Det danske Hjælpebureau i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Oberstinde J. Ramsing.

Flensborg, i April.

Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.

En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.

Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.

Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.

Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.

Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37. 

Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)

Se artikel og link til samtlige artikler om Julie Ramsing her: Julie Ramsing (1871-1954).

Flensborg Distrikt, Januar 1920. (Efterskrift til Politivennen)

 Artikel om stemningen før afstemningen i zone 1:

Om folkeafstemningen i Slesvig.

W. Flensborg, 27. januar

Efter de stormfulde dage med den voldsomme løsrivelse fra det tyske rige er roen vendt tilbage til den gamle bydel i Flensborg. Hvis engelske søfolk ikke slentrede langs kantstenene ned ad gaden og op ad gaden og farverne på den internationale kommission ikke flagrede fra Flensburg Hof, ville man ikke bemærke ændringen. De mange danskere fra nord på begge sider af Kongeåen er også midlertidigt vendt hjem efter at have deltaget som statister i den danske demonstration der fandt sted i søndags. Og det var kun i pressen at kampen udbrød om hvor mange "danskere" der egentlig var involveret i dette spidsrodsløb. En dansk Flensborg avis som forståeligt nok ikke kan lyve for meget for flensborgerne, siger otte tusinde, mens rigsdanske aviser, inklusive "Politiken", hvor alt hvad der sker i Slesvig nu skal pustes op, siger 20.000 til 30.000. Sandheden ligger dog ikke et sted i midten, men langt under det flensborgske danskerblads skøn. Efterfølgende sammenligninger af pålidelige tællere har vist at der i bedste fald var 4.000 til 5.000 danskere i den tyske by Flensborg søndag. Og da en stor del af dem gik til demonstrationen med deres rejsetasker i hænderne, mens de andre måtte holde åbne sangbøger i hændern, så de i det mindste kunne synge med på de danske sange, kan man få en idé om hvor imponerende slagkraftig ​​dette skuespil var - vi hørte en kendt dansker sige: "Nu tager jeg hjem, jeg har fået nok af stormbruset." Han hentydede til den overvældende musik der var til sangen til den danske kæmpedemonstration.

Men det er ikke nok at synge sange. En hård kamp er nødvendig for at holde de værste ting væk fra det truende tyske Nordmark. I den nordligste kommune af anden zone, Ladelund, altså på et sted der kunne se ud til at være det mest truede inden for den anden zone, opnåede den nationale bevægelse der ophidsede Slesvig-Holsten med de seneste stævner i går, en stor succes, hvilket er typisk for hele den anden zone. På et dansk møde, hvor kendte danske ledere fra nord skulle tale, nåede hovedtaleren kun til ordene "Mine damer og herrer!", før bønderne straks højlydt forlangte at han skulle tale tysk, og en afstemning viste at i hele salen var der knap en snes stemmer som valgte det danske sprog. Møderne tog derefter et rent tysk karakter og hundrede fremmødte meldte sig som medlemmer af den nye slesvig-holstenske forening. Det samme skete også andre steder. Den fare der truer slesvigernes ret til selvbestemmelse, skal dog tages meget alvorligt også i anden zone, og faren er af forskellig art.

For det første består det i at danskerne med hvad man kunne sige fabelagtig dristighed allerede mund til mund siger at der ikke længere er nogen tvivl om deres sags sejr. De bruger primært det økonomiske argument, men også antydningen af at stærke sympatier for Danmark slumrede under dynen og bare ventede på at vågne op igen.

Zur Volksabstimmung in Schleswig.

W. Flensburg, 27. Januar

Nach den stürmisxchen Tagen der gewaltsamen Losreitzung von Deutschen Reich ist in der alten Stadt Flensburg äusserlich wieder die Ruhe eingekehrt. Wenn nicht englische Matrosen strassab, strassauf die Bordsteine entlang schlenderten und vom flensburger Hof die Farben der internationalen Kommission flatterten, so würde man den Wandel nicht merken. Auch die vielen Dänen aus dem Norden von dieseits und jenseits der Königsau sind vorübergehend wieder nach Hause gefahren, nachdem sie bei der dänischen Demonstration, die am letzten Sonntag stattfand, als Statisten mitgewirkt haben. Und nur in der Presse ist der Kampf darum entbrannt, wie viele "Dänen" denn eigentlich an diesem Spiessrutenlaufen beteiligt waren. Ein Flensburger Dänenblatt, das den Flensburgern begreiflicherweise nicht allzu viel vorlügen darf, sagt achttausend, reichsdänische Blätter, darunter "Politiken", bei denen jetzt alles, was in Schleswig passiert, verstärkt werden muss, sprechen von 20,000 bis 30,000. Die Wahrheit liegt aber nicht etwa in der Mitte, sondern noch weit unter der Schätzung des Flensburger Dänenblattes. Denn nachträgliche Vergleiche zuverlässiger Zähler haben als Höchstresultat ergeben, dass bestenfalls 4000 bis 5000 Dänen am Sonntag in der deutschen Stadt Flensburg gewesen sind. Und da von ihnen ein grösser Teil mit die Reisehandtaschen in der Hand im Demonstrationszuge ging, der andere aber darauf angewisen war, aufgeschlagene Liederbücher in der Hand zu halten, um die dänischen Lieder wenigstens mitsingen zu können, so kann man sich ein Bild von der imponierenden Gewalt dieses Schauspiels machen - einen bekannten Dänen hörten wir äussern: "Ich gehe jetzt nach Hause, ich habe henug vom Sturmgebraus." Das heisst von dem Gesang, der die überwaltigende Musik zu der dänischen Riesendemonstration war.

Aber mit der Liedersingen ist es nicht getan; es ist ein zäher Kampf nötig, um von der bedrohenden deutschen Nordmark das ärgste fernzuhalten. In der nördlichsten Gemeinde der zweiten Zone, Lagdelund, also in einem Orte, der innerhalb der zweiten Zone am meisten bedroht erscheinen könnte, hat zwar gestern die nationale Bewegung, die das Schleswig-Holsteinertum von den jüngsten Kundgebungen aus aufgewühlt hat, einen grossen Erfolg erzielt, der typisch ist für die ganze zweite Zone. Bei einer dänischen Versammling, in der bekannte dänische Führer des Nordens sprechen sollten, kam der erste Redner über die Worte "Mine Damer og Herrer!" nicht hinaus, denn sofort verlangten die Bauern stürmisch, dass er deutsch sprechen sollte, und bei einer Abstimmung ergab sich, dass im ganzen Saale, noch kaum ein Dutzend Stimmen sich für die dänische Sprache entschied. Die Versammlungen nahm dann einen rein deutschen Verlauf und hundert Anwesende meldeten sich als Mitglieder des neuen Schleswig-Holsteinerbundes. Aehnlich geht es auch in anderen Orten. Die Gefahr, die dem Selbstbestimmungsrecht der Schleswiger droht, ist aber dennoch sehr ernst zu nehmen, auch in der zweiten Zone, und die Gefahr ist von verschiedener Art.

Sie besteht einmal darin, dass die Dänen mit einer, man kann sagen fabelhaften Kühnheit heute schon von Mund zu Mund tragen, dass an dem Sieg ihrer Sache gar nicht mehr zu zweifeln sei. Sie benutzen dabei vor allem das wirtschaftliche Argument, daneben aber auch die Suggestion, dass under der Decke doch starke Sympathien für Dänemark schlummerten und nur darauf warteten, wieder wach zu werden. 

(Münchner neueste Nachrichten : Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 28. januar 1920).

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945): Ankomst ved havnen i Flensborg. Ifølge Det kongelige Biblioteks emneord til fotoet må der være tale om Den Internationale Kommissions ankomst i Flensborg 1920. Fri af ophavsret.

Avisen København og talrige provinsaviser den 28. januar 1920 ville ifølge Raaes Telegrambureau vide at det danske møde i Ladelund var blevet sprængt af tyskerne ved at lave spektakel og synge så de danske talere ikke kunne komme til orde. I mødet deltog seminarielærer Eskildsen (Tønder), pastor Andersen (Holebøl) og sagfører Andersen (Haderslev). Damgaard ledede forsamlingen. Efter Eskildsens foredrag om danske stednavne ville pastor Andersen tale på dansk, men forsamlingen protesterede voldsom mod dette, og dirigenten måtte foretage en afstemning i hvilket alle imod 10-12 stemmer besluttede at der skulle tales tysk. Pastor Andersen gav herefter afkald på ordet. Forsamlingen vedtog herefter en resolution med følgende ordlyd: 

"De talrige samfundsmedlemmer fra Ladelund og omegn der er samlet i dag, lover endnu en gang at forblive loyale over for deres elskede tyske fædreland. Vi afviser med indignation alle fristelser fra dansk side, uanset hvilken form de måtte klæde sig i. Vi nægter at skulle ledes af formodet bedre levevilkår i staten Danmark, men vi forventer og ved at vi i fremtiden fortsat vil modtage vort daglige brød fra Guds hånd i vort tyske fædreland gennem loyalitet, ærligt og ærligt arbejde, som vi vil give til os selv og vores børn ved bordet af kærlighed til vores tyske fædreland Vil du nyde lykke og velsignelser."

En lokal gruppe af Slesvig-Holstenerforeningen blev stiftet i Ladelund. Omkring hundrede medlemmer tilmeldte sig straks.

"Die heute zahlreich versammelten Gemeindemittglieder von Ladelund und Umgebung geloben aufs neue, ihrem geliebten deutschen Vaterlande die Treue zu bewahren. Wir weisen alle Lockung dänischerseits in welche Form sie sich auch kleiden mögen, mit Entrüstung zurück. Wir lassen uns nicht bestimmen von vermeintlichen besseren Lebensbedingungen im Staate Dänemark, sondern wir erwarten und wissen, dass wir auch in Zukunft in unserm deutschen Vaterlande durch Treue, redliche und ehrliche Arbeit unser täglich Brot aus Gottes Hand empfangen werden, das wir am Tische der Liebe für unser deutsches Vaterland uns und unsern Kindern zum Glück und Segen geniessen wollen."

Es wurde in Ladelund eine Ortsgruppe des Schleswig-Holsteiner-Bundes gegründet. Ungefährt hundert Mitglieder traten ihr sofort bei.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 28. januar 1920).

Efter en gentagelse af et agitationsmøde i Agtrup hvor fremmødet af tysksindede var overvældende, frasagde talerne sig ordet og talerne, bl. a. Kloppenborg-Skrumsager, Chr. E. Christensen, Tage Jessen og Eskildsen, besluttede ikke at afholde flere møder i 2. zone. Den 1. marts 1920 afholdtes et lukket dansk agitationsmøde i Christiansens Gasthof hvor kun indbudte blev tilladt adgang. Omkring 100 skal være fremmødt. Et privat dansk møde (den 6. marts?) med ca. 70 deltagere blev ifølge Heimdal afholdt i Antoni Carlsens Gæstgiveri i Ladelund. Der blev vist lysbilleder, og der blev holdt dels en tysk, dels en dansk tale på folkemål - hvilket formentlig er sønderjysk. 

Ifølge en opgørelse i Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. marts 1920 var der i Ladelund 322 bosiddende vælgere, dertil kom 103 udefrakommende hvoraf 10 nord for Kongeåen. Ved afstemningen stemte 106 for Danmark, 292 for Tyskland. Så selv fratrukket udefrakommende var resultatet solidt flertal for Tyskland (96 for Danmark, 189 for Tyskland). På trods af det tyske flertal i Ladelund, foreslog et mindretal (2 mod 3) i den internationale kommission at tildele Danmark Medelby, Ladelund, Sønder Løgum og Aventoft. Begrundelsen var lokale afvandingsforhold. Kristi Himmelfartsdag maj 1920 protesterede de tyske flertal mod at blive indlemmet i Danmark.

Soldater fra 64. (Efterskrift til Politivennen)

Et par Svogres Oplevelser

En Dragons Bedrifter.

Det var under Tilbagetoget fra Slien. Frem ad den glatte Landevej mod Flensborg bevægede 2. Regiment sig langsomt op mod Nord. Der herskede en underlig dyster Stemning overalt: thi Sult, Kulde og national Nedtrykthed satte sit Præg paa de lange, tavse Rækker. Men saa midt i Nattens hyggelige Stilhed lyder der en munter Soldatersang, som lige med et fremkalder Liv i Geledderne. Man opdager, at Sangen kommer fra en Dragon, som trækker sin Hest langs Vejgrøften. Det er udmærket, Kammerat, raaber en Officer til ham. Lad os bare faa mere af den Slags.

Noget efter er Dragonen, hvis Navn i Eskadronen er Jens Højelse, oppe paa Siden af 2. Regiments 3. Kompagni. Deri ved han, at flere af hans Bysbarn findes. Da han faar at vide, hvad Kompagni, det er, spørger han, om der ikke findes en Mand fra Højelse, hans Fødeby, i Kompagniet. Jo, det er mig svarer den tiltalte, som var hans Svoger, Peder Larsen; men denne havde rigtignok lagt sig et kraftigt Fuldskæg til, siden de sidst saas. Dragon Jens Højelse optraadte i halv Infanteriuniform, fordi der ved hans Garnison i Itzehoe havde vært Mangel paa Dragonuniformer.

Dragon Jens Højelse (x) og Frederik Skytte. Kværkeby

Paa ovenstaaende Billede ser man Jens Højelse, hvis egentlige Navn var Jens Hamen, barnefødt i Højelse ved Køge, sammen med sin gode Ven Frederik Skytte fra Kværkeby, sidstnævnte med hævet Glas.

Da Flensborg var forladt af de danske Soldater, oplevede Jens Højelse et spændende Eventyr paa Flensborg Torv. Han havde bragt en sidste Ordre til en Embedsmand der i Byen, og da de prøjsiske Husarer red ind paa Flensborg Torv, kom Jens Højelse netop ridende ud af en Gaard. Han gav sin Hest Sporen; men Skæbnen vilde, at den styrtede paa Hjørnet af Torvet. Jens kom fri af Hesten og fik den i en Fart paa Benene igen; men da han atter sætter Foden i Stigbøjlen, er to Husarer omtrent henne ved Siden af ham. De raaber, at han skal overgive sig. Nej, F - - g - - om jeg heller vil, svarede Jens, idet han kastede en tom Flaske hen i Hovedet paa den nærmeste Tysker, og i susende Galop rider han op gennem Flensborg Gader, nu og da under Sabelhugning med en af de ivrigste Husarer.

Heldigvis var Jens Højelses Hest godt til Bens, saa han red fra Tyskeren; men i næste Øjeblik peb 4 -5 Kugler om Ørene paa ham. Jens vendte sig i Farten om i Sadlen og rakte lang Næse af Fjenden, der formodentlig paa Grund af andre danske Troppers Nærhed opgav videre Forfølgelse af den raste Dragon.

Endnu for et Par Aar siden levede der i Flensborg en Borger, der kunde huske dette Optrin.

Siden kom Jens Højelse under Løjtnant M. I. R Baumanns Kommando til Aarøes Strejfkorps, kan var med at tage et Par Ulaner til Fange i Løjt Kirkeby, og under en af Ekspeditionerne var han sammen med en Dragonpatroullle siddet af, og Bidslerne var taget af Hestene, da Gaarden, hvor de var, pludselig blev omringet af fjendtlig Kavalleri. De danske Dragoner faar i en Fart Bidslerne paa Hestene, og i næste Øjeblik rider vi i flyvende Fart ud af Porten og med svingende Sabler farer de gennem den fjendtlige Rytterkæde. Der blev skudt efter dem, og en Mand blev ramt. Kammeraterne søgte at holde ham oppe; men da han sank død sammen, maatte de lade ham glide til Jorden; Hesten blev dog reddet.

Jens Højelse døde for en halv Snes Aar siden og blev begravet paa HøjeIse Kirkegaard, hvor Løjtnant Baumanns Fætter, Mastor I. R. Baumann, holdt Ligtalen, i hvilken han mindede om. hvad hans Fætter havde fortalt om Jens Højelses Bedrifter.

Hans Svoger

Peder Larsen

stod som nævnt ved 2det Regiments 3. Kompagni Han havde under den første Del af Krigen staaet ved Arnæs, og stod paa Post den Nat, Prøjserne begyndte at forberede Overgangen, idet de med Lygter undersøgte Forholdene ved Sliens Sydkyst. Det var Peder Larsen, der bragte den første Melding herom til sin Chef, som straks lod iværksætte en Undersøgelse.

I Dybbøl Skanser var 2. Regiment jo ved flere Lejligheder med, hvor det gik hedest til. Peder Larsen fortæller saaledes om Kampen Natten mellem Paaskedag og 2. Paaskedag, da han stod i Skanse 6. Han mindes en heltemodig svensk Officer, der fra Nabostansen den Nat affyrede et Par vejrettede Kardæskeskud, som i høj Grad indvirkede paa Fjenden, der var lige inde ved det ydre Pæleværk. Da Peder Larsen Dagen efter var ude i Forpostkæden, opdagede han ved en Grøft mellem vore og Fjendens Rækker et Par Lig. Der blev sendt en Parlamentær af Sted, og fra begge Sider kom der nu Soldater ud og begravede de faldne.

Naar Slesvigerne flygtede

De gamle Soldater fik ofte en Sydslesviger med sig paa Post. Da Peder Larsen en Dag kommer ud med en saadan, begyndte Slesvigeren at være saa underlig urolig, hvorfor Peder Larsen siger til ham: Hvis Du prøver paa at løbe, skyder jeg Dig ned, "Denn skal jag nok bleven", svarede Slesvigeren, og han prøvede heller ikke paa at løbe.

Fra en af de nærliggende Vagter stak dog en af. Skildvagten der skød ikke; men Peder Larsen fandt det var for galt og sendte en Kugle efter Forræderen, men om den ramte, ved han dog ikke. da Slesvigeren forsvandt bag et Hegn. En anden Slesviger løb om Natten vild i Skoven og kom mod sin Vilje tilbage til den danske Forpostkæde, hvor en tysktalende, trofast Sydslesviger fik fat i ham og afleverede ham. Desertøren fik saa Rotting af en Korporal Niels Mortensen.

