Viser opslag med etiketten Krigen 1848-1851. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krigen 1848-1851. Vis alle opslag

22 november 2024

Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.


Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).


80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.


Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.


Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 


Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.


Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.


Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)


Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.
Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)


En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"


Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.


Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.


Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).


Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

05 marts 2023

Werner Hans Frederik Abrahamson. (1822-1911)

Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911) var en dansk officer og politiker. Han var før Krigen 1848-1851 løjtnant (1839) og premierløjtnant (1846). Han blev kaptajn og adjudant ved Generalstaben 1848 og var med under Istedslaget den 25. juli 1850 som stabschef for første brigade under oberst Ræder. Efter krigen major 1855, oberstløjtnant 1852 og kommandør for krigstelegrafen 1863. Efter krigen 1864 afskediget som oberst. Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og Krigen 1864. Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand. Udgiver af Militært Tidsskrift 1865-66, udgav Haandbog for Militairet.

Medlem af Folketinget 1856-57, borgerrepræsentant i København 1856-70, rådmand i Københavns Magistrat 1870-1900. Han var medlem af bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet. Abrahamson var sammen med Vestre Kirkegårds gartner S. Bahnson engagerede i den ellers noget negligerede kirkegårds første årti 1870-1880. Abrahamson skaffede for billige penge (eller gratis) plantning. I 1866 var han blevet vraget (20 stemmer imod 11) som rådmand, men valgt som rådmand for Magistratens 4. afdeling (kloakker, gasværker, vandforsyning og elektricitet, lys og kraft) i 1870. Han fungerede i flere perioder som konstitueret for borgmester Øllgaard. Rådmændene var medlem af Magistraten og have stemmeret, altså samme indflydelse som borgmestrene. De var ulønnede og valgt af Borgerrepræsentation. 

11. februar til 13. februar 1879 var der en avisdebat bl.a. om felttelegrafen. Lehmann havde skrevet en artikel om 25 årsjubilæet. Overkrigskommissær E. L. Madsen indvendte mod indlægget at oberst Lehmann havde erkendt at felttelegrafen var gået tabt og at statstelegrafen af den grund var trådt til og ydet den hjælp som den formåede - bl.a. ved at lave mobile stationer. Lehmann replicerede at Madsen havde fortolket hans udtalelse om at have set en vogn i Gråsten som at telegrafen var blevet efterladt, men dette var ikke Lehmanns opfattelse. Abrahamson blandede sig nu i denne debat:


Den elektriske Telegraph. Hr. Redacteur! Jeg vilde være Dem meget forbundet, hvis De i Deres ærede Blad vilde tillade mig en Berigtigelse om et enkelt Punkt, der er forekommet i Omtalen af den elektriske Telegraph. Der er nemlig her tillige omtalt Krigstelegraphens Virksomhed i Krigen 1864, og da jeg dengang havde Commandoen over samme, skal jeg bemærke Følgende: Det er en Misforstaaelse, naar der siges, "at den lille Felttelegraph gik tabt ved Tilbagetoget fra Dannevirke." Alle Vogne - ogsaa den tidligere omtalte Stationskareth, der blev seet i Graasteen - , alt Materiel, inclusive de af Statstelegraphen laante Apparater, bleve samlede førte til Als, kom siden med Hæren til Fyen og ere efter Krigen afleverede i Kjøbenhavn. Derimod er det en Selvfølge, at de faste Linier maatte efterlades. Den Mand, som jeg havde commanderet til at føre denne Deel af mit Train, var saaledes meget heldig under Retraiten i at udføre fik Hverv. Om han derimod har ladet en Vogn henstaae uden Skildvagt i Graasteen, medens der blev gjort Holdt for Hestenes Skyld, derom skal jeg ikke reise nogen Discussion.

Efterat Krigstelegraphen var beordret i Dannevirkestillingen, og den 9de Januar 1864 var kommen til Slesvig By, bleve alle Stationer besatte af dens Personale, og under hele Krigen bleve derefter alle Feltlinier byggede og alle Feltstationer betjente af dens Folk. En Beretning om denne Virksomhed er optagen i "Tidsskrift for Krigsvæsen" efter min Hjemkomst.

Statstelegraphen havde forinden bygget de faste Linier i Holsteen og i Dannevirkestillingen, og senere understottedc den paa mange Maader Krigstelegraphen, deels ved at overlade den Materiel, deels ved at lade en af sine ældre, dygtige Embedsmænd under hele Felttoget vejlede og assistere Personalet. Naar der altsaa omtales Telegraphdirecteur Fabers Beredvillighed og gode Hjælp og Støtte ved denne Leilighed, da maa jeg og Enhver, der har kjendt disse Forhold, i fuldeste Maal tiltræde disse Yttringer.

