Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Natteliv paa "Strøget". (Efterskrift til Politivennen)

Natteliv paa "Strøget".

De kjøbenhavnske Nattekafeers Tid er forbi. Da Kommunalbestyrelsen med en kraftig Beslutning satte Bom for det natlige Knejpeliv, som var en Skandale for Hovedstaden, blev der med med et dødt paa Strøget efter Midnat. Selve de Kafeer og Restaurationer, fra hvilken forargelsen var kommen, har nu maattet lukke en efter en. Nattesjovet havde spoleret deres Renome, saa at ingen vilde besøge dem ved højlys Dag.

Men for det letbenede Kjøbenhavn var denne Overgang til fredelige Tilstande om Natten aabenbart en Vederstyggelighed. Storkespringvandet var Nattesværmerne bleven kjede os, saa at kun den ene skrækkelige Udvej stod dem aaben: at gaa hjem og i Seng i nogenlunde borgerlig Tid.

Saa kom en populær Bagermester dem til Undsætning. Det var "Adresseavisen"s tidligere Redaktør, nu fleraarig Bagermester, Lorry Fejlberg. Hans Butik ligger lige overfor hans gamle Redaktionskontor, midt i Vimmelskaftet. En saa heldig Beliggenhed maatte jo aabenbart kunde udnyttes, og dens Ejer var ikke længe om at tage sin Beslutning.

Han meddelte Kjøbenhavnerne, at de hos ham kunde faa varme Boller og Mælk fra Kl. 12 til Kl. 4 om Natten. En Bager har jo Lov til at forhandle sine Varer til enhver Tid paa Døgnet baade Søn- og Helligdag.

Politiet var ganske vist noget i Tvivl om, hvorvidt Udskjænkning af Mælk ikke var ensbetydende med Udskjænkning af Drikkevarer; men Bageren vilde dog ikke give sig paa dette Punkt, før der forelaa en Domsafgjørelse.

Saa aabnede han da sin uskyldige Nattedeværtning forrige Nat. Det skulde gaa pænt og ordentligt til, og derfor blev der ved Indgangen posteret en haandfast Cerberus, som skulde paase, at ingen enlige "Damer" eller fulde Mandfolk kom ind i Helligdommen.

Man skulde synes, at dette natlige Udsalg af Mælk og Brød ikke kunde interessere andre end sultne og tørstige Mennesker. Men lur Kjøbenhavnerne! De havde strax Færten af, at her kunde blive "Sjov i Gaden", og de lod ikke Lejligheden gaa ubenyttet hen.

Ved Midnatstid var Vimmelskaftet sort af Mennesker. En hylende og larmende Hob belejrede Bagerbutiken for at slippe ind og Luften gjenlød af skrækkelige Vittigheder. Latter og Hvin og nu og da en lille Opsang.

En talrig Politistyrke havde travlt med at skaffe Passage for de talrige Drosker, som uafbrudt rullede igjennem Strøget paa denne Tid af Døgnet.

Saa udbryder der pludselig et lille Slagsmaal hist og her i den tæt sammenpressede Mængde.

Betjentene styrter til, griber de værste Urostiftere i Kraven og trækker af med dem til Raad- og Domhuset. Andre slipper med at blive "noterede". Men uafbrudt fortsattes Larmen og Støjen blandt de glade Kjøbenhavnere, som her føler sig fuldstændig i deres Es.

Og saaledes blev det ved den ganske Nat. Lorry Fejlbergs nye Natbeværtning var bleven indviet med en Reklame, som spaar den en lang og glimrende Fremtid - hvis den ikke bliver forbudt.

K.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1895).

Ukendt fotograf: Vimmelskaftet 36, Lorry Feilbergs bageri. Interiør fra bagermester Lorry Feilbergs konditori, Vimmelskaftet 36. Kildetekst: Billedet er taget under en lille Festivitet i Anledning af Forretningens Aabning. Tv. bag Disken, Lorry Feilberg (Profil) th. for ham Cand. phil. Erik Skram og Digteren Sofus Schandorph. Den sidstnævnte nærmest siddende Dame er forhenværende Skuespillerinde Fru D. Watt. Den bag hende staaende, foroverbøiede Herre er Arkitekt Erik Schiødte. Foran denne, med høire Haand paa Bordpladen, Tivolis Direktør, Forfatteren Robert Watt. Ved samme Bord, nærmest Watt, Forfatterinden Fru Amalie Skram. (Mariboe). Fremstillet 17. maj 1890. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fra Højesteret.

Lorry Feilberg.

Kriminal- og Politiretten daværende Bagermester, nuværende Direktør for "Operetten" Lorentzius altsaa ikke Lorry!) Frederik Feilberg en Bøde af 20 Kr. for at have overtraadt Politivedtægtens § 92 ved i Tidsrummet fra 14de November 1895 indtil Februar 1890 at have holdt sin Butik i Vimmelskaftet aaben fra Kl. 12 Nat indtil Kl. Morgen og her solgt Mælk, Kager, Boller m. m. til det Publikum, der disse sene Nattetimer besøgte hans Butik.

Denne Dom har Hr. Feilberg ikke for de 20 Kroners, men for Principets Skyld - ønsket at høre Højesterets Mening om. I Gaar kom Sagen til Behandling, og for Appellanten mødte

Højesteretssagfører Otto Liebe,

som i det væsenlige udtalte sig saaledes i det meget veltalende Foredrag, hvormed han aabnede Proceduren :

- Min Klient, siger han, var indtil Midten af November 1895 Bagermester som alle andre Bagere: om Dagen solgte han sit Brød og sine Boller fra Butiken i Vimmelskaftet, og om Natten solgte han fra Vinduet i sit Bageri adskillige varme Boller til Gadens sene Nattevandrere. Det er jo Skik hos visse Klasser af Befolkningen at delikatere sig med en varm Bolle hos Bageren, naar man sent paa Natten er paa Vej til sit Hjem - og det var meget almindeligt, at der i Løbet af Natten solgtes 150-200 Boller fra Vinduet i Hr. Feilbergs Bageri. Hr. Feilberg kom da paa den Tanke, som forekom ham baade naturlig og profitabel, at lukke disse Nattevandrere ind i sin Butik i Stedet for at lade dem staa i alt Slags Vejr ude paa Gaden og - her kommer vi til Knudepunktet i denne Sag - til den varme Bolle at servere sine Gjæster et Glas Mælk. Der er jo i Kjøbenhavn altid mange Folk paa Gaden om Natten og da navnlig paa Strøget, hvor Hr. Feilberg boede. Der kom jo bl. a. Kl. 2 en Mængde Mennesker fra Riises Natkafé; det Publikum skulde Hr. Feilberg imidlertid meget betakke sig for at faa ind i sin Butik; det var ikke dem, men derimod Folk, der var blevne opholdte i deres Forretninger, ved Møder, i Selskaber o. lign., som han ønskede at servere et Glas Mælk for til den varme Bolle. Set fra Næringsrettens Standpunkt var han fuldt berettiget hertil. Lige overfor hans Butik boede en anden Bagermester, som ogsaa solgte varme Boller om Natten og paa Forlangende udleverede Kunderne et Glas Vand. Hr. Feilberg var mere liberal: han vilde sælge dem et Glas Mælk. Det kriminelle er altsaa Mælken, denne uskyldige Drik, der saa langt fra at være berusende tværtimod siges at have en beroligende Virkning paa Folk, der har smagt lidt for meget paa de "vaade Varer. For en almindelig Betragtning maa det da ogsaa forekomme ganske urimeligt, at naar Hr. Feilberg som Bager har Lov til at have sin Butik aaben hele Natten, han saa ikke skulde have Lov til at give Kunderne et Glas Mælk at drikke til Fortæringen.

Paa dette Tidspunkt - i Midten af November 1895 - beskæftigede Pressen sig netop stærkt med Spørgsmaalet om Natkafeerne; naturligvis ønskede ingen at bibeholde dem i deres daværende Form med det udsøgt slette Selskab, som holdt til paa disse Steder, men paa den anden Side hævdede man, at i en By som Kjebenhavn, hvor en Masse Mennesker ved Forretninger og lignende er tvungne til at være ude om Natten, dog bør findes ét Sted, hvor en Forfriskning kan indtages. Da kom Hr. Feilberg altsaa frem med sin Idé om at holde Bagerbutiken aaben fra 12-4 og servere Boller og Mælk for Gjæsterne. Pressen greb denne Idé som en fortræffelig Løsning paa Natkaféspørgsmaalet, og om Morgenen den 1 Ide November bragte Bladene Artikler eller Notitser om "Premieren Aften" - det var Starten af Hr, Feilbergs Udsalg, der mentes, og som saaledes pustedes op til en Begivenhed af Rang. Og Kiøbenhavnerne der jo fra gammel Tid har haft Tilbøjelighed for at være med, hvor der er - for at bruge et vulgært Udtryk - "Sjov i Gaden" - de foranstaltede i den historiske Nat mellem den 14de og 15de November 1895 et syndigt Rykind i Hr. Feilbergs Butik. Der var denne Nat og mange paafølgende Nætter 5-600 siddende Gjæster! Nu er det jo klart, at alle disse Mennesker kom ikke alene for Bollernes og Mælkens Skyld - nej, det, der interesserede den største Part af dem, var noget helt andet, det var dette Spørgsmaal: tør Lorry Feilberg virkelig lukke op, og dersom han tør det - hvad vil Politiet saa gjøre? Det var det, der fik Kjøbenhavnerne til at strømme sammen i Hr. Feilbergs Butik.

Altsaa Hr. Feilberg lukker op - og hvad gjorde Politiet? Ja, det tog virkelig denne Sag au sérieux! Det mødte mandstærkt op, afspærrede Sidegaderne osv., optraadte med andre Ord efter min Mening lige saa forkert som f. Ex. under Optøjerne omkring "Storkespringvandet". Politiets Optræden fik det Udslag, den maatte faa: Tilstrømningen til Bagerbutiken vedvarede i lang Tid.

Der er jo ikke Tvivl om, at Politiet burde have taget hele denne Affære ganske overlegent, rolig have set til, hvorledes det vilde have udviklet sig - og man skulde snart have faaet at se, at denne Forhandling af Mælk og Brød vilde komme til at foregaa i netop den stilfærdige Ro og Orden, som Hr. Feilberg ved hele sin Optræden i hine Dage viste, at han ønskede. Det maa netop siges til hans Ære, at han holdt fortrinlig Justits i sit Lokale, da han saa', hvad det trak op til, som Følge af Politiets mærkelige Holdning. Han posterede ved Indgangen to fhv. Inspektionsbetjente, som nægtede Adgang for alle berusede Personer, for Damer uden Ledsagelse og for alle andre tvivlsomme Personer, og hvad blev Resultatet? - at der ingen som helst Uorden fandt Sted i Hr. Feilbergs Butik, som kunde være til mindste Géne for den paagjældende eller de omliggende Ejendommes Beboere.

Men Politiet nøjedes ikke med efter daarlig Konduite at møde mand stærkt udenfor Butiken om Natten - man gik videre: man stævnede Hr. Feilberg, og man idømte ham ved Kriminalrettens Dom af 18de Februar 1896 en Bøde af 20 Kr. for Overtrædelse af Politivedtægtens Forbud mod Udskjænkning af Drikkevarer.

