Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag

15 juli 2026

Bombeangrebet på Gestapos Hovedkvarter i Aarhus, 31. Oktober 1944. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske SS-sturmbannführer Eugen Schwitzgebel (1900–1944) var øverstbefalende for Gestapo i Aarhus. Han kom fra en lille landsby i Saarland. Før nazisternes magtovertagelse var han startet på en karriere indenfor politiet og nåede at blive Kriminalrat (senioropdager, en mellemhøj rang i kriminalpolitiet). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 meldte han sig frivilligt til Sicherheitsdienst (SD) og var da medlem af nazistpartiet (NSDAP). Så han må have haft nazisympatier allerede dengang. Der vides ikke meget om hans aktiviteter ellers før krigen. Han arbejdede også for Gestapo og opnåede rang af SS-Sturmbannführer (svarer til major i den tyske hær). Hvilket normalt betød at han havde aflagt troskabsed til Hitler og hans racistiske og ideologiske principper. 

Da han både var i Gestapo og Kriminalrat kunne han nemt overflyttes til opgaver i de besatte områder: Han blev udnævnt til leder af Gestapos afdeling i Århus i december 1943. Her samarbejdede han med Sicherheitsdienst i bekæmpelse af modstandsbevægelsen der. Hovedkvarteret lå på Aarhus Universitet. Han fik bl.a. arresteret den britiske faldskærmsman Jakob Jensen 13. december 1943 som afslørede lokale modstandsceller. Schwitzgebels aktiviteter var brutalt effektive. 

Han overværede bl. a. den 3. december 1943 henrettelse af 5 sabotører på Skæring Hede. De blev hemmeligt begravet nær Oksbøl. Den 31. december 1943 blev modstandsmanden Alf Toldboe Jensen henrettet. Dernæst optrævledes to større modstandsgrupper i Århus og Randers i begyndelsen af november 1943. Han ledede personligt en aktion mod modstandsmanden Leo Kæraas i Risskov hvorunder konen Doris blev dræbt for øjnene af sine børn. Leo Kæraas blev deporteret til kz-lejren Neuengamme og kom hjem med de hvide busser til Sverige 26. april 1945. Efter Langåbroernes sabotering blev 5 modstandsfolk arresteret og henrettet den 2. december 1943.

Efter mordet på Kaj Munk den 4. januar 1944, kørte morderne til Aarhus og blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Schwitzgebels strategi var at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus. Han  stod også bag afsløringen og arrestationen af Hvidstengruppen 11. marts 1944. 

Schwitzgebel rådede over 40-50 Gestapofolk og satte især ind over for kurerer, bl. a. ved hjælp af lokale kollaboratører, Resultatet var et højt antal arresterede modstandfolk og sabotører og fik efterhånden næsten stoppet for modstandsaktiviteterne i løbet af første halvår af 1944. Modstandsbevægelsen var kommet undervejrs med at Gestapo planlagde et altødelæggende slag mod modstandsbevægelsen og advarede den 15. oktober 1944 London og bad om at intervenere. Dette skete med et angreb af RAF den 31 October 1944. Raidet ødelagde Gestapos arkiver, dræbte Schwitzgebel og 38 andre agenter, 20 tyske soldater, samt - udenfor hensigten - omkring 10 danske civile

Dræbt blev også SS-Obersturmführer Lonechun fra Sicherheitsdienst og mindst 27 andre Gestapo officers, 39 Gestapofolk og 18 soldater. De undgik derfor efterkrigstidens retsforfølgelser.

Aktionen blev en succes i den fortand at det eliminerede Gestapo i Århus. Men fik senere repressalier. Det varede dog lidt som følge af det vakuum der opstod for Gestapo efter bombardementet. 

(Efter: Grokipedia)


Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. Vestre Kirkegård tysk afdeling B/666-665. Se nederst en liste over andre som blev dræbt ved angrebet den 31. oktober 1944. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Tirsdag den 31. oktober 1944 blev Gestapos hovedkvarter i Århus bombet af engelske flyvere. Nedenfor nogle samtidige kilder:

Onsdag den 1. November 1944.

Luftangrebet paa Aarhus. Tirsdag Formiddag Kl. 11,41 rettede en Snes engelske Maskiner et Bombeangreb paa Aarhus Universitetsby. Af Maskinerne var dog kun 6-8 bombeførende. Der dræbtes herunder ifølge Opgivelse fra den tyske Presseofficer ca. 110 Tyskere, hvoraf 90 er identificerede. Antallet af saarede kendes ikke, men har efter Ambulanceudrykningerne at dømme været stort. Tyskerne var netop forsamlede til Spisning, da Angrebet fandt Sted.

De dræbte Danskere er efter den foreløbige Opgivelse følgende: Tømrersvend Christian Jeremias Laursen, Falstersgade 7, Ewald Aabenhus, Adresse ukendt, Fru Installatør Paaske Petersen, Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21, Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesgade, Kontorist Kalle Sørensen, Balagervej 70, Viby, Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortvej 6. Desuden er der dræbt to uidentificerede Kvinder.

Der opgives endvidere at være 15 haardtsaarede Danske og et lignende Antal lettere saarede. En Del har kunnet føres til deres Hjem.

Fra Udenrigsministeriet foreligger i Dag følgende samlede Oversigt over Begivenhederne:

Kl. 11,41 blev der varslet Alarmtilstand, og knap to Minutter efter hørtes voldsom Motorlarm. Endnu inden Folk havde gjort sig klart, at det drejede sig om allierede Maskiner, lød de første Detonatianer. Der udspillede sig i den vestlige og nordlige Bydel ret panikagtige Scener, medens Mødrene fik deres Børn ind fra Legepladser og Gaarde.

Det opgives, at ca. en Snes Maskiner deltog i Angrebet, men det menes, at kun 6-8 har været bombeførende. Angrebet fandt Sted i tre Bølger, og der opgives ialt at være kastet 24 Bomber, deraf flere - maaske alle - 500 Pounds. Disse Bomber fordelte sig saaledes: I Universitetets Hovedbygning 6 Bomber (plus én Forsager), i Kollegium Nr. 1 og 2 en Bombe hvert Sted, i Kollegium Nr. 4, to Bomber, i Kollegium Nr. 5 en Bombe. I Langelandsgades Kaserne fem Bomber og to Forsagere, i en Villa paa C. F. Richsvej Nr. 5 en Bombe og i Villakvarteret Palludan Müllersvej-Chr. Wintersvej en Bombe. Endelig faldt to Forsagere i Universitetsparken.

Universitetets Hovedbygning er endnu under Opførelse, og der befandt sig en Del Arbejdere og tre Arkitekter i Bygningen, deriblandt Universitetets Arkitekt, C. F. Møller. Arkitekten og en Del Arbejdere befandt sig i Kantinen, da de første Bomber faldt og sprængte Aulaen. De løb mod Beskyttelsesrummet, og nogle af dem var naaet derned, da den næste Fuldtræffer kom; denne ramte lige ved eller i Beskyttelsesrummet. To Arbejdere, der sad sammen med Arkitekten, blev dræbt. Selv kom Arkitekten i Klemme under nogle Bjælker. Han var imidlertid ved Bevidsthed og kunde gøre sig bemærket, da den første Hjælp kom. Da man fik ham befriet, viste det sig, at han bl. a. havde faaet det ene Ben brækket. Han var imidlertid ualmindelig koldblodig, og gav nøgternt Redningsmandskabet sine Ordrer og Besked om, hvor andre laa begravet. De to andre Arkitekter, Carl Windelef og Max Boye Rasmussen blev saaret. Den sidste har dog atter kunnet udskrives. Der arbejdede mange Arbejdere paa Universitetet i disse Dage, men man ved ikke, hvor mange der var til Stede under Angrebet. Ambulancer kørte de saarede og dræbte over til det kun 100 Meter borte liggende Ortopædiske Hospital. Efter ca. 1 1/2 Times Arbejde maatte man regne med ikke at kunne finde flere i Live, hvorfor Arbejdet blev afbrudt, da der var Fare for, at en Del af Forsagerne var tidsindstillede; efter at disse var demonteret, blev Arbejdet fortsat. Under Demonteringen maatte et større Omraade evakueres, og Socialtjenesten oprettede Luftværnskvarter paa Skovvangsskolen, medens Hospitalets Patienter maatte forblive i Beskyttelsesrummene.

Kollegierne Nr. 4 og 5 var Hovedkvarter for Gestapo i Jylland. Disse Bygninger blev fuldstændig ødelagt. Det opgives, at Chefen for Gestapo i Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, ligesom hans Næstkommanderende skal være omkommet. Det meddeles, at Bombardementet fandt Sted kort efter, at samtlige danske Fanger var ført til deres Fængsler for at spise, saaledes at der ikke skulde befinde sig danske Fanger i de sammenstyrtede Kollegier. Ogsaa Kollegierne Nr. 1 og 2 blev stærkt ødelagt.

Langelandsgades Kaserne benyttedes af den tyske Værnemagt. Hele Kasernen er ødelagt, værst er det gaaet ud over Officersfløjen og et Depot mod Gaarden. Man regner med, at der ikke var mange Mennesker i denne Kaserne, da Bombardementet fandt Sted.

Der faldt en Bombe i en lille Villa C. F. Richsvej 5, tilhørende Elektriker Paaske Petersen. Han selv laa paa Kommunehospitalet, og hans lille Søn var i Skole, saa Fru Petersen var alene gaaet ned i Beskyttelsesrummet. Huset fik en Fuldtræffer, og Fru Petersen blev dræbt under Ruinerne. En anden Bombe faldt i Villakvarteret tæt ved, hvor der anrettedes stor Ravage, men ingen Mennesker synes dræbt ved dette Bombe nedslag.

En af de engelske Maskiner blev ramt af Antiluftskytset og kom ned i Aarhusbugten. Besætningens Skæbne er ukendt.

Samtlige andre Bygninger i Universitetsparken og de omliggende Kvarterer led større eller mindre Skader, hovedsagelig blev Tage og Vinduer ødelagt.

Torsdag den 2. November 1944.

Antallet af dræbte Danskere ved Luftangrebet paa Aarhus er nu opgjort til 17, desuden er der paa Kommunehospitalet indlagt 25 saarede. Af de dræbte er yderligere identificeret: Ellen Hansen, Møllevej 39 (eller Møllevangsvej 34); Elly Jensen, Silkeborgvej 19, Murer Anders Kristian Jørgensen, Peder Skramsgade 42, Murer Harald Jørgensen, Stadionallé 9, Knud K. Olesen, Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Guldbergsgade 141, Else Johanne Johansen, Klostergade 70, Elektriker Evald Severin Sørensen, Borupsgade 18.

Det er godtgjort, at Gestapochefen for Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, idet man Onsdag Formiddag har fremdraget hans Lig blandt Ruinerne. Ogsaa hans Næstkommanderende, Rothenburg, er dræbt. Fra tysk Side bevares Tavshed med Hensyn til Antallet af dræbte, ligesom der intet foreligger oplyst om dræbte Danskere i Kollegium 4 og 5. Dels har der her opholdt sig en Del Danskere i tysk Tjeneste, dels formenes der ogsaa at have været nogle danske Fanger.

Fredag den 3. november 1944

Luftangrebet paa Aarhus Universitetsby. Blandt de saarede Danske ved Luftangrebet er ogsaa Kjeld Helweg Larsen, der har været ansat ved "Fædrelandet".

Det oplyses, at der stadig arbejdes med Udgravningsarbejde i Ruinerne af Kollegierne 4 og 5, hvor man i Løbet af Onsdagen skal have fremdraget Ligene af 15 Danskere. Luftangrebet har krævet sit 18. Offer blandt Aarhusianerne, idet Tømrer Hilmer Michael Ancher, Gertrud Rasks Vej 1, er død af sine Kvæstelser. De øvrige saarede med Undtagelse af en enkelt befinder sig efter Omstændighederne godt.

(Daglige Beretninger om begivenheder under den tyske besættelse).

Hvad angår de dræbte danskere, står på Mindetavlen på Aarhus Universitet:

Murerformand Harald Jørgensen, Stadion Alle 9.
Murer Anders Chr. Jørgensen, Peder Skramsgade 42.
Murer Chr. Andersen Krogh, Falstersgade 5.
Tømrer Hilmer Mikael Ancher, Gertrud Raskvej 4.
Tømrer Carl Emil Jeppesen.
Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesggade.
Tømrersvend Jeremias Chr. Laursen, Falstersgade 7.
Elektriker Ivan Severin Sørensen, Borupsgade 18.
Gartner Marinus Sørensen.
Marketenderske på universitetet, frk. Lilli Laursen, Chr. Wærumsgade 5.

En kilde (Kolding Folkeblad 3. november 1944) nævner yderligere:

Else Johanne Johansen, Klostergade 70.
Knud K. Olesen, Aarhus.
Ellen Hansen, Møllevangs Alle 39.
Elly Jensen, Silkeborgvej 19.
Fru Paaske Petersen, Palludan Müllersvej.
Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21.
Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Høegh Guldbergsgade 41.
Kontorist Palle Sørensen, Balagervej 70, Viby.
Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortevej 6.

På den liste er også en som samarbejdede med tyskerne (se nedenfor):

Ewald Aabenhus, Aarhus.

På Vestre Kirkegård findes et område med 29 personer der døde den 31. 0ktober 1944 eller dagene efter: 14 er nævnt døde i kilder under bombardementet. De er forsynet med: RAF. De andre 15 er formentlig også iblandt de dræbte.

Paul Bauer, Sturmscharführer 1.11.1896-31.10.1944. RAF. B/ 664-663
Erich Kössling, Hauptwachtmeister der Polizei 6.4.1906-31.10.1944. RAF. B/ 664-663
Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. B/666-665
Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. RAF. B/666-665
Vagn Oest, Unterscharführer 24.12.1920-31.10.1944. B/668-667
Arthur Schulz, Scharführer 28.6.1902-31.10.1944. RAF. B/668-667
Hans Raeder, Sturmmann 10.10.1916-31.10.1944 B/670-669
Gustav Johannesson, Unterscharführer 17.10.1912-31.10.1944. B/670-669
Ingeborg Siebers 7.9.1914-31.10.1944. B/ 672-671
Willi Oestergreen, Wachtmeister 2.9.1921-1.11.1944. B/ 672-671
Paul Jensen, Rottenführer 16.1.1924-31.10.1944. RAF. Dansker. B/691-692
Werner Kniesa, Unteroffizier. 28.10.1901-31.10.1944. B/691-692
Ernst Wassersteiner, Hauptscharführer 18.6.1913-31.10.1944. RAF. B/693-694
Heinrich Völker, Oberscharführer 7.12.1912-31.10.1944. RAF. B/693-694
Richard Falck, Rottenführer 3.8.1904-31.10.1944. RAF. B/695-696.
Hans Werner, Sturmscharführer 22.10.1902-31.10.1944. RAF. B/695-696
Heinrich Lönneker, Obersturmführer, 17.12.1909-31.10.1944. RAF. B/697-698
Heinrich Lessmeister, Obersturmführer 26.8.1904-31.10.1944. RAF. B/697-698
Ewald Aabenhus 21.5.1909-31.10.1944. Dansker. RAF. B/699-700.
Ernst Schlaphoff, Oberwachtmeister. 21.9.1895-6.11.1944. B/699-700.
Hermann Heinrich Anton Rothenberg 25.1.1906-31.10.1944, SS-Hauptscharführer, Gestapo. RAF. B/720-719
Adolf Lutz SS-Unterscharführer. Krim. Angestellter Stapoleitstelle Hamburg. RAF10.6.1884-31.10.1944. B/720-719
Ernst Bluhm, Untersturmführer 4.6.1903-31.10.1944. B/722-721
Günther Loose, (SS) Hauptstürmführer 25.10.1907-31.10.1944. B/722-721
Paul Wettemann, Unterscharführer 29.6.1907-31.10.1944. B/724-723
Heinrich Decker, Oberscharführer 5.9.1910-31.10.1944. B/724-723
Kamal Alijew, Soldat 20.3.1920-31.10.1944. B/726-725
Peter Neisser, Soldat 29.4.1917-31.10.1944. B/726-725
Hans Mücke, Polizei-Assistent 15.12.1912-31.10.1944. B/727.

07 januar 2026

Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.


Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).


Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

12 juli 2025

Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Efterskrift til Politivennen)

Thomas Larsen Schiøler (født 29. maj 1861 i København, død 6. oktober 1939 på Frederiksberg) var en dansk præst og teolog, der var biskop over Århus Stift 1916-1931. Han var præstesøn fra København og virkede som kapellan i Budolfi Kirke i Aalborg gennem 18 år, inden han 1. november 1916 blev han udnævnt til biskop over Århus Stift. Forgængeren i embedet, Hans Sophus Sørensen, var gået af i protest mod folkekirkens udvikling, se nederst i dette indslag.


Den nye Biskop.

Fotograf Lauritz Olsen (1834-1899): Biskop Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Det kongelige Bibliotek. Fotoet erstatter avisens foto.

"Aalbo. Amtstid." skriver om den ny Biskop:

Den ny Biskop er født 29. Maj 1861 i København, men opvokset i Vestjylland, hvor hans Fader var Præst. Ganske ung blev han teologisk Kandidat, og herefter var han i et Par Kapellan paa Sjælland.

1887 blev han Sognepræst i Nr. Snede. 1894 residerende Kapellan ved St. Pauls Kirke i København, og beskikkedes han til residerende Kapellan og Præst ved Hospitalskirken i Aalborg, hvor han senere har virket.

Allerede i sin tidlige Ungdom blev han stærkt greben af den grundvigske Anskuelse, som siden er bleven yderligere uddybet og rodfæstet hos ham. Hans Forkyndelse er da ogsaa stærkt præget deraf. Man behøver ikke at høre ham ret længe for at faa et stærkt Indtryk af, hvor han staar i kirkelig Henseende. Maaske ejer han ikke af Naturen den store Veltalenhed, som umiddelbart river Tilhørerne med sig, men der er Aand i hans Tale og over den, og han øser dybt af sine egne Erfaringer og Oplevelser. 

Ogsaa mange andre end selve Menighedskredsen vil savne Pastor Schiøler, naar han rejser bort fra Aalborg. I mangt og meget har han haft Del. Saaledes har han udført et stort dygtigt Arbejde som Formand i Høiskolehjemmet, han har været og er Formand for Skolekommissionen og har deltaget stærkt i Velgørenhedsarbejdet i Byen, ligesom han har været en meget søgt Taler ved folkelige og kirkelige Møder i hele Nordjylland. Ogsaa de mange, han gennem hele denne Virksomhed er kommen i Forbindelse med, vil sikkert ønske ham al Lykke i hans fremtidige Gerning.

I de Aar, han har virket i Aalborg, har der derfor ogsaa samlet sig en trofast Kreds om hans Prædikestol, og det vil blive med Vemod, at hans mange Venner i Aalborg nu ser ham og hans elskelige Hustru drage bort; men tillige vil de af Hjertet ønske ham baade Lykke og Velsignelse til hans store og betydningsfulde Gerning i fremtiden.

Men dernæst er der al Grund til at lykønske Aarhus Stift med sin nye Biskop. Det bliver en baade frisindet og folkelig Mand, der tager Sæde paa Bispestolen i Aarhus. Og han møder udrustet med gode Forudsætninger til at kunne udfylde den ansvarsfulde Post. Navnlig i det nye Testamente er han bevandret som vistnok kun faa af vore Præster, han er en praktisk dygtig Mand, en Mand med Vilje, Energi og Handlekraft. Præster og Menigheder i Aarhus Stift vil ikke gaa forgæves, naar de søger til ham om Raad og Vejledning.

- - - -

Biskop Schiøler har overfor "Fyns Tid." udtalt, at han er en trofast Ven af den danske Kirke, som han ønsker bevaret, og at han er Tilhænger af det, som Udtrykket "den taalsomme Folkekirke" dækker over, selv om han ikke ynder Udtrykket.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende  2. november 1916).


Smaa Betragtninger over Bispevalget.

Vi har modtaget følgende:

Det er nu anden Gang, en grundtvigsk Kapellan er bleven gjort til Biskop. Uvilkaarligt rinder os det gamle Rim i Hu, som i sin Tid blev digtet med Henblik paa Grundtvig selv;

En Kapellan kan gammel blive
og holde sig ved Haab ilive.

Paa Grundtvig passede det i Virkeligheden ikke. Men de nuværende grundtvigske Kapellaner? 

Spøg tilside! Sagen er alvorlig. Hvis den nye Biskop skulde tages blandt Grundtvigianernes Kreds, var der saa virkelig ikke blandt de grundtvigske Provster og Sognepræster et Bispeemne? Vi kan ogsaa spørge saaledes: Er den nye Aarhusbisp saa fremragende, at han staar Maal med, maaske endog rager op over de andre grundtvigske Førere? En Kapellan kan jo meget godt have Bispeegenskaber. Grundtvig selv var allerede som Kapellan en af Landets ypperste Præster. Og hvad man end vil sige om Udnævnelsen af Pastor Ludwigs til Biskop, Ludwigs var dog som Præst paa Christianshavn en kendt og betydelig Mand.

Trods sine 55 Aar er den nye Aarhusbisp imidlertid en næsten ukendt Mand uden for Aalborg. Man erindrer hans Navn de Steder, hvor han for har virket, men her i Kjøbenhavn, i St. Pauls Sogn, hvor han i nogle Aar var Kapellan, synes hans Gerning ikke at have efterladt sig Spor. Den grundtvigske Kreds, som han fuldt og helt tilhører, har - saa vidt vides - aldrig tildelt ham noget særligt Tillidshverv ud over rent lokale. Hvem erindrer nogen Tale eller noget Ord af Biskop Schiøler, som har vakt Opmærksomhed?

Efter samstemmende Vidnesbyrd fra deres Side, som kender Schiøler, har han i særlig Grad været udrustet til at være Sognets Præst, til at samle Sognets Menighed, lede Sognets kirkelige Arbejde, besøge de Syge, tage sig af Børnene, opmuntre og trøste, hvor han færdes blandt de Sørgende og Lidende. Han skildres fra alle Sider som en afholdt, jævn og folkelig Præst, med andre Ord som en af dem, der i Stilhed gaar Herrens Ærinde inden for Sognemenigheden og har Evner og Kald hertil. 

Men hvorfor trækkes en saadan Mand ud af det Embede, til hvilket han passer, og ind i Landets næstypperste Bispeembede - som Aarhus-Bispestolen maa regnes for at være - som Brammers, Clausens, Fredrik Nielsens og Sophus Sørensens Efterfølger? Hvis der ikke er skjulte Høvdingeegenskaber hos ham, staar han jo langt tilbage for sine Forgængere. Og i hans Alder skulde man dog tro, at de mulige Førerevner maatte have vist sig.

Man kan med nogen Grund, synes vi, undres over, at han selv har villet tage mod Bispestolen, og at hans Venner ikke har fraraadet det. Naar man betænker, hvor mange ansete Provster og Præster der sidder i Stiftets Byer og ude paa Landet, bliver det vanskeligt at fatte, at de skal have denne ukendte Kapellan fra Aalborg til Tilsynsmand, til Støtte og aandelig Raadgiver. Og naar Menighedsraadene skal forhandle med Biskoppen om ny Præst, og Biskoppen skal være Raadenes aandelige Vejleder, har man ondt ved at tænke sig, at den fornødne Autoritet her skulde være tilstede hos Biskoppen. Det kirkelige Lægfolk i vore Dage venter i Biskoppen at finde en Mand, som kan være dets Hoved. Hvorfor vil Pastor Schiøler udsætte sig for den Kritik og de Vanskeligheder, som uvægerlig vil følge med Stillingen? Og føler han ikke selv, at der i hans egen Lejr, den grundtvigske, er større Bispeemner?

Skal den grundtvigske Fløj i det Hele være saa talrigt repræsenteret paa Bispestolene? Er den nuværende Bisperepræsentation et fuldgyldigt Udtryk for Menighedslivet og Menighedsarbejdet i vort Folk? Det er der vist ikke mange, som vil driste sig til al hævde. Men var det ikke ganske rimeligt, at de Mennesker, der gør Arbejdet i Kirken, at den Retning, der særlig ofrer personlig Kraft og økonomisk Værdi paa at bringe Evangeliet ud blandt vort eget Folk og blandt Hedningefolkene, der giver den største Indsats i Indre Mission, Ydre Mission, Kirkesagen, Ungdomssagen, Søndagsskolen og saa fremdeles paa de fleste Arbejdsfelter - vi ved alle, hvad det er for en Retning - at denne Retning engang faar en af sine Førere op i Bispestolen? Som Forholdene ligger, har den i Øjeblikket næppe nogen af sine Førere paa nogen Bispestol. Vi siger "næppe", fordi alle vore Biskopper naturligvis ser venligt til denne Retning, og fordi i hvert Fald en af dem staar Retningen meget nær. Men er det ikke besynderligt, at den ene Grundtvigianer efter den anden føres op i Kirkens øverste Embeder, medens denne anden Retning ikke i mange Aar har haft nogen af sine Førere i disse Embeder. Og - læg Mærke til, at denne Retning ingenlunde savner Førere.

Vi nævnede før Menighedsraadene, som den nye Biskop jo faar meget at gøre med. Er det rigtig demokratisk, at Ministeriet ganske ignorerer deres Ønsker, naar en ny Biskop skal udnævnes? Vilde det ikke være klogt Demokrati, ja, klog Politik at lade Menighedsraadene og Præsterne i det paagældende Stift faa Lejlighed til at udtale sig? Minder den nye Udnævnelse ikke om visse Udnævnelser under det gamle konservative Styre, hvor der fraoven blev beskikket en Tilsynsmand - rigtignok med den Forskel, at det gamle konservative Styre ikke tillod sig at sende en ukendt Mand.

Der er kun een Forklaring paa den nye Udnævnelse, nemlig: Biskoppen i Aarhus Stift er en Mand, som Ministeriet kan bruge. Maaske er han ikke den Mand, Ministeriet helst vilde have. Maaske har Kirkeministeren ønsket en anden, men ikke fundet det opportunt eller tilraadeligt at sætte denne anden ind og har saa ladet sig nøje med Pastor Schiøler, som i hvert Fald kunde bruges!

Dette er den eneste tænkelige Forklaring, thi hvem skulde ellers have ønsket Schiøler?

Men i saa Fald har Ministeriet paa den eftertrykkeligste Maade konstateret sin aandelige Fattigdom i kirkelig Henseende. Højere naar Ministeriet ikke, mere evner det ikke, betydeligere Præster er der ikke blandt dets Meningsfæller, end figura udviser.

Og saa spørger vi andre; Med hvilken Ret kan et saadant Ministerium varetage Kirkens Interesser, naar det ikke har betydeligere Mænd til Kirkens højeste Embeder?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1916).


Schiølers nærmeste forgængere var som nævnt i artiklen: den konservative Gerhard Peter Brammer (1845-1881), Bruun Juul Fog (1881-1884), Johannes Clausen (1884 – 1905), den højre-grundtvigske Frederik Nielsen (1905 – 1907) og Hans Sophus Sørensen (1907 – 1916). Denne sidste tog sin afsked efter at en liberal og vækkelsesvenlig teolog, Niels Peter Arboe Rasmussen blev frifundet for at have brudt sit præsteløfte, bl. a. med udtalelser om at kirkelige dogmer som jomfrufødslen ikke hørte til kernen i kristendommen. I 1916 vedtoges en særlov som sikrede at Arboe Rasmussen kunne virke som sognepræst i Vålse. Dette var Hans Sophus Sørensen stærkt imod, og han søgte sognepræstembedet i Nørup (Vejle) for at komme væk fra bispeembedet. 

Mellem 1875 og 1889 var alle bisper teologisk og kirkepolitisk af den mynsterske tradition og disciple af Martensens disciple, dvs. de tihørte politisk det yderste Højre. Grundtvigianismen havde konkurrence fra Indre Mission, i 1870 gik det grundtvigske Venstre 1870 ind i Det forenede Venstre. I 1895 var der for første gang et indslag af vækkelserne i bispekollegiet. I 1916 nåede Indre Mission et højdepunkt.

Schiøler faldt for aldersgrænsen som biskop 6. juni 1931. Sognepræst ved Århus domkirke Fritz Charles Bruun-Rasmussen afløste ham i embedet. Han var Venstremand og var kirkeminister 1926-1929. Thomas Schiøler flyttede til Frederiksberg og døde fem år senere. Han er begravet på Vestre Kirkegård.


Aage Gjerløv Schiøler og Anna Ernestine Schiøler, f. Petersen. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2026.

26 juni 2025

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.


Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).


Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).


Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).



Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).


Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.


Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

29 september 2024

Hans Broge. En af den dansk Handelsstands Stormænd. (Efterskrift til Politivennen)

I Morgen, den 6. ds. har Hans Broge været Kjøbmand i Aarhus i 50 Aar - og Aarhus By vil benytte denne Mærkedag i den bekjendte jydske Kjøbmands Liv til at hædre og hylde han, paa ualmindelig festlig Viis.

Men Aarhus By og Aarhus Handelsstand faa ikke Lov til at være alene om at bringe Hans Broge Fest-Hyldest: fra hele den danske Handelsstand, der sætter en Ært i at tælle ham blandt sine mest ægtebaarne Repræsentanter, og fra mange andre Sider vil der blive sendt Hans Broge en Mængde oprigtige Lykønskninger

Dagen vil blive en Festdag for Jubilaren og for den By, hvori han boer - og saa vil den Begivenhed være glemt af det store Publikum, som hurtig har skrevet saa mange andre betydningsfulde Halvhundredeaarsjubilæer i Glemmebogen. Dog, dette Jubilæum fortjener ikke den almindelige Skæbne, der bliver andre jubilæer til Del. Thi den Mand, der imorgen jubilerer, er en af den danske Storhandels Pionerer, en af dem, der viste nye Veje og forstod at bane dem - til Gavn for sig selv, men i langt langt høiere Grad til Gavn for den øvrige Handelsstand, til Gavn for Landet. Vi pege der særlig paa Broges Betydning for Danmarks - først og fremmest Jyllands  stadig vejende Export af Landbrugsprodukter til England, men i samme Forbindelse bør nævnes hans Førerstilling i den jydske Handels selvstændige Udvikling, dens Frigiørelse for Hamborgs dominerende Indflydelse, dens Knytten-Forbindelser af indgribende Betydning i Ind- og Udland. Det var Hans Broge, der gik foran, og Førerskabet kunde ikke have været i bedre Hænder; det viser  Resultaterne tydelig nok.

Hans Broge har skabt sig et Navn, der vil nævnes med Hæder i den danske Handels Historie; her vil hans fremragende Kjøbmands egenskaber veje tungest i Vægtskaalen ved Bedømmelsen af hans Personlighed. Men Hans Broge har været mere end en dygtig Kjøbmand, hans Navn staaer forlængst indskrevet i Aarhus' Historie med uomgængelig Glans; hans bypatriotiske Gierninger behøve ikke her at opregnes - thi Stillingen forpligtede ham jo til ikke at holde sig tilbage - men han har sat sit Præg paa den rask fremvoxende Handelsby, der netop i den Periode, da Hans Broges Kjøbmandsskab var banebrydende paa mange Omraader, svang sig op til at blive Danmarks største Provinsby.

