Til Vedkommende.

Ved den sidst indtrufne stærke tordenregn sidste torsdag hændte sig hvad der ved sådant tilfælde næsten altid her i staden plejer at ske, at en del kælderbeboere led mere eller mindre skade på varer og bohave af det hos dem nedstrømmende vand. Ved sådant uheld der dog til visse er hårdt for hvem det træffer, haves der vel i almindelighed kun en meget ringe trøst ved hånde - hengivenhed i skæbnens tilskikkelser - og der kan vel ikke gives noget stort bedre når oversvømmelsen er en følge af mangler ved brolægningen, ved vandafløbet osv. Men når sådant uheld indtræffer ved andres uforsigtighed, da tror indsenderen at den skadelidte efter vore love tilkommer fuld erstatning af vedkommende.

En sådan oversvømmelse fandt på den nævnte dag sted i Kronprinsensgade hvor kælderen under nr. 38 i en håndevending fyldtes med vand som en følge af det i rendestenene på begge sider af gaden flere steder opstablede brænde. At den betydelige skade beboeren af den kælder øjeblikkelig led og fremdeles må lide, ved måske i flere dage at sættes ud af næringsdrift, erstattes ham af de pågældende, bør vel være uden for al tvivl. Også ved indsenderen at en vandmester ved hvis forseelse et lignende uheld for få år siden blev afstedkommet, villigt fandt sig i at erstatte det derved forårsagede tab. Men man bør heraf lære hvor nødvendigt det er at politiets distriktsbetjente pålægges at våge over at intet foretages hvorved vandafløbet på nogen måde kan stoppes hvad altid må ske når brænde i favnevis opstables i og over rendestenene, hvilket man hyppigt ser her i staden.

(Politivennen nr. 971, Løverdagen den 9de August 1834, s. 566-567)  

Kronprinsensgade nr. 6. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Kronprinsensgade 38 er nutidens nr. (4-)6. Nr 6 er opført 1791 for assessor Frederik Horn, ombygget 1830 og 1897.

Overhaandtagende Svinerie, samt andre Uordener, i Kronprindsensgade.

Uagtet gård- og husejerne i København sjældent viser nogen ligegyldighed når det gælder om at få den leje der tilkommer dem, hænder det sig dog ikke sjældent at de viser desto større ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer. Dog findes der vist nok næppe nogen der i den henseende overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade. Det har i lang tid lidt under flere betydelige mangler. Indsenderen (og vist nok flere med ham) har ofte ved at passere gangen der fører fra gadedøren til trappen, stået i fare for at brække arme og ben, og kan ikke nok så meget takke Gud at han er sluppet med hele lemmer. 

Desuden er denne gang i tøvejr for det meste ufremkommelig, på grund af en mængde vand der fra gården samler sig i den. Hvilket forårsages ved forsømmelse i at lade rendestenen hugge op. I gården findes vel en post. Men da den højst sjældent er i den tilbørlige stand, nødes beboerne for det meste til at hente det nødvendige vand til husholdningen fra nabogårdene eller posten i Pilestræde. Hvilket især i en så streng vinter som indeværende medfører et ikke ringe ubehag. 

Lige som gården der skulle tjene til beboernes bekvemmelighed, jævnligt er opfyldt med skarn og snavs, således har også det lokum der er der, i lang tid på grund af mangel på renovationens udførelse, været så opfyldt med uhumskheder at beboerne slet ikke eller i det mindste ikke uden væmmelse, har kunnet benytte det. Da det i den henseende ikke har manglet på påmindelser, synes det som om ejeren anser disse mangler for ubetydelig. Men da lejerne sandelig ikke betragter dem fra det synspunkt, rådes ejeren i det mindste for sin egen fordels skyld snarest muligt at afhjælpe dem.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 115-116)

"Der findes vist nok næppe nogen der i henseende med at vise ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer, overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade." (Man kan lige ane huset til venstre i billedet. Det så dog ikke ud sådan på Politivennens tid, jf Redacteurens Anmærkning.)

