En 76-årig olding arresteret som betler. (Efterskrift til Politivennen).

 En forstående dommer og en livserfaren politimand.

Det ligger så langt tilbage i tiden som den 19. december i fjor at to af de politibetjente der har det uhyggelige og pinlige hverv at jage betlere, i mørkningen så en gammel, hvidhåret og hvidskægget mand stå lænet op til muren af millionpaladset nr. 8 på Kongens Nytorv, og med sin gamle rystende hånd tage mod de skillinger, barmhjertige forbipasserende stak til ham.

De to betjente anholdt manden - således siger loven og deres instruks jo de skal gøre - og førte ham til politistationen hvorfra han sendtes videre til grundlovsforhør i dommervagten.

Det var dommer Spang-Hansen der beklædte retten den dag, og da han hørte at manden - Christian Petersen hedder han - var født i 1846 og altså snart 76 år gammel, løslod han den gamle, mens sagen stod på, for at han dog ikke skulle komme til at tilbringe julen i arresten.

Under retsmaskineriets hjul.

I mandags var sagen nået så vidt at Chr. Petersen havde fået tilsigelse til at møde i Politirettens 2. afdeling hos dommer Bruun. Han mødte imidlertid ikke, og - så blev hele retsmaskineriet straks sat i gang. Der blev givet ordre til at "afhente" ham. Næste morgen blev han anholdt i sit hjem, en time efter fremstilledes han igen i dommervagten hvor han nu blev arresteret, og i går ved 11:30-tiden hentedes han så over fra sin celle op til politiretten hvor han foreløbig blev indsat i et af de berygtede skabe.

Råb og skrig fra skabet.

Den gamle måtte sidde i skabet i halvanden time, inden han kom for skranken. Og i den tid hylede og skreg han, sagtens fordi ensomheden og mørket forvirrede hans oldingehjerne - hylede og skreg, så det hørtes over hele domhuset og vakte undren og forfærdelse blandt alle de mennesker der færdedes deroppe.

Da han endelig blev ført ind for dommeren, gjorde han et fuldkomment sindssygt indtryk. Pjaltet og fattig, ynkelig og forgrædt, rystende over hele sin gamle krop stod han der foran den retfærdighed af hvilken han ganske åbenbart ikke forstod et eneste muk.

Han stammede bare at han havde ligget syg, ligget i sengen de sidste otte dage og at dette var grunden til at han ikke havde givet møde efter tilsigelsen, hvis ord han for øvrigt slet ikke havde forstået.

Og det var som fyldtes stuen med medlidenhed - som følte hver eneste af alle de mennesker der var til stede i det skumle retslokale, et greb om sit hjerte der tvang barmhjertighedens tårer op bag hans øjne.

Dommeren med - !

Han spurgte de to "betlerfangere" om de havde set at manden havde tigget, eller bare at han havde taget imod de penge folk gav ham. Og da de to betjente villigt og forstående havde bekræftet at manden ikke selv havde tigget, mens de så derpå, vendte dommeren sig mod anklagemyndighedens repræsentant der i dette tilfælde lykkeligvis var overbetjent Lund fra ordenspolitiet - ham hver københavnerbarn kender og holder af fra de mange år han var "Børnenes ven" inde i Tivoli.

- Forlanger De han straffet, overbetjent, spurgte dommeren?

- Under disse omstændigheder, nej, faldt overbetjentens svar.

Og så fik oldingen lov til at gå som frank og fri mand, blot med en venlig, men vist nok temmelig overflødig advarsel mod mere at komme på Kongens Nytorv med sin gamle, rystende hånd strakt frem mod lykkelige menneskers barmhjertighed.

(Aftenbladet (København), 26. januar 1922).

"Millionpaladset, Kongens Nytorv 8". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Theodor og Ane Cathrine Sander. (Efterskrift til Politivennen)

Ved folketællingen 1845 optræder den da 20-årige arrestant og muurlærling Ludvig Theodor Sander som boende i Kattesundet 114 B og 122 B, stuen. Ved folketællingen 1860 optræder såvel den 42-årige skrædersvend Christian Ernst Sander og den 35-årige murersvend på fattighjælp Ludvig Theodor Sander som boende i stadens civile arresthus (Hestemøllestræde og Nytorv). De begyndte at optræde i aviserne i 1860:

Tyveri. Under en af Criminal- og Politiretten den 3die April paakjendt Justitssag, der var anlagt imod Arrestanterne Brødrene Ludvig Theodor Sander og Christian Ernst Sander respective for Tyveri og Meddelagtighed i denne Forbrydelse, blev det ved den af Sidstnævnte afgivne Tilstaaelse, der stemmer med flere under Sagen tilvejebragte Oplysninger, godtgjort, at han, efter at have Tirsdagen den 12te Juli f. A. begivet sig ned i Hosekræmmer Schous Boutik i Forening med Arrestanten L. T. Sander for at see Leilighed til at forøve Tyveri, har der indledet en Samtale med den tilstedeværende Boutiksvend for at aflede hans Opmærksomhed fra L. T. Sander, hvilket ogsaa lykkedes, idet denne borttog et til 5 Rd. vurderet Par Beenklæder. For dette Forhold blev Skrædersvend C. E. Sander, der er født i 1819 og tidligere straffet, nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. Hvad derimod angaaer Muursvend L. T. Sander, der er født i 1825 og ligeledes tidligere straffet, fandtes der ikke imod hans vedholdende Benegtelse at være tilvejebragt tilstrækkeligt Beviis for, at han har deeltaget i det ovennævnte Tyveri, ligesom han heller ikke iøvrigt blev overbeviist at have gjort sig skyldig i denne Forbrydelse, og han blev følgelig frifunden, dog efter Omstændighederne kun for Actors videre Tiltale.

(Flyveposten 13. april 1860)

Ved folketællingen 1860 optræder desuden den 40-årige skrædersvend Christian Ernst Sanders boende på Ladegården. Ane Cathrine Hartvig var født på Fødselsstiftelsen den 28. august 1821. Hun stod ved folketællingen 1860 som gift, formentlig med Ludvig Theodor.

Udfaldet med at benægte alt synes at have haft den effekt at han i senere sager kategorisk benægtede sig skyldig. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juli 1863 fremgår at han ved Kriminal- og Politiretten for offentlige sager i København den 20. juli 1863 var tiltalt for løsgængeri og flere gange tidligere straffet. Sagen blev henvist til Kriminal- og Politiretten. I 1863 optræder han igen i forbindelse med Kriminal- og Politirettens offentlige politisager, den 12. december 1863 - også her benægtede han alt:

6) Sluttelig foretoges en Sag imod Arrestanten Ludvig Theodor Sander for Betleri og Gadeuorden. Efter den Forklaring, som afgaves af Vidnerne i Sagen, havde Arrestanten den 8de d. M. om Aftenen paa Gaden henvendt sig til dem for at betle, hvorefter det ene Vidne havde givet ham 4 sk, det andet ½ sk, i den Tanke, at det var en Fiirskilling. Herover var Arrestanten bleven vred, havde kastet Halvskilllingen paa Jorden, og derefter formodentlig ved en Fejltagelse slaaet det Vidne paa Øret, som havde givet ham 4 sk. Arrestanten nægtede denne Forklarings Rigtighed, idet han paastod, at det netop var Vidnerne, der havde tigget af ham, og at det var ham, der havde givet dem 8 sk, hvoraf de havde givet ham 4 sk tilbage med den Bemærkning, at Arrestanten nok selv var fattig. Efter at have forladt Personerne traf han dem senere igjen og traadte da, for at overbevise sig om, at det virkelig var dem, hen til dem med Bøn om Almisse, "da han ikke troede, at det kunde kaldes Betleri, at bede om de 4 sk tilbage, han kort iforveien selv havde givet dem", og ved denne Lejlighed snublede han saaledes, at hans Haand faldt paa en af Personernes Øre. Da Arrestanten vedblev sin Nægtelse af at have gjort sig skyldig i de paasigtede Forbrydelser, bekræftede Vidnerne deres Forklaringer med Ed, hvorefter Sagen henvistes til Paakjendelse af den samlede Ret, idet Dommeren skjønnes, at Arrestanten paa Grund af de ham tidligere overgaaede Straffedomme fortjente en større Straf, end Afdelingsretten kunde idømme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. december 1863)

