Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang .vil gere Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er. hvad den er. nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud. er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever. der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her. sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, t efter dette staar Verden ilede længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Anton Hansen, Flakkebjerg. (Efterskrift til Politivennen)

Den bortløben Anton Hansen. Afvigte Løverdag d. 15de ds. om Eftermiddagen fandtes i Storskoven i Tjustrup Sogn en Person i meget stivfrossen og forhungret Tilstand og med kun svage Livstegn. Han blev bragt ind hos Skovfogeden, hvor han fik lidt lunken Mælk, saa at han kunde begynde at tale og give nogen Forklaring over, hvem han var. Efter fremkomne Oplysninger er Personen en Elev fra Flakkebjerg Institut ved Navn Anton Hansen, han er 16 a 18 Aar gl., og var Fredagen d. 7de ds. under Transport fra Kjøbenhavn til Institutet mellem Slagelse og sidstnævnte Sted løbet fra sin Bevogter, og uagtet han strax blev eftersøgt paa rette Spor, lykkedes det ham dog at komme ind i Storskoven, hvor han efter sit eget Udsagn har opholdt sig siden uden at nyde Noget. I de første 2 Dage vilde eller turde han ikke gaae ud gaae ud af Skoven, for at faae noget til Livets Ophold; tredie Dag var Hungeren saa stor, at han besluttede sig til at gaae ud for at søge Noget, men han var da allerede saa forkommen og mat, at han faldt omkuld og blev liggende til han senere fandtes. Han blev, efter 2de Gange at være undersøgt af Lægen, Dagen efter sendt til Sorø Sygehuus, hvor han vistnok vil miste begge Benene, da der er gaaet stærk Koldbrand i dem op over Knæerne, hvilket let kan forklares, eftersom han, der var barfodet og forøvrigt meget tyndt paaklædt, havde været i Skoven i 9 Dage tildeels i haard Frost og Snee og uden Ernæringsmidler. Han skal forøvrigt være en skikkelig og godmodig Dreng, men har al Tid havt Streifelyst.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 20. december 1866)

Sjællands-Posten (Ringsted) kunne den 19. januar 1867 meddele at Anton Hansen døde ved juletid på Amtssygehuset ved Sorø som følge af koldbrand. En amputation af benene havde ikke fundet sted.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, August 1866. (Efterskrift til Politivennen)

 

1ste Afdeling. Assessor Behrend.

(i Assessor Holmblads Fraværelse).

- Onsdagen den 8de August.

- Kaperkudsk Carl Nielsen havde lovet at kjøre nogle Passagerer fra Charlottenlund til Kongens Nytorv, men havde mod Aftalen gjort Holdt ved Østerports Holdeplads. Det var nu ganske rimeligt, at han nødig vilde kjøre til kongens Nytorv, da han atter skulde tilbage igjen til Skoven, men han havde ingen Fornøielse af sin Vrangvillie og sin Opsætsighed mod en Betjent; thi efterat et Par Vidner idag havde gjort Ed paa deres Forsikringer, dømtes Carl Nielsen til at bøde 10 Rd. til Kommunens Kasse.

- Maren Larsen maa en anden Gang, naar hun lukker sin Husbonds Vinduer op, passe paa. at der ikke falder Urtepotter ned paa Amagertorv. 

- Murmester C. H. Berg fik en Advarsel, fordi han havde spærret Fortovet paa Østergade i længere Tid med et 3 Tailles-Stillads.

- Gjæstgiver Trebbien havde ladet 30-40 Lam drive ud paa Græs, men Lammene vare løbne bort og havde foretrukket at æde Græs paa Volden. Her havde en Betjent faaet fat paa dem og ladet dem opstalde hos en Gjæstgiver, der fordrede 2 Rd. 12 Skilling i Husrum for Fæhovederne. Trebbien havde negtet at betale denne Sum, men gjorde det dog idag, og dermed var Sagen afgjort.

- Om otte Dage vil Sadelmagersvend Christian Heinrich Sternberg betale 4 Rd. i Mulkt. fordi han forleden havde overstænket 2 Herrer i Adelgade ved at besørge Latrinudførsel ud af Vinduet.

- Michael Pagh kjørte rask om Frederiksberggades Hiørne ind paa Nytorv og var lige ved at kiøre en Kontorist over Benene. Da Kontoristen vilde notere Droskekudskens Numer, skældte Pagh ham ud for "Gadedreng" og opfordrede sin Kollega, Droskekudsk Vilhelm Holm til "at stikke Fyren En". Og saa slog Holm saaledes til Kontoristen, at Cigaren fløi ham ud af Munden, to Fortænder løsnedes i en ubehagelig Grad, og Kontoristen selv styrtede om paa Stenbroen. Vilhelm Holm havde imidlertid ikke givet Møde, hvorfor Sagen udsattes til Fredagsmødet, efterat der var givet Ordre til at anholde ham, for at man kunde være vis paa, at han vilde give Møde.

- Tømmersvend Ferdinand Thorvald Jørgensen og Arbeidsmand Carl Christian Bimler havde forleden slaaet en Rude itu hos en Værtshusholder i store Brøndstræde og vare derpaa blev anholdte. Under Anholdelsen havde Bimler været saa vild og gal, at han ikke var til at styre; han havde banket nogle Folk i Detentionslokalet, brækket en Gasarm itu, rendt et Vindue ind hos en Urtekræmmer osv. osv. Jørgensen lovede idag at betale 4 Rd i Mulkt, hvorimod Bimler henvistes til at lide Straf ved den samlede Kriminalret.

- Carl Peter Hubertus Johnsen, som havde faaet et Tilhold af Politiet om ikke at forlade Ladegaarden, var bleven truffen af en Betjent i Kirsebærgangen, hvor han var ifærd med at skifte Skjorte. Han dømtes til 18 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 9. august 1866).

Gæstgiver Trebbien var også i politiretten den 6. juni 1865 for i sine kreaturfolde ved Trommesalen at have tilladt køb og salg af kreaturer på kristi himmelfartsdag. Han forklarede det med at dette havde fundet sted i mange år og slap med en advarsel om næste gang at indhente tilladelse hos politidirektøren. Den 24. oktober 1865 var han igen i politiretten i forbindelse med en sag om 200 får som var blevet ledt gennem byen. Da man ikke kunne få opklaret om det var ham eller nogen anden som havde givet ordre til at det skulle ske, blev sagen hævet.

1ste Afdeling Assesor Behrend,

(i Assessor Holmblads fraværelse).

Fredagen den 10de August.

- Gaardeier Hans Hansen fra Amager, som i tre Timer havde ladet sit Kjøretøi holde i Lavendelstræde, lod indbetale 1 Rd. i Mulkt.

- Sagen mod Droskekudskene Michael Pagh og Vilhelm Holm foretoges atter idag. Vilhelm Holm, som ikke mødte i forrige Retsmøde, forklarede, at han ikke var mødt, "fordi han havde puttet Tilsigelsen i den forkerte Lomme og glemt at læse den", og derfor havde han også, maattet sidde 24 Timer under Anholdelse. Michael Pagh blev idag overbevist om at have opfordret Vilhelm Holm til at paa en Kontorist, der paa Grund af Droskekudskens Skældsord vilde melde Pagh til Politiet, og Vilhelm Holm overbevistes om at have slaaet Kontoristen paa en meget brutal Maade, hvorefter Følgen blev, at Vilhelm Holm idømtes 8 Dages simpelt Fængsel og Michael Pagh en Bøde af 10 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- Mangelfuld Gadefeining udenfor Nr. 11 i Mikkelbryggersgade kostede Ølhandler Jensen 2 Rd.

- 1 Rd. ofredes af Høker P. Nielsen for at have kjørt paa Jordveien ved Østeralleef af Torvekudsk Jens Sørensen for at have ladet sin Vogn henstaa uden Tilsyn paa Gaden og affodret sin Hest sammesteds, af Madam Larsen i Borgergade for i længere Tid at have havt et af Politiet eftersøgt Fruertimmer i Logis uden at gjøre Anmeldelse derom samt af Droskekudsk Hans Peter Thedix for uberettiget Holdeplade ved Toldboden, hvorimod Værtshusholder Pøtig slap med den reglementerede Advarsel for Nattesæde.

