Asta Krohn, f. Heymann (1872-1951). (Efterskrift til Politivennen)

Asta Heymann (1872-1951) var datter af grundlæggeren af Tuborg, Philip W. Heyman. Hun blev gift med komponisten Rudolph Sophus Berg (1859-1924). De fik sønnen Erwin som hun boede med på Nybrogade 26, 2. sal. Ægteskabet blev opløst. I 1911 giftede hun sig med museumsinspektør, senere direktør Mario Krohn (1881-1922)

1922 udstillede kunstmaleren Alhed Larsen (1872-1927, født Warberg, gift med maleren Johannes Larsen), Christine Swane (1876-1960, født Larsen og søster til Johannes Larsen) og Asta Krohn sammen:

Tre Malerinder.

Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane.

Den Udstilling som Malerinderne Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane arrangerede i "Den Frie" har haft meget vanskeligt ved at gøre sig gældende. Og Forklaringen ligger lige for. For det første virker den alt for ensartet med sine talrige blege Pasteller og Akvareller. For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen paa en saadan Maade, at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier, endsige færdige Saadanne. 

- - -

Om Fru Asta Krohns koloristiske Begavelse kan der lige saa lidt være Tvivl. Naar hun har frigjort sig for den uheldige Paavirkning, hun har været ude for i en Skole, der - i Modsætning til Zahrtmanns - synes at gaa ud paa at skabe alle Elever om i samme Form eller rettere Formløshed, kan hun sikkert naa meget videre, end hun nu er. Mange af hendes Akvareller er ganske yndige i Farven, men for Formens Vedkommende det rene Ingenting. Og hvis Farven ikke benyttes til at skabe Form, da bliver Resultatet ikke et Billede, men i bedste Fald t mere eller mindre fængslende Ornament.

Fbg.

(Nationaltidende 19. februar 1922).

I anledning af 150 året for hendes fødsel arrangerede Johannes Larsen-museet en udstilling af hendes værker hvori Nationaltidendes omtale af de tre kvinder blev imødegået. 

Alhed Larsens reaktion udtrykte hun i et brev til sin mand, Johannes Larsen: 

”Jeg selv gaar og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”. 

Hun havde malet siden hun var 13 år, hun havde fået undervisning af Fritz Syberg og fungerede i det hele taget som den ene halvdel af Larsen-ægteparret, også Social-Demokraten omtalte hende som “Fru Johannes Larsen” - sin berømte mands kone. Hendes bange anelser om at anmelderne ville forholde sig kritisk kom til at holde stik: De så hende som Johannes Larsens lærling og de tre kvinder kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Museumsfolkene mente at forholdet var ligeværdigt og at de gensidigt inspirerede hinanden. Måske derfor lod Johannes Larsen hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.

Udstillinger.

Kjøbenhavn, Februar.

Kunstforeningen, der først og fremmest burde tage sig af unge Kunstnere, hvis Talent er saa Indlysende ægte og betydeligt, at der Ikke kan vare nogen Tvivl om dets Levedygtighed og Udviklingsmulighed, og at sprede Kjendskab til ældre Malere, om hvis Egenart og Betydning man ikke kan faa tilstrækkeligt Begreb i vore offentlige Samlinger, har i en Aarrække tilsidesat denne dobbelte Opgave af Hensyn til unge, moderne Malere, der senere enten er gaaet helt ud af Spillet eller er vandret til Canossa for ikke alene i Ord, men ogsaa i Gjernlng at gjøre Afbigt for de Udskejelser, som Kunstforeningen gav sin Tilslutning. 

- - -

Paa den Udstilling, som tre Damer, Alhed Larsen, gift med Maleren Johannes Larsen, Christine Swane, Maleren Sigurd Swanes Hustru, og Asta Krohn, Enke efter den sørgeligt tidligt bortkaldte Mario Krohn, i Fællesskab afholdt i den Frie, maatte man falde fra den ene Forbavselse i den anden. 

- - -

Fru Krohn aahenbarede baade i Oliemalerier og Akvareller en sin Farvesans, men ogsaa hun giver Formen en god Dag og benævnede undertiden et gaadefuldt Virvar af Farver Landskab eller Sligt.

- - -

(Jyllandsposten 1. marts 1922. Uddrag).

Ifølge Leo Goldberg ("The Rescue of the Danish Jews") sad Asta Krohn i Horserødlejren under besættelsen

Forfatterinden Rigmor Stampe (der har skrevet om H.C. Andersen, jf. også Nysø og Thorvaldsen) og som giftede sig med komponisten Victor Bendix, købte ’Lynghuset’, nu for enden af Rigor Stampes vej.

Efter hendes død 1923 blev det købt af Niels Bohr. Malerinden Asta Krohn (en kusine til Niels Bohr) byggede i 1930-31 det meget karakteristiske funkishus imellem Lyngvejen og Doktorstien, et af de allerførste funkishuse i Danmark. Hubert Paulsen, søn af Julius Paulsen, var dets arkitekt. Efter det fulgte Hubert Paulsen op med billedhuggeren Hugo Liisbergs store atelier. Liisberg var gift med Inger, Julius Paulsens anden datter, der også var maler. Man kan stadig kende deres huse på de store ateliervinduer.

Men der kom mange flere kunstnere til, der nu er borte. Bl.a. komponisten Knudaage Riisager i 1934 og hans kone malerinden Aase Riisager, som der er en udstilling af lige nu i Ramløse Sognelænge. Hun havde ligesom Marie HaagenMüller og William Scharff gået på Araujos malerskole i Paris.

(Vejby-Tibirke Selskabet: Årbog 2019)

Brev fra Fernanda Nylund til Jens Frederik Willumsen 12. juli 1947:

– Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. – 

I 1933 byggede Asta Krohn et sommerhus på Doktorstien 8A i Tisvildeleje.  Hun sad i Horserødlejren i 1943. På sine ældre dage boede hun i Tibirke hvor hun også døde.

Asta Krohns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 18, nummer 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Margrethe Svenn Poulsen (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

Maleren Elna Margrethe Tuxen-Meyer (1877-1962) var datter af læge Ludvig Vilhelm Meyer og hustruen Emma Augusta Pedersen. Hun havde flere kunstnere i sin slægt, bl.a. Laurits Tuxen, og viste allerede som ung et talent for portræt og gruppeportrætter. Hun dimitterede i 1900 fra Kunstakademiet, og efterfølgende havde hun studierejser til både Paris, Italien, Dresden og Wien. Fra hendes tid i Paris lærte hun at bruge en mere spontan teknik i andre genre end portrætmaleriet, hvor hun ellers brugte den traditionelle karakteristik af en person i et øjebliks handling, som bl.a. Viggo Johansen og Krøyer også brugte. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1905. Lignende annoncer kunne findes i aviserne i hvert fald indtil 1912. Efter navneskiftet til Svenn-Poulsen stod: født Tuxen-Meyer, så noget tyder på at navnet betød noget og at hendes malernavn var mere kendt under hendes pigenavn.

På Charlottenborg-udstillingerne solgte hun hvert år fra 1900 malerier. I 1904 fik hun 400 kr. og i 1906 fik hun 900 kr. fra Det kgl. Akademi for de skønne Kunsters Stipendie- og Rejseunderstøttelse.

