Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.
Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.
I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".
Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".
Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."
Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!
Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.
Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.
Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.
En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.
Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.
Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede.
Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.
Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.
Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.
(Social-Demokraten 13. marts 1877).
Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.
Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.
- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.
(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).
(Indsendt )
Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.
En Medaljemand.
(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).
Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).
Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:
"Allernaadigste Konge !
Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.
Deres Majestæt!
Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.
Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"
Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.
(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).
Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.
Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.
(Social-Demokraten 30. marts 1878).
I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar