Flensborg Distrikt, Januar 1920. (Efterskrift til Politivennen)

 Artikel om stemningen før afstemningen i zone 1:

Om folkeafstemningen i Slesvig.

W. Flensborg, 27. januar

Efter de stormfulde dage med den voldsomme løsrivelse fra det tyske rige er roen vendt tilbage til den gamle bydel i Flensborg. Hvis engelske søfolk ikke slentrede langs kantstenene ned ad gaden og op ad gaden og farverne på den internationale kommission ikke flagrede fra Flensburg Hof, ville man ikke bemærke ændringen. De mange danskere fra nord på begge sider af Kongeåen er også midlertidigt vendt hjem efter at have deltaget som statister i den danske demonstration der fandt sted i søndags. Og det var kun i pressen at kampen udbrød om hvor mange "danskere" der egentlig var involveret i dette spidsrodsløb. En dansk Flensborg avis som forståeligt nok ikke kan lyve for meget for flensborgerne, siger otte tusinde, mens rigsdanske aviser, inklusive "Politiken", hvor alt hvad der sker i Slesvig nu skal pustes op, siger 20.000 til 30.000. Sandheden ligger dog ikke et sted i midten, men langt under det flensborgske danskerblads skøn. Efterfølgende sammenligninger af pålidelige tællere har vist at der i bedste fald var 4.000 til 5.000 danskere i den tyske by Flensborg søndag. Og da en stor del af dem gik til demonstrationen med deres rejsetasker i hænderne, mens de andre måtte holde åbne sangbøger i hændern, så de i det mindste kunne synge med på de danske sange, kan man få en idé om hvor imponerende slagkraftig ​​dette skuespil var - vi hørte en kendt dansker sige: "Nu tager jeg hjem, jeg har fået nok af stormbruset." Han hentydede til den overvældende musik der var til sangen til den danske kæmpedemonstration.

Men det er ikke nok at synge sange. En hård kamp er nødvendig for at holde de værste ting væk fra det truende tyske Nordmark. I den nordligste kommune af anden zone, Ladelund, altså på et sted der kunne se ud til at være det mest truede inden for den anden zone, opnåede den nationale bevægelse der ophidsede Slesvig-Holsten med de seneste stævner i går, en stor succes, hvilket er typisk for hele den anden zone. På et dansk møde, hvor kendte danske ledere fra nord skulle tale, nåede hovedtaleren kun til ordene "Mine damer og herrer!", før bønderne straks højlydt forlangte at han skulle tale tysk, og en afstemning viste at i hele salen var der knap en snes stemmer som valgte det danske sprog. Møderne tog derefter et rent tysk karakter og hundrede fremmødte meldte sig som medlemmer af den nye slesvig-holstenske forening. Det samme skete også andre steder. Den fare der truer slesvigernes ret til selvbestemmelse, skal dog tages meget alvorligt også i anden zone, og faren er af forskellig art.

For det første består det i at danskerne med hvad man kunne sige fabelagtig dristighed allerede mund til mund siger at der ikke længere er nogen tvivl om deres sags sejr. De bruger primært det økonomiske argument, men også antydningen af at stærke sympatier for Danmark slumrede under dynen og bare ventede på at vågne op igen.

Zur Volksabstimmung in Schleswig.

W. Flensburg, 27. Januar

Nach den stürmisxchen Tagen der gewaltsamen Losreitzung von Deutschen Reich ist in der alten Stadt Flensburg äusserlich wieder die Ruhe eingekehrt. Wenn nicht englische Matrosen strassab, strassauf die Bordsteine entlang schlenderten und vom flensburger Hof die Farben der internationalen Kommission flatterten, so würde man den Wandel nicht merken. Auch die vielen Dänen aus dem Norden von dieseits und jenseits der Königsau sind vorübergehend wieder nach Hause gefahren, nachdem sie bei der dänischen Demonstration, die am letzten Sonntag stattfand, als Statisten mitgewirkt haben. Und nur in der Presse ist der Kampf darum entbrannt, wie viele "Dänen" denn eigentlich an diesem Spiessrutenlaufen beteiligt waren. Ein Flensburger Dänenblatt, das den Flensburgern begreiflicherweise nicht allzu viel vorlügen darf, sagt achttausend, reichsdänische Blätter, darunter "Politiken", bei denen jetzt alles, was in Schleswig passiert, verstärkt werden muss, sprechen von 20,000 bis 30,000. Die Wahrheit liegt aber nicht etwa in der Mitte, sondern noch weit unter der Schätzung des Flensburger Dänenblattes. Denn nachträgliche Vergleiche zuverlässiger Zähler haben als Höchstresultat ergeben, dass bestenfalls 4000 bis 5000 Dänen am Sonntag in der deutschen Stadt Flensburg gewesen sind. Und da von ihnen ein grösser Teil mit die Reisehandtaschen in der Hand im Demonstrationszuge ging, der andere aber darauf angewisen war, aufgeschlagene Liederbücher in der Hand zu halten, um die dänischen Lieder wenigstens mitsingen zu können, so kann man sich ein Bild von der imponierenden Gewalt dieses Schauspiels machen - einen bekannten Dänen hörten wir äussern: "Ich gehe jetzt nach Hause, ich habe henug vom Sturmgebraus." Das heisst von dem Gesang, der die überwaltigende Musik zu der dänischen Riesendemonstration war.

Aber mit der Liedersingen ist es nicht getan; es ist ein zäher Kampf nötig, um von der bedrohenden deutschen Nordmark das ärgste fernzuhalten. In der nördlichsten Gemeinde der zweiten Zone, Lagdelund, also in einem Orte, der innerhalb der zweiten Zone am meisten bedroht erscheinen könnte, hat zwar gestern die nationale Bewegung, die das Schleswig-Holsteinertum von den jüngsten Kundgebungen aus aufgewühlt hat, einen grossen Erfolg erzielt, der typisch ist für die ganze zweite Zone. Bei einer dänischen Versammling, in der bekannte dänische Führer des Nordens sprechen sollten, kam der erste Redner über die Worte "Mine Damer og Herrer!" nicht hinaus, denn sofort verlangten die Bauern stürmisch, dass er deutsch sprechen sollte, und bei einer Abstimmung ergab sich, dass im ganzen Saale, noch kaum ein Dutzend Stimmen sich für die dänische Sprache entschied. Die Versammlungen nahm dann einen rein deutschen Verlauf und hundert Anwesende meldeten sich als Mitglieder des neuen Schleswig-Holsteinerbundes. Aehnlich geht es auch in anderen Orten. Die Gefahr, die dem Selbstbestimmungsrecht der Schleswiger droht, ist aber dennoch sehr ernst zu nehmen, auch in der zweiten Zone, und die Gefahr ist von verschiedener Art.

Sie besteht einmal darin, dass die Dänen mit einer, man kann sagen fabelhaften Kühnheit heute schon von Mund zu Mund tragen, dass an dem Sieg ihrer Sache gar nicht mehr zu zweifeln sei. Sie benutzen dabei vor allem das wirtschaftliche Argument, daneben aber auch die Suggestion, dass under der Decke doch starke Sympathien für Dänemark schlummerten und nur darauf warteten, wieder wach zu werden. 

(Münchner neueste Nachrichten : Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 28. januar 1920).

Avisen København og talrige provinsaviser den 28. januar 1920 ville ifølge Raaes Telegrambureau vide at det danske møde i Ladelund var blevet sprængt af tyskerne ved at lave spektakel og synge så de danske talere ikke kunne komme til orde. I mødet deltog seminarielærer Eskildsen (Tønder), pastor Andersen (Holebøl) og sagfører Andersen (Haderslev). Damgaard ledede forsamlingen. Efter Eskildsens foredrag om danske stednavne ville pastor Andersen tale på dansk, men forsamlingen protesterede voldsom mod dette, og dirigenten måtte foretage en afstemning i hvilket alle imod 10-12 stemmer besluttede at der skulle tales tysk. Pastor Andersen gav herefter afkald på ordet. Forsamlingen vedtog herefter en resolution med følgende ordlyd: 

"De talrige samfundsmedlemmer fra Ladelund og omegn der er samlet i dag, lover endnu en gang at forblive loyale over for deres elskede tyske fædreland. Vi afviser med indignation alle fristelser fra dansk side, uanset hvilken form de måtte klæde sig i. Vi nægter at skulle ledes af formodet bedre levevilkår i staten Danmark, men vi forventer og ved at vi i fremtiden fortsat vil modtage vort daglige brød fra Guds hånd i vort tyske fædreland gennem loyalitet, ærligt og ærligt arbejde, som vi vil give til os selv og vores børn ved bordet af kærlighed til vores tyske fædreland Vil du nyde lykke og velsignelser."

En lokal gruppe af Slesvig-Holstenerforeningen blev stiftet i Ladelund. Omkring hundrede medlemmer tilmeldte sig straks.

"Die heute zahlreich versammelten Gemeindemittglieder von Ladelund und Umgebung geloben aufs neue, ihrem geliebten deutschen Vaterlande die Treue zu bewahren. Wir weisen alle Lockung dänischerseits in welche Form sie sich auch kleiden mögen, mit Entrüstung zurück. Wir lassen uns nicht bestimmen von vermeintlichen besseren Lebensbedingungen im Staate Dänemark, sondern wir erwarten und wissen, dass wir auch in Zukunft in unserm deutschen Vaterlande durch Treue, redliche und ehrliche Arbeit unser täglich Brot aus Gottes Hand empfangen werden, das wir am Tische der Liebe für unser deutsches Vaterland uns und unsern Kindern zum Glück und Segen geniessen wollen."

Es wurde in Ladelund eine Ortsgruppe des Schleswig-Holsteiner-Bundes gegründet. Ungefährt hundert Mitglieder traten ihr sofort bei.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 28. januar 1920).

Efter en gentagelse af et agitationsmøde i Agtrup hvor fremmødet af tysksindede var overvældende, frasagde talerne sig ordet og talerne, bl. a. Kloppenborg-Skrumsager, Chr. E. Christensen, Tage Jessen og Eskildsen, besluttede ikke at afholde flere møder i 2. zone. Den 1. marts 1920 afholdtes et lukket dansk agitationsmøde i Christiansens Gasthof hvor kun indbudte blev tilladt adgang. Omkring 100 skal være fremmødt. Et privat dansk møde (den 6. marts?) med ca. 70 deltagere blev ifølge Heimdal afholdt i Antoni Carlsens Gæstgiveri i Ladelund. Der blev vist lysbilleder, og der blev holdt dels en tysk, dels en dansk tale på folkemål - hvilket formentlig er sønderjysk. 

Ifølge en opgørelse i Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. marts 1920 var der i Ladelund 322 bosiddende vælgere, dertil kom 103 udefrakommende hvoraf 10 nord for Kongeåen. Ved afstemningen stemte 106 for Danmark, 292 for Tyskland. Så selv fratrukket udefrakommende var resultatet solidt flertal for Tyskland (96 for Danmark, 189 for Tyskland). På trods af det tyske flertal i Ladelund, foreslog et mindretal (2 mod 3) i den internationale kommission at tildele Danmark Medelby, Ladelund, Sønder Løgum og Aventoft. Begrundelsen var lokale afvandingsforhold. Kristi Himmelfartsdag maj 1920 protesterede de tyske flertal mod at blive indlemmet i Danmark.