15 september 2016

En halvttvungen Daabshandling af Hr. Dr. Schack, Provst etc. etc.

En mand hvis embeds forretninger medfører at han ofte må være ude og ikke altid råder over klokkeslættet, anmodede sin hustrus jordemor, madame K. at besørge det fornødne hos hr. provst Schack og kirkens øvrige betjente for at få sit barn døbt sidste kristi himmelfartsdag. Efter at have betale over- og undergraver samt klokker, modtog hun fra denne sidste en seddel til hr. provst Schack hvori mandens og hans hustrus navn og borgerlige stilling stod anført, såvel som hvad der for resten plejer at indføres i kirkebogen ved dåbshandling. Hun leverede sedlen tilligemed 1 rigsbankdaler r. S. til hr. provsten der modtog den med det spørgsmål "hvorfor faderen ikke var kommet selv?" Da hun herpå forklarede at mandens forretninger ikke havde tilladt ham at komme til det klokkeslæt da hr. provsten plejede at være hjemme, gjorde provsten ingen videre indvendinger og sendte heller ikke fra tirsdag til torsdag noget bud til manden for at underrette ham om at nogen fejl var begået. 

Manden havde tillige anmodet jordemoderen om at begære at hans barn måtte døbes af hr. Visby, hvilket han vidste at hr. provsten oftere havde tilladt. Dette påstår imidlertid hr. provsten at hun ikke har gjort. Torsdag morgen modtog manden en billet fra hr. pastor Visby hvori hr. pastoren beklager at han ikke kan døbe barnet, da hr. provst Schack havde erklæret at han aldeles ikke tillod det, hvortil hr. provsten udtrykkeligt havde bedt ham anføre at grunden hertil var at manden ikke havde betalt ham anstændigt nok. Hvor ubehageligt det nu også var for familien at lade barnet døbes af en præst der ved en sådan opførsel lige meget syntes at overtræde høfligheden mod sin kollega som mod den, kørte man dog da alting desværre var berammet kl. 11 til kirken, hvor moderen, jomfrufadderen og jordemoderen blev lukket ind med nogle andre i dåbssalen, mens en af kirkebetjentene kom hen til faderen og bad ham komme op i sakristiet til hr. provsten. 

Ved hans indtræden kom hans højærværdighed ham i møde med korslagte arme og udbrød: "er De en mand og kender ikke bedre Deres pligter!" Da manden derpå svarede at han kendte sine pligter der hører til hans embede og stilling, men at han ikke kendte de kirkelige love, vedblev provsten: "Og De ved ikke at når De vil have Deres barn døbt, da skal De henvende Dem selv til mig?" Da manden hertil svarede nej, sagde provsten "når de ikke kender de kirkelige love lige så godt som de borgerlige, kan De ikke være nogen god embedsmand! Og nu døber jeg slet ikke Deres barn! De kan gå til den kirke hvortil De hører, og Deres rigsdaler skal De få tilbage.

I højeste grad indigneret over denne opførsel, vendte manden sig straks om for at gå ned i kirken igen. Men hr. klokker Petersen, som var til stede under hele denne samtale, søgte at tysse hr. provsten og da nu barnet engang var kommet i kirken, bad ham dog at døbe det. Det syntes han nu at være villig til. Men manden fandt sig ikke beføjet til nogen videre underhandling, og med ordene: "Nej, nu skal De ikke døbe mit barn!" gik han ned i kirken, hvor såvel fadderne til hans barn som til flere andre børn stod, tog sin kone under armen og førte hende ud af kirken. Ved udgangen af kirken brast hun der er meget nervesvag, i en heftig krampegråd og sagde hun ikke ville tage ud af kirken før hendes barn var døbt. Og uden at manden kunne eller ville forhindre det, ilede hun tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from, svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete.

Anmelderen har i flere henseender anset det for sin pligt at bekendtgøre denne passage. For da den foregik i mange vidners nærværelse, kan der dels udbredes urigtige forestillinger om faderen og hans forhold,  dels forekommer hr. provst Schacks adfærd ham værdig den daddel hvormed almenhedens dom vist nok vil ramme den. I to dage vidste hr. provsten at manden ventede at få sit barn døbt til den bestemte tid da betalingen var modtaget for det. Det er bevisligt at hr. provsten i mange lignende tilfælde har ladet sig nøje med jordemoderens forklaring. Og der findes i sandhed ingen lov for at faderen selv skal indfinde sig hos præsten for at forlange dåbshandlingen foretaget. Desuagtet sendte provsten intet bud til manden der bor så godt som lige over for ham, for at underrette ham om en formalitetsfejl i fald en sådan her skulle være indløbet. Han tøver derimod indtil manden med kone, barn og faddere er kommet i kirken. Der nægter han at døbe barnet for ikke at overtræde anordningerne, og dog gør han det alligevel få minutter efter. Anmelderen vil ikke indlade sig i videre refleksion over denne hr. provstens opførsel, men  overlader dette til menighedens og publikums dom.


(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 380-385) 


"Hun ilede tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete." (Døbefonten i Frelser Kirke, 2015. Den skulle stamme fra Frederik 4.s tid. Eget foto).


Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.  

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men
da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.
Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?
Mon deri:
1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?
Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)
2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?
Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.
3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?
Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.
4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?
Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.
5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?
Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?
Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:
At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?
Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.


H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:
To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."


(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner ikke Kruses embede, men i Krak 1834 er han anført som: Kruse, H. C., Bataill. Chirurg ved Artillerie Corpset, Chvn. Overgade n. V. 165. 

Nicolai Clausen Schack (1781-1844) benævnes provst men såvel den Store Danske som Wikipedia angiver hans titel som sognepræst, udnævnt året før. På artiklens tid var han præst ved Vor Frelser Kirke. Han var i øvrigt far til Hans Egede Schack.

Carl Holger Visby (1801-1871) angives både af den Store Danske og Wikipedia som kapellan ved Vor Frelser Kirke på daværende tidspunkt. Salmonsens Leksikon bemærker interessant nok at han som student i 1820'erne var stærkt kritisk til "tyskheden". I 1838 var han igen i pressen i en helt anderledes opsigtsvækkende sag om morderen Worm.

En lignende historie gentog sig i Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838, denne gang i Trinitatis Kirke, hvor der sandsynligvis er tale om en farver i Sølvgade og Guldhusets farveri.:
Til Underretning for Trinitatis Menighed.
Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.
Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.
Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.
C. F. Holmblad.
Holmblads klage blev imødegået af Øllgaard i Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838:
Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:
At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium
At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsgelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foreesatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.
Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.
W. Øllgaard. 
Men det accepterede Holmblad ikke i et svar i Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838:
I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kome, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.
Kjøbenhavn den 19de Juni 1838
C. F. Holmblad. 
Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet.