Knud Pontoppidan om Nathanson. (Efterskrift til Politivennen)

Tilfældet angaar en sindssyg Mand, en jysk Hestehandler Nathansen, hvem det ved Autoriteternes Overbærenhed blev muligt i en Række Aar at spille en vis Rolle her i Landet og at foranledige en Masse Skandaler. Han begyndte som Projektmager i stor Stil, navnlig med Planer til Hesteavlens Fremme; men efter at han under en Exaltations-Paroxysme var bleven „indespærret" i en Daareanstalt og senere paa Alm. Hosp., der den Gang svarede til det nuværende Kommunehospital, gjorde han det til sit Livs Hovedopgave at bringe Lys i denne „Skændselssag". Alle de, der ved denne og senere Lejligheder havde afgivet Forklaringer eller Erklæringer, dannede et Komplot med den Opgave at aflægge falske Vidnesbyrd angaaende hans mentale Tilstand. I en længere Aarrække optraadte han nu som en hensynsløs Kværulant, løb Autoriteterne paa Dørene for at fremtvinge nye Undersøgelser, fyldte Bladene med de taabeligste og mest uforskammede Inserater og udgav en hel Række af Smaaskrifter om den himmelraabende Uret, der var overgaaet ham. I nogle af disse gaar det mest ud over hans hippologiske Modstandere, navnlig en enkelt, hvem han mistænker for at have en Finger med overalt og beskylder for at „arbejde hen paa at blive Kammerraad" (se saaledes: „Recenscenten og Dyrene eller Dyrlæge Neergaard og mine Hingste"); men det er dog navnlig Lægerne, der maa holde for, saavel i hans Selvbiografi, der udkom 1859 og er tilegnet det danske Folk, som i Pjecerne „Et Lægekomplot" og „Arkiv for Læger". D'Hrr. Læger ere jo altid rede til at dække hverandres Fejl; det er dem, der har konspireret og faaet ham indespærret som gal. „Dr. N. har nemlig villet hjælpe Dr. C., Dr. G. vilde hjælpe Dr. B., Dr. G. vilde atter hjælpe Dr. N." o. s. v. Han aftrykker samvittighedsfuldt som Bilag de officielle Erklæringer, i hvilke han stemples som en forrykt Mand; men det falder ham ikke svært at afkræfte deres Betydning. Den indlæggende Læges Attest er „galt affattet"; Overlægen paa Almindeligt Hospital har ingen Ret til at tale med, eftersom han er indviklet i Fjendernes Komplot og har underkastet Patienten en saakaldet Kur, der hverken har været mere eller mindre end en planmæssig Mishandling, anlagt paa enten at berøve ham Forstanden eller i det mindste at tirre ham til Ubesindigheder, som kunde retfærdiggøre yderligere Foranstaltninger. „Denne snu og rænkefulde Doktor" har da „i sin Befippelse" heller ikke kunnet fremsætte andet end lutter „naragtige Paastande". Det Skøn, Overlægen paa Bidstrupgaard afgav, var „meget latterligt og forviklet affattet". Hvad endelig Sundhedskollegiets Erklæring angaar, udtaler han sig deromsaaledes: „Disse 10 Professorer, alle Medlemmer af Sundhedskollegiet, har ikke alene, for at søge at retfærdiggøre for det danske Folk de mod mig udøvede Handlinger af deres Kolleger, offentliggjort i deres saakaldte „Bibliothek for Læger", Juni-Heftet 1840, deres løjerlige Dokument, men de har tillige affattet dette latterlige Papir af den for Kollegiet vistnok snilde Skingrund o. s. v. Men hvad gør man ikke for at redde sine Kollegers enfoldige og ubetænksomme Adfærd?"

Denne forrykte Mand kan tilsidst ikke tænke paa andet end sin Tvangsindlæggelse og Indespærring; „saa længe der flyder Blod i mine Aarer, vil denne Skændselsdag (nemlig Indlæggelsesdagen) stedse være i frisk Minde." Hans Intellektualitet absorberes ganske af de fixe Ideer, og han indvikler sig derfor i den ene Proces mere endeløs end den anden. Og „alle disse Bryderier og Udgifter, som det Offentlige bebyrdes med, foranlediget ved enfoldige „lægekyndige Skøn", alle de lidte Kvaler, som jeg med Familie i mangfoldige Aar maatte gjennemgaa, kunde have været sparede, dersom Dumhed og Ondskab i Aaret 1839 ikke havde forøvet lovløse Handlinger mod mig."

I en Række Aar vedblev Myndighederne med en mærkelig Overbærenhed at finde sig i denne Mands vanvittige Færd og at lempe sig ud over de dels fortrædelige, dels ligefrem forargelige Sager, han i sin Hævngerrighed stillede paa Benene; de fleste af dem udjævnedes og sluttedes, og Patienten blev tilsidst praktiseret bort til Brasilien. Dette Skridt var imidlertid til liden Baade for Lægerne, da den gale Mand naturligvis i sine Afskeds-Publikationer lod forstaa, at det kun skete „for ej at kompromittere de implicerede Læger." Disse stode i Virkeligheden værgeløse overfor de Injurier og Bagvaskelser, med hvilke han i sin Harme overfaldt dem. At tage de Repressalier, der ligger i en Sagsøgeise, vare de fornuftigvis afskaarne fra. Anlæggelsen af en Proces forudsætter jo nemlig, at den Sagsøgte er juridisk ansvarlig for sine Handlinger, og er altsaa en Uting mod en vanvittig Mand. Og den er det dobbelt for de Læger, der paa Embedsvegne have maattet afgive Erklæring om hans Sindssygdom, fordi denne indirekte har involveret Injuriantens Utilregnelighed. De kan ikke anlægge Sag uden stiltiende at indrømme Ugyldigheden af deres egen Erklæring, de kan ikke værne deres Navn og Rygte ved at slaa sig selv paa Munden.

Jeg har refereret denne Nathansen'ske Affære temmelig udførligt, fordi den kan tjene som Paradigma for talrige lignende Sager, saa at de Betragtninger, til hvilke den giver Anledning, har en mere almindelig Gyldighed. Hvad for det første Lægernes Stilling til Sagen angaar, kan der rejses Spørgsmaal om Rigtigheden af det Resultat, til hvilket de ere komne ved Bedømmelsen af N.s mentale Tilstand. Der er jo nemlig Ingen, der vil paastaa, at Lægerne ere ufejlbare. Man kan imidlertid sige, at der her er tilvejebragt saa stor Sikkerhed, som man overhovedet kan opnaa i menneskelige Ting. Forskellige Læger have erklæret Patienten for sindssyg, en Specialkollega har paa en Sindssygeanstalt verificeret Diagnosen, og Landets øverste lægevidenskabelige Autoritet, Sundhedskollegiet, har givet de tidligere faglige Instanser Medhold. Det er jo tænkeligt, at man 100 Aar tidligere eller 100 Aar senere ikke vilde kalde det Sindssygdom; men under de givne historiske Forudsætninger var Nathansen sindssyg.

Der er iøvrigt ingen Grund til at komme nærmere ind paa den videnskabelige Undersøgelse af Diagnosens Berettigelse. Det fremdragne Tilfælde har sin væsentligste Interesse ved det Indblik, det giver i det store Publikums Fordomme, hvor Talen er om Sindssygdom. Og i denne Henseende ere vi stillede nu til Dags omtrent ligesom for 50 Aar siden. Endnu bestandig maa vi spørge os selv, hvorfra den indgroede Tro kommer, at vi Sindssygelæger skulde have nogen Interesse af at gøre Folk sindssyge i større Udstrækning, end de er det. Dersom det insinueredes, at vi lode os underkøbe til at holde Patienterne indespærrede, vilde Misforstaaelsen være forklarlig. Men da vi dog vel som Regel ikke mistænkes for noget saadant, er det ikke let at se, hvad der egentlig skulde bevæge os til at holde Patienterne tilbage i Sindssygeanstalterne imod deres Ønske længere end vor Pligt og vort Ansvar byder det. De paagældende Sager ere altid saa ubehagelige og besværlige, at Patienterne ingenlunde gør os nogen Tjeneste ved deres Nærværelse; vi slap dem sandelig gerne jo før jo heller.

Jeg taler her, mine Herrer, af personlig Erfaring fra min Virksomhed i en Lægeplads, der hører til de mest fremskudte og derfor ogsaa til de stærkest exponerede. De egentlige Sindssygeanstalter, hvor Patientens „Indespærring" er bleven et fait accompli og alle hans Forhold bragte i Ro og Orden, have en gunstigere Stilling. Men paa en Receptionsafdeling som denne, hvor vi har Publikum saa nært paa Livet og skal tage Stød af til alle Sider, bliver vor Opgave nødvendigvis meget utaknemmelig. Nogle skal gøres gale, Andre maa ikke være det, og hvad der saa sker, har vi ikke andet end Utak for det. Intetsteds er der nærmere Adgang til Indblanding fra selvbestaltede „Tillidsmænds Side end her, hvor Indlæggelse eller Overflytning kan komme til at foregaa under Hujen og Protest, hvor der skal handles hurtigt og afgørende, og hvor Virksomheden derfor under Omstændigheder former sig som en ren Profosbestilling. Det er derhos utroligt, hvad man paa et Sted som dette faar Ord for at have sagt og gjort, og skulde jeg berigtige alle de fejlagtige Meddelelser, der bringes Offentligheden her fra Afdelingen, fik jeg for meget at bestille. Der er altsaa ikke andet for end at uddanne sig til Pachyderm, saa at intet længer bider paa En; der hører nu en Gang til en Stilling som denne en lidt haard Hud og en stiv Rygrad.

Saa vist altsaa som den Art Sager kan have sine Ubehageligheder, saa er det alligevel ikke os Sindssygelæger, man mest skal beklage; os gør det ikke noget, vi ere hærdede. Nej, mine Herrer, hvem det er Synd for, det er først og fremmest Patienten. Det er Synd for en saadan Stakkel, at han gør sig til Skive for Offentlighedens nysgerrige Opmærksomhed og stiller sin sørgelige Sygdom til Skue. Men hvem bærer Hovedskylden derfor? Det gør disse uforstandige Venner og disse den saakaldte offentlige Menings Talsmænd, der giver hans sygelige Ideer Næring ved deres Tilslutning og hidser den Syge op til den meningsløse Kværuleren. Patienten selv rammes ikke af nogen Bebrejdelse; men desto stærkere maa den rettes imod dem, der uden at have Forudsætninger for Bedømmelsen tage Parti i Sagen.

Der er navnlig to Punkter, hvor Opinionens Holdning under en opsigtsvækkende Sag som denne maa frappere ved sin Uforstand, og begge belyses godt ved det Exempel, jeg har valgt at fremstille. Det ene Punkt angaar den gængse Misforstaaelse med Hensyn til, hvorledes man i en Erfaringsvidenskab som Psykiatrien tilvejebringer det fornødne Bevismateriale. Nathansen samlede naturligvis ivrigt paa Vidnesbyrd, der kunde bruges til at slaa Beskyldningen for Sindssygdom ned, og overfor Lægernes Udtalelser stillede han en Række af Attester, der gik ud paa at vise, at han ingenting fejlede. Disse undlod ikke at gøre den forønskede Virkning, endskøndt de stammede fra' Personer, der ikke blot manglede enhver Sagkundskab, men som end ikke kunde antages at være i Besiddelse af særlig god Iagttagelsesevne. Og endnu bestandig er det disse Hjælpetropper, der rykke i Marken mod Lægerne; endnu bestandig maa vi høre det Argument, at Skræder X eller Skomager Y „ikke kan forstaa", at den Paagældende er sindssyg, hvortil der egentlig kun kan svares, at det maa regnes til det meget andet, Skrædere og Skomagere ikke forstaa.

Ikke mindre forbausende er det at være Vidne til, hvorledes Folk uden videre tror, hvad en saadan Patient kan finde paa at fortælle om sine imaginære Forfølgelser. „Hvad jeg har lidt i hine 14 ulykkelige Døgn vilde være utroligt at beskrive," siger Nathansen; men ikke desto mindre giver han i sit Ugeblad „Korvetten Politivennen" detaillerede Skildringer af „allehaande uhørte kvalfulde Mishandlinger". Tillige lægger han Lægerne dé taabeligste Yttringer i Munden og har den Dristighed med Citationstegn at indføre dem ordret talende. Det ubegribelige er nu, at dette virkelig tages for gode Varer af Publikum; en saa ubetinget Tillid har Folk til, at de „har set det paa Tryk", skøndt dette ofte skulde synes en Grund mere til ikke at tro det. Saaledes bliver den Nathansenske Sag ikke i første Række en Ubehagelighed for de implicerede Læger, men først og fremmest en Ulykke for den Syge, og dernæst et sørgeligt Vidnesbyrd om den saakaldte oplyste Almenheds Uforstand. Og dertil kommer det nedtrykkende i at se, at Indignationen er ganske forloren, saa at den ikke varer længere, end til en ny Skandalehistorie har lagt Beslag paa Offentlighedens Opmærksomhed.

Den Nathansen'ske Affære blev i sin Tid — dog inden den var fuldt afsluttet — gjort til Genstand for en indgaaende psykopatologisk Studie af Selmer, vor første og hidtil største Autoritet paa Psykiatriens Omraade. S. ender sin Afhandling, der er offentliggjort i „Bibl. f. Læger" 1848, med følgende Passus:

„Dette Hof- og Stadsrettens Felttog mod en gal Mand er i Sandhed den bittreste Persiflage over vor Retspleje; og vi kommer saaledes tilbage til den Sætning, som dannede Udgangspunktet for nærværende Skildring, at Nathansens Historie afgiver det skarpeste Bevis for Vigtigheden af en Daarelovgivning, som tager Hensyn til alle de Forhold, hvori de Afsindige kunne træde til Samfundet, være sig i borgerlig Henseende eller for de civile og kriminelle Domstole, og som ikke blot faststiller Samfundets Forpligtelser mod disse Ulykkelige, men ogsaa dets vel begrundede Rettigheder lige overfor dem."

Denne Udtalelse har fuld Gyldighed den Dag i Dag og saa tidt en ny Sag af denne Art vækker en stærk Opinion til Live. Det er fremdeles en Sindssygelov, vi trænge til, og vi Læger ere trods Nogen interesserede i at faa den, fordi det er den eneste Maade at blive fri for den evige Mistænkeliggørelse. Kunde saadanne Pamfleter som de Nathansen'ske bidrage til hurtigere at skaffe os den ønskede Lov, vare de ikke skrevne forgæves. Men der kan næppe tillægges dem megen Betydning ud over den øjeblikkelige.

Knud Pontoppidan: Psykiatriske forelæsninger og studier. København 1895. Side 19-26. Findes digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek.

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 12. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Sene liv 1856-1862

Efter affæren med Claus ser det ud til at han forblev i Randers. I 1859 ser det endda ud til at han fik en vis form for rehabilitering for sit arbejde med hesteavl.

I "Rand. Av." klager Hr. M. L. Nathansen over det uhensigtsmæssige i, at det store Foraars-Qvægmarked i Husum er ansat saa tidligt, før der i Reglen er Græs i Marken til at modtage Qvæget, hvilket da virker til at trykke Afsætningen. Men mon det paa den anden Side ikke er nødvendigt, at Qvæget er tildrevet paa den Tid, da Græsset i Marsken dagligt ventes at fremkomme, eftersom det jo netop er det første Græs, som skal afbides for at Græsset ikke bliver for høit eller stærk og Qvæget da selv ikke gjerne vil nyde Samme eller trives derved? Saaledes er ogsaa til os af qvæforsendere bemærket.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 22. maj 1858)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 4. september 1858. (Kritisk og sarkastisk anmeldelse af Nathansons pjece om Danmarks hesteavl og forhold til Christian 8.)