Hver Gang en var flygtet, blev der straks givet nyt Feltraab. Derfor vidste Forposterne, naar nogen var stukket af.

Stormen paa Dybbøl

2. Regiment var i Dybbølstillingen den 17. April, og Peder Larsen og 5-6 Mand fra hans Sogn stod i og ved Skanse 4. Den frygtelige Nat og Formiddag med det vedholdende Bombardement fra Fjendens Side havde trættet Soldalerne meget; men da ved 10-Tiden Kanonaden pludselig hørte op, vidste enhver, at nu gjaldt det. Mellem Løbegravene og Fjenden laa et Hegn med smal Gennemgang.

Pludselig vrimler det med Prøjsere i dette "Gab". Alle som een lægger Riflen til Kinden og skyder ind i den store Mængde, som stormede frem; men for hver en, der faldt, kom der ti frem og snart spredte de sig langs Hegnet og stormede mod Skanserne og Løbegravene. Der blev, trods at Riffelkuglerne faldt som Hagel, holdt Stand lidt; men saa blev der givet Ordre til at retirere noget tilbage bag et Hegn. Men de flygtende faldt i Snesevis. Peder Larsen og 4- 5 andre blev sprængt lidt til Siden, saa de fik Plads mellem Hegnet og et Skur. Pludselig stikker et Par Prøjsere Næsen ind ved den ene Side; men med Bajonetten drev man dem bort. En Korporal Nielsen, der kommanderede over Resterne af Peder Larsens Deling, gav Ordre til ny Retræte; men pludselig ser de, at en stor tysk Styrke løber foran dem paa Tilbagetogslinien. og bag efter bem iler nye tyske Stormkolonner frem; dog pludselig vakler Tyskerne foran. Det er 20. Regiments helte, modige Bajonetangreb, som nu trænger Fjenden tilbage.

Del lykkedes en Del af de sprængte Delinger af 2. Regiment at naa frem til 20. Regiment, og saaledes kom Peder Larsen til at deltage l de gentagne stolte Bajonetangreb. Han blev tillige med 3 andre Soldater fta 2. Regiment beordret til at bære en dødelig saaret Officer fra 20. Regiment tilbage; men Officeren bøde straks efter.

Det var kun en lille Rest af 2. Regiment, der efter Kampen kunde samles paa Als: men Peder Larsen var dog blandt dem. To af hans Bysbørn var faldet i Skanserne, og en blev haardt saaret fanget af Prøjserne.

Et Varsel

Den ene af de faldnes Forældre sad om Aftenen hjemme og talte om Krigen. Pludselig siger Konen: "Nu kommer Per hjem, jeg hører hans Trin ude i Gaarden". "Saa er Per skudt", sagde Manden, og nogle Dage efter kom per ogsaa Brev om, at Per var falden i den sønderskudte Skanse 4.

- - -

Peder Larsen var forleden i L. Skensved Hotel og havde med Interesse hørt Kaptajn Søltofts levende Skildring af Kampen; men desværre for den brave gamle Veteran af Helbredshensyn ikke deltage i Veteranfesterne.

R. P. Nielsen

(Slagelse-Posten 17. april 1914).

I Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 22. april 1914 nævnes nogle andre soldater som var i 2. regiment under stormen på Dybbøl.

Provst Peters, Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 (et år efter den danske menigheds oprettelse i Flensborg) var skibskaptajn Thomas Christian Sabroe blevet medlem. Hans kone døde 2 år efter mens han var i Vestindien. Før sin død havde hun kontaktet pastor O. N. H. Peters ved Marie Kirken med henblik på begravelsen - som han også foretog. Pastor Graae (medstifter af den danske borgerskole i Flensborg) fandt ud af dette og mente hun hørte til den danske menighed, Peters havde derfor ikke været berettiget til at begrave hende og udtrykte ønske om at Peters skulle slette hende i kirkebogen, for i stedet at opføre hende i den danske. Peters protesterede, men kirkevisitationen gik ham imod, og han blev pålagt at slette hende i kirkebogen. Dødsfaldet blev indført i den danske kirkebog (men ikke slettet i den tyske). (Danske Kirkebøger i Sydslesvig, bind 1. Ved Lars N. Henningsen. 1993. s. 13-14.)

Pastor Peters havde gjort sig upopulær blandt de tysksindede da han optrådte ved indvielsen af Istedløven på Flensborg kirkegård. Provst Hansen blev afskediget som provst i 1864 efter magtskiftet, og pastor Peters konstitueret i hans sted. Især viste fjendtligheden mod hans indsættelse i marts 1864 sig i Angeln sogn, hvor man udtrykte ønske om indsættelse af en anden.

Fra Slesvig. Provst Peters i Flensborg, en af de modbydeligste af de mange foragtelige Renegater, der i Aarene siden 1864 have arbeidet for Sønderjyllands Fortydskning, har i en Skrivelse til "Flensb. Anz.", der er affattet i den overmodigste Tone, anført de Grunde, hvorfor han forfølger det danske Sprog og særlig dets Benyttelse i Holdts private Realskole i Flensborg. Han betegner i Skrivelsen det danske Sprog i Flensborg som en Frugt af "systematisk dansk Propaganda og Agitation", som en "Drivhuusplante, der maatte gaae under ved den første Storm", og han erklærer, at han vil vedblive Forfølgelsen imod enhver dansk Skole, fordi den i "vor tydsk-talende By Flensborg bestandig kun maa blive et Arnested for politisk Propaganda eller Agitation", i hvilken Henseende han beraaber ug paa de Erfaringer, han har vundet i Aarene fra 1851 til 1863, da han "havde Leilighed til at kaste et altfor nøiagtigt Blik ind i dette jesuitiske Væv". Det er bekjendt nok, at Provst Peters - af Folkevittigheden i Flensborg formedelst en Tale om den overhaandtagende Brug af Kaffe i Reglen benævnes "onse lütje Kaffekann" - i disse Aar som Præst ved Mariekirken bestandig spillede loyal, og at han endog deeltog i Indvielsen af Løvemindesmærket paa Flensborg Kirkegaard. Men saasnart det viste sig fordeelagtigt for ham, afkastede han sin Maske, forfulgte skaanselløst alt Dansk, fik de blomstrende, danske Skoler og den danske Menighed ophævede og er endog fræk nok til nu at tale om de tidligere Tilstande, hvis lydige Tjener han var, som "et jesuitisk Væv" , skjøndt Ingen har viist sig mere jesuitisk end netop han i hele sin Færd. At han foragtes af Flensborgs dansksindede Borgere, er en Selvfølge; naar han ikke ligeledes er en Gjenstand for Tydskernes Ringeagt, saa kan det kun være fordi den tydske "Sittligkeit" er et fra andre Folks Moral aldeles forskjelligt Begreb. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 23. december 1868)

I november 1865 var der 450 elever i danske borgerskoler i Flensborg. 320 blev tvunget til at flytte til de tyske borgerskoler, mens 130 fortsatte. I 1869 blev dette tal yderligere beskåret. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som præst i oktober 1895 verserede rygter om at han søgte sin afsked. Endnu i 1896 ser det ud til at han var provst i Flensborg. Provst Peters fejrede den 7. januar 1904 sin 85. fødselsdag.

Borgermesterposten i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

En række nyheder fra Slesvig der ellers daglig verserede i den danske presse, både den landsdækkende som lokalpressen, er udeladt. Pålideligheden af disse mener jeg var ringe og stærkt påvirket af dansk-nationale synspunkter. En enkelt sag kan måske belyse dette, om end variationen var stor. Det drejer sig om borgmesterposten i Flensborg:

Flensborg. den 6te August. (Korrespondance til "Dags-Telegrafen"). Der forestaaer her i Flensborg Valg af to for Byens Velfærd vigtige Embedsmænd, idet første og anden Borgermester ere afskedigede, Borgermester, Kjøbmand Funcke efter egen Ansøgning. For det juridiske Borgermesterembedes Vedkommende skal en i Altona boende Advokat, som er født her t Byen, være foreslaaet af høiere Vedkommende, men man ved endnu ikke ret, hvem man skal vælge til anden Borgermester, der skal vælges af Staden selv og særlig værne om dens Intereser. Som bekjendt ere Bykollegierne sammensatte halvt af tydske og halvt af danske Mænd, der hver for sig ville foreslaa en Kandidat, men da man i den tydsksindede Borgermester Funckes Funktionstid tilfulde har lært, hvilke Ulemper der er forbundet med at have en Mand i Spidsen, som mere beskæftiger sig med Politik end med Embedssager, er det ikke umuligt, at begge Parter ville kunne enes om en Kandidat, der uden at blande sig i politiske Spørgsmaal vil tabe Stadens nedbrudte Velstand ligge sig paa Hjerte.

(Dags-Telegraphen (København) 9. august 1868)

Oplysningerne i notitsen skal sammenlignes med at Friedrich Wilhelm Fun(c)ke var Flensborgs 2. borgmester 1864-1870. Da 1. borgmesteren Otto Bong Schmidt der var borgmester 1865-1868, trak sig tilbage januar 1868, var Funcke midlertidigt i kraft af 2. borgmesterposten konstitueret fra januar 1868 indtil en ny 1. borgmester kunne vælges. Allerede ved Bong Schmidts meddelelse om at træde tilbage i december 1867 var Toosbüy på tale som den nye 1. borgmester. (Se fx Middelfart vis 19. december 1867 og Haderslev Avis 31. marts 1868). Artiklens antydning af at Funcke skulle være upopulær er derfor tvivlsom.

Det blev Wilhelm Toosbüy (1831-1898). Han var borgmester i Sønderborg 1865-1868 og herefter fra oktober 1868 konstitueret, senere valgt (med 363 ud af 364 stemmer) af borgerskabet i Flensborg. Han blev hurtigt så yndet at han i 1870 blev valgt som livsvarig borgmester. Han var også Flensborgs første overborgmester (1875-1898). Foto fra månedsskriftet "Die Heimat", 1898.

Ved Toosbüys tiltrædelse var Flensborg i krise fordi byens forbindelser indtil 1864 i høj grad var rettet mod Danmark. I hans borgmesterperiode blomstrede byen op på mange områder og voksede til det dobbelte (40.000 indbyggere). Ikke mindst pga. Toosbüy. På trods af hans optræden som preussisk embedsmand og stemmeafgivning i diverse foramlinger imod danske forslag, formåede han tilsyneladende gennem sin personlighed at finde sympati også blandt de dansksindede.

Jürgen Bremer. (Efterskrift til Politivennen).

Jürgen Bremer (1804-1874) er nævnt adskillige gange på denne blog. Han var en slesvig-holstensk politiker som især virkede i Flensborg. Efter at have afsluttet sit jura-studium på universitetet i Kiel blev han 1828 sagfører (advokat) i Flensborg.

1846 medlem af Slesvigs stænderforsamling. Marts-oktober 1848 var han medlem af den provisoriske regering i Rendsborg, hvor han var justitsminister og repræsentant for den nationalliberale slesvig-holstenske bevægelse. Medlem af Slesvig-Holstens Landesversammlung december 1848, overappellationsretten i Kiel 1849-1852.

Magistraten i Flensborg modtog en skrivelse fra den provisoriske regering den 26. marts 1848 om at anerkende den. Magistraten bestod af 8 mænd, mens det borgervalgte deputeretkollegium af 24 medlemmer. Disse anerkendte enstemmigt den provisoriske regering, uden at dette dog nødvendigvis betød en tilslutning til dens politik - den kunne også være et udslag af at bøje sig for overmagten og hensynet til ro og orden (der var slesvig-holstenske tropper i byen), i hvert fald anså såvel Magistrat som deputeretkollegium ro og orden som stående over nationale sympatier uanset hvilke tropper der beherskede Flensborg i perioden 1848-1851. Jürgen Bremer var på slesvig-holstensk side. Han blev 1852 landsforvist og nedsatte sig som embedsmand i Lübeck. 

X Flensborg, den 26de Oktober. Fra vor Korrespondent.. Bladene have allerede berettet, at Borgermester Bremer definitivt er afgaaet, men hans Afskedigelse skal dog endnu ikke være endelig bestemt. Som jeg allerede i mit forrige Brev underrettede Dem om, var Bremer for nogen Tid siden bleven kaldt til Slesvig, hver han blev anmodet om at søge sin Afsked; hans Vægring derved har, som man vil vide i velunderrettede Kredse i Slesvig, fremkaldt en Meningsforskjellighed mellem de regjerende Herrer, og saaledes svæver Sagen endnu uafgjort. Vi dansksindede Flensborgere have ikke Noget imod at beholde Borgermester Bremer her, saalænge vi dog ere nødte til at blive under preussisk Herredømme, da vi neppe kunne vente at faa en Mand, der i det Hele taget vilde være mere human imod os, medens vi saare let kunne faa En, der gik langt mere tyrannisk tilværks, end Bremer har gjort. Det Rygte, at han er en slesvigholstensk Wühler, skriver sig egentlig mere fra forrige Krig; Manden har ialtfald vist sig langt bedre end sit Rygte. Indsættelsen af preussiske Embedsmænd her i Landet, som i Begyndelsen forekom os at være en Lettelse imod de slesvig holstensk sindede Embedsmænds umålelige Tryk, og som vi derfor hilsede med Glæde, gjør os nu noget ængstelige tilmode, da vi belærte ved alle de Provindsers sørgelige Historie, som Preussen lidt efter lidt har annekteret, vide, at dette er Begyndelsen til Anneksionen.

(Dags-Telegraphen 2. november 1865)

Jürgen Bremer. Museen-sh.

Bremer var i april 1864 blevet førsteborgmester (Oberpräsident, erster Bürgermeister) i Flensborg. Han blev afskediget med fuld løn - vartpenge - fra 1. december 1865. I hans sted blev udnævnt aktuar Trittau Karl Otto Wilhelm Bong-Schmidt, der kom fra en borgmesterstilling i Itzehoe.

Skibsforbindelse Flensborg-Faaborg. (Efterskrift til Politivennen)

Efter megen Anstrængelse fra Handelsstandens Side - hedder det i Faaborg Av., - var det endelig lykkes at faae en Dampskibsforbindelse bragt istand imellem Faaborg og Flensborg. Glæden herover var almindelig, men den var ogsaa kort. 3 Gange anløb Dampskibet "Diana" Faaborg paa Rejsen til Flensborg og lige saa ofte paa Reisen fra Flensborg til Korsør, men saa maatte denne Fart opgives. "Grunden hertil er ikke at Farten lønnede sig for slet, nei, det er Toldvæsenet, der lægger uoverstigelige Hindringer i Veien for Skibets hurtige Clarering. Nu skulde man troe, at Toldvæsenet burde fremme Alt, hvad der kunde bidrage til at forøge Toldindtægterne, og altsaa lette Samfærdselen saa meget som muligt. Men naar enkelte særligt begunstigede Pladse paa Kysterne undtages, kan man ialmindelighed, og Byerne isærdeleshed, ingenlunde glade sig over Forekommenhed fra Toldbestyrelsens Side. Toldvæsenet synes altid at have havt en afgjort Modbydelighed for Alt, hvad der har Lighed med en simpel Forretningsgang, en Paastand, der kan finde sit Beviis i en nylig udgaaet Bekjendtgjørelse angaaende endeel unyttigt Skriveri, som nu er ophævet ved Kjøbenhavns Toldsted. Der kan ikke indvendes, at vidtløftige Forholdsregler ere nødvendige for at forebygge Smugleri; thi dette kan meget godt forhindres uden at Toldvæsenet har nødig at tage sin Tilflugt til Foranstaltninger, der ere lige saa ubehagelige for de Reisende og Toldembedsmændene, som de ere kostbare og tidsspildende for Skibet, navnlig ved at lade Toldofficianter gjennemgaae hele Skibet og notere Alt, hvad der findes, lige til Forraadet i Hovmesterens Spiiskammer og Indholdet af de Reisendes Vadsække. Dersom man ved Skibets Ankomst hertil beordrede en Toldembedsmand ombord og lod ham følge Skibet til Svendborg, hvor han afløstes af en Collega, vilde man sikkert kunne forhindre Smugleri og undgaae at opholde Dampbaaden saa længe, at den ikke med Fordeel kan anløbe Byen."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1865).

Annonce i Sydfyenske Tidende, 15. april 1865.

Fra maj 1865 anløb Koch & Hendersons dampskib "Diana" Faaborg på ruten mellem Korsør og Flensborg. Skibet anløb også Sønderborg og Svendborg. I april indrykkede Koch & Henderson en annonce (se fx Korsør Avis 26. april 1865) hvori der bl.a. stod: "Paa Grund af de Vanskeligheder, de forandrede Toldforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne medføre i Henseende til Skibets og Godsets Klarering, see vi os nødsagede til at lade Dampskibet "Diana" ophøre at anløbe Ohnsevig paa Kieler-Touren og Faaborg paa Flensborg-Touren." Dampskibet Flora sejlede i en kort periode Korsør, Svendbog, Faaborg, Assens og Haderslev.

Cornelius Peter August Koch (1816-1892) var ekspeditør kendt fra flere firmaer, fx Koch & Bird i Flensborg, samt som nævnt agent for engelske James Henderson & Son som satte skibe i fart mellem København og Flensborg. Det nævnte rederi var med Henderson jun. "Diana" var blevet købt 1856 til fart Korsør-Flensborg-Kiel. Skibet blev bl.a. brugt af H. C. Andersen i juni 1858 og juli 1862. Firmaet indgik 1866 i D. F. D. S. med fire skibe: Skruedampskibene "Arcturus" og "Aurora" og hjuldampskibene "Vesta" og "Diana".

