familiegravsteder er naturligvis dyrere. Ellers er taksten for jorden til en grav 10 kr. straks og derefter 1 kr. om året.

Her er blomster og kranse, gravstene og marmorplader med indskrifter: "Her under hviler vor kære hund Trofast, født 1890, død 1902", "Farvel, lille elskede! Fut, du var kærlig og trofast til det sidste", "Farvel, kære Carlo. Du er dybt savnet", "Sov sødt, kære trofaste Klovn." "Gine, Sams kære hund", "Farvel, min kære Spids, hvil sødt hos broder Tip", "Tak for din kærlighed, Caro", "A. U. W. Petersens eneste ven Trofast. Han sørgede sig ihjel under sin herres sygdom" ...

Det flotteste gravsted er vel nok det der rummer de jordiske levninger af glaciskafeens restaurators "Pascha". Det er et helt stort marmormonument til mindst sine 100 kroner.

Elegant er også et gravsted der i nærheden hvor katten "Pussy" ligger jordet. Den har tilhørt en ung mand. Han kommer stadig og pynter graven med friske blomster.

For resten har adskillige kendte folk hunde begravet herude. Der ligger Joachim Andersens lavbenede ven som i sin tid afbildedes lige så stærkt som hans nakkeskilning; her ligger billedhuggerinden Nielsine Petersens "Vessia"; der ligger teatermaler Carl Lunds "Lise"...

Begravelsen i går var lige til. "Hektor" hvilede i en urtekræmmerkasse som var købt for 20 øre, og 

(Artiklen slutter brat der. Aftenbladet (København), 6. maj 1910).  

For Hundevenner. (Efterskrift til Politivennen)

Ude på et hjørne af Garnisonskirkegård ligger et ret betydeligt handelsgartneri der ejes af en mand ved navn Preisler. Denne mand fik en skønne dag for en halv snes år siden den ide at sælge begravelsespladser for bedrestillede hunde til en minimumstakst af 2 kr. pr. stk.

I begyndelsen meldte der sig ikke mange liebhavere. Men så ville lykken, at "Social-Demokraten" fik kig på dette "kapitalisthundenes" sidste hvilested og rettede et indigneret angreb på dem, dvs. naturligvis ikke så meget på hundene, som på de "storborgere" der havde råd til at spendere 2 kr. på at få deres hunde i jorden.

Reklamen hjalp. Flere og flere hundelig fandt derud, og hr P. påstår, at han nu har hundebegravelser hver uge. De fleste af disse hundegrave forsvinder naturligvis igen i løbet af kort tid. Men en række af gravstene vidner dog om at dette ikke altid er tilfældet at hundens død her har forvoldt dens ejer en virkelig sorg. Hvem der selv har holdt meget af en hund, vil forstå dette, og selv om han ikke kan lade være at smile ved synet af denne pietetsfulde dyrkelse af "Lille trofaste Svip"s, "Thor Redahl"s, "Lille Pusse"s eller "Pahn"s Minde, vil der ikke være antydning af spot i hans smil. Mange enligstillede menneskers bedste og troeste ven har jo netop været - en hund.

Det latterlige kommer først frem, når man hører om silkepolstrede kister og store begravelser, som da frk D.s hund i sin tid begravedes under megen deltagelse og tale af den bekendte forfatter H. Dette er ikke alene latterligt, men også usmageligt.

*   *   *

Så fin en begravelse fik min gamle ven - eller rettere fjende - "Tsching" på hvem jeg netop kom til at tænke ved at se denne hundekirkegård, nu ikke; men fejlen var for øvrigt dens egen. Havde den blot båret sig lidt snedigere ad, kan det såmænd godt være, at den var blevet "begravet på etatens bekostning".

Jeg lærte "Tsching" at kende en sommer i Vejle. Dens ejerinde var en ung smuk dame, der havde for tilfældet taget mit dengang purunge hjerte med storm, og "Tsching" var efter hendes mening en ganske ualmindelig sød og ægte kinesisk silkepuddel.