Ærbødigst
F. Abrahamson
Oberst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1879)


- De to sidst afholdte Jubilæer, den polytechniske Læreanstalts og den electriske Statstetegraphs, have fremkaldt længere Polemiker i Bladene. . . . Telegraphvæsenets Jubilæum er blevet efterfulgt af en Polemik mellem Overkrigscommissair Madsen (ved det St. N. Telegraphselskab) og forhenv. Ingenieuroberst V. O. V. Lehmann. Førstnævnte har villet tillægge afdøde Etatsraad Faber den største Deel af Æren for den vellykkede Gjennemførelse af vore første Telegraphanlæg, medens Obersten vil hævde denne Ære for sig. Det stedfundne Replikskifte, der har været optaget i "Berlingske Tidende", har i dette Blads Aftennumer for i Fredags medført et Tilsvar fra Raadmand, tidligere Oberst Abrahamson, der som Chef for Felttelegrafen i sidste Krig forsvarer sig imod, at denne, som paastaaet, skal være gaaet tabt paa Tilbagetoget fra Dannevirke. Alt Materiellet blev samlet ført til Als, kom siden med Hæren til Fyen, og afleveredes efter Krigen i Kjøbenhavn. Alle Feltlinier bleve byggede og Feltstationerne betjente af Soldaterne; men man fandt overalt god Hjælp og Støtte hos Telegraphdirecteuren, hvilket Oberst Abrahamson i fuldeste Maal vil anerkjende. (Hf. Av.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 18 februar 1879. Uddrag).


I 1887 stemte han imod et forslag om at opføre et lighus for druknede ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal med den begrundelse at det ville foretrække det myttige på skønhedens bekostning. Han anbefalede i stedet Christianshavn.


Idag kan Oberst, Raadmand i Kjøbenhavn W. H. F. Abrahamson ligeledes feire sit 50 Aars Officeersjubilæum. Han født den 29de Oktober 1822, gjennemgik Landcadetakademiet og blev udnævnt til Secondlieutenant à la suite i det fyenske Infanteri-Regiment med Anciennitet fra 1ste November 1838. Efter at gjennemgaaet Høiskolen afgik han som Geueralstabsaspirant og udnævntes til Premierlieutenant i 1846. 1848 udnævntes han til Capitain af 2den Klasse og Adjutant ved Generalstaben. Han deeltog i Slaget ved Bou og Slaget ved Slesvig samt Forsvaret af Dybbøl, hvorefter han blev udnævnt til Ridder af Dannebrogen. 1849 deltog han som Stabschef ved Moltkes Brigade i Slaget ved Fredericia og var i 1850 som General Ræders Stabschef med i Slaget ved Isted. Efter Krigen avancerede han i 1855 til Major, i 1860 blev han benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og i 1862 blev han udnævnt til Oberstlieutenant i Generalstaben og fungerede ved Udbrudet af den anden slesvigske Krig som Chef for Felttelegraphen og Hærens Topographer. Efter at være afskediget som Oberst ved Reductionen i 1864 blev Abrahamson i 1879 udnævnt til Raadmand i Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1888, 2. udgave).


Han stemte som den eneste i 1896 imod udsmykning af Rådhuset. Efter et halvt årtis udvalgsarbejde, og først da systemskiftet var undervejs (oppositionen havde fået flertal), indstillede et udvalg i 1898 at renovationsudførslen som foretoges af et privat firma i svinske og dårlige tønder, overgik til et kommunalt selskab. Såvel Abrahamson som borgerrepræsentant Hagemann indstillede at alt forblev ved det gamle. Ved udløbet af Abrahamsons funktionsperiode blev han afløst af den liberale bagermester  Jacob Marstrand (1848-1935), som havde været medlem af Borgerrepræsentationen i 7 år. Han var 1904-1917 borgmester for 4. afdeling og skulle være opfinder af borgmesterstangen.


Fotograf Regnar (Rasmus) Jensen (1867-1932): Oberst, rådmand Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911). 1899. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Abrahamson boede i samme hus hvor Svend Høgsbro boede og døde.


Dødsfald

Fhv. Raadmand, Oberst Abrahamson.

I Nat er fhv. Raadmand, Abrahamson afgaaet ved Døden i den høje Alder af 88 Aar.

Den afdøde var Søn af den ivrige Forkæmper for "den indbyrdes Undervisning", Kammerherre, Oberst, Dr. phil. J. N. B. Abrahamson, og Sønnesøn af den Abrahamson, der endnu er kendt som Forfatter af Visen "Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk",

Frederik Abrahamson slog i Overensstemmelse med Slægtens Traditioner ind paa den militære Løbebane. Han blev Løjtnant i 1839, Kaptajn og Adjudant ved Generalstaben i 1848, senere Major. Etter Krigen i 1864 tog han sin Afsked som kar. Oberst. Han har altsaa deltaget i begge de slesvigske Krige.

Midt i 1850'erne var han et Aars Tid Medlem af Folkethinget. Han var Borgerrepræsentant i København fra 1856, indtil han i 1870 blev Raadmand, en Stilling, som han varetog i 20 Aar. Desuden var han Medlem af Bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet.

Den gamle Officer har udgivet en Haandbog for Militære, og en lille Tid udgav han "Militært Tidsskrift".

Oberst Abrahamson var Kommandør af Dannebrog af 1. Grad og Dannebrogsmand.

(Nationaltidende 7. februar 1911, 2. udgave).


Abrahamsom blev begravet den 14. februar 1911. Han havde testamenteret 20.000 kr. til et bestående legat for kommunale embedsmænds enker. Rådhuset flagede på halv stang.

Se artiklen af borgerrepræsentant og folketingsmedlem Gerda Mundt (Abrahamsons kone var hendes moster): "Oberst og Raadmand Verner Hans Frederik Abrahamson" i Historiske Meddelelser om København, 3. række, 1942-43, s. 127 ff. 


Nina Abrahamson Paulsen 1835-1906. Oberst. - Raadmand F. Abrahamson 1822-1911. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling C, rk. 1, nr. 23. Gravstedet var skænket af kommunen. Han blev født 29. oktober 1822 i København og døde 7. februar 1911 sammesteds. Foto Erik Nicolaisen Høy.

07 januar 2023

Erindringsmedaljen. (Efterskrift til Politivennen).

Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.


Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.

I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".

Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".

Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."

Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!

Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.

Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.

Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.

En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.

Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.

Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede. 

Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.

Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.

Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.

(Social-Demokraten 13. marts 1877).


Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.


Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.

- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.

(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).


(Indsendt )

Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.

En Medaljemand.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).


Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).


Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:

"Allernaadigste Konge !

Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.

Deres Majestæt!

Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.

Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"

Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.

(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).

Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.


Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.

(Social-Demokraten 30. marts 1878).

I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.

07 december 2022

Davide Ebert. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Jyllandsposten 20. september 1922 skulle grevinde Danner i 1854 i forbindelse med et forsøg på at vælte det daværende ministerium Ørsted-Bluhme (som spærrede for muligheden for en mere fremskudt og officiel stilling som Frederik 7.s gemalinde) have bruge Davide Ebert som mellemled til etatsråd Chr. Flor der havde været hendes chef i Mellemslesvig. Dette bekræftes også i en artikel om sønderjydske fører i 1850'erne i Historisk Tidsskrift, bind 9, række 2 (1921-1923). 1 Danner afbrød kort efter forbindelserne.

I 1857 udgav Davide Ebert: "Fremstilling af hendes og hendes Mands ægteskabelige Tvistigheder". 7 sider.


Et fra Krigsaarene bekjendt Fruentimmer, der var gift med en Toldembedsmand Ebert i Husum, fra hvem hun, saavidt vides, blev skilt, har nylig indbudt til Subskription paa sine "Memoirer fra Krigsaarene 1848 indtil nu." Hun kalder sig Davide Ebert og har, efter hvad der er os berettet, i Krigsaarene, navnlig medens Tillisch ledede Regjeringen i Sønderjylland, paa en Maade befattet sig med - Statssager, d. v. s.: hun havde et udstrakt Bekjendtskab til forskjellige Embedsmænd og maa formodentlig paa en eller anden Maade være bleven gjort deelagtig endog i nogle af disse Herrers Fortrolighed; nok er det, hun skal i Krigsaarene være reist omkring, endogsaa forklædt, og have havt det Hverv deels at spionere, deels at afsætte og indsætte Embedsmænd. I sin Subskriptionsindbydelse, der er skrevet i tydsk Lapidarstiil, lover hun at fortælle Alt, hvad hun veed, saavel om sig selv som om Andre! Hendes Fjender - siger hun - har i lang Tid gjort sig den djævelske Fornøielse at nedsætte og forulempe hende; denne Afskyelighed vil hun nu i sin Bog "modarbejde med al den Kraft, der boer i usmykket Sandhed"! - hun troer ikke, at Bogen vil kede Læserne, idet hun vil "belyse flere interessante og høitstaaende Personligheders Virksomhed og Characteer." - Hun er rimeligviis født i Kongeriget, thi hun taler godt Dansk; for Tiden reiser hun om i Sønderjylland, og gjør, paa ægte tydsk Prøveryttermaneer, Visit hos Forskjellige, navnlig Embedsmænd, til hvem hun afleverer og især anbefaler sin Subskriptions-Indbydelse. Hun er lille af Vækst og omtrent 50 Aar gammel, men Alderen synes ikke at trykke hente, thi hun er meget adræt i sine Bevægelser og har i sin Fremtræden en vis Lighed med "Vand"baron Dirkink-Holmfelt.

(Middelfart Avis 12. august 1861).


Kjøbmand M. Schmidt (det bekjendte Medlem af den saakaldte provisoriske Regjering under det slesvigholsteenske Oprør), der er bleven saa ilde medtaget af Prindsen af Noer, arbejder nu paa et Modskrift. - Ogsaa en Dame, Davide Ebert, som under Krigstiden har spillet en forunderlig Rolle i Mellem- og Svdslesvig, vil udgive sine Memoirer. I Besiddelse af en uforklarlig Indflydelse hos nogle høitstillede Embedsmænd, der under Vaabenstilstanden og kort efter Krigen fungerede i Hertugdømmet Slesvig, blev hun benyttet til adskillige Hverv, hvortil hendes udstrakte Bekjendtskaber gjorde hende skikket. Da hun er af den Formening, at hun kun i ringe Grad er bleven paaskjønnet og belønnet for de ydede Tjenester og de Farer, hun vil have udstaaet paa adskillige under alskens Forklædninger udførte Reiser i Sydslesvig etc. ville de af hende bebudede Memoirer sikkert komme til at indeholde mange interessante Meddelelser, men ogsaa adskillige Bidrag til hiin Tids chronique scandaleuse. - Foruden de nævnte Memoirer fra Oprørstiden vil der ogsaa snart kunne ventes den forhenværende Overvagtmester Kloppenborgs Erindringer fra Aarene 1848 til 1850. Denne Veteran, der i de sidste Aar har været bosat i Flensborg, ydede under den sidste Krig Armeen adskillige Tjenester som Speider og har udført en Række eventyrlige Farter, især i det vestlige Slesvig og paa Vesterhavsøerne Det hedder, at En af hans mange Velyndere, som bedre end han selv er skikket til at fore Pennen, udarbejder for ham de omtalte Memoirer.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 14. oktober 1861).

 

Dragonofficer Jacob Kloppenborg (1793-1876) boede ved udbruddet af Krigen 1848-1851 i Flensborg. Han blev sendt til Frederik 6. for at bedyre de dansksindedes loyalitet og fik ansættelse som frivillig overvagtmester ved 3. Dragonregiment i Aarhus. Han var bl.a. med ved Bov, Slesvig, Sundeved og Isted. I Krigen 1864 var Kloppenborg som dyrlæge, park- og trainfører, og efter Krigen udnævnt til løjtnant. Kloppenborg døde i Flensborg 14. april 1876. I begravelsen deltog såvel byens danske Borgere som en deputation af officerer af byens preussiske garnison med generalen i Spidsen. Han udgav sine memoirer i 1872 og kom senere i flere oplag.


Spiritismen praktisk. Siden Swedenborgs og Cagliostro's Dage har det hørt til Sjældenhederne, at Spiritismen er traadt i Politikens Tjeneste. Det var forbeholdt vore Nationalliberale ogsaa at bringe dette Middel til Anvendelse for at fremme deres Planer. Medens Hr. Bygnings-Direktør Bille for de "oplyse" Kjøbenhavnere afslører de Bedragerier, der andet Steds drives med de saakaldte Sonnambuler eller Seersker, har hans Kollega, Udtørrings-Direktør Hr. Klein fundet det praktisk at benytte en saadan Seerske, for at paavirke de mindre "intelligente" Bønder i Aalborg Amt. Denne Seerske, hvis Navn er Davide Ebert født Rosen, har, efter tidligere at have spillet en Rolle i Slesvig, i de senere Aar gjort sig berømt ved forskjellige Forudsigelser, og hun siges fra troværdig Side at være begavet med en sjælden Spaadomsævne. Kort førend de sidste Folketingsvalg indfandt denne "Profetinde" sig i Bønderbyerne Syd for Aalborg, optraadte der i "hvide Klæder" og omgivet af et vist Trolddomsskjær spaaede hun de "enfoldige" Bønder al Landsens Ulykke, i Fald de valgte Claus Johansen i Stedet for den daværende Justitsminister Klein. Bønderne ere imidlertid i vore Dage ligesaa kloge som Mennesker, og en anset Folketingsmand, som bor der i Egnen, forstod strax at afvinde Sagen dens komiske Side til stor Moro for Bønderne. Seersken fandt det derfor klogest hurtigt al fortrække. Sagen er som sagt komisk; men hvis Hr. Klein - som der er Grund til at tro - selv er Anstifteren, faar den iøvrigt en alvorlig Side, naar man erindrer, at han den Gang var Justitsminister. c.

(morgenbladet (København) 12. marts 1876).


Hr. Redaktør!

Den 12te ds. indeholdt "Morgenbl." en Artikel "Spiritismen praktisk", paa hvilken jeg først nylig er bleven gjort opmærksom. Der fortælles for fuld Alvor, at dengang daværende Justitsminister Klein stillede sig sidste Gang i Aalborg, havde han engageret en Sonnambule til at paavirke Bønderne i Aalborg Amt. Denne Sonnambule skulde jeg have været. Der fortælles endvidere, at jeg som en Profet i hvide Klæder skulde være optraadt i Bønderbyerne syd for Aalborg og spaaet Bønderne al Landsens Ulykke, dersom de valgte Claus Johansen. Bønderne fandt imidlertid Sagen komisk, og jeg fandt det derfor klogest at fortrække." Artiklens Slutning indeholder nogle Spydigheder til Hr. Klein i Anledning af det Hværv, han skulde have overdraget mig. Jeg skal ikke nægte, at jeg blev i høj Grad forbavset ved at læse denne fantastiske Historie, der omgav mig med en Seerskes mystiske Skjær; for Sandhedens Skyld bliver jeg nødt til at berøve den al dens Romantik.

Først maa jeg da erklære, at jeg aldrig har talt med Hr. Klein, ja næppe nok kjender ham af Udseende, han var ikke vidende om eller Anstifter af, at jeg en ganske kort Tid paa en Gjennemrejse i Jylland i Familieanliggender talte om hans Valg; den hele Historie om Hr. Kleins Forbindelse med mig er Opspind fra Ende til anden. Derimod skal jeg indrømme, at jeg besøgte en Mand paa Landet, der opfordrede mig til at kjøre med til Hr. Villads Holm, hvor der var flere forsamlede, og jeg henstillede til disse, om de ikke troede det hensigtsmæssigt at vælge daværende Justitsminister Klein i Stedet for Claus Johansen. Jeg har kun besøgt disse to Mænd. og har ikke været i andre Bønderbyer der i Egnen, dette er derfor fuldstændig usandt, saavelsom at jeg skulde være optraadt som Seerske eller Profet i hvide Klæder" osv. Jeg rejste et Par Timer efter at Hr. Klein var bleven valgt, men at mit kortvarige Ophold der skulde have medvirket til Hr. Kleins Valg, er jeg for beskeden til at tro. Derimod tror jeg, at det er utilbørligt at skildre min Optræden med saa ondskabsfulde Forvanskninger, som sket er, og det er herimod, at jeg nedlægger Protest, og haaber jeg, at De, Hr. Redaktør, vil være af den Godhed at optage den i Deres ærede Blad.

Kjøbenhavn, den 30te Marts 1876.
Ærbødigst
Davide Ebert.

(Morgenbladet (København) 6. april 1876).


