Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 2/3 90 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

En Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Ude paa Tinning Mark bor der en gammel Krigsveteran ved Navn Jens Poulsen; han hører til dem, der var med i Krigen lige fra dens Begyndelse og til dens Afslutning, har været med i næsten alle Hovedslagene foruden flere mindre Træfninger; han har hørt til "Ryes Brigade" og staaet som en af de faa menige Soldater af Bondestanden, som har ført Dagbog under Krigen, hver eneste Dag har han gjort Optegnelse i sin Bog, mangen Gang har han nedskreven Dagens Begivenheder, naar han efter endt Kamp laa i Hvil paa Marken. Om sig og sit Kompagnis Oplevelse og Deltagelse i Krigen, fortæller Jens Poulsen :

Den 31te Marts 1848 rejste vi fra Kjøbenhavn med Dampvognen til Ringsted, hvor vi blev indkvarteret, næste Morgen drog vi videre og kom den 7de April til Landsbyen Gaskjær lidt syd for Aabenraa og der gjorde vi den første Feltvagt. Den 9de blev der gjort Allarm Kl. 3 om Morgenen og vi rykkede syd paa indtil vi lidt op paa Formiddagen stødte paa Tyskerne ved Bou og her kom vi i Slag med dem, men de blev dog snart nødt til at retirere og vi kom til Flensborg. Efter at have opholdt os i Flensborg om Natten marscherede vi syd paa og nu rykkede vi hver Dag et Stykke frem, indtil vi den 19de stod ved Dannevirke, hvor vi blev opstillet i slagfærdig Orden, saaledes som vi skulde staa, naar Tyskerne vilde angribe; derefter blev vi indkvarteret i en Landsby 1 Mil nord for Slesvig; her laa vi indtil der om Morgenen den 23., som var 1ste Paaskedag, begyndte en stærk Kanonade nede ved Slesvig. Hele Formiddagen blev vi dog liggende i vort Kvarter, og vi skulde lige til at spise til Middag, da vi fik Ordre til at rykke ud og vi kom nu ned til Dannevirke, hvor der mødte os et sørgeligt Syn. Paa en Vej, som vi passerede laa vore Kammeraler døde og saarede i Hundredvis i Grøften. Ved den første Salve faldt vor Bataillonskommandør og Adjudantens Hest blev skudt under ham. Hele Eftermiddagen varede Kampen, men da det blev Aften, trak vi os tilbage efter Flensborg, hvortil vi kom næste Dag lidt over Middag. Her fik vi nu ikke megen Ro, thi strax efter hed det sig, at Tyskerne var i Nærheden. Vi kom derfor ufortøvet ud af Byen og kom paa Feltvagt, men Tyskerne kom dog ikke.

Efter Slaget ved Slesvig kom vi over til Sønderborg og derfra drog vi hver Dag over til Dybbøl, hvor vi arbejdede paa at lave Skanser for at forhindre Tyskernes Overgang til Als; men den 5. Juni om Morgenen begyndte de at rykke frem for at gaa over til Als. Det kom til en svær Kamp, der endte med Sejr for os, idet Fjendens Angreb blev afslaaet. Hele Sommeren laa vi nu paa Als og ved Dybbøl, indtil den 30. Oktober, da vi rejste til Skanderborg, hvor vi blev permitteret.

Den 7. Marts 1849 blev jeg atter indkaldt og stillede i Skanderborg, hvor vi for blev indtil den 21., da vi begyndte at marschere syd paa, indtil vi kom til Landsbyen Ejstrup ved Kolding, hvor vi den 23. stødte sammen med Tyskerne. Efter at have kæmpet med dem hele Dagen, maatte vi om Aftenen trække os tilbage til Aagaard, hvor vi laa indtil den 6. Maj. da vi var paa Forpost ved Dons Mølle, blev overfalden af Tyskerne og maatte trække os tilbage til Vejle, hvor vi blev om Natten. Næste Dag kom vi atter i Slag, men det var som om Vaabenlykken havde forladt os; thi vi maatte atter retirere og kom til Horsens. I de efterfølgende Dage marscherede vi stadig nordpaa, kom til Egaa den 29. Maj. hvorfra vi næste Dag kom ind til Aarhus, hvor Tyskerne angreb os. Vi sloges med dem i 7 Timer, da de maatte trække sig tilbage og vi kom i Kvarter i Lystrup. Nu laa vi en Tid der paa Egnen uden at komme i noget Slag med Fjenden, der laa ved den anden Side af Aarhus Den 28. Juni fik vi Ordre til at rejse over paa Mols, hvor vi var en Dags Tid, saa kom vi til Hels, hvorfra vi sejlede den 30. om Morgenen Kl. 3 og kom til Fyn. Den 4. Juli om Aftenen kom vi til Strib, hvorfra vi blev oversat til Fredericia. Der laa vi paa Gaden indtil den 6. Juli om Natten Kl. 1½, da vi rykkede ud af Byen og angreb Fjenden. Det kom til en voldsom Kamp forinden Tyskerne vilde forlade deres Forskansninger og tage Flugten. 1800 Mand toges til Fange og en Mængde Skyts faldt i vore Hænder.

Hele Sommeren laa vi nu dels i Fredericia og dels paa Fyn. Tyskerne havde faaet saa godt ved Fredericia, at dem saa vi ikke mere til det Aar. Den 7. Septbr. blev jeg permitteret og rejste hjem.

Det tredie Krigsaar blev jeg indkaldt den 20de Maj og kom strax til Egnen ved Fredericia, hvor vi laa til den 14de Juli, i hvilken Tid vi næsten daglig havde Exercits og Skiveskydning; saa kom der Ordre til, at vi skulde længere syd paa. Vi marscherede gennem Kolding, Haderslev til Flensborg, hvorfra vi næste Morgen kom ca. 4 Mil ud paa Landet i Retning efter Husum. Der kom jeg paa Feltvagt om Natten, men Kl. 3 om Morgenen den 25de Juli blev vi ført frem mod Tyskerne, som denne Gang maatte tage Flugten; vi satte efter dem og forfulgte dem 2½ Mil syd paa, saa kom vi til Dannevirke ved Slesvig, hvor vi laa indtil den 8die August, da vi rykkede frem mod Frederiksstad, som var besat af Tyskerne. Om Natten til den 7de var vi indkvarteret i en Landsby som hed Oxenfeldt; vi marscherede derfra om Morgenen og en Mils Vej længere frem, saa gjorde vi Holdt og fik Proviant. Vi laa der til hen paa Eftermiddagen, da rykkede vi frem mod Frederiksstad, hvor vi blev modtaget af de kielske Jægere, som laa i Forskansninger ved Byen; efter en haard Kamp maatte de forlade Skanserne og gaa over Ejderen, og vi drog ind i Byen.

Medens vi opholdt os i Frederiksstad stødte vi ofte sammen med Tyskerne, saaledes den 8de September, da vi paa en Rekognecering kom i en Træfning med dem 3/4 Mil udenfor Byen.

Den 27de September begyndte Tyskerne at beskyde vore Forskansninger, og de følgende Dage vedvarede Kampen, saa Byen næsten blev en rygende Grushob, da den flere Gange blev skudt i Brand. Vi laa stadig i Skanserne, og da der faldt en Del Regn, blev disse til sande Lergrave, hvor vi maatte opholde os baade Nat og Dag, medens Granater og Kugler susede over vore Hoveder. Navnlig den 4de Oktober var Kampen haard. Fjenden beskød Byen af yderste Magt, og Kl. 5 om Eftermiddagen stormede de frem med 6 Batailloner og 2 Jægerkor, men blev slaaet tilbage. 5-6 Gange stormede de etter, men blev hver Gang slaaet tilbage.