Naturligvis - denne Bøde af 20 Kr. er hverken generende for Hr. Feilbergs Pung eller for hans borgerlige Ære, og det er ikke for Bødens Skyld, at han nu ulejliger denne høje Ret. Det er for det Princips Skyld, der efter hans Mening er krænket ved Kriminalrettens Dom - dette Spørgsmaal, om en Bagers Butik, hvor der sælges Brød og Mælk er et "Beværtningssted", der er underkastet Politiets Kontrol og Myndighed, og om Forhandlingen af Mælk kan siges at være en "Udskjænkning af Drikkevarer", som efter Politivedtægten kan forbydes efter KL 12 Aften.

- - - Hr. Liebe gaar nu over til den juridiske Bevisførelse; han gjennemgaar med stor Grundighed Lovgivningens Bestemmelser om Beværternæring og hævder energisk, at Lovenes Definition af "offenligt Beværtningssted" aldeles ikke kan bringes i Anvendelse paa en Bagerforretning.

Han nedlægger derefter Paastaud paa den indankede Doms Underkjendelse og Forandring samt paa, at Sagens Omkostninger paalægges det Offenlige.

Højesteretssagfører Shaw tager derefter Ordet :

- Hæderværdige Højesteret! I nærværende Sag møder jeg efter Ordre for den indstævnede Part, Kjøbenhavns Politidirektør, og skal procedere til den indankede Doms Stadfæstelse. Jeg behøver ikke ret længe at opholde den høje Ret, thi det forekommer mig, at Sagen ligger allerede ganske klart for. Hr. Feiberg tiltales for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser, der er givne den offenlige Ordens Interesse, givne for at sikre Borgerne Orden og Ro i Byens Gader ved Nattetid. De Optøjer, der fandt Sted udenfor Hr. Feilbergs Butik, viser klart, hvor stor Interesse det Offenlige mente have i at stoppe disse Natbeværtningers Virksomhed - standsede man den ikke, saa vilde Exemplet smitte, og dersom denne Sag skulde gaa Politidirektøren imod, saa er det min Overbevisning, at Natbeværtningsuvæsenet vil tage fat igjen med fornyet Kraft. Kjærnen i denne Sag er netop, hvad Borgerrepræsentant Philipsøn har udtrykt i det kommunale Raad ved at sige: Borgerne kræver Ro om Natten. Skulde Politivedtægtens Bestemmelser ikke kunne sikre Borgerne dette ogsaa i et Tilfælde som dette overfor Hr. Feilbergs Udskjænkning af Mælk ved Nattetid - ja, saa maa Politivedtægtens Koncipister rigtignok siges at have været højst uheldige.

At der ved Vedtægtens Ord "Drikkevarer" kun skulde være sigtet til ligefrem spirituøse Drikke, er ganske urimeligt; Mælk er utvivlsomt i Følge hele Lovgivningens Ord og Aand paa dette Omraade Indbefattet i Begrebet "Drikkevarer". I Vedtægten hedder det: "Øl og andre Drikkevarer" - men der vilde dog ikke være Spor af Mening i at forbyde Udskjænkningen af f. Ex. Skibsøl, der ikke indeholder det mindste Alkohol, og samtidig tillade Salget af Mælk. Nej, det, der er ment, er alle Drikkevarer - og min ærede Kollega har absolut ikke Ret i, at en Højesteretsdom af 1886 skulde yde nogen Støtte for hans Paastand om, at Forbudet mod Udskjænkning ikke ogsaa skulde være gjældende for, hvad han kalder "Forhandling" af Drikkevarer, in casu Mælk. Om den af mig hævdede Forstaaelse af Vedtægten var der da ogsaa Enstemmighed under den senere Forhandling i Borgerrepræsentationen, og det er ikke uden Interesse, at der fra Hr. Feilbergs Kolleger i deres Fagskrift blev protesteret imod, hvad der foregik i Hr. Feilbergs Butik Bagerne ønskede ingenlunde deres Næringsret forstaaet saaledes, som Hr. Feilberg fortolkede den.

At Vedtægts-Bestemmelsens Udførelse i Praxis falder ind under Ordenspolitiet, forekommer mig saa selvfølgeligt, at der ikke kan være Tale om noget Myndighedsmisbrug her.

Jeg skal hermed slutte, idet jeg nedlægger den allerærbødigste Paastand paa, at den indankede Dom stadfæstes

Liebes Replik:

- Om de faktiske Forhold synes der ikke at være nogen Uoverensstemmelse mellem min Modpart og mig, men derimod paa et andet, i mine Øjne meget vigtigt Punkt. Hvad jeg holder fast ved, er dette, at den historiske Udvikling godtgjør, at Politiet har Ret og Myndighed til at opretholde Ro og Orden paa offenlig Vej og Gade, i offenlige Beværtninger, Forlystelsessteder, Theatre osv., men Politiet har ikke Ret til at trænge ind i Borgernes Boliger, i de Næringsdrivendes og Handlendes Lokaler - her er vi paa fredhellig Grund, og det er ud fra denne Hovedbetragtning, at jeg hævder, at Hr. Feilberg ikke retfærdig kan dømmes for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser. Giver den høje Ret ikke denne Betragtning Medhold, saa svæver vi ganske i Luften; saa er der ikke længere det Sted, hvor Politiet ikke kan trænge ind under Paaskud af at ville opretholde "offenlig Ro og Orden"; saa kan Politiet lukke "Studenterforeningen", afbryde et Bal i en Privatmands Hus osv. saa er vi med andre Ord lige inde under Politistaven allesammen!

