Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang .vil gere Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er. hvad den er. nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud. er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever. der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her. sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, t efter dette staar Verden ilede længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Hytte-Christian. (Efterskrift til Politivennen)

"Hytte-Christian" er død! Kun faa af Blegdamsveiens Beboere have ikke kjendt "Hytte -Christian". Men hvem var da denne "Hytte-Christian"? Et fader- og moderløst Barn, som Mo'er Bentzen i Hytten paa Nørrefælled ved Enden af St. Johannes Kirkens Have ved Blegdamsveien efter sit eget Udsagn "fik, da han var sex Uger gammel". Det var da et lille sørgeligt Væsen, der i de første Aar gjennemgik "ligesaa mange Sygdomme, som der er Uger i et Aar", men i de sidste Aar "blomstrede som en Rose". I disse sidste Aar har man hver Morgen kunnet se "Hytte- Christian" træde ud af sit Paulun og kaste et venligt og kjærligt Blik ud over den store Fælled. Især om Sommeren var han i sit Es: da saa maa ham med veltilfreds Mine mønstre sine Undergivne, de Heste og Køer samt det Ungkvæg, der græssede paa Nørrefælled - Lammene sorterede ikke under ham; de vare henviste til Vester fælled - ; han klappede og kjærtegnede disse sine Undersaatter og puttede dem et Stykke Brød i Munden, Dele af den Overflod, han paa en ærlig Maade havde reddet hos sine Velyndere paa Blegdamsfælleden. Undertiden var der blandt de Undergivne nogle Rebeller, som gjorde Optøier; da blev Christian nødt til at bruge sin Myndighed, han svingede sin lange Pidsk, som han selv havde forfærdiget af fundne Tovstumper, og i Bragen af hvilken han ved stadig Øvelse havde opnaaet en saadan Færdighed, at han ved hvert Slag "kunde klippe Enden af et Halmstraa", som han havde fastgjort i Hyttens Dør. Sin første Undervisning i denne ædle Sport har han formodentlig erholdt af sine Herskabskudske, der jævnlig for Betaling indtog en lille Opmuntring ved Hytten, naar de paa Fælleden tilkjørte deres Herskabers vælige Heste.

Medens "Hytte-Christian" saaledes passede sin Dont, vidste han ved sin Munterhed, Godmodighed og Høflighed at vinde Interesse for sig hos mange Familier paa Blegdamsveien i Nærheden af Hytten; de gav ham Middagsmad og anden Mad samt mangen Gang gode Klæder; en Ritmestre gav ham til sidste Jul en hel Klædning. Disse Familiers Børn flokkede sig, naar de vare frie for Skolen, stadig om Christian ved Hytte; Christian . som var den spinkleste og mindst udviklede af dem alle, var i Reglen den stærkeste til at slaa Saltomortaler, springe osv., ja selv i den ædle Boxekunst stod han ikke tilbage. Hvorfor søgte alle disse Børn hen til den fattige, ofte pjaltede Dreng med de bare Ben? Der maa have været noget Særegent hos ham , som udøvede denne Tiltrækningskraft. Kun et Exempel paa, hvorledes Christian var elsket af Børnene. En Dag, da det havde regnet stærkt, og Fælleden var baade vaad og kold at betræde med bare Fødder, løb en af hans Legekammerater hjem og bad, om han ikke maatte give Christian et Par Støvler, som vare for smaa til ham selv, og et Par Strømper. Han fik Tilladelse dertil; et Kvarter efter var Christian udstyret med Støvler og Strømper, og paa Forespørgsel erklærede han, at de passede ypperlig, og "Hytte-Christian" med Støvler og Strømper - et aldeles nyt Syn - fik sig et vældigt Hurraraab. Men da Legekammeraterne et Par Timer efter vare forsvundne fra Fælleden, listede Christian sig ind i Hytten, tog Støvler og Strømper af og gjemte dem langt inde under Sengen. Da han den næste Dag atter præsenterede sig for Legekammeraterne, tilstod han aabent og ærlig, at det havde gennet ham forfærdelig at have Noget paa Fødderne, at det hindrede ham meget i hans frie Bevægelser, og han bad om at maatte gjemme Støvler og Strømper til Vinteren, hvilket enstemmig blev indrømmet.

"Hytte Christian" var taknemlig mod dem, der "viste ham Velgjerninger; han udførte Ærinder for dem med den største Ærlighed, Hurtighed og Akkuratesse. Den gamle Klokkerkarl ved St. Johannes Kirken, der, som han sagde, var "saa stokdøv, at Ringningen slet ikke gjorde ham Noget", hjælp han med at trække Klokken, naar det ved Ringning i Timevis skulde forkyndes, at Spækhøker X's Kone blev begraver, og at X. var rig nok til at betale en saadan Forkyndelse. Herved tjente Christian sig ofte en Otteskilling, og hans Ørehinder bleve snart saa vante til Klokkens stærke Klang, uagtet han ikke var "stokdøv", at det "Ingenting gjorde dem".

Vinteren var den strengeste Tid for Christian; thi uagtet Kakkelovnen i Hytten ifjor havde faaet et nyt Rør, vilde den ikke trække med alle Vinde, og den egensindige Ovn fyldte da hele Hytten med Røg; Døre og Vinduer bleve lukkede op. Ilden kastet ud paa Marken, og Christian foretrak at fryse fremfor at kvæles af Røg. Men forrige Vinter var det anderledes. Da var hele Fælleden fra Østertil Nørrebro en speilglat Isflade, og Christian havde af en Kammerraad faaet et Par splinternye Skøiter: paa dem fløi han snart fra Nørre- til Østerbro og fra Øster- til Nørrebro med ligesaa stor Færdighed som sine Legekammerater, næsten bort fra Sorg og Røg i Hytten.

Sidste Sommer, der var varm og tør, var en god Tid for Hytte-Christian; han kunde rigtig tumle sig paa Fælleden. Den eneste Hjertesorg, som traf ham, var, at et Par smukke Duer, som han havde faaet foræret af en Justitsraad, fløi bort fra ham. Sidst i November begyndte Christian at klage over Smerter i Brystet og Ryggen; midt i forrige Maaned maatte han give tabt, og der maatte søges Lægehjælp til ham. Han havde Brystbetændelse og blev indlagt paa Frederiks Hospital i de første Dage af denne Maaned. Da han skulde kjøres dertil, bad han sin Plejemoder om at maatte faa de nye Klæder paa, som han havde faaet af Ritmesteren til Julen. Han mente, at det var bedst at vente, til han kom ud fra Hospitalet igjen, men med svag Røst og Taarer i Øinene bad han om endelig at faa dem paa: "Jeg faaer aldrig mere Brug for dem; jeg konmer aldrig igjen tilbage til Hytten" - og han sagde sandt; thi den 16de ds. Kl. 3 om Eftermiddagen døde Christian i en Alder af 13 Aar trods Lægernes Anstrengelser for at redde hans Liv; Hjælpen var søgt for sent. Christian, der aldrig har kjendt sine Forældre, døde ogsaa blandt lutter ubekjendte Mennesker.

Har Nogen ved denne simple Fortælling faaet Interesse for den lille "Hytte-Christian", som har vundet saamange Hjerter paa Blegdamsvejen, og vil Nogen høre noget Nærmere om ham, veed hans Pleiemoder Meget at fortælle. Og giv hende da en lillle Skærv til Hjælp ved den lille Drengs Begravelse, som finder Sted i dag!

S

(Dags-Telegraphen (København) 21. januar 1869).

Anton Hansen, Flakkebjerg. (Efterskrift til Politivennen)

Den bortløben Anton Hansen. Afvigte Løverdag d. 15de ds. om Eftermiddagen fandtes i Storskoven i Tjustrup Sogn en Person i meget stivfrossen og forhungret Tilstand og med kun svage Livstegn. Han blev bragt ind hos Skovfogeden, hvor han fik lidt lunken Mælk, saa at han kunde begynde at tale og give nogen Forklaring over, hvem han var. Efter fremkomne Oplysninger er Personen en Elev fra Flakkebjerg Institut ved Navn Anton Hansen, han er 16 a 18 Aar gl., og var Fredagen d. 7de ds. under Transport fra Kjøbenhavn til Institutet mellem Slagelse og sidstnævnte Sted løbet fra sin Bevogter, og uagtet han strax blev eftersøgt paa rette Spor, lykkedes det ham dog at komme ind i Storskoven, hvor han efter sit eget Udsagn har opholdt sig siden uden at nyde Noget. I de første 2 Dage vilde eller turde han ikke gaae ud gaae ud af Skoven, for at faae noget til Livets Ophold; tredie Dag var Hungeren saa stor, at han besluttede sig til at gaae ud for at søge Noget, men han var da allerede saa forkommen og mat, at han faldt omkuld og blev liggende til han senere fandtes. Han blev, efter 2de Gange at være undersøgt af Lægen, Dagen efter sendt til Sorø Sygehuus, hvor han vistnok vil miste begge Benene, da der er gaaet stærk Koldbrand i dem op over Knæerne, hvilket let kan forklares, eftersom han, der var barfodet og forøvrigt meget tyndt paaklædt, havde været i Skoven i 9 Dage tildeels i haard Frost og Snee og uden Ernæringsmidler. Han skal forøvrigt være en skikkelig og godmodig Dreng, men har al Tid havt Streifelyst.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 20. december 1866)

Sjællands-Posten (Ringsted) kunne den 19. januar 1867 meddele at Anton Hansen døde ved juletid på Amtssygehuset ved Sorø som følge af koldbrand. En amputation af benene havde ikke fundet sted.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, August 1866. (Efterskrift til Politivennen)

 

1ste Afdeling. Assessor Behrend.

(i Assessor Holmblads Fraværelse).

- Onsdagen den 8de August.

- Kaperkudsk Carl Nielsen havde lovet at kjøre nogle Passagerer fra Charlottenlund til Kongens Nytorv, men havde mod Aftalen gjort Holdt ved Østerports Holdeplads. Det var nu ganske rimeligt, at han nødig vilde kjøre til kongens Nytorv, da han atter skulde tilbage igjen til Skoven, men han havde ingen Fornøielse af sin Vrangvillie og sin Opsætsighed mod en Betjent; thi efterat et Par Vidner idag havde gjort Ed paa deres Forsikringer, dømtes Carl Nielsen til at bøde 10 Rd. til Kommunens Kasse.

- Maren Larsen maa en anden Gang, naar hun lukker sin Husbonds Vinduer op, passe paa. at der ikke falder Urtepotter ned paa Amagertorv. 

- Murmester C. H. Berg fik en Advarsel, fordi han havde spærret Fortovet paa Østergade i længere Tid med et 3 Tailles-Stillads.

- Gjæstgiver Trebbien havde ladet 30-40 Lam drive ud paa Græs, men Lammene vare løbne bort og havde foretrukket at æde Græs paa Volden. Her havde en Betjent faaet fat paa dem og ladet dem opstalde hos en Gjæstgiver, der fordrede 2 Rd. 12 Skilling i Husrum for Fæhovederne. Trebbien havde negtet at betale denne Sum, men gjorde det dog idag, og dermed var Sagen afgjort.

- Om otte Dage vil Sadelmagersvend Christian Heinrich Sternberg betale 4 Rd. i Mulkt. fordi han forleden havde overstænket 2 Herrer i Adelgade ved at besørge Latrinudførsel ud af Vinduet.

- Michael Pagh kjørte rask om Frederiksberggades Hiørne ind paa Nytorv og var lige ved at kiøre en Kontorist over Benene. Da Kontoristen vilde notere Droskekudskens Numer, skældte Pagh ham ud for "Gadedreng" og opfordrede sin Kollega, Droskekudsk Vilhelm Holm til "at stikke Fyren En". Og saa slog Holm saaledes til Kontoristen, at Cigaren fløi ham ud af Munden, to Fortænder løsnedes i en ubehagelig Grad, og Kontoristen selv styrtede om paa Stenbroen. Vilhelm Holm havde imidlertid ikke givet Møde, hvorfor Sagen udsattes til Fredagsmødet, efterat der var givet Ordre til at anholde ham, for at man kunde være vis paa, at han vilde give Møde.

- Tømmersvend Ferdinand Thorvald Jørgensen og Arbeidsmand Carl Christian Bimler havde forleden slaaet en Rude itu hos en Værtshusholder i store Brøndstræde og vare derpaa blev anholdte. Under Anholdelsen havde Bimler været saa vild og gal, at han ikke var til at styre; han havde banket nogle Folk i Detentionslokalet, brækket en Gasarm itu, rendt et Vindue ind hos en Urtekræmmer osv. osv. Jørgensen lovede idag at betale 4 Rd i Mulkt, hvorimod Bimler henvistes til at lide Straf ved den samlede Kriminalret.

