Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang vil gøre Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er, hvad den er, nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud, er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever, der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her, sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, at efter dette staar Verden ikke længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

Monumentafsløringer paa Vestre Kirkegaard igaar.

En smuk Højtidelighed ved de druknede Væbneres Grave.

Ved en smuk Højtidelighed afsløredes igaar Eftermiddags ude paa Vestre Kirkegaard de af Frivilligt Drengeforbund rejste Mindesmærker paa Gravene, hvori de fire Væbnere hviler, som omkom ved Damperen "Thor"s Forlis i Drogden igaar for et Aar siden.

Der var mødt ca. 300 Væbnere fra Frivilligt Drenge-Forbunds Afdelinger i Valby, paa Frederiksberg og i København og desuden mange af de Afdødes Paarørende samt andre, der har Forbindelse med F. D. F.

Man samledes først ved Vilhelm Ingerslev-Nielsens Grav, og efter at Forbundssekretær Axel Bang her havde holdt en gribende Tale, hvori han mindede om den sørgelige Katastrofe, afsløredes Monumentet paa denne Grav, idet Fanerne sænkedes.

Man begav sig derpaa rundt til Folmer Kaj Jensens, Kai Mulvad-Jørgensens og Skotte-Sjøsteds Grave, hvor der under en lignende Ceremoni og under Sang afsløredes ganske tilsvarende Monumenter, og overalt nedlagdes der smukke Kranse fra F. D. F.

Monumenterne er af Sandsten, og foruden Væbnermærket og den Paagældendes Navn bærer de Indskriften:

"Væbner, følg din Herres Bud, Væbner! Gaa din Gang med Gud".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1925). 

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Blomsterpiger og Mælkedrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Mælkedrengene.

I Borgerrepræsentationens Møde paa Mandag foreligger der et Forslag, som gaaer ud paa at hindre en urimelig Anvendelse af Børn uden for Skoletiden, med særligt Henblik paa Mælkedrengene. Man ønsker Børnenes Arbejde begrænset paa samme Maade, som det er foreskrevet i Fabrikslovens § 9.

For at erfare, hvorledes dette Forslags Gjennemførelse vil indvirke paa Driften i herværende større Mælkekompagnier, som tilsammen beskjæftige et meget betydeligt Antal Børn, have vi anmodet et Par sagkyndige Herrer om at udtale sig om Sagen. Det har jo sin Interesse, fordi det jo altid i sidste Instans er Publikum, som kommer til at betale forøgede Driftsomkostninger.

Vi give derefter først Ordet til Direktøren for Det danske Mælkekompagni, Hr. Salicath; han siger:

Jeg anseer i og for sig det fremsatte Forslag for særdeles rimeligt, det er ikke heldigt at anvende Børn til Mælkeombæring. Jeg veed Tilfælde, hvor disse Drenge saa at sige maa ernære Familien, fordi de Øvrige Medlemmer tage sig Livet lettere i Bevidstheden om, at de i Nødsfald kunne støtte sig til Barnets Fortjeneste.

At det overanstrænger dem, er sikkert; det er mig bekjendt, at de tilbringe det meste af deres Skoletid med at sove, og enkelte meget humane Lærere lade dem roligt sove med Hovedet paa Bordet

Gaaer nu dette Forslag igjennem, kan der tænkes forskjellige Maader at møde det paa. Enten kunde man lade Drengene møde i det Kvarter, hvori de bo, hvilket altid vilde forkorte Tiden noget, og man kunde give dem fri en halv Time før end nu, hvor Arbejdstiden først er forbi Kl. 12 om Formiddagen. Derved vilde Fabrikslovens Fordringer være opfyldt.

Eller ogsaa kunde man engagere konfirmerede Drenge i Børnenes Sted. Jeg antager, at man kunde lade sig nøje med at indskrænke Mælkedrengenes Antal til 2/3 hvis man benyttede konfirmerede Drenge.

Paa Spørgsmaalet, om det ikke vil blive vanskeligt at skaffe et saa stort Antal konfirmerede Drenge, da disse jo i Reglen blive sat i Lære, svarer Hr. Salicath "Nej", idet han henviser til, at man hidtil har kunnet faa lige saa mange, man ønskede og meget ofte faaer Anmodning om Ansættelse fra voxne Drenge. Dog tør han naturligvis ikke svare for, at der ikke vil blive Mangel i Tilfælde af, at alle Kompagnier udelukkende ville benytte konfirmerede Drenge.

Direktøren mener iøvrigt, at en Prisforhøjelse ikke vil udeblive længe, ikke saa meget paa Grund af den eventuelle nye Arbejdskraft, som fordi Indkjøbspriserne i de sidste Par Aar ere stegne med 2-3 Øre, fordi Kulpriserne ere blevne højere og i det Hele taget alle Udgifterne stegne.

Han troer, at en Prisforhøjelse allerede vilde have været vedtaget, hvis der ikke var kommen nye Kompagnier.

Som et udmærket Supplement hertil skulle vi anføre Direktør Schmidts Udtalelser. Hr. Schmidt har i mange Aar været Bestyrer af "Kjøbenhavns Mælkeforsyning" og leder nu "Trifolium".

Hr. Schmidt anfører: Jeg synes i Grunden, at Mælkedrengene har det ganske godt, de faa om Vintere udleveret en islandsk Trøje, og om Sommeren en net, blaa Bluse og der bliver mange Steder stukket Frokost til dem af gode Mennesker. Men naturligvis, de overanstrenger dem.

Det vil blive noget dyrere at anvende konfirmerede Børn, idet Lønnen for deres Vedkommende er 25 Kroner, for de smaa Drenge, derimod kun 15 Kroner. Men paa den anden Side kan man indskrænke Antallet.

At man atter skulde være i Stand til at faa Tjenestepigerne til at hente Mælk ved Vognene, anser jeg for mere end usandsvnligt, nemlig for haabløst. Tjenestepigernes Fordringer ere paa alle Punkter stegne betydeligt de senere Aar og det er jo en Ulejlighed at løbe op og ned ad Trapperne og staa og vente efter Tur for at faa Mælken udleveret ofte i daarligt Vejr. Det gaaer ikke.

Jeg troer dog ikke, at vi blive nødte til at forhøje Prisen paa Grund af Fabrikslovens Anvendelse paa Mælkedrengene. Derimod har jeg andre Grunde tit at tro, at en Forhøjelse ikke vil udeblive længe.

Som det maaske er bekjendt, har Borgerrepræsentationen nedsat et Udvalg, der skal tage Stilling til forskjellige sanitære Forhold bl. A. ogsaa til, hvorvidt man i Fremilde skal tillade, at der udskænkes Mælk fra aaben Gade.

Efter hvad jeg har erfaret, har Udvalget bestemt sig for at fordybe dette, og hvis dets Indstilling vedtages, vil det medføre, at Mælken maa emballeres, hvad der for Kjøbenhavns Mælkeforsyning er ensbetydende med en betydelig Merudgift. Da det er dette Kompagni, som navnlig har været til Hinder for, at Prisen er bleven forhøjet, kan vi c: de andre Mælkekompagnier. kun med Glæde se paa, at Udvalgets Forslag blev ført ud i Livet; thi det vil sikkert bevirke, at Kjøbenhavns Mælkeforsyning ogsaa gaar med til Forhøjelsen Jeg troer dog ikke, at en øjeblikkelig Forhøjelse vil komme til at overskride en Øre pr. Pot, altsaa blive 17 Øre i Stedet for 16 Øre og 9 Øre for en halv Pot.

Med denne betingede Beroligelse slutteer Direktøren, hvorefter man kan skjønne, at endnu er Alt roligt paa "Mælkevejen", men at det ikke vil vare lange, førend de første Stjerneskud falder. Hvert af dem betyder en Merudgift for Publikum og en ordentlig Merindtægt for Kompagnierne.

(Nationaltidende 1. februar 1902).

Ukendt fotograf: Trifoliums Mælkeforsyning, mælkevogn nr. 16, Allegade. 1906. Det kongelige Bibliotek.

Børnenes Arbejde.

Legemligt og moralsk nedbrydende.

Væk med "Blomsterpigerne".

I de store engelske Byer har man i det sidste Aars Tid truffet omfattende Foranstaltninger til at forhindre, at Fattigfolks Børn misbruges enten til Fabrikarbejde eller til Handelsvirksomhed paa Gaden eller Arbejde i Restaurationer eller Forlystelsessteder om Aftenen.

I København har der længe været Trang til lignende Foranstaltninger, thi man kan uden Overdrivelse sige, at Hundreder af Smaadrenge og Piger aarlig gaar moralsk til Grunde ved den nuværende stærkt udbredte Anvendelse af dem navnlig til Handelsvirksomhed.

Man regner, at en halv Snes Tusend Skolebørn der i Byen maa tjene Penge paa forskellig Vis. De fleste af disse har "Bypladser" og strejfer det meste af Dagen rundt paa Gaderne, udsatte for mangfoldige Fristelser. Mange af dem overanstrænges desuden fysisk ved at bære for tunge Byrder, trække med stærkt belæssede Vogne osv.

Medens de Børn, som i Fabriker er sysselsatte med at klistre Poser, lave Tændstikæsker o. lign., mest er udsatte for at faa Aanden sløvet under det ensformige Dagværk, lærer Mælkedrenge, Forhandlere af Lykkesedler og andre, som stadigt omgaas Penge, meget hurtigt at "file" nogle Øre her og der, og de, der ikke er saa lykkelige fra Hjemmene at være forsynede med tilstrækkelig moralsk Modstandskraft, gaar med rivende Hast ned ad Skraaplanet, som fører direkte til Forbryderbanen.

At lade Smaapiger forhandle Blomster paa Gaden eller i og udenfor Kafeer, er ogsaa den sikre Vej til deres moralske Ruin. Meget hurtigt lærer de, hvorledes de skal indsmigre sig hos yngre og ældre, mere eller mindre berusede Kavallerer, som paa deres Side sjældent er videre ømfindtlige i Valget af deres Ord overfor et Pigebarn, der røber blot en lille Smule Frækhed.

Som sagt, her er en virkelig samfundsnødvendig Trang til forebyggende Foranstaltninger, og det maa derfor paaskønnes, at Københavns Magistrat har benyttet sig af den i Fabrikloven givne Bemyndigede til at stille Forslag om at forbyde Skolebørn under 12 Aar at ombære Mælk, uddele Reklamesedler og gøre Tjeneste paa Forlystelsessteder og i Restaurationer.

Herved vil allerede være vundet ikke saa lidt. Men mindst lige saa nødvendigt er det, at man skrider ind mod den hele "Blomsterpige-Institution", der er nærved at være en Skamplet paa Byen. I Udlandets storbyer foregaar Blomsterhandelen altid ved voxne Personer, og det gør i Reglen et slet Indtryk paa de fremmede, naar de ser, hvorledes vi har ordnet os her paa dette Omraade.

(Aarhus Amtstidende 3. februar 1902).

Smaa Tiggere.

Man vil gjøre et Skridt frem i human Retning. Man vil hindre, at Fattigfolks Børn misbruges til et Arbejde, som ligger over deres spæde og svage Kræfter.

Men gjør man det, maa man paa samme Tid sørge for, at Mælkedrengene, de smaa Haandlangere fra Kafeer og Restauranter osv. ikke gaa ud af de for tidligt Arbejdendes Hær for at gaa ind i en anden, langt sørgeligere - de smaa Tiggeres. 

Den Hær er nemlig stor nok i Forvejen, Tiggerhaandværket dyrkes i alle sine Forgreninger af Børn, ofte med en Færdighed, der hartad er forbløffende.

Maaske er Barnet opdraget dertil fra Vuggen. Det har siddet paa sin Moders Arm, da hun en Aften tog Plads paa en Trappe via Strøget, strækkende Haanden ud mod enhver velklædt Person, der gik forbi. Barnet - det var hendes Skilt, med det paa Armen udfoldede hun en virksom Reklame. Thi dette Syn af en lullende Moder med et frysende Barn og med en oplyst Butiksrude som Baggrund er af dem, som en let paavirkelig Spaserende vanskeligt gaaer ligegyldig forbi.

Saa, da Purken blev saa stor, at han selv kunde støtte paa Benene, begyndte han Virksomheden paa egen Haand, men selvfølgelig for Forældrenes Regning. Og her er nu forskjellige Specialiteter at vælge imellem.

Der er Trappetiggeriet, der helst udjøres af to eller tre Søskende. Lukker man Døren op, staa de derude paa Trappegangen, usle, pjaltede og snavsede indtil Ukiendelighed. Forrest den mindste, bærende en Kurv paa Armen, bagved de ældre Søskende. Men Alle synes de saa omtrent at have mistet Mælets Brug. Af deres Klynken og Smaagræden kan man lige faa det ud, at de ere sultne, at deres Moder har sendt dem, at flere eller færre af Familiens Medlemmer ligge paa Hospitalet. Giver man dem Mad, finder man den bagefter hensat i et Vindue paa Trappegangen. Giver man dem Penge, støtter man en dristig og vistnok i Reglen ganske lønnende Forretning.

Men det rene Tiggeri synes at blive mere og mere sjældent. I mange Tilfælde udføres det vistnok for Børnenes egen Regning. Man faaer et levende Indtryk deraf, naar en Frostvinter lægger bærekraftig Is paa Søerne. Da bestormes Trappegangene i de tilstødende Gader af tiggende Drenge. Faa de Penge, kan man et Øjeblik efter se dem smutte ind til den nærmeste Urtekræmmer - for at kjøbe Kinesere.

Fremfor det egentlige Tiggeri yndes nu, synes det, det maskerede. Barnet sendes ud for at sælge en eller anden Vare til en Pris, der er den dobbelte af, hvad den er værd, eller en Vare, som ingen Mennesker formodes at bryde sig om. Forældrene gjøre saa Regning paa, at man kjøber Tingen uden at prutte, eller at man afviser den men alligevel giver Barnet nogle Øre.

Man gjør med andre Ord Regning paa Folks Uforstand. Det kan naturligvis være fuldstændig hæderligt at sælge Varer ved Dørene, helst naar det er Husflid, og det er forstaaeligt, at Fattigfolk bruge deres Børn dertil. Men man bør da stille sig overfor dem som overfor alle andre Handlende, give dem, hvad man mener, deres Ting er værd, og aldrig give dem Almisse uden at kjøbe. Thi derved demoraliserer man dem Hot og giør sit til, at deres "Forretning" efterhaanden bliver et blot og bart Skalkeskjul for Tiggeri.

Mest udfordrende drives dog det maskerede Tiggeri paa Gaden. Andersen's "lille Pige med Svovlstikkerne" tilhører desværre næsten udelukkende Eventyret. Hendes Plads indtages i det virkelige Liv af Drengen med "Lykke-sedlerne", disse elendige Stykker Papir, med hvilke han forfølger Dem en Gade igjennem eller som han paanøder Dem udenfor Kafeerne og paa Forlystelsessteder. Eller hun er bleven afløst af den lille Blomsterpige, der trods sin tilsyneladende saa poetiske Beskjæftigelse maaske er en af Hovedstadens uhyggeligste Fremtoninger, sløv, fræk, bydende sine halvvisne Buketter frem med et udfordrende og lystens Smil.

Der er Børn, som man kan følge gjennem alle Stadier af Tiggeri Aarene igjennem. Aar efter Aar komme de igien, lige ynkelige, lige lurvede, med de samme Historier, der blot ændres lidt efter Tidsforhold og Forhold. Fra at tigge til de syge Forældre, gaa de over til at tigge tit mindre Søskende. Senere optræde de som Arbejdsløse eller som ulykkelige Familieforsørgere, - indtil de en skjønne Dag ere borte fra Skuepladsen, forsvundne bag Fængselets eller Arbejdsanstalternes Mure. 

Man kan og maa have ondt af Mælkedrengene - disse Børn, der purres ud Kl. 3 om Natten for at arbejde i flere Timer, inden de skulle i Skole. Men hellere alligevel det, end at de skulle gaa med "Lykkesedler" eller med Tiggerkurv. Skrides der ind mod Brug af Børn til Arbejde, saa synes det ganske nødvendigt, at der ogsaa maa skrides ind mod Misbruget af dem til Tiggeri. Saa meget mere, som dertil ikke behøves nye Love, kun Opretholdelse af de gamle.

Vidi.

(Nationaltidende 5. februar 1902).

Pastor Jens Nikolai Schou. (Efterskrift til Politivennen)

Er Manden gal?

En af Pastor Ifversens Aandsfæller.

Postbud Niels Jensen fra Grærup ved Varde tog sig forleden af Dage. I sidste Uge blev han fulgt til Jorden af en stor Skare af Familje og Naboer, men paa Kirkegaarden forefaldt en Begivenhed, som længe vil mindes.

Indremissionspræsten Pastor Schou, som forrettede Jordpaakastelsen, sagde bl. a.: "I, som staar her omkring Graven, er Mandens Mordere, I har givet ham Brændevin. Jeg siger det endnu enGang, I har myrdet Manden."

Nogle Dage efter var Præsten ude at holde en Helvedestale for den haardt prøvede Enke. Den afdødes Søster, som opholdt sig i Huset, bad Præsten om at tage det lidt roligt, da Enken ikke var saa meget stærk; men Præsten gjorde kort Proces, tog fat i Søsteren og smed hende ud.

Da Præsten lige havde faaet begyndt paa sin Helvedesprædiken igen, kom Søsteren imidlertid tilbage for at beskytte Enken, og Præsten smed hende atter ud. Denne Scene gentog sig tre Gange, og alt imens opvartedes hun med Skældsord som "Kærling".

Beboerne er meget oprørte over Præstens Handlemaade, og efter Forlydende skal han indstævnes for Retten. Men dette vil næppe nytte noget, da det forgæves er prøvet at faa ham afsat fra Embedet.

Det er den samme Præst, der for nogle Aar siden pryglede 3 unge Mennesker i Kirken.