Vil man virkelig dømme Hr. Feilberg efter de Bestemmelser, der gjælder for Beværtningsdrivende saa vil det være under en ny Form "for Smed at rette Bager«.

- - Efter en kort Duplik af Hr. Shaw indlades Sagen, og Voteringen tager sin Begyndelse. Dommen kan ventes afsagt ved Retsmødets Begyndelse i Dag.

(Dannebrog (København) 2. februar 1898).

Højesteret stadfæstede dommen på en bøde af 20 kr, salær til Shaw på 80 kr og 10 kr til justitskassen.

Frederik Laurentius (Lorry) Feilberg, 10.2.1858-26.6.1917. var som journalist knyttet til "København" og "Middagsposten". 1888-90 redigerede han "Adresseavisen" som han omdannede til tillige at indeholde tekststof. Han blev bagermester og 1891 i Vimmelskaftet 36 åbnede et Mønsterbageri hvor publikum gennem en glasvæg kunne iagttage svendenes arbejde i bageriet. 

I 1896 købte han Carl Kehlets kendte sangerindepavillon i Allégade 9 og omdøbte den til "Operetten".

En Folketingsmand i den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen hævet.

Den nyvalgte socialdemokratiske Folketingsmand Sigvald Olsen var bleven meldt i Kjøbenhavn for Værtshusuorden, og Sagen foretoges i Forgaars i den offentlige Politiret. "Nationaltid." bringer følgende Referat :

Mødte var: Tiltalte, Cigarfabrikant Sigvald Olsen, Anmelderen, Kontorbud Otto Jensen og Vidnet, Værtshusholder Handest. Et andet Vidne, Folketingsmand Har. Jensen, var ikke mødt, men fra denne forelaa et Brev.

Assessoren oplæste først Rapporten, der gik ud paa, at Sigv. Olsen den 19de April Kl. 7½ om Morgenen havde slaaet Anmelderen to Slag i Ansigtet.

Sigvald Olsen benægtede Rigtigheden. Han var den paagjældende Morgen, ledsaget af en Meningsfælle - de kom begge tidligt fra Jærnbanen - kommet ind i Handests Beværtning paa Vandkunsten. Otto Jensen havde her budt paa bajersk Øl, men da Sigv. Olsen fandt, at Jensen ikke var ganske ædru, nægtede han at modtage det. Jensen havde derefter skjældt ham ud, bl. a. for socialistisk Levebrødsmand, og skjønt Olsen flere Gange bad ham forføje sig bort, vilde han dog ikke gaa. Olsen rejste sig derfor sluttelig, og idet han skubbede Jensen til Side, gik han ind i et andet Lokale.

Assessoren: Ja, men i Rapporten staar, at De har slaaet ham to Gange i Ansigtet.

Sigv. Olsen: Det er ikke sandt.

Betjenten var tilkaldt, efter at det omhandlede var passeret, han kunde Intet sige.

Kontorbud Otto Jensen indrømmede, at han havde været noget beruset. Den Tanke var opstaaet hos ham, da Værten, Hr. Handest, havde udbrudt  "der kommer vor nyvalgte Folketingsmand", at han vilde tale med denne. Hvad han havde sagt, kunde han ikke rigtig huske.

Assessoren: Der havde jo været Fest den Nat. Var De med der?

Otto Jensen: Nej, jeg havde været til Fest med mig selv. Da jeg blev ved at tale til Olsen, slog denne mig to dog ikke stærke Slag i Ansigtet og rustede i mig, idet han sagde, at hvis jeg ikke passede mig selv, saa skulde jeg faa. Derefter var det, at jeg hentede en Betjent.

Værtshusholder Handest henholdt sig til Olsens Forklaring. Olsen og Har. Jensen vare komne ind i hans Beværtning, hvor der var blevet serveret for dem. Otto Jensen havde væltet sig ind paa dem og kaldt dem Levebrødsmænd. Olsen havde derefter rejst sig og skubbet Jensen tilside. Slagene havde Handest ikke set noget til. Desuden var Jensen en Time senere kommet ind i Beværtningen, og han havde erklæret, at Slagene ikke vare til at mærke.

Assessoren: Er De blevet slaaet, Jensen?

Otto Jensen: Ja det er jeg stadig overbevist om, Olsen har ogsaa sagt til Handest, at han beklagede, hvis han havde slaaet Jensen.

Sigv. Olsen: Jeg har kun gjort, hvad der var nødvendigt for at komme bort fra Jensen. Hvis han havde faaet Slag af mig, vilde han ikke for Retten kunnet konstatere, at han ikke kunde huske det.

Assessoren: Ja, efter det saaledes oplyste erklærer jeg Sagen for hævet.

(Aarhus Amtstidende 3. maj 1895).

Ukendt fotograf: Vandkunsten. Cafe Aug. Handest. 1905. Det kunne være August Handest "himself" som står i døren? Konen ser ud til at holde en flaske. Kbhbilleder. Public Domain.

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).

Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.

I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.

Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.

Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.

Man ville have ham til at traktere klaveret.

"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt

Nej.

"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.

Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.

"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.

En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.

"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.

"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.

Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".

Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.

"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.

"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.

Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.

"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.

"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.

"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.

Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.

"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.

"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.

Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.

(København, 4. juli 1889).

En Ligtale. (Efterskrift til Politivennen)

Da den dræbte Værtshusholder Thomsen fra Mikkelbryggersgade blev begravet i Tirsdags fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard, holdt Stiftsprovst Rothe en skøn Ligtale, efter Længden og Drøjden at dømme vistnok en af dem til 20 Kr. Stykket. Boet var jo velhavende nok til at den Afdødes Familie kunde undgaa Bunkebegravelse med Trøstens Ord til 66 Øre.

Provst Rothe skildrede først Mordets Rædsler og den salig Hedengangnes Bestræbelser for at samle sig Penge - mange Penge, sagde Præsten, og det fandt han prisværdigt. For Mammon, som Møl og Rust fortærer, er alligevel en god Ting paa Ens gamle Dage, skønt det hedder: Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden. Men paa den anden Side var det dog disse Penge, der var bleven Aarsag til Thomsens Død. Kilden til Forbrydelsen laa i, at Morderen var rovgærrig; han var smittet af Tidens Gudløshed, han havde opgivet sin Barnetro og valgt Vantroen, og han havde hengivet sig til den Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser, som breder sig i vort Samfund. Hvor sligt skete, der skete ogsaa Forbrydelser som denne. Sandeligen!

Men græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen! Først er der nu til Eksempel Paastanden om, at Mord særlig trives i vantro Samfund; herimod kan man nøjes med at stille den uforvanskede Kendsgærning, at der aldrig er bleven myrdet værre end i Middelalderen, da den kristne Kirke stod stærkest. Præster har selv gaaet i Spidsen for det rene Menneskeslagteri, hvorunder man dræbte sin Næste, blot fordi han ikke troede paa en Splint as den Skov, som man har hugget om til Splinter af Jesu Kors, eller fordi han tvivlede paa Ægtheden af et af de mange Hoveder, som alle udgives for at have tilhørt en og samme Apostel. Om man havde paa et Sted det Blod, som Præster har udgydt l Religionens Navn, kunde man drukne alle Danmarks Kirker i det. Men Broer August Petersen, den sølle Fyr, som Stiftsprovst Rothe maaske selv har baade døbt og konfirmeret, han skal hænges som en Møllesten om Vantroens Hals! Fik den bare aldrig andet paa Samvittigheden.

Dernæst maner Præsten Staklen frem som et Bevis paa, hvortil Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser fører. Men hvem driver mere end Præsterne? Skal vi være ærlige, er det nok den Samfundsklasse, der bestiller mindst. Og hvem morer sig mere end Præsterne? Selv Forfatteren Pastor Hostrup, der selv er Præst, skildrer dem altid som et fedt Tilbehør til et L'hombrebord med Toddyer og lange Piber, og Pastor Henningsen skrev i sin Debat med Pastor Krag: vi har det nok som Blommen i et Æg. Men hvis Hr. Rothe nu havde Ret i, at Lediggang og Vellevnet er en god Jordbund for Mordlyster, saa maatte altsaa forholdsvis de fleste Mord blive udøvet af Præster? Nej, hans Ræsonnement er naturligvis ikke andet end en løsreven Ende af Kirkens Vadmel.

Sandheden er, naar den gaar ned af Prædikestolen, simpelt hen, at den Dræbte var en gærrig Mand, og Morderen en Stymper, hvem man har ladet løbe med en Daabs- og Konfirmationsattest i Lommen men ellers saa temmelig for Lud og koldt Vand. Nu synes det oven i Købet, som vi skrev i Gaar, at han er - sindsforvirret". Og det samme skulde man fristes til at tro om den Præst, der bruger saadanne Vaaben som de her omtalte imod anderledestroende.

(Social-Demokraten 18. november 1886).

Peter Conrad Rothe, stiftsprovst, dr. theol, * 17 juni 1811 + 13 december 1902 og hustru Vilhelmine Rothe, f. Kolderup-Rosenvinge, * 15 juni 1823, + 14 februar . Så bliver tro, håb og kærlighed, disse tre. Anna Rothe * 27 januar 1858, + 27 august 1939. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Conrad Rothe (1811-1902) blev begravet på Vestre Kirkegård). 1843-1864 var han kapellan ved Vor Frue kirke, 1865–1892 sognepræst og stiftsprovst. Han tilhørte skaren omkring J. P. Mynster og H. Martensen og tog afstand fra grundtvigianismen.

Slagsmaal mellem Gendarmer. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Faaborg skrives den 19de Oktober i "Faab. Av.": Paa en herværende Beværtning har der Natten til igaar fundet et Slagsmaal Sted mellem de her i Byen stationerede Gendarmer. Folk, som passerede Gaden, bleve opmærksomme derpaa ved, at der blev raabt og skreget, hvorfor de gik ind i Beværtningen, og der viste sig da, at Spektaklet kom fra et Værelse, som var overladt Gendarmerne tilligemed et Par Civile, som nok forøvrigt forduftede, da det gik til Haandgribeligheder. Værten vilde søge at tale Gendarmerne til Rette, men han fik et Slag i Ansigtet, og da der nu blev raabt om Hjælp inde fra Værelset, traadte et Par Tilstedeværende til og foreholdt Gendarmerne det Urigtige i deres Optræden. Den ene Gendarm følte sig fornærmet over denne Tiltale og trak sit Sidevaaben halvt ud, men stak det dog i Skeden igjen uden at benytte det. Omsider kom de ud paa Gaden, hvor Spektaklerne fortsattes en kort Tid. - Den her i Byen værende Afdeling bestaaer af 3 Gendarmer og en Korporal, men den ene Gendarm holdt sig temmelig passiv, medens de to syntes at være meget enige om at angribe Korporalen. Efter hvad der siges, skal der ikke have bestaaet noget godt Forhold mellem Gendarmerne og Korporalen, og det maa derfor saa meget mere forundre, at han deltager i slige Sammenkomster med sine Underordnede. Korporalen reiste allerede til Svendborg igaar for at gjøre Anmeldelse om Sagen, som forhaabenlig vil blive nøie undersøgt og de Paagjældende straffede efter Fortjeneste. Det er heldigvis kun et sjældent Tilfælde, men ikke desto mindre bør der tages alvorligt fat paa Sagen, for at ikke lignende Scener skulle gjentage sig. Det fortjener at bemærkes, at de Gendarmer, som tidligere have havt Ansættelse ved Afdelingen her i Byen, have forstaaet at gjøre sig afholdte af Befolkningen.

