Elendighed over alle Grænser. (Efterskrift til Politivennen)

I Ejendommen Nr. 45 i Borgergade var der i Gaar et voldsomt Spektakel.

I en Sidestue bor en enligstillet 37-aarig Kone ved Navn Kristine Olsen, som siden Manden - en Fisker - forlod hende, har ført et mindre heldigt Liv. Man saa' hende saa godt som aldrig ædru. Hun begyndte med Snapsen som Morgendrik, og hele Dagen slukkede hun sin fortsatte Torat i det ulyksalige Brændevin. Det udartede tilsidst til, at hun fik Delirium og maatte indlægges i Celleafdelingen paa Kommunehospitalet.

Da hun atter kom hjem, syntes Beboerne, at hun var undergaaet en Forandring til det bedre, og man glædede sig derover. Men det varede ikke ret længe, førend hun atter helt og holdent hengav sig til den kendte Nationaldrik, og tidlig i Gaar Morges naaede hun at faa et nyt Anfald af Delirium.

Da hun under dette vovede sig udenfor sin Dør for at komme ud i Gaarden, faldt hun ned ad den høje Stentrappe og forslog i uhyggelig Grad hele Ansigtet. Dette frembød tilsidst en uformelig blodig Masse.

Madam Olsen blev straks baaret op i sin Bolig, der viste sig at være en Pesthule af modbydeligste Art. En raadden Lugt slog straks den Indtrædende i Møde, og der var bogstavelig talt ikke én ren Plet, man kunde sætte sin Finger paa, saa tommetykt med Snavs og Støv var der i hendes Køkken og Stue. Overalt, hvor man vendte sig, laa Dynger af Snavs, og hun selv var paa hele Kroppen fuld af Utøj og Snavs.

Efter at man havde faaet hende lagt i de sørgelige Rester af en Seng, der tilligemed et faldefærdigt Bord og et Par elendige Stole udgjorde hele hendes Bohave, blev hun ret for Alvor rasende. Hun skreg som en Besat og vilde med Vold og Magt flere Gange springe ud gennem Vinduet. Da Raseriet vedblev, maatte man holde Vagt over hende, indtil endelig Kommunehospitalets Sygevogn langt om længe arriverede og kørte afsted med den saa dybt i Drik og Elendighed faldne Kvinde.

Hun er kun 37 Aar.

(København 9. december 1893).

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).

Mord i Dronninglund. (Efterskrift til Politivennen).

Mordet i Dronninglund Sogn. Om denne skrækkelige Begivenhed har "Nordj. Folkebl." fra en Meddeler, der kom til Stede umiddelbart efter Mordet, modtaget følgende Beretning. I Søndags Morges vare nogle Folk sysselsatte med at grave Lyngtørv i en kort Afstand fra Bolleskov. De bleve pludselig opmærksomme paa, at fra et af Husene der, tilhørende Peder Nielsen Sieg, kom Konen løbende ud og ligesom søgte at naa hen til dem; lige i Hælene paa hende kom Manden, og de saa, hvorledes han slog efter hende, og at hun faldt i en Afstand af omtrent 50 Alen fra Husets Lade. Folkene løb nu alt, hvad de kunde, for at redde Konen, idet de mente, at det var en Knippel, han slog efter hende med. Det var imidlertid en Hakkelsekniv, og saasnart Konen var falden, gav han sig til at hugge løs paa hende og skilte Hovedel heelt fra Kroppen. Han greb derpaa Hovedet i udstrakt Haand og viste det frem for Karlene, der først nu saa, hvad der var sket. Karlene løb nu tilbage for at hente deres Spader, da de ikke turde nærme sig med de blotte Hænder; imidlertid var han gaaet tilbage ind i Laden, havde lukket alle Døre og Porten og huggede løs derinde paa Alt med Kniven samt raabte og skreg som en Besat. Der kom nu flere Folk til. Porten blev sprængt, og med en Brandhage, som blev kastet om Benene paa ham, blev han reven omkuld, overmandet og bunden. Han var aldeles rasende, saa at han, liggende paa Ryggen, bed omkring sig, kastede sig pludselig om paa Maven og bed i Græset, tog Munden fuld af Jord og Halm osv. Han rystede og dirrede over hele Kroppen, Øinene lynede i Hovedet, og man kom uvilkaarlig til at tænke paa en Djævlebesættelse, thi det var som om en ond Aand sled i ham. Da Meddeleren spurgte ham, hvorfor han havde forøvet den skrækkelige Gjerning, fragik han det ikke, men raabte, at han kunde ikke andet; Satan havde befalet ham det, og det var for hendes Nysgjærrigheds Skyld. Konen havde nemlig villet see efter ham inde i Laden, da hun var bange, at han skulde tage Livet af sig; thi han havde om Natten og om Morgenen baaret sig ad som en gal Mand: alle Døre og Vinduer havde han tættet med Gødning, et Hul havde han tilstoppet med grøn Rug, og Folk havde om Morgenen seet ham løbe om med grønne Rugstraa i Munden. Med Fanden har han altid haft meget at bestille; saaledes var han i Juli Maaned ifjor aldeles forvirret i 8 Dage, lagde Halmstraa over Kors for Fanden Stuen rundt; undertiden meente han da at see Fanden staa et eller andet Sted. "men du skal blive ude", sagde han, men tilføiede dog undertiden: "Ja, ja kom saa ind." Og hele denne Tilstand, hvori han saa længe har befunden sig, skriver sig vistnok alene fra Brændeviin. Naar han havde nok deraf, var han især rasende, og efter Naboernes Udsagn har han i de sidste 10 Dage før Mordet drukket 13 Potter Brændeviin. Gjerningen maa vel derfor nok siges at være fuldbyrdet i Deliriumsraseri, men han kjendte dog alle Folk, da han bunden blev sat paa Vognen, der skulde føre ham til Arresthuset i Sæby, og han kunde svare paa flere Spørgsmaal meget fornuftig, men saa atter noget forvirret derimellem. Han burde jo vistnok allerede for længe siden have varet gjort uskadelig, men Konen har aldrig villet gaa ind herpaa endskjønt hun har døiet meget med ham. De levede ikke i smaa Omstændigheder, men havde et Fæstehuus, hvorpaa de holdt 6 Kreaturer og et Par Faar; Konen havde været gift tidligere og haft Barn i første ægteskab, medens det andet Ægteskab var barnløst. - Hun er forfærdelig lemlæstet; i Ryggen har hun faaet Flænger paa 4 a 5 Tommers Længde og 2 meget dybe, den ene helt igjennem Skulderbladet; Undermunden er fraskaaren hovedet og hænger ved Halsen, løse Tænder og Kjødtrævler laa endnu paa Gjerningsstedet, da Distriktslægen undersøgte det. Det er en Selvfølge, at denne Begivenhed har vakt almindelig Rædsel paa Egnen, selv ogsaa hos andre Drukkenboldte der, og det kunde maaskee være at den i det Mindste for en Tid kan tjene til Skræk og Advarsel for disse.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juni 1875).

Mordet skete 6. juni 1875. Afhøring af vidner og drabsmand foregik få dage efter. Retsmøder foregik i slutningen af juni til august, og Peder Nielsen Sieg fastholdt at mordet på konen Mette Christensdatter var pga. Fanden. Sundhedskololegiet mente at han havde vist umiskendelige tegn på sindsforvirring med hallucinationer, men kunne ikke bekræfte distriktslæges mistanke om at det skyldtes delirium tremens. Kollegiet mente i øvrigt at han måtte anses for at være en for samfundet farlig person. Ved dommen 23. december 1875 blev han kendt skyldig, men fritaget for straf da han havde været sindssyg. Derimod skulle han indsættes i livsvarig forvaring. Han blev herefter indsat på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt hvor han døde 1. november 1899, 72 år gammel. 

Mord i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Om en uhyggelig Begivenhed, som har tildraget sig i Grenaaegnen, idet en Mand først har dræbt sin Hustru og tre Børn og derefter aflivet sig selv, meddeler "Grenaa Av." følgende: Væver Søren Christian Hansen i Selkjær, der var 40 Aar gl,, var i høi Grad forfalden til Drik og lediggang, hvorfor Sognet tildeels maatte underholde Familien. Af disse Grunde havde Sogneraadet ønsket at faae ham anbragt i Mariager Tvangsarbeidsanstalt, og han var i den Anledning stævnet til at møde for Retten i Grenaa i Løverdags. Efter i Fredags Eftermiddag at have været beruset, besøgte han Fredag Aften sin ligeoverfor boende Svoger, hvor den af Sogneraadet trufne Foranstaltning var Gjenstand for Samtalen. Hansen, der paa den Tid ialtfald ikke var i den Grad beruset, at han kunde kaldes utilregnelig, yttrede Ulyst til den følgende Dag at give Møde i Retten, ligesom han ogsaa har ladet Ytringer falde om, at der vel gaves Midler til at undgaae at komme i Arbejdsanstalten. Under sit Besøg hos Svogeren nød han ikke Spiritus, og omtrent Kl. 9½ begav han sig over til sin Bolig, hvor man Kl. 11 vil have seet Lys, men forøvrigt ikke har bemærket noget Usædvanligt. I Løverdags Formiddags, da man fra Svogerens Huus vilde bringe nogen Mad over til Familien, hvis ene Barn var sygt, fandt man Døren laaset, og da den en Timestid senere endnu ikke var bleven aabnet, brød man den op og banede sig paa denne Maade Vei ind i Stuen, hvor et rædselsfuldt Syn mødte de Indtrædende. I en Alkoveseng laae Hansens Hustru (34 Aar gammel) og det mindste Barn (1½ Aar gl.), i en anden de to ældre Børn (det ene 7, det andet 4 Aar gl.), alle svømmende i deres Blod, Konen laa paaklædt med Ansigtet nedad og med knuust Hjerneskal, med Barnet udenfor sig. Udenfor Sengen laa en med Blod besudlet Øxe hvis afbrukne Skaft laa paa Bordet; i et Hjørne af Stuen stod en svær Knippel, der formenes at være benyttet som Mordredskab, efterat Øxen er sprungen af Skaftet. Ved fra Stuen at begive sig gjennem Forstuen og Kjøkkenet til Tørvehuset, fandt man paa sidstnævnte Sted Hansen selv hængende. Forholdet imellem Hansen og Hustru skal, udenfor de Tider, naar han var beruset, have været taaleligt godt, og Konen beskrives som skikkelig og, i Forhold til sine Evner, ordentlig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1873).

Dagsbegivenheder. (Efterskrift til Politivennen)

- I Tirsdags Aftes indbragte ifølge "Dgbl." den paa Lygteveien posthavende Politibetjent til Stationen paa Nørrebro tvende Arbeidsmænd, af hvilke den Ene beskyldte den Anden for at have dræbt en Mand, hvis Lig henlaa i Grøften ved Bisbergveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk, tildækket med Løv og deslige. Efterat den formentlige Morder var sat under sikker Bevogtning paa Stationen, fulgte nogle Betjente med Anmelderen for at lade ham paavise Stedet, hvor Liget laa, men forinden de naaede dette, mødte de en i høi Grad beskænket Mandsperson, ledsaget af endel Mennesker, som havde fundet ham i Grøften og faaet ham op. Denne Person, der ikke bar Spor af nogen imod ham anvendt ydre Vold, men kun var i høi Grad drukken, blev af Anmelderen gjenkjendt som den formentlig Dræbte og medtagen til Stationen, hvor ban tilligemed sin foregivne Banemand, som ogsaa var endel beskænket, forblev Natten over for at udsove Rusen. Sammenhænget oplystes nu at være det, at de to Hovedpersoner i den bedste Forstaaelse havde nydt en stor Del Drikkevarer, samt at de derefter vare gaaede ud ad Veien, idet den Ene vilde søge Arbeide i en i Nærheden liggende Eiendom. Medens han udrettede dette Ærinde, satte den Anden sig paa Veikanten, men var ved sin Kammerats Tilbagekomst falden i Grøften, hvor han laa i en saa dyb Søvn, at denne ikke kunde faa ham vækket og derfor troede, at han var død. Han sprang da op af Grøften, netop idet Anmelderen kom forbi, og løb for at gjøre Anmeldelse til Politiet, men da han paa Anmelderens Spørgsmaal om, hvorfor han løb, svarede, at der laa en død Mand i Grøften, troede Anmelderen i ham at se en Morder i Begreb med at flygte og foranledigede derfor, efter først selv at have taget den formentlig Dræbte i Øiesyn, at han blev anholdt og bragt til Politistationen.

(Dags-Telegraphen (København) 30. maj 1868).

Vanvidskjørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste dS, forefaldt paa en Landevej lidt Vesten for Varde en Scene af en besynderlig Beskaffenhed. To Vogne, hvoraf den ene var forspændt med 3 Heste, kjørte omkap ved Siden af hinanden i saa stærk en Fart, at de for den ene Vogn forspændte tre Heste bleve løbske. Under Ledet henad Vandevejen faldt efterhaanden de to paa Vognen værende Mennesker at, uden dog ar komme videre til Skade, og et Stykke længere frem tørnede de tre løbske Heste med Vognen mod et Kobbel Køer. Den her stedfundene Forvirring lader sig lettere tænke end beskrive: Roerne, Hestene og Brudstykkerne af en massakreret Vogn imellem hverandre. Samtlige Køer bleve tide tilredte, en af dem mistede i Kampen et Horn, en anden fik Snuden opreven, en tredie blev liggende paa Valpladsen med en Del af Vognen ovenpaa sig. - Vi meddele imidlertid ikke denne Begivenhed for at fortælle en Nyhed, men vi meddele ben for atter at komme tilbage til et Thema, vi tidligere have behandlet, og som vi tro ikke kan omtales for tidl. Der er nemlig der afskyelige Brændevinsfylderi. Det forsikres nemlig, at begge Kudskene for de omkapkjørende Vogne (Christen Nielsen den Ældre af Outrup og Mølleforpagter Mohr af Søvig Mølle) vare drukne, og at dette ogsaa virkelig maa have  været Tilfældet, fremgaaer tydelig af Væddekjørselen, thi ingen ædru og fornuftig Mand vil kunne hitte paa, baade for sin egen og sine Hestes Skyld, ikke at tale om den Fare, han udsætter de Vejfarende for, at gjære sig skyldig i saadanne kaade Drengestreger. (Varde Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 17. september 1859)

Beretningen fik følgende ord med på vejen:

- - - Det er ogsaa vitterligt at der, især Markeds- og Torvedagene, i flere Timer kan holde forspændte Vogne udenfor Værtshuse i Varde (og ikke der alene) og vente paa dem, der skulle befordres, medens disse sidde paa Værtshuset og drikke sig fulde, og naar saa Vedk. endelig skulle afsted, er der strax Sammenstimlen af Mennesker for at see de fulde Folk. Bladet henstiller til Værterne, i Menneskelighedens Interesse at give Afkald paa den Smule Fortjeneste, der kan hentes ved allerede berusede Folk - "siden Politiet, der umuligt kan være uvidende herom, lukker Øinene for Scandalen og i den Retning forholder sig passiv". Bladet opfordrer ogsaa Politiemesteren til at paatage sig det Hverv personlig af og til at "lade sig see omkring i Byen; han vilde da tidt komme til Kundskab om Ting, som han nu ikke veed, og som en Politiemester ubestrideligt bør vide".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. september 1859. Uddrag).

Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Ladegaardsarbejder idømt Vand og Brød. (Efterskrift til Politivennen)

Fabriksarbejder paa Ladegaarden Frdr. Aug. Olsen var Søndagen den  3die August d. A. med Tilladelse udgaaet fra Anstalten, og efterat han med Fabrikarbeider Muhl havde varet inde paa 2 a 3 Værtshuse, indfandt de sig endelig i den af Ladegaardens Befolkning saa yndede "Dandsekjelder" paa Blaagaardsveien, hvor Muhl snart mærkede, at han ikke kunde taale mere , hvorfor han begav sig bort og faldt isøvn paa Marken. Olsen fik imidlertid en Pægel, men drak heraf kun en ringe Deel. Han vilde nu af Høker Rasmussen have Tilladelse til at gaae igjennem Disken hen til en anden Fabrikarbeider, der sad inde i Rasmussens Stue, men da dette blev ham nægtet, begyndte han herover at raabe og skrige, samt teede sig som et galt Mennesie. Medens han, siddende paa Gulvet, opførte sig saaledes, kom Politibetjent Hertz tilstede for at styre ham tilfreds, men idet Olsen nævnede Betjenten ved Navn, som derhos havde sit Skilt fremme, yttrede han: "jeg bryder mig ikke om Politiet " og at han blæste Politiet Noget, og foer ind paa Hertz, samt lagde sin Haand paa ham og truede med at ville slaae ham ihjel. Da han derefter blev ført ind til Byen i Politiarresten, udskjældte han her en af Arrestvagterne for en "Tyveknægt" og en anden for en "Skurekarl". Arrestanten har vel, under Paaskud af, at han ved den omhandlede Leilighed var aldeles drukken, benegtet at kunne mindes det Passerede, men efter hvad der desangaaende under Sagen blev oplyst, kunde det ikke antages, at han havde været i den Grad beruset, at hans Tilstand maatte udelukke Tilregnelighed. Da den af Arrestanten udviste Adfærd, med Undtagelse af hans Trudsel med at ville slaae Betjenten ihjel, hvorom der ikke tilveiebragtes fuldstændigt Beviis, var sat udenfor Tvivl ved Politibetjentens og Arrestvægternes, som og ved Høker Rasmussens og 2de tilstedeværende Snedkersvendes aflagte edelige Forklaringer herom, blev Arrestanten, der forhen oftere var straffet, ved Criminal- og Politirettens Dom af 22de Novbr. herfor anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16 og Lovgivningens Grundsætninger med en Straf, der bestemtes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1851, 2. udgave).

Bekjendtqjørelse fra Politimester Ræder i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

indrykket i Byens Avis: Læredrengene her i Byen have i længere Tid besøgt Kipperne og lignende Steder, og der afstedkommet mange og mange Slags Uordener, indtil jeg troede at gjøre bedre i at tillade dem, indtil et bestemt Klokkeslet, at besøge visse Værtshuse, dog uden at de der maatte spille eller drikke. Paa denne Maade dreves Drengene ud af Kipperne. Det har imidlertid viist sig, at Værtshuusbesogene have ført til endnu større og mere almindelige Uordener, og jeg har derfor nu maattet forbyde samme. Forudseeligen vil dette Forbud have til Følge, at Drengene igjen ville søge til Kipperne, hvilket Politiet vistnok, saavidt muligt, vil søge at forhindre, men dog alene ikke vil være istand til at forebygge. Ondet har nemlig sin Rod i den altfor store Frihed, som ikke blot om Søn- og Helligdagene, men selv om Sognedagene indrømmes Drengene, og saalænge Forældre og Mestere ikke i dette Stykke ville virke i Forening med Politiet, vil dette kun beholde Valget imellem at drive Drengene fra Værtshusene til Kipperne og fra Kipperne til Værtshusene. Jeg opfordrer derfor paa det Indstændigste enhver samvittighedsfuld Mester, Fader eller Huusbonde til at holde deres Drenge og Sønner saavel fra Kipperne som fra Værtshusene, og derimod at søge paa passende Maade at beskjæftige dem i deres Fritimer, eller at forskaffe dem anstændig Fornøielse hjemme, hvilket i al Fald ved Foreninger imellem et Antal Mestere letteligen vil lade sig gjøre. Erfaringen har i den seneste Tid viist, for hvilke Farer Haandværksdrenge og lignende unge Mennesker, naar de formeget ere overladte til dem selv, ere udsatte, og ingen brav Mand vil have det paa sin Samvittighed at have bidraget til at styrte et ungt Menneske i Fordærvelse, der af Forsynet eller af Forældre og Værger var overdraget ham til Opdragelse og Omsorg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1842).

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

Til Vertshuusholder Knud - , udenfor Vesterport.

Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad.

Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.

Efter således ganske kort at have sagt dig min mening om din og din kammerats opførsel, vil jeg endnu gøre dig opmærksom på at der gives skrappe love mod forstyrrere af folks husfred, og at jeg helt sikkert ikke skal undlade at tage min tilflugt til dem hvis det oftere skulle falde dig eller andre ind at gæste mit hus på sådan pøbelagtig måde. Ville du ikke gøre det samme, Knud! hvis nogen øvede vold i dit hus?

København den 7. januar 1834
Andersen

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 28-29) 

Lazaronerne ved Gymnastikhuset.

Ved det nye gymnastikhus ved Filosofgangen indfinder sig dagligt når det er solskin et antal lange, pjaltede dagdrivere der her især i middagsstunden og henad eftermiddag, udhviler deres dovne kroppe i det grønne. At de alle er besværede med en vis indkvartering, viser den uafbrudt riven og skutten, og skønt de er unge, efter udseende stærke karle, tror man dog ikke de hverken ønsker eller kan arbejde, da de alle i større eller mindre grad har den rystende syge (delirium tremens).

Da de næsten dagligt afstedkommer de afskyeligste uordener med slagsmål og ved at udskælde de forbigående, var det inderligt at ønske at vort raske politi ville se lidt ind til dem - men kraftigt måtte det være, for uden grov konfekt er alt uforståeligt for disse spyfluer for borgerfreden.

(Politivennen nr. 911, Løverdagen, den 15de Juni, 1833. Side 409-410) 

Luk Op!

Når man i Frue Kirke er så uheldig at gå ind ad den midterste kirkedør som er lige for prædikestolen, og kirken allerede er fuld af mennesker, kan man let blive indespærret. For kirkebetjentene tager sig af høflighed mod prædikanten den frihed under prædikenen at forvandle kirken til et fængsel. Den del af menigheden som er samlet inden for ovennævnte udgang bliver derved ofte slemt ulejliget. 

Således hændte det sig julemorgen at en person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik. Følgerne heraf måtte nu de omkringstående døje næsten en time da ingen jo kunne slippe ud, og således blev den gudstjeneste til en pine. Hvis derfor menigheden skal finde sig i at døren lukkes for at ingen skal komme ind, kan i det mindste med ret kræves at en af de talrige kirkebetjente hensættes for at lukke enhver ud der ikke kan blive, formedelst en naturlig eller unaturlig fornødenhed.

(Politivennen nr. 786, Løverdagen den 22de Januar 1831, s. 68-69)

"En person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik." (Frue Kirke. Prædikestolen er udenfor billedet til venstre. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

At "kalde på Ulrik" er ifølge ODS er udtryk for at brække sig.

Om drukne Mennesker Transportering.

I forrige uge så anmelderen et beskænket menneske bundet på en stige af vægterne blive båret fra Adelgade til Råd- og Domhuset. Under transporten kom det af rusen aldeles bedøvede menneskes hovede til at hænge bag over ned mellem trinene på stigen. Man ved at denne stilling kan have farlige følger for et aldeles ædru menneske, men langt mere for et beruset da blodet i denne tilstand stiger til hovedet, endog når menneske står eller sidder i en oprejst stilling. Anmelderen er derfor så fri at gøre vægternes foresatte opmærksomme herpå for om de ikke skulle finde det gavnligt og hensigtsmæssigt at befale vægterne at vore forsynet med et lille bræt af den størrelse at det kunne dække åbningen mellem to af trinene. Dette bræt kunne da i tilfælde af en sådan transport var nødvendigt, bindes til stigen der hvor menneskets hoved skulle hvile. Herved ville forebygges at vægterne i stedet for at komme til rådstuen med en drukken mand, kom med en død, hvilket tilfælde både er tænkeligt og muligt.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 415-416)

Natteuorden paa en Svendekro

Adskillige gange har indsenderen gennem dette blad påtænkt at ville offentliggøre det uvæsen der finder sted i tøj- og bomuldvæversvendenes herberg på Rosengården. Men så længe det var nogenlunde tåleligt har han været tavs. Nu derimod nødsages han til at fremkomme med disse linjer fordi han mærker at det onde bliver stadig værre.

Efter borgerlig sengetid kl. 11 natten mellem lørdag og søndag den 23. og 24. august forleden vedblev der på nævnte svendeherberg at være en sådan støj at hverken gårdens beboere eller deres naboer og genboer kunne lukke et øje hele natten. Samme støj udartede omsider gennem druk til slagsmål der varede ved næsten til søndag dag.

Man spørger derfor den ansvarlige autoritet om gårdens beboere ikke har ret til at påtale en sådan uorden der i almindelighed finder sted lørdag og søndag på nævnte herberg, og om det er tilladt krofaderen eller værten i herberget at beholde en del svende hele natten i huset og derved være et redskab til forstyrrelse af husroen hvorpå enhver med rette kan gøre fordring.

(Politivennen nr. 661, Løverdagen den 30te August 1828, s. 570-571)

Om Drengeopløb paa Gaderne

Herr Udgiver!