Efter Tyskernes mislykkede Angreb paa Frederiksstad, kom vi til en By, som hed Lemsig, hvor vi laa i nogle Barakker indtil den 15de December, da vi atter kom til Frederiksstad, hvor vi blev til den 3die Februar 1851, da vi marscherede til Husum, hvor vi var om Natten. Saa marscherede vi til Flensborg, der kom vi om Bord paa Dampskibet "Holger Danske", som førte os til Korsør og derfra rejste vi til Kjøbenhavn, hvor vi, efter at have været præsenteret for Kongen, blev beværtede med Spise og al den Vinpunsch vi vilde drikke.

Nogle Dage efter blev vi permiteret og den 18de Februar kom jeg til Aarhus og samme Aften til mit Hjem.

V-h-.

(Aarhus Amtstidende 8. juli 1898).

Maler, tegner F. C. Lund (1826-1901), I. W. Tegner & Kittendorffs lith. Inst. (1850-1893), Isac Wilhelm (1815-1893) litograf: Det indvendige af en Feltvagts Barakke i Cugraben ved Dannevirke den 7de Nvbr. 1850. 1850. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jens Christian Henrik Claudius Jagd 1821-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Jagd død.

Den tidligere Folkethingsmand for Thisted, Amtsforvalter Jagd, er død i Lørdags her i Byen. 74 Aar gl.

Den yngre Slægt kendte ham kun som et Slags morsomt gammelt Inventar i Folkethinget. Man ansaa ham for saa fast knyttet til sin Valgkreds, en Egn, der, som det blev udtalt af en af hans Højrekolleger efter Harboøre-Ulykken, staar 500 Aar tilbage i Tiden, at det vakte Forbavselse, da han trak sig tilbage før Valget den 9 April. De sidste Aar af sin Rigsdagsvirksomhed hørte man sjælden Jagd i Thinget. Han havde jo ogsaa da faaet en Slags Afløser i Lyngby-Obersten. Men fra 70'erne og et Stykke ind i 80'erne optraadte han ret hyppigt og vakte altid megen Munterhed. Selv hans Partifæller talte med Hovedrysten om "den vilde Jagd".

Jagd var fanatisk Højremand og Ærkemilitarist, dertil Socialistfresser om en Hals. Men hans Angreb paa Socialismen var nærmest af humoristisk Natur og ganske virkningsløse. Han havde ikke Gnist af Forstaaelse af det, han angreb. Han levede saa trygt og uanfægtet, som man dog sjælden ser det, paa de fra Fædrene nedarvede Fraser.

Konservativ havde Jagd dog ikke altid været. I 1848 var han en ivrig nationalliberal Frihedsmand, der bl. a. sværmede for Folkevæbning, gik med i Krigen som Fører for et Friskarekorps, til nogen Forargelse for de "regulære" Officerer. Senere traadte han dog som Løjtnant ind i disses Rækker, blev saaret i Slaget ved Isted og fik i 1852 Afsked med Titel af Kaptejn. Allerede i 1849 var han bleven valgt til Folkethingsmand for Svendborg. Først senere, i 1859, efter nogle Aars upolitisk Virksomhed, valgtes han i Thisted. Fra 1873 har han uafbrudt repræsenteret denne Kreds.

I sin Ungdom var Jagd Skolelærer, blev derefter Opfinder, kastede sig over Ingeniørvæsen, anlagde efter Krigen forskælligeTelegrafledmnger, og paabegyndte 1858 Udtørringen af Sjørring Sø i Thy.

Først national Demokrat, derpaa Mellempartimand, endte Jagd i 70erne som det forenede Venstres hidsige Modstander. Saa kom ogsaa den officielle Anerkendelse. Han blev først Amtsforvalter i Kolding, derpaa i Thisted og endelig - fra 1886 - i København, et rundelig aflagt Embede uden egenligt Arbejde.

I 1892 blev Jagd valgt i Thisted med 1031 Stemmer mod 384, der faldt paa en bergiansk Venstremand. Den 9. April i Aar, da han var traadt tilbage, kom det til en hæftig Kamp mellem Byboere og Fiskere paa den ene Side, Agrarer paa den anden. Kaptejn Trolle sejrede over Agrarerne. Ogsaa i Jagds Valgkreds var den møderne Interessepolitik trængt ind.

(Social-Demokraten 30. juli 1895).

Fotograf Andreas Nicolai Høeg (1835-1906): Lærer, kaptajn, amtsforvalter, folketingsmand Jens Christian Henrik Claudius Jagd (27.4.1821-27.7.1895) . 1865-1895. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptein Jagd.

En af vore Korrespondenter i Kjøbenhavn skriver til os:

Det kan vel være knap to Maaneder, siden vi hilste paa Kaptein Jagd for sidste Gang. Veiret var varmt, og en Mængde Kjøbenhavnere bevægede sig ad Strandveien. I en af de talrige Ekvipager kjørte en ældre Mand, indhyllet i Tæpper og iført en mægtig Vinterpels. Det var Kaptein Jagd. Han saae træt ud, men under Hilsenen kom der spillende Liv i de stærke Øine. Jagd har længe været træt. Han var træt af Politiken; den interesserede ham ikke i de Aar, Forligsunderhandlingerne stod paa; han var vant til Kampens Tummel, og naar han ikke kunde faa Lov til at sige sin Hjertens Mening, brød han sig ikke om at være med.

Ogsaa legemligt seet var Jagd træt. Han havde i sit eventyrlige Liv budt sin kraftige Konstitution meget af Alt, og det saae ud, som om han aldrig skulde kunne bøies. Men Gigten blev hans Overmand, og af den led han stærkt i de senere Aar. I Begyndelsen af sidste Rigsdagssamling reiste han til Rom, og snart indsaa han, at et længere Ophold i det milde Klima var nødvendigt; han søgte da Orlov fra Folkethinget og tog til Algier. Han vendte hjem uden at være helbredet. Han viste sig et kort Øieblik i Rigsdagen, men forsvandt saa stille for ikke mere at vende tilbage. Den gamle Hugaf havde brugt mange skrappe Ord i Folkethinget, baade rettet til Thinget i sin Helhed og til enkelte Modstandere. "Se Dem om i denne Sal, mine Herrer - sagde han engang - synes De, det er Blomsten af den danske Nation". Hans Røst lod malmfuld, og mangt et Hoved dukkede sig uvilkaarligt. Eller da Jens Busk ved en Lejlighed rigtig havde søgt at slaa sig til Ridder paa Jagd og langt fra havde brugt de fineste Betegnelser, da rungede Latteren, idet Jagd bad Busk om fremtidig, naar han vilde tage hans Navn i sin Mund, da at skylle den godt forinden. Men trods det var der neppe Nogen paa Rigsdagen, som bevarede uvenlige Følelser overfor Jagd. Alle vidste, at der slog et varmt Hjerte hos ham, og at paa Ingen passede bedre Bergs Ord om at have Dannevirke i Brystet.

Det viste han jo bedst som Friskytter-Høvdingen i Krigen, hvor han netop vilde lade det komme an paa den enkelte Mand og ikke kunde finde sig i at indordnes under det regulære Militærliv. Han vandt sine Troppers Hengivenhed, og naar han i den politiske Kamptid ved Møder traf gamle Krigskammerater, var Gjensynet af en saadan Hjertelighed, som vi kun have seet Magen til overfor afdøde Oberst Falkenberg. Han og Jagd vare jo ogsaa stærkt beslægtede Naturer og forstod at vinde deres Tilhørere ved sjelden Livfuldhed og drastisk Originalitet. Jagd var et Barn af denne Verden; men han var paa ingen Maade nogen gudsforgaaen Krop. I de senere Aar vendte han altid i sine Taler tilbage til en Paamindelse om at virke for "Livets høieste og bedste Indhold". Valgsproget "Med Gud for Konge og Fædreland" var fuldtud hans. I sine senere Aar boede Jagd i det hyggelige Villakvarter paa Østerbro, hvor han omgikkes en lille, trofast Vennekreds og i et kjærligt Hjem fandt Hvile efter et stormfuldt Liv. Den Afdøde var en ridderlig Karakter, en sjelden Fremtoning i vort rolige Folk, et bravt Menneske og en trofast Patriot. Hans Navn har ofte været omstridt, men der vil kun være Fred om hans Minde.

(Thisted Amtsavis 31. juli 1895).

Jens Christian Henrik Claudius Jagd (1821-1895) var oprindelig skolelæreruddannet og var et år skolebestyrer i Svendborg. Han konstruerede 1844 en roterende dampmaskine. Under Krigen 1848–51 organiserede han frikorpset "De gule kanariefugle". Han udnævntes til premierløjtnant, senere kaptajn. 1857-1863 var han telegrafbestyrer i Nyborg og anlagde flere telegraflinjer. Udtørringen fra 1858 af Sjørring sø i Thy fik han aldrig bragt til ende. 1878–82 var han bestyrer af Kolding oppebørselsstue, 1882– 86 amtsforvalter i Thisted, 1886–95 i København. 

Han var medlem af Folketinget 1849–52 for Svendborg, 1859–61, 1869–72 og 1873–95 for Thisted. Oprindelig venstremand men senere højremand. I aviser blev offentliggjort et digt af ham som først måtte offentliggøres efter hans død, se fx Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 2. august 1895. Han blev begravet på Vestre Kirkegård, G-2-16. Gravstedet er nedlagt. Begravelsen var annonceret til at skulle foregå i stilhed, og tiden var ikke bekendtgjort. Kun en snæver kreds af venner og meningsfæller deltog.

Dømte Dommere. (Efterskrift til Politivennen)

En Birkedommer dømt! 

Atter er en Dommer bleven dømt for sit utilbørlige Forhold overfor den, der har staaet for hans Skranke. For 4 Dage siden faldt, som vi den Gang meddelte, den første Dom af den Art her i Landet. Det var Højesteret, der dømte Borgmester Mangor i Sakskøbing til at udrede Omkostningerne ved 32 Dages Varetægtsfængsel, som Hr. Mangor havde holdt en Mand i for en ubetydelig Forseelse, hvorfor Straffen endog helt bortfaldt ved Højesteret. Denne splinternye Optræden af vor øverste Domstol har straks givet Overretten Mod til forsigtigt at vandre den samme Vej. Tor Højesteret rokke ved en Dommers Ufejlbarhed og Ukrænkelighed maa Overretten jo nok kunne tillade sig ogsaa at prikke lidt til ham.

Ved Vedelsborg Birkeret idømte Birkedommer Langkilde en Mand 2 Gange 5 Dages Vand og Brød i Anledning af formodet misligt Forhold til et Uhr. Ved Overretten blev imidlertid denne Dom ikke blot kasseret, idet Manden frifandtes, som det hedder, af Mangel paa Bevis, men Sagens Omkostninger paalagdes det Offenlige, og Forhørsdommeren, Langkilde, blev idømt en Bøde af 30 Kroner til Amtsfattigkassen for utilbørlig Forhaling af Sagen.

Det, der i Dommen gæmmer sig bag de Ord "utilbørlig Forhaling af Sagen", er selvfølgelig et længere Varetægtsfængsel. Ingen kan falde paa at tro, Overetten skulde straffe en Dommer, fordi han havde trukket en Sag i Langdrag, hvis han ikke samtidig havde holdt den Anklagede i Arrest.

Vi kan kun hilse den Praksis, her indføres, med stor Glæde, forudsat at den gennemføres, og gennemføres med Fynd og Klem overalt, hvor Uretfærdigheder og Ulovligheder finder Sted. Thi hvis der i en Række af Aar er drevet Misbrug med noget her i Landet, saa er det da med Anvendelsen af Varetægtsfængsel. For et godt Ord smider Underdommeren Folk i Fængsel, selv om det, de sigtes for, allerhøjst kan medføre en Straf af simpelt Fængsel. Herved gør Dommeren et aabenlyst Brud paa Loven, der forbyder dette. Og hvor ofte har de ikke holdt Folk i Arrest i lange Tider for sluttelig at frifinde dem som uskyldige i det, de sigtedes for. Vi meddelte for kort Tid siden et Par storartede Beviser derpaa i den Mand i Nykøbing, som holdtes i Varetægsfængsel i 2 Aar og saa blev frikendt, og den Mand, som sad 11 Maaneder i Arrest, fordi han var vidende om, at hans Pige havde stjaalet noget gammelt Ragelse til Værdi af 1 Kr. 35 Øre.

Kommer det for Fremtiden til at gaa føleligt ud over d'Hrr. Dommeres Pengepung, naar de uden Grund spærrer Folk inde, tænker vi nok, at de tager sig lidt bedre ivare.

Der er et Omraade, hvorpaa det ikke mindst tiltrænges at den nye Praksis breder sig: de Sager, som laaner deres Farve fra en politisk Baggrund. Hvor ofte er der ikke bleven anvendt lang Varetægtsarrest mod Folk, som ikke havde anden Forbrydelse paa deres Samvittighed end at have raabt "Skruebrækker" efter en saadan Fyr eller for at have givet en Lussing fra sig eller været i Nærheden, da en anden gjorde det. Vi kender alle disse Sager, hvor der tages saa haardt fat, naar det er Modstandere af det bestaaende Regimente, som er "Forbryderne". Og her vilde saadan en Dom over Dommeren være paa sin rette Plads.

(Social-Demokraten 13. december 1889).

Ukendt fotograf: Johan Herman Georg Mangor (1844-1911) byfoged og byskriver i Sakskøbing, herredsfoged og skriver i Musse herred 1888, herredsfoged og skriver i Odense Herred. Gift med Elise Rohde (1853-1913). Det kongelige Bibliotek.

En 3die Dommer dømt.

Atter har Overretten fældet en Dom over en Underdommer, som er kompromiterende for denne i højeste Grad. Dette er saa meget mere betydningsfuldt, som der jo for ganske kort Tid siden er faldet to lignende Retfærdighedens Hug paa Dommeres Hoveder. Sagen er følgende:

Gæstgiver Stybe af Gjedser henvendte sig den 13. Juni til Premierløjtnant. Borgmester og Byfoged Neckelmann i Nykøbing paa Falster og anmodede ham om i Egenskab af Kongens Foged at gøre Arrest i Købmand af Gjedser Peter Petersens Ejendomme som Sikkerhed for, at denne opfyldte sine Forpligtelser mod Stybe i Anledning af en Ejendomshandel, Stybe paastod havde fundet Sted mellem dem. 