Hvordan det forholdt sig med ægtheden, skal jeg ikke udtale mig om, men et mere arrigt hundeindivid har jeg aldrig truffet. Det rare dyr voldte mig mange kvaler. Når vi spadserede ud til Skyttehuset, for den uophørligt op og ned af skrænterne og blev hvert øjeblik hængende i buskene ved sine lange silketjavser. Så måtte jeg med fare for liv og lemmer op og hente den ned og oven i købet være venlig mod bæstet; til tak bed den mig ved første lejlighed i benene.

Denne tendens til at vise sit mod ved at fare løs på alt og alle blev heldigvis "Tsching"s ulykke.

Den havde længe gået og set sig gal på de kgl. danske statsbaners lokomotiver. Endelig en dag tog den en kraftig beslutning og for med et højt bjæf i "benene" på et eksprestogslokomotiv i fuld fart - og så var der ikke stort mere tilbage af "Tsching" end dens hundesjæl.

Begravelsen blev som sagt kun så som så, dels på grund af den defekte tilstand, hvori "Tsching" var kommet, dels fordi generaldirektoratet for statsbanerne efter forlydende resolverede, at da "Tsching" - efter troværdige øjenvidners udsagn samt efter hvad der i øvrigt under sagen var oplyst, måtte anses for længe at have været ked af livet, forelå der en art selvmord, hvori hverken lokomotiv eller togfører kunne siges at have nogen skyld, hvorfor begravelsen på statens bekostning ikke fandtes at kunne bevilliges"

Stakkels "Tsching". Endogså i døden blev du misforstået.

Metropolitan.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 22. juni 1901).

Anmodning til Kjøbenhavns Politi og Magistrat.

Disse to autoriteter bedes om at kaste et nådigt øje på Københavns Østerbro og på Blegdamsvej, to steder der virkelig trænger til deres virksomme bistand. Det første nemlig med hensyn til renlighed da man vader i dynd og snavs alle de tider på året hvor det ikke er komplet tørvejr, da ifølge en højst forunderlig indretning denne bro skal fejes 2 gange om året, nemlig en gang om foråret og en gang om efteråret, og da denne bro uophørligt befærdes af renovationsvogne der jævnligt spilder fra de stærkt belæssede vogne, og dette skarn således skal ligge fra det ene halvår til det andet inden det bortkøres, så kan vedkommende høje autoriteter indse hvorledes føret må blive der og hvorom de let kan overbevise sig når de behageligst ville trække deres vandstøvler på og gøre sig en tur ad den omtalte vej. De ville da tillige bringe i erfaring hvor halsbrækkende Østerbros fortov er at passere hvor ikke en eneste flise ligger ordentlig, men vind og skæv i alle retninger, og da man på grund af det evindelige søle på stenbroen er nødt til at ty ind på dette farefulde fortov, så anmodes de høje ansvarshavende om i det mindste at lade fortovsfliserne rette således at man uden livsfare kan passere dem.

Derpå kommer vi til Blegdamsvej på hvilken der alle vinteraftner hersker et egyptisk mærke som bliver så meget mere farefuldt som der hverken findes fejning eller indhugning sted så at man når frosten begynder, balancerer med livet i hænderne langs med den dybe, moradsige grøft. Vor mest ydmyge begæring er derfor at der måtte tildeles os nogle enkelte af de i byen i den sidste tid afskaffede såkaldte ældre lygter for at afhjælpe dette onde. Og da vi nu er lige så skatteydende borgere som hovedstadens beboere, så mener vi at vores her fremsatte ønsker ikke er urimelige og forventer nådigst bønhørelse.

Nogle af Østerbros og Blegdammens beboere.

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 48). 

Anmodning og Forslag til dHrr. Conditore og Trakteurer udenfor Porten.

