"Professor Hieronymus" (3): Knud Pontoppidan (1853-1916). (Efterskrift til Politivennen)

 Professor Knud Pontoppidan.

Professor Knud Pontoppidan fylder i Dag 60 Aar. Nu sidder Professor Pontoppidan i den fine tilbagetrukne Stilling som Professor ved Universitetet i Retsmedicin og Hygiejne.

Overalt indenfor Studenter og Lægeverdenen nyder Professoren Anseelse som den højt begavede, fuldstændige, lærde og pædagogisk interesserede Universitetslærer. Hans Forelæsninger, der i en ganske særlig Grad bærer Præget af hans fine, bundretsindige Karakter, har altid været og er endnu et Mønster paa akademisk Aand og Form. - Det er jo ikke saa mange Aar tiden, der stod Kamp om Pontoppidan Navn, da han som Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling blev Genstand for en fra mange Sider rettet, i Realiteten ganske uberettiget og henynsløs Kritik, tilmed fra Lægmands Side. Der gik Sensation i Sagen, og Pontoppidan veg Pladsen. Ingen Lægo var ellers i Tvivl om, at der her blev begaaet en stor Uretfærdighed. Historiens Dom vil utvivlsomt henregne Pontoppidan til en af Videnskabens Martyrer.

Alle Angreb har dog ikke kunnet skade ham mere, end at han nu som altid staar som den fine, rettænkende og samvittighedsfulde Læge, afholdt og agtet i vide Kredse.

E. B.

(København 10. juli 1913)

Professor Pontoppidans sidste Forelæsning.

Som meddelt har Professor i Retsmedicin, Knud Pontoppidan, faaet bevilget sin Begæring om Afsked fra 30te Januar n. A Med dette Semester er hans Gerning ved Kjøbenhavns Universitet altsaa afsluttet. Fakultetet og de studerende var derfor enedes om at give hans sidste Eksaminatorium igaar et festligt Præg, idet man dog gav Højtideligheden et ligesom tilfældigt Anstrøg: Professor Pontoppidan har altid været en ensom Mand, og al officiel Festivitas er ham imod. Der var blot henlagt en Blomsterbuket paa hans Plads, og mellem de mange Tilhørere, der fyldte det lille Auditorium paa retsmedicinsk Institut, saa Professoren efterhaanden det ene kendte Ansigt efter det andet. Professor Rovsing (Dekanus), Professor Bock, Reservelæge Ipsen (Formand for medicinsk Forening) o. s. v.

Professoren formede sit Eksaminatorium som en afsleben og elegant Forelæsning over et vanskeligt og betydningsfuldt Retstilfælde der i hans Behandling blev til en fragmentarisk men aandfuld Belysning af Lægens retslige Stilling og Opgave, som sædvanlig præget af Pontoppidans ualmindelige Frisind og Overblik.

Professoren udtalte som sine sidste Ord: Jeg forlader den retsmedicinske Lærestol i fuld Tillid til, at det skal lykkes at finde en Eftermand, der vil føre Udviklingen videre."

Før Auditoriet Langsomt stud. med. Broge Dahl varm og sand Tak fra de hans ualmindelige Omhu for hans stadige Indskærpen for Undervisningen, bragte Professoren en Studerende for Undervisningen af Lægens høje Kald og store Forpligtelse overfor hver enkelt Patient.. . 

