Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet. 

Ogsaa et Par Ord om Baptisterne.

På en tid da der skrives så meget om baptisterne, da de her til lands ifølge en forordning fra 1742 er underkastet stadige retsforfølgelser som de konservative billiger og roser, men de liberale misbilliger og dadler, er det måske ikke af vejen at vise hvor overensstemmende to af Tysklands mest frisindede og grundige tænkere i fortiden, den store reformator Martin Luther og den holstenske digter Müller i Itzehoe er med hinanden indbyrdes og med vores frisindede i henseende til barnedåben. Den sidste siger i sine Rovantiken (Braunschweig, 1796, 1ster Band, S. 502-6:) Gottfried (helten i en af Müllers romaner) havde aldrig erklæret barnedåben for unyttig, ikke engang for unødvendig, men vel for ubibelsk, fordi troen må gå foran dåben, og undervisningen foran troen. I hele det nye testamente forekommer ikke et eneste eksempel på barnedåb, og ikke et ord som retfærdiggør den. For det ved hårene trukne: "Hindrer dog ikke de små børn i at komme til mig!" vil dog vel intet fornuftigt menneske anse for gyldigt bevis for barnedåb?

Luther erklærer sig selv imod barnedåben fx i sin K. P. post. epiph, siger han: "Når man ikke bedre kan bevise at børnene har deres egen tro, så er det mit velmente råd og min mening at man straks, jo før jo hellere opgiver sagen, og aldrig døber noget barn, på det at vi ikke med sådanne narrestreger som intet har til grund, skal bespotte og håne Guds højlovlige majestæt." Men vist nok ville præsten da dødeligheden er størst fra fødslen til det 10. år miste offer hos dem der døde uden dåb. Det er hele grunden til barnedåben som hjælper barnet lige så meget som sjælemesserne de afdøde. Alle præsteopfindelser er beregnet på lægmands pung. Og Luther hvis store sjæl var fri for al egennytte, måtte til sidst, uagtet sin flammeiver, se gennem fingre med barnedåben og berolige sig med at den ikke er forbudt i skriften.

R. Hansen, landmand.

(Politivennen nr. 1385, Løverdagen, den 16de Juli 1842. Side 458-459. Sidetallene er byttet om).

Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.

Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?

Mon deri:

1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?

Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)

2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?

Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.

3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?

Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.

4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?

Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.

5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?

Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?

Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:

At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?

Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.

H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:

To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."

(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)  

En halvttvungen Daabshandling af Hr. Dr. Schack, Provst etc. etc.

En mand hvis embeds forretninger medfører at han ofte må være ude og ikke altid råder over klokkeslættet, anmodede sin hustrus jordemor, madame K. at besørge det fornødne hos hr. provst Schack og kirkens øvrige betjente for at få sit barn døbt sidste kristi himmelfartsdag. Efter at have betale over- og undergraver samt klokker, modtog hun fra denne sidste en seddel til hr. provst Schack hvori mandens og hans hustrus navn og borgerlige stilling stod anført, såvel som hvad der for resten plejer at indføres i kirkebogen ved dåbshandling. Hun leverede sedlen tilligemed 1 rigsbankdaler r. S. til hr. provsten der modtog den med det spørgsmål "hvorfor faderen ikke var kommet selv?" Da hun herpå forklarede at mandens forretninger ikke havde tilladt ham at komme til det klokkeslæt da hr. provsten plejede at være hjemme, gjorde provsten ingen videre indvendinger og sendte heller ikke fra tirsdag til torsdag noget bud til manden for at underrette ham om at nogen fejl var begået. 

Manden havde tillige anmodet jordemoderen om at begære at hans barn måtte døbes af hr. Visby, hvilket han vidste at hr. provsten oftere havde tilladt. Dette påstår imidlertid hr. provsten at hun ikke har gjort. Torsdag morgen modtog manden en billet fra hr. pastor Visby hvori hr. pastoren beklager at han ikke kan døbe barnet, da hr. provst Schack havde erklæret at han aldeles ikke tillod det, hvortil hr. provsten udtrykkeligt havde bedt ham anføre at grunden hertil var at manden ikke havde betalt ham anstændigt nok. Hvor ubehageligt det nu også var for familien at lade barnet døbes af en præst der ved en sådan opførsel lige meget syntes at overtræde høfligheden mod sin kollega som mod den, kørte man dog da alting desværre var berammet kl. 11 til kirken, hvor moderen, jomfrufadderen og jordemoderen blev lukket ind med nogle andre i dåbssalen, mens en af kirkebetjentene kom hen til faderen og bad ham komme op i sakristiet til hr. provsten. 

Ved hans indtræden kom hans højærværdighed ham i møde med korslagte arme og udbrød: "er De en mand og kender ikke bedre Deres pligter!" Da manden derpå svarede at han kendte sine pligter der hører til hans embede og stilling, men at han ikke kendte de kirkelige love, vedblev provsten: "Og De ved ikke at når De vil have Deres barn døbt, da skal De henvende Dem selv til mig?" Da manden hertil svarede nej, sagde provsten "når de ikke kender de kirkelige love lige så godt som de borgerlige, kan De ikke være nogen god embedsmand! Og nu døber jeg slet ikke Deres barn! De kan gå til den kirke hvortil De hører, og Deres rigsdaler skal De få tilbage." 

I højeste grad indigneret over denne opførsel, vendte manden sig straks om for at gå ned i kirken igen. Men hr. klokker Petersen, som var til stede under hele denne samtale, søgte at tysse hr. provsten og da nu barnet engang var kommet i kirken, bad ham dog at døbe det. Det syntes han nu at være villig til. Men manden fandt sig ikke beføjet til nogen videre underhandling, og med ordene: "Nej, nu skal De ikke døbe mit barn!" gik han ned i kirken, hvor såvel fadderne til hans barn som til flere andre børn stod, tog sin kone under armen og førte hende ud af kirken. Ved udgangen af kirken brast hun der er meget nervesvag, i en heftig krampegråd og sagde hun ikke ville tage ud af kirken før hendes barn var døbt. Og uden at manden kunne eller ville forhindre det, ilede hun tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from, svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete.

Anmelderen har i flere henseender anset det for sin pligt at bekendtgøre denne passage. For da den foregik i mange vidners nærværelse, kan der dels udbredes urigtige forestillinger om faderen og hans forhold,  dels forekommer hr. provst Schacks adfærd ham værdig den daddel hvormed almenhedens dom vist nok vil ramme den. I to dage vidste hr. provsten at manden ventede at få sit barn døbt til den bestemte tid da betalingen var modtaget for det. Det er bevisligt at hr. provsten i mange lignende tilfælde har ladet sig nøje med jordemoderens forklaring. Og der findes i sandhed ingen lov for at faderen selv skal indfinde sig hos præsten for at forlange dåbshandlingen foretaget. Desuagtet sendte provsten intet bud til manden der bor så godt som lige over for ham, for at underrette ham om en formalitetsfejl i fald en sådan her skulle være indløbet. Han tøver derimod indtil manden med kone, barn og faddere er kommet i kirken. Der nægter han at døbe barnet for ikke at overtræde anordningerne, og dog gør han det alligevel få minutter efter. Anmelderen vil ikke indlade sig i videre refleksion over denne hr. provstens opførsel, men  overlader dette til menighedens og publikums dom.

(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 380-385) 

"Hun ilede tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete." (Døbefonten i Frelser Kirke, 2015. Den skulle stamme fra Frederik 4.s tid. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner ikke Kruses embede, men i Krak 1834 er han anført som: Kruse, H. C., Bataill. Chirurg ved Artillerie Corpset, Chvn. Overgade n. V. 165. 

Nicolai Clausen Schack (1781-1844) benævnes provst men såvel den Store Danske som Wikipedia angiver hans titel som sognepræst, udnævnt året før. På artiklens tid var han præst ved Vor Frelser Kirke. Han var i øvrigt far til Hans Egede Schack.

Carl Holger Visby (1801-1871) angives både af den Store Danske og Wikipedia som kapellan ved Vor Frelser Kirke på daværende tidspunkt. Salmonsens Leksikon bemærker interessant nok at han som student i 1820'erne var stærkt kritisk til "tyskheden". I 1838 var han igen i pressen i en helt anderledes opsigtsvækkende sag om morderen Worm.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 963, 14. juni 1834, s. 426-433.

Ønske om fri Daab for fattige Børn.

Det er pålagt stadens præster og kirkebetjente uden betaling at besørge dåben for de børn hvis forældre henhører under fattigvæsenet. Men der gives mange fattige familier som ernærer sig kummerligt og tit savner det nødvendigste, uden at søge understøttelse af det offentlige. Hvorledes kan disse opfylde anordningens bydende inden en vis tid at lade deres børn døbe? Da fattigvæsenet yder fri medicin til syge som ikke nyder almisse, var det ønskeligt om dette strakte sin velgørenhed så vidt at fattige familier som var under samme vilkår, kunne få deres børn døbt uden betaling når deres trang af vedkommende var erkendt. 

På en tid da der underholdes missionærer i fjerne, fremmede lande for at omvende og døbe jøder og hedninge synes det rimeligt at denne velgerning vistes heriblandt os boende fattige kristne. Kristus har sagt til sine disciple: "Gå ud i al verden, lærer alle folk og døber dem." men han har ikke talt om nogen bekostning. Når dette ønske blev opfyldt, ville det let kunne skønnes om de forældre der lader deres børn henligge uden dåb, over den i anordningen fastsatte tid, foranlediges dertil af trang eller af ligegyldighed og vrangvillighed, og kun i sidste tilfælde burde de sidste straffes.

(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 667-668)

Redacteurens Anmærkning

Kirken havde siden reformation været statskirke, og det indbefattede bl.a. at der var dåbstvang, gudstjenestetvang osv. Desuden skulle folk betale kirkens ansatte for disse tvangsydelser. Overtrædelser kunne medføre at man blev blev truet med både bøde og gabestok.

Emnet diskuteres i artiklerne "Om Barnedaabs Nødvendighed, eller Ikke-Nødvendighed for spæde Børn", Politivennen nr. 1214, lørdag den 6. april 1838, side 207-211 og "Nogle Berigtigelser til Artiklen: Om Daabens Nødvendighed, eller Unødvendighed, i Nr 1214 af Politievennen," (Politivennen nr. 1216, lørdag den 20. april 1838, side 243-250)

Et Par Ord til Geistlighedens Overveielse.

I Telegraphen har vi for kort tid siden læst en beretning om hvorledes flere fattige familier her i staden af uformuenhed at kunne udrede det nødvendige som kræves, ikke har kunnet få deres børn døbte. Indtil præsten for den katolske menighed gratis har døbt og indlemmet dem i det katolske samfund.

Denne sag er i mange henseender så påfaldende og af en så yderligt vigtighed i henseende til følgerne, så at den umuligt har kunnet eller vil kunne undgå regeringens opmærksomhed. Men lige fuldt er vel enhver tænkende og redelig mand berettiget til opfordring til hovedstadens gejstlighed at den ikke længere vil dvæle med offentligt for deres medborgere at diskulpere sig i henseende til en deres pligt og samvittighed så usigelig graverende begivenhed. Og denne opfordring sker herved af indsenderen.

En dansk ærlig protestant.

(Politivennen nr. 525. Løverdagen den 21de Januar 1826, s. 38)

Den bortblevne Syepose i Trinitatis Kirke.

"Søndag den 24. april er i dåbsstolen i Trinitatis Kirke glemt en fløjlspose med lås og sølvkæde". Således er det averteret i Adresseavisen nr. 95. Skønt finderen er anmodet om at aflevere den i Knabrostræde nr. 107 mod en passende dusør, har dog ingen meldt sig. Posen blev efterladt i dåbsstolen ved opgangen til dåben, og skal i stolen af en af kirkens korpiger være blevet set efter at dåben i det hele var fuldbragt og fadderne var gået bort. Den omstændighed at ejerinden af posen gik sammen med de øvrige faddere samt jordemoderen med barnet, forbi førnævnte dåbsstol og begave sig ud af kirken, forårsagede at dåbsstolen ikke straks blev undersøgt og posen først savnet ved hjemkosten med barnet. - Straks derefter blev der hos kirkebetjentene gjort anmeldelse om det skete tab og eftersøgning skal have fundet sted. Men der blev erklæret at den savnede pose ikke var blevet fundet. På den tid posen blev efterladt i dåbsstolen, befandt der sig i det hele samme sted fadderne til 5 børn, og det kan ikke formodes at nogen af disse faddere skulle være så nedrige at ville have anmasset sig, og uagtet den skete efterlysning beholdt oven nævnte pose. For imidlertid at komme efter hvem oven meldte faddere havde været og hvor de boede, gav graveren kun det ufyldestgørende svar: at faddernes navne ikke kendtes, heller ikke numrene på deres bopæl, men blot gaderne. Det er vist nok påfaldende at man end ikke i guds hus og under udøvelsen af en religiøs handling, kan være sikker på at beholde hvad man ejer samt at der ikke skulle kunne findes ud af hvem fadderne har været og hvor de er at finde.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9671-9673)

Hvad der ikke fremgik af Politivennens artikel, fremgik af annoncen i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. april 1825, nemlig adressen: Knabrostræde 107, i stuen.

Til en nævenyttig Klokker.

Da det ceremonielle ved gudstjenesten dog ubestrideligt under alle omstændigheder er af stor vigtighed og har særdeles indflydelse såvel på det hele offentlige som på det enkelte menneske, og lunkenhed heri så ofte kan give anledning til vrangforestillinger især hos den mindre oplyste, så er det meget sørgeligt at vi i vores oplyste tider dog så ofte ser eksempler på ligegyldighed mod samme. Og mest at beklage er det at det udøves af kirkens egne tjenere. Således har indsenderen af dette tillige med flere fra samme menighed som ham med forundring ofte bemærket den ligegyldighed og kulde hvormed en vis klokker behandler sit embede. Og især den ligegyldige stilling han står i under de mest højtidelige handlinger, da han nemlig har den slemme vane altid at holde hænderne i bukselommerne. En stilling han ikke engang forandrer i det øjeblik han som klokker overværer dåben og siger amen!

"Han står i den ligegyldige stilling under de mest højtidelige handlinger. Han har nemlig den slemme vane altid at holde hænderne i bokselommerne. En stilling han ikke engang forandrer i det øjeblik han som klokker overværer dåben og siger amen!" (Døbefonten i Frelser Kirke på Christianshavn. Eget foto).

Er det for kuldens skyld, så vil menigheden vist ikke betænke sig på at skaffe ham et par vanter som kan beskytte ham mod samme. Men er det derimod af magelighed, så ønsker vist mange at han i fremtiden ville bestræbe sig på at vænne sig af med denne slemme vane ved gudstjenesten, og erindre i hvilken anledning han er der og som han syntes at glemme.

At denne mand i ordets egentlige forstand fortjener navn af nævenyttig, derom har indsenderen nyligt nok et bevis. For da han sammen med familien lod sig tegne til altergang, sendtes nævnte klokker 2 rigsbankdaler i antegnelsespenge. Men han behagede at sende buddet tilbage med den besked at han skulle have 3 rigsbankdaler. Indsenderen tager sig derfor den frihed at forespørge om der er nogen takst for udførelsen af denne mands embedsforretning, eller om det berør på en sådan mands vilkårlighed at forlange hvad han lyster.

(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5158-5160).

Hvad Navn skal Barnet have?

For nogle dage siden kom indsenderen til en præst for at betale sit barns dåb og opgav ham det navn man ønskede barnet skulle have. Men præsten erklærede at han ikke døbte barnet under dette navn og at det var hans pligt at overvåge at børn ikke fik underlige navne. Dog endelig efter at indsenderen havde godtgjort at der intet hedensk eller underligt var ved dette navn, men at det ligesom mange flere stammer fra et hebraisk som findes i Bibelen, og efter at have forlangt at se den forordning hvorpå hr. pastoren grundede sin vægring, tillod han at barnet måtte døbes under det opgivne navn. 

Indsenderen fik vel således sit ønske opfyldt. Men da det var muligt at sådan vægring kunne indtræffe oftere, så ønskede han at nogen offentligt ville besvare det spørgsmål: Kan en præst forbyde forældrene at give sit barn hvad navn de vil, når dette ikke er usømmeligt, lattervækkende eller upassende for barnets tilkommende private eller borgerlige stilling i staten?

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4352-4353).

"Kan en præst forbyde forældrene at give sit barn hvad navn de vil, når dette ikke er usømmeligt, lattervækkende eller upassende for barnets tilkommende private eller borgerlige stilling i staten?" (Døbefonten i Frelserkirken 2015. Eget foto)

Hvad koster en Døbeseddel

Forleden dag skulle spørgeren skaffe sin søns døbeseddel. Han henvendte sig derpå til kantoren ved Skt. Petri Kirke som på det leverede stemplede papir skrev en attest og efter forlangende fik 3 mark for det. Spørgeren som observerede at der intet navn under attesten, troede at det var en forglemmelse og bad derfor kantoren om at underskrive den. Men han erklærede at det var ham forbudt, og at man desangående måtte henvende sig til præsten. Dog skrev han på randen af den: Bezahlt. 

Da spørgeren kom til præsten, fordrede denne 1 rigsbankdaler. Og skønt man lod ham vide at den var betalt med 3 mark, ville han dog ikke underskrive den for mindre end 1 rigsdaler. Da det tilfælde ofte indtræffer at endog meget fattige folk skal producere døbeattest, så var det ønskeligt at betalingen for samme var så billig som muligt. Og da spørgeren ikke ved at dobbelt skriveri og betaling finder sted ved de danske menigheder, så ønskede han at vide hvor man ved Skt. Petri menighed finder hjemmel for det?

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4263-4264).

"Han henvendte sig til kantoren ved Skt. Petri Kirke som på det leverede stemplede papir skrev en attest og efter forlangende fik 3 mark for det" (Skt. Petri Kirke 2015. Eget foto).

Almindeligt Ønske ved Barnedaab om Kirkedagene

Man ser som oftest i alle kirker at børn bæres ind til dåben eller for at døbes før den øvrige gudstjeneste er til ende. Ja man hører ikke sjældent spædbørn græde ganske højt og uophørligt, hvorved mange forstyrres i deres andagt. Det var derfor at ønske at en forbedring ved denne lejlighed måtte finde sted. Den nemlig at fadderstadsen enten ikke kom før man med sikkerhed kunne bestemme at gudstjenesten var til ende, eller at der i nærheden af enhver kirke, enten hos klokkeren, graveren, organisten eller hvilken som helst af betjentene, var et værelse ledigt som om vinteren var opvarmet, så man kunne henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere til det, og siden afhente dem til rette tid. Det kunne meget let ske ved den undergraver eller betjent som almindeligvis opholder sig ved kirkegården. Derved ville al sådan skrål være forebygget i kirken under gudstjenesten

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2614-2615)

"Det var ønskeligt med et værelse ledigt som om vinteren som var opvarmet for der at henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere og siden afhente dem til rette tid". (Barnepige fra o. 1810. Lahdes Kobbertryk)

Et Kirkeønske

(Efter indsendt)

I en af stadens kirker var i søndags for otte dage siden bestilt en dåb. Ved en forglemmelse skete det imidlertid at da børnene (det var tvillinger) og fadderne ankom, måtte de vente der en times tid før børnene kunne blive døbt. Den kulde som børnene blev udsat for, var årsag til at de begge blev syge.

At den person som kirken bestilles hos, som det kaldes, kan forglemme sådant er menneskeligt muligt, men da følgerne kunne være vigtige, bør sådan indretning indføres af de ansvarlige, at uorden i sådant tilfælde er så lille som mulig som sådant kan ske.

Man foreslår derfor at den kirkebetjent der modtager sådanne bestillinger, har en tavle hængende på sin væg, hvorpå de straks i hans fraværelse som i hans nærværelse kan optegnes. For forældre er det dog hårdt at få sine børns legemlige helbred ødelagt, mens der med penge sørges for udgift for sjælens.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7382-7383)

Faddere og børn der skulle døbes måtte i martskulden vente i en time på at blive døbt, hvorfor de begge blev syge. Indslaget fortæller ikke hvor det foregik. Men her er den lukkede dør til Helligåndskirken. Eget foto.

Skriftligt Spørgsmål til Vedkommende

(Efter indsendt)

Hvordan kan det være tilladt, og i overensstemmelse med vores endnu brugelige kirkelove, at en jødinde holder en kristens barn over dåben, og på dettes vegne aflægger den kristelige trosbekendelse. Den hun hverken forstår eller kender det mindste til?

(Politivennen nr. 437, 6. september 1806, side 6948)

Spørgsmål til bispen

Findes der noget reskript som tillader de reformerte og andre sekter, som bor uden for København, og hvor de ingen menighed har, godt nok at lade dem hjemmedøbe, men efter år og dag endnu ikke, og måske aldrig, lade dåben konfirmere i nogen kirke. Eller slet ikke blive døbt såsom kvækerne, men lade deres fødsel alene blive attesteret ved stedets notarius, uden at lade deres navne indføre i den kirkes ministerialbog i hvis sogn de bor? For uden at nævne det tab, som kirkebetjente lider ved det, bliver jo også de fødselslister som efter anordningerne ved hver kirkeårs udgang af hvert sognekirkes ministerialbog skulle forfattes og indleveres, ufuldstændige og stridende imod den anbefalede orden.

(Politivennen Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3314-3315)

Skadelig Barnedåb på Landet.

Af misforstået religiøsitet var det før 1771 forbudt at hjemmedøbe børn eller at lade kirkedåben bero indtil moderen tillige holdt sin kirkegang. Dette forbud har kostet mange børns helbred eller liv. Midt i den skæreste frost blev barnet revet væk fra den varme barselsstue og på fremmede arme ført ind i den kolde træk i kirken for at blive overhældt med halvlunkent vand. Fra kirken søgte fadderskaren ofte først ind hos en eller anden brændevinsskænkende bonde i nærheden af kirken. Halv- eller helberusede gav man sig endelig ud i kulden. De utålmodige heste, og overgivne kuske jog nu afsted i en rasende galop. Man har endog har haft eksempler på at barnet er fløjet ud af vognen og ikke var savnet før den bekymrede moder ved første lyd af hestenes trampen spurgte til det.

Forordningen af 1771 som tillod hjemmedåben, kastede skylden for sildigere uordener af denne slags over fra regeringens skuldre på forældrenes. Hvis ellers en regering ikke til evig tid bliver ansvarlig for de slemme sædvaner for den urigtige fold i almuens tænkemåde den ved skadelige love har lagt grunden til.

Endnu den dag i dag bliver mangt et barn på samme tid ført til sin dåb og til sin tidlige eller sildige bane. Kan man fortænke Ole Jeppesen, om han i året 1800 ikke er videre i religiøs oplysning, end lovgiveren var det i 1745?

Ved en forordning der ganske forbød al kirkedåb, og hvad klogere var bestemte at præsten skulle søge barnet og ikke barnet præsten, ville vores oplyste regering forebygge alle disse barnemord. For således kan man vel kalde det, og derved og alene derved afsone hvad der endnu kan afsones.

(Politivennen Hæfte 8, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1465-1466)

Redacteurens Anmærkning

Kvinders kirkegang var efterlevninger efter en gammel skik som byggede på at kvinder der havde født, var urene og skulle holde sig hjemme i 40 dage efter en drengefødsel og 66 dage efter en pigefødsel. Efter denne periode skulle kvinden gå i kirke og betale præsten en offergave, hvilket spædede til præsternes løn. Ritualet blev officielt afskaffet i 1780'erne, til stor fortrydelse for præsterne der således gik glip af indtægter. I stedet slog man ofte dåb og introduktion i kirken sammen, og i denne skikkelse overlevede ritualet alligevel.

Mens kvindens kirkegang eller introduktion i kirken var højtidelig, var forberedelserne ofte ikke. I hjemmet kunne gæsterne før og efter kirkegangen beværtes med smørrebrød og snaps, mjød og kirsebærvin, kaffe og kager mm. Og som artiklen beskriver, betød det ofte at gæsterne var både halvt og helt berusede. På Politivennens tid var disse traditioner på retur i København, men eksisterede stadig på landet helt op til slutningen af 1800-tallet, 1880'erne

(Mette Ahlefeldt-Laurvig: De urene kvinder eller "det glemte ritual", Personalhistorisk Tidsskrift, 2014).