Et Syn og nogle Samtaler uden for en Kollektors Huus.

Hvor skadeligt tallotteriet er staten og hvilken hoben ulykker det har forvoldt og daglig forvolder, ved enhver som bekymrer sig om medbrødres vel. Hvor meget og hvor grundigt der af vores Heiberg, Rahbek, Tode og flere af landets ædle og oplyste mænd er skrevet om dette spils skadelighed, ved vi lige så vel som at det hidtil har været uden mindste virkning. Hvor umuligt det derfor ville være at tale noget mere derom indses let. Kun vil jeg her melde noget om en forsamling af mennesker uden for kollektørens på hjørnet af Kronprinsens- og Købmagergade sidste fredag straks efter postens ankomst. En forsamling der tildrog sig min og sikkert mange flere opmærksomhed. Her så man mennesker næppe behængte med så mange pjalter som kunne skjule deres af hunger og andre elendigheder hentærede legemer, oplivede af håbet om deres lykke, inden de udkomne numre blev bekendt. Her hørte man de grunde hvorpå hver enkelt byggede sit håb, og hvor forvisset de var om lykkens yndest. Her kunne man komme til kundskab om deres lidte tab, og hvilken høj tid det nu var for dem at få det erstattet. 

En havde næsten fra tallotteriet begyndelse været interessent deri og ikke vundet mere end 5 til 6 amber, hvilke han og vel hundrede gange så meget til igen havde forspildt. En anden havde i en kortere tid spillet og ikke været lykkeligere end at en gang i mellem have fået et udtræk, hvilket langt fra ikke vejede op imod hans tab. 

Jeg indlod mig i samtale med et ligeledes beklagelsesværdigt menneske, en efter udseende 70 års gammel mand, hvis dragt vidnede om sandheden af hvad han fortalte mig, nemlig at lykken i en halv snes år havde drevet gæk med ham, uagtet han dog i den tid årlig havde ofret 16 til 20 rigsdaler på dens alter, at han altid beholdt de numre som han fra begyndelsen havde spillet på og ikke som mange andre hver trækning havde haft megen møje med at tilvejebringe det sædvanlige indskud, og at han hvis lykke ikke denne gang havde tilvinket  ham bifald, vidste ingen udveje til at skaffe penge til den kommende trækning. Jeg ville have forhørt mig om han nod nogen understøttelse fra nogen af vores publike stiftelser, da jeg vel kunne se at han ikke ved arbejde var i stand til at tjene noget. Men numrene ankom just i det samme, og han med de andre trængte ned hos kollektøren for der at høre lykkens resolution. Denne som vist nok i det mindste i dette spil aldrig har behaget mange, kunne jeg af de flestes sukke og nedslagne ansigter tydelig mærke heller ikke nu må have været meget behagelig. 

En aldrende kone, hvis tab syntes ikke at gå hende så nær til hjerte, forsikrede nogle andre af hendes lige så uheldige medspillende om at dette skulle være den sidste gevinst lotteriet fik af hende, og at hun for fremtiden aldrig ville vove en skilling mere deri, blev hun endog i syner eller drømme åbenbaret alle fem numre. Når hun bliver denne sin beslutning tro, og enhver spillende følger hendes eksempel, da først - og vist ikke før - kan man vente at se dette så utallige ulykker forvoldende spil ophævet.

d.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1031-1034)