Professor Knud Børge Pontoppidan, der er en Broder til Dermatologen Erik Pontoppidan og Forfatterne Henrik og Morten Pontoppidan, er kun 60 Aar gl. Allerede 1879 vandt han Universitetets Guldmedaille med sin originale og meget fortjenstfulde Afhandling om Ansvarlighedsproblemet. Paa kommunehospitalet sjette Afdeling var han Overlæge fra 1888 til 1907, og i 1901 blev han ansat som Professor i Retsmedicin. Pontoppidan har megen Fortjeneste af den Maade, hvorpaa han har gjort sine sjældne administrative og pædagogiske Evner frugtbringende indenfor vort Sundhedsvæsen, og Offentligheden har Grund til at være ham taknemlig for forstaaende Impulser i mange vigtige Spørgsmaal; det var saaledes Pontoppidan, der først af alle docerede Forsikringslære ved vort Universitet. Pontoppidans litterære Virksomhed har været koncis og betydningsfuld. Hans Helbred, der længe har været meget svagt, synes nu fuldstændig bedret. Man har Lov at haabe at hans tidlige Tilbagetræden vil betyde en yderligere Forøgelse af de Værker, som bærer hans Navn.

N. N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1913).

Professor Knud Pontoppidan død.

Den kendte Sindssygelæge, Professor, Dr. med. K. Pontoppidan er i Gaar død efter flere Aars Svagelighed.

Nu førte Professoren en meget tilbagetrukken Tilværelse ude i Frederiksborg, hvor han havde sit Hjem. Han ønskede selv at høre til de stille; men lejlighedsvis kunde man af en vis Bitterhed i hans Repliker og af det om muligt mere utilgængelige i hans Udtryk læse noget af det Martyrium, som hans Lægegerning unægteligt blev. Han kunde ikke gaa paa Akkord, naar det gjaldt hans Opfattelse af Patienters Tilregnelighed, og det maa i Sandhed have været svært for ham at, skulle se sig offentlig angrebet i sin Lægegerning af Lægmand og - iøvrigt - utvivlsomt svigtet af dem, der dengang kunde have støttet ham, i de i sin Tid saa stærkt omdebatterede Tilfælde, hvor bl. a. Forfatterinden Amalie Skram spillede en fremtrædende Rolle.

Disse Sager og de dermed fedtende Bryderier gjorde sikkert, at Professoren i 1897 trak sig tilbage fra den Stilling som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals 6. Afdeling, hvortil hans Navn i første Række knytter sig.

En sjælden fin og sjælfuld Mand var Professor Pontoppidan, en sjælden klartseende Psykolog og Psykiatriker, en Mand, der bag det underlige, forstenede Ydre gemte et Hjerte, der slog varmt for de stakkels Syge, som fortjente hans Interesse. Og en glimrende Lærer for Læger og Studerende, en fortrinlig Lærebogsforfatter og en i sin Tid forgudet Foredragsholder, alle disse Egenskaber vil for lange Tider sætte Professor Knud Pontoppidan et værdigt Minde som dansk Læge, som Universitetslærer og som Menneske.

Knud Pontoppidan fødtes 10. Juli 1853 i Ribe og var udgaaet af den kendte Præsteslægt. Han tog medicinsk Embedseksamen 1870. I 79 fik han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om den ufuldstændige Tilregnelighed og dens Behandling i nyere Straffelove. Alt mens han uddannede sig som Nervelæge ved de forskellige Hospitaler, skrev og forsvarede han sin Doktorgrad: Den kroniske Morfinisme. I 85-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og Privatdocent, i 88 udnævntes han til Overlæge ved Kommunehospitalet og Docent ved Universitetet i klinisk Psykiatri.

Efter sin Afsked herfra 97 udnævntes han til Ridder af Dannebrog. Professor blev Pontoppidan i 92. Fra 98 til 01 var han nu Overlæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, dernæst Medlem af Sundhedskollegiet og Professor i Retsmedicin, i hvilken Gerning han først gjorde et stort Arbejde ved Indretningen af Retsmedicinsk Institut og senere blev meget afholdt som Lærer, indtil han i 1914 afløstes af Prof. Ellermann.

I 1913 udnævntes Prof. Pontoppidan endelig til Dannebrogsmand.

E. B.

- - -

Professor Pontoppidans Lig førtes i Aftes til Kapellet paa Hillerød Kirkegaard. Begravelsen foregaar efter den Afdødes udtrykkelige Ønske i dybeste Stilhed.

(København 22. oktober 1916).

Professor Knud Pontoppidan.

En Reformator og Administrator.

Med Professor. Dr. med. Knud Pontoppidans Død er en af den danske Lægestands mest kendte - men i sin Tid mest omstridte Mænd - gaaet bort.

Hans Slægt er anset og af Brødre-Kuldet, hvortil hører Forfatteren Henrik Pontoppidan, Præsten Morten Pontoppidan samt den kendte Læge, Professor Erik Pontoppidan, var den afdøde Dr. med. sikkert ikke den mindst ejendommelige. Der boede i ham noget af baade Videnskabsmanden og Kunstneren, og hans Gerning blev for ham en Lægekunst, hvor det lod sig gøre at betragte den som en saadan.

Der har staaet Debat og Kritik om Professor Pontoppidans Navn, og den blussede især op under hans Virksomhed som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals "Sjette Afdeling", i Slutningen af Firserne og det meste af Halvfemserne. Haarde Angreb maatte han døje, baade i Pressen, Literaturen og af sine Patienter. Herunder vil særlig huskes, hvad Forfatterinden Amalie Skram skrev om ham i sine to Bøger "Professor Hieronimus" og "Paa St. Jørgen".

Flere af Landets Blade kom gennem Artikler med skarpe Angreb mod ham paa Grund af Patienternes Behandlingsmaade, og det er i nogen Grad forstaaeligt, at hans Adfærd kunde give Anledning til en saadan hidsig Kampagne. Hans Begavelse var nemlig blandet med en ubehersket Lunefuldhed, der giende, at Overlægen til Tider kunde være Elskværdigheden selv, til andre Tider kold og uindladende. Selvfølgelig virker en saadan forskelligartet Optræden ikke paa den allerbedste Maade overfor Patienter, der er angrebne af Nervelidelser.

Anerkendt fra alle Sider er Professor Pontoppidan imidlertid bleven for sin store Betydning for dansk Lægevidenskab, baade som Forfatter og Uriversitetslærer, og gennem sin Virksomhed bevares hans Navn i den danske Videnskabs Historie.

En Reformator paa Aarhus Sindssygehospital.

Overlæge Hallager, der fra Professorens Aarhus-Periode som Overlæge ved Sindssygehospitalet, kendte ham ret godt som Kollega, har meddelt os følgende:

Professor Knud Pontoppidan har gjort sig i høj Grad fortjent til Anerkendelse indenfor sit Omraade, navnlig hvad angaar de rent praktiske Reformer. Holde fast paa sine egne Meninger kunde han gøre, men et Mandfolk var han helt igennem. Da Pontoppidan kom til Aarhus, var der meget at reformere paa Sindssygehospitalet, der trængte til det i høj Grad. Som den umaadelig praktiske Mand han var, gik han da ogsaa straks i Gang med Arbejdet. Særlig stor Fortjeneste indlagde han sig i Arbejdet for at saa indført kvindelig Plejepersonale paa Sygehuset. Det lykkedes tilsidst at føre Sagen igennem, og Systemet har efterhaanden vundet Indpas rundt om paa Landets øvrige Sindssygeanstalter.

Overlæge Hallager slutter med at citere følgende Udtalelse af Professor Pontoppidan, der staar som en træffende Karakteristik for Opholdet her:

Naar mine Tanker gik tilbage til Opholdet i Aarhus, beskæftigede de sig mere med Administrationen af Hospitalet og dets Vinduer og Døre, end med Patienterne.

De sidste Aar levede Professoren et stille og tilbagetrukket Liv i Hillerød.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1916).

Gangareal i Kommunehospitalets 6. afdeling A. 1914. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 22. oktober 1916 bragte Berlingske Tidende et nekrologinterview med Knud Pontoppidans bror, læge med speciale i hud- og kønssygdomme Erik Pontoppidan (1847-1919). Her gengivet fra en hjemmeside om Henrik Pontoppidan:

Erik Pontoppidan om Knud Pontoppidan.

Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.

Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:

Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.

Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det.

Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.

Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.

Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.

Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.

Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.

Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.

Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.

Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham — eller i ham anderledes end det gjorde.

B-b.

I den første store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:

Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han — den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor — havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

Knud Pontoppidan om Nathanson. (Efterskrift til Politivennen)

Tilfældet angaar en sindssyg Mand, en jysk Hestehandler Nathansen, hvem det ved Autoriteternes Overbærenhed blev muligt i en Række Aar at spille en vis Rolle her i Landet og at foranledige en Masse Skandaler. Han begyndte som Projektmager i stor Stil, navnlig med Planer til Hesteavlens Fremme; men efter at han under en Exaltations-Paroxysme var bleven „indespærret" i en Daareanstalt og senere paa Alm. Hosp., der den Gang svarede til det nuværende Kommunehospital, gjorde han det til sit Livs Hovedopgave at bringe Lys i denne „Skændselssag". Alle de, der ved denne og senere Lejligheder havde afgivet Forklaringer eller Erklæringer, dannede et Komplot med den Opgave at aflægge falske Vidnesbyrd angaaende hans mentale Tilstand. I en længere Aarrække optraadte han nu som en hensynsløs Kværulant, løb Autoriteterne paa Dørene for at fremtvinge nye Undersøgelser, fyldte Bladene med de taabeligste og mest uforskammede Inserater og udgav en hel Række af Smaaskrifter om den himmelraabende Uret, der var overgaaet ham. I nogle af disse gaar det mest ud over hans hippologiske Modstandere, navnlig en enkelt, hvem han mistænker for at have en Finger med overalt og beskylder for at „arbejde hen paa at blive Kammerraad" (se saaledes: „Recenscenten og Dyrene eller Dyrlæge Neergaard og mine Hingste"); men det er dog navnlig Lægerne, der maa holde for, saavel i hans Selvbiografi, der udkom 1859 og er tilegnet det danske Folk, som i Pjecerne „Et Lægekomplot" og „Arkiv for Læger". D'Hrr. Læger ere jo altid rede til at dække hverandres Fejl; det er dem, der har konspireret og faaet ham indespærret som gal. „Dr. N. har nemlig villet hjælpe Dr. C., Dr. G. vilde hjælpe Dr. B., Dr. G. vilde atter hjælpe Dr. N." o. s. v. Han aftrykker samvittighedsfuldt som Bilag de officielle Erklæringer, i hvilke han stemples som en forrykt Mand; men det falder ham ikke svært at afkræfte deres Betydning. Den indlæggende Læges Attest er „galt affattet"; Overlægen paa Almindeligt Hospital har ingen Ret til at tale med, eftersom han er indviklet i Fjendernes Komplot og har underkastet Patienten en saakaldet Kur, der hverken har været mere eller mindre end en planmæssig Mishandling, anlagt paa enten at berøve ham Forstanden eller i det mindste at tirre ham til Ubesindigheder, som kunde retfærdiggøre yderligere Foranstaltninger. „Denne snu og rænkefulde Doktor" har da „i sin Befippelse" heller ikke kunnet fremsætte andet end lutter „naragtige Paastande". Det Skøn, Overlægen paa Bidstrupgaard afgav, var „meget latterligt og forviklet affattet". Hvad endelig Sundhedskollegiets Erklæring angaar, udtaler han sig deromsaaledes: „Disse 10 Professorer, alle Medlemmer af Sundhedskollegiet, har ikke alene, for at søge at retfærdiggøre for det danske Folk de mod mig udøvede Handlinger af deres Kolleger, offentliggjort i deres saakaldte „Bibliothek for Læger", Juni-Heftet 1840, deres løjerlige Dokument, men de har tillige affattet dette latterlige Papir af den for Kollegiet vistnok snilde Skingrund o. s. v. Men hvad gør man ikke for at redde sine Kollegers enfoldige og ubetænksomme Adfærd?"

Denne forrykte Mand kan tilsidst ikke tænke paa andet end sin Tvangsindlæggelse og Indespærring; „saa længe der flyder Blod i mine Aarer, vil denne Skændselsdag (nemlig Indlæggelsesdagen) stedse være i frisk Minde." Hans Intellektualitet absorberes ganske af de fixe Ideer, og han indvikler sig derfor i den ene Proces mere endeløs end den anden. Og „alle disse Bryderier og Udgifter, som det Offentlige bebyrdes med, foranlediget ved enfoldige „lægekyndige Skøn", alle de lidte Kvaler, som jeg med Familie i mangfoldige Aar maatte gjennemgaa, kunde have været sparede, dersom Dumhed og Ondskab i Aaret 1839 ikke havde forøvet lovløse Handlinger mod mig."

I en Række Aar vedblev Myndighederne med en mærkelig Overbærenhed at finde sig i denne Mands vanvittige Færd og at lempe sig ud over de dels fortrædelige, dels ligefrem forargelige Sager, han i sin Hævngerrighed stillede paa Benene; de fleste af dem udjævnedes og sluttedes, og Patienten blev tilsidst praktiseret bort til Brasilien. Dette Skridt var imidlertid til liden Baade for Lægerne, da den gale Mand naturligvis i sine Afskeds-Publikationer lod forstaa, at det kun skete „for ej at kompromittere de implicerede Læger." Disse stode i Virkeligheden værgeløse overfor de Injurier og Bagvaskelser, med hvilke han i sin Harme overfaldt dem. At tage de Repressalier, der ligger i en Sagsøgeise, vare de fornuftigvis afskaarne fra. Anlæggelsen af en Proces forudsætter jo nemlig, at den Sagsøgte er juridisk ansvarlig for sine Handlinger, og er altsaa en Uting mod en vanvittig Mand. Og den er det dobbelt for de Læger, der paa Embedsvegne have maattet afgive Erklæring om hans Sindssygdom, fordi denne indirekte har involveret Injuriantens Utilregnelighed. De kan ikke anlægge Sag uden stiltiende at indrømme Ugyldigheden af deres egen Erklæring, de kan ikke værne deres Navn og Rygte ved at slaa sig selv paa Munden.

Jeg har refereret denne Nathansen'ske Affære temmelig udførligt, fordi den kan tjene som Paradigma for talrige lignende Sager, saa at de Betragtninger, til hvilke den giver Anledning, har en mere almindelig Gyldighed. Hvad for det første Lægernes Stilling til Sagen angaar, kan der rejses Spørgsmaal om Rigtigheden af det Resultat, til hvilket de ere komne ved Bedømmelsen af N.s mentale Tilstand. Der er jo nemlig Ingen, der vil paastaa, at Lægerne ere ufejlbare. Man kan imidlertid sige, at der her er tilvejebragt saa stor Sikkerhed, som man overhovedet kan opnaa i menneskelige Ting. Forskellige Læger have erklæret Patienten for sindssyg, en Specialkollega har paa en Sindssygeanstalt verificeret Diagnosen, og Landets øverste lægevidenskabelige Autoritet, Sundhedskollegiet, har givet de tidligere faglige Instanser Medhold. Det er jo tænkeligt, at man 100 Aar tidligere eller 100 Aar senere ikke vilde kalde det Sindssygdom; men under de givne historiske Forudsætninger var Nathansen sindssyg.