- Smag og Behag er ikke ens hos Alle. Bryggersvend Morten Larsen foretrækker Tivoli for Alhambra, men finder dog ikke Præstationerne paa det førstnævnte Sted i den Grad tiltrækkende, at han skulde ville betale Entre for at faa Adgang. Forleden Dag forsøgte han 2 Sange gratis at skaffe sig Indpas, men blev forhindret deri af en Betjent. Han blev vred og lovede denne, at han "skulde have ham i Erindring". Og det er aldeles tilladeligt at erindre sig Politiet, men forøvrigt fik han en Advarsel mod at søge Tivolifornøjelsen gratis.

- Den næsten femtenaarige Carl Christian Jørgensen havde fra en Jernkræmmer i lille Larsbjørnstræde stjaalet et 2 Pd.s Malmlod. Paa sin Vandring for at faa det solgt med Fordel traf han en Bekjendt, en fjortenaarig Dreng ved Navn Jens Edvard Jensen, der fulgte ham hen til en Jernhandler i Springgade, til hvem han vilde forsøge paa at faa det afhændet. Jernhandlerens Kone, der var ene i Butiken, forlangte imidlertid, at han først skulde skaffe Sikkerhed for, at han havde Lov til at sælge det; og han foregav da, at det tilhørte en Sadelmager i Landemærket, der havde givet ham Befaling til Salget. Konen var imidlertid forsigtig, hun vilde ikke udlevere Pengene, før Sadelmageren selv kom og modtog dem, og erklærede tillige at ville beholde Loddet, til denne selv indfandt sig. Det var en Streg i Regningen for Carl. Han gik op paa Gaden, hvor Jens stod og ventede, og holdt en længere Raadslagning med ham. Resultatet blev, at han igjen skulde begive sig ned til Madamen og forlange Loddet udleveret, og det gjorde han da med Trusel om, at han "ellers vilde bringe hende til en Politistation". Hun lod nu en Betjent hente og Drengene anholde. Saavel paa Stationen, hvorhen han blev ført, som senere for Retten optraadte Carl med megen Suffisance og paastod at have kjøbt Loddet af en ham ubekjendt Dreng, og i denne Løgn assisteredes han af Jens, hvem han havde instrueret behørig i saa Henseende. Det lykkedes dog at faa dem til at bekjende, og Carl fik idag ved Dom en Straf af 10 Slag Ris, hvorimod Jens paa Grund af sin Alder ikke kunde straffes for det af ham begaaede Hæleri.

(Dags-Telegraphen 11. august 1866).

Uskyldig mistænkt. (Efterskrift til Politivennen)

