Margrethe Svenn Poulsen. 2/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

En Maler.

Fru Margrethe Svenn aabner imorgen en repræsentativ Udstilling i Den Fri's Lokaler i Grønningen.

I en lang Aarrække hørte Fru Poulsen hjemme paa Charlottenborgs Foraars-Udstilling. Hendes Billeder vakte Interesse ved en Ærlighed, der trodsede al kvindelig Behagesyge og ved Farvernes Sanddruhed. Fru Poulsen kunde opfatte og gengive et Landskab med dets eget Lys og dets egne Farver, og hendes Mennesker blev Karakteristiker.

- Hvorfor har De ikke udstillet saa længe, siger jeg til Fruen.

- I ti Aar ikke. Jeg blev jo syg i de første Krigsaar, meget syg, jeg havde ikke Kræfter, følte ikke den Nervernes Oplagthed, som skal til - og derfor holdt jeg helt op .. Det var ikke saa let. Men det var nødvendigt. For Kunst kræver baade Nerver og Fysik .... Jeg rejste ud for at samle nyt Mod .... Det hører ogsaa til, naar man skal skildre Mennesker ....

- Kalder De det at skildre - -

- Selvfølgelig - ja, naar man ikke kender sine Medmennesker, saa kan man heller ikke male dem ..

- Skal man kende sin Model?

- Ja, i høj Grad, man skal i hvert Fald have et meget hurtigt Blik for hans Ydre og være i Stand til at kunne, ja, kunne finde de indre Karaktertræk, som er ham. For mig er Udtrykket det vigtigste. Derfor maler jeg aldrig Billeder med Ovenlys, det vil kaste Skygger ned over Øjnene .... Jeg tror, jeg psykologisk har lært en hel Del af alle de Læger, der findes i min Familie.

- Hvordan?

- Jo, Læger bliver gode Menneskekendere, derfor er det ogsaa interessant at male dem .... de kan glemme sig selv - for de andre. Jeg synes, det klæder en Mand saa glimrende at være Læge .... han kan leve for sin Næste, tænke ud over sit eget .... Det er ikke nær saa interessant at male Kunstnere ....

- Hvorfor dog?

- Nej, de er selvoptagne, saa umaadeligt, ofte paa Bekostning af Sandheden i dem, og tit ved de det slet ikke .... De skal være meget intelligente for at de kan staa overlegen! overfor deres eget Indre og Ydre.

- Hvordan var Prins Harald som Model?

- Udmærket, forstaaende og elskværdig .... og saa præcis .... han kom altid fem Minutter før han skulde .... Han var meget behagelig. 

- Kan Modeller være ubehagelige?

- Det kan De tro, jo. De kan fuldkommen ødelægge det for en Maler - ikke altid, fordi de ikke kan sidde stille og holde sig i Ro, men, der er dem, som ikke kan eller vil forstaa, at man maa rette sig i alt efter Kunstneren. Modellen maa have nogen Forstaaelse af Kunstens Alvor og Maal - ellers er det umuligt at male Folk.

- De er af Malerslægt?

- Ja, det er jeg rigtignok .... Lauritz Tuxen er min Onkel og H. C. Andersens geniale Illustrator Vilh. Pedersen, var min Bedstefars Bror og min Bror er Landskabsmaleren Tuxen-Meyer og Viggo og Thorolf Pedersen er ogsaa min Familie.

- De maler baade Landskaber og Portrætter?

- Ja, men jeg kan ikke lide det Ord Portræt, det siger ingenting, jo, noget tomt og udvendigt .... Og jeg vil i al min Kunst udtrykke Karakteren. Naturens og Mennesket. Det er saa underligt at se selv betydelige Malere, hvordan de, for Eksempel i et italiensk Landskab - altid forbliver danske .... det bliver som oftest Sjælland alligevel .. Malemaaden betyder for mig mindre. Udtryk og Karakter alt - ogsaa i do døde Ting .... en Citron eller en Blomst.

- Synes De Malerkunsten er en kvindelig Kunst?

- Fru Poulsen riger energisk: 

- Kunst har ikke noget med Køn at gøre. Og denne Snak om. at Maleren helst skal være forelsket i Modellen for at Billedet skal lykkes, det er Vaas, tværtimod, det distraherer.... Kunst er forst og fremmest Koncentration til det alleryderste ....

Christian Houmark.

(B. T. 12. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Statuen af Holger Drachmann paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen).

Drachmann faar sit Monument.

Kampen om hans Statue

Den bekæmpes til Fordel for en Pegasus af Utzon-Frank.

Om kort Tid staar Lorry-Klubben paa Frederiksberg ved det Maal, for hvilket den i sin Tid blev stiftet: Oprettelsen af et Mindesmærke for Holger Drachmann - den Digter, der i sine glade Dage kastede en vig Ilterser Glans over det glade Sted, hvor Lorry Fejlberg er bleven afløst af Waldemar Nielsen, to Værter af omtrent samme Type.

Lorry-Klubben er siden sin Start blevet saa velhavende, at den knapt nok ved, hvor den skal gøre af sine Penge. Med de aftenlige Indtægter, Klubben nyder godt af, regner man med, at Kassen nu maa indeholde ca. 100,000 Kroner. En Del af disse Penge anvendes til velgørende Formaal. Man har bl. a. hørt, at en syg Skuespiller er bleven understøttet, og at Drachmanns Edith til Hamborg har faaet 300 Kroner sendende. Men forøvrigt vil et offentligt Regnskab antagelig snart gøre udførlig Rede for den Side af Sagen.

Hvorledes det nu end er - Lorry-Kassen har forlængst ligget inde med de 20,000 Kroner, som det vil koste at rejse Holger Drachmann et stort og værdigt Mindesmærke. Men af hvad Art skal dette Mindesmærke være? Herom har der i længere Tid staaet Strid paa Frederiksberg.

Vi har forespurgt i Lorry-Klubben om denne Strid og faar Besked af et af dens Bestyrelsesmedlemmer, Musikdirektør Holger Nilsen.

- I Bestyrelsen, siger Hr. Nielsen er Stemningen afgjort for at rejse Drachmann en Statue. Nogle vil have udført en hel ny Statue, men Flertallet samler sig om en Forstørrelse af det lille Drachmann-Monument, som vi hidtil har haft staaende herude i Haven, og som i sin Tid blev afsløret under stor Bram og Brask med Taler af Borchsenius og A. C. Meyer.

- Den, der kaldes Kakkelovns-Figuren eller Buksemanden?

- Ja. Den er, synes jeg, bleven udsat for en ganske uberettiget Kritik. Den skyldes den unge Billedhugger Ivar Holther, der for nogle Aar siden døde i Fattigdom, men var et Talent med en stor Fremtid for sig. Statuen giver Drachmann udmærket, i Holdning og alle Karaktertræk, og den tilfredsstiller alle kunstneriske Krav. I Miniature, saaledes som den nu staar, kan man slet ikke bedømme den. Men den vil sikkert virke pompøst, naar vi faar den udført i Metal i halvanden Gang Menneske-Højde. Den er ogsaa forlængst blevet sanktioneret af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som skal overtage Statuen, engang naar Lorrys Have skal udlægges til offentlig Haveanlæg i Lighed med, hvad der er sket i den halve Del af Allégade.

- Hvornaar vil Statuen blive rejst?

- Det er Spørgsmaalet, thi nu møder der pludseligt en Del fremmede Mennesker, der fortæller os at vi slet ikke skal have nogen Statue af Drachmann, men derimod et Slags symbolsk Monument. Det er Venner af Kunstneren af Kunstneren Utzon-Frank, der samlet sig om en "Vinget Pegasus" han har udført - en temmelig kedelig Krikke, efter min Mening, der slet Ikke siger noget om Drachmanns særegne Personlighed, Saadan en Rosinante kan man stille op for Ferd. P. Vadum eller en hvilken som helst anden, der slaar Harpens Strenge.

- Kampen staar altsaa for Øjeblikket om Statue eller Pegasus?

- Ja, vi befinder os midt i Krigens Hede. Men jeg gaar ud fra, at Statuen - og afdøde Holthers Statue - vil sejre. Spørgsmaalet afgøres i disse Dage, og straks naar det er sket, gaar vi i Gang med Støbningen, saaledes at det nye Drachmann-Monument om et Par Maaneder kan staa færdig til Afsløring.

- Den Dag bliver der Fest paa Frederiksberg?

- VI har jo lidt Fest her hver Dag. Men den Dag bliver naturligvis særlig stor. Hele vor literære Verden vil antagelig deltage i den.

Saa vidt Hr. Holger Nielsen. Hovedsagen: at Holger Drachmann faar et Monument, værdig til Digterens Betydning, synes da at være i Orden. Det bliver ganske vist foreløbig i Lorrys Have. Men det bliver dog heller ikke saa langt fra en god Kollega: Adam Oehlenschläger.

(Social-Demokraten, 20. maj 1923).

Der rejses en Statue af Drachmann

Frederiksberg Kommunalbestyrelse modtager Lorry-Klubbens Gave.

Drachmann, den farende Sanger, Havets, Vinens Sanger, skulde han ikke huskes, den største i Danmark? Der var andre store Digtere fra samme Kuld, og der er yngre Planter i Skoven, der tegner til maaske engang at naa op paa hans Højde; men endnu rager han op, vældig, og de unge sænker Kaarden for den store Mester. Da den bedste af det nye Kuld, Hans Hartvig Seedorff, blev sammenlignet med den gamle Skjald, bøjede han sig beskedent og skrev:

Man sammenligner mig med Holger Drachmann,
0 var jeg blot en Tjener i hans Følge,
men jeg er blot en Krusning i lidt Brakvand.
hvor han var Havets stærke, stolte Bølge.

Skal han ikke have et Monument i Byen, et virkeligt Monument, som vi kan vise frem mellem alle de andre Mindesmærker, vi har? Ganske vist: Drachmann har jo et Monument, den unge Billedhugger Holters lille Statue ude i Drachmann Kroen; men mange har berettiget ment, at dette Miniaturarbejde Ikke var Mesteren værdig. Det skulde knejse rankere mod Himlen, som han selv gjorde, han der sad over Skyerne, hvor Himlen den var blaa, der bar sin Hat, som han vilde og brød sig Pokker om ærværdige Borgeres summende Sladder.

Marius E. Jørgensens Udkast.

Og det er da ogsaa ude fra Drachmann Kroen, at Initiativet er taget til at faa et nyt Monument rejst, Da "Lorry Klubben" startede for et Par Aar siden, blev det dens største Opgave: at faa indsamlet de nødvendige Penge dertil.

Og det er altsaa det, der nu er sket.

- Det er nogle Maaneder siden, fortæller Hr. Hermann Florenz, vi blev enige om, at nu skulde det være Alvor. Vi havde ca. 23.000 Kr. og dem overlod vi til Frederiksberg kommunalbestyrelse til Rejsningen af et Monument for Drachmann paa Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen maa selv bestemme, hvorideee det skal se ud, hvem der skal lave det og hvor det skal staa. "Lorry klubben" har kun skaffet Pengene, som den engang lovede.

I den forløbne Tid har Sagen været behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelses tekniske Udvalg. Gaven vil formentlig blive modtaget.

Er de indkomne Midler tilstrækkelige, spørger vi Hr. Forretningsfører Emanuel Olsen. Socialdemokratiets Repræsentant i Udvalget, da han har haft Sagen til Forbehandling.

- Jeg tror det ikke, var Hr. Olsens Svar.

- Vil Kommunalbestyrelsen i saa tilfælde bevilge det nødvendige Restbeløb?

- Nej, i saa Tilfælde maa "Lorry Klubben" træde til igen; men vi overtager selvfølgelig Udgifterne til Vedligeholdelse og den Slags.

Endnu vides ikke, hvem der skal udføre det hæderfulde Arbejde, eller hvordan det kommer til at se ud. Der tales fra flere Sider om at udskrive en Konkurrence. Foreløbig har vor gamle Partifælle, Billedhuggeren Marius E. Jørgensen lavet Udkast: Drachmann som vi kendte ham med Bulehatten og Flagrekappen. Soklen er af Kampesten, indfattet Broncereliefer med Motiver hentede fra forskellige af Drachmanns Skuespil. Marius E. Jørgensens Udkast, der har vakt Glæde og Tilfredshed i vide Kredse, har faaet sig en Konkurrent i den unge Billedhugger Jean Gauguin, der har ment det bedre end at portrættere Drachmann at symbolisere ham ved en vinget Pegasus paa en høj, slank Sokkel

Jean Gauguins Udkast

Maaske vil der nu blive lidt Strid om, hvilke af disse, der skal udføres, og maaske kommer der andre Udkast til. Foreløbig menes det dog fra de indviede Kredse, at Marius E. Jørgensens Udkast vil blive det foretrukne.

Men alt det hører Fremtiden til. Forberedelserne er trufne, og om et Aar eller to vil den gamle Skjald faa sit Monument.  -en

(Klokken 5 (København), 12. juni 1923).

Skarp Protest mod Drachmann-Statuen.

En Henvendelse til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Interview med Forfatteren Sophus Clausen og Folkethingsmand Friis-Skotte.

I Aftes udsendtes gennem Ritzaus Bureau følgende Protest:

Vi undertegnede tillader os at anmode Frederiksberg Kommunalbestyrelse om at undlade den paatænkte Opstilling af Drachmanns Statue, der synes os en uværdig Hyldest af Digteren.

Sophus Claussen. Vibeke Dahl. August Enna. Axel Garde. Louis Glass. A. Hauberg. Sven Lange. Viggot Lachmann. Betty Nansen, f. Krøyer. Chr. Rimestad. Edith Rode. Helge Rode. Otto Rung. Ingeborg Marie Sick

Om denne Protest udtaler Folkethingsmand Friis Skotte, som er Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:

- Den kommer noget sent. Der har allerede været Prøveopstilling, og det er overladt til teknisk Udvalg at foretage det videre fornødne. Kommunalbestyrelsen modtog fra den saakaldte Lorry-Klub Tilbud om Opstilling af en Drachmann-Statue i Nærheden af det Sted, hvor Goldschmidt og Oehlenschlæger staar. Der blev forevist os en Sokkel med en vinget Pegasus. Den var ikke heldig. Saa fik vi Valget mellem to Statuer i overnaturlig Størrelse. Den ene var en Forstørrelse af den lille, kendte Statue, der staar i Lorry-Etablissementets Have og som skyldes en afdød Billedhugger. Den anden var en omtrent tilsvarende af en nulevende Kunstner. Vi foretrak den første, altsaa Forstørrelsen. At der nu protesteres kan skyldes dels at Kunstnerne altid skændes, dels at der raader Misfornøjelse med at denne kunstneriske Opgave løses ved Hjælp af en Danseforening. Men det maa erindres, at det var Drachmann-Klubben og ikke den nu bestaaende Danseforening, der tog Initiativet til Sagens Løsning.

Vi har derefter talt med en af Underskriverne, Digteren Sophus Clausen, som siger:

- Der er Erfaring for, at naar en Statuette forstørres, bliver Resultatet gerne pauvert. Selv Stefan Sinding led den Tort, at da hans Statuetter af Ibsen og Bjørnson forstørredes, blev de til de "Ostemændene" udenfor det norske Nationalteater. Vi Underskrivere har talt om Tingene, og vi er paa det rene med, at det vil vække Anstød at opstille den foreslaaede Statue. Drachmann fortjener et bedre Eftermæle. Jeg kender ikke Komiteen for den Danseforening, der virker for Statuen, men jeg ved at dens Handlinger er meningsløse og naive. Har Foreningen Penge, saa lad den betale til noget kunstnerisk værdifuldt.

Med denne Optakt aabnes der Udsigter til en lang og varm Debat. At det konservative Flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse har indledet et intimt Samarbejde med Lorry-Klubbens muntre Tilhængere er en Sag for sig. Penge lugter som bekendt ikke. Og maaske vil den afdøde Kunstners Statuette vise sig præsentabel ogsaa i forstørret Udgave.

(Social-Demokraten, 13. december 1923).

Også København og Nationaltidende refererede protesten den 13. december 1923, sidstnævnte bragte en udtalelse fra Helge Rode og Chr. Rimestad:

Vi henvender os i Anledning af denne henvendelse først til Forfatteren Helge Rode. der er Medunderskriver, og spørger om Grunden tiI, at han ikke ønsker Statuen opstillet.

- Jeg finder, svarer Helge Rode, at Statuen kunstnerisk er ganske undervægtig. Saavidt jeg har forbinet, vil man ad mekanisk Vej forstørre den lille Statue foran Lorry, og dette vil blive et Værk, som staar langt under alle de øvrige Statuer, vi har her i København, hvilket jeg synes er uværdigt. Desuden synes jeg ikke, det er heldigt, at Lorry-Klubben skal rejse et Mindesmærke for Holger Drachmann. Klubben begyndte jo sin Virksomhed med at kalde sig Drachmann-Klubben. men den offentlige Mening vendte sig da saa stærkt imod den, at den maatte opgive det Navn. Jeg finder det derfor en Gang for alle er slaaet fast, at denne Klub ikke har nogen som helst Forbindelse med Holger Drachmann, og dette bør ikke ændres ved, at Klubben nu faar Lov til at reise Drachmann en Statue.

Chr. Rimestad havde ikke noget imod at klubben udførte statuen, men fandt den tilbudte statue uegnet. Han foreslog at lade Kai Nielsen udføre den. Han indrømmede at underskriverne ikke havde samme holdning til klubben

Drachmann-Statuen.

Forfatterforeningens Bestyrelse kommer ogsaa bagefter.

Dansk Forfatterforenings Bestyrelse tiltræder enstemmigt den fra Frederiksberg udgaaede Kunstner- og Forfatterprotest imod offentlig Opstiling af den ogsaa efter vor Formening saare uheldige Drachmann-Statue.

Sophus Michaelis, Formand. Sven Lange, Næstformand. Ingeborg Vollquarts, Thorkild Barfod. J. O. Bøving-Petersen. Hans Henriksen. Louis Levy.

(Social-Demokraten, 15. december 1923).

Den 24. marts 1924 blev sagen behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Der var også indkommet en protestskrivelse af fru Emmy Drachmann. Stemningen var delt, og sagen blev henvist til et kunstnerisk udvalg. 

Vor Fotograf har haft den udmærkede Ide at besøge Broncestøber Rasmussen og snuppe et Snapshot af den nu færdige Drachmann-Statue, hvis Opstilling, efter Behandlingen forleden i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, er bleven en Kendsgerning.

Paa Billedet har har vi anbragt Statuen i de Omgivelser, hvori den vil blive opstillet, nemlig i Allégade tæt ved Krydset. Saa kan vore Læsere jo selv dømme om, hvorledes Drachmann tager sig ud her. Den almindelige Mening vil sikkert være den, at Virkningen er ganske tiltalende.

Om Statuen som Kunstværk vil det blive Kunstkenderes Sag at dømme. De vil sikkert ikke være enige - det er Kunstkendere aldrig - og om føje Tid faar vi nok se d'Hrr. fare ud i Pressens Spalter og ryge i Totterne paa hverandre over Spørgsmaalet, om "Kakkelovnsmanden" nu har vokset sig stor og smuk ved at blive forstørret af Broncestøberen. En Ting maa man imidlertid Ikke glemme og det er den, at da denne Drachmann-Figur i sin Tid blev afsløret i Lorrys Have, var det under almindelig Bifald, med Taler og Festsange af Otto Borchsenius, Charles Kjerulft og mange andre kunstneriske og Literære Navne. Den Gang var der idel Glæde over "Kakkelovns-Manden", mod hvem man kun havde den Indvending, at den ikke var stor nok.

Nu da Statuen - i hvert Fald i det rene Maal - svarer til Drachmanns Størrelse, synes der ingen særlig Grund til Hysteri.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har da ogsaa foretrukket denne Statue mellem tre Forslag: et Udkast af Billedhugger Marius Jørgensen og et (symbolsk) af Gaugin. Den er altsaa Resultatet af alvorlig kunstnerisk Overvejelse, og naar den nu opstilles, er det en smuk Æresoprejsning for dens Skaber, den afdøde meget sympatiske Kunstner Hother, der døde som ganske ung under højst sørgelige Omstændigheder.                    g.

(Social-Demokraten, 29. maj 1924).

Drachmann-Statuen opstillet.

Den meget omtalte Statue af Holger Drachmann, som af Lorry-klubben er skænket til Frederiksberg Kommune, blev i Gaar opstillet i Anlæget ved AIlégade.

Drachmann Statuen har faaet Plads ved Frederik den 6tes Allé, og Digteren skrider frem imod Frederiksberg Have. Statuen er modelleret af den unge Billedhugger Holter. som døde for nogle Aar siden. Ligheden er god, skønt Holter aldrig havde set Digteren, men maatte arbejde efter Fotografi og mundtlig Beskrivelse af Drachmanns Udseende.

Statuen er støbt i Bronce af Bronzestøber Rasmussen, og Soklen er udført I Paradesgranit fra De forenede Granitbrud. Frederiksberg Kommune har foreløbig opstillet Statuen paa Prøve. Hvis det viser sig, at den ikke passer i Anlæget ved Allegade, har man betinget sig Ret til at opstille den et andet Sted i Kommunen.

(København, 5. juli 1924).

Nationaltidende 12 juli 1924 pegede på at Drachmann havde dedikeret nogle sider i "Forskrevet" til forlystelsesetablissementet, og det derfor var naturligt at det nu takkede for det. København havde jo også fået masser af statuer foræret af brygger Jacobsen (Carlsberg). Holger Drachmann kunne godt lide forlystelser, og skrev bl.a. også et digt om Barrisons. Statuen står som bekendt hvor den blev opstillet på prøve, og er aldrig siden blevet flyttet til en anden plads.

Se også artiklen "Kunstdommere og Dydsdragoner" af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen  i "Frederiksberg'eren", november 2008.

Statuen af Holger Drachmann står hvor den blev opstillet på prøve i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asta Krohn, f. Heymann (1872-1951). (Efterskrift til Politivennen)

Asta Heymann (1872-1951) var datter af grundlæggeren af Tuborg, Philip W. Heyman. Hun blev gift med komponisten Rudolph Sophus Berg (1859-1924). De fik sønnen Erwin som hun boede med på Nybrogade 26, 2. sal. Ægteskabet blev opløst. I 1911 giftede hun sig med museumsinspektør, senere direktør Mario Krohn (1881-1922)

1922 udstillede kunstmaleren Alhed Larsen (1872-1927, født Warberg, gift med maleren Johannes Larsen), Christine Swane (1876-1960, født Larsen og søster til Johannes Larsen) og Asta Krohn sammen:

Tre Malerinder.

Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane.

Den Udstilling som Malerinderne Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane arrangerede i "Den Frie" har haft meget vanskeligt ved at gøre sig gældende. Og Forklaringen ligger lige for. For det første virker den alt for ensartet med sine talrige blege Pasteller og Akvareller. For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen paa en saadan Maade, at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier, endsige færdige Saadanne. 

- - -

Om Fru Asta Krohns koloristiske Begavelse kan der lige saa lidt være Tvivl. Naar hun har frigjort sig for den uheldige Paavirkning, hun har været ude for i en Skole, der - i Modsætning til Zahrtmanns - synes at gaa ud paa at skabe alle Elever om i samme Form eller rettere Formløshed, kan hun sikkert naa meget videre, end hun nu er. Mange af hendes Akvareller er ganske yndige i Farven, men for Formens Vedkommende det rene Ingenting. Og hvis Farven ikke benyttes til at skabe Form, da bliver Resultatet ikke et Billede, men i bedste Fald t mere eller mindre fængslende Ornament.

Fbg.

(Nationaltidende 19. februar 1922).

I anledning af 150 året for hendes fødsel arrangerede Johannes Larsen-museet en udstilling af hendes værker hvori Nationaltidendes omtale af de tre kvinder blev imødegået. 

Alhed Larsens reaktion udtrykte hun i et brev til sin mand, Johannes Larsen: 

”Jeg selv gaar og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”. 

Hun havde malet siden hun var 13 år, hun havde fået undervisning af Fritz Syberg og fungerede i det hele taget som den ene halvdel af Larsen-ægteparret, også Social-Demokraten omtalte hende som “Fru Johannes Larsen” - sin berømte mands kone. Hendes bange anelser om at anmelderne ville forholde sig kritisk kom til at holde stik: De så hende som Johannes Larsens lærling og de tre kvinder kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Museumsfolkene mente at forholdet var ligeværdigt og at de gensidigt inspirerede hinanden. Måske derfor lod Johannes Larsen hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.

Udstillinger.

Kjøbenhavn, Februar.

Kunstforeningen, der først og fremmest burde tage sig af unge Kunstnere, hvis Talent er saa Indlysende ægte og betydeligt, at der Ikke kan vare nogen Tvivl om dets Levedygtighed og Udviklingsmulighed, og at sprede Kjendskab til ældre Malere, om hvis Egenart og Betydning man ikke kan faa tilstrækkeligt Begreb i vore offentlige Samlinger, har i en Aarrække tilsidesat denne dobbelte Opgave af Hensyn til unge, moderne Malere, der senere enten er gaaet helt ud af Spillet eller er vandret til Canossa for ikke alene i Ord, men ogsaa i Gjernlng at gjøre Afbigt for de Udskejelser, som Kunstforeningen gav sin Tilslutning. 

- - -

Paa den Udstilling, som tre Damer, Alhed Larsen, gift med Maleren Johannes Larsen, Christine Swane, Maleren Sigurd Swanes Hustru, og Asta Krohn, Enke efter den sørgeligt tidligt bortkaldte Mario Krohn, i Fællesskab afholdt i den Frie, maatte man falde fra den ene Forbavselse i den anden. 

- - -

Fru Krohn aahenbarede baade i Oliemalerier og Akvareller en sin Farvesans, men ogsaa hun giver Formen en god Dag og benævnede undertiden et gaadefuldt Virvar af Farver Landskab eller Sligt.

- - -

(Jyllandsposten 1. marts 1922. Uddrag).

Ifølge Leo Goldberg ("The Rescue of the Danish Jews") sad Asta Krohn i Horserødlejren under besættelsen

Forfatterinden Rigmor Stampe (der har skrevet om H.C. Andersen, jf. også Nysø og Thorvaldsen) og som giftede sig med komponisten Victor Bendix, købte ’Lynghuset’, nu for enden af Rigor Stampes vej.

Efter hendes død 1923 blev det købt af Niels Bohr. Malerinden Asta Krohn (en kusine til Niels Bohr) byggede i 1930-31 det meget karakteristiske funkishus imellem Lyngvejen og Doktorstien, et af de allerførste funkishuse i Danmark. Hubert Paulsen, søn af Julius Paulsen, var dets arkitekt. Efter det fulgte Hubert Paulsen op med billedhuggeren Hugo Liisbergs store atelier. Liisberg var gift med Inger, Julius Paulsens anden datter, der også var maler. Man kan stadig kende deres huse på de store ateliervinduer.

Men der kom mange flere kunstnere til, der nu er borte. Bl.a. komponisten Knudaage Riisager i 1934 og hans kone malerinden Aase Riisager, som der er en udstilling af lige nu i Ramløse Sognelænge. Hun havde ligesom Marie HaagenMüller og William Scharff gået på Araujos malerskole i Paris.

(Vejby-Tibirke Selskabet: Årbog 2019)

Brev fra Fernanda Nylund til Jens Frederik Willumsen 12. juli 1947:

– Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. – 

I 1933 byggede Asta Krohn et sommerhus på Doktorstien 8A i Tisvildeleje.  Hun sad i Horserødlejren i 1943. På sine ældre dage boede hun i Tibirke hvor hun også døde.

Asta Krohns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 18, nummer 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang: "En Falden (Kriger)". Efterskrift til Politivennen).

Ung Billedhugger faar Akademiets store Guldmedaille.

Kun uddelt til to Billedhuggere det sidste halve Aarhundrede.

Stentøjskunstneren Arne Bang fik i Gaar tildelt den sjældne og hæderfulde Udmærkelse for Skulpturen "En falden Kriger".

AKADEMIET uddelte i Gaar den store Guldmedaille til en Billedhugger. En ung og af Offentligheden næsten ukendt Kunstner, Billedhuggeren Arne Bang, fik tildelt den overordentlig sjældne Udmærkelse, som i det sidste halve Aarhundrede kun to Gange tidligere er faldet i en Billedhuggers Lod. Som Hædersbevisning kan en dansk Kunstner ikke ønske sig nogen fornemmere, og praktisk betyder den et Rejsestipendium paa fem Tusinde Kroner. Det Arbejde, der skaffede Arne Bang Medaillen, er legemsstor Skulptur, der forestiller en dræbt Soldat, og bærer Titlen: "En falden Kriger".

Stentøjs-Kunstner paa Holmegaard.

De to forudgaaende Billedhuggere, der siden Aarhundredskiftet har faaet den store Guldmedaille, er Axel Poulsen i 1913 og Erik Rahr i 1930. Den nye Guldmedaillevinder er 32 Aar gammel, Københavner, og har det meste af sit Liv boet her i Byen

Billedhuggeren Arne Bang

Men da den store Nyhed i Gaar spredtes i Kunstnerkredse, var Arne Bang en af de sidste, der fik den at høre. Han har de senere Aar boet paa Holmegaards Glasværk, der aabenbart synes at være blevet Danmarks aandelige Centrum. Man tænke blot paa Dramatikeren Karl Schlüter. Her arbejder han med Stentøj - idet det er ham, der har "indført" denne Industri paa Holmegaard. Saa snart han havde erfaret den glædelige Nyhed, tog han Imidlertid til København for at fejre Begivenheden, og her havde vi Lejlighed til at træffe ham.

- Jeg vil hellere udtale mig i Marmor og Ler end i Ord, var det første, den unge Billedhugger svarede, da vi bad ham fortælle lidt om sig selv, sine Planer og sine Idéer.

Da Marselisborg-Komitéen udskrev Konkurrence.

Som mange Kunstnere - og ikke de daarligste - er Arne Bang faamælt, og hvad Arbejdet angaar nærmest tavs.

"En falden Kriger", Skulpturen, der skaffede Arne Bang den store Guldmedaille.

Talentet udfolder sig paa andre Omraader. Bevægelsen over Medaillen var synlig. Under hele Samtalen sad han nervøst med en Tændstikæske og strøg Svovlstikker paa de forunderligste Maader; der var hvert Øjeblik ved at gaa Ild i de fine Fingre.

- De har været Utzon Franks Elev, sagde vi.

- Det har jeg, ja ....

- Har han spillet en stor Rolle for Dem?

- Det har han ja. Baade for mig og for alle de Unge paa Akademiet. "En falden Kriger" er til Dels mit Afgangsarbejde derindefra. Det blev lavet for fire Aar siden, men siden har jeg jo arbejdet det om og forbedret det. Ideen kom til mig fra Konkurrencen om Marselisborg-Monumentet. Det skulde være en ung Dansker, falden i Krigen ....

- Har De udført andre store Arbejder?

- Mit Omraade har næsten udelukkende - været Stentøjet. Dyrefigurer mest. Til at begynde med arbejdede jeg sammen med Carl Haller, senere blev det Holmegaard, hvor min Broder, Arkitekten Jacob Bang, ogsaa er. En Del af Tingene har været paa Charlottenborg og paa Kunstnernes Efteraarsudstilling. 

- De maler ikke?

- Nej, jeg er først og fremmest Billedhugger, og det er da i Grunden mindst lige saa godt. Man foretrækker altid Malerier - i Stuerne og andre Steder - og de har selvfølgelig ogsaa .... Farve og alt det der. Men man skal gøre mere for Billedhuggerkunsten. Vi har jo mange fortræffelige Billedhuggere herhjemme.

- Hvilke?

- Det vilde blive altfor mange Navne, og iøvrigt har jeg ikke forstand paa Kunst. Jeg kan se, naar jeg selv har lavet noget godt, og somme Tider, naar mine Venner har det - hvis de viser mig det, - ellers kender jeg ikke saa meget.

- Men nu rejser De ud og ser paa det?

- Til Paris, ja. Det vil sige, jeg maa jo først tage min Kone med paa Raad, men da hun snart skal have en ny Hat, bliver det nok Paris.

- Det er særlig franske Billedhuggerkunst ....?

- Jeg gaar ikke paa Museer - noget videre, men selvfølgelig er der Rodin. Iøvrigt er Verden fuld af dejlige Ting, og bortset fra en Statue af Sophus Claussen, der betød meget for mig, har jeg absolut ingen Fremtidsideer.

Cadio. 

(Dagens Nyheder, 15. november 1932).

Ny Skulptur ved Vestre Kirkegaard.

"En Falden", af Arne Bang.

Ved Borgerrepræsentationens Møde i Morgen foreligger Forslag fra Fællesudvalget for Fonden til kulturelle Formaals Fremme om Anskaffelse af en ny Skulptur til Opstilling i København.

Det drejer sig om et Værk af Billedhugger Arne Bang, dets Titel er "En Falden", og det har faaet Akademiets store Guldmedaille. I Øjeblikket er Skulpturen opstillet i Billedhuggerskolens Have paa Charlottenborg, men det er Kommunens Hensigt at anbringe Værket ved Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Prisen for Skulpturen, der er udført i Bronce og staar paa en Sokkel af Kunststen, er 6000 Kr., hvortil kommer 800 Kr. til Inskription, Fundamentering og Opstilling.

(Social-Demokraten, 29. maj 1940).

Arne Bang fik gulmedaljen for skulpturen i 1932. Pengene blev skaffet fra Eibeschütz' Legat til Stadens Almindelige Bedste og blev opstillet 31. juli 1940.

Foto fra Nationaltidende, 10. april 1943. Aviserne fotograferede flittigt blomsterfloret ved mindemærket hver 9. april under krigsårene.

Foto fra Social-Demokraten 11. april 1944 som viser mindesmærket den 9. april 1944.

Monumentet var en torn i øjet på det nazistiske blad, Fædrelandet:

Mindemærket paa Vestre Kirkegaard.

Mindet om Heltene af 9. April er ikke det hæslige Monument, der er opstillet paa Vestre Kirkegaard, men et Minde, der vil leve i Fremtidens Historie. Den 9. April 1940 vaagnede det danske Folk af Tornerosesøvnen og tog Afsked med et System, der førte vort Land mod Fornedrelse og Skændsel. Kun naar man klart erkender dette, kan man med tryg Samvittighed erklære, at Heltene, der faldt den 9. April, ikke bragte deres Offer forgæves, erkender man ikke dette, vil deres Død have været en Meningsløshed.

Monumentet paa Vestre Kirkegaard: den liggende, nøgne Mand, som vrider sig i Krampe, er som Monument over den Tid, der førte til den 9. April, ganske karakteristisk og kunde i al sin Hæslighed slet ikke være valgt bedre. Det kunde med rette betitles: "Destruktionskomplekset".

Et Monument over dansk Daad og Indsats, Heroisme og Offervilje er det selvfølgelig ikke. Man behøver blot at sammenligne det med "Den tapre Landsoldat", der er rejst i Fredericia til Minde om 6. Juli eller Bissens "Istedløven", som begge paa en mesterlig Maade udtrykker de Følelser, der besjæler enhver Landsmand ved Mindet om dansk Soldaterdaad; Handlekraft, Beslutsomhed, Tapperhed og Trods. - Det er bestemt ikke de Karaktertræk, Monumentet paa Vestre Kirkegaard giver Udtryk for. 

(Fædrelandet (København), 12. april 1944. Uddrag).

Arne Bangs "En Falden" er et erindringssted hvor der hvert år den 9. april lægges blomster. På det tidspunkt er græsplænen bag statuen normalt fyldt med krokus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang (1901-1983) var uddannet billedhugger, men mest kendt som formgiver af stentøj, sølv og tin. Bror til glasdesigner og arkitekt Jacob E. Bang (1899-1965) der var kunstnerisk leder ved Holmegaard Glasværk 1928-1941, hvor også Arne Bang blev ansat 1929. Ideen til statuen fik Arne Bang fra en konkurrence om Marselisborg-Monumentet og skulle forestille en ung dansker, faldet i krigen. Som modeller brugte han unge arbejdere fra glasværket. 

Kort efter besættelsen var der rygter om at tyskerne ville sætte et minde om de omkomne, men det blev altså kommet i forkøbet. Den 25. maj meddelte Politiken at kommunen havde købt skulpturen for 6.000 kr. Siden skulle den støbes. Den blev indviet 31. juli 1940 - Arne Bang mødte op for sent, fordi hans tog var forsinket en halv time.

Gustava Louise Georgia Emilie Grüner 1870-1929. (Efterskrift til Politivennen)

Gustava Grüner malede bl. a. portrætter. Hun studerede på Académie Colarossi og var senere elev hos blandt andre Gustave Courtois og Lucien Simon. Hun rejste på flere studierejser til Paris i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af 1900-tallet. Samt til Rom og Capri i Italien. Endelig til Tyskland, Norge og Sverige. Hun udstillede på Charlottenborg 1896, 1898, 1901, 1904, 1907–1909, 1912–1913, 1915, 1917 og 1919–1929. Efter hendes død blev der i 1929 arrangeret en mindeudstilling på Charlottenborg.

Gustava Grüners Udstilling.

Det er en retrospektiv Udstilling, Malerinden Gustava Grüner har arrangeret paa Charlottenborg.

Man kan følge hende Udvikling fra Halvfemserne, se, hvorledes hun fra Aar til Aar vinder mere Herredømme over sine Udtryksmidler. Uden at yde det fremragende, er der dog i de bedste af hendes Portræter en vis Dygtighed, en afgjort Evne til Karakteristik, der vel aldrig bliver dybtgaaende, men kan være ganske levende i Udtrykket.

Et Arbejde som det store Gruppebillede af Familien Leunbach er i mange Henseender det mest typiske for Malerindens Evner og Begrænsning. Der er utvivlsomt en virkelig kunstnerisk Fordybelse i det; der er arbejdet omhyggeligt med hver enkelt Figur, og hver for sig er ret levende, om end lidt almindeligt individualiseret; men Sammenhængen i Billedet brister. Malerinden er for meget optaget af den enkelte Model. Kompositionen har hun ikke magtet at samle til et Hele. Heller ikke i Farven er der helt naaet det tilsigtede. Man forstaar ganske vist, at det slet ikke er noget ringe klassisk Forbillede, Frk. Grüner har holdt sig for Øje, og Sammensætningen af de sorte Kjoler og det falmet-røde Bordtæppe er smukt tænkt, ligesom Anbringelsen af Midterfiguren paa Stolen, den unge Pige med den hvide, runde Krave, der vender Ryggen mod Beskueren, er helt udmærket i Holdningen. Men som Helhed virker Koloriten lidt tør og ufestlig, maaske netop, fordi en vis klassisk Tone har foresvævet Malerinden.

At Frk. Grüner med Kærlighed dyrker store Forbilleder, viser den lille Kopi af Puvis de Chavannes Fresko "L'hiver". Men den viser ogsaa hendes Begrænsning i koloristisk Henseende. Vel er der noget af Originalens lette Tone over den, men den er dog saa langt fra Freskoen lyse, klare Renhed og dets enkle Sammenhold i Kompositionen, at Kopien er ved at nærme sig et lidt almindeligt "Anskuelsesbillede". K-r.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1918).

Gravstenen meddeler bl.a.: Malerinden Gustava Grüner 3.2.1870-24.8.1929. Desuden Marie Grüner. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afd. F, rk. 8, nr. 4. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jørgen Wilhelm Frohne 1832-1909. (Efterskrift til Politvennen)

Den 13. juli 1909 døde murermester og kunstsamler Jørgen Wilhelm Frohne, 15.8.1832-13.7.1909 hvorom de to nedenstående artikler handler. Bemærk at kilderne er uenige om han hed Jørgen eller Jacob.

Han var i Flensborg hvor han gik på latinskolen. Han kom 1848 i murerlære og drog som svend 1852 til København. 1853-54 rejste han sydpå på professionen, var derefter konduktør hos N. S. Nebelong og nedsatte sig 1859 som murermester i København. Han var med til at bygge bl.a. Hvidøre, Springforbi, katedralskolen i Ålborg, nybygninger på Polyteknisk læreanstalt og Marstrands Bryggerier.

Frohne opbyggede en stor samling som kom på auktion på Charlottenborg 1910 efter hans død året før. En af de største danske kunstauktioner opsøgt af kunsthandlere fra de forskelligste lande.

Fotograf Friedrich Leopold Hermann Hartmann (1839-1897): Murermester Jacob Wilhelm Frohne (1832-1909). Det kongelige Bibliotek.

Den Frohne'ske Samling

Kongres i Kjøbenhavn af Musæumsdirektører.

Festmiddag hos Murmester Frohne.

I August Heftet d. A. af det bekjendte engelske Tidsskrift "The connoisseur" har Hr. Georg Brøchner skrevet en Artikel, der bærer Overskriften "The Frohne collection" og i flere end een Henseende fortjener at kiendes i videre Kredse end de, til hvilket Tidskriftet særlig henvender sig.

"Paa faa Samlere" - begynder Artiklen - kan Ordet "Kiender" finde bedre Anvendelse end paa J. W. Frohne i Kjøbenhavn. Hans Hus, der er beliggende i den gamle Del af Byen, og hvorfra der er en malerisk, gammeldags Udsigt tværs over en Stadsgrav eller Kanal til de graa Mure og Kobbertagene, som staa tilbage af Kristiansborg Slot, er et fuldendt Paradis for Elskere af Antikviteter. Hr. Frohne kan ikke alene rose sig af at have en stor, i visse Henseender enestaaende Samling, men han har selv bragt den til Veje med stor Udholdenhed og et Kjendskab og en Forstaaelse, som man sjælden træffer paa."

Efter at Artiklens Forfatter dernæst har ladet Hr. Frohne give en ypperlig Forklaring af, hvordan en Samler egentlig bør vække, fremhæver han, at det særlig er paa Keramikens Omraade, at Hr. Frohne har været virksom som Samler, og at han navnlig her rager højt op som en fin Kjender. Artiklen, der betegner sig som Nr 1, omhandler iøvrigt kun det saa berømte Delster-Porcellæn, af hvis Historie i de skiftende Tider Forfatteren giver en kortfattet Skildring, som faaer yderligere Interesse ved de talrige, ganske fortrinlig udførte Afbildninger, hvoraf den ledsages. Alle disse Afbildninger skrive sig fra den Frohneske Samling og give et godt Billede af de mange Kostbarheder og sjældenheder, der paa Delster-Porcellænets Omraade findes i Frederiksholmsgade Nr. 16, hvor Hr. Frohne er boende.

Men der er endnu en Grund, hvorfor har fundet Anledning til at henlede Opmærksomheden paa den ovennævnte Artikel i det engelske Tidsskrift. Midt i næste Maaned vil der blive afholdt en Slags international Kongres her Kiøbenhavn, idet mellem tredive og fyrretyve Direktører for de forskjellige Kunstindustrielle Musæer hovedsagelig i Tydskland, men ventelig ogsaa fra Holland, Italien og Frankrig, ville samles i vor By for at drøfte, paa hvilke Maader man bedst kan sikre sig mod at blive bedragen ved Indkjøb af ældre Sager. Forfalskningerne spille nu til Dags en fremragende Rolle, og det er ikke blot den kun lidet kyndige Samler, der føres bag Lyset, nej, selv den mest erfarne og prøvede Musæumsdirektør maa ofte strække Vaaben og erklære sig for ude af Stand til med Vished at afgjøre, om en Gjenstand er ægte eller kun eftergjort, Det er ikke blot det gammeldags Sølvtøj, der af habile Guldsmede eftergiøres med den højeste Grad af Kunstfærdighed, men ogsaa alle andre Sager, over hvilke Samlerne kaste sig, finde øjeblikkelig Efterlignere. Nu til Dags eftergjør man Porcellæn, saa at det gamle næppe er til at skjelne fra det nye, de gamle franske, sachsiske og danske Fabrikmærker indbrændes i Efterligningerne, og i Paris findes der store Etablissementer, som udelukkende leve af at kopiere de gamle Stykker. Ogsaa Møbler ere Gjenstand for saadanne Bedragerier. Dygtige Billedskjærere efterligne de gamle Motiver, og ad kemisk Vej er man nu i Stand til at frembringe alle de smaa Huller i Træet, saa at dette seer ud som ormædt. Ikke blot gamle Mønter, men Autografer, ja, endog Malerier eftergiøres i stor Stil, og her skal det igjen være Paris, der gaaer i spidsen.

For at værne sig mod disse habile Efterlignere er det som sagt nu, at Direktørerne for en hel Del kunstindustrielle Musæer i Udlandet ville samles her og drøfte Midlerne til at stanse denne mindre hæderlige Industri og de forskjellige Maader, hvorpaa man kan stille det Ægte fra det Uægte, og ikke uden Grund har Dr. Brinckmann, den kyndige Leder af Gewerbe-Musæet i Hamborg og vistnok Ophavsmanden til dette Møde, foreslaaet  København til Samlingssted. Han har ønsket, at Direktørerne skulde se Hr, Frohnes udmærkede Samling, som rummer saa mange Unika paa det keramiske Omraade, og tillige høste Gavn af Samlerens store Erfaring.

Murmester Jacob W. Frohne, der i Fredags fejrede sin halvfjerdsindstyvende Fødselsdag og i den Anledning modtog talrige Beviser paa den Højagtelse og Hengivenved, han som selfmade man har vidst at erhverve sig hos Alle ved sin store Dygtighed, sin Retsindighed og sin Elskværdighed, imødeseer naturligvis med Glæde dette Besøg, der jo er en stor Ære for ham, og han har indbudt alle Kongresmedlemmer til en Middag, der - vistnok den 17. September - skal finde Sted i hans Hjem, og hvor han da vil have den bedste Lejlighed til at fremvise alle sine Skatte. Thi om det ogsaa navnlig er Delster Porcellain, hvorpaa hans Samling er saa enestaaende rig, saa rummer den dog tillige mange Kostbarheder og Sjældenheder paa mange andre Omraader. I hans med en sjælden kunstnerisk Smag udstyrede Lejlighed finder man en fortræffelig Malerisamling, der tæller flere Perler, en stor Mængde pragtfulde Møbler fra ældre Tider, udmærkede udskaarne Sager i Elfenben og Træ, en meget righoldig Samling af gammelt Sølv fra de mægtige Drikkekrus ned til de smaa Lugtedaaser, ja, endog en righoldig Kollektion af Lysesaxe fra alle Herrens Lande og alle Perioder.

Naar undtages de Faa, der herhjemme ere Samlere, ane vistnok de Færreste her i Landet, hvilken fremragende Samler og Kender vi eje i Murmester Frohne. Men blandt Udlandets Samlere er den Frohneske Samling med Rette berømt, og der bedste Bevis derpaa turde være det, at Musæumsdirektørerne fra Storbyerne har sat hverandre Stævne her for blandt Andet ogsaa at kunne tage i Øjesyn, hvad en Enkeltmand med stor Taalmodighed og indgaaende Forstaaelse i en Menneskealder har været i Stand til at skaffe til Veje. Til den i vort Kunstindustrimusæum forestaaende Udstilling af gammel danske Porcellain og Fajance har Hr Frohne allerede udlaant en betydelig Mængde Stykker, uden at det dog er synligt, at der mangler Noget i Samlingen. Saa righoldig er den, og saa mange fortræffelige Arbejder omfatter den, ikke blot fra Delst og Kjøbenhavn, men ogsaa fra Rouen, Strasbourg, Marseille, Kiel, Meissen, Fyrsterberg, Eckernförde, Kellinghusen, Warschaw, Kina og Japan.

(Nationaltidende 20. august 1902)

Den Frohneske Samling.

Afdøde Murermester Frohnes Arbejdsværelse.

En Antikvitets- og Kunstavktion over en Samling af Størrelse og Valør som den Frohneske hører til de store Sjældenheder i et Land af Danmarks Størrelse, og. der er derfor næppe nogen Tvivl om. at Charlottenborg den 7de Februar. Avktionens første Dag vil blive Genstand for et enestaaende run fra alle Verdens Kanter.

Afdøde Frohne var nemlig Samler par excellence, og hans Samling er maaske endog bedre kendt i Udlandet end de fleste af vore mindre Museer. Thi Frohne forstod at samle; han arbejdede f. Ex. endnu lige for sin Død paa et uhyre grundigt Værk om danske Fajancefabriker, som, fuldført af en anden, forhaabentlig en Gang vil se Dagens Lys.

Nu staar altsaa hele Frohnes pragtfulde Samling opstillet paa Charlottenborg, parat til den 7de i næste Maaned at splittes for alle Vinde. Det forekommer én. naar man nu genser den, ubegribeligt, at en ægte Samler som Frohne kunde nænne at splitte hele sit Livs Arbejde saaledes, og det vil altid blive et gaadefuldt Punkt, hvorfor han udtrykkelig i sit Testamente bestemte det saaledes.

Naar man har overvundet denne velforstaaede Ærgrelse over, at den smukke Samling, der kunde danne et helt lille Kunstindustrimuseum for sig, skal ødelægges, saa er her imidlertid i disse Dage paa Charlottenborg Stof til skønne Timer for en Samler og Antikvitetselsker.

Samlingen er ordnet saaledes, at man begynder med at sælge Stentøjet, af hvilket der findes et pragtfuldt Udvalg.

Der er Nassauerkrus i Dusinvis, Krus fra Raeren, Frechen, Krenssen og Siegburg. Denne Del af Samlingen vil, hvis der møder mange Repræsentanter for tyske Museer, opnaa fabelagtige Priser. Der findes blandt andet et mægtigt Monstrum af en "Tudekande", som vil faa alle Stentøjssamleres Hjærter til at slaa Tappenstreg. Efter Stentøjet følger Lervarer og Delsterfajancer. Delsterfajanceme tæller ikke mindre end 316 Numre, deriblandt pragtfulde Vaser, hvis Glassur nærmer sig det fineste Porcellæn, med Mærker som Louwys Fictoor, Lambertus van Eenhorn, Duyn o. a. Denne Del af Samlingen har sikkert haft Bud efter en Del kunstinteresserede Hollændere.

Fajancerne fortsættes med spinske og niavriske Fajancer fra Rhodos, Strassburg og Marseille, fra Rouen, Nevers og Moustier.