- Carl Peter Hubertus Johnsen, som havde faaet et Tilhold af Politiet om ikke at forlade Ladegaarden, var bleven truffen af en Betjent i Kirsebærgangen, hvor han var ifærd med at skifte Skjorte. Han dømtes til 18 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 9. august 1866).

Gæstgiver Trebbien var også i politiretten den 6. juni 1865 for i sine kreaturfolde ved Trommesalen at have tilladt køb og salg af kreaturer på kristi himmelfartsdag. Han forklarede det med at dette havde fundet sted i mange år og slap med en advarsel om næste gang at indhente tilladelse hos politidirektøren. Den 24. oktober 1865 var han igen i politiretten i forbindelse med en sag om 200 får som var blevet ledt gennem byen. Da man ikke kunne få opklaret om det var ham eller nogen anden som havde givet ordre til at det skulle ske, blev sagen hævet.

1ste Afdeling Assesor Behrend,

(i Assessor Holmblads fraværelse).

Fredagen den 10de August.

- Gaardeier Hans Hansen fra Amager, som i tre Timer havde ladet sit Kjøretøi holde i Lavendelstræde, lod indbetale 1 Rd. i Mulkt.

- Sagen mod Droskekudskene Michael Pagh og Vilhelm Holm foretoges atter idag. Vilhelm Holm, som ikke mødte i forrige Retsmøde, forklarede, at han ikke var mødt, "fordi han havde puttet Tilsigelsen i den forkerte Lomme og glemt at læse den", og derfor havde han også, maattet sidde 24 Timer under Anholdelse. Michael Pagh blev idag overbevist om at have opfordret Vilhelm Holm til at paa en Kontorist, der paa Grund af Droskekudskens Skældsord vilde melde Pagh til Politiet, og Vilhelm Holm overbevistes om at have slaaet Kontoristen paa en meget brutal Maade, hvorefter Følgen blev, at Vilhelm Holm idømtes 8 Dages simpelt Fængsel og Michael Pagh en Bøde af 10 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- Mangelfuld Gadefeining udenfor Nr. 11 i Mikkelbryggersgade kostede Ølhandler Jensen 2 Rd.

- 1 Rd. ofredes af Høker P. Nielsen for at have kjørt paa Jordveien ved Østeralleef af Torvekudsk Jens Sørensen for at have ladet sin Vogn henstaa uden Tilsyn paa Gaden og affodret sin Hest sammesteds, af Madam Larsen i Borgergade for i længere Tid at have havt et af Politiet eftersøgt Fruertimmer i Logis uden at gjøre Anmeldelse derom samt af Droskekudsk Hans Peter Thedix for uberettiget Holdeplade ved Toldboden, hvorimod Værtshusholder Pøtig slap med den reglementerede Advarsel for Nattesæde.

- Smag og Behag er ikke ens hos Alle. Bryggersvend Morten Larsen foretrækker Tivoli for Alhambra, men finder dog ikke Præstationerne paa det førstnævnte Sted i den Grad tiltrækkende, at han skulde ville betale Entre for at faa Adgang. Forleden Dag forsøgte han 2 Sange gratis at skaffe sig Indpas, men blev forhindret deri af en Betjent. Han blev vred og lovede denne, at han "skulde have ham i Erindring". Og det er aldeles tilladeligt at erindre sig Politiet, men forøvrigt fik han en Advarsel mod at søge Tivolifornøjelsen gratis.

- Den næsten femtenaarige Carl Christian Jørgensen havde fra en Jernkræmmer i lille Larsbjørnstræde stjaalet et 2 Pd.s Malmlod. Paa sin Vandring for at faa det solgt med Fordel traf han en Bekjendt, en fjortenaarig Dreng ved Navn Jens Edvard Jensen, der fulgte ham hen til en Jernhandler i Springgade, til hvem han vilde forsøge paa at faa det afhændet. Jernhandlerens Kone, der var ene i Butiken, forlangte imidlertid, at han først skulde skaffe Sikkerhed for, at han havde Lov til at sælge det; og han foregav da, at det tilhørte en Sadelmager i Landemærket, der havde givet ham Befaling til Salget. Konen var imidlertid forsigtig, hun vilde ikke udlevere Pengene, før Sadelmageren selv kom og modtog dem, og erklærede tillige at ville beholde Loddet, til denne selv indfandt sig. Det var en Streg i Regningen for Carl. Han gik op paa Gaden, hvor Jens stod og ventede, og holdt en længere Raadslagning med ham. Resultatet blev, at han igjen skulde begive sig ned til Madamen og forlange Loddet udleveret, og det gjorde han da med Trusel om, at han "ellers vilde bringe hende til en Politistation". Hun lod nu en Betjent hente og Drengene anholde. Saavel paa Stationen, hvorhen han blev ført, som senere for Retten optraadte Carl med megen Suffisance og paastod at have kjøbt Loddet af en ham ubekjendt Dreng, og i denne Løgn assisteredes han af Jens, hvem han havde instrueret behørig i saa Henseende. Det lykkedes dog at faa dem til at bekjende, og Carl fik idag ved Dom en Straf af 10 Slag Ris, hvorimod Jens paa Grund af sin Alder ikke kunde straffes for det af ham begaaede Hæleri.

(Dags-Telegraphen 11. august 1866).

Uskyldig mistænkt. (Efterskrift til Politivennen)

Atter en Uskyldig, mistænkt for Tyveri. Den 20de Mai iaar anmeldte Bødkermester A. H. Thorngreen paa Politistationen, at der fra hans Bopæl i Klædeboderne Nr 38 var frastjaalet ham et Solospindetuhr med vedhængende massiv uægte Kjede. For Tyveriet af dette Uhr, der havde hængt i Kjøkkenet, havde Bødkermesteren mistænkt en Dreng, som i nogen Tid havde været i Lære hos ham. Denne Dreng, hvis Navn er Jens Peter Kjeldstrup, erklærede Bødkermester Thorngreen for at være "tyvagtig", og denne sin Udtalelse støttede han paa det løse Faktum, at Drengen skulde have taget nogle Viskelæders- eller Gummi-Balloner til nogle faa skillings Værdi fra Bødkermesterens Lager og havde leget med disse Balloner i Gaarden. Drengen blev eftersøgt og den 1ste Juni funden af Politiet. Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 1 Rd. 4 Skilling, og disse Penge erklærede han for at være Resten af 5 Rd, som han havde faaet af sin Tante, og af 15 Mark, som han havde faaet af en engelsk Skibskaptain, ombord paa hvis Skib han i længere Tid havde arbeidet, og hvor der skulde være givet ham Tilsagn om Hyre. Da Drengen tilligemed sin Moder mødte i den offentlige Politiret, erklærede han sig uskyldig og støttedes heri af Moderen, der angrebes saa stærkt ved at overvære Retsmødet, at hun blev overfalden af et heftigt Krampeslag og maatte bæres ud af Retslokalet. Bødkermester Thorngreen fastholdt stadig i Retten Sigtelsen mod Drengen, hvem han gav et alt Andet end godt Skudsmaal, men mod Drengens vedholdende Benegtelse forelaa der intet Bevis, og da det tilmed viste sig, at han ganske rigtig havde modtaget 5 Rd, af sin Tante og 15 Mark af den engelske Skibskaptain, hævedes Sagen, idet dog Bødkermesteren gjordes opmærksom paa, at han havde været temmelig rask med strax at sigte Drengen for dette Tyveri. Dog hvilede der endnu stedse en Plet paa Drengens Karakter, og det er denne Plet, som det er vor Pligt at udflette ved al erklære, at Jens Peter Kjeldstrup er aldeles uskyldig, idet den virkelige Ophavsmand til Tyveriet nu er opdaget. Sørgeligt er det, at denne Dreng i saa lang Tid har maattet lide under denne Beskyldning, og at han ikke fik den Plads i Skibet, om hvilken han havde faaet Tilsagn, hvad der vistnok væsentligst er bevirket ved den af Bødkermester Thorngreen mod ham fremsatte Sigtelse for Tyvagtighed blot paa Grund af, at Drengen havde taget de omtalte Gummiballoner hos ham. Hvad der saaledes er forbrudt mod Drengen, vil vel vanskelig hverken Bagermester Thorngreen eller nogen Anden kunne gjøre godt.

