Hvad er Aarsag til den gamle Assistencekirkegaards Lukning om Eftermiddagen i April Maaned?

Torsdag den 12. april d. å. om eftermiddagen kl. 5 havde indsenderen just lejlighed til at gøre sig en spadseretur, og da vejret var særdeles behageligt, bestemte han turen ud af Frederiksberg omkring Falkoner Alle, gennem Assistenskirkegården til Nørreport. Da porten til Frue Kirke ved den nye kirkegård stod åben, så kunne det ikke falde nogen ind at porten til den gamle kirkegård var lukket (da der intet var averteret derom på først nævnte port) hvilket dog var tilfældet og som frapperede indsenderen tillige med flere meget, da de ikke vidste at angive nogen grund til dens lukning, men måtte som aprilsnarre vende om igen, og vandre hele kirkegården nok engang igennem. Det er sagt at porten til den gamle kirkegård står åben hver formiddag fra 8 til 12 Men er lukket hver eftermiddag. Det være derfor tilladt at gøre vedkommende opmærksomme på om det ikke ville være mere passende hvis den gamle kirkegårds porte blev oplukket om eftermiddagen fx fra kl. 3 til 7 i april, og således forholdsvis i de andre måneder, ligesom dagen var kort eller lang til, i stedet for om formiddagen, dels fordi at gamle og svage fodgængere der bor tæt ved Nørreport, lettere kan komme til at besøge deres slægtninges og venners grave (og som vist ingen kan nægte dem), dels slap også folk som indsenderen tillige med flere for at løbe april.

(Politivennen nr. 278. Løverdagen den 28de April 1821, s. 4482-4484).

Uorden i Dyrkiøb.

Den uskik har temmelig meget taget overhånd blandt kælderbeboerne i gaden Dyrkøb ved Frue Kirke at de ved hjælp af oprejste stænger drager klædesnore på plankeværket om kirken og ophænger alle slags fæle og urene klædningsstykker, hvilket ofte slår de som passerer gaden, i ansigtet, såsom de som oftest må gå på den side da der i almindelighed på grund af snavs er ufremkommeligt inde ved husene. Meget ønske at der måtte blive rådet bod på dette uvæsen.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3835-3836).

Svar på Spørgsmålet Vor Frue Kirke angående

Hidtil har denne kirkegård ikke kunnet blive indhegnet fordi gaderne om samme skal udvides. Og den ansvarlige kommission har endnu ikke opgivet hvor eller hvor meget der skal rykkes ind. Der kunne ellers ingen tvivl være om, at indhegningen for længst var begyndt, hvis ovennævnte årsag ikke var indtruffet. Og et midlertidigt aflukke for så stor en plads ville være af den bekostning at man ikke har kunnet gøre forestilling om samme, da både materialer og arbejdslønnen er så dyr og intet bidrag af nogen til et sådant foretagende er indkommet.

København den 30. marts 1808
Friborg
Borgerlig værge for ovennævnte kirke

(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8317-8318)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8304-8305)

Spørgsmål Frue Kirkegård angående

(Efter indsendt)

Hvorfor kan Frue Kirkegård ikke blive indhegnet, da der dog bliver begravet mennesker engang imellem. Formodentlig er kirken fattig og vil heller ikke blive rigere i denne tid. Men alligevel kunne den blive indhegnet, da der dog stadig er brædder og lægter at få. Og enhver som har grav ville vel gerne give til hjælp, når det kun kunne blive gjort. For hvem vil at den skulle ligge til fælles med gaderne længere?

(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8304-8305)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8317-8318.

Om Uorden på Frue Kirkegård (se Politivennen nr. 506)

Straks efter ildebranden til den 26. september holdt 6 karle og en dreng til at opsamle, indbære og sortere i kirken alt det kobber, metal og jern som fandtes på og omkring kirkegården. Og mens denne indsamling varede, havde de to gravere hele tiden (den tredje var syg) vagt ved arbejderne, ligesom kirkens arkitekt hr. Guivne og jeg hele tiden var til stede. Indtil man kom så vidt at få kirken tillukket. Så længe noget af værdi fandtes ude på grunden, havde man foruden de 3 tårnvægtere som endnu gør dag og nat vagt der, 3 betroede mænd at holde nattevagt. Men fra den tid kirken blev lukket, har man anset 3 vægtere for nok. Ligesom jeg fra den tid af med ligegyldighed har anset enhver der har opsøgt den ubetydelighed som kunne findes tilbage enten på jorden eller i gruset. Årsagen til det er at det for 7 pund af sådant metal koster 2 til 3 rigsdaler at rense fra gruset. Og fordi dets værdi af klokkestøber Gamst er vurderet til 6 skilling pund som er det højeste han vil give for det.

Dette er årsagen til at det bortkørte grus ikke er solgt, men bortakkorderet til den der fik det, imod at han selv lod det transportere og læsse. Jeg tror derved at have besparet kirken de udgifter den ellers derved nødvendig skulle have.

København den 15. januar 1808
Friborg
Borgerlig værge for Frue Kirke


(Politivennen nr. 507, 16. januar 1808, s. 8145-8146)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 506, 9. januar 1808, s. 8143-8144

Drenge-uorden på Frue Kirkegård

(Efter indsendt)

Dersom der kun er en vagt ved Frue Kirke må det synes utilstrækkeligt til at passe på hvad værdisager der findes liggende omkring den efter branden.

Anmelderen er bragt til denne mening, da han for nogle dage siden gik over kirkegården og der så nogle drenge der var forsynet med poser og lå og ragede i jorden ved kirken. Først troede han de søgte orm. Men på hans spørgsmål svarede de at det var metal. Virkelig så han også at der i jorden var mængde af små klumper og knollinger af metal som havde været smeltet. Vagt så han ikke. Da han sagde til drengene at det var tyveri, svarede de. Nej, der er en jøde som har købt det, og vagten har givet os lov. Men da han begyndte at tale alvorligere, løb de hurtigt hver sin vej. På denne måde kan meget allerede være gået fløjten. Hvilket han opfatter som sin pligt at underrette kirkens værger om.

(Politivennen nr. 506, 9. januar 1808, s. 8143-8144) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af en kirkeværge i Politivennen nr. 507, 16. januar 1808, s. 8145-8146. 

I "NyesteSkilderie af Kjøbenhavn", no. 70, lørdag den 10. Juni 1809 stod følgende: 

Det Quantum Kobber, der havdes i Behold fra den afbrændte Fruekirke, er nu saaledes blevet fordeelt mellem Commissionen angaaende Slottets samt det nye Raad- og Domhuses Opførelse og Finantscollegiet, at til Commissionen ere udleverede 16,004 Pd., og til Finantscollegiet 30.096 Pd., ialt 46.100 Pd. Kobber. Af den øvrrge Beholdning af Jern, Malm og andre Metaller, som fandtes i Kirken, ere ved her Overbygningsdirecteur Prof. Hansens Foranstaltning mange af de svære Hængeværksankere og endeel svært Jern, samt det rene Klokkemetal, hvilket alt befandtes med Nytte og Besparelse at kunne i sin Tid anvendes til Kirkens Opbyggelse, besørgede tilsidebragte. Det øvrige bliver efterhaanden bortsolgt i mindre Partier ved offentlig Auction.

Uorden på Frue Kirkegård.

Næsten dagligt ses gadedrenge hoppe over hegnet om Frue Kirke og især på den østlige side af denne, lige over for prof. Riisbrighs, på den indhegnede kirkegård at beskæftige sig med enten at rive rødsten på ligstenene, eller at samle de største mulige kampesten, som når en passende hob er samlet at kaste til måls efter de der liggende gravsten og ved dette bombardement at sønderslå disse.

At de samme drenge ligeledes engang mellem kaster til måls efter kirkevinduerne er en ting, som kirkens fond næppe kan være tilfreds med. Man opgiver intet middel mod disse uordener, men forvisser sig om at de ansvarlige nok vil udfinde et.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3447-3448)

Om Frue Kirkegård

Frue Kirkes søndre kirkegård har uden tvivl før været indhegnet med stakit rundt om. Ligesom sammes østre og nordre kirkegårde. Men hvad enten det skyldes ælde eller tilfælde, måske sidste ildebrand, har ødelagt det indre stakit, så er følgen den at den nu står åben på kirkens side og er bleven en almindelig gangvej og legeplads for gadedrenge, hvorved gravene aldeles trædes ned. Om dette kan bestå med den agtelse vi skylder vores forfædres grave, og om ikke denne kirkegård igen skulle indhegnes, ligesom de øvrige, det henstilles til de ansvarliges overvejelse.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275)

Den stinkende Fordom

Dette kan man i allerhøjeste grad kalde den fordom at nedgrave eller og hensætte lig i kirkerne. Den almindelige mening er at det er sundere og mere sømmeligt at begrave vores døde uden for byen, end på kirkegårdene, endsige i kirkerne, hvor man har haft så mange iøjnefaldende beviser på skadeligheden af de rådne dunsters opstigen og stilstand i et rum, hvor luften aldrig ved vinduers åbning eller ved ventilatorer omskiftes.

Et nyt eksempel på den misharmoni mellem forstand og vilje, som så mange mennesker desværre gør sig skyldige i og strider mod deres oplysning, har man nu set i to til tre uger i Vor Frue Kirke her i byen. En frøken Morgenstjerne er hensat i en åben begravelse, uden at denne  lukket eller tildækket. Det på et sted hvor taleren er nødt til at gå tæt forbi og indsnuse en væmmelig stank, i det øjeblik han vil til at bestige talerstolen.

Formentlig har graveren underrettet familien om gravstedets lemfældighed, og hvis det er tilfældet, hviler forsømmelsen på denne. Imidlertid måtte man ønske, at kirkeværgerne traf den afgørelse af sådanne tiltag ikke skulle rette sig efter ejernes eget forgodtbefindende, men straks blev gjort på deres regning. Og at ingen person derefter blev nedsat sammesteds, før udlægget med renter og renters renter var betalt.

Ellers ville det være højst ønskværdigt, om kancelliet ikke alene ville for det første anordne at gravstedet i kirken tabtes for ejerne i tilfælde af forsømt vedligeholdelse. Men også traf et middel til at holde kirkerne skadesløse for det tab i indkomster de ville lide ved at al begraven åben eller lukket blev forbudt sammesteds. Ejerne af begravelserne kunne holdes skadesløse ved en anvist plads på de udenbys kirkegårde.

Kort før det her omtalte ligs nedsættelse, blev et andet lig stukket ind under alteret i nærheden af det sted, hvor præsterne under tjenesten næsten stedse opholder sig, og hvor, ved kommunioner, en mængde mennesker tager plads, der for en stor del efter gammel skik er fastende, og altså i den tilstand der er mest modtagelig for virkningen af onde dunster.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3156-3158)

Uordener

1) Op til hjørnet af Frue Kirkegård mellem Store Kannikestræde og Nørregade ligger en banke af ler eller andet, der let kan i regnvejr bringe dem som hastigt drejer om hjørnet, til at glide.

2) Intet kan ligne den anmasselse, hvormed fortovet for hjørnehuset af Vimmelskaftet og Badstuestræde er belemret af auktionsmands-allehånde. Se nr. 22.

3) Straks når man fra Østergade drejer ind i Pilestræde bor på højre en kobbersmed, som næsten bestandig opfylder fortov og gade med kobbergods. Især har en bund af en uhyre kedel stået der i overmåde lang tid fuld af vand, og dog er dennes skarpe kant særdeles farlig i mørke.

4) I dag d. 15. oktober har de i Politivennen alt to gange omtalte stygge kælderluger på hjørnehuset af Vimmelskaftet og Klostræde stået åbne, og hvor mange menneskers klæder må ikke være blevet tilrakkede, inden den søle, som var på dem af det koskarn hvori de, som nr. 24 rigtig anmærker og som endnu kan ses, have ligger, blevet afgnedet.

5) Endnu har militæret ikke borttaget de flere gange angivne pløkke uden for eksercerhuset. Skulle vel politiet altså endnu ikke have påmindet vedkommende?

6) I egnen af Petri Kirke holdes en gedebuk, som løber løs på gaden imod anordningerne, og af drenge der agter anordningerne lige så lidt som den, hidses på folk, der både kunne forskrækkes og beskades. Anmelderen måtte i søndags for at redde sin kone stå og holde bukken i hornene indtil hun kom ind i kirken, og siden med møje se tl at retirere selv. Også i nærheden af Amalienborg løber deslige dyr omkring.

7) Vinhandleren på hjørnet af Store købmagergade og Silkegade, der engang syntes at værdige Politivennen sin opmærksomhed, ved på dens råd at rydde sit fortov i Silkegade, har nu optaget det på den ulovligste måde. Desværre synes dette at være noget, som flere end en vinhandler anset for lovligt, men den veltænkende tror ikke at tusindes misbrug retfærdiggør hand. Fra en minde alvorlig side måtte det synes, som en tilbeder af Bachus kunne fordre at dennes præster, efter at have lammet hans fod, mindst skulle lægge ham anstød i vejen.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 397-398. [Estimeret dato: 13. oktober 1798])