Lidt mere om Fru Eberts Syner. Da man nu har fundet Øjeblikket passende til for Alvor at benytte Fru Eberts Syner, og et Pro og Kontra aldrig kan skade, haaber vi, at Social-Demokratens Redaktion ikke vil nægte vor Kontra en Optagelse i Bladet, da vi er særdeles godt bekendt med disse Syner og underlige Gerninger. Nogen Tid før den fransk-tyske Krig i 1870 flakkede Fru Evert forgæves omkring hos de dansksindede Bladredaktioner i Nordslesvig, for i et eller andet Blad at faa optaget et "Syn", - der senere blev trykt i Kolding - som skulde bebude Slesvigs Forening med Danmark ved Napoleon den 3dies Hjælp. Fruen havde blandt meget Andet set den prøjssiske Ørn reven i Slumper og Stykker, for bagefter at blive brændt i et gloende Ildhav, medens den franske Kejser udstrakte sine Hænder velsignende over Baalet. Efter den nye Udgave af Fru Eberts Syner har hun forudset Prøjssens Sejr - altsaa det Modsatte af det, hun forklarede sine sønderjyske Tilhørere - ; dog efter Chr. P. K. er Fruens Syner altid et Enten-Eller og kan altsaa ligesom det delfiske Orakel bruges til Hvadsomhelst. Paa den ovennævnte Omflakken i Sønderjylland ytrede Fru Ebert sig med megen Foragt og Bitterhed om det nalionalliberale Parti i Danmark, der meget godt kunde have undgaaet Krigen i 1864, naar det blot havde havt Tiltro til Fruen, men i Stedet for var hendes Raad eller Syner altid bleven modtoget med kold Foragt, - ja, Orla Lehmann havde endogsaa før den anden slesvigske Krig en Dag modtaget hendes ufejlbarlige Raad og Advarsel med de Ord: Men Herregud, Fru Ebert, lad os dog blive fri for deres Sludder; vi har Andet at tænke paa i Ministeriet, end deres Syner. Om denne Udtalelse end ikke var smagfuld selv overfor den mest forskruede Dame, var den dog meget passende og korrekt mod en moderne Sybille. Naar Justitsminister paa Pension, Hr. Klein, bliver bekendt med denne Udtalelse af Orla Lehmann antager vi at han endnu har saa megen Æresfølelse tilbage, at han ikke oftere vil undeholde sit Publikum med at give Partiet: Den afdankede Kong Saul dansende Reaktionskankan for Spaakvinden fra Endor.

Altona, den 18de April 1876.

A + B?

(Social-Demokraten 21. april 1876).

27 november 2022

Johan Christian Wiehr (1828-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Christian Wiehr (1828-1909) var spillemand/tambour i infanteriet under Krigen 1848-1851. Han optræder som sådan i Hof- og Statskalenderen for 1851. Han fik for sin indsats dannebrogsordenen den 9. september 1849, bl. a. for slaget ved Fredericia hvor han optræder på listen over sårede ved 7. linje-infanteri-batallon som spillemand. Efter krigen var han et par år i Vestindien. Han vendte han tilbage og fik sin første dom for tyveri i 1853. Ved samme lejlighed blev dannebrogskorset frataget ham.

Bedrageri m. m. Arrestanten Arbeidsmand Johan Christian Wiehr blev under en af Criminal- og Politiretten den 18de Februar paakjendt Justitssag overbeviist om at have, efter at han den 1ste December f. A. havde af en Jomfru modtaget en til 2 Rd. 4 Mk. vurderet Assistentshuusseddel og 1 Rd. 3 Mk. 6 sk for at besørge det efter Seddelen pantsatte Shawl indløst, samt efter at bemeldte Pengebeløb efter hans Forklaring af ham var tabt, uden Jomfruens Samtykke solgt Assistentshuusseddelen for 4 Mk. og forbrugt disse. Endvidere blev han overbeviist om at have for Snedkersvend Frederik Vilhelm Stahl affattet et Bønskrift, hvorved denne ved sine 2 Sønner, i en Alder af 9½ og 8 Aar, gaae omkring for at tilbetle sig Penge, samt at have nogle Gange ledsaget Drengene for at anvise dem de Steder, hvor de skulde henvende sig for at betle. For det af Arrestanten saaledes udviste Forhold blev han, der er født i Aar et 1828 og tidligere straffet, anseet med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder. Snedkersvenden, der tidligere er straffet, blev under samme Sag overbevidst at have, foruden som meldt, ladet sine førnævnte Sønner gaae om med Bønskriftet for at betle, benyttet et Bønskrift til selv at tilbetle sig Penge, og blev dømt til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 2 Maaneder.

(Flyveposten 14. marts 1860)


I stamrullen for statsfængslet i Vridsløselille 1861-1869 ses Johan Christian Wiehr 33 år. Ugift. 23 år. Straf på 2 år ved Højesteret for hæleri. Løslades 16. januar 1863. Født i Sorø, levede af tilfældigt arbejde. Han havde da to tidligere straffe 1859-60.


“Johan Chr: Wiehr, hjemmehørende i Sorø, men har mest opholdt sig her; har 3 Gange været straffet for Tyveri m.m. og 3 Gange tiltalt under Straf; gaaer fra Fængsel og i Fængsel.” [1867] [Se Anne Sofie Vemmelunds speciale fra 2001 “For god ordens skyld. En empirisk og teoretisk analyse af disciplineringen af de fattige i Sorø købstad fra 1803 til 1933.”]. Genealogisk Forlag.


