Anton Marius Jensen: Fhv. Harboøre-Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Pastorerne Berthelsen og Jensen mødtes endnu engang, denne gang i en sag om at stå fadder:

Daabssagen fra Harboøre.

Pastor Berthelsen for Højesteret.

Kjøbenhavn, Fredag.

Det vil endnu være i frisk Minde, hvilken Opsigt det vakte for et Par Aar siden, da Købmand Rønn i Harboøre anmodede den derboende Pastor Jørgen Christian Berthelsen om at døbe hans Barn, hvilket Berthelsen nægtede, fordi den bekendte fhv. Præst Anton M. Jensen var en af Fadderne. Berthelsen henvendte sig til Biskop Koch i Ribe med Forespørgsel, om han var nødt til at døbe Barnet under disse Forhold, og Bispen svarede, at Anton M. Jensen ikke kunde forkastes som Fadder. Alligevel nægtede Berthelsen at døbe Barnet, og Sagen blev derefter forebragt Kultusministeriet som resolverede, at Berthelsen skulde have et Paalæg om at døbe Barnet. Da Berthelsen alligevel nægtede at foretage Daaben, blev han tiltalt for Skodborg-Vandfuld Provsteret, som frifandt ham under Henvisning til, at Anton M. Jensen var Unitar og ikke vilde vedgaa sin Tro paa Jesus som sand Gud fra Evighed af.

Provsterettens Dom blev appelleret til Ribe Stifts Landemode, der kom til samme Resultat og frifandt Pastor Berthelsen, idet Sagens Omkostninger paalagdes det Offentlige. Landemodets Dom blev saa appelleret til Højesteret, hvor Proceduren begyndte i Formiddags.

*

For Højesteret mødte P. G. C. Jensen som Aktor. Han begyndte med at oplyse, at Pastor Berthelsen, der er 34 Aar gl., allerede i 1902 havde døbt et af Købmand Rønns Børn, skønt Pastor Anton M. Jensen dengang var en af Fadderne. I Juni 1904 sagde han derimod Nej, uagtet Jensen var Broder til Fru Rønn. Der veksledes Telegrammer og Skrivelser mellem Berthelsen og Biskop Koch, og den første vedblev at fastholde sin Vægring ved at døbe Barnet, idet han erklærede, at det stred mod hans Samvittighed at døbe et Barn, naar en vitterlig Kristusfornægter stod Fadder. Der blev faa rettet en Henvendelse til Pastor Jensen, der afgav en Erklæring, som man maatte lægge megen Vægt paa. Jensen erklærede nemlig, at han havde ladet sine egne Børn døbe i Folkekirken, at han vidste, at han som Fadder forpligtede sig til at sørge for Barnets Opvækst i den kristne Tro, samt at han bekendte sig til den apostoliske Trosbekendelse og til den kristne Tro i det hele.

Efter dette meddelte Biskoppen Pastor Berthelsen, at han ansaa det for utvivlsomt, at Pastor Jensen maatte antages som Fadder. Berthelsen vilde imidlertid endnu ikke bøje sig. Han forlangte, at Jensen først offentlig skulde tilbagekalde de Udtalelser, han havde fremsat i forskellige Skrifter, og hvori han havde sagt, at han ikke troede paa, at Jesus var undfanget af Jomfru Marie, saa lidt som han troede paa Kristi Forsoningsdød eller paa Djævelen og Helvede. Da Berthelsen affordrede ham en bestemt Erklæring om, hvorvidt han vilde tilbagekalde disse Udtalelser, svarede han spottende, at han ikke kunde gaa ind paa at drøfte saadanne theologiske Spørgsmaal med Berthelsen. Denne bragte Jensens Svar videre til Biskoppen, som atter lod Sagen gaa videre til Ministeriet, der paany paalagde Berthelsen at foretage Daaben. Han gør det stadig ikke, men beder Ministeriet fritage ham og lade Sagen komme for Retten. Dette skete. Provsteretten frifandt Berthelsen og Landemodet stadfæstede Frifindelsen. Aktor kritiserede stærkt denne Dom, som ikke paakender Hovedspørgsmålet : om Pastor Anton M. Jensen kan være Fadder eller ikke. Han var ikke ganske paa det rene med, efter hvilken Paragraf Pastor Berthelsen skal tiltales.