Theodor Sander var nu blevet et kendt ansigt hos politiet, og dette gjorde at der blev holdt øje med ham:

Tvende Betlere. Da Politibetjent Nr.  204 den 19de Februar om Eftermiddagen bemærkede Ludvig Theodor Sander - der oftere er straffet, navnlig med 2 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri - at drive om med en Snedkersvend Christian, fulgte han efter for at iagttage dem. Han saae da. at de, efter at have ringet paa en Port, blive lukkede ind. Betjenten ringede ogsaa paa, blev lukket ind og stillede sig i Forstuen. Herfra bemærkede han, at Personerne gik op paa anden Sal, hvor en Dør, efter at være aabnet, ligesaa hurtigt blev smækket i, hvorefter Sander med sin Ledsager begav sig op paa 3die Sal hos en Præst, hvorpaa de kom nogen Tid efter, hviskende til hinanden, tilbage. Idet Sander fik Øie paa Betjenten, puttede han et hvidt Lommetørklæde i Hast ind paa Brystet. Paa Betjentens Tiltale svarede Sander uartigt, kaldte ham en Laps og spurgte, om han vilde anholde "en agtet Borger i Staden". Sander blev derefter tilligemed sin Kammerat bragt til Politistationen. Under den derefter indledede Undersøgelse oplystes det, at Sander havde for Præsten beklaget sig over, at han var meget ulykkelig og havde Kone og 6 Børn at forsørge (Sander er gift med Ane Cathrine Hartvig, der er oftere straffet, navnlig med 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri, og med hvem han har et Barn). Da Præsten bevæget herover, havde leveret Sander 3 Mk., erklærede hans Ledsager, at det ikke kunde være nogen Hjælp for ham, hvorefter Præsten, for ogsaa at blive af med ham, havde givet ham 1 Rd. Ved Kriminal- og Politirettens Dom bleve Sander og hans Kammerat - der ikke findes førhen straffet - for Betleri ansete med resp. Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage og simpelt Fængsel i 6 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1864)

Han var kommet på politiets liste over mistænkelige personer, hvilket fremgår af Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret offentlige del hvor han den 22. april 1864 blev henvist til den samlede ret, idet han tidligere havde været dømt til fængsel på vand og brød i 5 gange 5 dage. Årsagen var at han havde overtrådt tilholdet til politiprotokollen over mistænkelige personer. Dette skete igen i juli 1864. Nogle aviser påstod at hans kone i mellemtiden var død på Christianshavn straffeanstalt, men det kan ikke være sandt:

Overtraadt Polititilhold. Mandagen den 18de Juli sidstleden blev den mistænkelige Ludvig Theodor Sander, hvis Personlighed vil være bekjendt fra den offentlige Politiret afleveret af Fattigvæsenet til Ladegaarden, paa Grund af, at han var uden lovligt Erhverv og Midler til sit Underhold. Strax efter gik han fra "Gaarden" gjennem et Stald-Vindue, hvorfra Jernstængerne fandtes brækkede, for at søge Arbeide ved Murprofessionen, hvorved han er bleven Svend. Dagen efter blev han der intet Arbeide havde kunnet faa, anholdt af Politiet. Arrestanten - der er født den 22de August 1825, oftere straffet og blev Enkemand i afvigte Mai, da Konen døde i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvor hun den 14de Juli 1863 var bleven inddømt paa 4 Aar - blev af Kriminal og Politiretten for overtraadl Tilhold nu anseet med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt 150 Dage.

(Dags-Telegraphen (København) 10. august 1864).

Ludvig Theodor Sander. Født 22. oktober 1825 i København. Beskrivelse: “Ludvig Theodor Sander, født i Kjøbenhavn d. 22/10 1825. Har været straffet for Tyveri med 30 D Vand og Brød samt 2 Aars Forbedringshuusarbeide, ligesom han ogsaa er straffet for overtraadt Tilhold og Betleri. – Oftere anholdt, men tilstaaer aldrig. Han er drikfældig, krakilsk og ondskabsfuld. Han forfører gierne andre til at udføre Forbrydelser. 21”. (1864). Foto og tekst fra Genealogisk Forlag.

Ved den offentlige politiret den 5. maj 1866 blev han idømt 12 dages tvangsarbejde for at betle. Også her nægtede han sig skyldig idet han forklarede at han kun havde bedt om at få lidt arbejde. Ved den offentlige politiret den 1. juni 1866 blev han idømt 18 dages tvangsarbejde for at betle. Ved den offentlige politiret den 13. juli 1866 blev han idømt 30 dages tvangsarbejde for at betle. Denne gang tilstod han for første gang. Ved den offentlige politiret den 20. september 1866 blev han henvist til den samlede ret for bl.a. at have været oppe hos en justitssekretær og forlangt 4 mark til husleje til sig selv, konen og 6 uskyldige børn, men kun fået 1 mark. Sagen om overtrædelse af tilholdet kom for Højesteret i 1867:

Mandagen den 17de December, Nr. 320.

Advocat Levinsen
contra
Ludvig Theodor Sander (Defensor Buntzen),

der tiltales for Løsgængeri og Betleri.

Criminal og Politirettens Dom af 17de November 1866: "Arrestanten Ludvig Theodor Sander bør straffes med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage samt udrede Sagens "Omkostninger." At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Levinsen og Justitsraad Bungen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 b. til hver.

I den indankede Doms Præmisser, hedder det: "Da Arrestanten Ludvig Theodor Sander, som er langt over criminel el Lavalder og blandt Andet ved Høiesterets Dom af 11te October 1865 i Medfør af § 11 § 1 i Lov af 3die Marts 1860 om Straffen for Løsgængeri er anseet med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage, og senest ved nærværende Rets Dom af 29de Septbr. d. A. efter samme Lovs § 3 med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse er overbeviist at have, mod et ham til Kjøbenhavns Politiprotocol over mistænkelige Personer under sædvanlig Straffetrusel den 18de Septbr. d. A. givet Tilhold, unddraget sig Fattigvæsenets Forsorg, idet han den 7de October s. A. er udebleven fra Ladegaarden, hvor han var udlagt, og ikke vendt tilbage, da han den næste Dag blev anholdt, og derhos at have gjort sig skyldig i Betleri, vil han være at dømme efter fornævnte Lovs § 1 cfr. § 5, og findes Straffen at kunne bestemmes til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage".

(Højesteretstidende 11. januar 1867)

I 1868 var den igen gal

- Under Patrouilleringen paa Toldbodveien blev en Betjent af nogle Folk gjort opmærksom paa, at en Mandsperson og et Fruentimmer tiggede paa en høist paatrængende Maade af de Forbigaaende inde i Grønningen henad mod Østerport. Han begav sig derhen og fandt snart de Tiggende, der vare Rettens gamle Bekjendte Ludvig Theodor Sander og hans Hustru Ane Cathrine Hartvig. Ved en paa deres Person foretagen Visitation fandtes han i Besiddelse af 5 sk og hun af l sk, men de negtede bestemt at have gjort sig skyldige i Tiggeri. Sagen mod dem blev henviist til Behandling af den samlede Ret.

(Flyveposten (København) 7. juni 1868.

Strafferammen var efter de gentagne domme blevet så høj at den offentlig politiret ikke længere kunne afgive domme, men måtte henvise til den samlede ret.

Fornærmelser imod Politiet m. M. Den Politiet og Retten velbekjendte Ludvig Theodor Sander, der i en Række af Aar hyppigt har været tiltalt og straffet for Løsgængeri og Betleri, udeblev den 21de Juni d. A., da han havde Udgangstilladelse, fra Ladegaarden, hvor han var indlagt, og drev derefter omkring uden Logis og Erhverv, indtil han den 26de s. M. om Eftermiddagen blev anholdt i Murergade af Politibetjent Nr. 166, Johansen. Under Transporten til Politistationen udviste Arrestanten en ustyrlig Adfærd og gav fornævnte Betjent med Haanden et Slag i Ansigtet, som dog ikke medførte videre Følger. Arrestanten, der under Forhøret paastod, at han ved den ommeldte Leilighed havde været beruset, og Intet kunde erindre om det saaledes Passerede, kunde imidlertid, efter hvad der blev oplyst, ikke antages at have været det i en Grad, der kunde have Indflydelse paa hans Tilregnelighed. Ved den paa Politistationen foretagne Visitation blev Arrestanten funden i Besiddelse af en med Underskrift "Brøchner, Læge" forsynet Skrivelse, der indeholdt en Anbefaling til godgjørende Mennesker om Hjælp for Muursvend H. E. Sander. Skjøndt der var en høi Grad af Formodning for, at dette Dokument var falsk, var dette dog ikke fuldstændigen godtgjort, ligesaalidt som det mod Arrestantens Benægtelse var beviist, at han enten havde benyttet det eller havt til Hensigt at benytte det. Derimod var det ved den foranførte Politibetjents og tvende Vidners med Ed bekræftede Forklaringer beviist, at Arrestanten havde tildeelt Betjenten det ommeldte Slag, ligesom Arrestanten ogsaa vedgik, at han trods det ham af Politiet ved hans Indlæggelse paa Ladegaarden den 9de Juni d. A. under sædvanlig Straffetrusel givne Tilhold havde unddraget sig fra det ham af Fattigvæsnet saaledes anviste Opholdssted. Arrestanten, der er 43 Aar gl., er siden 1861 ikke mindre end 16 Gange straffet for Løsgængeri og Betleri, og desuden 2 Gange for Tyveri samt 1 Gang for ulovlig Omgang med Hittegods. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev han nu anseet deels efter Lov af 3die Marts 1860 § 1, deels efter Straffelovens § 100 med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. (B. Td.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 2. september 1868)

Ved den offentlige politiret den 4. november 1868 henvistes atter til den samlede ret efter tiltale for betleri. Sander påstod at overtrædelse af tilholdet skyldtes at han havde højtideligholdt sin "Geborsdag" ved en lille festlighed der trak ud over kl. 10. Hustruen Ane Cathrine fik samme afgørelse. Parret var for retten 25. februar 1869, igen for betleri, denne gang i Nyboder (Delphingade). De blev pågrebet med 28½ sk. De nægtede alt for ikke at få "noget vrøvleri i bladene", og sagen blev henvist til den samlede ret. Ved folketællingen 1870 optræder den nu 48-årige Ane Cathrine Sander, født Hartvig som boende på Ladegården.

Forsøg paa Pengeafpresning ved Trudsler. Under denne Overskrift meddelte vi i vort Tirsdagsnumer, at en herboende Dame, hvis Mand var fraværende, havde været Gjenstand for et ligesaa dristigt som grovt Forsøg paa ved Trudsler at afpresse hende Penge. Da Damen lykkelig og vel var bleven fri for Voldsmanden og hans kvindelige Ledsagerske, skyndte hun sig op paa Politikamret og gjorde Anmeldelse om det Forefaldne til en Opdagelsesbetjent, som strax ved at høre Signalementet var paa det Rene med sig selv om, at den Paagjældende maatte være den bekjendte frække Husbetler Ludvig Theodor Sander, der har tilbragt en lang Række Aar afvexlende i Landets Varetægtsarrester og Straffeanstalter og paa Tvangsarbeidshuset ved Ladegaardsaaen, samt hans stadige Ledsagerske og saakaldte Kone, Marie, et ligeledes til Ladegaardens faste Stok henhørende Fruentimmer. Det hæderlige Par, Sander og Marie, blev nu anholdt og konfrontere med Damen, som strax gjenkjendte dem, hvilket ikke er saa underligt, da Sander er en høi, kraftig bygget og vildt udseende Bandit, hvis Udseende man ikke saa let glemmer. Da Sander mærkede, at det ikke kunde hjælpe ham at nægte det Hele, indrømmede han at have været oppe hos den omtalte Dame for at tigge, men benægtede paa det Bestemteste at have anvendt Truster, "Noget, han var altfor klog en Mand til". Sanders Ry som en fræk og dumdristig Betler - han hører saaledes til dem, som, naar Døren bliver aabnet af en Dame, gjerne indleder Samtalen med at sætte Foden indenfor Døren, saaledes at denne ikke kan lukkes - er imidlertid altfor velbefæstet, til at han skulde kunne gjøre sig Haab om at slippe saa let, og han er foreløbig belagt med Arrest, medens Sagen verserer ved 1ste Kriminalkammer, hvor man forhaabenlig nok vil vide at finde Midler til at faa Sandheden ud af ham og hans Livsledsagerinde.

(Dagens Nyheder 29. april 1871)

Hvor avisen har fået den oplysning at konen hed Marie er uvist. Sagen kom for igen den 15. maj 1871 hvor sagen blev henvist til den samlede ret. Herefter ser det ud til at ægteparret skiftede taktik:

Tiggeri. Det Politiet velbekjendte og oftere straffede Ægtepar Ludvig Theodor Sander og Hustru havde i den senere Tid drevet omkring paa forskiellige Steder heri Staden og tigget under Skin af at sælge Piecer og Blade, som de kjøbte hos en Boghandler i Holmensgade. Paa denne deres Vandring kom de en Dag op i et Sted i Vingaardsstræde, hvor en Herre, der netop kom ned ad Trappen, traf dem, ringende paa en Dør i Stueetagen. Idet Herren vilde passere forbi dem, nærmede Sander sig ham og lod paa en temmelig nærgaaende og uforskammet Maade adskillige Ytringer falde, der gik ud paa at faae en Almisse af ham, idet han bl. A., da Herren foreholdt ham, at han var stor og stærk nok til at arbeide, svarede, at han ikke vilde arbeide, og at han ikke vilde føde ham og hans Lige. Da Herren derpaa forlod ham og der kom flere Folk tilstede, bortfjernede Sander og Kone sig ud af Stedet. En Dag i Begyndelsen af forrige Maaned besøgte Sander og Kone en paa Strandpromenaden boende Enkefrue, for hvem Sander i meget pæne Udtryk, saasom: "Modige Frue! undskyld min Dristighed", beklagede sin Nød og foreviste nogle Bøger og Lykkeblade, som han bad hende om at kjøbe, hvorpaa Fruen, tildeels for at blive ham og Kone qvit, kjøbte nogle af dem. Nu begyndte Sander at blive veltalende og klagede over, at hans Kone, den kjære Sjæl, aldeles Intet havde nydt den Dag, og at han selv i 6 Uger havde ligget paa Hospitalet, hvorfor Fruen beværtede dem med Mad og Kaffe. Da de vare færdige med at spise, begyndte Sander med at recitere endeel Vers for Fruen, hvoraf Resultatet blev, at Sidstnævnte paa Sanders og Kones Anmodning herom forærede Konen en Chemise, hvorefter de begge gik deres Vei. Efterat Ægteparret var blevet anholdt og Sag imod Sander og Kone i ovennævnte Anledning havde været foretaget ved den offentlige Politiret og derfra var bleven henviist til den samlede Criminal- og Politiret, vedgik de Begge, efterat Sander først som sædvanlig havde forsøgt paa at gjøre Benægtelsessystemet gjældende, at have paa den ovenanførte Maade gjort sig skyldige i Betleri. Ved Criminal- og Politirettens Dom bleve de Begge efter Lov af 3die Marts 1860 § 3 ansete med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt, Arrestanten Sander i 90 Dage, og hans Hustru, Arrestantinden, i 80 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1872)

En "forloren" Socialist. I den offentlige Politirets Gaarsmøde var den noksom bekjendte Ludvig Theodor Sander fremstillet i Forening med sin Kone Ane Cathrine, f. Hartvig. Det værdige Ægtepars Levnedsløb er bekiendt nok, og om dets forskiellige "Stadier paa Livets Vei" indeholde Retsprotokollerne, navnlig for Mandens Vedkommende, en stor Mængde Data, idet hans Liv for Størstedelen er henrundet i Landets Tvangsarbeids- og Straffeanstalter. Det var atter denne Gang deres gamle Tilbøielighed til Betleri, der havde bragt dem for Skranken. En Herre, der kom op ad Trappen i et Hus i Vimmelskaftet, fandt Sander staaende foran en Dør; ved at se Herren vendte han sig om, og idet han spærrede Veien for ham, bad han om Tilladelse til at tale et Par Ord med ham, hvorpaa han sagde: "Kom frem Mutter og vis Herren dine smukke Sager!" Konen foreviste derpaa en Bunke Viser, hvorpaa Sander ytrede, at han var en paa Grund af Striken arbeidsløs Murer, og at han skulde forsørge Kone og ti Børn, hvilket Sidste er usandt, da han ingen Børn har. Da Herren opfordrede ham til at arbeide, svarede Sander "Vi ville ikke arbeide. vi ville ikke trælle længere for Dem og Deres Lige", og gik ind paa Livet af ham. Ved Larmen kom flere Folk til, hvorpaa Sander og Kone bleve anholdte; men da Antallet af de dem overgaaede Domme er saa stort, at den offentlige Ret ikke kan idømme dem den Straf, der tilkommer dem, henvistes Sagen til den samlede Ret.

(Dagbladet (København) 16. maj 1872)

I Dagbladet (København) 18. maj 1872 blev denne episode atter nævnt som et eksempel på hvordan socialistisk agitation indvirkede på pøbelen i København. Artiklen er mindre end 2 uger efter Slaget på Fælleden 5. maj 1872.

Ane Cathrine Hartvig blev dømt ved Højesteretsdom 1. september 1874 for tyveri og bedrageri. Hun var ved Københavns Kriminal- og Politiret den 4. juli 1874 dømt til forbedringshusarbejde i 18 måneder. Herefter blev aviserne stille om ægteparret. Ved folketællingen 1880 ses Ludvig Theodor Sander (54 år) at bo til leje Amaliegade 26 & 28, forhuset (Almindelig Hospital), det kan have været endestationen for ham. Ane Cathrine er ikke til at finde i den folketælling.

Avistiggeri. (Efterskrift til Politivennnen)

I 1865 begyndte at optræde nedenstående annoncer i Adresseavisen:

Bøn for en ulykkelig Moder

af Embedsstanden med 4 smaa Børn, som hidtil paa en hæderlig Maade har ernæret dem Alle, men nu er bleven saa ulykkelig ved Sygdom og andre tilstedende Uheld, at hun er nedsunken i en Armod, der knap lader sig tanke, langt mindre beskrive. Ved at trække sig tilbage fra sine tidligere Bekiendte og leve et indesluttet Liv, kun for at ernære sine Børn, er hun bleven ubekjendt for Alle, kun de, for hvem hun har arbeidet, kiende hendes Nød og kummerfuldt Tilværelse; hun har kjæmpet med de bittreste Næringssorger fra den tidligste Ungdom og mistet sine nærmeste Paarørende og staaer derfor ene med sine 4 Børn til at bære sin sørgelige Skjæbne: Vinteren er forhaanden, og hun har Intet at leve af og seer den mørkeste Fremtid imøde. Hun vover derfor at fremsende en Bøn til Stadens ædle Velgiørere og Velgjørerinder om at skjænke hendes kummerfulde Forfatning en venlig Deeltagelse og ved en lille Hjælp redde hende fra den Ulykke, at skulle see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed.

At Ansøgerinden er værdig Trængende og grændseløs ulykkelig, er os bekjendt, fra hvem hun havt Sytøi i flere Aar, og stedse arbeidet med utrøttelig Flid. Vi tillade os derfor i Forening med hende at fremsende vor Bøn og ere villige til at modtage hvad Goddædigheden vil yde hende af Penge eller Klædningsstykker og siden aflægge Regnskab derfor.

A. J. Jørgensen,

Maskinfabrikant,

Compagnistrade 7

Chr. Eltong,

Urtekræmmer,

Hf. af Nørrevold og Tornebuskegade.

H. Rasmussen, Victualiehandler,

Høibroplads 5.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 21. december 1865).

Politiet blev mistænkelige overfor annoncerne og startede en efterforskning som blev omtalt i Dagbladet. De tre underskrevne anbefalere omtaltes også i det nedenstående:

Avistiggeri. Naar man gjennemlæser de sidste Aargange af "Adresseavisen", vil Øiet hyppig, under Rubriken "Blandede Bekjendtgjørelser", støde paa Avertissementer, i hvilke "en ulykkelig Moder af Embedsstanden med 4 uforsørgede Børn, som ved meget Uheld er nedsunken i en saadan Armod, der knap lader sig tanke, men ikke beskrive", anraaber den offenlige Velgjørenhed om Hjælp. "Da hun har trukket sig tilbage fra sine tidligere Bekjendte, er hun ukjendt af Alle og staaer ene i den vide Verden; kun de, for hvem hun har arbeidet, kjende hendes kummerfulde Tilvarelse." "Velgjørende maae redde hende fra den Fortvivlelse, at see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed." Disse Avertiesementer, der ogsaa findes indrykkede i andre af Byens udbredte Blade, ere, paa sædvanlig Maade, forsynede med Underskrifter af Anbefalende. der bevidne, "at hun er værdig og saa grændseløs ulykkelig, og at hun har arbeidet med utrættelig Flid" osv. Ved at sammenholde Underskrifterne paa alle disse Annoncer, vil man vel undertiden støde paa nye Navne, men der er nogle, der atter og atter vende tilbage.

Efterat Politiet nu var kommet til Kundskab om, at det Fruentimmer, der paa denne tryglende Maade søgte at paavirke Folks Medlidenhed, ved dette Avistiggeri ligefrem har søgt at skabe sig en regelmæssig Indtægtskilde, og da man derfor maatte formode, at Nogle af Underskriverne direkte eller indirekte høstede personlige Fordele ved deres Anbefalinger, besluttede man sig til at skride ind for at demaskere det formodede Bedrageri og standse det Misbrug, der paa denne Maade formeentlig gik i Svang med den offenlige Velgjørenhed, der i saa fuldt Maal er tilstede her i Byen.

Der blev derfor sendt 2 Betjente af Opdagelsespolitiet til Tiggerskens Hjem for at anholde hende. De blev modtagne af 3 Børn, som vare meget tarmlig paaklædte; af disse blev de, ukjendte som de vare, med den største Belevenhed førte ind i Stuen og anmodede om at tage Plads, indtil deres Moder kom. Det var nu strax Betjentene paafaldende, at der virkelig saae saa fattigt og usselt ud, skjøndt Tiggersken, der kaldte sig Fru Ø., i det sidste Fjerdingaar, som det fremgaaer af de bekjendtgjorte Regnskaber, har havt et Udbytte af henimod 250 Rdl. foruden en Mængde Klædningsstykker. Fru Ø., der aabenbart antog de 2 Betjente for "Velgjørere", fortalte dem, at hun var Enke efter en Fuldmægtig Ø., der i sin Tid havde været ansat paa et Postkontor i Jylland, og at han havde efterladt hende, en stakkels brystsvag Kone, med 4 uforsørgede Børn, i en aldeles hjælpeløs Forfatning; men efterat hun var bleven underrettet om sine Gjæsters Ærinde, maatte hun tilstaae, at hun aldrig havde været gift, men avlet sine 4 Børn udenfor Ægteskab. Hun blev nu anholdt; og da, som for omtalt, Lejlighedens mere end tarvelige Udseende havde været paafaldende, idet man maatte antage dette for et rent Spilfægteri, beregnet paa at stikke de Besøgende Blaar i Linene, blev der foretaget en meget nøiaglig Visitation i hendes Gjemmer; men Alt, hvad der derved fremkom, tydede paa den allerdybeste Armod. I det foreløbige Forhør, som blev optaget over Ø. til en Politirapport, tilstod hun, at hun virkelig i de sidste 2 Aar havde søgt en Indtægtskilde i dette vedholdende Avistiggeri. Hun har i det Hele paa denne Maade betlet en halv Snees Gange, i Almindelighed med et Par Maaneders Mellemrum, og det tør antages, at Totalsummen af de indkomne Bidrag overstiger 1000 Rdl.; men dog saae der saa elendig ud i hendes Hjem.

Dette beroer imidlertid paa, at hun i Almindelighed selv kun har modtaget en ringe Deel af det Indkomne, idet endeel af de Anbefalende vare hendes Kreditorer. Og disse, der Alle godt kjendte hendes Forhold, undsaae sig ikke alene ikke for offenlig at indestaae for hendes Værdighed, men de nød selv godt af Frugterne, idet de i de indkomne Bidrag gjorde sig betalte for deres Tilgodehavende, vel at mærke tildeels efter foregaaende Aftale med hende, som de anbefalede.

Saaledes søger hun i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts f. A. om Understøttelse; hun anbefales af en Panlelaaner, en Maskinfabrikant og en Skomager. Hos disse indkom henholdsviis 70, 60 og 40 Rdl.; men af disse Penge beholdt Skomageren og Pantelaaneren omtrent Halvdelen, Maskinfabrikanten ovenikjøbet det hele Beløb, som Afdrag paa deres Tilgodehavende hos Ø. Det fortjener at bemærkes, at Skomageren og hans Kone ved deres Aager i tidligere Tid selv tildeels have foranlediget Ø.'s nuværende fortrykte Stilling, hvorhos det bør fremhæves, at Pantelaaneren, der ved denne Lejlighed blev fuldstændig dækket, fra den Tid af standhaftig vægrede sig ved paany at anbefale Fru Ø. til offenlig Understøttelse. Ved en anden Leilighed anbefales hun af en Urtekræmmer og den omtalte Maskinfabrikant, hos denne indkom der omtrent 60 Rdl., af hvilket Beløb han tog omtrent Halvdelen til Indtægt, hos den Første c. 40 Rdl., af hvilke han tilbageholdt 13 Rdl.

Flere af de Navne, der findes under disse Avertissementer, ere forøvrigt anvendte paa denne Maade næsten imod Vedkommendes Villie. Saaledes ere nogle Næringsdrivende anførte som Anbefalende, uagtet de kun havde lovet at lade deres Folk modtage Bidrag og anvise Ansøgerindens Bopæl, og bagefter have de saa meent, at det var Synd imod Vedkommende at protestere i Bladene. 

Ved denne Lejlighed kom Politiet efter, at denne ulykkelige Enke af Embedsstanden har 3 Søstre, der Alle have søgt en Indtægtskilde i slige hjerteskjærende Avertissementer, idet hver Enkelt af dem har benyttet sit særskilte Stof for at paavirke Publikums Medlidenhed. Een, der kalder sig Fru Ø., uagtet heller ikke hun har været gift, udgiver sig for en kjøbmandsenke og tigger for sig og sin Datter. En Anden, der ogsaa har begaaet et Feiltrin, har uden videre antaget en tidligere Elskers Navn. Den Tredie, der nu er Enke efter en stakkels "lam Kontorist", kalder sig Moder, uagtet det er over en halv Snees Aar siden, at hendes eneste Barn døde. Hendes Mand døde i Forvaret efterat have ligget syg i over 3 Aar; det var i det sidste Aar af hans Levetid, at hun slog ind paa denne Vei. I Begyndelsen gik det meget godt. Den første Gang, i Marts f. A , indkom der saaledes henved 200 Rdl., i Mai allerede omtrent 40 Rdl.; men et Par Gange var hun saa uheldig, at der ikke engang indkom tilstrækkcligt til at dække Driftsomkostningerne dermed. Det vil muligviis endnu ikke være uden Interesse at erfare, at Moderen og en 5te Søster i sin Tid med stort Held have brugt denne Trafik."

Paa Sagens nuværende Standpunkt er det ikke muligt at danne sig nogen aldeles bestemt Forestilling om, hvor Meget disse uværdige Mennesker have faaet ind ved deres glatte Tunge, deres svage Helbred, deres Taarer og Krampetilfælde, kort sagt hele det Væv af Løgn, i hvilket de have indhyllet sig, men denne ganske vist i flere Henseender uhyggelige, men tillige vistnok i mere end cm Retning lærerige Sag er nu henviist til Behandling ved Retten for offenlige Politisager.

(Dagbladet (København) 4. december 1866)

Avistiggerisagen, som i disse Dage ikke med Urette har vakt en stor Opsigt, foretoges igaar i den offentlige Politirets 1ste Afdeling. Den Tiltalte Caroline Frederikke Østergaard, der er født i 1826 og ligesom sine tre andre tiltalte Søstre ikke forhen er straffet eller tiltalt, havde forklaret til Rapporten, at hun, som udenfor Ægteskab havde 4 Børn og kun en maanedlig Hjælp af 5 Rd til Børnenes Underhold, i Løbet af de sidste Aar havde tigget i Aviserne om Hiælp, anbefalet af flere forskiellige Personer. Af de Anbefalende, hvoriblandt der figurerede Provster, Præster, Fuldmægtige, Prokuratorer, Figuranter, Skrædere osv., havde Størstedelen givet Vidnesbyrdene i god Tro; derimod havde fire værdige Menneskevenner udmærket sig ved at anbefale Enken og giøre sig betalte af de indkomne Beløb for endel Gjæld, hvori Mad. Østergaard stod til dem. Disse fire Underskrivere vare Symaskinefabrikant Jørgensen, Kompagnistræde 7, Høker og Pantelaaner Umland. Hummergade 21, Skomagermester Soldath, Vesterbrogade 91, og Urtekræmmer Eltong, Nørrevold 106; de indkomne Beløb havde de fire Mænd enten helt eller for en Del beholdt, medens Mad. kun fik en ringe Del deraf. Ialt havde hun 7 Gange indrykket Avertissementer i Bladene, og hvert Avertissement havde i Giennemsnit kostet hende 20 Rd. De Tiltalte, Frederikke Henriette Christine Østergaard, Salchows Enke, Ida Amalie Østergaard, kaldet Fru Ricard, og Vilhelmine Andrea Østergaard, afgav ligeledes Tilstaaelser om i flere Aar at have drevet dette Tiggeruvæsen, ligeledes anbefalede af forskiellige, for største Delen bekjendte og hæderlige Mænd. og ialt havde de i Løbet af de 2 sidste Aar averteret 24 Gange i Aviserne og erholdt hver Gang fra en ren Bagatel indtil 200 Rd. Efterat Dommeren havde oplæst Rapporten, som de Tiltalte ratihaberede, bemærkede han: "Den Forseelse, hvorom denne Sag dreier sig, findes omtalt i Planen for Kiøbenhavns Fattigvæsen af 1ste Juli 1799 § 137. Den er aldeles lovbestemt, og Straffen kan, naar den skal bestemmes ved Dom, kun blive en Mulkt, der hverken kan overstige 20 Rd. eller fastsættes lavere end 2 Rd. Efter Bestemmelsen er det ikke alene dem, der i offentlige Blade kollektere for sig selv, men ogsaa dem, der kollektere for Andre, og dem, der forestaa Ugeblade eller Aviser, hvori der uden Tilladelse fra Direktionen for Fattigvæsenet kollekteres, som skulde mulkteres, og naar Alle de, som under nærværende Sag sees at have overtraadt den nævnte Lovbestemmelse, derfor Skulde drages til Ansvar, vilde over 60 Personer komme under Tiltale, og deriblandt Mænd, der nyde almindelig Agtelse og Anseelse, og som ved deres Forhold, forsaavidt dette træder frem under Sagen, ikke have havt nogen Forestilling om, at de begik en Lovovertrædelse, saameget mere, som Lovbestemmelsen ikke i meget lang Tid er bleven overholdt eller anvendt. Efterat jeg derom har konfereret med Politidirektøren, har han derfor bestemt, at kun de 4 Sødskende skulle tiltales, idet disse under Sagen fremtræde som de mest Kompromitterede, navnlig ved deres hyppig i Aviserne gientagne Tryglerier. At nogle af dem havde givet sig Udseende af at være, hvad de ikke ere, fortjener vistnok Dadel, men kan ikke føre Sagen udover den oftnævnte Lovbestemmelse og videre ind paa det kriminelle Gebet." - I Betragtning heraf, og da de tilvejebragte Oplysninger vise, at de Tiltalte have været virkelig trængende og ikke tidligere have været tiltalte for nogen Lovovertrædelse, fandt Dommeren i Henhold til § 17 af Lov af 11te Februar 1863 ikke Grund til at gaa videre end til en Advarsel, hvilken han tildelte de Tiltalte. De efter Avertissementerne senere indkomne Bidrag, som vare blevne afleverede sti Politiet, og som ialt udgjorte 16 Rd. samt 1 Rd. svensk og en Pakke Tøi, bleve ifølge den ovenciterede ! 137 i Plan af 1ste Juli 1799 konfiskerede til Fordel for Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 15. december 1866)

Fædrelandet undrede sig den 15. december 1866 over at symaskinefabrikant Jørgensen, skomager Soldath, pantelåner og høker Umland og urtekræmmer Eltong ikke blev retsforfulgt, samt at de aviser som havde bragt annoncerne heller ikke blev det. En person der betegnede sig som A-h imødegik artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. december 1866.

Den 4. februar 1867 udstedte Københavns politidirektør en bekendtgørelse hvori han forbød aviserne at annoncere for alle indsamlinger til fordel for sig selv uden fattigvæsnets direktions godkendelse, samt udstede attester om fattigdom eller indsamle almisse til sig selv eller andre.

Bekæmpelse af fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Paa en Tid, da Fattigdom og Trang er saa almindelig, er det desto vigtigere for det Almindelige, og især for Landboerne, at befries fra den store Mængde tryglere og Omløbere, som hjemsøger Byer og eneliggende Stæder. Vel er denne Betlen forbuden i Lovene; men Frygten for at hændes noget Værre, afholder som oftest baade Sognefogderr og andre fra at anvende Tvangsmidler eller opbringe dem. Den ofte langt fra boede Politimester eller Herredsfoged kan med den bedste Villie til at hæmme denne Uskik, intet udrette; thi han mangler Bistand af underordnede Politibetjente. Foruden det, at Fattigforsørgelsen koster Landboeren meget aarlig, yder han til disse omløbende Betlere og arbeidsføre Tryglere saameget baade i Uld, Fødevahre og Penge, at det for hver Beboer ville opløbe til en ikke ubetydelig Sum om Aaret, dersom man vidste den. Lukker man ikke Haanden op for dem, true og skjelde de. Ofte kan en Beboer have 10 saadanne Besøg daglig. Med Skillinger slipper man dem ikke nu, som i forrige Tider. De mange Tyverier og Ildebrande paa Landet, nu mere end forhen, tilregnes ikke ubilligen slige Omløbere - og hvo ville ikke gjerne kjøbe sig disse Uheld fra, saalænge man kand? Den Embedsmand der raader Bod herpaa, vil altsaa vist nok være berettiget til det Offentliges Tak. Da en gavnbringende Anstalt maae være enhver magtpaaliggende, glæder det Anmelderen at kunne forsikre, at der cirkulerer i denne Tid et Forslag her i Stiftet fra en Herredsfoged, der øsnker at see denne Landeplage hævet. Han har foreslaaet Dherr. Proprietærer, Præster og andre at bidrage aarligt noget vist i Fourage eller Penge til, at holde i 2 Herreder til Prøve i 2 Aar 6 ridende Politibetjente, der maate være ugifte og patrollere idelig omkring i Districtet, for at opbringe saadanne Omløbere og fremmede Tiggere. De som ikke bidrage noget ved frivillig Subskription maatte betale noget af Hartkornet, som dog ikke formenes at ville overstige 32 sk. af Tde. Htk. Selv har Herredsfogden tegnet sig or et Bidrag af 200 Rbdlr. R. B. aarlig til denne Indretning, om han end skulle vorde forflyttet. Der er vel Ingen, der kunne drage denne Indretnings nytte i Tvivl; besparende for enhver Landboer ville den vist nok blive. Mange Tyverier og Ildsvaader ville og derved afværges. Haabe bør man derfor, at flere Politimestere paa Landet ville tage Deel i Sagen; thi da ville den lettere iværksættes. Disse Sværme af Lediggjængere ville ikke forstyrrre og beskatte den rolige Landmand og den virkelig Nødlidende og Fattige ville da bedre kunne hjelpes og underholdes.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. oktober 1818.

(Det fremgår ikke af artiklen hvilken herred der er tale om)

Anmodning til Huuseiere.

Ligesom de større stæder på mange måder har fortrin fremfor de mindre byer, således er man igen i disse fri for synet af megen elendighed og fordærvelse både i fysisk og moralsk henseende, som de første frembyder i rigelig mål. At København skulle gøre nogen undtagelse fra denne almindelige regel, var urimeligt at vente. Men det bliver ikke desto mindre enhver god borgers pligt i hans kreds, så vidt muligt at bidrage sit til at fjerne og forebygge forargelige eller sørgelige scener som publikum er vidne til uden nytte for pågældende. Indsenderen har de sidste 10 år boet på forskellige steder i byen og allevegne fundet gentagelse af det samme ubehagelige skue som han altid forgæves har håbet at blive fri for i sin nye bolig. Nemlig pjaltede og elendige mennesker som ved at synge eller spille i gårdene tiltrygler sig et par skilling. 

Omtrent i 5 år har således et par mennesker formodentlig mand og kone, opvartet ham med deres musik, som har noget særdeles ubehageligt ved sig og minder om alt usselt og elendigt. Også går i den senere tid en gammel mand omkring i den midterste del af byen og synger salmer. Han er næppe i stand til at holde sig fra at tumle omkuld. De herrer husejere burde i sandhed holde deres beboere fri for sådanne besøg som det jo ikke er muligt for politiet at forhindre. De ville derved gøre sig fortjent af de ulykkelige selv, som ingen nytte har af det par skilling de på denne måde afnøder deres medmenneskers medlidenhed, men fortærer dem på en rus hvorved følelsen af deres elendighed kun får fornyet styrke når de kommer til besindelse igen.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 76-77). 

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hvilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581) 

Ubehageligt aarligt Besøg af fremmede Tiggere.

Skønt det er almindelig kendt at vores egne tiggere som en følge af den sig mere og mere omsiggribende armod desværre ikke er i aftagende, har man i de sidste 6 til 8 år set betlere endog fra fremmede lande begive sig hertil for at tigge og at trænge endog ind i husene i stræderne og på landet. Det er nemlig hele hobe af børn af bondestanden fra det vestfalske og egnen om Frankfurt der tidligt om foråret begiver sig hertil og under påskud at sælge en slags fluesmækkere af pileved, tiggende tilbringer en del af sommeren her og samler sig noget til vinteren. Det er stærkt at formode at det for en del er de samme der i følgende år viser sig her igen, for de kender godt lokaliteterne. Indsenderen har truffet partier af dem i Kollekolle, Harre- og Nørreskov, ligeledes i skovene ved Frederiksborg. I år er endnu et andet og nyt slags fremmede betlere ankommet, nemlig drenge med lirekasser og aber. De foregiver endog at være italienere. Da vi har fattige, trængende landsmænd nok, synes det at være ønskeligt at disse fritages for konkurrenter fra fremmede lande, ligesom indsenderen mener at Preussen og Italien ville tage deres forholdsregler hvis hobe af danske betlere begav sig derhen. 

(Politivennen nr. 1168, Løverdagen, den 19de Mai 1838. Side 315-316)

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.

Sommerlejlighed paa Fredensborg.

To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)

Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

Mage til Broget.

En drengeuorden af samme natur som den der nyligt er anket over i "Dagen" at være foregået ved Trinitatis Kirke, er de skammelige spektakler som foregik ved Børsen sidste fastelavnsmandag og som efter hvad referenten med forundring erfarede, skal anses for en årlig drengefest på fastelavnsmandag. Dog må man bemærke at voksne personer har lige så meget skyld heri som drengene. For når disse ikke posterede sig på børstrappen for at stå og gabe, så indfandt drengene sig vist heller ikke. Eller hvis de samledes, ville de snart igen skilles ad. 

"Referenten gik fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge mig i møde og tiggede om penge." (Børstrappen tættest på Christianshavn. Martinus Rørbye.). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berørte sidste fastelavnsmandag gik referenten som bor på landet, fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge som var samlet på pladsen mellem banken og børstrappen hvor de støjede frygteligt, mig i møde og tiggede om penge. To af dem, klædt i lyseblå luvslidte klæder var især virksomt og infamt grove. De stillede sig frem ligesom for at spærre mig vejen og råbte: giv os en skilling eller to, tages der fejl og gives en mark eller to, det skader ikke, osv. Men da de aldeles intet svar fik eller havde udsigt til at se deres forlangende opfyldt, udbrød de i de skammeligste udtryk og skældsord, såsom: Nej, lad ham gå! sådan en herre, sådan en rad, sådan et æsel, sådan en gnier, han tager sig nok i agt. At flere måtte døje samme skammelige behandling er nok udenfor al tvivl og det undrer referenten højligt at sådan uorden kan finde sted i en stad hvor man har et velordnet politi. 

Efter flere timers forløb kom jeg tilbage og turde med skam at tale om ikke gå den forrige vej. For gode venner havde oplyst mig om at alarmen ville vare måske hele dagen. Og det befandtes således som fortalt var, uordenen i fuld gang med stor drengeforsamling neden for trappen skrålende og tiggende af forbigående, og på trappen en stor forsamling gabende dagdrivere. Man må dog håbe at sådan uorden foranstaltes hæmmet for fremtiden.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 216-218)

Redacteurens Anmærkning.

De omtalte drengeuroligheder som Dagen skrev om, er muligvis disse, Dagen, 29. marts 1837:

Kjøbenhavn, den 29de Marts. Der er ofte, og med største Grund, klaget over de forargelige Uordener og Opløb, der hyppigen, selv ved Optog, der af Folket ansees som festlige, foraarsages af omløbende Drenge og til hvis Hemmelse man maa opfordre vort ellers saa vel indrettede Politiet at tage de alvorligste Forholdsregler. Et af de allerforargeligste Optrin fandt imidlertid Sted i Rundetaarn første Paaskedag om Middagen. Medens der af blæsende Instrumenter fra Taarnet udførtes flere Psalmer, havde en talrig Hob opsigtsløse Drenge samlet sig i Taarnet, hvor de udbrød i en vild Huien og Støien hvergang der indtraadte en Pause. Dette skammelige Optrin vakte i høieste Grad de Omkringboendes og Forbigaaendes Uvillie, og vi føle os opfordrede til at offentliggøre det, da der vel ikke kan anføres nogen vægtigere Grund for at Politiet ved Udgivelse af en Placat, der indeholder alvorlige Straffebestemmelser, gjør Ende paa et saadant Uvæsen.

Tvende Vink til Politiet.

1) I en tid af noget over et halvt år har Nyhavn på byens side været hjemsøgt af en sand plageånd i skikkelse af en tiggerkælling der stadigt hver søndag formiddag tager post på en af trapperne mellem nr. 9 og 12. Hun fremviser til de forbigående en nøgen vanskabt fod, idet hun i tiggeriets sædvanlige hjertebrækkende jammersang overhænger dem om at være barmhjertige. Med et sandt falkeblik spejder hun til alle sider, og aldrig så snart ser hun mistænkelige personer før foden er skjult under klæderne og bliver der indtil krydserne er ude af sigte. På denne måde er det lykkedes for hende i en meget lang tid uforstyrret at vedblive en entreprise der uden tvivl kaster godt af sig. - Vel kunne man indvende at søfolkene hvem hunjævnligst brandskatter, ingen fattigskat betaler, og derfor ikke forurettes derved. Men de bosiddende borgere i nabolaget forulejliges desto mere ved hendes tryglen, for ikke at tale om det stødende - ja vel endogså for visse af det andet køn - farlige skue af hendes vanføre fod. På fleres vegne anmoder man derfor politiet at skaffe Nyhavns beeboere denne ubudne og besværlige gæst fra halsen.

Hun er almindeligvis iført lyserødt skørt, lys trøje og hvid kappe.