Fogedforretningen fandt Sted straks samme Dag, og under den opgjorde Stybe sin Fordring til 5121 Kr., og herfor blev der gjort Arrest i Petersen hele Ejendom: Hus, Indbo, Varer, en Obligation og hans udestaaende Fordringer, ialt til Værdi af 10,508 Kr.

Denne Arrestforretning appellerede Købmand Petersen til Overretten efter Stævning til Borgmester Neckelmann og Stybe.

Det blev nu oplyst, at der ikke af Stybe for Fogden (Borgmester Neckelmann) var produceret nogen som helst Dokumentation til Støtte for, at han overhovedet havde en saadan Fordring som den, hvorfor Arresten blev forlangt. Det lykkedes ikke heller Stybe at føre noget Bevis herfor, og i Overrettens Dom siges der, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er kommen nogen endelig Handel i Stand imellem Stybe og Petersen, for hvis Misligholdelse der kunde tilkomme Stybe nogen Erstatning hos Petersen.

Som Følge deraf havde hverken Stybe været berettiget til at lade foretage Arrest hos Petersen eller Borgmester Neckelmann haft Hjemmel til at udføre Forretningen. Arresten kendtes derfor af Overretten at være ulovlig gjort, og der tilkendtes Købmand Petersen Erstatning for den ham ved det Passerede tilføjede Skade. Denne Erstatning for Tort og Kreditspilde skal fastsættes efter udmeldte Mænds Skøn, dog ikke ud over det af Petersen forlangte Beløb: 2000 Kr. med Tillæg af 3 pCt. Rente.

Dommen siger endvidere, at "da Borgmester Neckelmann ikke havde ladet Arrestrekvirenten stille nogen reel Sikkerhed, der kunde være Petersen til Betryggelse, hvis Arresten fandtes ulovlig", blev han dømt til i Forening med Stybe at tilsvare Petersen Erstatningen.

Yderligere blev det paa samme Mande paalagt Borgmesteren og Stybe at betale Petersen Sagens Omkostninger med 100 Kr

* * *

Enhver vil sige, at den Borgmester sker kun hvad Ret er. Det er dog godt, at vi endelig er kommen saa vidt, at vi kan faa stækket Vingerne paa disse dømmende Herrer, naar de i deres Visdom flyver saa højt, at vi Folk med almindelige Begreber om Lov og Ret ikke kan saa Øje paa dem. Gaar det bare hver Gang føleligt ud over deres Pengepung, lærer de vel saa nogenlunde at tage deres Fornuft med, naar de sidder til Doms over deres Medmennesker.

Naar denne Dommer saadan uden videre kan faa i Sinde at gøre Arrest i og lægge Beslag paa en Mands hele Eje, blot forbi der kommer en anden Mand og fortæller noget om en Handel, som i Virkeligheden ikke har fundet Sted, naar han i den Grad afsiger en Kendelse paa Grundlag af løs Snak og ikke tager den nødvendige Sikkerhed, hvorledes ser saa hans kriminelle Domme ud. Hvilke Kunststykker kan den Mand ikke have præsteret, hvoraf Følgerne for epigk er skjulte i hans Forhørsprotokoller eller bag Straffeanstalternes Mure!

Det er opbyggeligt at tænke paa Sligt, paa det Retssystems Konsekvenser, der svæver os Allesammen over Hovedet.

Han er Premierløjtnant ved Siden af sine andre Værdigheder. Han burde vende tilbage til Hr. Bahnson, thi han egner sig aabenbart bedre til at dresere Rekruter end Lov og Ret i Landet.

(Social-Demokraten 21. december 1889).

Premierløjtnant, borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing paa Falster, samt Herredfoged og Skriver i Nykøbing Herred Harald v. Neckelmann (1826-1890) var født i Randers. Han afbrød sine jurastudier for at deltage i Krigen 1848-1851. Han afsluttede 1854 i Flensborg den slesvigske juridiske Embedseksamen. Volontør i det Kongl. Ministerium for hertugdømmet Slesvig (det slesvigske Ministeriums) 1. departement. 1856 aktuar (tingskriver) i Hviding Herred, Tønder Amt, fra 1. august s. å., og den 28. Marts 1863 i Bøcking Herred i samme amt. Afsat 6. Februar 1864 hvorefter han flyttede til København. Bestod i 1866 prøven i dansk ret. 1866-1870 konstitueret byskriver i Thisted og herredskriver i Hillerslev og Hundborg herreder. 1870-1877 byfoged og byskriver i Hjørring samt herredsfoged og skriver i Vennebjerg herred. 1877 tillige borgmester i Hjørring købstad. 1877 byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing Falster samt herredsfoged og skriver i Nykøbing herred, samt borgmester i Nykøbing Købstad. Nekrolog i Nationaltidende 29. Januar 1890. Han døde i januar 1890. Han blev begravet i Nykøbing F.

Kaptajn Hallas (7): Død 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. Svendborg den 31te August. (Fra vor Meddeler.) Et Dødsfald, der vistnok vil vække Deltagelse i vide Kredse, er indtruffet her idag, idet Kaptajn Fred. Ferd. Georg Conrad Hallas, vor dygtige Fattiginspektør, er død imorges Kl. 9 af en Blærebetændelse, efter temmelig haarde Lidelser. Den Afdøde har havt et temmelig bevæget Liv. Han var født i Fredericia den 28de Oktober 1814, men blev opdraget i Slesvig, hvor han allerede 1821 traadte ind i Hæren som Tambur, en meget ung Alder opnaaede han at blive Furer, og allerede i en Alder af 19 Aar var han Lærer ved Underofficersskolen. Da Krigen 1848 brød ud, kom hans Lokalkundskab til Slesvigs Omegn den danske Hær til Nytte, og lige som han ved Revuen paa Lerbæk Mark af Frederik den Syvende fik overrakt Dannebrogsmændenes Hæderstegn, saaledes blev han i et af Krigens første Aar Premierløjtnant og laa efter Krigen i nogle Aar i Rendsborg, hvor han var Adjudant hos Scharffenberg. Efter at være udtraadt af Hæren med Kaptajns Rang, blev han i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt, hvilken Stilling han beklædte til 1864, da han paany indtraadte i Tjeneste og laa i Kjøbenhavn som Bataillonschef ved Centralskolen. I Aaret 1869 blev han ansat her som Fattiginspektør, og har ved sin sjældne Dygtighed og Iver bragt Fattigvæsenet ind i en udmærket Gang. Det var under hans Auspicier, at den fortrinlige Fattiggaard her blev bygget og Fattigvæsenet næsten helt omordnet. Det skal ogsaa siges om ham, at han ikke alene ved sin Forretningsdygtighed var skikket til sin Post; under hans tilsyneladende noget barske Optræden skjulte der sig en inderlig varm, altid levende Følelse for Fattiges Lidelser, hvad de, der kjendte ham, ikke kunde undgaae at mærke. Han kan som Fattiginspektør vanskeligt erstattes, skjønt hans Eftermand vil faae det lettere end ham. Han var Frimurer af hos Rang, saavidt vides. Formand for den herværende Instruktionsloge, og først ved ham har Frimureriet her i Byen faaet den Udvikling, som det nu har. Han var Botaniker og havde en levende Sans for Havedyrkning; af den Plet Jord, som var tillagt hans Bolig paa Fattiggaarden, har han skabt en ganske dejlig Have. Han efterlader sig ti Børn og en Enke, med hvem han om et Par Aar kunde have holdt Guldbryllup.

