Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

 

Den gamle Kafé "Bauer"

Endelig falder den gamle Café "Bauer" for Aldersgrænsen. Den lille og lave Bygning paa Hjørnet af Studiestræde og Vesterfarimagsgade er saa at sige smuldret hen med Aarene, og af og til faldt temmelig store Stykker fra Taget og ned paa Gaden.

Café "Bauer" stammer fra National-Perioden og Dagmarteatrets, "Hellig-Hansen"s Glansperiode, og i mange Aar var den en søgt Restaurant, hvor især Journalister og Artister fra det nærliggende Cirkus samledes. De forskellige Ejere har forgæves søgt at slaa Forretningen op, men kun et yderst faatalligt og renttilfældigt Publikum fandt Vej til det lille Hjørne mod de mange kulørte Smaalamper og de skiftende Orkestre, i Reglen to-tre unge Musikanter, som ved Klangen af sære Instrumenter søgte at lokke Gæsterne til.

Om faa Dage er den gamle Café forsvunden, og noget saa moderne som en Benzintank vil blive opført paa Grunden.

(Social-Demokraten, 18. oktober 1927).

Stien langs Søen. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt har Kjøbenhavn nu i et Par Aar havt en saakaldet Forstjønnelses-Comitee. Medens man ikke endnu har seet synlige Frugter af dens Virksomhed, er det ikke saa sjeldent at træffe paa nye Indretninger i en ganske anden Aand end Forskjønnelsens. Hertil kan især henregnes, foruden den sædvanlige Masse Ureenlighed indenfor Voldene, den stedse hyppigere Anlæggelse af de væmmelige, stinkende aabne Svinestier klods op til de mest besegte Spadsereveie udenfor Byen. Saadanne industriøse Svinerier har man nu ikke blot ved gamle Kongevei og Rolighedsveien ved Østerbro; men man har uden videre i denne Sommer oprettet en velbesat Svinesti lige op til Stien paa Dosseringen fra Nørrebro til Østerbro, og derved forskaffet Kjøbenhavns Drikkevand et Naboskab af en ny Art. Stierne langs Søerne ere de eneste Spadsereveie omkring Staden, hvor man kan undgaae de modbydelige Støvmasser. Men - til Vederlag derfor begynder nu Svinespeculanterne - som vi ingenlunde behøve at forskrive fra Aalborg - at opfylde Luften her med deres Fabrikers ækle Overfylde af raadne Dunster. Dersom Politiet ikke af egen Drift vil vise Sundheden og Velanstændigheden saa megen Opmærksomhed , at det vil tilholde Speculanterne at anbringe deres Svinestier paa Steder, hvor man ikke er for godt vant, saasom i afsides Kroge paa Broerne eller mellem den duftende Garnering af Møddinger, som indfatter Farimagsveien, saa var det vel ikke for meget forlangt, om Forskjønnelses-Comiteen traadte op og lagde idet mindste en negativ Virksomhed for Dagen her. Hvad har overhovedet den Mængde Svinestier at gjore paa Hovedstadens Grund? Skulle Hovedstadens Indvaanere maastee leve af Svinerierne ligesom Smaastæderne af Landbrug og Qvægavl? - e -

(Kjøbenhavnsposten den 28. juni 1844)

Ærbødig Bøn til den Herre, som straffer Veiarbeiderne korporlig paa Farimagsveien. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

At Straf er nødvendig indseer Indsenderen, men at den skeer offentlig ynder han ikke uden i de Tilfælde som Lovgiveren har bestemt, og takker derfor inderlig vor ømme og milde Regjering, som deels har afskaffet og deels ikke paa offentlige Steder lader udøve visse Straffe, som til Pælsstaaen, Spidsrodløben m. fl. Det var derfor ham og medhavende Selskab, tildeels Damer, et ubehageligt Syn i Gaar, Mandag d. 4 Juli i Forbikjøren paa Farimagsveien imod Øster Port at blive Vidne til hvorlunde en Underofficier tracteerte en dygtig Stok paa Ryggen af en Veiarbejder, formodentlig en Capeur. Dette skedte meget taktmæssig, og en civil velklædt Person, der stod ved Siden, var nok den som dicteerte Straffen; flere secunder vare imellem hvert Slag, for at de desbedre kunde virke igjennem Forbryderens tynde magre ryg, som med et gusten sygeligt Ansigt vemodig kastede et bønligt Blik til den strænge Herre, som havde den udøvende Magt; men saalænge vi kjørte paa den omtalte Vei og vort Øie kunde naae Straffestedet, vedvarede Executionen. Da dette Optrin for den Dag gjorde et ubehageligt Indtryk paa os, saa er min ærbødige Begjering til denne Herre eller andre Vedkommende: om det ikke var mueligt, at slig en alvorlig Afstraffelse, naar den skulde skee, maatte udføres paa et afsides Sted, eller heller i en Vagtstue, og ikke paa en alfar andevei.
Kjøbenhavn, den 5 Juli 1814.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 55
Løverdagen den 9 Julii 1814
Spalte 871

Anmodning til Fattigvæsenets Direction.

Den kirkegård som ligger på Nørrebro ved indgangen til Farimagsgade, lå for nogle år siden helt åben. Gravene var nedfaldne og bevokset med ukrudt, ja man så endog kreaturer græsse der, så at man ikke skulle tro at det var hvilested for døde mennesker. Efter at der herover var ført anke i dette blad, bliv kirkegården indhegnet og de grave der var der, oplagt. Men siden den tid holdes den altid lukket, så at man kun på lovlig måde kan komme derind når et lig skal jordes der. Det er bekendt at da de naturlige kopper grasserede her i staden, blev mange af dem der døde af denne sygdom, begravet på denne kirkegård, og da disses efterladte undertiden ønsker at se til deres familiers og venners gravsteder for at istandsætte eller vedligeholde dem, finder de sig meget generet ved spærringen af denne kirkegård. 

Da den mindre formuende eller fattige, lige såvel som den rige og fornemme, kan have kærlighed for sine pårørende og venner og ønsker at hædre deres minde ved at vedligeholde og undertiden besøge deres gravsteder, så anmoder man den ærede direktion for Københavns Fattigvæsen om at denne kirkegård der hører under dens ressort, ligesom vores øvrige begravelsessteder må blive tilgængelig i det mindste en dag om ugen. For at ingen uorden skal finde sted der, kan det pålægges en eller anden af Fattigvæsnets betjente at have opsigt der i den tid indgangen var åben. Tillades adgangen fx blot om søndagen, ville et sådant vagthold kun sjældent gå på, især når flere efter tur tog del i det.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 426-427)

Redacteurens Anmærkning

Der er ikke tale om nutidens Nørrebro, men området mellem søerne og volden. Farimagsgade forløb dengang nogenlunde som Nansensgade (anlagt fra 1875) gør i dag. Den nuværende Farimagsgade blev anlagt da voldanlægget sløjfedes. Se Efterskriftet til Politivennen.)

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Ønske angaaende Begravelsespladsen ved Farimagsveien.

Ved Farimagsgade på venstre hånd tæt ved indgangen fra Nørrebro er en plads hvor ligene af dem der dør af kopper bliver jordede. Om det er nødvendigt for at sikre mod smitte, at have en egen begravelsesplads til sådanne lig, da det efter forlydende ikke nægtesat få plads for samme på assistenskirkegårdene, når man der har købt eller kan købe et eget gravsted, vil man ikke indlade sig på at bedømme. Men da man ser at der findes nogle som søger at vedligeholde deres på nævnte plads hvilende venners ellers familiers grave, så tror man at burde ønske pladsen hvad enten den er indviet eller ikke, omhegnet med et forsvarligt gærde at den ikke som nu skal ligge åben for kåde drenge og kreaturer.

(Politivennen nr. 958, Løverdagen den 10de Mai 1834, s. 336-337) 

En saare upassende Begravelse.

På en spadseretur på Øster Farimagsgade lørdag den 17. februar omtrent kl. 9 om morgenen var anmelderen vidne til hvorledes man begraver de fattiges lig. Skønt han blev bortvist fra kirkegården af de tre mænd som var beskæftiget med det, (hvorvidt disse var beføjede til det eller ej er anmelderen ubekendt), kunne han dog fra landevejen se at dette skete med en skødesløshed og ligegyldighed som ikke gjorde deres følelse megen ære, og som sikkert ikke billigedes af deres foresatte, idet de nedkastede de 5 eller 6 ligkister vognen indeholdt ovenpå hinanden således at den ene uundgåeligt må have knust låget på den anden. 

Vist nok indeholder disse kister kun ligene af fattige mennesker. Men dog af mennesker, og måske af meget gode mennesker. Og anmelderen undser sig ikke ved at tilstå at disse drøn som den ene kiste gav mod den anden, var ham meget smertelige. Når man blot betænker at disse i livet ulykkelige mennesker måske dog har efterladt sig sønner og døtre der med tiden kunne blive brave borgere og gode fædre og mødre, fortjente de alene derfor i det mindste at sættes sagte ned i deres selskabelige grav og ikke styrtes derned med sønderknuste lemmer.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 124-125).

Ligkisterne kom formentlig herfra, Almindeligt Hospital, lighuset. I baggrunden Amaliegade 19, hjørnet af Fredericiagade. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. 1880-1919. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning.

Der må være tale om den ene af Almindeligt Hospitals to fattigkirkegårde, nemlig Nørre Kirkegård på Nansensgade/Gothersgade/Farimagsgade parallelt med Bartholinsgade. Den eksisterede 1637-1842, med tilnavne som bl.a. "Selvmordernes Kirkegård". Kirkegården blev fjernet i 1879, ifølge Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879:

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

Uordener.

2) For at bringe min ærede medborgere til vished om at jeg som nabo til hr. Brostrup ikke er blandt dem til hvem man forgæves har henvendt sig for at få befordring til den uheldige vævermester Sandberg, hvorom et stykke er indført i Politivennen nr. 525, for d. å. finder jeg mig, ifølge et rygte desangående herved beføjet til i sandheden navn at erklære. - Som sand kristen kender og ærer jeg menneskelighedens hellige pligter, og skulle med al beredvillighed endog med opofrelse af enhver fornøjelse, blandt mine venner, øjeblikkelig have kommet hr. Sandberg eller enhver anden lidende til hjælp og bistand, så snart man havde krævet sådant af mig.

Østerfarimagsgade deen 27. januar 1826.
Reeh.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 63)

Gartner Brostrups Svar paa det imod ham, i Politivennen Nr. 525, indførte.

I Politivennen nr. 525 er jeg levet angrebet af en hr. anmelder der ikke har skammet sig ved under medlidenhedens maske at pådigte mig en så stor umenneskelighed at mine medborgere som ikke kender mig, let kan forledes til at tro at jeg var det mest ufølsomme menneske på hele Østerfarimagsgde. Jeg vil her fremsætte sagen således som den er foregået, og som jeg med vidner om fornødent kan bevise og i øvrigt overlader min handling til almenhedens dom.

Da den omhandlede bomuldsvævermester Sandberg blev bragt til mit sted, var jeg aldeles ikke i gården eller hos den syge, men han blev desuagtet straks modtaget, og bragt ind i et værelse hvor der var en ren, opredt seng, hvilken blev tilbudt til hans afbenyttelse. At hans følge ikke lagde ham på denne, kan jeg altså ikke gøre for, ligesom det er en åbenbar opdigtet usandhed at jeg skulle have brugt de anførte udtalelser. Den syge ytrede straks det ønske at blive kørt i karet, denne ejer jeg ikke, og da der bor to hyrekuske, en ved hver ende af Farimagsgade, og nogle af den syges følge gik efter en karet, så faldt det mig ikke ind at tilbyde min holstenske vogn. Da de kom igen, og ingen karet medbragte, anmodedes jeg om min vogn, og at jeg svarede "Det var ilde, for jeg havde lovet en familie som var hos mig, at køre en tur med denne" er sandt. Men de øvrige opdigtelser at man udlod sig med at andrage sagen for ansvarlig autoritet, og at dette bevirkede min vogns benyttelse, er usande, og bevises dette tydeligt nok deraf at den bedste vogn jeg ejede, blev straks forspændt af mig selv og min karl, og den syge befordret derpå, under min udtrykkelige ordre til kusken at køre forsigtigt og langsomt. At han hverken fik halm eller sengeklæder ved jeg ikke kan tilregnes mig, i særdeleshed da han selv havde ytret det ønske at blive kørt i karet, og kunne han sidde i denne, måtte man også tro at han kunne sidde i en magelig holstensk vogn. Havde man ytret det mindste om at sæderne skulle være afspændte, og sengeklæder lagt i vognen, havde et sådant straks skullet ske. Men da man ikke engang ville betjene sig af den tilbudte seng, som stod i værelset, så faldt det mig ikke ind at spørge, om han ville lægges på sengeklæder i vognen. Jeg har kun et varmt værelse på stedet, hvor jeg bor, og dette var fuldt af mennesker og børn. Om den syge havde været bedre tjent med at komme ind i dette og siden igen ud i kulden, ved jeg ikke. Har jeg derved forøget hans lidelser, skal det inderligt smerte mig

At den syge var henved 2 timer hos mig, er usandt. Han var der knap 1 time hvilket bevises deraf at han kom til mig kl. 3.30 og var kl. 5 på hospitalet. Hele opholdet blev foranlediget ved hans følges fravær om karet. Havde jeg troet at han ville køres på min vogn, skulle han for længst have været på hospitalet.

Man vil pånøde mig betaling for min vogn, men da det var min pligt at befordre den syge, så tog jeg liges å lidt betaling herfor som jeg betingede min karl 3 mark i drikke penge. Jeg sagde højt for alle at "betaling modtog jeg ikke for vognen. Ville de give kusken noget, så var det op til Dem." om det kan kaldes umenneskeligt at jeg erindrede hans ledsagere om at det var søndag og at der skulle betales bompenge, samt at jeg ikke medgav disse, ved jeg ikke.

Flere af de mennesker som ved denne lejlighed stimlede til, var imidlertid i deres opførsel så rå, brutale og uforskammede som tænkes kan. Et bevis herpå ar blandt andet dette at efter at jeg havde tilbragt dem hvad jeg havde, og skænket hver 2 snapse og øl, var de urimeligt nok til at sende min pige ind efter mere brændevin, hvilket de også fik, idet jeg sendte dem flasken med hvad der var i den. De søgte nu at pånøde mig betaling for drikkevarerne, ligesom de ved enhver lejlighed søgte at opbringe mig. Men jeg modtog ikke betaling, ligesom jeg også overså deres øvrige færd. her er sagens sammenhæng. Jeg indlader mig ikke i nogen pennekrig herom. Vil man sagsøge mig, så ved man min bopæl.

Brostrup.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 57-61)

Redacteurens Anmærkning.

Pennekrigen fortsætter derefter med gentagelser og påstand mod påstand. Den oprindelige anmelder skriver i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 71-74 artiklen "Fornødent Gjenmæle til Gartner Brostrup." Denne gang dog underskrevet: C. N. Gedei. I en kort note i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 111-112, bevidner Gedeis 3. medfølger at det første indlæg i et og alt var sandt. Disse artikler kan ikke ses på denne blog, men i originalerne. 

Umenneskelighed imod Medmennesker.

