Jødiske Sødskende katholsk døbt i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):

En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:

Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?

Fredericia i December 1867.

F. Eliasens Enke." 

Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:

Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."

Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af ni Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller"Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.

Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanue Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.

Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."

Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)

Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:

1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.

2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholste Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.

3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.

4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.

5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget

6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.

7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.

8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.

Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.

Fredericia, den 28de Januar 1868.

John. v. Euch

Præst

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)

Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.

Johannes Theodor Joseph von Euch (21.1.1834-17.3.1922) katolsk biskop. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]

Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,

Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.

I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.

For 1½  Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baanet sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.

Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.

Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "

Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.

Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.

F. Eliasens Enke.

Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.

(Dagbladet (København) 15. februar 1868)

Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til, at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3000 til ca. 25 000 og antallet af sogne fra 8 til 28. 

Biskop Johannes von Euchs bisættelse fra St. Ansgar Kirken i Bredgade. Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 23. marts 1922.

Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård. Da von Euch kom til Danmark, var der omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. I 1910 var tallene 7.000 med 30 kirker.

Johannes v. Euchs gravsted på den romerske katolske vestre kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Slesvig. Eftervirkninger af Krigen. 18de til 22de Oktober 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmet Slesvig. "B. T." har modtaget følgende Brev fra Mellemslesvig, dateret den 12. Oktbr. Igaar er der i Aabenraa forefaldet en Begivenhed, der vil give de tydske Blade Stof til stort Brouteri; der er nemlig blevet foretaget en Afstemning, om Skolesproget i Byens Skoler skal vedblive at være Dansk eller forandres til Tydsk, og de Tydsksindede fik Majoriteten. Allerede for lang Tid siden havde Byens tydsksindede Parti til Civilkommissærerne indgivet en Petition, hvori de androge paa denne Forandring. Hidtil havde man ikke hørt om noget Resultat af dette Skridt, men iforgaars bleve Byens Indvaanere ganske uventet - idetmindste hvad de Dansksindede angaaer - anmodede om, den næstfølgende Dags Morgen at indfinde sig paa Raadstuen, for at afstemme om Skolesproget. Det falder strax i Øjnene, at denne korte Indvarsling har været et velberegnet Koup for at overraske de dansksindede Borgere; thi at de tydske Ledere have været bekjendte med Sagen for, kan der ingen Tvivl være om. I ethvert Tilfælde havde det alene Rigtige været, ved denne Lejlighed som andre lignende, at bekjendtgjøre Terminen for Afstemningen idetmindste otte Dage i Forvejen. Men saaledes som det skete, at Mange først hen imod Aften fik Bud om at Møde den næste Dags Morgen, ja Folk fra Byens Landsogn endog forst samme Morgen da Afstemningen skulde foretages, og Andre slet ingen Indbydelse, maatte naturligvis Mangfoldige være forhindrede i at indfinde sig, og det maatte efter Omstændighedernes Natur være de Dansksindede, som denne Skjæbne maatte ramme. - Allerede Klokken 8 1/4 aabnede Amtmand Jürgensen Forretningen ved i en tydsk Tale at underrette de Forsamlede om, at Civilkommissærerne med Hensyn til den omtalte Petitton havde paalagt Skolekollegiet at foranstalte en almindelig Afstemning, om Skolesproget for Fremtiden skulde være Dansk eller Tydsk; han fremhævede med meget Eftertryk, at Afstemningen jo ikke maatte betragtes som et politisk Foretagende men at den var af ren praktisk Betydning, der imidlertid var meget stor, da det gjaldt em intet Mindre, end om vore Børn skulde blive delagtige i tydsk Kultur og "Sittlichkeit" eller ikke; han tilføjede, at hvis Afstemningens Resultat skulde blive det danske Undervisningssprogs Bibeholdelse, saa skulde der dog blive givet de selvsamme Timer tydsk Undervisning som nu, medens i modsat Tilfælde, naar Afstemningen førte til tydsk Skolesprog, skulde der gives ugenlige Timer dansk Undervisning. Efter dette tydske Foredrag resumerede Amtmanden dets Indhold i Korthed paa Dansk, og kom ved denne Lejlighed til af afgive en Erklæring, som der ikke noksom kan lægges Mærke til. Da han nemlig talte om, at der, hvis ogsaa Skolesproget skulde blive Tydsk, dog vilde blive givet nogle Timer i Ugen Undervisning i Dansk, tilføjede han: "Det vil sige i det danske Skriftsprog, thi den danske Dialekt kan læres paa Gaden." Der ligger en overraskende Aabenhjertighed og Naivitet i denne Udtalelse. En mere uforbeholden Tilstaaelse af, at Folkesproget er Dansk, kan hverken ønskes eller gives, og at aflægge en saadan Tilstaaelse i det Øjeblik, da man vil lade afstemme om Indførelsen af tydsk Skolesprog i Almueskolerne, fortjener særlig at beundres. - Efterat Amtmanden havde endt sin Tale, begyndte Afstemningen og fortsattes med stor Hurtighed. Fra tydsk Side blev strax en stor Mængde Fruentimmer indført til Afstemning, og mange hentede ud af deres Boliger fra alle Byens Kanter: der var mødt Alt og samlet Alt, hvad der sværmer for og finder sin Fordel ved at udgive sig for Tydsk, og saaledes blev det endelige Resultat, at 412 stemte for Indførelsen af tydsk Skolesprog, 204 for Bibeholdelsen af det danske Undervisningssprog. 

Man vilde imidlertid tage højligen fejl, dersom man vilde anse disse Talstørrelsers Forhold for det virkelige Udtryk af vor Befolknings Ønske i den omhandlede Sag. Vor Byes rigelig 5000 Indvaanere kunne antages at udgjøre c. 1000 Familier, der maa altsaa ogsaa være omtrent 1000 Stemmeberettigede; men da ikkun 676 have afgivet deres Stemme, have c. 324 ikke stemt. Af det tydske Parti manglede sikkerligen ikke een stemmeberettiget Sjæl; for dets Tilhængere vare alle Omstændigheder saa gunstige som kun tænkes kan; Intet var at riskere, alle Midler vare bragte til Anvendelse. Afstemningen var snildt anordnet og blev ledet ganske i deres Favør. Den danske Befolkning derimod befandt sig i den allerugunstigste Stilling; overrasket ved Sagens uventede og uforsvarlig pludselige Fremstilling og Afgjørelse, trykket fra alle Sider og Kanter og bunden ved utallige Hensyn til Nutid og Fremtid, maa man endnu undres over, at saamange Stemmegivende mødte og stemte, - og man er fuldkommen berettiget til at paastaa, at de rigeligt 300 Stemmer, der ikke bleve afgivne, vilde være faldne paa dansk Side, naar Intet havde bundet og trykket den frie Stemmeytring, og Alting var bleven foranstaltet saaledes, som det burde være skeet. Der kan endnu tilføjes, at al Kontrol ved Afstemningen var udelukket: ingen Oplæsning af hvert enkelt Votum efter dets Angivelse fandt Sted, hele Forretningens Ledelse var udelukkende i Tydsk-sindedes Hænder, og da enhver Tilstedeværende fik Tilhold om, strax at begive sig bort efterat have stemt - naturligvis for at gjøre Plads for Andre - , kunde Ingen forblive i Salen og følge Afstemningens Gang fra Begyndelse til Ende.

En meget forargelig og forstyrrende Scene blev opført af en fremmed Skrædersvend, der arbejder her i Byen. Midt under Forretningen trængte han sig hen til Bordet, for hvilket ve Afstemmende mødte, og fremførte den aldeles usandfærdige Paastand, at Boghandler Sørensen gav Enhver 24 Skilling, der vilde stemme for dansk Undervisningssprog. Som en aldeles Ubeføjet, burde Mennesket strax af Politiet være ført ud af Salen, men hans Angivelse blev af hans Ligesindede hilset med Bravo- og Hurraraab, og der blev skreget efter Sørensen. Denne, der befandt sig i et tilstødende Værelse, traadte, saasnart han erfarede Anledningen til Spektaklet, ind i Salen og gik hen til Afstemningsbordet, hvor han erklærede højt og lydeligt, at Skrædersvendens Udsagn var en grov Usandhed, og forlangte, at Sagen maatte blive retslig undersøgt og han, der foer med Usandhed, behørig afstraffet. Borgmesteren lovede, at Sagen skulde komme til retslig Undersøgelse og Paakjendelse. Dermed var dette Intermezzo til Ende, men dets Indvirkning paa de Tilstedeværende var ogsaa til de Tydsksindedes Fordel; thi ikke faa Dansksindede forlode Salen da Tumulten begyndte, for ikke paa den ene eller anden Maade at komme i Ulejlighed.

Ligesaa hastig som Afstemningen blev sat i Scene, ligesaa hurtigt vil man nu nok sørge for at faa det naturlige Sprogforhold indført i Skolerne, saasnart Civilkommissærerne have sanktioneret, hvad Majoriteten ved Afstemningen har vedtaget, og denne Sanktion vil sikkerligen ikke længe lade vente paa sig.

(Ribe Stifts-Tidende 18. oktober 1864).

Den omtalte afstemning blev fx omtalt i Allgemeine Zeitung den 18. oktober 1864. Ved afstemningen i 1920 var der tysk flertal i købstæderne Aabenraa (2224 danske, 2725 tyske), Tønder (761 danske, 2504 tyske) og Sønderborg (2029 danske, 2601 tyske) samt landdistrikter som bl.a. Højer (219 danske, 581 tyske) og Tinglev (448 danske, 582 tyske). Haderslev var den eneste købstad med dansk flertal (5209 danske, 3275 tyske).

I "Nordslesvigsk Tidende" af 13de ds. skrives fra Haderslev: I Eftermiddag begynder vor lærde Skoles Vinterhalvaar. - Den nye Skolebygning, der hidtil har været afbenyttet som Lazareth, er nu i den nævnte Anledning rømmet og tagen i Brug af de nye Lærere med deres 110 nye Lærlinge, "der for Fremtiden ikke efter dansk (?) Methode skulle lære Ramsen udenad, men efter den tydske Methode oplæres til selvtænkende Mænd. Der vil forøvrigt med Underviisningen blive taget et saadant Hensyn til det danske Sprog, som de nordschleswigske (sic!) Forhold udkræve".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1864).

Fra Fredericia Egnen skrives til "B. T.": Man skulde tro, at Indkvarteringstrykket i vor Egn efterhaanden vilde formindskes, men dette er desværre langtfra Tilfældet. Leverancerne til Magasinerne ere siden sidste Vaabenhvile stegne til det Dobbelte, i flere Retninger til det Tredobbelte, og nu, da alt Forraad er opspist, have mange Sogne for ublue Priser maattet indkjøbe, hvad de ikke havde. Her er den ærede Forplejningskommission i Kolding kommen Beboerne til Hjælp ved at overlade dem Havre til den meget lempelige Pris af c. 5 Rd. 3 Mk. pr. Tvnde eller 3½ sk pr. Pd. (den har ellers til almindelig Hold her i Egnen kun kostet 3 Rd. 2 Mk. a 4 Rd. pr. Tønde). At mange Sogne, ja saa godt som alle uden Undtagelse, ere komne i svære Restancer med Leveringerne, ligger i Sagens Natur - og dog maa Alt inden kort Tid præsteres, ellers trues der med militær Exekution. Ingen maa tro, at Tropperne nøjes med, hvad der leveres fra Magasinerne; i Husene er der desuden siden 26. Juni rekvireret alle mulige Gjenstande, saasom Æg, Smør, Kyllinger, Ænder, Høns, alle Slags Grøntsager, Kartofler, Mælk, Flode, Sukker, Kaffe, The osv., og paa sine Steder er det med disse Rekvisitioner gaaet til Aderligheder, der grændse til det Utrolige medens mange Officerer, navnlig af de østerrigske Tropper, have i dette Stykke som i Alt vist en Humanitet, man i høj Grad maa agte. I den senere Tid gaaer det ud over Hønsehusene og Kartoffelmarkerne - ja af denne sidste Rodfrugt beholde vi Intet for Vinteren. Hertil komme nu de vedvarende Ægtkjørsler, trekkende ril enhver Tid for Landmanden, men dobbelt troklende under en vanskelig og besværlig Høst som iaar. Det hændes ikke saa sjeldent, at naar en Mand er lige ved at kjøre sit Korn ind og vil benytte den enkelte Dags Tørvejr med det Par Heste, han endnu har tilbage kommer en Underofficer farende frem med det lidet glædelige Tilraab: "gleich aufpannenk" Af alt dette ville Øboerne kunne skjønne, hvor ilde vi ere farne, og hvor lykkelige de ere imod os, der daglig pines af et Tryk hvorpaa vi endnu ikke se Ende.

(Ribe Stifts-Tidende 19. september 1864).

Flere af de i den sidste Tid afskedigede danske Præster i Nordslesvig er det blevet forbudt at holde Afskedsprædiken, mens de forlade deres Menigheder. Dette er ibl. A. Tilfældet med den i Engsted Sogn, Apenrade Amt, ansatte Pastor Poulsen, som endog fra den nye slesvigholstenske Amtmand Jürgensen i Apenrade fik et bestemt Forbud imod at gaae rundt til sine Sognefolk for at tage Afsked, ligesom der fra Gensd'armeriets Side blev holdt et stadigt Tilsyn med Præsten for at paasee, at han ikke overtraadte det ham givne Forbud. Bønderne i Ensted Sogn, der med Undtagelse af en i Sognet bosiddende tydsksindet Bonde, en Broder til Amtmand Jürgensen, stode paa en særdeles god Fod med deres Præst og i høi Grad beklagede denne Afskedigelse, lode sig imidlertid ikke skræmme af Gensdarmerne, men indfandt sig talrigt i Præstegaarden for at tage Afsked med Pastor Poulsen, ligesom de ved hans Afreise paa forskjellige Maader lagde deres Hengivenhed for ham for Dagen. (S. BI.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. oktober 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

På de gentagne fordringer fra slesvigerne om at rydde ud i de danske embedsmand, skriver  "Nordd. Allg. Ztg." i en salig tone, at det krav var dikteret af "blindt nationalhad" og derfor sandsynligvis ville krænke nordslesvigernes krav på national lighed. - Flensborg "N.-Ztg." beskriver nu denne opfattelse som en fejlvurdering af de faktiske forhold. I 10 år havde den danske regering arbejdet systematisk med at fordanske Slesvig og havde i den forbindelse især kirken og skolen i tankerne. Med systemets fald må redskaberne dog også falde. I Nordslesvig er kirke og skole stadig i hænderne på mænd som er nøje udvalgt og installeret af et fanatisk parti. Kun ved at fjerne disse hovedagitatorer for et "Danmark til Ejderen" vil det være muligt at skabe en fuldstændig fred mellem den tysktalende og dansktalende del af Slesvigs indbyggere.

- Auf die wiederholte Forderung der Schleswiger, mit dem dänischen Beamtenthum in Schleswig aufzuräumen, antwortete die "Nordd. Allg. Ztg." in salbungsvollem Tone, dass jene Forderung von "blindem Nationalhass" diktiert und deshalb geeignet sei, die Anspüche der Nordschleswiger auf nationale Gleichberechtigung zu verletzen. - Die Flensburger "N.-Ztg." bezeichnet jetzt diese Auffassung als Verkennung det Thatsächlichen Verhältnisse. Zehn Jahre hatte die dänische Regierung die Danisirung Schleswigs systematisch betriben und hierbei namentlich Kirche und Schule im Auge gehabt. Mit dem System müssten aber auch die Werkzeuge desselben fallen. In Nordschleswig sind Kirche und Schule noch immer in den Händen von Männern, die von einer fanatischen Partei mit Vorgedacht ausgewählt und eingesetzt worden. Nur durch Entfernung dieser Hauptagitatoren für ein "Dänemark bis zur Eider" wird ein vollständiger Frieden zwischen dem deutsch- und dänischredenden Theil der Bewohner Schleswigs hergestellt werden können.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 19. oktober 1864).

I Tirsdags og Onsdags fandt, ifølge "Rosk. Av.", en Fest Sted i Roeskilde for Underofficiererne og de Menige ved de i Byen og i Omegnen cantonerende 2 Infanteri-Regimenter, den første Dag for 20de Regiment og ben næste Dag for 9de Regiment. Omtrent Kl. 6 stillede Mandskabet paa Hestetorvet, og en halv Times Tid derefter gik man tilbords, Underofficiererne i det smukt decorerede Telt, som senere benyttedes til Dandsen, og Mandskabet i det med Grønt, Blomster og Flag smykkede Locale, som afbenyttes til Bazaren, og i hvis ene Ende et smukt Transparent var anbragt. Efterat Capt. Sveistrup i Comiteens Navn havde budt Gjæsterne et smukt og hjerteligt Velkommen, holdtes der en Række Taler, saaledes for Kongen, for Fædrelandet, for General Wilster, for Regimentscommandeurerne, for Officiererne, for Damerne, for Comiteen, og w. Fl. General WiIster, der begge Aftener beærede Festen med sin Nærværelse, og de øvrige tilstedeværende Officierer underholdt sig paa en ligefrem og hjertelig Maade med Mandskabet, hvilket bidrog meget til at forhøje den almindelige Glæde og Munterhed; ligeledes deeltoge saavel Generalen som de øvrige Officierer i Dandsen, som varede til Kl. 12. Arrangementet var meget vellykket.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 19. oktober 1864).