2) I huset nr. 227 i Åbenrå har nogle personer i lang tid holdt ved at synge, skændes og slås om natten indtil langt ud på morgenstunden, til stor uro og ulempe for husets øvrige beboere der når de har påtalt sådant, har måttet tåle uartigheder af dem der skal påse orden i huset. Det var derfor ønskeligt om disse personer måtte blive mindede om selv at holde og lade andre nyde nattefred.

(Politivennen nr. 1068, Løverdagen, den 18de Juni 1836. Side 393-394).

Redacteurens Anmærkning.

Nyhavn 9 (Lille Strandstræde 9) er nutidens Nyhavn 17 (Lille Strandstræde1). Huset er fra før år 1700. Nyhavn 12 er nutidens Nyhavn 23. Huset er fra 1803.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 483 bekendtgjordes at tiggersken ved politiets hjælp var sat under bevaring.

Advarsel mod en Platslagerske.

For henved 4 uger siden da jeg gik i Store Kongensgade, blev jeg indhentet af et ungt fruentimmer som idet hun vedblev med at gå ved visen af mig, stillede mig spørgsmålet "hvorledes befinder De Dem?" Da jeg noget forundret så på hende, spurgte hun: "kender De mig ikke?" Og på svaret at hun var mig aldeles fremmed, sagde hun at hun nok ville sige mig hvem hun var, når jeg ikke ville blive vred. For at slippe dette følgeskab foregav jeg at have et ærinde i et hus i nærheden. Men da vi vær kommet dertil, gik hun med mig ind i forstuen, hvor hun da udlod sig med at jeg havde kendt hende meget godt da hun var lille, at hendes mor der var enke efter en Grandjean, foruden hende havde 4 små børn, og var nu i den beklageligste forfatning da hun ikke havde brød i huset. Denne fortælling blev ledsaget af en rigelig tårestrøm, hvorfor jeg gik ind i huset, vekslede 1 rigsbankseddel og lod hende bringe en lille gave.

Imidlertid har jeg siden erfaret at dette fruentimmer på denne måde daglig anholder folk på gaden for at tilvende sig penge. Således anholdt hun for nogle dage sige i Store Kongensgade en søofficer der for at skille sig af med hende, straks greb i lommen og gav hende penge. Når hun ser 2 personer stå i samtale, udvælger hun den ene af dem til sit bytte, nærmer sig ham og forlanger en samtale. Det nytter ikke at han vægrer sig, for hun er meget påtrængende, og hvis han forlader stedet, følger hun ham under idelige beklagelser over moderens fattigdom ledsaget af en rigelig tårestrøm der altid står hende til tjeneste. For at undgå sådant følgeskab der kunne synes mistænkeligt, griber man da i lommen og hun opnår sin hensigt. 

Men ikke alene på gaden anholder hun folk. Hun går også ind i husene og da indretter hun sine historier efter de folks metier som hun vil bevæge til medlidenhed. Således har hun på Østergade været hos en af mine bekendte der er handelsmand, hvor hun ligeledes har kaldt moderen enke efter en Grandjean. Men hos en handskemager foregav hun at hendes far havde været handskemager her i byen ved navn Møller, og hos en urtekræmmer sagde hun at faderen havde deres samme næringsvej. Da det af foran nævnte eksempler er klart at dette fruentimmer driver en skammelig håndtering og tilvender sig gaver der visselig hellere burde komme værdige, uforskyldt trængende til gode, har jeg troet at burde gøre mine medborgere opmærksom på hende. Hun synes at være i en alder af 18-20 år, er høj og mager, snart iklædt en sort kåbe og med en sort hat på hovedet, snart en lys sirtses kjole og sjal. Hendes opholdssted vides ikke, men efter al formodning er det i Dronningens Tværgade da man ofte ser hende der i nærheden.

(Politivennen nr. 1055, Løverdagen, den 19de Marts 1836. Side 185-187)

Uorden i Dyrehaven.

Ved besøg i Dyrehaven er man blevet opmærksom på at der indfinder sig krøblinge og tiggere og blandt de sidste unge piger og drenge. Krøblinge bør forbydes at komme der både fordi skuet af sådanne personer gør et ubehageligt indtryk på dem som indfinder sig der for at søge adspredelse og moro, og fordi enhver som har telt eller butik yder en afgift til Gentofte Hospital som bør forsørge sine fattige. Hvad tiggerne angår, da må de jo efter loven ikke anmode om almisse hverken i staden eller udenfor samme, og bør derfor at det i skoven værende politi bortvises. I fredags så anmelderen en halvnøgen lazaron ligge sovende mit på bakken hvor den største mængde af skovbesøgerne gerne promenerer. Sådant skue giver ikke de fremmede der besøger Dyrehaven, noget fordelagtigt begreb om være fattiganstalter.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-459).

Tvende uforskammede og paahængende Betlere.

At Københavns indbyggere årligt må yde en betydelig fattigskat er unægteligt. Men næppe ville man så hyppigt høre dette omtales med beklagelser over det når man ikke så så mange betler på vores gader og ofte i husene overhængtes af tryglende personer der ikke af alder, vanførhed eller svaghed er nødt til at søge hjælp hos næsten, men som kun af dovenskab og drikkelyst har grebet til tiggerstaven, og som ikke lader det bero med at bede, men ofte i deres fuldskab prøver at trodse sig til en gave ved grovheder og mageløs uforskammethed. Sådanne personer burde indsættes i et arbejdshus og tvinges til arbejde. Selv om det nytte man kunne vente sig af dem var ubetydelig, så blev borgerne dog befriet fra et højst ubehageligt overhæng, og derved var dog noget vundet. I det håb at de ansvarlige ville tage sig af denne sag, vil man for denne gang henvende opmærksomheden på to personer der i lang tid har udmærket sig ved dagdriveri, fylderi, uforskammet trygleri og overhæng. 

1) Den første er en ikke engang midaldrende person som skal have lært skomagerprofessionen, men ikke i lang tid har drevet det samme, hvorimod han skal have givet sig af med at klippe hunde, måske til tidsfordriv. For øvrigt ses han næsten daglig i højt beskænket tilstand at gøre optøjer på gaden, og er vist næppe ubekendt for politiet. Lørdag middag stod han i kælderdøren under nr. 13 på Østergade og udøste en del grovheder fordi man ikke ville tillade ham at komme ind, eller give ham noget. Han har været beskænket og kl. var ikke 12. efter forlydende skal han have til huse i Kristen Bernikows Stræde.

Intet er som dengang, men det var her, ved Magasin Torv, Østergade og Kristen Bernikows Gade at de to tiggere plagede borgerne. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

2) Den anden er en person på omtrent 30 år af en her før bekendt agtværdig familie. Han har lært tobakspinderprofessionen og er blevet svend, men gider intet bestille og er i høj grad forfalden til druk. Iført en sejldugs halvkjole eller bijæggert, lasede underklæder og hullede strømper hvorigennem man ser de blotte skidne ben, ligner han fuldkommen en lazaron fra Neapel. Han er en meget besværlig tigger da han efterfølger enhver som han fra forrige dag kender navnet på, hele gader igennem og ved sit fæle udvortes forskrækker kvinder og børn, især når de i mørke møder ham i gader hvor der er lidt færdsel. Hvor han har sit tilhold vides ikke, men han ses undertiden, i selskab med en værdig kollega, at stå på Østergade ved indgangen til Peder Madsens Gang.

Skulle denne anmeldelse som man håber, have den forønskede følge, at det offentlige måtte blive befriet fra disse to subjekter, vil man gøre sig flid for herefter at opdage og anmelde flere sådanne højst besværlige personer.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 671-674).