Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.

Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).

Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).

Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).

Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).

Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.

Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

Russi Kabussi. (Efterskrift til Politivennen)

- Aarhuus, den ilte Januar.

For nylig har Aarhuus By mister en af sine Mærkværdigheder. I Hospitalet er nemlig ved Døden afgaaet den gamle gaadefulde Qvinde, som benævnedes "Russen" (almindelig kaldet Russi Kabussi.) Der lever vel endnu Enkelte her i Byen, som kunne mindes, hvorledes hun som en halvvoxen Pige, usselt klædt, kun istand til at frembringe uarticulerede Toner, i Begyndelsen af dette Aarhundrede af nogle Folk blev funden i den Syd for Byen liggende Marselisborg Skov. Hun blev bragt hertil, og har siden henlevet hele sit Liv i Aarhuus Hospital, med alle Kjendetegn paa en uhelbredelig Idiotisme, indtil hun nu er død, vistnok lidt over 70 Aar gammel. Hun var en qvindelig Caspar Hauser, dog staaende paa et lavere Trin af idiotisk Tilstand end denne; men medens vor geniale Landsmand, Prof. Eschricht, har paaviist, at denne Idiot var en Bedrager, saa kan Sligt ikke paasiges "Russen". Alle Forsøg paa at faae oplyst, hvem hun var og hvorfra hun kom, ere den Dag idag forblevne frugtesløse. Det er en Selvfølge, at Phantasien, der her har snabel en god Tumleplads, har været stærkt beskjæftiget med at opstille Formodninger. Grundet paa en Lyd-Lighed mellem hendes Udbrud og det russiske Sprog, antog man hende for at være landsat af et forbiseilende Skib fra det mægtige Kejserdømme mod Østen, og da de russiske Prindsers og Prindsessers sængseisagtige Ophold i Horsens frembød et Støttepunkt her, saa har man endogsaa i "Russen" villet se, om ikke En af selve Romanessernes Ætlinge, saa dog En af de gamle Bojarers Descendenter. En af vore Digtere - Carit Etlar, om vi ikke tage feil - , har endogsaa behandlet dette Stof, og mulig kan Mere i denne Retning forventes at ville komme frem. Maaskee er Forklaringen dog langt simplere, og "Russen", en stakkels Idiot, som hjerteløse Mennesker have villet stille sig af med ved at landsætte hende paa vore Kyster, har da her i vort gamle Kloster fundet et fredeligt Fristed, hvor hun, omgiven af christelig Kjærlighed, kunde ende sit mørke, taagefulde Liv

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende  11. januar 1868)

Hun blev formentlig landsat i 1825 ved Fløjstrup Strand. Blicher og Carit Etlar skrev noveller om hende og forfatteren Albert Tvilum omtalte hende i romanen "Peter Wilckens" (1951). Carit Etlars novelle om Sam Siver ("Dødsseileren") kan findes i "Skrifter af Carit Etlar". II. Bind, s. 219-246.

Klosteret ved Frue Kirke var ikke nogen Fattiganstalt. Det var en Stiftelse, hvori gamle Mennesker blev anbragte. Der var rent, hyggeligt og ordentligt. De gamle Beboere, mest Fruentimmer, levede der under gode Forhold. De strikkede, syede, snusede og passede deres Blomster. De kunde gaa ud saa meget de vilde, og besøgte da deres bekjendte Familier. Det Eneste, der kunde genere Beboerne, var, at der iblandt dem ogsaa fandtes enkelte Sindssyge. Men det var fredelige og stilfærdige Personer, der ingen Fortræd gjorde. Iblandt disse var der en stakkels Kvinde, som kaldtes Russi Kabussi. Hun var sindssyg og forstod ikke Dansk. Hun sagdes at være funden vankende om et Sted ved Stranden, og Ingen vidste hvem hun var, eller hvorfra hun skrev sig. Hun elskede Børn og var henrykt, naar Nogen kom og besøgte hende. Sin Tid tilbragte hun med at lege med Dukker. De andre Beboere vare gode imod hende, og hun selv var altid venlig og kjærlig. Der fortaltes forskjellige romantiske Ting om hende. Men Sandheden er den, at Ingen vidste noget om hende, andet end at hun var funden i hjælpeløs Tilstand og rimeligvis var sat i Land fra et fremmed Skib. Flere Sprogkyndige forsøgte at udfinde hendes Nationalitet, men det var forgjæves. At hun var Russer er kun Formodning.

- - -

Russi Kabussi. Hvordan den fremmede, sindssyge kvinde var kommen til Danmark vidste ingen med sikkerhed. Det mentes, at hun i hemmelighed var sat i land fra et russisk skib, og at hun var af fornem herkomst. Da hun var hjælpeløs, blev hun 1825 anbragt i Aarhus Hospital (klosteret). Det opklaredes senere, at hendes sprog var russisk, og at hendes navn var Doretsche Marguerite, men da hun var ganske sindssvag og aldrig lærte at gøre sig forståelig på dansk, kaldtes hun russen eller »Russi Kabussi«. Hun døde 3. januar 1868 (Statsvennen 1837, s. 140-41; A. St. 11.1.1868; E. Bodenhoff: Lyse Minder, 1915, s. 62-70; 111. Tidende 1918, s. 552-53; A. St. 24.6.1934; Aarhus Hospital i det tidligere Sortebrødrekloster, 1942, s. 31 f.). Hendes skæbne er benyttet som motiv af Carit Etlar i fortællingen "Sam Siver" (Aftenlæsning 1860, s. 1-21). Også Blicher har i novellen »Stodderkongen« behandlet hendes eventyr i en frit opfunden historie (St. St. Blichers Samlede Skrifter, XXVII, 1931, s- 154-69)-43. 

(Rasmus Nielsen: Aarhus i 1840erne. 1859)

Desuden en artikel i Illustreret Tidende nr. 39, (ukendt årstal) s. 553

Skanderborg Amt nedlagt. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg, den 5te August.

- Vi havde sidst en sørgelig Meddelelse at bringe vore Læsere, siger "Hors. Av.": Skanderborg Amts dødelige Afgang. Allerede længe har det været dødsdømt, og Efterretningen om dets Endeligt vil ikke komme Mange uventet. Ved Hr. Kammerherre Baron Bille-Brahes Udnævnelse til Amtmand i Holbek Amt indtraadte en meget betænkelig Krisis, og denne er nu endt med, at Aarhuus Amt har slugt Skanderborg Amt. - Skanderborg Amt var født ved kongl. Resolution af 9de Marts 1824; dets Død besluttedes ved kgl. Resolution af 27de Juli 1867, og det opnaaede saaledes en Alder af fuldt 43 Aar. Af Aarhuus Amt fremstod det hiin 9de Marts 1824; til Aarhuus Amt er det nu atter vendt tilbage. - Det er nu vel muligt, at der i Aarhuus Amt vil være Glæde over den tabte, nu gjendfundne Søn, men sal. Skanderborgerne dele vist ikke alle denne Glæde. Gjenforeningen medfører nemlig adskillige Ubehageligheder, hvoraf vi dog kun skulle omtale een - den lange, lange Vei, man for Fremtiden paa mange Steder vil have til Amtmanden. Til Amtmand over de forenede Amter er nemlig udnævnt den hidtilværende Amtmand i Aarhuus Amt og Stiftamtmand i Aarhuus Stift, Kammerherre T. C. Dahl, Kommandeur af Dannebroge og DannebrogSmand. Vi ville gjerne troe alt muligt Godt om denne Mand og have slet ikke Grund til Andet, men han har - man tilgive os Udtrykket - en slem Skavank: han boer paa Moesgaard *). Det kan godt være og skal ogsaa være en meget smuk Eiendom, "beliggende paa et af de skjønneste Punkter paa Jyllands Østkyst", siger Trap i sin Danmarks Beskrivelse, og et særdeles behageligt Opholdssted, men dog neppe skikket til Bolig for en Amtmand over de forenedc Amter: Aarhuus Amt og sal. Skanderborg Amt. Mange vide maaskee neppe hvor Moesgaard ligger, og vi skulle derfor angive det. Den ligger 1 1/4 Miil sydfor Aarhuus ved Havet. Allerede under den tidligere Ordning følte man her i den nordveststlige Deel af Skanderborg Amt Følgerne af at ligge i en Udkant af Amtet. Værre, langt værre bliver det dog nu. For Beboere f. Ex. af Horsens- og Silkeborgegnen vil det være forbundet med særdeles Besvær, Tidsspilde og Omkostninger, naar Forholdene fremtidig gjøre det nødvendigt for dem at søge Amtmanden i Forretningsanliggender, og hvor bekvemt det end kan være for Amtmanden at have en Residents, hvor han kan være temmelig sikker paa ikke uden den meest bydende Nødvendighed at blive forstyrret i Nydelsen af den skjønne Natur og Livets Goder, saa kunne Beboerne af Skanderborg Amt umulig være tjente med den trufne Ordning, der tvertimod synes os at vare saa uheldig, at der er Grund til at fremtræde for Regjeringen med en Klage derover. At en Mand heri Byen, der i Forretninger nødvendigt maa tale med Amtmanden, skal behøve 1 a 2 Dage dertil, er ligefrem utilbørligt - ikke at tale om den ikke ubetydelige Udgift, et saadant Ønskes Opfyldelse vil medføre. Man synes virkelig nok at kunne forlange, at Amtmanden over de forenede Amter, der faae en temmelig betydelig Udstrækning, skal boe midt i Amterne og det vilde i saa Henseende vist have varet heldigst, om Amtshuset var blevet forlagt til Skanderborg, og Amtmanden havde faaet Paalæg om at opslaae sin Bolig der. Foretrak Hr. Kammerherre Dahl Opholdet paa Moesgaard for Embedet, nu, det blev jo hans Sag, det er virkelig en altfor stor Imødekommenhed, der fra Regjeringens Side er viist denne Embedsmand ved at give ham Tilladelse til at bestyre sit nye Embede fra Moesgaard, en Imødekommenhed, hvorfor en meget stor Deel af Amtets Beboere vil komme til af undgjælde haardt.

*) See dog omstaaende Bekjendtgjørelse. Red.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. august 1867)

Den nationalliberale politiker Torkild Christian Dahl (1807-1872) var stiftamtmand i Århus Stift og amtmand i Århus Amt fra 1858, og fra 1. august 1867 amtmand i Skanderborg Amt ved sammenlægningen. Efter mindre end et år ophørte han med det, angiveligt pga. dårligt helbred, men mere sandsynligt fordi fordi regeringen modsatte sig at stiftamtkontorerne blev flyttet til Moesgaard fra amtsgården i Skanderborg. Hans bror, Carl Bodilius August Dahl (1810-1870) overtog embedet 1868-1870. Herefter var Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) amtmand 1870-1894, se andetsteds på denne blog. 

Skanderborg Amt blev genoprettet 1. april 1942, og nåede denne gang at eksistere indtil kommunalreformen i 1970. Så blev amtet delt mellem Vejle Amt og Århus Amt.

Afgang. De Allieredes Opførsel. 25de til 27de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives til "Dagbl." om nogle ved det østerrigske Hovedkvarteers Ankomst der til Byen d. 16de ds. forefaldne Demonstrationer. Byen var efter fattig Lejlighed udstyret med de sædvanlige trefarvede Klude, og paa Nørretorv var der oprejst en Æreport med Indskrift: "Den heldenmüthigen Befreiern (!) Schleswig-Holsteins". Dr. Jansson og Konsorter ventede paa Stedet for at modtage Gablenz med de fornødne Taler; men Skjæbnen vilde det anderledes. Generalen kom kjørende med en anden Officeer i en almindelig Vogn og med Ægtheste, og Ingen bemærkede, at det var ham, førend han var vel gjennem Æreporten og et godt Stykke oppe ad Nørregade; Taler blev der derfor Intet af, og den hele Modtagelse, han fik, var den, at en Plakatdreng, som naturligviis ikke kjendte ham, kastede en Seddel ind i Vognen til ham, hvorved han underrettedes om, at der i Anledning af General Gablenzs Ankomst ikke gaves nogen Forestilling i Theatret! - Det kunde synes underligt, at man vilde hædre Generalen ved ikke at give nogen Forestilling; men Sagen var den, at Forestillingen var flyttet fra Scenen ud paa Gaden, Fakkeltog og Illumination skulde glæde den høie Gjæst og vise ham "Befolkningens" ægte germaniske Sindelag. Men Fakkeltog og Illumination, - hvorledes kan man stille det paa Benene i en dansk By til Ære for en af Landets Fjender - og Undertrykkere? Ja, man maa kjende Forholdene og see lidt bag Kulisserne for at forstaae det; saa bliver det ganske naturligt. Først maa man erindre, at vi have tydsk Øvrighed og tydsk militair Besætning; ved Hjælp af dette kan Meget udrettes, Og dog have Hjemmetydskerne været saa ængstelige med Hensyn til Udfaldet af en Illumination, at Forslaget derom var faldet igjennem baade i den "patriotiske" Forening og i Deputeretkollegiet; men et Par af vore værste Wühlere fik Borgermesteren paa deres Side, og saa udsendtes Folk, som gik fra Huus til Huus og i Magistratens og Borgermesterens Navne beordrede almindelig Illumination; samtidig udgik der Ordre til forskjellige Håndværkere om at lade deres Svende give Møde for at bære Fakler. Spurgte man, hvad Anledningen var til Illuminationen, fik man enten slet intet Svar eller et undvigende; men Stads skulde der være. Saaledes vare da Forberedelserne trufne, og Komedien gik for sig fra Kl, 8 til 10. Illuminationen, af en "almindelig" i at være, var mærkelig nok at see og vistnok enestaaende i sin Slags. Adskillige frygtsomme Folk havde vel ladet sig skræmme og sat Lys i Vinduerne; men desuagtet laae hele Kvarterer af Byen i det dybeste Mørke, og selv i de Gader, hvor Hjemmetydskerne boe, og hvor de under de nuværende Forhold ganske naturlig kunne udøve et meget stærkt Tryk paa den Deel af Befolkningen, som er tilbøielig til at holde sig til det herskende Parti, saaes Rækker af Huse ganske mørke, med nedrullede Gardiner og lukkede Skodder, og hyppige Modsætninger frembragtes mellem lyse og mørke Etager l samme Huus eller mellem de oplyste og pyntede Ruder i den ene Ende og de af en enkelt uvillig Tællepraas, jeg kunde næsten sige, i formørkede Vinduesfag i den anden Ende. Særlig fremtrædende Dekorationer saaes ikke, det skulde da være et enkelt Sted, hvor den ulykkelige Thorvaldsen saaes prydet med trefarvede Baand! - Fakkeltoget saae naturligviis lidt anseeligere ud, da man disponerede over endeel tydske Haandværkssvende som Fakkelbærere; Nogle af disse vare udklædte som Turnere, thi ogsaa en "Turnverein" er var gode danske By bleven velsignet med, Paa Søndertorv holdtes nogle Taler, hvoraf man erfarede, at Festlighederne ikke vare til Ære for "Befrierne" alene, men ogsaa for "Hertug Friedrich den Ottende", der for et Aar siden besteg Thronen i Schleswig-Holstein!! Desværre forstyrredes Wühlernes Andagt endeel ved, at nogle Borgere havde samlet sig og tillod sig at lee og gjøre muntre Bemærkninger; thi, saa underlig det maaskee kan synes, Befolkningens Stemning havde iaftes et meget muntert Præg, og "Den tappre Landsoldat" klang endogsaa engang høit paa Nørregade, hvor Gablenz havde taget Kvarter. Man har jo her et lyst Fremtidshaab og en urokkelig Tillid til, al Danskheden nok atter skal komme til sin Ret; derfor leer man ad Hjemmetydskernes krampeagtige Bestræbelser for at give Byen et tydsk Præg. Nogle enkelte Steder i de Gader, Toget passerede, blev Ruder slaaede ind (hos Senator Juhl, Bundtmager Hahn, Boghandler Sabro, Kjøbmand Sørensen, Doktor Dahl, Dyrlæge Hansen, Kjøbmand Schmidt og maaskee flere Steder), men det Hele havde ikke Stort at sige, og Gadeungdommen tog øieblikkelig Revanche og lod nogle tydske Ruder springe. Overhovedet skete ingen alvorlige Spektakler; kun et Par Gensdarmer blev bankede, men disse ere ogsaa særlig Gjenstand for Befolkningens Had, deels som Redskaber i Hjemmetydskernes Haand, deels som foragtelige Personer, der endog for en stor Deel ere sydslesvigske Overløbere fra den danske Armee, Nogle faa Personer blev i Aftenens Løb satte i Hullet, men det er man vant til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Aarhus. Efter et photographi af A. Fritz. Illustreret Tidende 1. juli 1866.

