Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.

I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.

Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.

Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.

Man ville have ham til at traktere klaveret.

"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt

Nej.

"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.

Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.

"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.

En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.

"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.

"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.

Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".

Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.

"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.

"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.

Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.

"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.

"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.

"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.

Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.

"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.

"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.

Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.

(København, 4. juli 1889).

Evaldsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Tumleplads før Uorden. Paa Hjørnet af Ladegaardsaaen og Evaldsgade ligger der en temmelig stor Byggegrund, som efter Sigende tilhører Raadmand Bülow, og som ikke er indhegnet. Dette Sidste er til stor Gene for Beboerne i Evaldsgade. Der er nemlig i denne Gade 3-4 Beværtningssteder, som især søges af Ladegaardens Befolkning. Navnlig om Søndagen beruser denne sig her; man seer de drukne, støiende Ladegaardslemmer blive kastede op fra disse Kjældere og slæbte hen paa den nævnte aabne Plads, hvor der da forefalder lidet opbyggelige Scener. Fremdeles have Vagabonder af alle Slags, Drengene fra Fattiggaarden osv. valgt Pladsen til deres Yndlingsopholdsstid og foretage der farlige Evolutioner med de Oplag af Tømmer og Brædder, som ofte findes henlagte der; for nogle Dage siden have de endog itubrækket omtrent en halv Snes Alen af Plankeværket til Tømmermester Sells Eiendom. Man tillader sig at henlede Politiets Opmærksomhed paa denne Tumleplads for Uorden og at henstille, om det ikke burde paalægges Vedkommende at indhegne Pladsen. x.

(Dags-Telegraphen 10. august 1866).

Flyveposten meddelte den 15. august at ejendommen matrikelnummer 36 V 1 C i evaldsgade er under matrikelnummer 259 af rådmand F. C. Bülow tilskødet landinspektør L. Benzon for købesum 588 Rd. På daværende tidspunkt boede andre prominente personer i Evaldsgade, bl.a. kancelliråd, fhv. herredsfoged i Slesvig Knudsen (nr. 9) og kammerråd og fhv. vandbygningsinspektør i Husum Grove (nr. 4), nysølvsfabrikant J. Jørgensen (nr. 6).

Anmodning til Sundhedskommissionen. For nogen Tid siden var der i dette Blad optaget en Artikel, hvori der ankedes over det Uvæsen, der af Fattiggaardens ungdommelige Befolkning drives paa den ligeoverfor bemeldte Gaard, paa hjørnet af Evaldsgade og Dosseringen ved Ladegaardsaaen beliggende, Raadmand Bülow tilhørende Byggegrund. I denne Artikel opkastedes der tillige et beskedent Spørgsmaal om, hvorledes Raadmand Bülow kunde unddrage sig den enhver Eier af en ubebygget Grund paahvilende Pligt til at indhegne denne, og om han maaske kunde takke sin Stilling som Raadmand for, at der hidtil ikke er givet han noget Paalæg i saa Henseende. Men Pladsen ligger endnu, som den har ligget i flere Aar, aldeles aaben og benyttes stadig af den ovennævnte Ungdom til ikke liden Gene for de Omboende. Der er imidlertid en væsentlig Ulempe ved hele denne Sag, som ikke blev tilstrækkelig akcenturet i Artiklen, og som jeg derfor skal tillade mig at fremdrage i det Haab, at den muligvis vil kunde foranledige Sundhedskommissionen til at skride ind. Denne Byggeplads benyttes nemlig ikke alene af Ungdommen, men ogsaa af en utallig Mængde forbipasserende voxne Personer til derpaa at tilfredsstille visse Fornødenheder; navnlig er Plankeværket ind til den tilgrænsende Have meget benyttet i denne Retning. At en slig Trafik i denne Tid, da Koleraen spøger rundt omkring os, er aldeles utilstedelig, vil vistnok indrømmes, især da jeg kan forsikre, at Omegnen til sine Tider, naar ikke en velgjørende Regn paatager sig at skylle efter, er plaget af en utaalelig Stank. Der synes derfor at være at Anledning for Sundhedskommissionen, der, som bekjendt, med Strenghed vaager over, at ikke en, om end nok saa ringe Mængde Kogjødning strømmer ud i Gadernes Rendestene, hvor det dog kan antages snart at ville blive skyllet bort, til at forebygge dette Uvæsen for Fremtiden, og man tør maaske nære det Haab, at Kommissionen vil have tilstrækkeligt moralsk Mod til at give Raadmanden et Tilhold om at opfylde sin Pligt.