(Fyens Stiftstidende 1. august 1882).

Den omtalte have var prydhave og en nyttehave i romantisk stil: slyngende stier, staudebede og rindende vand. Mens prydhaven var kun for inspektøren og hans familie, var nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge. En lille del af haven eksisterer stadig, mens hovedparten er inddraget til veje og boliger.

Fattiganstalten i Svendborg, den ene af fire fløje hvor de uværdige blev anbragt. Bemærk gårdmuren med pigtråd og tremmerne i vinduerne. Inspektørens lejlighed lå på 1. sal, højre side - den kan skelnes ved at der ikke er tremmer foran vinduerne. haven lå bagved og til højre for bygningen hvor man kan se det store træ. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

I 1881 havde fattigvæsnet (fattiggårdens 38 lemmer og udenfor gården 17 familier fordelt på 22 enkeltpersoner og 36 børn, fremmede fattige ), arbejdsanstalten og sygehuset et budget på omkring 24.000 kr. Fattiggården fungerede til 1961 som en anstalt, hvor beboerne mistede deres frihed. 1961- 1974 blev den omdannet til forsorgshjem hvor opholdet bag murene i princippet var frivilligt. 

Sogneraaders skandaløse Behandling af Forsørgelsesberettigede. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev fra Amerika til "Jyllp." skrives: Den 21. Maj 1879 kom en dansk Mand til Newyork. Hvorfra og Hvordan? Jo se: Manden var c. 60 Aar gammel og kunde ikke ernære sig selv i Danmark, og da nu et Sogneraad i Aarhusegnen tænkte, at han kunde leve i mange Aar og være Sognet til stor Byrde, saa blev det besluttet, at Manden skulde udvandre. Det kunde jo kun koste c. 190 Kr. at saa ham til det forjættede Land, og saa var man fri for ham for Resten af hans Levetid. Manden indvilgede i at rejse, da man vel sagtens havde fortalt ham om Guldklumperne, som ligge over alt her og kunde samles op uden Udgift. En Udvandringsagent i Aarhus sendte ham til Baltimore, d. v. s. Dampskibet kom til Nework, og her blev Rasmus landsat, uden Ven, uden Arbejde, og uden at kunne arbejde. Tænk Eder, Landsmand, denne gamle Mands hjælpeløse Stilling! Hvad vilde I gjøre, om I stode her i denne store Stad ligesom den gamle Mand, lige saa forladte og hjælpeløse? thi han var hjælpeløs. I Amerika bruger man Folk, som kunne arbejde, men ikke Folk, som ere udslidte i Danmark. En Rormand havde, for dog at hjælpe ham lidt til Rette, givet ham en Seddel med følgende Inskription paa Engelsk: "En stakkels dansk Udvandrer beder Dem vise ham hen til nogle skandinaviske Folk, hvor han kan saa Arbejde." Men der var ingen Skandinaver, som kunde give ham Arbejde. Nogle Svenske og Normænd spurgte mig, om det var Maaden, hvorpaa vi behandlede vore Fattige i Danmark! Hvad skulde jeg svare? Den gamle Mand, som stod ved Siden af mig, var jo et levende Bevis paa dansk Sogneraads Humanitet. Nu havde han faaet sin Frokost og Middagsmad  Danmark og nu skulde han til Amerika for at faa sin Nadver, der, hvor ikke en Sjæl bryder sig om ham, hvor Ingen forstaar hans Tale, og hvor ikke saa meget som en Kammerat fra Fattighuset vil trykke hans Øje til og tilhviske ham et Farvel i det Sprog og en Hilsen fra det Land, han af sin Konge havde været kaldet til at forsvare. Han bar nemlig Medaljen 1848-50 paa sit Bryst. Jeg følte mig virkelig skamfuld tilmode, som Dansk betragtet, over den hele Historie, og jeg indhentede Underretning om Manden. Skulde jeg møde flere Oldinge herovre, behandlede paa samme Maade, skal jeg sende Dem, Hr. Redaktor, nøjagtige Oplysninger om Sagen, for om muligt at saa en saadan Uskik hæmmet. - Skulde der ikke være en eller anden Maade at faa slige Sogneraader draget til Ansvar paa, saaledes, at der bliver udvist Humanitet mod de Fattige; vi henstiller det til vedkommende Ministerium, at der maa blive skredet ind mod slige Skandaler som ovennævnte.

(Social-Demokraten 10. februar 1880).

Overhornblæser Carl Frederik Steinert 1833-1897. (Efterskrift til Politivennen)

Et Efterspil. Under denne Overskrift meddelte vi den 1ste Juni, at en Overhornblæser til Rigsdagen har besværet sig over at være bleven afskediget af Militærtjenesten af den velbekendte Oberst Schøning. Folketingsmand Bergs Blad "Frederiksborg Amts Avis" indeholder om nævnte Sag følgende Details:

"Afskediget Overhornblæser, Dbm. C. F. Steinert i København har andraget om Invalideforsørgelse eller en aarlig Understøttelse. Han indtraadte i Militærtjenesten den 12te Marts 1849, var med ved Isted og Frederiksstad, hvor han blev saaret i venstre Ben, og i 1864 ved Dybbøl. Den 10de April 1876 blev han kasseret af 6te Bataljon, Oberst O. A. Schøning og Korpslæge Melskens, paa Attest for at have paa venstre Ben et af et Granatsaar efterladt Ar, som hindrede Gangen, og at lide af nogen Svækkelse i venstre Skulder efter en Kvæstning i Felten samt af kronisk Nyregrus. I øvrigt indeholdt hans Afskedsbevis fuld Anerkendelse for lang og tro Tjeneste, dadelfri og hæderlig Vandel. I et til Krigsministeriet i Fjor indgivet Andragende udtaler Steinert, at han, da han blev fremstillet for Kassationskommissionen, vel var lidende og syg, dog, som han mener, kun af en Forkølelse, bevirket ved, at Musikkorpset ofte maatte staa en hel Time uden for Brigadechefens Kvarter og blæse i meget strængt Vejrlig, men at han, ikkun 42½ Aar gammel, var i Besiddelse af usvækkede Aands- og Legemkræfter. Efter en længere udgaaende Lejrøvelse i 1875 blev han, som saa mange Andre, træt og maatte køre henved 2 Mil, og Dagen efter fik Korpslæge Melskens Ordre til at undersøge ham, men Lægen udtalte, at han ingen Fejl eller Svaghed kunde finde hos Steinert. Omtrent 3 Maaneder efter blev han atter kaldt til Lægen, som ytrede: "Nu er det galt igen; Obersten (Schøning) vil absolut have Dem kasseret", og erklærede sig nu nødt til at gøre Indberetning om Arret fra 1850. Paa indtrængende Anmodning til Obersten lod denne sig nøje med at gøre Indberetning til Brigaden; men da Steinert i næste Aars Marts led af Forkølelsesonder, blev han dragen for Kassationskommissionen og efter megen Uenighed iblandt Lægerne kasseret. Man trøstede ham med, at han foruden sin Pension tillige vilde faa Invalideforsørgelse, men paa Andragender herom har han stadig faaet Afslag. - Finansudvalget foreslaar denne Sag henvist til Krigsministeren med tilføjet Ønske om, at Omstændighederne ved Steinerts Afskedigelse nærmere undersøges."

(Social-Demokraten 4. juni 1879).

