Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang vil gøre Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er, hvad den er, nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud, er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever, der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her, sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, at efter dette staar Verden ikke længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

En rar Familie. (Efterskrift til Politivennen)

For ca. 14 Dage siden bragte "Natt." under denne Overskrift en Meddelelse om, at en Kvinde, der i Horsens og Omegn gaar under Navnet "Gale Stine", havde gjort Modstand mod Politiet og endog truet Betjentene med en Kniv, da de kom for at arrestere hendes Søn, der var undvegen fra Tvangsarbejdsanstalten og fra Barndommen af var bekjendt som en ryggesløs og ondskabsfuld Person, der endog som Dreng paa Flakkebjerg Opdragelsesanstalt havde skaaret Patterne af 24 Køer og havde bragt dem hjem i Spandene om Morgenen.

I denne Anledning har Anstaltens mangeaarige og nidkjære Forstander, Justitsraad Møller, meddelt "Natt.", at slet saa vidt naaede den nævnte Dreng dog ikke med sine Skarnsstreger, men han var slem nok endda, takket være det Exempel, hans Forældre og da navnlig hans Moder, havde givet ham.

Vi meddeler efter "Natt." Justitsraad Møllers Skildring, som han indleder med de Ord: Ja, Forældre er ikke saa sjældent værre end deres Børn! Mødrene ikke bedre, men værre end Fædrene.

"Den 20de Januar 1882 modtog vi en konfirmeret Dreng, henved 15 Aar gammel, hvis Moder vistnok var og bliver en Sjældenhed blandt Kvinder, fremragende som faa, saa at hun kunde beherske hele Egnen, hvor hun boede, og Børnene havde saaledes en god Ledestjærne i hende. Faderen var fordrukken og anbragt i en Arbejdsanstalt, og Sønnen havde efter Konfirmationen gjort Tyveri, ja selv Indbrud til sin Forretning, hvorfor hun da ogsaa ved Dom af 10de November 1881 var blevet straffet med Ris. I Moderens Øjne var han derimod en Engel, og da Sogneraadet ikke havde maattet røre ved ham eller gjøre noget for at faa hans Tanker ledet i en anden Retning, var han ved Amtets Resolution taget fra Forældrene og optaget paa Flakkebjerg, men ikke uden energisk Modstand fra Moderens Side, hvilket endog havde nødvendiggjort Politiets Assistance for at faa ham ud af hendes Hænder. 

Af Stedets Øvrighed var jeg orienteret i Forholdene og forberedt paa, at jeg næppe undgik Moderens Besøg, idet man dog vilde gjøre, hvad man formaaede for at holde hende borte. Dette lykkedes dog ikke. 3 Maaneder efter Sønnens Modtagelse havde jeg hende her - selvtredie med 2 Børn, en Dreng paa 12-13 Aar og et Skjødebarn med Barnevogn og andre Rekvisiter. Moderen kom, som var hun min Herskerinde og havde første Prioritet i Anstalten, og for Husfreds Skyld gjorde jeg mig fortrolig med at gjøre et Forsøg paa "at betale ondt med godt" for mulig derved at formilde hendes Sind. og det lykkedes over al Forventning. Hun befandt sig vel, havde Lejlighed til, saa ofte hun lystede, at tale med Sønnen i hans Fritid og til at se Anstalten efter i alle Kroge, og - hvilken Tilfredsstillelse for hele Huset! - hun blev saa indtaget i det hele, at hun bad mig at modtage paa Anstalten - Børn kunde aldrig faa det bedre end der - ogsaa den medbragte Søn, hvorpaa jeg imidlertid gav et bestemt Afslag, motiveret ved, "at vi ogsaa kunde faa for meget af det gode". At det i øvrigt just ikke havde været alene for at sige mig en Behagelighed, derfor fik jeg senere Vished, idet hun efter sin Hjemkomst gjorde de nødvendige Skridt for at faa Ønsket opfyldt. Et andet af hendes Ønsker om, at Sønnen skulde gjøre en Rejse hjem for at besøge Familie og gode Venner, maatte jeg selvfølgelig af mange Grunde ligeledes afslaa, men saa slap det ud af hende, at det mest var for Sogneraadets Skyld, at hun ønskede hans Besøg, nemlig for at man kunde se, hvilken Uret man havde gjort ham ved at faa ham her over paa Anstalten. Herved fik jeg en naturlig Lejlighed til at sige hende, hvem hun - var, og mærkelig nok slap jeg heldig fra det, det gode Forhold blev ikke forstyrret. Hun med Familie forblev hos os en Uges Tid, og Opholdet var maaske blevet endnu længere, hvis jeg ikke havde fundet Lejlighed til at tilbyde hende, at jeg vilde befordre hende til Slagelse og selv være Kusk. hvorved jeg - og maaske end mere ved de 4 Kroner, som jeg ved Afskeden trykkede hende i Haanden - vandt hendes fulde Hjærte, hvorpaa jeg fatte saa meget mere Pris, som jeg da kunde vente at have Sønnens med.