Hans Broge og Aarhus - de To høre sammen. Ingen Nulevende har tilnærmelsesvis havt en saadan Betydning for Aarhus Bys Udvikling som netop Hans Broge.

"Saa er By som Borger" - og Broge forsømte ingen Lejlighed, men greb enhver Chance, der tilbød sig for at bringe Byen fremad, fremme og udvikle dens Næringsliv og fastslaa dens Betydning; han skaffede den - i Treserne - et Dampskibsselskab til forbedret Besørgelse af Kjøbenhavnsruten; han fik oprettet det tydsk-engelske Dampskibsselskab for den vigtige Udførsel til England; han indsaa, at Aarhus vilde kunne trække endnu mere Opland til sig, end Byen allerede havde, naar der blev stadig Dampskibsforbindelse med Mols og Samsø, derfor blev Aarhusbugtens Dampskibsselskab oprettet - og takket være hans Energi og den Kraft, han lagde i Agitationen, fik Aarhus Hadsherreds- og Ryomgaardbanerne, der daglig bringe Omegnens Beboere fra vid Omkreds ind til Byen; han udvidede dens Handelsmuligheder baade udenbyes og indenbyes, og samtidig var han ivrig beskjæftiget med at oprette nye Erhvervsvirksomheder; han grundede det første Svineslagteri i Jylland, han fik oprettet en stor Palmekjernefabrik, en Oliemølle, Teglværker i Omegnen osv.; han rejste en Borgerbevægelse med frivillig Selvbeskatning, der skaffede Byen den imponerende "Klemensbro"; han sørgede for, at Byen fik kjøbt det Gasværk, der var anlagt af det danske Gaskompagni, og som nu i en lang Aarrække har givet Byen en betydelig Indtægt. Og samtidig tog han ivrig Del i Arbejdet for det jydske Landbrugs - især Mejerivæsenets - Opkomst; han fik i 1869 sammen med to andre Aarhuskjøbmænd arrangeret den første Vintersmør-Udstilling her i Landet, en Udstilling, der vandt meget stor Tilslutning fra hele Jylland, og han virkede paa mange andre Maader, baade ved pekuniære og per mulige Ofre for at udvikle og dygtiggjøre Mejeribruget; især til Tak herfor blev han i 1874 udnævnt til Æresmedlem af Aarhus Amts landøkonomiske Selskab. Det var ogsaa Hans Broge der fik oprettet den store Mønster-Landbrugsskole i Malling, et Undervisningsinstitut, som det jydske Landbrug kan være stolt af.

I de forløbne halvhundrede Aar har Hans Broge saaledes været mere end Chefen for det store Handelshus derovre i Aarhus, dette Handelshus der skabte sig et saa anseet Navn, og hvis Indehaver vandt saa megen Indflydelse og Betydning, at man i Jylland kaldte ham "Kong Hans" for dermed at betegne ham som en Handelsfyrste i denne Landsdel.

Hans Broge fik Dannebrogsordenens Ridderkors i l864, og en halv Snes Aar efter fulgte Dannebrogsmændenes Hæderstegn; under Ministeriet Frijs blev han i 1865 udnævnt til kongevalgt Medlem af Rigsraadet, men allerede Aaret efter nedlagde han sit Mandat; den virkelystne Kjøbmand følte sig ikke tiltalt af det politiske Liv. Han vilde være hjemme og passe sin Forretning og arbejde for sin By.

Igaar fyldte Broge de 75, men for ham synes der endnu ikke at være kommet nogen "Livsaften"; endnu er han den samme - kun lidt graanede - høje og firskaarne Skikkelse, hvis Blik luer af Energi, den Egenskab, der har præget hele hans virksomme Liv og som mere end noget Andet har bidraget til at gjøre ham til den ualmindelige Personlighed, til den typiske Repræsentant for det Bedste i den danske Handelsstand.

-n

(Nationaltidende 5. december 1897. 3. udgave).


Fotograf Lauritz Olsen & Co. (24.3.1834-25.5.1899): Købmand Hans Broge (4.12.1822-25.3.1908) købmand. Det kongelige Bibliotel. Fri af ophavsret.

Købmand Hans Broge (4.12.1822-25.3.1908) var født i Grenå. Han kom i handelslære som 15årig. I 1847 grundlagde sin egen forretning i Århus. Under Krigen 1848–51 fik han omdirigeret eksporten af smør til England fra Kiel til Århus. Siden 1868 organiserede han årlige smørudstillinger. Han havde desuden en korn- og kreaturforretning som 1896 indgik i Korn- og foderstof kompagniet. Han ejede desuden gården Bustrup i Viborg amt (fra 1882) og Gråmølle og Gammelgård (fra 1876) i Århus amt som blev drevet af bestyrere. I anledning af 50 års købmandsjubilæum oprettedes et fond til dannelsen af en jysk handelshøjskole. I alt indsamledes der til dette fond benævnt Hans Broges jubilæumsfond ca. 60.000 kr. 

02 september 2024

Danmarks første kvindelige Tandlæge. (Efterskrift til Politivennen)

Frøken Marie Pihlkjær.

"Husmoderens Blad" bringer et Billede og en Biografi af Tandlæge Frk. Marie Pihlkjær. Vi uddrager heraf:

Som det maaske vil erindres, skrev vi i sin Tid en Artikel om kvindelig Tandlæge, Fru Møller og angav urigtigt hende som Banebryder i vort Land paa dette Omraade. I Rettelsen, der fulgte, nævnedes ogsaa Frøken Pihlkjær som den, der i Virkeligheden, allerede 5 a 6 Aar før Fru Møller begyndte sin Praxis i Kjøbenhavn, havde praktiseret i Aarhus, og i Dag har vi Fornøjelsen at bringe vore Læsere denne vor første kvindelige Tandlæges Portræt samt nogle biografiske Oplysning.

Marie Pihlkjær er født 1858 i Egaa ved Aarhus, hvor Faderen var Skolelærer. Hun underviste i Hjemmet, hvor Faderen, en dygtig og dannet Mand, intet forsømte for at give hende at den Lærdom, han var i Stand til. 15 Aar gammel tilbragte hun en Sommer paa Testrup Højskole. Senere syslede hun nærmest med Huset og den Gjærning, som hørte dertil, men da hun var bleven 19 Aar gammel, syntes hendes Fader, det var paa Tide, at de saa sig om efter et Livserhverv for hende, og hans Valg faldt paa Tandlægevirksomheden. Der blev saa indgivet Ansøgning til Ministeriet om Tilladelse til at tage Tandlægeexamen - og den blev givet.

Hos Lærer Christiansen, den Gang i Hellum ved Skjørping, nu i Petersborg ved Sorø, kom hun i Huset og læste hos ham til den lille Præliminærexamen - den Gang tilstrækkelig. Denne Examen tog hun i 1879, og 1880 tog hun til Kjøbenhavn. Hos Dr. Haderup, med hvem Faderen havde gjort Aftale, uddannedes hun nu i Teknik samtidig med at hun læste til Examen, som hun tog i December 1881. Den største Del af disse halvandet Aar var hun hos Haderup. Senere, efter absolveret Examen, var hun ½ Aar Assistent hos nu afdøde Dr., Tandlæge Olsen. I Maj 1883 drog saa den unge kvindelige Tandlæge til sin Hjemstavn og nedsatte sig i Aarhus, hvor hun til at begynde med kun modtog Kvinder og Børn. Senere udstrakte hun sin Virksomhed til ogsaa at modtage Mænd.

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1897).


Ikke frøken Pihlkjærs klinik, men tandlæge Rubens tandlægeklinik på Vesterbrogade, røngentfotograferingen. Det giver måske en forestilling om hvordan en tandlægeklinik så ud dengang. Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt, f. Petersen (1866-1931) . 1910. Det kongelige Bibliotek.


Kirstine Marie Pihljkær (1853-1911) åbnede i 1883 praksis i Mejlgade 21, 2. sal i Århus. Hendes praksis voksede hurtigt og i 1889 måtte hun lukke i seks uger på grund af overanstrengelse. Senere lå hendes praksis i Ankerhus på Søndergade 1. I 1885 flyttede hun til lokaler på Store Torv. Ved hendes død i 1911 var der 390 tandlæger i Danmark hvoraf 91 var kvindelige. 136 boede i København, 22 på Frederiksberg.

01 september 2024

Forbryderspirer. (Efterskrift til Politivennen)

Fribytterne paa Marselisborg. Massetyverier. - Hesten stak af. Dommen.

Brødrene Hans og Peder, der er henholdsvis 11 og 9 Ar gamle, og den 9arige Arnold havde nogle Dage i November f. A. ført en vagabonderende Tilværelse, idet de udeblev fra Skolen og fra Hjemmet og tog Natteophold i et Røgterhus paa Marselisborg Mark. Om Dagen strejfede de rundt for at stjæle Fødevarer og andet. Saaledes stjal de i forskjellige Butiker Kager og Sigtebrød samt et Sted et Stykke Pølse. De opbrød et aflaaset Lysthus i en Have paa Mølleengen og stjal derfra et Petroleumskogeapparat, en Stegepande, en Kniv og Gaffel, et Saltkar, 2 Par Kopper m. m. Paa en Udflugt til Skejby var en Hund fulgt med dem herfra Byen, under Vejs traf de en Slagter, overfor hvem de foregav, at de var sendte ud for at sælge Hunden. Slagteren afkjøbte dem da Hunden for 2 Kr., som han strax betalte dem, mod at de skulde bringe Hunden til hans Bopæl her i Byen; den løb imidlertid kort efter fra dem.

I Landevejsgrøften ved Skejby gik en Hest og græssede. Drengene satte sig strax i Besiddelse af den og bragte den med sig til Marselisborg Mark, skiftevis ridende paa den. Paa Vejen gjennem Byen med Hesten gik Hans ind i en Kjøbmandsgaard for at søge efter et Hestedækken, som han og saa fandt og tilvendte sig. Drengene bandt Hesten, mens de lagde sig til Ro i Røgterhuset, men om Natten rev den sig løs og blev næste Dag optaget af Politiet, hvor Ejeren fik den tilbage.

Endelig havde de forskjellige Steder her i Byen stjaalet et Faareskind - den ene af Drengene blev anholdt under Forøget paa at sælge det - og 4 Sække.

Peder er anbragt paa en Opdragelsesanstalt, hvilket rimeligvis ogsaa vil ske med Hensyn til Arnold. Hans, der er straffet en Gang tidligere, er idømt Fængsel i 14 Dage og 25 Slag Ris.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1897).

22 juli 2024

Zigøjner Plage. (Efterskrift til Politivennen)

Efter hvad derfra flere Sider meddeles os, er den Zigøjnerbande, der for en Tid siden landsattes her i Byen og som endnu færdes her paa Egnen, en sand Landeplage; thi ikke alene hjemsøges enhver Gaard og ethvert Hus af tiggende Kvinder og Børn, hvis Paatrængenhed er uden Lige, idet de aldeles ikke er til at drive af Stedet, forinden man har givet dem, hvad de ønsker, men Mændene selv gaar omkring og udøver en Virksomhed, der er langt mere bekostelig og ubehagelig for Beboerne.

De tigger og presser Folk til at udlevere dem Kjedler til Reparation, og samtidig giver de det Udseende af, at det hele kun vil koste en ren Bagatel. Sagerne, som de har repareret, tilbageleverer de imidlertid først, naar der ikke er mere at presse ud af Befolkningen, og de som en Følge heraf er færdige til at forelægge deres Virksomhed, da kommer de frem med dem, og da faar Folk at føle, hvad de koster, og det er ikke smaa Summer, de forlanger.

Hos en Mand forlangte de 25 Kr. for nogle Lapperier, men efter et meget langt Skjænderi fik han dog Fordringen sat ned til 15 Kr., og det maatte han kalde naadig sluppen. Andre maa betale fra 5 til 10 Kr. for rene Smaatterier, der kun er nogle faa Øre værd, og saaledes gaar det i det uendelige.

Folk betaler i Reglen, hvad de forlanger og er glade, naar de har forladt Huset; thi de er af et alt andet end tillidvækkende Ydre og møder i Reglen mandstærke, naar de opkræver Betalingen.

Der er derfor al Grund til at advare Folk imod at indlade sig med disse Mennesker, som, hvor ubegribeligt det endogsaa er, jo nu en Gang færdes i vor Nærhed, uden at Politiet i ringeste Maade lægger deres Virksomhed nogen Hindring i Vejen. Rart var det rigtignok, om dette var anderledes, om Øvrigheden saa dem en Smule paa Fingrene.

(Aarhus Amtstidende 2. september 1895).

24 juni 2024

Unge Ransmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Aarhus, den 9 Oktober.

En Dreng, der gik en Mælkekusk til Haande, blev en Dag i "Spanien" i Aarhus antastet af 2 andre Drenge, en 7aarig og en 12aarig Dreng, der i de 2 sidste Maaneder er bleven straffet ikke mindre end 2 Gange. Efter at den 7aarige Peter havde budt Drengen "Klø" under Paaskud af, at han havde slaaet hans Broder, forlangte han at se, hvad han havde i Haanden. Drengen, der blev bange for dem, lukkede Haanden op og fremviste en Krone og en Halvtredsindstyveøre. Peter tog nu først Halvtredsindstyveøren og gav sin Broder og bad derefter, om han ogsaa maatte se Kronen, tog den og stak den til sig. Da Drengen nu saa, at det var deres Agt at beholdt Pengene, forlangte han dem tilbage og gjorde Anskrig for at kalde Folk til; men da de to smaa Ransmænd mærkede dette, forsvandt de hurtigst over Stakittet ind ttl Jernbanens Grund. Efter det af Drengen opgivne Signalement paa den største af Røverne, lykkedes det imidlertid snart Politiet at opdage, hvem de skyldige var. Under Forhøret tilstod de, at det var Peter, der opdagede, at Drengen gik med Penge i Haanden, hvorefter hans ældre Broder foreslog, at de skulde forsøge at faa Pengene fra ham, hvad den lille strax gik ind paa. Af Pengene brugte de 75 Øre til Slikkerier, medens de gav deres Moder 25 Øre under Foregivende af, at de havde tjent dem ved at bære Rejsetøj; Resten gravede de ned i Borupsgade. Medens bestjaalne fik de i Behold værende 75 Øre igjen, er den 12aarige Ransmand bleven idømt 25 Slag Ris foruden Sagens Omkostninger. Hans 7aarige Broder slap for Straf, fordi han er under kriminel Lavalder.

(Aarhus Amtstidende 9. oktober 1894).

04 maj 2024

Politiassistent C. P. Hollesen. (Efterskrift til Politivennen)

Politiassistent Hollesens Dødsfald.

Af Grunde, som vi ikke her skal komme nærmere ind paa, har vi hidtil fortiet det Dødsfald, som i de sidste Dage har vakt saa stor Sensation her i Byen. Vi finder imidlertid ingen Anledning til stadig at iagttage den samme Diskretion, da Sagen truer med at tage et meget uhyggeligt Omfang og de Historier, som den afdøde har indviklet sig i, berører mange Mennesker paa en særdeles ubehagelig Maade.

Hollesen var almindelig anset for en velhavende Mand. Hans Fader var Ejer af Ry Mølle ved Silkeborg og tjente i sin Tid mange Penge. Man talte om, at han efterlod sig henved et Par Hundred Tusind Kroner, hvoraf Hollesen fik udbetalt en  betydelig Fædrenearv. Han var saaledes godt økonomisk situeret, og dertil kom yderligere, at han forblev ugift og boede hos sin Moder. Hans Gage som Politiassistent var omtrent 3000 Kr. aarlig.

- - -

Onsdag Middag ved Postens Omdeling i Aarhus blev en Mængde Mennesker overoverraskede ved at modtage Breve med Hollesens Underskrift. Han meddelte deri, at han havde besluttet at tage Livet af sig selv - hans forfærdelige Pengetransaktioner tvang ham til at gjøre en Ende paa Tilværelsen. Modtagerne af Brevene vidste næppe, hvad de skulde tro, de skyndte sig op paa Politistationen for at faa Rede paa Sagen, og det viste sig da, at Hollesen havde taget Gift paa et Værelse ved Siden af Kontorerne. Ved hurtig Lægehjælp lykkedes det at bringe ham til Bevidsthed igjen, og efter at han var bleven ført til Sygehuset nærede man godt Haab om hans fuldstændige Helbredelse. Han var om Aftenen saa rask, at han kunde sidde op i Sengen og drikke The, og spurgte man ham, hvorledes han havde det, sagde han med et Smil : "Tak, jeg har det godt!"

Næste Morgen, i Gaar Morges tidlig, saa han Lejlighed til at hænge sig i sin Skjortelinning, og denne Gang lykkedes Selvmordet.

Hvad var Grunden til den ulykkelige Handling? vil man spørge. Vi har allerede antydet, at det var derangerede okonomiske Forhold. Hollesen havde lidt efter lidt ikke alene forbrugt sin egen Formue men tillige sin Moders, og yderligere viser det sig, at han efterlader sig en Gjæld paa mange Tusinde Kroner - hvor mange lader sig i dette Øjeblik ikke afgjøre, men man antager, at 60,000 Kr. næppe vil kunne dække Deficit'en. De fleste Banker og Sparekasser i Aarhus var engagerede med ham. og en Mængde Mennesker har skrevet paa Vexler for ham, og det er ikke smaa Summer, der er Tale om. I Gaar og i Dag var flere Vexler forfaldne, og Endossenterne maa nu betale Pengene; en har skrevet paa for 2400 Kr., anden for 2000 Kr., en tredie for et større Beløb o. s. v.

Hvorledes er det gaaet til, at Hollesen har kunnet bruge disse vældige Summer? Det var en bekjendt Sag, at han var meget godggjørende. Hans Navn prangede altid blandt de første ved Indsamlinger i veldædige Øjemed, og privat gav han meget bort, men Forklaringen til hans Ruin kan dog umulig søges heri alene. Hans Godgjørenhed var ikke saa stor, at den vakte Opsigt. Der maa have været andre Afløbsrender, der har flugt Kapitalen, men hvilke? Der verserer i Byen forskjellige Rygter herom, men nogen Vished har man ikke paa dette Punkt. I Almindelighed antages det, at han har været Gjenstand for Pengeafpresninger , og at han herved Tid efter anden har set sig nødsaget til at lægge Beslag paa private Venner og Bekjendte for at kunne tilfredsstille Kravene. Og da han saa heller ikke længere ad den Vej har kunnet rejse Penge, har han maattet tage til andre Midler: falske Vexler. Han har selv umiddelbart før sin Død skrevet, i hvert Fald til et Par Sparekasser, at Navnene paa hans Vexler var falske.

Disse fortvivlede Forhold og Bevidstheden om hans forbryderiske Handlinger har til sidst gjort ham Livet uudholdeligt. Knuden er bleven strammere og strammere, indtil den endelig ikke kunde løses mere; saa dræbte han sig selv. Planerne herom har han sikkert næret længe. Vi ved saaledes, at han har skrevet en Redegjørelse til Hr. Politimester Thorup, og den er dateret 7de Oktober 1892. Han har altsaa haft den liggende i over et Fjerdingaar for det Tilfælde, at han pludselig vilde være nødsaget til at berøve sig Livet.

Overretssagfører Schwenner af Hr. Hollesens Familie bleven engageret til at undersøge hans Forhold. Fremtiden vil sikkert bringe mærkelige Ting for Dagen!

(Aarhus Amtstidende 10. februar 1893).


Dramaet i Aarhus.

Der bliver i disse Dage gisnet paa og opstillet mange Formodninger om, hvorledes Hollesen kunde faa Lejlighed til at tage sig selv af Dage ved Hængning paa Sygehuset, da der dog var Politivagt til at passe paa ham. Nogle mene, at vedkommende Politibetjent, som var sat til at vaage over ham, ikke har gjort sin Pligt, ja maaske endog lukket Øjnene for Selvmordet. For at nedslaa alle Rygter i denne Retning, skal vi meddele følgende avtentiske Oplysninger om

Politiassistentens sidste Nat.

Hollesen var Onsdag Eftermiddag omtrent fuldstændig rask. Han talte nu og da med Betjenten om intetsigende Ting og syntes at befinde sig meget vel. Naturligvis har han hele Tiden ligget og tænkt paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at slippe af med Livet. Han sov ikke om Natten, men laa og vendte sig fra den ene Side om paa den anden.

Der var tændt Lampe i Værelset, og Betjenten sad paa en Stol ikke langt fra Sengen for stadig at kunne holde Øje med ham.