(Dags-Telegraphen 31. oktober 1865)

Annonce for bødkermester Andreas Hansen Thorngreen (1805-1873) i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1857. Han grundlagde i 1831 Legetøjshuset - en bødkerforretning i forbindelse med køkkenudstyrs- og legetøjsforretning. Enken overtog forretningen efter hans død, senere Theodor Thorngreen som omdannede den til et rent legetøjsmagasin der blev et af Europas største (Vimmelskaftet 46):

Annonce fra Nationaltidende 18. december 1898.

Drengeslagsmaal paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Farlige Drengefeider. Mellem Drengene i Victoriagade, Gasveien, Badeveien, Absalonsgode og Danebrogsgade samt en Del af det unge Danmark paa Vesterbrogade synes der at bestaa en fuldstændig Krigstilstand. De krigsfarende Magter ere delte i to omtrent lige store Partier, der hvert har sine mere eller mindre faste Punkter, fra hvilke de dels drage ud og levere ordentlige Batailler og dels udsende Streifkorps paa de fjendtlige Gebeter, ligesom ogsaa de to krigende Parters Stridsmænd, naar de tilfældigviis støde paa hverandre, benytte Leiligheden til Holmgang. De tvende smaa kæmpende Magter ere organiserede paa almindelig Hærvis med Musik (Fløiter), Faner, Generaler og andre Officerer. Vaaben og Projektiler ere naturligvis ikke overensstemmende med den nyere Krigsbrug; de bestaa af Kastevaaben (Stene) og Kjeppe, der imidlertid for nogle af de fornemste Officerers Vedkommende ere forsynede i Spidsen med Stykker af Sabelklinger. Men disse Vaaben om end ikke af den allerfarligste Art have dog vist sig tilstrækkelig farlige, til at disse Krigslege ikke bør taales. En Dreng skal saaledes ved disse farlige Lege have faaet en Finger næsten hugget af, en Anden et Slag af en Sten i Ansigtet, knap en halv Tomme fra Tindingen. Hvis Politiet ikke allerede har sat en Pind for disse farlige Løier, er det at haabe, at disse Linier maa have et saadant Resultat.

(Dags-Telegraphen (København) 11. juli 1865).

Voldene. (Efterskrift til Politivennen)

Opsætsighed mod Politiet. Vi meddelte for et Par Dage siden paa et andet Sted i Bladet, at Politiet nu med Kraft vil gjøre en Ende paa det forargelige Uvæsen paa Voldene, at Børn der skulle have aldeles fri Tumleplads til stor Ulempe for andre Spadserende og til stor Skade for voldpromenadens smukke Udseende, idet derved Grønsværet paa Skraaningerne ødelægges og disse selv blive tildels demolerede. Der gaaer nu næsten ikke en Dag, uden at der anholdes Drengebørn, som have giort sig skyldige i disse Uordener, og denne skæbne har ogsaa rammet flere velklædte Børn. Som bekjendt, plejer der altid ved saadanne Anholdelser at være Folk tilstede, som sætte sig op med Politiet og søge at bevæge det til at lade de Anholdte slippe, ja ofte gaaer det endog saavidt, at de befri de Anholdte. Det er ofte i Bladene blevet paatalt, at Sligt er skeet, men, som det synes, forgæves; det er derfor ret heldigt, at de, som forsøge Sligt, blive kjendte, saa at de senere kunne bøde for deres utidige og lovstridige Indskriden mod Politimagtens Udøvere. Noget Saadant skete i Mandags, da en Dreng blev anholdt for Uordener af den ovenfor omtalte Slags paa Volden. Den Betjent, som havde anholdt ham, førte ham ned ad Stokhusgade for at komme til Politistationen. Drengen græd og bad for sig, og dette bevægede en Mand, der kom dem imøde, til at søge at bevæge Betjenten til al lade Drengen qaa. Dette vilde Betjenten ikke, men Manden stillede sig iveien for ham og samlede ved sin Adfærd snart endel Folk, som sluttede sig til ham og ved at trænge ind paa Betjenten tvang denne til at lade Drengen løbe. Til alt Held var imidlertid den Ubesindige, som saaledes havde sat sig op imod Politiet og foranlediget Andre til det Samme, kjendt; han blev derfor afhentet af Politiet , og der blev taget Forklaring af ham. Efter al Rimelighed vil han blive fremstillet for den offentlige Politiret, og vi antage, at han for sin Opførsel ved Rettens Dom vil faa en saadan Straf, at det kan tjene ikke alene ham, men ogsaa Andre til alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen (København) 27. april 1865).