(Dagens Nyheder 22. oktober 1886).

Parti fra Fåborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gendarm-Spektakler ved Løgte-Kroen. (Efterskrift til Politivennen)

Næppe er Efterretningerne om Kampen ved Brønderslev i Vendsyssel naaet Landet rundt, før der foreligger et nyt Eksempel paa, hvor i Bund og Grund uskikkede Ministeriets Gendarmer er til at holde Orden, og paa hvor let de stik imod Bestemmelsen afstedkommer Uorden af den farligste Art.

Der er i Onsdags Aftes ved Løgte-Kroen tæt udenfor Nørrebro forefaldet et skarpt Sammenstød mellem to Gendarmer og Befolkningen. Anledningen var ubetydelig som i Jylland, og her som dér kom det i et Nu til en Scene, under hvilken der saas dragne Sabler paa den ene Side og løftede Hænder paa den anden.

Vore Reportere meddeler følgende :

Klokken var hen ad halv ni. Inde i Krostuen sad en Del Gæster, deriblandt en Gaardejer fra Frederiksborgkanten, der havde ladet sit Køretøj holde udenfor. Nogle kaade Mennesker havde benyttet sig af hans Fraværelse til at laane" Vogn og Heste og med dem foranstalte en Væddekørsel ude paa Landevejen, idet en kørte, og en anden skulde løbe ved Siden af. Saa gik det frem og tilbage i Trav og Galop, indtil Gendarmerne kom.

Der er stationeret seks Gendarmer og en Sergent i Politistationen paa Bispebjærgs Vej, et Stykke paa den anden Side Kroen. To af dem patrouillerede netop i Nærheden; de saa det utidige Væddeløb og stred, som rimeligt var, ind. Synderne fik imidlertid Tid til at gardere sig selv, og Følgen var, at Gendarmerne gik ind i Kiven - som det synes i den forkerte Tro, at Ejermanden bar Skylden for det passerede.

Han sad paa en Bænk op til Væggen og var efter Øjenvidners Erklæring kendelig beruset. Da Gendarmerne traadte ind og fik at vide, at det var hans Vogn, der holdt ude paa Vejen, forlangte de, at han skulde følge med og befalede i den Anledning den foran siddende Vognmand Frederiksen at rejse sig op og give Plads. Denne Mand lystrede efter deres Mening ikke hurtig nok, og nu faldt de første knubbede Ord. Men Spektaklet begyndte dog først, da Gendarmerne paa en hensynsløs Maade greb Gaardmanden i Skulderen og smed ham fremad, saa han tumlede om ude i Forstuen. Frederiksen gik da, medens der rundt omkring faldt misbilligende Ord fra de tilstedeværende imod Gendarmerne, hen og hjalp Manden paa Benene, hvorefter Optrinet hurtig blev forlagt ud paa Gaden.

Her stimlede en Masse Mennesker sammen, baade Gæsterne inde fra. og mange hvem Støjen lokkede til, saa at de snart var samlet henved Hundrede Personer. Gendarmerne havde imidlertid sluppet Gaardmanden og vendt sig mod Frederiksens to tilstedeværende Brødre, Brøndgraver Frederiksen og Grønthandler Frederiksen, der begge bor i Nærheden, og som i Forening med alle Øjenvidnerne til det passerede bebrejdede Gendarmerne, at de havde vist en altfor brutal Opførsel. Herunder erklærede de pludselig Brøndgraver Frederiksen for anholdt og tog et Par Haandjærn frem, da han, der i øvrigt ingen Vegne kunde komme i Sværmen, formentes ikke at ville følge med, og nu opstod der en forfærdelig Tumult. Folk trængte rasende frem mod Gendarmerne, uden at en eneste tog Parti for disse; Stokke kostedes, der fuldt truende Raab, og gennem det hele stingrede Gendarmernes Signalfløjter efter Hjælp.

Saa trak de blank. De huggede om sig for at holde sig fri fra at blive trampede over Ende, og en af dem rettede sin Karabin frem foran sig, parat til al give Ild. Omtrent paa dette kritiske Tidspunkt, da det kunde være blevet til et komplet Brønderslev Slag Numer to med Faldne og Saarede, Prygl og Stenkast, kom en Sergent og en Menig af Infanteriet til og tog efter Gendarmernes Tilraab en Haand i med for at redde dem, og det lykkedes dem med stort Besvær. Det synes som om den regulære Militæruniform har øvet en beroligende Virkning. De to Soldater fik Gendarmerne og Brøndgraver Frederiksen, der imidlertid havde faaet Haandjærnenc paa, ført et Stykke hen ad Vejen, og lidt efter slap de bort med Lemmerne hele og naaede Politistationens beskyttende Fængselsmure. Rigtignok medbragte de en Fange, men Affæren lignede desuagtet et komplet Nederlag.

Der har - som i alle Kroer - af og til været lidt Spektakel i Lygte-Kroen, men ingen mindes andet, end at Synet af en af de Politibetjente, som Folk kender og er vant til at respektere, al Tid har været nok til at bringe Ro til Veje, saa meget mere som disse Mænd har Ord for at optræde paa en besindig og lidet udfordrende Maade. Til Vanskelighederne i Onsdags Aftes kom endvidere den, at Folk ingen Sympati havde for Gendarmerne, og at de som Følge deraf mistede noget af den Bistand, som en Politibetjent i Neglen kan gøre Regning paa. Og endelig var Værten, Hr. Klausen, til alt Uheld sengeliggende paa Grund af Sygdom. Gendarmerne spurgte i øvrigt slet ikke efter ham, da de kom.

Brøndgraver Frederiksen, der saavel som hans to tilstedeværende Brødre skildres som en humant optrædende Mand, blev først løsladt fra Stationen Kl. 2 om Natten, og kun mod udtrykkeligt Løfte om at holde sig hjemme næste Dag, til Politiet atter lod ham hente. Han maatte i Gaar Formiddags møde paa Stationen og afgive Forklaring, og Rapport er ligeledes optaget over forskellige andre, saaledes over Værtens Hustru Fru Klausen.

Undersøgelserne, der ledes af Birkedommer Schouw, er nu i fuld Gang men Arrestationer var endnu ikke foretagne i Gaar Aftes.

(Social-Demokraten 10. september 1886).

Gendarm-Affæren ved Løgte-Kroen.

Efter at "Social-Demokraten har givet en omstændelig Beretning om det i Onsdags Aftes ved Løgte Kroen passerede, og vi i Gaar har faaet det yderligere stadfæstet, er der nu sendt en officiel, men yderst mager Beretning rundt til de øvrige Blade, der endnu ikke har bragt noget om Sagen, og som man formodenlig søger at indvirke paa ved selv at komme dem i Forkøbet. Skrivelsen er ogsaa bleven tilsendt os; den udmærker sig ved sin Forbigaaelse af den vigtigste Episode, nemlig Sammenstødet uden for Kroen, og lyder saaledes:

"I Onsdags Aftes sad en Afbygger fra Gandløse, en Brøndgraver, en Vognmand m. fl. i Beværtningsstedet "Lygten" paa Nørrebro (Stadens Grund) og nød en Del Drikkevarer. Under Drikkelaget byttede Afbyggeren og Vognmanden Heste. En Handelsmand kom kort efter til Stede, og til ham falbød Vognmanden straks den Hest, som han kort forinden havde afkøbt Afbyggeren og som endnu stød forspændt udenfor. Der opstod nu mellem de Vedkommende Disput om, hvorvidt ogsaa Hesten duede til at løbe, og en Væddekørsel udenfor paa Gaden kom nu i Stand, idet Handelsmanden løb omkap om Bajerskøl med Hesten og Vognen. Denne grove Politiuorden paa en saa befærdet Passage som Nørrebrogade og Frederiksundsvejen foranledigede et Par Gendarmer til, til Udfindelse af de Skyldige og efter at have standset Uvæsenet udenfor at gaa ind i Kroen for at opsøge Køretøjets Ejer, som de ogsaa fandt i Krostuen, værende i overvættes drukken Tilstand. Da han var uvillig til at følge med paa Stationen, hvor Forhøringen foreløbig maatte foregaa, og en Brøndgraver, der ligeledes var meget beruset, var grov og uforskammet og vilde forhindre Afbyggerens Henbringelse til Stationen, blev de begge to, som det nærmeste Sted, hensatte i Detentionslokalet ved Uttersløv Politistation og derpaa løsladte, efter at have opgivet Navn og Bopæl, Brøndgraveren Kl. 1 om Natten og Afbyggeren om Morgenen, idet de først da havde udsovet deres Rus. - Ved samme Lejlighed blev en Grønthandler, der er Broder til Brøndgraveren, ligeledes paa Grund af Krospektakler sat ud af Beværtningsstedet af Gendarmerne. - Under det Passerede er det en Selvfølge, hvad der næsten altid finder Sted ved en saadan Lejlighed, at de Anholdte, navnlig den ene, modsatte sig Bortbringelsen fra Krostuen, ligesom ogsaa Grønthandleren, da han blev kastet ud, greb fat i vedkommende Gendarm, men hertil indskrænkede sig ogsaa det Passerede. Paa Grund af Spektaklet samlede der sig vel noget Opløb udenfor Lygten Kro paa Nørrebrogade, men Ro og Orden var fuldstændig tilvejebragt forinden Afbyggeren og Brøndgraveren blev førte bort af Gendarmerne. Forøvrigt har ingen Anholdelser fundet Sted og yderligere Forhør end til Rapport har ikke været anstillet. Sagen vil formentlig finde sin Afgørelse i den offenlige Politiret en af de første Dage.

- Efter de af os i Gaar foretagne nye Undersøgelser stemmer vor første Beretning imidlertid i alt væsenlig overens med det passerede. Kun blev Brøndgraver Frederiksen ikke - som meddelt - belagt med Haandjærn paa Transporten; først da Gendarmerne var kommen med ham ind i Porten til  Stationen, vilde de lægge Haandjærnene paa, rimeligvis for mere ugenert at kunne brutalisere ham. Men paa Frederiksens Anskrig kom da Politiet ud og lagde sig imellem. Politiet synes stærkt at misbillige Gendarmernes grove Adfærd mod Frederiksen, der i en lang Aarrække har været bosat paa Stedet og nyder almindelig Agtelse som en respektabel Mand. Han løslodes Kl. 1 om Natten. Der afholdtes intet Forhør i Gaar.

Misstemningen mod Gendarmerne er almindelig derude. Det paastaas, at de skrider ind paa de ubetydeligste Anledninger. Forleden fik en ældre Mand en Bøde paa 8 Kr. for - tilmed rent i Spøg - at have sagt "Ned med Estrup! Et Par Drenge paa en femten Aar, der sloges, blev arresterede og idømt 6 Kr.!

Gendarmernes Antal er bleven forstærket fra 6 til 10 Mand. hvilket af mange menes at være ensbetydende med fire Graders Stigning paa Ophidselses-Termometret.

(Social-Demokraten 11. september 1886).

Tiltale for Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. September f. A var der i Purhus Kro samlet 4 Reisende tilligemed en paa Egnen hjemmehørende Dagleier, hvilke nød forskjellige Omgange Snapse og udviste støiende Adfærd, hvorfor Kroeieren sendte Bud efter Sognefogden og andre Starboende, deriblandt en Gaardeier, som modtog Budskabet udenfor sin Gaard, netop som han kom hjem fra Jagt, og nu gik hen til Kroen medhavende sit med ca. 50 Hønsehagel ladede Gevær. Efterat Sognefogden i længere Tid forgæves havde opfordret de Reisende og blandt disse den tidligere for Vold og Løsgængeri straffede Murer Mühlenberg til Rolighed, bleve de med Bistand af flere af de Tilstedeværende satte udenfor, ved hvilken Leilighed Mühlenberg, der gjorde Modstand og slog om sig, faldt om paa Trappen, og da den ommeldte Gaardeier bøiede sig ned, for at ffnde ham til Side, blev han sparket i Hovedet af Mühlenberg, men det lykkedes dog at faa Døren lukket. Mühlenberg kastede nu først en Flaske og derpaa en af sine Træsko giennem den med Glasruder forsynede Gadedør, hvorved Ruderne splintredes og Glasstumperne stod om Ørene paa de i Krostuen Tilstedeværende, og baade Sognefogden og Gaardeieren bleve ramte i Ansigtet af Skaarene. Herved opstod der Uro i Krostuen, hvor der foruden disse 2 Mand var 8 andre Mand til Stede, hvorimod Kroejeren havde trukket sig tilbage til sit til Krostuen stødende Kontor, og da ingen turde gaa udenfor for at hindre den yderligere Vold, de befrygtede fra Mühlenbergs Side, spurgte Gaardeieren Sognefogden, om han maatte skyde paa Mühlenberg, og da han efter sin Forklaring hørte Sognefogden sige: "Ja, men i Benene", aabnede han Døren lidt og sigtede paa Mühlenbergs Ben med sin Bøsse, der imidlertid klikkede, hvorpaa han, idet atter en Ting blev af Mühlenberg kastet mod Døren, greb en Bøsse, som en af de andre Tilstedeværende havde hos sig, og - idet Kroeieren inde fra Kontoret, efter hvad der er oplyst, flere Gange havde sagt "skyd" ud i Krostuen. - affyrede denne med Sigte efter Benene paa Mühlenberg, som da var i en Afstand af mellem 4 og 10 Skridt fra Døren, og hvem der herved blev tilføiet et Skudsaar paa høire Laars Bagflade. Mühlenberg faldt nu til Jorden og blev bragt ind i Krostuen, og efter at være foreløbig forbunden, blev han kiørt til Randers og indlagt paa Sygehuset. Efter Lægens Erklæring var han beruset og ofte Symptomer paa Dilirium, som dog bedredes næste Dag, men den 27. September døde han, og de obducerende Sagers Skjøn gaar ud paa, at det maa antages, at Dødsaarsagen har været en Sygdom opstaaet som Følge af det tilføiede Skudsaar do« en paa Grund af overdreven Nydelse af spirituøse Drikke dertil særlig disponeret Person. Gaardeieren har forklaret, at han, der var noget fortumlet i Hovedet efter det Spark, han havde faaet, ikkun vilde forebygge yderligere Vold og aldeles ikke havde til Hensigt at lemlæste endsige dræbe Mühlenberg, og Sognefogden, der ikke vil kunne huske, men heller ikke vil benægte at have brugt Kininen om at skyde Mühlenberg i Benene, har forklaret, at han i alt Fald har gjort det af Forskrækkelse og i den Tanke, at Gaardeieren, der var en meget ældre Mand, nok vidste, hvad han giorde, ligesom Kroejeren endelig har forklaret, at han kun af Forskrækkelse har udstødt sit Udraab "skyd", og at han ikke vidste, om det var for at ramme eller kun for at skræmme Mühlenberg, at Gaardeieren skød. Viborg Overret fandt nu ogsaa, at det maatte anses for givet, at det havde ligget aldeles udenfor deres Hensigt, at Mühlenberg skulde dø eller lemlæstes, ligesom det heller ikke kunde antages, at de maatte have kunnet forudse hans Død som en rimelig Følge, idet vedkommende Distriktslæges Erklæring gaar ud paa, at et Skudsaar gjennem Benet af den omhandlede Art ikke i Almindelighed vil medføre Fare for Livet eller Tab af Lemmer, men idet det paa den anden Side ikke kunde antages, at Mühlenbergs Angreb havde været af en saadan Art, at det ude beføie til at anvende et saa farligt Vaaben paa den ommeldte Maade, fandtes Gaardeieren at maatte anses efter Straffelovens § 40 andet Membrum med simpelt Fængsel i 1 Maaned, og Sognefogden samt Kroeieren, det ved deres Optræden havde medvirket til Anvendelsen af den ommeldte vold, efter samme § sammenholdt med § 51 med lige Fængsel i henholdsvis 8 og i 4 Dage. 

(Nationaltidende 23. april 1884. 2. udgave)

De søgte alle om benådning og i september 1884 blev straffene ændret til bøder til statskassen. 200 kr. til M. Andersen, 50 kr. A. Dyrby Nielsen og 40 kr. til Buchwald.