Noget over Midnat sagde Hollesen:

"De kan jo godt sove; det er ingen Nytte til, at De sidder her og vaager over mig."

Betjenten tog selvfølgelig ingen Notits af denne Bemærkning, men vedblev at passe paa ham.

Hollesen havde i Haanden et Lommetørklæde, som han laa og vred mellem Hænderne, lige som han ogsaa trak i et af Lagnerne.

Lampen stod imidlertid saaledea, at det fulde Lya faldt lige ind i Ansigtet paa Hollesen. og der kunde altsaa ikke ske noget, naar blot Betjenten stadig havde Øje med ham.

Tidlig paa Morgenstunden kom en af Sygeplejerskerne ind paa Værelset og spurgte Hollesen, hvorledes han havde det.

"Tak, jeg har det godt", svarede han, "men jeg vilde gjerne snart sove. Er det ikke ved at blive Dag, saa vi kunde faa slukket Lampen, den generer mig".

Betjenten gik hen til Vinduet og saa ud.

"Nej, der er en Time til Dag endnu", sagde han.

Lidt efter stod Hollesen op, tog sine Underbenklæder paa og gik hen til Vinduet, hvor han stod et Øjeblik.

Klokken var ligeved 6½, og Betjenten skulde afløses. - Hollesen forlangte at komme paa Klosettet, og de fulgtes ad ud ad Døren.

Paa Gangen traf de den Betjent, som skulde afløse samt en Sygeplejerske. Medens de veksede et Par Ord, var Assistenten gaaet nogle Skridt foran og var sluppet ind paa Klosettet.

Betjentene talte om at det ikke kunde gaa an at lade ham være alene der inde, og den ene af dem gik hen og bankede paa Døren.

Intet Svar!

De forsøgte saa begge i Forening at sprænge Døren, men det lykkedes ikke. I en Fart blev der hentet en Hammer og et Stemmejærn, og ved Hjælp af disse Redskaber blev Laasen brækket fra og Døren aabnet.

Hollesen havde hængt sig i en Snor paa Haandtaget. Medens han stod og saa ud ad Vinduet i Sygeværelset havde han set Lejlighed til at bide Gardinsnoren over, og den havde han nu benyttet med bedre Held end Morfinen.

Lægen blev kaldt tilstede, og der blev foretaget ihærdige Oplivningsforsøg, men forgjæves. Han var død - og denne Gang for Alvor.

- - -

Saaledes gik det til, og man kan naturligvis bebrejde Betjenten, at han ikke fulgte Hollesen overalt, hvor han gik og stod, men det er al Tid lettere at være klog bagefter, og man maa huske paa, at Hollesen i Virkeligheden endnu var Betjentens overordnede, og det var slet ikke saa let for Betjenten at behandle sin foresatte som en almindelig Forbryder.

Hollesens Forhold.

Paa Politistationen er man i disse travlt beskjæftiget med at arbejde sig igjennem Hollesens efterladte skriftlige Materiale, for at man kan faa Rede paa, hvorledes det forholder sig med de Sager, han har været betroet i Egenskab af Politiassistent. Det gjælder navnlig Regnskabet over Bøder og Afgifter til de fattiges Kasse samt Regnskabet over Hundeskatten. Det er ikke noget let Arbejde, da det viser sig, at Hollesen har tilintetgjort Bladene i den Bog, der skulde give Oplysninger. Hvad Bøderne og Afgifterne til de fattiges Kasse angaar, synes der at være fuldstændig Forvirring. Stiftsprovsten, til hvem Regnskabet skal aflægges, har i de senere Aar stadig haft stor Vanskelighed ved at faa det udleveret. Sædvanligvis plejede Hollesen al tilstille Provsten en rund Sum med Løfte om fuldstændigt Regnskab senere. I det sidste Aar var det særlig galt. Da udeblev baade Penge og Regnskabet, Stiftsprovsten sendte Gang efter Gang Bud til Assistenten, vel en Snes Gange ialt, men Hollesen kom stadig med Udflugter. Da det fuldstændige Regnskab skulde affattes, maatte Provsten helt udelade Posten over Bidraget fra Assistenten. Han lod blot Kontoen staa in blanco, for at Revisionen ikke skulde tro, at den var glemt. Sandsynligvis er altsaa hele dette Beløb forbrugt, og man faar vel aldrig Rede paa, hvor stort det er.

Vi benytter Lejligheden til at oplyse, at Landbosparekassen ikke lider noget Tab ved Hollesens Affære. Kassen var vel engageret med ham med et Beløb paa 4000 Kr., men har fuldstændig Dækning i den ene Kautionist, en Vognmand her i Byen.

(Aarhus Amtstidende 11. februar 1893).


Christian Peder Hollesen (født den 4. januar 1850, død den 9. februar 1893) var politiassistent i Aarhus i perioden 1883-1893. Han blev uddannet jurist i 1871. Der skal have været falske veksler for over 40.000 kr. Jyllandsposten vedblev gennem 1893 at anklage byfoged Thorup for at trække en undersøgelse af C. P. Hollesens forhold i langdrag. Avisen antydede desuden at han skal have begået bedrageriet. Af aviserne fremgår at Hollesens levevis, embedsførelse og fremgangsmåder ikke var enestående indenfor embedsværket.

19 marts 2024

Barbari mod en gammel Mand. (Efterskrift til Politivennen)

"Aarhus Stiftstidende" meddeler følgende Enkeltheder ved en Sag. der for nylig er bleven afsluttet ved Hads Herreds Ekstraret:

"I Slutningen af April Maaned d. A. indlagdes paa Amtssygehuset i Odder et Fattiglem, 77½ Aar gammel. Han indkom til Sygehuset i dettes Vogn, der var sendt ud efter ham. Han laa i nogle usle Sengeklæder, som var ganske utilstrækkelige til at holde ham varm. og var bedækket med tykke Lag af Smudsig anden Urenlighed samt af Utøj i en saadan Grad, at Sygehusets Personale aldrig havde set noget lignende. Næste Dag henad Aften afgik han ved Døden.

Den Afdøde, som var gift, boede sammen med sin Hustru og en voksen Datter i et meget afsides liggende Hus, og da der var langt til Naboer og der meget sjældent kom nogen til dem, var den Afdøde ganske overladt til disse to Menneskers Pleje og Varetægt. Den Afdøde havde i 18 Aar havt Natteleje i en lille og kold Forstue hvor der ikke kunde anbringes nogen Kakkelovn, og i en Seng, der var meget utilstrækkelig forsynet med Sengeklæder. Han havde i flere Aar lidt af ømme og hovne Fødder, og siden den 2den April d. A havde han været sengeliggende, idet han denne Dag følte sig saa syg, at han ikke kunde staa op.

I Fattighjælp fik Familien udbetalt 20 Kr. om Maaneden, og om det end ikke er oplyst, at Konen og Datteren ligefrem har sultet den Afdøde, har de dog erkendt, at de kun har givet ham The og Smørrebrød, en enkelt Gang maaske ogsaa Grød eller Vælling, og en Nabokone, som et Par Gange var bleven kaldt til Hjælp, naar de troede, at Døden var nær, og som medbragte forskellige Spisevarer som Æg og Søbemad, har forklaret, at den Afdøde spiste disse med stor Begærlighed og saaledes, at han gjorde Indtryk af at være meget sulten.

Den Afdøde havde i flere Aar lidt af en Hjærtesygdom, og han kunde ikke hjælpe sig selv; men ikke desto mindre ydede hverken Konen eller Datteren ham den nødvendige Hjælp. De opholdt sig i den opvarmede Stue ved Siden af Forstuen, til hvilken de lukkede Døren for ikke at faa Sygestuens Lugt herind, og lod ham blive liggende i sine egne Udtømmelser. Han blev hverken vadsket eller redt undtagen en eneste Gang, da den omtalte Nabokone forsøgte at rede hans Haar, men maatte opgive det igen, da Utøjet dryssede fra hans Hoved ned paa Gulvet.

Endskønt den Afdøde havde bedt om, at der maatte blive hentet Læge, sendte de først Bud efter denne den 13. April, som det maa antages, fordi Datteren frygtede for, at Lægen skulde beordre Faderen lagt ind i en hende tilhørende god Seng. Lægen beordrede nogen Medicin, som den Afdøde ogsaa fik, og dernæst beordrede han, at den Afdødes Fødder, i hvilke der var gaaet Koldbrand, skulde holdes varme ved ophedede Sten. Dette blev gjort i to Dage, men saa blev der holdt op med, fordi den Afdøde efter Konens og Datterens Foregivende sagde, at han ikke kunde holde det ud; men selv i de to Dage, i hvilke de holdt Stenene varme, skete det kun om Dagen, idet de gik i Seng og stod op til sædvanlig Tid, og lod den Afdøde i Mellemtiden skøtte sig selv.

Lige saa lidt anmeldte de den Afdødes Sygdom for Sogneraadet, fordi "de ikke vilde sætte Sogneraadet i unødig Bekostning".

Sygehus-Lægen har erklæret, at den Afdøde er død af Koldbrand, og har ment, at hele den Afdødes Behandling i Hjemmet, har fremskyndet Døden. Distriktslægen har udtalt, at den Afdøde vistnok ikke er bleven mishandlet i Hjemmet, men at Konen og Datteren har tabt Lysten til at pleje ham, da de mærkede, at Døden nærmede sig. Det er efter hans Mening umuligt at sige, om deres Forsømmelighed har fremskyndet Døden, men han mener, at Forholdet muligvis vilde have været anderledes, om den Afdøde tidligere havde faaet Lægehjælp og bedre Pleje.

Saavel Konen som Datteren bleve satte under Tiltale, og i Henhold til Straffelovens § 197 idømtes de hver især en Straf af 14 Dages simpelt Fængsel foruden Sagsomkostningerne."

* * *

Socialdemokratiet fordrer, at Staten skal drage human Omsorg for Syge og Gamle, ved at etablere en tilstrækkelig Stats-Alderdomsforsørgelse og en samfundsmæssig Sygepleje. Ovennævnte Eksempel paa, hvorledes gamle fattige Mennesker er udsat for at blive behandlet under de nuværende Forhold, er et Bevis til de mange tidligere for, hvor nødvendig Gennemførelsen af Socialdemokratiets Fordring er.