I kolonien Filadelfias Kirke (1904) malede hun altertavlen, der i dag er på koloniens museum.

- Den unge Malerinde, Frk. Margrethe Tuxen-Meyer, der i Sommer har boet i Leksand i Dalarne, hvor hun har malet forskellige større Billeder, har i denne Tid været Gæst i det bekendte Zornske Hjem i Mora og deltog i den store Fest, som den berømte svenske Maler og hans Frue gav paa Gerundabjerget ved Siljansøen for alle Dalarnes Spillemænd.

Dette ejendommelige Møde, hvortil Zorn havde samlet alle Dalarbønderne, der kunde blæse paa saadanne Instrumenter, som brugtes før i Tiden, Skalmeje, Kohorn, Bukkehorn og Lurer, beskrives i de svenske Blade som overordentlig morsomt og interessant. Alle Deltagerne var i Nationaldragter, og næsten alle de svenske Malere, som om Sommeren bør ved Siljansøen, deltog i Festen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1906).

Hun blev i 1908 gift med journalisten Svenn Poulsen ved Berlingske Tidende. Hun havde da allerede skabt sig et navn som maler. Hendes mange studierejser til udlandet bl. a. Italien, Paris, Sverige og Dresden foregik fortrinsvis før giftermålet.

Kvindernes Kunst paa Forårsudstillingerne 1909

Af: Margrethe Svenn Poulsen

Det er maaske et Bevis paa Kvindernes Konservatisme, at de saa udelukkende hol­der sig til Charlottenborg-Udstillingen. Paa Den frie Udstilling findes kun nogle faa Malerinder, der imellem Frk. Krebs, der Aar efter Aar har udstillet sine Arbejder i den Willumsen’ske lille Bygnings fortrin­ligt belyste Sale. Næsten alle vore andre Kunstnerinder udstiller paa Charlottenborg, og her er der ogsaa i Aar samlet en Række mer eller mindre kendte Malerin­der og Billedhuggerinder.

Skulde man retfærdigt bedømme den Plads, som Malerindernes Kunst i Aar ind­tager i Forhold til deres mandlige Kolle­gers, saa maa man sige, at de sidste ikke særlig behøver at frygte Konkurrencen.

Der er gode Billeder malet af Kvinder paa Charlottenborg-Udstillingen, men me­get er kun jævnt, og der savnes ofte den koncentrerede Energi i Anslaget og den Udholdenhed i Gennemførelsen, som kan bringe Mændenes Kunst saa vidt.

Blandt Figurbillederne bemærker man først Bertha Dorphs "Bedstemoders Ord", der er et flot og stort anlagt Billede, skønt det ikke helt staar paa Højde med hendes forrige, udmærkede og smukt gennemar­bejdede store Billede "Besøget hos den unge Moder". Af Bertha Dorphs Børneportræter er især "De danske Børn" smukt i Barneindtrykket. I samme Sal, hvor det sidste Billede hænger, findes der et andet godt Barnebillede af Caroline van Deurs "En lille Pige med Guldfisk".

Marie Sandholt udstiller i Aar flere store Portræter. Billedet af Dr. Pers er vellig­nende og kraftig gjort. Desværre hænger det daarligt. Hendes Dameportræt skæm­mes derimod noget af den højre Haands mindre gode Tegning.

Et af de bedst Portrætbilleder er iøvrigt Lilli Lundsteens Dreng. Det er helt ud­mærket baade i Form og Tegning. Den smukke Dreng har øjensynlig interesseret hende meget at male. Ogsaa Carla Cols-manns "Grand-Mamma" er et talentfuldt Arbejde. Hovedet falder noget sammen med Baggrunden, men det staar udmærket i Farven.

Christine Deichmanns Grønlændere er morsomme og karakteristiske og i Marie Henriques Portræt af Emma Gad finder man en udmærket Komposition, kun Ho­vedet staar noget ensformig i Tonen. Og­saa et Barneportræt af Ingeborg Andreasen fortjener at lægges Mærke til. Det er le­vende og let i Farven.

Olga Jensens Figurarbejder virker per­sonligt og udmærket i Lyset. Gid hun kunde komme bort fra de snavsede Far­ver.

Gerda v. Kohl udstiller et Billede "Jom­fruen", hvis Tegning er særdeles smuk.

Fru Anna Ancher synes i Aar at staa bedre end sin Mand. Hendes Billeder særlig "I Høstens Tid" er ganske glimrende i Farven, medens man maaske kan anke over, at Formen er ret løs.

Af Landskabsbilleder er der kun faa paa Udstillingen i Aar. Malerinder synes ikke at interessere sig nær saa meget for Naturen som Mændene. Blandt de bedste er Gerda Strøm med det fint og smukt stemte Vinterbillede.

Mary Grut udstiller ogsaa et Par kønne Billeder særlig "Landskab i Februar", der ogsaa er mest personligt gjort.

Helwig Kinchs "Muldyr i Middagsstunden" er et meget fornøjeligt Billede.

Med Blomsterbilleder møder Anthonore Christensen, Christine Deichmann, Ludovica Kabell-Rosenørn, Augusta Dohlmann og Anna Syberg, hvis lyserøde Kaktus er et kraftigt og originalt Arbejde.

Charlotte Frimodt har et Billede "Palægaarden i Roskilde", hvor navnlig For­grunden med Kastanjebladene virker kønt. Vinduerne i Baggrundsbygningen staar derimod vel ensformig. Et Par kønne Solskinsbilleder udstilles af Britta Barnekow og Henny Køster-Panduro.

Blandt den lange Række andre Kunst­nerinder, hvis Arbejder i Aar fylder Charlottenborgs Sale, maa iøvrigt nævnes Ella Thalbitzer, Marie Lupleau, Gerda Wegener, Maria Thymann, Elisabeth Schiøtt, Ellen Rhode, Fanny Petersen og Sophie Pedersen, hvis Billede "Portræt af en ung Pige" er særlig godt, hvorimod Billedet "Figurgruppe" staar altfor plettet i Far­ven.

Alt ialt er Malerinderne alsidigt og fyldigt repræsenterede paa Charlottenborg-Udstillingen, men dog virker deres Kunst taget som Helhed ikke stærkt. Mange staar vistnok i for høj Grad paa et Mid­delstandpunkt, og savner for meget den Dristighed i Motivvalg og Modet til at gaa frem ad nye Veje, som det vel er van­skeligt, tidt umuligt, for Kvinden at be­slutte sig til, men som alene er det, der fører frem til fuld kunstnerisk Selvstæn­dighed.

I Skulpturafdelingen gør Kunstnerinder­ne sig derimod gældende ikke alene ved deres forholdsvis store Produktion lige­som i Maleriet, men her maa det tillige si­ges, at Kvinderne for Tiden, trods de rent fysiske Vanskeligheder, de ofte har ved Behandlingen af Materialet, ogsaa frem­bringer forholdsvis mange udmærkede Ting.

Man lægger blandt Billedhuggerarbej­derne særlig Mærke til Helen Dohlmanns fængslende udtryksfulde Gruppe "For­ladt", til Augusta Finnes dygtige Portræt­buste og Elna Borchs morsomme "Mi­kado".

Nanna Petersen har en karakteristisk Portrætbuste af en gammel Skuespiller og Fru Carl Nielsen en sjælden indtagende Rytterstatuette af en ung Dame, der sid­der à la cavalier paa sin fine Blodshest. Den er gjort med en saa legende Lethed og Elegance, at den vilde tiltrække sig Op­mærksomhed paa enhver europæisk Ud­stilling.

(Kvinden og samfundet, årgang 25, nr. 8, 1909)

Derefter var hun dog også i Paris 1913 og 1927. I efteråret og vinteren 1913 studerede hun på malerskoler i Italien og Paris:

Hjem fra Paris.

- Velkommen hjem !

Den unge Malerinde, Fru Margrethe Svenn-Poulsen, som lige er kommet fra nogle Maaneders Studieophold i Paris, og som nu sidder ved sin Frokost i Paladshotellet, ser op og siger glad:

- Tak! Det er dejligt at være hjemme igen; men der var for Resten ogsaa dejligt dernede. Der er vist ingen By, man saadan kan arbejde i som Paris det sagde Sinding ogsaa; han er saa tilfreds og glad ved at bo der.

- De var der altsaa udelukkende for at arbejde? 

- Ja, Napoleons Grav og Eiffeltaarnet havde jeg set tidligere, siger Fru Svenn-Poulsen smilende men kommer jeg derned igen, skal jeg dog se dem om igen. Nu var jeg saa langt borte fra alt det, Turister ser, og levede kun for min Malerskole og for at gaa paa Udstillinger. 

- Hvilken Skole gik De paa ?

- Maurice Denis var min Lærer. Willumsen havde anbefalet mig til ham. Han regnes blandt de moderne Malere for den bedste Lærer, og Elever fra alle Lande - flest Tyskere og Spaniere og færrest Englændere - fyldte hans to Atelier'er. Han vilde have, vi skulde tilegne os det plastisk dekorative i Kunsten; og han var for Resten meget tolerant, naar de unge Mennesker, især Tyskerne, havde været paa en Udstilling hos Bernheim-eJune og strax gav sig til at efterligne det nyeste, de havde set. De var den ene Tag Kubister og den næste Synkrtnister.

- Er Futuristerne uddøde?

- Futurismen er tildels et tilbagelagt Standpunkt. Impressionismen, den alvorligste af de moderne Retninger, lever derimod stadig, og vi faar til Sommer, vistnok under Karl Madsens Ledelse, en stor Udstilling her i Byen af fransk Nutidskunst, ogsaa af Maurice Denis' Billeder. De mest omtalte Malere paa Salon d'automne er ellers Schweizeren Haudelalre, Cezanne og Beuillard.

- Traf De andre Danske end Sindings dernede ?

- Ja, Billedhuggeren Kaj Nielsen. Han har faaet et stort Atelier og arbejder for fuld Kraft paa sit nye Værk med de mange Figurer - det, der skal smykke Blaagaardsplads. Vi var sammen ude at søge et Par Modeller. Det er ikke saa let nu som tidligere, da Kunstnerne hver Mandag havde Modeltorvet paa Place Pigalles oppe paa Montmartre. Der gik man blot op og valgte og vragede. Senere blev det flyttet til Boulevard Montparnasse, hvor alle Malerskolerne ligger; men lige før jeg kom, havde Politiet forbudt det. De Handlende klagede over. at der var for livligt. 

- Hvilken af de Udstillinger, De saa, var den smukteste ?

- Det var en Række rige Privathjem, som en Gang om Ugen stod aabne for enhver Besøgende: Hr. Durand-Ruels Hjem, hvor der findes en glimrende Samling af Renoirs og Monets Billeder, Hr. Pelerins Hus, hvor man navnlig ser Cezannes Arbejder o. s. v. Det er ægte parisisk Godmodighed, saadan at aabne sine Døre for enhver, lige indtil Sove- og Badeværelserne, uden at mistænke nogen for at ville stjæle.  

- Og Mona Lisa? Talte man meget om hende?

- Man jublede! Men Paris er jo stor - Jubelen hørtes ikke lige tydeligt overalt.

Hélas.

(Nationaltidende 24. december 1913).

Den franske maler og forfatter Maurice Denis (1870-1943) var en overgangsfigur mellem impressionisme og moderne kunst (symbolisme). Politisk var tilhænger af det nationalistiske og prokatolske Action Francaise 1904-1927. Gruppen var da ekstremt højre og fordømt af Vatikanet.

Bernheim-Jeunes galleri i Paris åbende 1863. Direktør på daværende tidspunkt var Félix Fénéon. Til landskabsbilleder brugte Poulsen stærke farver, noget hun også gradvist gik også til at indføre i sit portrætmaleri, hvilket gjorde hende til en af landets mest populære portrætmalere i mellemkrigsårene. Galleriet var centrum for den kunstneriske avantgarde. Under 2. verdenskrig blev det beslaglagt af nazister. 

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pietro Købke Krohn 1840-1905. (Efterskrift til Politivennen)

Pietro Købke Krohn (1840-1905) var søn af billedhugger og medaljør Frederik Christopher Krohn (1806–1883) og Sophie Susanne Købke (1807–1853). Han blev student fra Metropolitanskolen 1859, uddannede sig som kunstmaler under Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.

Pietro Købke Krohn: Maren Krohn (1863). Statens Museum for Kunst.

Han deltog i 2. Slesvigske Krig 1864 som frivillig officersaspirant og blev løjtnant efter Alsaffæren. Han illustrerede flere børnebøger, bl.a. broderen Johan Krohns Peters Jul (1866 og 1870) og I Skoven skulle være Gilde (1870 og 1883). 

Illustration til Johan Krohn "Peters jul" (1870), illustration af Pietro Krohn. Statens Museum for Kunst. TIl fri brug.

Han opholdt sig 1871–1878 i Italien og var 1878 ansat ved Verdensudstillingen i Paris. Opholdet i udlandet var ifølge Jac. Ahrenberg ("Erindringer om Pietro Krohn) at han på trods af sine militære fortjenester i krigen 1864 ikke passede ind i samtidens danske nationalisme:

"Rosenstand og Krohn havde, da jeg lærte dem at kende, maaske løsnet - i det mindste i Teorien de haarde Lænker, de havde ikke vist sig helt nationale. Det saa virkeligt ud til, at Talen om deres Exkommunikation havde været i det mindste delvis rigtig. Dette gjaldt i mindre Grad Rosenstand, fordi han udførte dygtige Malerier, men mere Krohn, som malede lidet, men teoretiserede des mere i Kunsten. Krohn omgikkes den danske Koloni meget lidt. Man viste ham megen Kulde indenfor den; særlig gjorde C. F. Aagaard dette, saa at Krohn ansaa det for bedst ikke at fejre sin Juleaften i den skandinaviske Koloni. Ved Festen holdtes der Taler af og for baade den ene og den anden, af hvilken Grund ogsaa jeg vilde bede om Ordet for at foreslaa en Skaal for min Ven Pietro Krohn, som tidligere havde virket meget i og for Klubben. Til min Forundring blev jeg paa det bestemteste raadet fra at gøre dette, blandt andet af en saa blid og godhjærtet Mand som min gamle Velynder og Ven Heinrich Hansen, det københavnske Kunstakademis Vicepræsident. Til Hansens Udtalelse bemærkede Aagaard hidsigt: "Det er vist bedst for ham, at han ikke er her"

I Virkeligheden omgikkes han mest og intimest med de ikke-danske. I Walter Runebergs Familie var han Hjærte-Vennen, hos den svenske Billedhugger Carlsson saa jeg ham mere end en Gang. Takanen og Stigell nærede han stor Sympati for, mig skænkede han stadig sin venlige Bistand, særlig da det gjaldt om at komme i Berøring med Vatikanets paa dette Tidspunkt vanskeligt tilgængelige Samlinger og det pavelige Regimentes Spidser. Han kendte nøje alle Veje og Stier i de ultramontanes Bydel, kendte overhovedet Rom nøje, hvor han havde opholdt sig siden 1871 (til 1878). Han ordnede for mig Udflugterne til Nemisøen, til Albanerbjærgene, til Soracte, fulgte selv med til den guddommelige Villa Este, Romantikens Fuldendelse i Italien, uforglemmelig for mig i sine (bøcklinske) Farvers Skønhed, sine Linjers Storhed og sin tragiske Ensomhed."

- - -

"Krohn var en daarlig Fortæller. Til Trods for sine mange brogede Oplevelser savnede han i Almindelighed Form paa sit Foredrag og sin Tale. Længere Perioder var ham aldeles umulige. Men fik jeg ham en Gang imellem med Rosenstand bagved et Bord i et Hjørne i et Trattoria, og Talen faldt paa Krigen 1864, da kunde det med Rosenstands Hjælp dog blive til noget. Krohn havde i Omegnen af Dannevirke og navnlig paa Als vist en exemplarisk Evne til Organisation og en Koldblodighed, hvad der skaffede ham, den frivillige, Officers-Epauletter han blev Løjtnant. Jeg, der som en Arv fra min politisk lidenskabelige Fader afskyede det tyske Regimente og som havde været nær ved at rømme fra Hjemmet for at komme til at tage Del i den dansk-tyske Krig, nød disse, Krohns og Rosenstands Skildringer, ganske paa samme Maade, som jeg i sin Tid læste Feltlægens Historier. Rosenstand fortalte nok bedre, men han lagde over disse Episoder en bred, undertiden overdreven, Komik. Den Tone laa ikke for mig. Krohn meddelte sine Oplevelser i korte, varme, enthusiastiske, men afbrudte Sætninger den Maade, hvorpaa han skildrede Episoderne, stod min Natur og min til alle Tider uhørte Erbødighed for de militære Dyder nærmere. Disse Sympatier, disse Følelser var hos mig udviklede i Fændrikens og Feltlægens klare høje og varme Atmosfære. Jeg saa paa Krigen som et Retfærdighedskrav, og dér passede det komiske ikke videre godt ind.

Da Krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud, var alle de nordiske Folks Sympati paa Frankrigs Side. Danskerne, som endnu den Dag i Dag ikke har glemt 1864, var naturligvis mest begejstrede for Frankrig. Krohn fortalte, at han, ligesom alle danske Officerer, havde faaet Befaling til at holde sig beredt, og det var hans Overbevisning, at hvis de to Fægtninger ved Wörth og Weissenburg var faldne ud til Frankrigs Fordel, vilde Danmark uden Tvivl have erklæret Preussen Krig, drevet dertil saavel af den almindelige Folkestemning som af de enkeltes bitre Minder. Det var højtidelige spændende Tider, vi den Gang oplevede", tilføjede han. I dansk Politik var han, medens han opholdt sig nede i Italien flere Grader til Venstre for sin Ven Lange, ofte forekom det mig, af Oppositionslyst."

(Gads danske magasin 1911-1912. Uddrag).

Fotoet fremstiller Pietro Krohn, sammen med Elisabeth Jerichau Baumann og (i midten) sønnen Harald Jerichau. 1873. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efter sin hjemkomst 1878 tegnede han en del kostumer til Det Kongelige Teater, fik 1880 ansættelse som dets økonomiinspicient og kostumier og blev 1885 tillige sceneinstruktør

Erik Ludvig Henningsen (1865-1930): Et møde et Foreningen "Bogstaveligheden". Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1880 fik han ideen om foreningen Bogstaveligheden, en selskabelig klub der afholdt diskussionsaftner om kunst og litteratur. Med tilknytning til bladet Ude og Hjemme. Den var desuden selskabelig forening og støttekreds for de yngre radikale intellektuelle. Medlemmerne var hovedsagelig malere og forfattere. Foreningens sidste møde var i juni 1882.

Niels Christian Hansen: Emilie Juliane Krohn, f. Bull (1841-1910), hvis mand Pietro Krohn var. Det kongelige Bibliotek. De blev gift 28. januar 1881, datter af cand.jur. Carl Ludvig Bull. Barnet må være datteren Michaela Krohn (som senere giftede sig til efternavnet Pooley). De havde også sønnen Mario Krohn (1881–1922), der var kunsthistoriker. Fri af ophavsret.

I årene 1880-1893 virkede Pietro Krohn som kostumier, økonomiinspektør og operainstruktør ved Det Kongelige Teater (1885-1893), samtidig med at han var kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl; her tegnede han bl.a. Hejrestellet (1888) der er inspireret af kinesisk og japansk kunst og foregriber med sin dekorative linjeføring art nouveau-stilen. Fuglene blev modelleret af billedhuggeren Ludvig Brandstrup (1861-1935). Maleriet af Fanny Gaarde og Effie Hegermann-Lindencorne fra Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. Det var deres debut på Bing & Grøndahl. Fanny Garde stod senere bag Mågestellet.

Frederik Riise (1863-1933): Pietro Krohn. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1889 udgav han faderens (Fritz Krohn) efterladte optegnelser omkring danske kobberstik i værket Samlinger til en beskrivende fortegnelse over danske kobberstik, raderinger, illustrationer m.m. (fotografisk genoptryk i 1962), og det er stadig standardværket om dette emne.

1893 til sin død Kunstindustrimuseets første leder. Sammen med museets bibliotekar Emil Hannover (hans efterfølger) stod han for opbygningen af museets første samling bl.a. ved omfattende indkøb på Verdensudstillingen i Paris 1900 af art nouveau-genstande og med kunsthåndværk udformet af danske kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Effie Hegermann-Lindencrone, Arnold Krog, Herman A. Kähler, Johan Rohde, Harald Slott-Møller og J.F. Willumsen. Museet lå til 1926 på nuværende H. C. Andersens Boulevard i det såkaldte H: C: Andersen Slottet. Herefter i Frederiks Hospital hvor det stadig fungerer som Designmuseum Danmark.