Atter en Uskyldig, mistænkt for Tyveri. Den 20de Mai iaar anmeldte Bødkermester A. H. Thorngreen paa Politistationen, at der fra hans Bopæl i Klædeboderne Nr 38 var frastjaalet ham et Solospindetuhr med vedhængende massiv uægte Kjede. For Tyveriet af dette Uhr, der havde hængt i Kjøkkenet, havde Bødkermesteren mistænkt en Dreng, som i nogen Tid havde været i Lære hos ham. Denne Dreng, hvis Navn er Jens Peter Kjeldstrup, erklærede Bødkermester Thorngreen for at være "tyvagtig", og denne sin Udtalelse støttede han paa det løse Faktum, at Drengen skulde have taget nogle Viskelæders- eller Gummi-Balloner til nogle faa skillings Værdi fra Bødkermesterens Lager og havde leget med disse Balloner i Gaarden. Drengen blev eftersøgt og den 1ste Juni funden af Politiet. Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 1 Rd. 4 Skilling, og disse Penge erklærede han for at være Resten af 5 Rd, som han havde faaet af sin Tante, og af 15 Mark, som han havde faaet af en engelsk Skibskaptain, ombord paa hvis Skib han i længere Tid havde arbeidet, og hvor der skulde være givet ham Tilsagn om Hyre. Da Drengen tilligemed sin Moder mødte i den offentlige Politiret, erklærede han sig uskyldig og støttedes heri af Moderen, der angrebes saa stærkt ved at overvære Retsmødet, at hun blev overfalden af et heftigt Krampeslag og maatte bæres ud af Retslokalet. Bødkermester Thorngreen fastholdt stadig i Retten Sigtelsen mod Drengen, hvem han gav et alt Andet end godt Skudsmaal, men mod Drengens vedholdende Benegtelse forelaa der intet Bevis, og da det tilmed viste sig, at han ganske rigtig havde modtaget 5 Rd, af sin Tante og 15 Mark af den engelske Skibskaptain, hævedes Sagen, idet dog Bødkermesteren gjordes opmærksom paa, at han havde været temmelig rask med strax at sigte Drengen for dette Tyveri. Dog hvilede der endnu stedse en Plet paa Drengens Karakter, og det er denne Plet, som det er vor Pligt at udflette ved al erklære, at Jens Peter Kjeldstrup er aldeles uskyldig, idet den virkelige Ophavsmand til Tyveriet nu er opdaget. Sørgeligt er det, at denne Dreng i saa lang Tid har maattet lide under denne Beskyldning, og at han ikke fik den Plads i Skibet, om hvilken han havde faaet Tilsagn, hvad der vistnok væsentligst er bevirket ved den af Bødkermester Thorngreen mod ham fremsatte Sigtelse for Tyvagtighed blot paa Grund af, at Drengen havde taget de omtalte Gummiballoner hos ham. Hvad der saaledes er forbrudt mod Drengen, vil vel vanskelig hverken Bagermester Thorngreen eller nogen Anden kunne gjøre godt.

(Dags-Telegraphen 31. oktober 1865)

Annonce for bødkermester Andreas Hansen Thorngreen (1805-1873) i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1857. Han grundlagde i 1831 Legetøjshuset - en bødkerforretning i forbindelse med køkkenudstyrs- og legetøjsforretning. Enken overtog forretningen efter hans død, senere Theodor Thorngreen som omdannede den til et rent legetøjsmagasin der blev et af Europas største (Vimmelskaftet 46):

Annonce fra Nationaltidende 18. december 1898.

Drengeslagsmaal paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Farlige Drengefeider. Mellem Drengene i Victoriagade, Gasveien, Badeveien, Absalonsgode og Danebrogsgade samt en Del af det unge Danmark paa Vesterbrogade synes der at bestaa en fuldstændig Krigstilstand. De krigsfarende Magter ere delte i to omtrent lige store Partier, der hvert har sine mere eller mindre faste Punkter, fra hvilke de dels drage ud og levere ordentlige Batailler og dels udsende Streifkorps paa de fjendtlige Gebeter, ligesom ogsaa de to krigende Parters Stridsmænd, naar de tilfældigviis støde paa hverandre, benytte Leiligheden til Holmgang. De tvende smaa kæmpende Magter ere organiserede paa almindelig Hærvis med Musik (Fløiter), Faner, Generaler og andre Officerer. Vaaben og Projektiler ere naturligvis ikke overensstemmende med den nyere Krigsbrug; de bestaa af Kastevaaben (Stene) og Kjeppe, der imidlertid for nogle af de fornemste Officerers Vedkommende ere forsynede i Spidsen med Stykker af Sabelklinger. Men disse Vaaben om end ikke af den allerfarligste Art have dog vist sig tilstrækkelig farlige, til at disse Krigslege ikke bør taales. En Dreng skal saaledes ved disse farlige Lege have faaet en Finger næsten hugget af, en Anden et Slag af en Sten i Ansigtet, knap en halv Tomme fra Tindingen. Hvis Politiet ikke allerede har sat en Pind for disse farlige Løier, er det at haabe, at disse Linier maa have et saadant Resultat.

(Dags-Telegraphen (København) 11. juli 1865).