Igaar lykkedes det det herv. Politi at paagribe den fra Roeskilde Arrest undvegne farlige Forbryder ved Navn Wiehr. Han fandtes i Besiddelse af endeel Koster, der ere anmeldte som stjaalne under søndre Birk; men han vil have fundet dem. Han har tidligere under Forhørene nægtet de ham paasigtede Forbrydelser; men da han nu kan indsee, at han i alt Fald vil blive dømt som Hæler, opgiver ham rimeligviis sit Benægtelsessystem. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. juni 1872)


Forbryderliv. Arrestanten Johan Christian Wiehr er født i Sorø den 11te September 1828 og har fem Gange været straffet ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret for Tyveri m. m. i Aarene 1859, 1869, 1861, 1863 og 1868 med henholdsvis 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, Forbedringshuusarbeide i 15 Maaneder, samme Fængsel i 2 Aar, 4 Aars Forbedringshuusarbeide og Tugthuusarbeide i 3 Aar, men han har desuden været straffet bl. A. i Roeskilde og Rudkjøbing for ulovlig Omgang med Hittegods og Betleri med Tugthuusarbejde i 2½ Aar og Fængsel paa Vand og Brød. Senest blev han straffet ved Nordre Birks Politirets Dom af 7de August d. A., da han for Løsgjængeri blev anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Efterat Wiehr den 13de August d. A. var bleven løsladt efter Udstaaelsen af denne Straf, begav han sig samme Dags Aften ud paa Uttersløv Mark, hvor han fra et ud til en alfar Vei i et Lysthuus vendende Vindue, i hvilket han bemærkede, at en Rude var ituslaaet, stjal et i Vinduet hængende Gardin. Derefter begav han sig hen til Eiendommen Nr. 94 paa Frederikssundsvejen og gik ind i Haven gjennem den uaflaasede Laage; her stjal han en større Deel forskjellige Linned- og Beklædningsgjenstande samt et Hestedækken, hvilke Effecter vare ophængte til Tørring omkring i Haven. Dagen efter blev Wiehr imidlertid anholdt paa Assistents Kirkegaard, hvor han paa en mistænkelig Maade søgte et Gjemmested for Kosterne. Under den nu mod Arrestanten indledede Undersøgelse tilstod han ikke alene at have begaaet disse Tyverier, men ogsaa, at han havde begaaet flere Tyverier i Tiden, for den i Roeskilde i Aaret 1872 afsagte Dom for ulovlig Omgang med Hittegods overgik ham. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens §§ 64 og 232, 1ste Deel med Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1875).


Stakkels Mand.

Et Liv i Tugthus og Fængsel.

For Højesteret stod i Onsdags en over 70 Aar gammel Mand Johan Wiehr hvis Synderegister er ganske ualmindeligt. Han er i sit lange Liv dømt for Overtrædelse af alle Straffelovens bekendteste Paragrafer og har tilbragt den langt overvejende Del af sin Levetid indenfor Fængslets Mure. Blandt de utallige Domme, der er overgaaet ham, findes en paa 4 Aars Forbedringshus, en paa 2 Aars Tugthus, en paa 2½ Aars Tugthus, to paa 4 Aars Tugthus og en paa 5 Aars Tugthus; han har tilbragt 17-18 Aar i Horsens Tugthus og siddet paa Vand og Brød eller i Tvangarbejdsanstalt i adskillige Aar.

I Fjor kom han ud fra Horsens Tugthus efter de sidste 4 Aars Ophold der, og for den 70-aarige Mand var der jo ikke andet at gøre end at gaa paa Fattighuset eller tigge. Han foretrak det sidste, blev nappet, tiggede igen o. s. fr , indtil han nu sidst blev idømt 70 Dages Tvangsarbejde. Han erklærede sig "utilfreds", rimeligvis for at kunde blive siddende saa meget længere i Arresten, og i Gaar stadfæstede Højesteret Dommen efter faa Minuters Procedure.

Et mere ulykkeligt og forspildt Liv end dette vil man vanskeligt kunne tænke sig.

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. oktober 1898).


Nr. 291 Onsdagen den 12. Oktober

Advokat Hindenburg
contra
Johan Christian Wiehr (def. Nellemann),

der tiltales for Betleri

Kriminal- og Politirettens Dom af 6 September 1898: Arrestanten Johan Christian Wiehr bør straffes med Tvangsarbejde i 90 Dage og betale Sagens Omkostninger. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Johan Christian Wiehr til Advokaterne Hindenburg og Nellemann 20 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestanten Johan Christian Wiehr, der er født den 11 September 1828 og senest anseet ved nærværende Rets Dom af 4 December forrige Aar efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 med Tvangsarbejde i 90 Dage, ved sin egen Tilstaaelse og det iøvrigt oplyste er overbevist om at have i Slutningen af Juli Maaned dette Aar betlet her i Staden, vil han være at ansee efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 efter Omstændighederne med Tvangsarbejde i 90 Dage.

(Højesteretstidende 1898.)


En sørgelig Livsroman. En nogle og halvfjerds Aar gammel Mand er if. Meddelelse til "Odense Av." i disse Dage idømt 90 Dages Tvangsarbejde i Kjøbenhavn. Han hedder Johannes Wiehr og er født i Sorø. Han deltog med megen Ære i den første slesvigske Krig og blev efter Krigen udnævnt til Dannebrogsmand. Han kom desværre senere i daarligt Selskab, mistede Dannebrogskorset, blev Tyv og blev straffet. Siden er det gaaet ned ad Bakke; men det mærkeligste ved den gamle Mand er, at han endnu har bevaret en næsten ungdommelig Friskhed, saa han atter og atter giver sig ud paa Vidtløftigheder, der bringer ham i Konflikt med Loven.

(Slagelse-Posten 15. oktober 1901)


25 Aar i Tugthuset. En gammel Veteran fra Treaarskrigen, hvis Navn er Johan Christian Wiehr, blev ifl. "Soc. Dem." i Fredags arresteret for Betleri. Wiehr, der flere Gange udmærkede sig under Krigen, blev under denne belønnet med Dannebrogskorset. Særlig fra Udfaldet fra Fredericia vil Wiehrs Navn være ret kendt, idet han tilligemed nuværende Overintendant Petersen var første Mand paa Treldeskansen. Ved den Lejlighed fik W. et Skud i Foden, ligesom han fik et Strejfskud i Brystet.

Ener Krigen var han bl. a et Par Aar i Vestindien. Han blev straffet for Tyveri 1853, og Dannebrogskorset blev ham ved denne Lejlighed frataget, og nu gik det ned ad Bakke for ham. Gang efter Gang blev han straffet, navnlig for Tyveri, og han har tilbragt omtrent 25 Aar i Tugthuset.

(Vejle Amgts Folkeblad 24. marts 1902).


Den forbandede Straf.

- - -

Helten fra 48.

Endelig mindes vi i denne Forbindelse en for nylig i Pressen omtalt dansk Krigshelt, der paa en, om mulig endnu mere oprørende Maade er bleven hjemsøgt af Politi og Dommere, undtil hans Liv er løbet ud i et fuldstændigt Straffe-Helvede.

Denne Mand hedder Joh. Chr. Wiehr. Om ham meddeltes det først (i Anledning af en Dom paa 1 Aars Tvangsarbejde, han forleden fik), at han belønnedes af Staten for sin Heltedaad i 1848 (da han for Tapperhed fik Dannebrogskorset) ved at jages fra Fængsel til Fængsel, og fra Fængslernes til Tvangsarbejdsanstalterne og Ladegaardene uden Ophør for Rapserier og Betleri.

Da dette kom frem, foranstaltede Krigsministeriet en Undersøgelse, og har nu ladet offentliggøre følgende om det ulykkelige Menneskes Liv:

"Joh. Wiehr fødtes i Sorø i 1828 - er altsaa nu, da man igen har idømt ham 1 Aars Tvangsarbejde for Tiggeri, 78 Aar gammel - og han blev 12 Aar gammel Tambourdreng og stod i Hæren som Spillemand fra 1840 til 1850. Han var med i Slaget ved Fredericia og fik Dannebrogskorset for sit udmærkede Forhold under Kampen. 1850 blev han afskediget som Korporal, men 1852 lod han sig hverve til vestindisk Soldat; han var dog kun derovre et halvt Aar, kom derefter hjem og ernærede sig som Arbejdsmand her i Byen. 

Under Opholdet her maa han være kommen paa gale Veje; thi 1859 kom han i Konflikt med Loven, og det har han været uafbrudt siden. Han har ialt været straffet over 30 Gange. Han idømtes bl. a.:

1859: 3x5 Dag. Vand og Brød for Tyveri.
1860: 15 Mdr's Forbedringshus for Tyveri.
1861: 2 aars Forbedringshus for Tyveri.
1863: 4 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1868: 3 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1872: 2½ Aars Tugthus for Tyveri.
1875: 4 Aars Tugthus for Tyveri.
1882: 5 Aars Tugthus for Tyveri.
1891: 4 Aars Tugthus for Tyveri.

Ind mellem alle disse Tyveridomme har han faaet adskillige Domme for Betleri, og da han i 1895 har afsonet sin sidste Tugthusstraf for Tyveri, levede han, der altsaa den Gang er 67 Aar, udelukkende af Betleri; han har før denne Lovovertrædelse som Regel faaet et Par Straffe hvert Aar, ialt er han straffet 27 Gange for Betleri, straffet, skønt han er 70 Aar. Siden 1859 har han afsonet 7 Vand og Brød Straffe og været idømt Tvangsarbejde 21 Gange, ialt har han tilbragt 6½ Aar paa Tvangsarbejdsanstalterne og 25 3/4 Aar i Forbedringshuset og Tugthuset.

I Fjor, da han var 77 Aar, fik han en Dom paa 6 Maaneders Tvangsarbejde samt 5 Aars tvunget Ophold i sin Fødekommune. Han blev derfor efter udstaaet Straf i Maj dette Aar sendt til Sorø, hvor han anbragtes paa Fattiggaarden."

Herfra gik han atter bort og betlede, og nylig dømte man ham altsaa igen!

Forbløffende er det at se, at Krigsminister Christensen lader dertil indrettede Blade offentliggøre alt dette - for at vise, at den gamle Kriger ikke er bedre Værd end saaledes at mishandles og straffes. Hvilken fæisk Synsmaade overfor et saa grufuldt socialt Eksempel som dette!