Sommeren gled hen roligt og tilfredsstillende uden væsenlige Udsættelser paa Sønnen, hvem jeg da ogsaa paa hans Bøn skaffede en Plads den 1. November 1882 hos en Mand, der har haft flere Elever her fra. en forstandig, velvillig Mand, hos hvem Forholdene og Omgivelserne var meget heldige. Imidlertid blev jeg højst ubehagelig overrasket, da Husbonden ester 4 Ugers Forløb leverede ham tilbage til Anstalten med den Erklæring, at han ikke turde beholde ham i sit Hus, efter hvad han havde hørt, set og oplevet af ham. Vi sporede nu Moderen og hendes Indflydelse. Pladsen var ikke efter hendes Hoved og kunde altsaa heller ikke blive efter Sønnens. Nu havde vi ham til anden Behandling, og hans Arbejde blev da bl. a. at malke under Mejeripigens Vejledning og Opsigt, et Kursus, som ligesindede før ham havde gjennemgaaet, og som kommer dem til Gode i de Forhold, hvor de skal tjene deres Brød. I alt Fald har mange derved faaet forøget Værd i Tjenesteforhold paa Landet, nær i den senere Tid, efter at det er blevet vanærende for det smukke Kjøn at malke. Sønnen var vist belemret med lignende fine Fornemmelser, men i Stedet for at gjøre Strike søgte han at frigjøre sig paa en mere radikal Maade, nemlig ved at gjøre Forsøg paa at skære Patterne af Køerne, en Grusomhed, jeg indtil da ikke havde oplevet. I Februar 1883 fik vi atter Besøg af Moderen og den yngre Søn, og de forblev nogle Dage hos os. men da jeg udtalte, at hun ved sin uheldige Indflydelse væsenlig havde bidrager til Sønnens slette Opførsel og til, at Folk maatte vende ham Ryggen, hvad han allerede havde maattet føle, blev Krigen erklæret fra hendes Side, og Følgerne af dette Besøg blev da ogsaa, at det gik ved ad med Sønnen, der gik med en. som det senere viste sig, af Moderen næret Bagtanke: at gjore Ondt og derved gjøre os Livet saa surt. at vi maatte lade ham fare. Jeg vil haabe, at det hører til Sjældenhederne at finde en Familie, hvori der findes saa mange onde Instinkter. Efter en Meddelelse fra Sogneraadet var den Søn, der ledsagede Moderen paa hendes Rejser hertil, og som hun vilde have haft herover, bleven anbragt i Tjeneste i Sommeren 1833, men var bleven bortvist, fordi han prøvede paa at skære Patterne af Husbondens Griseso.

