I Politivennen nr. 525 er jeg levet angrebet af en hr. anmelder der ikke har skammet sig ved under medlidenhedens maske at pådigte mig en så stor umenneskelighed at mine medborgere som ikke kender mig, let kan forledes til at tro at jeg var det mest ufølsomme menneske på hele Østerfarimagsgde. Jeg vil her fremsætte sagen således som den er foregået, og som jeg med vidner om fornødent kan bevise og i øvrigt overlader min handling til almenhedens dom.
Da den omhandlede bomuldsvævermester Sandberg blev bragt til mit sted, var jeg aldeles ikke i gården eller hos den syge, men han blev desuagtet straks modtaget, og bragt ind i et værelse hvor der var en ren, opredt seng, hvilken blev tilbudt til hans afbenyttelse. At hans følge ikke lagde ham på denne, kan jeg altså ikke gøre for, ligesom det er en åbenbar opdigtet usandhed at jeg skulle have brugt de anførte udtalelser. Den syge ytrede straks det ønske at blive kørt i karet, denne ejer jeg ikke, og da der bor to hyrekuske, en ved hver ende af Farimagsgade, og nogle af den syges følge gik efter en karet, så faldt det mig ikke ind at tilbyde min holstenske vogn. Da de kom igen, og ingen karet medbragte, anmodedes jeg om min vogn, og at jeg svarede "Det var ilde, for jeg havde lovet en familie som var hos mig, at køre en tur med denne" er sandt. Men de øvrige opdigtelser at man udlod sig med at andrage sagen for ansvarlig autoritet, og at dette bevirkede min vogns benyttelse, er usande, og bevises dette tydeligt nok deraf at den bedste vogn jeg ejede, blev straks forspændt af mig selv og min karl, og den syge befordret derpå, under min udtrykkelige ordre til kusken at køre forsigtigt og langsomt. At han hverken fik halm eller sengeklæder ved jeg ikke kan tilregnes mig, i særdeleshed da han selv havde ytret det ønske at blive kørt i karet, og kunne han sidde i denne, måtte man også tro at han kunne sidde i en magelig holstensk vogn. Havde man ytret det mindste om at sæderne skulle være afspændte, og sengeklæder lagt i vognen, havde et sådant straks skullet ske. Men da man ikke engang ville betjene sig af den tilbudte seng, som stod i værelset, så faldt det mig ikke ind at spørge, om han ville lægges på sengeklæder i vognen. Jeg har kun et varmt værelse på stedet, hvor jeg bor, og dette var fuldt af mennesker og børn. Om den syge havde været bedre tjent med at komme ind i dette og siden igen ud i kulden, ved jeg ikke. Har jeg derved forøget hans lidelser, skal det inderligt smerte mig
At den syge var henved 2 timer hos mig, er usandt. Han var der knap 1 time hvilket bevises deraf at han kom til mig kl. 3.30 og var kl. 5 på hospitalet. Hele opholdet blev foranlediget ved hans følges fravær om karet. Havde jeg troet at han ville køres på min vogn, skulle han for længst have været på hospitalet.
Man vil pånøde mig betaling for min vogn, men da det var min pligt at befordre den syge, så tog jeg liges å lidt betaling herfor som jeg betingede min karl 3 mark i drikke penge. Jeg sagde højt for alle at "betaling modtog jeg ikke for vognen. Ville de give kusken noget, så var det op til Dem." om det kan kaldes umenneskeligt at jeg erindrede hans ledsagere om at det var søndag og at der skulle betales bompenge, samt at jeg ikke medgav disse, ved jeg ikke.
Flere af de mennesker som ved denne lejlighed stimlede til, var imidlertid i deres opførsel så rå, brutale og uforskammede som tænkes kan. Et bevis herpå ar blandt andet dette at efter at jeg havde tilbragt dem hvad jeg havde, og skænket hver 2 snapse og øl, var de urimeligt nok til at sende min pige ind efter mere brændevin, hvilket de også fik, idet jeg sendte dem flasken med hvad der var i den. De søgte nu at pånøde mig betaling for drikkevarerne, ligesom de ved enhver lejlighed søgte at opbringe mig. Men jeg modtog ikke betaling, ligesom jeg også overså deres øvrige færd. her er sagens sammenhæng. Jeg indlader mig ikke i nogen pennekrig herom. Vil man sagsøge mig, så ved man min bopæl.
Brostrup.
(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 57-61)
Redacteurens Anmærkning.
Pennekrigen fortsætter derefter med gentagelser og påstand mod påstand. Den oprindelige anmelder skriver i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 71-74 artiklen "Fornødent Gjenmæle til Gartner Brostrup." Denne gang dog underskrevet: C. N. Gedei. I en kort note i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 111-112, bevidner Gedeis 3. medfølger at det første indlæg i et og alt var sandt. Disse artikler kan ikke ses på denne blog, men i originalerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar