Lad de Døde hvile i Fred!

Et syn der længe har mishaget indsenderen, tillader han sig herved at omtale offentligt. På Helligåndskirkegården har det i mange år været skik at nabolagets beboere sagtens imodvisse dusører ophænger deres vasketøj til tørring og får deres engetøj solede. - Når man nu træder ind på kirkegården for at søge en kær afdøds grav, kan man undertiden næppe komme ti den på grund af det ophængte tøj, eller de over gravene placerede sengeklæder. Uden tvivl er synet af sådanne genstande allerede ubehageligt. Men når dertil kommer at man i dyre domme betaler for gravenes vedligeholdelse, og den ulovlige benyttelse af kirkegården giver anledning til at både voksne og børn jævnligt nedtræder og ødelægger de vedligeholdte grave, kan man vel med grund vente en forandring deri, bevirket ved dem hvis pligt det er at påse den savnede orden.

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 453-454)

Sprogurigtigheder og Usands.

Følgende to gravskrifter der skal være forfattet af en skrædder og findes på Helligånds Assistenskirkegård, kan nok fortjene en plads i Politivennen.

1) Herunder hviler de jordiske Levninger af forhen Handelsmand Sørren Hansen fød Aaret 1766 den 20 Junii og død den 14 Junii 1820 efter 30 Aars kjærlig Ægteskab.

Min kjærlige Mand og ægte Ven
I Døden sov Du rolig hen
Da Almagtens Stemme til Dig lyde
Forlade skal Du dette Jordiske,
Og hisset der det Bedre nyde
I Fredens Bolig og Uforkrænkelighed

Du gik bort jeg blev tilbage
Hvo er nu som kan trøste mig!
Jeg vil ei sørge og forsage
Kuns det Haab, det nærer jeg
Naar mine Dage her er endt,
Vi hisset da, vist samles skal igen
A. C. Magdalena Hansen
fød Bondzen

2) Herunder hviler de jordiske Levninger af Anne Chatharine Magdalena Hansen fød Bontzen fod den 14 November 1764, død den 1ste October 1822 *)

Min svigerinde, haabefuld Du troede
At henleve Din Tid sorgfrie og rolig
Men snart det søde Haab forsvandt
Sygdom og Svaghed isteden indfandt,
Over Aar maatte Du den Skjæbne friste,
Indtil Døden kom, og Hjertet det briste
Da endtes ald Din Sygdom og Smerte,
Din Sjel da iilde til bedre Verden,
Dit Legem nu roe og Hvile fandt
I Graven ved din hensovede Mand,
Indtil Verdens den sidste Dag,
Da Du igjen med ham forenes skal.
Fred være med Eders Støv
Ingeborg Bøttinghuus

*) Hvorledes går det til at konen er død den 1. oktober 1822. Er det måske en profeti?

(Politivennen nr. 350. Løverdagen den 14de September 1822, s. 5670-5672).

Uorden.

Der har ofte skønt forgæves været klaget over at bog Helligåndskirkeport ud til Valkendorfsgade findes en mødding af allehånde fæle ting. Men i helligdagene gik det så vidt at sådanne uhumskheder lå langs muren lige fra nævnte port til den port der går ud til Vimmelskaftet. For kirkegængere og andre der passerede denne vej, var det et væmmeligt syn især da gaden udenfor var rengjort. Bør gravekarlen ikke sørge for sådant bringes på renovationsvognen?

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5047).

Niddingsdaad paa Assistens Kirkegaard.

Ær dette fristed, vandringsmand!
Nærm dig ej did, såfremt din barm er ondskabs sæde,
Men er du god du frejdig det betræde!
Du mellem disse grave græde kan

Florian

Med vemod må den tænkende og følsomme vandrer på Assistenskirkegården højligt beklage den niddingsdåd der daglig udøves ved plyndring af gravene. Ikke alene af de skønne og dyre blomster, men også på monumenter, bænke, træplanter, visne kranse m., der røber ikke en ussel vindesyge, men den stærkeste ondskab! Hvad må den lidende ikke føle der med et beklemt hjerte dvæler ved den elskedes grav, forskønnet som et blomsterbed og som der håber på lindring i naturen ved fx at beskue rosenknoppens udspring (håbets symbol!) og må se samtlige afskåret? At vide de kraftigste forholdsregler som er taget for at beskytte de forudgangnes gravminders fred, derom er vist hos de gode kun et ønske, en stemme! Og fortjente ikke selv den mindste udåd på graven at straffes som kirkeran. For religion og natur helliger de dødes minde? En sand menneskeven som med en heldig pen ville lave udkast til et udførligt forslag til at genfinde den forstyrrede ro blandt gravene ville vist blive hørt og velsignet af fredselskere.

"På Helligåndskirkegård vil et gravminde mv snart blive anbragt. Man vil nu forinden advare mod ethvert forsøg på oftere at forstyrre denne gravs fred" (Blik over hvor den nordre kirkegård lå. Bag smedejernsgitret tilhøjre findes de eneste rester af kirkegården. Eget foto 2015).

Anmelderen har smerteligt oplevet flere af de nævnte nederdrægtighedens lønkunster, efterhånden i 7 uger udøvet på graven Litra J, nr. 71 på Helligåndskirkegård, hvor et gravminde mv snart vil blive anbragt. Man vil nu forinden advare mod ethvert forsøg på oftere at forstyrre denne gravs fred, hvorpå anvendes den strengeste opmærksomhed. En erkendtlighed af 10 rigsbankdaler udloves til den som enten bevisligt kan opgive bemeldte gravsteds nuværende eller endnu befrygtende fredsforstyrrer og som betales af anmelderen efter påvisning af dette blads udgiver.

(Politivennen nr. 288. Løverdagen den 7de Julii 1821, s. 4623-4625).

Redacteurens Anmærkning

Begravelser i den indre bys kirker blev forbudt fra 1805 og på den indre bys kirkegårde fra 1851. Selv om artiklen starter ud med Assistenskirkegården virker det som om skribenten har fået oprettet et gravsted på Helligåndskirkens kirkegård. I givet fald kan det have været i mod nord langs nuværende Valkendorfsgade hvor borgerlige, type Politivennen-skribenter foretrak at blive begravet. Kirkegården blev nedlagt 1851 og et lukket område indtil 1895. Hvorefter der blev adgang for offentligheden til den velkendte park. Kun enkelte gravsten er bevaret i et lille område langs Helligåndskirken.

Om Klæders Tørring paa Kirkegaardene.

Indsenderen af dette har kun i få måneder har opholdt sig her i byen, men husker dog engang på landet at have læst et stykke indført i Politivennen angående Helligånds Kirkegårds afbenyttelse til tøjtørring. Han kan ikke nok så meget undre sig over at da han passerede denne vej onsdag den 12. maj var denne uorden enten ikke blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen. Man siger "at i graven findes først ro", men dette kan dog nok ikke så ganske være tilfældet. For de folk der formodentlig til indtægt for graverkarlen tørrer deres tøj på nævnte kirkegård bliver desuagtet ved med at stå på gravene for des bedre og mageligere at kunne hænge deres tøj op. Uagtet de afsjælede legemer intet lider herved, kan dog de efterladte intet andet erindre herom end at det er en stor uforskammethed således at vansire de mange nyligt forbedrede grave der af de afdødes slægtninge hvert år bliver istandsat.

"Han kan ikke nok så meget forundre sig over ved at passere denne vej onsdag den 12. maj at denne uorden enten ikke er blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen." (Rester af Helligåndskirkens Kirkegård. Eget foto).

Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på det for at dette onde kan blive forebygget hvorfor denne mangel måske snart vil blive afhjulpet og disse har krav på enhvers tak når samme måtte blive taget til eftertanke uden videre påmindelse.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2840-2841)

Noget til Graverkarlen ved Helliggeistes Kirke

I lang tid har man med ækelhed set krogen ved indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen. Da nu graverkarlen hver aften tillukker og om morgenen oplukker indgangsporten, så er det underligt at han kan lade sådant blive liggende og ikke sørger for at det bortføres. Han eller den hvis pligt det er at holde kirkegården ren, gøres derfor hermed opmærksom på at denne uorden er til forargelse og bør afhjælpes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2700-2701)

"Indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet er opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen" (P. Klæstrup: Boderne ved Helligåndskirken, Niels Hemmingsensgade. Indehaverne brugte formentlig kirkegården både til at aftræde på naturens vegne og henkaste affald. Kirkegården er for længst nedlagt, men nogle af gravstenene fra Politivennens tid ligger i et lille område nord for Helligåndskirken). 

Da Capo fra Helliggeistes Kirkegaard

For nogen tid siden ankedes om at inden for porten til Helligånds Kirkegård var henkastet murgrus og andre uterligheder. Og fordi man troede det var hans pligt, bad man graverkarlen at få disse ting bortkørt.Men denne påanke har været uden følge, for snavset blev liggende der både i helligdagene og konfirmationssøndagen, og ligger der endnu til forargelse for mange.

(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8. maj 1819, s. 2815)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå på østsiden langs Niels Hemmingsensgade 20-27 stenboder, fortrinsvis for urtekræmmere, som indbragte kirken en ikke ubetydelig indtægt i form af husleje. Bagsiden af dette var at butiksejerne betragtede kirkegården som deres private losseplads og det der var værre. Og løsgående hunde hjalp så godt som intet på at holde dem fra det. (M. Vogelius: Krøniker fra Københavns kirke- og skoleliv i gamle dage. 1919).

Bekjendtgjørelser.

1) Da jordvejen i Falkoner Alle ved Frederiksberg ved det kongelige vejkorps'foranstaltning er planeret til bekvemmelighed for fodgængere og det tillige der fra ved opslag på stedet er bekendtgjort at ingen må ride eller køre på jordevejn i nævnte alle, bringes dette herved efter forlangende til offentlig kundskab med tiøjelsen at enhver som overtræder dette forrbud, straffes med mulkt iføge vej-og politianordnignerne.

Københavns Amts politikammer den 14. september 1816

Wedege

4) Helligåndskirkens kirkegård har nu i nogle dage stået åben for dem der vil passere samme. Vedkommende takkes for den opmærksomhed som derved er vist et offentligt ytret ønske.

(Politivennen nr. 38, Løverdagen den 21. september 1816, s. 589-590)

Bøn om Passage over Helliggejstes Kirkegaard.

Så længe anmelderen kan erindre har Helligåndskirkens kirkegårds porte stået åbne hele dagen, såvel vinter som sommer, indtil det blev mørkt om aftenen. Herved vandt ikke alene de i nærheden boende og andre som havde forretninger deromkring, at de ved at passere kirkegården havde en kortere og behageligere vej at vandre end ved at gå omkring kirken, hvor foruden med mådelige brolægning ofte is og snedynger om vinteren lægger snarer for den gåendes fod. Men den aldrende, den svage havde også et sted mere at ty hen til om sommeren for under de behagelige grønne træer at nyde den frie luft når enten hans kræfter ikke tillod ham at nå Kongens Have og volden ,eller han af frygt for vejrligets pludselige forandring ikke turde vøve sig så langt fra sit hjem. Men i år findes disse kirkeporte altid lukket undtagen når der er gudstjeneste i kirken, eller når kirkebetjentene har et eller andet der at forrette. 

Således blev anmelderen forleden dag idet han ville passere kirkegården, og der traf en god ven, med hvem han talte et øjeblik, pludselig indelukket sammen med denne, og først efter en halv times forløb og efter at have gået fra den ene port til den anden, var de så heldige at slippe ud da en i nærheden boende havde en nøgle til porten. At kirkegårdsportene i den senere tid har været lukkede, må der vist være grunde for, men dersom disse grunde ikke er så vigtige som de nys nævnte fordele der kunne komme mange til gode, håber man at vedkommende tillader passagen igennem denne kirkegård, ligesom den før har været tilladt, og som den endnu er tilladt gennem Trinitatis Kirkegård.

(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 534-535)

Ydmyg Bøn mod Klæders Tørring paa Byens Kirkegårde

(Indsendt)

Indsenderen ser dagligt ved at gå gennem Helligånds Kirkegård at folk står på gravhøjene og ophænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore. Det er harmfuldt at se på da som det hedder "ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den ophøjede grav over dem skal nedtrampes af folk som bruger den som stige for at de mageligt kan ophænge deres tøj. Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer gennem gangene da man i stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser lagen, særke, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, i stedet for at nyde en behagelig frisk og sund luft indånder en usund og fugtig luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, men må tørre det på det til hvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke gøre det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Et smukt syn er det ikke når man spadserer gennem gangene. I stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser an lagen, særker, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Trinitatis kirkegang, indånder man en usund og fugtig luft. (Eget foto).

Enhver som tørrer tøj på kirkegården må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det). Og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlen, så var det da at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere, eller hvem der har opsigt med kirken ville forbyde folk at tørre klæder på kirkegården, fordi at folk som der har begravet venner og frænder osv. og ofte lader deres grave udsmykke kunne have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen at se disse vel vedligeholdt.

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage det til eftertanke.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 491-492)

Første Hilsen til Politievennen fra en gl. Ven.

Velkommen igen min kære politiven. Vidste jeg at vågne og således opstå igen efter så lang tids pause, da skulle jeg i sandhed fortælle underlige ting. Men jeg vil blot glæde mig ved dit opstandne liv og bede at du vil drage omsorg for at de brandstiger og småtage på Helligåndskirkens mur i Valkendorfsgade snarest muligt bliver nedtaget og anbragt inden for. Eller på hvilken som helst sted når blot folk ikke i tusmørke kan komme til på en uskyldig måde at slå panden itu. Og dette er i sandhed let sket som samme nu befinder sig. Hvilket behageligst kan tages i øjesyn af enhver upartisk dommer. Og tilmed er det en vansir for gaden hvor der passerer en del mennesker både tidlig og silde, især om sommeren hvor der i flokkevis vrimler af gående, kørende og ridende, indtil langt ud på natten. Dette er det første jeg meddeler i korthed. Når min tid tillader det, skal du få mere om lignende ting. Jeg blev just forgangne øjenvidne til et ubehageligt syn ved denne mur da en møllersvend kom kørende og på et hængende hår nær havde karlen styrtet hovedkulds om i vognen. At han dik et dygtigt puf i panden er vist, og at hans hat faldt langt bort, er lige så sandt. En anden ulykke var i færd med at tage flugten som vel også var sket hvis ikke en forbigående havde haft det mod at standse samme.

+. +.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 49-50)

Uordener.

Endnu går disse store bulbidere om natten på Helligånds Kirkegård og med deres gøen og tuden foruroliger hele nabolaget. Dette er forunderligt nok, da så mange lider derunder og der før er ført anke derover. Hvad er der da som disse dyr skal bevogte, og som låse og skodder og vægtere ikke kan sørge for. Anmelderen kan ingen anden gisning gøre end at det er for at bevare ligene mod dem der stjæler til de anatomistuderende.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 262, 30. april 1803, s. 4183-4184)