En gribende Jordefærd
Hovmesterforeningen bringer den døde sin Hilsen.
Kl. 11:45 i går formiddags samledes i det store kapel på Vestre Kirkegård et talrigt følge, der ønskede at vise hovmester Sørensen fra "Ulvsund" en sidste ære.
Fra Det Forenede Dampskibs Selskab var bl. a. mødt kaptajn Holst og chefen for provianteringsafdelingen Restrup. Desuden sås repræsentanter for søofficersforeningen og Dansk Sø-Rhederiforening med floromvundne faner.
I kapellet, hvor den afdødes grædende hustru og barn var genstand for dyb deltagelse, fandt en kort højtidelighed sted. Pastor S. Willi fra Davidskirken talte om livets storme, der i et nu kan ødelægge lykken i de små hjem, og han sagde, at som den lille damper "Ulvsund" sejlede ud på det uvisse, uden at kende sin frygtelige skæbne, således var livet fuldt af uvished og usikkerhed. Det gælder derfor om altid at være beredt på døden. Han nævnede også, at hovmester Sørensen en gang før havde lidt skibbrud - med "Mayland" - men den gang var hans tid ikke kommet. Nu måtte han, skønt han var en god svømmer, lade livet i bølgerne ved vore egne kyster. Og det maner os andre til at erindre, at de mænd, der af pligten kaldes til at befare havene, sætter deres liv i vove for vor skyld. Vi værdsætter ikke sømanden nok sagde pastor With. Vi tænker ikke til daglig over hvor meget vi egentlig skylder dem. Men ved en katastrofe som den, der har kostet hovmester Sørensen og hans brave fæller livet, tvinges vi til at indse vor tankeløshed, og samles da i medynk med de efterlevende.
Før denne korte tale havde man sunget "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl som har Fred". Nu stemte orglet i med "Tænk når engang den tåge er forsvundet", og idet afdødes kolleger, alle i uniform, bar den hvide, blomstersmykkede kiste ud, sang man "Døde kammerat. Han har kastet anker for sidste gang", sagde hr. Larsen, og vi håber og tror, at han nu er i god og sikker havn, for han var en god mand, en trofast kammerat, en pligtopfyldende arbejder på sin plads.
Disse jævne ord gjorde et dybt Indtryk, og da den sidste spadefuld jord var kastet på kisten, skiltes man med en følelse af, at ved denne smukke højtidelighed var der ikke blot taget afsked med en enkelt af "Ulvsunds" besætning, men med alle de mange modige sømænd, der hin stormnat forgæves kæmpede mod elementerne.
Tilbage ved den åbne grav lå skønne kranse. Deres bånd flagrede let mellem blomsterne. Således hilste også efterårets barske vind mændene, hvis liv den tog.
(Social-Demokraten, 31. oktober 1921.)
D.F.D.S. meddeler: Da der på stranden i nærheden af Nykøbing Sjælland er inddrevet flere lig, hvoraf et er genkendt som værende af føreren af selskabets damper "Ulvsund", kapt. Mellemgaard, og desuden flere inventariegenstande fra samme skib er ilanddrevne, må skibet desværre antages for at være totalt forlist natten mellem søndag og mandag.
"Ulvsund", der var afgået fra København søndag eftermiddag bestemt for Naksov, havde en besætning af 15 mand.
"Holbæk Amts Venstreblad" meddeler: Ved Kattegat udfor Rørvig er der ilanddrevet 40 redningsbælter mrkt. "Ulvsund" samt nogle luger og et isskab, hvori fandtes 3 slagtede svin. Disse stammer øjensynlig også fra D. F. D. S's damper "Ulvsund".
I aftes er ved Nordstrand drevet et lig i land. Tidlig i morges fandtes endnu to lig samme sted.
Damperen "Ulvsund" var på 100 tons netto.
D.F.D.S. meddeler: Damperen "Ulvsund" havde følgende besætning:
(Herefter listen hvor også hovmester Einar Sørensen, Korsørgade 18 optræder)
Det er ikke kaptajnen, men styrmanden hvis lig er fundet.)
---
Indtil videre er der, efter hvad D.F.D.S. har fået oplyst, ilanddrevet 4 lig ved Nykøbing. Desuden er der skyllet 23 redningsbælter og en del vraggods op på stranden.
Skibsinspektør, kaptajn Salomonsen i D.F.D.S. er i morges straks efter at man havde fået bud om ulykken, afrejst til Nykøbing
S/S Ulvsund af Stege var en fragt- og passagerdamper, der sejlede på ruten København-Nakskov. Forliset skete under en nordlig orkan ud for Sjællands Odde den 24. oktober 1921, formentlig fordi dækslasten der bestod af jerndragere, forskubbedes under orkanen. 20 personer omkom.
Begravelsen af Einar Sørensen blev også omtalt i Dagbladet (København), 31. oktober 1921. Graven lå for enden af den lange poppelalle. Pga. forliset blev den orkanagtige nordenstorm 23.-24. oktober 1921 benævnt "Ulvsundstormen". Alle ombordværende døde. Meteorologisk Institut blev anklaget for manglende kommunikation. Der gik dog mange år før arbejdsgangene for alvor blev forbedret.
I januar-februar 1922 trængte dykkere ned i vraget, selv om rederiets egne dykkere sagde de var umuligt, og fandt flere lig. To af dem blev i februar 1922 begravet på Bispebjerg Kirkegård. Vraget blev hævet april 1922.
Hej. Fandt tilfældigt dødstykket i Kirkebogen for Frederiks sogn, København 1914-25, opslag 175. Det må være de to der omtales. Allan M. Jensen
SvarSlet