I Løbet af 1883 fortsatte Moderen sine Bestræbelser for at ødelægge Forholdet mellem Anstalten og Sønnen og indgav blandt andet Ansøgning om, at Amtsresolutionen om Sønnens Anbringelse paa Flakkebjerg skulde tages tilbage. hvilken Ansøgning blev afslaaet, idet Amtet erklærede sig enigt med Herredsfoged og Sogneraad i. at Sønnens Vel "utvivlsomt fremmes bedst ved, at han forbliver paa nævnte Anstalt". Hvad hun ikke rør havde været krigerisk stemt, blev hun efter dette Afslag, hvorom følgende Mundsmag af en Skrivelse noksom vidner: "Dig maa man vel kunne kjøre i en Tømme, men ikke uden Pisk, og den skal nok fimre haardt ; thi vid, jeg staar i Forbindelse med Folk, der er højere paa Straa end Du. Jeg kommer nok selv derover til Julen, da alle Mennesker er saa glade, og jeg tænker ogsaa. der er Glæde paa Flakkebjærg: thi Jesus kommer vel ogsaa der, hvor Djævelen regerer. Nu sender jeg mit Brev til Dem. Hr. Møller! Med den dybeste Afsky, Din Djævel i Menneskeskikkelse".

Hvad Sønnen angik, var han i Begyndelsen af November, Dagen efter, at jeg var rejst til Landerupgaard, forsvunden i den tid lige Morgenstund, men blev hurtig funden i Kjøbenhavn og transporteret tilbage. Han blev da ret lanerlig og tilgængelig for gode Ord, Formaninger og Advarsler, saa at jeg troede, at jeg med godt Udbytte kunde anbringe ham i Tjeneste hos en Familie, der havde boet i Nabosognet, og hos hvem Elever fra Anstalten i en lang Aarrække havde været i gode Hænder, hvortil endnu kom, at der her var en af de ældre Elever, der havde tjent hos Familien i 2 Aar og skulde blive der endnu et Aar, et prægtigt Menneske, i hvem den yngre vilde have fundet en trofast Stolte og Vejleder til at faa rigtigt Fodfæste og komme til Oprejsning. Men to Dage efter kom Manden og afleverede ham, efter at han og Familien havde døjet det utroligste af ham. og man maatte blive bange for at have ham i Huset. Saa begyndte vi atter forfra, idet han søgte at gjøre mig fortrolig med, at hans Galskab hidrørte fra, at han helst vilde være herhjemme, meget smigrende for Anstalten. Men den 9. Juni rejste jeg til Kjøbenhavn, og næste Dags Morgen var han i et ubevogtet Øjeblik forsvundet, men han blev, eftersøgt af et Par Elever, stoppet paa Naboens Mark af en der tjenende Elev og af Karlen, som førte ham tilbage til Anstalten, dog ikke uden Blodsudgydelse, idet han med en Kniv stak Karlen i Armen, hvorfor han blev fort frem i stiv Arm, og da en Aare var ramt, fik man kun med Besvær Blodet standset. I dette Attentat var der da tilstrækkelig Opfordring til at sikre sig for hans Galskab, men vi kom snart til Forstavelse, og han gav de bedste Løfter om Bod og Bedring, lige som det heller ikke manglede paa Bønner om Frigivelse og om Støtte mod det onde i Fremtiden, saa at jeg, der haabede det bedste, om jeg end maatte være forberedt paa det værste, endog lod ham deltage i en Skovtur for alle Eleverne. Han vedblev nu at være meget medgjørlig hele Sommeren og Efteraaret. saa at jeg troede at burde imødekomme hans Ønske om at lære Smedeprofessionen, saa meget mere, som der var tilbudt mig Plads for en Lærling i en af de nærmeste Kjøbstæder paa et af de bedste Værksteder, hvor en Elev samtidig havde udlært. Pladsen blev tiltraadt den 1. November, og det gik i længere Tid til gjensidig Tilfredshed, men saa kom det onde Element atter frem og drev det paany til et Hovedslag.