Voldene. (Efterskrift til Politivennen)

Opsætsighed mod Politiet. Vi meddelte for et Par Dage siden paa et andet Sted i Bladet, at Politiet nu med Kraft vil gjøre en Ende paa det forargelige Uvæsen paa Voldene, at Børn der skulle have aldeles fri Tumleplads til stor Ulempe for andre Spadserende og til stor Skade for voldpromenadens smukke Udseende, idet derved Grønsværet paa Skraaningerne ødelægges og disse selv blive tildels demolerede. Der gaaer nu næsten ikke en Dag, uden at der anholdes Drengebørn, som have giort sig skyldige i disse Uordener, og denne skæbne har ogsaa rammet flere velklædte Børn. Som bekjendt, plejer der altid ved saadanne Anholdelser at være Folk tilstede, som sætte sig op med Politiet og søge at bevæge det til at lade de Anholdte slippe, ja ofte gaaer det endog saavidt, at de befri de Anholdte. Det er ofte i Bladene blevet paatalt, at Sligt er skeet, men, som det synes, forgæves; det er derfor ret heldigt, at de, som forsøge Sligt, blive kjendte, saa at de senere kunne bøde for deres utidige og lovstridige Indskriden mod Politimagtens Udøvere. Noget Saadant skete i Mandags, da en Dreng blev anholdt for Uordener af den ovenfor omtalte Slags paa Volden. Den Betjent, som havde anholdt ham, førte ham ned ad Stokhusgade for at komme til Politistationen. Drengen græd og bad for sig, og dette bevægede en Mand, der kom dem imøde, til at søge at bevæge Betjenten til al lade Drengen qaa. Dette vilde Betjenten ikke, men Manden stillede sig iveien for ham og samlede ved sin Adfærd snart endel Folk, som sluttede sig til ham og ved at trænge ind paa Betjenten tvang denne til at lade Drengen løbe. Til alt Held var imidlertid den Ubesindige, som saaledes havde sat sig op imod Politiet og foranlediget Andre til det Samme, kjendt; han blev derfor afhentet af Politiet , og der blev taget Forklaring af ham. Efter al Rimelighed vil han blive fremstillet for den offentlige Politiret, og vi antage, at han for sin Opførsel ved Rettens Dom vil faa en saadan Straf, at det kan tjene ikke alene ham, men ogsaa Andre til alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen (København) 27. april 1865).

Præsteprygl paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sønderho paa Fanø bekjendtgjør Smed And. Hanssen Sørensen Følg. i Varde Av.:

"Sognepræsten hersteds har paa Stranden henstaaende et aabent Badehuus. Søndagen den 23de f. M. havde to Drenge under 9 og 10 Aar gjort en Smule Urenlighed i bemeldte Huus. hvorfor Præsten blev saa fortørnet, at han gik ind i Skolens nederste Classe den 1ste d. M. og pryglede dem saa uforskammet, at den ene var slaaet blaa, den anden blaa og blodig. Da vi naturligviis ikke vare fornøiede (!) med en saadan behandling, gik Moderen med den blaa og Blodige i hendes Mands Fraværelse til Præsten, og meente, at det ikke var en Fremgangsmaade at revse Børn paa, og fik ingen anden Opreisning end at blive viist ud, og da jeg heller ikke fandt mig tilfreds ved en saadan Behandlingsmaade, gik jeg først til Skolelæreren og fik Underretning om, hvorledes han havde slaaet dem. Læreren sagde mig, at Præsten havde slaaet dem saadan, at han ikke kunde taale at see paa Sligt, thi Præsten slog med Næver paa Hovedet, saa at den ene fik blaae Øine og Øren og Blodet løb ud af Næsen 3 Timer efter at han var kommen hjem fra Skolen. Ligeledes gik jeg ogsaa til Præsten og besværede mig, men fik strax det grove Svar, at han vilde prygle ham saa længe han kunde røre en Haand. Da jeg meente, at det var for haard en Trudsel og han vist ikke var berettiget til at slaae saaledes for Noget, som ikke angik Skolen, og ydermere at gaae ind i nederste Classe og paa saadan en Maade at mishandle dem, - blev jeg skubbet paa Døren med de Ord, at jeg kunde klage, hvor Fanden jeg vilde. Jeg har hørt en Stævning til Præsten hos Birkedommeren til Paategning, men da han meente, at jeg skulde søge ham for den gejstlige Øvrighed, blev den sendt upaategnet tilbage igjen. Saa spørger jeg til Slutning i Avisen, hvor jeg skal klage henne mod en saadan Udøvelse og Behandlingsmetode, naar Birkedommeren ikke vil tage mod min Stævning."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. september 1863).

Der kan være tale om Carl Christian Permin der var præst i Sønderho 1857-1863. Han blev født i Helsingør d. 1. april 1813 som søn af grosserer J. H. Permin i København. 21. marts 1857 blev han sognepræst i Sønderho. Han fik fjernet en gabestok på Sønderhos gamle kirkegård i 1860. I 1863 blev han forflyttet til Roslev, hvor biskoppen ved et visitat skrev: ”En iblandt de mange, hvem jeg i dette år første gang har besøgt, har gode talegaver. Hans prædiken (over Job. 21, 15-17) var ombyggelig udarbejdet og blev holdt med varme. De unge havde ikke let ved at komme frem med deres, for øvrigt forstandige svar”. 4.- 5. oktober 1869 besøgte biskoppen ham igen: ”Sognepræst Permin arbejder samvittighedsfuldt i sit embede. Han er en ret vel begavet taler.” Senere blev Permin forflyttet til Thorsager, hvorfra han blev afskediget i 1877. C. C. Permin var gift med Georgia Cecilia Petersen. Han døde d. 11. maj 1883. Et foto findes på Det kongelige Bibliotek.

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).

Inquisitoriske Afhøringsmethoder i Silkeborg? (Efterskrift til Politivennen).

Man hører ofte fortælle om en tilbørlig Behandling af Inqvisiter fra Forhørsdommerens Side. Skjældsord og Trudsler skulle temmeligt almindeligt høre til de mildeste Midler, der anvendes for at fravriste en Tilstaaelse, naar Udsigten til en uendelig Varetægtsarrest ikke forslaaer; men der fortælles ikke sjeldent om endnu grovere Brud paa Loven eller paa den Humanitet, som man især skylder den aldeles værgeløse Anklagede. Der er saaledes nylig af en Mand her ved Byen her i Avisen fremsat en offentlig Klage i den Retning imod Herredsfogden i Nørresundby. Er Klagen muligen ubegrundet, vi kjende idetmindste selv ikke til den omhandlede Sag, saa forekommer det os, at Herredsfogden ialtfald skyldte det Offentlige at oplyse herom eller overhovedet nærmere at opklare Sagen. Taushed bliver lettere udlagt som Bekræftelse. Tilfælde af denne eller lignende Art maae, som et andet Blad bemærker, række Længsel efter endelig engang at see den i Grundloven bebudede Omordning af Retsplejen træde ilive eller idetmindste rykke et Skridt fremad. I "Db." berettes saaledes fra Silkeborg om et af Birkedommeren der udøvet Forhold, der, hvis det er begrundet, forhaabentlig vil blive nærmere undersøgt og da i hvert Fald fremkalde en Appel til den offentlige Mening. Beretningen herom lyder saaledes :

Den 10de Juni d. A. opkom der Ild i Kjøbmand Rix's Pakhuus, hvorved dette afbrændte. Kjunker. Drechsel optog strax Forhør, og ved dette, der fortsattes et Par Dage, blev det tilstrækkeligt oplyst og derhos bestyrket ved egen Tilstaaelse, at Ilden var foraarsaget ved, at tvende Børn af en i Gaarden boende Leier - ca. 7 a 8 Aar gle. - havde havt Ild paa en Ildgryde, som de havde hensat i Vognporten i Pakhuset for at smelte Flaskelak, hvilket de havde seet Eieren gjøre Dagen forud i Kjælderen. Ilden havde da taget fat i bakken, derfra forplantet sig til endeel Foder i Vognporten og derfra til det øvrige Huus. Der fortælles, at da de ovennævnte Børns Fader, som befandt sig i Kjøbenhavn da Ilden opkom, kom hjem, skal han have berettet til Hr. Drechsel, at en af Slagterm. Hertz's Sønner havde banket hans Drenge til at sige, at de havde gjort det, endskjøndt hin var den egentlige Skyldige. Uden nu at undersøge dette Paasagn nøiere, skjøndt det allerede ved første Øiekast syntes temmelig usandsynligt, lod Dr. ved Retsvidnet Farver Langhoff den 16de næstefter H.'s yngste Søn, Martin, 12 Aar gl., afhente til Birkecomptoiret, hvor han modtog ham med de Ord: "Du har sat Ild paa Rix's Baghuus, og nu skal Du bekjende." Da Drengen imidlertid nægtede dette, tog han ham ind i sit private Comptoir, der støder umiddelbart op til Birkecomptoiret, laasede begge Dørene til Samme, tildeelte Drengen, efter dennes Udsigende, forskjellige Ørefigen, slog ham imod Kakkelovnen, tog ham derpaa i Haaret, trak hans Hoved ned imellem sine Been og bankede ham dygtigt igjennem paa Ryggen osv. Da denne Everests var forbi, blev Drengen sendt hjem; H.'s næstyngste Søn blev derpaa afhentet og behandlet paa samme Maade med Undtagelse af, at han istedetfor at faae Ørefigen osv. blev gjennempryglet med en beslagen Stok osv. Nu er det vel sandt, at Ingen har seet denne af Drengene berettede Pryglehistone, men da der paa Birkecomptoiret opholdt sig, foruden det nævnte Retsvidne, Herredsfogdens Fuldmægtig og Comptoirist Mortensen. og da Drengene streg og jamrede sig ynkeligt under denne tyranniske Behandling, saa kan det ikke feile, at de maae have hørt Støien og Slagene, og dette, i Forening med, at Drengene bleve tagne friske og raske fra deres Hjem, men efter paalidelige Mands Vidnesbyrd kom forslaaede og mishandlede tilbage fra Birkecomptoiret, maa vel indeholde et temmelig gyldigt Bevis, selv om ogsaa D. skulde nægte det Passerede, hvad vi dog ikke have Anledning til at troe han vil."

Hermed er Historien ikke tilende; Brevet beskylder endnu for flere Misgreb eller Overgreb af Forhørsdemmeren , og til Slutning hedder det, at de stakkels Børns Fader, der er syg og sengeliggende, vil indgive Klage til Justitsministeriet. Det burde forøvrigt strax være skeet, og helst ad Offentlighedens Vei, ligesom ogsaa Ministeriet burde lade Forklaringer over lignende Klager, de være grundede eller ikke, og i sidste Tilfælde ligger det meest i Rettens egen Interesse, samt selve den vedk. Undersøgelses Udfald ligesaa offentligt fremtræde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. december 1859).

Retspleien i Silkeborg. Den i "Dagbladet" Nr. 278 af en Brevskriver P.  indrykkede Fortælling om, at jeg skulde have pryglet Slagter Hertz's to Drenge, er deels en Opdigtelse, deels en Overdrivelse. Sandheden er, at nævnte Drenges Fader havde, da flere Vidner forklarede, at Drengene eller dog en af dem vare deelagtige i Ildspaasættelsen, anmodet mig om, at jeg under hans Svaghedstilstand, og da det var ham som god Borger om at gjøre at faae Sandheden frem, vilde være ham behjælpelig dermed, i hvilken Anledning han i Vidners Paahør bad mig at tage Drengene alvorlig for; han sagde endog, at jeg maatte gjøre ved dem, hvad han som Fader burde gjøre, for at bringe Lys i Sagen. Jeg hidkaldte derfor Drengene, som dengang endnu slet ikke havde været i Forhør, hver for sig, og foreholdt dem Deeltagelsen i Ildspaasættelsen, hvori de efter flere Vidners Forklaring maatte være deelagtige, men med Undtagelse af Graad og Hyl, som de strax istemte, naar jeg talte til dem, fik jeg intet Resultat og har intet faaet under hele det senere Forhør. Den i "Dagbladet" med saa stærke Farver skildrede Mishandling af Drengene fra min Side er saaledes en Opdigtelse: men det er vistnok Enhver her paa Silkeborg bekjendt, hvorledes Slagter Hertz senere under og efter Forhørene har søgt at benytte min Foreholden af Drengene til at aflede Opmærksomheden fra Sagens Hovedpunkt, om Drengene vare skyldige eller ikke i Ildspaasættelsen. hvilket ogsaa tildeels er lykkedes ham. Jeg haaber, at Redaktionen af "Dagbladet", der saa villig har optaget Hr. P.s Inserat, ogsaa vil skjænke Nærværende en lille Plads.

