Emilie Keller (1852-194?) og Johanne Schouboe (1855-1942). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Schouboe og Emilie Keller blev uddannet som lærerinder 1879. 1880 blev  de ansat på Komtesse Moltkes Pigeskole (Th. Moltkes Borgerskole). Frk. Skouboe var i over 30 år skolens inspektrice, indtil hun ved institutionens stiftelse blev dens bestyrer. Emilie Keller var i en lang årrække forstanderinde, først ved forskolen, senere for eksamensholdene, indtil hun trak sig tilbage (nogle år før 1920)

I 1891 fik Johanne Schouboe 500 kr af kultusministeriets budget som rejsestipendium til en rejse til Tyskland og Schweiz for at gøre sig bekendt med indretningen og ordningen af de større pigeskoler.

Emilie Keller udgav i slutningen af 1800-tallet læsebøger til danskundervisningen for 5. og 6. skoleår, og "Dansk Læsebog (for det 4. Skoleaar)" på Gyldendal.

Komtesse Thusnelda Henriette Maria Moltke (1843–1928) grundlagde i 1870 Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, der blev til først Østersøgades Gymnasium og siden skiftede navn til Kildegård Gymnasium, nu Kildegård Privatskole og flyttede til Gentofte. I 1913 blev skolerne selvejende institution med Johanne Schouboe som medlem i den første bestyrelse. Hun var datter af generalkrigskommissær, greve Adam Gottlob Moltke (1798-1863) og Rosalie f. Hennings (1801-1885).

40-Aars Jubilæet i Dag.

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Det er i Dag 40 Aar, siden Komtesse Th. Moltke begyndte sin Pigeskole for den københavnske Mellemstands Børn.

Hendes beundringsværdige Stræben efter at højne Skoleopdragelsen I Forbindelse med en udholdende Energi og aldrig svigtende Tro paa at kunne gavne Samfundet ved sit uegennyttige Arbejde er af saa stor Betydning, at det sikkert vil være af Interesse for Læserne at faa nogle Oplysninger om Komtesse Moltke.

Komtesse Moltke er født den 21 de Februar 1843 i Itzehoe I Holsten, men flyttede senere til Espe ved Skelskør.

1869 fik hun en udmærket Almuelærerindeexamen hos Frk. Zahle.

Efter at have overvejet, hvor hun bedst kunde virke, begyndte hun den 1ste November 1870 en lille Skole med 10 Elever I Løngangstræde. og hendes første Medarbejder var den ejendommelige, udprægede, geniale Lærerinde, Johanne Schönau, der virkede ved Skolen, indtil Sygdom tvang hende bort; hun døde 1889.

Eleverne kom væsentlig fra Hjem, der nødig sendte deres Børn i Kommuneskolen og ikke kunde bære Skolepengene i de højere Skoler. I Løbet af de allersidste Aar, hvor Kommuneskolens Fremgang har været kendelig, og Skolepengene I de højere Skoler er stegne vældig, kommer Eleverne fra bedre stillede Hjem, end da Skolen paabegyndtes.

bestyrerinde. Fru Bay til Skolen.

1878 flyttede denne til Linnésgade Nr. 10. hvor Frk. Zahle, Komtesse Moltkes trofaste Ven, havde indrettet Lokaler til den stærkt opblomstrende Skole. Men ogsaa her blev Pladsen snart for lille, og Frk. Zahle, der med sædvanlig Forudseenhed havde "tænkt paa dette og havde en Grund parat, paabegyndte nu en særlig Bygning til den store Skole, der allerede den Gang talte over 300 Børn.

Inden denne Bygning kunde blive færdig, oprettedes 1880 en Filial paa Nørregade under Ledelse af to af de endnu ved Skolen værende Lærerinder. Frkn. Johanne Skouboe og Emilie Keller, (begge med Almuelærerindeexamen), hvilke med kærlig Kollegialitet har forstaaet Komtesse Moltke Ideal og nu altsaa i 30 Aar har været hendes trofaste Medhjælpere.

1882 var det nye Hus færdigt, Linnésgade 8, og Skolen levede dér 13 lykkelige Aar.

1894 tvang den nye Seminarielov Frk. Zahle til at inddrage Lokalerne til hendes egen Seminarieskole, hvorfor Komtesse Moltke og Fru Bay maatte se sig om efter en Grund, der kunde rumme saavel den store Pigeskole, der da talte ca. 420 Elever, som den i 1882 paabegyndte Drengelæringskole, der alt var voxet til ca. 300 Elever.

Denne Grund blev fundet i den gamle Voldmesterhave mellem Østersøgade og Farimagsgade, og den 22de Avgust 1895 kunde Skolen flytte ind dér.

Da Komtesse Moltkes Pigeskole nu ikke mere var i umiddelbar Forbindelse med Frk. Zahles Skole, hvor flere af Komtessens Elever havde faaet Undervisning ud over Barneskolen, paabegyndtes en Præliminærafdeling, og det første Hold dimitteredes 1899.

Da Mellemskoleloven kom 1903, omdannedes Skolen i Overensstemmelse med Loven og omfatter nu en Forberedelseskole; Mellemskole og Realklasse.

Elevantallet er ca. 480 fordelt i 19 Klasser. Børnene undervises af 30 Lærerinder og Lærere. En stor Del af disse Lærerinder har I en lang Aarrække arbejdet ved Skolen og taler altid med Glæde om det gode Samarbejde, der existerer mellem Lærerpersonalet og Bestyrelsen.

Der er sikkert mange, baade gamle og unge, der i Dag vil mindes Komtesse Moltke med dyb Taknemmelighed og Hengivenhed. Det er ikke alene gode Kundskaber, hun har formaaet at give sine Elever, men hendes stærke kristelige Personlighed, hendes Ydmyghed i Forbindelse med Vilje til at bruge sine Kræfter i det godes Tjeneste har i Aarenes Løb bibragt Børnene saa mange moralske Værdier, at der vil have Evighedsbetydning for mange.

Den nuværende Forældrekreds ved Skolen har da ogsaa med Glæde sluttet sig sammen om at hædre Komtesse Moltke paa hendes Festdag.

(Dannebrog 1. november 1910).

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Komtesse Moltke.

Ved Sortedamssøen, nærmest op imod Østerbro, ligger en stor rød Bygning for Enden af Firkanten med de smaa Byggeforenings-Huse. To Porte fører ind til en fri Plads paa begge Sider, over den ene staar: "Comtesse Moltkes Pigeskole", over den anden "Østersøgades Gymnasium". Gaar man indenfor, læser man paa selve Bygningen: "E. Bay og Th. Moltkes Skoler"; man staar over for et Søskendepar; en Drenge- og en Pigeskole.

"Comtesse Moltkes Pigeskole" er den ældste af de to, og Grundlæggeren selv, Komtesse Moltke, som for fire Aar siden mistede sin Ven og Medbestyrerinde, Fru Elise Bay, der fra 1873 havde været knyttet til hendes Skole, lever endnu. Mangt et Værk stod vel i et halvt og et helt Hundrede Aar, ja mere, men kun den enkelte, kun saare faa, blev en saa lang og velsignelsesrig Arbejdsdag beskaaret som Komtesse Moltke. Fra en ganske lille Begyndelse har dette Skoleværk gennem en sund og harmonisk Udvikling vokset sig større og stærkere Aar for Aar; men altid i det stille, præget som det er af den stille, stærke Personlighed, der har været Sjælen i det hele.

Frk. Zahle har i sin Tid fortalt: "Det blev mig noget af en Oplevelse, da Komtesse Moltke i Oktober 1868 indfandt sig hos mig ved Gl. Strand for at lade sig indtegne som Elev paa "Almuelærerindeholdet". Jeg studsede. "For at tage Eksamen?" spurgte jeg. "Ikke just det maaske," lød Svaret "men for at erhverve ung de Kundskaber og Færdigheder, som Staten forlanger af en Iærererinde for Almuens Børn og unge". Hun var den Gang omkring 26 Aar. Jeg forstod efterhaanden, at hun var træt af det "uvirksomme Liv" i, Hjemmet og i Selskabet, at hun vilde noget, vilde tage noget alvorligt op i Fædrelandets Tjeneste, og at det især var "Højskolelivet", der stod hende for Øje."

Aaret efter indstillede Komtesse Moltke sig til Almuelærerindeeksamen, men det blev ikke inden for Højskolen, hun kom til at øve sit Livsværk; herinde i den store By var det, hun fandt sit Virkefelt.

