Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.

Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).

Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).

Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).

Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).

Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.

Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.

Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.

Stank i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Ved et af Byraadets Møder i sidste Efteraar, da Pladserne ved Grønlund vare under Debat, brugte Hr, Schjødt Udtrykket "Sammensurium". Dette Udtryk var for os Grønlændere ikke meget løftende, men noget gribende. Ved nøjere at orientere sig, vil imidlertid enhver finde, at Hr. Schjødt ikke har saa ganske Uret. Naar man passerer den vestlige Side af Grønland, bliver man greven af en kvælende Damp, som opstiger af nogle Kjældervinduer paa den der liggende Cikoriefabrik. Ved derimod at passere Viadukten under Jernbanen, ser man istedetfor Tjæreboder og Kulpladser den nylig anlagte Planlage, og den smukt restaurerede Badeanstalt, og tror, "Sammensuriet" har en Ende; men ved at vende sig mod Øst, faar man strax Lugten af raadent Tang og en Fornemmelse af, at Badeanstaltens Besøgende i denne Sommer vil komme til at bade sig i en Mudderpøl, da Gas- og Saltværkets Udbygninger i Havet forhindre Strømmen i at rage det raadne Tang bort, undtagen med nordost Storm og meget højt Vande. Fremdeles kommer Vejerboden med dennes Omgivelser: Kostalden, Svinestalden og Guanooplaget, og man skulde tro at vare bleven hensat i en af Konstantinopels Forstæder. Forskjellen er blot, at Svinene og Rollerne ere levende og ikke ligge helt døde i Snavset paa Gaden. Det var ønskeligt om Sundhedskommissionen en Gang vilde tage dette interessante Sted i Øjesyn. For Beboerne er del en Umulighed at aabne et Vindue, idet man med østlig Vind strax har en blandet Lugt af raadent Tang, Svin, Guano o. desl.

Den varme Sommertid staar nu for Døren, som vi næsten med Gru maa tænke paa, naar ikke Byraadet ser efter i Skabene, og der maaske finder et Forslag til en ordentlig Brolægning af Svinestaldene og deres bundløse Omgivelser. Da Havet ligger saa nær, vil det fornødne Afløb for Smuds og Vand let tilvejebringes. Stanken, som hidrører fra Guanooplaget, kunde maaske forhindres ved at lukke de ituslagne Vinduer og satte lange Lufttræktør paa Huset. I Haabet om, at vedkommende Myndighed af Hensyn til Grønlændernes Helbred vil falle lige saa rask en Beslutning angaaende denne Sag, som Byraadet viste med Hensyn til Belysningen af Pavillonen i Risskov, slutter

en Grønlænder.

(Aarhus Amtstidende 17. april 1874).

 

Grønland var et gadenavn i Aarhus anlagt ca. 1817 . Den lå på et inddæmmet sted hvor en mole havde medført store materialeaflejringer, og hvor man anlagde affaldspladser på de opskyllede sandarealer - og hvor der efterhånden groede græs. Her var blevet anlagt gasværk (1854), jernbane (1862) og senere elværk (1901), samt industri: skibsbyggeri, tømmergård, rebslageri og saltkogeri, og et trankogeri (1834-1850erne). Alligevel havde man anlagt Aarhus Søbadeanstalt i 1848. I starten privat, men fra 1885 overtaget af Aarhus Kommune. Området blev opslugt af de stadig udvidelser af belysningsvæsnet og forbrændingsanstalten. 

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.

Socialistisk Møde i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Socialistisk Møde i Aarhuus. Aarhuus, den 24de Juni. (Aarh. Stiftstid.) Allerede strax efter de uheldige Spektakler paa Nørrefælled i Kjobenhavn erfarede man, at dHrr. Socialister ønskede at forlægge Scenen til Aarhuus, og det var ogsaa bekjendt, at de herværende Socialistførere, der aabenbart ikke gjerne ville risikere Ubehageligheder for deres egne Personers Vedkommende, havde aabnet Underhandlinger med Politimesteren, for udtrykkelig Tilladelse til Mødets Afholdelse, eller i alt Fald Tilsikkring forud om, at det ikke blev forbudt. En anden Vanskelighed var det at kunde finde en Plads, som gjøre "Mødet under aaben Himmel" saa opsigtvækkende, at endeel Nysgjerrige kunde strømme til og fylde i de manglende virkelige Socialisters Sted. Efter snart to Maaneders Forløb, i hvilken Tid Socialisthøvdingerne formodentlig have havt den største Nydelse af det Hele ved at lade Byens fredelige Beboere svæve mellem Frygt og Bæven, oprandt endelig igaar den store Dag, da Mødet blev afholdt. Man havde maattet tage tiltakke med Kvægpladsen udenfor Vesterport; men til Erstatning begunstigedes Festen af det skjønneste Veir. Desuagtet havde dHrr. Socialister den Sorg at see det Hele paa den ynkeligste Maade blive til Vand, idet der af Publicum, som havde Noget med "Arbeiderspørgsmaalet" at gjøre, neppe indfandt sig hundrede Mennesker, og Resten af de 200 a 250 levende Sjæle, som fulgte de iltre Talere vare Søndagsspadserende, Herrer og Damer, Barnepiger med Barnevogne etc.; den hele Forsamling tog sig højst pudsig ud, idet den kun fyldte et lille Rum af den store Markedsplads. Hvad den førte Discussion "om Arbeiderspørgsmaalet" angik, da aabnedes den af Hr. Kredsformand i "Internationale", Karethmager Kruse, hvorefter de tidligere ved lignende Ledigheder optrædende Talere, Teglbrænder Henrik Nielsen, Skjærsliber Johansen, skoleforstander Bjørnbak og Flere, hver gave deres velbekjendte Anskuelser tilbedste paa saa ildfuld en Maade, som det stod i Enhvers Magt. De fleste Talere fremhæve, at der fremfor Alt maatte arbeides paa at stille en "folkelig" Rigsdagskandidat op, og Hr. Bjørnbak erklærede, at Socialisterne ikke kunde tænke paa at komme frem med Nogen af deres Egne, men maatte slutte sig til Bønderne, hvorhos han som sædvanlig indtrængende anbefalede at holde folkelige Blade (Amtstidenden). Efter et Par Timers Forhandling paa denne Maade, der ikke vakte nogensomhelst Begejstring, begyndte den tynde Tilhørerkreds at svinde endmere ind, og Mødet sluttedes da, idet Hr. Kruse udbragte et spagt Leve for d'Hrr. Pio, Brix og Geleff. - Efter det foregaaende er det overflødigt at bemærke, at Alt foregik i fuldkommen Ro og Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. juni 1872).