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonimusik. Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangeres stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer efter hvile og vederkvægelse hos dem finder endog så mere end han ventede - føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet - så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de ovenfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde. 

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvungent må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerkenen for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig til den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt der nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums bifald. Og de herrer konditorer og traktører ville derved erhverve sig publikums forøgede yndest.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 501-502)

Jomfruerne L. Swabe og D. Mejer var blandt de som underholdt med sang og musik på Vesterbro, her Rosenlund. Adresseavisen, 1. august 1837.

Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved Lange Linie og sammes Nærhed.

Det er vel en uomtvistelig sag at den såkaldte Langelinje ved Kastellet i forbindelse med vejen til og langs med den Classenske Have indtil det gamle kalkbrænderi i flere år har været et af hovedstadens mest udsøgte og yndede spadsereture. Det er fremdeles næppe nogen ubekendt at der, især i den sidste tid er anvendt meget fra det offentliges side for at gøre samme spadseretur endnu behageligere end den af naturen er. Ikke desto mindre har man bestandig på nævnte spadseretur med største mishag måttet se den simple klasses nøgne kroppe, hvilken ifølge en som det synes ældgammel skik, har udvalgt samme til et stadigt og ganske almindeligt badested. Denne højst anstødelige uskik som forstyrrer den almindelige selskabelighed, burde uanset hvor længe den har fundet sted, ikke tåles længere. 

Man tror derfor ikke uden grund at kunne henvende sig til de ansvarlige autoriteter med en indstændig bøn om at fritage det spadserende publikum for dette uanstændige og ubehagelige skue der i sommertiden dagligt byder sig til fra morgen til aften, og nødvendigvis må bemærkes af de forbigående, da afstanden fra spadserevejen til vandet på sine steder knap er ti alen. Hertil kommer at den simple mand ikke viser nogen synderlig følelse af blufærdighed ved af- og påklædningen. En befaling der forbød alle og enhver at bade på terrænet fra Langelinje inklusiv indtil gamle kalkbrænderi, synes derfor i højeste grad i overensstemmelse med ret og rimelighed. For 1) er det spadserende publikum langt mere talrigt end det badende, 2) kan de badelystne benytte terrænet umiddelbart ved gamle kalkbrænderi og det som strækker sig mellem gamle og ny kalkbrænderi, hvor få, ja næsten ingen spadserende findes. 

At her ikke sigtes til de der svømmer og som benytter det badehus der er indrettet ved Langelinje, synes ufornødent at tilføje, selvom man ikke kan undlade at bemærke at det ville have været ønskeligere at et sådant badehus ikke var stillet ved en så almindelige befærdet vej. 

Til slut må det bemærkes at man endog på det territorium hvor Langelinje strækker sig, nemlig ved det jordsmon som kaldes Huths Batteri, i de sidste dage har nydt skuet af flere badegæster. Man mener hvad dette sidste punkt angår at det ikke behøves at fremførenoget ønske, men at man meget snarere har en retmæssig fordring at kunne gøre gældende, da adgangen til Langelinje må betales, og det offentlige vel næppe vil lade sig betale for en ret hvoraf man under sådanne omstændigheder som ovennævnte, hverken kan eller bør gøre brug.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 494-497)

Langelinje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Bekjendtgørelse i Anledning af Stykket "Kort Proces" i Nr. 870.

Indsenderen af den i nr. 870 af dette blad indrykkede fortælling med overskriften "Kort Proces" - om at to drenge der handlede med cigarer af en af ham ukendt person skulle være blevet indespærret i bomhuset på vejen til Classens Have etc. har nu ved den foranstaltede undersøgelse erfaret at denne fortælling er aldeles usandfærdig, og opdigtet af en vanartig dreng der driver sådan handel. Indsenderen hvem denne opdigtelse meddeltes som et uomtvisteligt faktum, der fortjente at offentliggøres, tog ikke i betænkning at henlede øvrighedens opmærksomhed på denne sag ved at lade fortællingen indrykke i Politivennen. Men holder det nu også for sin pligt at bekendtgøre at han ved for meget at sætte lid til en relation der gaves ham af en med alles agtelse og tillid hædret mand imod sin vilje har offentligt debiteret en usandged hvorved måske endog ufortjent mistanke kunne kastes på en eller anden aldeles uskyldig, hvilket han herved søger og beder om at måtte forebygges.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 615-616) 

Uordener.