Der fandtes ikke den Gang nogen Skole, som for en lav Skolebetaling kunde yde den mindre bemidlede Borgerstands Børn en Undervisning, noget lignende den i den højere Pigeskole. Ved at tale med Frk. Zahle om dette, slog den Tanke Rod i Komtesse Moltke, at netop en saadan Skole kunde hun ønske at bygge. Det var denne Tanke, at skaffe Pigebørn fra mindre bemidlede Hjem i København "en fyldig og god Undervisning i kristelig Aand for en saa lav Skolebetaling, at den ikke oversteg disse Hjems Ydeevne", der traadte ud i Livet, da Komtesse Moltke 1. Novbr. 1870 begyndte med 10 Elever i et lejet, meget lille Lokale ved Filosofgangen. Hendes Skole, der kaldtes "Borgerskole for Pigebørn", blev den første og i mange Aar den eneste, der imødekom et Krav, som viste sig at være paatrængende, idet Skolens Elevantal paa 3 Aar steg fra 10 til 200. Allerede efter et Aars Forløb flyttede den til et større Lokale i Løngangsstræde.

Den Strøm af livsfonyende Værdier, der skyllede i ud over den danske Pigeskole, da Frk. Zahle, for at bruge Henriette Skrams Ord, "førte sin pædagogiske Stordaad ud i Livet, den, at skabe en Skole, i hvilken de grundtvigske idéer var de bærende uden al følge af  de Forsyndelser, som andet Steds skæmmede Bevægelsen", den Kraft, der tilførtes den danske Skole, da "Frk. Zahle med fast Haand ledede den grundtvigske Strøm ind i det rette Leje, fremfor at lade sig bortskylle af den", sporedes snart i denne nye Skole, Frk. Zahles Øjesten.

"Jeg og mit Hus vil tjene Herren", skrev Komtesse Moltke foran i sin første Protokol. Det glade, naturlige Samliv mellem Iærerinde og Elev, det "levende Ord" og Sangen var de bærende Kræfter i hendes Skole. Der fortælles om, hvordan Komtesse Moltke somme Tider gik med sin lille Flok op paa Volden og satte sig der for at fortælle for dem. Mon der har været lykkeligere smaa Skolepiger end disse, naar de en varm Sommerdag fulgte deres unge begejstrede Lærerinde, denne rigt udstyrede, ejendommelige Kvinde, op paa Volden for der under de gamle Træer at lytte med store Øjne til "Sagn og Sange og Eventyr"? Mon der har været en gladere Flok end den, der fyldte de smaa Stuer med rungende Sang, saa den vel var ved at sprænge baade Vægge og Loft? Tiest har vel den Sang lydt, som var og endnu den Dag i Dag er Skolens "Opsang": "I alle de Higer og Lande". Og hvilken anden Sang kunde vel ogsaa egne sig bedre til Opsang for en Skole som den, Komtesse Moltke havde undfanget i sin Tanke og ført ud i Livet? "Den syngende Skole" kaldte man den; om Morgenen, naar Morgensangen var forstummet, og Klasserne gik hver til sit, saa lød Sangen: I alle de Riger og Lande. Vi kan tænke os et andet Billede: de lidt ældre Elever eu stille Time lyttende til Komtesse Moltkes Ord, naar hun hjertevarmt og beaandet talte til dem om det højeste og det dybeste, tænke os dem i en saadan Stund følge "gennem Kirkens Sage Frelseren med Liv og Lyst".

I en Aarrække støttedes Komtesse Moltke af den fremragende og udprægede Lærerinde Frk. Joh. Schønau, der efter flere Aars Sygdom og Lidelse døde, men hvis kærlige, opofrende Arbejde endnu mindes med Tak i Skolen, og af de ældste Elever knyttedes altsaa Fru E. Bay til Skolen, snart som Medbestyrerinde; det blev Indledningen til et inderligt Samliv og Samarbejde mellem de to, der kom til at strække sig over 43 Aar. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1877 flyttede Skolen ind i en Fløj af Frk. Zahles nye Skolebygning Linnësgade 10, men baade Frk Zahle og Komtesse Moltkes Skoler voksede stadig, og 1880 rykkede den sidste ind i den af Frk Zahle nyopførte Naboejendom, Linnésgade 8, "Vendershus", som den blev kaldt. Her boede den til Leje indtil 1895. Det bedste Indtryk af denne Skole i sin Ungdom faar man gennem Komtesse Moltkes egne Ord: 

Dig har jeg elsket, min gamle, jævne Skole,
Bænkene de haarde og Stuerne de smaa!
Slet ingen Regler, kun Livet til Norm,
Dybde i Indhold og Frihed i Form.

Seminarieloven af 1894 nødvendiggjorde, at Frk Zahle selv maatte tage sin Ejendom i Linnésgade 8 til Brug til en Seminarieskole. Samtidig var Elevantallet i Komtesse Moltkes Skole stedet til henved 500, og den Drengeskole (Latinskole), som Fru Bay og Komtesse Moltke havde begyndt 1881, havde allerede 250 Elever. De to Skoler kunde næppe rummes indenfor Bygningens Mure. Tvungne af Nødvendigheden besluttede de to Bestyrerinder sig da til selv at bygge, og Grunden til en ny Skolebygning fandt de i den gamle Voldmesterhave mellem Farimagsgade og Østersøgade, og her rejste sig snart den Bygning, der nu rummer de to Skoler.

Saa flyttede Skolerne ind. Det var som et Palads at komme ind i, store lyse Lokaler og højt til Loftet. To store Legepladser, frisk Luft og smukke Omgivelser, og oppe fra det flade Tag kunde man hilse over til Frænderne hinsides Sundet. Hvor kunde nogen den Gang tænke sig, at ogsaa her kunde det en Gang komme til at knive med Plads! Nu færdes her daglig over 1000 Elever, alene i Pigeskolen 580.

Den varme og inderlige Kærlighed, hvormed Frk. Zahle havde omfattet denne Skole fra første Begyndelse, fulgte den ogsaa ud til dens nye Bolig; indtil sin Død nærede hun den varmeste Interesse for den, ligesom der mellem hende og Komtesse Moltke bestod et meget nært og stærkt, personligt Venskabsforhold.

En Skole, der staar i halvtreds Aar, særlig i en Tid, hvor Udviklingen er foregaaet med saa rivende Fart, kan naturligvis ikke undgaa i Tidens Løb at skifte Form og delvis Karakter, idet den ikke kan forblive upaavirket af Tidens Krav. 1899 afholdt Skolen første Gang Præliminæreksamen, og ved den nye Skoleordning af 1903 gik den over til at blive en Mellem- og Realskole for Piger.

Men har end de ydre Former forandret sig, og er end Rammerne for Arbejdet blevet anderledes, er Grundpræget og Grundtonen de samme. Komtesse Moltkes Tro paa det "levende Ord"s Magt, paa Sangens Magt, er ikke rokket. Indtil for faa Aar siden tog hun ofte en Række "frie Timer" i en af de større Klasser, hvor hun gennemgik et eller andet Værk af dansk eller fremmed Litteratur; en enkelt Gang indøvede hun noget, som kunde egne sig til at opføres som en lille Skoleforestilling, f. Eks. ved een Lejlighed Schillers "Klokken", for der igennem at understrege, hvor stor udviklende Betydning det har indgaaende at fordybe sig i det enkelte.

I den Kunst at fortælle er Komtesse Moltke den fødte Mester. Jeg ved ikke, hvor hun var størst: Naar hun ved en Skoleafslutning stod overfor de smaa og talte til dem i det Sprog de forstaar: gennem et Eventyr eller en lille Historie, saa de lyttede med store Øjne, glemte hele Højtideligheden og gav sig til at svare hende. Eller naar hun en Aften talte for sin "Ungdomsforening". - Jeg mindes, hun en Gang fortalte Sophie Elkans "Drømmen fra Østerland". At høre hende tale om Kærlighedsforholdet mellem den unge Mand og den unge Kvinde var som tat lytte til de fineste, sarteste Strenge, der dirrede. -

Eller naar Komtesse Moltke en stille Aften sad og fortalte for en lille Kreds af Lærerinder, malende, sjælfuldt og beaandet, saa man glemte sig bort i, hvad hun fortalte, og man forstod, hvilken Magt der ligger i det "levende Ord".