- Sundhedstilstanden her i Amtet lader fortiden Meget tilbage at ønske. Som tidligere meldt ere de sanitære Forhold paa Mors og tildels i Thy mindre tilfredsstillende, og i det nærliggende Hanherred viser der sig en ondartet Tyfus, paa sine Steder endog med Sprinkler og Blodgang.

(Thisted Amtsavis 22. oktober 1864).

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Apenrade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nordslesvig. Jylland 16de til 19de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Befolkningen i Nordslesvig finder sig ikke længere saa rolig i Alt, som den før giorde; den mærker, at det bliver Alvor, og at det ikke kan nytte at sidde rolig og vente paa bedre Tider. Bestræbelserne for at beholde Embedsmændene nytte naturligviis Intet; Hammelev Sogn afgiver især et slaaende Exempel herpaa. Da Pastor Find skulde afsættes, sendtes saaledes en Deputation til Civilcommissairerne med en Adresse om at maatte beholde ham som Præst; men uagtet Adressen var underskreven af alle Sognefolkene, paa Tre nær, toges der ikke mindste Hensyn til den, medens andre Steder een eller to tydske Sognefolks Ønsker have været nok til at faae den gamle Præst bortjaget og en ny indsat. Det viser tydelig nok, hvad Hensyn der tages til Befolkningens Ønsker, naar de gaae i en anden Retning end de Regjerendes. Lignende Forsøg ere giorte flere Gange, altid med samme Resultal; kun en eneste Gang har Befolkningen ppnaaet sit Ønske, idet den ved Adresser og gjentagne Deputationer til Civilcommissairerne fik Udviisningsordren tilbagekaldt for Physicus Madvig i Haderslev; Embedet var der ikke Tale om; Ønsket gik kun ud paa at beholde ham som privat Læge. De nye Embedsmand blive heller ikke modtagne paa det Bedste; som Exempel kan anføres, at Pastor Eckell i Hammelev holdt sin Tiltrædelsesprædiken for de tre Personer, der ikke havde underskrevet Adressen om at beholde Find, tilligemed et Par Tydskere fra Nabosognene, medens forresten Sognefolkene samme Søndag i Masse kjørte til den danske Nabopræsts Kirke. Pastor Neergaard i Starup havde ved samme Leilighed ti Tilhørere, medens Kirken var overfyldt, da Pastor Tolderlund holdt sin Afskedsprædiken. Og endnu værre saae det ud i Vonsbæk, hvor Hr. Matzen maatte lade sig nøie med Degnen og hans Kone, foruden nogle Confirmanter, der vare tilsagte til Møde; ligesom samme Præst heller ikke har kunnet bevæge nogen eneste Bonde i Sognet til at give sig Huusly, indtil han kan flytte ind paa Præstegaarden, og derfor ogsaa har maattet tage sin Tilflugt til Degnen.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 16. september 1864)

De i Lemvig Havn henliggende beslaglagte Skibe, henved 40 i Tallet, skulle nu, efter Militairgouvernementets Bestemmelse, føres til Aalborg. Aarsagen hertil maa sandsynlig være, at Fjenden nu har indseet Umuligheden af at føre Skibene ud af Aggerkanal paa Grund af den lave Vandstand. Da Skibene, der for en Deel ere smaa og kun benyttes til Fjordfart, ere Eiernes eneste Erhverv, indgave disse for nogen Tid siden en Ansøgning til den fjendlige Overkommando om at maatte benytte Fartøjerne paa Fjorden, imod at vedkommende Kommuner garanterede deres Tilstedeværelse, naar denne fordredes. Denne Ansøgning blev afslaaet. Skibseierne gjorde ved Andragendets Indgivelse Vedkommende opmærksom paa, at Fartøjerne vare udsatte for at bedærves af Søorm, ved i længere Tid at henligge i Lemvig Havn og som et Beviis for denne Paastands Rigtighed medsendtes et Stykke Træ, som i nogen Tid havde ligget der og som derved var aldeles ødelagt. Mulig kan denne Oplysning ogsaa være Grunden til nævnte Foranstaltning. (M. Av.)

Aalborgs Rømning. I Mandags og i Tirsdags rømmedes Aalborg militaire Sygehuus af Preusserne og samtlige Syge og Læger ere afreiste sydpaa. Den endnu der liggende lille Afdeling af det tidligere afreiste 50de Regiment samt nogle faa Husarer fulgte efter i Onsdags tilligemed Feltpostkontoiret og Telegrafstationen. (Ab. S.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1864).

Oversættelse af tysk artikel, oversættelsen se nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 11. sept. Ifølge den danske kirkekalender for hertugdømmet Slesvig er af de 228 prædikanter, der var i embedet den 1. november 1863 (Als og Tønninglen naturligvis undtaget) 118 født i Slesvig, hhv. , som det siges, i "Sønderjylland", 26 i Nørrejylland, 57 på Øerne, 1 på Island, 1 på Færøerne, 12 i Holsten og 4 (?) i andre tyske lande; d.v.s. 143 fra hertugdømmerne og Tyskland, 85 fra Danmark. Ifølge samme oplysninger blev 122 af samtlige prædikanter på Gottorp, i Glückstadt og i Flensborg undersøgt, i København 106, hvilket viser, at 21 slesvigske indfødte ikke bestod eksamen i landet, men i København. Af disse er siden 1. februar indtil nu enten gået væk eller blevet afskediget af den øverste civile myndighed: biskoppen, fra provstiet Aabenraa 5, fra provstiet Eiderstedt 2 (født i Slesvig-Holsten), fra provstiet Flensborg 28, fra provstiet Gottorf 11 (heraf 1 fra hertugdømmerne), fra provstiet Haderslev 10 (herunder 1 eksamineret på Gottorf); 1 fra Hütten provsti, 4 fra Husum og Bredstedt prost, 7 fra Sønderborg provsti, 14 fra Tønder provsti, altså 83 i alt. Det ses heraf, at de civile myndigheders arbejde med at omorganisere  allerede har gjort betydelige fremskridt. (H.N.).(H.N.).

Aus dem Herzogthum Schleswig, 11. Sept. Nach der Angabe des dänischen Kirchenkalenders für das Herzogthum Schleswig waren von den 228 am 1 Nov. 1863 fungirenden Predigern (wobei Alsen und Tönninglehn natürlich ausfeschlossen sind) 118 geboren in Schleswig, oder, wie es heisst, in "Sönderjylland," 26 in Nordjütland, 57 auf den Inseln, 1 auf Island, 1 auf den Faröern, 12 in Holstein und 4 (?) in andern deutschen Ländern; also aus den Herzogthümern und Deutschland 143, aus Dänemark 85. Nach derselben Angabe waren von den sämmtlichen Predigern auf Gottorp, in Glückstadt und in Flensburg 122 examinirt, in Kopenhagen 106, woraus hervorgeht dass 21 geborne Schleswiger nicht das Examen im Land, sondern in Kopenhagen bestanden haben. Von diesen sind seit dem 1 Febr. bis jetzt entweder davongegangen oder durch die oberste Civilbehörde entlassen: der Bischof, aus der Probstei Apenrade 5, aus der Probstei Eiderstedt 2 (in Schleswig-Holstein geboren), aus der Probstei Flensburg 28, aus der Probstei Gottorf 11 (darunter 1 aus den Herzogthümern), aus der Probstei Hadersleben 10 (daunter 1 auf Gottorf examinirter); aus der Probstei Hütten 1, aus den Probstein Husum und Bredstedt 4, aus der Probstei Sonderburg 7, aus der Probstei Tondern 14, also zusammen 83. Es ergibt sich hieraus, dass das Reorganisationswerk der Civilbehörde schon bedeutend vorgeschritten ist. (H. N.).