"Aarhuus Stiftd." fortæller, at i en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralkomiteen i Aarhuus i Anledning af den store Contribution (200,000 Rd. for Aarhuus), hed det ligefrem, at man vilde os "mürbe machen" (gjøre os møre), ved Besættelsen af Jylland og Trykket paa det tvinge Regjeringen til en forsmædelig Fred. Samme Blad siger om "Vor Trængselstid": "Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for. at. naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragt, en usikker Fred tilveje, skulde skaffe os Lindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regeringen, og der turde tillægges den saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Ivrerne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den retlige. Selv Als's Fald nedslog neppe i den Grad Modet eller bragte saa starte Contrastrømninger tilveje som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det frejdige Sind. Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe mere med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag i Slesvig), og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisning om, at der fra Regjeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lønlige Tanke, om ikke nogle Millioner, vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side, vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og heriblandt navnlig vor By), paa hvilke Trykket umiddelbart og personligt hvilede, og til hvilke det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget blev, afviste. "Aarh. Stiftst" oplyser, at den Adresse, som, talrigt underskrevet i Slutningen af Mai i Aarhuus, Randers og Viborg, udtalte, at Regjeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen, tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om at bringe den til Hs. Maj Kongens Kundskab, men at man ikke blot aldrig modtog noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, men ikke engang nogen Anerkjendelse af Adressens Modtagelse fra Monrads Side. Om de senere "Freds-Adresser for enhver Priis" udhæver "Ah. Stiftst.", at de alle er, indgaaede fra Landet og ingen Tilslutning have fundet i Aarhuus By, og at de havde deres Oprindelse nærmest fra den indre Politik (de G. Wintherske Bondevenners), hvorfor ogsaa den sidst, først indsendtes efter (!) Fredens Afslutning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. november 1864)

Thisted, den 26de November. Det har været et føleligt Savn for det korresponderende Publikum, at Pengeforsendelsen ved Postforskud og Postanvisning har i længere Tid været standset som Følge af den fjendtlige Okkupation. Da denne nu ikke kan lægge Hindringer iveien, tør man vel haabe, at Postbestyrelsen vil uopholdelig træffe Foranstaltning til Gjenindførelsen ved alle Postkontorer af en Forsendelsesmaade, der har vist sig saa bekvem og hensigtsmæssig.

(Thisted Avis 26. november 1864).

Om de i Veile forefaldne Uordener ved de preussiske Garderes Gjennemmarsch skriver en Korresp. til "Dagbl.": En Huusfrue fik et Stød af en Officeer, fordi hun nægtede Folkene Smør, som de ikke kunne fordre. Historien med en Kjøbmand, der blev staaet, er morsommere. Tre Mand af Indkvarteringen paa en ham andetsteds tilhørende Gaard kom om Aftenen (Kl. 8 til 9 angives det) og forlangte varm Aftensmad, hvortil han svarede, at han ikke ansaae sig for pligtig dertil, men de kunde komme igjen i Uniform, saa vilde han følges med dem til Kommandanten; var han da pligtig dertil, skulde de ogsaa faae, hvad de ønskede. Kort efter kom en Underofficeer med de tre Mand og kommanderede den varme Mad frem, og da Kjøbmanden blev ved sit Forrige, gav Underofficeren ham et Slag under Øiet, hvoraf han endnu bærer Mærke. En tilstedeværende Landmand gik imellem for at stille tilfreds, men fik ogsaa et Slag af Underofficeren, der nu var kommen til den Urette; thi i samme Øieblik existerede Næse og omligggende Partier ikke mere i synlig Skikkelse paa Underofficeren, men kun en Masse Blod. Derpaa tog den djærve Landmand sig over at kaste 4 a 5 Gardister ud af Boutiken og - saa pustede han lidt. Delle var mulig et kritisk Øieblik; thi udvendig fra stormede Kavalleriet med at ituslaae Ruder in v., og i Boutiken skal der have været adskillige flere Gardister til Behandling; men saa kom Hjælpen i Skikkelse af en Patrouille og senere selve Kommandanten, der satte hele Befolkningen fast, de Danske dog paa deres Værelse, hvorfra de næste Dag blev løsladte, efterat Kommandanten havde udbedt sig at see Landmandens Haand, for hvilken han bar dyb Agtelse; det bevilgedes med den Yttring: "Jo, naar jeg bliver vred, saa slaaer jeg til". Endeel af Garderne blev transporterede Syd paa i Jern. - Skandalen i Kasernen endte med, at Skaden, noget over 14 Rd. (den danske Vurdering var mindre, saa at det da sees, at vi ikke ville optrække Tydskerne), blev erkjendt og betalt; om Straf veed jeg Intet at melde. Flere andre Steder have Gardisterne ogsaa gjort Spektakler; i en Boutik vankede der Slag til hver Civil, der tilfældig kom ind. Vor ret flinke Kommandant var nær ved at gaae ud af sit gode Skind ved alle de mange Klager over Gardisterne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. november 1864).

Münchener Punsch, 19. marts 1865.  Den pikkelhuede slange sidder og fortæller de to små harer Slesvig og Holsten ved dammen Bund. Tegningen bærer titlen: "Keine Fabel!" (Ingen fabel), og teksten lyder sådan: Wisst Ihr, liebe Kinder, was man von der Klapperschlange erzählt? Sie sitzt, sagt man, am Boden fest, hält den Kopf recht hoch, reisst den Nachen recht weit auf und sieht das arme Thierchen, das es verschlingen will, in einem fort an. Dieses fängt nun an ängstlich zu thun, will sich fortmachen, kann aber nicht und kommt dabei der Schlange immer näher, bis es ihr endlich freiwillig in den Nachen springt. Selbsbestimmung heisst man das. Raff's Naturgescchichte für Kinder. (Ved I, kære børn, hvad de siger om klapperslangen? Det siges, at den sidder solidt på jorden, holder hovedet meget højt, trækker nakken helt op og bliver ved med at se på det stakkels lille dyr, som den er ved at fortære den. Denne begynder nu at virke ængstelig, vil bort, men kan ikke, og kommer derved tættere og tættere på slangen, indtil den til sidst hopper i dens mund af egen fri vilje. Det kaldes selvbestemmelse. Raffs naturhistorie for børn).

- Kolding 26de Novbr.

Medens man i Kolding i det Hele taget er kommen ret godt ud af del med Østerrigerne og er skilles fra dem i Fred, have derimod Preusserne paa deres Gjennemmarsch opført sig paa en brutal og, vi kunne i Sandhed sige, gemeen Maade. At de have gjort uberettigede Fordringer og fremtvunget deres Opfyldelse med Vold rundtom i Ovartererne, foreligger der mange Beretninger om; andre Steder have de ramponeret og tilsølet deres Værelser og Senge saaledes, at man ikke engang kan tale derom, revet Kakkelovnene ned og et Sted kastet den ud af Vinduet, stjaalet Lagenerne, osv. Hos en Kjøbmand faldt nogle Preussere over en Ægtbonde og vilde drive ham ud af Stalden med hans Heste, og tilføiede ham et Saar i Hovedet; der som flere Steder skulle de dog have faaet dygtige Prygl til Gjengjæld. Ved saadan Adfærd, efterat Freden er sluttet, imod dem, der have opfyldt alle deres reglementerede Krav, vanærede de sig selv Alle Beretninger fra de andre Byer, som de ere komne igjennem, indeholde den samme Beskrivelse. Man kan ikke forundre sig over, at Befolkningen, ved Siden af Sorgen over den haarde Fred, føler en stor Lettelse ved at være bleven disse Herrer qvit, og at Glæden gav sig Luft i den uskyldige Demonstration, at Heise Dannebrog fra næsten alle Huse. Derimod maa vi paa det Bestemteste misbillige de stedfundne Optøier af Pøbelen, som med Hujen og Steenkast fulgte Preusserne ud af Byen. For det Første er det uværdigt, strax at blive kaad, fordi Tøilerne slappes, og det pleier kun at være Drenge, som bære sig saaledes ad: men her vare ogsaa Voxne iblandt. Dernæst var det dumt, thi man maatte vente, at de fjendtlige Tropper vilde værge sig med Bajonetter og Kugler, hvad der nok ogsaa nær var steet, dersom ikke den Øverstcommanderendes Besindighed havde afværget det. Vi maa derfor deltage, at de Mænd af de dedre Samfundsklasser, som saae paa Optøierne, ikke søgte at tale Mængden tilrette. Medens vi saaledes høiligen misbillige det skete, formene vi tillige, at Preusserne - efter deres forargelige og irriterende Adfærd efter Fredsslutningen - ingen Ret have til at beklage sig derover.

(Koldp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. november 1864)

Justitsråd H. E. Friis: Minder fra okkupationen i Veile 1864. in: Samlinger til jydsk historie og topografi, s. 305-. Som indflydelsesrig person havde han de øverste ledere i indkvartering, general Wrangel, en del generaler, von Falkenstein. Han anfører at han ialt nåede 444 officerersbelægninger mellem 8. marts og 24. november.

Uebergang der Sachsen über die Eide bei der Rückkehr aus Schleswig-Holstein. Originaltegning A. Beck. Über Land und Meer, januar 1865.

Preussernes Afmarch. 19de til 21de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Commissarius i Jylland, Cfrd. Bræstrup, var fra igaar indtil videre taget Ophold i Colding.

General Falkenstein afrejste i Torsdags Formiddags fra Horsens sydpaa.

Endelig, efter omtrent 7 lange Maaneder, kunne vi igjen aande frit - hedder det i "Randers Avis" igaar" - : Terrainet er atter vort, vi ere atter Herrer i vore egne Huse, Preusserne ere borte. Fra Randers til Skagen er der ingen Preusser mere, med Undtagelse maaskee af et Par syge Stakler, som muligt ville lægge deres Been heroppe. Det er os, som om vi vare vaagnede af en hæslig Drøm; Ingen, som ikke har prøvet det, kan tilfulde gjøre sig et Begreb om hvad det vil sige, i en længere Tid stadigt at være belagt med en forholdsmæssig stor Styrke fjendtligt Militair. Den Ufrihedstilstand har noget usigelig: Forknyttende i Længden, noget Sløvende og langsomt dræbende; det var ikke Krig, del veed man hvad er, del var et tvungent Samliv imellem Parter, som aldrig i Livet kunne blive Venner, en uendelig Vaabenstilstand imellem de preussiske Sejrherrer og dem, som de betragtede som deres ærbødige Tjenere. Vi skulle iøvrigt ikke benytte den første givne Lejlighed til at falde over vore Fjender, nu de ere borte; men et ganske kort Skudsmaal skylde vi dem. De ere, troe vi, naar de faae Lov til at være sig selv (vi tænke her nærmest paa den sidste Falkensteinske Pression, da det efter mangesidig Forsikkring paalagdes Mandskaberne at være saa ubehagelige i Qvartererne som muligt), som andre Folk, hverken stort værre eller stort bedre. De ere nok en god Deel fordringsfuldere og spanskere i deres Maade al være paa, end f. Ex. vore Jenser, idetmindste som disse vare for Krigen. Men saa have de igjen andre Egenskaber, der forsone noget med dem. De ere driftige, ordentlige, pyntelige med deres Kram, en naturlig Følge af del strænge Opsyn. Den var iøvrigt, vil man have bemærket, stor Forskjel paa Mandskabet af de forskjellige Vaabenarter. Infanteriet i det Hele, ikke blot Garderegimenterne, var det maneerligste. Artilleriet og Cavalleriel talte i det Hele raaere og mindre ordentlige Karle, som af og til kunne være vanskelige nok at holde i tilbørlig Afstand. Hos Alle, Menige som Officerer, var den Overbeviisning gjennemgaaende, al de ere Verdens første Militair, en Tro, der slet ikke er saa ilde, naar det gaaer imod en Fjende, og som deres fortræffelige Vaaben og Udstyrelse i det Hele ikke lidet bidrog til at nære. Preusserne kom som Fjender og forlode os ikke som Venner. Den eneste Følelse, hvormed vi saae dem drage bort, var en ubeskrivelig velbehagelig Fornemmelse af Lettelse og det oprigtige Ønske: Gud lade os aldrig see dem mere!

Ved Preussernes Afmarsch fra Viborg i Torsdags havde 18de Regiments Musikcorps Ordre til, ifald Telegrammet om Ratificationernes Udvexling ikke indløb inden Afmarschen, at bruge 8 Vogne af den derværende Park, men, ifald det indløb forinden, kun 6. Som bekjendt, skulle de Allierede nemlig selv betale deres Forplejning og Befordring efter Ratificationernes Udvexling. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1864).

Andreas Fritz (1828-1906): Officerer ved Garde Artilleriet i Aarhus. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Vor Trængselstid.

Preusserne have forladt os; det lange, tunge, Tryk, der som en knugende, uhyggelig Drøm har hvilet over os, er efter 9 lange Maaneders i Trængsel endelig fordi. Det er ligesom vi vaagnede af en Dødssøvn og med et dybt Aandedrag søge at komme til vor fulde Bevidsthed

og see os omkring. Lad os da samle vore Tanker og see, hvorledes vi have havt det, og hvorledes vi have det.

I fulde 7 Maaneder *) have de fjendtlige Tropper havt Byen inde. I al den Tid har næppe noget Huus været fritaget for Indqvartering, næppe nogen Familie været fri for at Yde Bidrag til Forplejning af dem, der som Sejrherrer traadte vor Ret under Fødder og aabent vedkjendte sig blandt Formaalene for Besættelsen, at de ved Tryk og Udsugelser vilde fremtvinge Freden **). I al den Tid have Byen og Amtet maattet skaffe Alt tilveie, hvad den commanderende General, enten af virkelig Fornødenhed eller efter sit haarde Sind og onde Lune, til Vederqvægelse og Forlystelse, fandt for godt at foreskrive: Portioner og Rationer, Beklædningsgienstande, Lazareth- og Bureau Reqvisiter (indtil den yderligste Smaalighed), Qvarterer og Extraqvarterer (for Officierer, som andetstedsfra samledes til Fester, Væddeløb og desl.), Magasiner, Lazarether og Contoirleiligheder, og endelig en af de allertungeste af alle Præstationer: en umaadelig Mængde Vognbefordringer. Ved Siden deraf røvedes Heste og fordredes under Trusel og Tvang Pengecontributioner. Og om end under den første Vaabenhvile en Betaling skulde erlægges, saa blev dette deels ingenlunde fuldt opfyldt, deels kun efter aldeles utilstrækkelige Taxter, og endelig bleve Paalægene senere, under den egentlige "Pressionsperiode", saameget større. I al den Tid have Beboerne af de bedre Leiligheder i Byen maattet overlade deres bedste Værelser til Officierernes (paa flere Steder ogsaa til Menige, til Værksteder etc.), for selv at nøies med smaae Rum, ofte kun i Sidebygninger og med Indgang for selve Familien igjennem Kjøkken eller ad Bagtrappe, og dog maattet udvide Huusholdningsvirksomheden til ogsaa at omfatte de ubudne Gjæster, medens Smaafolk som oftest have maattet dele selve Opholdssted med dem. Til samme Tid har for mere end ni Tiendedele af Beboerne deres Erhverv været enten fuldstændig standset (saasom navnlig alle Grene af Bygningshaandværk) eller dog saa betydelig indskrænket (de fleste andre Haandværk, de Handlende og Arbejdsklassen), at der ikke har kunnet være Tale om at fortjene det Fornødne til eget Underhold, endsige del Tillæg, som Alle maatte yde til de Fjendtliges Forplejning.

Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for, at naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragte en usikker Fred tilveie, skulde skaffe os hindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regjeringen, og der turde tillægges een saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Jyderne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den ved lige. ***) Selv Als's Fald nedslog næppe i den Grad Modet eller bragte saa stærke Centralstrømninger tilveie som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det freidige Sind. Det var derfor ikke sieldent at høre - og høres endnu - , at den Holdningsløsshed, som Kiøbenhavn har viist, ved fra overmodig kjæphøiethed at slaae om i den diametrale Modsætning, har aabnet Jydernes Øine for det Tomme cg Uberettigede i de store Ord og stærke Fordringer paa dristig Handling, som have lydt over til os, og har vakt nogen Utilbøielighed til at følge videre med, ved Siden af nogen Fortrydelighed over at være gaaet med saa ofte og saa længe. - Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe med med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag, og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisnning om, at der fra Regeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lovlige Tanke, om ikke nogle Millioner vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og deriblandt navnlig vor By), paa hvem Pressionen umiddelbart og personligt hvilede, og til hvem det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget bleve afviste.) 

Til at føre os saa vel som muligt igjennem denne Trængselstid bidrog i en overordentlig Grad den virkelig beundringsværdige Utrættelighed og Selvopofrelse, hvormed saamange agtede Medborgere virkede i de  forskjellige Comiteer, der vare nedsatte for at danne Mellemled imellem Befolkningen og de Fjendtlige, og ved en nogenlunde Fordeling af Byrderne, samt Underhandlinger om disses Formindskelse, søgte at gjøre Tilstanden saa taalelig som muligt. Vi kunne mulig senere finde Anledning til at forsøge en Characteristik - og Critik - af den her udfoldede Virksomhed; nu ville vi kun anerkjende, at ligesaa vist som Byens sædvanlige Autoriteter vilde have været aldeles ude af Stand til at opfylde de under saadanne Forhold opstaaende Fordringer i administrativ Henseende, saavist have ogsaa de forskjellige Comiteer virket til sandt Gavn og med stor Dygtighed og Held. Og naar hensees til de piinlige og vanskelige Hverv, som vare dem overdragne, hvor personlige Trusler, Brud paa Aftaler og vilkaarlig Indgriben fra Fjendens Side hørte til Dagens Orden, saa føle vi god Anledning til derfor al udtale vore Paaskjønnelse.

*) Den 13. Marts havde vi et kort Besøg af Østerrigerne Derefter var Byen ubesat i omtrent 1½ Maaned, i hvilken en occupation stadig svævede truende over os. indtil Byen endelig den 28de April blev varig besat af Preusserne.

**) I en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralcomiteen i Anledning at den udskrevne Penge-Contribution (for Aarhuus Vedkommende 200.000 Rbdr.), heed det, at man vilde os "mürde machen".

***) Vi kunne her ikke tilbageholde et Exempel. Fra de tre jydske Byer Aarhuus, Randers og Viborg underskreves i Slutningen af Mai en talrig tiltraadt Adresse, hvori udtaltes, at Regeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen. Denne Adresse tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om, at bringe den til HS. Maj. Kongens Kundskab; men ikke alene modtog man aldrig noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, - end ikke nogen Anerkjendelse af Modtagelsen fra Conseilspræsidentens Side kom, saavidt bekjendt, nogensinde til Underskriverne.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. november 1864).

Artiklen fortsætter i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende den 24. november 1864 med en karakteristik af Falkenstein. Avisen bragte fra 26. november 1864 forskellige beretninger fra preussernes overgreb mod befolkningen under overskriften: "Fra Occupationen".

Troppeudbrud. Aabenraa. Slesvig-holstenere i Kjøge. Afmarsch fra Aalborg. 1ste til 4de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Jylland efter Fredsslutningen. Foreløbig vil Fredsslutningen ikke bevirke nogen Forandring i Tilstanden i Jylland, idet de fjendlige Tropper, saalænge de ere der, ville beholde samme Myndighed som hidtil. Dette meddeelte Indenrigsministeren under en Sammenkomst, han i Loverdags havde med de jydske Rigsdagsmedlemmer. Ved samme Lejlighed meddeelte Ministeren endvidere, at Regeringen havde henvendt sig i Wien og Berlin (Geheimeraad Brastrup skal være sendt dertil) for at opnaae en Lettelse for Jylland i dets Byrder, men forgjæves, og at det ikke var gaaet den bedre med dens Bestræbelser hos de neutrale Magter. England havde svaret, at det aldeles ikke mere vilde have med vore Affairer at gjøre; fra Frankrig kom der slet intet Svar, og Rusland beklagede ikke at formaae Noget for Øieblikket, hvorfor det raadede os til som den Overvundne rolig at finde os i vor Skjæbne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Skandalen ved Afstemningen i Aabenraa. (Rd. Av.) Man erindrer maaskee endnu den mærkværdige Afstemning over Skolesproget, som for en Tid siden gik for sig i Aabenraa, og hvor der kom et Resultat frem saa gunstigt for Hjemmetydskerne, som de vel selv neppe havde vovet at haabe (412 stemte for Tydsk 258 for Dansk). Samme Gang som "Flb. Nordd. Ztg." med megen Bram fortalte det, debiterede Bladet foruden endeel andre Løgne (saaledes vare Tallene forvandskede) ogsaa den, at midt under Afstemningen traadte en "anseet Borger' op og erklærede med Vidner at ville bevise, at en vis Hr. N. Sørensen udbetalte 24 sk. til Enhver, der vilde stemme for dansk Sprog; denne Erklæring blev strax ført til Protokols, og som en Følge heraf blev Sørensen arresteret, hvor han sikkerlig vilde faae sin fortjente Straf for sin slette Opførsel. - Hvormange sande Ord der var i det usIe Blads hele Referat, nemlig ikke eet eneste, fremgaaer af en Erklæring, som nævnte Sørensen (bekjendt tro dansk Mand) har ladet indrykke i "Köln. Zt.' for i Torsdags. Det oplyses der, at "hin Skandalmager, som ganske vist ved sin løgnagtige og for al Grund blottede Erklæring forstyrrede Afstemningens Gang, hvorved han gav Anledning til et pøbelagtigt Udbrud af hans Kammerater, var alt andet end en "anseet Borger', idet han nemlig er en indvandret Skrædersvend ved Navn Delffs, der arbejder hos en Klædefabrikant, og følgelig hverken var berettiget til at stemme eller overhovedet til at vise sig i Salen. Hans Erklæringer og Sørensens Moderklæring bleve ganske rigtig førte til Protokols; men Undersøgelserne, der fandt Sted samme Dag, og dreves med den største Omhyggelighed, kom desuagtet til det Resultat, at det Hele var en opdigtet, grov Usandhed. Heraf følger det vel af sig selv, at Fortællingen om Arrest og Straf er Iigesaa sandhedstro. N. Sørensen har forresten anlagt Sag mod nævnte Skrædersvend for ondskabsfuld "Bagvaskelse og Æreskrænkelse"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Fra Eideren, den 23de Octbr. Efter det i Frederiksstad udkommende Ugeblad for Landskaberne Stavelholm og Eidersted, skal der være kommet Ordre fra Wien til de i Eidersted og omliggende Landskaber cantonnerende Troppers Tilbagemarsch. Man vil endvidere have erfaret at de for Tiden i Jylland værende østerrigske Troppeafdelinger skulle paa deres efter al Sandsynlighed snart indtrædende Tilbagemarsch nærmest bevæge sig henad Slesvigs Vestkyst, for idetmindste for en Deel at gaae over Eideren ved Frederiksstad. Som det endvidere af paalideligste Kilde erfares, turde det være temmelig utvivlsomt, at enkelte Afdelinger af den tilbagegaaende østerrigske Hær ere bestemte til at tage Cantonnement syd for Eideren, i Ditmarsken eller andre Districter af Holsten, og skulle de Vedkommende allerede i saa Henseende have erholdt fornødne Ordrer.

- - -

I Aalborg bekjendtgjør Politimester Johnsen den 31te, ifølge en Skrivelse af 30te fra Commandanten, "at han paa Gaderne har truffet flere civile Personer iførte kasserede og ved Auction bekomne preussiske Vaabenfrakker med fuldstændige Distinctioner, saasom Skulderknapper og Regimentsnumere, at dette ikke gaaer an og derfor forbydes, og at han vil afstraffe enhver Overtræder af dette Forbud."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 2. november 1864).

Ifølge "Voss. Zt." forlanger Preussen af den nye Stat Slesvig-Holsten følgende Rettigheder for at tage den under sine Ørnevinger: Det maa have Ret til efter de i Preussen gjældende Regler at udskrive Soldater og Matroser, hvis Underhold, Uniformering og Pensionering bestrides af Hertugdømmernes Kasse, medens Preussen afholder Udgifterne til Vaaben og Munition. Endvidere maae Hertugdømmerne betale en Trediedeel af hvad der vil behøves til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Flaadens Materiale. Preussen overtager forpligtelsen til at befæste de slesvig-holstenske Havne og Landets vigtigste strategiske Punkter, hvorfor der tilkommer det Ret til at anlægge Krigshavne samt at benytte alle Communications- og Befordringsmidler i militaire Øiemed, paa samme Maade som i selve Preussen. Fjerdedelen af de dertil medgaaende Omkostninger udredes af Hertugdømmerne, der næsten udelukkende ville komme til at nyde Godt deraf. De i Hertugdømmerne udskrevne Tropper forblive i deres Hjem paa tre Batailloner nær, der tilligemed hele Cavalleriet forlægges til preussiske Garnisonssteder. Iøvrigt maa Preussen være berettiget til at forlægge saamange af sine Tropper til Hertugdømmerne, som Omstændighederne udkræve, da det ogsaa i Fredstider kan blive nødvendigt at concentrere en preussisk Troppestyrke ved den jydske Grændse og de nærmestliggende Havnepladser. Men ingen andre end under preussisk Commando staaende Tropper tør drage igjennem Hertugdømmerne, medmindre den preussiske Overcommando udtrykkeligt har tilladt det, og ligesaalidt bør fremmede Krigsskibe løbe ind i slesvig-holstenske Havne eller farvande. De diplomatiske Poster og Consulaterne overtager Preussen, uden at det tilstedes Hertugdømmerne at være særskilt repræsenterede. Desuden maae disse indtræde i det preussisk-tydske Toldforbund og overlade Bevogtningen af Toldgrændsen til det preussiske Militair og dets Toldembedsmand. I Krigstilfælde skal Preussen have Ret til at forbyde Ind- og Udførselen af visse Gjenstande samt til at forstærke Udskrivningen, hvorimod det overtager Forpligtelsen til i Hertugdømmerne at concentrere en Troppeafdeling og holde en Flaadeafdeling i Søen, der er den danske Armee overlegen. Hverken i Krigs- eller fredstid tør der finde andre Hvervinger eller Udskrivninger Sted end preussiske. Kun paa en Overeenskomst, der indeholder disse Betingelser, kan man vente at Preussen vil indgaae.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 3. november 1864)

"Schl. Holst. Z." det slesvigh. Democraties Organ, skriger i vilden Sky: "Det tydske Folk er bleven bedraget for denne store Times Glæde. Dersom Slesvig-Holsten var bleven befriet i oprigtigt Fællesskab mellem det tydske Folk og dets Fyrster, vilde det have været et af de smukkeste Blade i den tydske Historie; men nu har Intriguens Politik frataget denne Daad dens skjønneste Betydning, har fremkaldt Strid og Tvedragt, hvor Enigheden burde raade, og vakt en forbittrelse i Tydskland, som ei var langt fra at udarte til en Borgerkrig (i Rendsborg?). Og hvorledes har man behandlet det slesvigholstenske Folk! Med Vold er det holdt borte (!) fra Kamppladsen, den ene Udmygelse efter den anden har det maattet taale. Hverken paa Londonerconferencen eller ved selve Fredsslutningen har man tilladt det Land, om hvis Skjæbne det gjaldt, at hæve sin Røst. Man har ikke blot formeent os at gribe til Vaaben, men indtil nu forhindret enhver Sammenkaldelse af vore Stænder. Vi skulle forblive værgeløse, vi skulle ikke komme tilorde, men finde os i, at være en Hjord, over hvilken den mægtige Seirherre efter Behag træffer sin Bestemmelse." Bladet slutter med at forudsige, at Straffen snart vil ramme Stormagterne for deres Misgjerninger. "Af de Statsmænd, som have ført det afgjørende Ord ved Fredsslutningen har den ene (Grev Rechberg) igaar ophørt med at være Minister, og den anden (Bismarck), som har benyttet et stort nationalt Anliggende til Opnaaelsen af indre Partiformaal. skylde vi ingen Tak; han har allerede høstet sin Len (i det preussiske Demokraties Underkuelse)!

- - -

Aarhuus. den 3die Novbr. Det bekræfter sig, hvad vi igaar udtalte en Formodning om, nemlig at de tydske Tropper allerede med næst lige ville begynde en Række Dislokationer, der skulle forberede Udmarschen af Jylland saa hurtig som muligt, naar Fredsratificationen er givet, eller endog som det synes, naar Rigsraadet har givet sit Samtykke til Freden. De fra førstkommende Mandag begyndende Dislokationer gaae, efter hvad vi kunne skjønne, ud paa at trække Tropperne, som ligge Nord paa, ned til Egnen imellem Aarhuus og Horsens. I Borum skal der efter hvad vi erfare, oprettes et Magazin til Forplejning af c. 2000 Md. og c. 900 Heste fra førstkommende Mandag. Her i Byen ville, som det lader, forskjellige Regimenter drage igjennem og afløse hinanden i Qvartererne; men Belægningsstyrken vil indtil videre forblive den samme som hidtil, uden forsaavidt som der nok vil komme en Stab mere hertil i Qvarteer. Efter hvad der fra god Kilde meddeles, er en lignende Bevægelse allerede paabegyndt med de østerrigske Tropper, som ligge Syd paa. (Ah. Av.)

- - -

Frederikshavn, den 3die Novbr. Idag er den tredie - vi tør vel sikkert haabe den sidste - fjendtlige Okkupation af vor By hævet, idet det der liggende Compagni imorges Kl. 7 paa Vogne er befordret til Aalborg. Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, der i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog den sidste Okkupation været forbunden med betydelig Udgivt, idet Communen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de større ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feltlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturliget! følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, især har været ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maatte staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fiendtlige Soldater. (Fdrkd. A.)

- - -

Viborg. General Kaminsky med Brigadestab og 2 Batailloner afgik imorges herfra ad Aarhus til. Styrken holder Rast et Par Mile herfra, i Landsbyen Høibjerg og Omegn, hvorfra imorgen marscheres videre. Fra Skive indtraf 1 Bataillon dertil i Efterm.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. november 1864).

Til Kjøge ankom nylig de første Cappeler Skippere med Fødevarer. Byens Av. har imidlertid ikke seet en eneste Kjøgianer gjøre Indkjøb hos dem og betragter det som et stort Beviis paa Kjøges "patriotisme". Det forekommer os snarere at maatte være et Beviis paa, at enten ere Tiderne for magre i Kjøge eller at man er tilstrækkeligt forsynet med fødevarer til at man behøver at tye til Cappelen. Skulde det derimod være et Vidnesbyrd om Patriotisme, hvorved Kjøge saaledes har vundet en ny Berømthed, saa maa let ogsaa heri have naaet et langt højere Standpunct end Kjøbenhavn; thi der siger Dgst. med veemodigt Tilbageblik paa Kjøges stolte Daad: "Desværre kunne vi ikke sige det Samme her i Byen. Der har her, lige siden Samfærdselen med Slesvig blev aabnet, navnlig ved Gammelstrand ligget en Mængde af de bekjendte Cappeler Skibe med Ost, Smør, Frugt osv., men skulde man her bedømme Patriotismen efter den Afsætning, som disse Varer have, maatte man komme til det Resultat, at Kjøbenhavnerne eller ialtfald de kjøbenhavnske Damer ere meget lidet patriotiske. En saadan Maalestok kan nu vel ikke godt anlægges som Patriotismen (nei virkelig?), men vi skulle ikke nægte, at det er i høi Grad harmeligt for en dansk Mand at see det haanlige Smiil, hvormed flere af disse Skippere, der ere bekjendte som Slesvigholstenere af det reneste Vand, meget ofte stikke de gode danske Penge i Lommen. Og naar de saa komme hjem, fortælle de ganske sikkert skjønne Historier om "die dummen Dänen". Det maatte da være ved at see den foranstaaende Betragtning eller rettere denS Slutning, thi naar Kjøberindende have Smag for Osten, saa er det jo netop huusholderisk klogt, at de søge den hvor de maatte finde den bedst og billigst, uden at generes af dumme Smiil ombord eller af fortrædelige Blikke, naar de gaae sen dyrere Høkerkjælder forbi. Skammen eller Spotten rammer da rettere dem, "som tænke ilde derom" eller som, af Mangel paa et virkeligt Object, coquettere med en smagløs Spækhøker-Patriotisme.

- - -

Aalborg, den 4de November

Imorges afmarscherede efter Bestemmelsen 50de Regiment og imorgen afgaaer 10de Regiment paa 60 Mand nær, som paa Mandag følge efter tilligemed det svære Feldtlazareth. Det hertil idag fra Frederikshavn ankomne Compagnie af 10de Reg. afgik tilvogns her fra Byen igaar Morges Kl. 7. Frederikshavn har været occuperet af preussiske Tropper ialt 47 Dage: første Gang i fjorten Dage, nemlig fra 12te til 26de Juli, anden Gang i 3 Dage, nemlig 4de, 5te og 6te August og tredie Gang i 30 Dage, nemlig fra 4de Octbr. til 3die Novbr. Af den Bataillon, der den 4te Octbr. kom dertil og ifølge Militairgouvernementets Bekjendtgjørelse skulde have ligget i Vinterqvarteer der, marscherede imidlertid allerede den Ude de 2 kompagnier derfra; den 13de afgik nok et Compagnie, saa der blev kun eet tilbage. - Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, som i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog, efter Byens Av., den sidste Occupation været forbunden med betydelig Udgift, idet kommunen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de Porre ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feldtlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturligen følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, tsar har varet ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maattet staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fjendtlige Soldater.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. november 1864).

Den biennorrhoiske Øiensygdom. Fra en af Hovedstadens meest anseete og agtede Læger har "Berl. Td" modtaget en Skrivelse, hvoraf den meddeler Følgende: "Den Gift her i Staden, hvorpaa jeg herved vil henlede Opmærksomheden, er en i stærk Tiltagende værende biennorrhoisk Øienbelændelse - ogsaa en Følge af - Krigen, opstaaet nærmest ved Smitte fra de hjemvendte Soldater, der atter have faaet den fra Fjender (især Østerrigerne). Sygdommen findes i især hos fattige Børn fra Smaagaderne (Pedermadsensgang f. Ex) og Børnene smitte de Voxne - hele Familier indlægges paa Hospitalerne, og Kommunehospitalet er alt overfyldt af disse Patienter. Fra Sundhedskommissionens Side gjøres hidtil Intet, uagtet det er meldt til den, og uagtet de epidemiske Ugelister hver Uge omtale Sygdommens Tiltagen. Der burde skaffes afsondret Plads til de Øiensyge, og hyppig visiteres i alle fattige Skoler og Asyler, for at Sygdommen itide kunde komme under Behandling, og Smitte forebygges".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. november 1864).

Dansk landpostbud i Jylland. Illustrirte Zeitung 15. oktober 1864.

Jylland. Afmarch fra Aarhuus. 25de til 31te Oktober 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Thisted, den 25de Oktober. Da Kammerherre Rosenkrantz efter over 2 Maaneders Fraværelse vendte i Begyndelsen af September tilbage til det ham "anbetroede Amt", var der dem, som mente, at han vilde for Alvor til at tage fat paa Embedsforretningerne, men man tog feil. Efter 14 Dages Ophold, under hvilket han dog præsiderede i sit troe Amtsraad, begav han sig paa en ny Udflugt, hvorfra han nu efter 5 Ugers Forløb er retourneret. Naar det fortælles, at denne sidste Reise var en nødvendig Rekreation for hans Rigsraadsvirksomhed, er dette naturligvis en Spøg, og Amtets Beboere have atter fuld Føie til at besvære sig saavel over Fraværelsen som over Konstitueringen af en Embedsmand, som derved bliver sin egen Overinstants. Vi vide imidlertid meget vel, at enhver Klage over hans Embedsvirksomhed og hvad dermed staaer i Forbindelse vil lyde forgjæves, saalænge der ved Roret er et Ministerium, der henregner ham blandt sine Fuldtroe i politisk Retning, men det er ogsaa netop den Kjendsgjerning, hvorpaa vi ønske at henlede Opmærksomheden, at han ingensinde har været saa hyppigt eller saa længe fraværende som nu, da han paa høiere Steder er bleven en velseet Personlighed. Naar man seer, at Thisted Amtmand, der oppebærer en maanedlig Gage af 438 Rd. foruden Fribolig o. a. M., kan tilbringe en Tredjedel af Aaret langt borte fra sit Amt, udenat Regjeringen har Noget at indvende derimod, er der Grund til at spørge, om det herefter skal være Principet i Administrationen, at Embedsmændene ikke ere til for Folkets Skyld men omvendt. Det er under alle Omstændigheder et sørgeligt Tidens Tegn, at Sligt taales.

(Thisted Amtsavis 25. oktober 1864).

Ogsaa i Aarhuus forsikkres, efter Byens Av., og det fra Tydskerne selv, at der er kommet Ordre til at Alt skal holdes beredt til Afmarsch i den nærmeste Tid; navnlig skulle Lazaretherne rømmes saa hurtigt som muligt. For nogle Dage siden kom endeel Syge dertil fra Randers og befordredes sydpaa, for det Første til Haderslev. Et andet og tredie Hold ventes om nogle Dage dertil fra Viborg og Aalborg. Det hed i Aarhuus igaar, at ifølge en dertil indtruffen Depeche skulle Preusserne rømme Jylland inden 6 Uger fra den 10de October. - Derimod fortælle Rejsende hertil idag fra Randers, at derfra er afgaaet et Commando for i Haderslev at hente nye Uniformer til de i Randers liggende Tropper, hvilket just ikke tyder paa nogen nær forestaaende Udrykning, eller maaskee snarest at Occupationstropperne ere lige forberedte paa at blive og paa at marschere med korteste Varsel, eftersom - Sagernes Gang fører det med sig.

Til Nykjøbing paa Morsø ankomme, efter Byens Av., jævnligt med Dampskibet "Aalborg" lystreisende preussiske Officerer, hvis Ophold dog kun er kortvarigt, idet de benytte den halve Time, Dampstibet bruger for at losse og lade, - til at see dem lidt om der i Byen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. oktober 1864).

Wiener-freden 30. oktober 1864 betød at den danske konge afstod Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Holsten stod imidlertid stadig under det tyske forbunds administration (Nieper, Könneritz og Hake), hvilket skabte en ejendommelig situation i Forbundsdagen. Det løste Østrig og Preussen ved den 1. december 1864 at få Forbundsdagen til at opløse eksekutionen, hvorefter kommissærer og militær blev trukket tilbage fra Holsten. Da Preussen i begyndelsen af 1867 helt indlemmede Slesvig-Holsten i Preussen, var også Friedrich VIIIs rolle endegyldigt udspillet.

På Århuswiki findes denne beskrivelse af en indkvartering under besættelsen af Jylland:

Besættelsen af Aarhus forløb forholdsvist fredeligt, og der var ikke nogen videre sammenstød mellem aarhusianerne og de tyske tropper. Flere samtidsberetninger beskriver endog ofte enkeltpersoner meget positivt, som forfatteren Sophus Gustav Bauditz (1850-1915) (1850-1915) i sine erindringer, om én af familiens indkvarteringer:

– Den første, min Moder fik i Indkvartering, var en ung Prins af Ahrensberg – Rytterofficer – og hans Adjutant. Inde i "Salen", hvor der var redt til Prinsen, hang i Daguerreotypi et Gruppebillede af mine Forældre og mig – min Fader selvfølgelig i Uniform. Et Øjeblik efter at min Moder havde vist de ubudne Gæster ind i deres Værelser, bankede det paa Døren, og der stod Prinsen. Han havde aabenbart straks kendt min Moder, paa Billedet set, at hendes Mand maatte være dansk Officer, og kom nu for i en deltagende, underlig bevæget Tone for at spørge, om hun nylig havde haft gode Efterretninger fra ham.

– Nej, vi var i lange Tider uden Efterretninger.

Om han ikke havde været med ved Dybbøl?

– Nej, han var ved General Hegermanns Korps.

Prinsen følte sig synlig lettet, men spurgte saa, om da ikke andre af Slægten havde været med ved Dybbøl.

– Jo, to af min Faders Brødre, og den ene af dem – det var Major Bauditz – vidste vi var bleven haardt saaret og fanget den 17. Marts.

Saa forklarede Prinsen, at hans Adjutant havde ligget paa Johannitterlazarettet i Flensborg sammen med min nævnte Onkel, og at det havde berørt ham, Prinsen, i højeste Grad pinligt at være, som han først havde troet, indkvarteret hos den saarede danske Officers Hustru. Nu tilbød han venligt at ville skrive til Grevinde Stolberg, der ledede Sygeplejen paa Johannitterlazarettet, for at vi gennem hende kunde faa Efterretning om min Onkel; det gjorde han, og nogen Tid efter fik vi ogsaa Brev fra hende – det meldte desværre kun Død.

Men Prinsen vilde ikke som Fjende volde en dansk Officers Hustru Uro eller Ulejlighed, sagde han, han skulde nok selv skaffe sig et andet Logis, og næste Morgen ganske tidligt saa' vi ham ride bort, høfligt hilsende til Vinduet – den hvide Rytterkappe flagrede efter ham, da han drejede om ad Guldsmedgade.

"Den ridderlige Prins" gjorde et stort indtryk på den unge Bauditz, der senere brugte ham som inspiration til to af personerne i sin roman Krøniker fra Garnisonsbyen (1892).

Den slesvigholstenske "Nordd. Z." i Flensborg for 17de tilstaaer selv meget naivt, at Gjenudgivelsen af den dansksindede "Freia" i Aabenraa gjør opmærksom paa det utvivlsomme Misgreb, som "Apenrader Nachrichten" (det nye tydske og tydsksindede Blad) begik derved, at Bladet (i en langt overvejende dansk By med en reent dansk Omegn) udkommer udelukkende paa Tydsk; et idet mindste tildeels (!) paa dansk skrevet Blad er for Omegnens Landbefolkning endnu c: inden den blev fortydsket en Fornødenhed; at Landboerne for "Apenrader Nachrichtens" Skyld skulde lægge sig efter at lære Tydsk, var vel for Meget at forlange. Heller ikke kan man fortænke Aabenraas Omegn deri, at den hellere læser et dansk jog loyalt! Lokalblad, end den i Haderslev udkommende [tydsksindede] "Nordslesvigske Tidende".

Fra det østlige Slesvig lader det sandhedskjærlige "Hb. Nachr." sig tilskrive Følgende: Man har ikke lagt de afsatte Præster i Nord- og Mellemslesvig fjerneste Hindring iveien, naar de i deres Prædiken vilde tage Afsked med deres Menigheder. Som det var at vente af de Vedkommendes fanatiske Charakteer", er denne Skaansel næsten overalt bleven misbrugt, idet de Herrer Præster anvendte den sidste Time, de havde at tilbringe paa Prædikestolen, til at indpode i deres Tilhørere Had og Foragt mod det nuværende Regime og Haabet paa at Danmark snart igjen vil vinde sit gamle Herredømme. En af de saaledes afskedigede Præster, og dertil en af de meest fanatiske, den "berygtede" Mørk Hansen i Felsted, har endog fornylig udgivet sin Afskedsprædiken i Trykken. Næsten med rene Ord prædikes her Oprør mod den bestaaende Orden, hvorfor ogsaa Politiet i Haderslev beslaglagte et Parti af nævnte Piece.

Den bekjendte "Kirkeraad" Bolquards ventes nu, ligesom adskillige andre oprørske Embedsmænd. tilbage til Slesvigholsten, hvor han, ifølge "Nordd. Z.", skal beklæde sit tidligere Embede som Præst ved Johanneskirken i Flensborg og Provst for Flensborg Provsti. Ifølge s. Bl. er den nye const. Herredsfoged i Tyrstrup Herred, forhenv. preussisk Divisionsaud. Andersen, nu definitivt entlediget af preussisk Tjeneste, med Titel af Justitsraad, for at tage fast Ansættelse i Slesvig.

Efter "Fl. Nordd. Z." er Herredsfoged. Kammerjunker v. Berger i Glucksborg afskediget og i hans Sted kommen en Hr. v. Ahlefeldt, tidligere Kredsdommer i det Preussiske. 

Endeel patriotiske (!) Damer i Haderslev have tilstillet General Wrangel en broderet Sophapude med Slesvigs og Holstens Vaaben, til derpaa at helde sit trætte Hoved efter Befrielseskampen. (A. Av.)

- - -

Aalborg, den 25te Octbr. Hertil idag ankomne Reisende fra Randers fortælle, at derfra er afgaaet et Commando for i Haderslev at hente nye Uniformer til de i Randers liggende Tropper, hvilket just ikke tyder paa nogen nær forestaaende Udrykning, eller maaskee snarest at Occupationstropperne ere lige forberedte paa at blive og paa at marschere med korteste Varsel, eftersom Sagernes Gang fører det med sig. (Ab. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1864)

- Fra Skive tilskrives der os den 26de Oktober: I de sidste 3 Uger have vi her i Skive havt preussisk Indkvartering. Den første Uge havde vi een Bataillon, men da forøgedes Byrden, idet vi fik 2 Batailloner, som synes her at have taget stadigt Vinterkvarter. Den ene Bataillon er af 10de, den anden af 52de preussiske Infanteri-Regiment. Uagtet Skolen, Klubben, Raadhuset og en ledigstaaende privat Bygning med stor Bekostning for Kommunen ere omdannede til Kaserner, var Byen dog i den Grad overfyldt med Militair, at Preusserne selv fandt det rigtigt af sanitaire Hensyn at sende 2 Kompagnier paa Landet, hvoraf det ene blev indkvarteret i Høm, det andet i Resen. Byens Embedsmænd, Kjøbmænd og Haandværkere, ja endogsaa Daglejerne have Indkvartering og føle vistnok Alle denne trykkende Byrde. Imidlertid kunne vi dog ikke sige, at Tropperne forøge Trykket ved deres Adfærd. De opføre sig i det Hele taget godt og længes Alle efter at komme hjem ligesaa meget, som vi længes ester at blive dem kvit. De eneste Symptomer paa en nær forestaaende Afmarch ere, at Preusserne have forøget Vognparken fra 24 til 80 Vogne, og at de have bestilt Forpleining til 4 Dage forud.

(Dagbladet (København) 31. oktober 1864).

General Kommando des IIten kombinierten Armee Corps in Jütland. Falkenstein, General. Hohenlohe, Østrigsk Oberst. Oestr. Exi. Abele. Hardenberg, Greve. Grossmann, R., Ind. Wartensleben, Greve. Falkenstein II, I. R. Igel v., Løjtnant. Richthofen, v., Løjtnant. Sänger, v., Oberstløjtnant. Scheibert, Løjtnant. Malischewsky, v., Løjtnant. Lork, v., Løjtnant. Hayde, Løjtnant. Falkenstein I, v., Løjtnant. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Af en senere artikel fra 1865 fremgår følgende:

Sindssygeanstalten ved Aarhuus. Aarhuus, den 3die August. ( Aarhuus Av.) Af en Beretning om sindssygeanstalten her ved Byen erfares, at Antallet at Mandfolk vedbliver deri at være større end Antallet af Fruentimmer, og at det derfor kan befrygtes, at den nørrejydske Anstalt allerede i en ikke meget fjern Fremtid vil vise sig af utilstrækkeligt Omfang for mandlige Patienters Vedkommende. Meget paafaldende er det forøvrigt, at denne Overvægt af Mandfolk egentlig kun skyldes Vendsyssel og Thy, der har 35 Mandfolk og 2 Fruentimmer i Anstalten, medens den Deel af Jylland, som ligger Syd for Limfjorden, har 128 Mandfolk og 126 Fruentimmer. Denne betydelige Overvægt af Mandfolk i Anstalten fra den nordenfjordske Deel af Jylland er saameget mærkeligere, som Sindssygetællingen i 1860, der i det Hele havde flere sindssyge Fruentimmer end Mandfolk i Jylland, netop udviste et betydelig større Overvægt af Fruentimmer i Hjørring og Thisted Amter end enten i de øvrige 8 Amter tilsammen eller i hele det samlede Jylland. Paa forbigaaende Omstændigheder kan dette ikke beroe, thi saalænge Anstalten har bestaaet, har der været en uforholdsmæssig Overvægt af Mandfolk over Fruentimmer fra Vendsyssel og Thy. - Occupationen hidførte ikke Ulemper af Betydning for Anstalten, skjøndt den idelig omsvævedes af preussiske Militaire, og det lykkedes den at undgaae enhver officiel Berøring med Fjenden, indtil General Falkenstein den 27de October lod en temmelig grundig Undersøgelse af dens Lokaliteter anstille ved den preussiske Armees Overintendant, med det angivne Formaal, at gjøre sig bekjendt med Bygningernes Indretning, for i fornødent Fald at kunne disponere derover, hvilken Demonstration dog ikke havde videre Skridt til Følge.

(Flyveposten 7. august 1865)