Snedkermester Cathrine Mathilde Horsbøl. (Efterskrift til Politivennen)

Snedkermester Cathrine Mathilde Horsbøl (10. juni 1872 - 4. maj 1947) var datter af lærer Jens Christian Horsbøl (1828-1904) og Cathrine Mathilde Müller (1834-76). Som 15 årig blev hun lærling i fødebyen Ribe og uddannede sig supplerende på Axel Mikkelsens Sløjdskole i København. Hun fik hun arbejde hos snedkermester J. P. Mørck på Vesterbro. Hun blev svend i 1893 og fik broncemedalje for sit svendestykke. Hun arbejdede som svend på møbelfabrikant C. B. Hansens snedkerier og rejste derefter på valsen til udlandet: Et halvt år i Berlin, dernæst Paris. Her lykkedes det dog ikke at få arbejde hos en fransk mester. I Berlin optrådte hun med moderne, kort hår og glat hat, og var således en af de kvinder som dengang gjorde op med datidens herskende normer for både udseende og livsførelse. 

En kvindelig Snedker

Rejsebreve fra Berlin og Paris.

Af

Cathrine Horsbøl,

Snedkersvend

En ung kvindelig dansk Snedker, Frøken Cathrine Horsbøl, er i disse Dage vendt tilbage til København fra en Udenlandsrejse, under hvilken hun har arbejdet paa sin Profession baade i Berlin, Paris og London.

Under Opholdet i Udlandet har Frøken Horsbøl i nogle Breve til Hjemmet, som har været offenliggjort i "Kvinden og Samfundet", givet en Skildring af sine Oplevelser paa de forskællige Arbejdssteder, hvor hun altsaa arbejdede paa Værksted sammen med Mænd. I Berlin vakte denne sjældne Fremtoning, en kvindelig Snedker, stor Opsigt; Frøken Horsbøl blev endog paa Værkstedet hos en af Byens største Mestre interwievet af Journalister og hendes Portræt kom i Bladene.

Den unge energiske Dame, der nu er 21 Aar, er født i Ribe; hendes Fader er Lærer og Kordegn ved Domkirken. Allerede i 15 Aars Alderen erklærede hun bestemt, at hun vilde være Snedker og intet andet; trods alle Protester og Indvendinger om det upassende og ukvindelige osv. i dette Forlangende, fik hun sat igennem, at hun foreløbig kom paa Prøve hos en af Byens Snedkermestre.

Hun viste straks et saa afgjort Haandelag for Snedkeriet, at det paa Forhaand var givet, hun vilde kunne bringe det til noget fuldkomment i dette Fag. Efter nogen Tids Forløb rejste hun til København og fortsatte sin Læretid paa Axel Mikkelsens Sløjdskole, og fra denne kom hun saa endelig i fast Lære hos Snedkermester Mørch paa Vesterbro. Her gjordes hun efter 5 Aars Læretid til Svend, og i Januar f. A. fejrede hun sit Svendegilde.

Som Bevis for, hvor fortrinlig Frøken Horsbøls Svendestykke var lavet, kan anføres, at hun som Udmærkelse fik tildelt Sølvmedaille. Der var indleveret 20 Svendestykker til Bedømmelse ved Konkurrencen, derimellem altsaa Frøken Horsbøls som den eneste Kvindes. Af de 6 uddelte Medailler blev den ene tildelt den kvindelige Snedkersvend.

Som Svend har Frøken Horsbøl arbejdet en Tid hos Hofstolemager E. B. Hansen, indtil hun i Juli f. A. besluttede at søge yderligere Uddannelse i Udlandet. I Berlin henvendte hun sig først til en dansk Snedkermester om Arbejde, men han troede hun var gal og blev først beroliget, da han saae hendes Svendebrev og deraf erfarede, at hun virkelig var Snedkersvend. Hun fik dog tilsidst Arbejde, og herom fortæller hun selv i de følgende Breve.

Berlin, den 20. Juli 94.

Jeg har nu faaet Arbejde, og jeg tror nok, det skal gaa Jeg kan nok mærke, at jeg er blev i forvent med Hensyn til Materiale. Her maa jeg gaa omkring paa Værkstedet og finde mig et Stykke Finer et eller andet Sted Lige saa med Træ. Saa er mit Værktøj saa daarligt, at jeg næsten ikke kan arbejde med det, og ved at jeg saadan skal søge mig Stumper og Stykker op, maa jeg lime og sætte sammen i en Uendelighed. Dog er jeg saa glad, saa glad ved at arbeide, thi naar jeg bliver bedre kendt og kan lidt mere af Sproget, skal det nok gaa lettere. Naar jeg nu har det første Stykke færdigt, gaar jeg til Mesteren og minder ham om det Værktøj, jeg skal have, thi jeg har naturligvis sagt ham det, men det kender jeg nok, det maa siges ofte.

Svendene er rigtig flinke og i alle Mander pæne imod mig, de begyndte jo ikke saa godt, men da de saa, jeg var en ordenlig Pige, gik det over, og nu gaar det lige saa godt som hos Hansen Jeg var kun 3 Steder i Wilhelmstrasse for at søge Arbejde, det var det hele. I Løbet af 2 Timer havde jeg Arbejde. Det vilde nu heller ikke have været saa rart for mig at gaa længe og søge, thi her arbejder Mesteren selv med, og saa skulde man jo gaa lige ind paa Værkstederne.

I Gaar, da jeg gik til Middag, stod der en ung Mand og ventede paa mig paa Gaden. Det var et ungt Menneske jeg havde arbejdet sammen med hos Mørchs. Han havde set i en Avis, at jeg arbejdede hos Aschenbach og vilde nu hen at hilse paa mig. Han var meget forbavset over mit Held, thi Aschenbach gaar for at være en af Berlins bedste Snedkere, sagde han.

Her skal jeg ikke saa tidlig op. Kl 7 skal vi være paa Værkstedet, vi arbejder kun 9 Timer; jeg vil se at komme paa Aftenskole eller ogsaa bruge mine Aftener til at læse Sprog.

Berlin, den 31. Juli 94.

Jeg er saa glad for den Familie, jeg bor hos, det er en Enke, hun er saa flink, næsten moderlig imod mig, og Datteren er en stille ung Pige, der maa arbejde haardt. Sætterske er hun, jeg har været oppe at se hendes Arbejdslokale, et start Rum til en 30 a 40 unge Piger. Da jeg kom derind, gøs det i mig, jeg følte at det var langt strængere Arbejde end Snedkeri. Strængt ved den uforandret staaende Stilling og ved det monotone Arbeide; fra Morgen til 7 til 6½ Aften kun flytte Bogstaver; intet Under, at hun om Aftenen ser bleg og daarlig ud.

Forleden Dag, da jeg stod og arbejdede, kom der en Journalist op paa Værkstedet; han vilde gærne skrive lidt om mig og spurgte derfor godt ud. Da jeg om Aftenen kom hjem, kom der en Journalist fra et illustreret Blad, som gærne vilde have mit Billede. Naa skade mig kan det vel ikke, jeg lod ham derfor tage Billedet.