Arbejdermøder i Aarhus 25de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).

Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).

Socialistiske Møder.

Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres  Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbeiderforholdene i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Herom skrives til os under 22de ds.: "Den hele Bevægelse omfatter væsentlig kun Haandværkssvende og Fabrikarbeidere, idet for den almindelige Arbejderbefolkning Daglønnen efter Aars tiden og Behovet er mere skiftende. Ifjor for Exempel, da vor Havn havde saa stor Extratrafik paa Grund af den franske Blokade, steg Daglønnen for Arbeidsfolk fra de Sædvanlige, 6 a 7 Mk. til 10 a 12 Mk. Haandværkssvendene derimod søge i Almindelighed nogenlunde stadigt Arbeide hos faste Mestre, og disse paa deres Side holde ogsaa i egen Interesse saavidt som muligt et fast Antal, hvilke de, naar ikke i en given Tid bestemt bestilt Arbeide haves, søge at sysselsætte ved at lade dem arbeide til Boutikssalg. De Fabrikarbeidere, som have tilegnet sig visse techniske Færdigheder, ere selvfølgelig de fasteste af Alle; men de fleste herværende Fabriker ere ikke saa store, at de have mange af saadanne Folk, hvorimod endeel af deres Personale ogsaa kun kan komme i Klasse med almindelige Arbeidere; det største Etablissement af den Natur maa vel være Statens Jernbanebedrift med tilhørende Værksteder. Allerede kort efter at "Socialisten" i August var begyndt at udkomme i Kjøbenhavn, mærkedes det, at der var Forbindelse tilstede med nogle Haandværkssvende her i Byen, navnlig blandt Snedkerne, og dette forklares maaskee ved, at nogle af de socialistiske Personligheder, hvis Navne forekomme blandt Bevægelsens Mænd i Hovedstaden, tidligere have forsøgt at slaae sig op i forskjellige andre Retninger her, saaledes navnlig en forhenværende Kjøbmand Mundberg, en kjøbenhavnsk Journalist o. Fl. Disse have mulig havt nogle Bekjendtskaber iblandt de mindre rolige Hoveder. Sagen vakte imidlertid kun liden Opmærksomhed, fordi, som det senere skal omtales, en rolig Betragtning vistnok paa alle Sider maa komme til den Erkjendelse, at hvor meget man end kan ønske, at Arbejderen maa kunne arbeide sig frem til bedre Kaar, saa ere Betingelserne for en "Skrue" virkelig ikke tilstede her.

Den Opsigt, som den Burmeister & Wainske Affaire vakte, kastede imidlertid et vist Skjær over et Skridt, som ellers temmelig sikkert vilde være gaaet meget uændset forbi. Her blev i forrige Uge indbudt til et Arbeidermøde, og dette var meget talrigt besøgt baade af Arbejdere og Nysgjerrige. En Smedesvend Carstensen optraadte baade som Dirigent og som Ordfører, og i den sidste Egenskab fremførte han en god Portion af de almindelige Sætninger, som under Internationale's Fane ogsaa nu prædikes i Hovedstaden. Det hele Møde var dog temmelig resultatløst; der viste sig vel at være et hundrede Individer, som havde stillet sig under den socialistiske Fane; men Mange, og selv Ordføreren, syntes hellere at ville gaae paa egen Haand; Meningen var nærmest, at man vilde danne en særlig Forening, som ved Sammenskud skulde samle en Capital, hvormed i Tiden "en Skrue" kunde sluttes. Man indsaae altsaa, at for Øieblikket kan der kun gjøres forberedende Skridt, og det er dog et Tegn paa Besindighed. Thi Sagen er, at det stunder mod Vinteren, og i adskillige Haandværk vilde Mestrene snarere være tilfredse end det Modsatte, hvis endeel af deres Svende vilde befrie dem fra den moralske Forpligtelse, som de til en vis Grad føle, med Hensyn til at beholde det størst mulige Antal Arbeidere i den lidet travle Tid. Snedkerne f. Ex. have for en stor Deel deres Hovederhverv ved Bygningsarbejde Vinduer, Døre etc.), hvorimod Meubler for en stor Deel give dem liden eller ingen fortjeneste; desuagtet arbeide de paa Meubler om Vinteren for at holde Folkene. Da derhos vore Haandværkere kun i ringe Grad, og om Vinteren slet ikke, ere under Contractsforpligtelser for større Leverancer, saa kunne de selvfølgelig holde længe ud, kunne drive deres Forretning saa smaat, som det skal være, uden at udsættes for Tab, naar endeel Svende gaae fra dem. De vigtigste Betingelser for, at en Skrue skal kunne gjøre Virkning, mangle saaledes fuldstændigt ialfald for Øieblikket. Mere Betydning har den hele Bevægelse maaskee i politisk Retning, idet den bekjendte bondevenlige Agitator, Skoleforstander Bjørnbak, gjør sit Bedste for at drage de bevægede Gemytter over i sin Leir. Igaar Aftes afholdtes atter et Møde, hvor foruden Arbejderne kun han og et Par andre Tillidsmænd vare tilstede. Man stiftede der en international Arbejderforening for Aarhuus og paa Grundlag af "de kjøbenhavnske" Love for den internationale Arbejderforening for Danmark og af de omdeelte "Generalstatuter" og reglementariske Bestemmelser for Arbeiderforeningen Internationale". Det blev imidlertid fra alle Sider udtalt, at denne Forening vilde beholde en selvstændig Charakteer, aldrig gaae med i statsopløsende Retning og kun virke sammen med den store Forening i Spørgsmaal, som gjælde Forbedringen af de arbejdende Klassers Stilling i Samfundet. Foreningen skal nu tælle ovre 200 Medlemmer, og den har valgt en Bestyrelse paa 12 Medlemmer blandt Haandværker- og Fabrikarbeiderstanden. Ogsaa fra anden Side er man imidlertid i Bevægelse; den allerede i nogen Tid bestaaende Huusholdningsforening, der virker med Held i sin specielle Retning, har sammenkaldt et Møde til iaften, og denne Forening, der i længere Tid har staaet i Forbindelse med de bedre Dele af Arbejderbefolkningen, og som bestyres af meget besindige og dog varmtfølende Mænd, vil maaskee bedre end nogen Anden være istand til at fremkalde en rolig Overvejelse og sund Oplysning hos den store Deel af Befolkningen, saaledes at denne ikke bliver et Rov for politiske Partiintriguer eller for egennyttige Agitatorers Udplyndring.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1871).

Indkvarteringen i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Om Indkvarteringen i Aarhuus. Ved Tilbagerejse, fra Leiren ved Hald fik Størstedelen af Tropperne anvist Kvarterer hos Borgerne i Aarhuus i 1 eller 2 Dage. Under sidste Krig, da Indkvarteringsbyrden ved mange Leiligheder var i den Grad trykkende for Befolkningen, at man umulig kunde eller vilde gjøre Fordring paa saadanne Kvarterer, som tilkomme Underofficerer, blev der kun undtagelsesvis budt disse saa daarlige eller jammerlige Kvarterer som dem, adskillige af Aarhuus Borgere fandt det passende i de omtalte 1 eller 2 Dage at byde Underofficerer, der vendte tilbage fra Leirtjenesten. Hos Bagermester Meyer i Meilgade, hvor en Oversergent af Artilleriet fik anvist Kvarter, bestod dette af et Karlekammer med et Udhus foran, hvilket i længere Tid havde været benyttet og endnu benyttedes til Hønsehus; af Værelsets grønne Vinduesruder fandtes en aldeles ude. Bordet i Kamret havde Skade paa det ene Ben, saa at det vist neppe kunde staa alene. Hos en Partikulier Jørgensen paa Nørregade fik en Oversergent af Ingeniørkompagniet anvist Kvarter i en Rullestue; da Oversergenten erklærede, at han ikke kunde benytte dette Kvarter, blev det forandret til et bedre. Et tredie Kvarter hos en Bagermester Theil i Studsgade var et mørkt og meget snavset Pigekammer uden nogetsomhelst brugeligt Møblement. De tre Underofficerer, som skulde benytte disse Kvarterer, havde alle Skriveri, som under saadanne Forhold stal udføres i deres Kvarterer. Det er derfor let forstaaeligt. at disse, navnlig de hos de to Bagermestre, ikke kunde være tilfredsstillende, hvorfor den hos Bagermester Meyer indkvarterede oversergenter strax for egen Regning indkvarterede sig i et Hotel. Den hos Bagermester Theil indkvarterede Artilleriunderofficeer anmodede sin Vært om at sætte ham istand til idetmindste at kunne arbeide hjemme, og der anvistes ham da en Stue indenfor Butiken, hvor Familien opholdt sig; men formodentlig har dette Underofficerens berettigede Forlangende opbragt hans Vært, thi den paafølgende Nat lukkede denne sin Port og negtede sin Indkvartering at komme ind i Huset, uagtet det udenfor kunde høres, at der var Folk oppe i Bageriet. Underofficeren saa sig derfor nødsaget til at indlogere sig for det følgende Døgn i et Hotel.

I Betragtning af, at Opholdet Paa saa kort og Pinen altsaa snart overstaaet, fandt de Paagjældende sig ikke foranledigede til at gjøre Anmeldelse om den dem saaledes overgaaede Behandling, der i saa Fald vilde være undergaaet en Forandring; men da det ikke er f. Ex. Bager Theils Skyld, at den Underofficer, der var indlogeret hos ham, ikke kom til at tilbringe en  Nat paa Gaden, da der netop den foregående Dag havde været Marked i Byen, og alle Hoteller derfor vare overfyldte, ligesom man paa ingen Maade vil lade det gaa upaatalt hen, at danske Borgere have fundet det passende at behandle danske Soldater, der komme fra en lang og anstrengende Tjeneste og trlnge idetmindste til Hvile og Ro, paa den Maade, som her er omtalt, og da man endelig ikke kan se bort fra, at Sligt kun lidet er skikket til at opmuntre Soldaterne i deres ofte besværlige og vanskelige Hverv, har jeg fundet det rigtigt at bringe Sagen frem for Offentligheden og derved ialtfald bidrage til at forebygge gentagelser. -l.

(Dags-Telegraphen (København) 13. september 1869)

Russi Kabussi. (Efterskrift til Politivennen)

- Aarhuus, den 11te Januar.

For nylig har Aarhuus By mister en af sine Mærkværdigheder. I Hospitalet er nemlig ved Døden afgaaet den gamle gaadefulde Qvinde, som benævnedes "Russen" (almindelig kaldet Russi Kabussi.) Der lever vel endnu Enkelte her i Byen, som kunne mindes, hvorledes hun som en halvvoxen Pige, usselt klædt, kun istand til at frembringe uarticulerede Toner, i Begyndelsen af dette Aarhundrede af nogle Folk blev funden i den Syd for Byen liggende Marselisborg Skov. Hun blev bragt hertil, og har siden henlevet hele sit Liv i Aarhuus Hospital, med alle Kjendetegn paa en uhelbredelig Idiotisme, indtil hun nu er død, vistnok lidt over 70 Aar gammel. Hun var en qvindelig Caspar Hauser, dog staaende paa et lavere Trin af idiotisk Tilstand end denne; men medens vor geniale Landsmand, Prof. Eschricht, har paaviist, at denne Idiot var en Bedrager, saa kan Sligt ikke paasiges "Russen". Alle Forsøg paa at faae oplyst, hvem hun var og hvorfra hun kom, ere den Dag idag forblevne frugtesløse. Det er en Selvfølge, at Phantasien, der her har snabel en god Tumleplads, har været stærkt beskjæftiget med at opstille Formodninger. Grundet paa en Lyd-Lighed mellem hendes Udbrud og det russiske Sprog, antog man hende for at være landsat af et forbiseilende Skib fra det mægtige Kejserdømme mod Østen, og da de russiske Prindsers og Prindsessers fængselsagtige Ophold i Horsens frembød et Støttepunkt her, saa har man endogsaa i "Russen" villet se, om ikke En af selve Romanessernes Ætlinge, saa dog En af de gamle Bojarers Descendenter. En af vore Digtere - Carit Etlar, om vi ikke tage feil - , har endogsaa behandlet dette Stof, og mulig kan Mere i denne Retning forventes at ville komme frem. Maaskee er Forklaringen dog langt simplere, og "Russen", en stakkels Idiot, som hjerteløse Mennesker have villet stille sig af med ved at landsætte hende paa vore Kyster, har da her i vort gamle Kloster fundet et fredeligt Fristed, hvor hun, omgiven af christelig Kjærlighed, kunde ende sit mørke, taagefulde Liv

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende  11. januar 1868)

Hun blev formentlig landsat i 1825 ved Fløjstrup Strand. Blicher og Carit Etlar skrev noveller om hende og forfatteren Albert Tvilum omtalte hende i romanen "Peter Wilckens" (1951). Carit Etlars novelle om Sam Siver ("Dødsseileren") kan findes i "Skrifter af Carit Etlar". II. Bind, s. 219-246.

Klosteret ved Frue Kirke var ikke nogen Fattiganstalt. Det var en Stiftelse, hvori gamle Mennesker blev anbragte. Der var rent, hyggeligt og ordentligt. De gamle Beboere, mest Fruentimmer, levede der under gode Forhold. De strikkede, syede, snusede og passede deres Blomster. De kunde gaa ud saa meget de vilde, og besøgte da deres bekjendte Familier. Det Eneste, der kunde genere Beboerne, var, at der iblandt dem ogsaa fandtes enkelte Sindssyge. Men det var fredelige og stilfærdige Personer, der ingen Fortræd gjorde. Iblandt disse var der en stakkels Kvinde, som kaldtes Russi Kabussi. Hun var sindssyg og forstod ikke Dansk. Hun sagdes at være funden vankende om et Sted ved Stranden, og Ingen vidste hvem hun var, eller hvorfra hun skrev sig. Hun elskede Børn og var henrykt, naar Nogen kom og besøgte hende. Sin Tid tilbragte hun med at lege med Dukker. De andre Beboere vare gode imod hende, og hun selv var altid venlig og kjærlig. Der fortaltes forskjellige romantiske Ting om hende. Men Sandheden er den, at Ingen vidste noget om hende, andet end at hun var funden i hjælpeløs Tilstand og rimeligvis var sat i Land fra et fremmed Skib. Flere Sprogkyndige forsøgte at udfinde hendes Nationalitet, men det var forgjæves. At hun var Russer er kun Formodning.

- - -

Russi Kabussi. Hvordan den fremmede, sindssyge kvinde var kommen til Danmark vidste ingen med sikkerhed. Det mentes, at hun i hemmelighed var sat i land fra et russisk skib, og at hun var af fornem herkomst. Da hun var hjælpeløs, blev hun 1825 anbragt i Aarhus Hospital (klosteret). Det opklaredes senere, at hendes sprog var russisk, og at hendes navn var Doretsche Marguerite, men da hun var ganske sindssvag og aldrig lærte at gøre sig forståelig på dansk, kaldtes hun russen eller "Russi Kabussi". Hun døde 3. januar 1868 (Statsvennen 1837, s. 140-41; A. St. 11.1.1868; E. Bodenhoff: Lyse Minder, 1915, s. 62-70; 111. Tidende 1918, s. 552-53; A. St. 24.6.1934; Aarhus Hospital i det tidligere Sortebrødrekloster, 1942, s. 31 f.). Hendes skæbne er benyttet som motiv af Carit Etlar i fortællingen "Sam Siver" (Aftenlæsning 1860, s. 1-21). Også Blicher har i novellen "Stodderkongen" behandlet hendes eventyr i en frit opfunden historie (St. St. Blichers Samlede Skrifter, XXVII, 1931, s- 154-69)-43. 

(Rasmus Nielsen: Aarhus i 1840erne. 1859)

Desuden en artikel i Illustreret Tidende nr. 39, (ukendt årstal) s. 553

Skanderborg Amt nedlagt. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg, den 5te August.

- Vi havde sidst en sørgelig Meddelelse at bringe vore Læsere, siger "Hors. Av.": Skanderborg Amts dødelige Afgang. Allerede længe har det været dødsdømt, og Efterretningen om dets Endeligt vil ikke komme Mange uventet. Ved Hr. Kammerherre Baron Bille-Brahes Udnævnelse til Amtmand i Holbek Amt indtraadte en meget betænkelig Krisis, og denne er nu endt med, at Aarhuus Amt har slugt Skanderborg Amt. - Skanderborg Amt var født ved kongl. Resolution af 9de Marts 1824; dets Død besluttedes ved kgl. Resolution af 27de Juli 1867, og det opnaaede saaledes en Alder af fuldt 43 Aar. Af Aarhuus Amt fremstod det hiin 9de Marts 1824; til Aarhuus Amt er det nu atter vendt tilbage. - Det er nu vel muligt, at der i Aarhuus Amt vil være Glæde over den tabte, nu gjendfundne Søn, men sal. Skanderborgerne dele vist ikke alle denne Glæde. Gjenforeningen medfører nemlig adskillige Ubehageligheder, hvoraf vi dog kun skulle omtale een - den lange, lange Vei, man for Fremtiden paa mange Steder vil have til Amtmanden. Til Amtmand over de forenede Amter er nemlig udnævnt den hidtilværende Amtmand i Aarhuus Amt og Stiftamtmand i Aarhuus Stift, Kammerherre T. C. Dahl, Kommandeur af Dannebroge og DannebrogSmand. Vi ville gjerne troe alt muligt Godt om denne Mand og have slet ikke Grund til Andet, men han har - man tilgive os Udtrykket - en slem Skavank: han boer paa Moesgaard *). Det kan godt være og skal ogsaa være en meget smuk Eiendom, "beliggende paa et af de skjønneste Punkter paa Jyllands Østkyst", siger Trap i sin Danmarks Beskrivelse, og et særdeles behageligt Opholdssted, men dog neppe skikket til Bolig for en Amtmand over de forenedc Amter: Aarhuus Amt og sal. Skanderborg Amt. Mange vide maaskee neppe hvor Moesgaard ligger, og vi skulle derfor angive det. Den ligger 1 1/4 Miil sydfor Aarhuus ved Havet. Allerede under den tidligere Ordning følte man her i den nordveststlige Deel af Skanderborg Amt Følgerne af at ligge i en Udkant af Amtet. Værre, langt værre bliver det dog nu. For Beboere f. Ex. af Horsens- og Silkeborgegnen vil det være forbundet med særdeles Besvær, Tidsspilde og Omkostninger, naar Forholdene fremtidig gjøre det nødvendigt for dem at søge Amtmanden i Forretningsanliggender, og hvor bekvemt det end kan være for Amtmanden at have en Residents, hvor han kan være temmelig sikker paa ikke uden den meest bydende Nødvendighed at blive forstyrret i Nydelsen af den skjønne Natur og Livets Goder, saa kunne Beboerne af Skanderborg Amt umulig være tjente med den trufne Ordning, der tvertimod synes os at vare saa uheldig, at der er Grund til at fremtræde for Regjeringen med en Klage derover. At en Mand heri Byen, der i Forretninger nødvendigt maa tale med Amtmanden, skal behøve 1 a 2 Dage dertil, er ligefrem utilbørligt - ikke at tale om den ikke ubetydelige Udgift, et saadant Ønskes Opfyldelse vil medføre. Man synes virkelig nok at kunne forlange, at Amtmanden over de forenede Amter, der faae en temmelig betydelig Udstrækning, skal boe midt i Amterne og det vilde i saa Henseende vist have varet heldigst, om Amtshuset var blevet forlagt til Skanderborg, og Amtmanden havde faaet Paalæg om at opslaae sin Bolig der. Foretrak Hr. Kammerherre Dahl Opholdet paa Moesgaard for Embedet, nu, det blev jo hans Sag, det er virkelig en altfor stor Imødekommenhed, der fra Regjeringens Side er viist denne Embedsmand ved at give ham Tilladelse til at bestyre sit nye Embede fra Moesgaard, en Imødekommenhed, hvorfor en meget stor Deel af Amtets Beboere vil komme til af undgjælde haardt.

*) See dog omstaaende Bekjendtgjørelse. Red.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. august 1867)

Den nationalliberale politiker Torkild Christian Dahl (1807-1872) var stiftamtmand i Århus Stift og amtmand i Århus Amt fra 1858, og fra 1. august 1867 amtmand i Skanderborg Amt ved sammenlægningen. Efter mindre end et år ophørte han med det, angiveligt pga. dårligt helbred, men mere sandsynligt fordi fordi regeringen modsatte sig at stiftamtkontorerne blev flyttet til Moesgaard fra amtsgården i Skanderborg. Hans bror, Carl Bodilius August Dahl (1810-1870) overtog embedet 1868-1870. Herefter var Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) amtmand 1870-1894, se andetsteds på denne blog. 

Skanderborg Amt blev genoprettet 1. april 1942, og nåede denne gang at eksistere indtil kommunalreformen i 1970. Så blev amtet delt mellem Vejle Amt og Århus Amt.

Afgang. De Allieredes Opførsel. 25de til 27de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives til "Dagbl." om nogle ved det østerrigske Hovedkvarteers Ankomst der til Byen d. 16de ds. forefaldne Demonstrationer. Byen var efter fattig Lejlighed udstyret med de sædvanlige trefarvede Klude, og paa Nørretorv var der oprejst en Æreport med Indskrift: "Den heldenmüthigen Befreiern (!) Schleswig-Holsteins". Dr. Jansson og Konsorter ventede paa Stedet for at modtage Gablenz med de fornødne Taler; men Skjæbnen vilde det anderledes. Generalen kom kjørende med en anden Officeer i en almindelig Vogn og med Ægtheste, og Ingen bemærkede, at det var ham, førend han var vel gjennem Æreporten og et godt Stykke oppe ad Nørregade; Taler blev der derfor Intet af, og den hele Modtagelse, han fik, var den, at en Plakatdreng, som naturligviis ikke kjendte ham, kastede en Seddel ind i Vognen til ham, hvorved han underrettedes om, at der i Anledning af General Gablenzs Ankomst ikke gaves nogen Forestilling i Theatret! - Det kunde synes underligt, at man vilde hædre Generalen ved ikke at give nogen Forestilling; men Sagen var den, at Forestillingen var flyttet fra Scenen ud paa Gaden, Fakkeltog og Illumination skulde glæde den høie Gjæst og vise ham "Befolkningens" ægte germaniske Sindelag. Men Fakkeltog og Illumination, - hvorledes kan man stille det paa Benene i en dansk By til Ære for en af Landets Fjender - og Undertrykkere? Ja, man maa kjende Forholdene og see lidt bag Kulisserne for at forstaae det; saa bliver det ganske naturligt. Først maa man erindre, at vi have tydsk Øvrighed og tydsk militair Besætning; ved Hjælp af dette kan Meget udrettes, Og dog have Hjemmetydskerne været saa ængstelige med Hensyn til Udfaldet af en Illumination, at Forslaget derom var faldet igjennem baade i den "patriotiske" Forening og i Deputeretkollegiet; men et Par af vore værste Wühlere fik Borgermesteren paa deres Side, og saa udsendtes Folk, som gik fra Huus til Huus og i Magistratens og Borgermesterens Navne beordrede almindelig Illumination; samtidig udgik der Ordre til forskjellige Håndværkere om at lade deres Svende give Møde for at bære Fakler. Spurgte man, hvad Anledningen var til Illuminationen, fik man enten slet intet Svar eller et undvigende; men Stads skulde der være. Saaledes vare da Forberedelserne trufne, og Komedien gik for sig fra Kl, 8 til 10. Illuminationen, af en "almindelig" i at være, var mærkelig nok at see og vistnok enestaaende i sin Slags. Adskillige frygtsomme Folk havde vel ladet sig skræmme og sat Lys i Vinduerne; men desuagtet laae hele Kvarterer af Byen i det dybeste Mørke, og selv i de Gader, hvor Hjemmetydskerne boe, og hvor de under de nuværende Forhold ganske naturlig kunne udøve et meget stærkt Tryk paa den Deel af Befolkningen, som er tilbøielig til at holde sig til det herskende Parti, saaes Rækker af Huse ganske mørke, med nedrullede Gardiner og lukkede Skodder, og hyppige Modsætninger frembragtes mellem lyse og mørke Etager l samme Huus eller mellem de oplyste og pyntede Ruder i den ene Ende og de af en enkelt uvillig Tællepraas, jeg kunde næsten sige, i formørkede Vinduesfag i den anden Ende. Særlig fremtrædende Dekorationer saaes ikke, det skulde da være et enkelt Sted, hvor den ulykkelige Thorvaldsen saaes prydet med trefarvede Baand! - Fakkeltoget saae naturligviis lidt anseeligere ud, da man disponerede over endeel tydske Haandværkssvende som Fakkelbærere; Nogle af disse vare udklædte som Turnere, thi ogsaa en "Turnverein" er var gode danske By bleven velsignet med, Paa Søndertorv holdtes nogle Taler, hvoraf man erfarede, at Festlighederne ikke vare til Ære for "Befrierne" alene, men ogsaa for "Hertug Friedrich den Ottende", der for et Aar siden besteg Thronen i Schleswig-Holstein!! Desværre forstyrredes Wühlernes Andagt endeel ved, at nogle Borgere havde samlet sig og tillod sig at lee og gjøre muntre Bemærkninger; thi, saa underlig det maaskee kan synes, Befolkningens Stemning havde iaftes et meget muntert Præg, og "Den tappre Landsoldat" klang endogsaa engang høit paa Nørregade, hvor Gablenz havde taget Kvarter. Man har jo her et lyst Fremtidshaab og en urokkelig Tillid til, al Danskheden nok atter skal komme til sin Ret; derfor leer man ad Hjemmetydskernes krampeagtige Bestræbelser for at give Byen et tydsk Præg. Nogle enkelte Steder i de Gader, Toget passerede, blev Ruder slaaede ind (hos Senator Juhl, Bundtmager Hahn, Boghandler Sabro, Kjøbmand Sørensen, Doktor Dahl, Dyrlæge Hansen, Kjøbmand Schmidt og maaskee flere Steder), men det Hele havde ikke Stort at sige, og Gadeungdommen tog øieblikkelig Revanche og lod nogle tydske Ruder springe. Overhovedet skete ingen alvorlige Spektakler; kun et Par Gensdarmer blev bankede, men disse ere ogsaa særlig Gjenstand for Befolkningens Had, deels som Redskaber i Hjemmetydskernes Haand, deels som foragtelige Personer, der endog for en stor Deel ere sydslesvigske Overløbere fra den danske Armee, Nogle faa Personer blev i Aftenens Løb satte i Hullet, men det er man vant til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Aarhus. Efter et photographi af A. Fritz. Illustreret Tidende 1. juli 1866.

"Aarhuus Stiftd." fortæller, at i en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralkomiteen i Aarhuus i Anledning af den store Contribution (200,000 Rd. for Aarhuus), hed det ligefrem, at man vilde os "mürbe machen" (gjøre os møre), ved Besættelsen af Jylland og Trykket paa det tvinge Regjeringen til en forsmædelig Fred. Samme Blad siger om "Vor Trængselstid": "Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for. at. naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragt, en usikker Fred tilveje, skulde skaffe os Lindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regeringen, og der turde tillægges den saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Ivrerne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den retlige. Selv Als's Fald nedslog neppe i den Grad Modet eller bragte saa starte Contrastrømninger tilveje som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det frejdige Sind. Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe mere med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag i Slesvig), og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisning om, at der fra Regjeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lønlige Tanke, om ikke nogle Millioner, vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side, vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og heriblandt navnlig vor By), paa hvilke Trykket umiddelbart og personligt hvilede, og til hvilke det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget blev, afviste. "Aarh. Stiftst" oplyser, at den Adresse, som, talrigt underskrevet i Slutningen af Mai i Aarhuus, Randers og Viborg, udtalte, at Regjeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen, tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om at bringe den til Hs. Maj Kongens Kundskab, men at man ikke blot aldrig modtog noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, men ikke engang nogen Anerkjendelse af Adressens Modtagelse fra Monrads Side. Om de senere "Freds-Adresser for enhver Priis" udhæver "Ah. Stiftst.", at de alle er, indgaaede fra Landet og ingen Tilslutning have fundet i Aarhuus By, og at de havde deres Oprindelse nærmest fra den indre Politik (de G. Wintherske Bondevenners), hvorfor ogsaa den sidst, først indsendtes efter (!) Fredens Afslutning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. november 1864)

Thisted, den 26de November. Det har været et føleligt Savn for det korresponderende Publikum, at Pengeforsendelsen ved Postforskud og Postanvisning har i længere Tid været standset som Følge af den fjendtlige Okkupation. Da denne nu ikke kan lægge Hindringer iveien, tør man vel haabe, at Postbestyrelsen vil uopholdelig træffe Foranstaltning til Gjenindførelsen ved alle Postkontorer af en Forsendelsesmaade, der har vist sig saa bekvem og hensigtsmæssig.

(Thisted Avis 26. november 1864).

Om de i Veile forefaldne Uordener ved de preussiske Garderes Gjennemmarsch skriver en Korresp. til "Dagbl.": En Huusfrue fik et Stød af en Officeer, fordi hun nægtede Folkene Smør, som de ikke kunne fordre. Historien med en Kjøbmand, der blev staaet, er morsommere. Tre Mand af Indkvarteringen paa en ham andetsteds tilhørende Gaard kom om Aftenen (Kl. 8 til 9 angives det) og forlangte varm Aftensmad, hvortil han svarede, at han ikke ansaae sig for pligtig dertil, men de kunde komme igjen i Uniform, saa vilde han følges med dem til Kommandanten; var han da pligtig dertil, skulde de ogsaa faae, hvad de ønskede. Kort efter kom en Underofficeer med de tre Mand og kommanderede den varme Mad frem, og da Kjøbmanden blev ved sit Forrige, gav Underofficeren ham et Slag under Øiet, hvoraf han endnu bærer Mærke. En tilstedeværende Landmand gik imellem for at stille tilfreds, men fik ogsaa et Slag af Underofficeren, der nu var kommen til den Urette; thi i samme Øieblik existerede Næse og omligggende Partier ikke mere i synlig Skikkelse paa Underofficeren, men kun en Masse Blod. Derpaa tog den djærve Landmand sig over at kaste 4 a 5 Gardister ud af Boutiken og - saa pustede han lidt. Delle var mulig et kritisk Øieblik; thi udvendig fra stormede Kavalleriet med at ituslaae Ruder in v., og i Boutiken skal der have været adskillige flere Gardister til Behandling; men saa kom Hjælpen i Skikkelse af en Patrouille og senere selve Kommandanten, der satte hele Befolkningen fast, de Danske dog paa deres Værelse, hvorfra de næste Dag blev løsladte, efterat Kommandanten havde udbedt sig at see Landmandens Haand, for hvilken han bar dyb Agtelse; det bevilgedes med den Yttring: "Jo, naar jeg bliver vred, saa slaaer jeg til". Endeel af Garderne blev transporterede Syd paa i Jern. - Skandalen i Kasernen endte med, at Skaden, noget over 14 Rd. (den danske Vurdering var mindre, saa at det da sees, at vi ikke ville optrække Tydskerne), blev erkjendt og betalt; om Straf veed jeg Intet at melde. Flere andre Steder have Gardisterne ogsaa gjort Spektakler; i en Boutik vankede der Slag til hver Civil, der tilfældig kom ind. Vor ret flinke Kommandant var nær ved at gaae ud af sit gode Skind ved alle de mange Klager over Gardisterne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. november 1864).