Det er jo den store Personligheds Særkende, at den virker ved, hvad den er, endnu mere end ved, hvad den udfører; den Aand der udgaar fra en stor Personlighed, finder Vej gennem hundrede usynlige Traade og meddeler sig til og gennemsyrer det hele Værk. Hvem der blot har haft en lille Smule med Komtesse Moltke at gøre, ved, at de her stod overfor en saadan Personlighed.

1913 forenedes "Comtesse Moltkes Pigeskole" og "Østersøgades Gymnasium" til en selvejende Institution under Navn af "E. Bay og Th. Moltkes Skoler". Hertil skænkedes de to Stifterinder deres Ejendom i Østersøgade. Deres Ønske og Hensigt med deres store Gave til denne Institution var at sikre Skolernes fremtidige Bestaaen som frie Skoler, at de maatte vedblive at fortsættes som det, de er og blev grundlagt til at være: Frie Skoler paa kristen Grund. Da Fru. Bay og Komtesse Moltke meddelte deres samlede Lærerkreds denne Begivenhed, udtalte Komtesse Moltke bl.a. at mens hun som ung havde skrevet foran i sin første Protokol: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren", havde hun og Fru Bay foran i deres "nye Protokol" skrevet: "Under dine Vinger Skygge". Denne Salme var Fru Bays Yndlingssalme, og Institutionen blev stiftet paa hendes Fødselsdag, d. 28. Juni, en Mærkedag i Skolernes Historie, som altid vil blev mindet.

Som arbejdet gennem Aarene havde udviklet sig, var det særlig Drengeskolen, Fru Bay kom til at vie sine rige Evner; her var det væsentligt, at denne ejendommelige Personlighed med det varme Hjerte og den faste Villie tilfulde udfoldede sin mægtige Energi.

Den første Bestyrelse af Institutionen kom til at bestaa af de to Bestyrerinder selv, desuden Frk. Johanne Schouboe, som Pigeskolens Leder, Rektor Conrad Hansen, som Drengeskolens Leder, samt Frk. Josepha Martensen, de to Bestyrerinders intime Ven.

Frk. Joh. Skouboe blev samtidig med Frk. Emilie Keller Lærerinde ved Komtesse Moltkes Pigeskole 1880. Disse to Navne er uløseligt knyttet til denne Skole, som de har omfattet med den allervarmeste Kærlighed og Trofasthed og viet hele deres store Dygtighed og alle deres Evner og Kræfter. Frk. Skouboe har i over tredive Aar været Skolens Inspektrice, indtil hun ved Institutionens Stiftelse blev dens Styrer. Frk. E. Keller var i en lang Aarrække Forstanderinde, først for Forskolen, senere for Eksamensholdene, indtil hun for nogle Aar siden trak sig tilbage.

Lykkelig har Komtesse Moltkes Pigeskole været; ingen stærke Storme er gaaet hen over den, i Fred har den faaet Lov at vokse sin stille Vækst.

For fire Aar siden lukkede Fru Bay sine Øjne; I over 40 aar havde hun og Komtesse Moltke staaet ved hinandens Side, i onde som i gode Dage, i et lykkeligt Hjemliv og et inderligt Samarbejde, Frk. J. Martensen har sat hende et smukt Minde i sin kendte Bog.

Det er gaaet Komtesse Moltke, som det gaar de fleste, der naar op over Støvets Aar; een for een er Vennerne gaaet til "den store hvide Flok". Og naar nu hendes Pigeskole smykket sig til Fest, da vil ogsaa savnet af dem, der gik forud, først og fremmest af Fru Bay, kaste sin Skygge. Men naar Komtesse Moltke ser ud over sin Pigeflok paa hen imod 600 Børn og tænker paa de første 10, og naar om Aftenen, hvis hendes Helbred tillader det, en Skare af tidligere Elever, gamle og unge, flokkes om hende, da vil hun sige: Han har gjort alle Ting vel. 

Gamle Elevers Hjerter vil den Dag banke i Takt med deres, som blev knyttet til Komtesse Moltke paa anden Maade, og alle vil de mødes i dyb Ærbødighed og inderlig Tak for - som nylig en gammel Elev udtalte - "hvad denne [xxxx] stærke Personlighed har betydet for dem".

Gerda Meyer.

(Nationaltidende 30. oktober 1920. 2. udgave).

De to skoler blev slået sammen til én under navnet Østersøgades Gymnasium fra skoleåret 1960/61. Østersøgade 88. Man købte Kildegårdsvej 87 og opførte skolen, som fik navnet ”Kildegård Gymnasium”. Bygningerne i Østersøgade blev solgt, men fungerer stadig som skole, ”Bordings Friskole”. I 2005 blev gymnasieafdelingen lukket. Den tilbageværende skole fik navnet Kildegård Privatskole og fastholdt profilen som en gymnasieforberedende grundskole med elever fra børnehaveklasse til 10. klasse.

Emilie Keller og Johanne Schouboes gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

Fru Johanne Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Skrædermester Hans Jensen død.

Et af vort Partis mest trofaste Medlemmer, Skrædermester Hans Jensen, er Natten til i Gaar død i sit Hjem i Vendersgade 13. I de sidste 14 Dage har Hans Jensen været lidende af en stærk Forkølelse, og denne i Forbindelse med en Hjærtelidelse har nu gjort Ende paa hans Liv.

Vort Parti har ved dette Dødsfald mistet en Mand, der fra sin tidligste Ungdom har udfoldet et stort og værdifuldt Arbejde for vor Sag. Hans Jensen var med i den Tid, hvor man fra Overklassens Side søgte at ødelægge vore Partiforetagender økonomisk. For at dette ikke skulde ske, tog han sin store Part af Byrderne, og naar det for Alvor kneb, fandt vort Partis ledende Mænd altid et Fristed i den Afdødes Hjem. Her var de sikre paa at blive vel modtaget, og her kunde de i Fred og Ro forhandle om de Sager, der skulde bringe Socialdemokratiet fremad - thi for ham og hans efterlevende Hustru var Socialismen en Livssag.

Da det i Midten af 70'erne kneb for vort Blad at vinde frem, tog Hans Jensen om Morgenen sin Avispakke under Armen og vandrede fra Hus til Hus for at skaffe Bladet Indpas, og da det kneb for Partiet at bevare vort den Gang nye Hus i Rømersgade 22 - ja, da var Hans Jensen ogsaa en af dem, der bragte virkeligt Offer, for at denne Borg ikke skulde blive taget fra os af Modstanderne.

Gang paa Gang er han blevet beæret med Tillidshværv. I over 80 Aar er han af Socialdemokratisk Forbund bleven genvalgt som Repræsentant i "Social-Demokraten"s Kontrahentforsamling, ligesom han altid har repræsenteret Socialdemokratisk Forbund eller 8. Kreds' soc. Forening ved vore Partikongresser. Paa den sidste Kongres, som for et Par Maaneder siden holdtes i Aarhus, deltog hans Jensen saaledes med megen Iver og Interesse.

En Tid var han Formand for 8. Kreds' soc. Forening, og ved sin Død havde han Sæde i dennes Bestyrelse. Efter Holms Død overtog Hans Jensen dennes Skræderforretning paa Hjørnet af Farimagsgade og 1 Frederiksborggade. Den var nu Oparbejdet til en meget god Virksomhed, da Døden indtraf.

Ogsaa udenfor Socialdemokratiets Rækker vil Skræder Hans Jensen blive dybt savnet. I Odd Fellow-Ordenen var han saaledes et meget skattet Medlem, idet  han her udfoldede et stort Arbejde. Det kun sikkert med Rette siges, at Hans Jensen ikke efterlader sig en eneste Uven, thi han var et hjærtegodt Menneske, hvis største Glæde det var at komme andre til Hjælp. Han, der kun blev 62 Aar, efterlader sig Hustru og en voksen Datter.

Hans Jensens Lig førtes i Aftes fra Hjemmet til Kapellet paa Bispebjerg Kirkegaard, hvorfra han vil blive begravet paa Søndag.

(Social-Demokraten 30. november 1915).

70 Aar

Enkefru Johanne Jensen.

Vor Partifælle, Fru Johanne Jensen, fylder i Morgen 70 Aar. Fru Jensen, der er Enke efter Skrædermester Hans Jensen, som døde i 1915, har fra sin tidligste Ungdom - ligesom hendes afdøde Mand - tilhørt Socialdemokratiet. I Ægteparrets Hjem, Hjørnet af Vendersgade og Farimagsgade, mødtes ofte Socialdemokratiets fedende Mænd for at træffe Beslutninger i vigtige Spørgsmaal, og dette Hjem har ofte huset en eller anden socialdemokratisk Flygtning fra Udlandet, som har været forfulgt af Politiet.