1) Stendiget for søen ved Østerbro er flere steder sunket, eller har forskudt sig og trænger ellers hårdt til reparation.

2) Dosseringen for søen ved Gammel Kongevej er så brat at da træerne står i yderkanten, gamle folk som ikke har sikker fod, og ørn let kan styrte ned i vandet, især i tåget og mørkt vejr. Dette kunne afhjælpes ved at plante en hæk på skråningen af dosseringen. Bolværket om slusen er også meget lavt, og behøver et rækværk.

3) Det ville være godt om der i sommer blev anbragt et rækværk på det lave bolværk ved venstre side af Højbro for at ikke som sidste vinter, nogen skal styrte ud og drukne. Rækværket kunne for ikke at genere bornholmerne som anlægger der, indrettes som det lave slæbested for både ved Fisketorvet.

5) Rækværket ved stenkisten udenfor Constantia på Strandvejen beskytter vel for at falde hovedkuls i den der værende meget dybe grøft. Men under rækværket er et så stort hul at den mest bemavede mand mageligt kan smutte derigennem, når han gør et ubetydeligt fejltrin eller ikke bemærker denne falgrube. At afhjælpe denne mangel er såre let.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 345-346)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at der nu var opsat rækværk på begge sider af Højbro.

Skident Tractement paa Veien fra Østerbro til lille Rolighed.

Natten mellem lørdag den 11. og søndag den 12. i denne måned behagede det hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der var begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej.

("Det behagede hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der havde begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej". Bemærk de åbne kloakker mellem vejbane og fortov. Købkes Østerbro i morgenlys, 1836. Statens Museum for Kunst)  

Anmelderen vil ikke indlade sig på at bedømme om og hvorvidt hr. Danckert er berettiget til selv at foranstalte sådant udført. Men bemærker kun at han var aldeles uberettiget til at skille sig af med sit skarn på en måde der i så høj grad ulejligede stedets beboere og de mange der om søndagen spadserer ad denne behagelige vej, dels for at nyde udsigten over Sundet og dels for at besøge hr. traktør Waldts så yndede restauration på selve Skt. Petersborg.

Man håber derfor at de ansvarlige efter at være blevet gjort opmærksom på denne lovstridige skarnudførsel - om søndag formiddag var skarnkulen NB endnu ikke ganske tildækket - ville belære hr. Danckert hvordan han bør forholde sig en anden gang, når han måtte have trang till at skille sig ved sådanne ildelugtende ekskrementer.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 525-526).

Redacteurens Anmærkning 

Lille Rolighed var et landsted som lå hvor nu Gammel Kalkbrænderivej 16 ligger. Mange af "guldalderens" berømtheder holdt til her:  Oehlenschläger, J.P. Mynster, Steffens, Ingemann og A.S. Ørsted. Gartner Danckerts have lå ved Sortedamssøen, på Købkes billede ovenfor helt yderst til venstre.

Skident Tractement paa Østerbro.

Da anmelderen for omtrent 14 dage siden kom tilbage fra en skovtur, fandt han om aftenen kl. 10.30 en del af Østerbro beplantet med natrenovationsvogne der forpestede luften for de mange der måtte passere nævnte bro. Ubehageligt nok er det at være udsat for den lugt disse vogne afgiver når man efter kl. 11 passerer stadens gader, dog heri må man finde sig. Men at man efter at have forlystet sig i den fri natur, skal opvartes med en så fæl lugt udenfor portene, er endnu mere ubehageligt.

Da anmelderen ikke kender noget lovbud der tillader en sådan holden på den opgivne tid på aftenen, så formoder han at renovationskarlene selv har anmasset sig ret dertil, og tillige at denne ret for fremtiden vil blive dem betaget.

(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 556-557)

Ønske om Veiforbedring.

Med megen glæde må man se de mange forbedringer og forskønnelser som vejene om hovedstaden i de senere år har fået, men tillige må man beklage at nogle bliver  behandlet stedmoderligt, som fx vejen udenfor Østerport omkring ved det forrige bageri og forbi kalkbrænderierne som i vinter og endnu er ganske ufremkommelig. Man tør vist smigre sig med at denne vej må blive skænket høje vedkommendes opmærksomhed, i særdeleshed da hans majestæt næsten dagligt om foråret og efteråret når han er i vinterresidensen, passerer denne vej til hest, og allerhøjstsamme bør dog ikke være udsat for at befare så dårlige veje på sine korte rideture omkring hovedstaden.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9718)

Advarsel til dem, som om Aftenen passere Kjøbenhavns Østerallee.

Fra haven ved ejendommen nr. 135 i Øster Alle findes for nyligt anlagt en bro over grøften som bliver meget farlig for fodgængere derved at den ende af broen der går ud til vejen, ligger midt på fodstien og er mere end 1/4 alen højere end denne. Man risikerer enten at falde på broen eller i grøften. Den letteste måde hvorpå denne fare kan afvendes, tror anmelderen at være den at der på begge sider at nævnte bro planeres så meget ord at den når op til broens flade, og man tvivler ikke på at vedkommende jo snarest muligt vil iværksætte sådant.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9516-9517)

Dito til Politieassistenten på Østerbro.

Da der nu kun er en politiassistent til hvem samtlige forstæders indbyggere i påkommende tilfælde må henvende sig, så tager man sig den frihed at fremsætte det ønske at nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, ville vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet. Om endog denne valgtes i byen selv ville den være mindre fjernt for mængden end den nuværende er. For fx de som bor langt ude på Vesterbro har henimod ½ mil til samme og at gå denne vej frem og tilbage i søleføre på en ublid årstid er for de mande der fx skal have deres skudsmål påtegnet just ikke behageligt.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9277-9278)

"Nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, kunne vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet." (Gade på Østerbro i morgenlys. Christen Købke, 1836. Statens Museum for Kunst).

Varsko.

Anden påskedags eftermiddag kom anmelderen i følge med sin kone på en spadseretur fra Kastellet ud på Østerbro forbi den skibsbygger Larsen før tilhørende gård lige over for Peblingesøen. I det de passerede gården, fik han et slag af en sten på armen, og da han blev stående for at se hvorfra den var kommet, var han vidne til at endnu et par andre fik samme hilsen, og blev opmærksom på at stenene blev nedkastede af nogle drenge der legede på nævnte gårds altan. Da en så utidig leg kan forvolde stor skade, og den rolige vandrer ikke bør forstyrres i sin gang, håber man at gårdens ejer sørger for at sådant for eftertiden ikke oftere må ske

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7016-7017)

Spørgsmaal paa de Fattiges Kirkegaard udenfor Østerport.

"Efter døden er vi alle lige", siger ordpsproget. Men sådant synes ikke at bekræftes når man betragter de fattiges kirkegård udenfor Østerport. Man ved at et lig efter anordningerne skal hvile uforstyrret i 20 år, og at ligene ikke må optages forinden denne tid er forløbet. Men da man på forskellige spadsereture har set at hele stykker brædder er opkastet af gravene, og at man undertiden har begyndt at grave på en linje af gravstederne uden at det af mangel på plads gjordes fornødent, så kan man ikke undlade at spørge:

1) Er den regel i henseende til gravfred i 20 år ikke gældende for dem der jordes på denne kirkegård?