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

Nørrebroes Ungdom. Isøndags var jeg i Besøg i en Eiendom i Smedegade og blev ved den Lejlighed Øienvidne til et Optrin, som fortjener offentlig at paatales, saameget mere som jeg hørte, at hvad der dengang passerede, skal være Noget, man saa jevnlig kan være Vidne til. Saavel i nævnte Gade som i Evaldsgade fandt nemlig i Eftermiddagens Løb storartede Slagsmaal Sted mellem en talrig forsamlet Ungdom, der var deelt i forskjellige større og mindre Afdelinger. De Kamplystne vare næsten alle bevæbnede med Stokke og Stylter, ja, en stor Mængde endog med Jernsabler, de Sidste skulle efter hvad man sagde være fra Fattiggaarden. Gaderne gjenløde af en idelig Raaben og Skrigen, og i al den Tid, dette Uvæsen stod paa sig (jeg tør sige i flere Timer), saaes ikke en eneste Politibetjent. Maaskee høre de nævnte Gader ikke til dem, der ere undergivne stadigt Polititilsyn af patrouillerende Betjente; men det er dog utænkeligt, at Politiet paa Nørrebro skulde være uvidende om disse skandaleuse Optrin, som have gjentaget sig flere Søndage, og der burde derfor sættes en Stopper derfor. Men Blaagaardsqvarteret hører nu engang ikke til de velsete Qvarterer. G.

(Flyveposten 2. november 1866)

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Januar 1865. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 23de Januar.

- Lørdagen den 14de gjorde Partikulier L. et Selskab for endel gode Venner og Veninder og havde til dette Selskab leiet et Lokale hos Restauratrice, Jfr. Rasmussen paa Østergade. Da den forlorne Skildpadde var fortæret og den dertil hørende kolde Punch drukket, lukkedes Flygelet op, og de lystige Dandsemelodier lokkede saavel Unge som Gamle ud i en hvirvlende Galoppade paa det deilige Gulv. Galoppaden afløstes af en Vals, Valsen af en Polka, Polkaen af en Mazurka, Mazurkaen af en "Lancier" og Lancier'en sluttelig af en Francaise. Men Festen skulde ikke løbe af uden et lille Uheld. De lystige Dandsemelodier lokkede nemlig ogsaa Betjenten hen til Huset, hvor de smukke Toner strømmede ud fra de aabnede Vinduer, og Restauratricens Navn blev optegnet, da der utvivlsomt forelaa en Helligbrøde. Saavel Hr. L. som Restauratricen indrømmede Faktum for Retten og friede sig for videre Ansvar ved hver at erlægge 1 Rd., idet Begge gjorde gjældende, at de ikke antog, at det var forment at udleie eller benytte et leiet Lokale til Selskab.

- Saa fredeligt som paa Østergade gik det ikke til forleden Aften i "Freias Sal". Ogsaa der klang søde, berusende Toner, dels fremlokkede af et Flygel, dels frembragte fra de skjønne Alt- og Sopran-Sangerinder, der sekunderedes af en kraftig Bas-Baryton. Men Sangen og Musiken frembragte her en ganske anden Virkning; istedenfor at lokke Gjæsterne til at hylde Terpsikore ved at opføre en hvirvlende Runddands, etableredes der, maaske ogsaa begrundet paa endel Toddyers Konsumering, et storartet Slagsmaal mellem Gjæsterne, i hvilket Kamp Bas-Barytonen tog et virksomt Parti, idet han, bevæbnet med en Flaske, forsøgte at forsvare de hvinende og skrigende Kunstnerinder, og tilsidst placerede Kunstneren med meget Held sin Flaske i Ansigtet paa en af Kombattanterne, der ogsaa i Retten mødte med et Pragtexemplar af et "blaat Øie", der var frembragt af Flaske-Projektilet. Et af Vidnerne erklærede derimod, at han ikke havde seet, at der var slaaet med nogen Flaske, men at han havde seet, at der blev udslynget en Tallerken af Kunstneren, som rimeligvis her havde benyttet denne nye Maade at lade Tallerkenen "gaa om" paa. Sagen kunde ikke finde sin Afgjørelse idag, idet en af Hovedpersonerne, en "Ubekjendt", hvis Signalement er følgende: "En stor, pluskæbet og enøiet Person", paa Veien til Politistationen saa sit Snit til at undløbe, hvorfor Enhver, der skulde antræffe en saadan Person, anmodes om godhedsfuld at anholde ham og bringe ham til den nærmeste Politistation.

- - -

Efter dernæst en Maskinarbejder havde indbetalt 2 Rd. til Fattigkassen og 2 Mark til en Vært i Borgergade, hos hvem han en Nat af Feiltagelse havde slaaet en Rude ind, fremstod Handelsbetjent K., der forleden i Porten til Hotel du Nord var bleven overfaldet af Bordelvært Jesper Ole Andersen, der assisterede af en Nagelsmed. Jesper Andersen mødte K. og hans Ven, Kurvemager E. i Porten, og efterat have gjort dem et naragtigt Spørgsmaal, tog Jesper Cigaren ud af Munden paa K. og søgte at holde Ild i den ved at stikke den i sin egen Mund. Det blev Handelsbetjenten lidt vred over, men saa slog Jesper Andersen til ham, og da han undløb, beholdt Jesper som Trofæ hans Frakkeskød, saa at Frakken er umulig for Fremtiden paa Gaden, og tilmed slog han E. saa eftertrykkeligt paa Hatten, at denne Hovedbeklædning antog en foruroligende Form af en Kasket. K. og E. forlangte i Erstatning for deres respektive ødelagte Klædningsgenstande 10 og 5 Rd., og derimod udleveredes Frakkestumperne og den mishandlede Silkehat til Andersen, der efterat have udredet Skadeserstatingen desforuden betalte 10 Rd. i Mulkt til Rettens Fattigkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. januar 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politieret.

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Fredagen den 27de Januar.

- Den "Ubekjendte", der forleden skulde have været Hovedmanden ved den store Fægtning i "Freias Hal", havde frivillig anmeldt sig selv hos Politiassistenten, da han i "Dags-Telegraphen" havde læst, at han eftersøgtes, og det oplystes nu, at denne "Ubekjendte" stod aldeles udenfor Sagen; fremdeles kunde det ikke bevises paa nogen Maade, at Bas-Barytonen havde slaaet en Flaske i Hovedet paa den saarede Deltager, men derimod var der paa Gulvet fundet Rester af en lille Underkop, som altsaa antoges at have været det afbenyttede Projektil. Den mest urolige af de Tiltalte vilde gjerne betale "et Par Skillinger", som Urolighederne kunne have kostet, og efterat han havde erlagt en Ubetydelighed af en Specie, sluttede Dommeren Sagen. 

(Dags-Telegraphen (København) 28. januar 1865).

Ballade paa Gamle Kongevej. (Efterskrift til Politivennen)

Optrinet i den baierske Ølhalle fortælles nu i "Dgbl." saaledes: Forrige Torsdag Aften kom to Lieutenanter ind i den baierske Ølhalle paa gamle Kongevej. Idet de begav sig hen til et ledig staaende Bord, passerede de tæt forbi en Trompeter af Artilleriet, der i Selskab med nogle civile Herrer sad og drak Øl, saa tæt forbi, til de næsten berørte ham. Trompeteren saa op paa dem og vendte sig dernæst atter til sit Selskab uden at gjøre den skyldige Honnør. Officererne viste Takt nok til ikke at tiltale ham i Hallen; de satte sig ved et nærved staaende Bord, og først da Trompeteren reiste sig og gik, fulgte de efter ham udenfor Hallen, hvor den ene af dem - en Premierlieutenant - tiltalte ham i en fuldkommen rolig Tone og spurgte om hans Navn og Nummer. Da Lieutenanterne derpaa alter vilde gaa ind i Hallen, bleve de standsede af en civilklædt Herre, der i en uforskammet Tone spurgte dem om Grunden til, at de havde forlangt Trompeterens Navn og Nummer at vide. Naturligvis gaves der herpaa det eneste passende Svar, at der ikke kom ham ved, hvilket han dog formente, da han var en Ven af Trompeteren. Officererne indtog deres forrige Plads, hvor de imidlertid ikke bleve længe uforstyrrede, da snart en larmende Masse kom ind i Hallen, omringende dem og saaledes spærrede dem den almindelige Udgang. De blev af denne Skare overvældede med en Strøm af Skjældsord, Forhaanelser og Trusler, hvoraf man kan forefinde et skjønsomt Udvalg i adskillige Blade. Truslerne i Ord blev snart efterfulgte af Truster i Gebærder, der bleve mere og mere nærgaaende; Sekondlieutenanten reiste sig da og spurgte de Nærmeststaaende, hvormed han og hans Kammerat havde fornærmet dem. Dette Spørgsmaal blev besvaret med nye Skjældsord og Forhaanelser, hvorpaa han - Sekondlieutenanten - erindrede Værten om, at de vare i Kongens Uniform i hans Lokale, og opfordrede han ham i Kongens Navn til at skaffe dem Ro. Denne vistnok uheldige Yttring blev efterfulgt af Klappen, Bravoraab og Latter. Da Premieurlieutenanten efter det foregaaende Optrin spurgte, om der intet Politi var tilstede, viste en Betjent sig, men denne erklærede Intet at kunne gjøre, da han var alene, og raadede dem til at trække sig tilbage. Efter en saadan Erklæring fra den tilstedeværende Autoritets Side var der ikke Andet tilbage for de lo Herrer end at benytte en af Hr. Heyman beredvillig aabnet Bagdør. At deres Bortgang blev ledsaget af en om muligt endnu større Strøm af Forhaanelser og plumpe Vittighedsforsøg, er det unødvendigt at tilføie.

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1857).

Dagbladets artikel var fra 24. juli 1857, og da var den i flere blade omtalt som at det var holstenere eller tyskere der havde generet danske soldater. 