Da det i sin Tid kneb haardt for vor gamle Bygning i Rømersgade at klare sig, var baade Fru Jensen og hendes Mand sammen med andre Partifæller med til at tegne et større Antal Aktier. Paa den Maade lykkedes det at redde vor gamle Borg i Rømersgade.

Fru Jensen følger med lige usvækket Interesse vort Partis Udvikling, og der afholdes næppe ret mange politiske Møder i Rømersgade, hvor hun ikke er til Stede.

Paa Fru Jensens 70 Aars Fødselsdag vil sikkert mange Venner og Partifæller sende hende en venlig Hilsen og Tak for hendes Virksomhed i Socialdemokratiets Tjeneste.

"Social-Demokraten" bringer herigennem Fru Jensen en hjærtelig Lykønskning.

(Social-Demokraten, 31. august 1919).

 75 Aar

Fru Johanne Jensen.

Vor meget kendte Partifælle, Fru Johanne Jensen, Vendersgade 13, 1 Sal, fylder i Dag 76 Aar. Fru Jensen er Enke efter Skrædermester Hans Jensen, der døde i 1816. I de to Ægtefællers gæstfrie Hjem samledes i sin Tid, da vort Parti var lille og blev forfulgt af de reaktionære Myndigheder, alle de ledende Mænd Indenfor Socialdemokratiet. I de Stuer, hvor Fru Jensen endnu bor, er der truffet mange vigtige Beslutninger, som senere flk stor Betydning for von Parti.

Fru Jensen og hendes Mand var saa stærkt interesseret i alt, hvad der angik Socialdemokratiet, at de ofte udsatte sig for Ubehageligheder fra Myndighedernes Side. Det skete ikke sjældent i de Tider, at en eller anden Partifælle under den Bismarckske Undtagelseslov flygtede til Danmark, hvor det københavnske Politi øjeblikkeligt blev sat i Virksomhed for at opspore Flygtningen. Han flk da altid et sikkert Skjulested hos Hans Jensen og dennes Hustru, Fru Johanne Jensen.

Fru Johanne Jensen deltager med lige stor Iver i alt, hvad der vedrører vort Parti, og hun savnes sjældent ved vore Møder i Rømersgade og andre Steder. Fru Jensen kan glæde sig ved et glimrende Helbred.

"Social-Demokraten" ønsker til Lykke paa Fødselsdagen.

(Social-Demokraten, 1. september 1924).

85 Aar

Enkefru Johanne Jensen.

En at vort Parti Ældste, Fru Johanne Jensen, Enke efter Skrædermester Hans Jensen, fylder i Dag 85 Aar. Fra sin tidligste Ungdom deltog hun sammen med sin Mand i det brydsomme, til Tider næsten haabløse Pionerarbejde for vort Parti. Grænseløs var den Energi og den Idealisme, hvormed de to Mennesker arbejdede og agiterede.

Store var de Ofre, de bragte - ikke mindst, da de under den tyske Undtagelseslovgivning aabnede deres Hjem for politiske Flygtninge og ofte maatte finde sig i Politiundersøgelser. Ogsa under fredeligere Forhold har Fru Jensens Hjem spillet en Rolle i det danske Socialdemokratis Historie. Her samledes de nye Førere efter det første Sammenbrud, her udarbejdede de Planer tor Genrejsningen, der skulde bære saa rige Frugter.

Trods et strengt arbejdsomt Liv er hendes Konstitution forbavsende stærk. Hun følger da ogsaa med usvækket Interesse Arbejdet i vort Parti baade gennem Social-Demokraten, hvis Fremgang ganske særlig har glædet hende, og ved trofast at komme til Stede ved Møder og Generalforsamlinger i vore Partiorganisationer. Hun er Æresmedlem i 3. Kreds soc.-dem. Vælgerforening og Socialdemokratisk Kvindeforening.

Fru Jensen fejrer Højtidsdagen i sit Hjem, Nr. Farimagsgade 45, 2. Hendes store Vennekreds vil sikkert i Dag bringe hende mange Hilsener og Lykønskninger.

(Social-Demokraten, 1. september 1934).

Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).