"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

Knud Pontoppidan om Nathanson. (Efterskrift til Politivennen)

Tilfældet angaar en sindssyg Mand, en jysk Hestehandler Nathansen, hvem det ved Autoriteternes Overbærenhed blev muligt i en Række Aar at spille en vis Rolle her i Landet og at foranledige en Masse Skandaler. Han begyndte som Projektmager i stor Stil, navnlig med Planer til Hesteavlens Fremme; men efter at han under en Exaltations-Paroxysme var bleven „indespærret" i en Daareanstalt og senere paa Alm. Hosp., der den Gang svarede til det nuværende Kommunehospital, gjorde han det til sit Livs Hovedopgave at bringe Lys i denne „Skændselssag". Alle de, der ved denne og senere Lejligheder havde afgivet Forklaringer eller Erklæringer, dannede et Komplot med den Opgave at aflægge falske Vidnesbyrd angaaende hans mentale Tilstand. I en længere Aarrække optraadte han nu som en hensynsløs Kværulant, løb Autoriteterne paa Dørene for at fremtvinge nye Undersøgelser, fyldte Bladene med de taabeligste og mest uforskammede Inserater og udgav en hel Række af Smaaskrifter om den himmelraabende Uret, der var overgaaet ham. I nogle af disse gaar det mest ud over hans hippologiske Modstandere, navnlig en enkelt, hvem han mistænker for at have en Finger med overalt og beskylder for at „arbejde hen paa at blive Kammerraad" (se saaledes: „Recenscenten og Dyrene eller Dyrlæge Neergaard og mine Hingste"); men det er dog navnlig Lægerne, der maa holde for, saavel i hans Selvbiografi, der udkom 1859 og er tilegnet det danske Folk, som i Pjecerne „Et Lægekomplot" og „Arkiv for Læger". D'Hrr. Læger ere jo altid rede til at dække hverandres Fejl; det er dem, der har konspireret og faaet ham indespærret som gal. „Dr. N. har nemlig villet hjælpe Dr. C., Dr. G. vilde hjælpe Dr. B., Dr. G. vilde atter hjælpe Dr. N." o. s. v. Han aftrykker samvittighedsfuldt som Bilag de officielle Erklæringer, i hvilke han stemples som en forrykt Mand; men det falder ham ikke svært at afkræfte deres Betydning. Den indlæggende Læges Attest er „galt affattet"; Overlægen paa Almindeligt Hospital har ingen Ret til at tale med, eftersom han er indviklet i Fjendernes Komplot og har underkastet Patienten en saakaldet Kur, der hverken har været mere eller mindre end en planmæssig Mishandling, anlagt paa enten at berøve ham Forstanden eller i det mindste at tirre ham til Ubesindigheder, som kunde retfærdiggøre yderligere Foranstaltninger. „Denne snu og rænkefulde Doktor" har da „i sin Befippelse" heller ikke kunnet fremsætte andet end lutter „naragtige Paastande". Det Skøn, Overlægen paa Bidstrupgaard afgav, var „meget latterligt og forviklet affattet". Hvad endelig Sundhedskollegiets Erklæring angaar, udtaler han sig deromsaaledes: „Disse 10 Professorer, alle Medlemmer af Sundhedskollegiet, har ikke alene, for at søge at retfærdiggøre for det danske Folk de mod mig udøvede Handlinger af deres Kolleger, offentliggjort i deres saakaldte „Bibliothek for Læger", Juni-Heftet 1840, deres løjerlige Dokument, men de har tillige affattet dette latterlige Papir af den for Kollegiet vistnok snilde Skingrund o. s. v. Men hvad gør man ikke for at redde sine Kollegers enfoldige og ubetænksomme Adfærd?"

Denne forrykte Mand kan tilsidst ikke tænke paa andet end sin Tvangsindlæggelse og Indespærring; „saa længe der flyder Blod i mine Aarer, vil denne Skændselsdag (nemlig Indlæggelsesdagen) stedse være i frisk Minde." Hans Intellektualitet absorberes ganske af de fixe Ideer, og han indvikler sig derfor i den ene Proces mere endeløs end den anden. Og „alle disse Bryderier og Udgifter, som det Offentlige bebyrdes med, foranlediget ved enfoldige „lægekyndige Skøn", alle de lidte Kvaler, som jeg med Familie i mangfoldige Aar maatte gjennemgaa, kunde have været sparede, dersom Dumhed og Ondskab i Aaret 1839 ikke havde forøvet lovløse Handlinger mod mig."

I en Række Aar vedblev Myndighederne med en mærkelig Overbærenhed at finde sig i denne Mands vanvittige Færd og at lempe sig ud over de dels fortrædelige, dels ligefrem forargelige Sager, han i sin Hævngerrighed stillede paa Benene; de fleste af dem udjævnedes og sluttedes, og Patienten blev tilsidst praktiseret bort til Brasilien. Dette Skridt var imidlertid til liden Baade for Lægerne, da den gale Mand naturligvis i sine Afskeds-Publikationer lod forstaa, at det kun skete „for ej at kompromittere de implicerede Læger." Disse stode i Virkeligheden værgeløse overfor de Injurier og Bagvaskelser, med hvilke han i sin Harme overfaldt dem. At tage de Repressalier, der ligger i en Sagsøgeise, vare de fornuftigvis afskaarne fra. Anlæggelsen af en Proces forudsætter jo nemlig, at den Sagsøgte er juridisk ansvarlig for sine Handlinger, og er altsaa en Uting mod en vanvittig Mand. Og den er det dobbelt for de Læger, der paa Embedsvegne have maattet afgive Erklæring om hans Sindssygdom, fordi denne indirekte har involveret Injuriantens Utilregnelighed. De kan ikke anlægge Sag uden stiltiende at indrømme Ugyldigheden af deres egen Erklæring, de kan ikke værne deres Navn og Rygte ved at slaa sig selv paa Munden.

Jeg har refereret denne Nathansen'ske Affære temmelig udførligt, fordi den kan tjene som Paradigma for talrige lignende Sager, saa at de Betragtninger, til hvilke den giver Anledning, har en mere almindelig Gyldighed. Hvad for det første Lægernes Stilling til Sagen angaar, kan der rejses Spørgsmaal om Rigtigheden af det Resultat, til hvilket de ere komne ved Bedømmelsen af N.s mentale Tilstand. Der er jo nemlig Ingen, der vil paastaa, at Lægerne ere ufejlbare. Man kan imidlertid sige, at der her er tilvejebragt saa stor Sikkerhed, som man overhovedet kan opnaa i menneskelige Ting. Forskellige Læger have erklæret Patienten for sindssyg, en Specialkollega har paa en Sindssygeanstalt verificeret Diagnosen, og Landets øverste lægevidenskabelige Autoritet, Sundhedskollegiet, har givet de tidligere faglige Instanser Medhold. Det er jo tænkeligt, at man 100 Aar tidligere eller 100 Aar senere ikke vilde kalde det Sindssygdom; men under de givne historiske Forudsætninger var Nathansen sindssyg.

Der er iøvrigt ingen Grund til at komme nærmere ind paa den videnskabelige Undersøgelse af Diagnosens Berettigelse. Det fremdragne Tilfælde har sin væsentligste Interesse ved det Indblik, det giver i det store Publikums Fordomme, hvor Talen er om Sindssygdom. Og i denne Henseende ere vi stillede nu til Dags omtrent ligesom for 50 Aar siden. Endnu bestandig maa vi spørge os selv, hvorfra den indgroede Tro kommer, at vi Sindssygelæger skulde have nogen Interesse af at gøre Folk sindssyge i større Udstrækning, end de er det. Dersom det insinueredes, at vi lode os underkøbe til at holde Patienterne indespærrede, vilde Misforstaaelsen være forklarlig. Men da vi dog vel som Regel ikke mistænkes for noget saadant, er det ikke let at se, hvad der egentlig skulde bevæge os til at holde Patienterne tilbage i Sindssygeanstalterne imod deres Ønske længere end vor Pligt og vort Ansvar byder det. De paagældende Sager ere altid saa ubehagelige og besværlige, at Patienterne ingenlunde gør os nogen Tjeneste ved deres Nærværelse; vi slap dem sandelig gerne jo før jo heller.

Jeg taler her, mine Herrer, af personlig Erfaring fra min Virksomhed i en Lægeplads, der hører til de mest fremskudte og derfor ogsaa til de stærkest exponerede. De egentlige Sindssygeanstalter, hvor Patientens „Indespærring" er bleven et fait accompli og alle hans Forhold bragte i Ro og Orden, have en gunstigere Stilling. Men paa en Receptionsafdeling som denne, hvor vi har Publikum saa nært paa Livet og skal tage Stød af til alle Sider, bliver vor Opgave nødvendigvis meget utaknemmelig. Nogle skal gøres gale, Andre maa ikke være det, og hvad der saa sker, har vi ikke andet end Utak for det. Intetsteds er der nærmere Adgang til Indblanding fra selvbestaltede „Tillidsmænds Side end her, hvor Indlæggelse eller Overflytning kan komme til at foregaa under Hujen og Protest, hvor der skal handles hurtigt og afgørende, og hvor Virksomheden derfor under Omstændigheder former sig som en ren Profosbestilling. Det er derhos utroligt, hvad man paa et Sted som dette faar Ord for at have sagt og gjort, og skulde jeg berigtige alle de fejlagtige Meddelelser, der bringes Offentligheden her fra Afdelingen, fik jeg for meget at bestille. Der er altsaa ikke andet for end at uddanne sig til Pachyderm, saa at intet længer bider paa En; der hører nu en Gang til en Stilling som denne en lidt haard Hud og en stiv Rygrad.

Saa vist altsaa som den Art Sager kan have sine Ubehageligheder, saa er det alligevel ikke os Sindssygelæger, man mest skal beklage; os gør det ikke noget, vi ere hærdede. Nej, mine Herrer, hvem det er Synd for, det er først og fremmest Patienten. Det er Synd for en saadan Stakkel, at han gør sig til Skive for Offentlighedens nysgerrige Opmærksomhed og stiller sin sørgelige Sygdom til Skue. Men hvem bærer Hovedskylden derfor? Det gør disse uforstandige Venner og disse den saakaldte offentlige Menings Talsmænd, der giver hans sygelige Ideer Næring ved deres Tilslutning og hidser den Syge op til den meningsløse Kværuleren. Patienten selv rammes ikke af nogen Bebrejdelse; men desto stærkere maa den rettes imod dem, der uden at have Forudsætninger for Bedømmelsen tage Parti i Sagen.

Der er navnlig to Punkter, hvor Opinionens Holdning under en opsigtsvækkende Sag som denne maa frappere ved sin Uforstand, og begge belyses godt ved det Exempel, jeg har valgt at fremstille. Det ene Punkt angaar den gængse Misforstaaelse med Hensyn til, hvorledes man i en Erfaringsvidenskab som Psykiatrien tilvejebringer det fornødne Bevismateriale. Nathansen samlede naturligvis ivrigt paa Vidnesbyrd, der kunde bruges til at slaa Beskyldningen for Sindssygdom ned, og overfor Lægernes Udtalelser stillede han en Række af Attester, der gik ud paa at vise, at han ingenting fejlede. Disse undlod ikke at gøre den forønskede Virkning, endskøndt de stammede fra' Personer, der ikke blot manglede enhver Sagkundskab, men som end ikke kunde antages at være i Besiddelse af særlig god Iagttagelsesevne. Og endnu bestandig er det disse Hjælpetropper, der rykke i Marken mod Lægerne; endnu bestandig maa vi høre det Argument, at Skræder X eller Skomager Y „ikke kan forstaa", at den Paagældende er sindssyg, hvortil der egentlig kun kan svares, at det maa regnes til det meget andet, Skrædere og Skomagere ikke forstaa.

Ikke mindre forbausende er det at være Vidne til, hvorledes Folk uden videre tror, hvad en saadan Patient kan finde paa at fortælle om sine imaginære Forfølgelser. „Hvad jeg har lidt i hine 14 ulykkelige Døgn vilde være utroligt at beskrive," siger Nathansen; men ikke desto mindre giver han i sit Ugeblad „Korvetten Politivennen" detaillerede Skildringer af „allehaande uhørte kvalfulde Mishandlinger". Tillige lægger han Lægerne dé taabeligste Yttringer i Munden og har den Dristighed med Citationstegn at indføre dem ordret talende. Det ubegribelige er nu, at dette virkelig tages for gode Varer af Publikum; en saa ubetinget Tillid har Folk til, at de „har set det paa Tryk", skøndt dette ofte skulde synes en Grund mere til ikke at tro det. Saaledes bliver den Nathansenske Sag ikke i første Række en Ubehagelighed for de implicerede Læger, men først og fremmest en Ulykke for den Syge, og dernæst et sørgeligt Vidnesbyrd om den saakaldte oplyste Almenheds Uforstand. Og dertil kommer det nedtrykkende i at se, at Indignationen er ganske forloren, saa at den ikke varer længere, end til en ny Skandalehistorie har lagt Beslag paa Offentlighedens Opmærksomhed.

Den Nathansen'ske Affære blev i sin Tid — dog inden den var fuldt afsluttet — gjort til Genstand for en indgaaende psykopatologisk Studie af Selmer, vor første og hidtil største Autoritet paa Psykiatriens Omraade. S. ender sin Afhandling, der er offentliggjort i „Bibl. f. Læger" 1848, med følgende Passus:

„Dette Hof- og Stadsrettens Felttog mod en gal Mand er i Sandhed den bittreste Persiflage over vor Retspleje; og vi kommer saaledes tilbage til den Sætning, som dannede Udgangspunktet for nærværende Skildring, at Nathansens Historie afgiver det skarpeste Bevis for Vigtigheden af en Daarelovgivning, som tager Hensyn til alle de Forhold, hvori de Afsindige kunne træde til Samfundet, være sig i borgerlig Henseende eller for de civile og kriminelle Domstole, og som ikke blot faststiller Samfundets Forpligtelser mod disse Ulykkelige, men ogsaa dets vel begrundede Rettigheder lige overfor dem."

Denne Udtalelse har fuld Gyldighed den Dag i Dag og saa tidt en ny Sag af denne Art vækker en stærk Opinion til Live. Det er fremdeles en Sindssygelov, vi trænge til, og vi Læger ere trods Nogen interesserede i at faa den, fordi det er den eneste Maade at blive fri for den evige Mistænkeliggørelse. Kunde saadanne Pamfleter som de Nathansen'ske bidrage til hurtigere at skaffe os den ønskede Lov, vare de ikke skrevne forgæves. Men der kan næppe tillægges dem megen Betydning ud over den øjeblikkelige.

Knud Pontoppidan: Psykiatriske forelæsninger og studier. København 1895. Side 19-26. Findes digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek.

"Professor Hieronymus" (1): Knud Pontoppidan (1853-1916). Grevinde Schimmelmann. (Efterskrift til Politivennen).