(Demokraten (Århus) 17. juni 1901).

Jonassen Blochs hustru opholdt sig hos svigerinden og enken efter det afdøde postbud Niels Jensen. Præsten mente ikke at have været voldelig, men Bloch skaffede en lægeattest for at hustruens venstre overarm havde to gulgrønne pletter og stævnede præsten i politiretten. De omtalte 3 unge mennesker havde han givet lussinger midt i en prædiken efter at have afbrudt denne.

Jens Nikolai Schou (1861) var præst i Aal Kirke 1891-1917. Han fik i 1894 opført missionshuset Emaus.

Pastor Schous Redegørelse er saalydende :

"Ribe Amtstidende har nogle Gange kendt sig forpligtet til paa Kirkens Vegne at omtale mig paa en just ikke smigrende Maade. Det vil antagelig have undret mange, at hvad dette Blad saaledes fortalte om mig, ikke med et Ord blev modsagt. Jeg sluttede imidlertid saaledes: Lad dem, der ville, tro det. Dertil fandt jeg - efter nogen Vaklen - at det, med min Gerning i Aal Sogn for Øje, var bedst ikke at modsige al den Usandhed, saadanne Artikler indeholdt Det maatte jo være generende for Folk at se sig blottede, og Haabet om Indgang hos dem vilde blive svagere. Jeg nøjedes med en Gang paa en Gade i Varde at sige til Redaktøren, at om han ønskede, at hans Blad skulde være Udtryk for Sandhed, ogsaa naar han omtalte mig, da vilde jeg anbefale ham at faa Forklaring fra mig først. Han gav det ejendommelige, uforglemmelige Svar: "Hr Pastor, hvad vi skrive er "Hurtig - Litteratur"." Jeg tænkte: "For - hurtig".

Naar man nu atter har draget mig frem - og der selvfølgelig er Usandhed i Artiklen - saa skal jeg dog endelig værge mig. Nu stiller Sagerne sig nemlig saaledes, at jeg betragter min Gerning i Aal som endt. Jeg har derfor forsaavidt ikke noget at sætte paa Spil. Sandsynlig har man tænkt: "Han svarer ikke, endog vi smøre tykt paa, saa lad os blot fortsætte". Imidlertid har man saa forregnet sig.

Det maa ikke være rart for Sognet saaledes at blive stillet blot; men nu skal det være.

Den noksom bekendte jydske Gæstfrihed bliver her i Sognet dyrt betalt; den hænger paa det nøjeste sammen med Udskænkning. Her drikkes over al Beskrivelse: Paa Kroer, paa et Højskolehjem, i Forsamlingshuse, i Smugkroer (det ymtes der da stadig om) og rundt i Husene. Sognet er ligefrem nedsunket i Drikkesygens Last.

Med denne Hang til Spiritus har jeg prædiket, og der er da ogsaa blevet en Del Huse, hvor man har givet Afkald paa den Gift.

Saa havde vi et Postbud. Han blev i adskillige Huse paa sin Runde beværtet med Spiritus. Han svækkedes - ogsaa moralsk, saa at han forgreb sig paa Penge der vare ham betroede. Saa hængte han sig den 21. Maj.

Begravelsesdagen oprandt. Jeg sagde ved Graven: "I ville vel mene og sige, at den Mand selv aflivede sig, og det er jo sandt nok; men det er jo ogsaa sandt, at - det er Jer, der har taget Livet af ham dem, der gav ham Spiritus, hvor han kom i Husene - , og jeg er forvisset om, at I ubarmhjærtigt ogsaa slaa hans Efterfølger ihjel, hvis han ikke har Villie og Kraft til at værge sig".

En Mand i Følget udtalte til en Ven af mig: "Der udtalte Pastor Schou en forfærdelig Sandhed".

Hurtigt rygtedes det, at man - selvfølgelig Drankerne - i det paagældende Distrikt var opbragt paa mig. Hvad der nu er sket, veed enhver her, er kun Hævn. Paa Kirkegaarden vilde jeg ikke tale til Enken. Hende vilde jeg tale med i Hjemmet.

Der gik nogle Dage, og jeg erfarede, at hun ventede Besøg fra Præstegaarden. Jeg havde kun 2 Dage til min Raadighed, da jeg derefter skulde rejse. Den første Dag bestemte jeg for en dødssyg Pige, der boede langt borte. Den anden Dag vilde jeg saa tage ud til Enken. Saa kom der Bud efter mig fra Varde, at jeg maatte komme ind og forrette en Begravelse der. Jeg havde saa næste Dag at vælge mellem Pigen og Konen. Jeg valgte Konen. Saa red jeg ud til hende (1 Mil). Det var et Besøg ex officio i Egenskab af Sjælesorger. Desto værre var hun ikke alene. Foruden en Lærer med Kone var der en anden Kvinde, P. Jonassen Blochs Hustru.

Formentlig har jeg efter Kirke-Retten Lov til at begære at være ene med den, der skal være Genstand for Sjælesorg; men det er en Ret, jeg stadig har krympet mig ved at bruge af Ængstelse for Misforstaaelser.

Jeg satte mig ved Bordet hos Enken. Bag mig ved Køkkendøren sad Blochs Kone. Den Plan, som jeg ogsaa fulgte, var til en Begyndelse at omtale Synden og den Jammer og Elendighed, dermed følger, for saa at vinde frem til Evangelierne. Jeg kom visselig ikke for at yde Enken Trøst gennem Adspredelse, hvad Ribe Amtstidende aabenbart finder kunde have været passende. Af Adspredthed er der altfor meget. Hjærterne er spredte og udstykkede. Jeg kom for at hjælpe en Sjæl til at faa sig samlet igen fra al Adspredtheden og der med følgende falsk Trøst, faa fundet sig selv for da gennem Evangelierne at faa fundet Jesus og saaledes blive trøstet i Sandhed.

Jeg antager, at jeg havde talt i 2 Minutter, da strækker omtalte Kone sig frem imod mig og overfuser mig. Hun, der vist ikke har det fjærneste med Kirken at gøre, vilde lære mig, hvorledes jeg skulde øve Sjælesorg. Ganske rolig vendte jeg mig om mod Konen, sigende: "Kone, jeg maa bede Dem om at være rolig". Men hendes Ordstrøm var ustandselig. Jeg siger atter: "Men saa vær da rolig!" Hun fortsatte. Saa siger jeg: "Men vil De da ikke holde Deres Mund?" Hun vilde ikke blive stille. "Saa maa De gaa ud", sagde jeg; og jeg tog hende saa ved Armen, lukkede Døren til Køkkenet op og satte hende ud. Hun var selvfølgelig ikke villig, men gjorde dog ikke nogen nævneværdig Modstand. Saa lukkede jeg Døren bag hende og satte mig atter hen til Bordet. Hun indfandt sig igen. Jeg sagde: "Ja, Betingelsen for, at De maa være her er, at De ikke forstyrrer mig". Saa var hun rolig.

Naar Ribe Amtstidende vil sige, at jeg atter satte (smed) hende ud, er det ikke Sandhed. Ordet "Kærling", som Bladet tillægger mig, har jeg heller ikke brugt. Jeg spurgte, da jeg ikke var helt sikker paa, hvem hun var: "Hvem er denne Kvinde?"

Jeg afsluttede nu min Samtale med Enken ved en Bøn, men selvfølgelig pint af dette nu ogsaa at skulle døje sligt.

Dermed var jeg for saa vidt færdig. For jeg forlod Enken, spurgte jeg hende dog, hvorledes hun havde det i rent time-Henseende og bad hende komme til mig, dersom hun trængte til Hjælp.

Jeg ventede, at Konen og hendes Mand paa hendes Vegne vilde blive bedrøvede ved saaledes at have overfuset mig og forstyrret mig i min Embedsgerning; men nej. I Stedet for modtog jeg fra Manden et i en utilbørlig Tone holdt Brev, hvilket Ribe Amts-Tidende ikke refererer. Selvfølgelig indfandt jeg mig ikke. Saa er man gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen. Han kan bevidne, at der er Mærke af et Par Fingre. Nu skal der vist kun yderst lidt til, for at saadanne Mærker kunne fremkomme; men jeg er paa ingen Maade sikker paa, at de stamme fra mig. Den menneskelige Opfindsomhed er stor. Er Kærligheden opfindsom, Hadet er det ogsaa. Da man hørte, at Konen var P. Jonassen Blochs Hustru, saa smilede man og tvivlede slet ikke. Omtalte Ven af mig havde nogle Dage forinden ogsaa faaet et Indtryk af den Kvinde.

Ribe Amts-Tidende tvinger mig til endelig at røre ved gamle Historier:

En ca. 10 Aars Dreng havde i Skolen stjaalet Penge fra en anden Dreng. Han var en daarlig Dreng og Læreren bad mig Egenskab af Skolekommissionens Formand at tage mig af ham. Jeg lod ham hente. Overfor Budet, der skulde hente ham, pralede og bandede han. Saa vilde han tilmed lyve om Lærerinden. Jeg tog den Sag paa den Maade, at jeg gav Drengen 5 Slag Ris og den bestjaalne hvad han havde mistet.

Som Løn derfor fik jeg en Stævning.

Senere skete det, at da jeg en Søndag var gaaet paa Prædikestolen, 3 Drenge morede sig og vedblev dermed i den lille Time, jeg var paa Prædikestolen. Hvor det dog generede mig; men jeg holdt Pinen ud. Da jeg var færdig og alt var afsluttet paa sædvanlig Vis, gik jeg ikke straks op til Alteret, men først ned i Kirken og bad de 3 Drenge gaa ud. Jeg fulgte dem ud og bag den til Kirken lukkede Dør gav jeg dem et Dask paa Øret. Gudstienesten led ikke Afbræk 1 Sekund. Der blev gjort et stort Nummer ud deraf og - Stævning. Ribe Amts-Tidende opvarter med den gamle Usandhed, at jeg standsede midt i min Prædiken.

Jeg beder fornuftige Mennesker overveje:

1) Kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri.

2) Kan det ikke undskyldes, at en Præst giver 3 Drenge et Dask paa Øret, naar de har forstyrret ham gennem en Time?

3) Hvad skal en Mand gribe til, naar al Formaning til at afstaa fra Forstyrrelse af Embedspligten er frugtesløs.

Dette er, hvad jeg er bleven udskreget for; og kom man dybere ind i Klagernes Indhold, da skulde der aabne sig bedre Forstaaelse af, hvad Had kan drive Mennesker til at gøre mod en troende Præst.

Aal Præstegaard, d. 24. Juni 1901.

Schou.

(Ribe Stifts-Tidende 26. juni 1901).

Præsten i Aal.

Læge Stilhoff rykker i Marken. "Den nordre Del af Aal Sogn kunde maaske nok komme i Himmerig, men hele den søndre Del af Sognet gik til Helvede". Præsten prygler et Barn med sin Ridepisk.

Hr. Læge Stilhoff, der i sin Tid har boet ude i Billum, der er Naboby til Aal, hvor Pastor Schou lever sit lidet præstelige Liv, har paa Grund af Præstens slet dulgte Beskyldning mod Lægen for at have skrevet falsk Attest om den Dreng, der fik de for omtalte 5 Slag Ris, offentliggjort en Skrivelse i "Ribe Amtst.", der ikke i Tydelighed lader noget tilbage at ønske.

Hr. Læge Stilhoff skriver:

I "Ribe Stiftstid." for 26. Juni finder jeg optaget en "Redegørelse" fra Pastor Schou i Aal, en Mand, hvis Færd jeg siden hans Debut paa Vestkanten har fulgt med den Interesse, Iagttageren skænker de saakaldte sjælelige Fænomener, ogsaa hos Præster.

Ved sin Debutprædiken i Aal Kirke sagde han, efter hvad mange paalidelige Folk har meddelt mig, at nogle enkelte i den nordlige Del af Sognet maaske kunde komme i Himlen, men at hele det søndre Sogn gik i Helvede, vel at mærke uden at han selv kendte Forholdene. Ikke blot strider en saadan Dom imod Religionens Forskrift i Matthæus det syvende: Dømmer ikke; men det synes ogsaa upraktisk, naar det gælder om at fange Sjæle (Luc. V. 10).

Hele det søndre Sogn følte sig, som naturligt var, haardt krænket og forstødt.

Da Pastor Schou nu, i Følge "Redegørelsen", betragter sin Gærning i Aal som endt, vilde jeg ikke have taget Ordet i denne Sag, hvis jeg ikke personlig havde følt mig berørt derved. Hr. S. taler om, at man er gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen, som bevidner, at "der er Mærker af et Par Fingre". De, der kender mig, ved, at jeg overhovedet ikke indlader mig paa at skrive falske Attester. Netop i en gammel Historie, som Pastor S. "nødes til at røre op i", har jeg afgivet en Attest. Sagens Sammenhæng vil fremgaa af det følgende.

Naar Hr. S. beder fornuftige Mennesker overveje: kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri? vil jeg, som regner mig til denne Kategori af Mennesker, ubetinget svare: Ja, det er forkasteligt, fordi det i dette Tilfælde er uberettiget.

Drengen fik ikke Ris, men Prygl af en Ridepisk i den Grad, at det nærmest havde Karakteren af Mishandling; dernæst havde Drengen vel efter et timelangt Forhør, formodentlig a Ia Sylow, tilstaaet at have stjaalet en Tokrone fra en Kammerat, men han gik lige hjem til sin Moder og bad hende om den Tokrone, han havde stjaalet, saa Tyveriet synes at mangle den indre Sandsynlighed. Det er haardt at stemple en Dreng som Tyv, navnlig paa Landet, hvor det større Folkehold og den nødvendige uhindrede Adgang til de i Byerne aflaasede Rum gør en vis gensidig Tillid og Tiltro nødvendig.

Da saa Præsten et Par Dage efter sendte sin Plejesøn over med Bud til Moderen og Drengen om at komme til Præstegaarden, traf Budet naturligvis kun Drengen, der i Bevidsthed om sin Uskyldighed svarede ham, saavidt jeg husker: A ska Dælen knag mæ nok komm. Dette rapporterede Plejesønnen strax, og da derfor Moderen næste Dag indfandt sig i Præstegaarden med sin Dreng, bad Præsten hende (klogelig!) gaa ind til hans Kone, og da han var bleven ene med Drengen tærskede han ham igennem med den lykke Ende af en Ridepisk. Hvor mange Slag, Drengen fik, kan jeg ikke huske, men da jeg saa ham kort efter, fandt jeg flere parallelle Striber, som jeg formodede hidrørte fra Slag med en Stok; Striberne var røde, meget ømme og tildels blodunderløbne. Imidlertid viste Præsten mig en Ridepisk nogle Dage efter, da jeg tilfældig var i Præstegaarden, under en Samtale, som jeg paa hans Anmodning tilstod ham. Han svippede med Ridepisken og havde vist gærne slaaet mig, hvis han havde turdet, fordi jeg nægtede, at de Slag, jeg havde set Mærker af, kunde være frembragte med den tynde Ende af Pisken, da de var af Bredde som min Lillefinger. "Saa er der nu tre Eventualiteter mulige", sagde Præsten. "Enten har Moderen tilføjet Drengen nogle Slag for, at det kunde se værre ud, eller Deres Attest er urigtig eller endelig lyver Præsten". Hertil svarede jeg: "Med mit Kendskab til den herværende Befolknings maaske overdrevne Kærlighed til deres Børn, kan jeg rolig lade den første Eventualitet ude af Betragtning, min Attest skal jeg nok staa inde for, saa der bliver vist kun den tredie Mulighed tilbage. - Farvel !"

I Anledning af Pastor Schous Slutningsbemærkning om, at man heraf kan se, hvorvidt Had mod en troende Præst kan drive Folk, skal jeg kun bemærke, at Tro er en indvendig Egenskab ligesom at spille Klaver, som kun kan bevises ved Gærning, og at jeg for mit Vedkommende al Tid har betragtet ham med den samme Deltagelse og Interesse, hvormed vi Læger nu en Gang betragter lidt ualmindelige Patienter.

Rødvig, 1. Juli 1901.

Stilhoff.

Se det er rene Ord for Pengene. Vi skal senere komme tilbage til denne forunderlige Præsts hele Virksomhed derude i Aal Sogn.

(Kolding Social-Demokrat 5. juli 1901. Ribe Stifts-Tidende 4. juli 1901.).

Ved mødet 4. juli 1901 i Øster og Vester Herreders Politiret prøvede pastor Schou at indgå et forlig med Jonassen Bloch ved at ville betale 10 kr. for svie og smerte og udrede sagens omkostninger. Det gik Jonassen Bloch ikke med til og sagen gik herefter til retten.

Biskop Gøtsche indrømmede at der havde været grund til at klage over Schou for lussingerne og gav ham en skarp tilrettevisning. Han mente også at Schou burde give menigheden en undskyldning.

Sagen kom for i august 1901. Han måtte tilbagekalde nogle fornærmelige udtalelser mod Peter Jonassen Blochs hustru (han havde kaldt hende "mær" og "kærling"), han skulle betale konen 40 kr. i sagsomkostninger og fik en bøde på 20 kr. til statskassen. Han tilbagekaldte dog ikke lige med det samme fornærmelserne.

I april 1902 vakte pastor Schou opsigt ved at have fået en ca. 2½ meter højt krucifiks på en opkastet jordhøj tæt på missionshuset. Herpå blev ophængt en Jesusfigur. Krucifikset havde han Schou købt på den rejse, som han foretog sammen med sin hustru og en søster i 1901 til missionsstationer forskellige steder i Indien. Efter at korset var rejst, var der folk i sognet der klagede til biskoppen over dette katolske islæt, men han afviste klagen med den begrundelse at korset jo var rejst på privat grund. I 1905 blev der oprettet en valgmenighed i sognet bl. a. på initiativ af kirkesanger Niels Hansen.