Münchener Punsch, 19. marts 1865.  Den pikkelhuede slange sidder og fortæller de to små harer Slesvig og Holsten ved dammen Bund. Tegningen bærer titlen: "Keine Fabel!" (Ingen fabel), og teksten lyder sådan: Wisst Ihr, liebe Kinder, was man von der Klapperschlange erzählt? Sie sitzt, sagt man, am Boden fest, hält den Kopf recht hoch, reisst den Nachen recht weit auf und sieht das arme Thierchen, das es verschlingen will, in einem fort an. Dieses fängt nun an ängstlich zu thun, will sich fortmachen, kann aber nicht und kommt dabei der Schlange immer näher, bis es ihr endlich freiwillig in den Nachen springt. Selbsbestimmung heisst man das. Raff's Naturgescchichte für Kinder. (Ved I, kære børn, hvad de siger om klapperslangen? Det siges, at den sidder solidt på jorden, holder hovedet meget højt, trækker nakken helt op og bliver ved med at se på det stakkels lille dyr, som den er ved at fortære den. Denne begynder nu at virke ængstelig, vil bort, men kan ikke, og kommer derved tættere og tættere på slangen, indtil den til sidst hopper i dens mund af egen fri vilje. Det kaldes selvbestemmelse. Raffs naturhistorie for børn).

- Kolding 26de Novbr.

Medens man i Kolding i det Hele taget er kommen ret godt ud af del med Østerrigerne og er skilles fra dem i Fred, have derimod Preusserne paa deres Gjennemmarsch opført sig paa en brutal og, vi kunne i Sandhed sige, gemeen Maade. At de have gjort uberettigede Fordringer og fremtvunget deres Opfyldelse med Vold rundtom i Ovartererne, foreligger der mange Beretninger om; andre Steder have de ramponeret og tilsølet deres Værelser og Senge saaledes, at man ikke engang kan tale derom, revet Kakkelovnene ned og et Sted kastet den ud af Vinduet, stjaalet Lagenerne, osv. Hos en Kjøbmand faldt nogle Preussere over en Ægtbonde og vilde drive ham ud af Stalden med hans Heste, og tilføiede ham et Saar i Hovedet; der som flere Steder skulle de dog have faaet dygtige Prygl til Gjengjæld. Ved saadan Adfærd, efterat Freden er sluttet, imod dem, der have opfyldt alle deres reglementerede Krav, vanærede de sig selv Alle Beretninger fra de andre Byer, som de ere komne igjennem, indeholde den samme Beskrivelse. Man kan ikke forundre sig over, at Befolkningen, ved Siden af Sorgen over den haarde Fred, føler en stor Lettelse ved at være bleven disse Herrer qvit, og at Glæden gav sig Luft i den uskyldige Demonstration, at Heise Dannebrog fra næsten alle Huse. Derimod maa vi paa det Bestemteste misbillige de stedfundne Optøier af Pøbelen, som med Hujen og Steenkast fulgte Preusserne ud af Byen. For det Første er det uværdigt, strax at blive kaad, fordi Tøilerne slappes, og det pleier kun at være Drenge, som bære sig saaledes ad: men her vare ogsaa Voxne iblandt. Dernæst var det dumt, thi man maatte vente, at de fjendtlige Tropper vilde værge sig med Bajonetter og Kugler, hvad der nok ogsaa nær var steet, dersom ikke den Øverstcommanderendes Besindighed havde afværget det. Vi maa derfor deltage, at de Mænd af de dedre Samfundsklasser, som saae paa Optøierne, ikke søgte at tale Mængden tilrette. Medens vi saaledes høiligen misbillige det skete, formene vi tillige, at Preusserne - efter deres forargelige og irriterende Adfærd efter Fredsslutningen - ingen Ret have til at beklage sig derover.

(Koldp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. november 1864)

Justitsråd H. E. Friis: Minder fra okkupationen i Veile 1864. in: Samlinger til jydsk historie og topografi, s. 305-. Som indflydelsesrig person havde han de øverste ledere i indkvartering, general Wrangel, en del generaler, von Falkenstein. Han anfører at han ialt nåede 444 officerersbelægninger mellem 8. marts og 24. november.

Uebergang der Sachsen über die Eide bei der Rückkehr aus Schleswig-Holstein. Originaltegning A. Beck. Über Land und Meer, januar 1865.