Det tidligere berørte Optrin i den Heymannske Ølhalle i Kjøbenhavn, foranlediget ved tvende unge Lieutenanters Adfærd imod en Underofficeer, som ikke havde hilset, har givet Anledning til en "Undersøgelse", der har ført til en af de i den Slags Sager sædvanlige Krigsretsdomme, hvorefter, ifølge "Fdrl.", Trompeter af Artilleriet Kreutz, født i "Hertugdømmerne" og tidligere "straffet", er idømt 10 Dages mørkt eensomt Fængsel for "respectstridigt Forhold imod tvende Officerer paa et offentligt Sted, samt for, da han af dem blev spurgt om Navn og Batterienummer, at have angivet begge Dele falsk". Ved Sagens Undersøgelse skal det, hedder det i s. Bl., "ikke være oplyst", at "de tvende Officerer ved de stedfundne Sammenstød have gjort eller sagt Noget, der kunde give det tilstedeværende Publicum nogensomhelst grundet Anledning til at yttre sin Misbilligelse". Hvilkesomhelst Oplysninger der end ere fremkomne eller "ikke fremkomne", saa turde det ogfaa uden saadanne vare en afgjort Sag, at "Publicum" ikke har havt nogensomhelst Berettigelse til at indblande sig i de vedk. Militairpersonets Mellemværende om dette end forefaldt paa et offentligt Sted. Men deraf følger slet ikke, at Brugen af Officerernes militaire Superioritets-Ret (i Tjenesteforhold) ligeoverfor en Underordnet under et fælleds Besøg paa et Ølhuus jo vel kan fortjene at misbilliges eller dog at betragtes som en meget ubetimelig Anvendelse af den "militaire Ret". At Trompeteren blev puttet i det mørke Hul, breder da vel heller ikke det egentlige Lys over Gjenstanden eller gjør de med ham "sammenstødende" Officerer til lysende Kometer i dette Tilfælde. En noget mørk Side af Sagen bliver det ialtfald, at Subordinationsforholdene i Tjenesten skulle spille en Rolle i Samfundslivet udenfor denne, saa at to Lieutenanter og en Trompeter ikke skulle kunne i god Samklang drikke deres Øl paa samme Sted, uden at det skal behøve at komme til smaalig "Sammenstød" om "Respecten". Ogsaa synes det at være et meget tvivlsomt Medhold, man vil skaffe Indpas i den offentlige Mening for Olficererne contra Trompeteren, ved de Forsøg der gjøres paa at give Sagen et nationalistisk Skjær. Den respectstridige Domfældtes Fødested, om i "Hertugdømmerne" eller Kongeriget, kan her slet ingen Betydning have, hvad Betydning det end har gouteret Eiderpolitiken at lægge i denne Ølhuushistorie, og som ialtfald synes meget malplaceret. Krigsrettens Dom har desuden kun at betegne den Tiltaltes Fødested, By eller Sted i Landet, og ikke ved Behandling af Statens fælleds militaire Sager at sondre mellem Kongeriget og "Hertugdømmerne" eller endog flytte Eiderpolitiken op til Kongeaaen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. juli 1857)

"Flvp." betvivler, at der ang. det omtalte Militairoptrin i den Heymann'ske Ølhalle har fundet noget Vidneforhør af Øienvidner Sted, som dog var det eneste, der kunde give "Oplysning" om Officerernes Forhold og give "Krigsretsdommen" sin Betydning med Hensyn til disse. Ved den afsagte Dom, tilføier Bladet, er ogsaa det Hovedspørgsmaal uafgjort, hvorvidt det er sømmeligt, at Officerer paa et offentligt Sted i andre Gjæsters Paahør "fordre militair Respect af en Underordnet og paa det samme offentlige Sted benytte sig af HS. Maj. Kongens Navn i en derved opstaael Ordvexling med Gjæsterne". Spørgsmaalel om det Sømmelige i den brugte Adfærd foreligger jo imidlertid ikke for Krigsretten. Det er den offentlige Mening, som har at dømme denne Adfærd, og den har vistnok dømt. Underligt er det ellers, at Krigsretsdommen eller dens Referent i "Fdl." blot har anført Trompeterens og ikke de vedk. Officerers Navne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1857).

Heymanns ølhalle var for lille til besøgstallet, og blev nedrevet det efterfølgende år (1858). I stedet blev der ved det nærliggende Svanholm bryggeri opført en bygning i flere etager hvori bl.a. en øltunnel og ølhalle som opnåede foråret 1858. J. B. Heyman havde i 1853 anlagt det bajerske ølbryggeri på Svanholm ved Gl. Kongevej. Fra en produktion på ca. 4,000 tønder årligt, steg det efter udvidelser i 1854, 1855 og 1856 til 12.000 tønder årligt.

Foreviisning af usædelige Billeder. (Efterskrift til Politivennen)

Foreviisning af usædelige Billeder. Under en den 13de dennes af Criminal- og Politiretten paakjendt Justitssag blev det beviist, at Værtshuusholder Erik Mortensen, der har Tilladelse til paa sin Bopæl for Betaling at forevise et af ham forfærdiget Panorama, havde paa sin nuværende Bopæl, navnlig i Forbindelse med Foreviisningen af bemeldte Panorama, foreviist i høi Grad usædelige Billeder og andre Gjendstande af utugtig Beskaffenhed, og blev det blandt Andet oplyst, at der ved en den 10de October sidstleden om Aftenen stedfunden Foreviisning vare nærværende 4 Læredrenge i en Alder af fra 15 til 17 Aar. Det af Tiltalte saaledes udviste Forhold fandtes i Henhold til Lovgivningens Grundsætninger, der in specie udtale sig i Loven af 3die Januar d. A. §§ 8 og 16, at være af den Natur, at det maatte paadrage ham Strafansvar, og skjønnedes Straffen efter Omstændighederne at kunne fastsættes til en Mulkt af 100 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare alle af Actionen flydende Omkostniger, derunder Sallair til Actor og Defensor 5 Rbd. til hver. Dommen er appelleret til Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1851, 2. udgave).