Der er iøvrigt ingen Grund til at komme nærmere ind paa den videnskabelige Undersøgelse af Diagnosens Berettigelse. Det fremdragne Tilfælde har sin væsentligste Interesse ved det Indblik, det giver i det store Publikums Fordomme, hvor Talen er om Sindssygdom. Og i denne Henseende ere vi stillede nu til Dags omtrent ligesom for 50 Aar siden. Endnu bestandig maa vi spørge os selv, hvorfra den indgroede Tro kommer, at vi Sindssygelæger skulde have nogen Interesse af at gøre Folk sindssyge i større Udstrækning, end de er det. Dersom det insinueredes, at vi lode os underkøbe til at holde Patienterne indespærrede, vilde Misforstaaelsen være forklarlig. Men da vi dog vel som Regel ikke mistænkes for noget saadant, er det ikke let at se, hvad der egentlig skulde bevæge os til at holde Patienterne tilbage i Sindssygeanstalterne imod deres Ønske længere end vor Pligt og vort Ansvar byder det. De paagældende Sager ere altid saa ubehagelige og besværlige, at Patienterne ingenlunde gør os nogen Tjeneste ved deres Nærværelse; vi slap dem sandelig gerne jo før jo heller.

Jeg taler her, mine Herrer, af personlig Erfaring fra min Virksomhed i en Lægeplads, der hører til de mest fremskudte og derfor ogsaa til de stærkest exponerede. De egentlige Sindssygeanstalter, hvor Patientens „Indespærring" er bleven et fait accompli og alle hans Forhold bragte i Ro og Orden, have en gunstigere Stilling. Men paa en Receptionsafdeling som denne, hvor vi har Publikum saa nært paa Livet og skal tage Stød af til alle Sider, bliver vor Opgave nødvendigvis meget utaknemmelig. Nogle skal gøres gale, Andre maa ikke være det, og hvad der saa sker, har vi ikke andet end Utak for det. Intetsteds er der nærmere Adgang til Indblanding fra selvbestaltede „Tillidsmænds Side end her, hvor Indlæggelse eller Overflytning kan komme til at foregaa under Hujen og Protest, hvor der skal handles hurtigt og afgørende, og hvor Virksomheden derfor under Omstændigheder former sig som en ren Profosbestilling. Det er derhos utroligt, hvad man paa et Sted som dette faar Ord for at have sagt og gjort, og skulde jeg berigtige alle de fejlagtige Meddelelser, der bringes Offentligheden her fra Afdelingen, fik jeg for meget at bestille. Der er altsaa ikke andet for end at uddanne sig til Pachyderm, saa at intet længer bider paa En; der hører nu en Gang til en Stilling som denne en lidt haard Hud og en stiv Rygrad.

Saa vist altsaa som den Art Sager kan have sine Ubehageligheder, saa er det alligevel ikke os Sindssygelæger, man mest skal beklage; os gør det ikke noget, vi ere hærdede. Nej, mine Herrer, hvem det er Synd for, det er først og fremmest Patienten. Det er Synd for en saadan Stakkel, at han gør sig til Skive for Offentlighedens nysgerrige Opmærksomhed og stiller sin sørgelige Sygdom til Skue. Men hvem bærer Hovedskylden derfor? Det gør disse uforstandige Venner og disse den saakaldte offentlige Menings Talsmænd, der giver hans sygelige Ideer Næring ved deres Tilslutning og hidser den Syge op til den meningsløse Kværuleren. Patienten selv rammes ikke af nogen Bebrejdelse; men desto stærkere maa den rettes imod dem, der uden at have Forudsætninger for Bedømmelsen tage Parti i Sagen.

Der er navnlig to Punkter, hvor Opinionens Holdning under en opsigtsvækkende Sag som denne maa frappere ved sin Uforstand, og begge belyses godt ved det Exempel, jeg har valgt at fremstille. Det ene Punkt angaar den gængse Misforstaaelse med Hensyn til, hvorledes man i en Erfaringsvidenskab som Psykiatrien tilvejebringer det fornødne Bevismateriale. Nathansen samlede naturligvis ivrigt paa Vidnesbyrd, der kunde bruges til at slaa Beskyldningen for Sindssygdom ned, og overfor Lægernes Udtalelser stillede han en Række af Attester, der gik ud paa at vise, at han ingenting fejlede. Disse undlod ikke at gøre den forønskede Virkning, endskøndt de stammede fra' Personer, der ikke blot manglede enhver Sagkundskab, men som end ikke kunde antages at være i Besiddelse af særlig god Iagttagelsesevne. Og endnu bestandig er det disse Hjælpetropper, der rykke i Marken mod Lægerne; endnu bestandig maa vi høre det Argument, at Skræder X eller Skomager Y „ikke kan forstaa", at den Paagældende er sindssyg, hvortil der egentlig kun kan svares, at det maa regnes til det meget andet, Skrædere og Skomagere ikke forstaa.

Ikke mindre forbausende er det at være Vidne til, hvorledes Folk uden videre tror, hvad en saadan Patient kan finde paa at fortælle om sine imaginære Forfølgelser. „Hvad jeg har lidt i hine 14 ulykkelige Døgn vilde være utroligt at beskrive," siger Nathansen; men ikke desto mindre giver han i sit Ugeblad „Korvetten Politivennen" detaillerede Skildringer af „allehaande uhørte kvalfulde Mishandlinger". Tillige lægger han Lægerne dé taabeligste Yttringer i Munden og har den Dristighed med Citationstegn at indføre dem ordret talende. Det ubegribelige er nu, at dette virkelig tages for gode Varer af Publikum; en saa ubetinget Tillid har Folk til, at de „har set det paa Tryk", skøndt dette ofte skulde synes en Grund mere til ikke at tro det. Saaledes bliver den Nathansenske Sag ikke i første Række en Ubehagelighed for de implicerede Læger, men først og fremmest en Ulykke for den Syge, og dernæst et sørgeligt Vidnesbyrd om den saakaldte oplyste Almenheds Uforstand. Og dertil kommer det nedtrykkende i at se, at Indignationen er ganske forloren, saa at den ikke varer længere, end til en ny Skandalehistorie har lagt Beslag paa Offentlighedens Opmærksomhed.

Den Nathansen'ske Affære blev i sin Tid — dog inden den var fuldt afsluttet — gjort til Genstand for en indgaaende psykopatologisk Studie af Selmer, vor første og hidtil største Autoritet paa Psykiatriens Omraade. S. ender sin Afhandling, der er offentliggjort i „Bibl. f. Læger" 1848, med følgende Passus:

„Dette Hof- og Stadsrettens Felttog mod en gal Mand er i Sandhed den bittreste Persiflage over vor Retspleje; og vi kommer saaledes tilbage til den Sætning, som dannede Udgangspunktet for nærværende Skildring, at Nathansens Historie afgiver det skarpeste Bevis for Vigtigheden af en Daarelovgivning, som tager Hensyn til alle de Forhold, hvori de Afsindige kunne træde til Samfundet, være sig i borgerlig Henseende eller for de civile og kriminelle Domstole, og som ikke blot faststiller Samfundets Forpligtelser mod disse Ulykkelige, men ogsaa dets vel begrundede Rettigheder lige overfor dem."

Denne Udtalelse har fuld Gyldighed den Dag i Dag og saa tidt en ny Sag af denne Art vækker en stærk Opinion til Live. Det er fremdeles en Sindssygelov, vi trænge til, og vi Læger ere trods Nogen interesserede i at faa den, fordi det er den eneste Maade at blive fri for den evige Mistænkeliggørelse. Kunde saadanne Pamfleter som de Nathansen'ske bidrage til hurtigere at skaffe os den ønskede Lov, vare de ikke skrevne forgæves. Men der kan næppe tillægges dem megen Betydning ud over den øjeblikkelige.

Knud Pontoppidan: Psykiatriske forelæsninger og studier. København 1895. Side 19-26. Findes digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek.