Et Besøg i Fredericias Arrester. (Efterskrift til Politivennen)

Som det blev bemærket i Gaarsavisen tog Pio i Søndagsaftes pludselig en anden Bestemmelse, og i Stedet for at afrejse med Dampskibet til Kallundborg, kørte han med Nattoget til Frederits. Grunden til denne forandrede Rejserute er temmelig interessant og vil blive indlysende af det Følgende.

Klokken tolv Middag indfandt han sig paa Raadhuset i Frederits ledsaget af to derboende Meningsfæller for at faa Borgmester og Byfoged Jørgensen i Tale, og da dette omsider var opnaaet, anmodede han Bygfogden om Tilladelse til at tale med Malersvend Kristensen, som nu i over et halvt Aar har siddet arresteret i Frederits som mistænkt for forskellige Forbrydelser. Med denne Sag forholder det sig saaledes:

I afvigte Vinter søgte en Skuespillertrup at trække Hus ved Hjælp af en ynkelig Smæde-Digtning, kaldet "Kongen paa Baagø," hvori bl. A. Folketingsmand Berg karrikeredes. I Frederits vakte denne "dannede" Forlystelse imidlertid en meget stærk Uvilje hos Enkelte, og den ovennævnte Maler Kristensen deltog ivrig i Udpibningen. Han blev paa Grund heraf indstævnet af Byfogden, og efter at de begge to var kommet op at skændes paa det Kraftigste, endte det med, at Byfogden idømte ham en Bøde paa 20 Kroner. Forbitret herover skrev Kristensen flere Artikler mod Byfogden i et derværende Venstreblad og appellerede samtidig Dommen. Faa Dage efter blev han arresteret som beskyldt for Assurancesvig, der skulde være begaaet for fire Aar siden, da hans Hus og Indbo brændte, hvilket sidste var  assurreret for mellem 4 og 500 Daler. Han har nu siddet arresteret siden, hans Kone har ligeledes af og til været arresteret og derpaa løsladt igen, men samtidig med at det syntes, at Politiet ikke formaaede at fremkomme med nogetsomhelst gyldigt Bevis for den paagældende Forbrydelse, begyndte der i Byen at gaa uhyggelige Rygter om den Behandling, som den Vedkommende blev underkastet i Arresten; man paastod navnlig med Bestemthed, at han sultede, og følgende Historie giver dette en forfærdelig Bekræftigelse.

Hans Kone, som undertiden var arresteret i Nærheden af ham, blev hemmelig opfordret til at skaffe ham lidt Brød, hvormed han kunde stille sin Sult. Hun indviklede da nogle Stykker i lidt Papir og gemte dem, naar hun gik ned, i Latrinen, hvor de derefter blev liggende til næste Dag, for han kunde tage dem!

Det var denne Beretning, i Forbindelse med mange flere Enkeltheder af lignende Art, der bestemte Pio til at gæste Hr. Byfoged og Borgmester Jørgensen.

Anmodningen om at maatte tale med Arrestanten, der hidtil har været hermetisk aflukket fra Omverdenen, lod aldeles ikke til at falde i Hr. Byfogdens Smag, og han spurgte temmelig hastig om Navnet. Da Svaret lød: "Redaktør Pio fra København", lod det til, at dette endnu mindre behagede ham, -- efter Minerne at dømme, - men han blev imidlertid meget høflig og erklærede, at der "naturligvis" ikke kunde være det Mindste til Hinder derfor. Han vilde endog være meget glad, hvis Pio kunde have den Indflydelse paa Arrestanten, at han herefter sagde Sandhed, da han efter Byfogdens Mening var en "forstokket Løgner, der ikke vilde gaa til Bekendelse".

Efter disse Repliker gik Byfogden og Pio ind til Arrestforvareren, medens de to Ledsagere blev udenfor. Da Arrestforvareren imidlertid ikke var hjemme i Øjeblikket, tog Begge Plads saalænge, og Byfoged Jørgensen søgte nu ved en længere Udvikling at fremstille sin Adfærd fra den lyseste Side. Arrestanten var, sagde han, en forstokket Forbryder, der alt tidligere - d. e. for en 15 a 16 Aar siden, - havde været straffet; han var mistænkt for at have selv stukket Ild paa sit Hus, endvidere fandtes han i Besiddelse af en hel Del Tapeter, som han erklærede at have købt af en Handelsrejsende, men denne Handelsrejsende havde det ikke været muligt at finde; om en Knibtang, som han ligeledes besad, havde tre Mand, - og deriblandt en Svend fra København, - beediget, at den - lignede (!) en anden, der var blevet borte for en Mand i Frederits osv. Kristensen havde, maatte han dog indrømme, stedse under sit Ophold der i Byen været uberygtet, og det var denne Historie med "Kongen paa Baagø", der "havde henledet Opmærksomheden paa ham". Forøvrigt kunde han ikke begribe, at Pio, der lod til at være "en fornuftig og besindig Mand" vilde kompromittere sin Sag ved at have Noget med en saadan Forbryder at bestille, der endogsaa, efter hvad Byfogden havde udfrittet ved Arrestforvarerens Hjælp, ønskede Socialismen Pokker i Vold. Han sluttede med nogle interessante Bemærkninger om Pariser Kommunen. Pio svarede, at der her slet ikke var Tale om, hvorvidt Manden var eller havde været en Forbryder. Her var derimod Tale om, at en Mand i Anledning af sin Optræden i et politisk Teaterstykke var blevet underkastet en Række Anklager, af hvilke ingen, eller dog kun en ganske uvæsenlig, efter Byfogdens eget Udsagn, til Dato var blevet bevist. Det var kun naturligt, at Folkemeningen kom i Bevægelse ved enhver lang, resultatløs Arrestation, og hertil kom i dette Tilfælde den særegne Omstændighed, at der i Byen havde udbredt sig Rygter om slet Behandling, som skulde være blevet Arrestanten til Del. Han vilde for sit Vedkommende henstille til Byfogden at give lidt efter for Stemningen og tilstede Fangen de Friheder med Hensyn til Anskaffelsen af Mad og Drikke, som Arrestreglementet hjemlede og som jo efter 6 Maaneders streng Arrest vistnok maatte være en Nødvendighed for Fangens Sundhed. Byfogdens Svar var meget mærkeligt. "De maa erindre," sagde han, "at vi her i Landet ikke har Jury-Institutionen, hvor det er tilladt at dømme efter de foreliggende mer eller mindre fuldstændige Beviser. Vi har her i Landet den saakaldte "pinlige Procesmaade", hvor der udfordres Vedkommendes egen Tilstaaelse, og det er derfor absolut nødvendigt at anvende Pinsler, naar Vedkommende er forstokket og ikke vil tilstaa. Kristensen kan faa Ende paa Sagen saa snart han har Lyst: han behøver blot at tilstaa, at han har gjort det, hvorfor han beskyldes; men, saalænge han ikke vil "sige Sandhed", er jeg nødt til at bruge alle de Midler, der staar i min Magt. Hvis vi skulde give Fangerne tilstrækkelig Kost og andre Bekvemmeligheder, saa vilde vi ikke faa nogen overbevist, for de to Vidner, der ellers udfordres, er jo næsten umulige at skaffe." (Sluttes.)

(Social-Demokraten 2. september 1875).

Christen Berg var knyttet til Baagø.

August Prytz (1833-1885): Borgmester, cand. jur. Julius Christian Jørgensen (1816-1884). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Julius Christian Jørgensen var borgmester i Fredericia 1862-1884. 

(Sluttet)

Det kunde ikke godt være andet, end at en saadan ligefrem Erklæring om, at "den pinlige Procesmaade" endnu i sin fulde Udstrækning hersker her i Landet, at, med andre Ord, Torturens Princip endnu er anerkendt af vore Domstole, maatte gøre et stærkt Indtryk paa enhver Tilhører. Ligeoverfor en saadan "aabenhjertighed" Tilfredshed med det Bestaaende indsaa Pio, at det vilde være fuldstændig spildt Arbejde, at gaa ind paa en Diskussion om, hvor umuligt det under en saadan Sagernes Tilstand vilde være for den uskyldigt Anklagede at slippe fri, eftersom "Pinslerne" jo maatte antages at have samme Virkning paa ham som paa den Skyldige og saaledes vilde tvinge ham til i Fortvivlelse at bekende Forbrydelser, som han slet ikke havde begaaet. Pio indskrænkede sig derfor til at bemærke, at Hr. Jørgensens Ytringer, - om hvis Tilforladelighed han, saavidt vor Retspraksis angik, ikke nærede Spor af Tvivl, - dog ikke syntes at staa i den bedste Samklang med det gamle Arrestreglement fra Absolutismens Dage, idet der heri udtrykkelig fremhæves, at Varetægtsarrestanten ikke skal være større Ubekvemmelighed underkastet end den, der er en nødvendig Følge af Frihedens Berøvelse. Saalænge en Fange ikke var juridisk overbevist, beroede en Øvrighedspersons Mening om hans Skyldighed jo ogsaa kun paa et Skøn, og det maatte efter hans Mening være en højst ubehagelig Bestilling at være Byfoged, hvis denne Embedsmand skulde gaa omkring med den Bevidsthed, at en Medskabning, som han sultede eller paa anden Maade pinte, sad i sin Celle og forbandede ham. Byfogden indrømmede, at denne Sag havde skaffet ham mange ubehagelige Timer, og at Tanken om Kristensen havde forstyrret hans Sommerfornøjelser. Den eneste Udvej han vidste var imidlertid den, at Overretten, naar en vis Undersøgelsestid var hengaaet, f. Eks. tre Maaneder, tog Sagen for og afgjorde, hvorvidt der var Anledning til en fortsat Arrestation.

Dette var det væsenlige Indhold af Samtalen. Arrestforvareren kom nu, og Pio blev af ham ført til Kristensens Celle. Denne var lys og ren, men der saas ikke en eneste Ting, hvormed Fangen kunde antages at beskæftige sig i de lange  Fængselstimer. Pio nævnede sit Navn og sagde ham, at Grunden til Besøget var de Rygter, der var gaaet om hans slette Behandling. Han spurgte ham, om hans Kost var tilstrækkelig. Han svarede, at han efterhaanden var blevet vant til at nøjes med den, - (Appetiten aftager selvfølgelig efterhaanden ved Manglen paa Beskæftigelse,) - men at han var blevet sultet forfærdeligt tidligere. Pio spurgte ham, om det var sandt, at han i Arresten havde stjaalet en Høne. Han svarede, at han havde gjort det og ladet tilføre Protokollen, at det var sket, fordi han ønskede at give Byfogden en virkelig Grund til at idømme ham en Straf, da han indsaa, at denne ikke vilde slippe ham efter den lange Arrest, medmindre han kunde faa ham dømt, og han vidste med sig selv, at de Anklager, som Byfogden havde rejst imod ham, var umulige at bevise, eftersom de var falske. (Denne Forklaring af Høne-Tyveriet havde forresten Byfogden allerede givet mig.) Den eneste Uredelighed, som han virkelig var sig bevidst at have begaaet, og som han ogsaa havde tilstaaet, var, at han havde beholdt en lille Kalender af Alabast, som han et Sted, hvor han arbejdede, kom til at rive ned i sin Limpotte, og som han derfor frygtede at saa Ubehageligheder for. Hans tidligere Forklaringer i Assurancesagen havde ikke været aldeles ens altid, for det Første, fordi det var fire Aar siden, at Ildebranden fandt Sted, og det vilde altsaa være formeget at forlange, som Byfogden havde gjort, at han skulde give en nøjagtig Fortegnelse over de Møbler, han den Gang havde besiddet; og for det Andet, fordi disse Forklaringer var blevet ham afpint og aftvunget. Arrestforvareren truede ham nu med, at han nok skulde fortælle Pio "noget Andet" om ham, der kunde vise, hvor "ondskabsfuld" han var, hvilken Bemærkning Pio afbrød ved at svare, at det jo var meget forklarligt, at en Mand efter 6 Maaneders strængt Fængsel ikke saa sin Behandling i det blideste Lys.

Efter at have sagt Farvel til Fangen, fik Pio først en lang hoved- og haleløs "Forklaring" af Arrestforvareren og derpaa en ny Samtale med Byfogden, hvori denne fortalte, at han under alle Omstændigheder vilde dømme Kristensen til Forbedringshuset; ved Overretten var der derimod ganske vist en Mulighed for, at han kunde slippe med Vand og Brød. Endvidere berettede han paany, at Kristensen var et meget forhærdet Eksemplar af en Forbryder, og at han havde levet sammen med sin Kone "som Hund og Kat", noget som baade denne og Andre imidlertid paa det Bestemteste benægter. - Pio tog nu Afsted og bad Byfogden undskylde den foraarsagede Ulejlighed.

* * *

Vi skal kun knytte ganske faa Bemærkninger til denne Fremstilling. Det Væsenlige ved den er aabenbart den juridiske Embedsmands halv naive, halv kyniske Forsvar for vor "pinlige" Rettergangs Nødvendighed; der kastes herved et temmelig klart Lys over Forholdene ved Socialist-Processen. Hvad derimod Kristensens Behandling angaar, da kan vi selvfølgelig aldeles ikke have nogen Mening om dennes Lovlighed og Ulovlighed, saalænge det Udsagn af en fungerende Dommer staar imodsagt, at vor Rettergang anerkender "Pinsler" under Varetægtsarresten som "lovlige" Midler til at "udforske Sandheden". Kun vilde det være os kært, hvis en kompetent Avtoritet vilde underrette os om, hvorvidt vort reaktionære Regimente tilsigter en Genindførelse af Tommeskuer, Stokhusret, spanske Støvler o. L. Det vilde jo være passende Sidestykker til "Helligdagsanordningen" og i endnu højere Grad end denne bidrage til at fremkalde den saa meget efterspurgte Kærlighed til "Konge og Fædreland"!

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Episoden blev omtalt i 1924 ved en tale fra jubilæumsfesten hvoraf bringes den del der omtaler ovennævnte sag:

Hyby Lund.

P. Nielsens Tale ved Jubilæumsfesten.

(Fortsat.)

Da jeg i Følge med C. Jacobsen kom tilbage til Fredericia i Juni 1874 fandt vi Forholdene meget trykkende. Vi forsøgte at samle de spredte Kræfter, men den bedste blandt Sangerne gik paa Gravens Rand. I Januar 1875 døde han, og Nielsen tolkede ham et gribende Farvel i "Socialisten". Vi fik dog alligevel Sangkoret samlet og der begyndte saa smaat at spores et vaagnende Liv. Da Nielsen var saa heldig at faa en bedre Bolig i Købmagergade blev Forholdene for ham mere tilfredsstillende, og da Pio, Brix og Geleff løslodes af Fængslet kom de  Liv og Fart i Arbejderbevægelsen og ikke mindst her i Byen. Venstre var ogsaa den Gang beæret med Hejrefanatikernes uforsonlige Had, som særlig rettedes mod Christen Berg. Da de ikke kunde komme denne Politiker til Livs paa anden Maade fik de et Smædestykke makket sammen, kaldet Kongen paa Baagø, hvori Berg sjofledes. Teaterdirektør Levy med Selskab rejste rundt i Landet og opførte dette Makværk paa Teatrene til stor Moro for det forbenede Højrefolk. Da Stykket skulde opføres i det daværende gamle Teater mødte vi unge Cigarmagere med Fløjterne parate og Malersvend Christensen sluttede sig til os. Paa Staapladserne bagerst i Salen havde vi vort Stade og i vor Nærhed ved Siden af Døren var Politibetjent Meng posteret. Alle Siddepladser var tæt besat, selvfølgelig med Blomsten af Byens Befolkning og med selveste Borgmester Jørgensen paa forreste Række. Da Tæppet gik op kom Hr. Levy frem, iklædt Vadmelsdragt, rød strikket Hue paa Hovedet og Træsko med blanke Kramper paa Fødderne samt en Merskumspibe i Munden. Dette Postyr skulde karikere Christen Berg. Fra alle Bænkerader lød vilde Jubelhyl og Klapsalver, men saa kom vore Fløjter frem, skingrende og gennemtrængende. Maleren, der førte an, var den ihærdigste blandt os. Merg raabte: "I maa ikke pibe. Christensen svarede: "Saalænge de andre klapper, saa længe piber vi". Saa rejser Borgmesteren sig i al sin Værdighed, vender sig om og raaber: "Meng! Hvem er det, der piber?" "Det er Malersvend Christensen, Hr. Borgmester. "Godt, notér ham", befalede Borgmesteren. Da der vedblivende veksledes med Klappen og Piben maatte Tæppet gaa ned og der blev ingen Forestilling den Gang. Efterspillet af denne Affære blev en Retsskandale af Rang, hvorom mulig senere kan fortælles. Blot skal her anføres, at Christensen arresteredes og holdtes fængslet i 9 Maaneder og underkastedes Tortur med Prygl og Sult. Da Retsskandalen rygtedes ud over Landet kom Pio hertil for at undersøge Sagen og i et Par Artikler i "Social-Demokraten bragte han den frem for Offentligheden....

(Fredericia Social-Demokrat 26. august 1924. Uddrag).

Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.

Lillebælt. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Lillebelt. Hr. Redaktør! Medens Dampskibsfarten paa Storebelt kun lader Lidet tilbage at ønske, er dette derimod ikke Tilfældet med den paa Lillebelt, som bliver behandlet med en Sparsommelighed, der med Rette kan kaldes uanstændigt kniberi. En tilstrækkelig Begrundelse for, at der snarest mulig maa ske en gennemgribende og af alle Reisende længe savnet Forandring i den sidstnævnte Befordring, indeholdes formentlig i Følgende : Paa Storebelt er det ikke alene et Dampskib særlig for den ene Reise, der gjøres om Dagen, og et andet for den ligeledes enkelte Reise, der gjøres om Natten, hvilket naturligvis er en Ordning, som netop fremkalder de største Driftsomkostninger; men ikke nok hermed. Til Dagreisen har man endog valgt det mindste af Skibene, og det er ikke stort nok, saa at de store Skibe, der fare paa Kiel, regelmæssig en Gang om Ugen maa gjøre en af Dagrejserne. Det andet Skib skal gjøre Nattereisen, men heller ikke dette gjennemføres konsekvent; thi at seile om Natten regnes i Postvæsenet for extra Sømandsbeskæftigelse og belønnes med Dusør for hver Uge, hvori Sligt finder Sted. Det vilde nu ganske vist være stridende mod gammel Skik, om denne Indtægt skulde formenes et enkelt Skibs Besætning; derfor gjør det Skib, der gaaer om Dagen, kun en eneste Natreise, og Udgiften til Dusører kan da passere. Foruden disse to Skibe og de tre store Skibe, som fare paa Kiel, holder der endvidere i Reserve i Korsør et stort Dampskib med en væsentlig Del af sin Besætning. Paa Storebelt ansees saaledes de to Dampskibe "Freya"og "Fyen" ikke for store nok, men paa Lillebelt regnes de to smaa Dampskibe "Niord" og "Lillebelt" for tilstrækkelige, uanseet at Trafiken hver Dag er ligesaa stor over Lillebelt som over Storebelt, og med mange af de østgaaende Tog vel endog en hel Del større. "Niord" har kun ringe Kahytsplads og, naar der er noget Gods med, kun høist indskrænket Dæksplads. Om "Lillebelt" kan man næsten sige, at det ingen af Delene har. I Almindelighed afgive Kahytterne neppe Plads for de reisende Damer og enkelte ældre, svagelige Herrer. Resten af Passagererne maa staa sammenpakket paa Dækket. Om Sommeren og i godt Veir finde de Reisende sig vel deri, men en ganske anden Sag bliver det dog om Vinteren, i Stormveir med Regn, Slud og Kulde at forlange, at den Reisende, selv om han har løst 1ste Klasses Billet, skal være udsat for kun at faa Plads paa Dækket, der neppe tillader ham at røre sig, og at han taalmodig skal lade sig gjennemblæse og gjennembløde af Regn og Søvand samt være udsat for at gjøre Resten af sin maaske temmelig lange Reise i vaade Klæder, og det paa samme Tid, som Postvæsenet foruden Overflødigheden af Dampskibe i Storebelt endvidere har liggende i Reserve i Kjøbenhavn de tre Dampskibe "Skirner", "Gerda" og "Limfjorden". Vi tillade os derfor at henstille til Generalpostdiret øren« Overoeittte, om der ikke var fuld Anledning til i det Mindste at ombytte Dampskibet "Lillebelt" med "Skirner" eller "Gerda", og det snarest mulig, endnu inden Julen, til hvilken Tid der, som bekjendt, altid reiser et betydeligt forøget Antal Passagerer. Skeer en saadan Forandring ikke, ville de Reisende istedenfor Juleglæder kunne vente at hente sig Spiren til en alvorlig Sygdom ved Overfarten over Lillebelt.

W.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Snoghøi Feltvagtens Tidsfordriv i ledige Øjeblikke ved Strib Færgegaard. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lillebæltsoverfarten foregik Strib til Fredericia. I nødstilfælde brugte man i stedet for færgelejerne "Nordenbro". Passagererne skulle skifte fra tog til færge og fra færge til tog, hvilket var en langsommelig affære. Den første jernbanefærge blev indsat i 1872 (hjuldamperen H/F Lillebelt). Det tog ca. 20 minutter. I 1923 kom overfarten Faaborg-Mommark (Als). Et maleri af færgen Niord findes på Det kongelige Bibliotek.

Jødiske Sødskende katholsk døbt i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):

En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:

Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?

Fredericia i December 1867.

F. Eliasens Enke." 

Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:

Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."

Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af ni Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller"Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.

Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanue Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.

Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."

Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)

Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:

1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.

2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholste Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.

3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.

4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.

5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget

6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.

7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.

8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.

Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.

Fredericia, den 28de Januar 1868.

John. v. Euch

Præst

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)

Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.

Johannes Theodor Joseph von Euch (21.1.1834-17.3.1922) katolsk biskop. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]

Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,

Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.

I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.

For 1½  Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baanet sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.

Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.

Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "

Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.

Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.

F. Eliasens Enke.

Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.

(Dagbladet (København) 15. februar 1868)

Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til, at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3000 til ca. 25 000 og antallet af sogne fra 8 til 28. 

Biskop Johannes von Euchs bisættelse fra St. Ansgar Kirken i Bredgade. Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 23. marts 1922.

Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård. Da von Euch kom til Danmark, var der omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. I 1910 var tallene 7.000 med 30 kirker.

Johannes v. Euchs gravsted på den romerske katolske vestre kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Slesvig. Eftervirkninger af Krigen. 18de til 22de Oktober 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmet Slesvig. "B. T." har modtaget følgende Brev fra Mellemslesvig, dateret den 12. Oktbr. Igaar er der i Aabenraa forefaldet en Begivenhed, der vil give de tydske Blade Stof til stort Brouteri; der er nemlig blevet foretaget en Afstemning, om Skolesproget i Byens Skoler skal vedblive at være Dansk eller forandres til Tydsk, og de Tydsksindede fik Majoriteten. Allerede for lang Tid siden havde Byens tydsksindede Parti til Civilkommissærerne indgivet en Petition, hvori de androge paa denne Forandring. Hidtil havde man ikke hørt om noget Resultat af dette Skridt, men iforgaars bleve Byens Indvaanere ganske uventet - idetmindste hvad de Dansksindede angaaer - anmodede om, den næstfølgende Dags Morgen at indfinde sig paa Raadstuen, for at afstemme om Skolesproget. Det falder strax i Øjnene, at denne korte Indvarsling har været et velberegnet Koup for at overraske de dansksindede Borgere; thi at de tydske Ledere have været bekjendte med Sagen for, kan der ingen Tvivl være om. I ethvert Tilfælde havde det alene Rigtige været, ved denne Lejlighed som andre lignende, at bekjendtgjøre Terminen for Afstemningen idetmindste otte Dage i Forvejen. Men saaledes som det skete, at Mange først hen imod Aften fik Bud om at Møde den næste Dags Morgen, ja Folk fra Byens Landsogn endog forst samme Morgen da Afstemningen skulde foretages, og Andre slet ingen Indbydelse, maatte naturligvis Mangfoldige være forhindrede i at indfinde sig, og det maatte efter Omstændighedernes Natur være de Dansksindede, som denne Skjæbne maatte ramme. - Allerede Klokken 8 1/4 aabnede Amtmand Jürgensen Forretningen ved i en tydsk Tale at underrette de Forsamlede om, at Civilkommissærerne med Hensyn til den omtalte Petitton havde paalagt Skolekollegiet at foranstalte en almindelig Afstemning, om Skolesproget for Fremtiden skulde være Dansk eller Tydsk; han fremhævede med meget Eftertryk, at Afstemningen jo ikke maatte betragtes som et politisk Foretagende men at den var af ren praktisk Betydning, der imidlertid var meget stor, da det gjaldt em intet Mindre, end om vore Børn skulde blive delagtige i tydsk Kultur og "Sittlichkeit" eller ikke; han tilføjede, at hvis Afstemningens Resultat skulde blive det danske Undervisningssprogs Bibeholdelse, saa skulde der dog blive givet de selvsamme Timer tydsk Undervisning som nu, medens i modsat Tilfælde, naar Afstemningen førte til tydsk Skolesprog, skulde der gives ugenlige Timer dansk Undervisning. Efter dette tydske Foredrag resumerede Amtmanden dets Indhold i Korthed paa Dansk, og kom ved denne Lejlighed til af afgive en Erklæring, som der ikke noksom kan lægges Mærke til. Da han nemlig talte om, at der, hvis ogsaa Skolesproget skulde blive Tydsk, dog vilde blive givet nogle Timer i Ugen Undervisning i Dansk, tilføjede han: "Det vil sige i det danske Skriftsprog, thi den danske Dialekt kan læres paa Gaden." Der ligger en overraskende Aabenhjertighed og Naivitet i denne Udtalelse. En mere uforbeholden Tilstaaelse af, at Folkesproget er Dansk, kan hverken ønskes eller gives, og at aflægge en saadan Tilstaaelse i det Øjeblik, da man vil lade afstemme om Indførelsen af tydsk Skolesprog i Almueskolerne, fortjener særlig at beundres. - Efterat Amtmanden havde endt sin Tale, begyndte Afstemningen og fortsattes med stor Hurtighed. Fra tydsk Side blev strax en stor Mængde Fruentimmer indført til Afstemning, og mange hentede ud af deres Boliger fra alle Byens Kanter: der var mødt Alt og samlet Alt, hvad der sværmer for og finder sin Fordel ved at udgive sig for Tydsk, og saaledes blev det endelige Resultat, at 412 stemte for Indførelsen af tydsk Skolesprog, 204 for Bibeholdelsen af det danske Undervisningssprog. 

Man vilde imidlertid tage højligen fejl, dersom man vilde anse disse Talstørrelsers Forhold for det virkelige Udtryk af vor Befolknings Ønske i den omhandlede Sag. Vor Byes rigelig 5000 Indvaanere kunne antages at udgjøre c. 1000 Familier, der maa altsaa ogsaa være omtrent 1000 Stemmeberettigede; men da ikkun 676 have afgivet deres Stemme, have c. 324 ikke stemt. Af det tydske Parti manglede sikkerligen ikke een stemmeberettiget Sjæl; for dets Tilhængere vare alle Omstændigheder saa gunstige som kun tænkes kan; Intet var at riskere, alle Midler vare bragte til Anvendelse. Afstemningen var snildt anordnet og blev ledet ganske i deres Favør. Den danske Befolkning derimod befandt sig i den allerugunstigste Stilling; overrasket ved Sagens uventede og uforsvarlig pludselige Fremstilling og Afgjørelse, trykket fra alle Sider og Kanter og bunden ved utallige Hensyn til Nutid og Fremtid, maa man endnu undres over, at saamange Stemmegivende mødte og stemte, - og man er fuldkommen berettiget til at paastaa, at de rigeligt 300 Stemmer, der ikke bleve afgivne, vilde være faldne paa dansk Side, naar Intet havde bundet og trykket den frie Stemmeytring, og Alting var bleven foranstaltet saaledes, som det burde være skeet. Der kan endnu tilføjes, at al Kontrol ved Afstemningen var udelukket: ingen Oplæsning af hvert enkelt Votum efter dets Angivelse fandt Sted, hele Forretningens Ledelse var udelukkende i Tydsk-sindedes Hænder, og da enhver Tilstedeværende fik Tilhold om, strax at begive sig bort efterat have stemt - naturligvis for at gjøre Plads for Andre - , kunde Ingen forblive i Salen og følge Afstemningens Gang fra Begyndelse til Ende.

En meget forargelig og forstyrrende Scene blev opført af en fremmed Skrædersvend, der arbejder her i Byen. Midt under Forretningen trængte han sig hen til Bordet, for hvilket ve Afstemmende mødte, og fremførte den aldeles usandfærdige Paastand, at Boghandler Sørensen gav Enhver 24 Skilling, der vilde stemme for dansk Undervisningssprog. Som en aldeles Ubeføjet, burde Mennesket strax af Politiet være ført ud af Salen, men hans Angivelse blev af hans Ligesindede hilset med Bravo- og Hurraraab, og der blev skreget efter Sørensen. Denne, der befandt sig i et tilstødende Værelse, traadte, saasnart han erfarede Anledningen til Spektaklet, ind i Salen og gik hen til Afstemningsbordet, hvor han erklærede højt og lydeligt, at Skrædersvendens Udsagn var en grov Usandhed, og forlangte, at Sagen maatte blive retslig undersøgt og han, der foer med Usandhed, behørig afstraffet. Borgmesteren lovede, at Sagen skulde komme til retslig Undersøgelse og Paakjendelse. Dermed var dette Intermezzo til Ende, men dets Indvirkning paa de Tilstedeværende var ogsaa til de Tydsksindedes Fordel; thi ikke faa Dansksindede forlode Salen da Tumulten begyndte, for ikke paa den ene eller anden Maade at komme i Ulejlighed.

Ligesaa hastig som Afstemningen blev sat i Scene, ligesaa hurtigt vil man nu nok sørge for at faa det naturlige Sprogforhold indført i Skolerne, saasnart Civilkommissærerne have sanktioneret, hvad Majoriteten ved Afstemningen har vedtaget, og denne Sanktion vil sikkerligen ikke længe lade vente paa sig.

(Ribe Stifts-Tidende 18. oktober 1864).

Den omtalte afstemning blev fx omtalt i Allgemeine Zeitung den 18. oktober 1864. Ved afstemningen i 1920 var der tysk flertal i købstæderne Aabenraa (2224 danske, 2725 tyske), Tønder (761 danske, 2504 tyske) og Sønderborg (2029 danske, 2601 tyske) samt landdistrikter som bl.a. Højer (219 danske, 581 tyske) og Tinglev (448 danske, 582 tyske). Haderslev var den eneste købstad med dansk flertal (5209 danske, 3275 tyske).

I "Nordslesvigsk Tidende" af 13de ds. skrives fra Haderslev: I Eftermiddag begynder vor lærde Skoles Vinterhalvaar. - Den nye Skolebygning, der hidtil har været afbenyttet som Lazareth, er nu i den nævnte Anledning rømmet og tagen i Brug af de nye Lærere med deres 110 nye Lærlinge, "der for Fremtiden ikke efter dansk (?) Methode skulle lære Ramsen udenad, men efter den tydske Methode oplæres til selvtænkende Mænd. Der vil forøvrigt med Underviisningen blive taget et saadant Hensyn til det danske Sprog, som de nordschleswigske (sic!) Forhold udkræve".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1864).

Fra Fredericia Egnen skrives til "B. T.": Man skulde tro, at Indkvarteringstrykket i vor Egn efterhaanden vilde formindskes, men dette er desværre langtfra Tilfældet. Leverancerne til Magasinerne ere siden sidste Vaabenhvile stegne til det Dobbelte, i flere Retninger til det Tredobbelte, og nu, da alt Forraad er opspist, have mange Sogne for ublue Priser maattet indkjøbe, hvad de ikke havde. Her er den ærede Forplejningskommission i Kolding kommen Beboerne til Hjælp ved at overlade dem Havre til den meget lempelige Pris af c. 5 Rd. 3 Mk. pr. Tvnde eller 3½ sk pr. Pd. (den har ellers til almindelig Hold her i Egnen kun kostet 3 Rd. 2 Mk. a 4 Rd. pr. Tønde). At mange Sogne, ja saa godt som alle uden Undtagelse, ere komne i svære Restancer med Leveringerne, ligger i Sagens Natur - og dog maa Alt inden kort Tid præsteres, ellers trues der med militær Exekution. Ingen maa tro, at Tropperne nøjes med, hvad der leveres fra Magasinerne; i Husene er der desuden siden 26. Juni rekvireret alle mulige Gjenstande, saasom Æg, Smør, Kyllinger, Ænder, Høns, alle Slags Grøntsager, Kartofler, Mælk, Flode, Sukker, Kaffe, The osv., og paa sine Steder er det med disse Rekvisitioner gaaet til Aderligheder, der grændse til det Utrolige medens mange Officerer, navnlig af de østerrigske Tropper, have i dette Stykke som i Alt vist en Humanitet, man i høj Grad maa agte. I den senere Tid gaaer det ud over Hønsehusene og Kartoffelmarkerne - ja af denne sidste Rodfrugt beholde vi Intet for Vinteren. Hertil komme nu de vedvarende Ægtkjørsler, trekkende ril enhver Tid for Landmanden, men dobbelt troklende under en vanskelig og besværlig Høst som iaar. Det hændes ikke saa sjeldent, at naar en Mand er lige ved at kjøre sit Korn ind og vil benytte den enkelte Dags Tørvejr med det Par Heste, han endnu har tilbage kommer en Underofficer farende frem med det lidet glædelige Tilraab: "gleich aufpannenk" Af alt dette ville Øboerne kunne skjønne, hvor ilde vi ere farne, og hvor lykkelige de ere imod os, der daglig pines af et Tryk hvorpaa vi endnu ikke se Ende.

(Ribe Stifts-Tidende 19. september 1864).

Flere af de i den sidste Tid afskedigede danske Præster i Nordslesvig er det blevet forbudt at holde Afskedsprædiken, mens de forlade deres Menigheder. Dette er ibl. A. Tilfældet med den i Engsted Sogn, Apenrade Amt, ansatte Pastor Poulsen, som endog fra den nye slesvigholstenske Amtmand Jürgensen i Apenrade fik et bestemt Forbud imod at gaae rundt til sine Sognefolk for at tage Afsked, ligesom der fra Gensd'armeriets Side blev holdt et stadigt Tilsyn med Præsten for at paasee, at han ikke overtraadte det ham givne Forbud. Bønderne i Ensted Sogn, der med Undtagelse af en i Sognet bosiddende tydsksindet Bonde, en Broder til Amtmand Jürgensen, stode paa en særdeles god Fod med deres Præst og i høi Grad beklagede denne Afskedigelse, lode sig imidlertid ikke skræmme af Gensdarmerne, men indfandt sig talrigt i Præstegaarden for at tage Afsked med Pastor Poulsen, ligesom de ved hans Afreise paa forskjellige Maader lagde deres Hengivenhed for ham for Dagen. (S. BI.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. oktober 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

På de gentagne fordringer fra slesvigerne om at rydde ud i de danske embedsmand, skriver  "Nordd. Allg. Ztg." i en salig tone, at det krav var dikteret af "blindt nationalhad" og derfor sandsynligvis ville krænke nordslesvigernes krav på national lighed. - Flensborg "N.-Ztg." beskriver nu denne opfattelse som en fejlvurdering af de faktiske forhold. I 10 år havde den danske regering arbejdet systematisk med at fordanske Slesvig og havde i den forbindelse især kirken og skolen i tankerne. Med systemets fald må redskaberne dog også falde. I Nordslesvig er kirke og skole stadig i hænderne på mænd som er nøje udvalgt og installeret af et fanatisk parti. Kun ved at fjerne disse hovedagitatorer for et "Danmark til Ejderen" vil det være muligt at skabe en fuldstændig fred mellem den tysktalende og dansktalende del af Slesvigs indbyggere.

- Auf die wiederholte Forderung der Schleswiger, mit dem dänischen Beamtenthum in Schleswig aufzuräumen, antwortete die "Nordd. Allg. Ztg." in salbungsvollem Tone, dass jene Forderung von "blindem Nationalhass" diktiert und deshalb geeignet sei, die Anspüche der Nordschleswiger auf nationale Gleichberechtigung zu verletzen. - Die Flensburger "N.-Ztg." bezeichnet jetzt diese Auffassung als Verkennung det Thatsächlichen Verhältnisse. Zehn Jahre hatte die dänische Regierung die Danisirung Schleswigs systematisch betriben und hierbei namentlich Kirche und Schule im Auge gehabt. Mit dem System müssten aber auch die Werkzeuge desselben fallen. In Nordschleswig sind Kirche und Schule noch immer in den Händen von Männern, die von einer fanatischen Partei mit Vorgedacht ausgewählt und eingesetzt worden. Nur durch Entfernung dieser Hauptagitatoren für ein "Dänemark bis zur Eider" wird ein vollständiger Frieden zwischen dem deutsch- und dänischredenden Theil der Bewohner Schleswigs hergestellt werden können.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 19. oktober 1864).

I Tirsdags og Onsdags fandt, ifølge "Rosk. Av.", en Fest Sted i Roeskilde for Underofficiererne og de Menige ved de i Byen og i Omegnen cantonerende 2 Infanteri-Regimenter, den første Dag for 20de Regiment og ben næste Dag for 9de Regiment. Omtrent Kl. 6 stillede Mandskabet paa Hestetorvet, og en halv Times Tid derefter gik man tilbords, Underofficiererne i det smukt decorerede Telt, som senere benyttedes til Dandsen, og Mandskabet i det med Grønt, Blomster og Flag smykkede Locale, som afbenyttes til Bazaren, og i hvis ene Ende et smukt Transparent var anbragt. Efterat Capt. Sveistrup i Comiteens Navn havde budt Gjæsterne et smukt og hjerteligt Velkommen, holdtes der en Række Taler, saaledes for Kongen, for Fædrelandet, for General Wilster, for Regimentscommandeurerne, for Officiererne, for Damerne, for Comiteen, og w. Fl. General WiIster, der begge Aftener beærede Festen med sin Nærværelse, og de øvrige tilstedeværende Officierer underholdt sig paa en ligefrem og hjertelig Maade med Mandskabet, hvilket bidrog meget til at forhøje den almindelige Glæde og Munterhed; ligeledes deeltoge saavel Generalen som de øvrige Officierer i Dandsen, som varede til Kl. 12. Arrangementet var meget vellykket.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 19. oktober 1864).

- Sundhedstilstanden her i Amtet lader fortiden Meget tilbage at ønske. Som tidligere meldt ere de sanitære Forhold paa Mors og tildels i Thy mindre tilfredsstillende, og i det nærliggende Hanherred viser der sig en ondartet Tyfus, paa sine Steder endog med Sprinkler og Blodgang.

(Thisted Amtsavis 22. oktober 1864).

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Apenrade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nordslesvig. Jylland 16de til 19de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Befolkningen i Nordslesvig finder sig ikke længere saa rolig i Alt, som den før giorde; den mærker, at det bliver Alvor, og at det ikke kan nytte at sidde rolig og vente paa bedre Tider. Bestræbelserne for at beholde Embedsmændene nytte naturligviis Intet; Hammelev Sogn afgiver især et slaaende Exempel herpaa. Da Pastor Find skulde afsættes, sendtes saaledes en Deputation til Civilcommissairerne med en Adresse om at maatte beholde ham som Præst; men uagtet Adressen var underskreven af alle Sognefolkene, paa Tre nær, toges der ikke mindste Hensyn til den, medens andre Steder een eller to tydske Sognefolks Ønsker have været nok til at faae den gamle Præst bortjaget og en ny indsat. Det viser tydelig nok, hvad Hensyn der tages til Befolkningens Ønsker, naar de gaae i en anden Retning end de Regjerendes. Lignende Forsøg ere giorte flere Gange, altid med samme Resultal; kun en eneste Gang har Befolkningen ppnaaet sit Ønske, idet den ved Adresser og gjentagne Deputationer til Civilcommissairerne fik Udviisningsordren tilbagekaldt for Physicus Madvig i Haderslev; Embedet var der ikke Tale om; Ønsket gik kun ud paa at beholde ham som privat Læge. De nye Embedsmand blive heller ikke modtagne paa det Bedste; som Exempel kan anføres, at Pastor Eckell i Hammelev holdt sin Tiltrædelsesprædiken for de tre Personer, der ikke havde underskrevet Adressen om at beholde Find, tilligemed et Par Tydskere fra Nabosognene, medens forresten Sognefolkene samme Søndag i Masse kjørte til den danske Nabopræsts Kirke. Pastor Neergaard i Starup havde ved samme Leilighed ti Tilhørere, medens Kirken var overfyldt, da Pastor Tolderlund holdt sin Afskedsprædiken. Og endnu værre saae det ud i Vonsbæk, hvor Hr. Matzen maatte lade sig nøie med Degnen og hans Kone, foruden nogle Confirmanter, der vare tilsagte til Møde; ligesom samme Præst heller ikke har kunnet bevæge nogen eneste Bonde i Sognet til at give sig Huusly, indtil han kan flytte ind paa Præstegaarden, og derfor ogsaa har maattet tage sin Tilflugt til Degnen.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 16. september 1864)

De i Lemvig Havn henliggende beslaglagte Skibe, henved 40 i Tallet, skulle nu, efter Militairgouvernementets Bestemmelse, føres til Aalborg. Aarsagen hertil maa sandsynlig være, at Fjenden nu har indseet Umuligheden af at føre Skibene ud af Aggerkanal paa Grund af den lave Vandstand. Da Skibene, der for en Deel ere smaa og kun benyttes til Fjordfart, ere Eiernes eneste Erhverv, indgave disse for nogen Tid siden en Ansøgning til den fjendlige Overkommando om at maatte benytte Fartøjerne paa Fjorden, imod at vedkommende Kommuner garanterede deres Tilstedeværelse, naar denne fordredes. Denne Ansøgning blev afslaaet. Skibseierne gjorde ved Andragendets Indgivelse Vedkommende opmærksom paa, at Fartøjerne vare udsatte for at bedærves af Søorm, ved i længere Tid at henligge i Lemvig Havn og som et Beviis for denne Paastands Rigtighed medsendtes et Stykke Træ, som i nogen Tid havde ligget der og som derved var aldeles ødelagt. Mulig kan denne Oplysning ogsaa være Grunden til nævnte Foranstaltning. (M. Av.)

Aalborgs Rømning. I Mandags og i Tirsdags rømmedes Aalborg militaire Sygehuus af Preusserne og samtlige Syge og Læger ere afreiste sydpaa. Den endnu der liggende lille Afdeling af det tidligere afreiste 50de Regiment samt nogle faa Husarer fulgte efter i Onsdags tilligemed Feltpostkontoiret og Telegrafstationen. (Ab. S.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1864).

Oversættelse af tysk artikel, oversættelsen se nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 11. sept. Ifølge den danske kirkekalender for hertugdømmet Slesvig er af de 228 prædikanter, der var i embedet den 1. november 1863 (Als og Tønninglen naturligvis undtaget) 118 født i Slesvig, hhv. , som det siges, i "Sønderjylland", 26 i Nørrejylland, 57 på Øerne, 1 på Island, 1 på Færøerne, 12 i Holsten og 4 (?) i andre tyske lande; d.v.s. 143 fra hertugdømmerne og Tyskland, 85 fra Danmark. Ifølge samme oplysninger blev 122 af samtlige prædikanter på Gottorp, i Glückstadt og i Flensborg undersøgt, i København 106, hvilket viser, at 21 slesvigske indfødte ikke bestod eksamen i landet, men i København. Af disse er siden 1. februar indtil nu enten gået væk eller blevet afskediget af den øverste civile myndighed: biskoppen, fra provstiet Aabenraa 5, fra provstiet Eiderstedt 2 (født i Slesvig-Holsten), fra provstiet Flensborg 28, fra provstiet Gottorf 11 (heraf 1 fra hertugdømmerne), fra provstiet Haderslev 10 (herunder 1 eksamineret på Gottorf); 1 fra Hütten provsti, 4 fra Husum og Bredstedt prost, 7 fra Sønderborg provsti, 14 fra Tønder provsti, altså 83 i alt. Det ses heraf, at de civile myndigheders arbejde med at omorganisere  allerede har gjort betydelige fremskridt. (H.N.).(H.N.).

Aus dem Herzogthum Schleswig, 11. Sept. Nach der Angabe des dänischen Kirchenkalenders für das Herzogthum Schleswig waren von den 228 am 1 Nov. 1863 fungirenden Predigern (wobei Alsen und Tönninglehn natürlich ausfeschlossen sind) 118 geboren in Schleswig, oder, wie es heisst, in "Sönderjylland," 26 in Nordjütland, 57 auf den Inseln, 1 auf Island, 1 auf den Faröern, 12 in Holstein und 4 (?) in andern deutschen Ländern; also aus den Herzogthümern und Deutschland 143, aus Dänemark 85. Nach derselben Angabe waren von den sämmtlichen Predigern auf Gottorp, in Glückstadt und in Flensburg 122 examinirt, in Kopenhagen 106, woraus hervorgeht dass 21 geborne Schleswiger nicht das Examen im Land, sondern in Kopenhagen bestanden haben. Von diesen sind seit dem 1 Febr. bis jetzt entweder davongegangen oder durch die oberste Civilbehörde entlassen: der Bischof, aus der Probstei Apenrade 5, aus der Probstei Eiderstedt 2 (in Schleswig-Holstein geboren), aus der Probstei Flensburg 28, aus der Probstei Gottorf 11 (darunter 1 aus den Herzogthümern), aus der Probstei Hadersleben 10 (daunter 1 auf Gottorf examinirter); aus der Probstei Hütten 1, aus den Probstein Husum und Bredstedt 4, aus der Probstei Sonderburg 7, aus der Probstei Tondern 14, also zusammen 83. Es ergibt sich hieraus, dass das Reorganisationswerk der Civilbehörde schon bedeutend vorgeschritten ist. (H. N.).

(Allgemeine Zeitung 16. september 1864)

Et tilbageblik til 1848: Friserfest i Bredsted. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Brandskaden i Fredericia. (Frd. Av ) Efter hvad vi have bragt i Erfaring, udgjør Beløbet af de Brandskader, der ere indtrufne her i Byen under Belejringen og den paafulgte fjendlige Okkupation, ialt en Sum af 75,034 Rd., hvilken Sum udkommer saaledes: 1) Ved Beskydningen d. 20de og 21de Marts d, A, afbrændte 36 Gaarde og Huse, og den derved foranledigede Brandskade udgjorde 53,510 Rd. 2) For nogle Huse og Gaarde samt et Teglværk i paa Byens Mark, der afbrændtes efter militair Foranstaltning. 12,592 Rd. 3) Forskjellige andre Brandskader, der antages fremkaldte ved Uforsigtighed af Indkvarteringen 8,932 Rd. Disse Brandskader udgjøre imidlertid kun en ringe Deel af det Tab, Byen i det Hele taget har lidt ved Krigen, og den Skade paa Bygninger og Bohave, der iøvrigt er foranlediget deels ved Beskydningen og deels ved den af den stærke Indkvartering m. m. tilføiede Overlast, - der for Øieblikket ei lader sig nøiagtig opgive - , vil formeentligen langt overstige fornævnte Sum. Det er navnlig den nordlige Deel af Byen, der under Beskydningen Ieed mest, og uagtet der næsten faldt Granater i samtlige Byens Kvarterer, er det dog i Særdeleshed den nordlige Deel af Riddergade, Prindsessegade og Kjøbmagergade, der har været udsat for Ødelæggelse, ligesom ogsaa de fleste Brandskader der ere indtrufne. Naar der endvidere tages Hensyn til de Tab, Byens Befolkning har lidt deels ved Udredelse af Flytningsomkostninger for Familie og Bohave, deels ved Næringstab, idet som bekjendt alle Erhverv ved Handel, Fabriks- og Haandværksdrift, Søfart og Fiskeri i et meget langt Tidsrum have været standsede, saavelsom ved Ydelser af forskjellig Art til de fjendlige Tropper, vil det være indlysende, at Fredericia næstefter Sønderborg er bleven haardest hjemsøgt under Krigen. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. september 1864).

- Fra Nykjøbing skrives den 15de Septbr. i "Morsø Av.": Samtlige i Limfjorden beslaglagte Skibe ere ifølge Ordre fra Wien nu blevne frigivne, imod at den kgl. danske Regjering ligeoverfor de allierede Magters Regjeringer erklærer sig for Debitor af et saa stort Beløb, som den Sum maatte andrage, til hvilken Fartøierne ved en Taxationsforretning maatte blive ansatte. Samtidig med Efterretningen herom ankom en østerrigsk Marinelieutenant til Lemvig med den Instruction: strax at drage Omsorg for at Skibene bleve vurderede og derefter tilbageleverede Eiermændene med Frihed til al seile hvorhen de ville. Taxation har fundet Sled i Mandags Eftermiddag og allerede igaar ankom tvende af de ti i Nykjøbing hjemmehørende Fartøier hertil.

- Fra Holstebro skrives den 10de Septbr., at de deri Byen liggende 300 Mand østerrigske Tropper have faaet Ordre til at drage sydpaa inden 8 Dage. Endeel syge Soldater vare allerede den foregaaende Dag transporterede sydpaa. 

- Ogsaa de i Lemvig liggende østerrigske Tropper skulle en af de første Dage forlade Byen.

(Skive Avis 17. september 1864).

Fra Fredericia-Egnen: "Man skulde troe, at Indqvarteringstrykket i vor Egn efterhaanden vilde formindskes; men dette er desværre langtfra Tilfældet. Leverancerne til Magasinerne ere siden sidste Vaabenhvile stegne til det Dobbelte, i flere Retninger til det Tredobbelte, og nu, da alt Forraad er opspiist, have mange Sogne for ublue Priser maattet indkjøbe, hvad de ikke havde. Her er den ærede Forpleiningscommission i Kolding kommen Beboerne til Hjælp ved at overlade dem Havre til den meget lempelige Priis af c. 5 Rd. 3 Mk. pr Tønde eller 3½ sk. pr. Pd. (den har ellers til almindeligt Hold her i Egnen kun kostet 3 Rd. 2 Mk. a 4 Rd. pr. Td.). At mange Sogne, ja saa godt som alle uden Undtagelse, ere komne i svære Restancer med Leveringerne, ligger i Sagens Natur, - og dog maa Alt inden kort Tid præsteres, ellers trues der med militair Execution. Ingen maa troe, at Tropperne nøies med hvad der leveres fra Magasinerne; i Husene er der desuden siden 26de Juni reqvireret alle mulige Gjenstande, saasom Æg, Smør, Kyllinger, Ænder, Høns, alle Slags Grøntsager, Kartofler, Mælk, Flæde, Sukker, Kaffe, Thee osv., og paa sine Steder er det med disse Reqvisitioner gaaet til Yderligheder, der grændse til det Utrolige." (Bl. T.)

- - -

Hobro, den 11te Septbr. Efterat den sidste halve Snees preussiske Husarer igaar Morges har forladt os for ligesom de tidligere (efter den 1ste August) herigjennem dragne større Troppeafdelinger at begive sig sydpaa, er der nu saavidt vides ingen preussiske Tropper Nord for Hobro eller i Byens Omegn; det her etablerede Magasin til Troppernes Forplejning er opløst og Alt venter nu efterhaanden tilbage til den gamle fredelige Tilstand, som nu i mere end 4 Maaneder har været ukjendt her. Idet vi nu haabe for sidste Gang at have seet de fjendtlige Tropper i vor By, skylde vi at udtale, at Troppernes Forhold har i det Hele taget været roesværdigt og baaret Vidnesbyrd om en stræng og samvittighedsfuld Iagttagen af militair Disciplin, men vi kunne da paa den anden Side heller ikke nægte os den Tilfredsstillelse at udtale, at Æren for at vor By har kunnet gjennemgaae saa vanskelige og byrdefulde Tilstande uden større Ulemper end de, der altid ville være uundgaaelige under en fjendtlig Occupation, ogsaa for en stor Deel tør tilskrives Byens Befolkning selv, idet det er lykkedes Befolkningen ligeoverfor Fjenden at undgaae saavel taabelige Yttringer af Animositet som upassende Familiaritet, og netop ved at iagttage den rette Middelvej i sit Forbold mod Landets Fjender, at afvinde disse en Agtelse, som har afspillet sig i deres hele Optræden. (Hobro Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 19. september 1864).

Østrigsk-slesvigsk gendarmeri. Illustrirte Zeitung, nr. 1096 1864.