Da erfaring hr vist at Deres blad har stiftet megen nytte, så tager indsenderen sig den frihed at fremsætte følgende: 

Enhver retsindet kan vist ikke uden rimelig harme se de mange optøjer som begås af københavnske gadedrenge, samt høre den spektakel disse forårsager ved deres hvinen og skrigen. Men de udøver i særdeleshed deres uvæsen mod beskænkede mennesker. Der går sjældent en dag forbi uden at der sker sådanne uordener med fulde folk, idet disse omringes af en mængde drenge som ved deres vedvarende drillerier i den grad opægger de beskænkede til vrede at det gøres vanskeligere at bringe dem til deres hjem. Ja det sker ikke sjældent at de som vil hjælpe et sådant menneske selv udsætter sig for ubehageligheder. Som eksempel herpå tjener følgende:

Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob. En person som kom til, ynkedes over konen og anså det for sin pligt at få hende bragt til sit hjem, hvortil 2 personer der såvel som flere fornuftige folk højlydt ytrede deres mishag også straks var rede til at hjælpe. Da han nu så konen i gode hænder, og ville begive sig bort, vendte de omkringstående drenges harme sig mod ham formodentlig fordi han anmodede dem om at gå deres vej og lade konen i fred, og således forspildte dem den glæde at forhåne en gammel kone, så at han selv blev forfulgt til sin bopæl af denne pøbels hvinende og larmende skrig, udsat for deres mishandling. 

"Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob." (Grønnegade nr. 20, formentlig fra omkring år 1900. Der er cafe og billiard i nabobygningen. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913).

Man kan vist ikke nægte at vores virksomme politi gør alt for at vedligeholde ro og orden. Men da det er umuligt at de kan være til stede ved enhver lejlighed, og da det dog vel bør være enhver god undersåts pligt at bidrage sit til ordens tilvejebringelse når ikke politiet er til stede, så tillader anmelderen sig hermed at fremsætte følgende forslag. Det nemlig at det blev beboerne i et vist antal huse på begge sider af det sted hvor spektakel og opløb fandt sted, pålagt at indfinde sig ved enhver sådan lejlighed for at adsplitte pøbelhoben og således at tilvejebringe orden og ro. For at disse beboere kunne legitimere sig som berettigede til at standse opløbet kunne de få et tegn som de i så tilfælde burde anbringe på et sådant sted at det kunne ses af enhver.

På denne måde ville stadens beboere uden nogen synderlig lejlighed understøtte politiet i dets mangeartede forskellige og byrdefulde forretninger, samt i det hele taget afværge de for tiden så hyppige opløb af pøbelen.

(Politivennen nr. 557. Løverdagen den 2den September 1826, s. 587-590)

Tillæg til Stykket i Politievennen Nr. 544 og 545 om: "Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen".

Hvad der er skrevet i oven nævnte stykke om gilderne, er vist nok i overensstemmelse med sandheden skønt det ikke er ens alle vegne. Dette har sine grader rettet efter gamle eller nye vedtægter, men hvor det er så slemt som forfatteren beskriver det, må gilderne være højst skadelige.

Hvor disse gilder ikke er så ødelæggende, der er ofte en anden lyst som måske er mere skadelig end denne. Den er:

Lyst til krogang.

Kroernes nødvendighed for rejsendes bekvemmelighed er erkendt. Men kroernes beliggenhed og kroværternes forhold har største indflydelse på moralen og på de i dette stykkes overskrift benævnte fordærvelser. Ligger en kro i en bondeby, da er der eksempler på at der hver søndag er selskab af tjenestekarle og drenge, husmænd og inderster, ja en gang imellem af gårdmænd. De drikker og dobler indtil de bliver berusede, derpå slås de, hvorved en og anden kommer til skade, så han i længere eller kortere tid ikke kan arbejde, ja en gang imellem endog mister sin hilsen og førlighed for bestandigt.

Når de først er berusede, så går de sjældent hjem så længe de har penge eller kunne blive betroet. Når manden ikke er hos sine folk i marken, så sender de bud ti kroen - hvis den er nær ved - og drikker sig en rus ved arbejdet. De bestiller altså lidt eller intet, selv i den bedste høst. Om vinteraftner er disse mennesker oftere i kroen.

Hvad er nu følgerne af det? Tjenestefolkene fordærves fra små af. De sætter deres løn til før den er tjent. De bliver aldrig ejere af så meget at de kan købe sig et hus. De forsømmer deres husbonds arbejde og han bliver af den grund ked af dem. De bliver kede af at tjene, gifter sig næsten som drenge, avler børn, fæster sig et hul at sidde i, og nu søger de ligefuldt kroen som mænd. Deres stakkel kone og børn må nu hytte sig selv. For om sådan en husmand eller indsidder nu fortjener lidt ved dagarbejde, så øder han det om søndagen. Den næste uge har han intet, må selv sulte osv. Bliver han nu soldat så må hans kone og børn hjælpes af fattigvæsnet og tillige tigge. Er han fri derfor, så må hun og børnene alligevel tigge eller trygle fordi fattigkassen ikke hjælper så unge mennesker.

Dette er et tro skildring af kroerne i byerne hvor kroværterne er samvittighedsløse nok til at tillade noget sådant og øvrigheden enten ikke kan råde bod på det eller ikke kender det. Mange lider under denne misbrug. Men ingen vil være angiver. Øvrigheden bliver altså uvidende om hvilke laster der går i svang.

Det var ønskeligt om disse linjer kunne virke nogen forbedring ved at gøre højere foresatte opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 559-562)

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

 (Slutning. Se nr. 544) 

Som oftest er det også tilfældet at ikke kærlighed, men kun dyrisk sanselighed forenede dem. Og er det da at undres over at uenighed finder sted blandt sådanne ægtefolk. Og når armoden står for døren, om det gamle ordsprog da også her anvendes. Når krybben er tom, da bides hestene. Er da sådanne ægteskaber ikke ulykkelige, og er det fordærvelige gilder ikke skyld i det? Jo, desto værre en sørgelig erfaring stadfæster det.

Er nerverne fra barndommen af svækket ved umådelig nydelse af spirituøse drikkevarer, da virker den sædvanlige kvantitet senere hen ikke så stærkt som i begyndelsen. Men der må stedse mere og mere til for at pirre de allerede i ungdommen slappede nerver. Og hertil er sandelig lagt en sikker og fast grund i gildehuset. Hertil kommer at den allerede forarmede indsidder eller husmand der som karl er vant til druk og vellevnet efter en usædvanlig fortjeneste som før vil gøre sig til gode med flasken og denne ide fornys så ofte lejligheden tilbydes. Hans børneflok formeres, hans fortjeneste aftager, sorg og bekymring træder i disses sted. Hans sultne børn skriger forgæves om brød og han drukner deres råb og hans samvittigheds røst i brændevin for dog i sin beruselse at have nogen frist for disse græsselige kvaler.

Det er sandelig intet under om en sådan mand forbryder sig imod lovene og udrækker hånden efter fremmed gods. Mon ikke en stor del af dem der opfylder landets fangehuse er skredet således videre og videre frem på lasternes bane? Jeg mener jo.

Men det er lige så vist at armoden ikke længere dvæler hos indsiddere og husmænd alene. Også gårdejerne er gæstet af den. Også til de større gårdejere er den trængt frem. Dette viser de hyppige udpantninger og ejendomssag efter øvrighedens foranstaltning. Men har ikke også de været lemmer af gildeselskaberne? Det kan umuligt være andet end at armoden må opslå sin bolig hos den ellers så hæderlige bondestand. For når karle, drenge og piger uforstyrret kan drive deres uvæsen i 2 til 3 dage og nætter om ugen, er de da skikket til arbejde de andre af ugens dage? Nej! Men antages endog dette, kan da bondens arbejder besørges i 2 til 3 dage ugentlig. Umuligt, de kræver uafbrudt anstrengelse. Men dette kan ikke ske så længe tyendet er den befalende og husbonden den adlydende klasse (for kun få husbonde blandt almuen tør nægte tjenestefolkene at gå til gilderne.). Jeg vil ikke sige at før nævnte gælder om alle. Nej, der gives Gud ske tak endnu enkelte undtagelser. Men det gælder sandelig for den største del. Det er da vist nok tid at tænke på mider til almuens redning.For er den nærende stand ødelagt, hvad skal der da blive af den tærende stand!

Almuen føler selv armoden tiltager. Men den kender ikke, eller vil ikke kende, grunden til det. Fornuftige forestillinger nytter intet. Nej, uden øvrighedens kraftige bistand vil alle andre midler være frugtesløse.

Da indsenderen anser ovennævnte sammenkomster for den vigtigste kilde til lasternes og armodens fremtrængen, så tror han også at kilden er let stoppet Det tillades mig at ytre min mening om måden, hvorpå jeg tror dette lettest kan ske Dersom fx politiet uformodentlig indfandt sig i gildehusene hist og her og den mand der lod sit hus bruge til sådanne sammenkomster sammen med alle tilstedeværende (børn ikke undtaget) af øvrigheden blev anset med en eksemplarisk penge- eller anden straf, da ville gilderne snart ophøre, færre ulykkelige ægteskaber stiftes, fattigvæsnet få færre at understøtte, tjenestetyendet blive hvad det skulle og burde være, oplysningens anstødssten for en del ryddet af vejen, drikfældigheden aftage og velstand og sand lyksalighed vende tilbage til den danske almue. Lad det ske, lad det ske!

(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10. Juni 1826, s. 373-377)

Redacteurens Anmærkning

Se også tillægget til denne artikelserie.

(Bemærk at der er rod i sidetallene. Side 373-375 repeteres) 

Bøn om Indskrænkning af Landsbykroer.

Det er desværre vist ofte og tydeligt bevist at privilegerede kroer i landsbyer hvor der ikke passerer rejsende der kræver nødvendigheden af samme, i de fleste henseender er meget mere unødvendige og skadelig end nødvendige og nyttige for landalmuen. Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet.

Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål *), gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!

Hvor mange grænseløse elendigheder forårsages ikke her? Ringeagt og foragt mod, og fræk overtrædelse af Guds og øvrighedens religiøse love. Arbejdsmanden som i almindelighed udgør denne del af beboerne, bliver derved fattig og forarmet. Hans sukkende kone og uskyldige børn må ofte forgæves anråbe om brød, eller også betle samme af andre. Huslig lyksalighed forsømmes af mangel på selvforspildt evne. Ja, det som er endnu værre, børnene, uskyldighedens billeder, forføres og forarges derved af deres egne forældre til at blive endnu en mere fordærvet og vanartet slægt! Forbandelse og benægtelse udstødes ofte fra deres læber, når de skal bidrage til almenvellets fremme med en lille skærv som de derimod med glad mine ofrer på drukkenskabs og uterligheds alter.

"Når sådanne personer efter et uordentligt og i drukkenskab henført liv med tiden bliver svækket, og uskikket til arbejde, må de jo ernæres på det offentliges bekostning." (Svirrebrødre på vej ind af Vesterport)

Og endelig når sådanne personer efter et liv levet uordentligt og i drukkenskab med tiden bliver svækket og uskikket til arbejde, må de jo ernæres på det offentliges bekostning. Den arbejdsomme, ædruelige og sparsommelige mand må nu yde sin med møje erhvervede og opsparede skærv til sådant afskums og ulykkelige families underholdning. Man vil ved denne lejlighed erindre sig Norges hedengangne uforglemmelige kong Sverres tale til det forsamlede fok på torvet i Bergen **), hvori han forbyder de lejligheder der muligvis kunne lede folket til drukkenskab. Og endelig siger han: "Drukkenskab nedbryder jeres formue, jeres sjæl, jeres legeme. Denne last er det som føder og nærer onde lyster og tøjlesløs dumdristighed. Heraf indbrud og tyverier, vold og kvinderov. Heraf klammerier, slagsmål og blodsudgydelser. Vogt jer da for en last som ødelægger sjæl og legeme, som her pådrager jer spot og armod, og her straf og fordømmelse".

Mange ædelt tænkende menneskers ønsker, mange beklagelsesværdige koners og børns sukke forener sig lydeligt med dette avertissements offentlig fremtrædelse og anråber høje ansvarlige om at værdige denne sag nogen opmærksomhed, at virke til sådant skadeligt kroholds indskrænkning i landsbyerne, så at menneskevel og borgerlig lykke ikke derved skal forstyrres så ofte. For lejlighed fremavler fristelse, og denne omslynger og indvikler så ofte menneskene i sine mægtige snarer så at de til sidst falder i fordærvelsens afgrund. Oh, måtte da indskrænkning i skadelig krohold tilvejebringes. Da ville man sikkert skue den lykkelige tid i møde da huslig lyksalighed oftere ville være til stede i mange huse. Armod og fattigdom selv i trange tider meget formindskes, og en heldig til dyd fremvirkende børneopdragelse finde sted hos en langt større del af beboerne, hvis gavnrige frugter vist ville ydes deres sønner og døtre.

Ja, vigtig er sagen, for den angår både menneskets timelige og evige vel! Og forvisningen herom er den der har fremavlet forestående, med forventning af sagens nøjere bearbejdning.

*) At slagsmål og deslige har fundet sted i vinter, vil kunne erfares af politiprotokollen da der har været forhør om det.

**) Se Munthes læse- og lærebog i Fædrenelandets historie, pag. 110-111

(Politivennen nr. 431. Løverdagen den 3die April 1824, s. 6961-6965)

Redacteurens Anmærkning

Det er formentlig den nu michelin-stjernede Søllerød Kro skribenten hentyder til, selv om den som udgangspunkt ironisk nok startede i 1677 af den lokale præst for sognebørn og gennemrejsende.

Forslag til Afværgelse af Bondesvir.

For rum tid siden blev gjort det spørgsmål i dette blad hvorledes den tiltagende svir blandt mange af landsbyindbyggerne bedst kunne hæmmes. Indsenderen vover her at fremsætte et middel. Måske lader det sig ikke udføre af mig ubekendte årsager. Dog lad vedkommende afgøre det. 

Efter mine ringe kundskaber om bonden i særdeleshed tror jeg at han før har givet sig mere af med at forarbejde allehånde redskaber henhørende til sit arbejde. Nu derimod kan sådanne redskaber muligvis købes for meget billig pris, hvorfor han lader være at forfærdige dem selv, hvilket nok er urigtigt. Især på de lange vinteraftener keder han sig hjemme, da hverken han eller familie finder stof hos sig til lærerig og nyttig samtale. Han går da på kroen. Dog den tomhed hos familiefædrene er desværre også tilfældet hos købstadsmanden. Derfor går denne i klubben. 

Hvad om nu præsten og skolelæreren, drevet af embedsiver, skiftedes til at samle de voksne bønder hos sig og underholde dem nogle timer med forelæsning af ting der kunne være bonden til nytte i sin håndtering eller også noget der kunne give ham lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad der var uden for hans by, såsom rejsebeskrivelser, jordbeskrivelser mm. Ville der da ikke altid hænge noget ved, når han kom hjem. Og dette noget ville han meddele sine. De yngre ville da længes efter tilladelse til at overvære disse forelæsninger, og mange gange ville da kroen blive glemt. 

Mennesket er nysgerrig eller rettere sagt for de mere dannede: videbegærlige. Øvrighedens pligt er det da kun at lede denne videbegærlighed hos almuen til det der er nyttigt. Alle slags aviser måtte vist ganske bandlyses ved sådanne forelæsninger og tvang også. Man besøgte dem nok godvilligt, når kun en eller to havde overværet de første møder.

Desværre søger mange såkaldte fornuftige og dannede mennesker flaskens trøst når deres økonomiske forfatning er dårlig. Hvor let da at den mindre dannede søger samme vej for dog en gang imellem at drukne sorgerne. Dog den druknede kommer til live igen og føler sin tilværelse endnu værre end før. En større dosis må altså drukne sorgen igen, og således fremdeles.

(Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347, Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427,  Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493 og Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516