Der er ret sikkert tale om værtshusholder E. Mortensen i Kattesundet 10. Kattesundet 10/Frederiksberggade 10 er nutidens Kattesundet 6/Frederiksberggade 15. Det er opført 1795-96 for brændevinsbrænder Peder Michelsen Hiarup, og ombygget 1907.

Hjørnet af Kattesundet (til venstre) og Frederiksberggade (til højre), omkring århundredskiftet 1900. Paul Fischer. Kbhbilleder, Public Domain. 

Sagen kom 26. januar 1852 for Højesteret. Dommen faldt den 9. februar 1852: Mulkten blev forhøjet til 300 Rbd., Mortensen skulle betale sagens omkostninger, og de usædelige billeder mv. konfiskeredes.

Som det fremgår af nedenstående annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1852, 2. udgave er det højst sandsynligt ham:

Teksten lyder: "Undertegnedes Kunst- og Naturalie-Cabinet staar daglig aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab med mange interessante og seeværdige Gjenstande, tilligemed forskjellige Panoramaer, som hver Uge blive forsynede med nye Gjenstande. Særskilt forevises: et efter Naturen dannet mechanisk Kunstpanorama, forfærdiget af Undertegnede, hvortil erholdes et Program med nøiagtig Forklaring over alle de i Kabinettet udstillede Gjenstande. Jeg maa gjøre det ærede Publicum opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Kabinettet er tilgjængeligt saavel for Damer som for Herrer. Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet Nr. 10 i Stuen. Ærbødigst E. Mortensen.

Det gik tilsyneladende godt for Mortensen, for i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. juli 1855 (et eksempel af flere) ses denne illustrerede annonce (et ret sjældent syn på det tidspunkt):

Teksten til denne lyder: Kunst- og Naturalie-Cabinettet paa hjørnet af Frederiksberggaden og Kattesundet 10 i Stuen er nylig blevet udvidet og forøget og staaer dagligen aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab, med mange interessante og seeværdige Gjenstande, samt forskjellige Panoramer, som hver Uge vexles med nye. Særskilt forevises et efter Naturen dannet mechanish Kunst-Panorama, forfærdiget af mig selv. Det ærede Publicum gjøres opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Cabinettet ere tilgjængelige saavel for Damer som for Herrer. E. Mortensen.

Politiindgreb på Værtshus. (Efterskrift til Politivennen)

Vi skulle ved at meddele nedenstaaende Politi-Affaire henstille til det danske Publikum at betænke, hvorledes det hos os forholder sig med den personlige Sikkerhed ligeoverfor de Individer der nærmest lønnes for at vaage over den, og om det vel i saa Henseende kan være stort værre i det Land, for hvilket man, vel nærmest af lignende Grunde, har saa stor Frygt, ved Tanken om at komme i nærmere Forbindelse dermed:

"Løverdagen den 2den Marts Kl. 11½ blev min Gadedør stødt op (den kunde ikke lukkes i Laas, da den var bulnet op) og ind traadte en frakkeklædt Mand med Stok i Haanden, havende bagefter sig 2 Vægtere, ligeledes forsynede med Knipler eller Stokke Den først Indtrædende befalede de enkelte Gjæster, der vare tilbage, (ialt 6 Personer, hvoraf 4 vare Haandværksmestere heri Staden), at de skulde gaae. Hvem berettiger Dem til at komme her ind i mit Huus og bruge dette Magtsprog, spurgte jeg Manden. "Hvad siger De, det skal jeg Fanden tordne i mig nok lære Dem", svarede han og trak en blank Plade ud fra Brystet, idet han spurgte mig, om jeg kjendte den, om om jeg nu vidste hvem han var. "Ja, jeg seer, at De bærer et Politiskildt, men her er jeg selv Politimester, og da her, som De seer, hverken ere Røvere eller Tyve, ikke heller andre mistænkelige Personer, men kun disse fredelige Borgermænd, saa beder jeg Dem i Guds Navn at gaae Deres Vei; her er intet videre for Dem at udrette"; (i det samme sluttede jeg Lamperne ved Billardet). Han begyndte igjen at tordne og gale i sig, at det skulde han nok vise mig, og om jeg vidste, hvor Politimesteren boede; jeg svarede, at jeg vel vidste, hvor han var at træffe, da jeg troede, jeg var ældre Mand end Betjenten. "Hvad regner De da mig for, er jeg en Dreng?" Jeg svarede, "det har jeg ikke sagt, men jeg gjentager min Bøn til Dem, gaae De med Gud". Nu begyndte han igjen at tordne og gale i sig, at jeg skulde nok faae noget Andet at vide. Jeg sagde, "staae nu ikke her for at bande og gale og true mig, gaae Deres Vei", og dermed slukkede jeg den Lampe som belyser min Skænk. "Ja det er jeg Vidne til", var der en Person, som svarede, "at Betjenten truer Dem". Samme Person var kommen ind i min Stue, medens alt det Ovennævnte passerede; thi nu var Kl. 11 3/4. "Hvad siger De? Dig kjende vi nok; jeg skal Fanden gale mig vise Dig noget Andet", udraabte Betjenten, hvorpaa han tilligemed begge Vægterne grebe det ulykkelige Menneske i Nakken og i Armene, puffede og stødte ham ud af Dørene, og derefter ude paa Gaden bankede ham med deres Stokke saaledes, at den Ulykkelige sank ned som død for deres Fødder, og udstødte nogle rædsomme Jammerskrig og Brøl. Paa denne Maade blev jeg for min Deel rigtignok lykkelig og vel af med Betjenten samt de tvende Vægtere; men Rædsel over den Medfart, der vederfores den anden Person, opfyldte mit Sind. Af forskrækkelse sprang begge mine Børn ud af Sengen, vækkede ved den ulykkelige Mands Brøl og Skrig ude paa Gaden, i den Tanke, at det var mig, deres Fader, som de tre Indtrængte overfaldt; min Kone, min Marqueur, min Pige og jeg vendte os bort med Gru og Afsky, og sloge Døren i. Mine Børn mere betagne af Skræk og ligesom af en Feberrystelse, saa at jeg næsten maatte vaage over dem hele Natten. Hvad der siden er bleven af den ulykkelige Mand, veed jeg ikke. Kun det har jeg faaet at vide, at Betjenten hedder Sønderby. Det, som her er beskrevet vil jeg bekræfte med Eed, og tillige skaffe flere Vidner derpaa.

Kjøbenhavn den 3die Marts 1844.

Rasmus Jensen Grottrup. Værtshusholder. Hjørnet af Fortunstræde og Gammelstrand Nr. 47 i Stuen.

(Kjøbenhavnsposten 4. marts 1844)

Det optalte værtshus nr. 47 er formentlig Plougs Gård, opført 1798-99 af Andreas Hallander. Nuværende adresse Højbro Plads 21/Ved Stranden 20.

Skilt på bygningen overfor Plougs Gård som antyder at det ikke var det eneste sted der var værtshus.

Afgørelsen kunne læses i . Det blev til frifindelse, men han skulle dog betale sagens omkostninger:

"Tiltalte Værthuusholder Rasmus Jensen Grottrup, der under nærværende Sag actioneres for Fornærmelser imod Politiet, skjønnes ikke at have gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold derved, at han, da Opsigtsbetjent Sønderbye, tilligemed Vægterne Anders Nielsen og Jensen Jensen, med hvilke hiin patrouillerede, om Aftenen den 2den Marts d. A. efter Kl. 11 havde indfundet sig hos ham og forlangt at der skulde lukkes, samt at de tilstedeværende Gjæster skulde forføie sig bort, slukkede Lamperne i Værelserne, i det Sønderbye vilde til at optegne Navnene paa de Gjæster, der ikke vilde begive sig bort, eftersom det ikke er oplyst, at Tiltalte har gjort saadant i anden Hensigt, end den af ham anførte, at give Sønderbye en Slags Sikkerhed for, at Billardspillet skulde ophøre og Gjæsterne forlade Huset; og ligesaa lidet findes de Yttringer, Tiltalte brugte til Sønderbye om, at de intet hos ham havde at gjøre og som han forøvrigt vil have fremført paa en Tid, da han ikke vidste hvem Sønderbye var, efter deres Beskaffenhed, at kunne paadrage ham Ansvar. - Forsaavidt Tiltalte endeligen sigtes for ved den omhandlede Leilighed flere Gange at have stødt til Betjent Sønderbye, da har vel denne tilligemed de ovennævnte Vægtere beediget, at saadant er skeet efterat Lamperne vare slukkede, men da deres Vidnesbyrd herom svækkes ved de af Guldsmemester Billing, Snedkersvend Schröder, Hans Jensen Udshold og Marie Cathrine Abrahamsen afgivne ligeledes beedigede Forklaringer, kan der ikke mod Tiltales benægtelse ansees tilveiebragt Beviis i den anførte Henseende, og han vil følgelig være at frifinde for Actors Tiltale, dog at han vil have at udrede alle af Actionen lovligt flydende Omkostninger, og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuraterne Justitsraad Weidemann og Christensen, med 5 Rbd. Sølv til hver. 

(Kjøbenhavnsposten, den 9. oktober 1844)

Ved Højesteret blev Grottrup senere i 1844 idømt en mulkt på 20 Rbd. sølv til Københavns fattigvæsens hovedkasse.

Værtshusets formodede placering må være omtrent midt i billedet i kælderen, hvor der stadig lå cafe "Fortunen". Foto fra før 1910 hvor cafeen lukkede og skiftede navn til Slotskælderen "Hos Gitte Kik" ifølge Allan Mylius Thomsen. (Københavns Museum)

En Vægters høist pafaldende og upassende Adfærd mod tvende Udlændinge.

Mandag den 10. juni om aftenen klokken omtrent 10.30 blev to udlændinge som logerer hos værtshusholderen der bor i stedet nr. 75 Bag Børsen just som de stod på fortovet udenfor nedgangen til kælderen og samtalede ganske sagte såvel indbyrdes som med deres værts datter, på den mest ubehøvlede måde tiltalt af den posthavende vægter ved navn Berg idet han udlod sig således: "I lange, opløbne knægte står kun her på fortovet for at gøre kommers" og han betydede dem dertil i en højst upassende tone at de skulle gå ned i kælderen. Værtens datter der naturligvis blev ganske forundret over denne vægterens opførsel, forføjede sig ind i stuen til sin far der gik ud for at erfare hvad der var på færde. Efter at han af de fremmede og sin datter var blevet sat i kundskab om hvad der var passeret, bebrejdede han og det vist nok med rette, vægterens adfærd, men fik i stedet for en høflig undskyldning en mængde skældsord der ledsagedes med den trussel at han (nemlig vægteren) skulle melde ham (værten) fordi han holdt nattekommers.

Da man nu aldeles ikke ønsker at indlade sig med nævnte vægter ad rettens vej, men dog attrår at dette hans forhold med fredelige udlændinge måtte komme til hans foresattes kendskab, så har man valgt denne vej for at henlede disses opmærksomhed på ham, hvilket da vist nok vil have til følge at han vil få en alvorlig irettesættelse for denne hans højst upassende adfærd.

Til slut bemærkes at de fremmedes vært er ganske rolig med hensyn til den trussel hvormed vægteren har udladt sig da han er sig bevidst aldrig at have befattet sig med nattekommers.

(Politivennen nr. 1225, Løverdagen, den 22de Juni 1839. Side 387-388) 

Anmodning til Snedkermester-Enken i Klosterstræde.

Det har forundret flere af Deres genboer og naboer at der sidste flyttedag er etableret en slags værtshus i Deres stueetage. Især da en driftig og redelig mand i vist nok over 20 år har ernæret sig i Deres kælder ved den samme næringsvej. Det synes derfor at være ikke just så ganske rigtigt at De med deres vilje og vidende påfører en mand som De i så lang tid har været tilfreds med som lejer, en rival der vel nok som her er tilfældet, ikke synderlig kan skade ham, men dog heller ikke gavne ham, og som han derfor vist helst ønsker at være fri for.

Den orden som De hidtil har iagttaget med hensyn til valget af Deres husbeboere, lader formode at De sørger for at denne misalliance mellem stue og kælder snarest muligt hæves, som også at den malede kvindelige figur som undertiden findes posteret i vinduerne, bortskaffes da den let kan antages for en af Veneris præstinder i stedet for hvad den nok på det sted skal forestille: en af Bacchus'.

(Politivennen nr. 1147, Løverdagen, den 23de December 1837. Side 809-810)

Svar paa det i Politivennen Nr. 1032 indrykkede Stykke, betitlet: "Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade."

I Politivennen nr. 1032 har en anonym indsender der efter formodning skal være ejer af stedet hr. kontorist Bindseil, ladet indrykke et stykke betitlet "Ufred på Kleinsmedeherberget paa Østergade," og deri fremført at der natten mellem den 5. og 6. i denne måned skulle have været et oprørende slagsmål. Men den ærede indsider har vist drømt om et sådant, da ingen anden end han har hørt til det, eftersom der ikke har fundet noget sted der på mindste måde kan kaldes slagsmål da han vågnede af sin søvn. Hvad lukningen angår, da må indsenderen erindre sig at det var svendenes krodag, og da er det tilladt at have beværtning og dans hele natten. I henseende til Østergades beboere, da har disse vist ikke mere ufred nu end forhen, da denne lejlighed altid har været udlejet til værtshushold. Det kan derfor ikke indses hvad der  har foranlediget indsenderen til at lade nævnte stykke indrykkes. Ikke for at ville geråde nogen som helst pennefejde med den ærede indsender, men blot for at gøre ham opmærksom på det fejlagtige i hans anke, har fremkaldt disse, ligesom man heller ikke oftere vil indlade sig på noget svar.

P. Gries. C. Busch C.Jørgensen
Oldgeseller Krofar

(Politivennen nr. 1033, Løverdagen den 17de October 1835, s. 697-698).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nr. 1032, 10. oktober 1835.

Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade.