Silkeborg, den 30te November 1859.
Drechsel.

(Dagbladet (København) 3. december 1859)

Retsplejen i Silkeborg. Hr. Redakteur! I Deres ærede Blads Nr. 282 har Kammerjunker. Birkedommer Drechsel som Svar paa vort i Dgbl." Nr. 278 indrykkede Brev, bemærket, at dette indeholder lutter Overdrivelser og Opdigtelser, og at Slagtermester Hertz selv har anmodet ham om at tage hans Børn alvorlig for, da det var ham som en god Borger om at gjøre, at Sandheden kom frem. Hvad Overdrivelserne og Opdigtelserne angaaer, da har Hr. Drichiel aldeles ikke oplyst, hvori disse bestaae; han maa saaledes antages at erkjende, at de fremstillede Fakta ere rigtige, at han har banket en Borgers uskyldige Børn, at han har arresteret det ene af dem fra Kl. 11 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag, m. v., thi som Jurist maa Hr. Drechsel jo vide. at hvad man ikke nægter af bestemte Fakta under en Sag, det erkjender man. Denne Erkjendelse er forøvrigt ikke kommen os uventet ; thi Børnene blev jo, som de sige, bankede paa Kammerjunkerens Kontor. Hvad dernæst den anførte Opfordring af Slagtermester Hertz angaaer, da frygte vi noget for, at denne Forklaring ikke er ganske korrekt. Efter hvad der siges, har Hertz vel ønsket, at Sandheden kom frem, men Yttringer af ham i denne Retning - "Opfordringer" er vel et feilagtigt Udtryk - ere vistnok først fremkomne, efterat Børnene vare bankede og det ene arresteret, mulig endog først, efterat de første Forhører over dem vare sluttede. Det er vel ogsaa Sandhed, at en saadan Yttring er falden fra Hertz, mulig paa Hr. Drechsels Opfordring, men det sees let, at der er stor Forskjel paa, om en saadan er fremkommen før eller efter Prygleaffairen, og er den kommen efter denne, saa fører Hr. Drechsel Sagen ud af sin rette Gænge og afleder Opmærksomheden fra det, man skal holde sig til.

Vi haabe, at Justitsministeriet, hvis nye Chef. efter "Fædrelandets" Vidnesbyrd, skal være en "Handlingens Mand", vil besorge Hertz's Klage undersøgt. og paa denne Undersøgelse ventes her med Længsel af Mange. P.

(Dagbladet (København) 20. december 1859)

Da jeg af Mange og ofte er blev en opfordrede til directe og personlig at henvende mig til Justitsministeriet for at forlange den af Kammerjunker Drechsel imod mine Børn udviste uretfærdige og ærekrænkende Behandling undersøgt, saa erklærer jeg herved, at jeg er villig til at foretage en Reise til Hovedstanden i dette Øiemed, naar mine Medborgere ville yde et pecuniairt Bidrag dertil, da min Evne ellers ikke tillader mig det. Jeg har formaaet Redacteuren af Silkeborg Avis til at modtage hvad Hver især er ville til at yde.

L. Hertz.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  30. maj 1850).

Birkedommer Drechsel (ved fuldmagthavende) mødte redaktøren af avisen i Silkeborg Forlingscommission den 8. juni hvor redaktør Listøe forsikrede at optagelsen af de to "mottoer" (herover og herunder) på ingen måde havde til hensigt at fremstille kammerjunkeren som en ikke upartisk eller retfærdig dommer. Drechsel erklærede sig tilfreds med redaktørens forklaring.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. juni 1860).

Den 22. januar 1861 blev af sættedommer, auditør, by- og herredsfoged Bülow fra Skanderborg slagter Hertz' udtalelser dømt som fornærmelser og erklæret for døde og magtesløse. Keller og Hertz blev idømt mulkt på hhv. 100 og 20 Rdl. til Skanderborg Amts fattigkasse.