Nielsine Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Indespærret paa Sct. Hans

Den ulykkelige Kvinde, der uden at fejle noget maatte tilbringe 8 Aar paa Sindssygeanstalten.

Sagsanlæg og Erstatning

Det er en Tragedie, der her berettes med Offerets egne Ord, et Udsnit al Livet, der med sine rystende Enkeltheder næsten synes at høre hjemme i Romanernes Verden. Ved den kommende Retssag vil der blive kastet yderligere Lys over denne Interessante Sag

Højesterets Dom forleden i Sagen mellem Nykøbing Sindssygehospital og Frøken Christiansen fra Jyderup, der gik ud paa, at Overlægen savnede Lovhjemmel til at tilbageholde Patienter, der ikke selv ønsker at være paa Hospitalet og ikke er umyndiggjorte, synes at drage flere lignende Sager frem.

Saaledes er en tidligere Bryggeriarbejderske, Frøken Nielsine Pedersen lige i disse Dage blevet løsladt fra en 8 Aars Tvangsindlæggelse paa St. Hans, netop grundet paa denne Domfældelse. Det er en Bekendt til Overretssagfører Sjøstrand, som har henledt dennes Opmærksomhed paa Frk. Pedersens Tilfælde, og Overretssagføreren udvirkede straks, at hun blev udskrevet, og vil nu anlægge Sag mod Hospitalet.

Vi har til Morgen haft en Samtale med Frk. Pedersen, der efter Udskrivningen opholder sig paa et Hotel her i Byen.

Hurtigt og koncist fortæller hun hele sin Lidelseshistorie, hver en enkelt lille Detail, selv om den endog er 8 Aar gammel, staar hende saa ganske tydeligt, og selv gør hun et saa roligt og fornuftigt Indtryk, at man uvilkaarligt spørger sig selv, om det er muligt, at denne Kvinde virkelig har været tvangsindlagt i saa lang Tid - som sindssyg.

Hvad Nid og Misundelse kan føre til.

- Min Ulykke begyndte i 1912, begynder Frk. Pedersen, da jeg ude paa Carlsberg-Bryggeriet under mit Arbejde en Dag kom tilskade med mit Øje. Som ret og rimeligt var, fik jeg en Skadeserstatning paa 1440 Kr en ikke stor Sum for at miste Synet paa det ene Øje, men dog stor nok til, at den blandt mine Kolleger fremkaldte Nid og Misundelse, tiltagende, da jeg kom til at indtage en privilegeret Stilling derude, ved at blive sat til et lettere Arbejde.

I 1918 kom saa Arbejdsløsheden. Mange af mine Kolleger mistede deres Arbejde derude, men jeg beholdt mit Arbejde, et gammelt Løfte, der var givet mig, grundet paa mit Ulykkestilfælde med Øjet. Men dette blev Draaben, der fik Bægeret til at flyde over. Nu tog Rygterne om mig først rigtig fat. Jeg blev beskyldt for at være langfingret, ja, det var de frygteligste Ting, der blev sagt om mig - og ingenlunde bag min Ryg. nej. de kom saamænd direkte til mig og tilkastede mig deres Skældsord. Jeg resignerede 1 Begyndelsen, idet jeg tænkte, at de vel vilde blive ked af det - og min Samvittighed var jo ogsaa ren.

Beskyldt for Mord.

Men da de saa en Dag, jeg husker det saa tydeligt endnu, det var en, der hed "Røde Olga", de havde faaet til det, kom og raabte "Morderske" efter mig, og beskyldte mig for at have født og dræbt et Barn, tabte jeg Taalmodigheden og truede med at gaa til Politiet.

Dette kom imidlertid mine Overordnede for Øre, og de kom til det Resultat - uden at undersøge Sagen det mindste - at jeg jo maatte være gal. Tænke sig - jeg maatte være gal - fordi jeg vilde rense mig mod de nedrige Beskyldninger.

Kravet om Indlæggelse.

Men der var intet at gøre for mig. Carlsbergbryggeriet satte sig i Forbindelse med Bryggeriarbejdernes Sygekasselæge, Læge Thamsen, der skrev en Indlæggelsesseddel til 6te Afdeling. Jeg henvendte mig om Hjælp hos min Familie, men de svarede blot, at man fra anden Side krævede mig indlagt - saa for dem var der intet at gøre.

Jeg var saa paa 6te Afdeling et Stykke Tid, men da jeg - ganske naturligt - høfligt protesterede mod denne Tvangsindlæggelse, idet jeg jo paa det bestemteste hævdede intet at fejle _ opfattede man kun mine Protester som et yderligere Udslag af Sygdommen, og ønskede mig derfor overført til St. Hans.

De er jo ikke sindssyg.

Ved den første Stuegang paa St. Hans efter min Indlæggelse, sagde Afdelingslæge Berthelsen til mig efter at have snakket med mig en halv Times Tid:

- Hva! vil De dog herefter - De er jo ganske fornuftig at tale med og ikke engang nervøs.

Hertil svarede Jeg ogsaa kun, at det heller ikke var efter mit Ønske, at jeg kom herned og bad barn saa inderligt at sende mig hjem igen, for at jeg kunde rense mig for de Beskyldninger, der var rejst imod mig.

Det blev der imidlertid ikke Tal om - og mit Ophold paa Hospitalet blev en lang Lidelse. Hvergang jeg protesterede og vilde hjem, indlagdes jeg blot paa en daarligere Afdeling, ja, der var endog en Gang. d a j eg blev lagt 10 Dage i Sengen - til Straf fordi jeg havde sagt dem min Mening.

Ingen Forbindelse med Familien i 8 Aar.

Til alt Held efter 8 lange og frygtelige Aar kom jeg i Forbindelse med Overretssagfører Sjøstrand, og da saa Højesterets Dom faldt forleden aabnedes endelig Frihedens Dør for mig. 

- Mener De. at det er Deres Familie, der er Skyld i, at Hospitalet har tilbageholdt Dem saa længe?

- Det kan jeg absolut ikke tro; iøvrigt har jeg slet ikke været i Forbindelse med den i den Tid, jeg har opholdt mig paa Hospitalet.

- Overlægen paastaar, at han har spurgt Dem om, hvorfor De ikke var gaaet Deres Vej for længe siden?

- Ja, det er ogsaa rigtigt nok - det har han - men ganske vist først ved min Udskrivning forleden Dag. Tidligere har Jeg nemlig mættet aflægge Æresord i Vidners Overværelse paa ikke at ville flygte - og mit Æresord bryder jeg ikke.

- Mener De, at der har været flere af Deres Tilfælde dernede?

- Jeg tror at turde sige, at der i alle Tilfælde har været eet. Det var en Frøken Schiller, der ligesom jeg protesterede kraftigt mod Indlæggelsen. I det sidste Aar tabte jeg imidlertid Forbindelsen med hende - hun blev overført til en anden Afdeling - saa siden véd jeg ikke, hvordan det er gaaet hende.

- Hvad er nu Deres Fremtidsplan? spørger vi Frøken Pedersen.

- Først og fremmest at søge at faa Hospitalet draget til Ansvar for min Tilbageholdelse og kræve en passende Erstatning. Og saa .... ja, Jeg er kun 48 Aar og trods alt ikke bange for at tage fat endnu - saa nu, da Friheden ligger for mig, skal det nok gaa for mig.

Alligevel sindssyg?

Overlæge Thalbitzer hævder, at Frk. Petersen er forrykt.

Vi har ogsaa talt med Overlæge Thalbitzer paa St. Hans Hospital, og anmodet ham om en Udtalelse.

- Frk. Pedersen har absolut ikke været tvangsindlagt, siger Overlægen, men da hendes Familie har anmodet os om at beholde hende, da hun var den til megen Besvær, har vi føjet den, men der er iøvrigt ingen Tvivl om, at hun er forrykt, og det skal ogsaa nok vise sig.

- Men hvorfor har man da sluppet hende løs?

- Efter Højesteretsdommen mente vi ikke at kunne beholde hende længere, og man er derved kommet i en ønskelig Situation. Det er imidlertid helt forkert, dersom man tror, at vi Læger er interesseret i at beholde Patienterne; der er altid Pladsmangel paa Sindssygehospitalerne, saa vi er kun glade ved at slippe af med dem, men det er de ulykkeliges Paarørende, der er værst stillet, som nu uden videre kan risikere at faa deres sindssyge Slægtninge hjem. Dersom man nu vil sikre sig. at en Patient bliver paa en Anstalt, maa man først og fremmest have ham eller hende umyndiggjort, det er den eneste Vej, der er at gaa.

- Sindssygelægerne vil intet foretage sig?

- Nej, jeg ser ikke, hvad vi kan gøre, det er de sindssyges Paarørende, der i første Række maa tage Affære. 

- Er der andre af Patienterne, der nu vil forlade Hospitalet?

- Der er mange, der vil hjem, men for de flestes Vedkommende er det dog kun tom Tale, langt Størstedelen befinder sig vel hernede, og vi har Gang paa Gang haft Tilfælde, hvor Patienter, der er udskrevet herfra, kommer frivilligt tilbage, da de ikke kan klare sig ude i Tilværelsen. Sammen med Frk. Pedersen rejste en anden Patient, som vi heller ikke turde beholde. Hun har været udskrevet flere Gange, men hun vender ogsaa stadig tilbage, og hun kommer ogsaa nok igen denne Gang.

Frk. Pedersen erklærer, at Overlægen aldrig har givet hende Lov til at flygte, men tværtimod krævet hendes Æresord paa, at hun vilde blive,

- Det erindrer jeg ikke nøjere men jeg ved, at hun havde det godt hernede og førte en yderst behagelig Tilværelse, og de Patienter, der virkelig vil herfra, kan næsten altid komme det.

Begæringen, der skulde underskrives, for at Overførelsen kunde finde Sted, nægtede jeg at underskrive, men saa underskrev blot Plejemoderen, med min Søsters Navn, idet der nemlig krævedes en Paarørendes Underskrift - og saa var ogsaa den Sag i Orden.

Frk. Pedersen bør absolut have Erstatning.

Vi har endvidere haft en Samtale med Overretssagfører Sjøstrand, der har udvirket Frk. Pedersens Udskrivelse, og spørger ham, hvad han nu agter at gøre.

- Ja. foreløbig mener jeg, at det er bedst, at min Klient alder lidt til Ro, men det er iøvrigt min Opfattelse, at hun bør have en Erstatning, det er dog alligevel nogle af hendes bedste Aar, der er hengaaet paa St. Hans, og hun kommer ud i en Periode, hvor det er vanskeligt at finde Beskæftigelse, og hun er ogsaa i de 8 Aar kommet ud af sit Arbejde.

- Det bliver vel en Sag, der gaar til Højesteret?

- Jo, det antager jeg, det er en stor Principsag, der kan føre mange Konsekvenser med sig, og det vil derfor ikke være usandsynligt, at den vil komme for Højesteret. Inden jeg skrider til at udtage nogen Stævning, vil jeg dog nøjere overveje, hvor stor Erstatning man skal kræve, ligesom der ogsaa kan tales om at søge bevilget fri Proces.

- Det er Frk. Pedersens Hensigt paany at søge sig en Beskæftigelse?

- ja, saa snart hun nu har hvilet lidt ud igen, vil hun prøve paa at faa noget at bestille, og hun er ogsaa i Stand til helt og holde til at sørge for sig selv, bare hun kan faa Arbejde.

(B. T. 15. september 1926).

Frk. Pedersen fra Sct. Hans

Hun blev indlagt, fordi man var bange for, at hun skulde begaa Selvmord.

Nyt Lys over Dramaet.

I Anledning af, at den igaar omtalte, fra Sct. Hans udskrevne Frk. Pedersen erklærer, at det er Carlsberg Bryggerierne, der i sin Tid krævede hende tvangsindlagt, har vi haft en Samtale med Driftsinspektør Glosimodt, Carlsberg, der kendte hende fra dengang hun arbejdede derude.

- Frk. Pedersen er et stakkels, ulykkeligt Menneske, siger Driftsinspektøren, men vi har absolut ikke ladet hende tvangsindlægge. Efter at hun var blevet rask ovenpaa sit Ulykkestilfælde tog vi hende igen, og alt gik saare godt, indtil hun begyndte at skrive nogle forvirrede Breve til Forvalteren, i hvilke hun fortalte, at hun blev forfulgt, hvilket absolut ikke passer. Det tog vi os dog heller ikke af, men en Dag fik jeg Besøg af en af hendes Slægtninge, en Sporvejsfunktionær, hos hvem hun boede, og denne erklærede, at han ikke turde have hende hjemme, da hun flere Gange havde forsøgt paa at begaa Selvmord, blandt andet ved at springe ud af Vinduet. Jeg sagde til ham, at det kunde vi ikke tage os af, men saa maatte han selv gaa til en Læge, og det er denne Slægtning, der har foranlediget Indlæggelsen.

Ingen Beskyldninger.

Som man maaske vil erindre, udtalte Frøken Nielsine Pedersen igaar til B. T., at Grunden til, at hun var blevet erklæret for gal, var den. at hun vilde rense sig for de Beskyldninger, hendes kolleger paa Carlsberg havde rejst imod hende, og som Eksempel nævnte hun, at en af dem, der gik under Navnet "Røde Olga", endog havde raabt Morderske efter hende og beskyldt hende for at have født et Barn i Dølgsmaal og dræbt det.

Vi har i den Anledning forelagt Fru Olga Christensen, der nu er Sekretær i Bryggeriarbejdernes Fagforening, men som i sin Tid arbejdede sammen med Frk. Pedersen paa Carlsberg, og der netop gik under Navnet "Røde Olga", Frk. Pedersens Beskyldninger.

- Ih, du almægtige, udbrød Fruen, skulde jeg have sagt dette, nej aldrig i Livet! Og hvor skulde jeg dog ogsaa udtale mig om noget, jeg ikke havde det ringeste Kendskab til.

- Kendte De Rygtet?

- Ja, jeg havde nok hørt noget om det, men saavel det som saa mange andre Historier, der gik - stammede saamænd fra hende selv fra første Færd. Hun kunde faa de fikseste Ideer og led i det hele taget af en Art Forfølgelsesvanvid, som jo ogsaa til Slut tog en saa alvorlig Vending, at Familien maatte lade hende indlægge.

Samtale med Nielsine Pedersens Søster.

Overlæge Thalbitzer har om Frøken Pedersene Tilfælde udtalt, at Grunden til, at man beholdt hende saa længe paa Hospitalet, var den, at hendes Familie saa indtrængende havde anmodet derom.

- Hvorfor vilde Familien ikke have hende hjem, spurgte vi igaar Nielsine Pedersens Søster, der er gift med en Sporvejsfunktionær og bor i en lille Lejlighed ude paa Vesterbro.

- Aa, det vilde vi ssa sandelig ogsaa gerne. Jeg forstaar ikke at man vil rette saadanne frygtelige Beskyldninger mod os. Jeg har blot sagt til Overlægen, at min Søster skulde være helt rask, naar hun kom ud, saa hun selv kunde tjene til Livets Ophold, da mine økonomiske Forhold ikke var saadanne, at jeg var istand til at hjælpe hende ret meget.

- Var det Familien, der i sin Tid lod hende indlægge?

- Ja, det var, og hun var ogsaa meget syg den Gang. Hendes Værtinde vilde ikke have hende boende længere hos sig paa Grund af hendes Opførsel, saa De kan forstaa, at der var intet andet at gøre.

(B. T. 16. september 1926).

Frk. Nielsine Petersen paa Sct. Hans Hospital

Hun Forlanger 36,500 Kr. i Erstatning

Brevveksling med en "Sindssyg"

Overretssagfører Sjøstrand har nu inkamineret for Østre Landsret Frk. Nielsine Petersens erstatningsag mod Overlæge Thalbitzer, Set. Hans Hospital og Borgmester Hedebol som Repræsentant for Københavns Kommune.

Det var den 2den August, at Overretssagfører Sjøstrand indledede sin Kampagne med en Forespørgsel til Overlæge Thalbitzer om Grundlaget for Indlæggelsen af Frk. Nielsine Petersen, der har opholdt sig paa Sct. Hans i 8 Aar.

Svaret lyder, at Frk. Petersen opholder sig paa Hospitalet som Patient paa Grund af Sindssygdom og ikke som Følge af Dom eller lignende.

Hr. Sjøstrand tager nu ned til Sct Hans, opnaar en Samtale med Frk. Petersen og lader hende selv underskrive en Begæring om Udskrivning med en Henvisning til, at hun oftere har fremsat Krav herom. Denne Begæring Indsendes til Sct. Hans, og saa svarer Overlægen.

,. Naar Frk. Nielsine Petersen der vel er sindssyg, men ikke farlig for den offentlige Sikkerhed og heller ikke umyndiggjort - hvad der i Reglen kun sker med de Patienter som er i Besiddelse af Formue - hidtil trods sit Ønske herom ikke er udskrevet fra Hospitalet, skyldes det hendes Families indtrængende Anmodning om ikke at faa hende udskrevet, da hun er den til megen Besvær, og den ikke kan paatage sig at forsørge hende; endvidere den Omstændighed, at Frk. Petersen paa Grund af Sygdom - hun har bl. a. en alvorlig Hjertefejl - er ude at Stand til at forsørge sig selv. Jeg mener derfor ikke at kunne tage Anvaret for at imødekomme hendes Ønske.

Dersom De imidlertid vil overtage Ansvaret for hendes Forsørgelse og skriftligt meddele Hospitalet dette, skal der intet være til Hinder for hendes Udskrivelse.

Brev fra Frk. Petersen.

Hr. Sjøstrand tilstiller Frk. Petersen Overlægens Brev, og Frk. Petersen svarer (Brevet er konciperet af hende selv):

Tillad mig at meddele Dem, at jeg (med eller mod) Familiens Samtykke gør Fordring paa at blive udskrevet fra Sct. Hans Hospital, samt at Jeg selv tager Ansvaret med Hensyn til at kunne klare for mig. Jeg har før forklaret Dem, Hr. Overretssagfører, at jeg trods mit forholdsvis svage Hjerte og Tabet af mit højre Øje, har udrettet saa godt som al Slags Arbejde i den Tid, Jeg ved Tvang har opholdt mig her paa Hospitalet, hvilket jeg snarest muligt ønsker at ophæve.

Deres ærbødige
Nielsine Petersen

Hr. Sjøstrand sender dette Brev til Overlægen og tilføjer:

Paa Foranledning af Slutningsbemærkningen i Hr. Overlægens sidste Brev til mig skal jeg udtale, at jeg ikke kan erkende det berettiget at gøre Udskrivningen afhængig af moralske, endsige juridiske, Forpligtelser til Forsørgelse, men iøvrigt vil Hospitalet jo have den Udvej at lade Frk. Petersen anbringe - l hvert Fald midlertidig - i Familiepleje.

Erstatningskravets Begrundelse.

Nu blev Frk. Petersen endelig løsladt, og Erstatningssagen er derefter som nævnt blevet incamineret for Landsretten.

Overretssagfører Sjøstrand henviser til, at Frk. Petersen den 17. Maj 1918 paa Foranstaltning af Københavns Politi blev tvangsindlagt paa Kommunehospitalets 6te Afdeling. hvorfra hun 6 Uger senere under sin Protest blev overført til St. Hans og tilbageholdt trods stadige Protester og Begæringer om tilskrivning. Selv om man kunde dokumentere en Sindslidelse hos Frk. Petersen, har det I hvert Fald været uhjemlet at tvangsindlægge og tilbageholde hende, der hverken var umyndiggjort eller farlig. Da hun blev tvangsindlagt, havde hun godt Arbejde paa Carlsberg. Hun var 40 Aar gammel, da hun blev revet ud af sin Stilling. Nu er hun 48 Aar, og hendes Helbred var blevet stærkt forringet som Følge sf det anstrengende Arbejde, hun har maattet udføre paa Anstalten!

Hr. Sjøstrand opgør Frk. Petersens Krav paa følgende Maade: 1) Tab af Arbejdsfortjeneste i 8½ Aar - 11.500 Kr.. 2) Godtgørelse for Tort og Ulempe. Forstyrrelse og Ødelæggelse af Stilling og Forhold i det hele - ialt 36,500.

Husbestyrerinde hos Overretssagføreren.

Frk. Pedersen er blevet optaget i Overretssagfører Sjøstrands Hjem, hvor hun i 3 Maaneder har fungeret som Husbestyrerinde til hans fulde Tilfredshed. Det kan jo ikke nægtes, at dette Forhold ogsaa vil være et "Kort paa Haanden", naar Hr. Sjøstrand engang skal procedere Sagen i Landsretten.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. december 1926).

Olaf Hans Jørgen Olsen (4/8). (Efterskrift til Politivennen)

Se øvrige afsnit ved at søge på Olaf Hans Jørgen Olsen.

En Forbryder dom ikke kan straffes.

"Den hvide Neger" anholdt paany.

Politiet har for nogen Tid siden anholdt en Person, som en længere Aarrække igennem har skaffet Autoriteterne ikke saa helt lidt at bestille. Han kaldes "Den hvide Neger" og har mangfoldige Gange været anholdt for Forseelser, som under almindelige Forhold vilde have indbragt Udøveren en følelig Straf.

Men "den hvide Neger" er som Regel sluppet fri for Straf. Ved et Ophold, han i sin Tid har været underkastet paa Kommunehospitalets 6. afdeling, har Overlægen nemlig erklæret ham for utilregnelig, og denne Udtalelse er der blevet taget Hensyn til de Gange, han senere er kommen i Konflikt med Lovene.

Den hvide Neger er iøvrigt ingen uinteressant Fremtoning. Ganske vist hører han hjemme i Saxogadekvarteret - men han er klædt saa korrekt og fører sig med en saadan Anstand og Værdighed, at han uden at vække Anstød vilde kunne gøre sig gældende mellem de unge Levemænd, som holder til paa Bristol og hos Wivel. "Den hvide Neger" er tilsyneladende heller ikke blottet for Intelligens - tværtimod gør han et meget forslagent Indtryk.

Men som sagt, Sindssygelægerne mener, at han ikke er Herre over sine Handlinger, særlig naar han har drukket Spiritus. Og det maa, om man saa maa sige, regnes til hans Held, at det har været Tilfældet, hver Gang han er bleven anholdt.

I Øjeblikket sidder han som Arrestant ved 4. Kriminalkammer. Han har været impliceret i en Kokes-Svindel Affære, som behandles ved dette Kriminalkammer. Og "Negeren" har paany paaberaabt sig sin Utilregnelighed for at slippe for Straf.

Det bliver vist Imidlertid et Spørgsmaal, om den gamle Lægekendelse stadig kan holde Stik - i hvert Fald er der adskillige praktiske Politifolk, som er paa det rene med, at Arrestanten er en endda særlig dreven Forbryder,

Han vil derfor nu igen blive sendt til Observation paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. Og den Kendelse, der kan ventes derfra, bliver saa afgørende for hans Skæbne.

(Nationaltidende 4. september 1917).

Den hvide Neger.

En Forbryder under faretruende Udvikling.

Dyrisk Raserianfald i et af Domhusets "Skabe".

Paa Domhuset blev der i Gaar midt paa Eftermiddagen stor Opstandelse. Vilde Hyl lød gennem Korridorerne, og de var af en saa uhyggelig og vild Beskaffenhed, at Betjentene styrtede til fra alle Kanter, mange i den Tro, at en eller anden Voldsforbrydelse, maaske endog et Mord, blev begaaet et Sted i de øvre Etager.

Men det var blot den berygtede Voldsmand og Alfons Hans Oluf Olsen, kaldet "Den hvide Neger", der havde faaet et af sine kendte Raserianfald.

Han er for Tiden sigtet for flere forskellige Forbrydelser. Oprindelig mistænktes han for Hæleri l en Kokstyveriaffære, men nu er det Alfonseri, han beskyldes for. Et Materiale er samlet sammen imod ham, men han benægter haardnakket, og han bruger i Retten den Fremgangsmaade systematisk at plage Dommeren og Betjentene med Benægtelser, som han ledsager med opdigtede Forklaringer, der stadig kun skaffer Retten ny Ulejlighed med Undersøgelser og Vidneafhøringer. Desuden optræder han paa den brutalere og frækkeste Maade under Forhørene.

Dette har ført til, at "Den hvide Neger" nu har siddet i Varetægtsarrest i denne Sag i 8 a 9 Maaneder, og den langvarige Indespærring under disse Forhold har efterhaanden bragt ham i permanent Krigshumør overfor Rettens Folk.

Ved den her nævnte Lejlighed var han efter et Forhør, hvor han havde udskældt Dommeren, blevet sat ud i et af Skabene. Her søgte han at bryde ud, og da det ikke lykkedes, kom Raseriet over ham, denne Gang i en saadan Grad, at han, da Betjentene kom til, fandtes liggende paa Gulvet med Fraaden ud af Munden i et Anfald af dyrisk Raserikrampe.

Han blev i en Ambulance under stræng Bevogtning kørt til Sygeafdelingen i Vestre Fængsel.

Der er aabenbart Stof i denne uhyggelige Fyr til en ualmindelig raa Forbryder, i hvem Voldstilbøjeligheden mere og mere tager Overhaand. Denne Udvikling i Retning af det dyriske bliver naturligvis ikke hæmmet af en langvarig Varetægtsarrest, og skal "Den hvide Neger« vedblivende have den Slags Sammenstød med Politi og Rettergang, som han for Tiden er inde paa, vil han aabenbart glide mere og mere over til at minde om den nu afdøde Morder Jens Nielsen, der blev en af Tugthusets frygteligste Typer.

(Social-Demokraten 16. november 1917).

"Den hvide Neger" indespærres paa Livstid.

En uhyggelig Forbryder faar en uhyggelig Straf.

En af de afskyeligste Forbrydere, som Retten længe har haft med at gøre, Olaf Hans Jørgen Olsen ogsaa kaldet "Den hvidt Neger", er i Dag blevet dømt af Kriminalretten. Og han har faaet en Dom, som gør ham uskadelig for Livstid. "Den hvide Neger er Alfons i stor Stil, Voldsmand og Pengeafpresser. Det er under Sagen mod ham oplyst, at han lod sig underholde af ikke færre end 5 ulykkelige Kvinder. som han plukkede for hver Skilling. Han er forøvigt Epileptiker aandelig svækkel og kun delvis tilregnelig. Dommen mod ham kom derfor til at lyde paa, at der af Øvrigheden bør træffes passende Sikkerhedsforanstaltninger mod "Negeren", og dette vil igen sige at han kan spærres inde paa Livstid i et Sindsygehospital eller anden offentlig Anstalt. "Negeren" er giort Uskadelig for sine Medmennesker.

(Aftenbladet (København) 8. december 1917).

Dommen lød på at blive taget i forvaring af det offentlige. Under oplæsningen i Vestre Fængsel fik han et apoplektisk anfald. Ved højesteretsdommen den 26. marts 1918 blev han dømt til 18 måneders tvangsarbejde, dog under hensyn til straffelovens § 39 (delvis utilregnelig). Han ansøgte kongen om benådning.

"Professor Hieronymus" (3): Knud Pontoppidan (1853-1916). (Efterskrift til Politivennen)

 Professor Knud Pontoppidan.

Professor Knud Pontoppidan fylder i Dag 60 Aar. Nu sidder Professor Pontoppidan i den fine tilbagetrukne Stilling som Professor ved Universitetet i Retsmedicin og Hygiejne.

Overalt indenfor Studenter og Lægeverdenen nyder Professoren Anseelse som den højt begavede, fuldstændige, lærde og pædagogisk interesserede Universitetslærer. Hans Forelæsninger, der i en ganske særlig Grad bærer Præget af hans fine, bundretsindige Karakter, har altid været og er endnu et Mønster paa akademisk Aand og Form. - Det er jo ikke saa mange Aar tiden, der stod Kamp om Pontoppidan Navn, da han som Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling blev Genstand for en fra mange Sider rettet, i Realiteten ganske uberettiget og henynsløs Kritik, tilmed fra Lægmands Side. Der gik Sensation i Sagen, og Pontoppidan veg Pladsen. Ingen Lægo var ellers i Tvivl om, at der her blev begaaet en stor Uretfærdighed. Historiens Dom vil utvivlsomt henregne Pontoppidan til en af Videnskabens Martyrer.

Alle Angreb har dog ikke kunnet skade ham mere, end at han nu som altid staar som den fine, rettænkende og samvittighedsfulde Læge, afholdt og agtet i vide Kredse.

E. B.

(København 10. juli 1913)

Professor Pontoppidans sidste Forelæsning.

Som meddelt har Professor i Retsmedicin, Knud Pontoppidan, faaet bevilget sin Begæring om Afsked fra 30te Januar n. A Med dette Semester er hans Gerning ved Kjøbenhavns Universitet altsaa afsluttet. Fakultetet og de studerende var derfor enedes om at give hans sidste Eksaminatorium igaar et festligt Præg, idet man dog gav Højtideligheden et ligesom tilfældigt Anstrøg: Professor Pontoppidan har altid været en ensom Mand, og al officiel Festivitas er ham imod. Der var blot henlagt en Blomsterbuket paa hans Plads, og mellem de mange Tilhørere, der fyldte det lille Auditorium paa retsmedicinsk Institut, saa Professoren efterhaanden det ene kendte Ansigt efter det andet. Professor Rovsing (Dekanus), Professor Bock, Reservelæge Ipsen (Formand for medicinsk Forening) o. s. v.

Professoren formede sit Eksaminatorium som en afsleben og elegant Forelæsning over et vanskeligt og betydningsfuldt Retstilfælde der i hans Behandling blev til en fragmentarisk men aandfuld Belysning af Lægens retslige Stilling og Opgave, som sædvanlig præget af Pontoppidans ualmindelige Frisind og Overblik.

Professoren udtalte som sine sidste Ord: Jeg forlader den retsmedicinske Lærestol i fuld Tillid til, at det skal lykkes at finde en Eftermand, der vil føre Udviklingen videre."

Før Auditoriet Langsomt stud. med. Broge Dahl varm og sand Tak fra de hans ualmindelige Omhu for hans stadige Indskærpen for Undervisningen, bragte Professoren en Studerende for Undervisningen af Lægens høje Kald og store Forpligtelse overfor hver enkelt Patient.. . 

Professor Knud Børge Pontoppidan, der er en Broder til Dermatologen Erik Pontoppidan og Forfatterne Henrik og Morten Pontoppidan, er kun 60 Aar gl. Allerede 1879 vandt han Universitetets Guldmedaille med sin originale og meget fortjenstfulde Afhandling om Ansvarlighedsproblemet. Paa kommunehospitalet sjette Afdeling var han Overlæge fra 1888 til 1907, og i 1901 blev han ansat som Professor i Retsmedicin. Pontoppidan har megen Fortjeneste af den Maade, hvorpaa han har gjort sine sjældne administrative og pædagogiske Evner frugtbringende indenfor vort Sundhedsvæsen, og Offentligheden har Grund til at være ham taknemlig for forstaaende Impulser i mange vigtige Spørgsmaal; det var saaledes Pontoppidan, der først af alle docerede Forsikringslære ved vort Universitet. Pontoppidans litterære Virksomhed har været koncis og betydningsfuld. Hans Helbred, der længe har været meget svagt, synes nu fuldstændig bedret. Man har Lov at haabe at hans tidlige Tilbagetræden vil betyde en yderligere Forøgelse af de Værker, som bærer hans Navn.

N. N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1913).

Professor Knud Pontoppidan død.

Den kendte Sindssygelæge, Professor, Dr. med. K. Pontoppidan er i Gaar død efter flere Aars Svagelighed.

Nu førte Professoren en meget tilbagetrukken Tilværelse ude i Frederiksborg, hvor han havde sit Hjem. Han ønskede selv at høre til de stille; men lejlighedsvis kunde man af en vis Bitterhed i hans Repliker og af det om muligt mere utilgængelige i hans Udtryk læse noget af det Martyrium, som hans Lægegerning unægteligt blev. Han kunde ikke gaa paa Akkord, naar det gjaldt hans Opfattelse af Patienters Tilregnelighed, og det maa i Sandhed have været svært for ham at, skulle se sig offentlig angrebet i sin Lægegerning af Lægmand og - iøvrigt - utvivlsomt svigtet af dem, der dengang kunde have støttet ham, i de i sin Tid saa stærkt omdebatterede Tilfælde, hvor bl. a. Forfatterinden Amalie Skram spillede en fremtrædende Rolle.

Disse Sager og de dermed fedtende Bryderier gjorde sikkert, at Professoren i 1897 trak sig tilbage fra den Stilling som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals 6. Afdeling, hvortil hans Navn i første Række knytter sig.

En sjælden fin og sjælfuld Mand var Professor Pontoppidan, en sjælden klartseende Psykolog og Psykiatriker, en Mand, der bag det underlige, forstenede Ydre gemte et Hjerte, der slog varmt for de stakkels Syge, som fortjente hans Interesse. Og en glimrende Lærer for Læger og Studerende, en fortrinlig Lærebogsforfatter og en i sin Tid forgudet Foredragsholder, alle disse Egenskaber vil for lange Tider sætte Professor Knud Pontoppidan et værdigt Minde som dansk Læge, som Universitetslærer og som Menneske.

Knud Pontoppidan fødtes 10. Juli 1853 i Ribe og var udgaaet af den kendte Præsteslægt. Han tog medicinsk Embedseksamen 1870. I 79 fik han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om den ufuldstændige Tilregnelighed og dens Behandling i nyere Straffelove. Alt mens han uddannede sig som Nervelæge ved de forskellige Hospitaler, skrev og forsvarede han sin Doktorgrad: Den kroniske Morfinisme. I 85-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og Privatdocent, i 88 udnævntes han til Overlæge ved Kommunehospitalet og Docent ved Universitetet i klinisk Psykiatri.

Efter sin Afsked herfra 97 udnævntes han til Ridder af Dannebrog. Professor blev Pontoppidan i 92. Fra 98 til 01 var han nu Overlæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, dernæst Medlem af Sundhedskollegiet og Professor i Retsmedicin, i hvilken Gerning han først gjorde et stort Arbejde ved Indretningen af Retsmedicinsk Institut og senere blev meget afholdt som Lærer, indtil han i 1914 afløstes af Prof. Ellermann.

I 1913 udnævntes Prof. Pontoppidan endelig til Dannebrogsmand.

E. B.

- - -

Professor Pontoppidans Lig førtes i Aftes til Kapellet paa Hillerød Kirkegaard. Begravelsen foregaar efter den Afdødes udtrykkelige Ønske i dybeste Stilhed.

(København 22. oktober 1916).

Professor Knud Pontoppidan.

En Reformator og Administrator.

Med Professor. Dr. med. Knud Pontoppidans Død er en af den danske Lægestands mest kendte - men i sin Tid mest omstridte Mænd - gaaet bort.

Hans Slægt er anset og af Brødre-Kuldet, hvortil hører Forfatteren Henrik Pontoppidan, Præsten Morten Pontoppidan samt den kendte Læge, Professor Erik Pontoppidan, var den afdøde Dr. med. sikkert ikke den mindst ejendommelige. Der boede i ham noget af baade Videnskabsmanden og Kunstneren, og hans Gerning blev for ham en Lægekunst, hvor det lod sig gøre at betragte den som en saadan.

Der har staaet Debat og Kritik om Professor Pontoppidans Navn, og den blussede især op under hans Virksomhed som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals "Sjette Afdeling", i Slutningen af Firserne og det meste af Halvfemserne. Haarde Angreb maatte han døje, baade i Pressen, Literaturen og af sine Patienter. Herunder vil særlig huskes, hvad Forfatterinden Amalie Skram skrev om ham i sine to Bøger "Professor Hieronimus" og "Paa St. Jørgen".

Flere af Landets Blade kom gennem Artikler med skarpe Angreb mod ham paa Grund af Patienternes Behandlingsmaade, og det er i nogen Grad forstaaeligt, at hans Adfærd kunde give Anledning til en saadan hidsig Kampagne. Hans Begavelse var nemlig blandet med en ubehersket Lunefuldhed, der giende, at Overlægen til Tider kunde være Elskværdigheden selv, til andre Tider kold og uindladende. Selvfølgelig virker en saadan forskelligartet Optræden ikke paa den allerbedste Maade overfor Patienter, der er angrebne af Nervelidelser.

Anerkendt fra alle Sider er Professor Pontoppidan imidlertid bleven for sin store Betydning for dansk Lægevidenskab, baade som Forfatter og Uriversitetslærer, og gennem sin Virksomhed bevares hans Navn i den danske Videnskabs Historie.

En Reformator paa Aarhus Sindssygehospital.

Overlæge Hallager, der fra Professorens Aarhus-Periode som Overlæge ved Sindssygehospitalet, kendte ham ret godt som Kollega, har meddelt os følgende:

Professor Knud Pontoppidan har gjort sig i høj Grad fortjent til Anerkendelse indenfor sit Omraade, navnlig hvad angaar de rent praktiske Reformer. Holde fast paa sine egne Meninger kunde han gøre, men et Mandfolk var han helt igennem. Da Pontoppidan kom til Aarhus, var der meget at reformere paa Sindssygehospitalet, der trængte til det i høj Grad. Som den umaadelig praktiske Mand han var, gik han da ogsaa straks i Gang med Arbejdet. Særlig stor Fortjeneste indlagde han sig i Arbejdet for at saa indført kvindelig Plejepersonale paa Sygehuset. Det lykkedes tilsidst at føre Sagen igennem, og Systemet har efterhaanden vundet Indpas rundt om paa Landets øvrige Sindssygeanstalter.

Overlæge Hallager slutter med at citere følgende Udtalelse af Professor Pontoppidan, der staar som en træffende Karakteristik for Opholdet her:

Naar mine Tanker gik tilbage til Opholdet i Aarhus, beskæftigede de sig mere med Administrationen af Hospitalet og dets Vinduer og Døre, end med Patienterne.

De sidste Aar levede Professoren et stille og tilbagetrukket Liv i Hillerød.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1916).

Gangareal i Kommunehospitalets 6. afdeling A. 1914. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 22. oktober 1916 bragte Berlingske Tidende et nekrologinterview med Knud Pontoppidans bror, læge med speciale i hud- og kønssygdomme Erik Pontoppidan (1847-1919). Her gengivet fra en hjemmeside om Henrik Pontoppidan:

Erik Pontoppidan om Knud Pontoppidan.

Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.

Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:

Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.

Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det.

Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.

Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.

Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.

Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.

Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.

Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.

Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.

Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham — eller i ham anderledes end det gjorde.

B-b.

I den første store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:

Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han — den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor — havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.