Redacteurens Anmærkning

Kronprinsensgade 34 er vore dages nr. 14. Huset er fra 1792 og oprindeligt tilhørte det købmand Claude Terveaux og kamfabrikant Pierre H. Picard. Omkring 1900 blev de tre nederste etager omdannet til to etager. 

En ubehagelig Skraaler.

Som et sidestykke til den i dette blad adskillige gange omtalte sandvræler, kan anføres en person der næsten hver formiddag lader sin behagelige stemme høres i strøget af Møntergade, Pilestræde, Kronprinsensgade og Sværtegade. Hans evindelige pinnæ-brænde-pinnæ-brænnæ (pindebrænde) fremfører han i den ynkeligste tone eller retter hylen, så at man skulle tro at et menneske var kommet til skade. - Da vist flere sammen med indsenderen ønsker at denne vrælen måtte ophøre, tager man sig den frihed at anmode skråleren om at holde inde med denne vederstyggelige musik.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 676)

Advarsel.

Den 4. i denne måned kom indsenderen af disse linjer om aftenen i forening med 3 bekendte personer ned i kælderen nr. 38 i Kronprinsensgade og forlangte hver en portion mad som enhver for sig betalte til den derværende opvarter. Kort derefter kommer en anden såkaldt opvarter og forlanger nogle flere penge som han foregav var for lidt betalt for hvad vi alle havde spist uden at kunne sige hvilken af personerne det tilkom at betale samme, og da vi enhver for sig påstod at vi havde betalt hvad vi havde fortæret, gav han os en del grovheder som var os meget ubehageligt, især da flere personer var til stede som hørte det passerede. Denne urigtige fremgangs måde vil kun være værten til lille fordel og vil hanvente sig fleres søgning, så vil man råde ham til at have en nøjere opmærksomhed med sine opvartere, så de ikke udøser grovheder mod gæsterne uden rimelig årsag.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9500-9501, fejlagtigt angivet til 9400)

En uforskammet Karl i Kronprindsensgade.

Af de uordener, som gør passagen på stadens gader ubehagelig for fodgængere, er måden hvorpå rendestenene oprenses i denne tid, ikke en af de mindste. Våde ben og oversprøjtede klæder, er ofte fodgængerens lod. Således stod en arbejdskarl i går formiddag i porten no. 11 litr. E. F. i Kronprinsensgade, og med skovl kastede vand og rendestenssøle tværs over gaden med en sådan fart og hurtighed, at det var umuligt at passere endog den modsatte side af gaden, uden at blive overstænket. En mandsperson, som kom forbi med to damer, bad arbejdsmanden om, at det fæle skybrud måtte ophøre, mens damerne passerede forbi. Men denne anmodning blev besvaret med nogle skældsord og fordoblet iver og hurtighed hos arbejdsmanden.

Anmelderen er vis på, at han ikke er den eneste, som er ramt af denne ubehagelighed, og han beder enhver indbygger, der har nogen følelse for de medmennesker, som ikke har lejlighed at rulle frem i kareter, og især for de spadserende damer, at befale de, som renser rendestenene, at afholde sig fra at bruge denne ubekvemme og skadelige rensemetode.

Den 12. marts 1800

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 99, den 15. marts 1800, s. 1572-1573)

Redacteurens Anmærkning

Matrikelnummer 11 var på artiklens tilblivelsestidspunkt Købmagergade 12. I 1806 blev den til Store Købmagergade 11, i 1859 Store Købmagergade 30 og siden 1871 har adressen heddet Købmagergade 30. Adressen ligger tæt på Kronprinsensgade.

Et Syn og nogle Samtaler uden for en Kollektors Huus.

Hvor skadeligt tallotteriet er staten og hvilken hoben ulykker det har forvoldt og daglig forvolder, ved enhver som bekymrer sig om medbrødres vel. Hvor meget og hvor grundigt der af vores Heiberg, Rahbek, Tode og flere af landets ædle og oplyste mænd er skrevet om dette spils skadelighed, ved vi lige så vel som at det hidtil har været uden mindste virkning. Hvor umuligt det derfor ville være at tale noget mere derom indses let. Kun vil jeg her melde noget om en forsamling af mennesker uden for kollektørens på hjørnet af Kronprinsens- og Købmagergade sidste fredag straks efter postens ankomst. En forsamling der tildrog sig min og sikkert mange flere opmærksomhed. Her så man mennesker næppe behængte med så mange pjalter som kunne skjule deres af hunger og andre elendigheder hentærede legemer, oplivede af håbet om deres lykke, inden de udkomne numre blev bekendt. Her hørte man de grunde hvorpå hver enkelt byggede sit håb, og hvor forvisset de var om lykkens yndest. Her kunne man komme til kundskab om deres lidte tab, og hvilken høj tid det nu var for dem at få det erstattet. 

En havde næsten fra tallotteriet begyndelse været interessent deri og ikke vundet mere end 5 til 6 amber, hvilke han og vel hundrede gange så meget til igen havde forspildt. En anden havde i en kortere tid spillet og ikke været lykkeligere end at en gang i mellem have fået et udtræk, hvilket langt fra ikke vejede op imod hans tab. 

Jeg indlod mig i samtale med et ligeledes beklagelsesværdigt menneske, en efter udseende 70 års gammel mand, hvis dragt vidnede om sandheden af hvad han fortalte mig, nemlig at lykken i en halv snes år havde drevet gæk med ham, uagtet han dog i den tid årlig havde ofret 16 til 20 rigsdaler på dens alter, at han altid beholdt de numre som han fra begyndelsen havde spillet på og ikke som mange andre hver trækning havde haft megen møje med at tilvejebringe det sædvanlige indskud, og at han hvis lykke ikke denne gang havde tilvinket  ham bifald, vidste ingen udveje til at skaffe penge til den kommende trækning. Jeg ville have forhørt mig om han nod nogen understøttelse fra nogen af vores publike stiftelser, da jeg vel kunne se at han ikke ved arbejde var i stand til at tjene noget. Men numrene ankom just i det samme, og han med de andre trængte ned hos kollektøren for der at høre lykkens resolution. Denne som vist nok i det mindste i dette spil aldrig har behaget mange, kunne jeg af de flestes sukke og nedslagne ansigter tydelig mærke heller ikke nu må have været meget behagelig. 

En aldrende kone, hvis tab syntes ikke at gå hende så nær til hjerte, forsikrede nogle andre af hendes lige så uheldige medspillende om at dette skulle være den sidste gevinst lotteriet fik af hende, og at hun for fremtiden aldrig ville vove en skilling mere deri, blev hun endog i syner eller drømme åbenbaret alle fem numre. Når hun bliver denne sin beslutning tro, og enhver spillende følger hendes eksempel, da først - og vist ikke før - kan man vente at se dette så utallige ulykker forvoldende spil ophævet.

d.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1031-1034) 

Vold i Kronprindsensgade.

(Indsendt).

Ligesom det på den ene side er unægteligt at politiet når det skal svare til hensigten, bør revse enhver uorden der i større eller mindre grad forstyrrer den udvortes sikkerhed, således må man også på den anden side tilstå at det er umuligt at politiet skulle kunne være overalt til stede hvor noget sådant øves.

Da nu Deres blad har påtaget sig, venligt at gøre politiet opmærksom på de mødende uordener, så jeg jeg herved at handle hensigtsmæssigt når jeg beder Dem i Deres blad at melde politiet: at farvernes karl i Antonistræde, det kendte adskillige ham for, lørdag den 26. januar d. å. omtrent kl. 9 slæt om formiddagen i Kronprinsensgade red en gammel kone over ende og derpå for at undgå de lovbefalende følger deraf, red i fuld firspring gennem Kronprinsensgade og Pilestræde, hvor han omsider blev standset og ført tilbage til det sted hvor han havde redet nævnte kone over end, som endnu støtet på to mennesker udøste tåreblændede forbandelser over ham, mens han uagtet højt lydende råb om at føres til politikammeret, red sin vej bort og lo formodentlig i hjertet over de farlige zeloter som i pinchassisk harme greb ham for - atter at slippe ham.

Da imidlertid gadekommissær Balke i Kronprinsensgade med flere var øjenvidner til hans lovstridige opførsel, så kan det vel ikke betvivles at politiet lige såvel vil vide at ramme nævnte karl som det før har revset enhver skyldig efter givet underretning og indhentet oplysning. Og at politivæsnet således ville bedrage til at hæmme de hyppige klager over utilladelig riden og køren på gaderne, er lige så bekendt som uimodsigeligt.

(Politivennen 2. februar 1799, Hæfte 4, nr. 41, side 653-654)

Om Gaderenovations Vognene.

I mere end et år har man set at en vogn af gaderenovationen i selskab med en, undertiden to andre hver eftermiddag omtrent kl. to kører op ad Gothersgade og ud gennem Nørreport. Hver gang når kusken i regnvejr har indlosset, er blødt, spildes så stærkt at vognen når den kommer omtrent ud for enden af eksercerhuset næsten er tom. Der fejler mere end en håndsbredde at bagsmækken ikke slutter tæt, sidestykkerne slutter heller ikke tæt, ligesom de to planker hvoraf bunden består, er åbne. Den 18. i denne måned blev denne måde af vor bys gaderenovation igen set. Samme tilfælde er også med en vogn der passere Åbenrå og en gennem Kronprinsensgade. I mange andre af byens gader kan man også spore hvor sådanne utætte vogne ha kørt. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 557-558. [Estimeret dato: 22. december 1798])

En farlig Rendesten i Kronprindsensgade.

Ved at passere fortovet i Kronprinsensgade d. 2. september om aftenen, mødte indsenderen det uheld uden for trådfabrikken at træde med mængden af foden i den rendesten som løber fra nævnte hus, den han ikke med lille smerte vrikkede ud igen. Men et fald i samme øjeblik ville ufejlbarligt forårsage ham et benbrud. - Det ville derfor være meget nødvendigt til fodgængernes sikkerhed (allerhelst når det indtræffer at man en bælgmærk aften som det var søndag den 2. september, uden oplysning af lygterne, passerer dette fortov) at ejeren af huset blev pålagt at lade lægge et bræt over nævnte rendesten.

a.b.c.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 300. [Estimeret dato: 1. september 1798])

Forunderlig Uorden i Kronprinsensgade.

I sidste nummer fandtes et spørgsmål: Om ikke de stiver i Kronprinsensgade som til afbræk for den gående understøtter det plankeværk der hælder langt ud på den nordre side af gaden, kunne tages væk. Jeg har gjort mig det til lov at holde kontrol med politiets ven for at se om han ikke gør elefanter af myg. Jeg gik da gennem Kronprinsensgade, men fandt mere end jeg søgte. Ved at give et kik ind ad døren på nævnte plankeværk, fandt jeg at det umulig kan undvære disse stiver, ja at det endog trænger til flere hvis ikke samme ulykke som med plankeværket i Rådhusstræde skal indtræffe med det første her. I den ene gård inden for plankeværket ligger jord og skarn 2 til 3 alen højt oppe på plankerne, og i vognmandsgården trilles daglig møddinger op på det udhængende plankeværk. 

Da nu plankeværket i sig selv er svagt og forneden halvt råddent, så ser man let at det umuligt kan holde denne byrde ud, der især i langvarig regnvejr når disse jordhobe og møddinger er stærkt gennemtrængte af vand, spænder ud ad med en større kraft end almindelig mand tager sig i agt for. Men man må forundre sig meget over at ingen politibetjent (især efter den sørgelige oven berørte plankeværks-skødesløshed der bør gøre politiet opmærksom på alle plankeværker der hælder ud) på vejen gennem Kronprinsensgade har set efter denne for øjne liggende uorden.

(Politivennen Nr. 10, 1798, side 157-158. [Estimeret dato: 29. juni 1798])

Kronprinsensgade set mod Købmagergade og Posthuset. Det fremgår ikke af artiklen hvor i gaden det famøse plankeværk var, men numrene 5-7 (til højre) var endnu ikke opført, så det er formentlig her det stod. Gaden var blevet anlagt i 1780'erne, og da artiklen blev udgivet havde der været gang i byggeriet. I nr. 5 kan man i øvrigt (over for Cafe Sommersko) støde på en af Københavns ældste forretninger, Perchs Thehandel (man kan lige ane det mørke skilt over manden på fortovet).