Regeringen i Frankrig har fornyligt anordnet at der i alle fængsler hvor personer måtte være indsatte der forestår håndgerning, skal gives disse redskaber for at de ved arbejde både kan holdes friske på sjæl og legeme, forøge nationens industri og forbedre deres vilkår.
Denne priselige indretning, hvortil den filadelfiske fængselsordning måske gav den første tanke, fortjener den varmeste berømmelse, og den ivrigste efterligning af enhver stats regering. Ikke blot ligeså meget som andet steds trænger her fængselsboen til rørelse. Kulden gør ham den endnu mere nødvendig og kærkommen, og denne er der ikke tænkt p at beskytte ham imod, da næppe et tåleligt leje hidtil kan udredes.
Når man undtager den hypokondriske fængslede der kan befrygtes at ville skade sit eget liv og fanger af de med file osv. omgående håndværker, der måtte derved kunne redde sig ud af lænkerne, kan der intet voves ved at give fanger arbejdsredskaber i hænder, i alle de små stæders og amternes fængsler og ved at overlade brugen deraf til dem selv. I den store stads fængsler som har en talrigere befolkning, kan man gå videre. Der kan det betale sig at lade håndværkere give undervisning til de fanger som intet håndarbejde har lært, og dog ønskede at ombytte en tvungen og kedsom ørkesløshed med et arbejdsomt, sygdom og ubehagelige tanker fordrivende liv.
Især ville vores forbedringshuse have nærmet sig et stort stykke den hensigtsmæssighed hvorfra de nu er så himmelvidt fjernet, dersom deres mange i håndgerning højst ukyndige og som oftest just derfor didkomne lemmer, af dertil lønnede håndværkere modtager undervisning i et eller andet håndværk, og ikke blev løsladt inden de var udlært. På denne måde ville det ikke indtræffe således som det nu ofte sker, at de løsladte forbedringshuslemmer af mangel på lovlig næringsvej, må tage til de samme forbrydelser hvorfor de nylig har udstået deres straf, og således, efter en kort imellem angst og udåd henlevet frihed, vender tilbage til straffestedet hvor de ved et endnu længere ophold under et arbejde de ikke siden kan udøve, og i et selskab som dræber hver rest af ærekærhed, kan gøres endnu mere uduelige til nogen tid at kunne leve i frihed.
Denne priselige indretning, hvortil den filadelfiske fængselsordning måske gav den første tanke, fortjener den varmeste berømmelse, og den ivrigste efterligning af enhver stats regering. Ikke blot ligeså meget som andet steds trænger her fængselsboen til rørelse. Kulden gør ham den endnu mere nødvendig og kærkommen, og denne er der ikke tænkt p at beskytte ham imod, da næppe et tåleligt leje hidtil kan udredes.
Når man undtager den hypokondriske fængslede der kan befrygtes at ville skade sit eget liv og fanger af de med file osv. omgående håndværker, der måtte derved kunne redde sig ud af lænkerne, kan der intet voves ved at give fanger arbejdsredskaber i hænder, i alle de små stæders og amternes fængsler og ved at overlade brugen deraf til dem selv. I den store stads fængsler som har en talrigere befolkning, kan man gå videre. Der kan det betale sig at lade håndværkere give undervisning til de fanger som intet håndarbejde har lært, og dog ønskede at ombytte en tvungen og kedsom ørkesløshed med et arbejdsomt, sygdom og ubehagelige tanker fordrivende liv.
Især ville vores forbedringshuse have nærmet sig et stort stykke den hensigtsmæssighed hvorfra de nu er så himmelvidt fjernet, dersom deres mange i håndgerning højst ukyndige og som oftest just derfor didkomne lemmer, af dertil lønnede håndværkere modtager undervisning i et eller andet håndværk, og ikke blev løsladt inden de var udlært. På denne måde ville det ikke indtræffe således som det nu ofte sker, at de løsladte forbedringshuslemmer af mangel på lovlig næringsvej, må tage til de samme forbrydelser hvorfor de nylig har udstået deres straf, og således, efter en kort imellem angst og udåd henlevet frihed, vender tilbage til straffestedet hvor de ved et endnu længere ophold under et arbejde de ikke siden kan udøve, og i et selskab som dræber hver rest af ærekærhed, kan gøres endnu mere uduelige til nogen tid at kunne leve i frihed.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2353-2355)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar