Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.

Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).

80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.

Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Mindesmærke for de Faldne i de slesvigske Krige. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:

Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes  Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.

(Fædrelandet 9. marts 1869)

Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. 

Våbenbrødrene havde ansøgt om at få mindemærket opført her på Sankt Annæ Plads mellem Amaliegade og Bredgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten  som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.

(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).

København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)

Afsløring af en mindestøtte

Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, Hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.

Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.

Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.

(Dtl.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).

I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende  general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).

Mindesmærket som det tager sig ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."

I, hvis blege læber kunne 
Læskes end af sejrens drik. 
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik - 
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte 
Hun til Eders grave bær.

Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.

I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.

P. Hansen.

I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.

Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!

Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!

H. P. Holst.

(Dannevirke, 6. oktober 1869).

Sigvard Lund 1813-1867. (Efterskrift til Politivennen)

Nekrolog. I Orlogscapitain Sigvard Lund har Marinen mistet en af sine dygtigste og djerveste Officerer, og Staten en af sine braveste Sønner. Han er født i Kjøbenhavn den 3die Novbr. 1813, blev Officeer 1835, Premierlieutenaut 1842, Capitainlieutenant 1853 og endelig Orlogscapitain i 1866.

Faa af Marinens Officerer have været mere i Activitet end han, idet han næsten hvert Aar stadig var beskjæftiget i Marinens Tjeneste paa det Element, hvor han ret var hjemme og følte sig saa vel. Naar Marinen ikke havde Brug for ham, søgte han i sine yngre Aar Uddannelse i sit Fag deels til Coffardies og deels ved en Reise paa egen Bekostning til Holland og England for at gjøre sig bekjendt med de derværende Orlogsværfter. I de Aar han førte Bugseerdampbaaden "Uffo", bidrog han til at redde tvende russiske Fregatter, der i Efteaars-Storme vare komne paa Grund i vore Farvande, ved ufortøvet, saasnart han fik Underretning derom, paa egen Risiko at begive sig derhen og yde de vedkommende Skide en kraftig og dristig Assistance, saa at det lykkedes at faae dem uskadte af grunden. Herfor blev der, efterat han havde reddet den første Fregat, fra Hans Majestæt Kejseren af Rusland tilstillet ham en Diamants-Ring, og efterat han havde ved det den anden, hædredes han med Commandeurkorset af den russiske Stanislaus-Orden. Med "Uffo'" assisterede han ogsaa ved Nedlægningen af den telegraphiske Traad i Sundet over til Sverig og blev derfor hædret med Ridderkorset af den svenske Sværd-Orden.

Under Danmarks første Kamp for dets Selvstændighed var han stadig udcommanderet paa forskiellige Stationer og var saaledes i 1850 Chef for Dampskibet "Vildanden", der var underlagt Chefen for den Ro-Kanonbaads-Division, som blev commanderet til Vestkysten; han assisterede der troligen ved Tilbageerobringen af vore Vesterhavsøer, Føhr og Amrum, der fra Begyndelsen af Krigen i 1848, og indtil de da i September 1850) bleve tilbageerobrede og voldte indtil Krigens onde, havde været i Fjendens Magt, og hvor en fjendtlig Dampkanonbaads Division indtil da havde havt Station i Føhrs Havn og derfra havde foraarsaget vort venstre Flankecorps i Slesvig og langs Eideren stadige Allarmeringer, saavel Dag som Nat. Efter Tilbageerobringen af Føhr og Amrum havde han med "Vildanden", tilligemed den Kanonbaads- Division, han var underlagt, Station paa Eideren, indtil Iisgang tvang saavel Kanonbaads-Divisionen som "Vildanden" til at søge Vinterhavn ved Føhr, hvor de forbleve indtil den endelige Fredsslutning i Begyndelsen af Aaret 1851.

I 1848, kort for Oprørets Udbrud, ægtede han Frøken Deichmann, Datter af dalevende Oberstlieutn. Deichmann i det kongelige Artilleri. Han havde den store Sorg at miste denne sin kiærlige Hustru i November 1863 kort for Danmarks anden Kamp begyndte, Efter i et Aar at have pleiet hende og efterat have seet sig hende derovet. blev han kort efter udnævnt til Chef for Dampcorvetten "Heimdal" og var med den udcommanderet hele Vinteren, samt deeltog med der, paa en saa djærv og værdig Maade, som man kunde vente af ham, i Helgolands-Affairen, der skaffede Danmark et Lyspunkt efter alle dets Trængsler mod en saa langt overlegen Fjende. Under dette Vintertogt med "Heimdal" havde han paadraget sig Spiren til den Sygdom, der senere blev hans Død. Hans fordum saa stærke Bryst blev angrebet; og han led oftere ombord af en voldsom Blodspytning. Han blev flere Gange raadet til at søge en bedre Pleie iland, men han vilde ikke høre Tale om at forlade sit Skib, saalænge hans Konge og Landet havde Brug for ham. Først efter Helgolands-Affairen, og ved "Heimdals" Hjemkomst her til Kjøbenhavns Rhed, var det muligt at faae ham til at forlade sit Skib; han blev bragt syg iland og er nu, efter 3 Aars haarde Lidelser, afgaaet ved Døden den 9de November. Han blev hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors og Dannebrogsmændenes Sølvkors.