De slesvig-holstenske Fajancer, blandt hvilke der findes en hel Rokokoovn fra Stockelsdorf, danner en Gruppe for sig.

Efter Fajancen sælges Porcellænet. Foruden mindre Samlinger fra Kina, Japan og Sévres ejede Frohne en af de bedste Meissener-Samlinger, baade Service og Figurer. Navnlig mellem Figurerne findes der saa sjældne og smukke Exemplarer, at Priserne vil gaa højt i Vejret.

Samlingen af gamle københavnske Porcellænsfigurer og Vaser er ogsaa pragtfuld og tæller de bedste og sjældneste Exernplarer.

Ved Nr. 879 begynder Metalgenstandene med en Samling kirkelige Genstande, bl. a. en smuk Monstrans og flere gode Kalke. Em stor Sjældenhed er den umaadelige Lavspokal, der har tilhørt Bagerlavet i Flensborg. Den stammer fra 1673 og er behængt med 43 Skilte fra Oldermænd i Lavet. Den vil imidlertid nok blive tilbageerhvervet af Lavet, der er repræsenteret ved Avktionen.

Af Sølvkrus rummer Samlingen ikke mindre end 30, af Sølvbægre ca. 75 Numre, deriblandt et ualmindelig smukt Udvalg af danske Bægre.

Selvet fortsættes med en sjælden Samling Skeer.

Iblandt de øvrige Metalgenstande findes udmærkede Kirkestager, Røgelsekar, Vaaben og en Mængde Kuriositeter.

Møblernes fornemste Stykke er en slesvigsk udskaaren Dragkiste af Egetræ, en Brudegave fra Anna Ahlefeldt til Biritte Buchwaldt, hendes Niece; den er ud ført i Slesvig ca. 1575.

Dette Pragtværk, der efter Sigende oprindelig kostede Frohne 1200 Kr., vil sikkert nu opnaa er Pris af lige saa mange Tusender.

Blandt Samlingens øvrige Møbler nævner vi det smukke indlagte Skab Nr. 1189, en Sjældenhed, som sikkert vil bringe stærk Kamp imellem Avktionens Samlere.

Opsaa af udskaarne Træsager findes her udmærkede Exemplarer, ligeledes af Elfenben, Emailler, Glas, Miniaturer og Uhre.

En stor Afdeling for sig danner den afdødes enestaaende Samling af Lysesaxe. Frohne var altid paa Jagt efter disse, og han ejede ikke mindre end 427 saadanne i alle Stilarter, alle Metaller, alle Faconer og fra alle Tidsaldre. Han kunde kæmpe som en Løve, naar der kom en ny Lysesax paa Markedet, og han betalte op til mange Hundrede Kroner for dem, naar de var særlig Sjældne.

- - Vi har har nu, saa vidt det lader sig gøre i en enkelt Artikel, gennemgaaet den Frohneske Auvktionsudstilling; den vil vel nok blive Sæsonens celebreste. Forhaabentlig bliver en Del af de Ting, der har Interesse ror Danmark, her i Landet; i hvert Fald ruster vore Museer sig i disse Dage og venter med Længsel de Pengebevillinger, der skal til for at holde den mandstærke udenlandske Køberskare Stangen.

Fritz

(Dannebrog (København) 23. januar 1910).

Frohne havde betænkt Dansk Folkemuseum i sit testamente med københavnsk fajance. Det lykkedes Nationalmuseet og Dansk Folkemuseum ved hjælp af bevillinger at opkøbe samlingens danske værdigenstande.

J. W. Frohnes og Agnete Louise Frohnes gravsted på Vestre Kirkegård, København. Afdeling B, rk. 9, nr. 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Margrethe Svenn Poulsen. 1/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

Maleren Elna Margrethe Tuxen-Meyer (1877-1962) var datter af læge Ludvig Vilhelm Meyer og hustruen Emma Augusta Pedersen. Hun havde flere kunstnere i sin slægt, bl.a. Laurits Tuxen, og viste allerede som ung et talent for portræt og gruppeportrætter. Hun dimitterede i 1900 fra Kunstakademiet, og efterfølgende havde hun studierejser til både Paris, Italien, Dresden og Wien. Fra hendes tid i Paris lærte hun at bruge en mere spontan teknik i andre genre end portrætmaleriet, hvor hun ellers brugte den traditionelle karakteristik af en person i et øjebliks handling, som bl.a. Viggo Johansen og Krøyer også brugte. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1905. Lignende annoncer kunne findes i aviserne i hvert fald indtil 1912. Efter navneskiftet til Svenn-Poulsen stod: født Tuxen-Meyer, så noget tyder på at navnet betød noget og at hendes malernavn var mere kendt under hendes pigenavn.

På Charlottenborg-udstillingerne solgte hun hvert år fra 1900 malerier. I 1904 fik hun 400 kr. og i 1906 fik hun 900 kr. fra Det kgl. Akademi for de skønne Kunsters Stipendie- og Rejseunderstøttelse.

I kolonien Filadelfias Kirke (1904) malede hun altertavlen, der i dag er på koloniens museum.

- Den unge Malerinde, Frk. Margrethe Tuxen-Meyer, der i Sommer har boet i Leksand i Dalarne, hvor hun har malet forskellige større Billeder, har i denne Tid været Gæst i det bekendte Zornske Hjem i Mora og deltog i den store Fest, som den berømte svenske Maler og hans Frue gav paa Gerundabjerget ved Siljansøen for alle Dalarnes Spillemænd.

Dette ejendommelige Møde, hvortil Zorn havde samlet alle Dalarbønderne, der kunde blæse paa saadanne Instrumenter, som brugtes før i Tiden, Skalmeje, Kohorn, Bukkehorn og Lurer, beskrives i de svenske Blade som overordentlig morsomt og interessant. Alle Deltagerne var i Nationaldragter, og næsten alle de svenske Malere, som om Sommeren bør ved Siljansøen, deltog i Festen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1906).

Hun blev i 1908 gift med journalisten Svenn Poulsen ved Berlingske Tidende. Hun havde da allerede skabt sig et navn som maler. Hendes mange studierejser til udlandet bl. a. Italien, Paris, Sverige og Dresden foregik fortrinsvis før giftermålet.

Knud Gamborg: Fra Kunstudstillingen paa Charlottenborg. Illustreret Tidende nr. 1024, 10. maj 1879.

Kvindernes Kunst paa Forårsudstillingerne 1909

Af: Margrethe Svenn Poulsen

Det er maaske et Bevis paa Kvindernes Konservatisme, at de saa udelukkende hol­der sig til Charlottenborg-Udstillingen. Paa Den frie Udstilling findes kun nogle faa Malerinder, der imellem Frk. Krebs, der Aar efter Aar har udstillet sine Arbejder i den Willumsen’ske lille Bygnings fortrin­ligt belyste Sale. Næsten alle vore andre Kunstnerinder udstiller paa Charlottenborg, og her er der ogsaa i Aar samlet en Række mer eller mindre kendte Malerin­der og Billedhuggerinder.

Skulde man retfærdigt bedømme den Plads, som Malerindernes Kunst i Aar ind­tager i Forhold til deres mandlige Kolle­gers, saa maa man sige, at de sidste ikke særlig behøver at frygte Konkurrencen.

Der er gode Billeder malet af Kvinder paa Charlottenborg-Udstillingen, men me­get er kun jævnt, og der savnes ofte den koncentrerede Energi i Anslaget og den Udholdenhed i Gennemførelsen, som kan bringe Mændenes Kunst saa vidt.

Blandt Figurbillederne bemærker man først Bertha Dorphs "Bedstemoders Ord", der er et flot og stort anlagt Billede, skønt det ikke helt staar paa Højde med hendes forrige, udmærkede og smukt gennemar­bejdede store Billede "Besøget hos den unge Moder". Af Bertha Dorphs Børneportræter er især "De danske Børn" smukt i Barneindtrykket. I samme Sal, hvor det sidste Billede hænger, findes der et andet godt Barnebillede af Caroline van Deurs "En lille Pige med Guldfisk".

Marie Sandholt udstiller i Aar flere store Portræter. Billedet af Dr. Pers er vellig­nende og kraftig gjort. Desværre hænger det daarligt. Hendes Dameportræt skæm­mes derimod noget af den højre Haands mindre gode Tegning.

Et af de bedst Portrætbilleder er iøvrigt Lilli Lundsteens Dreng. Det er helt ud­mærket baade i Form og Tegning. Den smukke Dreng har øjensynlig interesseret hende meget at male. Ogsaa Carla Cols-manns "Grand-Mamma" er et talentfuldt Arbejde. Hovedet falder noget sammen med Baggrunden, men det staar udmærket i Farven.

Christine Deichmanns Grønlændere er morsomme og karakteristiske og i Marie Henriques Portræt af Emma Gad finder man en udmærket Komposition, kun Ho­vedet staar noget ensformig i Tonen. Og­saa et Barneportræt af Ingeborg Andreasen fortjener at lægges Mærke til. Det er le­vende og let i Farven.

Olga Jensens Figurarbejder virker per­sonligt og udmærket i Lyset. Gid hun kunde komme bort fra de snavsede Far­ver.

Gerda v. Kohl udstiller et Billede "Jom­fruen", hvis Tegning er særdeles smuk.

Fru Anna Ancher synes i Aar at staa bedre end sin Mand. Hendes Billeder særlig "I Høstens Tid" er ganske glimrende i Farven, medens man maaske kan anke over, at Formen er ret løs.

Af Landskabsbilleder er der kun faa paa Udstillingen i Aar. Malerinder synes ikke at interessere sig nær saa meget for Naturen som Mændene. Blandt de bedste er Gerda Strøm med det fint og smukt stemte Vinterbillede.

Mary Grut udstiller ogsaa et Par kønne Billeder særlig "Landskab i Februar", der ogsaa er mest personligt gjort.

Helwig Kinchs "Muldyr i Middagsstunden" er et meget fornøjeligt Billede.

Med Blomsterbilleder møder Anthonore Christensen, Christine Deichmann, Ludovica Kabell-Rosenørn, Augusta Dohlmann og Anna Syberg, hvis lyserøde Kaktus er et kraftigt og originalt Arbejde.

Charlotte Frimodt har et Billede "Palægaarden i Roskilde", hvor navnlig For­grunden med Kastanjebladene virker kønt. Vinduerne i Baggrundsbygningen staar derimod vel ensformig. Et Par kønne Solskinsbilleder udstilles af Britta Barnekow og Henny Køster-Panduro.

Blandt den lange Række andre Kunst­nerinder, hvis Arbejder i Aar fylder Charlottenborgs Sale, maa iøvrigt nævnes Ella Thalbitzer, Marie Lupleau, Gerda Wegener, Maria Thymann, Elisabeth Schiøtt, Ellen Rhode, Fanny Petersen og Sophie Pedersen, hvis Billede "Portræt af en ung Pige" er særlig godt, hvorimod Billedet "Figurgruppe" staar altfor plettet i Far­ven.

Alt ialt er Malerinderne alsidigt og fyldigt repræsenterede paa Charlottenborg-Udstillingen, men dog virker deres Kunst taget som Helhed ikke stærkt. Mange staar vistnok i for høj Grad paa et Mid­delstandpunkt, og savner for meget den Dristighed i Motivvalg og Modet til at gaa frem ad nye Veje, som det vel er van­skeligt, tidt umuligt, for Kvinden at be­slutte sig til, men som alene er det, der fører frem til fuld kunstnerisk Selvstæn­dighed.

I Skulpturafdelingen gør Kunstnerinder­ne sig derimod gældende ikke alene ved deres forholdsvis store Produktion lige­som i Maleriet, men her maa det tillige si­ges, at Kvinderne for Tiden, trods de rent fysiske Vanskeligheder, de ofte har ved Behandlingen af Materialet, ogsaa frem­bringer forholdsvis mange udmærkede Ting.

Man lægger blandt Billedhuggerarbej­derne særlig Mærke til Helen Dohlmanns fængslende udtryksfulde Gruppe "For­ladt", til Augusta Finnes dygtige Portræt­buste og Elna Borchs morsomme "Mi­kado".

Nanna Petersen har en karakteristisk Portrætbuste af en gammel Skuespiller og Fru Carl Nielsen en sjælden indtagende Rytterstatuette af en ung Dame, der sid­der à la cavalier paa sin fine Blodshest. Den er gjort med en saa legende Lethed og Elegance, at den vilde tiltrække sig Op­mærksomhed paa enhver europæisk Ud­stilling.

(Kvinden og samfundet, årgang 25, nr. 8, 1909)

Derefter var hun dog også i Paris 1913 og 1927. I efteråret og vinteren 1913 studerede hun på malerskoler i Italien og Paris:

Hjem fra Paris.

- Velkommen hjem !

Den unge Malerinde, Fru Margrethe Svenn-Poulsen, som lige er kommet fra nogle Maaneders Studieophold i Paris, og som nu sidder ved sin Frokost i Paladshotellet, ser op og siger glad:

- Tak! Det er dejligt at være hjemme igen; men der var for Resten ogsaa dejligt dernede. Der er vist ingen By, man saadan kan arbejde i som Paris det sagde Sinding ogsaa; han er saa tilfreds og glad ved at bo der.

- De var der altsaa udelukkende for at arbejde? 

- Ja, Napoleons Grav og Eiffeltaarnet havde jeg set tidligere, siger Fru Svenn-Poulsen smilende men kommer jeg derned igen, skal jeg dog se dem om igen. Nu var jeg saa langt borte fra alt det, Turister ser, og levede kun for min Malerskole og for at gaa paa Udstillinger. 

- Hvilken Skole gik De paa ?

- Maurice Denis var min Lærer. Willumsen havde anbefalet mig til ham. Han regnes blandt de moderne Malere for den bedste Lærer, og Elever fra alle Lande - flest Tyskere og Spaniere og færrest Englændere - fyldte hans to Atelier'er. Han vilde have, vi skulde tilegne os det plastisk dekorative i Kunsten; og han var for Resten meget tolerant, naar de unge Mennesker, især Tyskerne, havde været paa en Udstilling hos Bernheim-eJune og strax gav sig til at efterligne det nyeste, de havde set. De var den ene Tag Kubister og den næste Synkrtnister.

- Er Futuristerne uddøde?

- Futurismen er tildels et tilbagelagt Standpunkt. Impressionismen, den alvorligste af de moderne Retninger, lever derimod stadig, og vi faar til Sommer, vistnok under Karl Madsens Ledelse, en stor Udstilling her i Byen af fransk Nutidskunst, ogsaa af Maurice Denis' Billeder. De mest omtalte Malere paa Salon d'automne er ellers Schweizeren Haudelalre, Cezanne og Beuillard.

- Traf De andre Danske end Sindings dernede ?

- Ja, Billedhuggeren Kaj Nielsen. Han har faaet et stort Atelier og arbejder for fuld Kraft paa sit nye Værk med de mange Figurer - det, der skal smykke Blaagaardsplads. Vi var sammen ude at søge et Par Modeller. Det er ikke saa let nu som tidligere, da Kunstnerne hver Mandag havde Modeltorvet paa Place Pigalles oppe paa Montmartre. Der gik man blot op og valgte og vragede. Senere blev det flyttet til Boulevard Montparnasse, hvor alle Malerskolerne ligger; men lige før jeg kom, havde Politiet forbudt det. De Handlende klagede over. at der var for livligt. 

- Hvilken af de Udstillinger, De saa, var den smukteste ?

- Det var en Række rige Privathjem, som en Gang om Ugen stod aabne for enhver Besøgende: Hr. Durand-Ruels Hjem, hvor der findes en glimrende Samling af Renoirs og Monets Billeder, Hr. Pelerins Hus, hvor man navnlig ser Cezannes Arbejder o. s. v. Det er ægte parisisk Godmodighed, saadan at aabne sine Døre for enhver, lige indtil Sove- og Badeværelserne, uden at mistænke nogen for at ville stjæle.  

- Og Mona Lisa? Talte man meget om hende?

- Man jublede! Men Paris er jo stor - Jubelen hørtes ikke lige tydeligt overalt.

Hélas.

(Nationaltidende 24. december 1913).

Den franske maler og forfatter Maurice Denis (1870-1943) var en overgangsfigur mellem impressionisme og moderne kunst (symbolisme). Politisk var tilhænger af det nationalistiske og prokatolske Action Francaise 1904-1927. Gruppen var da ekstremt højre og fordømt af Vatikanet.

Bernheim-Jeunes galleri i Paris åbende 1863. Direktør på daværende tidspunkt var Félix Fénéon. Til landskabsbilleder brugte Poulsen stærke farver, noget hun også gradvist gik også til at indføre i sit portrætmaleri, hvilket gjorde hende til en af landets mest populære portrætmalere i mellemkrigsårene. Galleriet var centrum for den kunstneriske avantgarde. Under 2. verdenskrig blev det beslaglagt af nazister.