Natten mellem den 5. og 6 i denne måned var et så oprørende slagsmål mellem en stor del svende som kom fra smedeherberget, og nogle skomagersvende fra det tilstødende skomagerherberg, at samtlige beboere i gården nr. 63. på Østergade blev vækket af deres søvn. Da det ikke er første gang at sådant slagsmål har fundet sted mellem svende der komme fra smedeherberget, så var det at ønske at øvrigheden ville pålægge krofatteren, værtshusholder C. Jørgensen at lukke sit beværtningssted og sin keglebane kl. 11 om aftenen, til hvilken tid alle sådanne udsalgssteder skal være lukket. Så vidt det er indsenderen bekendt, skal alle værtshusholdere og krosteder have deres lejlighed til gaden hvor politiet kan føre tilsyn med de urolige personer der kommer på sådanne steder, og ikke til en baggård eller have som tilfældet er med klejnsmedesvendenes og skomagersvendenes herberger. Da der i øvrigt i gården nr. 63 på Østergade kun bor honnette familier foruden at Adressekontoret med dets tilhørende betjente og det dramatiske litterære selskab har lokaler der, så forventer en del af Østergades beboere at ejeren af stedet om ikke til denne, så dog til april flyttetid næste år, vil give slip såvel på klejnsmedesvendenes som snedkersvendes herberger.
 
(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 681-682).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1033, 17. oktober 1835.

Krak 1836 oplyser om værtshusholder Jørgensen og kontorist C.A. Bindseil, begge Østergade 63. Denne adresse er nutiden Kristen Bernikows Gade 1/Østergade 32-34. Adressen har tidligere været omtalt i Politivennen i forbindelse med det oven nævnte Litterære Selskab.

Skrivelse fra Helsingør.

Hr. udgiver.

Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.

Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.

I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.

Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.

Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.

C. Gottliebsen.

Efterskrift.

Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)

Svar paa det i Politievennen Nr. 858 indførte Stykke, betitlet: "Velmeent Advarsel."

Det har altid været og skal altid blive mit inderligste ønske at vedligeholde allerede erhvervet agtelse blandt mine medborgere.

Således kan jeg da ikke være tavs til det løgnagtige andragende og uden grund angreb en vis såkaldt skipper Heiner har tilladt sig at lade indføre om min kone og mig i den nævnte Politivennen. Den nøgne sandhed som i al fald fra min side kan blive bevisliggjort, vil jeg alene holde mig til. At jeg skænkede for ham og hans medfølger 2 snapse efter at de trådte ind i mit lokale er en sandhed, og ligeså at jeg derefter forlod stuen fordi jeg havde anden beskæftigelse og således måtte overlade min kom som nærværende det øvrige. Sandt er det at han forlangte en snaps til en 3. person som stod udenfor, men min kone der kun løseligt hørte hans krav, svarede ham: "min mand kommer straks."

Imidlertid tog han selv flasken uden at spørge om det, og skænkede af den en snaps til den nævnte person og det med et højst fornærmeligt udtryk "at han var mand for at betale flasken og kærligheden med." Min kone som blev opbragt over denne højst ulovlige adfærd, gav ham - det skal jeg ikke nægte - rigtig nok en alvorlig munddask. Derpå gik han ud på gaden og gjorde en sådan larm og spektakel der forvoldte opløb, og tirrede især min kone med det at hun måtte tage sin tilflugt til en fyldt spand vand som hun med det udtryk "at gale og fulde folk afkøler man bedst med koldt vand," ville overslå ham. Han derimod kom ned igen, greb spanden som han ville have kastet over hende, hvis jeg ikke var kommet hende til hjælp og således var det mig der kastede eller overøste ham med vand. At min kone i hidsighed kaldte ham "en bornholmsk røver" er muligt. Men at han fortjente denne benævnelse som velfortjent er lige så rigtigt. For at komme ind i en mands hus, uforskyldt fornærme ham og kone er i det virkelige en ulovlighed. Imidlertid undres jeg over at han ikke gennem rettens vej har påklaget de formodentlige fornærmelser mod ham. For lavt er det i al fald gennem et offentligt blad uden grund at beklikke næstens ære. Jeg tilføjer endnu at den tallerken han taler om, blev trådt itu af ham selv i arrigskab og at min kone som var fornærmet over det, blot kastede stumperne efter ham.

Det er en almindelig regel at hvor en nidding uforskyldt stræber efter næstens ruin på ære og agtelse, der skal også den fornærmede part høres. Denne regel har jeg i dette mit forsvar nøjagtigt fulgt for at forebygge urigtigt og falsk omdømme om egne og min kones handlinger. Hvorhos jeg tillige er den nævnte anmelder uundsigelig forbundet for den forøgede søgning han ved sin infame og injurierende annonce i den senere tid har erhvervet mig.

R. Rasmussen.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404) .

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på et indlæg i Politivennen nr. 858, 9. juni 1832, s. 390-392 

Der findes en halv snes værtshusholdere med navnet R. Rasmussen, men mon ikke det er ham som i Krak 1832 er opført som R. Rasmussen, værtshusholder, Bag Børsen 75. Derimod er der ingen Heiner. Adressen Bag Børsen 75 eksisterer ikke længere. Den lå på nuværende Slotholmsgade 16.

Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)

Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404.