Gamle Wiehr er just et af de mest gribende Eksempler paa Straffe-Idiotiens demoraliserende og menneskehærgende Virkning. Han var i sin Ungdom en begejstret, modig og daadkraftig Mand. Saa "kom han paa gale Veje", som det hedder, og Kværnen slugt ham. Den malede ham sønder og sammen med Tugt- og Rasphus for Tyverier, som han begik, fordi Fædrelandet, for hvis Skyld han vovede livet, ikke kom ham til Hjælp i Eksistenskampen, da det kneb, som han i sin Tid var kommen det til Hjælp! Straffene gav man ham derimod, og de ødelagde ham i Bund og Grund, til han blev det sørgelige Skrog, han er. De ødelagde ham, ikke alene fordi de demoraliserede ham personligt, men ogsaa fordi alle Veje til hæderligt Erhverv er spærrede for den straffede Mand. De Ord: han har været straffet! gør hvert Menneske umuligt.

- - -

(Social-Demokraten 5. december 1906)


Helten fra 48.

Vi har modtaget:

Med megen Interesse har jeg læst Meddelelsen i "Social-Demokraten" for Onsdag den 5. December om gamle Joh. Chr. Wiehr, saameget mere som jeg nøje kender baade ham og hans Livstragedie.

Omtalen fandtes i Artiklen "Den forbandede Straf", og jeg kunde ønske at knytte nogle Linjer til det meddelte.

Den 6. Juli under Udfaldet fra Fredericia var Wiehr og en Kammerat, der endnu lever som pensioneret Overintendant, de første 2 Mand paa Treldeskansen, hvor Wiehr dog fik et Bajonetstik i sit ene Ben, saa at han tumlede ned ad Volden som saaret. Ved denne optræden var det, at han vandt sit Dannebrogskors, som han senere maate aflevere.

I 1852 blev han kasseret som uduelig til Militærtjeneste paa Grund af Hjertesygdom. Var dette ikke stødt til, havde Wiehr maaske endnu staaet som den af Magthaverne hædrede Mand. 

Men hvad der navnlig harmer mig, naar jeg tænker paa gamle Wiehr, er den Maade, hvorpaa hans Forsørgelseskommune, Sorø Købstad, behandler ham. Flertallet i Byraadet er Højremænd og vældige "Patrioter", som altid synger om og drikker for Heltene fra 48, men naar det gælder Pengepungen, tager de absolut intet Hensyn til "Helten". Sorø Højremænd har forlængst glemt Wiehrs Ungdomsbedrift. Hver Gang Wiehr har udstaaet sin Betlerstraf, bliv er han hjemsendt til Sorø, hvis Højremænd lige saa regelmæssigt anbringer ham paa noget, han kalder "Lynge Fattiggaard"; men her kan Wiehr ikke lide at være, navnlig fordi Kosten er for spartanske for en gammel Mand, og han gaar straks sin Vej derfra og tager til København.

Jeg synes nok, at Sorø Patrioter kunde have saa meget tilovers for Wiehr, som skal forsørges der, at man gav ham ordentlig Kost og Logis. Saa blev han der nok. 387.

(Social-Demokraten 12. december 1906)


Et omskifteligt Levnedsløb.

I Gaar døde paa Sorø Fattiggaard Arbejdsmand Johan Chr. Wiehr. Han blev omtrent 81 Aar gl., idet han var født den 11. September 1828.

Med dette Dødsfald afsluttedes et meget omskifteligt Levnedsløb, der en Tid tegnede til at skulle blive smukt og rigt, men som saa desværre tog en gal Retning.

Johan Chr. Wiehr er født her i Sorø. Hans Fader kom hertil først i Tyverne i forrige Hundredaar som "Murpolerer", Murerformand ved Sorø Akademi, hvis Hovedbygning da var under Opførelse efter Branden 1813.

Som Soldat kom Wiehr som Spillemand til 7. Liniebataillons 1. Kompagni og forfremmedes til Sergent. Han var sikkert en rask Soldat, der ikke holdt sig tilbage naar det gik hedt til. Han var saaledes den første den plantede Dannebrog paa "Treldeskansen" under Udfaldet fra Fredericia den 6. Juli 1849. Ved denne Lejlighed blev han forresten saaret i Højre Fods Ankel og i Brystet. For sin raske, heltemodige Færd fik han Dannebrogskorset.

Efter Krigens Slutning blev  han vistnok endnu en Tid i tjenesten. Men saa kommer hans Nedgangsperiode, der først afsluttes med hans Død. Han bliver degraderet, Dannebrogskorset bliver taget fra ham oav. Han kommer ind paa Forbryderbanen og 1859 faar han sin første borgerlige Straf - for Tyveri og Betleri - , og saa gaar det i de følgende Aar uafbrudt fra Fængsel til Fængsel. Sommetider blev det Forbedringshuset, sommetider simpelt Fængsel, i hans sidste Leveaaar var det særlig Tvangsarbejde, han blev idømt. Sin sidste Dom fik han saa sent som i 1907 - 1 Aars Tvangsarbejde.

Hans Straffeliste udviser 9 Gange Fængsel, som Regel paa Vand og Brød, Forbedringshus 3 Gange, tilsammen 7 1/4 Aar, Tugthus 5 Gange, tilsammen 18½ Aar, og Tvangsarbejde 24 Gange, tilsammen lidt over 5 Aar, ialt 41 Gange.

Som Regel søgte han hvert Efteraar Audiens hos Kong Christian den 9., naar Kongefamiljen var samlet paa Fredensborg, og han fik da en Gave af 24 Kr. og 3 Cigarer - han var jo gammel Krigsmand.

Den 3. April 1907 fik han Veteranernes Hædersgave. For Resterne af denne skal han begraves fra Sorø Kirke paa Tirsdag.

Han var ugift.

(Ringsted Folketidende 4. september 1909).