Det nytter ikke at henvise til, at Barbarismen er udøvet af den Mishandledes Familie. Dels vil Mishandlinger fra den Side bortfalde af sig selv, naar Staten optræder paa den Maade den bør overfor Syge og Gamle, og dels bør Staten føre fornødent Tilsyn med Syges og Gamles Behandling, ogsaa naar de ikke er indlagte paa Sygehuse eller Alderdomshjem. I Særdeleshed skal Syges Paarørende være forpligtet til at søge Lægehjælp i alle betydelige Sygdomstilfælde, og naar Lægen finder, at den Syge ikke plejes tilbørligt i Hjemme eller ikke kan blive ordenlig plejet dér, lagt paa et Sygehus.

Vi skal afholde os fra enhver Kommentar om, hvorvidt Straffen er for mild eller ikke. Det er ikke ved Straffe, man raader Bod paa Onder af denne Art, men ved gode og hensigtsmæssige Foranstaltninger.

(Social-Demokraten 2. august 1891).

17 marts 2024

Et Højreblad om Syerskerne. (Eftereskrift til Politivennen)

Det priviligerede Højreblad "Aarhus Stiftstidende" bragte forleden følgende indsendte Artikel:

"Der synes at herske en uheldig Tilstand paa de fleste Systuer i Aarhus.

Under normale Forhold arbejdes der paa Systuerne fra Kl. 8 Morgen til 7 Aften med 1 Time Middag. Lokalerne er ofte smaa og mangelfuldt ventilerede og kan næppe kaldes sunde Opholdssteder. Bliver der nu Travlhed paa Systuen - en Travlhed, der kan foraarsages af mange Omstændigheder, Rejser, Bryllup osv. - maa der arbejdes i 2, ja ofte 3 Timer over Fyraften. Det hænder endog, at der bliver begyndt Kl. 6 om Morgenen og arbejdes til Kl. 11-12 om Natten. Syerskerne er i Forvejen overanstrængte i den sædvanlige Arbejdstid, og det fremmer ikke Arbejdet, at Værelsets Luft er forpestet og kvalmende. Nu kommer Ekstra-Arbejdet. Saa maa Syersken tage dobbelt fat, og Dagen og den halve Nat gaar med et uafbrudt og anstrængende Arbejde.

Og hvorfor maa hun arbejde saa anstrængende? Fordi Arbejdsgiveren ikke vil give sine Konkurrenter Indtægter. Og Reservesyersker - der vistnok desværre altid kan faas - antager han ikke.

Nu kan der spørges: Hvorfor vil Syersken gaa ind herpaa? Heri ligger netop Hovedsagen. Saa sørgeligt det end er: hun bliver nødt dertil. Thi dersom hun vil knurre eller beklage sig over Træthed, vil hun kunne risikere sin Stilling. Og paa den er der ofret baade Tid og Kræfter, og ofte har hun intet Hjem at støtte sig til, men maa stole paa sig selv alene.

Hertil kommer, at Lønnen er overordenlig ringe. Den begynder med 50 Øre - halvtreds Øre - om Dagen. Og der hører meget til, at en Syerske skal kunne komme op paa 150 Øre daglig. Heraf skal alle Livets Fornødenheder bestrides. Hvorledes den elendige Betaling skal slaa til til Livets Ophold og endda give et lille Overskud til Fornøjelse og sandelig Adspredelse - det er et Regnestykke, som jeg ikke kan faa til at stemme.

Det ligger nu nær at spørge, om der ikke kan gøres noget for de ubemidlede Syersker. Kan Syerskerne ikke danne en Forening med det Formaal at støtte hinanden i Livets Kamp mod Arbejdsgivernes Herredømme?

Mr. Jones."

Den Fremstilling, Hr. Jones giver af Syerskernes Kaar i Aarhus, har for et Øjeblik saa smaat opskræmmet Stiftstidenden, som hører til dem, der selv har det godt og som overfor deres Medborgeres Kaar i Almindelighed enten vælger det magelige Parti at stikke Hovedet under Vingerne eller skraaler i Kor sammen med dem, der raaber paa Politiforfølgelser mod Arbejderne, naar disse søger at forbedre deres Kaar.

Stiftstidendens sovende Samvittighed har gennem de Oplysninger, Hr. Jones har præsteret, faaet et lille Ryk, der har foranlediget, at Bladet har søgt hen til en af de vedkommende Arbejdgivere for der at faa Besked om, hvor vidt det virkelig ser saa galt ud, som Hr. Jones siger.

I Henhold til den paagældende Arbejdsgivers Svar skriver Bladet følgende: 

"Det hævdes med stor Styrke fra Arbejdsgivernes Side, at Efterspørgslen efter fremragende eller blot dygtige Syersker, baade er almindelig og stor. De Kræfter, der derimod honoreres med de ovennævnte 50 Øre, er temmelig værdiløse og ønskes ofte helt fjærnet. En dygtig Syerske lønnes godt. De Personer, der modtager 50 Øre, er i Reglen unge Piger, som oplæres, og som altsaa snarere gør Ulejlighed end Gavn.

Derimod er der en Side af Sagen, som den ærede Indsender helt ser bort fra. Det er Konkurrencespørgsmaalet. De uddannede og - om vi saa maa sige - virkelige Syersker hæmmes i deres Virksomhed, og deres Marked trykkes af en stor Skare unge Piger, der - som Døtre i mindre Haandværkeres Hjem ell. lign. - hellere end at tage ud at tjene tager Arbejde paa Systuer, og derved staffer sig en Indtægt, som - ved Siden af det daglige Underhold i Hjemmet - er tilstrækkelig til Lommepenge og Garderobeudgifter.

Med dette faktisk nærværende Forhold maa der regnes."

Og som Følge af den Fremstilling Hr. Jones har givet og af de iøvrigt paa flere Punkter vrange Oplysninger, der er indhentede hos Arbejdsgiverne, er Stiftstidenden naaet saa vidt i den rette Forstaaelse, at den i dette Tilfælde anbefaler den faglige Organisation og Oprettelsen af en Fagforening. Desangaaende skriver Bladet nemlig: "Syerskerne kunde dele sig i to Klasser: de professionelle og de tilfældige, og hvis saa de professionelle sluttede sig sammen, saa kunde de uden Tvivl bevirke en Prisstigning.

"Aarhus Stiftstidende" har i dette Tilfælde, saaledes som det undertiden kan hænde Kapitalistpressen, faaet en kortvarig Anfægtelse af Bekymring over de bestaaende Forhold. Men den vil snart finde sig selv og sit gamle Stade igen, og den vil da som hidtil staa tro ved Hr. Justitsminister Nellemanns Side, naar han atter i Kongens Have eller et andet Sted holder fædrelandspatriotiske Taler om den fordømmelige Materialismens Aand, der nu til Dags er faret i Arbejderne.

(Social-Demokraten 15. juli 1891).

04 november 2023

Pastor Ussing og Aarhus Latinskole. (Efterskrift til Politivennen)

En Episode i Aarhus Latinskole, der har været Gjenstand for en Mængde Rygter, omtales i "Jyllp." paa følgende Maade, der i det Væsenlige stemmer med en fra den Paagjældende selv afgiven Erklæring :

Pastor, lic. theol. Henry B. Ussing til Vejlby, der som Timelærer underviser i Religion i Aarhus Latinskole, holdt i Fredags i dennes femte (næstøverste) Klasse et kirkehistorisk Foredrag om Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid, i hvilket han bl. A. omtalte Frihedsbevægelserne i Nutiden og navnlig efter den store franske Revolution. Han udtalte i denne Forbindelse, at Friheden siden Revolutionstiden var bleven hæmmet af "Slyngler som Louis Philippe, Napoleon den Tredie, Estrup og Christian den Niende". Denne Omtale af Hs. Maj. Kongen forargede en Del af Disciplene, og de raadsloge efter Timens Slutning om at melde det Passerede til Rektoren. Dette blev dog ikke til Noget, hvorimod Nogle af dem fortalte deres Fædre den efter deres Opfattelse utilbørlige Udtalelse. Sagen blev derpaa af Faderen til en af Disciplene strax meldt til Skolens Rektor, til hvem ogsaa Disciplene næste Dag henvendte sig med Begjæring om, at der maatte blive givet Pastor Ussing Leilighed til at klare for dem Meningen med den omtalte Udtalelse. Rektor Dahlenborg foranledigede derpaa i Mandags en Sammenkomst mellem Klassens Disciple og Pastor Ussing, ved hvilken denne erkjendte at have udtalt sig som meldt, men udviklede, at Udtalelsen var brugt som refererende, hvad Tilhængere af det falske Fremskridt kunne sige, og ment ironisk, og han bebreidede Disciplene, at de ikke havde forstaaet dette. Rektoren tog derefter Disciplenes Forklaring om den Forbindelse, hvori den om handlede Udtalelse (som alle Disciplene havde hørt med Undtagelse af et Par, der havde været uopmærksomme) var fremkommen i Pastor Ussings Foredrag. Sagen, saaledes belyst, saavel ved Pastor Ussings Fremstilling som ved Disciplenes Forklaring, er derefter indsendt til Kultusministeriet, paa høie Afgjørelse den nu beroer. De mange Rygter, der verserer i Aarhus, hvor Sagen har vakt en pinlig Opsigt, f. Ex. om, at Drengene havde afbrudt Pastor Ussing og derved forhindret ham i at forklare sig, og at Klassen er hjemsendt i tre Dage, ere grebne ud af Luften.

Der er blandt Fædre til Disciple i Latinskolen en Bevægelse i Retning af Indgivelsen af en Adresse om at faa Pastor Ussing fjernet fra Skolen som Religionslærer. "Jyllp." troer, at en saadan Henvendelse i hvert Fald vil være unødvendig og anbefaler at afvente den Afgjorelse fra Myndighedernes Side, som vistnok ikke vil lade vente længe paa sig.

(Dagens Nyheder 12. februar 1887).


Redaktør Chr. Nielsen. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Redaktør på Højreavisen Jyllands-Posten Christen Nielsen (1838-1895) var far til en af eleverne i klassen. Han havde juridisk eksamen (1862) og var ansat som herredsfuldmægtig på Kær herreds kontor i Nørre Sundby og 1872 bestalling som underretssagfører. I 1874 overtog han redaktionen af det "Nordjyllands Folkeblad" og i 1877 købte han Jyllands Posten som han drev som et konservativt, jysk centralorgan.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var sognepræst i Vejlby 1882-1891. Han var religionslærer 1883-1887. Ussing erklærede sig dengang for at stå udenfor de politiske partier, selv om han ved det seneste valg  med urette var blevet anset for tilhænger af den liberale dr. J. Pingel der havde været Ussings lærer i København. Ved en afhøring af eleverne mente disse at hans udtalelser var ironiske. Han blev i 1891 Jesuskirkens første præst, 1909 provst for Københavns vestre provsti, 1915 sognepræst ed Vor Frue Kirke og stiftsprovst. Der findes adskillige indslag her på bloggen om ham.


I Anledning af den meget omtalte Episode i Aarhuus Kathedralskole indeholder "Dgbl." Følgende:

Hr Redaktør! I Anledning af Deres og "Avisen"s Beretning om "en Episode i Aarhuus Latinskole" udbeder jeg mig Plads for følgende Bemærkninger .

1. Alt, hvad det af "Avisen" refererede Rygte saavelsom dens saa paalidelig udseende Privattelegram beretter om Disciplenes Adfærd overfor de formeentlig forbryderske Udtalelser, om Autoriteternes Undersøgelse af Sagen, om min Erklæring og den mærkværdige (for Skoledisciple næppe saa følelige) Straf at blive hjemsendt i tre Dage, er usandt og opdigtet fra Ende til anden.

2. Realiteten i Sagen er den, at jeg i en ironisk Fremstilling af de vildeste Fremskridtsmænds Historieopfattelse lagde saadanne Folk den Yttring i Munden, at Verdens Fremskridt i vore Dage kun var blevet hæmmet af Slyngler som Louis Philippe, Napoleon III, Kristian IX og Estrup! hvortil jeg for at pointere Ironien saa tydelig, at ikke den tarveligst Begavede skulde tage fejl, føjede de Ord: "ja, for de (Kongen og Estrup) ere naturligviis de værste Slyngler!" Af hvilken Grund en Deel af Disciplene (ingenlunde alle) har misforstaaet denne Udtalelse - om fordi jeg har været for udygtig en Lærer til at holde deres Opmærksomhed oppe, saa at de have sovet, indtil de famøse Ord vækkede dem - eller fordi deres Opfattelsesevne er ualmindelig indskrænket - eller af andre skjulte Motiver - tør jeg ikte nærmere afgjøre.

3. Hvad "Dagbladet" meddeler om, at jeg som Timelærer i Latinskolen jævnlig skal yttre mig nedsættende om Regjeringen, er fuldstændig Usandhed, da saadant aldrig er skeet.

4. Afseet fra den utrolige Dumhed, der er forudsat hos en Lærer, der vilde og kunde bruge saadanne Ord for Alvor i en Skole, tør jeg tilføje, at de Mennesker maae ane meget Lidt om, hvad Kristendom er, som kunne tvivle paa, at en kristen Præst hellere udrev sin Tunge end udtalte Haansord imod den, hvem Guds aabenbare Ord og Bud daglig minde ham om baade selv at ære og at skaffe æret af dem, han arbejder iblandt. 

5. Endelig skal jeg, da "Avisen" synes at lægge en særlig Vægt paa mit personlige politiske Standpunkt, oplyse - hvad Dr. Pingel sikkert vil bekræfte - at han ganske vist een Gang har været i Ilden i Vejlby Præstebolig, men det var ikke Tilbedelsens Ild; at jeg ikke har stemt og aldrig vilde stemme paa Dr. Pingel, som han nu staaer. og at jeg ikke er eller nogensinde har været Venstremand, idet jeg overhovedet som Præst føler mig bedst at tjene Guds Rige ved at holde mig heelt udenfor Politiken.

p. t. Kjøbenhavn, d. 10de Febr. 1887.
Henry Ussing,
Sognepræst til Vejlby
ved Aarhuus.

* * *

"Brig. Td." for Fredag Eftermiddag indeholder i samme Anledning Følgende :

Hr. Redaktør!

I Anledning af de i flere Blade meddeelte Skandalrygter fra Aarhuus Latinskole har jeg modtaget følgende Erklæringer fra de to Grene af min Embedsvirksomhed som Sognepræst i Vejlby og som Præst ved den nørrejydske Sindssygeanstalt:

"I Anledning af den ærekrænkende Beskyldning, som er udslynget mod vor Sognepræst, Hr. Pastor, Lic, theol. H. Ussing, har han anmodet os om en Udtalelse angaaende sit Forhold til Spørgsmaalet om Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed. Og kunne vi da, Alle som Een, erklære - hvad vi desforuden ville være istand til at faae underskrevet af alle Sognets Mænd, paa hvilket politisk Standpunkt de end maatte staae - , at næppe nogen Præst i Landet mere stadigt, alvorligt og indtrængende har forkyndt Guds Ords Formaninger om at ære Kongen og være de lovlige Øvrigheder underdanig.

Samtlige Menighedsraadets Medlemmer i Vejlby ved Aarhuus, den 9de Februar 1887.

Peder Kjeldsen. P. Hjortshøj. L J. Kjeldsen A. P. Nielsen."

"Skjøndt Pastor Ussing ingenlunde trænger til nogen Attest med Hensyn til sin Optræden, hvor der er SpørgSmaal øm Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed, skal jeg selvfølgelig med Glæde føje min Underskrift til ovenstaaende Mænds, idet jeg særlig tilføjer, at Pastor Ussing ogsaa i sin Virksomhed overfor Sindssygeanstaltens Personale altid, hvor Lejlighed har været, er optraadt som den, der har hævdet og indskjærpet Lydighed og Ærbødighed overfor baade den lavere og den højeste Øvrighed.

Sindssygeanstalten ved Aarhuus, 9de Februar 1887.

R. Holm,
Oberlæge ved Anstalten"

Idet jeg beder Dem, Hr. Redaktør, optage disse Erklæringer, henviser jeg iøvrigt til min Berigtigelse i "Dagbladet" og "Avisen" for idag.

p. t. KjøbenHavn, den 11te Febr. 1887.
Henry Ussing.

(Aarhuus Stifts-Tidende 12. februar 1887).


Henry Ussing ca. 1880. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Den Ussing'ske Sag. En Sag, som i de sidste tre Uger har lagt Beslag paa Opmærksomheden i Aarhus og i videre Kredse, har, efter hvad "Aarhus St." har erfaret, nu fundet sin i alt Fald foreløbige Afgjørelse ved Ministeriets Resolution.

Sagen angik nogle utilbørlige Ytringer om Hs. M. Kongen og Konseilspræsidenten, som Pastor Ussing af Veilby i hans Egenskab af Timelærer ved Aarhus Latinskole skulde have brugt i Skolens 5te Klasse under et kirkehistorisk Foredrag. Efter den ved den anstillede Undersøgelse af Hr. Ussing givne Forklaring have de af ham anvendte Ord "saadanne Slyngler" i Forbindelse med de to ovennævnte Navne og med et Par andre Fyrsters (Napoleon den Tredie og Louis Philippe) været brugte ironisk som de vildeste Fremskridtsmænds Opfattelse af Historien.

Ministeriet udtaler nu, at det vel er enigt i, at Pastor Ussing, naar han overhovedet vilde bringe Kongens Navn ind, skulde have talt saaledes, at enhver Misforstaaelse blev umulig, ligesom det i det Hele misbilliger, at man under de nuværende Forhold drager vore indre politiske Anliggender og navnlig Kongen ind som Exempler, men da paa den anden Side Hr. Ussing klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke har havt fjerneste Tanke om at udtale sig fornærmeligt om Kongen, saa finder Ministeriet ikke retfærdig Aarsag til at opsige ham til Fratrædelse udenfor Tiden som Timelærer ved Skolen, hvor imod det overlades Rektor efter Skoleaarets Udløb at gjøre Indstilling om Timelærerne saaledes som han til den Tid maatte finde rigtigt.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 28. februar 1887).


Jyllands-Posten fik på grund af sagen flere abonnementsopsigelser. Lærerne hvoraf de fleste var Højremænd, sendte en sympatitilkendegivelse til ussing.

Rektor J. C. L. Dahlenborg (1831-1922) havde været adjunkt og senere overlærer ved katedralskolen i Ålborg 1858-1885. Han var rektor indtil 1901.

J. V. Pingel (1834-1919) var 1871-1883 adjunkt og senere overlærer ved Metropolitanskolen. I 1883 afkedigede ministeriet ham da han nægtede at afgive løfte om større tilbageholdenhed i sin politiske agitation. 1884, 1887 og 1890 valgtes han til folketinget som venstres kandidat i Arhus.


Angiveri af Drenge. For en Tid siden blev der af nogle Drenge i Aarhus Latinskole fremsat Klager over, at Skolens Religionslærer, Pastor USsing fra Vejlby, i en Religionstime havde ytret sig fornærmelig om Kongen og Ministeriet "Avisen", der elsker alt, hvad der blot smager af Angiveri, var strax paa Pletten for at bringe Angiveriet videre, ved hvilket Arbejde den trolig støttedes af "Jyllandsposten". Pastor Ussing, der er en Elev af Dr. Pingel, men er ivrig Højremand, har nu faaet sit Forhold undersøgt, og Resultatet heraf foreligger i følgende Telegram ti! Ritzaus Bureau: "Pastor Ussings Sag, angaaende fornærmelige Udtryk ved "et kirkehistorisk Foredrag i Latinskolens 5. Klasse, er afgjort derhen, at da han klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke havde den fjærneste Tanke om at fornærme, findes der ikke retfærdig Grund til at opsige ham som Timelærer."

(Aalborg Stiftstidende 28. februar 1887).


Skandalen i Aarhus Latinskole. "Aarh. Amtst." bemærker i Anledning af den i Gaar meddelte Afslutning paa denne kuriøse Sag  bl. a.:

Hvad Skoledrengene angaar, vil de naturligvis fortsætte med en anden Lærer, hvor de slap med Ussing.

Deres sidste Bedrift har de kun haft Fornøjelse af; det er lykkedes dem at sætte baade gejstlig og verdslig Øvrighed i Aarhus By og den hele Presse i Aktivitet; de har set og hørt sig omtale, de har følt sig som interessante Fænomener, og alt det har de naaet uden fjærneste Risiko.

De vil ikke være Skoledrenge, om de ikke proberede den Svir endnu en Gang.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1887).


Latinskole Skandalen. Efter hvad vi fra paalidelig Kilde have erfaret, har Pastor Ussing fra Vejlby nu taget sin Afsked som Religionslære ved Skolen. Saaledes endte altsaa Chr. Nielsens 3die puniske Krig.

(Aarhus Amtstidende 15. marts 1887).

Affæren er nærmere omtalt i artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.