Det gaar alt andet end godt til at begynde med paa Værkstedet, Mesteren er et forskrækkelig hidsigt Menneske, der gaar ikke en Dag, hvor jeg ikke bliver skældt ud og kun fordi jeg har været for længe om mit Arbejde. Det er jeg ogsaa, men han maa tage i Betragtning, at det er det første, og han har kun ældre Svende, saa han er vel vant til, at det maa gaa hurtigt. I Mandags, da han kom paa Værkstedet, blev han aldeles rasende ved at se, at jeg ikke en Gang var saa langt, som han troede. Det er et lille Skab men det koster meget Arbejde. Han kom farende, rev Arbejdet fra mig, kylede det henad Gulvet, og det var ganske rart, at jeg ikke forstod et Muk af, hvad han sagde. Drevet har jeg rigtignok ikke; naar jeg med det elendige Værktøj sled, saa Sveden drev i Strømme, saa kunde Mester komme farende og raabe "es muss forter gehen" og saa en hel Masse mere. Hvorledes Arbejdet er gjort taler han aldrig om Gud naade mig, hvis det ikke var ordenligt.

Naa, da han saa havde kylet mit Skab hen ad Gulvet tænkte jeg "nu er det vist bedst, Du gaar, saadan kan det da ikke blive ved". Jeg samlede mit Værktøj og tog min Hat frem og lavede mig til at gaa. En kold Gysen gik igennem mig ved Tanken om atter at skulle søge Arbejde, det vilde ogsaa blive langt sværere anden Gang, thi det var jo ikke anbefalende, saa hurtig at komme fra et Sted. Mesteren var gaaet ud af Værkstedet, da jeg mærkede en Haand paa min Skulder og venlige Ord lød i mine Øren. Tænk Dig, disse Svende, der den første Dag morede sig med at genere mig, de kom nu til mig, tog min Hat og mit Værktøj fra mig og bad mig blive. Jeg kunde bekæmpe mine Taarer, da der kun lød haarde Ord, men nu brast jeg i Graad.

Aldrig vil jeg glemme disse Svende i den Time, ikke en var der, som var ligegyldig, og da jeg holdt paa at ville gaa, skrev de Adresser op paa gode Værksteder. Da kom Mester igen og sagde vredt, at jeg skulde gøre mit Skab færdig først. Da fik jeg endelig Munden paa Gled, spurgte ham, hvad jeg havde gjort og føjede til: "ikke i min hele Læretid har jeg hørt saa mange Ukvemsord som her i 14 Dage, det, De kalder Værktøj, er saa slet, saa den halve Tid er gaaet med at lave det i Stand." Lidt efter kom Karlen og skulde spørge, hvad Værktøj jeg manglede og skrev det op. Arbejdet bliver jeg færdig med i Morgen, giver Mester mig saa nyt, tager jeg trods alt med Glæde derimod Værkstedet er godt, Svendene flinke, jeg synes allerede, jeg har lært ikke saa lidt og faar jeg et andet Stykke, skal det nok gaa hurtigere

Berlin, den 30. Septbr. 94.

Da jeg kom paa Værkstedet i Onsdags, gik alle Mændene og drev, de havde ingen Arbejde, hvert Øjeblik ventede de, at Hr Aschenbach skulde komme og give dem deres Afsked; de vidste, han havde ikke noget til dem. Han nøjedes dog med at lade dem "spasere" til Lørdag, saa lavede de noget Magasinarbejde. Den Svend, der havde arbeidet 3 Aar i Paris, sagde, at nu var det netop den bedste Tid dér, fra nu af og til Nytaar, han raadede mig bestemt til at rejse netop nu; da jeg er godt tilfreds med den Tid, jeg har været her, har lært ikke saa lidt, tænkte jeg, at der var meget vundet, hvis jeg kunde være heldig og faa godt Arbejde i Paris. Jeg tænker altsaa at rejse den 13 Oktober. Jeg har taget Afsked med Værkstedet, jeg har faaet en pæn Anbefaling fra Hr Aschenbach. I Lørdags havde en af Svendene, som stod ved Siden af mig, skrevet sin Adresse op og bad om jeg vilde skrive til ham fra Paris og fortælle, hvordan det gik mig. Han har været overordenlig flink imod mig, og da jeg godt kan forstaa, mine Kammerater har Lyst til at vide, hvorledes det vil gaa mig, sagde jeg ja; der kan da ikke være noget ondt i, at jeg skriver et Brev til nogle Svende, der har de handlet mig saa net som disse.

Frøken Horsbøl kom til Paris den 14. Oktober, og her viste det sig meget vanskeligt for hende at skaffe sig Arbejde. De danske Mestre vilde ikke have hende, en af dem sagde, at hans Svende stod alle paa Dagløn, og han frygtede for, naar der kom en kvindelig Svend paa Værkstedet, at de da vilde forsømme deres Arbejde og i Stedet staa og kigge paa deres nve Kollega. De franske Mestre svarede ogsaa Nej, de fandt ikke det Arbejde passende for en Dame. Tilsidst henvendte hun sig til de tyske Mestre, og her lykkedes det hende endelig at blive antaget.

Hun skriver herom:

Paris, den 13. Novbr. 1894.

. . . Franskmændene forstaar mig slet ikke, de tror rentud, jeg er forrykt. Ingen vilfe give mig Arbejde, og saa gik jeg til de tyske Mestre; jeg har ogsaa været hos en dansk Mester, - han lo ad mig og vilde ikke en Gang give mig Adresser paa tyske. Dog, de tyske fandt jeg alligevel og var saa heldig at blive ansat paa et Værksted for franske Luksusmøbler.

Jeg er overordenlig godt tilfreds der, og min Mester er ogsaa tilfreds med mig. Det bedste er, at jeg kan tjene aldeles det samme som mine mandlige Kammerater, i den første Uge havde jeg 40 Francs, og jeg tror næsten at kunne drive det til 50 Francs om Ugen. Det er meget mere end jeg behøver, saa her i Parts har jeg det godt med Penge.

Paa Værkstedet er der franske, tyske, hollandske, danske Svende og en Svend fra Afrika. Vi er tre danske Svende ("Trekløveret"), og vi holder naturligvis sammen. Vi spiser sammen paa det Hotel, jeg boer, og til daglig er det min eneste Omgang. Det Forhold, der er imellem os tre, er rigtigt som jeg har tænkt mig Forholdet skulde være mellem unge Mænd og Kvinder. Gemytlig, naturlig, ingen Snerperi, men dog ogsaa saadan, som Tonen er mellem unge pæne Mænd. Naar vi ikke er sammen alle tre, eller naar vi er sammen med tyske, saa er det ikke rigtigt som det skal være. Jeg kunde godt lide, at en Aften, da de vilde have mig med hen paa en pæn Kafé og drikke et eller andet, mens vi hørte paa Musik, og jeg ingen Lyst havde, saa blev vi hjemme alle tre.

Arbejdstiden er fra 7-7 med en Times Middag, men naar de franske Svende har spist deres Mad Kl 7, saa gaar de paa Værkstedet igen og arbejder til 12-1 Nat, og saa dertil den hele Søndag. Jeg forstaar ikke de Svende, at de ikke føler Trang til en lille Smule andet end lige Arbejdet. Det gaar ikke saadan til her som paa Værkstederne hjemme, hvor man kan arbejde lidt og passiare lidt. Nej. Arbejdet skal helst være færdig med det samme, vi faar det i Hænderne.

Hvordan de franske Svende vilde have været overfor mig, hvis jeg havde noget med dem at gøre, det véd jeg ikke. De har ingen Tid til at se paa mig og endnu mindre Tid til at gøre Bemærkninger om mig. Nej kun det at faa saa meget færdigt som muligt. Vi danske arbejder fra 7-7 og har derved rigeligt, saa det kan ikke falde os ind at arbejde om Natten eller Søndagen, naar vi kan blive fri. I Berlin har jeg fundet gode Kammerater paa Værkstedet; der stad jeg kun mellem tyske. Det var helt underligt for mig, da jeg tog bort, at tænke paa de første Dage og de sidste. De første Dage Kampen for at sætte mig i Respekt og de sidste Dag, en Smule Vemod ved at skulle skilles fra brave Kammerater. Jeg er kommen til det Resultat at en ung Pige kan meget godt staa paa et Værksted hvor som helst, naar hun blot vil passe sig selv. Det Værksted i Berlin havde jeg taget fra Vejviseren, saa jeg havde slet ingen Garanti for, at de var bedre Svende end Svende i Almindelighed der var.

Hvor godt jeg har det her, rejser jeg dog over London hjem til Nytaar Jeg længes etter mit eget lille Værksted. Jeg har ogsaa Hovedet fuldt af Ideer paa Snedkeriets Omraade, hvis de ellers kan lade sig realisere.

(Social-Demokraten 9. januar 1895)

En kvindelig Snedker.

Langt ude paa Vesterbro i Valdemarsgade har hun opslaaet sin Bopæl i et lyst, stort Rum, opstillet sine Høvlebænke, den unge Pige, Frøken Horsbøl fra Ribe, der alt fra sin Barndom har haft en saa brændende Lyst til at lære Snedkerprofessionen.

Hendes Liv er som et helt Eventyr, men et Eventyr med strængt, ihærdigt Arbejde for, naar de slidsomme Aar var omme, at vinde Skatten, som Dragen ruger over, den Kundskabs Skat, som tilforn ej havedes af Kvinder.

Hun holdt ud, og hun vandt den.

Femten Aar gammel kom hun i Lære i Ribe, men det gik ikke, og efter tre Maaneders Forløb blev hun sendt over til en Præstegaard paa Sjælland, hvor hun skulde være ung Pige i Huset.

Men hendes brændende Hu lod hende ikke nøjes med den Lod. Hun skrev ind til Frøken Kirstine Frederiksen, om hun mulig kunde Skaffe hende en Plads som Lærling.

Og det gjorde Kirstine Frederiksen.

Hun skaffede hende ind paa Axel Mikkelsens Sløjdskole, hvor hun var i halvandet Aar; men da hun gjerne vilde paa et rigtigt Snedkerværksted, lykkedes det hende ogsaa at komme paa et saadant hos Snedkermester Mørck paa Vesterbro, hvor hun stod i Lære i 3½ Aar - gjorde Svendestykke, var senere fire Maaneder hos C. B. Hansen og rejste saa udenlands.

Hun arbejdede først i Berlin, derpaa i Paris, hvor hun vel sagtens havde været endnu, hvis ikke Rygtet om Kvindernes Udstilling var naaet ned til hende, og hun forstod da, at nu eller aldrig var det rette Øjeblik til at træde frem herhjemme og gjøre sig gjældende.

Og hun kom hjem, just da Tiden var inde.

Hun fik først til Laans 1000 Kr rentefrit og mod at betale Afdrag efterhaanden, naar hun kom frem. Saa lejede hun sig Værksted, og inden hun saa sig ret for, var Snedkermesteren færdig, og hun kunde tage imod Arbejde.

Frøken Regitze Barner, der har oprettet Barnehjemmet og flere filantropiske Foretagender, kendte hende fra hun under sin Læretid boede paa Hjemmet og har været hende en trofast Velynderinde.

Først bragte hun den ringe Begynder Bestilling paa et Skab i Rokokostil til Kronprinsessen. Professor Amberg leverede Tegningen, der approberedes, og Arbejdet kan altsaa begynde.

Der er ingen Tvivl om, at dette Skab, fremstillet paa kvindernes Udstilling, vil være en Pryd for denne og et godt Bevis for den unge kvindelige Mesters Dygtighed.

Fra hendes Haand vil der desuden blive udstillet et Bogskab af bonet Nøddetræ og Asketræ, bestilt af Grosserer Ebert.

Endnu et ærefuldt Hverv er bleven hende overdraget, nemlig at forfærdige de Møbler, der skal bruges til den literære Afdelings Værelse paa Udstillingen. Disse skal være af Fyrretræ efter Tegning af Fru Slot-Møller, der ogsaa skal udføre eller i alt Fald lede Malingen af disse.

Dersom man nu tror i Frøken Horsbøl at finde en stor, kraftig Kvinde med et mandhaftigt Udseende, saa tager man mærkeligt fejl, vor kvindelige Snedker er lille og fintbygget, men Musklerne er udviklede ved Arbejdet. Hovedet er lille med kort klippet Haar, Øjnene store og straalende med et klogt og tillige barnligt Udtryk, Munden vel formet med smukke Tænder.

Da jeg opsøgte hende, stod hun ved sin Høvlebænk med den just fuldførte Tegning til det bestilte Bogskab - i Forbigaaende maa bemærkes, at denne Tegning, der forekom meget vellykket, var udført af hende selv. - Hun var iført en klædelig Kjole af Bomuldstøj med Bluseliv samt et Snedkerforklæde.

Det var med straalende Glæde, hun fortalte om, hvor elskværdige og imødekommende alle Mennesker var imod hende, om hvorledes de handlende. Hos hvem hun kjøbte Træ, Fineer m. v., tilbød hende Kredit og sagde, at hun behøvede først at betale, naar hun selv fik Betaling.

"Det morsomste er dog", vedblev hun, "at komme paa Tømmerpladserne og kjøbe Træ og saa se Folkenes Studsen og Undren, naar de hører, at Snedkermesteren det er mig.

Ja, det forstaar man saa vel, kjender ogsaa en Smule dertil.

Det er Frøken Horsbøls Mening at antage kvindelige Lærlinge, foreløbig maa hun hjælpe sig med mandlige Svende. Da jeg spurgte hende, om hun nu lod Svendene giøre Forarbejdet, det tungeste og sværeste, svarede hun:

"Nej, der er kun en om et Stykke Møbel. Laver jeg et Skab, saa laver jeg det fra dets Begyndelse og til det er færdigt."

Hun har forøvrigt Lærlinge. Paa Hjemmet for vansire har hun fem Drenge, hun skal uddanne til Snedkersvende, "og de kan blive det", siger hun, "trods det, en af dem mangler de fire Fingre paa den ene Haand, og de andres Hænder er misdannede paa forskjellig Maade. De skal gjøre Svendestykke, som andre Lærlinge".

Men paa Udstillingen faar vi at se Mesterens Mesterstykke.

S. H.

(Aarhus Amtstidende 4. februar 1895)

Cathrine Horsbøl tilbragte en del af sin læretid i frk. Barners værnehjem "Bethania"

Ukendt fotograf: Bredgade nr. 28 med møblement som værksted tilhørende Cathrine Horsbøl. "Udført, efter Bestilling, paa mit Værksted Cathr. Horsbøl", står der ved fotografiet. Det kongelige Bibliotek.

Hun udstillede på Kvindernes Udstilling 1895. Det var med til at gøre hende kendt. Hun nedsatte sig som selvstændig mester og blev en af de to første kvindelige snedkermestre (Sophy A. Christensen var den første). Næringsloven af 1857 gjorde det muligt for ugifte kvinder at få ret til næringsbrev på samme vilkår som mænd. I 1931 fik gifte kvinder ret til at beholde et allerede opnået næringsbrev efter giftermål og fortsætte som selvstændige erhvervsdrivende. Først i 1978 kom en lov om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

Cathrine Horsbøls første værksted var i Valdemarsgade 51 hvor hun selv boede. Hun flyttede derefter til Bredgade og havde på sit højeste 30 ansatte. Møblerne var til dels tegnet af hende selv, og havde ret tunge former og megen anvendelse af dekorative elementer. 

Den første kvindelige Haaadværksmester.

Frøken Cathrine Horsbøll.

"Hvor længe har De nu arbeidet som Snedkermester, Frøken?"

"Fire Aar - jeg stod 5 Aar i Lære, var Svend i to Aar og blev Mester i mit tre og tyvende. Rigtignok kun med to Svende, men det gik hurtig fremad. Nu har jeg to Værksteder, Arkitekt Leuning Borch er knyttet fast til mit Etablissement, jeg har atten Svende, tre Drenge og kvindelige Elever."

"Mandlige Svende? Kan De regere dem?"

"Det er slet ikke nødvendigt at regere. Tonen er ganske kammeratlig mellem os, og vi komme altid godt ud af det."

"Men i gamle Dage, da De selv var Svend, hvordan vare Kammeraterne der?"

"Altid flinke! Og jeg blev dog stillet fuldt ud i Klasse med dem - der blev ingen Forskjel gjort.

Min Snedkerbane begyndte med, at jeg i Skolen var den dygtigste i Sløidtimerne. Hjemme lavede jeg selv mine Syskrin og Penalhuse, og saa sagde de altid til mig: "Du skulde blive Snedker, Cathrine!"

"Ja, lad mig saa blive Snedker da - I har selv foreslaaet det", sagde jeg, den Gang jeg blev konfirmeret. Men det var ikke saa let at blive det. Hele Ribe gik ud af sit gode Skind - jo, for det var i Ribe jeg gik i Skole - da det rygtedes, at jeg vilde være Haandværker.

Saa blev jeg sendt til Kjøbenhavn. og der kom jeg paa Axel Mikkelsens Snedkerskole. Jeg stod i Lære mellem de andre Drenge, eller mellem Drengene, hvad De nu vil kalde det, og jeg maatte gjøre samme Gavn som de. En Dag bleve vi sendte i Byen med et stort Skab, en Dreng og jeg, paa en Trækvogn. Vi tabte det paa Vesterbrogade. Det var et kritisk Øjeblik; Drengen masede, og jeg sled, men der var ikke Tale om, vi kunde flytte Skabet af Pletten. Saa kom der en Mand og hjalp os, og ham gav jeg alle mine rede Penge - ti Øre. Lykkeligvis havde jeg Penge den Dag. saa mange gik jeg ellers aldrig med.

Jeg stod nemlig paa egne Ben, og jeg tjente kun femten kroner om Maaneden."

"Det kan man da ikke leve for?

"Med Lethed! Jeg boede paa Værnehjemmet - og jeg fortæller Dem dette for at faa Leilighed til at omtale det Hjem - der havde jeg for mine femten Kroner om Maaneden fuldstændigt Ophold med sund og god Kost. 

Jeg boede der i mine fem Læreaar. Hos Snedkermester Mørch gjorde jeg Svendestykke, og saa arbeidede jeg dels paa hans Værksted og dels paa C. B. Hansens." 

"Var De ogsaa i Fagforening?"

"Nei, det behøver kvindelige Haandværkere ikke at være, saa længe der ikke ere flere. Mine Mestre sagde saa tidt: "Ja a, det er nu her hos os, De kan være, men De kan ikke arbeide paa et hvilket som helst Værksted. Her tage Svendene Hensyn til Dem; det vilde de ikke gjøre allevegne. Naar De blot er borte herfra et Par Timer, er Tonen en ganske anden."

"Saa synes jeg, der var al mulig Grund til aldrig at lave Dem forlade Værkstedet!"

"Det svarede jeg - akkurat. Det glæder mig, sagde jeg, at jeg kan indvirke saadan paa mine mandlige Kammerater. Jeg har aldrig haft noget Sammenstød med nogen Arbeidskammerat, og alle have været pæne imod mig, fra det Øieblik de saa, jeg kunde arbeide ligesaa godt som de.

Som ung Svend laante jeg Tusind Kroner. De tre Hundrede reiste jeg op - jeg var i Berlin, Paris og London som almindelig vandrende Haandværkssvend - og med syv Hundrede begyndte jeg min Forretning. Det viser da, at en Kvinde ikke behøver saa uhyre en Driftskapital for at komme i Vei, hvad der ellers raades paa."

"Hvordan var Deres Vandreaar?"

"Det var kun et halvt - men det var saa indholdsrigt, at jeg var bleven ved at vandre et Par Aar til, hvis ikke Kvindernes Udstilling var kommen. Jeg vilde hjem til den - det, jeg udstillede, kjøbte Kronprinsessen.

I Berlin vakte jeg en uhyre Omsigt. Jeg gik fra Værksted til Værksted og søgte Arbeide. Det er ikke Deres Alvor lille Frøken! sagde Mestrene og lo til mig den første Dag. Næste Dag tog jeg min Arbeidskittel med. Paa det første Værksted, jeg kom til, tog jeg den paa og viste, at jeg kunde bestille noget.

Det var saadan en brav og brillant Mester. Han tog mig som Reklame et Par Dage efter var jeg i Aviserne med Portræt og i Vittighedsbladene. Der udkom en Vise om mig med mit Billede udenpaa og Fotograferne kom og tog Plader af mig ved min Høvlebænk, som de skiltede med. Men ingen var ondskabsfulde - det var altsammen godmodigt og elskværdigt.

I Paris og London arbeidede jeg inkognito - der meldte jeg mig slet ikke til, som man egentlig skal, saa der var mindre Halløi, men heller ikke der havde man kvindelige Haandværkere. Man har i de store Byer Værnehjem ligesom her, paa dem boede jeg for næsten intet, mod at jeg gik til Haande i Kjøkkenet, naar jeg ikke havde Arbeide som Snedker."

"Men det var det Skrivebord, vi skulde tale om Frøken! De arbeider jo paa at indføre - Møbler efter særegne Tegninger vil De vise mig nogle Tegninger?

Frøken Horsbøl henter nogle store Mapper frem, og vi begynde at blade Leuning Borchs stilfulde Udkast.

(Natt.)

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 21. november 1898).'

Forretningen gik så godt, at hun fik råd til et natursted ved Bure Sø. Her boede hun iom sommeren iført ridebukser og stor cigar. Hun cyklede frem og tilbage mellem sommerhus og forretning. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. oktober 1909, 2. udgave.

Cathrine Horsbøl var aktiv i Dansk Kvindesamfund. Under storlockouten i 1899 vægrede hun sig ved at tilslutte sig. Hun havde også et snedkerværksted i St. Hansgade. Her var en værkfører og 15-16 svende samt en del lærlinge. hvor der i februar 1904 udbrød en mindre brand. Der skete ikke synderlig skade.

Besøg paa Værkstedet

Hos Frk. Cathrine Horsbøl

Mellem kvindelige Snedkersvende.

Ung, smilende, med det Præg af klædelig Selvbevidsthed, en selfmade Kvinde bør have, staar Snedkermester Frk. Cathrine Horsbøl i sit store Værksted. Det er helt ude i St. Hansgade paa Nørrebro, paa 3die Sal i en Værkstedsbygning, der rummer lutter Snedkere. Høvlene hvisler mod Træet, Spaanerne flyver til Vejrs, og Savene synger deres muntre Melodi . . . man mærker i dette Værksted ikke Spor til Maskiner, thi Frk. Horsbøl er Tilhænger af det sunde og gode Princip, at Haandens Arbejde staar over alt! Kun fornemmer man dybt under sig en evindelig snurrende, brummende Lyd af Dampmaskinen, der besørger det grove Arbejde, op igennem Huset Det er en Lyd, der for Erindringen fremkalder Minder om det salig rullende Fortov.

... Fyraften nærmer sig. Frk Horsbøls atten mandlige Svende staar bøjede over Arbejdet under de flakkende Gasblus. Og mellem de unge Mænd ser vi tre-fire kvindelige Lærlinge, unge Piger først i Tyverne, der haandterer Høvl og Sav saa flinkt og adræt som nogen af deres mandlige Kolleger. Iførte en lige saa bekvem som klædelig Arbejdsdragt - en stor Bluse og Forklæde - synes disse raske feminine Snedkere at gaa fuldstændig op i deres Dont. Frk. Horsbøl fortæller med Stolthed, at hun blandt sine kvindelige Lærlinge for Tiden har en Datter af den bekendte Forpagter U. til Rosendal, og at hun til Nytaar endog venter en Godsejerdatter paa Værkstedet Tempora mutantur! Man ser heraf, at det nu overvejende er de saakaldte "bedre Folks Børn som søger en praktisk, selvstændig Livsgerning som denne.

Men naturligvis har ikke alle disse kommende kvindelige Snedkere deres flinke Mesters Energi.  

"Saadanne unge Damer - forklarer Frk. Horsbøl - véd jo mangen Gang ikke, hvad de skal faa Tiden til at gaa med. Saa en skønne Dag faar de Lyst til at bliv Snedkere. Men de har sjælden videre Begreb om at bestille noget rigtigt! Den lange bundne Arbejdstid gør dem kede af det Jeg tror, jeg har haft over 20, som senere er gaaede fra det."

Sagen er, at der for at drive det til noget i et Fag som dette foruden stor Energi selvfølgelig kræver Held.

Frk. Horsbøl selv har i rigt Maal nydt godt heraf:

"Al Ting har formet sig saa godt og glat for mig, siger hun "Lykken - det er at være tilfreds med sin Gerning!

- Vi gaar rundt i det store Værksted, og Frk. Horsbøl standser nu og da for at vise os alle de mange smukke Møbler, der er under Arbejde hos hende. Frk. Horsbøl hører - som Snedkermester - til de ivrigste Forkæmpere af den rigtige Tanke, at Kunsten og Haandværket skal arbejde Haand i Haand for at frembringe gode Resultater. I Arkitekt Leuning-Borch har hun en kunstnerisk Medarbejder, hvis smagfulde Tegninger her under Svendenes Hænder formes til de kønne og fintstemte Interiører, som er adgaaede fra Værkstedet i St. Hansgade og har skabt "Danmarks første kvindelige Snedker" et Navn. Saaledes arbejder Kunstner og Haandværker i Fællesskab hen imod at skabe i god Forstand smukke og moderne Hjem med Harmoni og Smag over Bohavet.

Særlig stolt er Frk Horsbøl - med Rette - over den betydelig Leverance, hun for Tiden har under Arbejde til Kjøbenhavns nye Raadhus.

"Er det ikke ganske morsomt, siger hun, at man her har ladet mig vederfares samme Ret som de mandlige Snedkere. Det er det første offenlige Arbejde, jeg har haft," slutter den elskværdige Snedkermester. Ikke uden Selvfølelse.

Som bekendt, har Raadhusets geniale Bygmester Martin Nyrop selv ønsket at give alle dessein'erne til hele Møblementet indenfor sit Storværk. Forskellige Firmaer som Plum, GrouIe & Rasmussen har allerede leveret deres Del af Arbejdet. Nu kommer Frk. Horsbøl med en Mængde smukke og karakteristiske Kontor-Møbler, Skrivepulte med store Opsatser og Reoler etc, bl. a. til Magistratens forskellige Afdelinger. I Slutningen af næste Maaned skal hele Leverancen være færdig. Man genkender overalt paa disse Møbler, ikke mindst hvad Dekoreringen angaar, den ejendommelige Nyropske Stil.

- - -

Saa er den lille Ronde til Ende, Fabrikpiben lyder, og Arbejdet standser Frk Horsbøl byder os ind i sit hyggelige og stilfulde lille Privatkontor, og her fremdrager hun en Række Fotografier, som gengiver nogle af de mukke Interiører, hvortil Møblementet er udgaaet fra hendes Værksted.

Der er en henrivende Stue fra Grosserer Carl Melchiors Villa Henriksholm - "english style!" - et Interiør, der ved sin Smagfuldhed leder Tanken hen paa de Afbildninger af rige kunstforstandige Amerikaneres home, man finder i det fine og højt ansete illustrerede Blad "Truth". Der er endvidere et nydeligt Møblement i Empirestil fra Grosserer Vald. Davidsens Hjem og et allerkæreste Interiør hos Overretssagfører Nathansen (rene engelske Motiver). Hvad Frk. Horsbøl selv anser for det bedste, hun har præsteret, er et Kontormøblement til GI. Carlsberg, udført i en ny rød Træsort "Paduc".

"Fortælle lidt om mit Liv? siger Frk. Horsbøl, da vi har beundrer de smukke Billeder, "véd De hvad, det er saamænd gjort saa tidt! Jeg er en Skolelærerdatter fra Ribe, og det var i Husflidsskolen derhjemme at jeg fik Lyst til Snedkervirksomheden. Jeg var den Gang 15 Aar.

Først blev jeg Lærling og tjente saa et Aar mit Bred som Svend. Jeg arbejdede i Paris og Berlin i nogle Maaneder - i den sidste By nød jeg den Ære at blive besunget i "Lustige Blätter", et forøvrigt meget morsomt Digt, der hed "Die schöne Tischlerin" - og endelig i 95 blev jeg selvstændig. Jeg begyndte ude i Valdemarsgade - med én Høvlebænk. Tomt og trist var det hele, og jeg stod muttersene og lavede lidt Reoler. Saa søgte jeg - og fik - det Spannjerske Legat, og da jeg stod med de 400 Kr. i Lommen, fandt jeg absolut, at Forretningen maatte udvides! Jeg lejede en Butik til 1200 i Bredgade, den samme, jeg har endnu; for Resten skal jeg til April hen i en større. - Vil De vide, hvordan Dagen gaar for mig? Jeg er 8 Timer i uafbrudt Aktivitet. Kl. 7 staar jeg op, møder saa her Kl. 8, fører mine Regnskaber, gaar min Runde, konfererer med Værkføreren og min Arkitekt; saa ud til mine Kunder; fra 2 til 4 skal jeg være i Butiken i Bredgade; saa igen paa Vækstedet og Kontoret. Kl. 6 har vi Fyraften, og saa vil jeg indrømme, at det ikke altid er Arbejdet, der fængsler mig!"

- - Unægtelig, den flinke Snedkermester har en Normalarbejdsdag, som næppe nile hendes mandlige Kolleger kan opvise Magen til. Dertil kommer, at Frk. Horsbøl gør Indtryk af at omfatte sit Arbejde og sin Gerning med den største Interesse og Energi; en usædvanlig sund og harmonisk Naturs Iver og Glæde over at virke i det godes og nyttiges Tjeneste sisar én i Møde fra hendes Væsen og Ord. Og saa er hun ved Siden af saa fuldt ud kvindelig - i god Forstand - at Ordet "emanciperet" her vilde være yderst malapropos.

Endog de unge kvindelige Lærlinges theoretiske Uddannelse ligger Frk. Horsbøl paa Hjærtet.

"Som Forholdene nu er, siger hun, "maa mine unge kvindelige Lærlinge privat skaffe sig theoretisk Undervisning, og det er en dyr Historie. Det er en stor Skam, at de kvindelige Haandværkere ikke kan faa Lov til at uddanne sig paa teknisk Skole lige saa godt som de unge Mænd. Og ser det ikke underligt ud, at flere store Provinsbyer - Aarhus bl. a. - giver Kvinderne denne Adgang, medens de her i Kjøbenhavn, hvor der er mange flere Kvinder, som trænger til theoretisk Uddannelse, holdes ude. Tænk, hvor mange kvindelige Haandværkere der gives nu til Dags; I Bogbinderfaget, Snedkere osv. - Efter hvad man siger, er det jo ikke muligt, at Forberedelsesskolen til Akademiet vil blive henlagt under teknisk Skole; ogsaa dette vilde jo kunne komme Haandværkerne - ikke mindst de kvindelige - til gode.

Frk. Horsbøl udvikler livlig for os sin Yndlingsidé: at unge Mænd g unge Kvinder selvfølgelig saa udmærket godt kan arbejde sammen som gode "Kammerater", og uden at en usund "Flirt" behøver at skade Forholdet. Erfaringen viser dette, bl a. fra talrige Skoler rundt om i Landet. Frk. Horsbøl vil lige Ret ved Undervisning og Arbejde for Mand og Kvinde, hverken mere eller mindre. Og da vi til slutning eper er hende ligefrem: 

"Hvad mener De om Mændene, kort og godt? falder hendes Svar nøjagtig, som vi havde ventet det:

"Jeg mener, at Kvinderne et fuldt ud lige saa dygtige!"

Viggo

(Dannebrog 13. november 1900).

Det omtalte digt på tysk udkom ikke blot i Lustige Blätter:

Die schöne Tischlerin.

Aus der "Liedern eines Verschmähten"

Der erste weibliche Tischlergeselle in Berlin ist jetzt in der Kunsttischlerei von Siebert und Achenbach in Thätigkeit getreten.

Ich sah ein Mädchen jung und schlank,
Höchst distinguirt und nobel,
Die stand an einer Hobelbank
Und hobelt mit dem Hobel!

Ein Anblick zum Entzücken schier,
Ein Augenschmaus für Götter;
Ich wünschte gleich im Stillen mir
„"O, wär ich eins der Bretter!"

Drum trat zur Hobelbank ich hin
Ganz schüchtern und ganz leise,
Und sprach zur schönen Tischlerin
Nach ihres Handwerks Weise:

„Sieh diesen Jüngling reich und ein,
Sein Herz an Dich verlor er,
Dein Bild drang ihm ins Herz hinein
Als wie ein spiker Bohrer!

Und nach Liebe steht mein Sinn,
Ich frag' nicht nach Vermögen,
Du bringst mir ja als Tischlerin
Ins Haus viel Glück und Segen!

Verlass' die alte Hobelbank,
Erhör' mich, holde Schöne,
Drum sträub' und ziere dich nicht lang
Und mach' nicht solche Späne!

Bist Du mit Recht als Tischlerin
Erfüllt mit zünft'gem Stolze,
So glaube mir! auch ich, ich bin
Ein Mann von echtem Holze."

Da hob das Herz des Mägdelein 
Sich stürmisch unter'm Mieder,
Sie schlug zwei große Nägel ein 
Und dann die Augen nieder.

Doch als grad auf des Nagels Kopf 
Ihr Hammer niederhagelt,
Sprach sie zu mir: "Du blöder Tropf,
So bist auch Du vernagelt!

Ja, wärest stattlich Du und nett,
Würd' ich mich wohl bequemen,
Doch so ein schwaches dünnes Brett
Wird nie ein Tischler nehmen!

Denn würd' ich wirklich deine Frau,
Obgleich es ganz unmöglich,
So müßt' ich , das weiß ich genau,
Dich Schwachkopf leimen täglich!"

Da floh ich von der Hobelbank,
Weil mich ihr Troß sehr kränkte,
Und weil sie auch den Zollstock lang 
Nach mir bedrohlich schwenkte!

Drum warn ich jeden jungen Mann,
Wenn er nicht will blamirt sein:
Fang' nie mit Tischlermädchen an,
Sonst wirst du bald lackirt sein!

(Nürnberger Volksblätter für jedermann nr. 36, 1894

I 1909 opstillede hun til borgerrepræsentationen for den radikale liste.

I 1919 solgte Cathrine Horsbøl sin forretning til fordel for andre opgaver. Hun flyttede på landet, hvor hun også fik lejlighed til at dyrke sin interesse for snedkerfaget på ikke-kommerciel basis. 

Hun var medlem af Indenrigsministeriets Patentkommission omkring århundredskiftet. Hun havde selv patenteret et materiale der kunne bruges som underlag for sæder i møbler: to lag finer med et mellemliggende lag sejldug, lærred eller lignende vævet stof. De tre lag var forbundet med hinanden ved hjælp af almindelig snedkerlim. Materialet kunne udskæres i strimler, af hvilke der kunne flettes sæder til stole og andre møbler. 

Hun blev begravet på Solbjerg (Park)kirkegård.

Estrid Hilarius-Kalkau var udlært hos snedkermester Horsbøl. Hun blev svend i 1916.Hendes firma blev videreført af snedkermester Th. G. Madsen i Bredgade 28 fra 1913. Værkstedet lå i Haslegade 1. Det fremstillede kun efter bestilling og mest til kendte kunstnere.

Den Fransk-Tydske Krig - Udbruddet. (Efterskrift til Politivennen)

Den fransk-tyske krig 1870-1871 mellem Frankrig og Det Nordtyske Forbund (støttet af Baden, Bayern, Hessen og Württemberg) var bl.a. udløst af fransk frygt for en tysk samling under Preussens ledelse. Ved udsigten til at den spanske trone skulle overtages af en preussisk prins, følte Frankrig sig omklamret og det endte med en fransk krigserklæring den 19. juli 1870. Nogle aviser i Danmark luftede ideen om at Danmark skulle gå ind i krigen på fransk side, bl.a. for at få Nordslesvig. Nogle mente endda at stemningen blandt befolkningen var for det. 

Franske Sympathier. Hvis man behøvede en ærligere Bekræftelse paa Sandheden af de forskjellige Meddelelser om, at der hos Hovedstadens Befolkning atter har viist sig en frisk og frimodig Stemning, som bringer Mindet om Martsdagene i 1848 til at staae klart for den ældre Slægt, og som danner en glædelig Modsætning til den uhyggelige Aand, der hvilede over Byen i 1863, vilde man i Løverdags i Tivoli have faaet en saadan. Fra de franske Orlogsskibe paa Rheden havde fire Officerer foretaget en Udflugt til Tivoli, og Synet af disse elektriserede formelig det ellers saa adstadige Løverdagspublikum, Da de omtrent Kl. 9½ gik over imod Basaren, spillede Dahls Orkester Marseillaisen, som de Fremmede hørte paa med blottede Hoveder, medens Publikum hilsede Sangen med levende Hurraaraab, Efter tredie Afdelings Slutning i Koncertsalen forlangte flere Røster blandt det talrige Publikum under stormende Bifaldsraab, at Orkestret skulde spille Marseillaisen; men da Krigsraad Lumbye meddeelte, at Direktionen havde forbudt denne Sangs Udførelse (!), forlangte man "den tappre Landsoldat", hvilket Ønske blev efterkommet, og Sangen lød atter fra de Tilstedeværende med samme løftende Begejstring som for over 29 Aar siden. Imidlertid var et af Direktionens Medlemmer kommet tilstede og havde formodentlig suspenderet det meningsløse Forbud, forhaabentlig for bestandig; thi et Øieblik efter lød fra Orkestertribunen den franske Nationalsang, hilset med stormende Jubel, som gjentog sig efterat Melodien tre Gange var spillet og sungen med fuldtonende Røst af saavel Damer som Herrer i den tætfyldte Sal. (Dags-Telgr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. august 1870).

I Nordslesvig opbyggede Preussen forsvar mod et eventuelt fransk flådeangreb på havnene, bl.a. ved Dybbølstillingen, Sønderborg og Als. 

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig den 1ste August.) De militaire Transporter langs den slesvigske Jernbane vedvare endnu bestandig. I de sidste Dage er der foruden Landeværnstropper især blevet befordret Munderingsgienstande, Vaaben, Ammunition og Proviant. Sidstnævntes Bestemmelsessted er væsentlig Sønderborg. Betydelige Qvantiieter Meel, Riis. saltet Kød, Salt og Havre ophobes i denne Byes Magasiner, landevejen fra Flensborg til Sønderborg frembyder en uafbrudt Færdsel i denne Tid. En stor Deel af Transporten udføres imidlertid ad Søveien og selv de smaa Dampskibe "Adler" og "Seemöwe", der ellers tre Gange dagligen besørge Farten imellem begge Byer, anløbende 8 Mellemstationer paa begge Sider af Fjorten, have maattet indskrænke deres Farter paa Grund af de omtalte Militairtransporter. Postdampskibsfarten fra Korsør til Flensborg er som bekjendt bleven standset. Det svensk-norske Viceconsulat har nu ogsaa under den 28de f. M. meddeelt, at Dampskibs-farten mellem Christiania og Flensborg, der udføres af "Viken", foreløbig ophører. Det nordtydske Expeditionsselskab (Norddeutsche-Packet Beforderungsgesellschaft) befordrer paa Grund af Krigen ingen Pakker mere langs jernbanerne. De tydske Assuranceselskaber speculere allerede i de snart forestaaende Fjendtligheder og forventede Krigsskader, idet de i de Localblade, der endnu have Lov at udkomme, meddele Betingelserne for Forsikkringer mod Brandskader foranledigede ved Krig, og Beskadigelser af Eiendomme, hidrørende fra Oprør. Fra Sønderborg vedvarer Udvandringen, især af Kvinder, Børn og de mere velhavende Indvaanere, hvis Næringsvej ikke nødvendig knytter dem til Stedet. Den af de Herrer Knuth, A. Ingwersen, C. Christiansen, J. Balzer, E. Jürgensen og F. R. Friedrichsen bestaaende Comitee i Flensborg har seet sig istand til at skaffe ikke faa af de Flygtende Befordringsmidler og Logis til og i nævnte By. Den Troppemængde, der nu er forsamlet til Forsvar for Fæstningsværkerne ved Alssund anslaaes til 7-8000 Mand, deriblandt henved 2000 Mand Artillerister og Ingenieurer. Det er foruden den slesvigske Fæstnings Artilleri- Afdeling Nr. 9 væsentlig Landeværns Batailloner, der nu have taget Ophold i Sønderborg, Sundeved og paa Als. Byen vil blive forfærdelig overfyldt, naar Fæstningsværkerne i den nærmeste Fremtid skulde blive blokerede eller angrebne og Mandskabet, der just ikke hører mere til de ganske Unge, vilde i det tilstundende Efteraar komme til at døie utroligt, dersom det lille Sønderborg ved et Bombardement eller andet fjendtligt Angreb skulde afbrænde heelt eller tildeels som i ren sidste Krig. For Tiden arbeider en stor Deel af samme i Skandserne, af hvilke en Deel endnu savne det fuldstændige Antal Skyts og den fornødne Ammunition. Der siges her, at samtlige fortificatoriske Værker ere forbundne med hverandre ved en underjordisk telegraphisk Ledning, samt at der, foruden en Ledning imellem Sønderborg og det ligeoverfor liggende Brohoved, findes et hemmeligt lagt Kabel længere nordpaa i Sundet. Endnu i den allersidste Tid er der ved den sydlige Udkant af Sundet blevet arbeidet paa Jordværker, der skulle forøge den Krydsild, med hvilken Preusserne mene at kunne afværge de franske Pandserskibes Fremtrængen til Nærheden af Sønderborg. Befolkningen paa Als er stærkt bebyrdet med Kjørsler og Indkvartering og bliver vel neppe fri for en ufrivillig Leverance af Slagtekvæg, naar Tropperne maae forlade Fæstningens fjernere Omegn. Stemningen er imidlertid ingenlunde trykket hos Øens dansksindede Parti.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1870)

En fransk Østersø-eskadre på ca. 10 skibe heriblandt 5 panserfregatter patruljerede i danske farvande og ud for Kiels havn. Tilsvarende lå der en fransk flåde på bl.a. 6 panserskibe som stod overfor preussiske kanonbåde. Preusserne posterede formodentlig 20-25.000 tropper, der blev indført en kortvarig belejringstilstand, pålagt pressen censur og arresteret enkelte fremstående dansksindede personer, fx Kryger Bevtoft:

Stemningen. Det er er sand Fornøielse, skriver "V. A. F". i disse Dage at være Vidne til den Aand, som aabenbarer sig i Folket saavelsom i By paa Land. Har man været i Vilderede med Folkets Stilling overfor Tydsk og Dansk, saa behøver man blot at gaae ud og høre. Allevegne hvor man kommer, er Krigen Dagens "brændende" Spørgsmaal, og allevegne aabenbarer sig den dybeste Uvillie imod Preussen og den meest levende Sympathi for Frankrig. Vi troe dog ikke, at Uvillien mod Preussen egentlig kan kaldes Tydskerhad, saaledes at man hader Tydskerne som Folk, men det er som Danmarks Fjende og Retfærdighedens Undertrykkere man ønsker det alvorlig tugtet, at Folket maaskee kan komme til at fatte dets egentlige Opgave. Danmarks Deeltagelse i Kampen omtales ogsaa allevegne, og hvis der bliver Tale om, at vi skulle tage Parti, gaaer Folket omtrent eenstemmig med Frankrig; derimod gives der vel ikke saa, navnlig blandt de Ældre, hvem Krig er en Modbydelighed, og derfor nok kunne ønske os udenfor; men Ungdommen er omtrent overalt stemt for, at Danmark bør gaae med, og mange Ældre ere af samme Mening. Man har nu i over 4 Aar talt om Sønderjyllands Gjenerhvervelse, siger man, nu foreligger Lejligheden med den største Sandsynlighed for et heldigt Udfald; skulde vi nu ikke gribe den, ialfald hvis vi blive opfordrede til at tage Deel, saa maae vi helst for Eftertiden lade være at tale om Sønderjyllands Gjenerhvervelse. Denne Skildring af Stemningen er aldeles tilforladelig, forsaavidt som vi i en temmelig udstrakt Kreds have kunnet erfare. Det er nok Sagnet om Holger Danske, der har begyndt at vække den vcnme danske Fædrelandskjærlighed; Gud give den Værd og Fremgang !

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1870)

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:

Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens

hædret og mindet

for 15 Felttog

og 7 Saar

i fransk Tjeneste

død 1867

Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.

Fransk Spækhøker

Til hvilken Grad en mindre væsentlig Gjenstand blot ved sin Nyhed er istand til at sysselsætte Kjøbenhavnernes Opmærksomhed viser Aabningen af en paa usædvanlig elegant Viis etableret fransk Spekhøkerboutik (Boutique de Charcutier) i Restaurateur Casadabans Gaard paa store Kjøbmagergade. Eieren af denne Boutik, Duclot, er født Franskmand, fra Provence, har, efter sit Privilegium, ikkun Ret til at udsælge Svinekjød, men appreteret paa enhver Maade og i enhver Form, og er saaledes Spekhøker i dette Ords egentlige Bemærkning. Den usædvanlige Reenlighed og Elegants, der udmærker hans Boutik og hans Vare-Artiklers eiendommelige Tillavningsmaade forskaffede ham, uagtet de temmelig høie Priser, strax megen Søgning; ligesom og en for stor Mængde Tilskuere af de lavere Klasser, dagligen have samlet sig ved hans Boutik for udenfra at betragte de i Vinduerne i Festons ophængte Pølser etc. Den Misnøie, eller rettere Nid, som denne Søgning vakte hos Flere, der betragte hans indskrænkede Privilegium som et Skaar i deres Næringsvei, har formodentlig foranlediget nogle begangne Pøbel-Excesser, hvorved Ruder bleve indslagne etc., men disse i enhver Henseende scandaleuse Optøier tør, ved Politiets virksomme Foranstaltning, upaatvivlelig ventes forebyggede for Fremtiden - Duelot, har tilforn været Sproglærer, saavel i Stokholm, som, i et Aarstid, heri Staden.

(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1828, s. 88)

Napoleons udsending afvist. (Efterskrift til Politivennen)

København, den 21de April.

Paa forlangende af Hr.Marquis de Bonnay, Hs. allerchristeligste Majestæts herværende Gesandt, indrykkes følgende.

Meddeelte Artikel:

"Den 16de d. M. ankom en fransk Coureer, affærdiget fra Paris den 30te Marts af Hr. Caulincourt,  Bonapartes Minister, der til Staden, medbringende en Paquet, adresseret til Hr. de Bonnay, fransk Minister i Danmark, i Kiøbenhavn, Marquis de Bonnay, Hs. allerchristeligste Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hs. Majestæt Kongen af Danmark, fornærmet over, at Undergivne af en Høvding for Oprørere, turde vove at henvende sig til ham, har tilbagesendt Paquetten, uden at værdige at aabne den, og Coureren , som ikke var overdraget noget Ærende til den danske eller svenske Regiering, reiste Dagen efter tilbage til Hamburg.
Hr. de Cabre, Secretair ved den franske legation, har havt særegne Bevæggrunde til at aabne den Paquet med hans Adresse, som overbragtes af samme Coureer; men han har strax sendt hvad den indeholdt til Grev Jaucourt, Hs. Majestæt Ludvig den 18des Minister, som midlertidig har Portefeuillen for udenlandske Sager."
Denne Coureer er den samme, som i Statstidenden No. 31 under Artikelen Brüssel den 8de April er bleven ommeldt. Han var expederet den 30te f. M. fra Paris til Stockholm, over Haag og Kiøbenhavn og forsynet med et Pas, hvilket saavel af Statssecretairen Baron Nagel, som af Fæstningen Bentheims Commandant var viseret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 27. april 1815.

En ypperlig Indretning i Frankrig, som fortjener at efterlignes.

Regeringen i Frankrig har fornyligt anordnet at der i alle fængsler hvor personer måtte være indsatte der forestår håndgerning, skal gives disse redskaber for at de ved arbejde både kan holdes friske på sjæl og legeme, forøge nationens industri og forbedre deres vilkår.

Denne priselige indretning, hvortil den filadelfiske fængselsordning måske gav den første tanke, fortjener den varmeste berømmelse, og den ivrigste efterligning af enhver stats regering. Ikke blot ligeså meget som andet steds trænger her fængselsboen til rørelse. Kulden gør ham den endnu mere nødvendig og kærkommen, og denne er der ikke tænkt p at beskytte ham imod, da næppe et tåleligt leje hidtil kan udredes.

Når man undtager den hypokondriske fængslede der kan befrygtes at ville skade sit eget liv og fanger af de med file osv. omgående håndværker, der måtte derved kunne redde sig ud af lænkerne, kan der intet voves ved at give fanger arbejdsredskaber i hænder, i alle de små stæders og amternes fængsler og ved at overlade brugen deraf til dem selv. I den store stads fængsler som har en talrigere befolkning, kan man gå videre. Der kan det betale sig at lade håndværkere give undervisning til de fanger som intet håndarbejde har lært, og dog ønskede at ombytte en tvungen og kedsom ørkesløshed med et arbejdsomt, sygdom og ubehagelige tanker fordrivende liv.

Især ville vores forbedringshuse have nærmet sig et stort stykke den hensigtsmæssighed hvorfra de nu er så himmelvidt fjernet, dersom deres mange i håndgerning højst ukyndige og som oftest just derfor didkomne lemmer, af dertil lønnede håndværkere modtager undervisning i et eller andet håndværk, og ikke blev løsladt inden de var udlært. På denne måde ville det ikke indtræffe således som det nu ofte sker, at de løsladte forbedringshuslemmer af mangel på lovlig næringsvej, må tage til de samme forbrydelser hvorfor de nylig har udstået deres straf, og således, efter en kort imellem angst og udåd henlevet frihed, vender tilbage til straffestedet  hvor de ved et endnu længere ophold under et arbejde de ikke siden kan udøve, og i et selskab som dræber hver rest af ærekærhed, kan gøres endnu mere uduelige til nogen tid at kunne leve i frihed.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2353-2355)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)