Hermed afbrødes Mødet, og først paa Mandag vil Aktor nedlægge sin Paastand om Straf, og derefter vil Defensor. Hr. Asmussen faa Ordet.

(Roskilde Dagblad 18. november 1906)

Daabssagen fra Harboøre

Kjøbenhavn, 6. November.

Pastor Berthelsen for Højesteret.

Sagen imod Pastor I. Chr. Berthelsen, Harboøre, afsluttedes Mandag i Højesteret. Ved 10-Tiden var Dokumentationen endt, og Aktor, P. G. C. Jensen, udtalte, at da der er rejst Tiltale imod Berthelsen for at have nægtet at døbe Købmand Rønns Barn med Anton M. Jensen som Fadder, saa maatte han - skønt det var noget uklart - antage, at det var Spørgsmaalet om Berthelsens Forpligtelse til at udføre Daabshandlingen, der skal prøves. Han var derfor som Aktor forpligtet til at paastaa Berthelsen kendt Pligtig til at udføre Daaben og straffet for at have undladt det.

Asmussen tog derpaa Ordet som Defensor. Han sandt sin Opgave usædvanlig let og Sagen usædvanlig klar. Thi man kan ikke fritage en Mand for at udføre en Handling og samtidig forlange ham dømt for ikke at have udført den. Pien det er jo det, Ministeriet vil have. Jeg kender ikke noget mere modsigende. Den 10. Oktober 1904 skriver Ministeriet, at det finder det rigtigt, at Berthelsen fritages, men samtidig skriver det til Købmand Rønn, at det vil lade Sagen afgøre af Provsteretten, hvis Rønn ønsker det.

Men saa maa Berthelsen som Embedsmand dog have Ret til at afvente den endelige Afgørelse. Efter Forordningen af 1828 har Præsten Ret til at afgøre, hvem han kan tage til Fadder. Her kan der ikke blive Tale om at dømme efter Straffelovens 143 for "grov Forsømmelse". Noget andet havde det været, om Ministeriet havde fastholdt sit Forlangende, at han skulde døbe Barnet. Men Ministeriet endte med at fritage ham. Berthelsen har heller ikke uden videre nægtet at døbe Barnet med Anton M. Jensen som Fadder, men kun gjort, hvad han var pligtig til. Han har baade Ret og Pligt til at undersøge, om den Mand. der staar Fadder, er Kristen. Hans Vægring var velbegrundet, og han har i Virkeligheden Ret i dette maaske noget tvivlsomme Spørgsmaal.

Hr. Asmussen fremhævede nu, at Anton M. Jensen, der ikke havde beholdt sine religiøse Meninger for sig selv, men offentlig udtalt sig derom baade i Skrift og Tale, ikke kunde kalde? en Kristen. Det var Berthelsens Pligt, at undersøge, om hans Standpunkt var foreneligt med Kristendommen, og mange vilde blive forargede ved at se ham staa Fadder. Han maatte afvise Jensen som Fadder, fordi han nægtede, at Jesus er "Guds Søn, kommen i Kødet for at frelse os Mennesker". Thi Anton Jensen er Unitar, han nægter Treenigheden, fordi han ikke forstaar den. Han er snarere Jøde end Kristen. Han kan bede til Jesus som Guds Søn, ligesom han beder til andre Afdøde om Hjælp. Uffe Birkedal forstaar heller ikke en saadan Kristendom, og deri har han Ret. Berthelsen henvendte sig til Biskoppen. og dennes usikre og vaklende Holdning bestyrkede hans Tvivl. Havde Biskoppen straks givet klar Besked, vilde Berthelsen ogsaa have bøjet sig. Han stillede sig ikke paa den høje Hest, men søgte kun at være Sandheden tro. Der kan ikke være Tale om at dømme ham eller tvinge ham til at udføre en Handling, som er udført for længe siden. Hans Optræden har været hans Embede værdig. Han bør frifindes, og han gaar ud af Sagen med al Ære. De kirkelige Autoriteter synes jeg ikke har saa megen Ære af Sagen; de har svajet for alle Vinde.

Hermed blev Sagen indladt til Doms.

Voteringen varede et Par Timer.

Fem Minutter over to blev Dommen afsagt, hvorved Landemodets Frifindelsesdom stadfæstedes.

Dommen lyder saaledes.

Efter at Ministeriet har tilbagetaget det i den indankede Dom ommeldte Paalæg, kan der ikke blive Spørgsmaal om at anse Tiltalte efter Straffelovens 142. Og da hans under Sagen paatalte Forhold, selv om der kunde gaas ud fra, at han har skønnet fejl ved at afvise fhv. Sognepræst Jensen som Daabsvidne - ikke under samtlige foreliggende Omstændigheder vil kunne henføres under nogen anden Straffebestemmelse, vil han være at frifinde for Aktors Tiltale, og den indankede Dom, som har samme Resultat, vil derfor kunne stadfæstes.

Sagens Omkostninger for Højesteret, derunder Salærer til Aktor og Defensor, 120 Kr. til hver, udredes af det Offentlige.

(Roskilde Dagblad 21. november 1906)

Heller ikke på andre felter i livet gik det godt for pastor Jensen. Han levede i stor fattigdom. 1902-1907 var han præst for det unitariske fri kirkesamfund i Århus hvor hans salmer blev brugt i 50 år. Indre Mission vedblev med at forfølge ham med intenst had. 

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Barnedaab paa Landet. Motivet fra Skjellebjerg Kirke ved Sorø. Illustreret Tidende nr. 1266, 30. december 1883.

Jødiske Sødskende katholsk døbt i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):

En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:

Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?

Fredericia i December 1867.

F. Eliasens Enke." 

Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:

Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."

Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af en Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller "Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.

Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanne Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.

Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed. Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."

Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)

Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:

1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.

2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholske Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.

3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.

4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.

5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget

6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.

7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.

8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.

Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.

Fredericia, den 28de Januar 1868.

John. v. Euch

Præst

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)

Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.

Johannes Theodor Joseph von Euch (21.1.1834-17.3.1922) katolsk biskop. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]

Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,

Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.

I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.

For 1½  Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baaret sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.

Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.

Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "

Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.

Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.

F. Eliasens Enke.

Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.

(Dagbladet (København) 15. februar 1868)

Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt med omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3.000 til ca. 25.000 og antallet af sogne fra 8 til 28. 

Biskop Johannes von Euchs bisættelse fra St. Ansgar Kirken i Bredgade. Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 23. marts 1922.

Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård:

Johannes v. Euchs gravsted på den romerske katolske vestre kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet. 

Ogsaa et Par Ord om Baptisterne.

På en tid da der skrives så meget om baptisterne, da de her til lands ifølge en forordning fra 1742 er underkastet stadige retsforfølgelser som de konservative billiger og roser, men de liberale misbilliger og dadler, er det måske ikke af vejen at vise hvor overensstemmende to af Tysklands mest frisindede og grundige tænkere i fortiden, den store reformator Martin Luther og den holstenske digter Müller i Itzehoe er med hinanden indbyrdes og med vores frisindede i henseende til barnedåben. Den sidste siger i sine Rovantiken (Braunschweig, 1796, 1ster Band, S. 502-6:) Gottfried (helten i en af Müllers romaner) havde aldrig erklæret barnedåben for unyttig, ikke engang for unødvendig, men vel for ubibelsk, fordi troen må gå foran dåben, og undervisningen foran troen. I hele det nye testamente forekommer ikke et eneste eksempel på barnedåb, og ikke et ord som retfærdiggør den. For det ved hårene trukne: "Hindrer dog ikke de små børn i at komme til mig!" vil dog vel intet fornuftigt menneske anse for gyldigt bevis for barnedåb?

Luther erklærer sig selv imod barnedåben fx i sin K. P. post. epiph, siger han: "Når man ikke bedre kan bevise at børnene har deres egen tro, så er det mit velmente råd og min mening at man straks, jo før jo hellere opgiver sagen, og aldrig døber noget barn, på det at vi ikke med sådanne narrestreger som intet har til grund, skal bespotte og håne Guds højlovlige majestæt." Men vist nok ville præsten da dødeligheden er størst fra fødslen til det 10. år miste offer hos dem der døde uden dåb. Det er hele grunden til barnedåben som hjælper barnet lige så meget som sjælemesserne de afdøde. Alle præsteopfindelser er beregnet på lægmands pung. Og Luther hvis store sjæl var fri for al egennytte, måtte til sidst, uagtet sin flammeiver, se gennem fingre med barnedåben og berolige sig med at den ikke er forbudt i skriften.

R. Hansen, landmand.

(Politivennen nr. 1385, Løverdagen, den 16de Juli 1842. Side 458-459. Sidetallene er byttet om).

Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.

Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?

Mon deri:

1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?

Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)

2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?

Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.

3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?

Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.

4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?

Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.

5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?

Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?

Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:

At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?

Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.

H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:

To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."

(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)  

En halvttvungen Daabshandling af Hr. Dr. Schack, Provst etc. etc.

En mand hvis embeds forretninger medfører at han ofte må være ude og ikke altid råder over klokkeslættet, anmodede sin hustrus jordemor, madame K. at besørge det fornødne hos hr. provst Schack og kirkens øvrige betjente for at få sit barn døbt sidste kristi himmelfartsdag. Efter at have betale over- og undergraver samt klokker, modtog hun fra denne sidste en seddel til hr. provst Schack hvori mandens og hans hustrus navn og borgerlige stilling stod anført, såvel som hvad der for resten plejer at indføres i kirkebogen ved dåbshandling. Hun leverede sedlen tilligemed 1 rigsbankdaler r. S. til hr. provsten der modtog den med det spørgsmål "hvorfor faderen ikke var kommet selv?" Da hun herpå forklarede at mandens forretninger ikke havde tilladt ham at komme til det klokkeslæt da hr. provsten plejede at være hjemme, gjorde provsten ingen videre indvendinger og sendte heller ikke fra tirsdag til torsdag noget bud til manden for at underrette ham om at nogen fejl var begået. 

Manden havde tillige anmodet jordemoderen om at begære at hans barn måtte døbes af hr. Visby, hvilket han vidste at hr. provsten oftere havde tilladt. Dette påstår imidlertid hr. provsten at hun ikke har gjort. Torsdag morgen modtog manden en billet fra hr. pastor Visby hvori hr. pastoren beklager at han ikke kan døbe barnet, da hr. provst Schack havde erklæret at han aldeles ikke tillod det, hvortil hr. provsten udtrykkeligt havde bedt ham anføre at grunden hertil var at manden ikke havde betalt ham anstændigt nok. Hvor ubehageligt det nu også var for familien at lade barnet døbes af en præst der ved en sådan opførsel lige meget syntes at overtræde høfligheden mod sin kollega som mod den, kørte man dog da alting desværre var berammet kl. 11 til kirken, hvor moderen, jomfrufadderen og jordemoderen blev lukket ind med nogle andre i dåbssalen, mens en af kirkebetjentene kom hen til faderen og bad ham komme op i sakristiet til hr. provsten. 

Ved hans indtræden kom hans højærværdighed ham i møde med korslagte arme og udbrød: "er De en mand og kender ikke bedre Deres pligter!" Da manden derpå svarede at han kendte sine pligter der hører til hans embede og stilling, men at han ikke kendte de kirkelige love, vedblev provsten: "Og De ved ikke at når De vil have Deres barn døbt, da skal De henvende Dem selv til mig?" Da manden hertil svarede nej, sagde provsten "når de ikke kender de kirkelige love lige så godt som de borgerlige, kan De ikke være nogen god embedsmand! Og nu døber jeg slet ikke Deres barn! De kan gå til den kirke hvortil De hører, og Deres rigsdaler skal De få tilbage." 

I højeste grad indigneret over denne opførsel, vendte manden sig straks om for at gå ned i kirken igen. Men hr. klokker Petersen, som var til stede under hele denne samtale, søgte at tysse hr. provsten og da nu barnet engang var kommet i kirken, bad ham dog at døbe det. Det syntes han nu at være villig til. Men manden fandt sig ikke beføjet til nogen videre underhandling, og med ordene: "Nej, nu skal De ikke døbe mit barn!" gik han ned i kirken, hvor såvel fadderne til hans barn som til flere andre børn stod, tog sin kone under armen og førte hende ud af kirken. Ved udgangen af kirken brast hun der er meget nervesvag, i en heftig krampegråd og sagde hun ikke ville tage ud af kirken før hendes barn var døbt. Og uden at manden kunne eller ville forhindre det, ilede hun tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from, svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete.

Anmelderen har i flere henseender anset det for sin pligt at bekendtgøre denne passage. For da den foregik i mange vidners nærværelse, kan der dels udbredes urigtige forestillinger om faderen og hans forhold,  dels forekommer hr. provst Schacks adfærd ham værdig den daddel hvormed almenhedens dom vist nok vil ramme den. I to dage vidste hr. provsten at manden ventede at få sit barn døbt til den bestemte tid da betalingen var modtaget for det. Det er bevisligt at hr. provsten i mange lignende tilfælde har ladet sig nøje med jordemoderens forklaring. Og der findes i sandhed ingen lov for at faderen selv skal indfinde sig hos præsten for at forlange dåbshandlingen foretaget. Desuagtet sendte provsten intet bud til manden der bor så godt som lige over for ham, for at underrette ham om en formalitetsfejl i fald en sådan her skulle være indløbet. Han tøver derimod indtil manden med kone, barn og faddere er kommet i kirken. Der nægter han at døbe barnet for ikke at overtræde anordningerne, og dog gør han det alligevel få minutter efter. Anmelderen vil ikke indlade sig i videre refleksion over denne hr. provstens opførsel, men  overlader dette til menighedens og publikums dom.

(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 380-385) 

"Hun ilede tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete." (Døbefonten i Frelser Kirke, 2015. Den skulle stamme fra Frederik 4.s tid. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner ikke Kruses embede, men i Krak 1834 er han anført som: Kruse, H. C., Bataill. Chirurg ved Artillerie Corpset, Chvn. Overgade n. V. 165. 

Nicolai Clausen Schack (1781-1844) benævnes provst men såvel den Store Danske som Wikipedia angiver hans titel som sognepræst, udnævnt året før. På artiklens tid var han præst ved Vor Frelser Kirke. Han var i øvrigt far til Hans Egede Schack.

Carl Holger Visby (1801-1871) angives både af den Store Danske og Wikipedia som kapellan ved Vor Frelser Kirke på daværende tidspunkt. Salmonsens Leksikon bemærker interessant nok at han som student i 1820'erne var stærkt kritisk til "tyskheden". I 1838 var han igen i pressen i en helt anderledes opsigtsvækkende sag om morderen Worm.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 963, 14. juni 1834, s. 426-433.