C. F. Steinert var født 1833. I 1849 var han omkring 16 år gammel. Officielt kunne kun konfirmerede drenge (dvs. fra 14 år) optages som hornblæsere, men det skete at de ikke var det, ifølge feltpræsten Erik Høyer Møller. Steinert var ikke som mange af hornblæserne fra Holsten (Christians Plejehus i Eckernförde). Grunden til at han meldte sig, kan måske ses af nedenstående annonce fra 1847: Dels at moderen døde og at familien boede i et en af Københavns værste (hvis ikke den værste) slumgade, Peder Madsensgang:

2 fattige Brødre bede gode Mennesker om et lille Laan af 5 Rbd., da de ikke selv ved deres egen Hjælp kunne faae deres Moder begravet, som er død den 7de Dennes. Pedermadsensgang 302, 1ste Bagsal.

C. F. Steinert. P. E. Steinert

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. december 1847.)

6. Regiments Musikkorps fotograferet i Køge 1864. Køge var i 1864/65 garnisonsby, idet 4. Brigade havde hovedkvarter her. Siddende fra venstre: Steinert, stabshornblæser Michaelsen, Johan Nielsen (senere stabshornblæser), Dohse. Stående fra venstre: Starup Hansen, Foss, Hennings, Zorn, L. Michaelsen (stabshornblæser), Fischer, Meyerhoff, Hardenberg, Marquard, Ellebrock og Hoffmann. (Foto: Rigsarkivet). På hjemmesiden Dansk Militærmusik ses han endvidere på et foto af 1. halvbrigades musikkorps af 22. jyske brigade 1867.

Stabshornblæseren var chefens højre hånd, idet han skulle blæse de mange udførelsessignaler ud til de forskellige kompagnier. Han var ofte bereden så han kunne følge chefen. 

Stillingsmand.

En stillingsberettiget Underofficer af Infanteriet, der kan overtage hele Værnepligten, ønsker at lade sig stille for en paa denne Session udskreven Værnepligtig. Reflecterende kunne henvende sig mundtlig eller skriftlig i portofrie Breve til: Overhornist C. F. Steinert i 6te Inf.-Regiments 1ste Bataillons 1ste Comp.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).

I Østsjællands Avis (Køge) 22. september 1864 ses han boende hos vognmand R. Hansen i Brogade. Efter krigen slog han sig ned som klaverstemmer. Nedenfor nogle eksempler på annoncer:

Klaveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig med Stemning af Klaverer.
Min Bopæl er hos Hr. Skomage Wærum paa Skolegade.

C. F. Steinert.

Overhornist.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 28. januar 1865). Annoncen var ledsaget af et lille billede af et klaver.

Claveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig paa det Bedste med Stemning af Klaverer.

C. F. Steinert.

Overhornist.

boende i Dumpen Nr. 509.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 1. august, 21. august, 12. september, 13. december 1865)

I 1865 oprettede Håndværkerforeningen i Viborg en sangforening. Overhornblæser C. F. Steinert blev dirigent for 100 Rdl. i årlig løn som korleder og for nodeafskrivning. Der meldte sig ca. 70 sangere, men de fleste faldt igennem Steinerts stemmeprøver. Da kravet blev nedgraderet til skalaer bestod i første omgang 60, men 20 blev kasseret ved den første koncert. Steinert stoppede som dirigent i 1867.

Et nyt opretstaaende Fortepiano af Hornung & Møllers Fabrik staaer tilsalg hos

C. F. Steinert

i Gravene.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 25. august 1869).

Undertegnede Commissionair for DHrr. Hornung & Møller modtager Bestillinger paa

Pianoforter

fra nævnte Firmaes Fabrik.

Tillige udfører jeg Stemning samt Reparation af Instrumenter. Ærb.

C. F. Steinert, Overhornblæser,

Gravene hos Snedker Halle.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. september 1870).

I anledning af 25 året for Slaget ved Isted fik overhornist Steinert og hornist Nielsen af 6. bataljon tildelt sølvkorset i 1875.

Pianoforte.

Et udmærket godt vedligeholdt Pianoforte med smukke Toner staar til Salg hos 

C. F. Steinert

Dumpen 168

Sammesteds sælges en Sovesofa, nogle gode Bøger, et lille Taffelur m. m.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. april 1876).

I Dags-Telegraphen 23. december 1880 ønskes C. F. Steinert og kone til lykke med deres sølvbryllup.

I Nationaltidende 3. januar 1884 ses pianostemmer E. C. J. Steinert jun. at have skiftet bopæl - Sølvgades Forlængelse 98, 1. sal. E. Steinert var desuden instrumentmager hos Hornung & Møller. Pianostemmer Emil Christian Johannes Steinert døde 29. maj 1891 ifølge Dags-Telegraphen. Han blev begravet den 3. juni 1891 på Assistenskirkegård. Dødsannoncen var underskrevet hans kone Josephine (Ludovica) Steinert, født Poulsen, C. F. Steinert, Georg Steinert og Henriette Steinerts, født Møller. Sønnen Georg Steinert åbnede i februar 1892 en herreekviperingsforretning på Nørrebrogade 8.

Pianoforte.

et karnisformet samt et opretstaaende, begge af Hornung & Møllers Fabrik, saa gode som nye, staa til Salg i Østerfarimagsgade 24, 2. sal, hos

C. F. Steinert.

(Dags-Telegraphen (København) 18. august 1886).

Ifølge Viborg Stifts-Tidende 7. juli 1887 opførtes i anlægget ved Borgvold regimentsmusik om fredagen hvor bl.a. 6. bataljons march af C. F. Steinert blev spillet. På en opgørelse over udgifter "i særlige anledninger" 1891 står afskediget overhornblæser C. F. Steinert opført til at have modtaget 198 kr.

Dødsannoncen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1897 fortæller at han døde 6. juni, 64 år gammel efter mange års svaghed. Annoncen er underskrevet af Henriette Steinert født Møller, Josephine Steinert, født Poulsen og Anna Steinert født Jørgensen. Begravelsen fandt sted den 12. juni 1897 på Assistens Kirkegård.

Afdød Veteran. I forrige Uge afgik ved Døden her i Byen forhenværende Overhornblæser C. F. Steinert, født 1833. Steinert meldte sig som frivillig ved Hæren 1849 og ansattes som Hornblæser ved 6. Linie Infanteri-Bataillon, og deltog med nævnte Afdeling i Slaget ved Isted den 24. og 25. Juli, og ved Forsvaret af Frederiksstad, hvor han saaredes haardt i sit ene Ben af en Granat. Steinert henlaa over et Aar paa Lazarettet, og efter sin Helbredelse meldte han sig atter til Tjeneste. I 1864 deltog han som Stabshornblæser ved 6. Regiments 2. Bataillon under nuværende General v. Holtens Kommando og deltog i Forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. Følgerne af Saaret nødte Steinert til at søge sin Afsked, og han nedsatte sig i Aaret 1876 som Klaverstemmer her i Byen.

Steinert var dekoreret med Dannebrogskorset, det militære Hæderstegn for tro Tjeneste og Erindringsmedaillen for begge de slesvigske Krige.

Jordfæstelsen foregik fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard med stor Højtidelighed. Vaabenbrødre-Afdelingen var repræsenteret af Bestyrelsesmedlemmer med Afdelingsfanen. Kisten bares ud af Kapellet af den Afdødes forhenværende Kammerater og Vaabenfæller, og et Musikkorps blæste Sørgemarschen fra Kapellet til Graven. Den Afdøde efterlader sig Enke og en Søn, Ekviperingshandler Steinert, Istedgade.