Søndag den 15. dennes om eftermiddagen kl. 3 fandt anmelderen på søen mellem Nørre- og Østerbro lige over for slusen en mandsperson der ved at løbe på skøjter var faldet, og havde brækket sit højre lår. Så snart anmelderen havde erfaret dette ulykkestilfælde, ilede han i forening med 3 andre bekendte med at få den kvæstede bragt til det nærmeste sted, for derfra i muligste skynding a få ham kørt på et af byens hospitaler. Manden til hvem han i så henseende henvendte sig til, var gartner Baastrup på Østerfarimagsgade hvem han anmodede om plads for den syge, mens han fik gjort de fornødne anstalter til en vogn. Men hr. Baastrup der rimeligvis kun havde et dunkelt begrav om de pligter han skylder sine medmennesker, undså sig ikke ved at svare ham: "Hvad kommer det mig ved? Hvem der har bragt ham herind, skal få lov til at bringe ham ud igen". Hvor følelsesløs hr. Bastrup imidlertid var ved min førte anmodning, indvilligede han dog efter nogen overtalelse og mange forestillinger at den syge tog sæde på en træstol i et koldt værelse, mens anmelderen og 3 medborgere gik bort efter en vogn. Vores bestræbelser i så henseende var imidlertid frugtesløse, for vi erfarede at de hverken havde vogn, eller heste hjemme. Vi begav os derfor atter tilbage til vores menneskekærlige gartner og da vi erfarede at han selv havde heste og vogn, bad vi ham om at lade den syge køres på hospitalet. Men også denne vores anmodning mødtes med den indvending: "at han ikke kunne opfylde vores begæring, fordi han skulle køre en lysttur med nogle fremmede der var på besøg hos ham.""

Forbitret over en så skammelig og umenneskelig opførsel, gentog en af anmelderens følgere de før gjorte anmodninger, og ytrede dertil at det var hr. gartnerens pligt at opfylde hans forlangende, samt udlod sig med at ville andrage sagen for de ansvarlige autoriteter.

Denne hans adfærd havde til følge at hr. Baastrup lod sig bevæge til at befordre den syge, dog først efter at en af medfølgerne havde betalt 3 mark i drikkepenge til kusken, samt med den udtrykkelige betingelse at vi selv skulle betale bompengene.

Henved 2 timer måtte den syge, bomuldsvævermester Sandberg, sidde på en træstol i et koldt værelse inden det lykkedes os at få en vogn - om hvilken det dog bør anmærkes at den var de såkaldte holstenske, at sæderne ikke blev afspændt, og at vi hverken fik halm eller sengeklæder til den syges bekvemmelighed. På denne kørte vi ham nu til Frederiks Hospital hvorefter vi begav os til hans kone og fortalte hende denne bedrøvelige hændelse. Det anmærkes at drikke og bompengene blev betalt uden udgift for den ømt følende, menneskekærlige og hjælpsomme gartner Baastrup.

København den 19. januar 1826.

(Politivennen nr. 525. Løverdagen den 21de Januar 1826, s. 39-42)

Redacteurens Anmærkning.

Gartner Brostup besvarer artiklen i Politivennen nr. 526, 21. januar 1826, s. 39-42.

Advarsel om at følge Landeveien.

Efter at have været på Frederiksberg kom jeg anden pinsedags aften henad klokken 8 gående fra dæmningen langs med St. Jørgens Sø, hvor jeg velsignede vedkommende for den beplantning der var anbragt der og lykønskede hovedstaden hvis omegn således forskønnes år for år. For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv. Det gruede jeg noget for, men gjorde i det samme en meget behagelig opdagelse. Lågen eller stakitporten ind til gangstien ved Peblingesøen stod åben, og jeg så folk spadsere frem og tilbage der. 

"For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv". Endnu i 1850 da H. G. F. Holm tegnede møllerne ved Farimagsgade kan man forestille sig vejen stå i en sky af støv. Københavns volde og deres møller anes i horisonten til højre.

Jeg ytrede imidlertid min betænkelighed over for en mand der just stod ved lågen, om det vel virkelig også skulle være tilladt for alle og enhver at gå der. Han mente ja, og anså denne omsorg for publikums bekvemmelighed som en følge af det så rimelige ønske om det som Politivennen ytrede forrige år. Jeg istemte med hans ros af ovennævnte blad og gik ind på stien. Da jeg mødte adskillige som kom fra den modsatte side, tænkte jeg ikke på mindste vanskelighed før jeg kom til gangstiens ende og fandt stakitporten låst. Jeg befandt mig herved i en forlegenhed som jeg med disse linjer har villet advare læseren for. Jeg stod i begyndelsen tvivlrådig om jeg skulle gå samme vej tilbage jeg var kommet fra, og så dog indslurke støvet på Farimagsvejen, eller jeg skulle søge at forcere passagen som jeg så andre gjorde. Sidstnævnte redningsmiddel var der forbundet nogen vanskelighed forbundet med, med mindre de spadserende enten var børn eller var stærke i gymnastiske øvelser. I sidstnævnte tilfælde kunne de ved et saltomortale sætte over stakitværket. Børnene derimod lod sig glide ned i den dybe grøft og kravlede på hænder og fødder op på  den modsatte brink. For kvinder og aldrende mænd var det derimod helt vanskeligt, og indsenderen af disse linjer var næppe kommet over, hvis ikke godmodige mennesker på begge sider af grøften havde rakt ham hjælpsomme hænder. 

Således slap jeg ud af denne knibe. Derimod har jeg siden følt samvittighedsnag over at have begået en handling der strider imod anordningerne om hegn og markfred. Denne brøde kan jeg så meget desto mindre tilgive mig selv som jeg ellers alle mine dage har hyldet den maksime at frygte Gud og følge landevejen. 

C. E.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8021-8023)

Redacteurens Anmærkning

Vejen bliver beskrevet i artiklen "Med den Grundforbedring, Vester-Farimangsvei nylig har faaet, er den dog ei aldeles færdig" Politivennen nr. 990, lørdag den 20. december 1834, s. 876-879. 

Bøn om en Spadserevei langs Søerne.

Skønt enhver der kan mindes hvorledes Farimagsvejen udenfor stadens porte før var beskafne, vist med taknemmelighed påskønner vedkommendes gavnlige opmærksomhed for disse vejes forbedring, beplantning med træer og anlæg af en fodsti, hvorpå man i vådt vejrlig kan gå temmelig tørt og altid sikkert for kørende og ridende, så har dog mange ytret det ønske at en anden vej for fodgængere mellem stadens broer måtte åbnes for stadens og broernes beboere. Ønsket er nemlig at man frit måtte passere over Dosseringen langs søerne. For foruden at denne vej frembyder alle de fordele som Farimagsvejen, er man også der fri for den megen støv som ridende og kørende i tørt vejr forårsager på Farimagsvejen og som falder fodgængerne meget besværlig. Indsenderen kan ikke indse nogen grund til at dette ønske ikke skulle blive opfyldt. For skulle det være for at skaffe forpagteren af søen fred, at man ikke uden nøgle til Dosseringen må passere fra Ladegårdsvejen og videre, da svares hertil at forpagteren af fiskeriet i Sankt Jørgens Sø gier langt mere i forpagtning med hensyn ti søens størrelse uden at nyde en sådan fred. Skulle det være for de tilgrænsende jorde og haver, da synes man at en forsvarlig grøft kunne lige såvel frede der som ved Sankt Jørgens Sø. Men skulle det være for at ingen skal beskadige renderne der leder vandet til staden, da er man af den mening at et forsvarligt, med dør forsynet stakit om hver kasse som gik fra den ene side til den anden ud i vandet, så langt på begge sider og så højt man fandt nødvendigt, ville frede langt bedre end det nuværende hegn der. For de som det nuværende hegn holde fra at gå der, kunne man gerne unde den behagelighed at spadsere der, og de der afstedkommer uorden og skade, ville vist sådanne hegn ikke udelukke. De overstiger langt større hegn end dette.

Det går her som ved Assistenskirkegården. De fredelige som ønsker om eftermiddagen i vintermånederne at se til deres afdødes grave, som om fomiddagen ikke har tid dertil og på grund af huslige eller andre forretninger afholdes derfra, da portene er låst så at skadefro og tyvagtige mennesker ikke skal skade og rane. Dog derfor kunne portene ligeså godt stå åbne til dagens ende. For de der vil afstedkomme skade, kunne vist nok også nå dens mål, de kan jo gå ind om formiddagen og udrette desto tryggere hvad de vil om eftermiddagen, og bryder sig kun lidt om at der er låst, da de overalt let kan finde en udgang.

Skønt ville det vist nok være om man ligesom fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen kunne passere fra den ene bro til den anden på en så behagelig fodsti. Men skulle dette ikke kunne ske til almen nytte og fornøjelse, var det ønskeligt om grunde herfor måtte opgives.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6977-6980)

Ønske paa Farimagsveien udenfor Vesterport.

I de senere år er Farimagsvejene udenfor staden vel vedligeholdte, beplantet med træer og fodstier anlagt til fodgængernes bekvemmelighed. Ved at gøre de ansvarlige opmærksomme på at vejen fra Vesterbro til tømmerpladserne meget besøges af Københavns og Christianshavns indbyggere, vover man at fremsætte det ønske at dette ikke ubetydeligt lange vejstykke måtte udbedres og ligesom de øvrige Farimagsveje beplantes med træer. Den spadserende der må gå denne vje, ville da vist med taknemmelighed påskønne sådan opmærksomhed.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6959)

En stinkende Mødding paa Farimagsveien.

Når man kommer fra Vesterbro ind på Farimagsgade, findes ved det sidste hus fra Gammel kongevej en stor mødding tæt op til grøften. Denne giver i varmt vejr en fæl stank fra sig, og når det blæser, har de som kører ad Farimagsgade, længe godt af lugten. Anmelderen anmærker den her fordi han tror at sådanne møddinger ikke må tillades at ligge så nær ad vejene.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2897-2898)

En Frokost på Farimagsvejen

Søndag den 2. marts, formiddag mellem kl. 11 og 12 var anmelderen ude på en spadseretur på Farimagsvej mellem Vester- og Nørreport. I nærheden af Gammel Kongevej fandt han en død hest liggende, berøvet sin eneste klædning og omringet af omtrent en snes magre svin der enten besjælede af en rosværdig iver for den offentlige ordens vedligeholdelse, eller af en stærk appetit stræbte af alle kræfter såvidt muligt at skaffe den bort.

Han tilstår at dette syn var ham så nyt at han ikke kan undlade at bringe samme til offentlig kundskab.

(Politivennen nr. 63, Løverdagen den 15de Marts 1817, s. 977-978)

Matros-Fuglefængeri med forgivtede Kjødstykker, hvorved Hunde, muligt og andre Dyr, ja hvo veed om ikke Mennesker, ere for Fare udsatte.

(Efter indsendt).

Forleden søndag den 18. d. m. spadserede indsenderen fra Vesterport langs ad Farimagsgade til Nørreport. En puddel der tilhørte mig, fulgte med, og løb som sædvanligt adskillige gange over grøfterne ind på marken på begge sider af vejene. På Købmagergade styrter hunden voldsom ned for indsenderens fødder, får et salg og på mindre end 3 minutter er den død. Indsenderen troede det var tilfældigt, og lod hunden bringe bort da en af hans venner kom til, så det passerede og spurgte om jeg havde været uden for porten, hvilket jeg svarede ja til, og hvorpå han sagde mig at så var hunden forgiftet, eftersom nogle matroser udlagde forgiftede kødstykker på marken for derpå at fange krager som de sælger. Dersom det forholder sig således som manden påstod med megen vished at vide, synes indsenderen det fortjener offentlig omtale til afstraffelse. For 20 rigsdaler havde jeg ikke mistet dette kreatur, og ingen som passerer denne vej med hund, er jo sikker for at den kan have samme skæbne som denne. Indsenderen håber al mulig virkning af denne bekendtgørelse, hvis ikke ellers som han dog næppre tror, denne sag skulle ligge udenfor embedsmandens grænser.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8915-8917)

Advarsel for Gående på Farimagsgaden

På min vej ud af Nørreport ad Farimagsvejen forbi St. Hans Hospital Fredag den 19. december mellem kl. 5 og 6 om aftenen blev jeg  overfaldet af to personer, som ved at holde på mine hænder gav mig en strikke om halsen. Og i denne tilstand blev jeg frataget alt det jeg havde på mig. Da jeg således var frarøvet alt, gav den ene mig et slag, så jeg faldt ned i åen. Jeg var i denne ulykkelige forfatning, da jeg ved hjælp af en busk, som jeg greb i, var så lykkelig at komme op, og i denne tilstand nåede jeg St. Hans Hospital hvor jeg fik hjælp. Jeg bevidner den brave læge hr. Seidelin samt inspektøren min varmeste tak.

Otzen
Tallotteriets kollektør
i Borgergade nr. 112 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7203-7204)

Ønske angående Vejen mellem Sortedamssø og Sankt Jørgens Sø til Sanct Hans Hospital

Så vidt vides er der allerede for nogle år siden skrevet om denne slemme og ikke sjældent højst farlige vej. Man siger at følgen heraf skal have været, at nogle træer blev plantet på den ene side af omtalte vej. Men erfaring viser at dette aldeles ikke er tilstrækkeligt, og gid det ikke vil blive bevist på sørgeligere måde end hidtil. Selv om sommeren er hele vejen fra Nørre eller Vester Farimagsgade når det blot har regnet en nat, meget ubehagelig at vandre på. Om vinteren, især forår og efterår, er den næsten ufremkommelig. 

Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen? 

På denne akvarel billede fra 1850 af H. G. F. Holm kan man ane at Farimagsgade selv 45 år efter artiklen stadig er ude på landet. Dog er søerne rykket tilbage og møllerne har holdt deres indtog.

Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde. 

Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.

Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857) 

Redakteurens Anmærkning

Sankt Hans Hospital

Eller fuldt ud "Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme" lå 1651-1808 i Københavns Slots Ladegård. Altså omtrent der hvor Radiohuset ligger i dag.

Bøn til det udenbys Politi

Man ville ønske at det udenbys politi ville anbefale Farimagsvej fra Vesterbro, om forbi Trommesalen og St. Jørgens Sø, indhegnet med et stakit til begge sider. Farligheden af en uindhegnet vej på den bratte brinke af en sø, og af de dybe grøfter på den anden side ved haverne og ved Trommesadlen er indlysende nok, så meget desto mere som det for ikke længe siden bekendtgjordes at en mand var omkommet i grøften ved Trommesalen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934)

Om de Hovedstaden saa beskæmmende Slagterier paa Vesterbro.

København indtager i folkemængde og størrelse næppe den sekstende plads mellem Europas store stæder. London, Paris, Wien, Rom, Konstantinopel, Amsterdam, Berlin, Madrid, Petersbord, Lissabon og flere overgår den i de egenskaber. Men i skønhed, sundhed, sikkerhed, gode indretninger, i borgerlig ånd og tone er Københavns rang langt højere.

I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.

Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.

Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.

Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!

Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.

Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortov hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.

Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!

Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.

Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.

Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.

Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge sidste afsnit må det være redaktør K. H. Seidelin der har skrevet dette indlæg. I Politivennen nr. 209, 24 April 1802, s. 3359 blev bekendtgjort følgende:

Bekjendtgørelse.

Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortovet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.