H.C. Andersen Slottet eller Tivolislottet, tegnet af arkitekten Vilhelm Klein i "Rosenborg-stil" 1892-93 blev bygget til Kunstindustrimuseet. "Slottets" pragtrum er vestibulen med rundbuede arkader i siderne og en lang række opbyggelige sentenser på sorte stenplader hele vejen rundt. Da Kunstindustrimuseet flyttede til Frederiks Hospital i Bredgade i 1926, blev bygningen anvendt til bl.a. hovedkontor for De Forenede Bryggerier, Gymnastikinstitut, Officersforening og Garnisonsbibliotek, Louis Tussaud's Wax Museum (1974-2007) samt den kontroversielle udstilling Bodies i 2008. Bygningen rummer i dag kontorer for Tivoli samt møde- og selskabslokaler. Tivoli planlagde at nedrive bygningen i 2006. Kulturarvsstyrelsen afviste en fredning af bygningen. 

Vi opsøge dernæst en anden Autoritet i Museums-Spørgsmaal, Kunstindustrimuseets Direktør,

Professor Pietro Krohn,

der modtager os i sin højtbeliggende, af sjældne Kunstsager opfyldte Lejlighed i Museet.

Direktør Krohn maatte være særlig kompetent til at udtale sig om den foreliggende Sag, eftersom han - som vore Læsere veed - under den nylig afholdte Udstilling i Kolding i længere Tid opholdt sig der ovre og bl. a. ledede Indretningen af den smukke, lille Afdeling for Kunstindustri, der med Rette enstemmig blev anset for at være Udstillingens Perle.

Professoren havde med Interesse gjort sig bekjendt med den her omtalte Plan og udtalte bl. a.:

- Et Kunstindustrimuseum, der jo er det, jeg kjender bedst, maa efter Sagens Natur helst ligge i Hovedstaden af Hensyn til, at Haandværkerstanden her er langt talrigere og mere afvexlende repræsenteret end i Provinserne. Anderledes derimod med et Folkemuseum, der jo for en stor Del indeholder Ting, der angaa Bøndernes Liv. Jeg ser ikke, hvorfor det ikke skulde kunne lægges i Kolding. Der kunde vel ogsaa være Tale om Silkeborg f. Ex., men Kolding vilde dog være at foretrække. Jeg er i høj Grad bleven bestyrket i Troen herpaa, efter at jeg under Udstillingen i September har havt Lejlighed til paa nært Hold at iagttage Forholdene der ovre. Det, Kolding ved den nævnte Lejlighed præsterede, var i Virkeligheden beundringsværdigt. Da jeg saae Udstillingsbygningerne blive rejste, troede jeg i mit stille Sind, der vilde komme et Underskud paa mindst 10,000 Kr. Og saa blev det hele Underskud kun 2 - 3000 Kr. - altsaa aldeles forsvindende - og alene i Entre indkom 25,000 Kr. Det viser bl. a., at Kolding har et brillant Opland, som interesserer sig for. hvad der foregaar i Byen. Kolding har tillige en udmærket Beliggenhed - hvorfor i det hele taget slæbe alt, hvad der angaar Bønderne, hertil Kjøbenhavn? De, der vil studere Museet, rejse sikkert gjærne over til Kolding, og Besøget i Folkemuseet blev alt i alt vistnok større efter Flytningen, end det for Øjeblikket er.

.... Talen falder derefter paa Koldinghus, og Professoren udtaler ligesom Direktør Bernh. Olsen sin store Beundring for det gamle Slot og dets Anvendelighed som Hjemsted for et stort Folkemuseum, fælles for hele Landet.

- Ikke mindst Betydning vil det kunne have, siger Hr. Krohn, at man i det smukke, bakkede Anlæg, som omgiver Ruinen, vil kunne faa udmærket Plads til de smaa Bønderhuse o. lign., der høre til Museer af denne Art. Som sagt, jeg tror ubetinget, at Kolding er det rette Sted at lægge Museet.

(Esbjerg Folkeblad (1889-1900) 20. november 1897)

Han blev Ridder af Dannebrog 1889 og Dannebrogsmand 1900.

Professor Pietro Krohn.

(F. 23de Januar 1840-D. 15de Oktober 1905.)

Efter lang og haardnakkel Kamp mod en haabløs Sygdom er Kunstindustrimuseets Direktør, Professor Pietro Krohn, afgaaet ved Døden. I de sidste fem-seks Aar havde han lidt af den Brightske Syge. Nu i Sommer forværredes hans Tiisland betænkeligt han maatte afbryde en Rejse i Italien. Han led tilsidst meget.

Pietro Købke Krohn var født i Kjøbenhavn den 23de Januar 1840 som Søn af Medaillør Frederik Christoffer K. Han blev Student fra Metropolitanskolen 1859 og vilde saa være Kunstner. Han malede under Marstrands og Skovgaards Vejledning, men afbrød sine Studier i 1804 for at gaa frivillig med i Krigen som Officersaspirant; han blev Løjtnant eller Alfæren ved Als. Siden tilbragte han en Aarrække (1871-78) i Italien, som han elskede og altid bevarede en dyb Forkærlighed for. De italienske Venner var de bedste af hans Venner, de italienske Minder hans gladeste. Netop saa smaat og billigt, som han levede hernede, var det skønt; han vilde siden aldrig rejse anderledes der. Og han vendte stadig tilbage. Han kom sig der fra sine Sygdomsanfald, helst næsten i den værste italienske Sommervarme.

I 1878 fik han en Ansættelse ved Pariser-Udstillingen og vendte derefter hjem, hvor han snart blev Kostumier ved del kgl. Teater, 1880 udnævntes han til Økonomi-Inspektør, 1885 tillige til Scene-Instruktør, hans Maler-Uddannelse, som aldrig havde ført ham vidt paa Kunstnerbanen, blev nu af den største Betydning. Han var en første Rangs Kostumier med højt kultiveret Smag og levende Farvesans. Som Scene-Instruktør havde han særlig Betydning for Operaen; han iscenesatte ogsaa af og til Skuespil, men gjorde sig her vanskeligt gældende ved Siden af Professor Blochs fine Kyndighed. Hans Sag var Operaens virkningsfulde Dekorationer og brogede Masse-Optrin - enhver vil f. Eks. beundre Kunstnerøjet i Arrangementerne til "Carmen" og "Aida". Der kunde være noget besværligt og upraktisk i hans Opbygninger af Trapper og store Stilladser, som undertiden lammede Teatrets øvrige Arbejde, men brillant tog det sig ud.

Oprindelig vidste han ikke meget om Musik; Teaterfolk fra den Tid smiler endnu ved Tanken om hans løjerlige musiktekniske Udtryk. Men med sin lidenskabelige Arbejdsvillie satte han sig ogsaa ind i dette Kunst-Omraade. Hans hede, nervøse, undertiden stundesløse Energi var beundringsværdig. Ender Indstuderingen af "Aladdin"- var der en Tid lang, hvor man fandt Maskinfolkene halvsovende rundt i Teatret, saa medtagne var de af Natte-Prøver. Historisk er især en Prøve, som begyndte om Formiddagen Klokken 11 og fortsattes til om Eftermiddagen og derefter optøges paany etter Forestillingen og saa varede fra Kl. 11 Aften til den næste Middag Kl. 3. Da var Professor Krohn nødt til at holde op - - af Hensyn til de Andre! 

Pietro Krohn kunde i de Tider nok lide at blive anset for en haard og stærk Karakter: han vilde vise en ubøjelig, mandig Villie. I Virkeligheden var han det blidest omgængelige Menneske, snarere veg end stærk, den mest trofaste og opofrende Ven. Kammeraterne fra Italien (som Edelfeldt) var hans selvskrevne Gæster paa Gennemrejse. Tjenstvillig viste han sig til det yderste; utrættelig kunde han sidde ved en Vens Sygeleje. Dette vennesæl blide og muntre kunde ret kuriøst brydes med det villet mandige.

Da Kunstindustri museet (hvormed der egentlig menes Museum for Kunsthaandværk) stiftedes, blev han dets Direktør. Samler havde han altid været med Liv og Sjæl. Fanatisk Arbejdsiver havde han netop til at oparbejde ny Sag. Den fulde Tro til, al man kunde opdrage Folkets Smag ved saadan et Museum. Med den anvendte Kunst havde han desuden tidligere Forbindelse gennem Bing & Grøndahls Fabrik, hvis kunstneriske Raadgiver han en Tid lang var; Hejrestellet i 1888 skabtes saaledes under hans Auspicier. 1893 traadte han da i Spidsen for det nye Museum.

Netop som den, han var, blev han den rette Mand paa den rette Plads. Egentlig var der jo ikke noget ret Museum; dengang - og delvis den Dag idag - fandtes dansk Kunsthaandværk mere paa Nationalmuseet og Rosenborg end i Museet med del uheldige Navn. Der skulde arbejdes og agiteres; det gjorde mindre, at han ikke var den udlært kyndige Kunsthistoriker, - han havde sin ivrige Samler-Interesse. Han fandt med utrættet Idé-Rigdom paa sine skiftende Udstillinger, og han sendte dem rundt til Provinserne. I Tale og Skrift agiterede han, som i Grunden hverken var Taler eller Skribent, for Kunsthaandværkels gode Sag. Det lykkedes ham, hvad der var en Bedrift, at samle et taknemligt og talrigt Stam-Publikum om det unge Museum.

Han var visselig fuldkomment lykkelig ved sin Virksomhed her. Der var en egen Glæde ved at se den smukke Mand med de fine Hænder færdes mellem alle de mangeartede Kunstsager: hans Liv var saa ganske i de brogede Samlinger. Han havde intet af de mange Museums-Menneskers ængstelige Tilbageholdenhed for alt nyt, snarere forgabede han sig let i en og anden Kunstner, fordi han var ny. Med sin overbeviste Tro kunde han se overraskende meget hos sine Favoriter. Der var en Dag, han i flammende Beundring udbredte sig over en Tegning - eller var det en Radering - af Max Klinger. Det dybe Mesterskab, Landskabets Uhygge og stærke Stemning - "se, blot hvorledes han karakteriserer den Morder dér gaar". Det var en meget lille og ingenlunde mærkelig Mandsskikkelse. "Er det nu en Morder?" spurgte Vennen. "Ja, kan du ikke se det!". "Nej, del er jo ogsaa noget Snak". "Noget Snak . . . men Klinger har jo selv sagt mig det".

Der kunde være noget uskyldigt overdrivende i denne hans Kunst-Entusiasme. Men hans Lidenskab for Kunsten var ægte nok. Og han satte al sin Livskraft, til det sidste, ind paa sin kære Gerning.

Hans Navn vil uforglemmeligt være knyttet til hans Museum. Paa Operaen vil vi endnu længe i "Carmen" og "Aida" kunne beundre hans fantasifulde Kunstnerblik. Og dybest vil hans Venner - om der er Venne-Taknemlighed til - savne ham og lil deres Dødsdag mindes hans trofaste Sind og ildfulde Hjerte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1905)

Professor Pietro Krohns Død.

Mindetale i Kunstindustrimuseet.

Det danske Kunstindustrimuseums Bestyrelse var idag samlet til Plenarmøde i Anledning af Professor Pietro Krohns Død. Formanden, Fabrikdirektør Harald Bing indledede Mødet med følgende Mindeord:

Budskabet om vor Direktørs Død er af Bestyrelsens Medlemmer blevet modtaget med oprigtig Deltagelse. Hos mange af os har hans Bortgang vakt virkelig Sorg - vi mødes alle i Erkendelse af det betydningsfulde Tab, Museet har lidt. Thi det er ikke blot en højtbegavet Embedsmand, dette mister, det er neppe for meget at sige, at Krohn har skabt denne Institution, har præget den med sin Aand og sin Villie.

Jeg ved saa godt som nogen, at Takken for dets Oprettelse maa vendes andetsteds hen. Det er en Hæder for Industriforeningen i Kjøbenhavn, at den i Firserne sporede den svage og gryende Interesse for den kunstindustrielle Bevægelse, at den vaagede over dens Udvikling, støttede og fremmede den, indtil Tanken var moden til at træde ud i Livet. Det var denne Forening i Forbindelse med Ny Carlsberg Museumslegat, der med Støtte af Stat, Kommune og private Velyndere tilvejebragte de ydre Betingelser for dets Eksistens. Men den, der indblæste det indre Liv, som aabnede dets Borte ud til den store Almenhed, den, der forstod Tidens Tegn og gjorde denne Anstalt til, hvad den er bleven: et nyttigt, ja uundværligt Led i vort Samfunds Arbejde, - det var Pietro Krohn.

Lad mig idag og i denne Kreds dvæle et Øjeblik ved de Egenskaber hos vor afdøde Direktør, som gjorde ham saa vel skikket til sin Post. Udadtil: hans Verdensmandsskikkelse, repræsentative Væsen, taktfulde og sikre Optræden. Man maa have set ham blandt udenlandske Kolleger - ved de aarlig tilbagevendende Museumskongresser, ved Juryarbejdet paa Verdensudstillinger - for ret at kunne bedømme Værdien af disse rent ydre Fortrin. De sikrede ham. Repræsentanten for et af Europas yngste Museer, Plads i forreste Række blandt hans Standsfæller, og disse var ikke længe om at erkende den Kundskabsfylde, det frie Syn. Den brændende Iver for den fælles Gerning, som knyttedes til hans vindende Fremtræden. Han var saa lykkelig at komme til at virke i en Periode, hvor der opstod en mærkelig Renæssance i den europæiske Kunstindustri. Paa sine Rejser i Udlandet indsugede han med sin ejendommelige Modtagelighed for nye Indtryk alt, hvad der frembød sig af skønne og rige Impulser og søgte da her i Museet at frugtbargøre det Sete og Hørte.