(Dagens Nyheder 27. juni 1897).

Cigarmager Johnsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Cigarmager Peter Christian Johnsen, vor nu afdøde Meningsfælle, blev født i Horsens 1828, hvor hans Fader, en Islænder af Fødsel, var Hattemagermester; han lærte Cigarmagerprofessionen hos Fabrikant Ludvig Hageman i Horsens og rejste i Aaret 1848 til København, deltog i Krigen 1849-50 og ernærede sig efter Krigen igen som Cigarmager. Han har to Gange været etableret, men har paa Grund af Uheld maattet ophøre med Forretningen og atter arbejde som Cigarmager. Da Louis Pio i 1871 rejste Arbejderbevægelsen her, deltog han meget ivrigt deri og efter Pios Fængsling i 1872 overtog han Ledelsen af "Internationale" efter Würtz, og under hele Retsforfølgningen mod "Internationale" repræsenterede han denne. Han var en ivrig Forkæmper for Centralisationen af Fagforeningerne og var en Tidlang Formand for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", samt stod som Leder for den store Cigarmagerstrejke i 1875, i hvilket Aar han tillige stiftede en Filial af "Enigheden" i Malmø. I 1879 blev han paa Arbejderkongressen valgt ind i Hovedbestyrelsen for det socialdemokratiske Arbejderparti, og virkede deri indtil Pios Afrejse. Derefter deltog han ikke mere af Betydning i Bevægelsen, paa Grund af en tærende Lungesygdom, som i den senere Tid kastede ham paa Sygelejet, fra hvilket han ikke mere rejste sig. Han var til sin sidste Stund en trofast Meningsfælle. Hans Jordfæstelse finder Sted i Dag Kl. 1 1/4 fra Ligkapellet ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn.

(Social-Demokraten 30. marts 1879).

Cigarmager Johnsens Jordefærd fandt Sted under stor Tilslutning fra Arbejderpartiets Side; over et Tusind Socialdemokrater med 12 prægtige Fagforeningsfaner fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Frelserens Kirkes Begravelsesplads paa Amagerbro. I Ligkapellet, hvor Pastor Holck holdt Talen, saa man, foruden de forskellige Fagforeningers Faner, tillige Vaabenbrødrenes, som, da Johnsen var en af de ældste Vaabenbrødre, skulde være tilstede i Henhold til Foreningens Love; men da Liget bares ud af Kapellet saa man det Særsyn, at nævnte Fane blev indhyllet i et Hylster, i Stedet for at bæres udfoldet med til Graven, hvilket hos Ligfølget fremkaldte en Stemning, der varierede mellem Indignation og Foragt for dem, der havde gjort sig skyldige i denne Mangel paa Sømmelighed, der rimeligvis var foranlediget ved Dumhed fra bemeldte Fanebærers Side; ti det vilde være urimeligt at forudsætte, at Vaabenbrødrenes  Bestyrelse skulde have gjort sig skyldig i den Idiotisme, at forbyde Bæreren af Vaabenbrødrenes Fane at følge med til Begravelsespladsen, fordi den Afdøde ogsaa fulgtes til Jorden af de forskellige socialistiske Fagforeningers Faner. Vi haaber imidlertid, at Vaabenbrødrenes Bestyrelse vil frigøre sig for det Skin af Intolerance, som nævnte Begivenhed har kastet over den; ti ellers faar man Ret til at antage, at Bestyrelsen kun udgør en Klike, som staar paa et i aandelig Henseende primitivt Standpunkt, der stiller dem i Klasse med forblindede Kødhoveder, der tror, at Samfundet holdes paa Benene ved Intriger og Chikanerier i Stedet for ved Broderskab og Sammenhold. Ovennævnte Begivenhed giver os god Anledning til at tro, at Forsvarsbrødrenes og den øvrige Oppositions Kamp mod Bestyrelsen er aldeles berettiget.

(Social-Demokraten 1. april 1879).

Sagen mod Internationale ved cigarmager Peter Christian Johnsen er refereret i Ugeskrift for retsvæsen, nr. 30, dom af 2. februar 1874, 465/1873, samt Juridisk Tidsskrift, sag 465/11873.

Werner Hans Frederik Abrahamson. (1822-1911). (Efterskrift til Politivennen)

Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911) var en dansk officer og politiker. Han var før Krigen 1848-1851 løjtnant (1839) og premierløjtnant (1846). Han blev kaptajn og adjudant ved Generalstaben 1848 og var med under Istedslaget den 25. juli 1850 som stabschef for første brigade under oberst Ræder. Efter krigen major 1855, oberstløjtnant 1852 og kommandør for krigstelegrafen 1863. Efter krigen 1864 afskediget som oberst. Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og Krigen 1864. Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand. Udgiver af Militært Tidsskrift 1865-66, udgav Haandbog for Militairet.

Medlem af Folketinget 1856-57, borgerrepræsentant i København 1856-70, rådmand i Københavns Magistrat 1870-1900. Han var medlem af bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet. Abrahamson var sammen med Vestre Kirkegårds gartner S. Bahnson engagerede i den ellers noget negligerede kirkegårds første årti 1870-1880. Abrahamson skaffede for billige penge (eller gratis) plantning. I 1866 var han blevet vraget (20 stemmer imod 11) som rådmand, men valgt som rådmand for Magistratens 4. afdeling (kloakker, gasværker, vandforsyning og elektricitet, lys og kraft) i 1870. Han fungerede i flere perioder som konstitueret for borgmester Øllgaard. Rådmændene var medlem af Magistraten og have stemmeret, altså samme indflydelse som borgmestrene. De var ulønnede og valgt af Borgerrepræsentation. 

11. februar til 13. februar 1879 var der en avisdebat bl.a. om felttelegrafen. Lehmann havde skrevet en artikel om 25 årsjubilæet. Overkrigskommissær E. L. Madsen indvendte mod indlægget at oberst Lehmann havde erkendt at felttelegrafen var gået tabt og at statstelegrafen af den grund var trådt til og ydet den hjælp som den formåede - bl.a. ved at lave mobile stationer. Lehmann replicerede at Madsen havde fortolket hans udtalelse om at have set en vogn i Gråsten som at telegrafen var blevet efterladt, men dette var ikke Lehmanns opfattelse. Abrahamson blandede sig nu i denne debat:

Den elektriske Telegraph. Hr. Redacteur! Jeg vilde være Dem meget forbundet, hvis De i Deres ærede Blad vilde tillade mig en Berigtigelse om et enkelt Punkt, der er forekommet i Omtalen af den elektriske Telegraph. Der er nemlig her tillige omtalt Krigstelegraphens Virksomhed i Krigen 1864, og da jeg dengang havde Commandoen over samme, skal jeg bemærke Følgende: Det er en Misforstaaelse, naar der siges, "at den lille Felttelegraph gik tabt ved Tilbagetoget fra Dannevirke." Alle Vogne - ogsaa den tidligere omtalte Stationskareth, der blev seet i Graasteen - , alt Materiel, inclusive de af Statstelegraphen laante Apparater, bleve samlede førte til Als, kom siden med Hæren til Fyen og ere efter Krigen afleverede i Kjøbenhavn. Derimod er det en Selvfølge, at de faste Linier maatte efterlades. Den Mand, som jeg havde commanderet til at føre denne Deel af mit Train, var saaledes meget heldig under Retraiten i at udføre fik Hverv. Om han derimod har ladet en Vogn henstaae uden Skildvagt i Graasteen, medens der blev gjort Holdt for Hestenes Skyld, derom skal jeg ikke reise nogen Discussion.