(Allgemeine Zeitung 16. september 1864)

Et tilbageblik til 1848: Friserfest i Bredsted. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Brandskaden i Fredericia. (Frd. Av ) Efter hvad vi have bragt i Erfaring, udgjør Beløbet af de Brandskader, der ere indtrufne her i Byen under Belejringen og den paafulgte fjendlige Okkupation, ialt en Sum af 75,034 Rd., hvilken Sum udkommer saaledes: 1) Ved Beskydningen d. 20de og 21de Marts d, A, afbrændte 36 Gaarde og Huse, og den derved foranledigede Brandskade udgjorde 53,510 Rd. 2) For nogle Huse og Gaarde samt et Teglværk i paa Byens Mark, der afbrændtes efter militair Foranstaltning. 12,592 Rd. 3) Forskjellige andre Brandskader, der antages fremkaldte ved Uforsigtighed af Indkvarteringen 8,932 Rd. Disse Brandskader udgjøre imidlertid kun en ringe Deel af det Tab, Byen i det Hele taget har lidt ved Krigen, og den Skade paa Bygninger og Bohave, der iøvrigt er foranlediget deels ved Beskydningen og deels ved den af den stærke Indkvartering m. m. tilføiede Overlast, - der for Øieblikket ei lader sig nøiagtig opgive - , vil formeentligen langt overstige fornævnte Sum. Det er navnlig den nordlige Deel af Byen, der under Beskydningen Ieed mest, og uagtet der næsten faldt Granater i samtlige Byens Kvarterer, er det dog i Særdeleshed den nordlige Deel af Riddergade, Prindsessegade og Kjøbmagergade, der har været udsat for Ødelæggelse, ligesom ogsaa de fleste Brandskader der ere indtrufne. Naar der endvidere tages Hensyn til de Tab, Byens Befolkning har lidt deels ved Udredelse af Flytningsomkostninger for Familie og Bohave, deels ved Næringstab, idet som bekjendt alle Erhverv ved Handel, Fabriks- og Haandværksdrift, Søfart og Fiskeri i et meget langt Tidsrum have været standsede, saavelsom ved Ydelser af forskjellig Art til de fjendlige Tropper, vil det være indlysende, at Fredericia næstefter Sønderborg er bleven haardest hjemsøgt under Krigen. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. september 1864).

- Fra Nykjøbing skrives den 15de Septbr. i "Morsø Av.": Samtlige i Limfjorden beslaglagte Skibe ere ifølge Ordre fra Wien nu blevne frigivne, imod at den kgl. danske Regjering ligeoverfor de allierede Magters Regjeringer erklærer sig for Debitor af et saa stort Beløb, som den Sum maatte andrage, til hvilken Fartøierne ved en Taxationsforretning maatte blive ansatte. Samtidig med Efterretningen herom ankom en østerrigsk Marinelieutenant til Lemvig med den Instruction: strax at drage Omsorg for at Skibene bleve vurderede og derefter tilbageleverede Eiermændene med Frihed til al seile hvorhen de ville. Taxation har fundet Sled i Mandags Eftermiddag og allerede igaar ankom tvende af de ti i Nykjøbing hjemmehørende Fartøier hertil.

- Fra Holstebro skrives den 10de Septbr., at de deri Byen liggende 300 Mand østerrigske Tropper have faaet Ordre til at drage sydpaa inden 8 Dage. Endeel syge Soldater vare allerede den foregaaende Dag transporterede sydpaa. 

- Ogsaa de i Lemvig liggende østerrigske Tropper skulle en af de første Dage forlade Byen.

(Skive Avis 17. september 1864).

Fra Fredericia-Egnen: "Man skulde troe, at Indqvarteringstrykket i vor Egn efterhaanden vilde formindskes; men dette er desværre langtfra Tilfældet. Leverancerne til Magasinerne ere siden sidste Vaabenhvile stegne til det Dobbelte, i flere Retninger til det Tredobbelte, og nu, da alt Forraad er opspiist, have mange Sogne for ublue Priser maattet indkjøbe, hvad de ikke havde. Her er den ærede Forpleiningscommission i Kolding kommen Beboerne til Hjælp ved at overlade dem Havre til den meget lempelige Priis af c. 5 Rd. 3 Mk. pr Tønde eller 3½ sk. pr. Pd. (den har ellers til almindeligt Hold her i Egnen kun kostet 3 Rd. 2 Mk. a 4 Rd. pr. Td.). At mange Sogne, ja saa godt som alle uden Undtagelse, ere komne i svære Restancer med Leveringerne, ligger i Sagens Natur, - og dog maa Alt inden kort Tid præsteres, ellers trues der med militair Execution. Ingen maa troe, at Tropperne nøies med hvad der leveres fra Magasinerne; i Husene er der desuden siden 26de Juni reqvireret alle mulige Gjenstande, saasom Æg, Smør, Kyllinger, Ænder, Høns, alle Slags Grøntsager, Kartofler, Mælk, Flæde, Sukker, Kaffe, Thee osv., og paa sine Steder er det med disse Reqvisitioner gaaet til Yderligheder, der grændse til det Utrolige." (Bl. T.)

- - -

Hobro, den 11te Septbr. Efterat den sidste halve Snees preussiske Husarer igaar Morges har forladt os for ligesom de tidligere (efter den 1ste August) herigjennem dragne større Troppeafdelinger at begive sig sydpaa, er der nu saavidt vides ingen preussiske Tropper Nord for Hobro eller i Byens Omegn; det her etablerede Magasin til Troppernes Forplejning er opløst og Alt venter nu efterhaanden tilbage til den gamle fredelige Tilstand, som nu i mere end 4 Maaneder har været ukjendt her. Idet vi nu haabe for sidste Gang at have seet de fjendtlige Tropper i vor By, skylde vi at udtale, at Troppernes Forhold har i det Hele taget været roesværdigt og baaret Vidnesbyrd om en stræng og samvittighedsfuld Iagttagen af militair Disciplin, men vi kunne da paa den anden Side heller ikke nægte os den Tilfredsstillelse at udtale, at Æren for at vor By har kunnet gjennemgaae saa vanskelige og byrdefulde Tilstande uden større Ulemper end de, der altid ville være uundgaaelige under en fjendtlig Occupation, ogsaa for en stor Deel tør tilskrives Byens Befolkning selv, idet det er lykkedes Befolkningen ligeoverfor Fjenden at undgaae saavel taabelige Yttringer af Animositet som upassende Familiaritet, og netop ved at iagttage den rette Middelvej i sit Forbold mod Landets Fjender, at afvinde disse en Agtelse, som har afspillet sig i deres hele Optræden. (Hobro Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 19. september 1864).

Østrigsk-slesvigsk gendarmeri. Illustrirte Zeitung, nr. 1096 1864.

Hjemvendte fra Fredericia. Landbruget. Sønderborg. 23.-24. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk beretning, original følger:

Friederica, 15. maj (Fr J.) Et ejendommeligt, melankolsk skue er siden torsdag blevet præsenteret ved dampskibenes landingssted på Lillebælt; man kan ikke rumme sine følelser, når man ser indbyggerne, mænd og kvinder, gamle mennesker og børn, komme over fra Fyn i de små både. Nogle bærer deres ejendele, som de havde bjærget på Fyn, med sig; andre, for hvem bekymringer om deres liv ikke efterlod nogen tid, i håb om at finde nogle af deres ejendele i deres hjem, skyndte de sig at kravle i land og storme ind i byen; men sandsynligvis er det meget få, ja sandsynligvis ingen, der finder det, de leder efter. Alt, hvad der ikke var for tungt at bære, hvis det var af nogen værdi, blev taget væk. Skabene er ryddet ud, dørene brudt ned og løftet af deres hængsler, borde og stole er smadret. Skårene af spejl og service ligger på gulvet med papir og iturevne klude imellem. Jeg har set mange par stå der og stirre på ruinerne af deres ejendele med tårer i øjnene. Hvad de frygtede, men alligevel ikke helt vilde tro, bliver for dem vished; [et ord mangler] Blev en tigger, deres rigdom, som de møjsommeligt har erhvervet sig gennem årene, er væk. De danske soldater har i mellemtiden, som borgere, der blev tilbage i byen, selv fortalt mig, gjort det meget værre end østrigerne. Især da ordren om afmarch blev givet, trak de alt med sig, som kunne trækkes med; De undskyldte sig med at sige, at det måtte være mere behageligt for frederianerne, hvis de, deres landsmænd, tog deres ejendom i besiddelse, end hvis det faldt i fjendens hænder. Denne logik giver dog meget lidt mening, og jeg har ofte hørt de stakkels folk bryde ud i et sandt raseri af forbandelser mod københavnerne. Nedbrydningen af ​​fæstningsværkerne fylder de fleste indbyggere med næsten mere glæde end vore soldater; de håber, at de aldrig vil blive rejst op igen. Foreløbig kommer københavnerne formentlig til at mangle penge til dette.

Friederica, den 15. Mai (Fr. J.) Ein eigenthümliches, wehmüthig stemmendes Schauspiel bietet sich seit Donnerstag auf dem Anlegeplatze der Dampschiffe am kleinen Belt dar; man kann sich der Rührung nicht enthalten, wenn mann die Einwohner, Männer und Frauen, Greise und Kinder in den kleinen Booten von Fühnen herüberkommen sieht. Einige führen ihre Habseligkeiten, die sie auf Fühnen geborgen hatten, it sich; andre, denen dazu die Sorge um ihr Leben keine Zeit liess, höffen in ihrem Wohnungen doch etwas von ihrer Habe wieder zu finden, eilig steigen sie an's Land und stürmen in die Stadt hinein; aber wohl die wenigsten, ja wohl niemand findet, was er suchte. Was nicht allzuschwer zu tragen war, ist, wenn es irgend Werth hatte, fortgeschafft. Die Schränke sind ausgeräumt, die Thüren erbrochen und aus den Angeln gehoben, Tische und Stühle zerschlagen. Auf dem Boden liegen die Scherben der Spiegel und des Geschirrs, dazwischen Papiersetzen und zerrissene Lumpen. Manches Chepaar habe ich so stehen sehen, mit thränenden Augen diese Trümmer seiner Habe anstarrend. Was sie schon gefürchtet, aber noch immer nicht ganz glauben wollten, wird ihnen zur Gewissheit; [et ord mangler] Bettler geworden ihr mühsam im Jahren erwordenes Gut ist dahin. Die Dänischen Soldaten haben indessen, wie mir in der Stadt zurückgebliebene Bürger selbst erzählt haben, viel ärger gehauft als die Oesterreicher. Namentlich haben sie, als der Befehl zun Abmarsch gegeben war, noch zusammengerasst, was sich zusammenrassen liess; sie entschuldigten sich damit, dass es den Friedericanern doch angenehmer sein müsse, wenn sie, ihre Landsleute, sich ihres Gutes bemächtigten, als wenn es den feinden in die Hände falle. Diese Logik ist aber den wenigsten einleutend und ich habe die armen Leute oft in eine wahre Wuth von Verwünschungen über die Kopenhagener ausbrechen hören. Die Demolirung der Festungswerke erfüllt die meisten der Bewohner fast mit grserer Freude als unsere Soldaten; sie hoffen, dass sie nie wieder aufgerichtet werden mögen. Für's erste wird es den Herren Kopenhagenern dazu auch wohl Geld fehlen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 23. maj 1864)

Aalborg, den 23de Mai.

Kornudbyttet af forr. Aars Høst betegnes i en Agerdyrkningsberetning i "Tidsskrift for Landoekonomie" som i det Hele "tilfredsstillende, og enkelte Steder vel endog rigt, saa at Afgrøden fra forr. Aar vel for hele Landets Vedk. kan ansees som en god Middelhøst, og paa velgjøtede og velafgravede Jorder, der kunde vinde Seir over Sommerens Kulde og Fugtighed, maa Høsten af alle Sædarter endog kaldes rig. Hveden har været mindst tilfredsstillende; det har ved Tærskningen viist sig, at den mange Steder havde lidt meer af Rust, end man ventede, at den har givet meget Smaakorn; man vil ogsaa see, at Opgivelsen af Foldene mange Steder er temmelig lav; Rugen har derimod overalt i de bedre Egne, hvor den var tidligt saaet i velbehandlet Jord, givet en særdeles god Afgrøde, og kun den sildigtsaaede Rug har været simpel. Bygget har været meget forskjelligt, men dog vel i det Hele naaet en Middelafgrøde og Havren derover. Bælgfrugter have givet særdeles godt, men have, som vi i den sidste Beretning metdeelte, lidt meer af Høstveiret end de andre Sædarter, og ere derfor mange Steder kun af simpel Beskaffenhed. Havde Priserne kun været høiere og Forholdene fredelige, vilde det forrige Aars Afgrøde ikke have givet Landmanden grundet Anledning til Klage trods den kolde Sommer og den meget besværlige Høst." Hertil føier Tidssskriftet meget sandt og desværre meget beklageligt: "Den store Indkaldelse af Mandskab, som Krigen gjør nødvendig, virker naturligviis tungt paa Landboforholdene, og mange Steder, navnlig i Jylland, hvor Gaardene næsten udelukkende drives med ugifte Folk, føles Trykket særdeles haardt. Indvandring af svenske Arbejdere har vistnok fundet Sted i temmelig stort Omfang, men kan kun for en ringe Deel afhjælpe Mangelen; man er næsten overalt nødt til at indskrænke sig til de nødvendigste Arbejder og lade alle Forbedringer, der kunne taale Opsættelse, hvile til gunstigere Tider." Men foruden Afsavnet af Mandskabet, er Trykket blevet end mere forøget, foruden ved andre materielle Lidelser, med Standsninger i Omsætning, Handel, Færdsel og de mange Vanskeligheder, der ophobe sig i alle tænkelige Forhold, ved Indqvarteringer i Masse og den Mængde Ægtkjørseler, af fjendtlige og vore egne, som have lagt Beslag paa Landmanden cg hvilket Alt i en uhyre Grad har svækket og forringet hans Evner og Udøvelsen af hans Gjerning. I den store occuperede Deel af Jylland ere Lidelserne saa store og almene, at man forgjæves i den krigsfostrende Presse andetsteds, eller ved nok saa svulstiske Phraser og usande Skildringer af de virkelige Tilstande, søger at døve den! Men ogsaa i den Deel af Jylland, der ikke er hærget eller besat af Fjenden, føles Trykket overmaade haardt af dem, der ikke leve af ophidsede Phantaster og ikke ville qvæle Sandheden. Som et Vidnesbyrd, der kunde forøges med mangfoldige andre, kan følgende Brev fra en Landmand i Vendsyssel tjene: "Som Forpagter af en lille Gaard, hvor jeg holder fire Arbeidskarle, havde jeg alt i Vinter det Uheld, at disse alle fire bleve indkaldte til Militairtjenesten, og maatte jeg remplacere dem med et Par gamle Huusmænd og tvende Drenge, ved Hjælp af hvilke jeg maatte aftærske Gaardens  Afgrøde, der saaledes blev ringe og seent udført; og da nu Vaartiden begyndte, har jeg dagligen maattet forrette lange og besværlige Ægtkjørseler, saa jeg endnu idag, den 16de Mai, er langt tilbage med min Udsæd og min Jord meget forvildet af Mangel paa tilstrækkeligt Arbeide. Men alle disse Onder ere dog for Intet at regne imod de seneste Dages Plager, thi tænk: den 8te ds. fik jeg Ordre af Lægdsmanden til uopholdeligt at møde i Frederikshavn - 10 Mile fra mit Hjem - for at afhente mit Soldaterpas som Frilodsmand fra 1857, og strax derefter en ny Ordre fra Sognefogden til at modtage stærk Indqvartering af Mandskab og nogle Heste, foruden flere Bebudelser, jeg her vil lade forblive unævnte. Jeg maatte nu begive mig paa Vejen til Frederikshavn og overlade min syge Kone Gaarden med alle dens nærværende og truende Sorger, for saaledes muligviis ved min Hjemkomst at finde det Hele ødelagt og udmarvet. Med disse Tanker vandrede jeg da afsted og modtog mit Pas, der lød paa at møde i Kjøbenhavn den 18de. Uden Ro og Hvile ilede jeg da igjen de 10 Mile til Hjemmet, hvor jeg forefandt min endnu mere syge Kone og trende Børn i Halmen paa Loftet, Gaarden og Laden i største Uorden, Kreaturerne drevne i Marken, hvor der endnu Intet er til dem, og vore Fødevarer tildeels udtømte, og nu dertil den nedslaaende Efterretning jeg hjembragte, at jeg atter skulde forlade Alt. Ja! det er umuligt med Ord at kunne beskrive den Stemning, hvori jeg og min ulykkelige Kone nu befinde os. Saaledes vandrer jeg atter idag med min Ransel over Nakken til Sundby i veemodig Betragtning over Forholdene, deres Aarsager og sørgelige Virkninger. Mon ogsaa de, der saa krigslystne have stødt i Luren, og endnu ikke hængt den paa Væg, have drømt om det store Ansvar, de have paakaldt?"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. maj 1864).

Georg Emil Hansen (1833-1891): Sønderborg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En korrespondent fra Hamburger Nachrichten berettede den 18. maj om et besøg i Sønderborg, først i dansk oversættelse, dernæst originalen:

Hvad selve byen angår, forestillede jeg mig at den så meget værre ud. Kun på markedet og foran slottet ser tilskueren ved første øjekast en stærk ødelæggelse; men også de bygninger der blev skånet af de preussiske kugler, viser enkelte spor af ganske iøjnefaldende skader, såsom butikker, såvel som døre og vinduer i de bedre huse. Spørgsmålet dukkede naturligvis straks op i mit sind, hvad forårsagede egentlig at disse bygninger blev voldsomt beskadiget? Det spørgsmål blev besvaret hurtigt, eftersom nogle herboende tyskere gav os oplysninger om alt hvad der var sket, hvilket ved første øjekast var egnet til at gribe os med stiv rædsel om danskeres fremfærd. Fra 2. april til 18. april plyndrede de danske soldater i denne medlidenhedsværdige by i en sådan grad at selv deres officerer næppe kunne standse det. Hos mæglerenken Hansen har de f.eks. efter at kommoderne og skabene var blevet tømt helt, smidt et stort, ekstremt prægtigt vægur til en værdi af mere end 100 thaler på gulvet fordi det var en smule ubehageligt at transportere. Det blev derefter slået i stykker med riffelkolben. Det første preussiske projektil bragede ind i urmageren Andersens foyer og slog 24 mand ned fra et kompagni soldater der havde været udstationeret rundt om hjørnet i den anden gade; Straks efter brød de andre ind i Andersens butik, brød urskabene op, proppede lommerne fulde med deres indhold og mishandlede så de ivrige danskere og gode patrioter som var forargede over en sådan procedure. Hos Becks købmand som også var meget god dansksindet tysker, holdt soldaterne tvangsauktion over de dyreste ting, især værdifulde porcelænsstykker, og hvis den tilbudte pris på nogle få skilling blev tilbagebetalt fra plyndrerne, smed de straks tingene på til jorden og knuste dem. Da skibsbygmester Jensen hørte om denne virksomhed, ville han forlade byen, efterladende alt sit løsøre, og pakkede til dette øjemed de fornødne sager og værdier i en kuffert, hvormed han vilde ud gennem bagbygningen. Men her blev han modtaget af et par danske infanterister, som idet de satte deres bajonet på hans bryst, med magt tog kufferten, mens en anden flok af disse røvere i forvejen i forreste bygning festede med opbrudte kister og skabe. Det samme gjorde de med handskemagerenke Börsen som sendte nogle kasser med nye varer til officererne. Disse kasser blev brudt op, handskerne spiddet på bajonetterne og sablerne og smidt i snavset på gaden. Brandkorpset der gavmildt var sendt hertil af københavnerne, var ikke mindre virksomt i disse røverier og fiskede mere end det slukkede; det må den tidligere berømte borgmester Hilmar Finsen have forudset, hvorfor han tids nok trak sig tilbage til Hørup Hav, hvorfra han ledede borgerregimentet via Sønderborg, mens han til tider et øjeblik var sammen med de fattige, fra to sider så hårdt undertrykte borgere, men altid på en kejserlig og frastødende måde. - - - De fattige slesvigere var blevet brugt til at bygge barrikader, hvortil inventaret skulle bruges uden forskel fra alle de nærliggende huse. Man kan forestille sig den beklagelige tilstand for disse hårdt ramte sønderborgere, blandt hvilke tyfus indtil nu stadig er ret udbredt, og så spørge: hvad har disse som altid har været knyttet til den danske sag, gjort for af deres egne soldater at blive berøvet deres ejendele på en så voldsom måde? Nu har stemningen på hele øen naturligvis ændret sig totalt, og de tidligere mest energiske danskere er i dag københavnerpolitikkens værste fjender og ønsker intet andet end at komme under det tyske regime.

Was die Stadt selbe anbelangt, so habe ich mir ihr Aussehen weit schlimmer vorgestellt, nur bei dem Markte herum und vor dem Schlosse tritt dem Beschauer schon auf den ersten Bllick eine starke Zerstörung vor die Augen; aber auch die von den Preussischen Kugeln verschont gebliebenen Gebäude tragen einzelne Spuren von ziemlich auffälliger Beschädigung an sich, so zum Beispiel Kaufläden, dann Thüren und Fenster in den bessern Häusern. Natürlich drang sich mir sogleich die frage auf, wodurch denn eigentlich auch diese Gebäude gewaltsam beschädigt worden sind? Bald genug sollte uns dieselbe beantwortet werden, da einige hier wohnende Deutsche uns über alles Gescheheneeinen Aufschluss gaben, der im ersten Augenbllicke geeignet war, uns mit starrem entsetzen über die Dänenwirthschaft zu erfassen. Von 2. bis incl. 18. April herrschte in dieser beklagenswerthen Stadt eine solche Plünderungswith der Dänischen Soldateska, dass selbt diee Officiere derselben kaum Einhalt thun konnten. Bei der Makler-Wittwe Hansen haben sie z.b. nach vollständiger Leerung der kommoden und Schränke auch eine grosse höchst prachtvolle wanduhrr im Werthe von über 100 Thlr., weil zum Transporte etwas unbequem, auf den Boden geworfen und sodann mit den Geweehrkolben in Stücke zertrümmert. In den Vorhause des Uhrmachers Andersen krepirte das erste Preussische Projectil und schlug von einer um die Ecke in der andern Strasse rangirt gewesenen Compagnie Soldaten 24 Mann nieder; gleich darauf drangen die übrigen in den Laden des Andersen, erbrachen die Uhrenschränke, stopften sich alle Taschen mit deren Inhalt voll und misshandelten nach zum Shluffe den übe ein solches Vorgehen sich empört zeigenden eifrigen Dänen und guten Patrioten. Bei'm Kaufmann Beck, einem ebenfalls sehr Dänischgesinnt gewesenen Deutschen, hielten die Soldaten eine unfreiwillige Auction über die theuersten Sachen und namentlich über werthwolle Porzellanstücke, die sie, wenn der ausgebotene preis von einigen Schillingen von den Plünderern mit Lachen erwidert würde, sogleich auf den Boden und in Trümmer schlugen. Als der Schiffbaumeister Jensen von diesem Treiben hörte, wollte er sich mit Hinterlassung all seiner Mobilien aus der Stadt entfernen und packte zu diesem Zwecke das Nöthigste so wie Werthsachen in einen Koffer, mit welcheem er sich durch das Hintergebäude entfernen wollte. Aber hier empfingen ihn schon einige Dänische Infanteristen, welche, ihm das Bajonett auf die Brust setzend, den Koffer mit gewalt agnahmen, während zur selben Zeit im Vorderhause schon eine andre Rotte dieser räuber sich bei erbrochenen Kasten und Schränken gütlich that. Desgleicheen verfuhren sie bei der Handschuhmacher-Witttwe Börsen, die sich für die Officiere einige Kisten mit neuer Waare kommen liess. Diese Kisten wurden erbrochen, die Handschuhe an den Bajonetten und Säbeln aufgeschlietzt und auf die Strasse in den Koth geworden. Auch das von den Kopenhagenern grossmüthig hieher gesendete Brandcorps war bei diesen Räubereien nicht minder thätig und fischte mehr im Trüben, als es gelöscht hat; der frühere famose Bürgermeister Hilmar Finsen muss das wohl voraus gesehen haben, weshalb er sich zeitig genug nach Hörup-Haff zurückzog, von dort aus das Civilregiment über Sonderburg führend, indem er zu Zeiten nur auf Augenblicke sich bei den armen, von zwei Seiten so hart bedrängten Bürgern, aber stets in herrischer und abstossender Weise, sehen liess.  - - - Die armen Schleswiger hatte man zum Barrikadenbau verwendet, wozuaus allen zunächstliegenden Häusern ohne Underschied die Möbel verwendet werden mussten. Man möge sich den bedauernswerthen Zustand dieser hart heim gesuchten Sonderburger vorstellen, bei denen noch ausserdem bis zum Augenblicke ziemlich stark der Typhus herrscht, und frage dann: was haben sie, die stets der Dänischen Sache zugethan waren, verschuldert, um von den eigenen Soldaten auf so räuberische Weise um ihr Hab und Gut gebracht zu werden? Jetzt freilich ist die Stimmung auf der anzen Insel vollständig umgewandelt und die frühern enragiresten Dänen sind heute die ärgesten Feinde der kopenhagener Politik und wünschen nichts sehnlicher als unter Deutsches regiment zu kommen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. maj 1864)

Ubekendt: Marketender Salomon des Westph. Jäger Bataill: No 7. 4. Comp. 1864. På skiltet ved vognen står: "Wer da will trinken gut Bier und Wein, der kehre beim Marketender Salomon ein". Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sønderborg. Ribe. 7de til 11te Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Meddelelser fra Armeen. Hvor det dog seer sørgeligt ud i Sønderborgs Gader. En Ruin og et gjennemskudt Hus, en sværtet Murstensdynge og et ubeskadiget Sted med en Plakat i Vinduet, der fortæller, al her skjænkes varm Punsch og Kaffe. Hele Byen er som et stort Gravkammer; man møder Ingen, seer Intet uden Døden og Tilintetgjørelsen. Noget Levende saa jeg dog. Paa en Bagers Hus sad to forsultne Duer, og kikkede om efter den, der plejede at komme med deres Føde. Beboerne vare flygtede, maaske dræbte, hvem veed det. Duerne vare blevne tilbage. Ved Siden af Bagerens Hus laa en Ruin, oppe paa en halvnedstyrtet Gavl sad en Stær og baskede med Vingerne og sang og jublede af alle Livsens Kræfter, hvad kom vel Krigen og dens Rædsler Fuglen ved. Det seer ud her som i Pompeji, har en Anden sagt, men i Pompeji er enhver Konstruktion og Alt, hvad vi se, os fremmed og nyt, trods dets Ælde, Pompeji er et Monument over Talentet, stort, fredeligt og ophøjet, Sønderborg er Rædslens, Tilintetgjørelsens Billede, saa friskt, saa levende, at man endnu synes at høre de sørgelige Skrig lyde ud fra Murene, hvormed Beboerne forlode dem. Overalt viser sig Gaarsdagens Spor af Granater og Bomber, man seer Markerne af det Hastværk, som laa i Flugten, Ulykken staaer at læse paa alle Mure. Raadstueklokken ligger endnu midt i Gaden, Brandlugten trænger ind med hvert Aandedrag, siden der daglig antændes nye Huse og de tidligere antændte endnu brænde i Grunden. Nede ved Stranden møder os et andet Syn. Husene langs med Søen stode endnu den 20. i lys Lue fra om Mandagen. Paa flere Steder i Sundet, og langs med Bolværket, rager den sorte Boug eller Spanterne op af de sønderskudte Skibe, som bare de to Broer. Denne Broafbrydning skildres af Alle som det bedst og lykkeligst udførte Værk, man kan tanke sig. Det Hele stod kun nogle saa Minuter paa. Ingeniørerne havde været rede fra Kampens Begyndelse, hver Mand paa sin Post. I samme Nu som den sidste Afteling af Vore kom over, svingede de midterste Brodele ind til Sønderborg Siden, Samlingen skiltes, Strømmen drev de afbrudte Rester hver til sin Strandbred. Derefter aabnedes en voldsom Kanonild paa Pontonerne og de smaa Jagter, som sank eller brændte. Det Held og den Kløgt, som fulgte hele dette Foretagende, har udentvivl voldet de preussiske Generaler et stort Skaar i deres Glæde, thi derom tvivler da vel Ingen, at det nærmesl gjaldt dem om at forcere Overgangen til Als end at satte sig i Besiddelse af ni sammenfaldne Grushobe, hvis Kanoner kun lode sig bruge til et tydsk Triumf- og Theateroptog og dernæst sig til Støbejern, og som Ingen af os mere brød om at forsvare.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Charles Eduard Junod: Sønderborg efter bombardementet. Perlegade set fra rådhuset. Bygningen til venstre er Ernst Günthers Palais. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kriqsskuepladsen i Nørrejylland. Til Varde ankom i Søndags Middags, ifølge Byens Avis, 466 fjendtlige Soldater, befordrede paa 40 Vogne. De udskreve i Kontanter 23,000 pr. Talere, da disse naturligvis ikke kunde præsteres, erklærede den Øverstkommanderende, Oberstlieutenant Grev Hompesch, at i hvor ubehagelig (?) en Forretning det end var for ham, saa havde han dog fra Wrangel Ordre til at medtage som Gidsler indtil Betaling skeer, 10 af Byens mere ansete Indvaanere; i Kraft af denne Ordre bortslæbtes ogsaa Dagen efter sydpaa: den konst. Byfoged Fuldmægtig Lunøe, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand Johnsen, Apotheker Helms, Overlærer Larsen, Værtshusholder L. Tranberg, Drejer Madsen og Kbmd. Søren Thomsen, samt af Privatmand: Kjøbmænderne Chr. Hansen og J. V. Palludan, Borgerrepræsentant, Konsul Haunstrup slap, paa Grund af at han er nederlansk Vicekonsul, for Fangenskabet mod at stille for sig en Sted fortræder (Kbmd. Duer). Fjenden ødelagde Telegrafen og medtog ved Bortmarchen i Mandag Morges endel rekvirerede Gjenstande saasom Oxekjød, Vin, Tobak, Cigarer, Havre, Hø og Halm.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864)

Ribe, den 7de Maj.

Igaar Eftermiddags havde vi den Glæde at se de ti i Mandags arresterede Borgere komme tilbage, frigivne af Fjenden, og idag vil Stiftamtmanden og Borgmesteren ligeledes komme tilbage hertil. Hvorvidt dette staaer i Forbindelse med en paa Londonnerkonferencen afsluttet Vaabenstilstand foreligger der ingen bestemte Efterretninger om, maaske det ogsaa kun er en Følge af Konseilspræsidentens Rundskrivelse til de europæiske Magter angaaende de jydske Embedsmænds Arrestation. Efter Sigende skal Fjenden være i Bevægelse sydpaa, hvilket jo tyder hen paa en Udmarsch af Jylland og altsaa har den førstnævnte Formodning Sandsynligheden for sig, dog, de første Dage ville jo bringe Vished herom og indtil da maa vi ikke hengive os altfor meget til et Haab, der let kunde blive skuffet.

- I Anledning af den glædelige Begivenhed med Øvrighedens og Borgernes Tilbagekomst vajer idag overalt i Byen Dannebroge og Stemningen er mere fortrøstningsfuld end den har været i lang Tid.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Viborg, den 6te Mai. Gaarsdagen (Christihimmelfartsdag) gik temmelig rolig hen, men tidligt idag i Morgenstunden udbredte sig Tidenden om, at flere Indvaaneres Boliger vare omringede af preussisk Militair, der var paa Jagt efter Gidsler; paa denne Maade satte den fjendtlige Magt sig i Besiddelse af 6 Personer og henbragte disse til Hovedvagten, nemlig: Etatsraad, Overretsassessor Bregendahl, Kasserer ved jydske Landejendomsbesidderes Creditforenings - Contoir, Overretsprøveproct. Fasting, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand M. Samson, Reebslager Werring, Skræderm. Munch og Skomagerm. Mehlesen, og, som det hedder, har Generalen stillet i Udsigt, at endnu flere Personer ville paa lignende Maade blive annammede, saafremt man ikke giver efter og rykker ud med den forlangte Krigscontributionssum. Hen paa Formiddagen havde man det lidet opbyggelige Syn at see, at vore 6 fangne Medindvaanere under Eskorte saavel af Cavalleri som Infanteri kjørte bort herfra ad Randersvejen; formodentlig gjælder Reisen vel neppe længer end til Aarhuus, hvortil Wrangel siges at være indtruffen, og forhaabentlig see vi dem nok snart her tilbage, eftersom det idag her fortaltes, at de Personer, der for nogle Dage siden af Fjenden som Gidsler var ført fra Hobro, imorges skulle være retournerede til deres Hjem. Ved slige Bortførelser opnaaer Fjenden dog neppe Andet end at vise, at han er i den Besiddelse af den physiske Magt. men som anvendt paa den Maade kun er simpel Raahed og hvorover selv flere hervær. preussiske Officierer have udtalt sig fordømmende. - Imorges gik atter endeel Militair herfra ad Landevejen til Holstebro saavelsom ogsaa til Skive.

- S. D. Kl. 7 Efterm. Det berettes her fra en paalidelig Kilde, at alle af Fjenden hidtil som Gidsler tagne Personer - ogsaa de i længere Tid i Rendsborg hensiddende jydske Amtmand osv. - ere frigivne; og vi kunne saaledes allerede her imorgen vente tilbage vore i Formiddag bortførte Medborgere. - Idag have Preuserne ogsaa snappet en Englænder, en ved Jernbanen ansat Overmaskinmester, ved hvis Hjælp man troer at kunne faae Lokomotiverne istandsatte til Benyttelse, hvad der dog neppe lader sig udføre i kortere Tid; det hedder forøvrigt, at Fjenden har til Hensigt at faae Forbindelsen pr. Jernbane sat igang mellem her og Randers ved Hestekraft.

- Den 7de Mai. Vore 6 Medborgere ere allerede inat vendte her tilbage fra deres Fangenskab; kort efter at være indtrufne til Randers og der indsatte vaa Hovedvagten, blev deres Frihed dem betydet, og det bekræfter sig, at alle i de forskjellige Kjøbstæder af Fjenden som Gidsler tagne Personer ere blevne frigivne. Det lader forresten til at der i flere Retninger er skeet et Omslag i Fjendens Handlemaade; han skal saaledes i Randers have givet tilbage de af ham i Banken røvede 120 Rd. ligesom ogsaa Størstedelen af de af ham der i Byen tagne Heste. Ogsaa i Mariager skal Fjenden have været, piint Indvaanerne af med c. 1100 Rd. og ved Bortgangen derfra medtaget Byens Præst, en Skolelærer tilligemed flere Borgere. - Der var her igaar den paa Eftermiddagen saavelsom iaftes stort Røre iblandt de fjendtlige Tropper, som lod formode en snart forestaaende Afmarsch, men idag er denne behagelige Tanke atter fløiten; den synlige Forandring er imidlertid den, at Fjendens Artilleri, der tidligere var opstillet udenfor Byen nu er pladseret paa Hjultorvet. 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. maj 1864).

- Som et Bidrag til de preussiske Røveriers Historie kunne vi endnu meddele Følgende: Igaar Eftermiddags indfandt der sig paa Kalbygaard en Patrouille c: en Bande paa 10 Mand og en Officeer, der forlangte at see Kreaturerne, "da de havde det ubehagelige Hverv at skulle skaffe Kreaturer". De udtoge derpaa fire af de bedste Stude og efter Sigende en Hest, hvorefter de lod sig indkvartere. Imorges kjørte de videre hertil og eftersaae et Teglværk (som de troede var en Staldbygning) og en Kostald, hvor de gjorde nogle Optegnelser i en Bog. Da Køerne formodentlig ikke vare dem til Behag, forlod de atter Byen og kjørte til Østerkeilstrup, hvor endeel Kreaturer blev taget, hvormange vides endnu ikke. Formodentlig vil nu Banden hjemsøge alle de større Gaarde heri Egnen. - Det hedder, at Preusserne have standset Pengeudpresningen, da de saae, at Ingen vilde betale. Derfor kaste de dem nu over Kvæget, som de sælge til tydske og - som det hedder - danske Prangere. Vi kunne dog ikke troe, at nogen dansk Mand vil nedlade sig til at kjøbe disse Fjendens Tyvekoster, men skulde dette alligevel være Tilfældet, gjøre vi opmærksom paa, at Vedkommende udsætter sig for, naar Freden atter er vendt tilbage, at blive stillet for en Standret og skudt. Dette byder Loven. - For Fuldstændigheds Skyld meddele vi, at Preusserne i Aalborg forlangte 126,000 Rd., i Hobro 21,000 Rd. og i Varde 25,000 Rd. De medtagne Gidsier ere løsladte. - I Veile har Wrangel forlangt 35 Kreaturer daglig, og i Viborg blev der i Løverdags atter forlangt Naturalforpleining til 4000 Mand i 14 Dage. Antallet af de Heste, Preusserne have taget, beløber sig nu til c. 800, der ere og blive førte Syd paa. De tilbageblevne Kanoner i Fredericia ere ligeledes førte Syd paa - af danske Bønder. - Østerrigerne ligge endnu i Fredericia.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 9. maj 1864)

Oversættelse af tysk artikel om 5. maj 1864, se oversættelse nedenfor:

Fra Fredericia. Den 5., skrev Nordd. Z.: De fleste indbyggere havde allerede evakueret byen i begyndelsen af ​​det første bombardement, en rest trak sig tilbage med tropperne, kun de fattigste mennesker, som sandsynligvis manglede midler til at rejse, blev. Selvfølgelig blev de bedste ejendele taget væk, kun de dårlige møbler blev efterladt. Mange huse står helt tomme. I går ankom borgmesteren (August Jørgensen?) igen ad landevejen fra syd, formentlig via Lübeck. I morges fik han meldt noget ud til de borgere, som alligevel ikke er der. En del familier ankom også i går og i dag i vogne. Husenes tilstand er ikke så dårlig, som aviserne har gjort det til. Jeg anslår byen til 10 - 1200 huse - da jeg slet ingen statistiske oplysninger har; af disse er omkring en tyvendedel brændt og delvis nedrevet. De brændte bygninger ligger for det meste tæt bag volden mellem Prinsens og Kongens Porte; færre i centrum af byen. Et af de højeste punkter er vindmøllen beliggende nær Prinsens Thor på volden; Der er i dag opført et observatorium, hvorfra man kan se tre teltlejre og 23 kanoner på Fyns-kysten øst for Strib. På voldene og i kastellets depot blev taget mere end 200 kanoner, de fleste af dem fornaglede; i et arsenal nogle våben, sabler etc. og seletøj; der blev også fundet et proviantmagasin. Ellers var alt ryddet. Ammunition lå selvfølgelig i alle værkernes magasiner.

Ueber Fridericia wird vom 5. der Nordd. Z. geschrieben: Die Einwohner hatten die Stadt schon grösstente4heils beim Beginn des ersten Bombardements geräumt, ein Rest zog mit den Truppen ab, nur das ärmste Volk, dem wahrscheinlich die Mittel zur Reise fehlten, ist geblieben. Die beste Habe wurde natürlich mitgenommen, nur schlechtes Meublement blieb zurück. Viele Häuser stehen gänzlich leer. Gestern ist der Bürgermeister (August Jörgensen?) wieder eingetroffen und zwar zu Lande von Süden, wahrscheinlich via Lübeck. Heute morgen liess er etwas an die Bürger ausrufen, die doch nicht da sind. Auch etliche Familien kamen gestern und heute zu Wagen an. Der Zustand der Häuser ist gar kein so schlimmer, wie ihn die Zeitungen bisher dargestellt. Ich taxire - da mir statistische Angaben gänzlich fehlen - die Stadt auf 10 - 1200 Häuser; von diesen ist ca der zwanzigste Theil verbrannt und theilweise demolirt. Die verbrannten Gebäude liegen zumeist dicht hinter dem Wall zwischen dem Prinzen- und Königsthor; wenige nur in der Mitte der Stadt. Einer der höchsten Punkte ist die in der Nähe des Prinzen-Thors auf dem Wall gelegene Windmühle; dort ist heute ein Observatorium errichtet worden, von wo man ander Fühnschen Küste, östlich von Strüb, drei Zeltlager und 23 Kanonen sieht. Auf den Wällen und im Depot der Citadelle erbeutete man über 200 freilich meist vernagelte Kanonen; in einem Arsenale eininge Waffen, Säbel etc. und Pferdegeschirre; auch ein Proviant-Magazin fand sich. Sonst war alles geräumt. Munition freilich lag in allen Magazinen der Werke.

Incendie de Fredericia par l'artillerie autrichienne. L' illustration: journal universel. 16. april 1864

(Bamberger Zeitung 9. maj 1864)

Det var ikke rigtigt, naar det sidst heri Bladet heed, at den preussiske Patrouille, der iforgaars var paa Studerov, tog endeel Kreaturer med fra Østerkeilstrup; Patrouillen var rigtignok paa denne Gaard, saavelsom paa Vesterkeilstrup, men da der ingen fede Stude fandtes, tog den bort igjen med uforrettet Sag. I Holms Mølle og paa Grauballegaard giorde Studerøverne derimod en bedre Fangst; paa det første Sted tog de nemlig 4 Stude med sig og paa det sidste 2. Endelig tog de hos en uformuende Mand i Resendal begge hans Arbeidsstude, men da Manden fulgte med og tiggede og bad om at faae sine Stude igjen, "rørtes omsider den preussiske Officeers Hjerte", og Manden fik sine Stude udleverede. Patrouillen, der er vendt tilbage til Aarhuus, laae igaar Nat i Linaa Kro, hvor den opførte sig meget vel, men glemte kun at betale, hvad den forlangte. Officeren havde udtrykkelig Ordre til at skaffe 20 Stude, og han var meget ulykkelig over, at han kun kunde skaffe Halvdelen. Paa Spørgsmaal om, hvad der skulde gjøres ved Studene, svarede de Menige, at de fra Aarhuus skulde sendes til Flensborg for at sælges (!).

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 11. maj 1864)