Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 

At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021.

Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som  bekendt.

Johan Georg Rødder

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og blev fulgt op i Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Eksempel på Villighed og på Uvillighed til Menneskeredning

(Efter indsendt)

I forgårs den 11. om aftenen kl. 10 hørte jeg i min bopæl en stærk råben og skrigen, og så vidt jeg kunne skønne fra pælerækkerne udenfor Langebro. Jeg og mange flere gode og retskafne mennesker ilede derfor over til bommanden Kjer, for ved ham eller hans hjælp at få båd og årer for at ro ud og hjælpe de i livsfare værende mennesker. Men han nægtede både over for mig og de andre at han hverken havde både eller årer. Og det fortjener at anmærkes at han modtog mig med en yderlig grovhed han modtog mig, og ligeså S. T. hr major Haffner som kom til i det samme og spurgte mig, hvad der var på færde, og flere som i denne anledning var forsamlede der. Uden at få hjælp af ham, henvendte vi os til forvalter Poulsen på Appelbyes Plads, som kom selv og medbragte årer. Denne retskafne mand gik også selv m. fl. ud til pælerækken og reddede to menneskers liv. Men en var allerede druknet på grund af det lange ophold. Om et sådant forhold kunne komme i betragtning ville det måske tjene andre for fremtiden.

Sukkerformefabrikken i København den 13. nov. 1807
O. Ettrup, fuldmægtig

(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002) 

Sukkerfabrikation har en lang tradition på scenen for dette indslag (indsenderen er fuldmægtig på Sukkerformefabrikken). Disse lagerbygninger er dog over 100 år yngre, fra 1912-13.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021 og Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Der kan vel efterhånden ud fra Politivennens artikler skrives et lille værk om Bommand Kjær. En ven på Facebook har henvist til Folketællingen fra 1801, og her kan man ved en simpel søgning finde følgende oplysninger:

København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Christianshavns Kvarter, Matr. 389, 1913, FT-1801, A5035
Navn:	Alder:	Civilstand:	Stilling i husstanden:	Erhverv:	Fødested:
Johan Kiær	34	Gift		Bommand
Constance Severine Struck	34	Gift		g Johan Kiær
Anna Erenst Stine [Kiær]	6	Ugift
Maren Cathrine [Kiær]	4	Ugift
Caroline [Kiær]	2	Ugift
Ole Petersen Hald	62	Ugift		Skyder Sælhunde

Man kan vel konkludere at bommand Kiær må have haft nok at se til, udover at skulle passe bommen og badeanstalten. 3 små børn. Af hans andre indlæg i Politivennen ved vi at han fik 2 flere børn, som han godmodigt karakteriserer som "uopdragne". Samt en 62-årig logerende der "skyder sælhunde". På det tidspunkt brugte man mængder af tran til gadebelysning og garvning. Og det fik man bl.a. fra sæler, som der var masser af langs de danske strande, bl.a. ved Køge. Amager var berygtet for sit trankogeri, der skal have frembragt en ganske afskyeligt stank.

Kiær optræder i øvrigt som stamfar til en efterlyst person på Slægt og Data. Ligesom den ene af hans døtre Maren Cathrine tilsyneladende er kendt på Familiesporet.

Efter Kjærs død må konen have giftet sig med en Friderichsen og videreført hvad der kom til at hedde gl. Badehuse, det fremgår af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 21. juli 1825:

En voxen Dreng, som er tro og paalidelig, samt villig til at forrette hvad der bliver ham befalet, kan strax faae Condition paa gl. Badehuse ved Langebro hos L. Friderichsen.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. juni 1826:

De forhen værende Badehuse ere nu udlagte paa Strømmen ved Langebro til det ærede Publicums Afbenyttelse. Frederichsen. 

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. maj 1827:

De forhenværende Badehuse ere nu i god brugbar Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro til Afbenyttelse for det ærede Publicum. L. Friderichsen. 

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. juni 1832:

De saakaldte gamle Badehuse ere nu i god Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro, som herved tilkjendegives det ærede Publicum, som vil afbenytte samme. L. Friderichsen. 

Hvad der skete med Kjærs badehuse, fremgår indirekte af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 22. maj 1835, hvor hans kone omtales:

Mandagen den 1ste Juni, Formiddag Kl. 10, bliver ved een eneste auction absolut bortsolgt:De saakaldte gamle Badehuse, der i mange Aar have været placerede i Basinet ved Langebro, paa Christianshavns-Siden, og som for Tiden ere indlagte i Graven ved Appelbyes Plads paa Christianshavn, tilhørende afg. Lorentz Fredericksen Kiertinges og ligeledes afdøde Hustrue Constance Severine fød Struck, forhen gift Kjær, deres fælleds Stervbo. Auctionsconditionerne erre til Eftersyn hos Procurator Petersen, boende i Compagnistrædet Nr. 70, 2den Sal, og bemærkes tillige, at Auctionen afholdes paa Appelbyesplads.

Uordener af Badehusenes Gæster, med et Forslag desangående

(Efter indsendt)

Enhver der ved hvor nyttigt badning i mange henseender er for menneskelegemet, om den end ikke frembragte andet end den blotte renhed, kan ikke andet end højlig undres over, at København ikke har andre offentlige badeanstalter end dem vi ser ved Langebro.

Man vil ikke laste den mand, der forestår samme. For under hans egne og badevæsenets omstændigheder kan man ikke gøre større fordring på ham. Ja har endog grund til at finde, at han gør mere end hvad man efter samme med rette kunne vente.

Men man kan beklage, at de mænd, der har eneret til at have offentlige søbade i København ikke gør alvor af sagen. Endnu gør de selv intet derved, og andre der mulig ellers kunne gøre noget forhindres i at gøre noget. Dog der kommer vel dog engang noget for en dag.  

I mellemtiden må vi så nøjes med de badeanstalter som vi har og nødes da til at klage over hvad vi derved finder af uorden. Det er nemlig den råhed og usædelighed hos en del mandlige badegæster der med knive både udvider de huller der allerede måtte være på skillevæggene, og udarbejder nye åbninger for at tilfredsstille en vanhellig og lastefuld nysgerrighed.

Badehus ved Langelinje, ved vintertid i 1830'erne. Jeg har ikke kunnet finde nogle afbildninger af badehusene ved Langebro fra de første årtier af 1800-tallet. (H. G. F. Holm, Før og Nu 1919)

Det er Gud være lovet endnu ikke kommet så vidt med os, at der jo endnu ikke findes alene kvindelig, men selv mandlig blufærdighed hos os. Og derfor bliver både mange smukke kvinder og mange ædle mænd borte fra den badeforfriskelse der kunne have været dem en behagelig og nyttig nydelse, fordi de ikke ville lade sig overbeglo.

Jeg har hørt en paradokselsker forsvare disse kighuller på badehusvæggene med 2 grunde: 1) at de som går i badehusene godt ved at hullerne er der, og altså er vidende og tilfredse med kikkeriet. 2) at en usædvanlig høj dyd derved fik tilværelse, når man nemlig afholdt sig fra at titte ind hvor man hørte badende damer pjatte, skrige og le. Men uagtet jeg tilstår det første for en del (for sikkert ved mange ikke af disse syndehaller), og uagtet det sidste er sandt, og jeg heller ikke tvivler om at der gives den ædle badegæst, der føler værdien af en sådan sejr over sin nysgerrighed, kan man dog ikke andet end finde det langt bedre at der slet ingen tittelejlighed var.

Hertil var det et middel, om væggene oftere eftersås og forsvarlige boder blev slået på hvor der var huller. Et andet middel var, at der blev anskaffet et rullegardin på størrelse med væggen, som badegæster efter behag kunne rulle ned. De måtte hænge et par tommer fra væggen for at hindre, at der ikke blev gjort vold fra nabokammeret. Ligeledes burde det være overstrøget med en oliefarve, helst en lys, hvorpå i alt fald enhver overlast snarere bemærkedes.

(Politivennen nr. 485, 8. august 1807, s.7704-7707)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen, 21. juli 1807 fik man følgende oplysning om bommand Kjær:

Badelejlighederne i Kbhvn er nu paa en meget god Maade forbedret af Bommand Hr. Kjær, derved at han har lagt en Flaad langt ud i Strømmen ved Langebro, og derpaa opsat 3 Telte, til Bekvemhed for Svømmere, og der bliver saaledes i Badehuset desto mere Lejlighed for dem, der ikke svømme.

Skammelig Mangel på Levemåde

(Efter indsendt)

Tirsdag eftermiddag den 23. juli fandt to unge herrer, hvoraf den ene endog bar en kjole der plejer at love opdragelse, deres fornøjelse i at forurolige et fruentimmer der var i et badeværelse på badehuset ved Langebro. Dels ved at gå ud på den bjælke som huset hviler på, og se gennem vinduet ind til hende. Og da hun gentagne gange alvorligt frabad sig denne drengeagtige uartighed, begyndte den ene at kigge ind gennem dørsprækken, så hun måtte anmode madame Kjær om bistand. Personens undskyldning, at han kendte jomfruen, var noget dum, for det gav ham dog vel ikke ret til at falde hende besværlig.

Hvor meget må sådan en lumpen opførsel afskrække fruentimmer fra at nyde denne for deres sundhed så gavnende indretning. Der var mange til stede som hørte og så denne opførsel, iblandt andre erindrer man en artilleriofficer og en mand, som madam Kjær nævnte Rådmand Lunning. Formodentlig kendte hun også den person som mest udmærkede sig ved denne lumpenhed. Kunne sådan uartighed ikke forebygges? Måske ville det hjælpe noget om en trykt advarsel, forfattet i værdig stil, opsat ved overgangen til badehusene. Dog allerbedst var det, om enhver der så ulykkelig mangler agtelse for kønnet og for sig selv for fremtiden nægtedes adgang til badehusene.

(Politivennen nr. 431, 26. juli 1806, side 6847-6849)

Bekjendtgørelse.

3) I anledning af den i nr. 421 gjorte opfordring har direktionen for fattigvæsnet nedsat betalingen af badehusene fra 25 rigsdaler månedlig til den halve, eller 12 rigsdaler 3 mark, i den tid husene ligger ude. I denne anledning har Penia nr. 6 tilføjet følgende: I maj 1805 lod fattigvæsnets direktion badehusene bortsælge ved offentlig auktion. En af konditionerne var den at køberen skulle lægge 25 rigsdaler for hver måned badehusene var i brug. Major Kirkerup købte dem og har tilladt bommand Kjær at benytte sig af dem. Det var således med denne og ikke den sidste, fatigvæsnet kunne handle. Dette er Kjær svaret, og ham er således intet afslag givet.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6766)

Bøn til Fattigvæsenet

Jeg har i flere år været nervesvækket. Og efter at have brugt mange medikamenter, har min doktor rådet mig at bruge åbent saltvandsbad. Jeg har i den anledning søgt til bommand Kiær, der af hr. maj. Kirkerup ved auktion er overladt købte badehuse. Jeg blev vred over at badehusene endnu ikke var udlagte. Han undskyldte sig som fattig mand, at han ikke turde udlægge dem så tidlig, fordi han skulle betale 25 rigsdaler månedlig i den tid de er udlagte. Hvis det er overensstemmende med en god indretning til sundheds vedligeholdelse, så tror jeg ikke at en fordel til indtræde for fattigvæsenet bør komme i betragtning, når det gælder en stor del af stadens menneskers helsen og helbred. Bommand Kiær har sagt mig, at han har indgivet en begæring i den anledning til fattigvæsenets direktion. Men han skal efter eget udsagn have fået et svar som siger: At han skal betale de efter betingelserne pålagte 25 rigsdaler månedlig.

Det er vist ikke i overenstemmelse med fattigvæsenets plan, at jo ikke enhver bør kunne finde de lægemidler, som kan være enhver bedst tjenlig. Og det kan derfor heller ikke være dem ligegyldigt, at disse kunne søges på de steder naturen frembyder. Jeg tror endog at det ikke er i overensstemmelse med fattigvæsenets tarv, at mennesker af mangel på lægemidler bliver endnu værre, fordi der da af sygdom i almindelighed følger fattigdom, tab for fattigvæsenet og tab for staden, og videre.

Blandt de høje herrer direktører for fattigvæsenet er vist lægen hr. justitsråd Band, der vist indser nytten af badehusene og derfor vist vil tilråde, at ikke badeforbud, for en lille fordel vil komme i betragtning, når den bevirker i en anden henseende mere skade end gavn, til fordel for fattigvæsnet.

Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6689-6691) 

Bekendtgørelse

I anledning af den i nr. 421 gjorte opfordring har direktionen for fattigvæsenet nedsat betalingen af badehusene fra 25 rigsdaler månedlig til det halve, eller 12 rigsdaler 3 mark, i den tid husene ligger ude. I denne anledning har Penia nr. 6 tilføjet følgende: "I maj 1805 lod fattigvæsenets direktion badehusene bortsælge ved offentlig auktion. En af betingelserne var den, at køberen skulle betale 25 rigsdaler for hver måned, badehusene var i brug. Major Kirkerup købte dem, og har tilladt bommand Kjær at benytte sig af dem. Det var således med den første og ikke med den sidste, fattigvæsenet kunne forhandle. Det svar har Kjær fået, og altså således ikke et afslag.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6766)

Redacteurens Anmærkning.

Fattigvæsenets ansvar for bade og svømning blev også berørt i Dagen, 29. oktober 1804:

Enhver kan nu vente passende varme og kilde Badeanstalter, og, hvad den saa meget trænger til, offentlige Svömmeskoler, da Kongen d. 26 Okt. har forundt Prof. Nachtegal og Ass. Bærens Privilegium paa, eene og allene i 20 Aar at have slige Indretninger i Kbhvn og en Mils Omegn om samme. Dog skal herved ikke gjöres Indgreb i Hr. Rost's Bader-Privilegium eller i Fattigvæsenets Ret til Söbad ved Langebro for Fattigvæsenets Folk. 50 Drengebörn skal aarlig af Fattigvæsenet anvises til fri Svömmeundervisning i de Privilegertes Skoler. Desuden skal deres Indretninger i Plan först indsendes til Bifald för de udföres.

Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:

Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]

Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære

J. D. Kiær
Bommand

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054.

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 

Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes af bommand Kjær i Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.  

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Om Langebro

Hr Sibbern har i sit blad nr. 162 spurgt, hvorfor det går så langsomt med udbedringen af Langebro.

Hans årsag til at spørge om det er, at det koster et par skilling at lade sig sejle over med båd.

Måske ved hr. Sibbern ikke, at Langebro ikke er en stadens bro, men en bro der er til for og tilhører Københavns Befæstning. At den med tilladelse og mod betaling af kørende ellers er åben for færdsel er ingen mos, men en godhed. At pukke på en ting der blot er godhed, viser mangel på skøn.

For at spørgsmålet imidlertid ikke skal være uden svar, da følger dette herved til tjeneste: Der skal tid til hver ting.

J. D. Kiær
Bommand ved Langebro og oversætter der.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6044-6045)

På Politivennens tid lå Langebro (anes yderst til højre i billedet under kranerne) et andet sted. Den forbandt to af bastionerne i befæstningen, dvs den gik i forlængelse af Vester Voldgade, i stedet for nu H. C. Andersens Boulevard, til Langebrogade på Christianshavn, inden denne bøjer af sydpå. Broen. Området med højhusene på Kalvebod Brygge på modsat side og Islands Brygge forrest i billedet var vand.

Redacteurens Anmærkning

Sibberns blad

Der må være tale om M. Sibbern, som 1799-1806 udgav "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet. Et blad for meenig Mand.". 

Bommanden J. D. Kiær

Var tilsyneladende en krasbørstig herre, som vi vil møde flere gange i fremtiden, allerede i  næste nummer af Politivennen nr. 382, (17.august 1805). Han udlejede badehuse. Her vil det også fremgå at han har en speciel sarkastisk skrivestil. Som fx når han underskriver sig selv som oversætter. Der er ikke tale om at oversætte sprog, men at sætte/sejle folk over havneløbet.

I "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", lørdag den 26. oktober 1805,  kan man læse følgende:

Langebro er endnu under Reparation. Men paa det Forbindelsen imellem Christianshavn og Kjøbenhavn ikke fra den Kant skal være aldeles standset, ligge her bestandig Joller, som for en ringe Betaling sætte Folk over. Det er egentlig Hr. Brandmajor Kirkerup, som, efter Contact, har forbundet sig til at holde denne bro i forsvarlig Stand i en Tid af tyve Aar, fra d. 2 Dec 1797 af at regne.

Han var tilsyneladende også en initiativrig herre, iføllge "Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender" 27. juni 1804:

Den drivtige Bommand Kiær ved Langebro har til beqvemhed for erfarne Svømmere lagt en Pram med Afklædningskamre, og med trapper ned i Vandet, ud midtstrøms mellem Langebroe og Stakaden. 

Han blev omtalt i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 30. december 1802:

Skibe

En liden Jagt, som bærer 200 Tdr., og er brændt paa 5 Commercelæster, den er 8 Aar gl, som kan forevises af Maalebrevet, er til kiøbs, og anvises af Kiær, Bommand ved Langebroe.