Moderen, der var underrettet om, at Sønnen var kommen i Lære, rejste nemlig her over den 13. December for at faa Fingre i ham og føre ham bort i al Hemmelighed, hvad der dog ikke lykkedes, idet Politiet holdt vaagent Øje med hende, saa at hun efter 6--7 Dages Ophold vendte tilbage, dog ikke uden at have lagt sine Basiliskæg, der blev udklækkede i Julefritiden. Sønnen var nemlig her i Besøg i flere Dage, vel til Pas og meget elskværdig. enig med mig i alt. Han fik en Dragt ny Klæder, som hørte med til hans Udstyr i Læren. Vi var altsaa tilsyneladende i den bedste Forstaaelse, saa længe han var her, men heller ikke stort længere; thi et Par Aftener efter solgte han sine ny Klæder og forsvandt Dogen efter, og ved en saa lang Omvej som mulig - over Kallundborg og Aarhus - naaede han hjem, hvor en mig af Politimesteren anbefalet Mand i Forbindelse med Landpolitibetjenten endelig fandt ham skjult hos Moderen. Efter en voldsom Kamp med hende og hendes forvorpne Angel, der stenede Betjentene og rev Landpolitibetjentens Frakke itu, slap man bort med Sønnen.,men blev forfulgt af hele Familien, for saa vidt den var kampdygtig, til nærmeste Jærnbanestation, hvor Familien ved Togets Afgang indtog en truende Stilling paa Perronnen. Saaledes lykkedes det at faa ham bjærget og den 6. Januar afleveret til Anstalten med en Udgift, som for udenforstaaende vel kunde synes større, end den var værd; men jeg havde ikke opgivet Haabet og var derfor ikke færdig med ham, hvis sidste Bedrift, efter hvad Moderen skriftlig meddelte mig, var tilraadt ham af hende. Hun vendte sig nu mod Sogneraadet, hvis Formand bl. a. tilskrev mig følgende: "I Anledning af den sidste Scene har hun gjentagende været hos mig og udstødt sine Trusler om at stjæle brænde, og det endte med. at hun sidste Nat lagde sig ude paa Marken i Sneen og saaledes tvang mig til at lade hende hente med Vogn. Hun truer som sædvanlig med, at hun skal lade det "lyse" baade for Dem og for mig, saa fremt hun ikke faar Sønnen hjem. Det værste er, at hun ligefrem opdrager sine Børn til Forbrydere." Lignende Meddelelser modtog jeg fra vedkommende Birkedommer, og hun blev nu endelig anholdt og arresteret og derpaa for Fornærmelser og Vold mod Politiet ved Sønnens Anholdelse, for Truslerne om Ildspaasættelse og mod Sogneraadets Formand idømt Vand- og Brødstraf. 

Sønnen blev paa Anstalten til 1ste Maj 1885, da jeg fik Plads for ham hos en Gaardmand her i Nærheden, der som saa mange andre i en lang Aarrække uden at trættes har været min Støtte med flere vanskelige Elever. Aaret gik, men ikke uden Fortrædeligheder, især efter at baade Moderen og en Datter af s amme Kaliber havde besøgt ham og gjort dereS personlige Indflydelse gjældende paa ham, saa at han blev aldeles kullersk. Husbonden gjorde de sædvanlige fornuftige Forestillinger om, hvad der tjente Moder, Søster og Sønnen bedst, men til ingen Nytte. Sønnen gjorde, hvad han vilde, og Enden blev i det mindste ikke god; thi efter at Sønnen havde naaet 18 Aars Alderen, gjorde han den velvillige Husbond Livet saa surt, at denne for Husfredens Skyld nødsagedes til at fjærne ham fra Huset en halv Snes Dage før Skiftedag. Han blev derefter afleveret her til Anstalten, men jeg fandt nu ikke Anledning til at ofre meie paa ham, hvor al Ting var spildt, og paa hvem der var gjort langt større Indsats fra baade den ene og den anden Side end for nogen anden Elev, som man har arbejdet for "med Haab mod Haab", men som ikke er blevet beskæmmet. 

Det varede ikke længe, før Moderen havde Sønnen hos, og han viste da ogsaa Kommunen, hvem han var, idet han blandt andet gjorde sig skyldig i Ildspaasættelse, hvorfor han inddømtes i Vridsløse Straffeanstalt. Blandt de Mænd og Kvinder, Fædre og Mødre, som har gjort os Livet surt og bittert, er de foran fremhævede uovertræffelige, hvor mange Bryderier og Fortrædeligheder vi end har maattet opleve af mange andre baade paa den ene og den anden Maade, men mest fra Spindesiden, hvor Rokkene hviler".

(Esbjerg Folkeblad 1. juni 1889).

En drabelig Pige. (Efterskrift til Politivennen)

I Avedøre tjente siden indeværende Foraar hos en Gaardeier den i Sverig i 1860 fødte Pige Emma Gustafva. Samme Sted tjente der en 16 Aar gammel svensk Dreng. Carl Albert, og det var Skik paa Gaarden, at Drengen hver Morgen kjørte Mælkevognen en tohjulet Karre - ud til den Mark, hvor Gaardens Køer stod paa Græs, medens Emma og en anden Pige fulgte med. Naar Pigerne derpaa havde malket køerne, kjørte de Vognen tilbage til Gaarden og kjørte derpaa om Aftenen selv igjen med Vognen ud paa Marken, hvor Carl imidlertid var forbleven, og hvorfra de saa efter endt Malkning alle i Forening vendte tilbage til Gaarden, idet Carl efter Husbondens Ordre da kjørte Vognen. Paa Veien ud til Marken om Morgenen den 13de Juni havde der været noget Skjænderi mellem Drengen og Emma, der havde bebrejdet ham, at han ikke kjørte hurtigt nok, og inden Hjemkjørselen havde hun yttret til den anden Pige, at han da ikke skulde faa Lov til at kjøre Hesten. Da Pigerne derpaa vare færdige med Malkningen og havde sat sig op paa Vognen til Hjemkjørselen, kom Drengen til, lagde en tom Trepægleflaske, hvori han havde havt Øl, i Bunden af Vognen og steg selv op paa den, hvorpaa han trods Emmas Modstand tog Pisk og Tømme fra hende. Efterat de derpaa havde kjørt et lille Stykke, greb Emma atter efter Tømmerne, og herved blev Drengen, der sad yderst paa Agebrædtet, skubbet ud af Vognen saaledes, at han kom til at staa ved Siden af den, og da Emma vedblivende søgte at faa fat i Tømmen, gav han hende et Par Rap med Piskeskaftet over Armen og Ryggen, ligesom han efter den af Emma under Sagen afgivne Forklaring udstødte Trusler mod hende. Disse tillagde hun dog ikke nogen Betydning, men hun blev ved hans Opførsel saa ophidset, at hun greb den foran nævnte Flaske, og idet hun holdt den om Halsen, bibragte hun Drengen et saadant Slag oven i Hovedet, at Flasken knustes derved, saaledes at hun beholdt Flaskehalsen, ved hvis Rand der sad et buet Stykke Glas af selve Flasken, i Haanden, og hermed huggede hun derpaa Drengen, der havde lagt sin venstre Haand op paa Vognens Kant, et Hug over Haandledets Rygside. Medens det førstnævnte Slag ingen Følger havde, tilføjedes der Drengen ved dette Hug et ca. 1 Tomme langt Snitsaar paa tværs af Haandledet, hvilket trængte igjennem Huden og det underliggende Bindevæv, overskærende samtlige Strækkesener til Haandens 2., 3., 4. og 5. Finger. Ifølge de under Sagen tilvejebragte Lægeerklæringer, af hvilke den sidste var dateret den 10de Juli, var det ikke sandsynligt, at Haanden som Følge af denne Beskadigelse fremtidig vilde blive fuldstændig invalid, uden at det endnu kunde afgjøres, hvor betydelig Invaliditeten vil blive eller om muligt med Tiden fuld Funktionsdygtighed kan opnaaes, og paa Drengens Almenbefindende har det Passerede ingen skadelige Følger havt, ligesom han ikke derved har været nødsaget til at holde Sengen. Den ommeldte Flaske var en almindelig Ølflaske af tykt grønligt Glas, og Emma førte Hugget med Flaskehalsens nederste af brudte Rand med vedhængende Flig, men hun udsagde under Sagen, at ligesom hun ikke havde havt til Hensigt at tilføie Drengen nogen Skade ved Slagene, saaledes havde hun heller ikke tænkt sig, at saadant vilde blive Følgen deraf, og denne Forklaring kunde efter Omstændighederne ikke forkastes. Krav paa Erstatning var fra faldet. Ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret blev Emma anseet Straffelovens § 203 med Fængsel Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 2. august 1885).