Efterat Krigstelegraphen var beordret i Dannevirkestillingen, og den 9de Januar 1864 var kommen til Slesvig By, bleve alle Stationer besatte af dens Personale, og under hele Krigen bleve derefter alle Feltlinier byggede og alle Feltstationer betjente af dens Folk. En Beretning om denne Virksomhed er optagen i "Tidsskrift for Krigsvæsen" efter min Hjemkomst.

Statstelegraphen havde forinden bygget de faste Linier i Holsteen og i Dannevirkestillingen, og senere understottedc den paa mange Maader Krigstelegraphen, deels ved at overlade den Materiel, deels ved at lade en af sine ældre, dygtige Embedsmænd under hele Felttoget vejlede og assistere Personalet. Naar der altsaa omtales Telegraphdirecteur Fabers Beredvillighed og gode Hjælp og Støtte ved denne Leilighed, da maa jeg og Enhver, der har kjendt disse Forhold, i fuldeste Maal tiltræde disse Yttringer.

Ærbødigst

F. Abrahamson

Oberst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1879)

- De to sidst afholdte Jubilæer, den polytechniske Læreanstalts og den electriske Statstetegraphs, have fremkaldt længere Polemiker i Bladene. . . . Telegraphvæsenets Jubilæum er blevet efterfulgt af en Polemik mellem Overkrigscommissair Madsen (ved det St. N. Telegraphselskab) og forhenv. Ingenieuroberst V. O. V. Lehmann. Førstnævnte har villet tillægge afdøde Etatsraad Faber den største Deel af Æren for den vellykkede Gjennemførelse af vore første Telegraphanlæg, medens Obersten vil hævde denne Ære for sig. Det stedfundne Replikskifte, der har været optaget i "Berlingske Tidende", har i dette Blads Aftennumer for i Fredags medført et Tilsvar fra Raadmand, tidligere Oberst Abrahamson, der som Chef for Felttelegrafen i sidste Krig forsvarer sig imod, at denne, som paastaaet, skal være gaaet tabt paa Tilbagetoget fra Dannevirke. Alt Materiellet blev samlet ført til Als, kom siden med Hæren til Fyen, og afleveredes efter Krigen i Kjøbenhavn. Alle Feltlinier bleve byggede og Feltstationerne betjente af Soldaterne; men man fandt overalt god Hjælp og Støtte hos Telegraphdirecteuren, hvilket Oberst Abrahamson i fuldeste Maal vil anerkjende. (Hf. Av.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 18 februar 1879. Uddrag).

I 1887 stemte han imod et forslag om at opføre et lighus for druknede ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal med den begrundelse at det ville foretrække det myttige på skønhedens bekostning. Han anbefalede i stedet Christianshavn.

Idag kan Oberst, Raadmand i Kjøbenhavn W. H. F. Abrahamson ligeledes feire sit 50 Aars Officeersjubilæum. Han født den 29de Oktober 1822, gjennemgik Landcadetakademiet og blev udnævnt til Secondlieutenant à la suite i det fyenske Infanteri-Regiment med Anciennitet fra 1ste November 1838. Efter at gjennemgaaet Høiskolen afgik han som Geueralstabsaspirant og udnævntes til Premierlieutenant i 1846. 1848 udnævntes han til Capitain af 2den Klasse og Adjutant ved Generalstaben. Han deeltog i Slaget ved Bou og Slaget ved Slesvig samt Forsvaret af Dybbøl, hvorefter han blev udnævnt til Ridder af Dannebrogen. 1849 deltog han som Stabschef ved Moltkes Brigade i Slaget ved Fredericia og var i 1850 som General Ræders Stabschef med i Slaget ved Isted. Efter Krigen avancerede han i 1855 til Major, i 1860 blev han benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og i 1862 blev han udnævnt til Oberstlieutenant i Generalstaben og fungerede ved Udbrudet af den anden slesvigske Krig som Chef for Felttelegraphen og Hærens Topographer. Efter at være afskediget som Oberst ved Reductionen i 1864 blev Abrahamson i 1879 udnævnt til Raadmand i Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1888, 2. udgave).

Han stemte som den eneste i 1896 imod udsmykning af Rådhuset. Efter et halvt årtis udvalgsarbejde, og først da systemskiftet var undervejs (oppositionen havde fået flertal), indstillede et udvalg i 1898 at renovationsudførslen som foretoges af et privat firma i svinske og dårlige tønder, overgik til et kommunalt selskab. Såvel Abrahamson som borgerrepræsentant Hagemann indstillede at alt forblev ved det gamle. Ved udløbet af Abrahamsons funktionsperiode blev han afløst af den liberale bagermester  Jacob Marstrand (1848-1935), som havde været medlem af Borgerrepræsentationen i 7 år. Han var 1904-1917 borgmester for 4. afdeling og skulle være opfinder af borgmesterstangen.

Fotograf Regnar (Rasmus) Jensen (1867-1932): Oberst, rådmand Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911). 1899. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Abrahamson boede i samme hus hvor Svend Høgsbro boede og døde.

Dødsfald

Fhv. Raadmand, Oberst Abrahamson.

I Nat er fhv. Raadmand, Abrahamson afgaaet ved Døden i den høje Alder af 88 Aar.

Den afdøde var Søn af den ivrige Forkæmper for "den indbyrdes Undervisning", Kammerherre, Oberst, Dr. phil. J. N. B. Abrahamson, og Sønnesøn af den Abrahamson, der endnu er kendt som Forfatter af Visen "Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk",

Frederik Abrahamson slog i Overensstemmelse med Slægtens Traditioner ind paa den militære Løbebane. Han blev Løjtnant i 1839, Kaptajn og Adjudant ved Generalstaben i 1848, senere Major. Etter Krigen i 1864 tog han sin Afsked som kar. Oberst. Han har altsaa deltaget i begge de slesvigske Krige.

Midt i 1850'erne var han et Aars Tid Medlem af Folkethinget. Han var Borgerrepræsentant i København fra 1856, indtil han i 1870 blev Raadmand, en Stilling, som han varetog i 20 Aar. Desuden var han Medlem af Bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet.

Den gamle Officer har udgivet en Haandbog for Militære, og en lille Tid udgav han "Militært Tidsskrift".

Oberst Abrahamson var Kommandør af Dannebrog af 1. Grad og Dannebrogsmand.

(Nationaltidende 7. februar 1911, 2. udgave).

Abrahamsom blev begravet den 14. februar 1911. Han havde testamenteret 20.000 kr. til et bestående legat for kommunale embedsmænds enker. Rådhuset flagede på halv stang.

Se artiklen af borgerrepræsentant og folketingsmedlem Gerda Mundt (Abrahamsons kone var hendes moster): "Oberst og Raadmand Verner Hans Frederik Abrahamson" i Historiske Meddelelser om København, 3. række, 1942-43, s. 127 ff. 

Nina Abrahamson Paulsen 1835-1906. Oberst. - Raadmand F. Abrahamson 1822-1911. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling C, rk. 1, nr. 23. Gravstedet var skænket af kommunen. Han blev født 29. oktober 1822 i København og døde 7. februar 1911 sammesteds. Foto Erik Nicolaisen Høy.