2) Er der ansat nogen opsynslamd som bør påse ordens vedligeholdelse på nævnte kirkegård?

3) Holdes der nogen protokol hvoraf kan ses hvem der jordes og hvornår begravelse er sket?

Besvarelsen af disse spørgsmål ville glæde en menneskeven.

(Politivennen nr. 431. Løverdagen den 3die April 1824, s. 6975-6976)

Bøn til Slagteren paa Østerbro.

Det var at ønske at slagteren på Østerbro lige over for Farimagsgade ville vænne sig af med den slemme vane at rengøre og skylle tarme på fortovet da naboer og og forbigående finder sig besværede af det stygge syn og den fule stank sådant arbejde fører med sig. Ville han tillige åbne eller lukke sin port ordentligt, og ikke lade den stå på halv, så hindredes heller ikke passagen på fortovet.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6320-6321).

Bøn om Bænke paa Citadelsvejen.

Blandt spadsereturene i omegnen af København er unægteligt den ud af Kastellet og ud forbi Classens Have til Kalkbrænderiet en af de skønneste såvel for den skønne udsigts skyld som også for den behagelige vej fri for al støv af vogne og heste. Hvor mange mennesker profiterer ikke også deraf, og hvor mange flere ville ikke profitere deraf dersom der var anbragt bænke hvorpå den trætte vandrer eller yndere af den skønne udsigt kunne hvile sig. I forrige tider fandtes der dog 2 stenbænke, men nu findes kun ruinerne af den ene. Disse var vel heller ikke synderlig at anbefale, men når man derimod ville lade sætte hist og her nogle træbænke, ville man være vedkommende meget forbundet. Dette ønske håber man ikke være gjort forgæves, når man betragter hvor meget vedkommende har glædet almenheden ved at anbringe bænke i alleerne udenfor portene.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5354).

Om Kiørsel til Charlottenlund.

Indsenderen i selskab med sin familie gik søndag eftermiddag udenfor Østerport i den hensigt der at leje en vogn til skoven, hvorpå der da heller ikke var nogen mangel. Men hvis ejere til alles forundring erklærede at de vel måtte køre folk til skoven, men ikke til skoven under mulkt af 5 rigsbankdaler sølv. - Indsenderen med mange flere var i den største forlegenhed da de ikke følte nogen lyst til med nogle børn og en del at bære at begive sig på den just ikke korte vej hvorfor de meget utilfredse måtte gå til byen igen for den sælsomme forordnings skyld der byder folk at gå når der har lyst og evne til at køre da det dog er bekendt at stadens vognudlejere om søndagen (når vejret er godt) langt fra ikke kan tilfredsstille alle dem der ønsker vogne. - Det er indsenderen ubekendt hvilke omstændigheder der forårsager at så strengt og underligt forbud eksisterer der er de fattige og simple af denne næringsvej til så megen skade uden at være deres rige medbrødre til nogen gavn. - Imidlertid må han formode at enerettigheder som uretmæssigt strengt overholdes afstedkommer denne ubehagelighed. Men spørgsmål bliver det dog om de bestemmelser der i så henseende flere år tilbage er sat under nuværende sørgelige omstændigheder ikke nødvendigt trænger til forandring da det for at forebygge en overhåndtagende armod vel kunne tillades de fattige af enhver håndtering - deres formuende medkollegers rettigheder ukrænket at erhverve sig livets ophold på enhver for deres næring passende og tilladelig måde. Den frygt at sådan frihed skader de store vognmænd er sikkert ubegrundet da der i en så stor by aldrig mangler på tåbelige der giver hvad uforskammethed fordrer. - Høje vedkommende ville sikkert vide at afhjælpe den uskik, hvorover stadens indbyggere ikke uden grund have årsag til at være misfornøjede.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4703-4705.

(Nr. 292, 18. august 1821 mangler i Københavns Bibliotekers samling)

En muelig Fejltagelse

I søndag aften mellem kl. 10 og 11 kørte jeg for 3 personer hvoraf den ene var en værtshusmand klædt i en blå kjole fra et stikke uden for Slukefter til Østerport. På Østerbro stod de af vognen og gik ind til en mand der almindeligvis kaldes Lille Hans hvor de trakterede mig med en snaps. Ved vor ankomst til porten hvor de steg af skulle de hver betale mig 2 mark. Jeg formodede intet bedrageri og modtog derfor de penge man gav mig. Men om morgenen erfarede jeg ved at betragte pengene nøjere at det var de store 2 rigsbankskillinger og jeg havde altså fået 12 skilling for min kørsel. Men da det muligt kunne være en fejltagelse, så beder jeg at de 3 herrer ville betale de resterende 5 mark, 4. skilling til kældermand Frid. Andersen på Kultorvet.

Hans Sørensen
Fra Gladsaxe

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4652-4653).

Redacteurens Anmærkning

Slukefter er navnet på flere udskænkningssteder som gennem tiderne har ligget i Hellerup. Stikke er et ord jeg ikke har kunnet greje. Det kan slås op i Ordbog over det Danske Sprog, men betydningerne er ikke entydige i denne sammenhæng. Bedste bud er at det betyder en pæl som stod uden for Slukefter, eller at det betyder "et stykke uden for Slukefter". Jeg har derfor bare ladet ordet stå.

Ønske paa Østerbroe.

I den nuværende tørke da brøndvands mangel er almindelig er det yderst besværligt for beboerne på Østerbro at forsyne sig fra den ene post ved Farimagsvejen alene da den for pluraliteten er langt fra hånden og den desuden kun giver lidt vand, og altså metager meget tid. Ønskeligt var det derfor om det af vedkommende måtte foranstaltes at den for mængden fordelagtige beliggende post midt for søen måtte i det mindste i den tørre sommertid tillades benyttet enten i forening med den førnævnte eller også alene.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4650-4651). 

Om Gavnligheden af offentlige Herbergeerstæder paa Broerne nærmest Staden.

Ingen der skønner lidt på de forskønnelser Københavns omegn er givet og den opmærksomhed man især viser fodgængerne, kan andet end yde høje vedkommende erkendtlig tak derfor. Men hvad enten det virkelig forholder sig således, eller det blot er mangel på lokalkendskab fra indsenderens side, er det dog indsenderen ubekendt at der gives offentlige herbergssteder i forstæderne i nærheden af porten andre steder end på Vesterbro.

Den rejsende der forgæves iler for at komme tids nok ind af porten, men forfejler sit mål, eller den der ved en spaderetur søger at adsprede sig efter dagens sysler, og kommer i samme tilfælde, sættes derfor i en meget ubehagelig stilling.

Han ser hist og her traktørskilte. Men han søger vist forgæves noget sådant betitlet hus på Nørre- eller Østerbro, hvor man tror det pligt for betaling at give ham husly og sengeplads natten over. Ja, der skal endog findes de traktører der tror det pligtstridigt at huse rejsende eller andre som enten på grund af portens lukning eller på grund af uvejr trænger til hus, og en traktør skal derfor ganske for nyligt have troet sig pligtig til at bortvise nogle rejsende som i stærkt regnskyl og uvejr søgte husly og sengeplads, hvis årsag de måtte køre en halv miles vej tilbage for at få dette.

Indsenderen er selv ganske nylig blevet udelukket af porten, og først efter at have vendret Nørrebro et par gange op og ned, fik han endelig lov at opholde sig til daggry i et længere borte liggende traktørsted. Om sommeren kan vel sådanne ikke genere så meget, men hvilken ubehagelig stilling sattes man ikke i når man en lang vinternat skulle nødsages enten at rejse en halv miles vej tilbage, eller gå omkring under åben himmel?

(Herefter følger forslag til hvordan skribenten mener de kunne løses)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 2999-3001. Uddrag)