Gård i Avedøre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Drengegymnastik. (Efterskrift til Politivennen)

"Kiøbenhavns Ungdomsskole" afholdt i Søndags sin aarlige Præsentation i Gymnastik i Gothersgadens Exercerhus. Foreningen tæller nu henimod halvandet Hundrede Medlemmer, men Antallet er noget vexlende; der er Øvelse 2 Gange om Ugen i 1½ Time ad Gangen, og det maanedlige Kontingent er kun 65 Øre. Saa hvis der virkelig var nogen Interesse for Foreningen hos Publikum her i Byen, saa maatte der være et langt større Antal Medlemmer; desværre har Foreningens Medlemstal aldrig været synderlig over et Par Hundrede. Og Forældre kan ikke der undskylde sig med, at de ikke har kiendt Foreningens Tilværelse, eller at de var uvidende om Legemsøvelsernes Betydning for Børn; thi alle Vegne fra, særlig fra Pædagoger og Læger, raades der paa, at vor Ungdoms legemlige Opdragelse bliver forsømt. En af Hovedgrundene til den ringe Tilslutning, Ungdomsslolen har vundet, er den nationale Tilbøjelighed, vi alle har til at holde en vis Afstand imellem Tanke og Handling. Taler man f. Ex med en Fader om et hans Børn trænge til Gymnastik, saa varer det ikke længe, før han giver en Ret; men der er som oftest et umaadeligt Spring herfra og til at faa ham til at handle i Overensstemmelse med sin Indrømmelse. Kvinderne er i denne Henseende ofte lettere at faa med, men da desværre Moden hos dem har saa umaadelig meget at sige, saa føre deres Indrømmelser vist kun til det samme Resultat; der er jo hverken moderne eller rigtig fint at lave sin Søn gjøre Gymnastik en Times Tid hver Dag.

Det er ret betegnende, at medens Forældre med Glæde ofre 10-12 Kr maanedlig paa deres Børns Undervisning i Musik eller Sang, ja ofte med ligefrem febrilsk Iver lure paa Børnene for at opdage selv den ringeste Spirer til Begavelse i musikalsk Retning, saa finder man det urimeligt at ofre et Par Kroner maanedlig til Undervisning i gode Legemsøvelser, og det uagtet saadant ofte vilde spare mangen en Doktor og Apothekerregning. ikke at tale om at Barnets Væxt i aandelig saavel som legemlig Henseende fremskyndes. 

Gothersgade eksercerhus, april 1916. Mariboes Samling, kbhbilleder.

Men der er ogsaa andet end Fordom og Træghed, der skader Ungdomsskolen. Saaledes er Skolens mørke uhyggelige Lokaler med den fugtige raakolde Luft og det slette Lergulv alt andet end indbydende; selv de, der møde med Overfrakke og store Støvler, tabe her hurtig Humøret, og hvad skal man saa vente af Drengene, der møde i tynde Sko og Benklæder; passende Temperatur og nogenlunde godt Humør maa der til, naar Øvelserne skal gaa med Liv. For Sagens egen Skyld vil vi nødig sige det, men sandt er det, at det er mærkværdigt, at Børnene ikke blive syge i dette daarlige Lokale; vi haabe dog ikke, at nogen Moder skal tage sig dette til Indtægt og bruge det som Undskyldning for, at hun ikke sender sine Børn til Gymnastik. Nu er der jo desuden Udsigt til, at vi snart faar et nyt og godt Gymnastikhus; det var maaske mere praktisk at faa flere mindre, men dette er et Spørgsmaal som takket være de Mænds Energi, som staar i Spidsen for denne Sag, snart vil faa sin Løsning. Øvelser i en stor og lys Sal tager sig ogsaa ganske anderledes ud; det kan saaledes ikke nægtes, at den skumle Belysning i Søndags berøvede Øvelserne en meget stor Del af det lette og luftige, som der kan være over en rask Gymnastiker paa 12-14 Aar