Jylland. 10de til 31te December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Dbl." den 7de, at den danske Menigheds Ophævelse dog ikke er skeet paa anden Maade, end at alle ministerielle Handlinger kunne forlanges foretagne af den saakaldte danske Præst, uden at Vedkommende behøve at erlægge Gebyrer derfor ogsaa til den tydske Sognepræst. Men den nye "danske" Præst Karstens, tidligere Huuslærer hos en dansk Adelsmand, vil neppe faae nogen Søgning af de dansktalende Familier, da han synes ansat for at holde Folk borte fra den danske Kirke. I Søndags 8 Dage, da han havde Ordre til at oplæse Fredstractaten fra Prædikestolen, takkede han saaledes uden Ordre Gud for den "lykkelige" Fred, hvorfor da ogsaa flere af de tilstedeværende Damer strax fjernede sig med Graad i Øie. I Søndags, da Takkegudstjenesten holdtes, skal Kirken kun have været besøgt af 2 ubekjendte Damer og 3 simple Fruentimmer, alle formodentlig ikke hørende til Menigheden."

Communalbestyrelsen i Nykjøbing p. M. har igjennem Amtet modtaget en Meddelelse fra den kgl. Commissarius for Jylland, hvoraf fremgaaer, at Communen af det Beløb af 171½ Rd., som Udgifterne til Forplejningen af de vedvarende preussiske Tropper fra den 2den til den 10de August d. A. have andraget, fortiden kun erholder 16 1/3 Rd., hvoraf de 5 5/6 Rd. tilfalder Sognefogden i Tødsø for reqvireret Smør, og hvilket Beløb var indsendt med Amtets Skrivelse, medens det endnu er uvist, om de manglende 155 1/6 Rd kunne erstattes kommunen af det af det forrige Militairgouvernements Kasse udbetalte Overskud af Jyllands Indkomster under Occupationstiden. Paa Grund heraf vedtoges det, at opføre Beløbet som Krigsskade, og derom at gjøre Anmeldelse til Amtet i Forbindelse med de alt tidligere i saa Henseende anmeldte Krav, for saa stor en Deel som ikke maatte blive erstattet af det nævnte Overskud.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 12 december 1864).

Ifølge "Kold. Av." har "Fredsfesten" i de nordslesvigske Kirker, som det var at vente, gjort Fiasco: paa enkelte Steder mødte der i Kirken blot 1 eller 2 Hjemmetydskere; paa andre havde Festen et meget alvorligt og høitideligt Præg, men var alt Andet end en "Takke"-Fredsfest; i eet Sogn tog den tydske Præst det kloge Parti at faae "Fredsfeber" og udeblive fra Kirken. - I Tønderegnen blev der, ifølge en Skrivelse fra Møgeltønder til "Dbl.", paa mange Steder hverken "ringet" eller "takket"; men i Møgeltønder selv, som bekjendt, en af de afstaaede nørrejydske Enklaver, blev "Fredsfesten" holdt; dog indfandt der sig af Danske kun nogle faa Nysgjerrige og Saadanne, som om Søndagen besøge Kirken for derefter at faae sig "et  Par Punsch", til den; blandt de Tilstedeværende bemærkedes med Harme den kgl. danske Cancelliraad Holm, Ex-Byfoged i Tønder (der formodentlig venter en Gjenindsættelse i Slesvig). Noget for Kirketid indfandt sig fra Tønder en med Knipler bevæbnet Bande af tydske Seminarister fulgte af 3 bevæbnede Gensdarmer. Efter at have holdt et støiende Indtog i et Værtshuus og der samlet den behørige Courage, begav de sig til Kirken hvis Indgange besattes af Gensdarmerne. Efter Kirken svirede de igjen i en Kro og drog derpaa, brølende "Schleswigholstein" gjennem Slotsgaden; en Tjenestekarl, der istemmede en dansk Fædrelandssang, fik sit Ansigt paa det Afskyeligste sønderslaaet af en Gensdarms (en slesvigsk Deserteurs) Sabel; Banden havnede i en tredie Kro, hvor den fortsatte Sviren; dens Brøl blev saa gyseligt, at en østerrigsk Capitain yttrede Tvivl om, at det var Mennesker. En Seminarist trak en Pistol op af Lommen og truede Værtinden; -  de vare alle væbnede med slige Pufferter for at sætte Møgeltønderne i Respekt". Omsider satte Værten dem paa Døren; brølende vendte de da tilbage til Tønder. Hvad ville Civilcommissairerne sige til, at den tønderske Øvrighed rolig har tilladt saadanne Optøjer? 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. december 1864).

Notits i tysk avis, original se nedenfor:

I Aabenraas skolesystem har intet ændret sig trods afstemningen om skolesproget der fandt sted for et par måneder siden, og lærerne er forblevet. Civilkommissærerne siges at have fundet det danske mindretal, der skilte sig ud ved afstemningen, og det faktum, at langt de fleste i Aabenraa taler dansk dialekt, alt for påfaldende, som de hidtil fandt. Herom var der stor begejstring i den tysksindede borgerforening i byen; i disse kredse er det indtrængende ønsket, at børnene ikke skal begrænses til privatundervisning og det lidt, der gøres i skolen for at lære tysk.

Im Apenrader Schulwesen ist trotz der vor einigen Monaten vorgenommenen Abstimmung über die Schulsprache nichts geändert worden, und auch die Lehrer sind geblieben. Die Civilcommissäre sollen die dänische Minderheit die bei der Abstimmung heraustrat, und die Thatsache dass die gross Mehrheit in Apenrade eine dänische Mundart spricht, allzu schlagend gefunden haben, als dass sie bisher fanden. Im deutsch-sinnten Bürgerverein der Stadt gab sich darüber grosse erregung kund; man wünscht in diesen Kreisen dringend dass die Kinder für das Erlernen des Deutchen nicht auf Privatstunden, und das wenige was in der Schule getrieben wird, beschränkt seyen.

(Allgemeine Zeitung 14. december 1864

Den 14. december var alle saksiske og hannoveranske tropper ude af hertugdømmerne. Da preusserne for alvor satte sig på Holsten og indsatte Edwin von Manteuffel som guvernør i stedet for Gablenz, var noget af det første han gjorde at forhindre den augustenborgske bevægelses aviser i at udkomme (Kieler Zeitung, Schleswig-Holsteinische Zeitung og Itzehoer Zeitung), samt forbyde de slesvig-holstenske forsamlinger. Hertug Friedrich VIII (1829-1880) levede nærmest som i husarrest i Kiel indtil han den 7. juni 1866 rejste til Altona, samtidig med at statholder von Gablenz og østrigerne forlod byen efter at Preussen havde bebudet at de ville rykke ind i Holsten. Den 24. januar 1867 blev hertugdømmerne officielt indlemmet i Preussen. Modviljen mod Preussen lettede lidt da den senere Wilhelm II blev gift med Friedrich VIIIs datter Auguste Viktoria (1885-1921).

Af de her i Byen ved Afmarschen efterladte 6 syge preussiske Soldater ere nu de To døde. Den først Afdøde blev for en halv Snees Dage siden baaren til Jorden af Vaabenbrødrene, og den nu senest Afdøde blev idag i Middagsstunden begravet med militair Honneur. Kisten, ovenpaa hvilken der laa Krandse og den Afdødes Pikkelhue, blev baaren af Dragoner, og over Graven, ved hvilken Pastor Bang talte nogle Ord, affyredes tre Salver. Paa det herværende Sygehuus findes endnu tre syge preussiske Soldater, der dog alle ere Rekonvalescenter; een er alt tidligere som helbredt reist hjem.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. december 1864).

Afskedigelser blandt Præsterne. (Sorø Av.) I Forbindelse med de stedfundne store Reduktioner i de forskjellige Ministerier og de paabegyndte do. i Militair Etaten vil man nu ogsaa vide, at et større Antal af de ældste Præster - efter Sigende omtrent 70 - skulle have deres Afsked, nærmest vistnok for at gjøre Plads for de talrige fordrevne slesvigske Præster, som det i saa høi Grad er naturlig at der gjøres Noget for. Efter Forlydende skal der ogsaa være paatænkt at foranstalte en særlig lempelig Examen for de fordrevne slesvigske juridiske Embedsmænd, der kun have slesvigsk juridisk Examen, men som ønske at underkaste sig den fuldstændige juridiske (den saakaldte latinsk-juridiske Prøve), for derved at gjøre sig skikkede til at beklæde juridiske Embeder i Kongeriget. Mange skulle allerede ivrigt forberede sig til denne Prøve.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. december 1864).

Biskop Daugaard i Ribe har i "Berl. Td." for 22te taget til Gjenmæle mod et Brev af 9de fra Ribe til "Dbl." Han tilstaaer, at han i 1849 "for tidlig tog Afsked" med sine tørring-lehnske Præster, "hvilken Sag iøvrigt til sin Tid har fundet sin Afgjørelse (hvilken?) i Kirkeministeriel". og "ønsker, at han nu, som dengang maa være kommen for tidlig med sit Afskedsord". Derimod benægter han, at han ved et Circulaire skal have tilskyndt bemeldte Præster til at indsende deres Underkastelse til Civilcommissairerne og endog raadet dem at indsende den paa Tydsk; han formoder, at der derved sigtes til, at han midt i Februar skrev til nogle Præster i de vestlige Sogne om, hvad de havde at gjøre, hvis det blev forbudt dem at bede i Kirkebønnen for Hs. Maj. Kongen; han skrev da, at "han vel ikke antog, at man af de til den danske Folkekirke hørende tørninglehnske Præster vilde forlange Noget, som positivt maatte støde mod Embedseed og gjøre det nødvendigt for dem at træde tilbage, men yttrete, at det Videste, de i saa Tilfælde kunde gaae, var: efter endt Prædiken at slutte med Doxologien, Fadervor og Herrens Velsignelse uden at fremføre nogen mere speciel Bøn, og iøvrigt henstillede det til Enhvers Samvittighed, om han troede at burde gaae saavidt."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. december 1864).

Die Bundescommissäre sehen in der Besetzung von Schleswig-Holstein immer noch nichts weiter als eine Execution, und bemühen sich, dieselbe nichts fruchtslos ausfallen zu lassen. (Forbundskommissærerne ser stadig ikke andet end en eksekution i besættelsen af ​​Slesvig-Holsten og forsøger at sikre, at intet viser sig frugtesløst). Kladderadatsch 25. december 1864.

Efterretninger fra Hertugdømmerne.

- I en i disse dage udkommen Bog: "Meddelelser om Begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" findes en Oversigt over slesvigske Embedsmænd og Bestillingsmænd, som have været fjernede indtil den 1ste November d. A. Af Appellationsrettens 9 Medlemmer er Ingen tilbage, af dens Sekretærer kun 1; af de 7 Amtmand er ingen tilbage: af Justitsembedsmændene ere 61 fjernede, kun 25 tilbage (hvoraf 3 paa Ærø); af borgerlige Raadmænd i Byerne er 24 af satte, tilbage; af Provster, Præster, og ordinare Gejstlige ere 92 afsatte (de Tilbageblevnes Antal ubestemt), af Latinskolernes Lærere ere 43 afsatte, kun 6 tilbage: af Lærere ved Tønder Seminarium er ingen tilbage; af Lærere ved Borger- og Almueskoler ere 66 afsatte; af Medicinalembedsmændene ere 17 afsatte, kun 8 tilbage; af Oppebørselsembedsmændene ere 15 afsatte: af Toldembedsmændene 111 afsatte, kun 47 tilbage; af Postembedsmændene ere 19 affatte, kun 7 tilbage; af Embedsmændene ved Vejvæsenet 7 afsatte Ingen tilbage; af Husfogederne 12 afsatte; af Brandirektørerne 8, af Politibetjente, Retstjenere og desl. 41; andre Embeds og Bestillingsmænd, der vides fjernede, 50. Tilsammen: 583 afsatte Embeds og Bestillingsmand. (Af disse have 248 ikke været anførte i det slesvigske "Verordnungsblatt".) Hertil kommer endnu den store Mængde afskedigede Almue- Skolelærere og Retstjenere, om hvilke ingen bestemt Oplysning haves, samt de talrige lokale Fogder (Sognefogder, Bondefogder, Regnskabsmand osv.) hvilke næsten overalt ere blevne afsatte, men ikke have kunnet optages paa den i Bogen meddelte Fortegnelse.

(Ribe Stifts-Tidende 27. december 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original følger nedenfor:

Slesvig-Holsten. - "Hellere dansk end preussisk" er den seneste sang, der bliver sunget i Slesvig-Holsten, og som slet ikke er i tråd med Preussens ønske om annektering. "Schleswig-Holsteinische Zeitung" beskyldes derfor også for stædig partikularisme, fordi den ikke vil vide noget om en forbindelse med Preussen eller endda om at blive opslugt af en sådan. Mødet med hr. v. d. Pfordten med hr. v. Beust i Bamberg tilhængerne af den specifikke preussianisme en masse sorg og vrede, fordi man godt kan være overbevist om, at der mellem de to ikke kan være udvekslet særlig pro-preussiske følelser. En korrespondent for "Kölner Zeitung" fra Berlin siger derfor, at det nye Bamberg ønsker at gøre sig bemærket i mangel af gerninger, men vil opnå lige så lidt som det gamle Würzburg. - Ikke desto mindre er man i Preussen blevet klar over at annekteringen foreløbig er et yderst tvivlsomt problem, og man ønsker i første omgang kun en føderal forbindelse, og jo før jo bedre, så spørgsmålet om den føderale forbindelse ikke slutter pga. tøver og udsætter for længe, ​​kan der stilles spørgsmålstegn ved, for hvilke udsigterne stadig er de gunstigste.

Schleswig-Holstein. - "Lieber dänisch, als preussisch" ist das neueste Lied welches in Schleswig-Holstein gesungen wird und das mit den Anneztionsgelüsten Preussens durchaus nicht im Einklange steht. Es wird deshalb auch der "Schleswig-Holsteinische Zeitung" der Vorwurf eines verstockten Partikularismus gemacht, weil sie von einer Verbindung mit Preussen oder gar von einem Aufgehen in solchem nichts wissen will. Auch macht die Zusammenkunft des Hrn. v. d. Pfordten mit Hrn. v. Beust in Bamberg den Anhängern des spezifischen Preussenthums vielen Kummer und Aerger, weil man sich wohl überzeugt halten mag, dass zwischen beiden keine besonders preussenfreundlichen Gesinnungen ausgetauscht worden sein mögen. Es sagt deshalb ein Korrespondent der "Kölner Zeitung" aus Berlin, dass das neue Bamberg in Ermanglung der Thaten von sich reden machen will, wird aber eben so wenig, wie das alte Würzburg etwas zu Stande bringen. - Trotzdem ist man in Preussen zur Einsicht gelangt, dass die Annexion vorerst ein äusserst zweifelhaftes Problem ist, und man wünscht zunächst nur einen bundesstaatlichen Anschluss, und zwar je früher desto besser, damit nicht durch zu langes Zögern und Hinausschieben die Frage des bundesstaatlichen Anschlusses, in Frage gestellt werden möge, wofür die Aussichten noch die günstigsten seien.

(Würzburger Journal 28. december 1864)

Parolen kan være opfundet af Flensburger Nordd. Zeitungs redaktør Römer (det nævnes i hvert fald i flere samtidige tyske aviser). Den må ses som et forsøg på at påvirke den politiske udvikling i Slesvig-Holsten, Det Tyske Forbund og Preussen, idet personer som fremførte paroler som "heller dansk end preussisk", ændrede det med tiden til andre, såsom fx "hellere preussisk end tysk" og lignende. Modviljen i Holsten og Slesvig mod Preussen nåede tilsyneladende et klimaks i midten af 1865. I slutningen af 1865 tog slesvigholstenske aviser dog afstand fra parolen "hellere dansk end preussisk", og det fremførtes nu at parolen var blevet opfundet for at mistænkeliggøre den augustenborgske bevægelse. "Schleswig-Holstein. Zeitung" skrev således at parolen "Lieber Schleswig-Holsteinisch sterben, als Preussisch verderben" nok mere svarede til bevægelsens idegrundlag. I 1867 synes det som om at tyske aviser mest tillægger de dansksindede nordslesvigere som ophav til parolen. Og i 1869 synes disse måske også at have taget parolen til sig.

Fred. 14de til 16de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

En sig kaldende "tydsk Reisende", som sikkert hører til "Prøverytternes" Klasse, har meddeelt Kelnerbladet en Skitse, der har den pralende Overskrift "Politiske Stemninger i Danmark". Den er deels for taabelig, deels for lang til at meddele heelt; Lidt deraf maae vi dog gjengive som Prøve. Maleriet begynder sort nok: Næppe har en europæisk Stat fremviser i Øieblikket saa sørgelige Forhold som Danmark (det har Fyren haft i et af Redactionens Blade); de forskjellige politiske Partier staae imod hinanden med et Had saa bittert, at det kun finder sin Lige i Nordamerika hos Unionisterne og de Confoedererede, og navnlig er det da Eiderdanskerne og "de strenge Monarchister" - som han kalder Augustforeningens Medlemmer - , der kæmpe om Herredømmet med diabolsk Fanatisme. Begge give hinanden Skylden for Danmarks Ulykker . . . Det democratiske Parti beskylder de høiere Officierer for Forræderi, og i mangen kjøbenhavnsk Kneipe nævnes Summerne, som man har givet for Dannevirkes og Jyllands Rømning . . . Landhæren paa sin Side er usigelig forbittret paa Kbhavns Democrater; mange Regimenters Had til dem er saa stort, at man af Frygt for Følgerne ikke har turdet lægge dem i Garnison der ... . I det Hele er Landhæren fuldkommen demoraliseret . . . Mange dygtige Officierer ere yderlig opbragte paa det democratiske eiderdanske Parti og tørste efter Hævn; andre ere ligegyldige og træffe sig i deres Mismod tilbage i Eensomhed; atter andre ville træde ud af Armeen og enten søge deres Lykke i Nordamerikas Rakker eller gaae over i andre Livsstillinger. Dog ere de ikke alle saa forknytte; endeel har endnu Mod til at haabe - paa Udbruddet af den nye Krig, hvori de skulle tugte Preusserne, deres Dødsfjender. Snart skal den danske Armee gaae med Franskmandene mod Preussen, snart med Russerne, snart med Østerrig mod Preussen... Meget spændt er Forholdet mellem Landhæren og Flaaden. Denne sidste siger, at Landhæren har stridt slet, og Landarmeen paastaaer, at Flaaden ved ingen Leilighed har understøttet den, kortsagt Strid og Tvedragt overalt! . . . Overalt i Danmark udenfor Hovedstaden hader man Kbhavnerne for deres Overmod, Servilitet, Forlystelsessyge, Praleri osv. . . Befolkningen i Provindsen adskiller sig mærkeligt fra Hovedstadens. I Provindsen hersker overalt en meget alvorsfuld Stemning (Gud give der gjorde!); man hører ingen larmende Forlystelser, og mange Familier vise sig kun sørgeklædte . . . Ganske anderledes i Kbhavn. Her synes man ved larmende Glæder at ville glemme denne Sommers Ulykke. Alle offentlige Forlystelsessteder, Theatre, Concerter, Boutiker og fremfor Alt Værtshusene ere overfyldte med Besøgende. Især consumeres der en Masse Punsch (!), og selv i London har jeg ikke seet saamange fulde Folk som nys i Kjøbenhavn . . . Meget i Tiltagen er det skandinaviske Parti, som dannes af den dannede Ungdom. Selv Officierer af Armeen udtale aabenlyst, at Danmark kun i en Union med Sverrig-Norge vil faae en Fremtid . . . Ogsaa haaber man i Kjøbenhavn at en Tilslutning til det nære Sverrig vil forøge Handelsvirksomheden og give Velstanden et Opsving, hvilken ellers maa gaae tilbage nu, da man ikke længere har det rige Slesvigholsten at malke (ausbeuten). Dog i det "Indre af Landet", hvor den "gammeldanske Stolthed" endnu har dybe Rødder, der er man fjendsk imod Unionsideen . . . Efter derpaa at have omtalt Kongens Forhold til Folket og Folkets til Kongen paa en Maade. der er ligesaa letsindig og overfladisk, som Tonen og Tanken i den hele flaue Fremstilling, slutter Iagttageren med det skarpe Blik med følgende Penselstrøg: "Saaledes er for Øieblikket det sørgelige, ikke af en eneste Lysstraale opklarede Chaos, som de danske politiske Tilstande danne. Det er ikke til at beregne, hvorledes dette sørgelige Virvar vil opløse fig. Dog har jeg den Tro, at Danmark efter mange politiske Storme, som det endnu vil have at bestaae, dog tilsidst naaer til en skandinavisk Union". - Det var isandhed ikke godt, om det i Virkeligheden saae saa sort ud. Men ligemeget om Skildringen er nok saa overdreven, nok saa overfladisk, Noget kunne vi altid lære deraf. (Rd. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 14. november 1864).

"Flensborger "Nordd. Ztg." søger at berolige Stemningen i Slesvig med Hensyn til Fredstractatens Opfattelse. "Vi gjøre vel i at huske paa - siger Bladet - at det ikke er os Slesvig-Holstenere, der have dicteret Freden, og at vi aldrig vilde have været istand til at gjøre det. Vi ville komme til at føle et svært Tryk, hvis vi virkelig skulle udrede hele Krigsomkostningernes Beløb til den allierede Armee. Men vi haabe, at der vil lade sig finde Veie til ubilligere Arrangement for begge Parter. Naar vi beredvilligt indrømme Preussen den Stilling her i Landet, som det alligevel nødvendigviis maa fordre i sin egen og Tydsklands Interesse, saa vil ogsaa Spørgsmaalet om Pengegodtgjørelsen antage en anden Charakteer." (B. Td.) 

Politiet i Flensborg har i Tirsdags ved Gensd'armerne ladet confiskere endeel Exemplarcr af en Brochure, som var skreven til Fordeel for Storhertugen af Oldenborgs Candidatur. Skriftet var holdt i en populair Tone og blev gratis omdeelt; det synes at være udgaaet fra Cappeln, hvor en "Angler Zeit." udgives, som virker i Storhertugens Interesse. Fra Flensborg erfares endv. at Trykningen af det officielle "Verordnungsblatt", som tidligere var overdraget til Bogtrykker Ponton, nu er overgiven til Døvstummeinstitutet i Slesvig. Flere større flensborgske Kjøbmænd og Fabricanter agter at sælge deres Ejendomme for at flytte til Kongeriget; man mener, at ikke faa Forretningsmænd ville følge dette Exempel. En af de større Isenkræmmere i Flensborg lader afholde Auction over sit hele Lager. (S. Bl.)

Prindsen af Noer har, som Følge af sit Ægtestab med Frøken Lee, der som Americanerinde leer ad alle saakaldte Fødselsfortrin, maattet opgive alle sine indbildte Rettigheder som Medlem af et "souveraint" Huus, da hun har afslaaet Noer-Prindsens fornemtladende Tilbud om et morganatisk Ægteskab. Paa egen Anmodning er han af Kejseren af Østerrig nu bleven optagen i den østerrigske Fyrstestand under Navnet Fyrste af Noer. Maaskee Børnene af dette Ægteskab skulle have Titel af Greve af Noer. Titlen "Durchlaut" vil Prindsen for Fremtiden ikke føre. Hans agnatiske Rettigheder gaae nu over til hans eneste Søn af første Ægteskab.

Efter at Kirkerne længe have været brugte til Agitation for Krigen, skal der, ifølge "Nord. Ztg.", snarest muligt finde en almindelig Kirkehøitidelighed Sted "i de to Hertugdømmer i Anledning af Freden.

Civilcommissairerne have udnævnt en Vicar i Rave til Sjælesorger for alle Catholiker, der boe fra den jydske Grændse indtil Sydgrændsen af Flensborg og Tønder Amter. Pastor Rave skal boe i Flensborg, som saaledes faaer 2 catholske Præster.

Gablenz forlægger i denne Uge sit Hovedqvarteer til Hamborg, og i næste Uge vil Østerrigernes Tilbagemarsch være fuldført paa en Brigade nær, som bliver tilbage i Hertugdømmerne.

Geheimeraad Bræstrup er, efter "Berl. Td.", udnævnt til som Commissair at overtage

Jyllands Administration under de allierede Troppers Udmarch i Henhold til Artl. II i den Freddstractaten bilagte Protocol.

- - -

I dette Øieblik, da Slesvig, om end forhaabentlig ikke for stedse, rives bort fra Danmark, bringer en Inds. i "Fdrl"  en Taksigelse til de Slesvigere, der ville mindes for den Hjælp, de have ydet vore saarede og fangne Krigere. Flensborg har været det store Midtpunct, hvori Syge og Saarede, Fanger og Frigivne uafladelig kom og gik, og hvor Beboerne kappedes om at yde disse Alt, hvad de trængte til. Enkelte af Lederne for disse Bestræbelser ere af og til nævnte med Tak, men mærkeligt nok er den, der fra den første Dag har gaaet i Spidsen og upaatvivlelig ydet Meer end Nogen, aldrig bleven nævnt. Det er den brave Kjøbmand Stahnkes Hustrue, som stadigt har sørget for Alt og idelig i Forening med sin Familie har varet paafærde for at faae indkjøbt, syet, strikket osv. Hendes Virksomhed har forøvrigt kun været en skjøn og fuldkommen Gjentagelse af, hvad hun allerede i forrige Krig udførte. Inds. gaaer derefter over til at vise, hvorledes man, da Dyppel faldt og Forvovenhederne steg, var nødsaget til at henvende sig til andre Byer. Begyndelsen skeete med, at en Kjøbmand henvendte sig til en Bekjendt i Haderslev, og det havde ikke saasnart rygtet sig i Haderslev, hvad man trængte til i Flensborg, for Alle strømmede til med deres Gaver, saa at allerede, inden en Tag var omme, en Mand kunde reise til Flensborg med en 5-600 Rd. og Løfte om Linned osv. inden faa Dage. Inden et Par Uger var der fra det nordlige Slesvig heelt op til Kongeaaen indkommet 5-6000 Rd. foruden uhyre Masser af Linned og andre Fornødenheder, deriblandt ogsaa en Mængde navnlig religieuse Bøger. Disse rige Gaver indsamledes fornemmelig i den nu afdøde Patriot Møller Schrøeders Huus, hvis Datter ved opoffrende Virksomhed i denne Retning har erhvervet sig særlig Adkomst til Tak og Paaskjønnelse. Gaverne anvendtes paa Lazaretherne i de forskellige Byer, hvor det imidlertid ikke var lige let for de venligt sindede Beboere at komme til at yde de danske Soldater Hjælp og Pleie. I Rendsborg turde de saaledes ikke for Pøbelen; i Slesvig kunde dog Enkelte vove det, men allerede i Glücksborg var det meget bedre; der havde et lille Antal Familier paataget sig skifteviis dagligt at sende Smørrebrød, Thee og Andet til at hjælpe paa den reglementerede Forplejning. Øverst iblandt alle Byerne staaer imidlertid Flensborg. Ogsaa Sundeved har i høi Grad fortjent de saarede danske Krigeres og med dem alle Danskes levende Taknemmelighed. Bønderne have kappet med Præster, Skolelærere osv. i at gjøre dem godt. En Farver i Uldtrup har taget sig levende af Uddelingen af de frivillige Gaver; en Kromands Kone sammesteds har i lang Tid dagligt kogt Mad til de Saarede osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. november 1864).

