Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Efterskrift til Politivennen)

Thomas Larsen Schiøler (født 29. maj 1861 i København, død 6. oktober 1939 på Frederiksberg) var en dansk præst og teolog, der var biskop over Århus Stift 1916-1931. Han var præstesøn fra København og virkede som kapellan i Budolfi Kirke i Aalborg gennem 18 år, inden han 1. november 1916 blev han udnævnt til biskop over Århus Stift. Forgængeren i embedet, Hans Sophus Sørensen, var gået af i protest mod folkekirkens udvikling, se nederst i dette indslag.

Den nye Biskop.

Fotograf Lauritz Olsen (1834-1899): Biskop Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Det kongelige Bibliotek. Fotoet erstatter avisens foto.

"Aalbo. Amtstid." skriver om den ny Biskop:

Den ny Biskop er født 29. Maj 1861 i København, men opvokset i Vestjylland, hvor hans Fader var Præst. Ganske ung blev han teologisk Kandidat, og herefter var han i et Par Kapellan paa Sjælland.

1887 blev han Sognepræst i Nr. Snede. 1894 residerende Kapellan ved St. Pauls Kirke i København, og beskikkedes han til residerende Kapellan og Præst ved Hospitalskirken i Aalborg, hvor han senere har virket.

Allerede i sin tidlige Ungdom blev han stærkt greben af den grundvigske Anskuelse, som siden er bleven yderligere uddybet og rodfæstet hos ham. Hans Forkyndelse er da ogsaa stærkt præget deraf. Man behøver ikke at høre ham ret længe for at faa et stærkt Indtryk af, hvor han staar i kirkelig Henseende. Maaske ejer han ikke af Naturen den store Veltalenhed, som umiddelbart river Tilhørerne med sig, men der er Aand i hans Tale og over den, og han øser dybt af sine egne Erfaringer og Oplevelser. 

Ogsaa mange andre end selve Menighedskredsen vil savne Pastor Schiøler, naar han rejser bort fra Aalborg. I mangt og meget har han haft Del. Saaledes har han udført et stort dygtigt Arbejde som Formand i Høiskolehjemmet, han har været og er Formand for Skolekommissionen og har deltaget stærkt i Velgørenhedsarbejdet i Byen, ligesom han har været en meget søgt Taler ved folkelige og kirkelige Møder i hele Nordjylland. Ogsaa de mange, han gennem hele denne Virksomhed er kommen i Forbindelse med, vil sikkert ønske ham al Lykke i hans fremtidige Gerning.

I de Aar, han har virket i Aalborg, har der derfor ogsaa samlet sig en trofast Kreds om hans Prædikestol, og det vil blive med Vemod, at hans mange Venner i Aalborg nu ser ham og hans elskelige Hustru drage bort; men tillige vil de af Hjertet ønske ham baade Lykke og Velsignelse til hans store og betydningsfulde Gerning i fremtiden.

Men dernæst er der al Grund til at lykønske Aarhus Stift med sin nye Biskop. Det bliver en baade frisindet og folkelig Mand, der tager Sæde paa Bispestolen i Aarhus. Og han møder udrustet med gode Forudsætninger til at kunne udfylde den ansvarsfulde Post. Navnlig i det nye Testamente er han bevandret som vistnok kun faa af vore Præster, han er en praktisk dygtig Mand, en Mand med Vilje, Energi og Handlekraft. Præster og Menigheder i Aarhus Stift vil ikke gaa forgæves, naar de søger til ham om Raad og Vejledning.

- - - -

Biskop Schiøler har overfor "Fyns Tid." udtalt, at han er en trofast Ven af den danske Kirke, som han ønsker bevaret, og at han er Tilhænger af det, som Udtrykket "den taalsomme Folkekirke" dækker over, selv om han ikke ynder Udtrykket.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende  2. november 1916).

Smaa Betragtninger over Bispevalget.

Vi har modtaget følgende:

Det er nu anden Gang, en grundtvigsk Kapellan er bleven gjort til Biskop. Uvilkaarligt rinder os det gamle Rim i Hu, som i sin Tid blev digtet med Henblik paa Grundtvig selv;

En Kapellan kan gammel blive
og holde sig ved Haab ilive.

Paa Grundtvig passede det i Virkeligheden ikke. Men de nuværende grundtvigske Kapellaner? 

Spøg tilside! Sagen er alvorlig. Hvis den nye Biskop skulde tages blandt Grundtvigianernes Kreds, var der saa virkelig ikke blandt de grundtvigske Provster og Sognepræster et Bispeemne? Vi kan ogsaa spørge saaledes: Er den nye Aarhusbisp saa fremragende, at han staar Maal med, maaske endog rager op over de andre grundtvigske Førere? En Kapellan kan jo meget godt have Bispeegenskaber. Grundtvig selv var allerede som Kapellan en af Landets ypperste Præster. Og hvad man end vil sige om Udnævnelsen af Pastor Ludwigs til Biskop, Ludwigs var dog som Præst paa Christianshavn en kendt og betydelig Mand.

Trods sine 55 Aar er den nye Aarhusbisp imidlertid en næsten ukendt Mand uden for Aalborg. Man erindrer hans Navn de Steder, hvor han for har virket, men her i Kjøbenhavn, i St. Pauls Sogn, hvor han i nogle Aar var Kapellan, synes hans Gerning ikke at have efterladt sig Spor. Den grundtvigske Kreds, som han fuldt og helt tilhører, har - saa vidt vides - aldrig tildelt ham noget særligt Tillidshverv ud over rent lokale. Hvem erindrer nogen Tale eller noget Ord af Biskop Schiøler, som har vakt Opmærksomhed?

Efter samstemmende Vidnesbyrd fra deres Side, som kender Schiøler, har han i særlig Grad været udrustet til at være Sognets Præst, til at samle Sognets Menighed, lede Sognets kirkelige Arbejde, besøge de Syge, tage sig af Børnene, opmuntre og trøste, hvor han færdes blandt de Sørgende og Lidende. Han skildres fra alle Sider som en afholdt, jævn og folkelig Præst, med andre Ord som en af dem, der i Stilhed gaar Herrens Ærinde inden for Sognemenigheden og har Evner og Kald hertil. 

Men hvorfor trækkes en saadan Mand ud af det Embede, til hvilket han passer, og ind i Landets næstypperste Bispeembede - som Aarhus-Bispestolen maa regnes for at være - som Brammers, Clausens, Fredrik Nielsens og Sophus Sørensens Efterfølger? Hvis der ikke er skjulte Høvdingeegenskaber hos ham, staar han jo langt tilbage for sine Forgængere. Og i hans Alder skulde man dog tro, at de mulige Førerevner maatte have vist sig.

Man kan med nogen Grund, synes vi, undres over, at han selv har villet tage mod Bispestolen, og at hans Venner ikke har fraraadet det. Naar man betænker, hvor mange ansete Provster og Præster der sidder i Stiftets Byer og ude paa Landet, bliver det vanskeligt at fatte, at de skal have denne ukendte Kapellan fra Aalborg til Tilsynsmand, til Støtte og aandelig Raadgiver. Og naar Menighedsraadene skal forhandle med Biskoppen om ny Præst, og Biskoppen skal være Raadenes aandelige Vejleder, har man ondt ved at tænke sig, at den fornødne Autoritet her skulde være tilstede hos Biskoppen. Det kirkelige Lægfolk i vore Dage venter i Biskoppen at finde en Mand, som kan være dets Hoved. Hvorfor vil Pastor Schiøler udsætte sig for den Kritik og de Vanskeligheder, som uvægerlig vil følge med Stillingen? Og føler han ikke selv, at der i hans egen Lejr, den grundtvigske, er større Bispeemner?

Skal den grundtvigske Fløj i det Hele være saa talrigt repræsenteret paa Bispestolene? Er den nuværende Bisperepræsentation et fuldgyldigt Udtryk for Menighedslivet og Menighedsarbejdet i vort Folk? Det er der vist ikke mange, som vil driste sig til al hævde. Men var det ikke ganske rimeligt, at de Mennesker, der gør Arbejdet i Kirken, at den Retning, der særlig ofrer personlig Kraft og økonomisk Værdi paa at bringe Evangeliet ud blandt vort eget Folk og blandt Hedningefolkene, der giver den største Indsats i Indre Mission, Ydre Mission, Kirkesagen, Ungdomssagen, Søndagsskolen og saa fremdeles paa de fleste Arbejdsfelter - vi ved alle, hvad det er for en Retning - at denne Retning engang faar en af sine Førere op i Bispestolen? Som Forholdene ligger, har den i Øjeblikket næppe nogen af sine Førere paa nogen Bispestol. Vi siger "næppe", fordi alle vore Biskopper naturligvis ser venligt til denne Retning, og fordi i hvert Fald en af dem staar Retningen meget nær. Men er det ikke besynderligt, at den ene Grundtvigianer efter den anden føres op i Kirkens øverste Embeder, medens denne anden Retning ikke i mange Aar har haft nogen af sine Førere i disse Embeder. Og - læg Mærke til, at denne Retning ingenlunde savner Førere.

Vi nævnede før Menighedsraadene, som den nye Biskop jo faar meget at gøre med. Er det rigtig demokratisk, at Ministeriet ganske ignorerer deres Ønsker, naar en ny Biskop skal udnævnes? Vilde det ikke være klogt Demokrati, ja, klog Politik at lade Menighedsraadene og Præsterne i det paagældende Stift faa Lejlighed til at udtale sig? Minder den nye Udnævnelse ikke om visse Udnævnelser under det gamle konservative Styre, hvor der fraoven blev beskikket en Tilsynsmand - rigtignok med den Forskel, at det gamle konservative Styre ikke tillod sig at sende en ukendt Mand.

Der er kun een Forklaring paa den nye Udnævnelse, nemlig: Biskoppen i Aarhus Stift er en Mand, som Ministeriet kan bruge. Maaske er han ikke den Mand, Ministeriet helst vilde have. Maaske har Kirkeministeren ønsket en anden, men ikke fundet det opportunt eller tilraadeligt at sætte denne anden ind og har saa ladet sig nøje med Pastor Schiøler, som i hvert Fald kunde bruges!

Dette er den eneste tænkelige Forklaring, thi hvem skulde ellers have ønsket Schiøler?

Men i saa Fald har Ministeriet paa den eftertrykkeligste Maade konstateret sin aandelige Fattigdom i kirkelig Henseende. Højere naar Ministeriet ikke, mere evner det ikke, betydeligere Præster er der ikke blandt dets Meningsfæller, end figura udviser.

Og saa spørger vi andre; Med hvilken Ret kan et saadant Ministerium varetage Kirkens Interesser, naar det ikke har betydeligere Mænd til Kirkens højeste Embeder?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1916).

Schiølers nærmeste forgængere var som nævnt i artiklen: den konservative Gerhard Peter Brammer (1845-1881), Bruun Juul Fog (1881-1884), Johannes Clausen (1884 – 1905), den højre-grundtvigske Frederik Nielsen (1905 – 1907) og Hans Sophus Sørensen (1907 – 1916). Denne sidste tog sin afsked efter at en liberal og vækkelsesvenlig teolog, Niels Peter Arboe Rasmussen blev frifundet for at have brudt sit præsteløfte, bl. a. med udtalelser om at kirkelige dogmer som jomfrufødslen ikke hørte til kernen i kristendommen. I 1916 vedtoges en særlov som sikrede at Arboe Rasmussen kunne virke som sognepræst i Vålse. Dette var Hans Sophus Sørensen stærkt imod, og han søgte sognepræstembedet i Nørup (Vejle) for at komme væk fra bispeembedet. 

Mellem 1875 og 1889 var alle bisper teologisk og kirkepolitisk af den mynsterske tradition og disciple af Martensens disciple, dvs. de tihørte politisk det yderste Højre. Grundtvigianismen havde konkurrence fra Indre Mission, i 1870 gik det grundtvigske Venstre 1870 ind i Det forenede Venstre. I 1895 var der for første gang et indslag af vækkelserne i bispekollegiet. I 1916 nåede Indre Mission et højdepunkt.

Schiøler faldt for aldersgrænsen som biskop 6. juni 1931. Sognepræst ved Århus domkirke Fritz Charles Bruun-Rasmussen afløste ham i embedet. Han var Venstremand og var kirkeminister 1926-1929. Thomas Schiøler flyttede til Frederiksberg og døde fem år senere. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Aage Gjerløv Schiøler og Anna Ernestine Schiøler, f. Petersen. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2026.

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.

Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).

Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).

Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).

Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).

Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.

Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

Pastor Ussing og Aarhus Latinskole. (Efterskrift til Politivennen)

En Episode i Aarhus Latinskole, der har været Gjenstand for en Mængde Rygter, omtales i "Jyllp." paa følgende Maade, der i det Væsenlige stemmer med en fra den Paagjældende selv afgiven Erklæring :

Pastor, lic. theol. Henry B. Ussing til Vejlby, der som Timelærer underviser i Religion i Aarhus Latinskole, holdt i Fredags i dennes femte (næstøverste) Klasse et kirkehistorisk Foredrag om Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid, i hvilket han bl. A. omtalte Frihedsbevægelserne i Nutiden og navnlig efter den store franske Revolution. Han udtalte i denne Forbindelse, at Friheden siden Revolutionstiden var bleven hæmmet af "Slyngler som Louis Philippe, Napoleon den Tredie, Estrup og Christian den Niende". Denne Omtale af Hs. Maj. Kongen forargede en Del af Disciplene, og de raadsloge efter Timens Slutning om at melde det Passerede til Rektoren. Dette blev dog ikke til Noget, hvorimod Nogle af dem fortalte deres Fædre den efter deres Opfattelse utilbørlige Udtalelse. Sagen blev derpaa af Faderen til en af Disciplene strax meldt til Skolens Rektor, til hvem ogsaa Disciplene næste Dag henvendte sig med Begjæring om, at der maatte blive givet Pastor Ussing Leilighed til at klare for dem Meningen med den omtalte Udtalelse. Rektor Dahlenborg foranledigede derpaa i Mandags en Sammenkomst mellem Klassens Disciple og Pastor Ussing, ved hvilken denne erkjendte at have udtalt sig som meldt, men udviklede, at Udtalelsen var brugt som refererende, hvad Tilhængere af det falske Fremskridt kunne sige, og ment ironisk, og han bebreidede Disciplene, at de ikke havde forstaaet dette. Rektoren tog derefter Disciplenes Forklaring om den Forbindelse, hvori den om handlede Udtalelse (som alle Disciplene havde hørt med Undtagelse af et Par, der havde været uopmærksomme) var fremkommen i Pastor Ussings Foredrag. Sagen, saaledes belyst, saavel ved Pastor Ussings Fremstilling som ved Disciplenes Forklaring, er derefter indsendt til Kultusministeriet, paa høie Afgjørelse den nu beroer. De mange Rygter, der verserer i Aarhus, hvor Sagen har vakt en pinlig Opsigt, f. Ex. om, at Drengene havde afbrudt Pastor Ussing og derved forhindret ham i at forklare sig, og at Klassen er hjemsendt i tre Dage, ere grebne ud af Luften.

Der er blandt Fædre til Disciple i Latinskolen en Bevægelse i Retning af Indgivelsen af en Adresse om at faa Pastor Ussing fjernet fra Skolen som Religionslærer. "Jyllp." troer, at en saadan Henvendelse i hvert Fald vil være unødvendig og anbefaler at afvente den Afgjorelse fra Myndighedernes Side, som vistnok ikke vil lade vente længe paa sig.

(Dagens Nyheder 12. februar 1887).

Redaktør Chr. Nielsen. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Redaktør på Højreavisen Jyllands-Posten Christen Nielsen (1838-1895) var far til en af eleverne i klassen. Han havde juridisk eksamen (1862) og var ansat som herredsfuldmægtig på Kær herreds kontor i Nørre Sundby og 1872 bestalling som underretssagfører. I 1874 overtog han redaktionen af det "Nordjyllands Folkeblad" og i 1877 købte han Jyllands Posten som han drev som et konservativt, jysk centralorgan.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var sognepræst i Vejlby 1882-1891. Han var religionslærer 1883-1887. Ussing erklærede sig dengang for at stå udenfor de politiske partier, selv om han ved det seneste valg  med urette var blevet anset for tilhænger af den liberale dr. J. Pingel der havde været Ussings lærer i København. Ved en afhøring af eleverne mente disse at hans udtalelser var ironiske. Han blev i 1891 Jesuskirkens første præst, 1909 provst for Københavns vestre provsti, 1915 sognepræst ed Vor Frue Kirke og stiftsprovst. Der findes adskillige indslag her på bloggen om ham.

I Anledning af den meget omtalte Episode i Aarhuus Kathedralskole indeholder "Dgbl." Følgende:

Hr Redaktør! I Anledning af Deres og "Avisen"s Beretning om "en Episode i Aarhuus Latinskole" udbeder jeg mig Plads for følgende Bemærkninger .

1. Alt, hvad det af "Avisen" refererede Rygte saavelsom dens saa paalidelig udseende Privattelegram beretter om Disciplenes Adfærd overfor de formeentlig forbryderske Udtalelser, om Autoriteternes Undersøgelse af Sagen, om min Erklæring og den mærkværdige (for Skoledisciple næppe saa følelige) Straf at blive hjemsendt i tre Dage, er usandt og opdigtet fra Ende til anden.

2. Realiteten i Sagen er den, at jeg i en ironisk Fremstilling af de vildeste Fremskridtsmænds Historieopfattelse lagde saadanne Folk den Yttring i Munden, at Verdens Fremskridt i vore Dage kun var blevet hæmmet af Slyngler som Louis Philippe, Napoleon III, Kristian IX og Estrup! hvortil jeg for at pointere Ironien saa tydelig, at ikke den tarveligst Begavede skulde tage fejl, føjede de Ord: "ja, for de (Kongen og Estrup) ere naturligviis de værste Slyngler!" Af hvilken Grund en Deel af Disciplene (ingenlunde alle) har misforstaaet denne Udtalelse - om fordi jeg har været for udygtig en Lærer til at holde deres Opmærksomhed oppe, saa at de have sovet, indtil de famøse Ord vækkede dem - eller fordi deres Opfattelsesevne er ualmindelig indskrænket - eller af andre skjulte Motiver - tør jeg ikte nærmere afgjøre.

3. Hvad "Dagbladet" meddeler om, at jeg som Timelærer i Latinskolen jævnlig skal yttre mig nedsættende om Regjeringen, er fuldstændig Usandhed, da saadant aldrig er skeet.

4. Afseet fra den utrolige Dumhed, der er forudsat hos en Lærer, der vilde og kunde bruge saadanne Ord for Alvor i en Skole, tør jeg tilføje, at de Mennesker maae ane meget Lidt om, hvad Kristendom er, som kunne tvivle paa, at en kristen Præst hellere udrev sin Tunge end udtalte Haansord imod den, hvem Guds aabenbare Ord og Bud daglig minde ham om baade selv at ære og at skaffe æret af dem, han arbejder iblandt. 

5. Endelig skal jeg, da "Avisen" synes at lægge en særlig Vægt paa mit personlige politiske Standpunkt, oplyse - hvad Dr. Pingel sikkert vil bekræfte - at han ganske vist een Gang har været i Ilden i Vejlby Præstebolig, men det var ikke Tilbedelsens Ild; at jeg ikke har stemt og aldrig vilde stemme paa Dr. Pingel, som han nu staaer. og at jeg ikke er eller nogensinde har været Venstremand, idet jeg overhovedet som Præst føler mig bedst at tjene Guds Rige ved at holde mig heelt udenfor Politiken.

p. t. Kjøbenhavn, d. 10de Febr. 1887.

Henry Ussing,

Sognepræst til Vejlby

ved Aarhuus.

* * *

"Brig. Td." for Fredag Eftermiddag indeholder i samme Anledning Følgende :

Hr. Redaktør!

I Anledning af de i flere Blade meddeelte Skandalrygter fra Aarhuus Latinskole har jeg modtaget følgende Erklæringer fra de to Grene af min Embedsvirksomhed som Sognepræst i Vejlby og som Præst ved den nørrejydske Sindssygeanstalt:

"I Anledning af den ærekrænkende Beskyldning, som er udslynget mod vor Sognepræst, Hr. Pastor, Lic, theol. H. Ussing, har han anmodet os om en Udtalelse angaaende sit Forhold til Spørgsmaalet om Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed. Og kunne vi da, Alle som Een, erklære - hvad vi desforuden ville være istand til at faae underskrevet af alle Sognets Mænd, paa hvilket politisk Standpunkt de end maatte staae - , at næppe nogen Præst i Landet mere stadigt, alvorligt og indtrængende har forkyndt Guds Ords Formaninger om at ære Kongen og være de lovlige Øvrigheder underdanig.

Samtlige Menighedsraadets Medlemmer i Vejlby ved Aarhuus, den 9de Februar 1887.

Peder Kjeldsen. P. Hjortshøj. L J. Kjeldsen A. P. Nielsen."

"Skjøndt Pastor Ussing ingenlunde trænger til nogen Attest med Hensyn til sin Optræden, hvor der er SpørgSmaal øm Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed, skal jeg selvfølgelig med Glæde føje min Underskrift til ovenstaaende Mænds, idet jeg særlig tilføjer, at Pastor Ussing ogsaa i sin Virksomhed overfor Sindssygeanstaltens Personale altid, hvor Lejlighed har været, er optraadt som den, der har hævdet og indskjærpet Lydighed og Ærbødighed overfor baade den lavere og den højeste Øvrighed.

Sindssygeanstalten ved Aarhuus, 9de Februar 1887.

R. Holm,

Oberlæge ved Anstalten"

Idet jeg beder Dem, Hr. Redaktør, optage disse Erklæringer, henviser jeg iøvrigt til min Berigtigelse i "Dagbladet" og "Avisen" for idag.

p. t. KjøbenHavn, den 11te Febr. 1887.

Henry Ussing.

(Aarhuus Stifts-Tidende 12. februar 1887).

Henry Ussing ca. 1880. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Den Ussing'ske Sag. En Sag, som i de sidste tre Uger har lagt Beslag paa Opmærksomheden i Aarhus og i videre Kredse, har, efter hvad "Aarhus St." har erfaret, nu fundet sin i alt Fald foreløbige Afgjørelse ved Ministeriets Resolution.

Sagen angik nogle utilbørlige Ytringer om Hs. M. Kongen og Konseilspræsidenten, som Pastor Ussing af Veilby i hans Egenskab af Timelærer ved Aarhus Latinskole skulde have brugt i Skolens 5te Klasse under et kirkehistorisk Foredrag. Efter den ved den anstillede Undersøgelse af Hr. Ussing givne Forklaring have de af ham anvendte Ord "saadanne Slyngler" i Forbindelse med de to ovennævnte Navne og med et Par andre Fyrsters (Napoleon den Tredie og Louis Philippe) været brugte ironisk som de vildeste Fremskridtsmænds Opfattelse af Historien.

Ministeriet udtaler nu, at det vel er enigt i, at Pastor Ussing, naar han overhovedet vilde bringe Kongens Navn ind, skulde have talt saaledes, at enhver Misforstaaelse blev umulig, ligesom det i det Hele misbilliger, at man under de nuværende Forhold drager vore indre politiske Anliggender og navnlig Kongen ind som Exempler, men da paa den anden Side Hr. Ussing klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke har havt fjerneste Tanke om at udtale sig fornærmeligt om Kongen, saa finder Ministeriet ikke retfærdig Aarsag til at opsige ham til Fratrædelse udenfor Tiden som Timelærer ved Skolen, hvor imod det overlades Rektor efter Skoleaarets Udløb at gjøre Indstilling om Timelærerne saaledes som han til den Tid maatte finde rigtigt.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 28. februar 1887).

Jyllands-Posten fik på grund af sagen flere abonnementsopsigelser. Lærerne hvoraf de fleste var Højremænd, sendte en sympatitilkendegivelse til ussing.

Rektor J. C. L. Dahlenborg (1831-1922) havde været adjunkt og senere overlærer ved katedralskolen i Ålborg 1858-1885. Han var rektor indtil 1901.

J. V. Pingel (1834-1919) var 1871-1883 adjunkt og senere overlærer ved Metropolitanskolen. I 1883 afkedigede ministeriet ham da han nægtede at afgive løfte om større tilbageholdenhed i sin politiske agitation. 1884, 1887 og 1890 valgtes han til folketinget som venstres kandidat i Arhus.

Angiveri af Drenge. For en Tid siden blev der af nogle Drenge i Aarhus Latinskole fremsat Klager over, at Skolens Religionslærer, Pastor USsing fra Vejlby, i en Religionstime havde ytret sig fornærmelig om Kongen og Ministeriet "Avisen", der elsker alt, hvad der blot smager af Angiveri, var strax paa Pletten for at bringe Angiveriet videre, ved hvilket Arbejde den trolig støttedes af "Jyllandsposten". Pastor Ussing, der er en Elev af Dr. Pingel, men er ivrig Højremand, har nu faaet sit Forhold undersøgt, og Resultatet heraf foreligger i følgende Telegram ti! Ritzaus Bureau: "Pastor Ussings Sag, angaaende fornærmelige Udtryk ved "et kirkehistorisk Foredrag i Latinskolens 5. Klasse, er afgjort derhen, at da han klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke havde den fjærneste Tanke om at fornærme, findes der ikke retfærdig Grund til at opsige ham som Timelærer."

(Aalborg Stiftstidende 28. februar 1887).

Skandalen i Aarhus Latinskole. "Aarh. Amtst." bemærker i Anledning af den i Gaar meddelte Afslutning paa denne kuriøse Sag  bl. a.:

Hvad Skoledrengene angaar, vil de naturligvis fortsætte med en anden Lærer, hvor de slap med Ussing.

Deres sidste Bedrift har de kun haft Fornøjelse af; det er lykkedes dem at sætte baade gejstlig og verdslig Øvrighed i Aarhus By og den hele Presse i Aktivitet; de har set og hørt sig omtale, de har følt sig som interessante Fænomener, og alt det har de naaet uden fjærneste Risiko.

De vil ikke være Skoledrenge, om de ikke proberede den Svir endnu en Gang.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1887).

Latinskole Skandalen. Efter hvad vi fra paalidelig Kilde have erfaret, har Pastor Ussing fra Vejlby nu taget sin Afsked som Religionslære ved Skolen. Saaledes endte altsaa Chr. Nielsens 3die puniske Krig.

(Aarhus Amtstidende 15. marts 1887).

Affæren er nærmere omtalt i artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Retsbeskyttelsen i Aarhus mod Socialisternes Tyranni. (Efterskrift til Politivennen)

I "Jyllp." for den 11te ds. berettes Følgende: En ung Former fra Kjøbenhavn, Medlem af "Arbejdernes Værn", ankom i forrige Uge her til Aarhus for at arbeide hos Firmaet Frichs Efterfølgere, d'Hrr. Wied & Westensen, hvis Støberi af den socialistiske Fagforening er erklæret "blokeret". Den unge Former begyndte i Fredags at arbeide paa Fabrikken. Da han om Aftenen forlod denne for at gaa til sit Logis, blev han, saasnart han var kommen udenfor, omringet af en Flok Personer, af hvilke han, om er ganske fremmed der i Byen, ikke kjendte en eneste. Denne Bande befalede ham at følge med - hvorhen blev ikke omtalt, og da han vægrede sig, truede de ham med Prygl. Politi saaes ikke, og han maatte derfor lade sig føre bort af Sværmen, som førte ham til "Herberget" paa Guldsmedgade. Her betydede Banden ham, at han ikke maatte arbeide paa Støberiet, og hvis han vovede at gjøre det, skulde han faa Prygl. Banden stolede dog ikke paa Virkningen af denne Trusel, men holdt Formeren ligefrem indespærret i "Herberget" Lørdag og Søndag under uafbrudt Bevogtning af nogle af Voldsmændene, af hvilke en stadig ledsagede ham, naar han nødvendig skulde et Øieblik udenfor. Da den unge Mand om Mandagen for at slippe ud af Fangenskabet udtalte, at han vilde se at komme tilbage til Kjøbenhavn, blev Bevogtningen mindre streng, og da hans Penge vare slupne op, fik han Lov til at henvende sig til Politiet. Efter hvad han har erklæret til Bladets Meddeler, kom han til at tale med en Embedsmand, som han antog var Politimesteren, og skildrede for ham, hvorledes han var bleven behandlet. Hertil svarede Politimanden, at naar han (Formeren) ikke kunde opgive Navnene paa de Personer, der havde truet og indespærret ham, kunde Politiet ikke have med den Sag at gjøre; dog tilføiede han senere Noget om, at han nok skulde se at tage Forholdsregler mod dem. Da Formeren saa erklærede, at han ingen Penge havde, fordi han Intet havde kunnet fortjene, da han var bleven hindret i at arbeide, lod Politiembedsmanden ham som erhvervsløs - indlægge paa Fattiggaarden, og der befinder han sig nu. "Jyllp." tilføjer, at nogle af de Formere, der arbeide paa det blokerede Støberi, efter hvad et Dievidne har meddelt, i Tirsdags Aftes paa Hjemvejen fra Fabriken bleve insulterede af de Strikende og en Bande Pøbel, som ved Fabriken ventede paa Formerne og fulgte dem under idelige Forhaanelser til deres Hjem. Atter i Onsdags Aftes bleve Formerne modtagne ved Fabriken og fulgte hjem af en lignende Bande; men denne blev dog holdt nogenlunde i Tømme af et Par Politibetjente.

(Dagens Nyheder 13. marts 1886).

Brandøvelse i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

Sprøjterevy afholdes if. "Aarh. Amtt." iforgaars paa Aarhus Store Torv i Overværelse af en stor Mængde Mennesker, der, trods den sibiriske Kulde og tropiske Storm, holdt ud til Slut. Mandskabets Holdning var fortræffelig og trods de store Anstrængelser, der bestod i at tage en 3 a 4 Tag i Pumpestængerne, var der ingen, der gav sig. Sprøjterne med Mandskab ankom først. Dernæst kom henad Kl. 5 Ordensmandskabet med fuld Musik i Spidsen. Musiken bestod af 2 smaa, ældre Trommeslagere. Den ene, som betragtes som Musikkorpset Dirigent er nok den samme, som i den Grad kan slaa paa Tromme, naar der er Ildebrand, at man, ifølge Konsul Mørks Udtalelser, ikke kan saa ham til at holde op, undtagen man faar en Telegraftraad bunden fast til ham. Ordenskorpset, kommanderet af Kapt. Nørretranders, blev først opstillet med Front til Sprøjterne og blev dernæst præsenteret for Politimesteren og Byraadsmedlem Gjørtler Hald, hvilke vistnok udtalte deres allerhøjeste (med lille a) Tilfredshed med Korpsets Præstationer. Der var foruden Politimesteren ogsaa andre med Guldtresse om Huen, f. Ex. Søren Sørensen, men om han var mødt som officiel, vides ikke. Dernæst prøvedes Sprøjterne, som var 6 i Tallet, først enkeltvis, dernæst alle paa en Gang. "Sugeværkets" Slange gik itu. En meget bekvemt indrettet Stige blev sat til "Hotel Royal" og Sprøjteøvelser foretaget fra Stigens Top. Men hvad der morede Folk mest var dog Nedfiring af Mennesker fra Hotellets øverste Etage. De blev en for en puttet i en Lærreds-Sæk eller rettere Lærreds-Buxer, der gik langt op om Livet og ved Hjælp af et i Sækken fastgjort Tov firedes de ned. Den første, der firedes ned kom heldigvis til at sparke en Rude itu, hvad i høj Grad morede den forfrosne Mængde, der stod nedenfor. Denne blev dog i anden Retning noget skuffet; thi da Hotellets Vinduer var fulde af Kvindemennesker, troede man, at ogsaa nogle af disse skulde hisses ned; at denne Prøve blev forsømt, var vistnok en stor Forsømmelse fra de Kommanderendes Side, da det jo netop er saadanne Væsener, der nærmest bliver Tale om at fire ned i Tilfælde af Ildebrand. Nu efterlodes der er Tvivl om, hvorvidt det var muligt, at et kvindeligt Væsen i fornøden Fart kan puttes i en saadan Buxesæk. Der herskede stor Tvivl derom og en saadan Tvivl, der avler Mistillid til vort Brandvæsen, maatte der ikke gjerne gives Anledning til, med mindre dette igjen kunde blive Anledning til en bedre Ordning deraf, hvad der efter Kyndiges Dom trænges haardt til. Musikkorpset behøver dog næppe nogen Forbedring; det skulde da være, om man kunde opfinde en anvendelig Patentindretning, der kunde bevirke Trommens Standsning, naar Ilden er forbi.

(Horsens Folkeblad 23. september 1881).

Militarisme og Væggetøj. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus Byraadsmøde den 6te ds. forelaa ifølge Jyllandspst, en Meddelelse fra Indkvarteringskommisionen om, at 18de Regiment havde forlangt at maatte forlade Grarups Kaserne. Grunden hertil var, at Mandskabet idelig havde klaget over, at det plagedes voldsomt af Væggetøj der. Sagen gav Anledning til følgende Forhandling. Formanden meddelte, at Indkvarteringskommissionen havde erklæret, at den fandt Fordringen billig; den havde henvendt sig til Frkn. Grarup og forespurgt, om de kunde faa Væggetøjet udryddet, og til Svar herpaa havde disse erklæret og vedlagt en Erklæring fra en Kammerjæger, at Væggetøjet fuldstændig kunde udryddes. Dette forandrede jo Forholdene, men han vidste dog ikke, om man skulde forlade denne Kaserne eller leje en ny Kaserne. Selv at anskaffe det nødvendige Sengetøj, Rekvisiter m. m. vilde koste Byen ca. 8000 Kr. Mørk kunde ikke skønne rettere, end at man i hvert Fald ikke kunde opsige Lejen i Frøknerne Grarups Kaserne for til April, og kunde Frøknerne Grarup til den Tid skaffe Kasernen fri for Væggetøj, særlig hvis den nu stod ledig (Holm: Nej, det gør den ikke). Ja, for hvis det havde været Tilfældet, kunde man jo have foretaget saadanne Hovedrensninger, som ere nødvendige for Udryddelsen, og som, saavidt han vidste fra en af disse Væggetøjsmænd, foretoges med Svovl og Edikesyre. Speyer mente, at det var en Imødekommen, man viste Frøknerne Grarup, at man allerede nu underrettede dem om, at man vilde opsige Lejemaalet. Det vilde blive meget vanskeligt for Frkn. Grarup den 1ste April at præstere en Attest for, at Væggetøjet var forsvundet. Baumann kunde bevidne, at der havde været Masser af Væggetøj en Gang, han havde havt Mandskab liggende der. Mork vilde saamænd ingenlunde tilraade at man skulde beholde Kasernen. Væggetøj var jo noget ubehageligt Noget, skøndt det Slags Dyr jo bed forskelligt paa de forskellige Mennesker. Det vidste nok alle de Herrer; han selv havde prøvet det mange Gange. Forøvrigt var han uenig med Speyer i, at det paahvilede Frøknerne Grarup, den 1ste April at bevise, at var intet Væggetøj var i Kasernen; det var os, der skulde bevise, at der var Væggetøj. Speyer: Saa skulde altsaa Indkvarteringskommissionen lægge sig derned og lade sig bide (stærk Latter). Byraadet besluttede at opfordre Indkvarteringskommissionen til atter at forhandle med 8de Regiment om Sagen.

(Social-Demokraten 13. januar 1881).

Grarups Kaserne. Billede fra "Langelandsgades Kaserne Århus 1889 - 1989 (1989).

Århus blev kaserneby i 1785. En egentlig kaserne blev etableret 1823 på Mindegade 10-12 i købmandsfirmaet Meulengrachts & Søns gård (nedrevet 1879). Grarups Kaserne lå i Mejlgade 55 i tobaksfabrikant Anders Grarups (1802-1871) pakhus (1847) indtil 1881. Grarup havde allerede før indretningen af kasernen haft dragoner boende i sit hjem 1834 og 1845. Anders Grarup gik fallit i 1860, men en af sønnerne købte gården tilbage og en del af familien beboede stadig bygningen. Den husede 140 mand.

En soldat skrev et lille vers på væggen:

I Grarups hus
er rotter og mus
er lopper og lus
mod fnat må soldaterne kæmpe.

I august 1882 ødelagde en ildebrand forhuset til kasernen.

Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.

Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.

Snestorm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Landsby vest for Aarhus meddeler "Jyllp." nogle Enkeltheder fra Snestormen den 20de, 21de og 22de f. M. En Mand, der tjener for Røgter paa en Herregaard, vilde paa Uvejrets tredie Dag op til Byen for at se til sin Kone, der bor i et lille Hus. Undervejen mødte han en anden Mand, der kom fra Byen, og som sagde til ham: "Nu kommer det an paa, om du kan finde dit Hus; ti Byen er bleven helt ukendelig, siden du var hjemme sidst." Det viste sig, at det ikke var faa let en Sag, ti kun Skorstenspiberne ragede ovenud. Efter en Del Søgen fandt han dog Huset; men han kunde ikke komme ind i det, ti Adgangen var aldeles spærret. Omsider lykkedes det ham at faa aabnet en Lem paa Gavlen, som han krøb ind ad, gik hen ad Loftet, og kom da omsider gennem Køkkenet ind i Stuen, hvor Konen havde tændt Lys, skøndt det var højlys Dag; men Snedriverne laa højt op over Vinduerne og lukkede Daglyset ude, hun havde om Natten undret sig over, at det varede saa længe, inden det blev Dag, og da hun omsider stod op og tændte Lys, var det Middag. En af Naboerne var krøben op paa Snedriven og havde raabt ind til hende, om hun havde Brændsel og Fødemidler i Huset, hvortil hun svarede ja, og under Indespærringen havde hun ingen Mangel lidt. I et andet Hus havde Beboerne (et Par gamle svage Folk) intet Brød, og da Huset var helt begravet under Sneen, kunde Ingen af dem komme ud og hente Noget. Heldigvis tænkte Naboerne paa dem, og en Mand rakte dem Brød ind ad Loftslugen, som han havde banet sig Adgang til. I et Hus ude paa Marken bor der et Fruentimmer med tre smaa Børn , og i de tre værste Dage i havde hun ikke Andet at leve af end nogle Kartofler. En gammel Mand, der tjener for Vægter paa den nævnte Herregaard, kunde nær være forulykket, da han den 21de om Formiddagen var paa Vejen til sit Hjem. Han kunde nemlig ikke finde Vej, og gik i flere Timer ude paa Marken i en Kreds og raabte om Hjælp. Tilsidst følte han sig ganske afkræftet, lagde sig ned i Sneen og befalede sig "Gud i Vold". Tilfældig kom der en Mand forbi, og han hjalp ham op og ledsagede ham til et i Nærheden liggende Hus , hvor han kom ind og blev livet op.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).

Efter fotografier: Prospecter af Thisted Nørregade efter Snestormen den 21. december 1876. Illustreret Tidende nr. 903, 14. januar 1877. 

Arbejderforeningen af 1860 i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

Søndag den 23. juli 1876 var en delegation af Arbejderforeningen af 1860 på den jyske industriudstilling i Århus. Den afsejlede den 24. til Kalundborg.

Den første almindelige jydske Industriudstilling i Aarhus var d. 21de Juli besøgt at 1128 Voksne og 104 Børn, den 22de Juli as 1466 Voksne og 72 Børn. den 23de Juli af 1215 Voksne og 74 Børn, d. 24de Juli af 902 Voksne og 72 Børn. Til i Gaar var der løst 682 Sæsonkort og 1005 Korporations- og Foreningskort. Udstillingen besøgtes i Søndags af 143 Medlemmer af Kjøbenhavns Arbejderforening af 1860, som i Søndags Nat dels benyttede de Massekvarterer, som Udstillingskomiteen raader over, dels bleve indkvarterede ved Bureauets Hjælp. Efter at Arbejderforeningen havde beset Udstillingen, afholdtes et Fællesmaaltid i Haandværkerforeningen om Eftermiddagen, hvorpaa flere af Foreningen deltoge i en Tur til Ris Skov. Her maa det desværre beklages, at en vært har tilladt sig overfor de fremmede at sætte Priserne paa sit Øl mere end højt, hvad ogsaa har vakt almindelig Misbilligelse. Efter at en Del af Toget, som lededes af Foreningens Formand, Hr. Rimestad, i Gaar Formiddags havde deltaget i en Frokost, som var arrangeret sor dem i Haandværkerforeningen af dennes Bestyrelse, afsejlede de fleste i Gaar Middags fra Aarhus til Kalundborg.

(Jyllandsposten 25. juli 1876).

Rimestads avis, Dags-Telegraphen havde en række artikler der anmeldte Industriudstillingen i Aarhus.

Arbejderforeningen af 1860 paa Udflugt til Aarhus. Ved Ankomsten til Aarhus var der ikke en Eneste til at modtage Foreningen, der repræsenteredes af omtrent 50 Mennesker. Fra Havnen gik det ned til Håndværkerforeningens Sal, hvor der indtoges Forfriskninger, samt derfra til Ris Skov, hvor Formanden (Rimestad) holdt Taler om sig selv, og omtalte sig som den, der havde været længst Formand i nogen Forening, nemlig 15 Aar. Der kunde, som han sagde, ikke af Historien opvises noget Lignende; han udtalte, at han ikke var Socialist, men dog havde han altid delt med Arbejderne af sin Forstands Overflod. Da han udbragte et Leve for de Aarhusianere, der var mødt i Skoven, vendte Alle de fra Aarhus Tilstedeværende "Fatter" Ryggen, Forøvrigt var det Eneste, Rimestad sagde, Gentagelser af et og det samme Ord. nemlig: "Kan vi ikke faa et andet Glas", og det hele Tog gjorde kun Skandale; selv Medlemmerne havde deres Formand til Bedste. Der blev afsungen en Sang, i hvori der stod, at Venstre snart skulle have Mundkurv paa.

(Social-Demokraten 2. august 1876).

Stank i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Ved et af Byraadets Møder i sidste Efteraar, da Pladserne ved Grønlund vare under Debat, brugte Hr, Schjødt Udtrykket "Sammensurium". Dette Udtryk var for os Grønlændere ikke meget løftende, men noget gribende. Ved nøjere at orientere sig, vil imidlertid enhver finde, at Hr. Schjødt ikke har saa ganske Uret. Naar man passerer den vestlige Side af Grønland, bliver man greven af en kvælende Damp, som opstiger af nogle Kjældervinduer paa den der liggende Cikoriefabrik. Ved derimod at passere Viadukten under Jernbanen, ser man istedetfor Tjæreboder og Kulpladser den nylig anlagte Planlage, og den smukt restaurerede Badeanstalt, og tror, "Sammensuriet" har en Ende; men ved at vende sig mod Øst, faar man strax Lugten af raadent Tang og en Fornemmelse af, at Badeanstaltens Besøgende i denne Sommer vil komme til at bade sig i en Mudderpøl, da Gas- og Saltværkets Udbygninger i Havet forhindre Strømmen i at rage det raadne Tang bort, undtagen med nordost Storm og meget højt Vande. Fremdeles kommer Vejerboden med dennes Omgivelser: Kostalden, Svinestalden og Guanooplaget, og man skulde tro at vare bleven hensat i en af Konstantinopels Forstæder. Forskjellen er blot, at Svinene og Rollerne ere levende og ikke ligge helt døde i Snavset paa Gaden. Det var ønskeligt om Sundhedskommissionen en Gang vilde tage dette interessante Sted i Øjesyn. For Beboerne er del en Umulighed at aabne et Vindue, idet man med østlig Vind strax har en blandet Lugt af raadent Tang, Svin, Guano o. desl.

Den varme Sommertid staar nu for Døren, som vi næsten med Gru maa tænke paa, naar ikke Byraadet ser efter i Skabene, og der maaske finder et Forslag til en ordentlig Brolægning af Svinestaldene og deres bundløse Omgivelser. Da Havet ligger saa nær, vil det fornødne Afløb for Smuds og Vand let tilvejebringes. Stanken, som hidrører fra Guanooplaget, kunde maaske forhindres ved at lukke de ituslagne Vinduer og satte lange Lufttræktør paa Huset. I Haabet om, at vedkommende Myndighed af Hensyn til Grønlændernes Helbred vil falle lige saa rask en Beslutning angaaende denne Sag, som Byraadet viste med Hensyn til Belysningen af Pavillonen i Risskov, slutter

en Grønlænder.

(Aarhus Amtstidende 17. april 1874).

 

Grønland var et gadenavn i Aarhus anlagt ca. 1817 . Den lå på et inddæmmet sted hvor en mole havde medført store materialeaflejringer, og hvor man anlagde affaldspladser på de opskyllede sandarealer - og hvor der efterhånden groede græs. Her var blevet anlagt gasværk (1854), jernbane (1862) og senere elværk (1901), samt industri: skibsbyggeri, tømmergård, rebslageri og saltkogeri, og et trankogeri (1834-1850erne). Alligevel havde man anlagt Aarhus Søbadeanstalt i 1848. I starten privat, men fra 1885 overtaget af Aarhus Kommune. Området blev opslugt af de stadig udvidelser af belysningsvæsnet og forbrændingsanstalten. 

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.

Socialistisk Møde i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Socialistisk Møde i Aarhuus. Aarhuus, den 24de Juni. (Aarh. Stiftstid.) Allerede strax efter de uheldige Spektakler paa Nørrefælled i Kjobenhavn erfarede man, at dHrr. Socialister ønskede at forlægge Scenen til Aarhuus, og det var ogsaa bekjendt, at de herværende Socialistførere, der aabenbart ikke gjerne ville risikere Ubehageligheder for deres egne Personers Vedkommende, havde aabnet Underhandlinger med Politimesteren, for udtrykkelig Tilladelse til Mødets Afholdelse, eller i alt Fald Tilsikkring forud om, at det ikke blev forbudt. En anden Vanskelighed var det at kunde finde en Plads, som gjøre "Mødet under aaben Himmel" saa opsigtvækkende, at endeel Nysgjerrige kunde strømme til og fylde i de manglende virkelige Socialisters Sted. Efter snart to Maaneders Forløb, i hvilken Tid Socialisthøvdingerne formodentlig have havt den største Nydelse af det Hele ved at lade Byens fredelige Beboere svæve mellem Frygt og Bæven, oprandt endelig igaar den store Dag, da Mødet blev afholdt. Man havde maattet tage tiltakke med Kvægpladsen udenfor Vesterport; men til Erstatning begunstigedes Festen af det skjønneste Veir. Desuagtet havde dHrr. Socialister den Sorg at see det Hele paa den ynkeligste Maade blive til Vand, idet der af Publicum, som havde Noget med "Arbeiderspørgsmaalet" at gjøre, neppe indfandt sig hundrede Mennesker, og Resten af de 200 a 250 levende Sjæle, som fulgte de iltre Talere vare Søndagsspadserende, Herrer og Damer, Barnepiger med Barnevogne etc.; den hele Forsamling tog sig højst pudsig ud, idet den kun fyldte et lille Rum af den store Markedsplads. Hvad den førte Discussion "om Arbeiderspørgsmaalet" angik, da aabnedes den af Hr. Kredsformand i "Internationale", Karethmager Kruse, hvorefter de tidligere ved lignende Ledigheder optrædende Talere, Teglbrænder Henrik Nielsen, Skjærsliber Johansen, skoleforstander Bjørnbak og Flere, hver gave deres velbekjendte Anskuelser tilbedste paa saa ildfuld en Maade, som det stod i Enhvers Magt. De fleste Talere fremhæve, at der fremfor Alt maatte arbeides paa at stille en "folkelig" Rigsdagskandidat op, og Hr. Bjørnbak erklærede, at Socialisterne ikke kunde tænke paa at komme frem med Nogen af deres Egne, men maatte slutte sig til Bønderne, hvorhos han som sædvanlig indtrængende anbefalede at holde folkelige Blade (Amtstidenden). Efter et Par Timers Forhandling paa denne Maade, der ikke vakte nogensomhelst Begejstring, begyndte den tynde Tilhørerkreds at svinde endmere ind, og Mødet sluttedes da, idet Hr. Kruse udbragte et spagt Leve for d'Hrr. Pio, Brix og Geleff. - Efter det foregaaende er det overflødigt at bemærke, at Alt foregik i fuldkommen Ro og Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. juni 1872).

Arbejdermøder i Aarhus 25de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).

Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).

Socialistiske Møder.

Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres  Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.

(Socialisten 4. november 1871).