Den der har fulgt Ungdomsskolens Udvikling i de sedste 10 Aar vil fra Aar til Aar have set betydelig Fremgang saavel i Gymastiken i det hele som i Udførelsen af den enkelte Øvelser, og enhver maa indrømme, at man i nogle Retninger har naaet et Højdepunkt, som vistnok kun saare faa havde drømt om, da Skolen blev stiftet; dette giælder da navnlig om Smidighedsøvelserne, i hvilken Retning flere viste en Færdighed, der gik ud over Grænsen for det almindelige akrobatagtige. Saaledes smukt 3doddelt "Flik-Flak" dobbelte Luftspring og baglængs o s. v., vi brugte Udtrykket akrobatagtig, thi akrobatagtig er enhver Gymnastik, som kun har sig selv til Maal. At man i en Skole som denne, uden at lægge særlig Vægt paa disse Øvelser dog er naaet saa langt, taler til Fordel for Lærerne og for Gymnastikens Standpunkt i det hele, og det paa en Maade offer, hvilken Grad af Herredømme Eleven har opnaaet over sit Legeme Og man behøver næppe at nære nogen Frygt for, at det er en Udartning af Gymnastiken, man her er kommen ind paa. Vi er i vor Gymnastik bleven paavirkede baade fra Tyskland, England og Sverig, og disse vidt drevne Smidighedsøvelser turde nærmest være en Følge af Paavirkninger fra engelsk Side, medens man i andre Retninger kan spore en ikke ringere Indflydelse af det svenske Princip; saaledes vilde enhver Iagttager have kunnet bemærke, at der i Aar gjennempaaende var langt mindre exercermæssigt Sving eller "Ruf", om man vil, over Øvelserne, og det kan ikke noksom roses, at man er begyndt at komme bort fra dette høist uheldige og noget gammeldags Sving over Drengegymnastiken. Ligeledes kan vel ogsaa den Tagen Hensyn til Skjønheden, som paa flere Steder tydelig sporedes i Øvelserne, siqes tildels at hidrøre fra svensk Paavirkning; ligesom ved "Afpudsningen" paa selve den enkelte Øvelse mangler der dog sikkert der endnu en Del, navnlig for Rekøvelsens vedkommende, men det maa paa denne anden Side heller ikke overses, at disse Øvelser først nylig er indførte i Foreningen, at næsten alle Lærerne er fuldstændig uvante med at sysle med dem, og navnlig at Aparatet selv var slet - ja næsten saa slet som mulig - staar i Forbindelse med Lokalet. Det er ligeledes en Selvfølge, at naar som her Øvelsernes Antal bliver gjort dobbelt saa stort, saa kommer det let til at gaa ud over den enkelte Øvelse, og Eleven saavel som Læreren bliver mindre sikker i Præsentationen; man saa saaledes flere smaa Uheld eller lidt Usikkerhed (f. Ex. i Voltigering og Smidighedsøvelser) uden at det imidlertid altid var muligt at afgjøre, om det hidrørte mest fra Læreren eller Eleven. Øvelserne i Ringe, Trapez og Barre begynde efterhaanden næsten at fortrænge de ældre Øvelser i Voltigering og Springning, og de viste sig ogsaa i Gaar at staa paa en betydelig Højde baade hvad Antal og Udførelse angik. Vi beklage kun, at Stokkeslagene var faldne bort; for det første at den Grund, at der ikke saas en eneste Øvelse for Haandledets Smidighed og Hurtighed, og for det andet, fordi Stokkeslagene, foruden at være en god Øvelse for Aandedrættet, altid er et lille Surragot for Vaabenøvelserne, hvis anerkjendte psysiske Indflydelse, Drengene nu ganske mangle. Som en Eiendommelighed for Øvelserne i Aar skal endnu anføres, at den sidst præsenterede Kreds næppe var den bedst ledede. Til Slutning bragte Formanden, Oberst Vaupell en Tak til Foreningens Leder, Premierlieutenant Nielsen, og Lærerne for den Dygtighed, hvormed Skolen var ledet. Derefter uddeltes Præmierne. N

(Morgenbladet (København) 20. november 1883).