"En Ven af det Offentlige" har i "Aarh. Av." ladet indrykke følgende "Henstilling til Krigsministeriet":

"Ifølge Bekjendtgjørelse i "Berlingske Tidende" skal det ikke ubetydelige Antal af 960 Heste sælges ved offentlig Auction paa forskjellige Steder i Sjælland og Fyen i Tidsrummet fra den 21de til 29de d. M. Indsenderen tillader sig i den Anledning at henlede den høitærede Krigsministers Opmærksomhed paa, hvormeget det vil være saavel i Statens som i Provindsen Jyllands (den, der dog vistnok under de nuværende forhold er al Anledning til at tage Hensyn til) særlige Interesse, at en Forauctionering af endeel af disse Heste finder Sted i Jylland, og da navnligen her i Aarhuus, der er Centralpunctet for al Communication i Jylland, og det vil formeentlig ikke medføre stor Vanskelighed, ved Hjælp af Marinens Transportfartøier eller tillands over Middelfart at befordre Hestene dertil. Det er bekendt, hvormange Heste der under Occupationen ere borttagne her af Fjenden; den større Deel af dem, der have mistet deres Heste, afvente kun Fjendens Udrykning for at gjøre Indkjøb af Heste istedetfor de dem berøvede, og Tidspunktet til Salg af Heste her i Jylland fremfor i de andre Provindser vil derfor vistnok kunne ankes for saa gunstigt som muligt. Det kan vel antages, at Krigsministeriet har ønsket saa hurtigt som muligt at komme af med de Heste, der ere blevne overflødige ved Freden, og at bestemmelsen om Salget er taget forinden det kunde forudsees, naar Fjendens Udrykning vilde finde Sted, men da det nu er givet, at denne vil finde Sted for Aarhuus's Vedkommende med Udgangen af denne Uge, vil der saaledes Intet være til Hinder for, at en Forauctionering af Hestene vil kunne finde Sted uden yderligere Udsættelse af Tidsfristerne; dette vil blive i Statens Interesse, medens det tillige vil blive paaskjønnet af Provindsens Beboere. Hvad der er sagt om Hestene gjælder for endeel ogsaa om Vogne og Seletøier, da Mange her have faaet deres Vogne og Sektorer ødelagte og opslidte ved Ægtkjørseler for Fjenden. - Aarhus, den 13de Novbr. 1864."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 16. november 1864).

Ukendt fotograf: 1864 i May Maaned paa Lasaretet i Flensborg. Personerne er navngivet og beskrevet på Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra Slesvig-Holsten, 12. nov. Den hjemlige presses holdninger til freden bunder generelt i at befrielsen fra det danske åg ved de tyske stormagters våben er en bedrift, mod hvilken den fredsbyrde som hertugdømmerne medførte samt tabene i jord og mennesker og andre ofre ikke kan anses for ligeværdige. Det er også det grundsyn der hersker i landet, som afhængigt af de forskellige partistandpunkter der har dannet sig i løbet af det sidste år, stadig har forskellige farvetoner. Den Schleswig-Holsteinische Zeitung der udkommer i Altona, giver den mindst gunstige dom, mens Kieler Zeitung holder midten, og Flensburger-Norddeutsche Zeitung maler freden så rosenrød som muligt. Nogle af de sidste bemærkninger fremkalder faktisk modbemærkninger. I en artikel med titlen "Der Frieden" siger bladet ordret:

Det der først berører os slesvig-holstenere ligger i at vi ikke selv deltog i kampen for vores frigørelse, noget vi også mærker i al dens smertelige betydning. Men at stormagterne skulle have ladet den gunstige situation i Europa passere uudnyttet af det tidspunkt, hvor dannelsen af ​​en slesvig-holstensk hær skulle være sat i gang, og Slesvig skulle have givet op for presset fra et hensynsløst fjendtligt militærstyre, er noget som ingen endnu er kommet frem til at forstå eller samvittighedsfuldt vil mennesket påstå længere. Men hvis ikke folket i Slesvig-Holsten, så burde og kunne i det mindste tyskerne, lyder en klage, have været indbragt for at kæmpe mod Danmark. Lad os gøre det klart hvad der egentlig menes med dette, hvad der kan menes. I bund og grund ikke andet end at stormagterne skulle have tilladt mellem- eller småstaterne at deltage, for kun med hære, dvs. med folkets militært organiserede magt kan der i vore dage føres krig. Der var absolut ikke noget militært behov for at involvere andre stater. Vi forstår, at det ville have været ganske behageligt for centralstatens regeringer at fremlægge bevis for deres staters levedygtighed på denne måde; Men hvad der ville have tjent det tyske folk og deres stræben efter national enhed med dette ret billige (!) og ufuldstændige bevis, indrømmer vi gerne at vi ikke kan se. Og vi vil kun minde Dem om én ting, at i alle de store tyske krige i nyere tid har centralstaterne ikke haft nogen del, i det mindste på tysk side, og at ikke desto mindre er Rotzbachs, Leipzigs og Waterloo's dage mindeværdige og den tyske nations sejrsdage kunne mærkes og fejres. At de opfører sig på denne måde er ikke en bebrejdelse for befolkningen i disse stater, men for deres statslige organisation."

Aus Schleswig-Holstein, 12 Nov. Die Betrachtungen der inländischen Presse über den Frieden laufen im allgemeineen darauf hin aus dass die Befreiung vom Dänenjoch durch die Waffen der eutschen Grossmächte eine Errungenschaft sey gegen welche die durch den Frieden herbeigeführte Belastung der Herzogthümer, sowie die Einbutze an Land und Leuten und sonstige Opfer nicht als Aequivalent gelten könne. Das ist auch die im Land herrschende Grundansicht, welche, nach den verschiedenen Parteistellungen die sich während des letzten Jahrs gebildet haben, noch verschiedene Färbungen erhält. Am wenigsten günstig urtheilt die in Altona erscheinende "Schleswig-Holsteinische Zeitung," während die "Kieler Zeitung" die Mitte hält, und die "Flensburger-Norddeutsche Zeitung" den Frieden so rosenfarben malt als nur möglich. Einige Bemerkungen der letzten fordern in der That Gegenbemerkungen heraus. Das Blatt sagt in einem "Der Friede" überschriebenen Artikel wörtlich:

Was zuerst uns Schleswig-Holsteiner betrifft, so liegt in der Thatsache dass wir selbst an den Kampf um unsere Befrieung nicht theilgenommen haben, nicht theilnehmen konnten, ein Etwas das auch von uns in seiner ganzen Schmerzlichen Bedeutung empfunden wird. Aber dass die Grossmächte bis dahin wo die Bildung einer schleswig-holsteinischen Armee ins Werk zu setzen gewesen wäre, die Gunst der europäischen Lage ungenutzt vorübergehen lassen und Schleswig dem Druck einer schonungslosen feindlichen Militärherrschaft hätten Preis geben sollen, das wird noch jetzt kein verständiger und gewissenhafter Mann mehr behaupten wollen. Wenn aber nicht das schleswig-holsteinische Volk, so doch wenigstens das deutsche, so lautet eine Klage, hätte man zum Kampf gegen Dänemark herbeiziehen sollen und könnnen. Machen wir uns klar was hiemit eigentlich gemeint ist, gemeint seyn kann. Im Grunde doch nichts weiter als dass die Grossmächte an dem Mittel- oder Kleinstaaten hätten theilnehmen lassen sollen, denn nur mit Armeen, d. h. mit der militärisch organisirten Volksmacht, kann man heutzutage Krieg führen. Eine militärische Nothwendigkeit zur Heranziehung anderer Staaten lag entschieden nicht vor. Dass es den mittelstaatlikchen Cabinetten ganz angenehm gewesen wäre in dieser Weise einen Beweis der Lebensfähigkeit ihrer Staaen zu liefern, begreifen wir; was aber dem deutschen Volk und dem nationalen Einheitsstreben desselben mit diesem ziemlich wohlfeilen (!) und unvollständigen Beweis gedient gewesen wäre, das gestehen wir gern nicht einsehen zu können. Und nur noch an eines wollen wir hier erinnern, daran dass an allen grossen deutschen Kriegen der neueren Zeit die Mittelstaaten wenigstens auf deutscher Seite keinen Theil gehabt haben, und dass nichtsdestoweinger die Tage von Rotzbach, Leipzig und Waterloo als Ehren- und Siegestäge der deutschen Nation empfunden und gefeiert werden. Dass dietz sich so verhält, ist kein Vorwurf für die Bevölkerung dieser Staaten, wohl aber für ihre staatliche Organisation."

(Allgemeine Zeitung 16. november 1864. Uddrag)