Her i Museet - det vil sige i det hele Land. Thi for Krohn var Museet ikke den Bygning i Kjøbenhavn, hvor dels Samlinger opbevares; for ham var ethvert Sted i Danmark, hvor man ytrede Trang til at se hans Skatte udstillede i en kortere eller længere Tid, den rette Plads for hans ambulante Museum. Ingen By var ham for fjern, ingen Vintertur for haard, naar han havde lovet at give Møde, og han var døv for alle Indvendinger, som kunde rejses af Hensyn til hans vaklende Helbred. Til disse Udstillinger trindt omkring i Provinserne knyttede han gerne en Række Forelæsninger om de fremstillede Genstande. Krohn har tit sagt mig, at det var hans bedste Timer, dem, han tilbragte paa Katedret i Landets Købstæder med en Kreds af Haandværkere og Landboer for sig; han mente intetsteds at have haft bedre Tilhørere, kunde ikke noksom fremhæve deres Lydhørhed, Forstaaeise og Modtagelighed for det, han bragte dem af fremmed og ukendt. Overhovedet var hans Foredragsvirksomhed, den, han ogsaa øvede her i Museet, bleven hans kæreste Syssel. Det var ingen formet akademisk Veltalenhed, han udtoldede paa disse Aftener, hvor vor Foredragssal Gang paa Gang var fyldt til Trængsel. Hans Fremstillingsmaade bar Præg af det samme springende, impulsive, som var en Del af hans Natur; men Faa kunde som han vække sit Auditoriums Interesse for den Genstand, han omtalte; der var hos ham en indre Glød, som fra Talerstolen meddelte sig til hele Forsamlingen. Emnet for disse Foredrag var som oftest hentet Ira de stadigt vekslende Særudstillinger, som det var hans Lyst og Stolthed at bringe tilveje. Han udviklede i saa Henseende en Opfindsomhed, som aldrig trættedes, stod i stadig Korrespondance med Udlandet for at sikre sig nyt Stof og øste i fulde Skaaler af det, han fandt i vort eget Land. At levendegøre Museet var hans Formaal; det var ham ikke om at gøre at tilvejebringe en Samling Arbejder af svundne Tiders Kunstilid, og det uagtet han selv fra Ungdommen havde været en flittig og kyndig Samler. Men han erkendte, at et moderne Museum i Hovedsagen maa bygges paa det bedste i Samtidens Kunstindustri, oplyst og suppleret mod skønne og typiske Eksempler paa Fortidens Kunst.

Jeg har søgt i disse faa Træk al tegne Billedet af Krohn som Museumsmand, saaledes som denne Forsamling har kendt ham. Med sit ejendommelige, rige Temperament har han præget den Virksomhed, her er udfoldet i Museets yngste og vanskeligste Periode. Det er vemodigt at tænke paa, at han ikke oplevede at se den Udvidelse gennemført, med hvilken han saa længe og saa udholdende havde syslet.

Da jeg sidste Gang - for en Uge siden - talte med ham, var hans Tanker optagne af Fremtidsplaner for Gerningen herinde; det var, som om han frygtede for, at et og andet skulde blive glemt. Pietro Krohn behøvede ikke at nære en saadan Frygt; thi Kunstindustrimuseet vil neppe glemme dels første Direktør: Mindet om hans sjælfulde, fornemme Personlighed vil her blive bevaret og æret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 17. oktober 1905)

Pietro Krohn og gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet 20. oktober 1905.  Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foreviisning af usædelige Billeder. (Efterskrift til Politivennen)

Foreviisning af usædelige Billeder. Under en den 13de dennes af Criminal- og Politiretten paakjendt Justitssag blev det beviist, at Værtshuusholder Erik Mortensen, der har Tilladelse til paa sin Bopæl for Betaling at forevise et af ham forfærdiget Panorama, havde paa sin nuværende Bopæl, navnlig i Forbindelse med Foreviisningen af bemeldte Panorama, foreviist i høi Grad usædelige Billeder og andre Gjendstande af utugtig Beskaffenhed, og blev det blandt Andet oplyst, at der ved en den 10de October sidstleden om Aftenen stedfunden Foreviisning vare nærværende 4 Læredrenge i en Alder af fra 15 til 17 Aar. Det af Tiltalte saaledes udviste Forhold fandtes i Henhold til Lovgivningens Grundsætninger, der in specie udtale sig i Loven af 3die Januar d. A. §§ 8 og 16, at være af den Natur, at det maatte paadrage ham Strafansvar, og skjønnedes Straffen efter Omstændighederne at kunne fastsættes til en Mulkt af 100 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare alle af Actionen flydende Omkostniger, derunder Sallair til Actor og Defensor 5 Rbd. til hver. Dommen er appelleret til Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1851, 2. udgave).

Der er ret sikkert tale om værtshusholder E. Mortensen i Kattesundet 10. Kattesundet 10/Frederiksberggade 10 er nutidens Kattesundet 6/Frederiksberggade 15. Det er opført 1795-96 for brændevinsbrænder Peder Michelsen Hiarup, og ombygget 1907.

Hjørnet af Kattesundet (til venstre) og Frederiksberggade (til højre), omkring århundredskiftet 1900. Paul Fischer. Kbhbilleder, Public Domain. 

Sagen kom 26. januar 1852 for Højesteret. Dommen faldt den 9. februar 1852: Mulkten blev forhøjet til 300 Rbd., Mortensen skulle betale sagens omkostninger, og de usædelige billeder mv. konfiskeredes.

Som det fremgår af nedenstående annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1852, 2. udgave er det højst sandsynligt ham:

Teksten lyder: "Undertegnedes Kunst- og Naturalie-Cabinet staar daglig aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab med mange interessante og seeværdige Gjenstande, tilligemed forskjellige Panoramaer, som hver Uge blive forsynede med nye Gjenstande. Særskilt forevises: et efter Naturen dannet mechanisk Kunstpanorama, forfærdiget af Undertegnede, hvortil erholdes et Program med nøiagtig Forklaring over alle de i Kabinettet udstillede Gjenstande. Jeg maa gjøre det ærede Publicum opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Kabinettet er tilgjængeligt saavel for Damer som for Herrer. Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet Nr. 10 i Stuen. Ærbødigst E. Mortensen.

Det gik tilsyneladende godt for Mortensen, for i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. juli 1855 (et eksempel af flere) ses denne illustrerede annonce (et ret sjældent syn på det tidspunkt):

Teksten til denne lyder: Kunst- og Naturalie-Cabinettet paa hjørnet af Frederiksberggaden og Kattesundet 10 i Stuen er nylig blevet udvidet og forøget og staaer dagligen aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab, med mange interessante og seeværdige Gjenstande, samt forskjellige Panoramer, som hver Uge vexles med nye. Særskilt forevises et efter Naturen dannet mechanish Kunst-Panorama, forfærdiget af mig selv. Det ærede Publicum gjøres opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Cabinettet ere tilgjængelige saavel for Damer som for Herrer. E. Mortensen.

Bekjendtgiørelse

For et års tid siden var der i Politivennen ønsker om større anstændighed og bekvemmelighed ved vores årlige offentlige skuer af kunstarbejder på Kunstakademiet. I år er bemærket dog den gode forbedring at tilskuerne ikke som før lader hattene sidde på. Det er derfor pligt at anmelde denne som enhver anden fremgang til det bedre. Enhver forsvindende råhed er en vinding. 

Der bliver endnu ønsker tilbage for disse akademiets kunstskuer: 1) Ønskes da atter at når de aldeles offentlige dage var forbi, en dag måtte være adgangsdag blot for betalere. Prisen skulle ikke være fastsat til mere end 1 mark. Nok til at holde pøbelen borte, og hvem som ville give mere, handlede desto prisværdigere. Herved vandtes en bekvem lejlighed til kunstnydelse for mange personer, der nu for vrimlens skyld og alt hvad dermed er forbundet, bliver borte. Og desuden vandt akademiet en lille sum som dets tarvelige udstyr og indtægt kunne være tjent med. 2) Er det evig et ønske at en sådan indretning gøres at ingen med hænder og fingre, endsige med stokke, kunne beskadige noget af kunstværkerne. I Paris må stokke lægges udenfor indgangen til en dertil ansat person, som ved modtagelsen giver en seddel derfor, og ved tilbageleveringen modtager en styver af stokkens ejer. 3) Bør det endelig også ønskes at ingen hunde og ingen personer i smudsige eller skidne klæder tilstedes adgang.

(Politivennen nr. 571, 8. april 1809, s. 10063-10064)

Forslag til Forsørgelses-Anstalt for Kunstneres Enker og gamle hjælpeløse Kunstnere

(Efter indsendt)

England, dette røverhjem, denne rede for uretfærdighed, grådighed, selvmord og mord, tyveri og stimandsdåd, med et ord for alle en grundfordærvet nations laster, har dog adskilligt godt, som man selv hos sin fjende bør lade vederfares ret.

Således har man der et selskab for musikanternes enker og for svage og syge musikere. Alle musikere som er i selskabet holder i fællig store koncerter, hvor da alt hvad der over udgifterne indkommer, tilgår der denne velgørende anstalt. Da denne allerede har stået i en del år, har alt en temmelig kapital og ikke få personer af de ovennævnte nyder hjælp.

Oprettelsen af et museum lå ikke mange år ude i tiden, 1827 blev Statens Museum for Kunst oprettet. Den nuværende bygning blev dog først færdig 1896. Meget af kunsten fra Politivennens tid, som er kendt som guldalderkunst, havnede her på Statens Museum for Kunst. Om det så i mellemtiden kom kunstnerne og deres enker til gavn.

I København bør kunstneres og kunstnernes skæbne i sandhed indgyde den højeste deltagelse. Og det i de sidste tider endnu mere end før. Og dog er kunstnerne så værdige nationens agt og skønsomme kærlighed. For at gøre denne skæbne tåleligere, og mage om muligt, at kunstnernes i det mindste kunne have den trøstefulde vished at deres enker dog ikke skulle sulte ihjel, gøres følgende forsag til en hjælpekasse stiftelse for enker efter kunstnere og for udlevede, forarmede, syge eller med et ord trængende kunstnere:

"Alle kunstnere i København forener sig til et kunstmuseums oprettelse, hvortil adgang skulle stå publikum åben mod en vis indgangspenges erlæggelse. Her måtte enhver kunstner hensætte et eller andet stykke af sin frembringelse. Kunstnere som musikere, hvis kunst ikke var for øjet men for øret, måtte opføre visse koncerter årligt, og af disse forenede indtægter skulle en kapital samles og udsættes og benyttelse ske af dens renter til det tilsigtede øjemeds opnåelse."

Et sådant museum ville tillige tjene til at gøre kunstnere bekendte i publikum og til at forøge smagen for kunst hos publikum.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8926-8928)

Ønske, Kunstakademieits Foresatte tilegnet!

Det er enhver tilladt frit at bese Akademiets årlige udstillinger af malerier og andre lignende kunstsager. Og så sker det som oftest at børn og voksne af den laveste klasse indtager det ellers så indskrænkede rum på en sådan måde at der ingen plads bliver tilovers for dem, der er kendere. Ja disse nødsages endog til at forlade salen uden at få noget rigtigt betragtet. Det fremsættes derfor som et ønske at der mod en lille afgiftserlæggelse fx 4 skilling for personen måtte tilstedes adgang. Derved ville Akademiet opbygge en lille fond, og man kunne da være fri for at blive skubbet af sådanne folk man ellers nødig vil være nær.

Man kunne vel herimod erindre at det var urimeligt således at spærre adgangen for dem, der ikke kunne afse denne afgift, og at det stred imod den engang givne tilladelse: Nemlig adgang står åben for enhver. Men hertil kan svares at når de tre udstillingsdage i hvilke adgangen betaltes var forløbet, kunne der endnu gives tre hvor adgangen var fri. På denne måde kunne kendere og sande elskere af kunststykker i de første dage bekvemmeligt tage dem i øjesyn, og den nysgerrige mængde i de sidste. Dersom disse linjer måtte værdiges de ansvarliges opmærksomhed, håber man at der vil føjes anstalter til sådant ønskes opnåelse.

(Politivennen nr. 465, 21. marts 1807, s.7395-7296)

Foragt mod Kunst røber Råhed

Mandag den 2. april i år var jeg på Kunstakademiet, og fandt en så uhørt ringeagtelse blandt folket, at de i det høj kongelige Akademi vovede at sætte deres hat på hovedet, heriblandt endog en artilleriofficer. Akademiets høje præses (præfes?) blotter sit hoved, når han indtræder i akademiet. Hvorfra kan en sådan ringeagtelse for et akademi komme, som så ganske er hæderfuldt for begge kongerigerne og de udenlandske stater? Når jeg kommer i de høj kongelige kollegier føler jeg den agtelse, at blotte mit hoved endog ved indgangen. Men jeg så her at det høj kongelige Kunstakademi anses for en gade af mange folk, der ikke ikke selv kan føle agtelse.

Georg Fahrenholtz
Kobberstikker

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4947-4948)

Redacteurens Anmærkning

I Weilbachs Kunstnerleksikon bliver han omtalt således: “Georg Fahrenholtz arbejder er kun interessante, fordi de beskæftiger sig med satiriske og politiske emner, og derfor fortæller, hvad der rørte sig i samtiden. Hans kobberstik fra bordelmiljøet i København vakte offentlig forargelse og bragte ham en politisag på halsen i 1798. Han havde planlagt et værk om Uværdige Danske og Tyske, der blev stoppet af myndighederne. F. har sikkert også ansvaret for en del af de anonyme satiriske stik, der var udbredt i denne periode.”

Adskilligt som ønskes forandret i Kongens Have

Er det ikke forunderligt og dertil sørgeligt, at de ypperlige billedhuggerkunstens mesterværker, som findes beskadigede i Kongens Have, ikke istandsættes af en duelig kunster igen, og desuden værnes for eftertiden med et stakit. Mens de slette figurer, som findes hist og her, fjernes? Hvad må fremmede kunstnere og haveelskere ikke tænke om denne vores utilgivelige ligegyldighed? Hvorfor bliver ikke de stole, hvor liderlighed er indridset, såvel som andre bænke, opmalet så tit som nødvendigt? Det var ellers god økonomi, da malet træ altid holder længere end umalet, som bekendt. Havens virksomme og agtværdige gartner, hr. Lindegård, bedes at gøre sine overordnede opmærksomme på denne nødvendige sag, og uden tvivl vil der ske en ønsket forandring, som allerbedst kunne iværksættes om vinteren, for at være tilendebragt til  havens næste åbningstid.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2251-2252)

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel med forslag, "To Ord om Rosenborg-Have." findes i Politivennen nr. 237, [7 November 1802], s. 3784-3788