Hans Forhold til de Mange der hade været i Tjenesteberøring med ham, vil vistnok blive i varigt Minde, og ikke mindst hos Alle, til hvem de saae op med Høiagtelse, og hvem de betragtede som en Ven, der trolig deelte Skjæbne med dem. 

Under sin smertefulde Sygdom vedligeholdt han den Varme og Interesse for sin Stand, hvoraf han stedse har været besjælet, og hvis Vel han saa kraftig og frimodig har forsvaret, saavel i Tale som i Skrift.

Ligesom han var en djærv og modig Officeer, var han en trofast Ven og Kammerat, en kjærlig Ægtefælle og en altopofrende Fader for sine 4 efterladte, nu forældreløse og uforsørgede Børn, hvis fremtidige Skjæbne laa ham saameget paa Hjerte og gjorde ham Tanken om Skilsmissen fra dem saa tung.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1867)

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Sigvard Lund. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søofficeren Sigvard Lund (1813-1867) var ved udbruddet af Krigen 1848-1851 premierløjtnant i marinen (1842) og blev efter krigen kaptajnløjtnant (1853) og orlogskaptajn (1866). Han var siden 30. marts 1848 gift med Emma Angelique Constance Deichmann (1828-1863). Ved krigsudbruddet 1848 var han næstkommanderende i korvetten Flora. Under krigen var han under daværende kaptajn (senere admiral) Carl van Dockum som i sine erindringer skrev: 

... endelig Sigvard Lund og B. Rothe, hvem jeg begge anseer for at være blevne formede af min Haand, og paa hvis Udvikling jeg i væsentlig Grad antager at have havt Indflydelse.

Sigvard Lund nød som ung Officeer ikke nogen særlig Anseelse i Marinen. I 1848 blev jeg, som tidligere nævnet, Chef for Corvetten "Flora", bestemt til Cadetskib, og S. Lund blev beordret derombord som Næstcommanderende. Oprøret udbrød imidlertid; det blev bestemt, at "Flora" skulde udrustes til Krigsbrug, og da Zahrtmann, den daværende Marineminister, meddeelte mig denne Forandring, tilføiede han, at det var hans Hensigt at beordre en anden Næstcommanderende ombord i Skibet, da jeg under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vilde kunne være tjent med, at Lund vedblev at fungere i denne Post. Jeg forestillede Ministeren, hvor krænkende en saadan Forandring, helst under de stedfindende Forhold, maatte være for en ærekjær Officeer; jeg erklærede, at jeg, om jeg end ikke kjendte Lieutenant Lund, vilde være tilfreds med at have ham som enhver anden af Ministeriet dertil udseet Officeer til Næstcommanderende, og Følgen blev, at Lund beholdt sin Commando. Dette glemte Lund mig aldrig. I to Aar, Krigsaarene 1848-49, vedblev han at være min Næstcommanderende ombord i "Flora", og den Dygtighed, der viste sig hos ham, i Forbindelse med hans naturlige Godmodighed, knyttede mig efterhaanden nøie til ham. Han udviklede Egenskaber, som man ikke troede, at der fandtes hos ham; han blev en anseet Officeer i Marinen, og hans Deeltagelse i Træfningen ved Helgoland som Chef for Corvetten "Heimdal" vil til alle Tider sikre hans Navn mod Forglemmelse. Han besad en aaben, kraftig og ridderlig Charakteer, var trofast under alle Livets Forhold og vedblev lige til sin Død at nære for mig en Hengivenhed, som endnu den Dag idag bringer mig til at føle levende og inderlig Sorg over hans altfor tidlige Bortgang.

(Admiral C. van Dockums livserindringer, 1893).

Efter krigen førte han et privat dampskib og 1851-54 Marinens bugserdamper Uffo. Han var 1856-61 adjudant hos marineministeren, 1861 chef for orlogsdamperen Holger Danske og i krigsåret 1864 for korvetten Heimdal som den 9. maj 1864 deltog i affæren ved Helgoland. Tidligere havde han deltaget i affæren ved Rügen 17. marts. Brystsygen søgte han at kurere ved en rejse til Madeira, som han vendte tilbage fra 1865. Han er begravet på Holmens Kirkegård, hvor besætningen fra Heimdal i 1864 havde rejst en mindesten for ham. 

Se også indslaget "Træfningen ved Helgoland" her på bloggen.

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).