Kritik af "galevæsnet" fremkom gennem hele 1800-tallet. Også i Politivennen. Særlig spektakulær er sagen om hestehandler Nathansen 1796-1862 (som en kort tid var redaktør af bladet). Nathanson var en i offentligheden meget kendt person som var blevet indlagt i en dårekiste i 1839. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og brugte en stor del af sit liv på at skrive artikler og bøger mod datidens sundhedsvæsen. Såvel Frederik 6. og Christian 8. underkendte ved flere lejligheder myndighederne. Se herom i de 12 indslag der findes her på bloggen. Knud Pontoppidan holdt en forelæsning om ham. 

Også Herman Bang havde været indlagt af Knud Pontoppidan vinteren 1891-1892 efter et selvmordsforsøg i 1890. Han skrev senere "Ludvigsbakke" (1896). 

Den norske forfatterinde Amalie Skram (1847-1905) blev efter sin debutroman "Constance Ring" (1885) en forgrundsfigur i "det moderne gennembrud" og i kvindesagen. I 1894 blev hun indlagt på Kommunehospitalet hos lægen Knud Pontoppidan. Samtidig med at hun måske havde overanstrengt sig, lå hun i skærmydsler med sin mand, forfatteren Erik Skram. Hun havde truet med selvmord, og måske i perioden op til indlæggelsen haft et overforbrug af sovepiller m.m. Hun lod sig herefter indlægge i det håb at kunne få hvile og ro. Men Knud Pontoppian havde en anden holdning, idet han anså hende for sindssyg. Opholdet på Kommunehospitalets 6. afdeling beskrev hun i romanen "Professor Hieronimus". Den angreb gennem skildringer af sindssyges ophold Knud Pontoppidan.

Knud Pontoppidan skal i et brev til Amalie Skram have skrevet: "Jeg har i øvrigt selv haft meget Udbytte af at gøre mig bekendt med ‘Professor Hieronymus’. Det er en fortræffelig Bog – for hvem der kan læse den. Den giver en naturtro Skildring af, hvorledes et sindssygt Menneskes hadefulde Forbitrelse fordrejer hendes Syn og bibringer hende forvrængede Opfattelser".

Kommunehospitalets 6. afdeling "Nerve- og sindssygeafdeling" blev oprettet i 1875. I 1939 blev den omdøbt til "psykiatrisk afdeling (Kommunehospitalet). Fra 1913 blev nervepatienter henlagt i særlige sengeafsnit. Fysisk lå den i pavillon 1, stuerne 117-139 og 112-132, samt i epidemibygningen, Pavillon 2 stuerne 109-113 og 104-110. Det blev lukket i 1994.

De "gale" blev fra midten af 1700-tallet og indtil midten af 1800-tallet indespærret fx. i Tugt- Rasp- og forbedringshuset, og Ladegården og dårekister. Ofte var opfattelsen at de var uhelbredelige. Eller isoleret (Skt. Hans Hospital). I 1800-tallet anså man kvinder som særlig modtagelige for sindssyge - hysteria kommer af ordet livmoder. Behandling var der først tale om på Skt Hans Hospital efter at dårekisterne var blevet voldsomt kritiseret, bl.a. af lægen Harald Selmer samt af - Knud Pontoppidan. Sidstnævnte var bl.a. imod medicinsk behandling. Den "moderne" psykiatri blev der imidlertid først tale om med psykoanalysen. Og psykiatrien er selv i vore dage et kontroversielt emne. For Knud Pontoppidan gik behandlingen ud på at patienterne gennem streng disciplin skulle genvinde evnen til at beherske sig selv (igen), altså "normalisere" dem i forhold til datidens standarter (læs: naturlige underdanige position).

Knud Pontoppidan havde beklaget at der ingen lovgivning var på sindssygeområdet (dette skete først med Sindssygeloven 1938). Han mente en human indstilling og vilje til at forbedre patienterne vilkår var vejen frem. Bl.a. indførte han kvindeligt personale på Kommunehospitalets urolige mandsafdeling, ligesom han afskaffede lukkede isolationsceller og erstattede dem med senge med bæltefiksering.

At der er tale om kvinder, er ikke tilfældigt. Kvinder som stod frem og mente noget, blev ofte karakteriserede som hysteriske, skøre, endog aggressive. Det er svært at forestille sig at Knud Pontoppidan ikke også skulle have haft denne patriarkalske verdensopfattelse. Den patriarkalske orden var imidlertid i slutningen af 1800-tallet under pres, der blev sat tvivl om hvorvidt mænd stod for det rationelle og kvinder for det psykisk labile. Borgerskabets kvinder forventedes at lade sig spærre inde i hjemmet. (Arbejderklassens kvinder var begyndt på arbejdsmarkedet). Bl.a. havde Knud Pontoppidans bror, Henrik Pontoppidan sat spørgsmålstegn ved denne orden. 

Amalie Skrams romaner ramte også ind i en reformproces som havde stået en del tid: Balance mellem diagnose/behandling og tvangsanbringelse. Især problematikken om at  selv om lægelige diagnoser og behandlinger kan være nok så gode, berettiger de så til tvangsanvendelse? Sindssygdom kan meget vel medføre et ophør af patientens selvbestemmelsesevne, men bevarer patienten alligevel ikke en selvbestemmelsesret?

På tidspunktet for Amalie Skrams indlæggelse var der en del offentlighed om og kritik af Kommunehospitalets behandlinger. En af de mere opsigtsvækkende var grevinde Adeline Luise von Schimmelmann (1854-1913. Hun var en tysk evangelist og grundlægger af sømandsmissionen. 1872-1890 var hun hofdame hos kejserinde Augusta.  I 1893 beordrede hendes søster i København hende til København. Hun misbilligede Adelines omgang med penge, og henviste hende under en falsk diagnose til psykiatrisk behandling. I april 1894 blev hun udskrevet. Hun rejste herefter igen til Tyskland. 

Den sidste Tvangsindlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Den af "Politiken" rejste og af os i Gaar omtalte Grevinde Adeline Schimmelmanns Sag vækker megen Opmærksomhed i disse Dage og vil paany henlede Folks Tanker paa det urimelige i. at en Slægtning med en Læges Hjælp kan indlægge et Menneske til Observation paa Sindssygeanstalt uden videre, og uden at den voldførte Mand eller Kvinde senere vil have Udsigt til Erstatning derfor.

Under disse gentagne Konflikter, hvor dom, der kommer til Offentlighedens Kundskab, i Reglen spilles mellem en rig Mand eller Kvinde og deres Slægtninge, har navnlig én Mand spillet en Rolle, nemlig

Dr. mod. Overlæge Knud Pontoppidan.

Her fra Byen og Omegnen bliver de fleste Sindssyge indlagt paa Kommunehospitalet, og her staar Dr. Pontoppidan altid ved Døren til de indre Gemakker, hvor Patienterne lukkes ind i skumle Celler under Bevogtning af grove Betjente og iagttages af unge Studenter under mange ikke lige skønsomt valgte Vittigheder.

(Som et Kuriosum kan bemærkes, at Dr. Pontoppidan for Grevinden Indlæggelse og Behandling har modtaget 500 Kr).

"Politiken" meddeler i Dag en Fortsættelse af sine Afsløringer i dens Numer for i Gaar, og vi gengiver nedenstaaende et Uddrag af dens Oplysninger:

Grevinden har under sit Ophold forfattet nogle Dagbogsoptegnelser. Hun fortæller om sin Indlæggelse, der, som i Gaar meddelt, foregik under den Form, at man foregav, at hun fortes til Professorens Privatbolig.

Hun fortæller:

"Da jeg traadte ind i denne Privatbolig, lukkedes Døren efter mig, og jeg befandt mig i en Cellegang paa en Anstalt for almenfarlige Sindssyge og vanvittige Forbrydere. En ung Læge sagde til mig, at jeg skulde klæde mig af og lægge mig hen, og da jeg vægrede mig derved, greb han mig ved Haanden og sagde:

"Saa vil jeg gøre det med Magt!" 

Jeg sagde ham da, at han skulde lade mig være og lovede, siden jeg var tvungen dertil, at gøre det godvilligt. Mit Tøj blev taget fra mig. Jeg fik en af Anstaltens numrerede Trøjer paa og kom saa i en stenhaard Seng. Foruden denne var der kun en Stol og et lille Bord i Cellen. For Vindusruderne var der Jærnstænger ligesom i en Kælder. Døren skulde altid staa aaben, og paa Gangen larmede og hylede gale Mennesker, og nu og da kom en af dem ind til mig. Hvor jeg græd! Aldrig havde jeg vidst, at et Par Øjne rummede saa meget Vand. Om Aftenen kom Pontoppidan og erklærede mig rent ud, at jeg var bleven bragt herhen af min Familje - af Kærlighed til mig, da jeg var gal. Senere kom der et ungt Menneske, som undersøgte mig omstændeligt; derpaa 4 Studenter, som, da jeg sagde, at jeg intet fejlede, lo ad mig og kom med Vittigheder."

Om sit Ophold paa Hospitalet fortæller Grevinden ogsaa mindre lystelige Ting Hun har levet i Omgivelser, som har været tilstrækkelige til at skaffe et ellers fornuftigt Menneske af med Forstanden.

Man læse hendes Beskrivelse:

Det eneste, man havde ladet mig beholde af mine Luksussager eller af min rosenfarvede Atlaskes Seng, var den lille Hovedpude, jeg har faaet af Frøken W .... Tre Studenter holdt Stuegang og lo og talte uden at bryde sig om, hvad jeg sagde. En tog mig ved Armen og skubbede mig tilside lov at se paa den rosenrode Pude, medens han talte med Oppassersken. De gamle Drankere nedenunder mig brølede og rasede, og ved Siden af mi Kvinderne, og hvilke Kvinder! - I min gamle Celle kom én, der havde taget Livet af sig med Gift. Jeg saa hende endnu sent paa Aftenen. Næste Morgen var Gangen opfyldt af en skrækkelig Lugt. Jeg spurgte efter Kvinden og fik til Svar, at hun var død. Den næste i Cellen var en Pige, der havde Syfilis (jeg véd ikke, hvad det er. men det skal være en syndig Sygdom); hun havde faaet et Barn og døde under Jamren; Barnet bragtes bort og døde ligeledes. Saa kom en Pige, der havde drukket sig gal; hun kom altid styrtende ind til mig; derpaa et Fruentimmer, der havde Drankerdelirium. Hendes Lige havde jeg aldrig set. Jeg spurgte, om ikke de Sygdomme, disse Kvinder led af, var smitsomme, og fik det mig uforstnaalige Svar: nej, ti vi faar dem først, naar Sygdommen er gammel og har slaaet sig paa Hjærnen.".

Ikke sandt, det maa være muntert at blive indlagt til Observation paa Kommunehospitalet.

Grevinden har, efterat hun har forladt Vordingborg, baade fra Sindssygeanstaltens Læge dér, Dr. Helweg, og fra en anset tysk Læge, Schuckard, erholdt Attester, der konstaterer, at det ikke skønnes, at hun kan lide af nogen sjælelig Forstyrrelse.

Turde disse talende Vidnesbyrd ikke snart godtgøre, at Overlægen paa Kommunehospitalet trænger til at have en Jurist eller fornuftig Lægmand ved sin Side?

(København 10. oktober 1894).

Den schimmelmannske Affære.

Professor Pontoppidan.

Under den Brunske og den Schimmelmannske Affære er Professor Knud Pontoppidan efterhaanden bleven anset for en Mand, i hvis Haand der er lagt en frygtelig Magt.

Blot et Blik af Professorens store, forskende Øjne, et Vink til en Betjent, og man er indrangeret mellem de Gale, hvem de fleste frygter mere end Forbryderne. Man er indrangeret der og, udelukket fra Omverdenen, Genstand for den levende Begravedes Kval.

Denne almindelige Opfattelse er saa nær rigtig, som Professoren i alt Fald for Ugers Tid raader over Ens Skæbne, - Uger, der er lange nok til, at den Fornuftigste kan blive gal. Vi saa det i den Brunske Alfære, at en "hvilken som helst" Læge sammen med den Indespærredes Søn, fik Professoren til at "gøre sin Pligt '. Og i den Schimmelmannske gjorde han det uden anden Assistance end Grevindens Broders.

I Virkeligheden handler Professoren fuldkommen enevældigt. Og han gør det uden i nogen Maade at blive krævet til Regnskab af Nogen. Han har gjort det, og det er godt. End ikke Justitsministeren, der dog maa kunne se, at den brugte Fremgangsmaade ikke er fuldt lovmedholdig, synes at turde skride ind. Han kunde jo forresten ogsaa blive erklæret for gal og blive puttet ind.

Professorens Dekreter om, at snart den og snart den er gal, vækker den pinligste Opsigt og de uheldigste Rygter blandt Befolkningen. Men Professoren tier som en Mur; hans gaadefulde Sfinxøjne stirrer ud i Rummet over Hovedet paa alt det Rak, der blander sig i Spørgsmaal, det ikke forstaar sig paa, og han mæler ikke et Ord.

Imidlertid vokser Uvisheden til en truende Højde: tør man for Folks personlige Friheds og Sikkerheds Skyld have Professoren staaende ene og ukontrolleret paa sin Plads som Overlæge ved 6te Afdeling ?

Er det forsvarligt, ufarligt?

Man vil villigt indrømme, at Professor Pontoppidan er en stor Videnskabsmand, meget stor vel ogsaa paa sit Omraade, men en fuldkommen ufejlbar Avtoritet er en farlig Ting, navnlig paa en Plads som Pontoppidans.

V i véd ikke, om Professoren har skrevet sin egen Sjælehistore fra sine unge Aar, da hans mægtige, oprullende Aand mangen Gang etter Manges Mening kæmpede en haard Kamp for at holde sig paa den rette Side af den ofte fine Grænse, der skiller mellem Geni og Vanvid.

Men i hvert Fald saa meget ved vi, at den Gang, da den Brunske Affære rykkede Professoren saa tæt ind paa Livet, og den offentlige Mening krævede en Forklaring, da lod Professoren nogle Forelæsninger offentliggøre, hvori det hævdes, at man godt kan være overordentlig dygtig, skarpsindig og klog i alle andre Maader og paa et enkelt lille Punkt være sindssyg, bl. a. nævntes de Procesgale. Det var øjensynligt, at Etatsraad Brun skulde føres ind under dem, der saaledes havde en lille Prik-, kun fik man ikke nøje at vide, i hvilken Retning det var; det med Had til hans Børn blev ikke belagt med Vidnesbyrd nok.

Vi ved vel, at Lægmanden skal tie, naar den vise Læge taler. Men vi vover os alligevel til at sige: Kunde ikke ogsaa den store Videnskabsmand ved den evige Omgang med de Syge have faaet en Prik - gaaende i Retning af at erklære andre normale Folk for gale?

Kunde den Mulighed ikke tænkes; og vilde det da i hvert Fald ikke være rart, om der gaves Professoren en Lægmand eller Jurist paa Siden, saaledes, at. der straks kunde gribes ind, naar Tilfældet syntes stærkt udtalt.

Og foreløbig at suspendere den ellers udmærkede Læge, mens han lod sig underkaste en Observation af en anden Avtoritet, vilde være noget, der vilde berolige Publikum og ikke paa nogen Maade maatte kunne anses saa urimeligt af ham selv, der til enhver Tid maa antages at ville ty til Videnskaben som den bedste Dommer i Spørgsmaal ogsaa om hans egen Dømmekraft.

Vil man ikke ordne Sagen paa den Maade, maa den tages paa en anden. Saalænge Reglerne for Folks Indespærring som Sindsyge er saa løse, som de er, vil den offentlige Mening ikke slaa sig til Ro med vrøvlede Erklæringer i "Berl. Tid.", men den vil forlange med stigende Styrke:

Professor Knud Pontoppidan maa indtil videre fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand.

(København 12. oktober 1894).

Hr. Pontoppidans Honorar.

Jeg læste fornylig, at der var udbetalt Hr. Overlæge, Professor Pontoppidan 500 Kr. for hans Assistance ved Grevinde Adeline Schimmelmann's Indlæggelse paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. 

Da de syv Segl, hvormed Hr. Pontoppidans Mund var lukket i den Brunske Affære, sidder der ogsaa i den Schimmelmannske, vil det antagelig være forgæves at udspørge Hr. Professoren om dette Punkt. Naar han har troet at burde optræde med en saa overordenlig Diskretion i disse Sager, er det lidet sandsynligt, at han undtagelsesvis skulde være mindre diskret med Hensyn til Spørgsniaalet om Honoraret. Enten har man syv Segl for sin Mund, eller man har ingen Segl ; i det første Tilfælde er man stum som en Fisk, i det andet har man Talens Gave. En Mulighed som den, at Hr. Pontoppidan kun havde seks Segl for Munden, saa at der var en ganske lille Aabning, hvor det syvende skulde sidde, synes i sig selv lidet troværdig og vilde i alt Fald staa i en bestemt Modstrid med hele Seglprincipet, der kræver en absolut og ubrødelig Tavshed.

Imidlertid findes de 500 Kr. opførte paa Grevindens Regnskab, og de maa vel derfor staa til Troende. Man har af Grevinde Schimmelmanns Penge udbetalt 500 Kr. til Overlægen for at faa hendes mentale Tilstand undersøgt, og efter denne Undersøgelse, der varede ti Minuter, har Overlægen optaget hende i sin Sindssygeafdeling. Grevinden er bleven sindssyg for sine egne Penge, hun har selv betalt Gildet.

Hertil er i og for sig intet at sige. Det er kun ret og rimeligt, at en Grevinde selv betaler for de Samfundsgoder, hun nyder, selv om En og Anden maaske vil finde, at 500 Kr. er en høj Betaling for ti Minuters Arbejde. Det er jo heller ikke saa meget Arbejdstidens Længde som det opnaaede Resultat, hvorpaa det kommer an; og da Resultatet var et for Arbejdsgiverne særdeles tilfredsstillende, bør Summen alligevel næppe kaldes særlig høj. Man har set flittige Videnskabsmænd arbejde aarevis for en Sag og faa langt mindre ud af den.

Heller ikke kan der siges noget til, at en Overlæge har privat Praksis. Alle Overlæger praktiserer privat. Men for Overlægen paa en Sindssygeafdeling er Stillingen af en lidt ejendommelig Art; ban kan komme i Situationer, hvor det at drive privat Praksis ved Siden af sin offentlige Virksomhed kaster et uheldigt Skær over ham. Naar en saadan Læge i sin private Praksis og for privat Honorar undersøger en velhavende Dame, der af sine Slægtninge ønskes erklæret for sindssyg, og derefter paa Grundlag af denne Undersøgelse anbringer hende i en af de Celler, han har under sig som Overlæge, vil den ukyndige Lægmand let dømme forkert i en slig Affære. Han vil fristes til at mene, at den private Praksis her har indvirket skadelig paa den offentlige Stilling, og han vil være tilbøjelig til at drage falske Slutninger deraf.

Jeg er for mit eget Vedkommende overbevist om, at Hr. Pontoppidan har handlet efter sit bedste Skøn. Jeg tror ikke, at han vilde Lave handlet anderledes, selv om en anden Læge havde foretaget den private Undersøgelse, og jeg skal i saa Henseende henvise til den Brunske Sag, hvor det for Hr. Pontoppidan aldeles ikke spillede nogen Rolle, at det var en anden Læge og ikke ham selv, der indstillede Hr. Brun til Optagelse i Sindsygeafdelingen. Men den store Mængde dømmer desværre anderledes om en saadan Ting og derfor bør det Offentlige snarest muligt foretage Skridt til Ophævelsen af et System, der ogsaa tæller Hr. Pontoppidan blandt sine Ofre

En Opskræmmet

(København 12. oktober 1894).

Grevinde Schimmelmann.

- "Berlingske" erklærer sig - en Visit hos Grevinden - Pistolen - Frygten for Anarkisterne - en livsfarlig Gift  - et Totalindtryk.

Som det sømmer sig efter Lands Skik og Brug, naaede endelig vor officielle Avis og Regeringsblad "Berlingske Tidende" i Gaar Aftes til den sensationelle Begivenhed: Grevinde Schimmelmanns Indlæggelse paa Kommunehospitalet, der, takket "Politiken"s Afsløringer, allerede i flere Dage har beskæftiget den øvrige Hovedstadspresse og det ganske Land.

Som det ligeledes sømmer sig for et Regeringsblad møder Berlingeren op med en Erklæring, som i Valenhed og Ubestemthed søger sin Lige.

Berlingeren sér sig i Stand til at oplyse, at vedkommende Læge fandt Grevinden i "ophidset Tilstand" og bevæbnet med en Pistol, ladet med 4 Skud til Værn imod imaginære Anarkister. Han (Lægen) henvendte sig derefter til Politiet og erklærede hende for farlig.

Hvad "Berl. Tid." altsaa oplyser er, rent bortset fra, at deri findes intetsomhelst nyt, kun dette, at Lægen har forefundet og mént dit og dat.

Hvad "Berl. tid." burde have oplyst, var dette, at Pontoppidans Mening har været den rette, men det har den formentlig ikke "været sat i Stand" til. De forskellige Vidnesbyrd er saa talende for Grevinden, at der skal mere end en Notits i Berlingeren om Lægens Mening til at afkræfte de fremkomne Anker over Maaden, hvorpaa hun er indlagt.

For dog at høre nærmere om Grevindens paastaaede Frygt for Anarkismen og den ophidsede Tilstand, aflagde vi hende i Gaar en Visit.

Hos Grevinden.

Vi traf Grevinden i hendes midlertidige Lejlighed ved Nørrevold. Hun var noget anstrængt, hendes Stemme var noget træt. Hun har jo i disse Dage været meget optaget. Men der var en jovial Elskværdighed udbredt over hendes hele Væsen og Tale, der gjorde det hyggeligste Indtryk. Jævfnt og naturlig fortalte hun, medens vi saa os rundt i det store Pensionatsværelse, hvor hun boede, og hvis eneste Prydelse syntes at være en frynset Lampeskærm paa en pjedestalhøj Lampe, der stod ved Skrivebordet Vi blev ført ind af en tysktalende Matrosgut og modtoges med stor Venlighed.

- De er fra "København" ?

-Ja - Det er jo det Blad, som forleden bragte Pontoppidans Billede?

- Netop !

- Det glæder mig. Jeg har netop tænkt paa at sende Dem min Tak for Deres elskværdige Omtale af min Historie.

Vi bukkede og gjorde Grevinden bekendt med, hvad der havde staaet i "Berl: Tid." og bad hende udtale sig om de forskellige Punkter, først

Pistolen.

- Ja, begyndte Grevinden, det er rigtig, at jeg har haft en Pistol hos mig. Som De maaske véd, har Medlemmer af den Schimmelmannske Familje til alle Tider været ivrige Jægere. Som ung gik jeg tit paa Jagt med min Fader. Efter hans Død har jeg ikke øvet den Idræt Nu skal De se.

Hun rejste sig, gik hen til Skrivebordet og tog en lille Taske frem.

- Her gemmer jeg den omtalte frygtelige Pistol. Oprindelig havde jeg den med mig som Minde om min Fader. Senere i mit Liv har jeg levet under Forhold, der for en enlig Dame nødvendiggjorde en vis Grad af Forsvarsdygtighed. Tror De, man lever sikkert paa en øde ensom Ø. Naa, Faktum er. Jeg har haft Pistolen i 22 Aar. Til Tider har den været ladt, til andre Tider ikke.

- I 22 Aar!

- Hverken længere eller kortere Tid. Den har altid ligget i denne lille Taske, og jeg har endnu aldrig gjort Brug af den. Da jeg sidst kom til Hellebæk var den ladt, fordi Kaptajnen paa mit Skib fortalte mig, at det var Skik paa ethvert velordnet Skib, at have Vaaben i Beredskab.

Frygten for Anarkister.

- Hvorfra kommer, tror De, Beskyldningen for Frygt for imaginære Anarkister, som "Berl. Tid", omtaler.

- Ja, hvorfra? Det maa De nok sige! Her hjemme nærer man en overnaturlig Frygt for alt, hvad der hedder Anarkisme og Socialisme. Jeg kan forsikre Dem, at jeg har gaaet lige saa rolig mellem Berlins Anarkister og revolutionære Socialister, som jeg sidder nu her overfor Dem. Jeg har bevæget mig uhyre meget mellem de fattigste og usleste Lag i Berlins Smaagader. Men De vil forstaa, at det ogsaa her kan være nødvendigt at have Vaaben ved Haanden.

- Naturligvis. Men, hvorledes tror De, at Deres Familje, som har ladet Dem indlægge, støttende sig paa disse Momenter, har faaet den bizarre Idé?

- Jeg ved det egentlig ikke. Men jeg har en Formodning om, at to Kokkepiger, som jeg jog fra Hellebæk paa Grund af deres skinhellige Vandel, paa en eller anden Maade har benyttet Lejligheden til at hævne sig.

Grevinden rejste sig og satte den lille sorte Taske hen paa Skrivebordet.

- Men Frygt for Anarkisterne - Nej! fortsatte hun, det har jeg aldrig haft. Jeg nærer ikke Frygt for noget. Om faa Dage, paa Mandag vistnok, udkommer hos Reitzel en Bog om mit Liv og min Gerning. De vil deraf kunne se, at noget saadant ikke ligger for mig.

En livsfarlig Gift.

Vi takkede og rejste os for at gaa, da Grevinden gik hen mod sit Toiletbord og tog en lille Æske frem.

- Vent et Øjeblik. Man har ogsaa fremsat den Beskyldning mod mig, at jeg gik omkring med en livafarlig Gift. Her skal de se Giften.

Vi læste paa Laaget af den lille grønne Æske, som hun rakte os.

Der stod:

Pulver til at smøre paa Næsen, for at den ikke skal blive rød.

Grevinden lo hjærteligt og salte smilende Æsken bort.

- Det er det hele, føjede hun til.

- Endnu et Spørgsmaal, fortsatte vi. Der staar i "Berl. Tid." at Professor Pontoppidan fandt Dem i "ophidset Tilstand".

- Det er vistnok ogsaa rigtigt, men Grunden dertil er lige saa naturlig. Jeg havde den Gang i to Nætter vaaget over en febersyg Patient. De vil forstaa at man under saadanne Omstændigheder kan være nervøs. Vi kunde naturligvis ikke andet end samstemme med Grevinden heri. Vi takke for Oplysningerne og beredt os til at gaa. 

Vi savnede vor Stok.

- De mangler noget, sagde Grevinden.

- En Stok, som maa staa et Sted I Værelset.

- Her er den, sagde Grevinden og løftede paa den. Hvor den er tung. Gudskelov, at vi fandt den. Havde man funden en saadan Todtenschlager hos mig, kunde man have været i Stand til at lade mig lægge ind til Observation en Gang til, føjede hun til, mens hun smilende fulgte os til Døren.

Totalindtrykket.

Det vil af ovenstaaende fremgaa, at Grevinden har den klareste Oversigt over sine Handlinger. Hun véd paa det nøjeste Besked med de Momenter, som har ført til hendes Indlæggelse, og hun kan paa en fornøjelig Maade rede sig ud af det Væv, hvori hun har været hildet.

Endvidere er at bemærke om Grevindens Tale, at den langtfra er saa sentimental og søgt, som den plejer at være hos Personer med et saa religiøst Temperament som hendes. Den er præget af naturlig Jævnhed og Ligefremhed. Der er en himmelvid Forskel paa at tale med hende og med en af vore hjemlige Hellige.

Grevindens Omtale af Dr. Pontoppidan og dem, der har ladet hende indlægge, er fri for enhver Bitterhed. Hun har holdt paa sin Ret. Hvem dadler hende for det.

Men Professor Pontoppidan skylder Offenligheden en anden Forklaring end den sølle, intetsigende Notits i "Berlingeren". Kan han ikke belægge sin Adfærd med vægtigere Argumenter end de allerede fremkomne, \da staar det klart for Offenligheden, at der hurtigst mulig maa ske en Forandring i den Enevoldsmagt, Kommunehospitalets Overlæge har over Undersaatterne i det uhyggelige Rige, der hedder sjette Afdeling

Han hedde saa Pontoppidan eller hvad som helst andet!

Josva

(København 12. oktober 1894).

Et Vidne.

Vi bringer i Dag Billedet af den bekendte Forfatterinde.

fru Amalie Skram.

Det er i disse Dage aktuelt.

Fru Skram har sammen med Grevinde Schimmelmann opholdt sig under Professor Pontoppidan paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. Hun var indlagt her paa Grund af Nervøsitet. Som vore Læsere vil erindre fra i Gaar, udtalte hun sig varmt og bestemt i Grevinde Schimmelmanns Favør og det i Ord og Sætninger, som i Klarhed intet lader tilbage at ønske og paa ingen Maade er prægede af nogen Slags Nervøsitet.

Hendes Vidnesbyrd er ingenlunde uden Værdi. Fru Skram har i alle sine Bøger vist sig i Besiddelse af betydelig psykologisk Ævne, og denne behøver ikke at tabe under en rent foreløbig nervøs Krise. Der er ingen Tvivl om, at hun har haft lagttagelsessans nok til at mærke sig, hvad der gik tor sig rundt omkring hende. Hun vil kunne fortælle interessante Ting, og det er næppe sandsynligt, at hun holder Munden længe lukket.

Hendes Vidnesbyrd i den Schimmelmannske Sag er dette, at aldrig har nogen med mindre Ret været indespærret paa et Galehospital end Grevinde Adeline.

Ogsaa af andre Grunde vil det glæde vore Læsere at gøre Bekendtskab med Fru Skrams energiske Træk. Der findes næppe mange, der ikke kender hendes dristige, frisindede Bøger.

Om ikke lang Tid vil Fru Amalie Skrams navn sandsynligvis faa Klang i den Diskussion, der i Øjeblikket rejses mod Sindssyges Indlæggelse og deres nærmere Behandling.

(København 12. oktober 1894).

Grevinde Adeline Schimmelmann

Grevinde Schimmelmann.

Forskellige Detaljer - et mærkeligt Missionshus. - I Fare. - Voldeligt Overfald. - Et møjsommeligt Iiv - Mellem Berlins Arbejdsløse.

At Grevinde Schimmelmann er en til en vis Grad eksentrisk Dame tør maaske nok være udenfor al Tvivl. Men herfra til at være Sindssyg og tilmed en af de samfundsfarlige, er der selvfølgelig et langt Spring. For nærmere at belyse Grevindens Liv opsøgte vi hende paany i Gaar og har i Dag Fornøjelsen ved Siden af hendes Billede at kunne præsentere vore Læsere nogle spredte Træk af hendes besynderlige og farefulde Liv.

Et mærkeligt Missionshus.

Den bekendte tvske Præst Furcke, har. som tidligere meddelt skrevet en varm begejstret Bog om hendes Virksomhed i "Gøhren". Langt vanskeligere har dog hendes Arbejde paa Greifswalder Øen været.

Her maatte hun hjælpe sig med en gammel Lade, som Grevinden og hendes Hjælpere selv reparerede med Lér og Træværk. En Stald indrettedes til Køkken, og i et Rum paa 8 Fod Kvadrat blev der kogt Mad til 400 Mennesker. Her beboede Grevinden selv to saakaldte Regeringsværelser. Om deres Komfort og Hygge kan man danne sig et Begreb, naar man erfarer, at der op af Gulvet voksede Blomster og Nælder.

Hvert Stykke Brød til Huset maatte hentes 5 (fem) Mil over Vandet og saa holdt det sig endda daarlig i den fugtige Luft. I daarligt Vejr kunde Baadene ikke naa Fastlandet og større Dampere havde ondt ved at naa ind. Grevinden har selv været med til under Livsfare at sejle over, og først naa til Øen, da Folkene var halvt sultede ihjel.

I Fare.

- Grevindens Virksomhed var ikke uden Fare. Hun virkede navnlig blandt Fiskere og en af hendes Foranstaltninger gik ud paa at afskaffe Brændevinshandelen. I den Anledning var hun en Tom i Øjet paa Øens Bønder, der havde Fortjeneste af samme. Hun afskedigede en Bestyrer, som havde solgt Brændevin; denne tog da, forinden det var muligt at forhindre det, alle Levnedsmidler og alt Husgeraad med sig og fik det transporteret over til en nærliggende Bondegaard, og Grevinden stod tilbage med 70 sultne Fiskere, som da fristedes fra Bondegaarden med gratis Brændevin. Men saa stor var hendes Magt over de Undergivne, at hun kunde holde dem hos sig i et helt Døgn indtil der kom Proviant.

Saa sammenrottede Bønderne sig og lagde sig i Baghold for at overfalde Grevinden. Tilfældigvis kom hun ikke forbi det Sted, hvor Voldsmændene laa. og disse opdagede hende først, da hun traadte ind i sit Værelse. Dette laa i Stuetagen og meget lavt nede. En foreslog, at man skulde springe ind ad Vinduet til hende.

Resolut slog Grevinden Gardinerne til Side, stillede sin Lampe paa Bordet, ladede sin Pistol. Saa nøjedes Hoben med Skældsord og Halløj, indtil en Flok Fiskere kom til og fik den spredt ad.

Det er den Pistol og den Frygt for "imaginære Anarkister", hvorpaa Dr. Pontoppidan begrunder hendes Indlæggelse til Observation.

Et møjsommeligt Arbejde.

For et Par Aar siden fandt Præsidenten i Stralsund, at Tilstanden paa Øen var saaledes, at Grevinden burde have en mandlig Beskytter. Grevinden var egentlig imod det. men samtykkede tilsidst i, at en "kristelig Broder" kom over.

Han havde ikke været der to Maaneder, før han erklærede, at det var under hans Dannelse. Uden Sorg saa' man ham rejse.

Grevinden var tilstrækkelig klar over, at de kristelige Brødre i Nordtyskland var for forskruede til at de kunde, virke saa praktisk, som fornødent.

Et helt Hjem for konfirmerede Drenge fik Grevinden oprettet, og skønt hun fik dem i en meget raa, usleben Tilstand, naaede hun dog saa godt som altid ved sin ubegrænsede Taalmodighed at faa noget ud af dem. Men hun har ogsaa. som hun selv siger, det fornuftige Princip:

Naar kun Hjærtet er oprigtigt og de grove Laster høre op, kan der blive en meget dygtig Karakter at bygge paa. .

Foruden dette Hjem for Drenge opdrog Grevinden særskilt sine egne Drenge, som hun paa Opfordring af Folk i Byen modtog. Den ene af dem var da næsten sindssyg, den anden noget svækket paa Grund al et stort gabende Saar i Hovedet. Tilmed var de fordærvede og vilde, men det lykkedes hurtig for hende ved omhyggelig Pleje og Undervisning at faa dem paa Retkøl, og siger Grevinden spøgende :

Ganske vist tilbød man mig Gendarmer som Sauvegarde, men jeg kunde magelig nøjes med de to; men de var ogsaa stadig om mig.

Mellem Berlins Arbejdsløse

har Grevinden arbejdet med sjælden Iver og Ihærdighed. Præsterne i Byen havde ingen Magt over Befolkningen. 20 Aar for sent gav de sig efter Grevindens Mening i Lag med den store Hær af Forsultne. Der holdtes Møder for at vinde dem, men disse blev tilsidst livsfarlige for Præsterne og forbudte. Paa et af de sidste Møder var Grevinden sammen med en Datter af den prøjsiske Kultusminister til Stede, hun fik Kærlighed til de fattige Stakler og begyndte sin Gerning mellem dem.

Men her stødte hun paa Vanskeligheder hos sine egne Trosfæller, idet det kristelige Hotel nægtede at tage mod hendes nye "Børn", fordi de var fra de mest berygtede Kvarterer i Byen. Hun fik Lokale i Ynglingeforening, hvorfra de dog efter 10 Dages Forløb blev anmodet om at gaa.

Tilslut fandt hun Ly for sine Folk i en af Hernhutternes Kirker. Det hører til Grevindens Fortjeneste, at hun indsaa, at hendes Mission ikke var endt med at prædike for Folk. Tværtimod. Hun sled for at skaffe dem Arbejde og fik oprettet et stort Snedkerværksted, hvor de kunde fortjene noget ved deres Arbejde.

Hun har haarde Ord tilovers for den Maade, hvorpaa Arbejderne er blevne tilsidesatte i Tidens Løb. Som sjælløse Arbejdsmaskiner er de blevne behandlede og oversete gennem Generationer.

* * *

Som man vil forstaa af ovennævnte Data har Grevinden udfoldet en hartad utrolig og pinagtig Virksomhed. Man kan være uenig med hende i hendes Teorier, men derom har man ikke Lov at tvivle: Hendes Arbejde har været sværere end mangen Missionærs, der drager til vilde Folkeslag.

Er da dette at have en Idé og kæmpe for den til det yderste det samme som at være gal ? Grevinden vil utvivlsomt hos de fleste herhjemme vinde Sympati for sin Idé. Hun bør ogsaa have den for sit Arbejde.

Dertil haaber vi med ovenstaaende Detaljer at have bidraget vort.

(København 13. oktober 1894).

Sagen kom op i borgerrepræsentationen den 15. oktober 1894. Her støttede flertallet op om hospitalet, mens Philipsen og socialdemokraten Jens Jensen var betænkelige ved at autoriteterne altid fandt alle klager ugrundede. Helweg (Oringe Hospital) havde i maj 1894 erklæret Schimmelmann for ikke sindssyg. Han var blevet overbevist efter at have lært hende nærmere at kende. Han gentog dette i en erklæring af 15. oktober 1894.

Et nyt Interview.

Folketingsmand J. Jensens Vidnesbyrd. - Fra Hofdame til barmhjærtig Søster. - Grevinden Familje. - lndespærringen. - Professoren og Offentligheden. - Sagen i Rigsdagen.

Vi har tidligere oplyst, at Folketingsmand Jens Jensen, der er valgt i Bælumkredsen, havde søgt at faa Grevinde Schimmelmann i Tale, mens hun var i Hr. Pontoppidans Varetægt, hvilket imidlertid blev ham nægtet.

Vi traf Folketingsmanden i Gaar og spurgte ham, om han havde talt med Grevinden, siden hendes Sag var kommen offenligt frem og havde vakt en saa enestaaende Opsigt.

Hr. Jensen svarede:

- Ja, jeg har lige aflagt hende et Besøg i Formiddags.

- Hvad Indtryk fik De af hende nu?

Et Vidnesbyrd.

- Det samme som sidst, jeg talte med hende, det var en fjorten Dages Tid, inden hun blev indespærret paa Kommunehospitalet, og det samme, som jeg har faaet hver Gang, jeg har talt med hende: at hun er en ualmindelig Kvinde, ikke blot ualmindelig ædelttænkende og varmhjærtet, men ualmindelig klart tænkende og forstandig, en Kvinde, der som faa har Klarhed over og Forstaaelse af de Spørgsmaal og Ting, der rører sig baade i Menneske- og Samfundslivet.

Vi bad Folketingsmanden fortælle os om sit Kendskab til Grevinden og hendes Forhold, og Hr. Jensen fortalte:

- Jeg har nok set Grevinde Schimmelmann som Barn eller ganske ung, naar hun sammen med sine Forældre om Sommeren opholdt sig paa Lindenborg, men mit personlige Bekendtskab med hende skriver sig kun fra tie senere Aar, efter at jeg som Rigsdagsmand er kommen til København: jeg havde hørt om hendes Virksomhed for de Fattige og Forulykkede, og da jeg en Gang traf hende paa Missions-Hotellet, blev vi snart godt kendt ; siden har jeg jævnlig talt med tiende, naar hun om Vinteren kom herind.

Fra Hofdame til harmhjærtlg Mester.

Grevinde Schimmelmann har altid været meget religiøs, og det er hendes Religion, der præger hendes Optræden og Handlemaade; hun har fortalt mig, at saalænge hun var ved Hoffet i Berlin, maatte hun deltage i Hofballerne og andre lignende Festligheder; de tilfredsstillede hende ikke, hun havde allerede Øjet aabent for Modsætningerne her i Livet, og naar hun kom hjem, knælede hun og bad sin Gud om Tilgivelse, for at hun havde været med til det. - Men saa kunde hun ikke holde det Liv ud længer, hun forlod Hoffet og tog sit Arbejde op blandt de Fattige og Forældreløse, et Arbejde, der er i nærmere Overensstemmelse med hendes Tro.

Og det er uforstaaeligt, fortsatte Hr. Jensen, at de, der har sét hendes Virksomhed kan tro, at hun er gal; hun har jo dog kun gjort godt mod de Ulykkelige. Der kan selvfølgelig være forskellige Meninger om hendes Maade at gøre godt paa er den heldigste, om hendes Opdragelsesmetode f. Eks. er den rette, osv. - skønt Resultatet jo som Regel har været godt - men det er umuligt at kunne anse hendes Barmhjærtighedsgærning som Udslag af Vanvid.

Grevindens Eamilje.

Til sine Sødskende og Familje har Grevinde Schimmelmann altid staaet i det bedste og kærligste Forhold, navnlig sin ældste Broder, den nuværende Lehnsgreve, der ligesom hun er en religiøs Natur, har hun følt sig særlig knyttet til. Imidlertid i de senere Aar er der sket en Forandring, og sidst jeg talte med hende inden hendes Indespærring, talte vi ogsaa om hendes Familje; hun beklagede da, at de var kolde og tilbageholdne overfor hende og ikke forstod hendes Virksomhed, men det er ganske meningsløst at tale om Forfølgelsesvanvid i dette Forhold. - Og Historien om Pistolen og den farlige Gift er jo det rene Nonsens.

Indespærringen.

Vi anmodede Hr. Jensen om at meddele, hvorledes det gik til med Grevindens Indlæggelse paa Hospitalet og hans Forsøg paa at faa hende i Tale og eventuelt ud igen, og han svarede:

- Det var fra Missions-Hotellet, hvor hun plejede at tage ind, naar hun kom til Byen, hun blev ført derud; det gik meget hemmelighedsfuldt til, men paa Hotellet vidste de det, dog. og nogen Tid efter sendte de Bud til mig, at Grevinde Schimmelmann var indlagt paa Kommunehospitalet som sindssyg. Jeg gik straks derud og traf først Reservelægen paa 6te Afdeling, Dr. Jacobsen, med hvem jeg baade da og en Gang senere havde en længere Samtale. Jeg spurgte, om jeg kunde faa Grevinden i Tale, men Svaret var: Professoren havde forbudt det.

Saa gik jeg til Professoren selv:

- Nej, det var umuligt. Grevinden trængte til Ro og maatte ikke tale med nogen. Jeg sagde, at Professoren, eller hvem han vilde, maatte gærne overvære Samtalen, da jeg blot ønskede at se og hilse paa hende. Men han blev ved sit.

Professoren bange for Offentligheden.

Da jeg udtalte Frygt for, at dette var en Gentagelse af den Brunske Affære, og at jeg vilde se at faa Sagen offentlig frem gennem Pressen, blev han meget elskværdig og bad mig om at lade være, det var ikke en Gentagelse af den Brunske Aflære - selv om det vilde se saadan ud for Publikum - men Grevinden var virkelig gal. Imidlertid, hvis jeg vilde lade være med at bringe Sagen offentlig frem, skulde jeg til Gengæld faa Tilladelse til at skrive til Grevinden. Jeg gik ind derpaa og skrev ogsaa. men han forbød hende at svare, hvis hun ikke vilde lade være at skrive, at hun ønskede at tale med mig. De første Dage nægtede hun det, men senere skrev hun et almindeligt religiøst Brev til mig.

Sagen i Rigsdagen.

Vi spurgte Hr. Jensen, om han som Lovgiver fandt disse Tilstande hyggelige eller forsvarlige; man vidste jo ikke, naar Hr. Pontoppidan kunde faa Lyst til at tage En til Observation.

Han svarede:

- Nej, jeg er ganske enig med "København" om, at Professor Pontoppidan foreløbig bør fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand, men den Sag er heller ikke endt endnu.

Vi forstod, at Folketingsmanden vil bringe Sagen frem i Tinget, enten nu ved Finanslovsbehandlingen eller ved en særlig Forespørgsel.

Af vort Rigsdagsreferat vil man se, at Hr. Falkenstjerne allerede i Gaar bragte Sagen paa Bane i Tinget.

(København 13. oktober 1894).

Jens Jensen var blevet medlem af borgerrepræsentationen i 1893. Men også folketingsmand 1895-1903. Herefter blev han finansborgmester for Magistratens 2. afdeling.

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.