Den Fransk-Tydske Krig - Udbruddet. (Efterskrift til Politivennen)

Den fransk-tyske krig 1870-1871 mellem Frankrig og Det Nordtyske Forbund (støttet af Baden, Bayern, Hessen og Württemberg) var bl.a. udløst af fransk frygt for en tysk samling under Preussens ledelse. Ved udsigten til at den spanske trone skulle overtages af en preussisk prins, følte Frankrig sig omklamret og det endte med en fransk krigserklæring den 19. juli 1870. Nogle aviser i Danmark luftede ideen om at Danmark skulle gå ind i krigen på fransk side, bl.a. for at få Nordslesvig. Nogle mente endda at stemningen blandt befolkningen var for det. 

Franske Sympathier. Hvis man behøvede en ærligere Bekræftelse paa Sandheden af de forskjellige Meddelelser om, at der hos Hovedstadens Befolkning atter har viist sig en frisk og frimodig Stemning, som bringer Mindet om Martsdagene i 1848 til at staae klart for den ældre Slægt, og som danner en glædelig Modsætning til den uhyggelige Aand, der hvilede over Byen i 1863, vilde man i Løverdags i Tivoli have faaet en saadan. Fra de franske Orlogsskibe paa Rheden havde fire Officerer foretaget en Udflugt til Tivoli, og Synet af disse elektriserede formelig det ellers saa adstadige Løverdagspublikum, Da de omtrent Kl. 9½ gik over imod Basaren, spillede Dahls Orkester Marseillaisen, som de Fremmede hørte paa med blottede Hoveder, medens Publikum hilsede Sangen med levende Hurraaraab, Efter tredie Afdelings Slutning i Koncertsalen forlangte flere Røster blandt det talrige Publikum under stormende Bifaldsraab, at Orkestret skulde spille Marseillaisen; men da Krigsraad Lumbye meddeelte, at Direktionen havde forbudt denne Sangs Udførelse (!), forlangte man "den tappre Landsoldat", hvilket Ønske blev efterkommet, og Sangen lød atter fra de Tilstedeværende med samme løftende Begejstring som for over 29 Aar siden. Imidlertid var et af Direktionens Medlemmer kommet tilstede og havde formodentlig suspenderet det meningsløse Forbud, forhaabentlig for bestandig; thi et Øieblik efter lød fra Orkestertribunen den franske Nationalsang, hilset med stormende Jubel, som gjentog sig efterat Melodien tre Gange var spillet og sungen med fuldtonende Røst af saavel Damer som Herrer i den tætfyldte Sal. (Dags-Telgr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. august 1870).

I Nordslesvig opbyggede Preussen forsvar mod et eventuelt fransk flådeangreb på havnene, bl.a. ved Dybbølstillingen, Sønderborg og Als. 

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig den 1ste August.) De militaire Transporter langs den slesvigske Jernbane vedvare endnu bestandig. I de sidste Dage er der foruden Landeværnstropper især blevet befordret Munderingsgienstande, Vaaben, Ammunition og Proviant. Sidstnævntes Bestemmelsessted er væsentlig Sønderborg. Betydelige Qvantiieter Meel, Riis. saltet Kød, Salt og Havre ophobes i denne Byes Magasiner, landevejen fra Flensborg til Sønderborg frembyder en uafbrudt Færdsel i denne Tid. En stor Deel af Transporten udføres imidlertid ad Søveien og selv de smaa Dampskibe "Adler" og "Seemöwe", der ellers tre Gange dagligen besørge Farten imellem begge Byer, anløbende 8 Mellemstationer paa begge Sider af Fjorten, have maattet indskrænke deres Farter paa Grund af de omtalte Militairtransporter. Postdampskibsfarten fra Korsør til Flensborg er som bekjendt bleven standset. Det svensk-norske Viceconsulat har nu ogsaa under den 28de f. M. meddeelt, at Dampskibs-farten mellem Christiania og Flensborg, der udføres af "Viken", foreløbig ophører. Det nordtydske Expeditionsselskab (Norddeutsche-Packet Beforderungsgesellschaft) befordrer paa Grund af Krigen ingen Pakker mere langs jernbanerne. De tydske Assuranceselskaber speculere allerede i de snart forestaaende Fjendtligheder og forventede Krigsskader, idet de i de Localblade, der endnu have Lov at udkomme, meddele Betingelserne for Forsikkringer mod Brandskader foranledigede ved Krig, og Beskadigelser af Eiendomme, hidrørende fra Oprør. Fra Sønderborg vedvarer Udvandringen, især af Kvinder, Børn og de mere velhavende Indvaanere, hvis Næringsvej ikke nødvendig knytter dem til Stedet. Den af de Herrer Knuth, A. Ingwersen, C. Christiansen, J. Balzer, E. Jürgensen og F. R. Friedrichsen bestaaende Comitee i Flensborg har seet sig istand til at skaffe ikke faa af de Flygtende Befordringsmidler og Logis til og i nævnte By. Den Troppemængde, der nu er forsamlet til Forsvar for Fæstningsværkerne ved Alssund anslaaes til 7-8000 Mand, deriblandt henved 2000 Mand Artillerister og Ingenieurer. Det er foruden den slesvigske Fæstnings Artilleri- Afdeling Nr. 9 væsentlig Landeværns Batailloner, der nu have taget Ophold i Sønderborg, Sundeved og paa Als. Byen vil blive forfærdelig overfyldt, naar Fæstningsværkerne i den nærmeste Fremtid skulde blive blokerede eller angrebne og Mandskabet, der just ikke hører mere til de ganske Unge, vilde i det tilstundende Efteraar komme til at døie utroligt, dersom det lille Sønderborg ved et Bombardement eller andet fjendtligt Angreb skulde afbrænde heelt eller tildeels som i ren sidste Krig. For Tiden arbeider en stor Deel af samme i Skandserne, af hvilke en Deel endnu savne det fuldstændige Antal Skyts og den fornødne Ammunition. Der siges her, at samtlige fortificatoriske Værker ere forbundne med hverandre ved en underjordisk telegraphisk Ledning, samt at der, foruden en Ledning imellem Sønderborg og det ligeoverfor liggende Brohoved, findes et hemmeligt lagt Kabel længere nordpaa i Sundet. Endnu i den allersidste Tid er der ved den sydlige Udkant af Sundet blevet arbeidet paa Jordværker, der skulle forøge den Krydsild, med hvilken Preusserne mene at kunne afværge de franske Pandserskibes Fremtrængen til Nærheden af Sønderborg. Befolkningen paa Als er stærkt bebyrdet med Kjørsler og Indkvartering og bliver vel neppe fri for en ufrivillig Leverance af Slagtekvæg, naar Tropperne maae forlade Fæstningens fjernere Omegn. Stemningen er imidlertid ingenlunde trykket hos Øens dansksindede Parti.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1870)

En fransk Østersø-eskadre på ca. 10 skibe heriblandt 5 panserfregatter patruljerede i danske farvande og ud for Kiels havn. Tilsvarende lå der en fransk flåde på bl.a. 6 panserskibe som stod overfor preussiske kanonbåde. Preusserne posterede formodentlig 20-25.000 tropper, der blev indført en kortvarig belejringstilstand, pålagt pressen censur og arresteret enkelte fremstående dansksindede personer, fx Kryger Bevtoft:

Stemningen. Det er er sand Fornøielse, skriver "V. A. F". i disse Dage at være Vidne til den Aand, som aabenbarer sig i Folket saavelsom i By paa Land. Har man været i Vilderede med Folkets Stilling overfor Tydsk og Dansk, saa behøver man blot at gaae ud og høre. Allevegne hvor man kommer, er Krigen Dagens "brændende" Spørgsmaal, og allevegne aabenbarer sig den dybeste Uvillie imod Preussen og den meest levende Sympathi for Frankrig. Vi troe dog ikke, at Uvillien mod Preussen egentlig kan kaldes Tydskerhad, saaledes at man hader Tydskerne som Folk, men det er som Danmarks Fjende og Retfærdighedens Undertrykkere man ønsker det alvorlig tugtet, at Folket maaskee kan komme til at fatte dets egentlige Opgave. Danmarks Deeltagelse i Kampen omtales ogsaa allevegne, og hvis der bliver Tale om, at vi skulle tage Parti, gaaer Folket omtrent eenstemmig med Frankrig; derimod gives der vel ikke saa, navnlig blandt de Ældre, hvem Krig er en Modbydelighed, og derfor nok kunne ønske os udenfor; men Ungdommen er omtrent overalt stemt for, at Danmark bør gaae med, og mange Ældre ere af samme Mening. Man har nu i over 4 Aar talt om Sønderjyllands Gjenerhvervelse, siger man, nu foreligger Lejligheden med den største Sandsynlighed for et heldigt Udfald; skulde vi nu ikke gribe den, ialfald hvis vi blive opfordrede til at tage Deel, saa maae vi helst for Eftertiden lade være at tale om Sønderjyllands Gjenerhvervelse. Denne Skildring af Stemningen er aldeles tilforladelig, forsaavidt som vi i en temmelig udstrakt Kreds have kunnet erfare. Det er nok Sagnet om Holger Danske, der har begyndt at vække den vcnme danske Fædrelandskjærlighed; Gud give den Værd og Fremgang !

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1870)

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:

Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens

hædret og mindet

for 15 Felttog

og 7 Saar

i fransk Tjeneste

død 1867

Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.

Fransk Spækhøker

Til hvilken Grad en mindre væsentlig Gjenstand blot ved sin Nyhed er istand til at sysselsætte Kjøbenhavnernes Opmærksomhed viser Aabningen af en paa usædvanlig elegant Viis etableret fransk Spekhøkerboutik (Boutique de Charcutier) i Restaurateur Casadabans Gaard paa store Kjøbmagergade. Eieren af denne Boutik, Duclot, er født Franskmand, fra Provence, har, efter sit Privilegium, ikkun Ret til at udsælge Svinekjød, men appreteret paa enhver Maade og i enhver Form, og er saaledes Spekhøker i dette Ords egentlige Bemærkning. Den usædvanlige Reenlighed og Elegants, der udmærker hans Boutik og hans Vare-Artiklers eiendommelige Tillavningsmaade forskaffede ham, uagtet de temmelig høie Priser, strax megen Søgning; ligesom og en for stor Mængde Tilskuere af de lavere Klasser, dagligen have samlet sig ved hans Boutik for udenfra at betragte de i Vinduerne i Festons ophængte Pølser etc. Den Misnøie, eller rettere Nid, som denne Søgning vakte hos Flere, der betragte hans indskrænkede Privilegium som et Skaar i deres Næringsvei, har formodentlig foranlediget nogle begangne Pøbel-Excesser, hvorved Ruder bleve indslagne etc., men disse i enhver Henseende scandaleuse Optøier tør, ved Politiets virksomme Foranstaltning, upaatvivlelig ventes forebyggede for Fremtiden - Duelot, har tilforn været Sproglærer, saavel i Stokholm, som, i et Aarstid, heri Staden.

(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1828, s. 88)

Napoleons udsending afvist. (Efterskrift til Politivennen)

København, den 21de April.

Paa forlangende af Hr.Marquis de Bonnay, Hs. allerchristeligste Majestæts herværende Gesandt, indrykkes følgende.

Meddeelte Artikel:

"Den 16de d. M. ankom en fransk Coureer, affærdiget fra Paris den 30te Marts af Hr. Caulincourt,  Bonapartes Minister, der til Staden, medbringende en Paquet, adresseret til Hr. de Bonnay, fransk Minister i Danmark, i Kiøbenhavn, Marquis de Bonnay, Hs. allerchristeligste Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hs. Majestæt Kongen af Danmark, fornærmet over, at Undergivne af en Høvding for Oprørere, turde vove at henvende sig til ham, har tilbagesendt Paquetten, uden at værdige at aabne den, og Coureren , som ikke var overdraget noget Ærende til den danske eller svenske Regiering, reiste Dagen efter tilbage til Hamburg.
Hr. de Cabre, Secretair ved den franske legation, har havt særegne Bevæggrunde til at aabne den Paquet med hans Adresse, som overbragtes af samme Coureer; men han har strax sendt hvad den indeholdt til Grev Jaucourt, Hs. Majestæt Ludvig den 18des Minister, som midlertidig har Portefeuillen for udenlandske Sager."
Denne Coureer er den samme, som i Statstidenden No. 31 under Artikelen Brüssel den 8de April er bleven ommeldt. Han var expederet den 30te f. M. fra Paris til Stockholm, over Haag og Kiøbenhavn og forsynet med et Pas, hvilket saavel af Statssecretairen Baron Nagel, som af Fæstningen Bentheims Commandant var viseret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 27. april 1815.

En ypperlig Indretning i Frankrig, som fortjener at efterlignes.

Regeringen i Frankrig har fornyligt anordnet at der i alle fængsler hvor personer måtte være indsatte der forestår håndgerning, skal gives disse redskaber for at de ved arbejde både kan holdes friske på sjæl og legeme, forøge nationens industri og forbedre deres vilkår.

Denne priselige indretning, hvortil den filadelfiske fængselsordning måske gav den første tanke, fortjener den varmeste berømmelse, og den ivrigste efterligning af enhver stats regering. Ikke blot ligeså meget som andet steds trænger her fængselsboen til rørelse. Kulden gør ham den endnu mere nødvendig og kærkommen, og denne er der ikke tænkt p at beskytte ham imod, da næppe et tåleligt leje hidtil kan udredes.

Når man undtager den hypokondriske fængslede der kan befrygtes at ville skade sit eget liv og fanger af de med file osv. omgående håndværker, der måtte derved kunne redde sig ud af lænkerne, kan der intet voves ved at give fanger arbejdsredskaber i hænder, i alle de små stæders og amternes fængsler og ved at overlade brugen deraf til dem selv. I den store stads fængsler som har en talrigere befolkning, kan man gå videre. Der kan det betale sig at lade håndværkere give undervisning til de fanger som intet håndarbejde har lært, og dog ønskede at ombytte en tvungen og kedsom ørkesløshed med et arbejdsomt, sygdom og ubehagelige tanker fordrivende liv.

Især ville vores forbedringshuse have nærmet sig et stort stykke den hensigtsmæssighed hvorfra de nu er så himmelvidt fjernet, dersom deres mange i håndgerning højst ukyndige og som oftest just derfor didkomne lemmer, af dertil lønnede håndværkere modtager undervisning i et eller andet håndværk, og ikke blev løsladt inden de var udlært. På denne måde ville det ikke indtræffe således som det nu ofte sker, at de løsladte forbedringshuslemmer af mangel på lovlig næringsvej, må tage til de samme forbrydelser hvorfor de nylig har udstået deres straf, og således, efter en kort imellem angst og udåd henlevet frihed, vender tilbage til straffestedet  hvor de ved et endnu længere ophold under et arbejde de ikke siden kan udøve, og i et selskab som dræber hver rest af ærekærhed, kan gøres endnu mere uduelige til nogen tid at kunne leve i frihed.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2353-2355)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)