Cosmus Bræstrup var Københavns vicepolitidirektør fra 1823 og fra 1845 de facto politidirektør da A. C. Kierulff gik af. Reelt dog først udnævnt som sådan 1859. Som sådan har han formentlig haft kendskab til Nathanson. (Edvard Bentzen: Politidirektør Cosmus Bræstrup. 1870. Statens Museum for Kunst).

For at fremme Danmarks Hesteavl afholdes et Møde Løverdagen den 6te November, Efterm. kl. 1, i Hotel Cimbria i Randers
M.L. Nathansen.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. november 1858)

Nathanson, Michael Leonard: Min Biographie fra min tidligere Alder til nu : og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers, som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet. 2. oplag. - Randers, Udgiverens Forlag, 1859. - 48 sider

Endeel Landmænd, som interessere sig for Hesteavlens Fremme i Jylland, have i "Horsens Avis" bekjendtgjort, at de med Glæde have erfaret, at Hr. Nathanson fra Marielund ved Randers har opfordret Landmændene til at foranstalte en saadan Forsamling i Horsens. En saadan er nu berammet til Onsdagen den 30te Marts, hvortil Hoteleier Jørgensen har overladt sin Sal. Mødet ønskes afholdt om eftermiddagen Kl. 5. Hr. Nathanson er bleven indbudt dertil som den Mand, der gav den første Impuls til vor Hesteavls Forbedring. Et lignende Møde vil blive afholdt i Skanderborg Tirsdagen den 5te April. Hr. Nathanson har lovet at indfinde sig til begge Møder.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 28. marts 1859) 

Beretning angaaende Forhandlingerne paa Skanderborg Amts Landboforenings Generalforsamling den 26de Marts 1859

2. Formanden meddeelte, at han af M. L. Nathansen af Randers var anmodet om at overvære et Møde i Horsens den 30te dennes til Forhandling om samme Gjenstand, men at han ved Embedsforretninger var forhindret i at kunne efterkomme denne Anmodning, ligesom han for Foreningens Vedkommende maatte anse Sagen for uddebatteret ved den under 19de Octbr. f. A. afholdte Generalforsamling, hvorfor han heller ikke vilde foreslaae Foreningen at foretage videre, hverken med Hensyn til fornævnte eller et lignende, af nogle Privatmænd sammenkaldt Møde i Skanderborg. Heri erklærede Forsamlingen sig enig. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 2. april 1859)

Hesteavlen. Ved det i Onsdags paa Raadhuset i Horsens afholdte Møde for at discutere Hestevæsenet lededes Forhandlinger af Hr. Lieutenant Gaardeier Søderberg som Dirigent. Efter at Hr. M. L. Nathanson havde uddeelt tvende af ham forfattede Brochurer over Hesteavlens Forbedring, udbad han sig af Dirigenten ordet og oplæste det af ham i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring tilligemed resultaterne af de i samem anledning i Randers afholdte Forsamlinger. efter at Mødet var sluttet, overleverede Dirigenten følgende Skrivelse til Hr. Nathanson: "Forsamlingen paa Horsens Raadstue den 30te Marts var talrigt besøgt af Landmænd. Den almindelige stemning udtalte sig for, såvidt muligt at faae den ægte danske Hesterace tilbagevunden ved Oprettelsen af en Stutteri-Commission, hvorved aarlig uddeles Hingste- og Hoppepræmier, jo større des bedre, der skulde tilveiebringes ved Paaligning pa Gaardeiere og Gaardbrugere, og forøvrigt fandt Forsamlingen, at det af Hr. M. L. Nathanson oplæste og i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring burde antages. Ligeledes var Forsamlingen enig i, at anmode Amtmanden over Skanderborg Amt om, at indsende til Indenrigsministeriet det ved Forsamlingen Forhandlede."

(Hs. Av.)

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis. 11. april 1859)

Til den ærede Landmandsforsamling i Haderslev.
Det er vistnok over hele Landet tilstrækkelig bekjendt, at jeg i en Aarrække stadig har arbeidet paa at ophjælpe Landets Hesteavl og i denne Anledning i 1842 havde stationeret her i Amtet 6 værdifulde Hingste, hvorom der meddeltes mig af den daværende Amtmand følgende Skrivelse:
"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærlig, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos landmanden, samt nærer jeg det grundede Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnlig Indflydelse paa hans vigtige Anliggende.
Haderslev Amtshuus, den 7. April 1842
Johansen
Tiltrods for min fremrykkede Alder kan jeg ei heller afholde mig fra at gavne i denne Retning og haaber, at Bogen:
"Høist vigtige Meddelelser for alle Hesteeiere"
Som af mig oversattes i den danske Sprog, skal være kjørkommen og stifte Nytte.
Ligeledes har jeg forfattet et Forslag, der i sin Tid indsendtes til Rigsagen og nærmere belyste samme ved tvende Piecer:
"Mine Anskuelser om Danmarks Hesteavl",
og mit foredrag i Anledning af Udvalgsbetænkning over mit til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks hesteavls forbedring
Gid mit Arbeide ved nærværende Landmandsforsamling maatte bringe heldige resultater.
M. L. Nathanson.

(Dannevirke. 27. juni 1859) 

Den bekjendte Hippolog M. L. Nathanson i Randers har paa sit eget Forlag udgivet "Min Biografi fra min tidligere Alder til nu og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet", med Motto:
Hvad Himlen sender, med Taalmod maa bæres,
I Lidelsens Skole det bedst kan lære,

samt Forfatterens Portrait, ledsaget af nogle af ham selv forfattede Linier. Efter Bogens Titel skulde man antage, at Proprietair Weinschencks Beskyldninger vilde spille en væsentlig Rolle, men man faaer ikke ret at vide, hvori disse skumle Angreb egentlig have bestaaet; derimod udslynger Forfatteren en Masse Beskyldninger imod Hr. Weinschenck, af hvilke dog den betydeligste - idetmindste er det den, som hyppigst gjentages - gaaer ud paa, at han tragter efter at blive Kammerraad ved Hjælp af sine Angreb paa Nathanson. Det er vanskeligt at sige, hvorvidt Nathansons Monomani strækker sig, og i hvilke Retninger hans fixe Idee er uden Indflydelse; og man bliver i saa Henseende ikke synderlig klogere af nærværende Bog. Han beretter endeel om de Forfølgelser, som han har maattet lide, samt de Domme, der ere overgaaede ham, af hvilke en Høiesterretsdom, der frikjendte ham, staaer i en mærkelig Modsætning til en Landsoverretsdom, der gik ham imod. Nathanson er atter en af de forunderlige Personligheder, som Christian den Ottende nærede en vis Sympathi for, ligesom f. Ex. for Jørgensen-Jomtou. Aaarsagen til, at han kom i Kongens Gunst, fortæller han selv paa følgende Maade. Ved Kongens Thronbestigelse vilde endeel "Ildesindede paa en brutal og lovstridig Maade" tiltvinge si Konstitutionen, de forsøgte at Nathanson for deres slette Sag og lovstridige Adfærd, "for at jeg ligeledes skulde blive min Konge utro". Nathanson gik lige strax "hen til Hs. Majestæt" og aabenbarede ham hines "sorte Handlinger", hvorpaa han blev sendt til Politidirekteuren for at aabenbare Planen. Planen kon dog "meget heroisk" til Udførelse men Insurgenterne maatte retirere fra Amalienborg til Hauserplads, hvor de dengang henlagte løse Steen "til Bombardement" skulde tages i Brig - "thi riflede Kanoner vare endnu ei opfundne" - men de der opstillede Politibetjente, anførte af en uforfærdet og dygtig Politiassistent, samt 50 Gardister i civile Klæder paa Kjøbmagergade fægtede saa "drabelig", at den "veludtænkte, lovløse Plan" blev tilintetgjort. Næste Morgen meddeelte Nathanson Kongen Udfaldet af Affairen, og Allerhøistsamme beordrede nu Politidirekteuren, at der maanedlig for hans "Troskab og udviste Konduite" skulde udbetales ham 100 Rdl., som han dog senere renoncerede paa. Tidligere havde han alt i en anden Anledning modtaget en klækkelig Sum, og senere erholdt han foruden fri Reise til Brasilien atter en anseelig Sum. Politidirecteuren havde ifølge Nathansons Tro fra den opdagede Sammensværgelses tid stadig Animositet imod ham, thi det havde jo været "en sag for en Politidirecteur med hans mange Medhjælpere at komme paa Spor efter og udfinde Midler for paa en eklatant Maade at forpurre dens videre Udbrud, men ingenlunde for mig som den mishandlede og i sine Borgerrettigheder krænkede Undersaat. Blanddt andre Fortællingere fra hans Ophold i Kjøbenhavn er ogsaa den, at den nuværende Kammerherre Berling i Anledning af, at Nathanson havde reddet en Familiefader, kom til ham i hans Bopæl og bad ham "om en Tjeneste, hvilken jeg dog nægtede ham". Senere opholdt Nathanson sig i Altona, Hamborg, atter i Kjøbenhavn og Berlin hvor han henvendte sig til mange Høierestaaende, af hvilke han fik gode Anbefalinger; en aget Redakteur skrev endogsaa i sit Blad Noget om "min sag" og yttrede til Slutningen: "Die Dummeheit ist auch ein Verbrechen". Nathanson er naturligviis yderst forbittret imod enhver, der har havt med hans Indespærring at gjøre; det er formodenlig i Vrede derover, at han gjør Professor Otte til "Diakonus" i Sundhedskollegiet.

(Dagbladet (København), 30. december 1859)

Hvad bør der skee for atter at ophjælpe den jydske Hesteavl?
Dette for Danmark, især for Jylland, høist vigtige Spørgsmaal blev senest af Rigsdagen drøftet og saaledes besvaret: Landstutteriet i Kolding bør afskaffes, hvorimod de gode elementer, der endnu haves tilbage, skulle benyttes til at forbedre Jyllands Hesteavl: - og endelig er det overdraget Amtsraadene at sørge for Landets Hesteavls Opkomst. I Henhold dertil er et Lovudkast nu forelagt af Regjeringen. Heri ligger en fornyet Opfordring til at fremkomme med Forslag til at fremme Landets Hesteavl, der i forrige Aare alene afgav 15,000 Heste til en Værdi af 3 Mill. Rdr. til Udførsel. 
Baron Zutphen Adeler med flere Mænd have oprettet en Forening til at producere den ædle Hest, mod et Bidrag af 5 Rdr. aarlig. Det kunde muligen hænde sig (thi i Udlandet seer det jo meget krigerisk ud), at vi til Foraaret atter skulle udføre en 15,000 Heste, hvoriblandt vistnok mange gode Hopper, som burde beholdes til Avl, ville blie solgte, - hvad vil der da i Fremtiden blive af Jyllands Hesteavl? Det kunde muligen gaae med Heste som det allerede gaaer med Stude: man indfører svenske, for at forøge sin Besætning, hvilke dog aldrig kunne komme i nogen Betragtning mod det jydske Qvæg. Har nu endelig Adelen og de rige Godseiere forenet sig om at producere den ædle Hest for at forskaffe Landet Rideheste, saa bør den jydske Bondestand ligeledes forene sig, for at producere den stærkbenede, velsluttede jydske Hest, og paa hvad Maade dette kan skee uden at bebyrde Statskassen med nogen Udgift, skal jeg nu nærmere tillade mig at foreslaae. Begyndelsen burde skee i Randers Amt; de andre Amter i Landet vilde utvivlsomt følge efter. Her bør ligeledes oprettes en Forening tila t forbedre og producere den jydske hest; thi de Foreninger,d er haves, føre ikke til Maalet. Enhver Hesteopdrætter bør aarligen bidrage til Forenignens Kasse blot 1 Rdr., som indbetales til Sognefogderne og dernæst sættes i Sparekassen til Forrentning. Sprøgsmaalet bliver da, hvorledes disse Midler rettest anvendes. At Jylland har stor Mangel paa gode og velsluttede, stærkbenede jydske Hingste, det ved vel enhver jydsk Hesteopdrætter. Derfor bør vi først og fremmest forskaffe os jydske Hingste. Vi have i Randers Amt endnu nogle gode Elementer blandt jydske Hingste, og der findes i Amtet et stort Antal meget gode Følhopper, hvilke utvivlsomt kunne producere et godt Afkom. Taars Hingstplage maatte der især tænkes paa, forsaavidt de tegne til at blive gode; de maa opdrættes til Avl og belønnes med gode prømier. Jeg har tidligere foreslaaet 100 Rdr. pr. Stk., og jeg troer, at vi ved denne Fremgangsmaade kunne faae gode jydske hingste, og endelig ogsaa gode jydske Handelsheste. - Skulde dette Forslag finde Randers Amts hesteopdrætteres Bifald, da var det ønskeligt, at det kunde sættes i Gang jo før jo Hellere. Ingen vil vist undslaae sig for aarlig at betale til slig en vigtig Sag 1 Rdr.; thi Pengene blive jo i Amtet, og med disse forbedres Amtets hesteavl
M. L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 30. oktober 1860) 

Død 1862 

Bekjendtgjørelser.
I Nat Kl.. 11½ kaldte Herren min kjære Mand, forhenv. Kjøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson, 67½ Aar gl., efter at han omtr. det sidste halve Aar havde vært sengeliggende. I den lange Aarrække, 45 Aar, Gud forundte os at leve sammen, var han mig altid, selv under de haarde Prøvelser, der saa ofte tilskikkedes os, en kjærlig og omhyggelig Ægtefælle. Af vore 9 børn leve kun 4, hvoraf de 3 i Brasilien.
Randers, den 10de Juli 1862.
Louise Sophie Nathanson,
født Bonnefang.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 12. juli 1862) 

Forrige Hestehandler M. L. Nathansen, en af de flere uheldige Personer, Kong Christian den Ottende i sin Tid tog sig af, har nu ifølge "Randers Avis" endt sit eventyrlige Liv ved Døden. 

(Fædrelandet. 14. juli 1862) 

Den nylig afdøde Hestehandler M. L. Nathanson var som bekjendt en af de besynderlige Figurer, hvem Christian den VIII uden nogen i deres Begavelse liggende Grund i visse Retninger skjænkede en særlig Fortrolighed og Tillid; Kongen understøttede ham saaledes til Udgivelsen af et Blad "Korvetten Politivennen", som skulde modarbejde "Korsaren", og Nathanson søgte at vise sin Erkjendtlighed ved at opdage forskjellige Sammensværgelser. Han kom imidlertid i Konflikter med Politiet, blev erklæret for gal, og tilsidst sendtes han med Familie til Brasilien, men kom tibage igjen efter nogle Aars Forløb og har siden gjentagne Gange mindet Offentligheden om sin Tilværelse. I Kjøbenhavn vil man ikke have glemt det Vædderidt, han for ikke mange Aar siden foretog eller annoncerede at ville foretage med sin Knabstruphingst "Mikkel", men som kun tjente til at fremkalde Latter paa hans Bekostning, da "Mikkel" blev kjed af det paa Halvvejen og trods Pidsk og Sporer vendte om med sin Rytter. Han har skrevet flere Smaating uden Værd, saaledes sin Biografi, en Beretning om sine Lidelser og Forfølgelser og nogle "hist vigtige Oplysninger for enhver Hestekjende," der fortrinsvis udmærkede sig ved den forholdsvis meget høje Betaling som forlangtes for dem (Rand. Av.)  

(Ribe Stifts-Tidende. 17. juli 1862)

Eftermæle

Petersen, Nis (f. 1897) Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse / udgivet af Biblioteksforeningen for Viborg og Omegn. - 1946. - 33 sider : ill.

Thomsen, Rudi: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Gyldendal, 1949, s. 94-96.

(Omtaler Isaac Nathansens forslag til værnepligt. Slutningen lyder således:)
Men Nathansen var en enlig svale, og - som det også fremgår af mange snurrige enkeltheder i hans forslag - uden tvivl sindssyg. Det var "den gale Nathansen", som ville belære den høje kommission af militære fagmænd om, hvorledes Danmarks forsvar burde indrettes!

Helge Toldberg: Goldschmidt og Kierkegaard

I: Festskrift til Paul V. Rubow : 1896 - 9. januar - 1956 : fra fagfæller og elever. Redaktion: Henning Fenger ... et al.. Gyldendal, 1956, s. 222f.

Inger Johannesen: Jøderne i Randers. Kulturhistorisk Museum Randers Årbog 1998: Artiklen nævner ikke Nathanson, men kan være nyttig som baggrundsmateriale til jødernes forhold i Randers på hans tid. 

Hall, Henning På gennemrejse : en fortælling om jøderne i Randers. Randers Amts historiske Samfund, 2004. Heri: "Fuldblods-Nathansen", s. 101-119. Anmeldelse: Hestehandleren og de andre jøder i Randers. Berlingske Tidende 12. august 2004.

Graugaard, Esben Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet : studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914. Odense : Syddansk Universitetsforlag, 2009. - 729 sider : ill.
Bent Blüdnikow: Henri Nathansens familie. Side 11 ff. (Artiklen findes i pdf-format på nettet)
Bent Blüdnikow. I: Berlingske tidende, 2010-08-04, Sektion 2, s. 4-5  

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 11. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Knapstrupperhesten "Claus" - 1856

I 1856 havde Nathanson erhvervet sig en hest, Claus. Nathanson insisterede dog at have "vigtige sager" i København, blev anholdt i 1856 og indespærret i dårekisten i 6 døgn på Almindelig Hospital. 

Hestevæddeløb. I "B. T." indbyder Hr. M.L. Nathanson fra Randers til et Hestevæddeløb paa Landeveien fra Kjøbenhavn til Korsør og tilbage, paa Vilkaar, som nærmere villeblive bekjendtgjorte. De stillede Heste maa være fra 5 til 10 Aar og bære en Vægt af 160 Pd. Idetmindste 10 Konkurrenter ønskes, som hver forinden Løbet begynder maa betale 100 Rd. Løbet vil paa denne Maade gjælde en Præmie af 1000 Rd. Selv stiller Hr. Nathanson sin Knapstrupper Vallak "Claus".

(Sjællands-Posten (Ringsted). 8. maj 1856)

Ifølge en os tilhændekommen paalidelig (men aldeles ikke officiel) Meddelelse have Bladene vel berettet ganske rigtigt om en nylig indtruffen Katastrophe med et Godstog paa Jernbanen, men de have fortiet eller været uvidende om den egentlige Aarsag, der aldeles forandrer Sagens Natur. Vi give den her i al Simpelhed og gjentage blot, at den ikke er officiel: Da den saakaldte gale Nathanson i Randers - han er slet ikke gal, men en livlig og kløgtig Mand - hørte, at Jernbanen var aabnet til Korsør og Rothe bleven dens Directeeur, reed han over til Kbvn. paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocolade-couleurs Blis og Pletter, og indbød til dit bekjendte Vædderidt derfra til Korsør. Opfordringen har staaet i de offentlige Blade, og at han meente Dampvognen, er selvfølgeligt; thi hvilken fornuftig Mand vilde ride med ham til Korsør, naar Jernbanen var aabnet? Da Rothe modtog Udfordringen, meente han, at det var noget stift; men, sagde han, man maa ikke slaae sin Næste, vi vil lade et Godstog gjøre Løbet med ham; han tilføjede hovedrystende: at ride omkaps med et af mine Persontog vilde jo være reent at ødelægge baade Dyr og Mand. Embedspersonalet, der erfarede Directeurens Ord, blev ganske rørt over hans Liberalitet og Humor, og overalt paa Banegaarden gjenlød det: Nathanson skal have et Godstog; man maa ikke slaae sin Næste. - Nathanson mødte om Morgenen Kl. 7 paa sin hvide Hest af Knapstrup-Racen med chocoladecouleurs Blis og Pletter. Da en Hest ikke kan løbe paa Jernbanen, var det vedtaget, at han skulde ride ad Landeveien. Han holdt ved Frihedsstøtten og betvang med Møie sin fyrige Knapstuper; Signalet lød; han foer afsted, saa Gnisterne stodde ud, "Kies und Funken stoben", som Bürger siger. Vi lade ham nu foreløbig ride og vende os til Godstoget, der efter Sædvane ogsaa førte endeel Passagerer. Saasnart man var kommen igang, begyndte Embedsmændene at tale om, hvilket særeget Væddeløb dette Tog gjorde; de fortalte Directeurens liberale Ord, og Passagererne, der opmuntredes ved Udsigten til at komme hurtig afsted, beundrede ligeledes Hr. Directeuens Liberalitet og bleve ligeledes rørte. Nu er det jo i vor Tid en farlig Ting, naar mange Mennesker sidde sammen paa eet Sted og blive rrørte; ad uopdaget, hemmelighedsfuld Vei meddeler sig deres Stemning til det Livløse, bringer Borde ikke blot til at dandse, men til at forkynde Forbigangent og Tilkommende. Intet fornuftigt Menneske, end ikke Nathanson, er istand til at sige, hvordan sligt Vidunder skeer; men nok er det, Rørelsen meddeelte sig til Locomotivet, det gav utvetydig tilkjende, at det heller ikke vilde slaae Nathanson. Imidlertid var Nathanson kommen til Korsør og spørger ved Posten, om Toget er kommet. Da man svarer Nei, glemmer han i sin Livlighed og Godmodighed at ride hen og lade sig proclamere som Seirherre; han vender om for at see, om Toget mulig skulde være kommet til Skade. Paa Høiden af Ousted Kro, midtveis mellem Roeskilde og Ringsted, opdager han Toget. Han nærmer sig og seer: Passagererne vare stegne ud og hjap Størstedelen at skyde Vognene frem. Greben af høimodig Medlidenhed stiger Nathanson af og hjælper at skyde paa. Men hans livlige Hest river sig pludselig løs og løber til Randers. Netop som Toget gik ind i Kprsør-stationen, indløb en telegraphisk Depeche fra Randers og meldte, at den hvide Het med chokoladecouleurs Blis og Pletter var ankommen. Hvad skulde nu Manden gjøre? Hvorr i al Evighed kan en Rytter siges at have vundet et Vædderidt fra Khvn. til Korsør, naar han selv kommer tilfods bagved Toget til Korsør, medens hans Hest er i Randers? Lykkeligviis havde man ikke væddet om Noget.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 27. maj 1856)

Hr. M. L. Nathansen har nu i "Avertissements-Tidenden" ladet aftrykke følgende, af ham under 31te Mai d. A., fra "Belvedere i Kongens Enghave", til Justitsministeriet indgivne Ansøgning:
"For at den meget bekjendte knapstrupper Hesterace ved Landmandsforsamlingen i Aalborg næste Maaned skal hævde sit velfortjente Renomee i Danmark, er det, at jeg har bragt til Hovedstaden min i Jylland, Hertugdømmerne og 4 Miil hiinsides Hamborg fordeelagtigt bekjendte knapstrupper Hest, "Claus"kaldet. For at overbevise Hesteopdrættere og andre Hesteyndere om hvad denne Race formaaer, skal den løbe i førstkommende 16de Juni, en Mandag, med mig fra min Bopæl, Belvedere i Kongens Enghave ved Kjøbenhavn, paa Landeveien til Korsør og tilbage samme Dag i 15, skriver femtenTimer. Men da de Herrer, som vilde deeltage i dette heri Landet sjeldne Væddeløb, have trukket sig tilbage, nødes jeg nu til at foretage Løbet ene. Jeg veed, at der vil indfindesig et stort Publicum af den dannede Klasse ved Belvedere, for at overvære min Tilbagekomst om Eftermiddagen Kl.8, hvor jeg en halv Time herefter skal forevise "Claus", dresseret i den høiere Manege og Ridekonst (thi jeg har dresseret vilde Heste i Brasilien); tillige skal jeg medbringe Attester fra en Læge og en Dyrlæge i Korsør, at baade Hest og Rytter i bedste Velgaaende ere ankomne dertil. Det ærede Publicum vil gjerne løse Billetter a 2 Mk. Stk., for at jeg kan have en Indtægt. Derfor er det, at jeg underdanigst udbeder mig det høie Justisministeriums naadigste Tilladelse dertil, imod at svare til Fattigvæsenet det Befalede. Deres Excellence maa det vistnok endnu være erinderligt, at De under 9de September 1854 naadigst meddeelte mig en for mig meget smigrende Anbefaling til Hs. Maj. Kongen,hvori De blandt Andet yttrede, at jeg var Dem bekjendt som en Mand, der varmt interesserer sig for Heste- og Qvægavlens Opkomst i Jylland. Hidtil har jeg ikke modtaget nogen Belønning for mine utrættelige Bestræbelser, forbundne med mangfoldige Udgivter for at gavne mit Fædreland, hvilket over hele Landet vistnok tilstrækkeligt er bekjendt,og nu, da jeg er i Besiddelse af en Hest, hvormed jeg ei alene her i Hovedstaden,men ogsaa i Udlandet vilde kunne fortjene en betydelig Sum Penge, da maa det vistnok glæde det høie Justitsministerium og enhver dansk Mand, at jeg, som med min trofaste Hustru maatte gjennemgaae alle Livets Gjenvordigheder, dog endelig seer mig istand til at sikkre mit, hendes og mine Børns Fremtidsvel. Derfor smigrer jeg mig med det glade Haab, at det høie Justisministerium ret snart naadigst maatte ville bevilge denne underdanigste Ansøgning; thi der maa drages Omsorg for, at Publicum i de tvende Timer, det om Eftermmiddagen opholder sig ved Belvedere, kan have en Underholdning ved et godt Musikcorps og god Beværtning".

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis , 9. juni 1856)

Hr. Nathanson kom dog ikke til Korsør med "Claus", formedelst mange Gjenvordigheder, som han selv beskriver i sin Bekjendtgørelse derom. (See nedenfor.)
Beretning om det store Campagneløb.

Forinden jeg for det dannede Publicum omtaler dette Løb, maa det være mig tilladet blot i Korthed, og forsaavidt Tiden tillader det (thi jeg reiser imorgen med "Cimbria" til Randers, men ved min Hjemkomst skal jeg i en Brochure paa det Nøieste detaillere Alt), at berette, at forinden Løbet foretoges, bleve saavel jeg som Claus paa det Skjændigste mishandlede ei alene af endeel af den saakaldte fine Pøbel, saavel paa Christiansborg Ridebane som og paa Gaderne, men af Hoteleiere og endelig af nogle Husarkorporaler i Uniform og af en Beriderelev Jørgensen, som udgav sig for at være Søn af den rige Hr. Jørgensen i "Hotel du Nord."
Hvad de Militaire angaaer, da er det foreløbig anmeldt for Oberstlieutenant Marcher, og angaaende de Civile, da skal jeg i Sandhed denne Gang ei vente 7 Aar, forinden denne Skjændselsdaad lovlig er undersøgt og paa det Strængeste straffet; thi det, jeg foretog mig med Claus, det skete ei for at tjene Penge, ei heller for at erhverve migTitel eller Orden, men ene og alene for at gavne den jydske Landmandsforening. Fra den 4de til den 10de Mai var jeg ved Kabale berøvet min Frihed og mishandlet af Mad. Schmidt i Almindeligt Hospital og pryglet med en stigrem netop paa det Sted jeg skulde bruge til Ridning, thi hun er Svigermoder til den Mand i Jylland, af hvem jeg kjøbte Claus for en Bagatel; hun lod mine Hænder og Fødderbinde, saa at der ved min Løsladelse tilbageblev Krampetrækninger baade i Hænderne og Læggene. Men ved min brave kones Ankomst til Hovedstaden den 10de Mai blev jeg befriet, men maatte betale for Sultekuur og denne skjændige Mishandling 5 Rdlr.
Enhver uhildet vil altsaa let kunne indsee, at jeg var meget svækket, og Claus i denne Tid ligeledes sat ud af Condition,og jeg maatte nu paany arbeide med ham, saa godt det lod sig gjøre, for at forberede ham til det store Løb. De Penge, jeg medbragte, flere hundrede Rd.,gik tabt paa allehaande skjændige Maader, hvilket Brochuren skal omtale. Jeg indgik med en underd. Ansøgning til Justitsministeren om at turde sælge Billetter; ei heller dette tillodes mig. Min svage Kone, som, af Græmmelse over vor her i Byen tabte Datter, var bleven syg, og som nylig kom ud fra Frederiks-Hospital, sad ved Indgangen posteret med Dannebroge, og ikke faa agtede Medborgere ydede deres Skjærv, saa at vi kunde kjøbe 8 Tdr. Havre a 5 Rd. til Claus, hvilke han i Sandhed har fortjent. Men Sagen var for vigtig for Knapstrupracens Fremhæven ei alene her, men ogsaa i udlandet; jeg besluttede derfor afvigte 16de Juni at foretage Løbet. Altsaa til Sagen.
Om MOrgenen Kl. 5 i tvende Politiofficianters Nærværelse begyndte løbet, som var beregnet paa Skridt, Trav og Jagtgalop, og det havde været meget let, baade for mig og Claus, at være kl. 12 i Korsør, dersom jeg ikke havde truffetved Gjæstgivergaarden "Sorte Hest" endeel Pøbel, som standsede Hesten. Knapstrupheste, det veed enhver, som kjender denne Race, ere meget malicieuse; den gjorde omkring, steilede; jeg vilde ikke resikere noget paa Stenene og steg altsaa af, trak den noget paa Veien, satte mig atter tilhest, og nu gik han i en Luntetrav til Frederiksborg Slot. Men atter stødte jeg paa noget fiinklædt, fiin Pøbel, som anraabte Hesten, gjorde ham sky,og atter maatte jeg stige af, indtil Pøbelen var passeret.
Men nu begyndte det preussiske og polske Blod at koge i mine Aarer; jeg gav Claus af Sporerne, og inden Kl. var 6½ fik jeg ham endelig standset udenfor Roeskilde Port;men ved Veirmøllen paa den anden side af Roeskilde blev han atter maliceur, og idet jeg straffede ham baade med Sporerne og Stok, jog han piilsnar afsted med mig; jeg kunde ei holde ham,thi Krampetrækningerne indfandt sig atter, skjøndt jeg smurte hænderne med Senesalve,hvilket en Læge ordinerede, og i stedetfor at ride til Ringsted, hvilket jeg troede, løb han med mig ad Veien til Kallundborg. Hvor langt han foer afsted med mig, kunde jeg ei godt bedømme, thi jeg øinede alt Kjøbstaden;men endelig kom en Landmand kjørende, og derved fik jeg Claus standset. Jeg spurgte ham, hvor langt jeg havde til Ringsted. Han svarede, at jeg var paa feil Vei, men vilde jeg vedblive at ride saa stærkt, da kunde jeg om 1/4 Time være i Holbek. Jeg resolverede altsaa at vende om, for atter at komme tilbage til Roeskilde og paa Rette vei til Korsør. Men ved Roeskilde vilde Claus partout til Kjøbenhavn; en brav Officier hjalp mig imidlertid afsted og længere hen paa Veien flere Folk for at faae Claus i Løbet. Jeg ankom med mange Besværligheder, som alle med sanddruelige Vidner skulle blive beviste - thi i Snedkersted aarelod jeg Claus, lod ham vælte sig i Græsset osv. - til en kro i nærheden af Ringsted omtrent Kl. 9½. Løbet var beregnet paa at bevise Knapstruphestens udholdenhed; om den løb til Korsør eller ei, var nu ei mere i mine Tanker; thi jeg vidste, at uden at opofre Hest og Rytter kunde jeg ei naae Korsør Kl. 12, thi jeg havde omtrent 7 Mile endnu til Korsør, og desuden maatte jeg og Claus have Forfriskning.
Efterat have spiist til Middag og Claus ligeledes og badet ham, begave vi os paa Tilbageveien præc. Kl. 12 for atter Kl. 8 at værei Hovedstaden.
Fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om eftermiddagen har jeg tilbagelagt 19 Mile; men derfra maa regnes 2½ Time i Kroen ved Ringsted, 1 Time i Amstedt Kro begge Gange, omtrent 1 Time i Roeskilde Kro begge Gange for at omklæde mig og omsadle Hesten, og underveis saavel i nedkersted som paa andre Steder, hvilket Alt skal blive beviist, vistnok over 2½ Time, og desuden vil jeg paa hele Strækningen bevise at have redet Skridt, indtil jeg kom til Roeskilde Kro. Altsaa i 8 Timer har jeg tilbagelagt  en Veilængde af 19 Mile, men med mange Gjenvordigheder. Hvorledes jeg af det dannede Publikum modtoges saavel ved Frederiksberg som og ved Belvedere behøver ei her at omtales, thi de mange Tilskuere maa være mine Vidner, og for disse som og for det danske Folk tillader jeg mig med den største Ærbødighed at aflægge denne Beretning om dette her i Landet sjeldne Løb. -Kjøbenhavn, den 18 juni 
M.L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 23. juni 1856)

Se endvidere:
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. juni 1856)

Knapstruphesten "Claus" har nu ogsaa indfundet sig ved Landmandsmødet i Aalborg, hvor Hr.Nathanson har bekjendtgjort: "Mange bemidlede Landmænd have ønsket at kjøbe"Claus"; hidtil har den for mig været ubetalelig, men nu, da "Claus", som selv har mangfoldige Pletter, paany har foranlediget, at deri 6 Døgn atter paasattes mig en Plet, nemlig Beskyldningen for Vanvid, skal den sælges, og jeg forlader atter mit kjære Fædreland,men gaaer ikke til Brasilien, for at kunne finde en lægende Balsom til det dybtslaaede Saar, som for stedse bibragtes mig og min trofaste Kone i Hovedstaden, ved Tabet af en høitelsket Datter. - "Claus" er forøvrigt engageret i Hamborg til et Løb fra Hamborg til Itzehoe og tilbage samme Dag i 5 Timer, om 100 Ld'orer."

(Thisted Amtstidende. 1. juli 1856)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 10. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Mellemperiode 1848-1856

Nathanson ankom med sin kone til Altona midt under treårskrigen, hvad ikke forhindrede ham i at rejse til København med et "vigtigt brev". Han blev dog arresteret i Frederiksborg - og på politiets regning fik en enkeltbillet tilbage til Altona. I 1851 vendte han tilbage til Randers til sin nevø og datter. Dog ikke uden bryderier med sin svigersøn. Her boede han resten af sit liv. 

Bibliotek for Læger. 1848, bind 3, s. 270-393: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" 

(Den 123 sider lange artikel er tilsyneladende skrevet af Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri. Artiklen beretter om sagsforløbet og hvorfor det var nødvendigt at indlægge Nathanson).

Hestehandleren Nathanson, sørgelig Ihukommelse, har i denne Tid udgivet en Brochure i Hamborg, betitlet: "Chicote eller Slavepidsken, Advarsel for de Slesvig-Holstenere, som ere tilsinds at lade sig hverve til brasiliansk krigstjeneste."
(Flyveposten, 28. januar 1851.) 

Hr. Redacteur!
Idet min Svigersøn, Slagtermester Isaac Nathansen i Randers, har lagt Hindringer i Veien, at saavel hans Skrivelse til mig som og Svar derpaa blev aftrykt i Randers Avis, saa beder jeg D. Bbhd at optage disse i Deres Blad, thi Offenttligheden er det bedste Værn for den forurettede.
Ærbødigst
M. L. Nathansen
fra Randers.
* * *
"Da jeg ifjor erholdt flere Klager fra mine Svigerforældre i Altona, fandt jeg det for min helligste Pligt at tage dem hos mig og ernære dem, i Haab om at de øvrige af hans Familie maatte bedrage til denne Gjerning, men da jeg nu har havt mine Svigerforlædre hos mig siden 7de juli 1851 og ikke nydt det mindste godt af Familien, saa er den Byrde mig for haard, da jeg selv har Kone og Børn, og min Profession bliver Aar for aar mere og mere undertrykt af Bønderne, saa det er mig ganske umuligt at sørge for dem.
Randers, den 5te Januar 1852
Isaac Nathansen
Slagtermester.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1852.) 

Til mine agtede Medborgere.
Være disse Linier rettede, ingenlunde som Klage over den af min Svigersøn, Isaac Nathansen, mod sin Svigerforældre i disse Dage udøvede "Gjerning", hvorved vi nødsagedes, om Aftenen, at forlade hans Huus, for at han ei næste Dag skulde kunne udføre sine Trusler.
Siden 1817 har jeg været Borger her i Byen, og vistnok i alle Henseender og især som Fattigkasserer og Rodemesteer opfyldt mine Pligter. I dette Blad Nr. 10 har man læst "at jeg skulde fra Altona have tilskrevet min Svigersøn Klagebreve, saa at han fandt det for sin helligste Pligt at tage os til sig og ernære os."
Da jeg med Kone f. A. aldeles ubemidlet fra Brasilien kom til Hamborg, fandt jeg det dog under min Værdighed at bede min Svigersøn om nogensomhelst hjælp; omendskjøndt jeg stedse, ja saagar fra den Tid af, da dennes Fader med en Flok Børn endnu boede i Odense, understøttede Familien, med det som stod i min Magt, det var vel ei "min helligste pligt", men det var min forarmede Broder, og jeg var dengang bemidlet, men aldrig har jeg givet noget skriftligt fra mig desangaaende for at det offentligt skulde udbasuneres.
Det vi nøde i hans Huus fra den 18de Juni f. A., indtil Skandalen udøvedes mod mig og min Kone, have vi vistnok ved Arbeide troligen fortjent os.
At han til Slutningen tilbageholder mine otte Lagener, hvilke han paa mine Vegne har modtaget af et Medlem af Repræsentanterne ved den mosaiske Menighed, ifølge min Udleveringsseddel, ligeledes de 9 Rbd. 4 Mk, hvilke jeg fortjente mig og leverede ham, dette ville mine agtede Medborgere muligen endnu ei kunne troe.
Iøvrigt er det beklageligt, at Svigerforældre, som i de senere Aar har kæmpet mod alle Livets Gjenvordigheder, skulle have været Gjenstand for Pengespeculationer hos sine rige Slægtninger. Mon dette kaldes "at opfylde sin helligste Pligt"? Jeg tilgiver min Svigersøn den Adfærd han saa ubetænksom udøvede mod sine Svigerforældre thi dette byder mig den Religion, hvori jeg med min troe Ægtefælle nu finder Trøst og Styrke, men jeg maa antage, at han til denne Daad har ladet sig forlede af sine Slægtninge.
Vi bede den Almægtige, at give os Kraft og Mod til at bære vor tunge Skjæbne. Til min Retfærdiggjørelse har jeg i dette Blads Redaction henlagt de tvende Breve fra min Svigersøn, hvormed jeg med Kone overtaltes til at komme til Randers.
randers, den 14de Januar 1852
M. L. Nathanson
Nordregrave nr. 73.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 16. januar 1852.) 

Ved min Hjemkomst skal jeg ei undlade, at indgive Klage til Vedkommende Politiøvrighed over den hos Kromanden i Støvring f. M. lidte scandaleuse Behandling, og tvivler ingenlunde, at hans Herredsfoged nok vil vide at forebygge, at den Reisende i benævnteKrøei oftere vilde være udsat for Chicaner.
Aalborg, den 6te August 1852.
M. L.Nathansen
fra Randers.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 6. august 1852)

Indsendt
Naar jeg atter optager Traaden angaaende Dyrlæge Kellers "kronede Priisafhandling", da skeer det ingenlunde for at opægge ham til Forsvar men det skeer blot af en Aarsag, at bevise ham, at ogsaa Thyland fremskrider til det bedre med Hesteavlen. Saaledes kunde man see fremstillet til Dyrskuet den 13de ds. ved Thisted flere fortrinlige Hingste, hvoraf Afkommet lover meget.
(Herefter nogel eksempler på hestehandler og væddemål)
Thisted, den 21de August 1854.
M L. Nathanson
fra Randers 
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 22. august 1854. ) 

Artiklen bliver citeret i Fyns Stiftstidende. 28. august 1854. 

Til Publikum
Saaledes som jeg atter er betænkt paa at foranstalte gavnlige Indretninger for Landet, saaledes har jeg alt i Aaret 1839 været betænkt paa at forbedre den jydske Hesteavl, men først i Aaret 1841 lykkedes det mig at realisere Samme, hvilket ei alene i "Veile Avis" Nr. 47 fra 20de April 1841 blev omtalt, men tillige i en allerunderdanigst Ansøgning til vor høisalige Kong Christian VIII, dateret Viufgaard den 11te Februar 1841, som jeg havde den Ære at overrække Allerhøistsamme, har Comiteen (Major Ingversen, C. Dalgas og Betzer) ytret sig saaledes:

"Med Taknemmelighed og paaskjønnende Erkjendtlighed have vi erfaret de Forandringer Dres Majestæt ved Hr. Nathanson allerede har ladet iværksætte til Hesteavlens Forbedring."

Senere modtog jeg en Skrivelse fra den daværende Amtmand for Haderslev Amt, Conferentsraad Johansen, saaledes lydende:

"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærhed, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos Landmanden, samt nærer jeg det grunde Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnrig Indflydelse paa hiint vigtige Anliggende."

Med Glæde seer jeg nu, at mit Forslag var heldbringende for Landet, desaarsag haaber jeg, at min Nærværelse i Hovedstaden i en for Jylland ikke mindre vigtig Sag, heller ikke vil være uden Nytte.
Min Afhandling om "Danmarks Hesteavl" bliver af Portneren i "Hotel d'Angleterre" gratis udleveret.

M. L. Nathanson.
(Flyveposten. 11. september 1854)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 9. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Brasilien 1847-1848

Nis Petersen anfører at Nathanson en tid lang opretholdt tilværelsen gennem midler fra "højeste sted". Men som retssagen udviklede sig, kan den have været belastende for Christian 8. I hvert fald ser det ud til at kongen forsynede Nathanson med en pose penge under det forudsætning at han udvandrede til Brasilien i juni 1847. Her boede den ene af hans sønner. I Brasilien lykkedes det ham på danske myndigheders anbefaling at få kontakt med kejser Don Pedro den Anden og blive hans hesterådgiver - i hvert fald ifølge Nathanson. Opholdet blev imidlertid af mindre end 1 års varighed, idet han rejste tilbage, formentlig kort tid efter februar 1848.

Hestehandler M. L. Nathanson er nu igjen kommen til Hamborg, hvor han uddeler sine paa Dansk trykte Brochürer, og synes at have stor Lyst til at fortsætte den gamle Kamp med sine Fjender

(A. U.)
(Flyveposten. 24. marts 1947)

Hestehandler Nathanson. Et andet Blad har berettet, at denne Mand var afreist til New-York. I denne Anledning har Hr. Nathanson bedt os offentliggjøre, at han paa Grund af et Fald med en Hest ligger paa Frederiks Hospital, men at han, naar han bliver helbredt, agter at reise med sin Familie til Rio de Janeiro.

(Flyveposten. 5. maj 1847. )

- Michael Leonard Nathanson (forhen Kjøbmand i Randers) har nu for bestandigt sagt Farvel til sit Fædreland. Han er i Torsdags, med Kone og to Døttre, afgaaet med Briggen "Sirius" til Rio Janeiro. I hans offentlige Afskedshilsen tilgiver han alle sine Uvenner, takker sine Venner, siger Alle et hjerteligt Farvel, og velsigner slutteligen Kongen og Fædrelandet.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. juni 1847) 

Michael Leonard Nathanson, meest bekjendt som Hestehandler Nathansen, afgaaer i disse Dage fra Frederiks Hospital med Kone og sine to yngste Døttre til Rio Janeiro.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 18. juni 1847) 

(Nathansons ene søn boede i Brasilien. Han forlod dog ikke for bestandig sit fædreland, men vendte hjem nogle år efter).

Redactionen af "Bibliothek for Læger" i Kjøbenhavn har begyndt at udarbejde den bekjendte Hestehandler Nathansons Sygehistorie. I dette Øiemed har den ønsket at erholde udførlig Oplysning om hans Forhold i Hamborg og Altona. En Skribent i Hamborg, som har havt Leilighed til, nøie at iagttage Nathanson, er sysselsat med at nedskrive saadanne muligst detaillerede Meddelelser. 

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 13. september 1847) 

Høiesteretsdom.
Fredagen den 22de October
Etatsraad Salicath imod forhenværende Redacteur af Bladet "Corvetten Politievennen" Michael Lenoard Nathanson for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe (Defensor Buntzen). Ved Landsover- samt Hof og Stadsrettens Dom af 21de Septbr. 1846 er Tiltalte dømt til at bøde sine 3 Mark og til at være Censur undergiven paa livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser ere mortificerede. Videre ere de af Tiltale under Proceduren saavel fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificerede og Tiltale for sin utilbørlige Skrivemaade idømt en Mulkt af 20 Rbd. til Kjøbehavns Fattigvæsens Hovedkasse og ligesaameget til Justitskassen.
Dom: Michael Leonard Nathanson bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til de ved Landsover- samt Hof- og Statsrettens Dom Joh. J. Malthe og Procurator Kraft tilkjendte Mortificationer bør bemeldte Dom ved Magt at stande. Estatsraad Salicath og Advokat Buntzen tillægges i Salarium for Høeiestreret hver 30 Rbd, som, tilligemed det ved fornævnte Dom Procurator Kraft tilkjendte Salarium udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. oktober 1847 ) 

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28 oktober 1847.

(Artiklen forklarer at Højesteret har frifundet Nathansen. Men den objektive lovstridighed af injurierne er blevet gotgjort, idet Højesteret opretholdt Overrettens dom om mortifikation af Nathansens injurier. Frifindelsen af Nathansen skyldtes hans mentale tilstand.)
 

- (Fs Stftd.) forhenværende Redaktør af Bladet "Corvetten Politivennen," Michael Leonhard Nathanson, der af Landsover- samt Hof- og Statsretten for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe var dømt til at bøde sine 3 Mk. og at være Censur undergiven paa Livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser mortificeredes, er af Høiesteret frikjendt for Aktors tiltale i denne Sag. Mortifikationerne bør ved Magt at Stande. Omkostningerne udredes af det Offentlige. (Hr. Nathanson er, som bekjendt, med høiere Understøttelse afreist til Brasilien. Kjøbenhavnsposten antager, at Grunden til hans Frifindelse maa søges deri, at han under denne Proces selv har søgt at føre Beviis for, hvad han ellers protesterede imod, næmlig at han var fra Forstanden. 
(Dannevirke, 30. oktober 1847) 

Hestehandler Nathanson er ankommen til Sydamerika og har nedsat sig som Gjæstgiver en halv Miil fra Rio-Janeiro. Man fortæller at han arbeider paa en spansk Oversættelse af sin Hospitals-Historie, og at han vil udgive en Fortsættelse af "Corvetten Politivennen."

(Flyveposten 25. november 1847) 

Det Kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger, Supplementsbind, 1847 "Bibliothek for Læger" s. 69-74

(Kollegiet fandt at det var rigeligt begrundet at indlægge Nathanson alle de gange han havde været indlagt, men da han ikke var til fare for sig selv eller sine omgivelser i øvrigt, heller ingen grund til at beholde ham i Daarekisten eller Almindeligt Hospital).